Nubia er ikke noget kendt brand inden for mobiler her i Europa, og det er synd. Nubia laver nemlig kameramobiler som ingen andre. Mobiler, der tør prøve nye veje og træde ad nye stier.
Z70 er seneste skud på stammen af anderledes mobiler. Af udseende såvel som funktion. Den her viste model er den van Gogh-inspirerede “Starry Night” Limited Edition udgave.
Med over 1.100 artikler og langt over 3.000 notitser at vælge imellem på ulnits.dk, kan det hele godt blive lidt uoverskueligt. Man kan naturligvis altid bruge søgefeltet øverst oppe til højre på siden, men hvad nu hvis man ikke lige ved, hvad man skal søge efter – hvad der findes af tilgængeligt på siden?
Jeg har funderet lidt over problemet og er nået frem til en løsning, der gerne skulle gøre det hele lidt mere overskueligt. Hver af de store hovedkategorier vil i den forbindelse altid have en artikel allerøverst, hvoraf fremgår hvilke underkategorier der kan søges i, og hvilke artikler disse indeholder.
Under “Biologi” drejer det sig i første omgang om nedenstående underkategorier, der alle dækker specialiserede områder inden for biologien. Alle andre biologiske emner finder du under hovedkategorien “Biologi”, hvor nedenstående også er listet – i den kronologiske rækkefølge, de er tilføjet.
Jeg kan desværre ikke garantere, at denne katalogisering er fuldstændig eller altid vil være opdateret. Men jeg lover at gøre mit bedste!
NB: Bemærk, at der er mange, mange flere artikler på www.ulnits.dk, end du umiddelbart kan se af oversigterne. Skulle alle 1.100+ artikler listes, ville det hele blive totalt uoverskueligt.
Brug altid søgefuntionen i øverste højre hjørne, hvis du leder efter noget bestemt.
– Søg, og du skal finde!
Bemærk igen, at der er rigtig mange flere artikler end de her listede. Det er blot de senest publicerede.
Skulle alle de godt 1.000+ artikler på www.ulnits.dk listes individuelt, ville det hele blive totalt uoverskueligt.
Søg derfor i feltet øverst til højre her på siden – og du skal finde!
© 2023 Steen Ulnits
Vi har set det flere gange før, og den 10 marts oplevede vi det så igen: Tangeværket blokerede vandstrømmen så meget, at Danmarks længste vandløb Gudenåen næsten tørrede ud – med en vandstand, der faldt op mod 80 cm.
Store dele af åen var derfor tørlagt. Denne tørlægning skyldtes tidligere den ulyksalige intervaldrift, som Tangeværket benytter sig af for at maksimere elproduktionen og indtjeningen på vandkraften:
Man fylder det kunstige vandmagasin Tange Sø op, når elpriserne er lave. Og lukker så det opstuvede vand ind gennem turbinerne, når elprisen er højest mulig.
Denne intervaldrift sikrer, at vandstanden i Gudenåen kan svinge meget. Så meget, at Gudenåen med mellemrum tørlægges. Med det triste resultat, at gydebanker blotlægges og alt liv i dem dør.
Men ikke nok med det. Når så Tangeværket igen lukker vand gennem turbinerne, stiger vandstanden nedstrøms værket pludseligt og eroderer de udtørrede brinker – med en massiv udvaskning af sand og sandvandring til følge.
De eroderede sandmængder aflejres længere nedstrøms, hvor vandstanden stiger, så landmændene kan have svært ved at komme af med deres drænvand fra markerne. Det klager derfor til Randers Kommune og ønsker åen gravet op og sandet fjernet.
Vi har gennem mange år lagt Tangeværket og Gudenaacentralen for had, når intervaldriften medførte, at åen skiftevis blev tørlagt og brinkerne efterfølgende eroderet bort. Det skete således både den 14. oktober og den 24. november sidste år.
Men nu kan vi imidlertid ikke give Tangeværket og Gudenaacentralen skylden længere. Nu er det nemlig energiselskabet Norlys, der har købt værket og overtaget driften. Dem, der er ansvarlige for den seneste tørlægning den 10. marts.
Det er således Norlys, der i dag råder over både elværket og de tilhørende driftsbygninger. Og Norlys, der hermed har overtaget ansvaret for værkets drift og de miljømæssige konsekvenser heraf.
Alt det skal Norlys tage stilling til nu her den 24. april, hvor der er indkaldt til repræsentantskabsmøde i Norlys, der har købt og fusioneret sig til et samlet ejerskab på mere end 700.000 jyske elkunder.
Den 10. marts var det nemlig ikke den bevidste og selvskabte intervaldrift, som udløste problemet. Det skyldtes ifølge Tangeværket en teknisk fejl, som man tilsyneladende ikke har oplevet før.
Ifølge en aftale med det tidligere Viborg Amt har Tangeværket forpligtet sig til at fastholde en minimumsvandføring på 6 m3/sek. Det lykkedes man desværre ikke med den 10. marts. Trods ellers muligheden for at åbne bundventiler eller nødslusen. Hvorfor det ikke skete, vides ikke med sikkerhed.
Den nuværende Viborg Kommune har bedt Tangeværket om en forklaring og en beredskabsplan, så man undgår ødelæggende tørlægning i fremtiden.
Overfor kommunen forklarer Gudenaacentralen i et længere svar, hvordan man i fremtiden vil undgå tilsvarende tørlægninger af landets længste vandløb, Gudenåen.
“Tangeværkets generatoranlæg er afhængig af at kunne lede strømmen fra turbinerne ud i elnettet, og derfor er en nødgenerator ikke en mulighed ved udfald. Derfor opererer Tangeværket også med en nødsluse, der kan aktiveres manuelt.”
Det blev den imidlertid ikke den 10. marts, hvor gydebanker nedstrøms værket var tørlagt i flere timer. Med uundgåelig skade på livet i de gydebanker, som blev benyttet af laks og havørreder blot få måneder tidligere.
Det fremgår desværre ikke af svaret fra Tangeværket, hvordan man på pålidelig vis skal kunne undgå tilsvarende situationer. Udstyret til elproduktion er ældgammelt, slidt og klar til pension.
Derfor skal Norlys nu her den 24. april tage stilling til, om man vil leve op til sit grønne image som samfundsbevidst energiproducent. Eller om miljøbevidste borgere blandt Norlys’ mere end 700.000 kunder skal se sig om efter en anden leverandør af elektricitet, telefoni, internet og anden kommunikation.
Er man abonnent hos Telia, har man i lang tid fået melding om, at man snart går over går til Norlys. Det sker nu her den 5. maj, hvor Telia Mobil Danmark A/S bliver til Norlys Mobil A/S.
Så må vi se, hvordan Norlys vil håndtere sit ejerskab af Tangeværket. Om man vil give Gudenåen livet tilbage efter mere end 100 år i vandkraftens dødbringende lænker. Vi vil da få et unikt stykke vandløb og et enestående naturområde tilbage.
Det spørgsmål er nu i Norlys’ hænder. Eller rettere: I mere end 1,4 millioner jyske hænder.
©️ 2025 Steen Ulnits
“Havet er som en ager, der skal dyrkes og luges og høstes, så bliver udbyttet mange gange større end af en ukrudtsmark.”
Fiskeskipper Christian Venø
Dansk Fiskeritidende, 15. juni 1978
Sådan tænkte fiskerne tilbage i 1978, hvor der stadig var fisk at fange.
Da jeg flyttede til Aarhus i 1976 for at læse biologi på Universitetet, var Bugten fuld af fisk og havnen fuld af fiskebåde.
I årene frem mod årtusindskiftet blev der hvert år landet op mod 2 millioner tons fisk af danske fiskere i danske farevande.
Omkring 6.000 større og mindre fartøjer fangede disse fisk og landede dem i et stort antal mindre havne landet over.
Så sent som i år 2000 kunne jeg stadig sejle ud fra Egå Marina i min lille jolle og fylde den op med fine spisetorsk på 1-2 kg. En sjælden gang op til 5 kg. Tog man ud til dybderne ved Sletterhage, kunne man være heldig at få fisk på op til 10 kg.
Mange af datidens fiskefartøjer beskæftigede 1-2 mand ombord og lige så mange på land. Man kunne derfor altid gå ned på havnen og købe sig en pose fisk, der var absolut friskfangede.
Det kan man som bekendt ikke mere. I dag lander de tilbageværende danske fiskere under en halv million tons fisk om året.
Der er så få fisk tilbage, at kvoterne aldrig bliver opfisket. Men hvorfor er de så stadig så store?
Fiskene fanges nu af færre end 300 fartøjer, der til gengæld er langt større end tidligere. Så store, at de ikke længere kan benytte de mange små havne landet over, men må søge til et fåtal større havne. Slut med de friske fisk på kajkanten.
Læs mere om baggrunden for denne udvikling herunder:
⌘ Kvoter, kroner, konger og koner ⌘
I begyndelsen måtte man ikke fiske med trawl langt op i Aarhus Bugt. Men om natten kunne de lokale beboere i Egå høre trawlerne, der to og to, i ly af natmørket, søgte helt op til Slotsruinen i Kalø Vig. Trækkende et tungt trawl imellem sig.
Det hjalp ikke at ringe til Fiskerikontrollen, som dengang kun tog telefonen mellem 8 og 16. Og da var tyvtrawlerne naturligvis for længst over alle grænser. De trawlede jo ulovligt og i ly af mørket. Primært ved midnatstide. Aldrig i kontortiden.
Efter et sådant natligt tyvetogt var Bugten og Vigen som støvsuget for fisk. Der skulle først vandre nye fisk ind, førend der atter var noget at fiske efter og fange. Og det kunne tage uger eller måneder.
Men tilbage kom fiskene altid.
Helt galt gik det først, da fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tillod muslingeskrab helt op i Bugten. Den havde hidtil været fredet for dette “fiskeri”, der ikke blot ødelagde fiskeriet, men også bunden og dermed grundlaget for alt fremtidigt fiskeri.
I en periode på mere end tyve år fiskene jeg regelmæssigt på Aarhus Bugt og fangede mange fisk. Jeg havde et lille ekkolod på min Limbo, der primært fortalte om dybden under båden, sekundært viste eventuelle fisk.
Når jeg dengang sejlede fra Egå og tværs over bugten mod Skødshoved, tegnede ekkoloddet et varieret landskab af skrænter, sten, huller og muslingebanker.
De sidste viste sig som små toppe over bunden og holdt næsten altid fisk. Når pirken nåede bunden, var der fisk med det samme. Hvis der altså var nogen hjemme den dag.
Det var først helt slut med torskene, da muslingefiskerne begyndte at skrabe helt op i Kalø Vig.
Nu tegnede ekkoloddet ikke længere toppe med muslinger og torsk, når jeg sejlede tværs over bugten i min lille båd.
Nu var bunden flad som en pandekage. Planeret af de tunge skrabere. Blottet for fiskeliv.
Muslingeskraberne fjernede ikke blot de muslinger, der blev skrabt efter. De fjernede også livsgrundlaget for torskene, der jo ikke længere kunne jage krabber og anden føde omkring muslingerne. Der var ikke længere levesteder til dem.
En såre enkel sammenhæng, som man imidlertid ikke kan, kunne, vil eller ville forstå inde på Christiansborg. Den forståelse eller indsigt var der nemlig ingen penge i.
Én ting er, at man overfisker en fiskebestand. Fiskene vender normalt tilbage, når fiskeriet ophører. Efter kortere eller længere tid.
En helt anden ting er, når man ødelægger fiskenes levesteder. Det varierede bundmiljø.
Da har fiskene ikke noget at vende tilbage til.
Og da er havet dødt.
Under normale omstændigheder – uden ødelæggende bundtrawl og muslingeskrab – vil en stor del af det nedsynkende kulstof og kvælstof fra de døde alger lagres i bundsedimentet.
Her bliver det stedt til hvile som inaktive og uskadelige stoffer. Havbunden er helt enkelt det største depot, vi råder over, til gratis uskadeliggørelse af klimagassen CO2. Kulstoffet synker til bunds og lagres her – helt uskadeligt.
Det vil sige – lige indtil der kommer en bundtrawler eller muslingeskraber forbi og hvirvler sedimentet op i vandsøjlen igen. Vandet bliver uklart, hvilket vanskeliggør tilværelsen for det lyskrævende ålegræs. Og lagret CO2 hvirvles op fra bunden. Det samme gør kvælstof.
Men ikke blot frigives det lagrede kuldioxid fra bunden, når denne skrabes eller pløjes op. Man speeder samtidig den naturlige nedbrydning kunstigt op.
Det medfører akkumulering af organisk stof, som havbundens organismer ikke længere kan nå at omsætte fuldstændigt.
Kort sagt: Bunden mudrer til.
Under normale omstændigheder – under tilstedeværelse af ilt – vil der være et stort antal større dyr i havbunden, som gennem længere tid roder rundt og pumper ilt ned i en ellers iltfri havbund.
Her foregår der således en mere eller mindre fuldstændig nedbrydning af nedsynkende materiale, hvilket imidlertid er en tidkrævende proces. Dertil en proces, som kræver tilstedeværelse af ilt og større dyr i og på havbunden. Et fungerende økosystem.
Men efter et iltsvind er der ingen større dyr tilbage. Og uden de større dyr ingen omrøring af bundmaterialet. Uden dem sker der ingen fuldstændig nedbrydning af det nedsynkende materiale.
Kun en ophobning af mere og mere bakteriefyldt sort slam. Metertykt på steder uden strøm.
Når et bundområde gennemtrawles eller skrabes gentagne gange, forsvinder først de større dyr, som er vigtige for en fuldstændig stofomsætning i havbunden.
Efter gentagne gennemtrawlinger af området vil der til sidst kun være bakterier tilbage til at gennemføre denne nedbrydning. Ingen større dyr til at varetage den fuldstændige nedbrydning og selv udgøre føde for endnu større dyr.
Bakterierne vil til gengæld kunne varetage nedbrydningen hurtigt og under stort iltforbrug, hvilket vil øge hyppigheden af iltsvind og bundvendinger.
Samtidig vil man ikke få den normale fjernelse af kvælstof, som ellers vil ske naturligt til atmosfæren. Det kvælstof, som naturligt damper af under en kontrolleret nedbrydning og fuldstændig stofomsætning.
Døden er nu flyttet ind – godt hjulpet på vej af forurening fra landbruget og bundtrawl samt muslingeskrab fra fiskeflåden. Og Døden flytter ikke frivilligt ud igen.
Det sker først, når vandmiljøet atter er blevet godt nok og bundtrawlingen og bundskrabet igen er ophørt.
Dette tager typisk flere år. Hvis det nogensinde sker. Intet tyder jo på, at vandmiljøet bliver bedre eller fiskeriintensiteten mindre.
Når bundtrawl og muslingeskrab ophører, vil der gå lang tid, førend et nyt økosystem er vokset op.
Først skal der atter være ilt ved bunden. Det er indlysende, men nok det allerstørste problem. Dernæst skal større organismer højere oppe i fødekæden vandre ind af sig selv. Først til sidst rykker fiskene ind – når og hvis der atter er føde til dem.
Forureningen fra landbruget fortsætter imidlertid uformindsket. Vi ser derfor, at områderne med iltsvind bare vokser og vokser i stedet for at mindske.
Slutresultatet er ørkener af bakteriefyldt mudderbund med hyppige iltsvind de næste mange år. Der vil ikke længere være større organismer, som kan bringe ilt ned i sedimentet og selv udgøre fødeemner for endnu større dyr som fisk og skaldyr.
Der er sket et “regimeskifte”, som man kalder denne den sidste fase i en døende havbunds liv. Når kun bakterierne er tilbage. Det er her, vi allerede nu er mange steder.
Og derfor, professor Stiig Markager realistisk taler om en tidshorisont på 50 år for retablering af de indre danske farvande. Derfor, vi ikke får et rent hav tilbage i vor levetid.
Tak dansk landbrug og vore uduelige politikere for at lade det ske.
©️ 2025 Steen Ulnits
Sakset fra “Aktuelt” i det forgangne år:
Kært Barn har mange navne, og knapt havde Den Grønne Trepart set dagens lys, førend den skiftede navn til Den Sorte Syvpart. I hvert fald i visse kredse. Forklaringen er til at tage og føle på:
Nu er dette ikke nogen politisk blog. Det er derimod en aldeles upartisk, men så meget mere miljøpolitisk én af slagsen. Jeg interesserer mig ikke meget for partipolitik – kun for miljøpolitik, selv om de to ting jo unægtelig ofte hænger sammen.
Det er således nødvendigt at kende baggrunden for den person, der stiftede partiet Moderaterne. Som lancerede den Landbrugspakke, der nu har resulteret i danske strande fyldt op med slimet fedtemøg og danske fjordområder, der hvert eneste år lider af algeblomst, iltsvind, fiskedød og bundvendinger.
En person, som derfor af websitet Gylle.dk har fået ærestitlen “Fedtemøgets Fader”. Det var nemlig statsminister Lars Løkke Rasmussen (dengang V, i dag M), som med Landbrugspakken tilbage i 2016 gav danske landmænd lov til at bruge 20-30% mere gødning end hidtil.
Dette trods mange advarsler fra faglig side og trods den kendsgerning, at Danmark indtil da slet ikke havde formået at leve op til kravene om en “god økologisk tilstand” i danske vandområder. Noget, vi ellers havde forpligtet os til med EU’s Vandrammedirektiv tilbage i 2000.
Lars Løkke Rasmussen kom efterfølgende på kollisionskurs med sit eget parti og blev i 2019 vraget som leder af Venstre. I 2021 grundlagde han så sit nye protestparti “Moderaterne”, der skulle favne bredere end det tidligere Venstre.
Samtidig fralagde Løkke sig bekvemt ansvaret for den Landbrugspakke, han jo ellers selv havde lanceret. Han gav nu sit gamle parti Venstre hele skylden for, at landbruget ikke havde levet op til de aftalte forudsætninger i pakken.
Smart træk. Lige lovlig smart.
Løkke forbigik også helt, at det jo var netop ham, der havde aflivet amterne. Dem, som indtil 2007 havde været en besværlig, men effektiv garant for vandmiljøet. Besværlig for landbruget og Venstre, som var godt trætte af al den snak om vandmiljøet.
Det var også under Løkkes regering, at daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tillod et ødelæggende muslingeskrab langt ind i fjorde, som tidligere havde været friholdt for den hårdhændede behandling. Næppe nogen anden dansk politiker har derfor som Løkke haft så megen negativ indflydelse på vandmiljøet i Danmark.
Trods sin politiske deroute efter Venstre lykkedes det alligevel Lars Løkke Rasmussen at kravle til tops igen. Denne gang godt hjulpet på vej af Socialdemokraternes Mette Frederiksen, hvis fatale håndtering af minkskandalen gav Venstre & Co de bedst mulige kort på hånden.
De luftede tanken om en mulig Rigsretssag som den, Inger Støjberg måtte igennem, og de krævede hver en sten i sagen vendt. Hvis altså statsminister Frederiksen ikke makkede ret.
“Man burde i lovforslaget starte med at konstatere, at det danske vandmiljø har det hamrende godt. Vi har rent drikkevand, vi har stigende mængder drikkevand, vores vandløb får det bedre og bedre – og kystvandene har det sådan set også ganske godt.“
Morten Messerschmidt, MF, Dansk Folkeparti
Ovenstående sagt i en Folketingsdebat om ny lovgivning for vandmiljøet. Man må undre sig over, hvilken planet den gode Messerschmidt mon kommer fra. I hvert fald ikke Planet Jorden. Årets iltsvind i de danske farvande tegner jo til at blive større end sidste års, der allerede var rekordstore.
Morten Messerschmidt blev naturligvis hurtigt citeret af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, for hvem den udtalelse jo var rent vand på møllen. I hvert fald vand på tilskudsmøllen.
En “mærkelig regering”
Trods sejr efter sidste Folketingsvalg vendte statsminister Mette Frederiksen (S) nu ryggen til det røde flertal, som ellers havde båret hende igennem en hel valgperiode og ført Danmark nogle vigtige skridt i retning af et grønnere miljø. Truslen om en rigsretssag virkede tilsyneladende på statens minister.
I stedet for den hidtidige rød-grønne regering lancerede hun den nuværende blå-sorte SVM-koalition, som hun efterfølgende selv kaldte “mærkelig”. Trods ellers et rødt flertal blandt vælgerne for at fortsætte den så småt påbegyndte grønne kurs. Denne handling fra Mette Frederiksen vil gå over i historien som “Det Store Svigt” – af vælgernes tillid og det danske vandmiljø.
For SVM-regeringen trak desværre Danmark langt ned i dyndet igen. Bogstavelig talt og helt som forventet. Droppet som det første blev det forbud mod den skadelige brug af bundslæbende redskaber – bundtrawl og muslingeskrab – som ellers stod på kanten til indførelse. Og den nye regering barslede som bekendt i 2024 med den allerede nu så berømte “Grønne Trepart”.
Esben Lunde Larsen (V) var i 2016 miljø- og fødevareminister for Lars Løkke Rasmussen og stod som sådan for den praktiske og brutale gennemførelse af den forkætrede Landbrugspakke – dikteret til forgængeren Eva Kjer Hansen (V) af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug.
Esben Lunde valgte at drage i landflygtighed efter lanceringen af pakken, men fra sit skatteyderbetalte eksil hos Verdensbanken i Guds Eget Land forkyndte han i efteråret, at Danmark med Den Grønne Trepart har fundet en god model:
“Et interessant reguleringsinstrument, der sagtens kan bruges andre steder i verden. Danmark har fundet en vej til at nå klimamål samtidig med, at der stadig produceres mange fødevarer.”
Esben Lunde Larsen, tidligere miljø- og fødevareminister
Ikke alle var eller er enige med Esben Lunde Larsen. Den Grønne Trepart blev derfor hurtigt omdøbt til “Den Sorte Syvpart” – af Alternativets Torsten Gejl. Navngivet efter de syv organisationer, der havde udarbejdet planen. Danmarks Naturfredningsforening deltog endda aktivt i det nye fænomen i dansk politik – uvist hvorfor som eneste “grønne” deltager.
Kvælstofaftalen fra 2021 blev genbesøgt og genoplivet, hvad også Vejle Fjord blev. Den havde miljøorganisationerne ellers officielt begravet i foråret 2024. Under pomp og pragt og stor mediebevågenhed. Med Forurenet Fjordvand på Flaske til de fremmødte.
Regnedrengene i Finansministeriet havde i mellemtiden været tallene igennem en ekstra gang og var nu nået frem til, at Vejle Fjord slet ikke var så død alligevel. Den blev derfor gravet op igen, genoplivet midlertidigt og potentielt tildelt lempeligere vilkår for det omgivende landbrug.
Klovnebussen var atter spændt for den store gyllespreder. Som i 2016, da Løkke jo selv lancerede Landbrugspakken. I regi af Venstre.
“En planlagt katastrofe”
Efter gaveregnen fra Landbrugspakken, der holdt Løkke ved magten i endnu et par år, gik det rigtig godt for økonomien i dansk landbrug. Men tilsvarende skidt for vandmiljøet, der kvitterede med rekordstore iltsvind landet over. Helt forventeligt efter Landbrugspakkens ekstra gødning og den øgede udvaskning til vandmiljøet.
“En planlagt katastrofe”. Det var, hvad professor i marin økologi ved Aarhus Universitet, Stiig Markager, derfor kaldte årets iltsvind. De har været under opsejling siden 2000, hvor Danmark jo tilsluttede sig EU’s Vandrammedirektiv til sikring af en ”god økologisk tilstand” i alle vandområder.
Stiig Markager har påpeget dette i snart tyve år, men intet reelt er sket – ud over altså Lars Løkkes kontraproduktive lancering af Landbrugspakken i 2016. Den muliggjorde brug af 20-30 % mere gødning, hvilket naturligvis bare gjorde allerede ondt langt værre.
Skiftende (som oftest borgerlige) regeringer har ikke turdet eller magtet at stille landbruget stolen for døren. Bønderne har derfor kunnet forurene ufortrødent videre – med oceaner af slimet fedtemøg skyllende ind på vore strande som det nu synlige resultat.
Senest har man så “opfundet” et helt nyt og aldrig tidligere set begreb, nemlig Den Grønne Trepart. Den har indtil videre begavet dansk landbrug med yderligere fire milliarder støttekroner. I tilgift til de 12 milliarder, dansk landbrug i forvejen modtager – hvert år.
Min egen personlige bullshit indikator nåede helt op i Det Røde Felt, da SVM-regeringen lancerede Den Grønne Trepart. Et helt nyt buzzword til det politiske Bullshit Bingo, som er blandt de mest populære og indbringende spil for tiden.
Det lykkedes endda SVM-regeringen at få Danmarks Naturfredningsforening lokket ind i folden som medansvarlig for den nye Trepart. Som eneste grønne organisation i Den Sorte Syvpart, som Den Grønne Trepart jo reelt er.
Treparten består nemlig af regeringen samt repræsentanter fra Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening.
Desuden deltager tænketanken Concito som en særskilt videnspart. Natur og miljø har således ikke fået megen plads i den Grønne Trepart, som de facto er en Sort Syvpart.
Men Dansk Landbrug kunne endnu engang grine hele vejen hen til banken. Senest med en stort opsat overskrift i LandbrugsAvisen:
“Landmænd har i snit 17 millioner på bogen“
Overskrift i LandbrugsAvisen
Det helt rigtige er derfor at give skadesforvolderne 4 milliarder mere om året, så de ufortrødent kan forurene videre. Så de kan investere i flere maskiner og bygge større svinefabrikker end hidtil. Så vi kan være helt sikre på, at der også vil være gylle i vandet, iltsvind ved bunden og fedtemøg på stranden de næste mange år.
Man må tage sig til hovedet og rive sig i håret. Hvis ellers der er noget tilbage…
Mens SVM-koalitionen styrede målrettet mod afgrunden, manede flere S-borgmestre dog til besindelse. Regeringen vil via sin Sorte Syvpart nedprioritere den ellers absolut nødvendige indsats for at reducere udledningen af kvælende kvælstof fra landbruget til vandmiljøet.
Flere socialdemokratiske borgmestre var ikke med på ideen om at lade landbruget slippe billigere end hidtil foreslået. Det var naturligvis de borgmestre, som allerede døjede med algeblomst, iltsvind, fiskedød og bundvendinger i deres respektive kommuner.
De var mildest talt bekymrede over, at trepartsminister Jeppe Bruus (S) tilsyneladende ville favorisere den model for kvælstofudledning, der endnu en gang vil lade landbruget slippe billigst og vandmiljøet lide endnu mere og endnu længere.
Blot for at tækkes bønderne i Venstre og Moderaterne.
Bruus ville angiveligt vælge den ud af tre foreslåede modeller, der mere eller mindre vil lade status for udledningerne være uændret. Trods ellers et vel dokumenteret behov for at gøre endnu mere. Det havde regnedrengene i Finansministeriet nemlig konkluderet i deres ufattelige visdom.
Som om Finansministeriet lige pludselig har fået mere forstand på det danske vandmiljø – end på de milliarder af skattekroner, de til daglig forvalter. Og de forskere, der reelt ved noget om miljøet.
Michael Stegger, der i dag er borgmester i Syddjurs Kommune og tidligere førstemand i min lokale Dagli’Brugs på Mols, var bestemt ikke enig med regeringen i den prioritering. Han mente, at man klart skal gå videre med det såkaldte scenarie 1. At man skal hæve ambitionsniveauet så højt som overhovedet muligt. Selv om det heller ikke er nok.
Stegger var derfor kritisk overfor, at regeringen i sit udspil lagde op til at bruge den laveste af de tre listede kvælstofindsatser, som skruer kvælstofreduktionerne i Djursland Øst helt ned til nul – fra ellers 225 tons årligt:
Det harmonerer overhovedet ikke med virkeligheden. Jeg snakker med lokale fiskere, som fortæller, at der ingen fisk er. Og jeg kan med egne øjne se, at der er mere fedtemøg i vore farvande end hidtil.
Så virker det mærkeligt at påstå, at det hele er, som det skal være.
Michael Stegger, borgmester Syddjurs Kommune
Han blev støttet af sin partikollega Lone Jacobi, der er borgmester i Odder Kommune. Hun mente heller ikke, det giver mening at påstå, at der ikke længere er brug for at gøre noget i de nævnte områder. Hun påpegede, at der ikke er meget liv tilbage, og at mange af de udpegede fjorde endda er på miljøministerens såkaldte akutliste.
Borgmester i Middelfart Kommune Johannes Lundsfryd (S) kan fra sit skrivebord se direkte ud over det hårdt pressede Lillebælt, der gisper efter vejret. Han var heller ikke begejstret for SVM-regeringens seneste kvælstofudspil:
– Jeg håber ikke, det er rigtigt, at indsatsbehovet skal sænkes. Jeg har aldrig set et Lillebælt, der har haft det så svært som nu. I foråret kunne man se fedtemøg på havbunden, og vandet har for første gang ikke været klart på noget tidspunkt i løbet af sommeren.
Såvidt tre bekymrede borgmestre til Altinget. Statsminister Mette Frederiksen skal således ikke regne med opbakning til SVM-regeringens seneste knæfald for landbruget. Hun er tilsyneladende ligeglad med miljøet, så længe hun blot selv kan forblive statsminister.
“Den Grønne Trepart ligner mere og mere en vittighed. Til 40 mia. Regeringens egne beregninger viser ifølge en professor og to grønne organisationer, at vandmiljøet bliver værre stillet med end uden Den Grønne Trepart.”
Noah Reddington på X (Twitter)
Denne overskrift lyder mest af alt som seneste udgave af “Alibaba og de Fyrretyve Røvere. Og minder da også på mange måder om netop det:
Det er mildest talt svært at se, hvor man skal begynde og ende i den nye Grønne Treparts lovede indsats for det døde eller i bedste fald døende danske vandmiljø. Mange steder ser det hele temmelig håbløst ud – efter årtiers uhæmmet udledning af kvælstof fra landbruget, intensivt bundtrawl og ødelæggende muslingeskrab.
Men ikke nok med det. I landets suverænt største fjord Limfjorden har man gjort det hele ekstra besværligt for sig selv: Dette ved samtidig at tillade et ødelæggende muslingeskrab muliggjort af dyrkning og udlægning af kunstigt producerede muslinger.
En dødbringende cocktail, som gør det helt umuligt for vandmiljøet at komme sig igen. Og som fra lokal side er blevet sammenlignet med gentagen gruppevoldtægt.
Den Grønne Trepart har efter bedste evne skåret igennem sumpen af iltsvind og bundvendinger og udvalgt tyve fjorde, som ikke er i en så forfærdelig tilstand, at alt håb er ude. Fjorde, som Treparten tror og håber kan reddes fra den endelige kvælningsdød – med en ekstra håndsrækning.
Det drejer sig om følgende fjorde, som Havets Minister ifølge Miljøministeriet vil give en ekstra hjælpende hånd. Fjorde, som alle skal have et markant forbedret vandmiljø inden 2027:
Jylland
Samsø
Fyn
Sjælland
– Er din lokale fjord mon med på redningslisten?
Opgivelserne stammer fra Miljøministeriet, der åbenbart har haft lidt svært ved at tælle fjorde. Det er i hvert fald svært at tælle til tyve på denne liste. Tæller man røde prikker på ministeriets egne kort, finder man dog et par lokaliteter mere.
Der er i alt 32 navngivne fjorde fordelt over hele Danmark. Under alle omstændigheder er de nævnte fjorde ifølge professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet dem, der hurtigst kan forbedres. Det siger han til Danmarks Radio:
“Det er nemme fjorde. Dem, der er nemme at nå i mål med. De har selvfølgelig store problemer, men her kan det lade sig gøre at nå i mål med det, der ligger i Trepartsaftalen.”
Stiig Markager, professor, Aarhus Universitet
Den nordjyske Limfjord, som er den største og generelt mest belastede af alle danske fjorde, er derfor ikke med på listen over fjorde, der skal reddes. Kun fjordens smalle afløb mod øst.
Det er tilsyneladende for stor og kompleks en opgave at redde Limfjorden, der i tilgift til massive udledninger fra det omgivende landbrug kompliceres af en omfattende dyrkning af muslinger, etablering af kunstige kulturbanker til muslinger samt efterfølgende muslingeskrab.
Altsammen med et mildest talt modstridende kvælstofregnskab. For slet ikke at tale om al den CO2, der vælter op fra bundslammet og ud af de dieselmotorer, der trækker muslingeskraberne.
Hertil skal så lægges vekslende saltholdigheder og lagdelinger forårsaget af det indtrængende vand fra Nordsøen. En kompliceret cocktail, der sammen med kvælstof fra landbruget for længst har taget livet af den lavvandede Limfjord i nord.
Efter præsentationen af de Tyve Nemme Fjorde blev Magnus Heunicke spurgt af EkstraBladet, om Havets Minister nu helt havde droppet Havet og i stedet reduceret sig selv til De Tyve Fjordes Minister?
Det ville Heunicke, der ellers selv er journalist af uddannelse, desværre ikke svare på. Han havde nemlig lige investeret i et billigt fiskesæt og booket en fotograf til at profilere sig med ude ved vandet.
Et trick, han havde lært af Esben Lunde Larsen.
Vor efterhånden landskendte professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet har for snart længe siden regnet sig frem til, at der skal udtages 600.000 hektar landbrugsjord, hvis vi skal leve op til kravene i Vandrammedirektivet fra 2000 om en god økologisk tilstand i vore farvande. Dette inden 2028.
SVM-regeringens eneste konkrete målsætning er lige nu, at en fjerdedel heraf skal være udtaget inden 2030. Altså 150.000 hektar. En sølle fjerdedel af det nødvendige areal, der skal udtages for at holde tilstrækkeligt med kvælstof tilbage fra vandmiljøet, som jo lider under algeblomst og iltsvind efter landbrugets forurening.
Regeringen satser på, at op mod 400.000 hektar vil være udtaget inden 2045. Altså to tredjedele af vejen – om 20 år. Hvis alt går vel, og det gør det jo ikke.
Samtidig skal regeringen slås med et nyt og selvskabt problem, nemlig at Finansministeriet har anbefalet de kvælstofreducerende tiltag begrænset mest muligt – af økonomiske årsager.
Hvornår de sidste 200.000 hektar vil være udtaget af drift, tør vist ingen spå om. Herfra kan det dog hurtigt konkluderes, at det ikke bliver i vor levetid, vandmiljøet lever op til kravene. I det Vandrammedirektiv, vi ellers selv tilsluttede os tilbage i 2000. For snart et kvart århundrede siden.
En aldeles imponerende slendrian, som udelukkende skyldes manglende vilje til at gøre noget ved et selvskabt problem, der blot fik lov at vokse, mens landbruget igen-igen scorede kassen. For slet ikke at tale om de temperaturstigninger, der automatisk gør problemerne endnu større.
Hertil skal så lægges den øgede udvaskning fra den famøse Landbrugspakke, som Lars Løkke og Venstre jo indførte tilbage i 2016. Med øget gødningsforbrug, øget udvaskning til vandmiljøet og øget indtjening til de danske landbrug, der i dag i snit har rigtig godt med penge på bogen:
“Landmænd har i snit 17 millioner på bogen“
Overskrift i LandbrugsAvisen
Læg hertil, at der slet ikke er nogen kontrol med de frivillige aftaler, som landbruget hidtil har indgået om kvælstofreducerende tiltag. Det har Rigsrevisionen jo påpeget og kritiseret for ganske nylig.
SVM-regeringen har skam taget kritikken til efterretning – uden dog at gøre noget ved problemet. Det har jo aldrig kostet nogen politiker eller regering noget at tage kritik til efterretning. Aldrig kostet noget i form af politisk krævede og økonomisk krævende tiltag. Man tager blot kritikken til efterretning og fortsætter ufortrødent sine ødelæggelser.
Det bliver derfor ikke i vor tid, at vi eller vore børn atter kan bade i et rent hav. Et glitrende hav med klart vand og et levende liv, som vi havde det for blot et par årtier siden. Det er rent blændværk at tro, at Den Grønne Trepart skulle kunne bringe os i mål med det.
Med det nuværende tempo og de stigende temperaturer vil det sandsynligvis ikke vare årtier, men århundreder. Den Grønne Trepart er i den forbindelse ikke Fem Tanke Gylle og en Giftspreder værd.
Andet end for det danske landbrug, der nu scorer endnu flere tilskudskroner. Under mottoet:
“Selv det mindste fremskridt er bedre end ingenting. Når blot der følger nye tilskud med….”
Den Grønne Trepart, der ifølge Alternativets Torsten Gejl jo blot er en Sort Syvpart uden reel interesse for miljøet, kæmper lige nu for at begrænse udledningen af skadeligt kvælstof til vandmiljøet. I hvert fald på papiret.
Dette primært fra landbruget, som står for langt størsteparten af udledningerne. Ikke mindst Lars Løkkes Landbrugspakke fra 2016, med dens tiladelse til øget brug af gødning, satte for alvor gang i dødsspiralen.
Senest har der været afholdt møde i As Forsamlingshus, hvor man diskuterede de pågående planer om flytning og sammenlægning af eksisterende havbrug nær Horsens Fjord. Et område, der har været hårdt belastet af forurenende havbrug i et halvt århundrede.
Professor Stiig Markager fortalte på mødet, at de 40 tons kvælstof og 4,5 tons fosfor, som områdets fem havbrug årligt udleder, reelt svarer til 60 tons. Havbrugenes udledning er nemlig lokalt mere skadelig end landbrugets, der ganske vist samlet er langt større, men isoleret set ikke fylder nær så meget.
Landbrugets udledning er uorganisk og består af næringssalte, primært kvælstof. Samtidig foregår den primært i vinterhalvåret, hvor algevæksten er minimal.
Havbrugene derimod udleder både kvælstof og fosfor i netop det kritiske sommerhalvår, hvor algevæksten er på sit højeste.
Kvælstofudledningen fra havbrug sker som organisk stof i form af foderrester og fækalier, der først forbruger ilt til forrådnelse og siden frigiver uorganisk kvælstof. Dette “nye” kvælstof kan så optages af planktonalger og føre til det næste iltforbrug ved disses endelige forrådnelse.
Organisk kvælstofudledning fra havbrug forbruger således langt mere ilt pr. kvælstofenhed, end uorganisk kvælstof fra spildevand og landbrug gør. Dette påpeget af Gunni Ærtebjerg, der tidligere arbejdede med problematikken hos Danmarks Miljøundersøgelser.
Det betyder, at der skal udtages 2.000 hektar landbrugsjord for at kompensere for udledningen fra områdets fem eksisterende havbrug. Og hvor skal man lige finde al den jord i en tid, hvor landmændene kæmper for at bevare deres nuværende dyrkning og fortsatte forurening?
“Så nu må politikerne gøre op med sig selv, om de vil fjerne 2.000 hektar landbrugsjord eller fem havbrug.”
Stiig Markager, professor, Aarhus Universitet
Sådan konkluderede professor Markager seancen i As Forsamlingshus. Han gjorde afslutningsvis opmærksom på, at hvis en kommende sammenlægning af havbrugene i As Vig vil betyde en øget udledning af blot ét kilo kvælstof, så kan det ifølge gældende lovgivning ikke lade sig gøre.
Så hårdt presset er økosystemet her.
Det skulle være så godt, men så var det faktisk skidt, står der i den gamle revyvise. Og det er tilsyneladende, hvad vi oplever lige nu.
Vi er midt i Den Grønne Treparts spæde ungdom, der blev kortere, end selv de sorteste skeptikere havde forudset. Alternativets Torsten Gejl var hurtig til at omdøbe Den Grønne Trepart til Den Sorte Syvpart, hvad den reelt altid har været. Hvor det grønne kom fra, kan ingen vist længere få øje på.
Den Grønne Trepart skulle ellers have reddet de sidste rester af liv i de indre danske farvande. Der var sat 40 milliarder af til projektet, som ikke mindst skulle købe landbrugsjord op til udtagning fra landbrugsdrift.
Dertil finansiere et nyt landbrugseventyr for pyrolyse – en helt ny teknologi, der endnu er på drømmeplanet. Men som i teorien skal kunne deponere kulstof permanent i landbrugsjorden – i et omfang, så man kan fortsætte dyrkning som hidtil.
Altsammen for en forsvindende lille CO2-afgift, der endda skulle eller skal kanaliseres tilbage til landbruget på snedig vis. Med tidligere minister Hans Engells ord “så er det jo til at leve med en afgift ved fordøren, når der samtidig læsses guldbarrer af ved bagdøren.”
Aftalen i Den Grønne Trepart rummer ikke stof eller tiltag til den nødvendige omstilling fra konventionel dyrkning til såkaldt regenerativt landbrug, der er langtidsholdbart.
Intet om udfasning af vore dages gigantiske svineproduktion, massive brug af gylle og kunstgødning, sprøjtegifte og monokulturer. Ikke et ærligt tiltag i retning mod en øget biodiversitet.
Mange af tiltagene i Den Grønne Trepart er ikke andet end opdatering af tidligere aftaler, der pludselig indgår i den nye Trepart. Billige points, mildest talt. Lidt for billige. For hvor lang tid tager det ikke lige at rejse ny skov, der skal begrænse udledningen? Det bliver ikke i vor levetid, at vandmiljøet får det bedre af flere træer.
Senest har Rigsrevisorene så påpeget, at dansk landbrug end ikke har levet op til de “frivillige” aftaler, som er indgået lige siden Landbrugspakken fra 2016. Blandt andet om etablering af minivådområder og dyrkning af efterafgrøder til fastholdelse af kvælstof på markerne. Der har stort set ingen kontrol været med disse aktiviteter. Og intet tyder på, at der vil blive strammet op på den praksis.
Dansk landbrug har desværre vist sig som en helt igennem utroværdig medspiller i Den Grønne Trepart. Men påpeger samtidig selv, at der nok skulle have været og fremover skal være offentlig kontrol med de frivillige tiltag. Ellers er det jo endnu engang ræven, der skal vogte hønsene. Og det kender vi jo kun alt for godt resultatet af: Lugten af svovlbrinte fra det rådnende fedtemøg.
Eneste “grønne” medspiller i den syvarmede Trepart er tilsyneladende Danmarks Naturfredningsforening (DN), der desværre lader til at have solgt ud af den sidste troværdighed – blot for at få lov til at være med i mummespillet. For ikke at blive overset helt.
DN har frivilligt ladet sig tage som gidsel i det helt store skuespil om Den Danske Natur, der opføres netop nu: “Kejserens Kostbare Klæder”. For nye er de bestemt ikke.
“En vittighed til 40 milliarder skattekroner” er stykket også blevet kaldt.
Professor Stiig Markager, som med base på Aarhus Universitet har beskæftiget sig intensivt med iltsvind i et kvart århundrede, er selv ganske realistisk i sine forudsigelser for det danske vandmiljø:
“Om 50 år kan Danmark se helt anderledes ud. Vi kan få renere fjorde, vådere landskaber og rigere natur. Det er en vision, der er værd at kæmpe for.”
Det siger Markager i oplægget til et nyt kursus om Den Grønne Trepart, som Aarhus Universitet udbyder til foråret 2025. Om alt går vel, planerne holder og overlever de kommende regeringsskifter. For det er der slet ingen garanti for. Det vil dansk landbrug kunne lægge rigtig mange nye hindringer for.
Rent og klart vand bliver således ikke noget, vi selv eller vore børn kan se frem til og få glæde af. Det løb er kørt. Trods ellers de bedste intentioner tilbage i 2000, da EU’s Vandrammedirektiv jo blev vedtaget. Som endnu en fisk i en fotofælde.
Det bliver svært at forklare vore børn og børnebørn: At vore politikere i den grad har ladet stå til, mens dansk landbrug bare kørte videre med klatten, gyllesprederen og giftsprøjten.
At vi ikke kunne nå et simpelt mål, vi ellers selv havde sat og givet os et helt kvart århundrede til at nå. Samt postet millioner og milliarder af skattekroner i.
Det er pinligt ud over alle grænser.
© 2025 Steen Ulnits
Hvis man er gammel nok, vil man givet kunne huske en før-præsidentiel Bill Clinton gå på scenen i et amerikansk talkshow, iført sorte briller og saxofon. Det er et billede, mange samtidige stadig har af Clinton.
Det var Clinton’s demokratiske rådgiver Paul Begala, som fandt på denne fremtoning, der måske-måske ikke gav Clinton hans efterfølgende præsidentpost. Det fik i hvert fald Clinton til at træde ud af flokken af kedelige, gråsprængte og habitklædte politikere.
Det var samme Begala, der i 1992 kaldte politik for “show business for ugly people”. Med det udgangspunkt, at man i såvel politik som showbizz har evig brug for opmærksomhed. Men at man i politik ikke behøver skønhed for at slå igennem.
Morten Reimar, som er tidligere rådgiver for såvel Venstre som Radikale Venstre, tager i Altinget skridtet videre:
“Der må gerne være sjov og humor i dansk politik. Men de mange eksempler med politikere på slap line har efterhånden taget overhånd, og det kan give bagslag.”
Morten Reimar i Altinget
Sjov og humor i politik er nødt til at komme fra et autentisk sted, skriver Reimar med direkte henvisning til det netop overståede Naturmøde i Hirtshals. Og den nu landskendte rap-battle med miljøminister Magnus Heunicke (S) ved mikrofonen.
Her manglede nemlig helt den autenticitet, som Reimar efterlyser, og som Clinton netop havde i det pågældende talkshow. Hvis noget skal være sjovt og ikke bare dumsmart. Rappet af en miljøminister, der ganske vist har udnævnt sig selv til “Havets Minister”.
Men samtidig en minister, som hidtil har gjort beskæmmende lidt for havmiljøet. En minister, som endda har bidraget aktivt med ti ekstra års brug af sprøjtegiften Roundup og udvidede forureningszoner ved giftfabrikken Cheminova. Det kniber derfor med autenticiteten, som også Reimar efterlyser.
Ikke noget smukt eftermæle for en miljøminister så tidligt i karrieren.
Det er der ikke meget miljø i, Magnus.
30. maj 2025
“En lejrskole for en udvalgt, selvsupplerende flok og helt igennem indspist.
Fint med gøgl og “sjove” indslag som rappende miljøminister og de navne, der er nævnt her. Det er fint, de kan mødes og klappe hinanden på ryggen.
Men jeg erindrer ikke, at der har været indslag, som har sat aftryk ud over festpladsen i Hirtshals. Ud over når Heunicke optræder på scenen – desværre ikke som seriøs miljøpolitiker.”
Thorkild Ellerbæk på Facebook
Det var således en svag baggrund, miljøminister Magnus Heunicke (S) har at brilliere på. I hvert fald hvis man vil rappe morsomt om andre – i dette tilfælde trawlfiskerne, som følte sig nedladende behandlet.
Dette uagtet at Havets selvudråbte Minister jo har ganske ret i, at fiskerne har ødelagt havbunden for sig selv og andre. Og stadig gør det. Men der skulle være fest, og det blev der så også – primært bagefter og et helt andet sted end Naturmødet. Nemlig i dagspressen.
De nordjyske trawlfiskere viste sig nemlig at have et følsomt sind under de barkede næver. De tyndhudede fiskere tålte ikke saglig kritik af deres miljøskadelige trawlfiskeri. En hårdhændet fiskemetode, de endda bedriver med milliontilskud og helt uden afgifter.
Senest blev dansk fiskeri jo sågar fritaget for den CO2-afgift, resten af Danmark betaler. Helt frem til 2030. Og allersenest har en aktindsigt hos Skatteministeriet dokumenteret, at danske fiskere stort set ingen afgifter betaler overhovedet:
“Erhvervet betaler ingen klimaafgifter, ingen grønne afgifter og ingen øvrige afgifter for deres miljøpåvirkning.
I 2023 var den samlede afgiftsbetaling fra fiskeriet på 4,9 mio. kroner – for et erhverv, som samme år havde et bruttoudbytte på 3,3 milliarder kroner og modtog 1,1 milliarder kroner i statsstøtte.
Til sammenligning betalte det øvrige erhvervsliv samlet 30 milliarder kroner i grønne afgifter og 104 milliarder kroner i selskabsskat samme år.”
Emil Nielsen på Facebook
Ovenstående er sakset fra et indlæg af pressechefen for Danmarks Naturfredningsforening, Emil Nielsen, der samtidig er folketingskandidat for SF.
Havmiljøet ligger heldigvis både ham, SF og DN på sinde. Gid SVM-regeringen også ville bekymre sig bare lidt om vores allesammens hav.
Havet omkring Danmark er jo ved at rådne op på vor vagt. Desværre med fuld velsignelse fra vore folkevalgte.
De har nu sovet i timen i et kvart århundrede.
30. maj 2025
Emil Nielsen, der er pressechef for Danmarks Naturfredningsforening, slutter ovennævnte indlæg af med følgende hjertesuk:
“Hvor er det skamfuldt at opleve Socialdemokraterne, Venstre og Moderaterne sende milliarder og atter milliarder efter deres venner i fiskeriet – på fællesskabets regning.
Som de økonomiske vismænd kritiserede i denne uge, så er udskydelsen af CO2-afgiften for fiskeriet ren fordelingspolitik, hvor ét enkelt erhverv begunstiges på bekostning af klimaet og skatteyderne.
Det bundslæbende fiskeri er det mest klimaskadelige erhverv, opgjort på CO2-udledning per medarbejder. Erhvervet skader over 40 procent af det danske havareal med tunge og naturskadelige redskaber som bund- og bomtrawl samt muslingeskrab.
De høster fællesskabets fiskeressourcer uden at betale for det. Og nu fritages de for at betale den klimaafgift, resten af erhvervslivet og samfundet betaler – så fiskeriet fortsat kan være det eneste erhverv i landet, der ikke betaler afgifter.
Er det bare mig, som synes det virkeligt er bizart? “
Emil Nielsen på Facebook
Næppe. Men sådan slutter Emil Nielsen det hjertesuk, man som miljøbevidst dansker kun kan tilslutte sig. Én ting er, at samfundet betaler erhvervstilskud til dette og og hint. Det rimelige heri kan altid diskuteres.
Men at samfundet betaler ét erhverv for at ødelægge alt for alle andre, det er tudetosset. Lad os bare trække på både smilebånd og skuldre af en festglad Magnus Miljøminister, der på Naturmødet tillod sig at kritisere trawlfiskerne i en rap-battle.
Det var dumt gjort af en minister, der bør herske respekt om. Som også efter festen skal kunne forhandle med parterne.
Men det han sagde, var skam klogt nok.
30. maj 2025
Minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus Christensen (S), var før den omdiskuterede rap-battle ude med en melding om, at miljøvenner og miljøfjender “skal tale pænt til hinanden”. Ellers bliver det svært at nå i mål med Den Grønne Trepart.
Det er lettere sagt end gjort. Og svarer vel næsten til, at et voldtægtsoffer skal tale pænt til sin voldtægtsmand. Begrebet voldtægt er blevet brugt flittigt i debatten om netop trawlfiskeriet og dets påvirkning af havmiljøet. Konkret også i Den Grønne Trepart.
Jeppe Bruus er i miljøsammenhæng stadig et noget ukendt navn. Han har siden 29. august sidste år været Minister for Grøn Trepart, som jo først så dagens lys sidste år. Inden da var han skatteminister fra 2022 til 2024.
Som minister for Grøn Trepart er det Jeppe Bruus’ ansvar at koordinere Danmarks grønne politik, herunder implementeringen af Aftalen om et Grønt Danmark. Den skal resultere i, at næsten 400.000 hektar landbrugsjord tages ud af drift og omlægges til uberørt natur.
Aftalen har til formål at omdanne 10% af landets areal til natur og skov, forbedre vandkvaliteten, øge biodiversiteten og reducere landbrugets miljømæssige fodaftryk. Samtidig skal der sikres en stærk og konkurrencedygtig landbrugssektor.
Noget af en mundfuld, som Bruus ikke uventet har haft svært ved at gabe over. Med næsten lutter modstridende interesser. Og et landbrug, der per definition er bagstræberisk og fodslæbende. I hvert fald hvad miljøtiltag angår.
Dansk landbrug er således hovedårsag til, at der stort set ikke er blevet noget ud af de frivillige aftaler, der ellers fulgte med Løkkes og Lundes fatale Landbrugspakke fra 2016. Et fatamorgana af kvælstof-reducerende mini-vådområder.
I sin tid som skatteminister havde Jeppe Bruus dog lidt mere held i miljøsprøjten. Således introducerede Jeppe Bruus blandt meget andet en grøn afgift på flyrejser. Dette for at finansiere luftfartssektorens overgang til en mere bæredygtig praksis fra 2025.
Det tiltag bør han bestemt roses for. Det er mere tvivlsomt, om hans nylige kamp for at gøre ulven jagtbar i dagens Danmark også kommer på positivlisten.
Selv om det nok primært er sket for at gøre arbejdet i Den Grønne Trepart mere spiseligt for landbrugere, fåreavlere og folk med børn i barnevogn.
30. maj 2025
Hvis moral er godt, så er dobbeltmoral ofte dobbelt så godt. Det er et ordsprog, som mange politikere desværre efterlever.
Tag nu blot Naturmødet i Hirtshals, som netop er under afvikling. Det er der gået politik og populisme i, så politikere fra nær og fjern flokkes for at tale naturens sag. Som de jo også flokkes på Bornholm for at tale folkets sag ved Folkemødet dér. Over en masse godt øl og god mad.
Helt galt er det imidlertid gået i år, hvor miljøets festglade minister førte an som forsanger i en selvkomponeret rap-sang. Nordjyske medier stod klar med kameraet for at forevige ministerens debut som rapper. Publikum skulle skråle “fri”, når han selv rappede “trawl”.
En ædel udmelding, når man nu er minister for miljøet og derfor gerne skulle passe godt på det. Hvilket jo ikke er i foreneligt med miljøskadeligt trawlfiskeri. Og i klar uoverensstemmelse med udøverne af den skadelige aktivitet – erhvervsfiskerne.
”Vores rigtig gode venner i fiskeriet har i årtier ødelagt det danske hav med bundtrawl,” lød det fra en optændt miljøminister Magnus Heunicke (S) foran et begejstret publikum. Ministerens ord faldt under den indledende aftenfest på Naturmødet i Hirtshals.
Nu er Hirtshals jo en fiskerby af Guds nåde, og Heunickes ord faldt derfor ikke i god jord eller smulte vande. Den lokale formand for fiskeriforeningen tog i hvert fald hans udmelding ilde op og kaldte sågar ministerens festglade optræden for “fuldstændigt ude af proportioner”.
Heunickes partifælle og ministerkollega, Jeppe Bruus (S), havde ellers kort forinden lagt op til en mere forsonlig tone mellem miljøvenner og miljøfjender. Ellers vil det blive svært at findes fælles fodslag i fremtiden, mente han. Den opfordring havde Magnus Heunicke åbenbart ikke hørt – i kampens eller festens hede.
EkstraBladet kunne i 2021 fortælle, hvordan politiet i København ved midnatstide var blevet tilkaldt af naboer til en noget højrøstet fest arrangeret af landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn (S) – med deltagelse af Magnus Heunicke (S), som dengang var sundhedsminister.
Rasmus Prehn har i mellemtiden droppet Folketinget og helliger sig nu økologien. Mens Magnus Heunicke har droppet sundheden og nu er blevet minister for miljøet. Et skift, han desværre ikke er sluppet heldigt om ved – i hvert fald ikke set med miljøets øjne.
Man kunne ønske sig, at Miljøets Magnus og Havets selvbestaltede Minister ville feste lidt mindre og gøre lidt mere for netop miljøet. Indtil videre er det jo primært blevet til ti år mere med sprøjtegiften Roundup og udvidede fortyndingszoner ved blandt andet Cheminova. Ikke noget kønt eftermæle at sætte sig så tidligt.
Magnus Heunicke meldte også fra, da Vejle Fjord blev begravet sidste år. Han ville hellere klippe snore sammen med Dronning Mary. Måske der var en fest bagefter. Og et godt glas med andet end beskidt fjordvand.
23. maj 2025
Landets første Naturnationalpark ved Fussingø står nu klar til åbning den 21. juni i år. Dette efter flere års tilløb, masser af anlægsarbejde og en hel del lokale skærmydsler.
Det har næppe heller fremskyndet processen, at den daværende skovrider for Fussingø, Peter Brostrøm, har tilbragt en del tid i retssystemet – efter en politianmeldelse, der verserede længe.
Peter Brostrøm er i Danmark nok mest kendt for sin bror Søren Brostrøm, der jo håndterede folkesundheden med fast hånd under Covid-krisen og dér blev et kendt ansigt på TV.
Skovrider Brostrøm selv har netop fået en dom på tre måneders betinget fængsel for vanrøgt og dyremishandling på statens arealer i Mols Bjerge, der også ligger under Naturstyrelsen Kronjylland.
Peter Brostrøm har anket dommen, der blev udløst af en politianmeldelse tilbage i 2021. Samt megen forudgående omtale i lokalpressen og mange oprørte beboere.
Lokale borgere havde længe iagttaget, at kreaturerne i området så udmagrede ud. De fik intet foder, men endte med at gnave bark af træerne i op til to meters højde. Der var ligeledes tilfælde af drægtige køer, som aborterede dødfødte kalve.
Politiets specialanklager Katrine Klausen havde derfor ønsket, at de pågældende to personer fra Naturstyrelsen skulle idømmes fængselsstraf. Heriblandt skovrider Brostrøm. Hun havde også ønsket, at de to skulle fradømmes retten til at beskæftige sig med dyr i fem år.
“De har med åbne øjne nedprioriteret dyrevelfærden for at fremme biodiversiteten. Det kan ikke udelukkes, at de på ny kan tilsidesætte dyrevelfærden”.
Det sagde specialanklager Katrine Klausen under sin procedure. Retten i Randers endte dog med at afsige en dom på tre måneders betinget fængsel til såvel skovrider Brostrøm som en tidligere ansat og i mellemtiden pensioneret medarbejder ved Naturstyrelsen.
Peter Brostrøm har været hjemsendt fra arbejde, siden der blev rejst tiltale mod ham.
23. maj 2025
Har man som jeg i perioder haft sin daglige gang i Mols Bjerge, vil man vide, at der længe havde været problemer på statens arealer her.
Problemet skyldtes især en mangelfuld indhegning af kvæget på statens græsningsarealer. Det kulminerede i 2020, hvor en ældre kvinde blev trampet ned af bissende køer på stranden. Hun var så ilde tilredt, at hun måtte hentes i helikopter på stranden og herfra flyves til akut behandling på intensiv afdeling.
Et under, at kvinden overlevede mødet med det bissende kvæg og de skarpe klove med følgende mange læsioner:
Ni brækkede ribben. To punkterede lunger. Den ene kollapset. Dobbelt kravebensbrud. Et knust skulderblad samt en brækket arm. Hertil voldsomme hudlæsioner fra køernes skarpe klove.
Et voksent kreatur kan veje op til et halvt ton og er derfor livsfarligt at blive trampet ned af. Efterfølgende blev skovrider Peter Brostrøm anklaget for mangelfuld indhegning, der tillod dyrene adgang til en dårligt skiltet og hegnet strand. Læs og se gerne fotoreportagen fra den dramatiske hændelse:
https://ulnits.dk/biologi/de-gale-koeer-paa-helgenaes/
Sagen fik ikke noget retsligt efterspil, da den pågældende kvinde og hendes familie ikke ønskede det. Men det bliver næppe skovrider Peter Brostrøm, der kommer til at åbne Danmarks første såkaldte “naturnationalpark” ved Fussingø. Så meget ved vi.
Det gør i stedet miljøminister Magnus Heunicke (S), som den 21. juni kommer forbi for at klippe snoren til den nye naturnationalpark med forkortelsen “NNP Fussingø”. Det er lidt nemmere at sige og skrive.
Med Miljøets Magnus som DJ skal det nok blive en rigtig naturfest.
Som den netop afholdte ved Naturmødet.
23. maj 2025
NNP Fussingø er forkortelsen for det 833 hektar store naturområde, som nu er hegnet inde af et 14,5 km langt hegn. Dette for at holde på de stude og kronhjorte, som skal sættes ud for sikre afgræsning og en større biodiversitet end hidtil.
Porte i det høje stålhegn skal samtidig sikre gæster adgang til naturnationalparken – om de så er til fods, til hest eller på mountain bike. De sidste ganske omdiskuterede. Håbet er, at de udsatte dyr vil kunne trives med de mange lokale brugere af området.
Den tidligere håndboldspiller Katrine Fruelund (V) er politisk valgt formand for NNP Fussingø. Randers Byråd har indstillet Karen Lagoni (S) til bestyrelsen.
Danmarks Naturfredningsforening har indstillet Christian Halgreen, mens Dansk Ornitologisk Forening har udpeget Jens Bonde Poulsen. Danmarks Jægerforbund har indstillet Kristina Begtrup Pedersen til bestyrelsen.
Friluftsrådet stiller med Ove Hessellund Pedersen, mens Spejderne har valgt Henrik Hornum og Dansk Orienteringsforbund Anders Ladefoged. Danmarks Idrætsforbund stiller med Solveig Topp, mens DGI har udpeget Jane Østergaard til bestyrelsen.
Hestefolket er repræsenteret af Bodil Sørensen fra Dansk Rideforbund samt Lene Steentoft Steen fra Dansk Islandshesteforening. Fussingø Ride- og Køreforening stiller med Anna Feldberg Marsbøll, mens Danmarks Cykle Union har peget på Christian Rothmann.
Fussingøgruppen stiller med Inger-Lise Mørup, mens Naturnationalpark Fussingøs Venner har peget på Peter Styrbæk de Lasson. Brugerrådet for Naturstyrelsen Kronjylland har valgt Egon Thomassen.
Brugerlaug Fussingø har udpeget Lene Stentoft, mens Fussing Sø Bådelaug er repræsenteret af Anton Christensen. Foreningen Badepladsen Fussingø stiller med Anette Jellesen.
Endelig har Ålum og Omegns beboerforening indstillet Thea Glad, mens Finn Brødløs repræsenterer Øster Bjerregrav & Over Fussing Beboerforening.
Man må således konstatere, at naturen er svagt repræsenteret i bestyrelsen for den nye Naturnationalpark Fussingø – sammenlignet med de øvrige brugergrupper af området.
Man kan måske også konkludere, at Naturstyrelsen nok har lært af sine fatale fejltagelser med mangelfuld indhegning af græssende kreaturer i Mols Bjerge – med en massiv indhegning af kvæg og kronvildt i NNP Fussingø som det synlige resultat.
14,5 km højt stålhegn blev det til. Samt et antal store færiste støbt i beton.
23. maj 2025
Der var engang en havbiolog, som kunne mere end bare lægge to og to sammen.
Havbiologen var Jacob Jelsing, der for længst har lagt sin fortid som lavtlønnet biolog bag sig. I dag er han nemlig milliardær. Han valgte fornuftigt nok at skifte hest, mens den stadig var i vadestedet og helt nye muligheder viste sig. Respekt for det.
Jelsing var en af de første til at miste tiltroen til den opreklamerede Grønne Trepart, som jo skulle og stadig skal redde verden – i hvert fald den danske under og over vandet. Han kunne hurtigt lægge to og to sammen og indså snart, at Den Grønne Trepart aldrig ville komme i mål. I hvert fald ikke i hverken hans eller vor levetid.
“Det er mig en gåde, at landbruget får lov at fortsætte.”
Jacob Jelsing i Dagbladet Information.
Jacob Jelsing mistede tålmodigheden og troen på den Grønne Trepart. I stedet begyndte han, med sin egen milliardformue i ryggen, at opkøbe landbrugsejendomme for at omlægge markerne til skov og natur.
Inden da havde han sammen med Information sat nedenstående lille regnestykke op, som tydeligt viser det totalt urealistiske i projektet. At vi aldrig nogensinde når i mål med Den Grønne Trepart. I hvert fald ikke i vor levetid. Den er et rent fatamorgana.
Treparten er tilsyneladende primært skabt for at rejse yderligere støttekroner til de implicerede parter. På bedste Trump-manér – med skattelettelser til de i forvejen rige medlemmer, som betales af de fattige skatteydere.
En omvendt Robin Hood.
23. maj 2025
Frem til 2030 skal der ifølge Den Grønne Trepart udtages 140.000 hektar lavbundsjord for at skabe eller genskabe vådområder og med dem mere natur i det forarmede danske landskab.
Regner man blot en smule videre, skal der inden 2030 udtages 75 hektar landbrugsjord – hver eneste dag. Det svarer i runde tal til 110 fodboldbaner efter internationale mål. Og frem til 2045 skal der rejses 250.000 hektar ny skov. Det svarer i runde tal til næsten 50 fodboldbaner om dagen – de næste tyve år. 34 hektar.
Målet for skovene kræver ifølge minister for Den Grønne Trepart, Jeppe Bruus (S), at der plantes omkring én milliard træer. Det er 5.700 træer i timen. Hver eneste time frem til 2045.
Man skal ikke have hverken studenterhue eller en doktorgrad i raketvidenskab for at se det totalt urealistiske i regeringens grønne skønmaleri for fremtiden. Det viser ovennævnte regnestykke, som er hentet fra Dagbladet Information.
“Det kan man jo ikke, som tingene er nu. Jeg tror simpelthen ikke på det”
Jacob Jelsing om Den Grønne Trepart
“Det kan man jo ikke, som tingene er nu. Jeg tror simpelthen ikke på det”, siger Jacob Jelsing om den samlede opgave, som Den Grønne Trepart har givet sig selv. Og fire milliarder i yderligere tilskud. I tilgift til de 12 milliarder, landbruget allerede modtager i støtte – årligt. Penge skal der til – tag selv.
Jelsings hjertesuk kommer med henvisning til det beskæmmende lille areal af færdige projekter, der hidtil er præsteret. Siden 2021 er der således kun færdigetableret lavbundsprojekter på omkring 187 hektar. Ud af de 140.000 hektar, der skal inddrages inden 2030. Vi er således end ikke kommet ud af starthullerne endnu.
I det tempo når vi aldrig i mål. Men det har nok heller aldrig været det reelle formål. Lad os have en fest i stedet – for skatteyderkroner.
Miljøets Magnus er selvskreven DJ.
23. maj 2025
Hvis du ikke allerede vidste det:
Landbrugsstyrelsens opgaver med arealomlægning i henhold til Den Grønne Trepartsaftale er nu overgået til henholdsvis Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø samt den mere mundrette Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.
Forhåbentlig komplicerer denne omlægning ikke den allerede komplicerede opgave yderligere. Det er slemt nok i forvejen. Jeg er i hvert fald glad for, at jeg ikke skal tage telefonen på den første af de to adresser…
Landbrugerne har haft mulighed for at søge om tilskud til at etablere målrettede efterafgrøder eller alternativer til efterafgrøder, som skal forhindre overskydende kvælstof fra markerne i at blive udledt til vandmiljøet.
Ansøgningsrunden for tilskud til målrettet kvælstofregulering er nu slut. I år omfatter ordningen 66 kystvandoplande, hvor der er behov for at reducere kvælstofudledningen. Ud af Danmarks i alt 108 kystvandoplande.
Der er søgt om tilskud svarende til ca. 335.000 hektar målrettede efterafgrøder ud af et vejledende indsatsbehov på ca. 365.000 hektar efterafgrøder. De to nye styrelser har nu prioriteret de ansøgte efterafgrøder og alternativer for de 66 kystvandoplande.
Selvom indsatsbehovet på landsplan ikke er nået, er der nogle kystvandoplande, hvor der er modtaget flere ansøgninger, end der er behov for.
Styrelserne har derfor prioriteret ansøgningerne i disse oplande efter deres forventede effekt. Efterafgrøder placeret på marker med lav retention (:tilbageholdelse) har naturligvis førsteprioritet, da de har den største effekt i forhold til at reducere udledningen af kvælstof.
I år får omkring 7.110 landbrugere tilsagn til alle eller nogle af de ansøgte marker. Omkring 140 landbrugere vil omvendt få afslag til alle ansøgte marker, fordi der er overansøgt i deres kystvandopland.
16. maj 2025
Hvis man troede, at dansk landbrug som stiftende medlem af Den Grønne Trepart ville gået positivt ind i debatten om det belastede danske vandmiljø, så må man desværre nok tro om.
Da Venstre tilbage i 2016 indførte den famøse Landbrugspakke, som gav landbruget tilladelse til at bruge 20-30% mere gødning end hidtil, lovede man anlægge et stort antal såkaldte “mini-vådområder” rundt omkring i landet.
Ifølge Den Grønne Trepart skal små 400.000 hektar landbrugsjord tages ud af drift for at mindske udvaskningen af kvælstof til vandmiljøet i tilstrækkelig grad. Så det får mulighed for at nå den “gode økologiske tilstand”, vi skrev under på med EU’s Vandrammedirektiv – fra 2000.
Nu her et kvart århundrede senere må vi beskæmmede konstatere, at vandmiljøet i stedet har fået det endnu dårligere. Ikke mindst på grund af Løkkes Landbrugspakke og de lovede mini-vådområder, som aldrig blev til noget. Varm luft på våde enge. Løgn og latin.
De indre danske farvande kvitterer nu for det overskydende kvælstof med slimet fedtemøg i vandet og på stranden, algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.
Senest er Naturstyrelsen sågar gået i gang med at indskrænke et område ved Skjern Å, der ellers var udlagt til vådlægning og udtagning af drift. Således har styrelsen reduceret den oprindelige størrelse på et projekt i Skjern Enge fra 1.500 hektar til nu kun 1.100 hektar.
Undersøgelsesområdet for det oprindelige projekt på cirka 1.500 hektar er vist med gult. Naturstyrelsen vil gå videre med projektet inden for den røde streg, der omkranser cirka 1.100 hektar.
Kort: Naturstyrelsen
Der er således rigtig lang vej til de 400.000 hektar, som skal udtages – hvis man allerede i det allerførste år reducerer oprindelige planer med mere end en fjerdedel. I det ovennævnte tilfælde fra 1.500 til 1.100 hektar.
Minister for Den Grønne Trepart, Jeppe Bruus (S), skal i så fald have ekstra travlt med andre områder, som må lægge jord til i stedet. Som kompensation for indskrænkningen. Og så er der jo også lige nogle uheldige ulve, som skal skydes.
Den lille Ganer Å løber ud i den store Skjern Å ved den meget omtalte Hestholm Sø, hvor mange laksesmolt hvert år går tabt under deres nedtræk til Ringkøbing Fjord. Dette inden den endelige udvandring til Vesterhavet, Nordsøen og Nordatlanten. Eller hvad man nu vælger at kalde denne del af Atlanterhavet.
Øvre dele af Ganer Å blev retableret i årene 2007-2010. Nye slyngninger og nye gydebanker kom til ved den lejlighed. Siden kom turen til Høghøj Dambrug, som med en 1,1 meter høj opstemning ved vandindtaget effektivt spærrede for vandrefiskenes frie passage.
Denne hindring blev i 2015 erstattet af en ny faunapassage med indbygget strømrende samt en ti meter bred overløbskant til den nye fiskepassage. Ganer Å nedstrøms stryget blev retableret med syv gydebanker og udlægning af kampesten som fiskeskjul. Det gamle stemmeværk og den gamle fisketrappe blev fjernet helt.
Nu er turen så kommet til de omkringliggende engarealer, der skal sættes under vand, så udvaskningen af kvælstof reduceres. Derfor må én vej lukkes helt og to hæves. Det kommende projekt indgår i Den Grønne Trepart og fokuserer på at restaurere ådalen omkring såvel Ganer Å som Kirke Å.
Det er Ringkøbing-Skjern Kommune, som er tovholder på projektet.
16. maj 2025
For et par måneder siden var jeg på en af mine mange vandreture til skovene ved Fussingø. Og det var ikke noget kønt syn, der mødte mig. Overalt lå der store hegnspæle og ruller med tykt galvaniseret hegn.
Et par uger senere var jeg derude igen. Denne gang mødte jeg en skovarbejder i fuld gang med at gøre klar til trådhegnet. Bag ham dunkede en stor maskine, som var i gang med at banke store pæle i skovbunden. Han virkede venlig og imødekommende, så jeg spurgte ham, om de var ved at hegne dyrene inde eller mig ude?
Han grinede lidt og fortalte så, at de var ved at gøre klar til udsætning af stude og kronhjorte. Til afgræsning af den nye naturnationalpark.
Det var planen, at hjortene skulle udsættes bag hegn og her vænne sig til deres nye omgivelser. Efter et stykke tid skulle de så have lov til at vandre ud og indtage området uden for hegnet.
Det sagde i hvert fald skovarbejderen, og det lød jo ganske tilforladeligt. Naturstyrelsen havde åbenbart en plan.
Siden tog indhegningen imidlertid til. Nye jernlåger og kostbare færiste i beton skød op – så store og dyre, at de næppe skal pilles ned igen lige med det samme. Hvis nogensinde.
Siden kom der nye skilte rundt omkring. De fortalte, at der i alt skal sættes 14,5 km kraftigt stålhegn op om den nye Naturnationalpark Fussingø.
14,5 km af den slags, som ingen ulve kommer over uden hjælp.
16. maj 2025
På en af mine tidligere faste ruter ved Fussingø stødte jeg pludselig ind i et langt hegn, som ikke havde været der før, og som jeg ikke kunne komme hverken over eller forbi.
Jeg måtte gå hundrede meter langs det, førend der var en åbning – i form af en port, der endnu ikke var færdiggjort. Heldigvis, for ellers havde jeg nok stadig gået rundt derude. En anden stålport var stor, tung og elektrisk. Og ikke taget i brug endnu.
Naturstyrelsen vil åbenbart sikre sig, at udsatte dyr ikke kan komme ud af Naturnationalpark Fussingø igen. Hvis de først er kommet ind.
Eller er det de besøgende, der skal holdes ude? En mærkelig oplevelse, når man nu har vandret frit i statsskovene herude i mere end tyve år. Det er åbenbart slut med det.
– Måske der snart dukker iskiosk og pølsebod op herude? Sammen med en sauna ved søen?
Badebroen ved den tidligere så fredelige Fussing Sø er i hvert fald allerede et tilløbsstykke for mange lokale. Ind imellem også festglade unge. Havørnen er således fortrængt til den fjerneste østende af søen.
Er det mon sådan, kommende “naturnationalparker” skal skrues sammen i vore ulvefrygtsomme og naturforskrækkede dage?
Lige nu er der næsten mere “vild” natur i Randers Regnskov, end der er i Naturnationalpark Fussingø…
16. maj 2025
Tænketanken Hav har set nærmere på de områder, regeringen i sit seneste udkast har tænkt sig at friholde for fiskeri med bundslæbende redskaber.
Et nærmere kig viser desværre, at der allerede foregår et meget begrænset fiskeri med sådanne redskaber netop her. Givet fordi der ikke længere er fisk at fange eller muslinger at skrabe i disse områder.
Det er således en gratis omgang at friholde netop disse områder for det skadelige fiskeri med bundslæbende redskaber. Og så ellers fiske ufortrødent videre, hvor der stadig er noget at komme efter – noget at fange og potentielt at redde.
Tænketanken Hav mener alligevel, det er godt, når regeringen nu foreslår at beskytte flere kystnære havområder. Fordi den dermed tager et vigtigt skridt mod at leve op til de EU-forpligtelser, man hidtil har svigtet på det groveste.
Men dette tiltag må ikke stå alene, og der er i regeringens udkast udeladt flere markante områder – heriblandt det vigtige og unikke havområde i Vadehavet, hvor der sågar stadig bomtrawles med kæmpestore skibe. Værre kan det næsten ikke blive.
Der er således brug for en langt større indsats til at udvikle dansk erhvervsfiskeri i retning mod mindre påvirkning af bundmiljøet. Derfor har Tænketanken Hav lavet en handlingsplan for fremtidens fiskeri, som foreslår følgende tiltag:
Der skal være store trawlfrie områder i Bælthavet, Kattegat og Vadehavet. Der skal ske en omlægning fra fiskeri med bundtrawl til brug af redskaber med mindre miljøpåvirkning. Endelig skal der indføres fuldt dokumenteret fiskeri med kamera ombord, hvilket fiskerne selv er meget imod. Uvist af hvilken årsag.
Tænketanken Hav opfordrer med sin nye handlingsplan de politiske partier i Folketinget til at enes om en mere ambitiøs politisk aftale for fremtidens fiskeri. En plan, der kan og skal redde de sidste rester af vandmiljø og fiskebestande.
Vi må se, om der her er den fornødne velvilje – og det fornødne flertal.
Det har der ikke været hidtil.
16. maj 2025
Den 30. april 2025 klokken 13 var der samråd i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg. Det drejede sig om Randers Kommunes ansvar i den verserende sag om Nordic Waste. Udvalget havde indkaldt miljøminister Magnus Heunicke (S) i åbent samråd.
Samrådsspørgsmål S-092:
Kan ministrene redegøre for, om Randers Kommune er ansvarlig for at betale regningen efter Nordic Waste ved massive velfærdsforringelser?
I så fald mener ministrene da, at dette er i overensstemmelse med statsministerens udtalelse 22. januar 2024, hvor statsministeren fastslog, at det vil være fuldstændig urimeligt, at børnehavebørnene eller de gamle i Randers skal betale for, at en virksomhed ikke selv vil bidrage?
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Nick Zimmermann (DF), der tidligere har forholdt sig kritisk til Randers byråd, som han selv har været medlem af. Zimmermann er i dag medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti.
Spørgsmålet har fornyet relevans, da vi netop har modtaget resultatet af den anden advokatundersøgelse i sagen. Den første bestilte ledelsen af Randers Kommune selv, og den gav ikke uventet kommunen en god karakter for håndtering af sagen.
Den anden advokatundersøgelse, som en mere skeptisk gruppe i byrådet selv havde bestilt, forholder sig noget mere kritisk til kommunens håndtering af sagen. Den sætter således spørgsmålstegn ved mange ting, men mener trods al kritikken ikke, at kommunen kan retsforfølges.
Nu venter vi så spændt på den tredje advokatundersøgelse, som staten snart vil barsle med. Det drejer sig jo for såvel kommune som stat om, at ansvaret entydigt kan placeres hos den tidligere ejer af Nordic Waste, Flemming Østergaard-Nielsen fra USTC koncernen.
Herefter kan man så vælge at gå videre med sagen til EU domstolen, hvor man håber at få medhold til videre retsforfølgelse af USTC. Sidstnævnte stak jo af fra oprydningen ved at erklære sit selskab Nordic Waste konkurs.
Oprydningen efter Danmarkshistoriens største og aldeles selvforskyldte jordskred i Ølst Bakker har kostet i omegnen af en halv milliard kroner. Heraf har staten sponseret en del af de tidlige udgifter via øremærkede tilskud.
Tilbage står imidlertid 300 millioner kroner, som Randers Kommune efter alt at dømme og i hvert fald indtil videre selv må udrede. Dette via et statsgaranteret lån, der skal afdrages over 25 år. Efter fem afdragsfrie år.
Det er således en kold tid, Randers Kommune går i møde – med uundgåelige besparelser på unge og ældre, sundhed og undervisning. Vi har allerede mærket de første.
10. maj 2025
For nylig tog Greenpeace Danmark initiativ til at udstille den dobbeltmoral og det skønmaleri, der præger dansk turisme generelt og ansigtet udadtil specielt.
Det resulterede i en ny kampagne, som brugte navnet på Danmarks officielle turistorganisation “VisitDenmark”. En statsstøttet organisation, der markedsfører lille Danmark i det store udland. Og som ind imellem maler bølgen en hel del mere blå, end den er og kan bære. I den hellige turismes navn.
Navnet på Greenpeace’s nye kampagne var “ReVisitDenmark”, der fokuserede på de mange tomme løfter om naturoplevelser i Danmark.
Det gjorde den effektivt med en video, som hurtigt gik viralt – med præsentation af Danmark, som landet i virkeligheden tager sig ud. Et Danmark, der er meget forskelligt fra det, VisitDenmark ynder at præsentere.
Det nye initiativ faldt imidlertid VisitDanmark for brystet. Den officielle og statsstøttede turistorganisation klagede over navnesammenfaldet, der jo ikke var tilfældigt. Efter nogle “venlige samtaler”, som Greenpeace selv formulerer det, er miljøorganisationen nu tilbage med et nyt navn og en frisk identitet:
“Tourism Denmark”
VisitDenmark har aldrig været målet for den oprindelige Greenpeace kampagne. Det var og er derimod den danske regerings miljøpolitik eller mangel på samme. Og derfor imødekom Greenpeace naturligvis anmodningen fra VisitDenmark.
Kampagnen relanceres nu med det nye navn, men de samme miljømæssige vidundere, som blev præsenteret i den oprindelige video. Under overskriften:
“Besøg det Nordiske Døde Hav”
Dette naturligvis med henvisning til algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød, der hærger de indre danske farvande og gør dem slimede og ulækre. Efter årtiers overgødskning fra landbruget.
10. maj 2025
I forbindelse med den nye kampagne vil Greenpeace Danmark gerne invitere på nogle særlige naturoplevelser ude i landet.
OplevDanmark anno 2025 på tre ekstraordinære guidede ture. Alle tre viser de resultaterne af mødet mellem industrielt landbrug og miljøbeskyttelse i Europas mest intensivt dyrkede landskab.
1: Naturmeditation på marken
Oplev den perfekte tomhed i det danske landskab, hvor halvdelen af vores land udnyttes til at dyrke foder til millioner af grise. Vore endeløse marker tilbyder uovertruffen stilhed til dit stille retræte.
Intet distraherer dig. Ikke engang fuglesang. Det er en “fuldkommen stilhed” skabt af Danmarks industrielle landbrug. En oplevelse, du ikke finder andre steder i Europa.
2: Cykeltur gennem “beskyttet” natur
Lad os være ærlige: Danmark er det land i EU, der har mindst beskyttet natur. Men den natur, der så har beskyttet status – den er helt unik.
Deltag i vores cykeltur gennem golfbaner, landsbyer og langs motorveje – altsammen officielt en del af Danmarks Natura 2000 områder, som huser noget af Danmarks bedst beskyttede natur.
3: Fisketur i Skive Fjord – fanger du noget?
Test dine evner mod naturens hårdeste modstander – det Nordiske Døde Hav. Kun de dygtigste og heldigste lystfiskere har en chance for at fange fisk i Skive Fjord.
Tag med på jagt efter de få overlevende fisk i Skive Fjord – engang et rigt økosystem, nu mest mudder og minder. Vi garanterer ikke fangst, men et wake-up call om konsekvenserne af Danmarks landbrugspolitik.
Tid og sted for ovennævnte ture finder du på Greenpeace Danmarks officielle hjemmeside. Greenpeace slutter sit kampagne af med følgende oprop:
“Naturen kalder”
“Det ville den, hvis den stadig havde en stemme”
10. maj 2025
I takt med sin hastigt svindende respekt verden over har US præsident Donald Trump fået smigrende tilnavne som Donny Two Dolls og The Twitter Toddler – for blot at nævne to af de suverænt pæneste.
Den gulerods-sminkede præsident for verdens mægtigste militærmagt sendte derfor sin dødsengel og øjenskyggede vicepræsident J.D. Vance på verdensturné. Nu skulle der rettes op på det amerikanske renommé.
Først gik turen til Grønland, hvor ingen imidlertid ville mødes med Vance. Her havde man jo kort forinden stiftet bekendtskab med Trump Junior, der med MAGA-følge havde været på et aggressivt lynbesøg i Nuuk. I farmand Trumps to private jetfly.
Det var ingen god oplevelse for indbyggerne i Nuuk. De lod sig ikke imponere af det amerikanske MAGA-sjov. Ingen ville derfor mødes med herr og fru Vance, som ellers skulle have været til slædehundemesterskab med tilhørende “photo ops”.
Besøget endte beskæmmende med, at the Vances i stedet måtte nøjes med en lynvisit til den amerikanske Space Base i Pituffik længst mod nord. Den gamle Thule Air Base.
Her havde ingen naturligvis mod eller mandshjerte til ikke at tage pænt imod USA’s vicepræsident og frue. Det var jo næsten bossen selv, der kom forbi. USA’s næstkommanderende. Ægteparret Vance blev blot på basen i få timer, inden turen gik tilbage til varmen i Florida. Hjem til onkel Trump’s trygge hyggeresort i Mar-a-Lago.
Den amerikanske Pituffik base, der huser omtrent lige så mange danske som amerikanske medarbejdere, havde en kvindelig chef. Havde. Hun skrev efter Vance’s besøg et åbent brev, der fokuserede på det gode og langvarige forhold mellem gæsterne fra USA og værterne fra Grønland.
Det bekom desværre ikke manden med øjenskyggen. Få dage senere modtog basekommandanten nemlig en fyreseddel fra den kønsforskrækkede vicepræsident.
10. maj 2025
Værre endnu gik det senere i Vatikanet, hvor den nykatolske vicepræsident havde inviteret sig selv på besøg hos den både alders- og sygdomssvækkede pave Frans.
Paven døde nemlig dagen efter besøget fra J.D. Vance, som efterfølgende fik tilnavnet Dødsenglen. Dennes besøg og håndtryk blev åbenbart for meget for Guds førstemand på Jord. Vance selv havde kun været katolik i to år og kunne ikke dy sig for at udnytte posten som USA’s vicepræsident.
Dette til at mødes med paven i en unik “photo op”, som amerikanerne kalder det, når man kan profilere sig selv og sine i celebert selskab. Noget, præsident Trump med følge kender bedre til og bruger mere end de fleste. Og meget mere celebert end et paveligt håndtryk kunne det næppe blive.
Herefter døde paven, og Vance rejste til Indien, som straks startede en krig med naboen Pakistan. Inden da havde vicepræsidenten dog nået at tabe en mesterskabspokal, som gik i stykker ved overrækkelsen uden for det Hvide Hus.
Det skete efter Ohio State Buckeye’s sejr i 2025 Coollege Football Playoff National Championship. The Buckeyes vandt over finalisterne Notre Dame tilbage i januar, og det skete på selveste Donald Trumps indsættelsesdag.
Den kendsgerning udløste naturligvis en celeber invitation fra vicepræsidenten, der siden selv sørgede for at tabe pokalen – for åben skærm og rullende kameraer.
Vance nåede også lige at endorse eller anbefale sin egen lillebror i et valg om borgmesterposten i Cincinnati, Ohio. Et valg, brormand efterfølgende tabte med et brag og mindre end 15% af stemmerne.
Så J.D. Vance er bestemt ikke nogen, man skal ønske sig at få besøg af eller opbakning fra.
Det kan i værste fald være dødbringende.
10. maj 2025
Det var en sorgens dag, da landbruget gjorde sit indtog på landets universiteter. Heriblandt Aarhus Universitet, der sammen med Københavns Universitet har stolte forskningstraditioner og i hvert fald tidligere nød international anerkendelse.
Siden kom den berømte oksekødsrapport til. Her viste landbruget for første gang sit sande ansigt som agroforskere, der havde endog meget svært ved at holde tingene adskilt. Oksekødsrapporten, der skulle belyse oksekøds klimabelastning, blev således til med tilskudsmidler fra – kvægavlen…
Og nu, blot få år senere, ser den så ud til at være gal igen på samme Aarhus Universitet.
I hvert fald har Praksisudvalget her netop vurderet, at der herfra er blevet lagt hindringer i vejen for en kritisk rapport, som fokuserede på alternative måder at opgøre klimabelastningen fra kødproduktion på.
Den rapport ville agroforskerne åbenbart ikke have frem eller lægge navn til, så den blev skrinlagt. Praksisudvalget vurderede efterfølgende, at Institut for Agroøkologi havde lagt pres på forsker og forskningsfrihed. Eller at det i hvert fald kunne føles sådan og se sådan ud.
Institutleder på Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet Jørgen E. Olesen gjorde sig i sin tid til talsmand for Esben Lunde Larsens (V) og Lars Løkke Rasmussens (V) berømte Landbrugspakke.
En pakke, der gav landbruget lov til at bruge 20-30% mere gødning end hidtil. Og en pakke, der fik læsset til at vælte og fedtemøget til at skylle ind på strandene efter massive iltsvind.
3. maj 2025
Jørgen E. Olesen opponerede allerede dengang mod professor Stiig Markager, der som en af de første advarede mod konsekvenserne af de øgede gødningsmængder fra Landbrugspakken.
Og hermed var kimen lagt til en efterfølgende retssag mod samme Stiig Markager. Anlagt af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, som dog tabte sagen og slaget med et brag.
Markager advarede med rette mod Landbrugspakken. Det kan vi se her snart ti år efter pakken, hvor fedtemøget nu dækker store dele af vore strande i sommerhalvåret. På grund af de alt for store gødningsmængder, pakken gav landbruget mulighed for at bruge.
Institutleder Jørgen E. Olesen får nu kritik af universitetets praksisudvalg, der beskæftiger sig med sager om forskningsfrihed.
Olesen har angiveligt hindret udgivelsen af en forskningsrapport udarbejdet af postdoc Peter Brinkmann Kristensen og derved lagt pres på en ansats sikrede publicerings- og forskningsfrihed.
Sådan lyder i hvert fald udvalgets vurdering. Peter Brinkmann Kristensen var ansat til at forske i jordbrugssystemer og bæredygtighed. Det resulterede i en rapport om afgræsning af naturarealer og forskellige måder at opgøre klimabelastningen fra kødproduktion på. Med klare tråde tilbage til oksekødsrapporten.
Vigtig forskning i disse miljøtider med Grøn Trepart i fokus. Brinkmann havde ifølge eget udsagn fulgt instituttets sædvanlige procedurer for publikation af forskningsresultater. Og han regnede derfor med, at selve publiceringen ville være en ren formsag.
Det mente institutleder Jørgen E. Olesen imidlertid ikke, hvorfor rapporten aldrig nåede videre. En oksekødsrapport med modsat fortegn, kunne man derfor kalde den.
3. maj 2025
Som tidligere nævnt her på siden har anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi anklaget Naturstyrelsen for vanrøgt af ikke mindre end 77 stykker kvæg på styrelsens arealer i Mols Bjerge.
Vanrøgten skal være sket i vinteren 2021 og resulterede senest i et bødeforlæg på 800.000 kroner. I tilgift hertil tiltalte politiet to ansatte i styrelsen, hvoraf den ene blev midlertidigt fritaget for tjeneste, mens den anden er gået på pension.
Politiet går dog stadig efter en fængselsstraf til begge, der risikerer op til to år bag tremmer for mishandling af dyrene. Af de 77 stykker kvæg, som indgår i sagen, er de 29 ifølge politiet blevet behandlet så dårligt, at det har karakter af mishandling.
Naturstyrelsen, der lige nu er i fuld gang med at indhegne den kommende naturnationalpark ved Fussingø vest for Randers med 14,5 km hegn, valgte overraskende at betale bøden på 800.000 kroner. Hermed undgår styrelsen helt at skulle møde op ved Retten i Randers.
Der er tale om en bøde, som ifølge Kammeradvokaten er usædvanligt stor. Men så er sagen også uden sidestykke, da der sjældent er tale om så mange mishandlede dyr som her. Ejheller i en forfatning, der er så ringe, at der i dyrlægerapporten står følgende:
“Kvægets huld er i øjeblikket under al kritik.
Det kan på ingen måde accepteres at have kreaturer gående i denne tilstand.”
Det er faldet enkelte for brystet, at Naturstyrelsen sådan kan købe sig fri for at stå til ansvar og stille op i retten. Endda med penge betalt af skatteyderne. Det er jo vore penge, styrelsens bøde over styrelsens brøde bliver betalt med.
Men det er ifølge Kammeradvokaten helt inden for lovens rammer. Naturstyrelsen er i retslig forstand en såkaldt “juridisk person”, der ved anerkendelse og betaling af bøden har erkendt sit fulde ansvar. Og dermed slipper styrelsen altså for en pinlig tur i retten.
Det gør sagens to hovedpersoner dog ikke. De risikerer stadig fængsel, hvis de dømmes skyldige i dyremishandling. Op til to år i henhold til gældende lovgivning.
Sagen begyndte den 29. april. Med ni retsdage sat af til sagen.
3. maj 2025
En af de rigtig gamle og helt store opstemninger i grænselandet er nu på vej væk. Det drejer sig om grænseåen Sønderå, hvor opstemningen ved Store Jyndevad Mølle længe har været en torn i øjet på miljøfolk og lystfiskere.
En kvart kilometer nyt vandløb er allerede gravet, og der mangler stadig godt én kilometer, inden arbejdet med det nye omløb er færdigt. Det første spadestik blev taget den 1. april, og det var ingen aprilsnar.
Arbejdet skrider planmæssigt frem og forventes afsluttet sidst i august i år. Men inden da skal der graves og flyttes rigtig meget jord. Således regner man med, at der skal flyttes op mod 70.000 m3 for at skabe det nye omløb, der vil være 8-14 meter bredt.
Omløbet skal gå uden om en §3 og Natura 2000 beskyttet mølledam, der siden sin oprettelse har spærret vejen for vandrefisk som laks, havørred og ikke mindst den udryddelsestruede snæbel.
Fisk, som alle er på vej mod deres gydepladser længere opstrøms i åsystemet.
Da mølledammen er fredet, kan den ikke fjernes. I stedet må man anlægge et bekosteligt omløb. I forbindelse hermed skal der bygges en vejbro i beton og en bro i stål. Der skal samtidig graves en næsten 1.000 m2 stor erstatningssø.
Der skal etableres et indløbsbygværk og spunses en helt ny udløbskant i mølledammen. Endelig skal der udlægges knapt 5.000 m3 gydegrus og 2.750 m3 sikringssten. Ingen ringe præstation for at rydde op efter fortidens synder, som man jo var glade for i sin tid.
Det hele forventes som sagt færdigt sidst i august, hvor det bestemt vil være en rejse og et besøg værd. Det er moderne historie, der her skrives. Og et dejligt lyspunkt i en ellers mørk tid for vandmiljøet.
3. maj 2025
Sønderåen danner grænse mod Tyskland over en flere kilometer lang strækning, inden den mødes med Vidåen sydvest for Tønder. Herfra løber vandet gennem den sivomkransede Magisterkog og når til sidst Vadehavet ved Højer Sluse.
Store Jyndevad Mølledam har en fascinerende historie, der strækker sig næsten 800 år tilbage i tiden. Mølledammen blev anlagt i 1357 af munke fra Løgum Kloster, der allerede havde opført en anden mølle syd for åen så tidligt som år 1230.
Munkene kom sydfra og brugte ikke mindst dammene til opdræt af fisk, primært karper. En færdighed, de bragte med sig fra Sydeuropa. Munkene var jo katolikker, der ikke spiste kød under fasten. Det gjorde fisk til en vigtig del af kosten. Og vådt guld i mølledammene.
I 1896 blev den nuværende Store Jyndevand vandmølle opført ved Sønderå. Møllen fungerede som Kongelig Korn- og Valsemølle, der malede mel. I nyere tid har møllen også produceret elektricitet.
Et stemmeværk fra 1600-tallet er stadig en del af anlægget, hvilket vidner om stedets lange teknologiske udvikling. Møllebygningen er i forfald, men beboelseshuset stadig brugbart. Der er således en tydelig sammenhæng mellem åen, møllen og mølledammen, som i dag er fredet.
Det gør området til et vigtigt kulturmiljø med rødder langt tilbage i tiden. Og et kostbart omløb nødvendigt for at lade vandrefiskene passere opstemningen på deres vej mod gydepladserne.
3. maj 2025
Nu fik (tog) de så pengene til Generationsforureningerne på Harboøre Tange.
Region Midt, Klimatoriet, Århus Universitet, Forskningsfonden (Cheminova) og Lemvig Kommune er glade, men de kan ikke levere varen – en oprensning af Cheminovas forurening på Harboøre Tange.
Vi får i første omgang endnu et forskningsprojekt, som har til formål at rykke penge ud af puljen. Ikke for at få fjernet forureningen. Det ligger der ingen krav om. Men det har heller aldrig været deres (regionens) plan.
Som et led i processen forsøger de at presse yderligere penge ud af begrebet “generationsforureninger” – de meget iøjnefaldende prisstigninger på forsøgsprojektet. Det er den måde, de taler sammen på. Send flere penge, hvilket betyder “Stop nu det cirkus!”
Regionen kan ikke magte opgaven. Men det kan de jo ikke sige, når de én gang har sagt, at de godt kunne klare opgaven. For at få fat i pengene.
Regionens indtil videre bedste løsningsforslag er at indkapsle en del af giften og lade resten forsvinde ud i Limfjorden og Vesterhavet. Sammen med fabrikkens spildevand.
Forureningen skal, på samme måde som fabrikken, kun levere penge. Enten ved produktion af giftstoffer eller ved at malke statskassen. Det er det tomrum, vi nu er fanget i.
Pengene ligger dels hos Regionen og dels i Statskassen. Nu består kunsten i at lave så meget støj, at de kan få pengene. Det sker ved at flytte rundt på de forskellige ”kasser” blandt konsulentfirmaer, Klimatoriet og andre serviceorganer inden for det offentlige.
Målet er IKKE at få fjernet giften på Harboøre Tange. Det er kun et alibi. Målet er at få så mange penge ud af kassen til andre formål i bl.a. Lemvig Kommune.
Det er derfor, Cheminova/Forskningsfonden godt kan komme med i dette arbejde, og vi andre ikke kan. Det er derfor, at vi / FjernGiften er blevet udelukket fra både den talte, viste og skrevne presse.
Det her handler ikke om forurening længere. Det handler om at have et alibi og skabe et narrativ omkring legenden Cheminova.
For at kunne skrabe så mange penge til sig som mulig.
Med venlig hilsen og god weekend,
Bjarne Hansen
Thyborøn
En donation på 60 millioner kroner fra A.P. Møller Fonden gør det nu muligt for Nationalpark Mols Bjerge at bygge det besøgscenter, der længe har stået højt på både den nationale og den kommunale ønskeseddel.
”For Fonden er det en glæde at bidrage til et besøgscenter for de mange gæster i den enestående nationalpark.
Besøgscentret skal være i samklang med både Kalø Slotsruin såvel som det smukke landskab, og jeg ser frem til, at det står færdigt om få år.”
Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, formand for A.P. Møller Fonden
Besøgscentret bliver gæsternes naturlige indgang til parken. En park, der blandt andet omfatter området Skovbjerg med de arealer, som Fonden købte helt tilbage i 1971 og derefter skænkede til staten for sikre dem til en kommende naturpark. Ellers var det blevet til et nyt sommerhusområde.
Arkitektfirmaet Arkitema vandt opgaven, da Nationalparkens bestyrelse tilbage i 2016 udskrev en arkitektkonkurrence om besøgscentret. Et center, som skal være i harmoni med den historiske Kalø Slotsruin og det omkringliggende landskab.
Syddjurs Kommune har allerede udarbejdet en lokalplan for projektet, lige som kommunen tidligere har besluttet at støtte projektet ved at stå for udviklingen af udearealerne ved besøgscentret.
Som en del af arbejdet bliver den strandeng, hvor dæmningen til Kalø Slotsruin udgår, genetableret.
Kalø Slot blev bygget i 1313 af Kong Erik Menved, som var grundigt træt af ikke mindst Marsk Stig, der i en periode indtog og beboede øen Hjelm ud for Djursland. Men det er en helt anden og meget længere historie.
Nationalparkens besøgscenter bliver et bæredygtigt byggeri helt ned til stranden ved Kalø Vig. Med slotsruinen som nærmeste og synligste nabo.
Planen er, at centeret kan slå dørene op i 2028. Indtil da skal vi nok regne med en del trafikkaos ved den i forvejen smalle vej.
25. april 2025
Vi har set det flere gange før, og den 10 marts oplevede vi det så igen:
Tangeværket blokerede vandstrømmen så meget, at Danmarks længste vandløb næsten tørrede ud – med en vandstand, der faldt op mod 80 cm. Store dele af åen har derfor været tørlagt.
Disse tørlægninger skyldtes tidligere den ulyksalige intervaldrift, som Tangeværket benyttede og stadig benytter sig af for at maksimere elproduktionen og indtjeningen på vandkraften:
Man fylder det kunstige vandmagasin Tange Sø op, når elpriserne er lave. Og lukker så det opstuvede vand ind gennem turbinerne, når elprisen er højest mulig.
Denne intervaldrift bevirker, at vandstanden i Gudenåen kan svinge meget. Så meget, at Gudenåen med mellemrum tørlægges. Med det triste resultat, at gydebanker blotlægges og alt liv i dem dør.
Men ikke nok med det. Når så Tangeværket igen lukker vand gennem turbinerne, stiger vandstanden nedstrøms værket og eroderer de udtørrede brinker – med en massiv sandvandring til følge.
De eroderede sandmængder aflejres længere nedstrøms, hvor vandstanden stiger, så landmændene kan have svært ved at komme af med deres drænvand fra markerne. De. klager så efterfølgende til Randers Kommune og kræver opgravning af sandet.
Vi har derfor gennem mange år lagt Tangeværket og Gudenaacentralen for had, når intervaldriften medførte, at åen skiftevis blev tørlagt og brinkerne efterfølgende eroderet bort. Senest skete det således både den 14. oktober og den 24. november sidste år.
Men nu kan vi imidlertid ikke give Tangeværket og Gudenaacentralen skylden længere. Nu er det nemlig energiselskabet Norlys, der har købt værket og overtaget driften.
Det er således Norlys, der i dag råder over både elværket og de tilhørende driftsbygninger. Og Norlys, der hermed har overtaget ansvaret for værkets drift og de miljømæssige konsekvenser heraf.
25. april 2025
Fremtiden for Gudenåen og Tange Sø stod på dagsordenen, da Norlys den 24. april i år havde indkaldt til repræsentantskabsmøde. Norlys er et energiselskab, der har købt og fusioneret sig til et samlet ejerskab på mere end 700.000 jyske elkunder.
Med i købet fik Norlys også Gudenaacentralen med tilhørende Tangeværk og vandkraftmagasinet Tange Sø, som man i Norlys tydeligvis holder meget af og derfor hæger om. Et værk, der i over 100 år har tjent millioner af tilskudskroner til sine tidligere midtjyske ejere.
Den 10. marts var det imidlertid ikke den profitstyrede intervaldrift, der endnu engang udløste problemet. Denne gang skyldtes det ifølge Tangeværket selv en teknisk fejl, som man tilsyneladende ikke har oplevet før. I de ellers mere end 100 år, man har drevet værket.
Ifølge en aftale med det tidligere Viborg Amt har Tangeværket forpligtet sig til at fastholde en minimumsvandføring nedstrøms værket på 6 m3/sek. Det lykkedes man desværre ikke med den 10. marts. Trods ellers muligheden for at åbne bundventiler eller nødslusen.
Den nuværende Viborg Kommune har derfor bedt Tangeværket om en forklaring og en beredskabsplan, så man undgår tilsvarende ødelæggelser og tørlægninger i fremtiden.
Overfor kommunen forklarer Gudenaacentralen i et længere svar, hvordan man i fremtiden vil undgå tilsvarende tørlægninger af landets længste vandløb, Gudenåen:
“Tangeværkets generatoranlæg er afhængig af at kunne lede strømmen fra turbinerne ud i elnettet, og derfor er en nødgenerator ikke en mulighed ved udfald. Derfor opererer Tangeværket også med en nødsluse, der kan aktiveres manuelt.”
Men hvad hjælper det, hvis man ikke kan benytte nødslusen ved strømudfald? Hvis det 100 år gamle anlæg er så slidt, at man ikke kan aktivere nødslusen øjeblikkeligt?
25. april 2025
Nødslusen ved Tangeværket blev desværre ikke aktiveret den 10. marts, hvor gydebanker nedstrøms værket var tørlagt i flere timer. Tangeværket siger selv én time.
Uanset tidsrummet, så skete det med uundgåelig skade på livet i de gydebanker, som blot få måneder forinden er blevet benyttet af Gudenåens laks og havørreder. Hvad der måtte ligge af æg og yngel er blevet kvalt.
Det fremgår desværre ikke af svaret fra Tangeværket til Viborg Kommune, hvordan man på pålidelig vis skal kunne undgå tilsvarende situationer. Når man nu har haft mere end 100 år til at lære sig at håndtere Gudenåen, Tange Sø og de i dag nedslidte turbiner.
Derfor skulle Norlys den 24. april tage stilling til, om man vil leve op til et grønt image som samfundsbevidst energiproducent. Eller om Norlys’ mere end 700.000 kunder fremover må se sig om efter en anden leverandør af elektricitet, telefoni, internet og anden kommunikation.
Så man ikke fremover støtter de periodiske tørlægninger, der forårsager massiv sandvandring. Og gør livet umuligt for både optrækkende laks og havørreder på gydebankerne samt nedtrækkende udryddelsestruede ål, der bliver dræbt af de roterende turbineblade.
Er man abonnent hos Telia, har man længe fået melding om, at man snart skifter til Norlys. Det sker den 5. maj, hvor Telia Mobil Danmark A/S bliver til Norlys Mobil A/S.
Så må vi se, hvordan Norlys vil håndtere sit ejerskab af Tangeværket. Om man vil give Gudenåen livet tilbage efter mere end 100 år i dødbringende vandkraftens lænker. Eller bevidst fortsætte den økologiske katastrofe med bind for øjnene.
Som gammel Telia-kunde følger jeg naturligvis ekstra godt med. Og taler både pænt og imødekommende, når ivrige sælgere fra 3, Telenor og YouSee med flere regelmæssigt ringer ind for at gøre deres hoser grønne.
De må da selvforskyldt lægge ører til mine udgydelser om Norlys, Tangeværket og Gudenåen. Og om, at Norlys risikerer snart at komme for EU-domstolen.
Og hvem ved? Måske får de ihærdige sælgere noget ud af deres anstrengelser.
Det bestemmer Norlys selv.
25. april 2025
Formanden for Regional Udvikling i Region Midtjylland, Venstres Bent Graversen, har travlt med at fortælle folk, at Lemvig Kommune ikke har noget at gøre med Cheminovas forurening på Harboøre Tange. Eller de penge, som er afsat til oprensning af samme.
Alt imens har Lemvig Kommune fuldt op at gøre med at redesigne Klimatoriet. Dette via vedtægtsændringer og flytning af regionale forureningsarbejdspladser til Klimatoriet i Lemvig, så man her kan modtage og fordele pengene, der er bevilget til oprensningen af Cheminovas gamle forurening.
Det hele foregår i en skøn samdrægtighed, så Lemvig Kommune, Region Midtjylland, Århus Universitet og Forskningsfonden Auriga kan få indflydelse på fordelingen og prioritering af de bevilgede penge.
Dette sammen med alle deres samarbejdspartnere, nemlig de forskellige konsulentfirmaer, som også er medlemmer af Klimatoriet.
Når dette samarbejde spiller, har vi, lokalbefolkningen på Harboøre Tange, ikke en kinamands chance for at komme til. Giften får derfor lov til at ligge, og de fleste af pengene fordamper op i Vorherres blå luft.
Det hele kan virke meget forvirrende, men jeg skal nok forklare nærmere hen over sommeren. Man kan ikke sidde på knæene af hinanden og påstå man er uafhængig, når man fodres af samme gryde.
God Påske til jer alle,
Bjarne Hansen
Thyborøn
Vi har set det flere gange før, og nu ser vi det så igen: Danmarks længste vandløb har på det seneste været næsten udtørret – med et fald i vandstanden på op mod 80 cm.
Store dele af åen har derfor været tørlagt, hvilket tidligere skyldtes den ulyksalige “intervaldrift”, som Tangeværket benyttede sig af for at maksimere elproduktionen og indtjeningen på vandkraften:
Man fylder vandmagasinet Tange Sø op, når elpriserne er lave. Og lukker først det opstuvede vand ud gennem turbinerne, når elprisen er højest mulig. Denne intervaldrift sikrer, at Gudenåen med mellemrum tørlægges – at gydebanker blotlægges og alt liv i dem dør. Det sikrer også en voldsom erosion af brinkerne.
Vi har gennem mange år lagt Tangeværket og GudenåCentralen for had, når driften her medførte, at åen skiftevis blev tørlagt og brinkerne efterfølgende eroderet bort. Med en massiv sandvandring til følge.
Nu kan vi imidlertid ikke give Tangeværket og GudenåCentralen skylden længere. Nu er det nemlig energiselskabet Norlys, der har købt værket og overtaget driften.
Norlys, der i dag råder over både elværket og de tilhørende driftsbygninger. Og dem, der hermed har overtaget ansvaret for værkets drift og konsekvenserne heraf.
Angiveligt er sagen denne gang en teknisk fejl på værket og ikke den traditionelle intervaldrift. Men mere herom senere.
Danmarks Radio har døbt Tangesagen “Danmarks længste søslag”, og Morten D.D. har kaldt den kunstige Tange Sø for “Naturens svar på et IKEA-møbel”.
En bekymret borger har i forbindelse med det massive vandpres på den gamle jorddæmning og frygten for et muligt kommende sammenbrud stillet dette uhyre relevante spørgsmål:
“Er der mon stemning for en dæmning?”
Det er der i hvert fald ikke alle steder og i alle kredse. Men det skal man tage stilling til den 24. april, hvor der er indkaldt til repræsentantskabsmøde i Norlys. En nyslået energi-gigant, der har købt og fusioneret sig til et samlet ejerskab på mere end 700.000 jyske elkunder.
Det er alle dem (læs: os), der skal tage stilling til, om Tangeværket fortsat skal kunne ødelægge vandmiljøet i Danmarks længste vandløb, Gudenåen. Det skal værket ikke:
Tange Sø skal naturligvis tømmes, så Gudenåen kan få livet tilbage.
Efter 100 år i vandkraftens lænker.
18. april 2025
Hvis du vil vide mere om Gudenåen, dens historie og det spegede spil omkring Tangeværket, så er her yderligere 30 artikler at blive klogere af:
https://ulnits.dk/biologi/biologi-underkategorier/#gudenaen
Den nuværende regering har forpligtet sig til at fordoble andelen af økologi i Danmark. Desværre går det skidt med implementeringen af dette lønlige løfte. Det skal jo ske ad frivillighedens vej, og den er både smal og hullet.
De seneste tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at antallet af økologiske landbrug for tredje år i træk er faldet – måske på grund af Ruslands invasion af Ukraine. Det økologisk dyrkede areal er tilsvarende skrumpet.
Helt konkret er der siden 2021 blevet 221 færre økologiske bedrifter og næsten 18.000 færre hektar økologisk dyrket jord. Ingen har lyst til at vove den økologiske pels, når krisen kradser og priserne stiger.
Kriser får uundgåeligt forbrugerne til at holde mere på pengene og satse på billigere produkter, der i sagens natur sjældent er økologiske. I perioden 2021-2023 faldt omsætningen af økologiske dagligvarer således med en halv milliard kroner.
En lille fremgang for det økologiske salg i 2024 gav et svagt håb om bedre tider. Men den udvikling holder næppe stand mod Donald Trumps idiotiske tariffer, som pt. har lammet hele verdensøkonomien eller i hvert fald truer med at gøre det.
Antallet af økologiske landbrug toppede i 2021, hvor der var 4.151 økologisk drevne bedrifter i Danmark. I 2024 var der kun 3.930 tilbage – en tilbagegang på lidt over 5%. Andelen af økologisk dyrkede arealer er ligeledes faldet med godt 5%.
Skal vi have mere økologi og mindre sprøjtegift, skal der helt enkelt indføres nye øre- og økomærkede tilskud som lokkemad. Det virker altid. Disse tilskud kunne jo passende tages af den nuværende milliardstore landbrugsstøtte, der primært går til det konventionelle giftlandbrug.
I den forbindelse må vi ikke glemme, at vor egen Miljø-Magnus Heunicke jo sikrede kemilandbruget yderligere ti år med RoundUp til nedvisning og orangegule marker.
Heunicke har desværre stadig ikke fattet, hvad der ligger i ordet “miljø”. Eller i at være minister for miljøet.
18. april 2025
Som det sikkert er gået op for de fleste, så har USA fået en ny præsident. En gulerodsfarvet tumling uden bare et minimum af forstand på, hvad han foretager sig. Han har til lejligheden omgivet sig med nyudnævnte embedsmænd, der er mindst lige så inkompetente som ham selv. Det er åbenbart et krav.
Donald Trump har på rekordtid lagt sig ud mere flere lande end nogen anden præsident. Han har ligeledes formået at ødelægge verdensøkonomien med ny told og nye tariffer, hvis konsekvenser han var advaret om, og hvis konsekvenser han ingen anelse havde om. Ikke mindst naboerne i Canada og Mexico har mærket de nye tider.
Trump har således fremsat udtalelser om, at den store nabo i nord, Canada, skal opgive sin status som suveræn nation og i stedet blive stat nummer 51 i USA. Dette i tilgift til trusler om at overtage Grønland, som Danmark ikke har passet ordentligt på. Mener i hvert fald Trump.
De gæve kanadiere har efterfølgende taget handsken op, fattet hockeystaven og sendt pucken ret ind i det amerikanske mål. De rødhvide kanadiere tævede således for nylig de blårøde amerikanere i en hård og symbolsk landskamp, der handlede om alt andet end hockey og sport.
Efterfølgende har Canada, som råder over flere energiresurser end de fleste, lagt planer for gengældelse af de amerikanske tariffer. Disse er derfor endt som rene selvmål. Kanadierne har fundet nye aftagere til deres olie, gas og mineraler, som USA nu må finde nye og fjernere kilder til.
Amerikanerne har med den af Elon Musk ledede DOGE (Department of Government Efficiency) sparet alle tænkelige statsudgifter væk – heriblandt også administrationen af berømte nationalparker som Yellowstone. Disse er nu uden såvel administration som personale til den daglige drift.
Det bliver en spændende sommer, turisterne her går i møde. Heldigvis vil turistflommen aftage markant. Ikke mindst den internationale.
Det sørger vi jo selv for – ved at blive væk.
18. april 2025
Hvor USA med Trump og Musk i spidsen lukker ned for deres verdensberømte nationalparker, åbner Canada i stedet op for helt nye naturområder.
Canada er som nation og med sine 9.984.670 km2 større end både USA og Kina. Samtidig er landet ikke nær så udbygget som USA, hvorfor der stadig er rigeligt med uberørte naturområder at tage af til nye rekreative arealer.
Det er næppe nogen tilfældighed, at Canada netop nu lukker op for sine naturrigdomme, så landets indbyggere kan få adgang til og glæde af dem. Nu, hvor storebror i syd i stedet lukker ned for sine naturområder. Dels af sparehensyn – dels for at kunne udnytte resurserne i hidtil friholdte områder kommercielt.
Samtidig står kanadierne sammen om at boykotte amerikanske varer, der mange steder er fjernet helt i butikkerne. Erstattet af hjemligt producerede varer eller import af nye udenlandske. USA er slet ikke så uundværlig, som Trump selv havde troet.
Amerikanske turistvirksomheder har allerede mærket den kanadiske boykot, der flere steder helt har støvsuget faciliteter for kanadiske turister.
Det var ellers dem, der hver vinter trak sydpå for at nyde det varmere klima i stater som Florida og Californien. Disse kanadiere er nu blevet hjemme i vinterkulden. Eller har valgt det venligere og varmere Cuba i stedet.
Vi kan roligt konstatere, at USA med Donald Trump i spidsen har skudt sig selv i fødder, knæ og hovede som aldrig før. Dette i en grad, som ingen har haft fantasi til at forestille sig. Ingen kender endnu de fulde konsekvenser af Trumps tåbeligheder – ud over de helt ufatteligt mange penge, som hidtil er tabt på aktiemarkederne.
Kineserne klasker sig derfor på lårene over den tåbelige Trump – vel vidende, at de selv har økonomi og hjemmemarked nok til at klare sig uden USA. De sidder samtidig inde med enorme mængder af amerikanske statsobligationer, som de kan begynde at sælge ud af. Noget, man længe har frygtet i et USA, der i de seneste år har levet over evne og på lånt tid for lånte penge.
“You ain’t seen nothing yet”, som det kanadiske rockband Bachman Turner Overdrive sang og hittede med tilbage i 1974. Den sang indeholdt endda teksten “You need educatin’. You got to go to school.”
Man skulle tro, den var møntet på Donald Trump og den nuværende kanadisk-amerikanske fejde. Trumpen fortjener en ordentlig sveder.
18. april 2025
Begge dele kan man åbenbart ikke få for de mange millioner, staten har givet til fjernelse af giften på Harboøre Tange.
Miljøkorsridder Bjarne Hansen fra Thyborøn har i hvert fald bemærket sig, at kommunen atter har fjernet advarselsskilte til turisterne om farlig forurening fra Cheminova.
Også denne gang uden at have fjernet det mindste af den farlige forurening. Kommunen vil hellere bruge pengene til noget andet og sjovere.
Bjarne skriver i et læserbrev:
“Lemvig byråd vil bare ikke af med forureningen på Harboøre Tange. De vil heller bruge pengene til egnsudvikling i hele kommunen.
– Men kan man sådan bare vælge mellem det ene og det andet?
Jo, det kan man, hvis man har Regionen og et flertal i Folketinget med på ideen. Det kræver blot, at pengene ikke er øremærket, og at regionen og kommunen er enige om, hvad pengene skal bruges til.
Og så selvfølgelig, at man kan lukke kæften på de kritikere, som har luret det politiske spil.
Dilemmaet ligger i den store befolknings-afmatning, som sker omkring giftfabrikken FMC Cheminova på Harboøre Tange.
Her har byrådet senest sat deres stormtropper ind i sagen. De er gået online for at tegne en anden virkelighed og skjule de mørke skyer.
Al forureningsbekæmpelse er lagt død. Der laves ikke noget, men pengene forsvinder alligevel.
Med andre ord: Man har politisk brug for noget ro, og det må de bare ikke få. Nu må vi holde linen stram indtil efter kommune- og regionsvalget her i november.
Herefter må vi se, om det politiske billede er ændret.”
Med venlig hilsen,
Bjarne Hansen
Jeg færdes ofte i et afvandet østjysk terræn direkte ud til Kattegat. Jeg er kommet der i snart et kvart århundrede og har derfor kunnet følge udviklingen nøje.
I alle årene frem til de allerseneste har der været kilometerstore græsmarker, som vildtet har holdt meget af. I det høje græs har jeg truffet ræven på tidlig musejagt. Jeg har set grævlingen grave rødder i udkanten. Og nydt haren solen sig i det dugvåde græs. For slet ikke at tale om det hjortevildt, der også holder af grønt græs.
Nu er det desværre gået helt galt. Det grønne græs er væk – erstattet af endnu mere monotone industrimarker af mandshøj fodermajs. Tiltænkt dyrefoder og en øget udledning af methan og kvælstof til skade for klima og miljø.
De store græsmarker, som hidtil har været gode til at holde på kvælstoffet, er nu helt væk – erstattet af fodermajsen, der er notorisk dårlig til at holde på kvælstoffet.
Det kan nu lække frit ud i Kattegat, som kvitterer med algeblomst, iltsvind og bundvendinger.
Men heller ikke nok med det. For at få ekstra saft og kraft til den lækkende majs er den lokale bondemand nu også begyndt at modtage udtørret slam fra et lokalt rensningsanlæg.
Store sorte slambunker, der pløjes ned i jorden, før majsen sås. Så der altid er rigeligt med frisk kvælstof til den lækkende majs, der jo skal blive til foder for dyrene.
Desværre ikke dyrene ude i naturen, men inde i staldene, hvorfra store mængder gylle så køres ud på markerne igen. Klar til endnu en runde russisk roulette ude i vandmiljøet, der allerede har fået kuglen i kammeret.
Den praksis stemmer meget dårligt overens med Den Grønne Trepart, der jo i stedet skulle holde på kvælstoffet og dermed reducere udledningen til vandmiljøet.
Og ikke øge udledningen.
11. april 2025
I den lokale Brugs traf jeg for nylig en pensioneret post, som jeg kender efter mange års indkøb i samme Brugs. Jeg vendte problemstillingen med ham og klagede min nød over den seneste udvikling, som jeg ikke kunne forstå – i hvert fald ikke i regi af Den Grønne Trepart.
Det kunne han imidlertid sagtens forstå. Den lokale bondemand, der for øvrigt ikke har ejet den omtalte jord i ret lang tid, udviste jo bare rettidig omhu. Som vi alle kender det fra Mærsk og har fået tudet ørerne fulde om i årevis. Den nye ejer kerer sig naturligvis ikke om vandmiljøet, men ser kun på indtjeningen. Hans nye investering skal jo forrentes.
Men han kerer sig i høj grad om Den Grønne Trepart. Den skal nemlig forgylde ham, når han sikkert snart afhænder sin landbrugsjord og tager den ud af drift. Den nyplantede gule fodermajs vil angiveligt kunne give ham mere i kompensation end de gamle grønne græsmarker, der var meget bedre for vandmiljøet.
“Så han udviser såmænd bare rettidig omhu.
Han handler præcis, som sikkert både bankrådgiver og landbrugskonsulent har anbefalet ham.
Miljøet er jo ikke deres bord. Det har de ham dér Heunicke til…”
Ak ja. Det er ikke så lidt, man kan få at vide hen over frysedisken i den lokale Brugs. Man går skam klogere derfra. Oplyst, men desværre ikke opløftet.
– Og Den Grønne Trepart? Den når aldrig i mål på denne måde.
I hvert fald ikke i vor levetid.
11. april 2025
Apropos græs:
Landboforeningen Fjordland har netop foreslået, at græs til biogas skal hjælpe vandmiljøet i den døende Limfjord.
Græs kan som afgrøde være et godt virkemiddel til at reducere udledningen af kvælstof til vandmiljøet. Ifølge Fjordland bør græsset erstatte de traditionelle afgrøder som korn, majs og soja med flere.
Græs er nemlig langt bedre til at holde på kvælstoffet end de andre afgrøder. Af dem er fodermajs en af de ringeste, da store mængder kvælstof hurtigt passerer gennem jord og planter – ud i fjord og vand, hvor det resulterer i algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.
Limfjorden, som modtager alt spildevand fra landbrug og svinefarme omkring den vidt forgrenede fjord, har brug for akut hjælp.
Vandkvaliteten er under al kritik, og der er akut brug for hjælp til at få reduceret tilførslen af kvælstof fra det store opland.
Landboforeningen Fjordland mener derfor, at man i langt højere grad skal dyrke græs på arealerne i vandoplandene. Græs, der bedre kan holde på kvælstoffet. Og græs, der hidtil primært er brugt til dyrefoder.
Men skal der groes græs i større omfang, må det kunne bruges til andet og mere. Fjordland foreslår derfor, at den store og i så fald støt stigende biomasse af grønt græs fremover skal omdannes til produktion af biogas. Den teknologi råder man nemlig allerede over.
På lidt længere sigt skal der udvindes græsprotein til foder. Et område, hvor teknologien stadig er ung og under udvikling.
11. april 2025
Der er næsten noget Morten Korch over navnet “Fjordland”. Noget på linje med navne som Bakkedal og Änglamark. Men tag ikke fejl:
Fjordland er en fusion mellem Landboforeningen Limfjord, LandboThy og Lemvigegnens Landboforening. Fusionen skete pr. 1. januar 2021.
Fjordland er også en stor rådgivningsvirksomhed, der rådgiver indenfor bl.a. økonomi, planteavl, miljø, jura, ledelse, byggeri, kvæg- og svinerådgivning.
Fjordland har over 200 ansatte fordelt på afdelinger i Skive, Thisted og Lemvig, der servicerer og repræsenterer foreningens medlemmer og kunder i et stort geografisk område.
Fjordland er således en af de helt store spillere i kampen om vandmiljøet i Limfjorden. Fjordland arbejder tæt sammen med Limfjordsrådet, som også er styret af landbrugsinteresser. Vandmiljø er derfor ikke noget, man frivilligt snakker om.
Og derfor har Limfjorden det værre end nogensinde – trods ellers Vandrammedirektivet fra EU og dets krav om et vandmiljø i “god økologisk tilstand” inden 2028. Limfjorden er i dag i en ringere miljøtilstand end noget andet større dansk farvand.
Landbrugets fortsatte udledning af ikke mindst kvælstof gør desværre Vandrammedirektivets målsætning til ren ønsketænkning.
Den bliver ikke nået i vor levetid. I bedste fald vore børns.
11. april 2025
Forskerne har vidst det længe, men først nu erkender GEUS det også: Landbrugets sprøjtemidler er en støt kilde til forurening af grundvandet med PFAS – de såkaldte “evighedsstoffer”.
GEUS er ministeriernes uafhængige forskningsinstitution, der bør eller i hvert fald burde være uvildig i sine undersøgelser. Så uvildig, som man nu kan være det i et politisk styret landbrugsland.
En ny rapport fra GEUS viser i hvert fald, at hele syv af landbrugets trofaste sprøjtemidler efter brug omdannes til PFAS-stoffet TFA, som kan fortsætte ned i grundvandet. Da TFA er et evighedsstof, er det noget nær umuligt at fjerne fra miljøet, når det først er nået ud i det.
For at sætte problemet lidt mere i perspektiv, så er salget og brugen af de undersøgte PFAS-pesticider mere end firedoblet i de seneste ti år.
Det er frygten for et kommende forbud, der har fået landbruget til at købe forlods ind.
Landbruget mener, at de har brug for dem eller i hvert fald kan tjene flere penge på at bruge dem. Og så får de typisk lov til at fortsætte. Danmark er jo et landbrugsland, hvor dyrkning af jorden kommer foran alt andet. Og vandmiljøet allersidst i rækken.
Indsatsen imod PFAS-sprøjtemidlerne er derfor ikke fulgt med den stigende købelyst, og der er heller ikke udsigt til snarlige tiltag. Andet end løs tale og tomme løfter.
Vi ved af bitter erfaring, at miljøminister Magnus Heunicke primært tilgodeser erhvervenes interesser – ikke miljøets. Med mindre det da kan gøres gratis og under pressedækning. Så skal Miljøets mand og Havets minister nok være på banen.
Brugen af PFAS i sprøjtemidler gør dem mindre tilbøjelige til at blive skyllet af planterne med vind og vejr. Men hindrer altså ikke restprodukter som TFA i at nå ned i grundvandet.
11. april 2025
“Havet er som en ager, der skal dyrkes og luges og høstes, så bliver udbyttet mange gange større end af en ukrudtsmark.”
Fiskeskipper Christian Venø
Dansk Fiskeritidende, 15. juni 1978
Da jeg flyttede til Aarhus i 1976 for at læse biologi på Universitetet, var Bugten fuld af fisk og havnen fuld af fiskebåde.
I årene frem mod årtusindskiftet blev der hvert år landet op mod 2 millioner tons fisk af danske fiskere i danske farevande.
Omkring 6.000 større og mindre fartøjer fangede disse fisk og landede dem i et stort antal mindre havne landet over.
Så sent som i år 2000 kunne jeg stadig sejle ud fra Egå Marina i min lille jolle og fylde den op med fine spisetorsk på 1-2 kg. En sjælden gang op til 5 kg. Tog man ud til dybderne ved Sletterhage, kunne man være heldig at få fisk på op til 10 kg.
Mange af datidens fiskefartøjer beskæftigede 1-2 mand ombord og lige så mange på land. Man kunne derfor altid gå ned på havnen og købe sig en pose fisk, der var absolut friskfangede.
Det kan man som bekendt ikke mere. I dag lander de tilbageværende danske fiskere under en halv million tons fisk om året.
Der er så få fisk tilbage, at kvoterne aldrig bliver opfisket. Men hvorfor er de så stadig så store?
Fiskene fanges nu af færre end 300 fartøjer, der til gengæld er langt større end tidligere. Så store, at de ikke længere kan benytte de mange små havne landet over, men må søge til et fåtal større havne. Slut med de friske fisk på kajkanten.
I begyndelsen måtte man ikke fiske med trawl langt op i Aarhus Bugt. Men om natten kunne de lokale beboere i Egå høre trawlerne, der to og to, i ly af natmørket, søgte helt op til Slotsruinen i Kalø Vig. Trækkende et tungt trawl imellem sig.
Det hjalp ikke at ringe til Fiskerikontrollen, som dengang kun tog telefonen mellem 8 og 16. Og da var tyvtrawlerne naturligvis for længst over alle grænser. De trawlede jo ulovligt og i ly af mørket. Primært ved midnatstide. Aldrig i kontortiden.
Efter et sådant natligt tyvetogt var Bugten og Vigen som støvsuget for fisk. Der skulle først vandre nye fisk ind, førend der atter var noget at fiske efter og fange. Og det kunne tage uger eller måneder.
Men tilbage kom fiskene altid.
4. april 2025
Helt galt gik det først, da fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tillod muslingeskrab helt op i Bugten. Den havde hidtil været fredet for dette “fiskeri”, der ikke blot ødelagde fiskeriet, men også bunden og dermed grundlaget for alt fremtidigt fiskeri.
I en periode på mere end tyve år fiskene jeg regelmæssigt på Aarhus Bugt og fangede mange fisk. Jeg havde et lille ekkolod på min Limbo, der primært fortalte om dybden under båden, sekundært viste eventuelle fisk.
Når jeg dengang sejlede fra Egå og tværs over bugten mod Skødshoved, tegnede ekkoloddet et varieret landskab af skrænter, sten, huller og muslingebanker.
De sidste viste sig som små toppe over bunden og holdt næsten altid fisk. Når pirken nåede bunden, var der fisk med det samme. Hvis der altså var nogen hjemme den dag.
Det var først helt slut med torskene, da muslingefiskerne begyndte at skrabe helt op i Kalø Vig.
Nu tegnede ekkoloddet ikke længere toppe med muslinger og torsk, når jeg sejlede tværs over bugten i min lille båd.
Nu var bunden flad som en pandekage. Planeret af de tunge skrabere. Blottet for fiskeliv.
Muslingeskraberne fjernede ikke blot de muslinger, der blev skrabt efter. De fjernede også livsgrundlaget for torskene, der jo ikke længere kunne jage krabber og anden føde omkring muslingerne. Der var ikke længere levesteder til dem.
En såre enkel sammenhæng, som man imidlertid ikke kunne eller ville forstå inde på Stenbroen. Læs: Christiansborg. Den forståelse var der ikke penge i.
Én ting er, at man overfisker en fiskebestand. Fiskene vender normalt tilbage, når fiskeriet ophører. Efter kortere eller længere tid.
En helt anden ting er, når man ødelægger fiskenes levesteder. Det varierede bundmiljø.
Da har fiskene ikke noget at vende tilbage til.
Og da er havet dødt.
4. april 2025
Under normale omstændigheder – uden forstyrrende bundtrawl og muslingeskrab – vil en stor del af det nedsynkende kulstof og kvælstof fra de døde alger lagres i bundsedimentet.
Her bliver det stedt til hvile som inaktive og uskadelige stoffer. Havbunden er helt enkelt det største depot, vi råder over, til gratis uskadeliggørelse af klimagassen CO2. Kulstoffet synker til bunds og lagres her – helt uskadeligt.
Det vil sige – lige indtil der kommer en bundtrawler eller muslingeskraber forbi og hvirvler sedimentet op i vandsøjlen igen. Vandet bliver uklart, hvilket vanskeliggør tilværelsen for det lyskrævende ålegræs. Og lagret CO2 hvirvles op fra bunden. Det samme gør kvælstof.
Men ikke blot frigives det lagrede kuldioxid fra bunden, når denne skrabes eller pløjes op. Man speeder samtidig den naturlige nedbrydning kunstigt op.
Det medfører akkumulering af organisk stof, som havbundens organismer ikke længere kan nå at omsætte fuldstændigt.
Kort sagt: Bunden mudrer til.
Under normale omstændigheder – under tilstedeværelse af ilt – vil der være et stort antal større dyr i havbunden, som gennem længere tid roder rundt og pumper ilt ned i en ellers iltfri havbund.
Her foregår der således en mere eller mindre fuldstændig nedbrydning af nedsynkende materiale, hvilket imidlertid er en tidkrævende proces. Dertil en proces, som kræver tilstedeværelse af ilt og større dyr i og på havbunden. Et fungerende økosystem.
Uden de større dyr ingen omrøring af bundmaterialet. Uden dem ingen fuldstændig nedbrydning af det nedsynkende materiale.
Kun mere og mere bakteriefyldt sort slam. Metertykt på steder uden strøm.
4. april 2025
Når et bundområde gennemtrawles eller skrabes gentagne gange, forsvinder først de større dyr, som er vigtige for en fuldstændig stofomsætning i havbunden.
Efter gentagne gennemtrawlinger af området vil der til sidst kun være bakterier tilbage til at gennemføre denne nedbrydning.
Disse vil til gengæld kunne varetage nedbrydningen hurtigt og under stort iltforbrug, hvilket vil øge hyppigheden af iltsvind og bundvendinger.
Samtidig vil man ikke få den normale fjernelse af kvælstof, som ellers vil ske naturligt til atmosfæren. Som naturligt damper af under en kontrolleret nedbrydning og stofomsætning.
Døden er nu flyttet ind – godt hjulpet på vej af forurening fra landbruget og bundtrawl samt muslingeskrab fra fiskeflåden. Og Døden flytter ikke frivilligt ud igen.
Det sker først, når vandmiljøet atter er blevet godt nok og bundtrawlingen og bundskrabet igen er ophørt.
Det tager typisk flere år. Hvis det nogensinde sker. Intet tyder jo på, at vandmiljøet bliver bedre eller fiskeriintensiteten mindre.
Når bundtrawl og muslingeskrab ophører, vil der gå lang tid, førend et nyt økosystem er vokset op.
Først skal der atter være ilt ved bunden. Det er indlysende. Dernæst skal større organismer højere oppe i fødekæden vandre ind af sig selv. Først til sidst rykker fiskene ind – når og hvis der atter er føde til dem.
Forureningen fra landbruget fortsætter imidlertid uformindsket. Vi ser derfor, at områderne med iltsvind bare vokser og vokser i stedet for at mindske.
Slutresultatet er en bakteriefyldt mudderbund med hyppige iltsvind de næste mange år. Der vil ikke længere være større organismer, som kan bringe ilt ned i sedimentet og selv udgøre fødeemner for endnu større dyr som fisk og skaldyr.
Der er sket et regimeskifte, som man kalder denne sidste fase i en døende havbunds liv. Når kun bakterierne er tilbage. Det er her, vi allerede nu er mange steder.
Og derfor, professor Stiig Markager realistisk taler om en tidshorisont på 50 år for retablering af de indre danske farvande. Derfor, vi ikke får et rent hav tilbage i vor levetid.
Tak dansk landbrug og vore uduelige politikere for at lade det ske.
4. april 2025
Sydafrikaneren Elon Musk er godt i gang med at demontere det nordamerikanske demokrati og velfærdssystem. Det gør han med fuld støtte fra præsident Donald Trump og dennes gæng af fanatiske MAGA-trumpister.
Den amerikanske regering har etableret “DOGE” – en forkortelse for “Department of Government Efficiency” – til at rydde op i de udgifter, der har gjort USA til en af verdens mest forgældede nationer – med gigantgæld til især Japan og Kina.
DOGE er sat i verden for at “dræne sumpen”, som trumpisterne siger. For at rydde op i de alt for mange tilskudsordninger, som findes i det amerikanske samfund. Og som DOGE-formand Elon Musk selv er den suverænt største forbruger af.
Elon Musk har med hård hånd og uden noget overblik over konsekvenserne fjernet livsgrundlaget for i tusindvis af amerikanere, som nu står uden arbejde og indtægt.
Og dem, der stadig har et arbejde, bliver presset til ikke at melde sig ind i en fagforening – Elon Musk’s yndlings hadeobjekt, som vi har set det i Sverige. Den mørke middelalder er på vej tilbage til USA, der jo heller ikke tillader fri abort længere.
Elon Musk er derfor blevet grundigt upopulær i store kredse af den amerikanske befolkning. Og netop derfor er det godt at høre lidt dårligt nyt fra en af verdens grand old klimaaktivister, amerikanske Bill McKibben, der i elbilernes ungdom stod sammen med Elon Musk.
Midt i al elendigheden glæder McKibben sig nemlig ved seneste nyt fra den kinesiske bilfabrikant BYD, hvis navn står for forbogstaverne i Build Your Dreams. BYD er nemlig snart klar med en ny elbil, der kan lade op til 400 kilometer – på bare fem minutter.
4. april 2025
Det er en nyhed, som både glæder Bill McKibben, giver Elon Musk sved på panden og hans Teslaer baghjul.
Musk’s Teslaer kan nemlig kun lade op til 275 kilometer på 15 minutter. Mod BYD’s 400 km på blot fem minutter. En kendsgerning, der også bør få olieindustrien til at ryste i bukserne. For hvem har så brug for benzin og diesel længere?
Bill McKibben uddyber sin glæde over nyheden fra den kinesiske bilgigant BYD med denne bidske kommentar, der er møntet direkte på hans gamle kollega Elon Musk:
“BYD spildte ikke sin tid med nazihilsner. De købte ikke en social medieplatform for at lave obskure marihuanajokes og gøre grin med fattige mennesker.
BYD helligede sig ikke at hjælpe et skvadderhoved med at vinde præsidentposten og derefter beslutte, at det ville være sjovt at fyre en masse regeringsarbejdere.
I stedet lavede BYD seriøst ingeniørarbejde.”
Så vidt Bill McKibben. Han er helt givet også bevidst om den anden debat, der i den seneste tid har hersket omkring samme Elon Musk. En debat, hvor næsten 3.400 videnskabsfolk har skrevet under på, at Musk bør ekskluderes af det fornemme Royal Society.
Musk’s mærkelige handlinger og besynderlige udtalelser samt ikke mindst hans heilende hilsener kaster ikke ligefrem glans over det hæderkronede engelske videnskabsakademi. Der for øvrigt tæller fornemme navne som Isaac Newton, Charles Darwin og Stephen Hawking.
Samt altså også den heilende Elon Musk, som 3.400 seriøse videnskabsfolk nu ønsker at få smidt ud igen.
Royal Society of London er verdens ældste videnskabelige organisation, grundlagt i 1660 af den engelske King Charles II.
4. april 2025
“Make America Great Again”
Under dette motto eller slogan vil Donald Trump og hans MAGA-gang gøre USA til en mægtig nation igen. Og de har ingen skrupler, om det så skal ske ved at tage noget fra andre nationer.
Det er den stærkes ret, mener den nye amerikanske regering. “Vi er det stærke rovdyr på savannen, og Grønland ligger ved vort dørtrin”, lyder parolen fra det amerikanske kongresmedlem “Mr. Carter from Georgia”.
Mr. Carter har fremsat nedenstående lovforslag, som skal gøre det muligt for Donald Trump at forhandle et kommende amerikansk køb af Grønland:
Ukraine afpresset af USA
Vi har allerede set det med Ukraine, som Donald Trump ville have til at underskrive en aftale, der giver USA adgang til landets mange sjældne metaller. Dem, der ellers skulle eller skal være med til at genopbygge landet efter den ulovlige russiske invasion.
Inden underskiften havde USA truet med at fjerne den militære støtte til Ukraine, som har holdt Rusland ude i mere end tre år. Trump’s åbenlyse beundring for den lille russiske stærkmand, præsident Vladimir Vladimirovitj Putin, har givet også spillet ind.
Ukraines præsident Zelenskyj var heldigvis klog nok til ikke at skrive under – angiveligt fordi det ville hindre et kommende medlemsskab af EU.
Snart slut med Grønland
Trump-regeringen har indført en hel lovgivning omkring navneforandringer. Blandt andet er Nordamerikas højeste bjerg, Denali i Alaska, blevet omdøbt til Mount McKinley efter en af de tidligere amerikanske præsidenter. Væk med det indianske navn.
På samme måde er Den Mexicanske Golf blevet degraderet til Den Amerikanske Golf. Og i et lovforslag stillet af en “Mr. Carter fra Georgia” er Grønland/Greenland tilsvarende blevet omdøbt til “Red, White, and Blueland”.
Det forslag er der vist ikke mange grønlandske stemmer i. Det understreger til gengæld Lars Løkkes udtalelser om, at vi danskere ikke holder af den tone, som den amerikanske regering lige nu tiltaler os i. Med vicepræsident Vance som den den ubehøvlede bølle i skolegården.
I krig med hele verden
De mener det tydeligvis alvorligt, de nye amerikanske magthavere i Trump’s rabiate MAGA-regering. Det, vi først troede var en dårlig spøg, har vist sig langt mere alvorligt, end godt er.
Senest har Trump & Co så erklæret store dele af verden handelskrig – med Canada, Mexico, Kina og EU øverst på listen over økonomiske dødfjender. Det er mange på én gang. Hvad også Hitler måtte sande i sin tid.
Den 3. april fremlagde Trump en uendeligt lang liste over nye toldsatser til lande og regioner, som USA handler med. Flere end 180 af slagsen. Så mange, at enkelte af dem er slet ikke er beboede.
Heriblandt Heard og McDonald øerne i det subantarktiske hav, hvor der kun lever pingviner, sæler og havfugle. Hvordan disse så skal kunne betale 10% told til USA, får stå hen i det uvisse…
Sikkerheden…
Og så må vi naturligvis ikke glemme USA’s sikkerhedsrådgiver Mike Waltz, som inviterede til en gruppechat på “Signal” – om en nært forestående bombning af houthier i Yemen. Ved en fejl eller sikkerhedsbrist inviterede han redaktøren af den demokratiske avis “The Atlantic” med på tråden…
Eller hvad med USA’s nye forsvarsminister Pete Hegseth, der måtte love sin mor, kongressen og hele nationen, at han ikke ville drikke mere, hvis bare han blev forsvarsminister. Han lovede også at være bedre ved de kvinder, der måtte krydse hans tatoverede vej.
Og sådan kan man fortsætte. Den nuværende amerikanske regering er en ren børnehave. Eller et cirkus fyldt med klovne. Hvis ikke ligefrem et galehus.
Det nye MAGA-mantra må derfor være:
Make America Go Away…
©️ 2025 Steen Ulnits
Matrikelnummer 13
Lodbjergvej 26, 7770 Vestervig
Byggeår: 1950 / 2011
Beboelse: 140 m2
Grund: 2.370 m2
©️ 2025 Steen Ulnits
Grønland har altid ligget mit hjerte nær – trods ellers min egen fødestavn i det vestligste Jylland. Og det var min farbror Oles skyld. Han var nemlig flyveleder i Kastrup i nogle år og boede derfor selv i Dragør.
Hver dag året rundt krydsede en lind strøm af flyvemaskiner ind over haven på vej til eller fra København. Ret irriterende for de fastboende, hvoraf de fleste dog hurtigt glemte larmen. Men dybt fascinerende for en lille dreng som mig. Det var jo fantastisk at tænke på, hvor langvejs fra de mange fly kom eller var på vej hen.
Mest fantastisk var det dog at ligge på det store isbjørneskind foran pejsen i dagligstuen. Det var fra en isbjørn, farbror Ole selv havde skudt, da han i sine unge dage var radiotelegrafist i Mestersvig på Østgrønland. En sulten isbjørn holdt dem i nogle dage indespærret i deres lille hytte og lod dem ikke komme ud.
Til sidst måtte Ole gribe sin store tjenestepistol og skyde isbjørnen på klods hold uden for hytten. Den stakkels bjørn gik ud af sit gode skind, som efterfølgende blev garvet og havnede på stuegulvet hjemme i Dragør. En dybt fascinerende historie for en dreng som mig, der gerne ville ud i den store verden og opleve store ting.
Farbror Ole var derfor min helt – trods et beskedent væsen. Aldrig har jeg hørt ham overdrive noget, men så havde han jo heller ikke brug for det. Virkeligheden rakte så rigeligt. Til de mere jordnære ting hørte, at isbjørnen skam blev luftet hvert år – mindst én gang. Skindet skulle ud i solen. Ellers blev de tykke, luftfyldte og isolerende hår gule og grimme at se på.
Jeg elskede at ligge på det tykke skind og drømme mig ud i verden. Jeg vidste derfor tidligt mere om Grønland, end de fleste nok nogensinde kommer til. Om Peter Freuchen, Knud Rasmussen og alle de andre polarforskere. Det var derfor ikke noget tilfælde, at jeg en augustdag i 1974, kun 18 år gammel, kunne stige ud af maskinen i Narssarssuaq og tage det fantastiske landskab i øjesyn.
Solen skinnede, og luften var isnende, men tør og krystalklar. Den skar i lungerne på den gode måde. Den klare luft gjorde det helt umuligt for en dansk lavlænding som mig at bedømme afstande. Vi havde nær misset helikopteren videre til Nanortalik – så langt var der fra den glitrende fjord med de turkisgrønne isbjerge og tilbage til lufthavnens brune barakker.
Landingsbanen her var for øvrigt så kort, at piloten måtte op på bremsen, i samme øjeblik hjulene tog jorden. Ellers endte man i en lodret klippeside for enden af banen. Nye piloter tog derfor altid tilløb et par gange, inden de satte maskinen endeligt ned. Det var aldrig kedeligt at se på – hverken udefra eller inde fra kabinen.
Siden mit første besøg i 1974 har jeg uden overdrivelse besøgt Grønland flere gange, end jeg kan huske. Mange flere gange. Jeg har været der som turist, lystfisker, forsker, fotograf og rejseleder. Jeg har i perioder haft familie deroppe og i studietiden tilbragt hele somre i den fantastiske natur.
Fra isgangen i juni, hvor de første fjeldørreder vendte tilbage til fjordens spisekammer. Til efterårets sidste rensdyrjagt, der ofte foregik i den første nysne. Fra Nanortalik i syd over Upernavik i nord til Scoresbysund længst mod øst. Det sidste sted sammen med to medlemmer af Sirius-patruljen. Thule har jeg desværre aldrig besøgt.
Men det er en helt anden historie end den, jeg gerne vil fortælle her. Den kommer nok et andet sted på et andet tidspunkt. Her rækker det med denne indledning og forklaring på, hvorfor jeg siden 1974 har beskæftiget mig rigtig meget med netop Grønland og de herlige grønlændere, som bor heroppe.
Derfor denne artikel, som naturligvis er udsprunget af det kommende valg og den seneste amerikanske interesse for verdens største ø.
Ja, de vil sågar købe den, hvis ellers de kan få lov. Prisen kan du læse om længere nede i denne artikel.
Følger man bare lidt med i medierne, da ved man, at det kolde Grønland her ved årsskiftet 2024-2025 er varmere end nogensinde. Men man kan vist uden overdrivelse sige, at Grønland og grønlænderne hidtil har været noget oversete i debatten.
I hvert fald lige indtil Donald Trump blev genvalgt som præsident for verdens mægtigste land, USA, og han endnu engang udtrykte ønske om at overtage Grønland. Det være sig økonomisk eller militært. Baggrunden var og er ved første øjekast ganske enkel:
Verdens største ø kunne og kan ikke forsvare sig selv, da Danmark ikke har levet op til ellers klare løfter om at udbygge forsvaret af verdens største ø.
Flådens få skibe kan knapt skyde med skarpt. Og et par ekstra slædehundepatruljer i Nordøstgrønland kan ikke længere leve op til vor håndhævelse af suverænitet i verdens største nationalpark.
Den spænder trods alt over næsten én million km2.
972.000 for at være helt præcis.
Men det havde vi alligevel ikke set komme – at vor suverænitet pludselig kunne blive truet af et andet NATO-medlemsland. Det havde vi ikke haft fantasi til at forestillle os – trods ellers Trump’s tidligere købstilbud om Grønland i hans forrige periode som præsident af USA.
Vi havde heller ikke set det komme, at USA’s kommende præsidents søn pludselig kom flyvende til Grønland og benyttede den spritnye landingsbane i Nuuk til hele to af farmand Trump’s fly.
Angiveligt som en helt almindelig turist, der altid havde ønsket sig at se Grønland på nærmeste hold. Mærkeligt blot, at han kun havde afsat fire timer til at bese verdens største ø. Med to fly.
Det viste sig da også hurtigt, at hans ærinde var et helt andet end oprindeligt angivet.
Det danske medlem af EuropaParlamentet Anders Vistisen (DF) gjorde sig med ét verdensberømt, da han gik på talerstolen i Bruxelles og sendte en meget direkte hilsen til den nye præsident af USA, Donald Trump:
“Greenland has been part of the Danish kingdom for 800 years.
It is an integrated part of our country. It is not for sale.
Let me put it in words you might understand:
Mr. Trump. F*** off.”
Der blev grinet ekstatisk og klappet begejstret over hele verden. Danske Anders Vistisen havde sagt, hvad mange politikere verden over havde tænkt, men ikke turdet sige højt.
De fleste gjorde det dog i al stilhed. De var bange for eventuelle repressalier fra den utilregnelige præsident for verdens mest forgældede nation, USA. For tænk, hvad han dog ikke kunne finde på, hvis han blev fornærmet. Som han sidst blev det af Mette Frederiksen.
“A Nasty Woman” kaldte han hende efterfølgende.
Nicolae Stefanuta, som er vicepræsident for EuropaParlamentet, måtte nødtvungent irettesætte sin vrede danske kollega med disse bevingede ord:
“It is not okay in this house of democracy to use such language. Regardless of what we think of Mr. Trump.
Vi lader den sidste sætning stå et øjeblik. Den siger mere end alskens ord. Og den vil helt sikkert gå over i verdenshistorien.
Præcis som Anders Vistisens “Mr. Trump. F*** off.”
Havde det været Rusland i dag eller Danmark i Enevældens tid, da havde Vistisen allerede mistet hovedet og var endt på hjul og stejle. Som straf for majestætsfornærmelse.
Nu blev han blot indkaldt til en formanende samtale hos partiboss Morten Messerschmidt, der for nogle år siden selv optrådte med tyske nationalsange på Grøften i Tivoli. Og som senest selv er hjemvendt fra en kongres hos Donald Trump på dennes Mar-A-Lago resort i Florida. Ak ja.
Den tidligere generalsekretær for NATO, ligeledes danske Anders Fogh Rasmussen, har også udtrykt kritik af Donald Trump. Fogh bruger dog lidt mildere vendinger:
“I Danmark er der stor overraskelse over, at Trump bruger præcis de samme argumenter til at få kontrol over Grønland, som Putin har brugt til at angribe Ukraine.”
Man frygtede for konsekvenserne af de mange trusler fra den lunefulde præsident, der spiller efter helt andre regler end de normale. Hvis overhovedet efter andre regler end dem, der lige falder ham ind. “On the spur of the moment”, som amerikanerne siger om forhastede eller uovervejede udtalelser og beslutninger.
Trumps regeringsstil er styret af kaos og uberegnelighed. Han kaster den ene bombe på bordet efter den anden. Som et uopdragent barn – blot for at se, hvad der sker. Om politikere verden over retter ind og danser efter hans pibe.
Hvis de ikke gør det, retter han selv ind og kalder det en sejr.
Den mand fejler nemlig aldrig.
Det viste sig snart, at Donald Junior slægter sin far på. At han er lige så fuld af løgn og usandheder som Senior, hvilket han nok har fået ind med modermælken.
Vel ankommet til Grønlands hovedstad Nuuk gik Juniors mandskab straks i gang med at hverve lokale grønlændere til en fin middag på det fornemme Hotel Hans Egede.
Der var tale om et nøje planlagt kupforsøg. Ikke noget tilfældigt turistbesøg af en amerikansk præsidentsøn, der gerne fører sig frem som outdoorsman i uldne skovmandsskjorter. Men med egne jetfly til bagage og følge.
Donald Junior & Co. havde gjort deres forarbejde godt og styrede straks over hovedgaden til den lokale Brugs, som i mange år har været samlingssted for socialt belastede grønlændere.
Uden for “Brugseni”, som butikken hedder lokalt, kunne Trump Junior derfor hurtigt shanghaje et antal lokale grønlændere til festmiddag på byens fineste hotel.
Lokale kilder fortalte siden til Danmarks Radio, at der var tale om “hjemløse og socialt udsatte borgere”, som var til fals for et gratis måltid mad betalt af Trump. De lod sig bestikke til at agere Trump støtter, kunne man siden læse på netværket MTN.
Oven i hatten eller rettere kasketten fik de så i tilgift en flot rød MAGA-cap, som de siden kunne flashe i Hans Egedes gamle by. Et synligt og varigt bevis på, at en Trump havde været forbi verdens største ø.
En enkelt af de glade modtagere fortrød dog efterfølgende, at han havde taget imod middag og kasket. Han vidste ikke, at han ville blive brugt eller misbrugt politisk på denne måde.
Det havde ingen fortalt ham.
Den er desværre den slags, vi fremover skal forvente os fra amerikansk side.
Inden Trump Junior med følge atter forlod Nuuk, havde de lige været en tur rundt i byen, stemt dørklokker og delt dollarsedler ud. Som var det glasperler til de indfødte i en afrikansk landsby.
Det grønlandske nyhedsmedie Sermitsiaq kunne efterfølgende fortælle, at Grønlandsk Politi skam havde modtaget besked om den uventede og påtrængende amerikanske gavmildhed.
Da de to Trump Force fly med følge havde nydt godt af Nuuks nyindviede og grønlandsk-dansk finansierede flyveplads, forlod de atter verdens største ø – med kurs mod farmand Trump’s Mar-A-Lago hovedkvarter i Florida.
På en hurtigt indkaldt pressekonference om det første amerikanske forsøg på at indtage Grønland kunne en stolt Don Junior her fortælle den amerikanske presse, at de lokale grønlændere i Nuuk havde taget imod dem med den allerstørste begejstring.
Trump Junior kunne også fortælle pressen, at Danmark behandler de lokale grønlændere rigtig dårligt. At danskerne ser ned på grønlændere og Grønland. Og at verdens største ø derfor ser frem til at blive nyt amerikansk territorium.
Efterfølgende var den frie presse dog rundt i Nuuk for at spørge indbyggerne her om det samme. Det viste sig hurtigt, at der ikke var eller er nogen større interesse for at blive amerikanske statsborgere under Donald Trump.
Det ville flertallet af de adspurgte gerne have sig frabedt. De ville bare være grønlændere som altid. De normalt stille og høflige grønlændere var ikke imponerede over den amerikanske charmeoffensiv, som de hurtigt havde gennemskuet.
– Der skal flere glasperler til, Don Junior. Grønlænderne er tydeligvis klogere end din fars vælgere. De kan nemlig tænke selv.
Se resultatet af en dugfrisk grønlandsk rundspørge nederst i denne artikel.
Kriminalitet trives på tværs af landegrænser og nationaliteter. Desværre ikke kun i USA, som ganske vist ligger skyhøjt på Top Ti listen. De kan skam også på Grønland. I hvert fald med lidt hjælp fra Danmark.
Umiddelbart efter Don Juniors lynvisit i Nuuk kunne man således læse i det lokale medie Sermitsiaq, at to grønlandske topfolk var blevet taget i økonomisk kriminalitet.
Ingen ringere end den tidligere landsstyreformand Lars-Emil Johansen er i en bedragerisag i Grønland blevet idømt seks måneder i Anstalten, som det lokale fængsel hedder.
Forøvrigt nøjagtig samme sted, hvor miljøforkæmper og hvalaktivist Paul Watson sidste år måtte tilbringe fem uberettigede måneder i fængsel – inden sin ubetingede løsladelse kort før jul. Lars-Emil Johansen kommer således til at slå ham med en hel måned.
Dommen er ubetinget, hvilket betyder, at de seks måneder skal afsones bag tremmer.
Den tidligere landsstyreformand kunne for nylig ses i DR’s nu desværre afpublicerede dokumentar om “Grønlands hvide guld”.
Lars-Emil Johensen kommer dog ikke til at kede sig i sit eget selskab. Som cellekammerat får han nemlig tidligere kommunaldirektør Lars Møller-Sørensen, der ligeledes straffes med seks måneders ubetinget fængsel i Anstalten.
Lars Møller-Sørensen er dansk født og uddannet på Handelshøjskole Syd i Danmark. Han flyttede i 1995 til Grønland, hvor han blandt andet var personale- og økonomidirektør i KNI, inden han blev kommunaldirektør.
De to politikere og embedsmænd er dømt i samme sag. Retten mener ifølge nyhedsmediet Sermitsiaq, at de to mænd i forening har begået bedrageri af særlig grov beskaffenhed.
De er dømt for en aftale, hvor kommunaldirektøren havde ansat den tidligere landsstyreformand som konsulent i Sermersooq, der med knap 24.000 ud af Grønlands 57.000 indbyggere er øens suverænt største kommune.
Aftalen betød, at der blev udbetalt 730.000 kroner til den tidligere landsstyreformand – for to års konsulentarbejde, der imidlertid aldrig blev udført. Kommunaldirektøren blev desuden dømt for at have medvirket til myndighedsmisbrug.
Begge har anket dommen til Grønlands Landsret.
Før Donald Trump havde verdens største ø nok været den mindst kendte del af det danske rige. Eller rettere: Rigsfællesskabet mellem Danmark, Grønland og Færøerne.
Selv for de allerfleste danskere var Grønland noget fjernt og uvirkeligt. Men Grønland rykkede med rekordfart opad på listen, da Donald Trump blev valgt til sin anden periode som præsident for De Forenede Stater.
Allerede før sin indsættelse meldte han nemlig brutalt ud, at han ville overtage Grønland. På den ene eller anden måde. Militært eller økonomisk. Angiveligt af sikkerhedspolitiske årsager.
Med den globale opvarmning og den smeltende is kan russiske og kinesiske skibe nu navigere tættere på Grønland end nogensinde og dermed udgøre en sikkerhedspolitisk risiko for USA. Mener altså Trump & Co, der frygter en mere og mere isfri Nordvestpassage mellem Atlanterhavet og Stillehavet.
Pludselig var der fokus på de blot 57.000 grønlændere, som bebor verdens største ø. Som har selvstyre og derfor også vil høres. De vil naturligvis have den selvstændighed, de juridisk har ret til.
De vil selv bestemme, om de skal forblive i Rigsfællesskabet eller kaste sig i armene på et ekspansionistisk USA, der bestemt ikke har behandlet sine egne indfødte folkeslag særlig pænt. Det gælder både indianerne i det indre Nordamerika og inuitterne i Arktis.
Indianerne, som beboede Nordamerika, længe før den hvide mand kom til landet, lever i dag ofte i små reservater. Her har de måttet kæmpe for helt basale rettigheder i det land, som tilflyttere fra Europa tog fra dem.
Desværre har Danmark ikke behandlet Grønland og grønlænderne særlig pænt eller respektfuldt. Vi har introduceret alkohol for den grønlandske befolkning. Vi har praktiseret tvangsfjernelse og indført tvangssterilisering i stor stil på verdens største ø.
Kolonialisme af værste skuffe.
I forbindelse med den amerikanske præsidents trusler mod Grønland og grønlænderne, er der atter kommet fokus på vor behandling af grønlændere i Rigsfællesskabet.
Pressen har været fuld af gamle og knapt så gamle sager, som har fået modstanden mod Danmark til at blusse op igen. Desværre skal vi ikke ret langt tilbage i tiden for at finde helt konkrete eksempler på den danske kolonialisme.
Flashback til 1951, hvor 22 grønlandske børn blev fjernet fra deres familier og sendt til Danmark. De skulle være danske og udgøre en ny elite, der kunne “modernisere” Grønland efter danske idealer og standarder. Når de altså vendte hjem igen. Som nye og bedre mennesker, der desværre ikke kunne tale grønlandsk længere…
Tvangsfjernelsen skete sågar i samarbejde med Mødrehjælpen og med international støtte fra UNICEF.
Børnene blev i flere tilfælde udvalgt uden deres samtykke eller fuldstændig forståelse fra deres familier.
Sprogbarrieren dengang var uendeligt meget større, end den er i dag.
De tvangsfjernede børn blev placeret i danske familier, hvor de ikke fik lov at tale grønlandsk eller have kontakt til deres familer. De mistede kort sagt deres identitet og havnede efterfølgende ofte i store psykiske problemer.
Hvordan i alverden disse sprogløse grønlændere så skulle kunne “modernisere” Grønland, når de vendte tilbage igen, har vi aldrig set eller fået nogen forklaring på.
Først så sent som i 2020 undskyldte den danske regering dette kolonialistiske overgreb på de involverede børn.
Det har vi endnu ikke gjort med det næste overgreb:
Så sent som i 1960’erne og 1970’erne mente de danske myndigheder, at den grønlandske befolkning voksede alt for hurtigt. Mange børn blev født uden for ægteskab og udgjorde med danske øjne en belastning for samfundet.
De danske myndigheder greb derfor til tvangssterilisering af unge grønlandske piger. Omkring 4.500 grønlandske piger ned til 13 år og yngre kvinder fik opsat spiral i denne periode.
Det svarede til næsten halvdelen af de 9.000 fødedygtige kvinder, som fandtes i hele Grønland på det tidspunkt.
Så sent som i 2024 stævnede 143 ramte kvinder så den danske stat for krænkelse af deres menneskerettigheder. Politisk er det blevet kaldt et folkemord og sammenlignet med russiske metoder i Ukraine og andre besatte steder.
Kvinderne har efterfølgende oplevet alvorlige fysiske og psykiske konsekvenser som følge af indgrebene, herunder barnløshed, angst og depression. Hertil skal lægges PTSD, der øger hyppigheden af selvmord.
Det danske kolonistyre har således ikke meget at være stolte over på Grønland. Man forstår til fulde vreden og det grønlandske ønske om selvstyre og løsrivelse. Det er pinligt at tænke tilbage på.
Danmark har stadig ikke sagt undskyld for disse overgreb, som den danske kolonimagt desværre hverken kan tale om eller tale sig uden om. De er veldokumenterede og af nyere dato.
Det er Donald Trump fuldt ud klar over og vil med sikkerhed bruge det i fremtidige kampagner. Præcis som han brugte spørgsmålet om abort i sin egen seneste og hykleriske valgkamp.
Der blev for nylig tilføjet den grønlandske valgkamp et helt nyt kapitel, der imidlertid er ældre end de ovennævnte. Det drejer sig om den kryolit, der i mere end 100 år blev udvundet fra minen i sydvestgrønlandske Ivittuut.
Ældre læsere kender måske den nu nedlagte mineby bedre som Ivigtut. Navnet ifølge ældre grønlandsk retskrivning.
Ivittuut rådede tidligere over verdens tilsyneladende største forekomst af kryolit, som i årtier var helt nødvendig for fremstillingen af aluminium til især flyindustrien. En kompliceret og meget energikrævende proces, der i mange år krævede brug af naturlig kryolit.
Kryolitten kunne nemlig ved tilsætning sænke smeltepunktet for aluminiumoxid under produktionen fra mere end 2.000 grader Celsius til under 1.000 grader – med tilsvarende besparelser i energiforbruget.
Kryolit var derfor i høj kurs fra 1857 og helt frem til 1987, hvor minen i Ivittuut var endegyldigt tømt for kryolit. Udvindingen af naturlig kryolit pågik således i 130 år, hvor udvindingen blev foretaget af det danskejede Kryolitselskabet Øresund A/S.
Af de gamle regnskabsbøger fremgår, at der i hele perioden 1857-1987 blev udvundet i omkring 3,7 millioner tons kryolit. Heraf størsteparten under Anden Verdenskrig, hvor driften af minen i 1940-1945 blev overtaget af USA.
600 amerikanske soldater blev da udstationeret i Ivittuut for at passe på den nu uhyre værdifulde kryolit, som tyskerne udmærket kendte til og godt kunne bruge til deres egen flyproduktion.
Omkring halvdelen af den udvundne kryolit blev eksporteret til Danmark. Den anden halvdel gik til USA. Rigtig mange penge gik til Kryolitselskabet i Danmark.
Danmarks Radio havde lavet et stort arbejde med research i håndskrevne kassebøger fra det hedengangne Kryolitselskabet Øresund. Resultatet er blevet en ganske seværdig og tankevækkende dokumentar. Omend man godt kunne have undværet den del, der indeholder national følelsesporno. Selv om den er forståelig nok.
Desværre mener flere højrefløjspolitikere, heriblandt Birgitte Bergman (K), at dokumentaren er “fyldt med misinformation og antikolonialisme sludder, når det er værst. Og så lige midt i den grønlandske valgkamp.”
Udvindingen af naturlig kryolit ophørte i 1987, hvor forekomsten ved Ivittuut var udtømt. I dag har man i stedet udviklet syntetisk kryolit, der kan gøre det samme arbejde med at sænke procestemperaturen.
Men stadig er fremstilling af aluminium en af de mest energikrævende processer, vi benytter os af. Vandkraft er derfor den foretrukne energikilde, hvor den mulighed ellers er til stede.
Det anslås fra forskellig side, at der er produceret op mod 200.000 krigsfly af aluminium fremstillet med kryolit fra minen i Ivittuut. Det anslås ligeledes, at der er tjent op mod 400 milliarder kroner på denne udvinding. Dette baseret på tal fra Kryolitselskabets gamle regnskabsbøger.
En tilsvarende mængde kryolit er eksporteret til det amerikanske firma Pensalt. Hvis de anvendte regnskabstal lægges til grund, har Danmark og USA således importeret grønlandsk kryolit for 800 milliarder nutidskroner.
Siden 1945 er Danmarks samlede udgifter til Grønland i følge kryolit-dokumentaren steget til i dag 650 milliarder kroner. Ifølge denne udregning er Danmark således i underskud med 150 milliarder.
Disse tal er dog behæftet med endog meget store usikkerheder. Der er mange svært sammenlignelige størrelser. Nutids- og datidskroner. Udgifter og indtægter. Transport og anlæg etc.
Alligevel er tallene på det seneste blevet brugt eller misbrugt politisk – som bevis for, at Danmark gennem årene har tjent ganske store summer på minedriften i Grønland. På kryolitten fra Ivittuut.
Til daglig tales der jo ellers mest om udgifterne – de mange milliarder, som Grønland har modtaget og stadig modtager i bloktilskud fra Danmark.
I 2024 udgjorde dette bloktilskud 4,3 milliarder kroner, som Grønlands Selvstyre bruger på indenlandsk administration. Bloktilskuddet dækker omkring halvdelen af Selvstyrets budget.
Hertil skal så lægges omkring 1 milliard kroner i yderligere tilskud fra Danmark til forsvar og retsvæsen på Grønland. I 2024 modtog Grønland således samlet 5,3 milliarder kroner fra Danmark.
Tidligere direktør for Kryolitselskabet, Peter Schmidt Hansen, er mildest talt ikke begejstret for DR’s dokumentar og de fremlagte tal. Han kalder dem “grundigt manipulerende”.
Men ingen tvivl om, at Danmark gennem årene har tjent gode penge på kryolitten fra Ivittuut. Spørgsmålet er bare hvor mange. Og hvem, der har scoret dem.
Se selv “Grønlands hvide guld” på DR TV. 55 interessante minutter om de sidste rester af dansk kolonialisme:
https://www.dr.dk/drtv/program/groenlands-hvide-guld_506795
NB: Desværre har DR senest valgt at “afpublicere” udsendelsen og fyre chefredaktør Thomas Falbe. Filmen er derfor ikke længere tilgængelig. Trist – og dumt af DR.
Det ligner næsten en tanke, at DR først publicerer en interessant og, viste det sig hurtigt, kontroversiel dokumentar om den for længst nedlagte kryolit-mine ved Ivittuut i Sydgrønland.
Hvorefter direktøren for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Karen Skovgaard-Petersen, få dage senere følte sig kaldet til at forklare eller forsvare sig.
Hun ville gerne forklare, hvorfor et ord som “grønlænderstiv” blev optaget i Den Danske Ordbog tilbage i 2017. Hvad der skal til for at få ord optaget i det fine opslagsværk.
Karen Skovgaard-Petersen argumenterer for de mange mulige årsager og indfaldsvinkler, som kan bringe kontroversielle hvis ikke ligefrem grimme ord ind i det ellers fine selskab.
Beklageligvis også ren racisme i tilfældet “grønlænderstiv”.
Pudsigt nok skriver Skovgaard-Petersen “Den Danske Ordborg” i sit indlæg på Altinget. “Borg” i stedet for “bog”. Om det er tilsigtet eller en pudsig stavefejl, skal jeg ikke kunne sige. Men altid lidt sjovt, når sprogkyndige fagfolk kløjs i deres egen metier.
Sjovt var det også i min egen barndom, da den unge svenske kronprins Carl Gustaf skulle skrive sit kongelige monogram på en klippevæg i en nyåbnet nordsvensk mine.
Den ordblinde og kommende konge så sig blind på den stejle fjeldvæg og stavede sit eget navn forkert. “Cal Gustf” stod der efterfølgende med store og selvskrevne bogstaver.
Det grinede vi drenge meget af. Vi gjorde tykt nar af en kongelig, der ikke engang kunne stave til sit eget navn. Min kloge mormor formanede os dog og forklarede, at det kunne den ordblinde Carl Gustaf jo ikke gøre for. Vi burde skamme os, og det gjorde vi så.
Selv den dag i dag har jeg stadig dårlig samvittighed og tænker ofte på Donald Trump, der jo ikke var for god til at gøre tykt nar af en fysisk handicappet journalist. For åben skærm. Det var pinligt at se på. “Et slet menneske” ville min mormor have sagt om Trumpen, der næppe ved, hvad dårlig samvittighed er.
Sammenhængen mellem drama-dokumentaren og Den Danske Ordbog er ikke helt så indlysende som timingen for publiceringen. Den grønlandske valgkamp er netop nu i fuldt sving og har hele verdens opmærksomhed. Uanset hvad der end måtte siges om timingen for dokumentaren, så var den næppe helt tilfældig.
Det hele bliver naturligvis ikke bedre af, at den amerikanske præsident Trump nu senest er dukket op igen. Han ønsker hævn over den “nasty” danske statsminister Mette Frederiksen, der jo ikke ville sælge Grønland til ham, da han sidst spurgte.
En meget lille mand fra et ganske stort land.
Om verdens største ø.
Der er efterfølgende breaking kryolit-nyt fra Danmarks Radio, som virkelig er kommet i søgelyset og skudlinjen.
Efter megen kritik fra politisk side har DR kastet håndklædet i ringen, “afpubliceret” dokumentaren “Grønlands hvide guld” og afskediget Thomas Falbe, chefredaktør på DR Nyheder.
DR har ganske enkelt fjernet både dokumentaren selv og den ansvarlige redaktør for den. Næsten som Rusland gjorde under Stalin. Som om dokumentaren forsvinder af den grund. Nok ud fra devisen “ude af øje, ude af sind”.
En sjældent voldsom reaktion på noget, der har været en sjældent politisk sag: En dokumentar om dansk udnyttelse af grønlandske mineraler gennem 130 års drift af kryolit-minen ved Ivittuut i Sydgrønland. En dokumentar, der viste sig at være politisk sprængfarlig netop nu, hvor Grønland er i valgkamp og kamp for sin selvstændighed.
Dokumentaren har været under udarbejdelse i tre år og blev sendt den 9. januar. Det var blot to måneder før det grønlandske valg, der fandt sted den 11. marts. Så tæt på, at det kunne ligne en tanke eller ligefrem en politisk plan at sende dokumentaren netop nu.
Ikke mindst de borgerlige politikere på Christiansborg har følt sig fornærmede. Specielt Dansk Folkeparti og Liberal Alliance har været helt oppe i det røde felt over dokumentaren og dens indhold.
Udvindingen af naturlig kryolit pågik i 130 år, hvor det danskejede Kryolitselskabet Øresund A/S stod for produktionen. Af de gamle regnskabsbøger, som produktionsholdet har haft adgang til og nærlæst, fremgår, at der i hele perioden blev udvundet i omkring 3,7 millioner tons kryolit.
Dokumentaren når på baggrund af de gamle regnskabstal frem til, at det samlede salg af den udvundne mængde kryolit har kunnet indbringe op mod 400 milliarder nutidskroner til de daværende ejere af Kryolitselskabet.
Det er imidlertid et kompliceret regnestykke, som flere førende danske økonomer er gået i rette med. De kalder udregningerne for grundlæggende forkerte og aldeles misvisende. Sådan kan man ikke regne den reelle værdi ud. De er dog heller ikke kommet med bud på, hvilket regnestykke man så i stedet kunne opstille.
Trods flere advarsler undervejs – blandt andet fra den internationalt anerkendte økonom Torben M. Andersen – valgte DR alligevel at bringe udsendelsen. Blot to måneder før et kommende valg, der øverst på dagsordenen har Grønlands mulige løsrivelse fra Rigsfællesskabet. Tilsat dansk racisme og forskelsbehandling gennem mange år.
Man kan naturligvis strides om tallet og den reelle værdi af kryolitten gennem 130 år. Men tanken om de helt sikkert mange penge, som det danske Kryolitselskab gennem årene har tjent på kryolitten, har for alvor bragt de grønlandske sind i kog. Og tydeligvis også enkelte danske politikeres dårlige samvittighed helt frem i lyset.
Den grønlandske landsstyreformand Muté B. Egede var selv utilfreds med DR’s “afpublicering” eller tilbagekaldelse af dokumentaren. På Facebook skrev han:
“Det er ren og skær benægtelse af essensen i dokumentaren. Nemlig at Danmark har tjent stort på os – på bekostning af os”.
Dagbladet Information kaldte efterfølgende DR’s tilbagetrækning af dokumentaren for “et publicistisk selvmål og guf for konspirationsteoretikere”. Afpubliceringen har potentiale til at polarisere og kortslutte debatten yderligere, mente avisens kulturjournalist Rasmus Elmelund.
Vi har derfor næppe hørt det sidste ord i denne sag. Den er politisk som få andre i Danmarkshistorien.
Nu, hvor Donald Trump har indtaget præsidentembedet i Det Hvide Hus for anden gang, ryster lande verden over ved tanken om de mulige konsekvenser af præsidentskiftet. Nok mest på grund af hans utilregnelighed.
Trump undgik omhyggeligt at nævne Grønland med navn under sin indledende tale ved indsættelsen. Han havde dog ikke glemt verdens største ø. Det kom frem ved den efterfølgende pressekonference, hvor der blev spurgt specifikt ind til det.
Her er, hvad Trump svarede:
“Grønland er et fantastisk sted, som vi har brug for til international sikkerhed. Jeg er overbevist om, at Danmark nok skal indordne sig”.
Hvad der så end måtte ligge i den udtalelse. Tydeligvis agter Trump først at annektere Panama med kanalen, som amerikanerne byggede i sin tid, og som nys afdøde præsident Carter siden gav til Panama. Det skete i 1977.
Trump synes ikke, at kinesere med base i Hongkong skal administrere et amerikansk byggeri i Mellemamerika. Eller at amerikanerne skal betale så meget for at bruge den kanal, de selv har bygget.
Dette selv om Panama siden selv har investeret store summer i udbygning af den oprindeligt langt mindre kanal, så den i dag kan transportere både flere og større skibe end tidligere.
Trump og hans trosfæller har efter sigende også overvejet et helt nyt og mere passende navn til det lille land mellem Nord- og Sydamerika: PanaMAGA…
Panama Kanalen er en 82 km lang kanal, som via Det Karibiske Hav forbinder Atlanterhavet i øst med Stillehavet i vest. Det var franskmændene, der tog de første spadestik i 1881. Planen var oprindeligt at grave en kanal hele vejen gennem den smalle landstribe, som forbinder Nordamerika og Sydamerika.
De franske entreprenører måtte imidlertid opgive arbejdet, der kostede alt for mange penge og alt for mange menneskeliv i tropevarmen. USA overtog arbejdet i 1904 og kunne åbne kanalen i 1914. Man valgte at anlægge en række sluser og ikke en åben kanal, der ville kræve fjernelse af umådelige jordmasser.
Man besluttede i stedet at stemme Charges floden op til den kunstige Gatun sø, der ligger 26 meter over havniveau. De oprindelige sluser i hver ende af kanalen er siden udvidet til at lade større skibe passere. Nye og endnu større sluser er på tegnebordet.
Ved at bruge Panama Kanalen i stedet for at sejle syd om Sydamerika, sparer man mere end 20.000 km sejlads. En halv jordomsejling. Man undgår også den farlige Drake Passage samt Magellan og Beagle Stræderne længst mod syd.
Canada er givet for stor en mundfuld at annektere lige nu, så indtil videre nøjes Trump med lidt handelskrig og sabelraslen. Selv om han i sin egen fantasi for længst har indlemmet Canada som USA’s stat nummer 51. Og nedgraderet premiereminister Trudeau til guvernør af staten.
Canada svarede dengang igen med at tilbyde flere progressive amerikanske stater på især vestkysten, at de så kunne blive provinser i Canada. Hvis de ville væk fra USA. Her ikke mindst Californien med USA’s suverænt største økonomi. Så kunne Trump samtidig slippe af med alle de besværlige demokrater, som regerer her.
Canada har i mellemtiden kørt sit eget tunge skyts frem og truer nu USA med tilsvarende repressalier og tariffer, hvis de gør alvor af truslerne.
Canada må derfor nok vente lidt med at blive del af USA og virkeliggørelsen af Trump’s storhedsvanvid. Men Grønland ligger besnærende tæt på. Det er rigt på mineraler, tyndt befolket og har allerede mange amerikanske militærfolk udstationeret på ikke mindst Thule Air Base, der idag er omdøbt til Pituffik Space Base.
Herfra holder amerikanerne nemlig et vågent radarøje med, hvad der måtte komme af missiler fra Rusland. Tværs over Nordpolen.
Tilbage i 2022 investerede USA derfor et tocifret milliardbeløb i udbygning af Pituffik Space Base og gav i den forbindelse det grønlandsk ejede Inuksuk A/S 12 års entreprise med at drive og vedligeholde basen.
En kontrakt til op imod 4 milliarder US dollars. Så kom ikke og sig, at amerikanerne ikke allerede er militært til stede på Grønland. Eller at Grønland ikke allerede tjener penge på samarbejdet.
Det gør de i den grad. Og godt for det.
Det er ikke gratis at anlægge nye flyvepladser til store maskiner i den klippefyldte grønlandske natur.
Kun få steder er der naturligt plads. De allerfleste steder skal der bortsprænges store mængder klipper, inden banerne kan planeres og befæstes.
Det har derfor holdt hårdt med etableringen af de seneste tre lufthavne i henholdsvis Nuuk, Ilulisat og Qaqortoq. Fem milliarder danske kroner er anlægsbudgettet, hvilket en lille nation som Grønland med knap 57.000 skatteydere naturligvis ikke selv magter.
De tre nye lufthavne er derfor finansieret og ejet i fællesskab af Kalaallit Airports International A/S, hvor den grønlandske regering ejer to tredjedele. Og den danske regering, som ejer den sidste tredjedel.
Nordic Investment Bank (NIB) har i tilgift udstedt et 20-årigt lån på næsten en halv milliard kroner.
Uden dette økonomiske og internationale samarbejde havde der slet ikke været nogen bane til Don Juniors to fly at lande på i Nuuk. Det får han gratis med i købet, hvis Grønland nu snart vælger Danmark fra og USA til.
Grønland får så til gengæld lov at smage på det amerikanske uddannelsessystem og sundhedsvæsen. Eller mangelen på samme.
Spørg gerne inuitterne i Alaska, hvordan det lige går. Om den amerikanske kolonimagt behandler dem ordentligt i deres eget land.
For slet ikke at tale om indianerne, som jo var der længe før den hvide mand.
I mellemtiden er Donald Trump i fuld gang med at omdøbe klassiske amerikanske lokaliteter. Dette ifølge et nyt præsidentielt dekret om navneændringer.
Trump ønsker at fejre nationale helte og sætte deres navne på berømte lokaliteter. Et godt eksempel er Nordamerikas højeste bjerg Mount McKinley, som er opkaldt efter USA’s 25. præsident William McKinley tilbage i 1896.
Efter ønske fra Alaskas daværende guvernør omdøbte præsident Barack Obama imidlertid USA’s højeste punkt til det oprindelige indianske navn “Denali”. Det betyder “Det Høje” og er noget mere beskrivende end det amerikanske navn.
Det skete så sent som i 2015, men trods navneforandringen forblev bjerget dog at være 6.190 meter højt. Nu skifter det så navn tilbage til det gamle Mount McKinley – stadig uden at ændre højde.
Selv havde jeg engang den udsøgte fornøjelse at flyve rundt om Denali i 4 km’s højde. I strålende solskin. Tilbage i 1980’erne. Et hold japanske bjergbestigere havde mistet en kær kollege til det store bjerg og ville sprede blomster ud over stedet.
Det var en betagende flyvetur og et smukt minde om Denali, som det altid havde heddet, indtil amerikanerne købte Alaska af russerne, og den hvide mand med præsident McKinley tog over.
Så indfødte folkeslag skal nok ikke regne med mere respekt og retfærdighed end hidtil. Hverken dem, der allerede i dag bebor Nordamerika og har gjort det længere end nogen anden.
Eller de grønlændere, der måtte vælge af skifte tilhørsforhold. De skal tænke sig rigtig godt om og gør det sikkert også.
Mere generelt end Mount McKinley er det, at Donald Trump nu officielt har omdøbt Den Mexicanske Golf til Den Amerikanske Golf. Givet på grund af grænsestridighederne her og den mur, der aldrig blev bygget og aldrig blev betalt.
Tech-giganten Google, som sad på første række ved indsættelsen af Trump i dennes anden periode som præsident for USA, turde ikke andet end føje ham. De har nu omdøbt Den Mexicanske Golf til Den Amerikanske på Google Maps. I hvert fald inden for USA’s grænser.
Det vides ikke, om Golfstrømmen ved samme lejlighed har skiftet retning. Flere forskere har allerede advaret om muligheden, hvis den globale opvarmning fortsætter. Vi fortsætter jo ufortrødent vor forurening og ser nok, når strømmen vender på et tidspunkt. Eller mærker det. Der skal bare brændes lidt mere olie af, før det sker.
Den olieglade Donald Trump lader sig imidlertid ikke afskrække: Ifølge ham vil global opvarmning blot få havet til at stige, så der bliver nye strandområder at udvikle og bebygge. Tro det eller ej. Det er sådan, Trump ser verden: Som en potentiel byggeplads, der kan tjenes millioner og milliarder på.
Senest har han fået øje på Gaza-striben, som han gerne vil udvikle og lave om til Middelhavets førende turistresort. Når altså først de lokale to millioner palæstinensere er deporteret til de omkringliggende lande…
Det nye navn på Golfen er man selvfølgelig ikke tilfredse med i Mexico. Her svarer man igen med, at hele Nordamerika så igen må hedde Mexican America. Det var ifølge den mexicanske præsident navnet ved Mexico’s grundlæggelse tilbage i 1814.
Under alle omstændigheder er grunden nu lagt til, at Trump på et hidtil ukendt tidspunkt annekterer Grønland og omdøber det til nutidens “Trumpland”. Dette efter en af verdens største præsidenter nogensinde, nemlig ham selv. Udi egen indbildning.
Senest er der dog kommet et helt anderledes og officielt bud på et nyt navn til Grønland:
“Red, White, and Blueland”
Det er nok her, vi skal finde den virkelige årsag til Trumpens vilde aktiviteter og udtalelser: Drømmen om at få sit eget og sit lands navn på verdens største ø. “Stars and Stripesland” en anden mulighed.
Der leges ord- og navneleg i den helt store sandkasse for de små mænd med deres gigantiske ambitioner. Alle de store tech-moguler var derfor til stede ved Trump’s indsættelse som præsident og sad pænt med på allerførste række:
Faceboob, Titkok, Peen-terest og Clitter…
Det amerikanske folkevid kan nemlig også. TV-kanalen CBS inklusive. Det er dem, jeg har ovennævnte nye navne fra. Det er ikke nogen, jeg selv har fundet på. Selv på republikanske Fox News dukkede kinesiske Titkok pludselig op på skærmen i prime time. Midt i flommen af stavefejl og fake news. Hilarious.
Det bliver fire lange år, som kun kan overleves med lykkepiller, alkohol fra Canada og kæmpedoser af sort humor.
Galgenhumor fra den allernederste skuffe.
Det republikanske kongresmedlem Andy Ogles fremsatte den 14. januar i år det kontroversielle lovforslag “Make Greenland Great Again Act”.
Helt konkret vil dette lovforslag gøre det muligt for den amerikanske regering med Trump i spidsen at indlede samtaler med Danmark om amerikansk kontrol med Grønland. På den ene eller anden måde.
Ifølge Andy Ogles er Grønland “fyldt med rigdom og ressourcer”. Derfor er det en strategisk selvfølgelighed, at USA gerne vil overtage Grønland. Det siger Andy Ogles til den stærkt konservative TV-kanal Fox News:
“Vi ser en øget aktivitet fra Rusland og Kina i Arktis og på handelsruterne. Derfor er det vigtigt for USA at stå frem og sige, at det her er altså vores dørtrin.
Det er vores interesseområde, hvor vi, for nu at være helt ærlige, er det dominerende rovdyr.”
Under interviewet kommer Ogles og Fox News-værten også ind på en helt konkret pris for et eventuelt “køb” af Grønland: 1.500 milliarder dollars.
USA er i forvejen en af verdens mest forgældede nationer og skylder især Kina og Japan gigantiske summer. USA skal således ud at låne til udbetalingen, hvis de vil købe Grønland. Og ellers kan få lov til det.
Hvordan republikanerne så er blevet enige med sig selv om ovennævnte pris, fremgår ikke af interviewet. Ogles siger blot, at et sådant beløb kunne være en mulig strategi for at få Danmark til forhandlingsbordet. Og give de få grønlændere store dollartegn i øjnene. Onkel Joakim er som bekendt amerikaner.
Samme Ogles siger også, at der i bedste diktatorstil arbejdes på at give Trump endnu en valgperiode efter denne hans anden og sidste. I hvert fald ifølge den amerikanske forfatning, The Constitution fra 1787, der ikke tillader nogen præsident mere end to perioder på posten.
I det republikanske parti vil man gerne gøre den store leder til præsident på livstid, som de har gjort det i Nordkorea. Med Trump Junior som den naturlige arvtager.
Der skal dog en forfatningsændring til, hvis det skal lykkes. Ændringer af den amerikanske forfatning kræver nemlig et flertal på to tredjedele i såvel senatet som kongressen, og det bliver svært at skaffe. Med mindre man med magt og militær vælger helt at skrotte forfatningen. Så er alt jo muligt.
Lige nu rabler det totalt for amerikanerne. USA’s tidligere ambassadør til Danmark, republikaneren Carla Sands, supplerede efterfølgende debatten med denne salut:
“Danmark har opført sig som en, der ejer et aktiv, men ikke har råd til at passe på det.”
Tjaeh. Nu ejer Danmark jo ikke Grønland. Det gør grønlænderne. Og USA selv opfører sig som et forkælet barn, der gennem de seneste år har fået lov til at låne alt, alt for mange penge fra ikke mindst Kina og Japan. Og som nu er så forgældet, at man ser sig nødsaget til at “annektere” hele Grønland for at få lidt sjældne mineraler i statskassen.
Dette ikke mindst til den fremtidige amerikanske produktion af Tesla biler fra den hidsigt heilende Elon Musk. Ikke betryggende, at Trump har ladet Heilende HElon flytte ind i Mar-A-Lago paladset. Med havudsigt og direkte adgang til præsidenten.
Samt et lager af Ketamin til akut behandling af Musk’s gentagne depressive anfald. Dem og det indrømmer Musk selv, der ellers til daglig er sikkerhedsclearet med fri adgang til SpaceX rumprogrammet. Det plejer stof(mis)brugere fornuftigt nok ikke at blive.
Det er meget lidt betryggende. Og dybt foruroligende.
Av, ovennævnte salve fra Sands sved. Ikke mindst for statsminister Mette Frederiksen, (S) der i de seneste år har gjort sig store anstrengelser for ikke at leve op til de løfter om forsvaret af Grønland, hun ellers selv har givet.
Og tænk, hvad vi kunne have købt af moderne forsvar for de 30 milliarder, Mette Frederiksen & Co indtil videre har brændt af på minkavlerne, der nu er i fuld gang igen. Med nye mink til nye mutationer og nye epidemier.
Samme Carla Sands udtalte for nylig til TV2, at danskerne i stedet for altid at påberåbe sig NATO-pagtens berømte paragraf 5 sovepude – populært kaldet Musketér-eden – hellere burde fokusere på paragraf 3.
Paragraf 3 forpligter nemlig ethvert NATO-medlemsland til at kunne forsvare eget territorium, hvilket burde være en selvfølge. Før vi kan overholde paragraf 5 og forsvare andre medlemslande, når og hvis de bliver angrebet.
Men det kan vi slet ikke i dag, hvor det danske forsvar efter mange års besparelser og de seneste mange donationer til Ukraine sidder tilbage med tomme våbenlagre og nedslidte kaserner fulde af skimmelsvamp.
Der står således en grønlandsk ladeport åben for Donald Trump og hans ekspansionistiske tilbøjeligheder.
I Danmark ligger vi på alle måder, som vi selv har redt – i vort forhold til Grønland.
Hvis man spørger USA’s aldrende, men stadig nye præsident Donald J. Trump, så behandler vi danskere vore grønlandske venner så dårligt, at disse er lukt på vej i hans amerikanske arme.
Nu skal man imidlertid ikke lægge så meget i det, Trump siger. For han siger rigtig meget, som ingen alligevel kan forstå. Man skal mere se på, hvad han egentlig gør. Og indtil videre har han ikke gjort så meget andet end at true os med straftold og militær besættelse af verdens største ø.
Dette trods Danmarks mangeårige solidaritet med netop USA, i hvis fjerne krige vi ofte har kæmpet side om side. Med adskillige unge danske soldaters liv som prisen for en solidaritet, der ofte er sket på en yderst tvivlsom amerikansk baggrund.
Tag bare Irak, der jo slet ikke husede de “Weapons of Mass Destruction”, som amerikanerne ellers havde påstået og brugt som grund til invasionen. En forklaring, vi samlet hoppede på i hele den vestlige koalition. Med samlede fødder. Våbenindustrien klappede begejstret over invasionen, der krævede oceaner af nye våben.
En enkelt toppost som generalsekretær for NATO blev det dog til – som tak for Irak. Den post gik som bekendt til Venstres Anders Fogh Rasmussen, der senest har udtalt sig skeptisk over for Donald Trumps planer om en mulig annektering af Grønland. Fogh har sågar sammenlignet dem med Putins angreb og overgreb på Ukraine.
Men spørger man grønlænderne selv, så er de bestemt ikke på vej i armene på amerikanske Trump. Så langt fra. En meningsmåling lavet af analysebureauet Merian for danske Berlingske og grønlandske Sermitsiaq satte en tyk streg under Donald Trumps usande påstande:
Ifølge denne analyse, som omfattede knap 500 grønlandske borgere over 18 år, ønsker hele 85% af de adspurgte ikke, at Grønland skal udtræde af det nuværende Rigsfællesskab.
Kun 6% ønsker sig at blive en integreret del af USA.
De fleste adspurgte grønlændere ønsker derimod et fortsat tæt samarbejde med Danmark – sigtende mod en stigende grad af selvstændighed.
Vi skal derfor huske at tale pænt til og om vore grønlandske venner.
Det har vi desværre ikke altid gjort.
Med vanlig sans for indholdsløs dramatik har US præsident Donald Trump netop bragt Grønland på banen igen. Det gjorde han i sin første tale om nationens tilstand – State of the Nation, som det hedder på amerikansk.
Trump har dog skåret lidt ned på retorikken efter sine første bombastiske udtalelser, hvor han mente, at USA skulle “tage kontrol med Grønland”. Nu mener han, at grønlænderne selv skal bestemme, om de vil indlemmes i De Forenede Stater. Med de ufatteligt mange økonomiske muligheder, der i så fald vil give dem:
“Vi støtter fuldt ud de utrolige grønlænderes ret til at bestemme deres egen fremtid. Og hvis I vælger os, byder vi jer velkommen ind i USA”, sagde han i sin tale til nationen.
Den senere tids verdensomspændende tumult har dog vist verden generelt og grønlænderne specielt, hvilket potentielt kaos de går ind til, hvis de vælger USA og Trump. Går man lidt længere tilbage i historien – til salget af Dansk Vestindien til USA – ser det heller ikke kønt ud:
Øerne St. Croix, St. John og St. Thomas var en dansk koloni fra 1671 til 1917, hvor der primært blev dyrket sukker med sorte slaver som arbejdskraft. Danmark ophørte med slaveriet i 1848.
I 1917 købte USA så de tre Dansk Vestindiske Øer for 25 millioner US dollars i guld. Begrundelsen for købet var en frygt for, at Tyskland under Første Verdenskrig ville bruge øerne til militærstrategiske formål. Øerne blev herefter omdøbt til U.S. Virgin Islands.
Tilsvarende betalte USA i 1867 7,2 millioner dollars for hele Alaska, som de købte af Rusland. Et salg, russerne har fortrudt mange gange siden. USA er således ikke uvant med at købe sig større.
Der skulle dog gå yderligere ti år, førend beboerne på Jomfruøerne blev amerikanske statsborgere. Men da øerne kun har fået status af “unincorporated U.S. territory with limited self-governance” har øboerne kun begrænset stemmeret. På lige fod med eksempelvis Puerto Rico.
De kan således ikke deltage i valget af kommende præsidenter. Grønland må derfor belave sig på samme (mangel på) rettigheder, hvis de vælger selvstændighed og USA frem for Rigsfællesskabet med Danmark. Det viser historien tydeligt.
Monroe-doktrinen fra 1823 lovede, at USA ikke ville blande sig i europæisk politik.
Men doktrinen sagde også, at USA forbeholdt sig retten til selv at intervenere, dersom udenlandske regeringer kom på tværs af amerikanske interesser.
Grønland kunne være et højaktuelt eksempel herpå. Som Taiwan længe har været det for Kina.
Afslutningsvis Donald Trumps seneste bidrag, som han publicerede på Trump Media natten til valgdagen. En upassende opførsel på et upassende tidspunkt og utidig indblanding i interne grønlandske anliggender. Det mente i hvert fald mange grønlændere. Undertegnede ligeså:
Trump til Grønland natten før valget
“Vi vil fortsætte med at beskytte jer, som vi har gjort det siden Anden Verdenskrig”.
“Vi er klar til at investere milliarder af dollar i Grønland for at skabe nye job og gøre jer rige”.
“Og hvis I vælger det, vil vi byde jer velkommen til at være en del af den største nation i hele verden, Amerikas Forenede Nationer”.
Han kunne altså ikke dy sig, Trumpen. Spændende at se, hvad Grønland mener om hans indblanding i det grønlandske valg.
Alle på Grønland og fra Grønland ønskes et godt valg herfra!
©️ 2025 Steen Ulnits
Læs mere i artiklen
Et enligt får nyder solen, mens Rømø-Sylt færgen sejler forbi i horisonten. Tidevandsforskellen i Vadehavet er to meter, så man skal ikke tage sig en lur ved lavvande…
Slusen ved Ballum står åben, og der er fri adgang fra Brede Å.
Udsigt til skydebanen på Rømø. Der skydes, når ballonen er oppe.
Ballum Slusekro længst ude bag diget. Ribe by i baggrunden.
Fårene græsser på diget og plejer det samtidig.
Der er højt til loftet herude, hvor får og vadefugle deler pladsen.
Den daglige tur til hegnet for at klø sig under den tykke pels.
En enlig måge afpatruljerer udløbet fra Ballum Sluse.
Hestene hygger sig bag diget, bekvemt i læ for vestenvinden.
Fårene græsser i reservatet, mens færgen forbinder Rømø og Sylt.
Fårene ved det næppe, men lever under masser af restriktioner.
Får er herlige. De lever et godt liv herude ved Vadehavet.
Verden fra mit Vindue, som C.V. Jørgensen kunne have sagt det.
Jeg har skam fået øje på dig…
Spørgsmålet er, hvem der egentlig er hegnet inde. Eller ude…
Måske bare et nummer i flokken. Men udsigten er verdensklasse!
Ind imellem kan det være svært at få hovedet med hjem igen…
Lav sol over Vadehavet
©️ 2024 Tekst & fotos: Steen Ulnits