Hajernes forunderlige verden

Hajer dominerede havene

Farvandet omkring England og Frankrig vrimlede i Kridttiden med hajer, der lignede vore dages på en prik. Og Kridttiden ligger altså op mod 150 millioner år tilbage!

Undergrund fra sen kridttid indeholdt således fossile eksemplarer af hele 96 forskellige hajarterdisse hajer, heraf 18 hidtil ukendte. Det fortæller Journal of Systematic Paleontology. Disse hajer levede i datidens nordeuropæiske hav for 100 til 70 millioner år siden. En tid, hvor verdens landmasser lå meget tættere på hinanden, end de gør i dag.

Hajernes kropsform og struktur stabiliserede sig for tydeligvis 140 millioner år siden og har kun udviklet sig marginalt siden da. Så bortset fra nogle få familer, som er uddøde undervejs, ligner vore dages hajer sig selv rigtig godt. De nåede således perfektion for 140 millioner år siden og har derfor ikke haft brug for videre udvikling.

Flere af Kridttidens hajarter har endda næsten direkte efterkommere, som er let genkendelige, heriblandt havengle, pighajer, hundehajer og sandtigerhajer med flere. Man skal betænke, at klimaet i Kridttiden var mildere end i dag og forskellene mellem nord og syd mindre.

Den største af Kridttidens hajer tilhørte slægten Cretoxyrhina og kunne blive op til 6 meter lang. At dømme fra de fossile rester har den af kropsbygning mindet meget om en stor hvid haj. En kompakt sag, altså.

De fossile fund viser således, at der var rigtig mange forskellige hajer i Kridttiden, og at det derfor ikke var høg-over-høg, men haj-over-haj. De mange hajer levede helt enkelt af hinanden – levende eller døde.

Selv de største hajer skulle dog ikke føle sig alt for sikre. Andre fossile fund viser nemlig, at der i havene også levede langt større dyr, nemlig Plesiosaurer, som var marine reptiler med tandsæt, der sagtens kunne matche hajernes!

Man må forestille sig, at de mange hajer levede i vande fyldt med søpindsvin, søstjerner, hummere og krabber samt mindre fisk og dyr, der alle kunne blive til hajføde. Kom hajerne selv for tæt på kysten, kunne de blive ædt af gigantiske krokodiller, som levede her for 100 millioner år siden.

Forskerne rapporterer afslutningsvis, at de sikkert kun har kradset lidt i overfladen med deres fund. De mener således, at mellem 60 og 90 % af datidens hajarter stadig ligger og venter på at blive fundet – og identificeret.

Havenes store vandrer

Hajer er store vandrere – hunhajer specielt og især i forbindelse med parring og fødsel. Den uovertruffen hastigheds- og distancedronning er en stor hvid hunhaj ved navn “Nicole”. En undersøgelse i tidsskriftet Science har fastslået, at hun svømmede 12.400 miles i løbet af ni måneder – fra Afrika til Australien og tilbage. Hendes rejse var den første dokumenterede tur-retur havkrydsning foretaget af en haj.

TV-kanalen Discovery afholder hvert år sin såkaldte “Shark Week”, hvor man fokuserer på de fantastiske, men samtidig stærkt truede hajer. Nedenstående er et udpluk fra seneste Shark Week, der som altid havde mange både skræmmende og fascinerende optagelser at byde på. Som bød på ny viden om de urgamle bruskfisk.

For nylig vandrede en mærket makrelhaj med navnet “Carol” ikke mindre end 8.265 sømil i løbet af 6 måneder. Dette ifølge New Zealands National Institute of Water and Atmospheric Research. Makohajer er ifølge instituttet verdens hurtigste hajer, der kan svømme op mod 90 km/t. Den høje fart sætter dem i stand til at springe højt ud af vandet, når de er på krogen.

Blåhajer migrerer jævnligt tværs over Atlanterhavet. Det har mærkning af hajerne dokumenteret. En undersøgelse fra Universidade Federal Rural de Pernambuco og University of Florida overvågede således en blå haj mærket ud for Brasilien og genfandt den i Afrika 87 dage senere. Desværre er blåhajen også den hyppigst fangede hajart i det sydlige Atlanterhav, og desværre er der behov for en bedre beskyttelse af denne smukke hajart.

Hvalhajer lever i farvandet ud for 124 lande, men de synes især at holde af Australien. Ifølge Australiens Institut for Bæredygtighed, Miljø, Vand, Befolkning og Fællesskaber, svømmer hvalhajer mindst 15 sømil om dagen. Og nogle tilbagelægger regelmæssigt i hundredvis af sømil. Enkelte hvalhajer fra Ningaloo Marine Park i Australien har således svømmet helt over til Juleøen i Polynesien, en rejse på over 1.200 sømil.

Store hvide hajer har sandsynligvis ikke tid til ferie, men de kender alligevel til nogle af de mest populære feriesteder. En nylig undersøgelse, afrapporteret i Journal of Marine Biology, fastslår således, at store hvide hunhajer regelmæssigt gennemfører en 2-årig vandring fra Mexico, hvor de parrer sig, over Californien og Hawaii, før de slutter rejen ved Baja, Californien. Her føder de deres unger, førend de vandrer videre til Guadalupe Island.

Indtil en undersøgelse for nylig viste noget ganske andet, blev de gigantiske brugder betragtet som hjemmefødinge, der sjældent vandrede langt omkring. Forskere fra Basking Shark Study Group har nu modbevist dette. De mærkede en 5 meter lang hunbrugde ved navn “Banda” ud for Irland og lod den svømme. 3.000 sømil senere blev Banda genfundet, solende sig i de tropiske farvande ud for Senegal i Afrika.

Tigerhajen er en anden berejst hajart. Hajmærkninger foretaget af Mahmood Shivji, direktør for Guy Harvey Research Institute ved Nova Southeastern University, har fastslået, at nogle hajer svømmer fra farvandet ud for Bermuda og ind til Bahamas. Efter et ophold herinde i de varme måneder, vandrer de derefter til midten af Atlanterhavet, hvor vandet er markant koldere. Hvorfor vides ikke. Det har givet noget med føden at gøre.

Skarptandede og kompakte tyrehajer er formidable rovdyr. Det er samtidig den eneste hajart, der kan leve i lange perioder i ferskvand. I henhold til IUCN’s rødliste over truede arter er tyrehajen desværre kategoriseret som “næsten truet”. Den vides at vandre op og ned ad meget lange floder såsom Amazon, Gambia, Ganges, Mississippi, San Juan, Tigris og Zambezi. I det uklare flodvand er den ofte ansvarlig for angreb på dyr og mennesker.

Blacktip hajer, som den der ses her, vandrer hvert år sammen med spinnerhajer og andre hajarter i store flokke ned langs den amerikanske østkyst. I tusindvis af hajer er således blevet set i Florida fra januar til marts. Hajerne tager ophold i disse varmere vande indtil april, hvor de begynder rejsen tilbage mod nord. De er helt tydeligt kuldskære – stik modsat den koldtvandselskende hvide haj.

Store citronhajer stiler hvert år i hundredvis mod Florida, og de rejser lange strækninger ned langs kysten for at nå deres bestemmelsessted med det sigende navn “Lovers Lane”. Det ligger i farvandet ud for Jupiter, Florida, og er stedet, hvor hajerne samles for at parre sig. Hajerne vender i stor stil tilbage til den selvsamme lavvandede og varme lagune, hvor de selv blev født – for at føde. Det fortæller Samuel Gruber, som er ledende havbiolog ved University of Miami.

Hajernes forunderlige sexliv

Ny forskning har vist, at et enkelt kuld hajunger – levendefødte – kan have op fem forskellige fædre. Et ganske eksotisk og varieret sexliv, må man sige.

Et nyt studium har kigget dybt ned i hajernes ofte både komplicerede og komplekse familiemønstre. Hos indtil videre seks forskellige hajarter er det således almindeligt, at et enkelt kuld unger har flere forskellige fædre. Det gælder således leopardhajer, kattehajer, citronhajer, nursehajer samt den kystnære sandhaj og den skovlhovede haj, der er i familie med hammerhajen.

Den mest udbredte forklaring på hajhunnernes promiskuøse adfærd er, hvad forskerne kalder “bekvemmeligheds-polyandri”. Det er et begreb taget fra vor egen verden, hvor ordet “polyandri” dækker over en samlivsform, der tillader den enkelte kvinde at have sex med flere mænd.

Men hvor kvinden normalt selv bestemmer, hvem hun vil være sammen med, så har hajhunnerne ikke denne luksus. Hvis hun møder en brunstig han, så får han sin vilje. Hun kan naturligvis prøve at flygte, men det afstedkommer ofte mere skade end gavn – i form af gabende sår på hale og sider. Derfor går hun i regelen med til at parre sig – også selv om hun måske slet ikke er gydemoden eller har behov for det.

Forskerne fokuserede på leopardhajer ud for Californiens kyst og har afrapporteret resultaterne i Journal of Experimental Marine Biology and Ecology. Forskerne udtog DNA-prøver fra ikke færre end 449 hajunger fra 22 kuld med i snit 20 unger – normalen for leopardhajer.

I mere end 36 % af kuldene var der to forskellige fædre til ungerne. I 8 af kuldene havde hver af de to fædre lige mange unger. I de øvrige kuld var det altid en enkelt af fædrene, som var far til flest unger.

Hajhunnerne er drægtige i op til 11 måneder, hvilker et markant mere end kvindens 9 måneder. Det betyder, at hunnerne hurtigt må komme sig og finde en ny partner at parre sig med – hvis den normale årscyklus skal opretholdes – hvis hun skal kunne føde et nyt kuld unger på samme tid næste år.

Så snart hajen har født sine levende unger, er disse overladt til sig selv og naturens luner. De er derfor “født færdige” og med de nødvendige instinkter til at finde føde og undgå selv at blive ædt. Derfor parrer hunnerne sig igen hurtigt efter fødselen og meget gerne med adskillige hanner for at være på den sikre side. Og det er netop denne adfærd, som resulterer i kuld med flere fædre.

Skulle det ulykkelige alligevel ske, at hajhunnen ikke møder nogen han at parre sig med, så er nogle arter i stand til regulære jomfrufødsler á la Jomfru Maria. Det gælder således hvidplettede bambushajer.

Men dette er naturligvis både trist for hunnen og skidt for genpuljen!

© 2014 Steen Ulnits