Coelacanthen

shapeimage_3

Den blå fisk vender tilbage

De væsener, vi i dag kalder fisk, har en lang udvikling bag sig – omtrent 450 millioner år. Når vi i dag taler om fisk, inddeler vi dem normalt i tre hovedgrupper: Rundmunde (lampretter), tværmunde eller bruskfisk (hajer og rokker) og endelig benfiskene, der udgør størsteparten af alle nulevende fisk.

De tre hovedgruppers navne fortæller i sig selv en hel del om de pågældende fisks udviklingshistorie – emnet for denne artikel. Alt, hvad vi i dag ved om fiskenes udvikling, stammer fra fund af forstenede fiskelignende dyr. Det er vigtigt at kende til denne udvikling, da den sætter de nulevende fisk i perspektiv. Den gør det lettere at forstå vore dages fisk, deres opbygning og udseende.

Universets udviklingshistorie menes at være et sted mellem 10 og 20 milliarder år gammel – Jordens bare 4,5 milliarder år. Da man mangler fossiler fra Jordens allertidligste historie – de ligger dybt begravet efter store geologiske omvæltninger – kan man kun gisne om første del af livets oprindelse. Men vi  har spor efter planktonalger på Grønland, som er 3,8 milliarder år gamle.

For små 4 milliarder år siden viste de første tegn på liv sig således – i form af primitive bakterier og blågrønalger. Nogle af disse udviklede evnen til at fotosyntetisere – til ud fra vand, kuldioxid og sollys at danne organisk stof og udskille fri ilt.

Fri ilt eksisterede ikke tidligere – den kom først til med fotosyntesen. Det var denne ilt, der lidt efter lidt opbyggede den atmosfære, vi kender i dag. Uden den var udviklingen frem til i dag aldrig startet – uden ilt eksisterer intet højere liv på jorden.

For omkring 2 milliarder år siden kom så de første organismer, der kunne tåle den nye ilt, og som siden sågar udviklede evnen til at bruge den eksklusivt i stofskiftet. Som alle højere organismer gør det i dag.

For 700 millioner år siden så de første hvirvelløse dyr dagens lys. De første rigtige hvirveldyr dukkede op 250 millioner år senere i form af små fiskelignende skabninger, hvis oprindelse stadig er usikker. Men fiskens udviklingshistorie tog altså sin begyndelse for 450 millioner år siden.

prehis

Tre ting er af betydning for fiskens udvikling fra et primitivt hvirvelløst dyr til vore dages specialiserede benfisk. Det er fremkomsten af 1) bevægelige kæber, 2) parredefinner og endelig 3) svømmeblæren.

De første fisk var kæbeløse rundmunde med kraftige knogleplader som panser – de såkaldte panserrundmunde. Lampretten er en nulevende rundmund, som har lagt panseret.

Ved siden af panserrundmundene udviklede de første fisk med egentlige kæber sig. Der er dog tale om ufuldkomne kæber, som ikke kan presses op mod hovedet. I stedet må hovedet, som er hængslet i nakken, løftes, når munden åbnes.

Alligevel repræsenterer disse kæber et kæmpefremskridt, og de nye fisk dominerede derfor vandene en tid. Der var tale om kæmpefisk på mere end ti meters længde – giganter efter vore dages målestok.

Allerede på et meget tidligt tidspunkt viste de første tegn på parrede finner sig. Ofte havde hver enkelt fisk mange parrede finner – helt op til syv par. De første finner var blot ubevægelige stabilisatorer, som holdt fisken på ret køl. Det var nødvendigt, da fiskene havde en skæv eller asymmetrisk halefinne.

Senere udviklede finnerne sig til padleredskaber, som fisken kunne bevæge aktivt. Først meget senere dukkede bløde og smidige finner op – finner, som vi kender dem i dag.

En levende forstening

Nært beslægtet med de padlefinnede fisk er den kvastfinnede coelacanth, også kaldet “den blå fisk”. Indtil 1938 regnede man med, at den blå fisk havde været uddød i mindst 60 millioner år. Da pludselig dukkede et eksemplar op fra dybhavet ud for Sydafrikas kyst – 1,5 meter lang, mere end 50 kilo tung og med blå skæl og karakteristiske kvastformede finner.

Et stykke fortid var blevet levende. Hvad man hidtil havde måttet tænke sig til ud fra forsteningerne, lå nu foran forskerne i form af et ægte eksemplar. Fisken blev studeret indgående, og hidtidige teorier om fiskenes udviklingshistorie blev revideret.

Fra disse padlefinnede fisk nedstammer alle firbenede land- og vanddyr, heriblandt mennesket. I deres kvastformede finner finder vi nemlig knogler, som er meget lig dem, vi kender fra paddernes lemmer – de første dyr, der i sin tid gik på land.

IMGP0002

Søpindsvin, som vi finder mange af langs stranden, er omkring 60 millioner år gamle.

Den blå fisk kaldes også for “Latimeria” efter en vis frk. Latimer, som var museumsinspektør i den sydafrikanske by East London. Her og af hende blev det første nutidige eksemplar nemlig registreret i 1938.

Siden da dukkede enkelte andre eksemplarer op fra dybhavene med mere regelmæssige mellemrum. I løbet af 90’erne er der dog blevet så langt imellem dem – trods stedse mere effektive fiskeredskaber – at man nu anser dem for truet. Således regnede forskerne med, at der måske kun var omkring 200 levende eksemplarer tilbage.

Separate bestande

De fleste af disse lever i dag i dybhavet ud for Madagaskar og Indonesien, hvor man har iagttaget deres levevis fra dykkerklokker.

Det har vist sig, at den blå fisk lever i huler og grotter på dybder mellem 400 og 1.000 meter, hvor vandtemperaturen veksler mellem 10 og 15 grader. Den blå fisk tåler ikke dagens lys, og det får den da heller ikke på disse dybder, hvor det er nat døgnet rundt, året rundt.

Det ser dog ud, som om der eksisterer en rimelig bestand ud for øgruppen Cormorerne, der ligger mellem Madagaskar og Afrika. I lang tid troede man, at dette var artens eneste og sidste tilflugtssted. Siden da er der dog fanget eksemplarer fra Kenya i nord til Sydafrika i syd.

Man troede oprindelig, at der var tale om strejfere fra Cormorerne – lige indtil man satte sig for at DNA-teste 23 eksemplarer. Da viste det sig, at fisk fra Kenya, Tanzania og Mozambique indeholdt DNA, som var markant forskelligt fra Cormorernes. Faktisk så forskelligt, at der måtte være tale om bestande, som havde været adskilt i flere tusinde år!

De lærde strides stadig om, hvornår denne opsplitning eller adskillelse fandt sted. Man er dog enige om, at det må være sket for mindst 200.000 år siden. Hvis man vil sætte dette tidsrum lidt i perspektiv, så har det taget isbjørnen kortere tid end det at udvikle sig fra brunbjørn til isbjørn.

Blues for en Blå fisk…

I dag findes der således en separat bestand af coelacanther langs den sydøstafrikanske kyst. Uheldigvis er den herinde udsat for et langt hårdere fiskepres end ude ved Cormorerne, hvor der ikke bor nær så mange mennesker.

Den blå fisk er nu totalfredet, men det er tvivlsomt, om det hjælper noget. Ingen fisker jo målrettet efter den på de store vanddybder, hvor den lever. Og fanger man endelig et eksemplar, er den i regelen død allerede ved landingen.
Fortiden kan desværre ikke genudsættes levende…

© 2011 Steen Ulnits

shapeimage_4