Diesel DW4D Android

IMG_0411

At tænke sig: Indtil for nylig troede jeg, at diesel var noget, man kom i tanken. Senere fandt jeg ud af, at Diesel også var et modebrand. Og at Diesel tillige er noget, man kan bære på sit håndled. For en stund havde jeg sågar Diesel on my mind…

Der er sket meget inden for smartwatches i de seneste år. Er man til Android telefoner, har man måttet bruge Android Wear appen til at forbinde mobil og ur.

1.0 versionen var mildest talt trist, men med den seneste 2.0 version og navneforandring til bare “Wear” er Google nu kommet nogenlunde på omgangshøjde med Apple, der sidder tungt på markedet – med en markedsandel på over 50 til sit enkle, men yderst velfungerende Apple Watch – den seneste Series 3 med indbygget GPS,  eSIM og LTE.

Man skal være klar over, at rene Wear 2.0 ure som det her testede Diesel DW4D ikke har indbygget GPS. De har ikke et selvstændigt liv, som eksempelvis de nyeste Apple Watches har det. De kan derfor ikke fungere selvstændigt – som selvstændige enheder uden tilhørende mobil.

De er i stedet tæt koblet med og fuldstændig afhængige af hver deres individuelle Android moderskib – i det testede tilfælde et Sony Xperia XZ Premium. Uret får alle sine oplysninger fra mobilen, der er koblet på et netværk – det være sig WiFi derhjemme eller et LTE mobilnetværk ude i byen.

Det sagt så fungerer ure med Wear 2.0 aldeles udmærket – hvis ellers moderskibet har en vis standard. Billige Android mobiler kan ind imellem have lidt svært ved at trække de mange informationer, som Wear 2.0 løbende overfører mellem telefon og ur. Opdateringer af urskiver, kalendre, meddelelser og notifikationer med mere.

Jeg havde ellers personligt opgivet smartwatches, der kørte på Android Wear. De var simpelthen for sløve og kedelige. Så jeg var nysgerrig efter at se, om og hvor meget bedre Wear 2.0 var blevet. Om det rent faktisk kunne bruges til noget i en praktisk dagligdag.

Diesel DW4D

Jeg blev positivt overrasket. Parringen af ur og mobil gik smertefrit, og alle ønskede indstillinger blev hurtigt overført og sat i kraft. Dejligt. Og så var der jo alle urskiverne, som nok var det eneste, jeg savnede fra Android Wear 1.0. Apple rutter jo ikke ligefrem med mulighederne for selvstændige urskiver, men det gør Android til gengæld. Her er der en sand overflod at vælge imellem…

Android mobiler og ure har ét fælles problem: Det er nemlig uhyre svært at skille sig ud fra mængden af andre produkter, der jo kører fuldstændig det samme styresystem. Det være sig Android på mobilen eller Wear på uret. Google, som jo leverer begge ting gratis, bestemmer suverænt funktionaliteten. Producenterne kæmper derfor desperat for at finde designs og features, der kan skille dem ud fra mængden.

Diesel har alle dage været kendt for sit rustikke design. Da jeg var nede hos min lokale urmager for at få tilpasset urlænken, viste han mig et klassisk Diesel ur af den analoge slags. Det var så stort, at det næsten kunne bruges direkte som vægur…

Det rustikke design er også tydeligt på det testede Diesel smartwatch. Omend det ikke er helt så stort. Materialet er rustfrit stål i gråt – med fleksible led som hos RoboCop og synlige skruer som på et andet rumskib fra Starwars, Alien eller tilsvarende. Man forventer næsten, at der gemmer sig laserkanoner inde bag alle Mad Max åbningerne…

Det kan man så vælge at synes om eller ej. Selv er jeg nu nok mest til Apple’s sleek design, der ikke sidder fast i skjorteærmet – som Diesel DW4D bare gør. Det er ikke ret praktisk – specielt ikke i den kolde årstid, hvor man jo har overtøj på udendøre. Da opgiver man hurtigt at checke tid og notifikationer. Det er helt enkelt for besværligt. Uret sidder fast hele tiden.

Diesel har valgt at satse på dedikerede urskiver / watchfaces, der kun kan downloades til Diesel ure. Man kan se skiverne i Google Play, men man kan ikke downloade dem, hvis ikke uret et et Diesel. Her er et par eksempler på eksklusive Diesel watchfaces:

unnamed

unnamed-2

Det sagt så er Diesel’s egne watchfaces eller urskiver nu ikke meget mere specielle end alle andre, som kan downloades til ethvert Wear 2.0 smartwatch. Funktionaliteten har Google jo forhåndsbestemt, så den kan Diesel ikke rigtig ændre noget på.

Man har dog lagt et ekstra lag oven på sine urskiver, så man kan tilpasse deres look efter egen smag. Således kan man tilføje et ekstra farvefilter på sin urskive, hvilket dog primært gør den endnu mørkere og mere ulæselig. En ikke imponerende og lidet brugbar detalje på en i forvejen lyssvag skærm. Men heldigvis kan Diesel DW4D køre alle de mange, mange andre Wear urskiver, der findes i Google Play butikken. Så der er nok at vælge imellem.

En anden eksklusiv detalje er, at man kan tone de enkelte urskiver. Man kan give nogle af dem et 2-tonet look, så displayet skifter mellem de to valgte farver, når man drejer håndleddet. Eksempelvis blå og rød, der veksler med hinanden. Et friskt look, der dog ikke bibringer nogen ekstra funktionalitet. Ser godt ud, meeen…

Herudover byder Diesel DW4D på tre specielle “tilstande”, som kun Diesel kan levere:

  • Vejr Tilstand: Vejret angives grafisk tværs hen over urskiven.
  • Aktivitets Tilstand: Skærmen bliver mere og mere støvet, desto mindre aktiv man er.
  • Vil-ikke-forstyrres Tilstand: Her krakelerer urskiven, når der kommer meddelelser eller notifikationer…

Lidt gimmick-agtigt, men det ser meget sjovt ud. Specielt det krakelerede urglas får smilet frem de første (tre) gange!

Batteriet…

En ting, som er uhyre vigtig for ethvert smartwatch, er batteritiden. Og her imponerer Diesel desværre ikke. Er man meget skånsom med brugen, holder uret strøm til en normal arbejdsdag. Ellers ikke. Og vil man kunne se og aflæse skærmen i almindeligt dagslys, er der brug for at skrue op for lysstyrken. Så meget, at det hurtigt dræner batteriet.

Så kan man selvfølgelig skrue ned igen for lysstyrken og reducere antallet af notifkationer og slå “Always On” funktionen fra og lade være med at vride håndleddet nysgerrigt så ofte. Men så er der altså ikke meget ved at have et smartwatch længere. Hvis de ønskede funktioner alligevel ikke er lige ved hånden eller rettere: På håndleddet.

– Det batteri er en ommer, Diesel!

Indpakningen

Normalt så er emballagen til smartwatches og smartphones noget, man smider væk straks efter udpakning. Noget, der så ikke længere kan eller skal bruges til noget. Noget, der bare irriterer, indtil det er bortskaffet.

– Det skal være løgn, mente de gode folk bag Diesel urene. De udtænkte derfor en rustik papboks, der udstråler hele Diesel-designet – kraftig og nittet sammen, som den er. En flot og robust lille kasse, man ikke kunne drømme om at smide væk.

En boks, der kan bruges til alt fra papirclips og nøgler til søm og skruer. Og hvad man nu ellers kunne finde på. På skrivebordet, i reolen eller ude i værkstedet. En fiks og brugbar detalje. Nok egentlig mere brugbar end uret selv, desværre…

Synd, at et ellers flot og karakteristisk design som her skal falde for et batteri, der ikke kan holde trit med styresystemet og farveskærmens strømforbrug. Så nu er Diesel igen reduceret til noget, jeg bare kommer i tanken på min 4-hjulstrækker, når jeg skal ud at fiske…

© 2018 Steen Ulnits


Læs meget mere her om:

smartphones, smartwatches og digitale kameraer