– Hvor går Grænselandet?

På en solrig sommerdag ser Vadehavet roligt og ufarligt ud. Vandet er lavt og bølgerne ubetydelige. Men når vestenvinden tager til i vinterhalvåret, ser alting ganske anderledes ud.

Går vi langt tilbage i tiden – til 1362 – vidner historien om en voldsom stormflod, som dræbte mange tusinde mennesker. Man har dog ikke eksakte data på denne hændelse – kun historiske beretninger. Så vi kan ikke vide, om der var tale om en reel rekord eller blot endnu en af mange stormfloder, som ramte uheldigt.

“Totempælen” ved Højer Sluse markerer de forskellige stormfloder, som er målt gennem tiderne. Værst var det tilbage i 1634, hvor man målte 6,01 meter over daglig højeste vandstand. Da druknede flere tusinde indbyggere i Nordeuropa.

I 1825 kunne man måle 5,33 meter over normalen, hvilket resulterede i 74 druknede og brud på diget ved Højer. I 1976 nåede vandstanden 4,7 meter, hvilket fik lokale til at stille spørgsmålstegn ved det daværende dige på godt 6 meter. Tønder måtte evakueres på grund af den voldsomme stormflod, der truede med at sætte hele byen under vand.

En række lavtryk, der den 24. november 1981 passerede Vadehavet fra nordvest, resulterede i en stormflod på 5,01 meter. Presset for at få etableret et nyt og højere dige steg og endte til sidst med beslutningen om at bygge et fremskudt dige. 

Det nuværende fremskudte dige blev bygget i 1979-1981 og indviet i 1982. Det måler 8 meter og blev opført knap 1,5 km vest for og parallelt med det eksisterende dige. Det strækker sig fra danske Emmelev Klev i nord til den tyske Hindenburg dæmning i syd. I alt 8,6 km fremskudt dige.

Det fremskudte dige

I 1999 nåede havet op på 5,12 meter, hvilket imidlertid var heldigt sluppet. Det fandt nemlig sted under lavvande. Var det sket under højvande, ville vandstanden have været 1-1,5 meter højere og sat en helt ny rekord.

Et klima ude af kontrol næsten garanterer, at vi fremover får vildere og varmere vejr med flere storme og højere stormflod. Nye stormfloder vil sætte nye rekorder og skabe behov for endnu højere diger.

Der var megen debat om det rimelige og fornuftige i at bygge et fremskudt dige. Faktum er og var dog, at der blev indvundet omkring 100 hektar nyt land bag diget nord for den dansk-tyske grænse og omtrent det dobbelte syd for. 

I starten frygtede man, at fuglelivet ville lide under et fremskudt dige og de tabte vader. I starten pumpede man derfor vand ind i forlandet, så det ikke tørrede helt ud. I dag har fuglelivet genindtaget området og stortrives her.

Længere ude i Vadehavet måtte fuglelivet og her især de muslingespisende dykænder dog lide under et tiltagende muslingefiskeri. Helt op til 30.000 ton om året blev der skrabt midt i 1980’erne. Til stor skade for bestanden af især edderfugle.

Dette muslingefiskeri blev derfor stoppet i 2008, hvorefter bestanden af såvel blåmuslinger som edderfugle atter gik frem. I dag tales der desværre om at genoptage det skadelige muslingeskrab i det fredede Vadehav.

DTU Aqua har haft droner ude for om muligt at estimere bestandstørrelsen af såvel invasive stillehavsøsters som indfødte blåmuslinger og hjertemuslinger. Dette specielt i Natura 2000-området N89. Tidligere fødevareminister Mogens Jensen (S) takkede dog senest nej til at genåbne fiskeriet.

Det er mere tvivlsomt, om hans efterfølger på posten, Jacob Jensen (V),  vil vise natur og miljø i Vadehavet samme hensyn.

70 km svinehegn

Ingen beskrivelse af grænselandet er i dag komplet uden en omtale af den omdiskuterede svinehegn mellem Danmark og Tyskland. 70 km hegn opsat i Danmark til en anslået samlet pris på 80 millioner skattekroner.

Til glæde udelukkende for danske svineproducenter, som frygtede og stadig frygter tyske vildsvin, der kunne bringe den frygtede afrikanske svinefeber (ASF) med sig ind i Danmark. ASF må ikke forveksles med den klassiske svinepest.

Beslutningen om det store øst-vestgående svinehegn blev taget af den borgerlige regering under fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), som selv emigrerede til USA kort tid efter. Naturstyrelsen blev sat til at være bygherre på hegnet, der har følgende specifikationer:

  • Et kraftigt stålmåttehegn, som er halvanden meter højt og går en halv meter ned i jorden. På strækninger langs vandløb og grøfter er højden reduceret.
  • Der er permanente åbninger i hegnet ved Schengen grænseovergange, og hvor hegnet krydser vandløb. Der er i alt 20 permanente åbninger.
  • Ved øvrige overgange langs grænsen indsættes der låger eller færiste. Der er som minimum opsat en låge for hver kilometer. 
  • For at også mindre dyr kan passere hegnet på deres vandringer, er der for hver 100 meter etableret en 20×20 cm åbning i hegnet.

Kort efter etableringen kunne lokale borgere på begge sider af hegnet konstatere, at langt fra alle dyr trivedes med det. Således oplevede man snart hjortevildt, som havde forsøgt at forcere hegnet, men var blevet fanget i det og afgået ved døden.

Kritikere af hegnet påpeger endvidere, at et hegn af denne type og med så mange permanente åbninger ikke vil kunne holde noget vildsvin tilbage.

Vildsvin er kendt som dygtige svømmere, der uden videre forcerer Flensborg Fjord og højere hegn end dette. De kloge af slagsen benytter i stedet de permanente grænseovergange, som ligger stille og åbne hen i nattetimerne.

Vi må derfor konstatere, at svinehegnet er absurd teater. Et kostbart stykke misforstået dansk symbolpolitik uden nogen dokumenteret effekt. Dertil en visuel skændsel af både Grænseland og tilstødende Nationalpark.

Et par arbejdspladser gav det dog at sætte hegnet op. Lidt vedligeholdelse af de 70 km hegn kommer der sikkert også til.

© 2023 Steen Ulnits


Se fotoreportage her:

Grænseland og Vadehav