En fisk i en hornlygte…

stege_nor-147

Fishing Zealand er en fisk i en hornlygte og en narresut til de sjællandske lystfiskere. Det mener Niels Riis Ebbesen fra Ølstykke på Nordsjælland. Han uddyber sit synspunkt her:

“Det forholder sig sådan, at de sjællandske lystfiskere hvert år indbetaler ca. 10 millioner kroner til fiskeplejen, når de løser det lovpligtige fisketegn. Men i mange år er der kun blevet anvendt ca. én million kroner om året til fiskepleje på Sjælland – fordi hovedparten af fisketegnsmidlerne bliver anvendt til biologlønninger hos DTU Aqua, og til udsætninger af laks i de jyske åer.

Det er ledelsen i Danmarks Sportsfiskeforbund, som har fostret ideen til Fishing Zealand. Det overordnede koncept i Fishing Zealand er, at der skal skabes basis for en vækst i lystfiskerturismen på Sjælland. DSF tror nemlig, at hvad der er optimalt for Vestjylland, det vil også være godt på Sjælland – at det derfor vil være gavnligt, hvis der kan lokkes nogle udenlandske lystfiskere til Sjælland. Men det er en “one size fits all” tankegang, som kun viser, at der faktisk er meget langt fra DSF’s hovedkvarter i Vejle, til de nordsjællandske søer og kyster.

Sjælland er ikke Vandkantsdanmark, og i forhold til Sjællands beskedne størrelse, så er der allerede alt for mange lystfiskere – til alt for lidt fiskevand og alt for få fisk. Og derfor er der slet ingen sjællandske lystfiskere, som har ønsker om, eller behov for, at skulle dele deres fiskevande med tilrejsende turister. Det er tværtimod sådan, at der er rigtig mange nordsjællandske og københavnske lystfiskere, som hver weekend kører over broen til Sverige for at dyrke deres hobby.

Fishing Zealand er kun en afledningsmanøvre, der har det formål at fjerne fokus fra den skæve fordeling af fisketegnsmidlerne. Danmarks Sportsfiskeforbund bruger Fishing Zealand som en slags gulerod, der skal lokke de sjællandske kommuner til at betale for den fiskepleje og de udsætninger, som de sjællandske lystfiskere i mere end 25 år selv har betalt for, men som de aldrig har fået, da pengene er blevet brugt til at sætte laks ud i de jyske åer.

Indtil videre er det også kun 7 ud af de 45 sjællandske kommuner, som er blevet fristet af Fishing Zealand’s tilbud, og det er alle sammen kommuner, som ligger i Region Sjælland. Der er ingen kommuner fra Nordsjælland og Storkøbenhavn, som deltager i projektet.

Men for at gøre det hele endnu mere absurdt, så har Danmarks Sportsfiskeforbund og Fishing Zealand ment, at det kunne gavne de sjællandske lystfiskere, hvis der blev indført et forhøjet mindstemål for gedder. Det har de så med hjælp fra DTU Aqua forslået fødevareministeren, der helt uden at lytte til de sjællandske lystfiskere har hævet mindstemålet for gedder fra 40 til 60 cm.

Hvis fødevareministeren havde spurgt de lystfiskerforeninger og sammenslutninger, som har fiskeretten i de sjællandske søer, så kunne de have fortalt ham følgende: Foreningernes fangstrapporter viser, at det i mange år har været sådan, at de sjællandske lystfiskere genudsætter helt op til 95% af de gedder, som de fanger. Vel at mærke fisk, som er over mindstemålet, og som derfor kunne være hjemtaget. Og så er det da temmelig dumt at lave en lovændring, som kun berører 5% af lystfiskernes fangster.

Fishing Zealand har også ment, at der burde gøres en særlig indsats for de gedder, som lever i de sydsjællandske brakvandsområder. Ovre i Vejle har man tilsyneladende ikke nogen viden om, at det er helt normalt, at bestandene af brakvandsgedder fluktuerer, og at det medfører massedød, når ekstraordinært kraftige vinterstorme presser ekstra meget saltvand ind i Østersøen. De sidste par års vinterstorme og deraf følgende stormflod, har selvsagt været hårde ved bestandene af brakvandsgedder i Østersøområdet.

Det er ellers sådan, at Ludvig Svendsen i sin bog “Lystfiskeri – Gedde, Aborre & Sandart” fra 1944, har et helt kapitel om de sydsjællandske brakvandsgedder. Her skriver han netop, at bestandene kan svinge meget, da forhøjede saltkoncentrationer medfører saltslåning og massedød blandt brakvandsgedderne. Men han skriver også, at de næringsrige og produktive brakvandsområder gør, at bestandene meget hurtigt genopretter sig selv, og at gedderne når en anselig størrelse efter en kort årrække.

Men Danmarks Sportsfiskeforbund, Fishing Zealand og DTU Aqua har endnu en gang besnakket fødevareministeren, og da Dan Jørgensen tilsyneladende føler sig presset til at nå nogle resultater inden det kommende folketingsvalg, så er er han lige nu ved at indføre en 5-årig fredning af gedderne i de sydsjællandske brakvandsområder.

Fødevareminister Dan Jørgensen tør dog ikke tage skridtet fuldt ud, for hvis han virkelig ville frede bestandene af brakvandsgedder, så skulle han indføre en totalt forbud mod garnfiskeri i de pågældende områder. Det nytter nemlig ikke meget at lave en fredning af gedderne, med et krav om genudsætning, når en stor del af de gedder, som har været fanget i erhvervs- og fritidsfiskernes nedgarn, vil have pådraget sig kritisk mange garnskader.

Det er også temmeligt usmageligt, at Fishing Zealand er medarrangør af DM i brakvandsfiskeri i de selv samme områder, hvor de har arbejdet for at få fredet gedderne. Og det er under ingen omstændigheder i orden, at der udloves præmier på helt op til 12.000 kroner, for fangst af fredede fisk. Set ude fra, så virker det i hvert fald helt forkert, at lystfiskerne udelukkende bruger gedderne som legetøj, som de kan fange, fighte og genudsætte.

DM i brakvandsfiskeri må i hvert fald virke provokerende på erhvervs- og fritidsfiskerne, der skal genudsætte gedder, som er mere døde end levende.”

Citat slut.

Såvidt Niels Riis Ebbesen fra Ølstykke. Han er ikke den eneste sjællænder, som mener dette. At der her er tale om omvendt københavneri, hvor jyske DSF fortæller sjællænderne, hvad der er bedst for dem.

Så det er næppe måden at samle danske lystfiskere på.

Steen Ulnits