Forfatterarkiv: Steen

OY-CAG’s sidste togt

Jeg fløj sidst med kaptajn Leif Petersen i hans elskede Paternavia i sommeren 1985. Det var en fastastisk tur over det grønlandske landskab ved Kangerlussuaq længst inde i fjorden af samme navn. Helt tæt på indlandsisen.

Kangerlussuaq er det rigtige grønlandske navn. Vi danskere kalder ofte stedet for Søndre Strømfjord, som er lettere at sige på dansk, mens amerikanerne kalder den nedlagte base fra Anden Verdenskrig for Bluie West-8. 

Leif havde netop droppet sit gode direktørjob og investeret formuen i et italiensk observationsfly af typen Partenavia P68 Observer med kendingsbogstaverne OY-CAG. I det fløj han hvaloptællinger på Grønland og senere fugletællinger i Vadehavet. Blandt meget andet. Ofte i lav højde.

Flyet var en årgang 1981 og dermed næsten nyt. Karakteristisk for Observer modellen var den store front af plexiglas, som muliggjorde tælling af hvaler, fugle og andet under flyet. “Marine Pollution Patrol” stod der med fluorødt på siderne, for det gjorde Leif også – fløj rundt og observerede olieudslip.

Ingen adgang til Paradis

Tilbage i sommeren 1985 tilbragte jeg nogle uger muttersalene i den betagende smukke Paradisdal nær Kangerlussuag, som dengang husede den amerikanske base fra den kolde krig. Den blev først officielt nedlagt i 1992.

Jeg havde været på vej derind i 1976, men da var dalen pludselig blevet totalfredet. Lokalt var man godt trætte af det amerikanske militær og deres turistflyvninger derind. Ind til gamle bopladser fra en svunden tid.

Jeg sad en solskinsdag i lufthavnen og ventede på at komme videre, da et hold belgiske F-16 jagere kom ned for at tanke op – på vej til Goose Bay på den canadiske side af Davisstrædet. Russerne var i Afghanistan, og NATO var i alarmberedskab. NATO-jagere fløj derfor til Labrador for at træne flyvning i lav højde – i et landskab, der minder om Sibirien.

F-16 var stadig et nyt fly i de dage, så det vakte berettiget opsigt, hvor det end viste sig. Jeg troede først, at det var et tysk flag på halen, men det var belgisk. Farverne de samme – orientering og rækkefølge blot anderledes. Tyskerne havde slet ikke fået F-16 endnu, lød forklaringen.

Det var lufthavnsschef Steen Malmkvist, der fløj mig ind i den netop fredede Paradisdal. Jeg kendte ham ikke personligt, men var blevet anbefalet at kontakte ham som det første. Frisk ankommet med Danmarksflyveren gik jeg derfor ind på hans kontor og bad om at blive fløjet ind i Paradisdalen.

– Det kan ikke lade sig gøre, svarede den ulasteligt klædte lufthavnschef i blåt jakkesæt, lyseblå skjorte og blåt slips. Næsten uden at kigge op. Han var en streng, men stilig mand med orden i sagerne.

– Dalen er fredet for trafik, fortsatte han og kiggede strengt på mig. – Ikke engang jeg må flyve derind længere.

– Det må du nu, svarede jeg kækt. – Hvis du altså vil flyve mig derind. Jeg har en tilladelse. Fra selveste borgmesteren i Sukkertoppen.

Malmkvist var stille et øjeblik. Så kiggede han endnu mere strengt på mig. – Den tilladelse vil jeg gerne se, sagde han så.

Jeg var beredt til tænderne og havde allerede hånden på det telegram, jeg havde modtaget få dage tidligere. Fra nævnte borgmester.

– Jeg tager lige en fotokopi, sagde han så og forsvandt ud af kontoret.

– Vi flyver i morgen formiddag. Klokken ti, sagde han så, da han var tilbage igen. Med en frisk fotokopi i hånden. 

– Jeg har ikke været derinde i lang tid, så jeg flyver selv. Vi skal lige have monteret et kraftigere landingsstel og større hjul. Det er groft grus, vi lander på derinde.

Afsted med nyt understel

Dagen efter var der monteret nyt landingsstel og nye hjul på hans Cessna. Og jeg havde købt proviant ind til tre uger. Håbede og regnede jeg i hvert fald med. Vi kunne derfor lette til aftalt tid: 1000 hours, som det hedder i de kredse.

Det blev en betagende tur i det gode vejr, der ofte hersker i Søndre Strømfjord. En af grundene til, at amerikanerne anlagde basen netop her i 1941. Under navnet Bluie West-8. Man ville komme tyskerne i forkøbet. Som amerikanerne også ville det under Første Verdenskrig, da de købte Dansk Vestindien af os.

Også da af frygt for tyskerne – dengang deres u-både.

Amerikanerne lukkede Bluie West-8 på Grønland i 1992, da den kolde krig klingede ud med Sovjetunionens fald. Heldigvis nåede jeg at kigge indenfor på basen flere gange i løbet af 1980’erne. Faktisk hver gang jeg var der. Bortset fra den daglige Danmarksflyver, så var Søndre Strømfjord nok det kedeligste sted, man kunne forestille sig.

Hvis man altså ikke lige havde fundet vej over landingsbanen til den amerikanske base. Og havde fået tiltusket sig adgang til messen her. Men det er en helt anden historie.

Tilbage til flyveturen ind til Paradisdalen. Det arktiske landskab omkring Søndre Strømfjord er goldt, knastørt og brunt. Sukkertoppen Iskappe tager det meste af nedbøren fra det fugtige Davisstræde, så ikke megen regn når ned herinde. Kun smeltevandsfjorden underneden lyste blåt.

Pludselig forsvandt det brune land imidlertid, og en saftig grøn dal dukkede op under os. Vi var allerede ude over de stejle fjeldsider, som omkranser Paradisdalen – i op til 1.200 meters højde. Afstandene snyder altid, når man kommer fra et lille land som Danmark. Man undervurderer dem totalt.

Arnangarngup Kua

Midt i den grønne dal løb en smal blå stribe – Arnangarngup Kua, som den frodige elv hedder. “Den kvindagtige elv” på dansk. Et passende navn, for den er om noget så atypisk for Grønland, som nogen elv kan være: Klarvandet og langsomt flydende. Midt i en betagende grøn Paradisdal, som den hurtigt blev døbt af os danskere.

At besøge Paradisdalen var virkelig som at blive lukket ind i Paradiset Have. Når først den øredøvende larm fra landingen på det grove grus var klinget af, og den lige så øredøvende stilhed havde lagt sig.

Da vi havde tømt flyet for bagage, tog Malmkvist tilbage igen. Han havde et møde på den amerikanske base over middag, og det skulle passes. Jeg havde jo også proviant til tre uger.

Jeg glemmer aldrig følelsen, da jeg så det lille Cessna fly stige til 1.200 meters højde for til sidst at forsvinde over fjeldkammen med kurs tilbage mod Kangerlussuaq. Lyden fra flyet forsvandt, da det gled ud af syne. Der blev helt stille. Dødstille.

Et næsten knugende fornemmelse. At være mutters alene på Verdens Største Ø. Uden mulighed for kontakt med omverdenen. Uden radioforbindelse. Med ét forstod jeg, hvordan Palle måtte have haft det, da han var alene i verden…

Jeg havde nu tre uger helt i mit eget selskab. Med flere og større fjeldørreder, end jeg var vant til andre steder fra.

Alene i Paradis

Aftalen var, at Malmkvist skulle hente mig igen, når min tilladelse til at være i den fredede dal udløb. Jeg talte dagene og fangede ind imellem et glimt af Danmarksflyveren, når og hvis den kom ind over. Så den højt oppe, men hørte den aldrig.

Eneste lyde kom fra de få, men rekordstore regndråber, der ind imellem nåede forbi Sukkertoppen Iskappe og ned på min blå teltdug. Det lød næsten som hagl, så store var dråberne blevet, inden luften slap sit greb om dem.

En sjælden gang lod ravnen sit metalliske kald lyde. Og længst inde, hvor dalen slog et knæk og drejede mod nord, havde et vandrefalkepar deres rede højt oppe på et klippefremspring. Jeg så dem næsten daglig og hørte endnu flere gange deres karakteristiske kald. 

Endelig var der jo moskusokserne, som jeg havde glædet mig meget til, men længe måtte kigge langt efter. Faktisk troede jeg til sidst slet ikke, der var nogen.

Rundt omkring i det grønne græs lå store sorte sten, som var rullet ned fra fjeldsiderne. I starten troede jeg, det var moskusokser, der jo også er sorte. De rørte imidlertid ikke på sig, når jeg kom tæt på. Det gør sten sjældent.

Forstyrret i middagssøvnen

Til sidst var der dog én, som gjorde. Jeg gik og fiskede helt nede ved elven, da en af de store sten pludselig rørte på sig. En gammel moskustyr havde ligget og solet sig, da jeg forstyrrede den. Møjsommeligt kom den på benene og stirrede på mig.

Den begyndte at fnyse og så i det hele taget ikke tilfreds ud. Da den gjorde front og begyndte at skrabe med klovene i græsset, foretog jeg et langsomt, men strategisk tilbagetog ud i elven. Jeg skulle ikke nyde noget – helt alene, som jeg jo var i dalen.

Jeg tog en god håndfuld billeder med mit Olympus, men frådsede ikke med dem. I 1985 kostede det mindst et par kroner, hver gang man trykkede på aftrækkeren og førte sin Kodachrome et billede frem. Samtidig gik der jo fjorten dage med at få filmen fremkaldt, når først man var vel hjemme igen. Det var en anden tid.

Paradisdalen er kendt for sine fjeldørreder, der her bliver større end de fleste andre steder. Herinde oplever man regelmæssigt at fange fisk på op mod 5 kg – fisk, som har vokset sig store på en nærende diæt af angmagsætter ude i den smeltevandsfarvede Strømfjord.

Samtidig har de fået en bedre start på tilværelsen end de fleste fjeldørreder på Grønland. De vokser nemlig op i en klarvandet elv med langsom strøm og høj vandtemperatur. Det kunne jeg ved selvsyn konstatere, når jeg tog et bad i elven. Koldt, men ikke iskoldt.

Masser af føde i form af myggelarver giver fiskene her et forspring frem for andre steder. Faktisk var det netop kvægmyggene, der havde udløst min tilladelse til at besøge den fredede dal. Jeg skulle indsamle kvægmyg til Naturhistorisk Museum i Aarhus.

Indsamlingen måtte jeg efterfølgende afrapportere til borgmesteren i Sukkertoppen, som jo havde givet mig tilladelsen. Det manglede bare.

Anderledes fiskeri

Elven, fiskene og fiskeriet overraskede mig. I hvert fald i starten. Jeg var jo vant til, at elvene på Grønland fossede nedefter med deres iskolde og blågrønne smeltevand. At fiskene klyngede sig til strømlæ, hvor de overhovedet kunne finde det.

Sådan er det ikke i Arnangarngup Kua. Her er strømmen så rolig som i et jysk vandløb, men vandet langt klarere. Fiskene stod slet ikke de steder, jeg var vant til. Faktisk var det her et spørgsmål om at finde de steder, hvor strømmen tog til og stoppede fiskene på deres lange opstrøms vandring.

Der måtte en del opsøgende arbejde til, førend jeg fandt frem til disse pladser. Jeg tilbagelagde mange kilometer med spinnestangen og en rødprikket Mepps spinner størrelse tre. Min første fisk var en nystegen blank fisk på omkring 4 kg – en fisk, der absolut ikke ville ud af sit dybe høl.

Siden fandt jeg ud af, at Paradisdalens rødinger fint kunne fanges på flue – blot man havde fundet stederne. Jeg kunne også konstatere, at fiskene her havde samme smag for farver som i andre grønlandske elve. Et fluorødt Juletræ var et sikkert hit for

Da jeg havde skiftet den store spinner ud med en mindre flue, begyndte jeg også at fange mindre fjeldørreder – små fisk med mørke sider og kæmpstore finner med de smukkeste hvide kanter. Dværgrødinger af den slags, der aldrig forlod elven, men tilbragte hele deres lange liv i elvens kolde, men alligevel næringsrige vand.

De fleste fisk opgangsfisk var blanke og vejede omkring 2 kg. Nystegne fra Strømfjorden. Jo længere jeg vandrede op i dalen, desto færre men større fisk fangede jeg.

Heroppe vejede flere af fiskene 3-4 kg, alle farvede efter nogen tid i elven. De var stadig i topkondition, da de bekvemt kunne svømme direkte op i den langsomme elv. Ingen vandringshindringer i form af krævende fosser og vandfald.

Muhammed og Bjerget

Jeg overvejede på et tidspunkt, om jeg skulle flytte min lejrplads op til de større fisk her, men det opgav jeg. Så var det alligevel lettere at gå den lange tur hver dag. Jeg havde jo heller ikke andet at lave. Og fisk fangede jeg jo rigeligt af. Det eneste, jeg savnede, var nogen at dele de mange oplevelser med. Det overraskede mig lidt.

Jeg havde jo aftalt med lufthavnschefen, at han skulle hente mig, når min opholdstilladelse i dalen udløb. Jeg blev derfor noget overrasket en af de første dage i den tredje uge, da jeg tydeligt kunne høre et fly vej.

Det kom ikke ad samme rute, som vi selv var kommet – den direkte over fjeldet. I stedet kom det helt lavt op gennem dalen – på vej ude fra Strømfjorden.

Og det var ikke Malmkvist, der var på vej i utide. Det var en langt større flyver. Lyden voksede, og jeg kunne nu se, at det ikke var en lille Cessna, men et større fly med to motorer. En italiensk Partenavia.

Flyet landede få hundrede meter fra mit lille blå Fjällräven telt og taxiede hen mod den slidte vimpel og vindmåler, som amerikanerne havde sat op flere år tidligere. Men forladt igen som med alt andet amerikansk på Grønland.

Det var et besynderligt fly med stor glaskuppel fortil. Kaptajnen var en rar mand, som hed Leif Petersen, og han havde sin kone med. Hun ville plukke blåbær og samle moskusuld til en sweater.

Leif selv vidste, at der var en skør biolog alene inde i dalen. Det havde Malmkvist nemlig fortalt ham. 

Mellemlanding i Paradis

Leif benyttede lejligheden til en sjælden mellemlanding i den fredede dal. Han ville lige checke, om jeg nu havde det godt. Og så havde han lige en fridag, inden han igen skulle ud over Davisstrædet og tælle hvaler fra sin nye Observer. 

Da han spurgte, om jeg ville med tilbage, var jeg ikke i tvivl. To uger helt alene i ødemarken var en overvældende oplevelse, som jeg ikke ville have været foruden. Men som jeg godt kunne undvære mere af.

Én ting er at være alene på et vidunderligt sted. En helt anden ikke at kunne dele oplevelserne med nogen. En dag blev jeg helt forskrækket over mig selv, da jeg pludselig rømmede mig. Så stille havde det været.

Jeg pakkede derfor mine ting sammen og krøb ombord i Partenavia’en. Jeg fik det højre forsæde og havde en fantastisk udsigt hele vejen tilbage til Kangarlussuaq. Det sørgede den store plexiglas-kuppel for.

Det var mildest talt en grænseoversridende oplevelse at se den militære landingsbane komme op mellem benene på én under landingen.

Det havde jeg ikke prøvet før.

UNESCO Verdensarv

I 2018 blev det besluttet at gøre et område på 4.178 km2 til del af UNESCO’s Verdensarv. Området strækker sig fra Davisstrædet i vest ved Sisimiut / Holsteinsborg til indlandsisen ved Kangerlussuaq / Søndre Strømfjord i øst.

Det er et område, som i mere end 4.000 år har været brugt af lokalbefolkningen til jagt og fiskeri. Et område, som derfor rummer kulturhistorisk vidnesbyrd i form af gamle bopladser, gravpladser og ruiner. Den tilstødende Paradisdal kom lige akkurat ikke med i Verdensarven – trods ellers unikke forhold og en tidligere fredning. 

Retfærdigvis må man acceptere, at der skal være en grænse. At godt 4.000 km2 jo også er et pænt stort område. Et langt og smalt område på godt 200 gange 20 km, der rækker fra Ishavet i vest til Indlandsisen i øst.

Tekst & fotos: Steen Ulnits

OY-CGA’s endeligt

Mit besøg i Paradisdalen ligger helt tilbage i 1985, hvor jeg som biologistuderende kunne tilbringe hele sommeren hos svigerfamilien i Nuuk. Jeg var deroppe hver sommer – som biolog, fotograf, lystfisker, turist og rejseleder for Dansk Vandrelaug. En fantastisk tid, hvor man endda fik løn for sit arbejde.

Da jeg sagde farvel til kaptajn Leif Petersen i Kangerlussuag en solskinsdag i august, var det med en fantastisk oplevelse i bagagen. Det gjorde derfor rigtig ondt, da jeg flere år senere kunne læse i dagspressen, at Leif var styrtet ned med sit Partenavia – endda et så ordinært sted som Roskilde Lufthavn.

Han døde på stedet, og det samme gjorde hans andenpilot. Flyet styrtede under en krængning i lav højde ved indflyvning til landing. Det første landingsforsøg måtte afbrydes, da det foregående fly på banen måtte bremse og derfor ikke nåede helt væk.

Leif valgte derfor at tage en ny landingsrunde og en 360 graders krængning – desværre i for lav højde. Det resulterede i et såkaldt “asymmetrisk stall”, som det hedder i rapporten. Og et begyndende spin, det ikke var muligt at rette op fra. Flyet styrtede fra lav højde og brød i brand umiddelbart efter.

Jeg har læst den 41 sider lange havarirapport grundigt igennem flere gange for om muligt at blive klogere. Det var jo det selvsamme OY-CAG, jeg selv havde siddet i tilbage i 1985, da Leif samlede mig op i Paradisdalen. Da var det blot fire år gammelt. Da det styrtede i Roskilde, var det 28 år gammelt. Ingen alder for et velholdt fly.

Meget mærkeligt at se fotos af det forulykkede fly, der udbrændte efter landingen. Når man nu selv havde siddet i og fløjet med det. Men jeg glemmer aldrig de gode stunder sammen med Leif i hans elskede Partenavia. Gode oplevelser kommer heldigvis aldrig dårligt tilbage.

Æret være Leifs minde og de gode oplevelser, han gav andre i sit fly. Og R.I.P. et dejligt menneske, som for alvor udlevede sin drøm om et liv i luften – i mere end et kvart århundrede.

Leif Petersen blev 74 år gammel og havde kort forinden solgt OY-GAC til sin andenpilot, der blot blev 47 år.

Leif selv havde ikke mindre end 13.973 flyvetimer med 8.791 landinger.

Andenpiloten havde 2.043 flyvetimer.

Screendumps fra havarirapporten.

Læs mere om eventyr i luften over Grønland her.

Om de flyvende mænd i deres fantastiske maskiner.

Flyvende eventyr på Grønland

Et par af de gamle Grønlandspiloter fortæller historier fra det virkelige liv, da mænd var mænd og rigtige piloter fløj helikopter. En tid, hvor enhver flyvning var et eventyr med risiko for liv og lemmer. En tid uden GPS…

Air Transat 1981: Nogle vanvittige franskmænd havde arrangeret et transatlantisk air race som de kaldte Air Transat 81. Det gik ud på at flyve fra Paris til NewYork og retur hurtigst muligt inden for fire forskellige fly klasser. 

“Der var ca. 65 tilmeldte fly af mange forskellige typer. Bl.a. deltog Ferraris franske Formel 1 kører Didier Pironi i en gammel amerikansk B-26 bombemaskine fra 2. Verdenskrig, hvor bomberne i bomberummet var erstattet af ekstra benzintanke, således at turen over atlanten kunne gøres non stop.

En anden kendt deltager i Air Transat var Sigrid „Siggi“ Sikorsky, svigerdatter til Igor Sikorsky, ham med Sikorsky helikopterne. Racet startede i begyndelsen af juni under The Paris Air Show fra Le Bourget lufthavnen, som var den flyveplads, hvor Charles Lindbergh landede i 1927 efter sin flyvetur som den første over Atlanten. I USA var landingslufthavnen Sikorsky Memorial Airport, Bridgeport, Connecticut.

Af de ca. 65 fly fra 15 nationer gennemførte kun omtrent halvdelen. Nogle fik overisning, andre tekniske problemer. Et fly måtte ledes ind til Shannon Lufthavn af redningshelikopter, et andet nødlandede på en ø ud for Skotland, 10 strandede i Grønland (bl.a. i Narsarsuaq) p.g.a. dårligt vejr. 

Så vidt jeg husker, havde vi 31 af dem igennem Narsarsuaq. Et enkelt fly var taget afsted fra Gander på New Foundland mod Paris med benzin til 17 timers flyvning, men forsvandt i havet ud for Skotland med de to ombord og blev aldrig fundet.

Arrangørerne havde stationeret tre mand i Narsarsuaq, en læge, en mekaniker samt en fransk flyveleder fra Marseille, som befandt sig i AFIS kontoret under hele forløbet. Han skulle bl.a. sørge for, at AFIS-operatøren på telex sendte meldinger til løbsledelsen om starter og landinger m.v. Man havde bl.a. forspurgt, om det var muligt for os at sende landings- og startmeldinger med sekunders nøjagtighed. Det var det dog ikke.

Men nu til lidt historier. I de dage lå vi med lave skyer, som besværliggjorde flyvningerne. På dagen med de fleste ankomster havde vi f.eks tre nødsituationer p.g.a. at skyerne gjorde indflyvning umulig, og flyene måtte flyve til alternativ lufthavn. Vejret i Nuuk/Godthåb var tåget og samtidig var der problemer med localizeren (et indflyvningshjælpemiddel), som faldt ud hele tiden. 

Eet af flyene ville dog alligevel forsøge landing dér, da de ikke havde brædstof nok til at nå Sdr. Strømfjord. Det lykkedes teleteknikeren at holde localizeren i drift ved at stå i hytten med udstyret og genstarte den, hver gang den faldt ud. Og flyet landede og var tæt på at køre ind i hytten for enden af banen. 

Et andet fly nåede til Sdr. Strømfjord på de sidste dråber, medens det sidste ikke havde nok brændstof og måtte sikkerhedslande på en lille interimistisk grusbane i Paradisdalen et stykke sydvest for Sdr. Strømfjord. Den derværende flyveklub fløj efterfølgende benzin ud til dem, så de kunne komme derfra. 

Den franske flyveleder havde muligvis ikke så megen geografisk indsigt, for han sammensatte et telegram, som jeg skulle sende på telex. Det lød noget i retning af „Flyet nødlandet på en gletscher i Grønland omgivet af pingviner“. 

Det skal bemærkes, at løbets logo uvist af hvilken grund var en pingvin iført læder flyverhjelm!

Samme dags aften eller muligvis næste dag lå skyerne stadig lavt over Narsarsuaq, og en Fairchild-Hiller FH-227 (en licensbygget og forlænget udgave af en Fokker 27, med plads til 52 passagerer med en fransk besætning, som intet havde med air racet at gøre, på en leveringsflyvning (såkaldt færgeflyvning) uden passagerer kom i vanskeligheder, da de ikke kunne finde ned gennem skyerne. 

Det endte med at „vores“ Sikorsky S-61 helikopter blev anmodet om assistance for at hjælpe dem ned. Jeg lader først mekanikeren på S-61’en Bent W. berette om sin oplevelse af hændelsen. Og derefter Niels Skærlund, som var den ene af piloterne.

Bent W fortæller:

Den dag var der et kraftigt skydække, hvilket forhindrede flyet i at finde ned. 

På et tidspunkt indser franskmændene, at situationen, med næsten tomme tanke, er uholdbar og beder om hjælp. Maskinen befinder sig da inde over isen, uden at være helt klar over positionen. 

Da vi kommer i luften, er det gennem et lille hul i skyerne inde over bræen. Over isen finder vi, at maskinen befinder sig for langt syd på, og må nu bruge kostbare dråber på at nå til hullet over bræen. Det vil sige det hul, der engang var i skyerne, eksisterer nu ikke længere. Det ville nok være muligt at lande inde på isen, og gå derfra, men dette ville være den sidste udvej.

Vi havde nu franskmanden koblet bag på S-61 ́eren, og søgte en vej ud af situationen. Med eet så Niels, gennem et lille hul i skyerne, fjeld og lidt vand. Hans store lokalkendskab sagde ham, at dette var Motzfeldts Sø.

Franskmændene blev spurgt om, de ville være i stand til at følge os ned gennem hullet, hvilket de bekræftede. Gennem det bageste venstre vindue kunne jeg se, at maskinen fulgte efter os.

Det syn, der mødte F227 besætningen, var en sø omkranset af fjelde, der nåede op i det tætte lave skydække, og ikke lige et godt sted at skulle lande. Nu var fuel situationen alarmerende, og franske stemmer afslørede tydeligt den pressede situation. 

Niels havde taget den ansvarsfulde beslutning at guide dem ned til Mozfeldts Sø og derfra low level ud gennem Sorte Elv. Nu er vi der snart, det er lige om hjørnet til højre, og nu er der til beroligelse blevet lidt grønt. Den franske stemme blev nu ganske normal igen.

Ude over fjorden og banking right for baneenden standsede venstre motor grundet fuelmangel.

Den ene af de franske piloter måtte absolut ringe til fruen hjemme i Bretagne. Der var fødselsdag, og om han ikke ringede hjem, ville fruen blot blive meget urolig. Senere har hun nok fået kendskab til dagens hændelse!

Niels Skærlund og Ulf Larsson tog et ansvar på sig den dag. Jeg ved, at hændelsen var kendt i kredse hvor 1.P boede, idet jeg senere traf piloterne fra to franske T-33 ́ere på vej til Mellem-Amerika – nu solgt som skolefly. De kunne fortælle, at 1.P var blevet skilt.

Dette har nok intet med hændelsen at gøre, men er kun tilføjet her for at bekræfte, at det er en lille verden vi lever i…

Niels Skærlund fortæller:

FH227, Grønt er sundt for øjnene !!!

Det første jeg kan huske om missionen er, at da vi taxi’er ud til banen, kan vi ikke se over fjorden p.g.a. lavthængende skyer, medens der er blå himmel over bræen mod øst. Efter take-off climbede vi til ca 12.000 ft., før vi var på toppen. 

Undervejs fløj vi igennem fugtig luft, der endnu ikke var blevet til skyer, hvilket forårsagede one to one vibrationer, da isen ikke fordelte sig ligeligt på rotorbladene. S-61 flyver ikke særlig godt i 12.000 ft. og slet ikke med is på bladene.

Vel på toppen, uden at ane hvor FH227’eren befandt sig (det vidste han jo heller ikke selv). Vi fik dog forbindelse til ham og overtalt ham til at søge mod NA, for fra vores position kunne vi se treshold 26. Men at få ham til at forlade NA, var en anden sag, for det var nu pludselig blevet hans eneste holdepunkt i livet.

Vi tændte vores landingslys, hvorved han fik visuel kontakt til os. Men før vi kunne få ham linet up til at lave en approach ned ad bræen, forsvandt den visuelle kontakt med baneenden, så der måtte tænkes alternativt og hurtigt, for efter deres stemmes toneleje at dømme, var det nu der skulle handles.

Havde tidligere på dagen fløjet i skyfrit vejr til Nanortalik, så jeg besluttede mig for at prøve mod syd . Kan ikke huske, om vi fik oplysninger fra AFIS om, at nu kunne de se over fjorden, og at dette var den afgørende faktor for at prøve mod syd.

Snart havde vi passeret Bræfjorden og selvom den svage vind der havde drevet skyerne ind over Narsarsuaq, ikke gav turbulens overhovedet, så var det nok til, at på sydøstsiden af bjergmassivet mellem Bræfjorden og Motzfeldt Sø kunne skabe en slags føhngab, ved at skyerne drev nedad fjeldsiden.

Herved blev skylaget så tyndt, at vi kunne skimte Motzfeldt Sø under os. Tøradiabatisk opvarmning (nedsynkning), kalder de kloge det vistnok.

Forespurgte, om han var i stand til og havde lyst til at følge os gennem skyerne, hvorpå han svarede “affirmative” – stadig med panik i stemmen. Bent W bekræftede, at han havde visuel kontakt til flyet, gennem bagerste venstre siderude. Bent er nu kommet frem til cockpittet og lytter med på radioen. 

Da vi er kommet gennem skyerne langt under fjeldtoppene, spørger vi ham, om han stadig er i stand til at følge os, hvorefter han nu med næsten mandig røst siger “affirmative”. Herefter bemærker Bent tørt, at grønt er sundt for øjnene! 

Turen ned gennem Sorte Elv, venstre ud ad Bræfjorden og til højre ud i Skovfjorden, fordrer en del skarpe drej, plus approach RWY08, har nok rørt lidt rundt i den resterende fuelbeholdning. Faktum er, at meget kort efter touchdown slår flyet et let slag til venstre for midterstregen på banen! 

Venstre motor stoppet p.g.a. fuel starvation. Close call.

Efter veloverstået landing, kyssede piloterne ifølge pålidelig kilde jorden og lovede middag på Hotellet, som nok var mest kendt for, at køkkenet var lukket (om mandagen).

Min kære franske nabo, Maguerite (Qito), også kaldet Fru Karlsen, tilbød sin assistance og serverede en overdådig fransk „Nødration”!

Tekst: Niels Skærlund

Foto: Steen Ulnits

Læs mere om Grønland og Søndre Strømfjord / Paradisdalen her

Aktuelt 1. kvartal 2026

Contents
  1. Ny svinefarm ved naturnationalpark?
  2. “Jeg vil bare gerne have flere landbrug…”
  3. – Fiasko i retten?
  4. Rumrejsen år 2026 – til Mars
  5. Tørre tal om udvaskning
  6. Svinevalget
  7. Listeria i danske laks
  8. Norsk smolteksport til Rusland
  9. Lakseopdræt i Saudi-Arabien
  10. “Ørreder til shahens bord“
  11. Norsk eksport af laks til Kina
  12. “Skønt at se det hidtil største opkøb på plads”
  13. Dyrevelfærd for åben skærm
  14. Hval kvalt i garnrester
  15. Om mænd og muslinger
  16. Kulturmuslingerne indtager vandet
  17. Wittrup Seafood konkurs
  18. TACO Trump takker af
  19. Virkeligheden bankede på flydøren
  20. “Grab them by the Peace Prize”
  21. Bæredygtigt Landbrug sagsøger igen
  22. Heunicke tager sagsanlægget med ro
  23. Modstridende udmeldinger
  24. “No Words”
  25. Én reaktor og to hundeslæder
  26. Brændende brintbomber
  27. Han glemte helt at sige tak…
  28. Et forgældet fatamorgana?
  29. 32 millioner til Simested Å
  30. “Lad gyllevognen blive hjemme”
  31. 28,7 milliarder til Aalborg Portland???
  32. Venstres vilde verden
  33. “Vind eller forsvind”
  34. Äntligen slut med “Grejor från Svängsta”
  35. RecFishing app
  36. Indberetningspligtige fiskearter
  37. Færgen over Feggesund i fare
  38. Hvem var Kong Fegge?
  39. De aflivede mink spøger stadig
  40. EkstraBladet søger aktindsigt
  41. Novo Nordisk må godt – forurene
  42. Færgemandens sang

* Ny svinefarm ved naturnationalpark?

Nord for Limfjorden og længst mod vest ligger Nationalpark Thy, der er landets første af slagsen og netop nu på vej til ny status som Naturnationalpark.

Nationalparken ligger i Thy Kommune, som senest har gjort sig landskendt ved ikke at ville gennemføre deres del af Den Grønne  Trepart. Af hensyn til landbruget vil man hellere dyrke græs end udtage jord af drift.

Og da bliver det for alvor svært at leve op til de beslutninger, kommunen ellers selv har været med til at tage i Grøn Trepart. Bedre bliver det ikke af, at der nu er der kommet andet og mere end grønt græs i vejen for Den Grønne Trepart nord for Limfjorden.

Nu truer en lokal landmand nemlig med at lave en ny stor svinefarm i det naturskønne område, der lokalt kaldes Storådalen. Denne dal tager sin begyndelse helt oppe ved Hanstholm, hvor Nationalpark Thy ender. Den brede ådal fortsætter sydover for at munde ud i Limfjorden ved Thisted.

Det er den pågældende landmand efter alt at dømme i sin gode ret til, al den stund Lars Løkkes Landbrugspakke fra 2016 ikke blot tillod mere gødning på og mere forurening fra de danske marker. Den gjorde det også muligt at etablere nye svinefarme nærmest uden at spørge om lov først.

Den Grønne Trepart har ellers længe kigget langt efter netop Storådalen. Hele Nordjylland er gammel havbund, der har hævet sig af havet siden sidste istid. Landskabet er derfor lavt og sandet, hvorfor jorden har svært ved at holde på det kvælstof, der som gødning bliver spredt ud over markerne.

Den nordjyske muld er fra naturens hånd våd og sumpet, hvis ikke det effektive danske landbrug igennem årtier havde drænet jorden, gravet grøfter i tusindvis og rettet vandløbene ud til snorlige afvandingskanaler. Med det i dag ulyksalige resultat, at kvælstof fra markerne fosser ud i den allerede hårdt belastede Limfjord.

Med god hjælp fra Hedeselskabets gravemaskiner og økonomisk støtte fra den danske stat.

28. februar 2026

* “Jeg vil bare gerne have flere landbrug…”

Denne fortid vil Thisted Kommune gerne ændre på. Det giver man i hvert fald udtryk for og har i den forbindelse sat fokus på at genskabe Storådalen, som den var engang.

En retablering vil gavne åen selv og samtidig spare Limfjorden for mere kvælstof og yderligere iltsvind. Det vil også reducere mængden af drivhusgasser, som afgives til atmosfæren og bidrager til den globale opvarmning.

En retablering af Storådalen i henhold til Den Grønne Trepart ligger derfor lige for, mener mange lokale og alle miljøbevidste borgere. En enkelt landmand er dog ikke enig.

Det er Thomas Kristoffersen, som til dagspressen har følgende klare melding:

“Jeg vil gerne bare have mere landbrug. Jeg elsker at se store marker og sådan nogle ting. Det er det, jeg går op i”, siger han.

Ifølge flere lokale øjner han måske en mulig kompensation, hvis han skal give afkald på gavemuligheden fra Landbrugspakken.

Hos Danmarks Naturfredningsforening river præsidenten sig i sit lange år. Maria Gjerding er naturligvis frustreret over, at en kommende retablering af et vigtigt naturområde nu risikerer at blive blokeret af en muligt kommende svinefabrik. Med al den forurening og elendighed, en sådan uundgåeligt medfører.

Dette i form af gyllestank i luften og lækkende gylle til det omgivende vandmiljø. For slet ikke at tale om den øgede og ødelæggende trafik på små veje, der altid følger med etablering og drift af en svinefarm. Det er jo industriel produktion i storskala, der er tale om:

Der vil være store lastbiler, som konstant bringer mængder af foder ind til de mange tusinde svin. Der vil være kolossale dyretransporter, som konstant kører voksne svin til slagtning syd for grænsen.

Der vil også være gigantiske gyllevogne til tømning af gylletanke og udbringning på markerne. For slet ikke at tale om de uundgåelige uheld ved tømning af gylletanke og uundgåelige udslip til vandmiljøet.

Altsammen i Storådalen, der ellers står til at blive genskabt.

Hvad siger trepartsminister Bruus (S) mon til det?

28. februar 2026

* – Fiasko i retten?

Der er nu dukket mere op om baggrunden for Bæredygtigt Landbrugs varslede retssag mod regeringen. Valgkampen rusker som altid op i tingene.

For en god måneds tid siden offentliggjorde Miljøministeriet en opsigtsvækkende rapport om beskyttelsen af danskernes fremtidige drikkevand.

Ministeriet havde analyseret de seneste 27 års indsats for at sikre grundvandet mod forurening fra landbrugets pesticider og gødning. Man var nået til en klar konklusion, som miljøminister Magnus Heunicke kunne opsummere med et enkelt ord: 

“Fiasko. Det er en fiasko”. En sjældent klar politisk udtalelse – ikke mindst op til et snarligt valg, hvor landbrug, sprøjtegifte og svinefabrikker står højt på listen. 

Højtstående embedsmænd i Fødevareministeriet satte straks spørgsmålstegn ved rapporten, der ifølge dem var alt for hård mod landbruget. Derfor insisterede man på ændringer i vigtige centrale afsnit.

Blot én time før rapporten til sidst blev offentliggjort, understregede Fødevareministeriet og Jacob Jensen (V) så, at de slet ikke ville have noget med den at gøre.

“Diagnosen er klar, men kuren politisk sprængfarlig”, skrev Dagbladet Information efterfølgende i en kommentar.

Den bedste og billigste løsning for samfundet vil ifølge Miljøministeriet være et totalt forbud mod at sprøjte med pesticider og i nogle tilfælde også at sprede gødning på marker, der ligger oven på de mest sårbare grundvandsdannende områder. 

Det drejer sig samlet set om 160.000 hektar svarende til cirka tre gange Falsters størrelse. Eller omkring seks procent af al landbrugsjord i Danmark, der skal holdes sprøjtefrie af hensyn til fremtidens drikkevand.

Både Moderaterne og Socialdemokratiet erklærede sig parate til nu at gennemføre et sprøjteforbud. Men Venstre ville ikke være med. Og kort efter truede Bæredygtigt Landbrug så regeringen med endnu en retssag.

Vi ved i skrivende stund ikke, hvor det ender.

28. februar 2026

* Rumrejsen år 2026 – til Mars

Den Grønne Trepart kræver, at landbruget gør en indsats for at nå i mål med udtagningen af landbrugsjord. Så udledningen af klimagasser til atmosfæren og kvælstof til vandmiljøet reduceres.

Der er nu sat gang i flere end 1.000 konkrete projekter, som dog stadig mangler at udmønte sig i noget konkret. Det viser et opslag i den såkaldte Mars-database. “MARS” er en forkortelse for “Multifunktionel Areal Registrerings System”. Et webbaseret IT-værktøj udviklet til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø i Danmarks Miljøportal.

Er man bekendt med EU og EU’s tilgang til landbrug, så opererer man her med en anden, men helt forskellig  Mars-database. Her er “MARS” i stedet en forkortelse for et dataprojekt under EU’s Monitoring Agricultural ResourceS fra EU’s Joint Research Centre (JRC). Dette system bruger meteorologi, satellitdata og agronomiske modeller til følgende:

  • Monitering af afgrøder og vegetationsforhold i Europa.

  • Forudsigelse af afgrødeudbytter og udarbejdelse af årlige MARS-bulletiner.

  • Understøttelse af EU’s fælles landbrugspolitik (CAP) med uafhængige og rettidige data om produktion og afgrødeforhold.

EU-udgaven af MARS er altså en dataanalyse- og overvågningsdatabase, der bruges til overvågning af afgrøder, vejrudvikling og udbytte på tværs af EU-lande – ikke den danske planlægningsplatform af samme navn. Forvirrende? I den grad.

Langt de fleste danske Mars-projekter bygger desværre på frivillighed, som dansk landbrug traditionelt har det rigtig svært med. Det så vi ikke mindst i 2016 med Lars Løkkes Landbrugspakke, der gav dansk landbrug lov til at gøde endnu mere end tidligere.

Som kompensation herfor skulle der landet over etableres en lang række såkaldte “mini-vådområder”, som havde til opgave at fjerne store mængder kvælstof. De blev imidlertid aldrig etableret, men den ekstra gødning blev skam spredt ud på markerne. Og vandmiljøet fik hermed dødsstødet.

Det er derfor, vi i dag altid omtaler Lars Løkke som “Fedtemøgets Fader”.

28. februar 2026

* Tørre tal om udvaskning

Interesseorganisationen Landbrug & Fødevarers viceformand, Martin Hjort Jensen, er begejstret over de mere end 1.000 projekter, der nu er på tegnebordet.

Han understreger, at projekterne fortrinsvis er baseret på frivillighed og lodsejere, der selv tager ansvar og søger ind. Han understreger ligeledes vigtigheden af, at der også er økonomiske resurser til at føre projekterne ud i livet.

“Det kræver klare rammer, en effektiv sagsbehandling og et myndighedsspor, der kan følge med. Ellers risikerer vi, at gode projekter går i stå undervejs”, udtaler viceformanden.

De 1.000+ projekter, som nu er på tegnebordet, omfatter 217 skovrejsningstilsagn og 116 mini-vådområder. Herudover tæller opgørelsen 47 lavbundsprojekter og 38 kvælstofvådområder med etableringstilsagn, hvor lodsejeren allerede har skrevet under.

Et dybere kig ind i den danske Mars-database viser,  at kvælstofindsatsen netop har rundet det første 3.000 af et samlet indsatskrav på 12.776 ton. En knap fjerdedel.

Lavbundsindsatsen er tilsvarende på 74.122 ud af de fornødne 140.000 hektar. Godt halvdelen. Skovrejsningsindsatsen nærmer sig de første 2.000 ud af et samlet indsatskrav på 250.000 hektar. Mindre end én procent. Dette ifølge avisen LandbrugNord.

Der er således meget lang vej igen og stor skepsis herfra med hensyn til den frivillige etablering af ikke mindst de 116 mini-vådområder.

Sporene fra Landbrugspakken skræmmer i den grad.

28. februar 2026

* Svinevalget

Norske laks og danske grise er to sider af nøjagtigt samme sag:

Resultatet af et kommercielt opdræt, der er så u-bæredygtigt, som overhovedet tænkes kan. Så lidt klima- og miljøvenligt, man kan forestille sig.

Efter TV2’s afdækning af den manglende dyrevelfærd hos ledende medlemmer af interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer, er grænserne trukket skarpere op end nogensinde. 

Mange danskere har været uvidende om forholdene og den manglende dyrevelfærd i svinestaldene. Noget, der i manges øjne grænser til dyremishandling og i så fald på kant med loven.

Andre har først nu fået øjnene op for den kummerlige tilværelse, det er at være gris i danske svinefabrikker – med endestation på tyske slagterier efter endeløse transporter på landevejen. Blot for at spare et par slagtekroner pr. gris.

TV2-dokumentaren “Hvem passer på grisene?” resulterede i, at mange danskere fik aftenkaffen i den gale hals. Sammen med den årlige landbrugstøtte på 12 milliarder kroner (12.000.000.000) satte det Landbrug & Fødevarer i et meget dårligt lys.

At end ikke organisationens egen topledelse af den danske svineproduktion så ud til at kunne eller ville efterleve lovens krav til dyrevelfærd. I hvert fald ikke bedømt ud fra de offentliggjorte billeder.

Xenia Stampe, som blandt meget andet er landbrugsordfører for Det Radikale Venstre, har valgt at tage kampen op. Hun nævnte på TV, at det kommende valg ville blive et svinevalg – for og imod den gigantiske danske svineproduktion, forureningen fra den og mangelen på dyrevelfærd.

Den 13. januar var Stampe sågar på forsiden af LandbrugsAvisen med budskabet om, at det kommende valg uundgåeligt ville blive et svinevalg. Allerede dagen efter – den 14. januar – måtte Stampe så konstatere, at Landbrug & Fødevarer havde været hurtigere på aftrækkeren.

Stampe kunne da fortælle, at L&F netop havde købt domænet svinevalg.dk og linket det op til deres egen “uafhængige” forskningsinstitution SEGES. Sidstnævnte modtager årligt adskillige millioner tilskudskroner fra den danske stat – til egne forsknings- og udviklingsprojekter.

Men det stopper ikke her. Siden da er der kommet nye domænenavne til – med svinevalg2026.dk som et af de mere markante. Kampen er allerede fløjtet i gang, og der kommer nok endnu flere nye domænenavne til, inden Mette Frederiksen (S) udskriver valget endeligt.

Læs mere herunder på https://ulnits.dk/aktuelt/#dyrevelfaerd-for-aben-skaerm

21. februar 2026

* Listeria i danske laks

Listeria er en bakterie, som kan være livsfarlig for gravide, ældre og personer med et svækket immunforsvar. 

Smitte med Listeria sker typisk gennem forarbejdede fødevarer, og symptomerne kan spænde fra influenzalignende tilstande til alvorlige infektioner som blodforgiftning og hjernehindebetændelse. Med mulig dødelig udgang.

Politiet har gennem længere tid undersøgt, hvorvidt alvorlige sygdomstilfælde og dødsfald kan henføres til produkter fra virksomheden Polar Salmon Hjerting Laks i Esbjerg. 

Politiets efterforskning har nu ført til, at to ledende personer samt virksomheden er blevet sigtet. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi. Politiet mistænker, at Listeria-bakterier fra virksomhedens produktion kan være årsag til en række alvorlige sygdomstilfælde over en længere årrække.

Branchemediet Food Supply fortæller, at bakterier fra fabrikken blevet sat i forbindelse med mindst 27 sygdomstilfælde samt fire dødsfald.

Det bakkes op af Statens Serum Institut, som til JydskeVestkysten har bekræftet, at der i 2025 er konstateret en sammenhæng mellem sygdomsudbrud i befolkningen og produkter fra virksomheden.

Virksomheden selv oplyser, at sigtelserne ikke omfatter nuværende medlemmer af bestyrelse, direktion eller ledelse. At sagen således primært retter sig mod tidligere ansvarlige eller forhold, der ligger længere tilbage i tiden.

Politiet har gennem længere tid søgt at klarlægge, hvordan bakterien har kunnet forekomme i produktionen, samt om fødevaresikkerheden har været tilstrækkelig.

Politiet vurderer i dag, at der er rimelig mistanke om strafbare forhold, og derfor har man nu rejst sigtelse mod den tidligere ledelse.

Endnu en god grund til at holde sig langt væk fra opdrætsfisk.

21. februar 2026

* Norsk smolteksport til Rusland

Det norske firma Agaqua fortsætter efter alt at dømme sin kontroversielle eksport af norske laksesmolt til opfodring i Rusland. 

Det fortæller avisen Barents Observer, som har fulgt sagen gennem længere tid. Tal fra Statistisk Sentralbyrå (SSB) viser, at eksportværdien af de norske laks i 2025 passerede 218 millioner kroner. Det er en fordobling af værdien i forhold til 2024. 

Arne Geirulv, som er daglig leder og ejer af Agaqua, påpeger imidlertid, at firmaets eksport af laksesmolt til Rusland ikke er øget. Det er ifølge ham blot markedsprisen, der er fordoblet – i forhold til året før. Hvorvidt så den forklaring er troværdig eller ej. Det er jo et Rusland i krig for fjerde år. Alt er derfor muligt, og intet bør overraske.

De tørre tal fra SSB er imidlertid klare nok. De viser således, at der i 2025 blev eksporteret 758,34 ton laksesmolt til Rusland. Det er næsten dobbelt så meget som i 2024, hvor der blev eksporteret 392,21 ton. Meget belejligt er netop laksesmolt ikke på sanktionslisten over varer til Rusland. Kun voksne laks til konsum.

Imidlertid er eksporten fra Norge stadig meget kontroversiel efter Ruslands brutale invasion af Ukraine. Foderproducenterne BioMar og Skretting ophørte allerede med eksport til Rusland i 2022, mens firmaet Cargill ophørte året efter.

Ingen ønsker at bidrage til russisk fødevareproduktion under krigen i Ukraine, selv om det synes utænkeligt, at voksne laks skulle ende i skyttegravene. Kun døde russere hober sig op her.

Laksene ender nærmere på veldækkede spiseborde i Moskva og Sankt Petersborg, hvor der hverken er mangel på mad eller penge. Og hvor der – i hvert fald indtil videre – er langt til krigen i Ukraine.

Der er tilsyneladende heller ikke mangel på foder til de norsk-russiske laks, som jo skal have noget at spise for at kunne vokse sig spisestore. Trods sanktionerne. Det er som altid foderet, der fortæller sandheden i fiskeopdrættet.

De norske laks til Rusland har således en mildest talt kryptisk fortid. Gennem moderselskabet Agaqua opdrætter nævnte Arne Geirulv fra Averøy laksesmolt i sine selskaber Villa Smolt, Setran Settefisk og Olden Oppdrettsanlegg. Villa Smolt ejes via Øyralaks og Olden Oppdrettsanlegg gennem Oldenselskapene. Herudover ejer Villa Sea også brøndbådene “Sea Salmon” og “Sea Trout”.

Geirulv købte ifølge Barents Observer smoltselskabet fra den russiske lakseopdrætter Inarctica, hvor han i mange år var bestyrelsesmedlem. Overtagelsen skete kort tid etter Ruslands invasion af Ukraina i 2022. Her blev Villa Smolt, Setran Settefisk og Olden Fiskeoppdrett overdraget til det nystiftede Agaqua, som var startet med beskedne 30.000 kroner i egenkapital.

Nu har eksportværdien fra Agaqua så passeret de første 200 millioner kroner – trods vanskeligheder med at skaffe foder efter sanktionerne. Men altså med en påstået fordobling af markedsprisen, som ingen andre har bemærket.

Det har altid været lukrativt at være gullasch-baron. At spinde guld på andres ulykke og elendighed. Den praksis går aldrig af mode.

21. februar 2026

* Lakseopdræt i Saudi-Arabien

Laks og koldt vand hører uløseligt sammen. Laks i Saudi-Arabien er derfor lige så selvmodsigende som “Laks i Yemen” – den danske titel på engelske Paul Torday’s roman “Salmon Fishing in Yemen“. En bog, der senere blev filmatiseret. 

Noget mere jordnær er danske Viggo Hesels aldeles autentiske bog om hans tid som ørredopdrætter i Iran før shahens fald. Bogen hedder “Ørreder til shahens bord”, som du kan læse meget mere om her. En yderst læseværdig bog om fiskeopdræt i en dramatisk tid domineret af religiøse oprør i Iran og flugten hjem til Danmark.

Men tilbage til Saudi-Arabien, som jeg selv kort stiftede bekendtskab med i min tidlige karriere som fiskeopdrætter. Det skete, da landet i 1980’erne mobiliserede for at kunne klare sig i kamp mod rivaliserende nabolande. Saudierne var klar over, at soldater jo ikke kunne leve af olie alene, men at man til gengæld kunne købe næsten alt for sine oliepenge. 

Saudierne oprustede og ville være så selvforsynende som muligt med fødevarer – svinekød naturligvis udelukket. Men fisk og fjerkræ var godkendt spise, og derfor indbød saudierne os dygtige danskere til at komme ned for at planlægge en fødeproduktion baseret på æg, fjerkræ og fisk. Til en militær forlægning midt i ørkenen. Midt i sandet. Uden vand at drikke. Og uden vand til fiskene at svømme i.

Jeg blev derfor noget overrasket, da vi gennem Det Danske Handelskammer fik en tilsyneladende seriøs forespørgsel om fiskeopdræt i ørkenen.

Vi skulle dyrke tilapia – en mundrugende cichlide, der trives godt i varmt vand. Og vi skulle gøre det langt ude i ørkenen. Her var der – overraskende for mig i hvert fald – ingen mangel på vand.

Vandet lå flere steder og ventede lige under den golde overflade af sand, sand og atter sand. Blot var det giftigt og udrikkeligt – stærkt forurenet som det var med forskellige tjærestoffer. Men der var nok af det, og det kunne jo altid renses – blot var dette energikrævende.

Men så er energi jo ikke ligefrem en mangelvare i Saudi-Arabien, hvor man blot brænder den olie af, som er nødvendig til pumpning og rensning af det forurenede vand.

Hvorom alting er, så projekterede vi med tysk hjælp et stort anlæg, der kunne levere friske fisk til en hel militærforlægning. Men selv om tilapia er en ganske velsmagende fisk, så er den lidt besværlig at opdrætte i store mængder. Den er jo mundrugende og stiller helt specielle krav. Og i mellemtiden har saudierne så fået smag for laksefisk, som er langt lettere at opdrætte – blot man har koldt vand til rådighed.

Det har man tilsyneladende stadig. Eller kan i hvert fald frembringe det, hvis man ønsker. Således har det norske firma EcoFishCircle (EFC) fra Farsund for nylig indgået en hensigtsaftale med det saudiske selskab Hayal International Company LCC. Et “Letter of Intent”, som det så forment hedder.

Ifølge denne aftale skal EFC levere et modulært mRAS-system og udvikle et landbaseret anlæg til opdræt af laks i Saudi-Arabien. Det skriver avisen Fædrelandsvennen fra nabobyen Kristiansand.

“mRAS” står for “modulært Recirculating Aquaculture System”. Et recirkuleret og landbaseret opdrætsanlæg, der indtil videre har fået navnet “Blue Oasis”. Hvilket vel er ganske passende til en våd lokalitet i ørkensandet.

Blue Oasis indgår som del af Saudi Vision 2030, der går ud på at skabe en større landbaseret fiskeproduktion i Saudi-Arabien. Samme tanke som i 1987, da jeg selv arbejdede med det. Som alt andet på disse kanter udspringer projektet fra den saudiske kongefamilie.

Det er planen, at Blue Oasis årligt skal producere 10.000 tons atlanterhavslaks langt ude i ørkenen. Det starter i 2026 og skal ske i 39 store mRAS tanke, som leveres af norske EFC.

21. februar 2026

Dansk opdræt af ørreder i Iran før præstestyret:

* “Ørreder til shahens bord“

* Norsk eksport af laks til Kina

Chile er et land, som på mange måder ligner Norge – blot ligger det på den sydlige halvkugle. Geografisk minder det uhyre meget om Norge og egner sig derfor fremragende til lakseopdræt. Af laks fra Atlanterhavet dyrket i Stillehavet. Samtidig har man herfra en lidt lettere adgang til til det nordamerikanske marked, end Norge har.

Chile fokuserer derfor på eksport til Nordamerika, mens Norge i stigende grad retter blikket mod det enorme marked i mennesketætte Kina, hvor befolkningen har flere penge mellem hænderne end nogensinde tidligere. Samtidig er prisen på at luftfragte fersk laks faldet efter Corona-krisen, som Kina måske selv var årsag til. Hvilket kineserne naturligvis bestrider.

Det kinesiske marked har for alvor taget de norske laks til sig og integreret dem i de daglige måltider. Ikke mindst til højtider som nytår er norske laks i høj kurs som festspise.

Samtidig vælger de små kinesere i stigende grad store laks, som indbringer højere priser end små. Også selv om store laks ofte er ringere spisefisk end de mindre. Vi taler her typisk om laks større end 6 kg.

Da der nu for alvor er kommet gang i luftfragten af ferske laks efter krisen, ser norske havbrugere fremtiden i møde med stor optimisme. Også selv om luftfragtet laks er noget nær det mest miljø- og klimaskadelige produkt, man overhovedet kan tænke sig. 

I det samlede klimaregnestykke ligger en luftfragtet laks fra Norge næppe langt fra en ørkenproduceret laks i Saudi-Arabien.

Men det betyder intet, når blot der er penge at tjene.

Efter os kommer syndfloden.

21. februar 2026

Glad grøn trepartsminister:

* “Skønt at se det hidtil største opkøb på plads”

Trepartsminister Jeppe Bruus (S) er en glad mand. Det har knebet gevaldigt med frivilligheden i de mange planlagte opkøb og omlægninger af lavundsjord i Den Grønne Trepart. Men nu er staten selv gået ind og er lykkedes med at få det hidtil største projekt på plads.

Jeppe Bruus roser i den forbindelse det gode samarbejde med en lokal landmand ved Skjern Å i Vestjylland. Her har staten i form af Naturstyrelsen under Ministeriet for Grøn Trepart opkøbt mere end 600 hektar lavbundsjord, som nu skal tages ud af drift.

Naturstyrelsen har netop overtaget 605 hektar i en større handel med familien bag Mejlby Hedeby Maskinstation ved Stauning i det vestjyske. Dér, hvor den berømte whisky af samme navn også stammer fra.

Med en pris på 125 millioner kroner er handelen den hidtil største inden for Den Grønne Trepart. Mere end 200.000 kroner per hektar.

– Jeg er overbevist om, at Naturstyrelsens omlægning af jorden til et vådområde bliver til gavn for Stauning og omegn. Det vil skabe et bedre vandmiljø i fjorden, men også give en rigere og mere varieret natur i området. 

– Det har været en længere proces, som er kørt stille og roligt sammen med vores landbrugsmægler, hvor vi undervejs har vendt muligheden for, at jorden kunne indgå i jordfordelingen til landmænd i Stauning samt i Naturstyrelsens arbejde med klima og miljø.

Laurids Erik Andersen

Sælger af jord og bygninger til Naturstyrelsen

Det store opkøb baner vej for et omfattende lavbundsprojekt ved Pumpestation Nord, der samlet kan komme til at dække cirka 1.100 hektar. Projektet skal reducere udledningen af kvælstof til Ringkøbing Fjord, mindske CO2-udledningen fra jorden og skabe et sammenhængende naturområde med en rig biodiversitet.

Omkring 160 hektar indgår direkte i projektet, mens 440 hektar bruges som erstatningsjord til de landmænd, der frivilligt afgiver jord. Købet understreger, at samarbejde mellem stat og lodsejere er altafgørende for, at den grønne omstilling skal lykkes.

Naturstyrelsen fortæller i en pressemeddelelse, at styrelsen med købet af de 605 hektar jord tager endnu et vigtigt skridt mod målet om at udtage 56.850 hektar lavbundsjord frem mod 2030. 

Altsammen i regi af Grøn Trepart. Til en hektarpris på godt 205.000 kroner. Så der er gode penge i selv dårlig landbrugsjord. Blot man vælger at sælge til Grøn Trepart, mens det vindue er åbent.

Det står dog ikke helt klart, om det kun er de nævnte 160 hektar, der indgår i regnestykket.

14. februar 2026

* Dyrevelfærd for åben skærm

Landbrug & Fødevarer er en sammenslutning af meget forskellige landbrugere, hvoraf mange traditionelt er svineavlere.

Samlet set har L&F flere end 22.000 medlemmer, der i 2023 omsatte for omkring 2 milliarder kroner. Til sammenligning har Bæredygtigt Landbrug ifølge lex.dk kun omkring 3.000 medlemmer. Hvor meget disse samlet omsætter for, foreligger ikke.

Baseret på sammensætningen af L&F’s ledelse er det tydeligt, at L&F primært interesserer sig for svineavl. Bæredygtigt Landbrug varetager fortrinsvis et mindre antal planteavlere med så meget større marker. Vi må imidlertid konstatere, at Landbrug & Fødevarer de facto ofte lægger sig på linje med Bæredygtigt Landbrug. 

Ærgerligt, for ingen af disse to interesseorganisationer arbejder for et bedre vandmiljø for Danmark og danskerne. Begge arbejder udelukkende for øget indtjening og større tilskud til deres egne medlemmer. Samt naturligvis maksimale kompensationer ved ekspropriation. Godt for landmændene, men skidt for vandmiljøet.

Ingen nyhed, men alligevel trist at se grænserne mellem det danske samfund og dansk landbrug blive trukket så skarpt op, som vi senest har set det. 

Som vi især ser det med dansk svineproduktion, der jo er så lidt bæredygtig, som nogen produktion kan være. Og som derfor har resulteret i et vandmiljø, der gisper efter vejret og kvitterer med både iltsvind og fiskedød i vand samt opskyllede dynger af fedtemøg på land.

Senest har Landbrug & Fødevarer så klaget til Pressenævnet over TV2. Det er naturligvis over dokumentaren “Hvem passer på grisene?”, hvor en af L&F’s egne topfigurer bliver afsløret i tilsyneladende ikke at overholde gældende regler for dyrevelfærd. I hvert fald så det rigtig skidt ud på landsdækkende TV.

L&F mener nu, at TV2 har overtrådt de presseetiske regler ved at bruge ulovligt tilvejebragt videomateriale fra en landmands bedrift – i en TV-dokumentar, men uden at kontakte den pågældende svineavler først. Samtidig mener L&F, at det er problematisk, når TV2 bruger materiale fra aktivister, som TV2 ikke kan verificere ægtheden af.

For at gøre forvirringen omkring danske landmænd og deres organisationer fuldkommen, har vi også “Effektivt Landbrug” på banen. Det er dog ikke nogen interesseorganisation som Landbrug & Fødevarer eller Bæredygtigt Landbrug, men et fagmedie, der dækker dansk landbrug generelt. 

Effektivt Landbrug kalder sig selv et uafhængigt nyhedsmedie, der beskæftiger sig med alt omkring dansk landbrug. Mediet har mange år på bagen, da første udgave så dagens lys allerede i 1970.

Til sammenligning er Landbrug & Fødevarer fra 2009 og Bæredygtigt Landbrug fra 2010. Løkkes Landbrugspakke landede i 2016. Sammen med nærmest ubegrænsede muligheder for at bygge flere svinefarme.

Økologisk Landsforening er naturligt nok ikke medlem af nogen af de nævnte foreninger. Økologer ser ikke med milde øjne på brugen af sprøjtegift.

14. februar 2026

* Hval kvalt i garnrester

Tilbage i 2016 drev en død kaskelothval i land på sydjyske Fanø. Den første registrerede af sin slags i nyere tid.

For nylig drev så endnu en død kaskelothval op på stranden – denne gang i nordjyske Aalbæk. Trods kulden så myndighederne sig få dage senere nødsaget til at advare nysgerrige besøgende. Hvalen kunne nemlig eksplodere når som helst. Gasser fra forrådnelsen spilede det store dyr op som en anden ballon.

Tidligere erfaringer viser, at det ikke er tomme bombetrusler – men at problemet i sagens natur er størst i de varme sommermåneder. Og mindst om vinteren som nu, hvor frostgrader sætter forrådnelsen på lavt blus. Men ingen vidste, hvor længe hvalen havde været død, og hvor langt forrådnelsen var kommet. Derfor advarslen.

Hvalen er blevet grundigt undersøgt for at klarlægge dødsårsagen. Tim Kåre Jensen, der er dyrlæge ved Københavns Universitet, har været med til at obducere det store og derfor ret uhåndterlige dyr.

Han fortæller til TV2 Nord, at den strandede kaskelothval ikke døde af naturlige årsager. Den døde i stedet en langsom død af sult.

Hvalen drev i land om lørdagen. Da man torsdag sprættede den op, fandt man ikke mindre end 11,9 kg fiskenet og garnrester i hvalens svælg. Det stoppede helt enkelt spiserøret, så hvalen ikke kunne tage føde til sig, men til sidst døde af sult.

Et rigtig trist endeligt for en af havets virkelige giganter. 13,7 meter lang blev den strandede tandhval, der under normale omstændigheder lever af store blæksprutter – på dybder helt ned til 3 km.

Endnu et konkret eksempel på, hvad vort massive udslip af uforgængelige plastmaterialer kan afstedkomme af ulykker i naturen.

14. februar 2026

* Om mænd og muslinger

For nogle årtier siden opfandt fiskerierhvervet i Limfjorden en helt ny og indtil da ukendt art: “Linemuslinger”. Mytilus edulis blandt fagfolk. Blåmuslinger blandt lægmænd.

Omkring årtusindskiftet var det planen, at et skånsomt opdræt af linemuslinger skulle redde havbunden i Limfjorden for det altødelæggende muslingeskrab. Man vidste allerede dengang, at muslingeskrab var som at save den gren over, man selv sad på. At ødelægge den bund, som muslingerne skulle leve på.

Linemuslinger var derfor en smuk tanke, der straks fik politisk opbakning og millionstor økonomisk støtte til opstart.

Senere fik piben desværre en anden lyd. Nu skulle såkaldte “miljømuslinger” i stedet redde det danske vandmiljø fra en truende kvælningsdød. Den omdøbte blåmusling skulle dyrkes i stor skala og efterfølgende høstes, så man på denne måde kunne fjerne kvælstof fra vandmiljøet.

De dyrkede muslinger skulle høstes og omdannes til muslingemel, som siden skulle blive til svinefoder, der kunne bruges til produktion af endnu flere svin. Med endnu mere gylle at sprede over markerne.

“Gylletrekanten” døbte man denne gyldne drøm. En slags evighedsmaskine, så landbruget kunne forurene videre med gylle og kunstgødning og præsentere nye rekordstore høstresultater. Træerne skulle jo gerne blive ved med at vokse ind i himlen. Det er moderne vækstfilosofi.

Begejstringen ville ingen ende tage, og de glade muslingeaktører blev efterfølgende forgyldt med mere end 130 millioner tilskudskroner – fortrinsvis fra det landbrugsdominerede GUDP program.

Den bekvemme forkortelse for “Grønt Udviklings og Demonstrations Program”. I muslingeplagede områder som Limfjorden og Isefjorden med flere dog omdøbt til det GUDdommelige Program.

Mange GUDP-muslinger blev det imidlertid ikke til. Kun planerne og tilskudskronerne voksede ind i himlen.

Det kan man læse meget mere om på hjemmesiden www.nejtilhavbrug.dk, hvor Limfjordens Miljøråd har lavet en udførlig opgørelse over da mange millioner tilskudskroner. Alle skatteyderfinansierede.

 Samtlige tilskud blev hævet. Ganske uagtet de manglende muslinger.

14. februar 2026

* Kulturmuslingerne indtager vandet

Seneste skud på stammen var de nyudnævnte “kulturmuslinger”, der dyrkes under vand, som afgrøder dyrkes inde på land. Der skal således sås, før der kan høstes.

Muslingeyngel – den såkaldte “spat” – samt undermålsmuslinger fra opdræt og skrab blev udlagt eller sået  på nyanlagte kulturbanker, hvor de udplantede muslinger efterfølgende kunne vokse sig konsumstore. I en periode var der kolossal rift om tilladelser til nye kulturbanker. Det var fremtiden, troede man.

De såede muslinger blev efterfølgende høstet – skrabt op på vanlig brutal vis. For nogle muslingers vedkommende for anden gang. Samme musling måske skrabt to gange. Med dobbelt ødelæggelse af miljøet. Og dobbelt klimabelastning.

I den seneste undersøgelse over dansk artsdiversitet figurerer miljømuslingen slet ikke længere. Den er tilsyneladende uddød – primært på grund af udeblevet interesse, manglende tilskud og svigtende kvælstoffjernelse.

Vor nationale danske musling blev til varm luft i tomme skaller, inden den blev endeligt afblæst.

Tilbage er heldigvis stadig den oprindelige blåmusling, hvor den ellers kan leve længere. Og den filtrerer stadig på livet løs. Rigtige blåmuslinger sidder nemlig fast på bunden. De hænger ikke på kilometerlange liner og skider ned i vandet under sig, så bunden her kvitterer med iltsvind, bundvendinger og fiskedød.

Det kommercielle muslingeopdæt viste sig således at være mere kompliceret end først antaget. Og produktionen minimal. Så da tilskudsmillionerne hørte op, døde opdrættet lige så stille ud.

14. februar 2026

* Wittrup Seafood konkurs

Senest er en af branchens store aktører gået konkurs. Det er Wittrup brødrene, som tog forskud på muslingeeventyret allerede i 2016. De to brødre havde en muslingefabrik i Horsens, men var i mange kredse bedre kendt for deres 12 meter lange havkapsejler “My Way” af Snaptun.

Den hentede Wittrup brødrene selv i Italien i 2016 – formedelst 2,3 millioner kroner. Det kunne man læse om i magasinet Min Båd, der lagde spalteplads til de otte sovepladser i den store havkapsejler. Vi kender ikke til det nuværende ejerskab af “My Way” efter konkursen. Men vi ved, at firmaets blåskallede logo tidligere prydede det store sejl.

Vi ved også, at Wittrup Seafood havde en 16 meter lang og knap 20 bruttoregistertons tung muslingeskraber ved navn “Frigg”. Det ved vi fra dagspressen, hvor skibet i 2021 figurerede med et ulovligt skrab af næsten 53 tons muslinger. Det kostede konfiskation af ulovligt skrabede muslinger til en værdi af 51.000 kroner. Samt en minimal bøde på nogle få tusinde kroner.

Den 26. november sidste år var det så slut med Wittrup Seafood. Da blev selskabet taget under konkursbehandling ved Retten i Horsens. Registreringer i CVR viser, at såvel bestyrelse som direktion forlod deres poster samme dag.

Vi ved også, at de tilbageværende aktiver netop er solgt til en hollandsk investor. Til en ukendt pris. Alle ti anlæg samt en kulturbanke i Limfjorden er således nu på hollandske hænder.

Heriblandt det i årevis omdiskuterede muslingeanlæg 112 i den hårdt belastede Skive Fjord. Det samme gælder tre muslingeanlæg i As Vig og Horsens Fjord.

Den officielle køber er skaldyrsfirmaet Aquamossel-Triton i byen Yerseke i det sydlige Holland på grænsen til Belgien. 

Dele af Limfjorden og Lillebælt er således nu på hollandske hænder. Som efterhånden megen dansk landbrugsjord også er. Vi ved ikke, om den store havkapsejler stadig er på danske hænder. Eller om “My Way” sejler under andet flag i dag. 

Det er under alle omstændigheder en af branchens store og mangeårige spillere, der netop er gået konkurs. Wittrup Seafood vil næppe blive savnet af miljøvenner, som længe har påpeget muslingeskrabets altødelæggende virkning på havbund og vandmiljø.

Men aktiviteterne i det konkursramte Wittrup Seafood ser ud til at fortsætte – nu blot på hollandske hænder. Trods konkursen.

I hvilket omfang ved vi endnu ikke.

14. februar 2026

Markagers debatindlæg i Berlingske

Professor Stiig Markagers originale debatindlæg i Berlingske, der udløste det herunder omtalte sagsanlæg fra Bæredygtigt Landbrug, ligger bag en betalingsmur og kan desværre kun læses med abonnement. Det vigtigste centrale citat fra Markagers debatindlæg fra 31. marts 2019 lyder dog således:

”Den mængde kvælstof, som tilføres havet, er steget 700 tons pr. år siden 2010 (data fremgår af rapporten Vandløb 2017), efter at der er korrigeret for udsving i nedbør. Stigningen er statistisk signifikant.” 

Markagers udsagn om en signifikant stigning i kvælstofudledning – ifølge hans egne beregninger – var den centrale påstand, som Bæredygtigt Landbrug mente var forkert og ærekrænkende.

Angiveligt fordi den ikke umiddelbart fremgik af de officielle NOVANA-rapporter, som professor Markager henviste til. 

Markager blev som bekendt frikendt. Der var ikke hold i anklagerne fra Bæredygtigt Landbrug.

* TACO Trump takker af

Desværre ikke som præsident for USA, men tilsyneladende i sagen om mulig amerikansk annektering af Grønland. Med tilhørende interessant baggrundshistorie, som desværre ikke har fået megen dækning i pressen:

På app’en FlightRadar24 kan man se den mildest talt kaotiske rute, som Air Force One måtte tage, da man angiveligt oplevede problemer med elektronikken på det aldrende præsidentfly. Flyet var på vej til World Economic Forum i Davos, Schweiz, da der opstod problemer.

Problemerne var åbenbart så slemme, at man ikke turde fortsætte over Atlanten i Air Force One. I stedet vendte man om og skiftede til et mindre fly. Nemlig vicepræsidentens. Utroligt, at verdens nok mest berømte fly måtte lide den tort – endda med præsidenten ombord. Det lyder næsten som en historie fra Rusland, hvor man mangler reservedele og ser stort på service og vedligehold.

Så i stedet for at ankomme standsmæssigt i den store Boeing 747-200B, måtte Trump skifte til den mindre Air Force C-32, som er en modificeret Boeing 757. Efterfølgende har man i pressen diskuteret, om det tvungne flyskifte mon påvirkede Donald Trumps humør. Han virkede i hvert fald som en slagen mand, da han gik på podiet i Davos.

Blot for her at få dødsstødet af canadiske premierminister Mark Carney, der havde forberedt sig grundigt på mødet med den uforudsigelige US præsident.

Så godt, at Trump straks opgav eller måtte opgive den straftold, han ellers havde pålagt de formastelige lande, der havde sendt soldater til Grønland – angiveligt på arktisk øvelse, men naturligvis for at sende et militært signal til Trump om at holde snitterne væk.

Trump krøb straks til korset og erkendte, at der ikke ville blive nogen straftold som ellers varslet. Han ville heller ikke tage Grønland med militær magt. I det hele taget ville han lige pludselig slet ikke noget af det, han ellers havde truet alverden med. Han var pludselig ganske medgørlig. Blid som et lam.

Det var således endnu engang TACO Trump, der gik på podiet. Ikke at han var kommet på andre eller bedre tanker efter en dårlig nats manglende søvn. Han var blot blevet grundigt informeret eller advaret om de mulige konsekvenser af et angreb på Grønland.

Det amerikanske nyhedsmedie BNC News har gravet lidt dybere end de gængse medier og kan nu fortælle en ganske interessant historie om, hvorfor Trump Always Chickens Out. Hvorfor Trump altid bakker ud af sine trusler.

Og hvorfor Air Force One helt uhørt valgte at vende om:

7. februar 2026

* Virkeligheden bankede på flydøren

Allerede før afrejsen til Davos havde toppen af det amerikanske militær ifølge BNC News advaret præsidenten om, at en amerikansk invasion af Grønland uundgåeligt ville udløse et militært modsvar fra de øvrige NATO-lande. Som del af det danske kongerige er Grønland jo også medlem af den transatlantiske forsvarsalliance. 

Det amerikanske militær ville derfor ikke gå aktivt i krig med et andet NATO-land. Uanset om det så hed Grønland eller Island, som Trump fik grundigt blandet sammen i sin tale. Det viser uofficielle læk fra højtstående personer i det amerikanske militær. 

Krigsminister Hegseth fra Ministry of War var da også overraskende tavs under hele seancen. Der var ikke megen krigslyst i ham. Ingen nye bombninger af små fiskerbåde. Måske han havde fået et tilbagefald og kigget for dybt i flasken. Det ville jo ikke være første gang.

Men ikke nok med det. Inden mødet i Davos havde topfolk fra finansverdenen angiveligt stukket hovederne sammen. Foranlediget af den canadiske premierminister Mark Carney, der i den forbindelse ikke er en Herr Hvemsomhelst. Han har et imponerende CV, hvoraf fremgår, at han ikke bare kan stå på skøjter og i målet for et ishockey-hold. Han har om nogen netværket og baglandet i orden:

Carney har tidligere i sin karriere været øverste chef for Bank of Canada samt administrerende direktør for selveste Bank of England. En af verdens største banker på et af verdens vigtigste finansielle markeder. For øvrigt som den hidtil eneste ikke-britte. Intet mindre.

Carney kender derfor finansverdenen langt bedre end nogen anden og ved derfor, hvad Donald Trump står for. Hvad han kan og ikke kan. 

En håndfuld toppolitikere og bankdirektører tog ifølge BNC News et nærmere kig på Trumps privatøkonomi og økonomiske interesser i Europa. Det viste sig da, at Trump angiveligt har personlige udeståender på op imod en milliard dollars, som kunne kræves indfriet. Hvis det skulle blive nødvendigt. 

Det samme gjaldt de enorme summer, som står i de amerikanske statsobligationer, der gennem årene har finansieret USA gigantiske militær. Med det resultat, at USA i dag er en af verdens mest forgældede nationer. En økonomisk kolos på lerfødder.

Faktisk er det lande som Kina, Japan og England med flere, der via store køb af amerikanske statsobligationer gennem årene har finansieret det amerikanske militær. I tillid til den amerikanske nation og dens reelle hensigter.

Men nu også med indbygget risiko for, at indehaverne når som helst kan begynde at sælge ud af deres aktiver og dermed starte en økonomisk lavine, der lægger pres på dollaren.

Kina er allerede begyndt at sælge ud af amerikanske obligationer for i stedet af investere i guld, så det er ikke nogen tom trussel. Kilder i den økonomiske og politiske inderkreds havde derfor gjort Trump opmærksom på den akutte økonomiske risiko ved at angribe Grønland. Ikke kun den militære. 

Onde tunger kæder Trumps besynderlige flyskifte over Atlanten sammen med den akutte forvirring omkring nationens og præsidentens egen økonomiske situation.

Faktisk var Trump’s Truth Social blottet for nye “sandheder” i ni samfulde timer, hvilket er ganske usædvanligt og aldrig set før. Trump og hans medsammensvorne anede tilsyneladende ikke, hvad de skulle stille op i den prekære situation, USA’s præsident havde bragt sig selv i. 

Præsidentens planlagte sejrstale måtte i al hast skrives om, og Trump med følge tog derfor en tvungen æresrunde i Air Force One – angiveligt for at vinde kostbar tid inden Davos.

Det blev en besynderlig og snørklet rute, der ifølge iagttagere mest af alt lignede Trump’s hidtil førte politik. Websitet FlightRadar24 dokumenterede ruten, der nu kan ses af alle med interesse for fly og politik.

Så kom ikke og sig, at toppolitik kedeligt. I hvert fald ikke ifølge BNC News.

7. februar 2026

“Air Force One forced back”

“Trump TACO on his way to Davos. Just realized the consequences of attacking Greenland so needed precious extra minutes to change his mind and chicken out once again before delivering yet another vicious victory speech. 

What better way of gaining strategic time – than a little Atlantic circling before going back and changing planes? A more likely explanation than lack of service or bad maintenance of the world’s most watched flying machine: The Air Force One.

A Wolf flew out. But a Lamb landed.”

* “Grab them by the Peace Prize”

Donald Trump blev tidligere verdenskendt for at sige – endda for åben mikrofon – at blot man var berømt nok, så kunne man frit tage kvinder på deres ædlere dele. Det var jo det, han selv gjorde og siden sågar blev dømt for.

Nu, hvor alderen måske trykker, har præsidenten fundet nye mål for sine fortsatte erobringer. Nu jagter han i stedet præmier og pokaler til samlingen i Det Hvide Hus, og det går faktisk rigtig godt. Trump har adskillige gange gjort hele verden opmærksom på, at han om nogen fortjener Nobels Fredspris. Trods hans massive bombninger af Iran og Venezuela med flere.

Det internationale fodboldforbund FIFA har hørt US præsidentens nødråb og er kommet ham i møde. FIFA har derfor skabt sin egen fodbold-fredspris, som fodboldpræsidenten har overrakt til US præsidenten under lodtrækningen til FIFA World Cup.

Fodboldpræsidenten hedder meget passende Gianni Infantino, hvilket man kan lægge i, hvad man vil. Det er i hvert fald en infantil pris, han har opfundet til lejligheden. Den tidligere FIFA-præsident Sepp Blatter anbefaler da også, at man holder sig helt væk fra Trumps USA. Infantinos “fredspris” uagtet. Den er forkert og upassende, mener han.

Overrækkelsen af fodboldens fredspris skete på Kennedy Center, som Trump kort forinden havde omdøbt til Trump Kennedy Center. I al beskedenhed, naturligvis. Men den rigtige Fredspris – den, som norske Nobel uddeler – den ville ikke Trumps vej:

Det ville Venezuelas tidligere præsident Maduro derimod. Dog ikke frivilligt, så USA’s præsident sendte sine specialtropper ned for at hente ham op. Til retsforfølgelse for narkosmugling til USA. Den operation kostede 32 af Maduro’s cubanske livvagter livet. Plus et ukendt antal civile.

Forinden bombede Trump lidt rundt omkring og sænkede et par fiskebåde. Uden at vide præcis, hvem der var ombord. Vist mest for et syns skyld, og fordi der angiveligt var narkotika ombord. Resterne af Maduro’s livvagter blev siden returneret til Havana og modtaget her i små kasser. Så meget for den fredspris.

Så selv om Donald Trump efter eget udsagn var den, der suverænt havde fortjent Nobels attraktive fredspris mest – fordi han ifølge sig selv har stoppet adskillige krige og reddet utallige menneskeliv – gik prisen i stedet til den venezuelanske oppositionsleder, Maria Corina Machado.

Hun så hurtigt skriften på væggen og valgte at give prisen videre til Donald Trump. Han havde ifølge hende fortjent den mere. Trump tog imod med tak og under stor mediebevågenhed – selv om Nobel for længst havde været ude og meddele, at modtagere af en Nobelpris selvfølgelig ikke kan overdrage den til andre. Underforstået, at Trump ikke var kvalificeret til at modtage den.

Det var dog ikke noget, der anfægtede Trump. Han havde angiveligt og som tak for prisen stillet Machado en ledende post i den nye regering i udsigt. Hun var nemlig den, der havde fået flest stemmer ved det foregående præsidentvalg.

Det løfte holdt han imidlertid ikke. Trump agtede selv at beholde indtægterne fra den beslaglagte venezuelanske olie – i hvert fald indtil videre – og Maria Machado måtte derfor drage hjem med en lang næse og et tomt præmieskab.

Kort efter oplyste Trump derfor, at den tidligere Nobelprismodtager og leder af oppositionen så desværre alligevel ikke havde de fornødne kvalifikationer til en ledende post i den nye regering. Hun blev derfor vraget.

Fredsprisen beholdt han dog i sin voksende samling af trofæer. Og samtidig havde Trump’s tilhængere fået et helt nyt og bedre klingende slogan til den kommende valgkamp:

“Grab them by the Peace Prize”…

Eller helt kort:

“Grab their Peace Prize”…

7. februar 2026

Læs mere om Grønland, Danmark og USA i artiklen her:

Den grønlandske forbindelse

Markagers debatindlæg i Berlingske

Professor Stiig Markagers originale debatindlæg i Berlingske, der udløste det omtalte sagsanlæg fra Bæredygtigt Landbrug, kan desværre kun læses med abonnement. Det centrale citat fra Markagers debatindlæg fra 31. marts 2019 lyder dog således:

”Den mængde kvælstof, som tilføres havet, er steget 700 tons pr. år siden 2010 (data fremgår af rapporten Vandløb 2017), efter at der er korrigeret for udsving i nedbør. Stigningen er statistisk signifikant.” 

Markagers udsagn om en signifikant stigning i kvælstofudledning – ifølge hans egne beregninger – var den centrale påstand, som Bæredygtigt Landbrug mente var forkert og ærekrænkende.

Angiveligt fordi den ikke umiddelbart fremgik af de officielle NOVANA-rapporter, som Markager henviste til. 

Markager blev som bekendt frikendt.

* Bæredygtigt Landbrug sagsøger igen

Interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug betragtes ofte som mere rabiat end den konkurrerende og langt større interesseorganisation Landbrug & Fødevarer. Der til gengæld af mange anses for at være identisk med dansk landbrug. Hvilket de ikke er. De er blot en interesseorganisation – men en meget stor én af slagsen og med hovedsæde på selveste Axelborg.

Denne forskel kom tydeligt til udtryk, da Bæredygtigt Landbrug for nogle år siden stævnede miljøforsker, havbiolog og professor ved Aarhus Universitet Stiig Markager i en sag om kvælstof. BL mente ikke, at Markager havde ret i sine kritiske udtalelser om den stigende forurening fra landbruget. De fandt dem ærekrænkende og sagsøgte Markager for injurier.

Efterfølgende frikendte retten dog Markager, der forinden var blevet trukket igennem retssystemet af en interesseorganisation med sin helt egen dagsorden. Retten understregede efterfølgende, at Markager som statsansat forsker havde ret til at formidle sin viden til det samfund, der finansierede hans forskning via deres skattekroner.

Nu er Bæredygtigt Landbrug så på banen igen. Med et nyt muligt sagsanlæg – denne gang mod staten og i første omgang ved byretten. Det drejer sig om Miljøstyrelsens nylige forbud mod brugen af 33 såkaldte “planteværnsmidler” – i daglig tale blot sprøjtegifte.

Disse har ifølge Miljøstyrelsen vist sig at kunne lække det giftige restprodukt TFA – trifluoreddikesyre – til omgivelserne. TFA er allerede fundet i grundvandet flere steder.

Det danske forbud udspringer af forskningsprojektet TriFluPest, som Miljøstyrelsen har sat i gang, og som forestås af GEUS – De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland. Af projektet fremgår, at anvendte aktivstoffer som fluazinam, fluopyram, diflufenican og flonicamid med flere kan omdannes til TFA og som sådan lække til grundvandet.

Nu påstår BL så, at Miljøstyrelsen ikke har noget fagligt grundlag for det seneste forbud mod brugen af de 33 specifikke sprøjtegifte, hvoraf flere især er vigtige for den sårbare kartoffelavl. BL henviser til, at de pågældende sprøjtegifte er godkendt i alle andre EU-medlemslande og godkendt af EU-Kommissionen. 

Samme kommission kæmpede imidlertid også en hård kamp for at fastholde brugen af glyphosat, der er aktivstoffet i sprøjtegiften Roundup. Vor egen miljøminister Magnus Heunicke gav her kommissionen en hjælpende dansk hånd. Han stemte nemlig imod forbuddet, så brugen af Roundup kunne fortsætte i endnu ti år. 

Vi har nu godt syv år tilbage med glyphosaten.

7. februar 2026

* Heunicke tager sagsanlægget med ro

Senest ser det dog ud til, at landbruget måske alligevel er til at snakke med. Blot de får en tilstrækkeligt høj økonomisk kompensation for ikke at bruge sprøjtegifte nær drikkevandsområder. I tilgift til de i forvejen 12 milliarder årligt i landbrugsstøtte – til netop at forurene jord og grundvand med sprøjtegifte.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) tager et muligt sagsanlæg fra Bæredygtigt Landbrug med sindsro:

– Vi skal beskytte danskerne drikkevand. Det behov kan ingen seriøst argumentere imod. De konkrete sprøjtemidler forurener grundvandet med PFAS, og derfor er Miljøstyrelsens forbud nødvendigt, ansvarligt og velbegrundet.

– Bæredygtigt Landbrug er naturligvis fri til at gå rettens vej. Et eventuelt sagsanlæg vil vi forholde os konkret til, men jeg har tillid til den faglige vurdering, som ligger til grund for beslutningen om at beskytte Danmarks drikkevand.

Magnus Heunicke

miljøminister til LandbrugsAvisen

Som et kuriosum kan nævnes, at danske kartoffelavlere har valgt ikke at gå med i det varslede sagsanlæg fra Bæredygtigt Landbrug. Producentorganisationen Danske Kartofler er medlemmer af det konkurrerende Landbrug & Fødevarer og lever i forvejen på en specielt dansk dispensation for et forbud mod brugen af visse sprøjtegifte, der allerede er forbudt i resten af EU. 

Reglone var et af de mest omdiskuterede sprøjtemidler. Det blev brugt til nedvisning og til at hindre kartoflerne i at spire. Forbudt i hele EU allerede i 2019, men i de følgende fem år gav Miljøstyrelsen alligevel dispensation til at bruge det. 

Først i 2024 afviste Miljøstyrelsen Danske Kartoflers ansøgning om fortsat dispensation til brug af Reglone til nedvisning af certificerede læggekartofler. Fem år tog det at nå hertil. Glyphosat fik på samme måde 10 år til – som nævnt med aktiv hjælp fra miljøminister Magnus Heunicke.

Ikke så lidt af en rodebutik med de sprøjtegifte og brugen af dem.

7. februar 2026

* Modstridende udmeldinger

Det bliver sværere og sværere at se forskel på de to interesseorganisationer, der hver især foregiver at tale landbrugets sag: 

Landbrug & Fødevarer med de mange medlemmer samt Bæredygtigt Landbrug med de få, men så meget større medlemmer. Begge organisationer er ikke bange for at gå rettens vej, hvis administration og lovgivning skulle gå dem imod. Med 12 milliarder i årlig landbrugsstøtte fra EU kan der godt blive råd til en topjurist eller to. Så forureningen kan fortsætte.

– Vi har på ingen måde lyst til at ende i en situation med retlige konflikter om det her.

Det er bare for at sige, at hvis staten, regeringen, Folketinget skulle beslutte at ekspropriere værdien af vores medlemmers jord uden at give erstatning, så vil vi være nødt til at kigge på alle måder, vi kunne prøve at bekæmpe det på. 

Anders Panum Jensen

underdirektør i Landbrug & Fødevarer

En rapport fra Miljøministeriet konkluderede for nylig, at fremtidens drikkevandsforsyning er alvorligt truet af forurening fra landbruget, og at den nuværende beskyttelse ikke er tilstrækkelig.

Rapporten konkluderede samtidig, at den bedste og billigste løsning for samfundet vil være et sprøjteforbud på omkring 160.000 hektar sårbare grundvandsdannende områder. 

Socialdemokratiet og Moderaterne er klar til at gennemføre sådan et forbud, mens Venstre som det tredje hjul i gig’en klapper deres mange blå dieselheste:

– Vi kommer til at kæmpe imod af alle kræfter og vil tage eventuelle politiske beslutninger på grundlag af rapporten til domstole om nødvendigt. 

Søren Søndergaard

formand for Landbrug & Fødevarer

Samme Søren Søndergaard er en ud af fire svineavlere, som blev politianmeldt efter TV2’s dokumentar “Hvem passer på grisene?”. For svigtende dyrevelfærd.

De øvrige er ifølge TV2 H.C. Gæmelke, der netop er blevet genvalgt som bestyrelsesformand for Landbrug & Fødevarers Sektor for Gris. Tredje politianmeldte er Ulrik Bremholm, der både er viceformand for Landbrug & Fødevarer, næstformand i Danish Crown og formand for Danske Slagterier. Fjerdemand er Jeppe Bloch, som er formand for Danske Svineproducenter.

Det meste drejer sig således om kød og gylle i toppen af dansk landbrug. Ikke miljø.

7. februar 2026

* “No Words”

Ingen tak for hjælpen. Men 44 flag fjernet, som ellers var sat foran USA’s ambassade i København – til minde om døde danske soldater i Afghanistan. Fjernet af det amerikanske ambassadepersonale.

USA’s ambassadør til Danmark, som det så fornemt hedder, var slet ikke i Danmark. Han hedder Ken Howery og har tidligere været ambassadør for USA. Det var i Sverige, da Donald Trump første gang var præsident. Dengang skulle Howery styrke de svensk-amerikanske relationer med fokus på økonomi, forsvar og sikkerhed.

Det er lidt pudsigt at tænke på, at Sverige siden sidst og siden medlemsskabet af NATO har trukket stikket til USA. I hvert fald delvis. Det har indtil videre resulteret i, at svenske Saab har tilbudt Canada svenske Gripen jagerfly. I stedet for de planlagte amerikanske F-35 fly, der allerede var bestilt. Til stor fortrydelse for Donald Trump.

Til gengæld er det ikke spor pudsigt, at Ken Howery blev USA’s seneste ambassadør til Danmark. Med den klart udstukne opgave at forberede amerikansk overtagelse af Grønland. One way or the other. Med penge eller militær. Med eller uden grønlændernes gode vilje.

Ken Howery er ikke nogen almindelig ambassadør.

Han hører til inderkredsen eller nærmere kulten omkring Donald Trump, som Elon Musk jo også stadig gør.

Howery og Musk var sammen med til at starte betalingsvirksomheden PayPal, der gjorde alle sine grundlæggere stenrige. Heriblandt milliardæren Peter Thiel, der stadig trækker i trådene bag det hele.

Thiel har således sammen med Alex Karp grundlagt efterretningsvirksomheden Palantir, hvor Karp fører ordet og skræmmer mange med sine rabiate meninger. Som Musk jo også har gjort.

Palantir hjælper regeringer verden over med at analysere trusler fra krig eller terror. Og træffe hurtige beslutninger.

Hvad er næste skaktræk på slagmarken?

Det var derfor en klar streg i regningen, at USA’s ambassadør til Danmark havde ærinde i USA, da præsident Trump pludselig fandt på at nedgøre 44 danske soldaters død i kamp for USA. På baggrund af Grønland. Det udløste naturligvis en reaktion fra danske veteraner og deres pårørende.

44 flag med de dødes soldaters navne blev placeret foran den amerikanske ambassade i København. Som uden hæmninger fjernede dem igen i løbet af natten. Det udløste en stille protestmarch mod USA og Donald Trump – under overskriften “No Words”.

Ambassadør Ken Howery forlod i al hast USA for at komme sin ambassade i Danmark til undsætning. Der blev undskyldt for “misforståelsen” og plantet nye flag. Mange flere, dog uden navne som på de oprindelige. Og ingen officiel undskyldning fra Trump. Ikke skyggen af én.

Skaden var sket. USA havde vist sit sande ansigt og gjort det klart for både grønlændere og danskere, hvad der måtte vente et Grønland under muligt amerikansk overherredømme.

Amerikanerne havde gjort arbejdet selv. Helt uden ord. Som altid: “Action speaks louder than words.”

Og “No Words” fik således en ny og dobbelt betydning.

31. januar 2026

* Én reaktor og to hundeslæder

US præsident Trump ønsker sig et Grønland til samlingen.

Først havde han brug for Grønland af hensyn til den nationale sikkerhed. Det kunne ikke være anderledes. Så blev han gjort opmærksom på, at amerikansk militær faktisk allerede havde fri adgang til Grønland. Det havde USA haft adgang til siden forsvarsaftalen fra 1951.

Så kunne han ikke aktivt forsvare noget, hvis han ikke også ejede det. Det virker slet, slet ikke, bedyrede han. Til sidst måtte han dog erkende, at han bare gerne ville have Grønland. At kunne kalde sig ejer af verdens største ø. Som et lille barn. Donald 5 år.

Mens vi danskere til gengæld er nogle utaknemmelige medlemmer af NATO, som ikke har lært at sige tak til sminkøsen og vicepræsidenten J.D. Vance. Som Ukraines Zelensky heller ikke havde.

Vance selv har helt glemt at sige tak for de 44 danske soldater, der måtte ofre livet efter 9/11, hvor USA bad om hjælp fra NATO. De døde i Afghanistan, hvor vi hjalp USA med at bekæmpe terroristerne bag angrebet på Twin Towers i New York.

44 danske soldater blev skudt i kamp eller sprængt i stumper og stykker af vejsidebomber. Til ingen verdens nytte, da USA tyve år senere stak halen mellem benene og efterlod det hele til de lokale mujahediner. De glemte helt at sige tak. Allesammen.

Vance havde også overset eller glemt, at USA faktisk har haft hele 27 baser eller militære installationer på den danske eller grønlandske indlandsis. Siden Anden Verdenskrig. Dem har amerikanerne gradvis rømmet, så der i dag kun er en enkelt base tilbage, nemlig Pittuffik Space Base, der tidligere hed Thule Air Base. De har ikke haft brug for de andre steder længere.

Ud over naturligvis til alt det affald og alle de lossepladser, de har efterladt sig. Det flyder med mere eller mindre farligt affald overalt. Det amerikanske militær rydder nemlig ikke op efter sig selv. Hverken derhjemme eller i udlandet. Sågar en enkelt atomreaktor har de “glemt” dybt nede under indlandsisen. Ved Camp Century.

Så sent som i 2016 evaluerede et forskerhold den potentielle skadevirkning fra den nedlagte Camp Century. Forskerne nåede frem til, at smeltevand fra den globale opvarmning vil frigive radioaktivt materiale fra reaktoren, 200.000 liter dieselolie, en ukendt mængde giftig PCB samt 24 millioner liter ubehandlet spildevand.

Alt sammen inden 2090. Uden kendskab til konsekvenserne. Men det er tilsyneladende ikke noget, der bekymrer amerikanerne. Der er jo dejlig langt hjem til “Land of the Free”…

31. januar 2026

* Brændende brintbomber

Lidt mere bekymrede var de dog, da et amerikansk B-52 bombefly styrtede ned nær Thulebasen den 21. januar 1968.  

Ombord på det brændende fly var nemlig fire brintbomber, der heldigvis ikke eksploderede. Tre af dem blev bjærget, men den fjerde hersker der tvivl om.

Faktum er i hvert fald, at plutonium fra den ene brintbombe blev spredt ud over isen. Og at flere danske oprydningsarbejdere efterfølgende er døde af kræft.

Det naturlige spørgsmål er så, om det var plutonium fra de forulykkede bomber, som forårsagede kræften.

Det afviste såvel det amerikanske militær som de danske myndigheder dog kategorisk.

Man fristes til at sige naturligvis.

* Han glemte helt at sige tak…

Nu har Donald Trump’s USA så igen fået øje på verdens største ø, der jo rummer store forekomster af attraktive metaller og mineraler. Omend svært tilgængelige på grund af den manglende infrastruktur.

Og som det gennemført usympatiske menneske han er, så har han nu også kun foragt til overs for den danske indsats i Arktis. Som hans egen nation ellers selv rømmede. De 44 danske soldater, som ofrede deres unge liv i kampen mod USA’s fjender, betyder heller ikke noget for Donald Trump.

Som forkælet rigmandssøn undgik han bekvemt at aftjene sin værnepligt og dermed udsætte sig selv for fare. Hele fem gange slap han.  Jævnfør Creedence Clearwater Revival’s dengang højaktuelle sang: “Fortunate Son”.

Efterfølgende tillod han sig endda at nedgøre senere senator John McCain (R) for at have ladet sig nedskyde i luftkamp og tage til fange i Vietnam-krigen. Som en anden kujon…

Og nu gentager Donald Trumps rådgiver Stephen Miller så igen-igen, at USA nødvendigvis må have Grønland som en del af sit overordnede sikkerhedsapparat.

At man nødvendigvis må eje verdens største ø for at kunne beskytte den mod Kina og Rusland, som ingen ellers har set på de kanter. Endnu da.

Miller mener, at man som ejer af et land nødvendigvis også må være i stand til at forsvare eget territorium – underforstået, at det er Danmark ikke. Men at USA skam er både able and most willing.

Afslutningsvis gør Donald Trump grin med, at det danske forsvar af Grønland består af to hundeslæder, som skal afpatruljere et land, der fra syd til nord måler 2.670 km og fra øst til vest 1.050 km. Indrømmet. Det er ganske mange kvadratkilometer til to hundeslæder. Trods Mette Frederiksens flere år gamle lovning på mere.

Det danske folketingsmedlem Ida Auken (S) understreger imidlertid, at Danmark skam er klar til at løfte vores del af ansvaret i Arktis. At vi har investeret over 88 milliarder kroner heroppe.

I regnestykket er inkluderet de seneste lufthavne af international standard. Dem, der satte Don Junior i stand til overhovedet at flyve direkte til hoveddøren i Nuuk med privatfly og følge. Amerikanerne ventede pænt, til lufthavnene stod færdige. I så fald et gigantisk selvmål for de danske og grønlandske investorer.

– Lad os bare sige, at det er lidt mere end to hundeslæder, slutter Ida Auken.

Og så har han endda slet ikke sagt tak, Trumpen.

31. januar 2026

* Et forgældet fatamorgana?

Har den Grønne Trepart på rekordtid udviklet sig til et forgældet fatamorgana, der aldrig når i mål med de politisk satte ambitioner? Noget kunne tyde på det.

Der var oprindelig sat 40 milliarder kroner af til opkøb og udtagning af landbrugsjord af drift. Plus det løse. Men interessen for dårlig lavbundsjord har sendt jordpriserne på himmelflugt. I dag koster en enkelt hektar landbrugsjord således på den helt forkerte side af de 200.000 kroner. 

Det bliver således mere og mere tvivlsomt, om der er afsat penge nok til at gennemføre de oprindelige planer, som skal eller skulle redde dansk natur og miljø fra landbrugets ødelæggelser. Fra overgødning og giftsprøjtning. Fra algeblomst og fedtemøg. Fra iltsvind, bundvendinger og fiskedød. 100 milliarder er nok et mere realistisk bud på den samlede pris.

Én ting er den Grønne Trepart dog kommet igennem med:

Det skal være lettere at skyde ulve, der har udvist “truende adfærd” – om det så er et sultent ulveblik på en jagthund, naboens mere eller mindre godt indhegnede får eller andet.

Nu kan sådanne ulve skydes uden foregående tilladelse. Stik modsat tidligere.

Trepartsminister Jeppe Bruus (S) har i den forbindelse udtalt, at han har “fuld tillid til jægerne”. Til, at de kun skyder ulve, når og hvor det er strengt nødvendigt og fuldt lovligt. Og ikke som tidligere dokumenteret gjort på video, med overlæg og fuldt ulovligt. 

Trepartsministeren har sågar besluttet at udvise solidaritet med danske jægere – ved nu selv at tage jagttegn. En mildest talt besynderlig holdning fra en professionel politiker, der jo burde være uvildig i de sager, han behandler.

Det føler Jeppe Bruus sig desværre ikke forpligtet til. Måske den sunde dømmekraft har svigtet ham op til et kommende valg, han sandsynligvis er mere vidende om end vi andre. Måske han tror, der er stemmer i at skyde ulve? Måske han selv drømmer om at skyde én?

“Samtidig får jægere lov til at skyde ulve, hvis de udgør en trussel mod deres jagthunde”

Jeppe Bruus

Minister for Grøn Trepart

 ”Det er umuligt at fastholde et fuldtidslandbrug i Danmark med den målsætning om kvælstofreduktion, politikerne har sat”.

Niels Hauge Mikkelsen

Formand for Bæredygtigt Landbrug

“Godt. Så luk og lad os bruge vort land til noget andet”.

Jacob Jelsing

Stifter af biotech-virksomheden Gubra

Læs hele indlægget på https://lnkd.in/e7cr2nzg

31. januar 2026

* 32 millioner til Simested Å

Dambrug forurener i åen, som havbrugene forurener i havet. Antallet af dambrug i danske åer er reduceret betragteligt siden først Dambrugsbekendtgørelsen i 1980’erne og siden Vandrammedirektivet fra EU i 2000. 

Alligevel findes der stadig forurenende dambrug i vore åer. Dambrug, der leder forurenet spildevand videre ud i vore hårdt belastede fjorde. Fire af de resterende dambrug er nu på vej mod endelig udfasning. Det er Naturstyrelsen, som i samarbejde med Rebild og Mariagerfjord kommuner har opkøbt fire dambrug ved Simested Å i Nordjylland. 

Opkøbet er resultat af et såkaldt Helhedsprojekt i Simested Ådal, der kom til veje efter Folketingets Akutpakke fra maj 2024. Målet med projektet er hurtigst muligt at reducere udledningen af kvælstof til den hårdt belastede Limfjord. 

Det samlede projekt for Simested Ådal forventes at mindske den årlige udledning af kvælstof til Limfjorden med 45–50 tons. Alene opkøbet og afviklingen af de fire dambrug ved Simested Å leverer en årlig reduktion på 20 tons kvælstof og to tons fosfor.

Simested Å tømmer sit vand ud i Hjarbæk Fjord, som i 1966 blev isoleret fra Lovns Bredning og Limfjorden ved etablering af Virksunddæmningen. Vandudskiftningen reduceredes, og saltindholdet faldt. Hjarbæk Fjord er derfor et ekstra hårdt belastet vandområde.

Kystvandrådet for den centrale Limfjord har længe ønsket at opkøbe forurenende dambrug i området. De nu indgåede aftaler gør det muligt at realisere en række lavbunds-, vådområde- og restaureringsprojekter i hele ådalen – fra Rold Skov til Hjarbæk Fjord. 

Projekterne vil ikke kun reducere næringsstofudledning til fjorden. De vil også skabe fri passage for vandrefisk i de berørte vandløb.

Dambrug er nemlig ikke kun ensbetydende med forurening til vandmiljøet. De resultater også i etablering af opstemninger, som hindrer vandrefiskene i at nå deres gydepladser. Der samtidig slammer til på grund af den sænkede strømhastighed.

Der er således al mulig grund til at fjerne flest mulige dambrug fra de danske åer. Det er win-win på alle felter.

Projektet i Simested Ådal har fået tildelt 32 millioner kroner fra Akutpakken, der samlet indeholder 405 millioner kroner. Disse midler skal bruges til opkøb af arealer, etablering af helhedsprojekter, udtagning af lavbundsjorde og drift af kystvandråd.

Så det er en klar tommel op herfra. Mere af samme slags – straks. Det hedder jo ikke Akutpakke for ingenting. 

Vi er ikke i den ellevte time længere. Klokken er for længst slagen tolv.

31. januar 2026

* “Lad gyllevognen blive hjemme”

Sådan lyder den fælles opfordring fra Danske Maskinstationer og Entreprenører (DM&E). I hvert fald i de første uger af februar.

Det er ganske vist tilladt at bringe gylle ud fra 1. februar. Det må blot ikke ske på frosset, snedækket eller vandmættet jord. Hvordan man så ellers konstaterer det med blot nogenlunde sikkerhed.

Disse forbehold gør, at der ikke kan eller må udbringes gylle i de første dage af februar. Opfordringen fra DM&E er derfor, at landmændene i stedet bruger tiden på at klargøre deres materiel, så det er klart og sikkerhedsmæssigt i orden, når frost og sne slipper jorden. Når de kolossale mængder gylle lovligt kan slippes ud over markerne.

Sagkundskaben fortæller samtidig, at gyllen ikke gør gavn ved temperaturer under fem grader. Planterne kan ikke optage den. Selv om gylletankene bugner af gylle fra millionerne af svin, så vent til foråret indfinder sig.

Undlad derfor at køre gylle ud i de første tre uger af februar. “Så laver man ikke ulykker”, lyder rådet fra DM&E.

Og uheld har man allerede haft i år. En af årets første ulykker skete således den 21. januar, hvor en traktor kolliderede med en personbil mellem Hundborg og Snedsted i Thy. Bilen blev ført af en 79-årig mand, mens traktoren havde en lokal 19-årig mand bag rattet.

Traktoren væltede og gik i brand, mens 25 ton gylle løb ud og “inddæmmede sig selv på et naturområde” lød det beroligende fra miljøvagten i Thisted. “Der er ingen fare for følgeskader”.

25 ton gylle i et naturområde lyder ikke just beroligende…

31. januar 2026

* 28,7 milliarder til Aalborg Portland???

Energistyrelsen har fået til opgave at administrere ikke mindre end 28,7 milliarder kroner i en ny såkaldt CCS-pulje til fangst og lagring af klimagassen CO2. Kuldioxid på godt dansk. CCS står for Carbon Capture and Storage.

Ansøgerne til de mange milliarder skulle først prækvalificere sig, hvilket 16 selskaber har gjort. Energistyrelsen skulle herefter udvælge 10 selskaber, som skal deles om milliarderne. Det har man også gjort. Der er imidlertid kommet en enorm og aldeles uventet kurre på CO2-tråden:

Ni af de prækvalificerede ansøgere har nemlig trukket sig, efterladende den største CO2-synder af dem alle – Aalborg Portland – med alle milliarderne. Thomas Meinart fra Klimabevægelsen kalder det en fiasko, hvis cementgiganten fra Aalborg render med alle pengene – uden konkurrence fra anden side. 

Det diskuteres stadig, hvorfor de ni oprindelige ansøgere egentlig trak sig. De er alle fra fjernvarmesektoren – alle med behov for at indfange og lagre CO2, så det ikke havner i miljøet og her bidrager til den globale opvarmning.

Danmark mangler ifølge regeringens egen klimafremskrivning at reducere udslippet af drivhusgasser med cirka en million tons i 2030 – hvis Aalborg Portland også trækker sig fra udbuddet. 

Aalborg Portland har endnu ikke indleveret noget endeligt tilbud, men har bebudet, at et sådant er på vej. Det vil dog højst kunne spare atmosfæren for 1,4 millioner tons CO2 årligt. Men nok til at tømme hele puljen, så andre ikke kan komme til.

Aalborg Portland gjorde sig senest kendt ved at levere enorme mængder af giftig Mikrofiller – et ultrabasisk affaldsstof fra produktionen af beton – til Nordic Waste. Den tonstunge Mikrofiller indeholder store mængder tungmetaller og blev dumpet i kolossale mængder på fabriksgrunden. Det var billigst.

Herinde var den medvirkende årsag til Danmarkshistoriens største jordskred, der til dato har kostet borgerne i Randers Kommune 300 millioner kroner. Penge, som skal afdrages over de næste 25 år.

Her kunne man derfor godt bruge nogle af de klimamilliarder, som nu muligvis er på vej til Aalborg Portland. Som endnu en gigantisk klimarabat til den nordjyske cementkolos.

I statsminister Mette Frederiksens valgkreds.

31. januar 2026

* Venstres vilde verden

Søs Marie Serup, der er politisk kommentator og forhenværende spindoktor for tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, har netop begået en 300 siders bog om Venstres Vilde Verden. Det er min titel – ikke bogens. Den er nemlig “Vind eller forsvind”.

Journalist og økologisk landmand Kjeld Hansen fra webmediet gylle.dk har skrevet en lang anmeldelse, der i hvert fald set herfra er mere læseværdig end bogen selv. Dertil en hel del kortere.

“Vind eller forsvind” brillerer nemlig med et totalt fravær af den virkelige hovedperson, den eksilerede Venstre-høvding og Fedtemøgets Fader Lars Løkke Rasmussen, som ikke har ønsket at medvirke til bogen.

Dette til trods for, at ingen danske politikere før Anders Fogh Rasmussen, Eva Kjer Hansen, Esben Lunde Larsen og Lars Løkke Rasmussen så systematisk har undermineret det danske vandmiljø.

Det var de ekstra gødningsmængder, som Landbrugspakken tillod bønderne at bruge, der for alvor trak tæppet væk under det allerede gispende danske vandmiljø. Og dem, der gav Lars Løkke Rasmussen det lidet smigrende tilnavn “Fedtmøgets Fader”.

Løkke selv trak sig bekvemt fra ansvaret, da han droppede Venstre eller Venstre droppede ham. Hvorefter han som bekendt dannede sit nye parti Moderaterne. Herefter var det pludselig Venstre, der ikke ville rydde op efter Løkke, som jo ikke længere var Venstre, men Moderaterne.

Avanceret ansvarsfraskrivelse. Koldt og kynisk, men et genialt træk og sidste salut efter partiskiftet.

I det hele taget forbigås miljøet og Venstres katastrofale påvirkning af det i dyb tavshed af Søs Marie Serup. Måske fordi forfatteren selv har været med på hele den lange dags rejse mod den nuværende nat. Og dermed har gjort sig medskyldig i de nuværende tilstande. Læs bogen og døm selv.

Eller læs uddrag af Kjeld Hansens udførlige anmeldelse herunder.

21. januar 2026

* “Vind eller forsvind”

Nedenstående er et uddrag fra Kjeld Hansens anmeldelse af “Vind eller forsvind”. Det kan læses i sin fulde længde på gylle.dk:

“En fuldstændig udokumenteret påstand ville det være, hvis jeg sagde, at statsminister Lars Løkke Rasmussens to perioder som landets øverste politiker (2009-2011 og 2015-2019), blev udnyttet til at fuldføre den omlægning af miljøbeskyttelsen, som Fogh-regeringens miljøminister Hans Chr. Schmidt indledte i 2001 med en fyreseddel til hver tredje medarbejder i Miljøministeriet. 

Jeg vover alligevel et øje med en påstand om, at i ly af de interne stridigheder i partiet gjorde statsministeren lige præcis, hvad pokker han ville, og det gik ud over miljøet. Fra hestens egen mund får vi det næppe nogensinde bekræftet, men de tørre fakta understøtter påstanden. Læs bare her:

Da Løkke Rasmussen tog over i 2009 kunne Fogh-regeringens ambitiøse ”Grøn Vækst-plan” have forenet kravene om et mindre forurenende landbrug og udlægning af mere natur i det yndige land, men fra den allerførste dag blev planen saboteret.

Vandrammedirektivet blev skudt til hjørne, og som statsminister tillod Løkke Rasmussen, at fødevareministeren oppløje 148.000 hektar halvnatur for at behage de rabiate bondevenner. Væk med viber, agerhøns og sanglærker til fordel for seks procent mere pløjejord med foder til svin og kvæg.”

Citat slut. Såvidt Kjeld Hansen. Læs hele hans anmeldelse på gylle.dk.

Læs også gerne mit eget indlæg fra bogen “HavMISbrug”. Det bærer titlen ”Et satanisk mesterværk” – en titel tyvstjålet fra misantropen og vor danske rockpoet C.V. Jørgensen. En af mine egne helte.

I min udgave af det sataniske mesterværk er processen op til og vejen fra landbrugspakke til fedtemøg dog trukket lidt skarpere op. 

Spoiler alert: Det er ikke kønt, men det er med fuldt overlæg.

21. januar 2026

* Äntligen slut med “Grejor från Svängsta”

Endnu en trist nyhed er dumpet ind efter årsskiftet. Trist, hvis man som undertegnede er vokset op med fiskegrej fra ABU i Svängsta, Sverige.

Hvis man i ungdommen drømte om Cardinal fastspolehjul med håndmonterede snekkedrev i bronze og rustfrit stål. Hvor funklende røde Ambassadeur multihjul var så dyre, at de var noget nær uopnåelige, hvis de skulle betales af lommepengene. Hvor aborren til gengæld huggede strax, blot man satte på en 7 grams Flax.

Og så videre. Den triste nyhed kom i en pressemeddelelse fra resterne af ABU Garcia i Svängsta uden for Karlshamn, Sverige. Her har man produceret helsvenske Ambassadeur hjul lige siden 1952 – i længere tid, end jeg selv har været til stede i denne forvirrede verden. Produktionen af ure og taxametre startede allerede i 1921.

AB Urfabrikken måtte tidligt erkende, at verden nok var for stor til en lille svensk urmagervirksomhed, der satsede helhjertet på fiskehjul. At man ikke kunne stå på egne ben, hvis man skulle kunne håndtere verdensmarkedet – med USA og Japan som de største aftagere.

AB Urfabrikken blev derfor til ABU Garcia, som havde amerikansk hovedsæde. Stille og roligt afvikledes produktionen i Svängsta og flyttede til udlandet, hvor arbejdslønnen var billigere. Kvaliteten flyttede desværre ikke med, hvilket vi er mange, der har begrædt gennem årene.

I 2024 kom så den tunge beslutning om endelig afvikling af fabrikken i Svängsta. I skrivende stund bortauktioneres så de resterende maskiner fra fabrikshallerne – for at få de sidste penge i kassen og for nogle i det lønlige håb, at ånden fra Svängsta kan leve videre andre steder.

ABU-museet får heldigvis lov til at fortsætte i Svängsta – med ulønnet hjælp fra tidligere medarbejdere. Altid et besøg værd. Her kan man stadig mindes fortiden og måske fælde en tåre, hvis der er behov.

“Dom tyngsta och längsta fångas tyvärr inte längre med grejor från Svängsta…”

21. januar 2026

* RecFishing app

Det kan synes lidt absurd og bagvendt, men nu skal fiskeverdenen altså skrives i mandtal.

Nu skal lystfiskernes fangster indrapporteres – på et tidspunkt, hvor der snart ikke er flere fisk tilbage. End dem, vi selv har opdrættet og sat ud. Hvor de naturlige bestande ofte slet ikke findes længere.

Fra den 10. januar i år gælder der to nye registreringskrav for alle, der fisker rekreativt. Man skal registrere sin fangst af de omfattede arter, herunder angive om fangsten beholdes eller genudsættes. Og det skal gøres på RecFishing app’en via smartphone.

Reglerne bag de nye krav fremgår af artikel 55 i EU’s fiskerikontrolforordning (EU) 2023/2842 af 22. november 2023. Registrering som rekreativ fisker i Danmark sker via hjemmesiden www.fisketegn.dk.

Hvis man er omfattet af reglerne om køb af fisketegn, vil man automatisk blive registeret som rekreativ fisker, når man køber eller fornyer sit fisketegn.

Hvis man ikke er omfattet af reglerne om køb af fisketegn – er under 12 år som fritidsfisker, under 18 år som lystfisker eller over alderen for folkepension – skal man registrere sig gratis som rekreativ fisker på www.fisketegn.dk.

Dette er dog kun nødvendigt, hvis man har fanget en af de omfattede arter. Se notitsen herunder. Registreringen skal ske senest inden udgangen af den dag, hvor man har fanget den første omfattede fisk. Registreringen vil gælde i 365 dage, hvorefter man vil skulle registrere sig igen.

Det bliver spændende at se, hvor mange der vil registrere og re-registrere sig med den nye ordning. Nu, hvor der for alvor er gået EU i det rekreative fiskeri.

21. januar 2026

* Indberetningspligtige fiskearter

Man har pligt til at bruge RecFishing app’en til indberetning af rekreative fangster i saltvand af omfattede arter i Danmark. Rekreativt EU-lovsprog. Det samme gælder de 12 øvrige EU-medlemslande, som har tilsluttet sig aftalen.

Der er tale om arter, som er omfattet af en genopretningsplan i Danmark, og som derfor er indberetningspligtige. Man har således pligt til at registrere både fangster og genudsætninger. Det fremgår desværre ikke klart, om genudsatte undermålsfisk også indgår.

Indberetningspligtige arter

  1. Ål – fanget i hele Danmark
  2. Torsk – fanget i Nordsøen, Skagerrak, Øresund, Kattegat og Østersøen
  3. Havbars – fanget i Nordsøen
  4. Laks – fanget i Østersøen, Storebælt og Øresund
  5. Makrel – fanget i Nordsøen, Kattegat og Skagerrak
  6. Dybvandsrejser (Pandalus borealis) – fanget i Kattegat og Skagerrak
  7. Jomfruhummer – fanget i Kattegat og Skagerrak
  8. Rødspætte – fanget i Nordsøen, Skagerrak, Storebælt, Øresund, Kattegat og Østersøen
  9. Tun – fanget i hele Danmark

Man skal være opmærksom på følgende:

  • At der er et forbud mod rekreativt fiskeri af ål i saltvand i hele Danmark
  • At der er et forbud mod rekreativt fiskeri af torsk i Østersøen
  • At der er særlige regler for rekreativt fiskeri af laks i Østersøen. Der er kun mulighed for at hjemtage én fedtfinneklippet laks pr. dag pr. rekreativ fisker
  • At der er bag-limit på 3 havbars i Nordsøen
  • At rekreativt fiskeri af tun er kun tilladt med en særlig tilladelse

Vi må konstatere, at det nok er gået lidt vel hurtigt med at få kommunikeret det ikke ligefrem daggamle budskab fra EU ud. Det stammer jo fra 2023. I hvert fald ser stavekontrollen ud til at have haft orlov under udarbejdelsen.

Jeg gætter forsigtigt på, at de kostbare dybhavsrejser nok ikke har så meget med Jules Verne og hans Verdensomsejling under Havet at gøre.

Men blot henfører til mere beskedne og billigere rejer. 

21. januar 2026

* Færgen over Feggesund i fare

Hvis man som jeg er til småøer og holder af Achton Friis’ mammutværk “De Danskes Øer”, så er der foruroligende nyt her først i det nye år.

Feggesund-overfarten varer kun fem minutter og forbinder Limfjordsøen Mors med det nordjyske fastland. Den lille færge har hvert år transporteret i tusindvis af passagerer mellem Mors og Nordjylland. I bil, på cykel eller til fods. 

Nu ser det imidlertid ud til, at færgens fremtid hænger i en tynd tråd. Det årlige passagertal er nemlig faldet fra knap 140.000 til godt 90.000 i perioden 2015 til 2025. Antallet af biler ombord er i samme tidsrum faldet fra knap 75.000 til godt 45.000.

Økonomien halter derfor – så meget at Thisted Kommune nu overvejer at trække sig fra Mors-Thy Færgefart, som man driver sammen med Morsø Kommune. Det skal i så fald ske per 1. januar 2027. Thisted Kommune ejer 36% af selskabet, mens Morsø Kommune ejer de resterende 64%.

Det offentlige tilskud må nødvendigvis sættes i vejret, hvis færgefarten skal fortsætte. I 2026 vil Morsøs forventede tilskud være 4,15 millioner kroner – mod 3,14 millioner i 2024. Thisteds andel vil i 2026 være på 2,33 millioner kroner mod 1,76 millioner i 2024.

Skulle færgefarten blive indstillet på grund af økonomien, må trafikanter mellem Mors og Nordjylland indstille sig på en meget længere omvej – end de nuværende fem minutter overfart med den lille færge.

Thisted Kommune argumenterer, at moderne elbiler og mikrobiler nu er så billige i drift, at der ikke længere er nogen økonomisk gevinst ved at benytte færgen. Derfor de færre passagerer.

Som gammel øhopper og færgefan krydser jeg imidlertid fingre for, at sejladsen over Feggesund kan fortsætte.

14. januar 2026

* Hvem var Kong Fegge?

Feggesund er opkaldt efter Kong Fegge, som er lidt af en sagnfigur. Han indgår  trods titlen ikke i den officielle danske kongerække. 

Ifølge sagnet og dansk lokalmytologi herskede Kong Fegge over området ved Feggeklit og det også dengang strategisk vigtige smalle Feggesund mellem Mors og Nordjylland. Fegge var samtidig med legenden om Hamlet, som Saxo Grammaticus beskrev i 1100-tallet.

Ifølge sagnet delte Fegge magten med sin bror Horvendil. Da denne var på togt, forelskede Fegge sig uheldigvis i hans hustru Geruth. Forelskelsen var så stærk, at Fegge efterfølgende dræbte sin bror og giftede sig med Geruth.

Horvendils søn, som ofte benævnes Hamlet, vendte senere tilbage og hævnede sin fader ved at dræbe Fegge. Der var gang i de morsingboere – også dengang.

I dag er Mors dog primært kendt for sin massive tæthed af svinefabrikker, hvis enorme mængder af gylle er medvirkende til at kvæle livet i Limfjorden.

14. januar 2026

* De aflivede mink spøger stadig

Historien om de aflivede millioner af Corona-mink vil bare ikke dø.

Nu har EkstraBladet søgt aktindsigt i sagen om de mange milliarder i erstatning, som statsminister Mette Frederiksen (S) kostede det danske samfund. Der var nemlig ikke lovhjemmel til at kræve de mange mink aflivet, viste det sig efterfølgende.

Den ulovlige masseaflivning kostede i første omgang fødevareminister Mogens Jensen (S) jobbet. Han måtte ofres eller ofre sig, så Frederiksen kunne gå fri.

Store Mogens var morsingbo og dermed vant til et liv blandt svinefabrikker og minkfarme. Han havde derfor ikke travlt med at gribe ind som ansvarlig minister. Det måtte regeringen gøre for ham.

Den ulovlige masseaflivning kostede efterfølgende danske skatteborgere næsten 30 milliarder kroner i erstatning til de involverede minkavlere. Både dem, der rent faktisk havde mink, som blev aflivet. Og dem, som blot måtte have planer om og tilladelse til fremover at producere mink.

Statsminister Mette Frederiksen undgik dermed selv en rigsretssag som den, Venstres Inger Støjberg tidligere måtte igennem. Med fodlænke i Hadsund og et helt nyt parti som synligt resultat: Danmarksdemokraterne, der så dagens lys i 2022, og som hurtigt stjal mange stemmer fra Venstre.

Frederiksen selv havde et spinkelt rødt flertal bag sig. Hun kunne have fortsat den grønne linje, som den daværende regering var slået ind på. Med planlagt stop for det skadelige fiskeri med bundskrabende redskaber.

Men nej. Hun valgte i stedet at danne regering med Venstre og Moderaterne, som ellers havde luftet planer om en mulig rigsretssag. I stedet fik de ministerposter, ministerbiler og ministerpension for at frede Frederiksen, der sågar kunne fortsætte som statsminister – omend for en “mærkelig regering”.

Sådan kaldte hun den nemlig selv. Sikkert godt tilfreds med at slippe for noget retsligt efterspil fra minksagen.

I sig selv en “mærkelig” praksis.

14. januar 2026

* EkstraBladet søger aktindsigt

Da Corona-krisen var på sit højeste i 2020, begyndte potentielt farlige mutationer af den hærgende virus pludselig at dukke op. Nu blandt dyrene i jyske minkfarme.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) var ikke ligefrem hurtigt ude med at gribe ind. Det måtte regeringen derfor selv gøre, og den beordrede efterfølgende samtlige danske mink aflivet – som man typisk gør i den slags situationer. De syge dyr slås ned for at undgå yderligere smittespredning. 

Det drejede sig om 17 millioner mink, som blev aflivet og destrueret efter bedste evne. De fleste blev gravet ned i Vestjylland – mange for blot at blive gravet op igen, da de risikerede at forurene grundvandet og en nærliggende badesø. Faktisk var minkene allerede på vej op igen – helt af sig selv, løftet af gasser fra forrådnelsen.

Andre blev afbrændt som almindeligt affald. Eller dumpet i det store sorte hul hos Nordic Waste, der hellere end gerne tog imod. Mod betaling, naturligvis. Regeringen regnede dengang med, at det ville koste mellem 15,6 og 18,8 milliarder kroner i erstatning til de aktive og/eller passive minkavlere.

Som tiden gik og det trak ud med afregningen, er den samlede regning for minkskandalen imidlertid løbet op i omegnen af 30 milliarder kroner. Næsten det dobbelte. Dette til et erhverv, hvor mange i forvejen var økonomisk trængt. De involverede aktører kunne derfor knap tro deres egne øjne, da de pludselig skulle forgyldes af den danske stat.

EkstraBladet har senest søgt aktindsigt hos transportministeriet, der stod for håndteringen af de 17 millioner mink, som måtte gasses. Her oplyser transportminister Thomas Danielsen (V), at staten indtil videre og yderligere har brugt 369 millioner kroner på såkaldt “sagkyndig bistand” i forbindelse med udbetaling af erstatningerne.

Vi kan således konstatere, at sagen har været en uventet guldgrube af uanede dimensioner for et uddøende erhverv. Præcis som Den Grønne Trepart har vist sig at være en (næppe uventet) guldgrube for de landbrugere, som sad inde med den dårligste landbrugsjord. De såkaldte lavbundsjorde.

De blev pludselig guld værd, da de skulle udtages til afvikling. Til hektarpriser pænt over 200.000 kroner. Til priser, der nu risikerer at trække det økonomiske tæppe væk under Treparten og vandmiljøet.

Dansk landbrug har endnu engang vist sig at være smartere end den minister, der var sat til at bestyre dem. Måske det hele tiden har været planen med 40 milliarder ekstra til landbruget.

14. januar 2026

* Novo Nordisk må godt – forurene

Som dansker er man berettiget stolt af medicinalgiganten Novo Nordisk, der udvikler og producerer livsvigtig medicin til ikke mindst sukkersyge patienter. Som er stor på verdensmarkedet, og som fylder meget blandt danske pensionsfonde.

Men ikke alt er imidlertid godt. For er man bare stor nok og lokal nok, da må man som virksomhed gerne forurene mere, end godt er. Selv om man så rigeligt havde eller har råd til at rense op efter sig selv. Som tilfældet jo også har været med den amerikanske giftgigant Cheminova på Harboøre Tange.

Ved salget til en amerikansk koncern modtog den hidtidige ejer Aarhus Universitet så mange milliarder, at de kunne have renset op på området adskillige gange. De var blot ikke juridisk forpligtede til at gøre det, og mit gamle universitet valgte derfor at beholde pengene til sig selv i stedet.

Sørgeligt, men sandt. Og ganske pinligt. Der blev således ikke ryddet op efter Cheminova, selv om pengene så rigeligt var der til at gøre det. Grådigheden vandt.

Giften fik derfor lov at ligge. Og lække.

En nylig sag fra Kalundborg Kommune, hvor Novo Nordisk jo har hovedsæde, viser, at den slags økonomiske hensyn desværre stadig sker. På bekostning af miljøet.

Her har en industriudvidelse nu fået regeringen til at droppe et miljøkrav til spildevandsrensningen. Med den begrundelse, at det vil være ”tæt på økonomisk harakiri for Danmark”, hvis der ikke tages skyldigt hensyn til virksomheden…

Man må på baggrund af den udtalelse antage, at Novo Nordisk ikke har råd til at rydde op efter sig selv. At indtjeningen har været for ringe.

Sandheden er dog nærmere, at Novo nok har råd, men at det kan være værre for andre danske virksomheder, hvis de også skal rydde op efter sig selv. Det er nok derfor, at den danske økonomi er så stærk, som regeringen altid fremhæver: Fordi vi ikke rydder op efter os selv, men blot springer over gærdet, hvor det er lavest. Og billigst.

Politikere i regering, folketing og kommunalbestyrelser står ellers i kø for at rense mere spildevand bedre og dermed hjælpe det trængte vandmiljø i åer, søer og fjorde. Det må bare ikke koste noget, viser det sig i næsten alle tilfælde.

Altså heller ikke, hvis den pågældende forurener så rigeligt har råd til at rense op efter sig selv…

14. januar 2026

* Færgemandens sang

Det kunne jo gå ud over konkurrenceevnen, lyder begrundelsen i regelen, når man vil spare på miljøindsatsen. Eller koste lokale arbejdspladser. Den sang kender vi kun alt for godt – med Cheminova som det bedst kendte eksempel.

Og nu er det så selveste Novo Nordisk, der skal begunstiges. I hvert fald har regeringen fremsendt et notat fra Miljøministeriet, der indeholder en revideret plan for rensning af spildevand fra en kommende produktionsudvidelse.

I notatet orienteres der om, at den skønnede kvælstofeffekt af de aftalte indsatser for forbedret spildevandsrensning reduceres fra 572 tons til 523 tons i 2027 og 544 tons fra 2028 og frem.

Der vil således blive udledt mere kvælstof til vandmiljøet fra Novo Nordisk end ellers planlagt. Og ikke mindre som ellers forudsat i Vandrammedirektivet.

10% mere kvælstof er ikke lige, hvad det danske vandmiljø har brug for. Men det gavner naturligvis økonomien hos både Novo Nordisk og Kalundborg Kommune:

“Det var den færgemand, og han solgte færgevand.

Og når man drak hans færgevand, blev Danmark et dejligt land”

Johnny Madsen i “Færgemanden”

Johnny Madsens færgemand kunne godt have været Charon på vej over det sorte vand i floden Styx til dødsriget Hades. Det er dog færgen til Livø, han sejler på i sangen.

Over en Limfjord, der til gengæld er mindst lige så livløs i dag, som dødsriget var i den græske mytologi.

14. januar 2026

Indholdsfortegnelse (B)

SU logo

Contents
  1. Astronomi og rumfart
  2. Biomanipulation
  3. Dambrug
  4. Danske Sportsfisk
  5. De mest læste…
  6. Fisken, Vandet & Verden
  7. Fiskepladser
  8. Fiskepleje
  9. Fossile og biobrændstoffer
  10. Fotoreportager
  11. Garndøden
  12. Grønland
  13. Grøn Trepart
  14. Gudenåen
  15. Havbrug
  16. Hvalfangst
  17. Invasive arter
  18. Klima
  19. Miljøgifte
  20. Muslinger
  21. Månedens Fiskeri
  22. Nordic Waste
  23. Politik
  24. Skarven
  25. Ti Bedste…
  26. Truede arter
  27. UV-jagt
  28. Vandkraft
  29. Ålegræs

 

Biologi

Med over 1.100 artikler og langt over 3.000 notitser at vælge imellem på ulnits.dk, kan det hele godt blive lidt uoverskueligt. Man kan naturligvis altid bruge søgefeltet øverst oppe til højre på siden, men hvad nu hvis man ikke lige ved, hvad man skal søge efter – hvad der findes af tilgængeligt på siden?

Jeg har funderet lidt over problemet og er nået frem til en løsning, der gerne skulle gøre det hele lidt mere overskueligt. Hver af de store hovedkategorier vil i den forbindelse altid have en artikel allerøverst, hvoraf fremgår hvilke underkategorier der kan søges i, og hvilke artikler disse indeholder.

Under “Biologi” drejer det sig i første omgang om nedenstående underkategorier, der alle dækker specialiserede områder inden for biologien. Alle andre biologiske emner finder du under hovedkategorien “Biologi”, hvor nedenstående også er listet – i den kronologiske rækkefølge, de er tilføjet.

Jeg kan desværre ikke garantere, at denne katalogisering er fuldstændig eller altid vil være opdateret. Men jeg lover at gøre mit bedste!

NB: Bemærk, at der er mange, mange flere artikler på www.ulnits.dk, end du umiddelbart kan se af oversigterne. Skulle alle 1.100+ artikler listes, ville det hele blive totalt uoverskueligt.

Brug altid søgefuntionen i øverste højre hjørne, hvis du leder efter noget bestemt.

– Søg, og du skal finde!

* Astronomi og rumfart

* Biomanipulation

* Dambrug

* Danske Sportsfisk

* De mest læste…

* Fisken, Vandet & Verden

* Fiskepladser

* Fiskepleje

* Fossile og biobrændstoffer

* Fotoreportager

* Garndøden

* Grønland

* Grøn Trepart

* Gudenåen

* Havbrug

* Hvalfangst

* Invasive arter

* Klima

* Miljøgifte

* Muslinger

* Månedens Fiskeri

* Nordic Waste

* Politik

* Skarven

* Ti Bedste…

* Truede arter

* UV-jagt

* Vandkraft

* Ålegræs

Bemærk igen, at der er rigtig mange flere artikler end de her listede. Det er blot de senest publicerede.

Skulle alle de godt 1.000+ artikler på www.ulnits.dk listes individuelt, ville det hele blive totalt uoverskueligt.

Søg derfor i feltet øverst til højre her på siden – og du skal finde!

© 2023 Steen Ulnits

Smatsoen og kulsøerne

Stenbideren er en kærkommen forårsbebuder, når den indfinder sig på de lavvandede stenrev for at gyde. Eller gjorde, for den er efterhånden helt forsvundet fra de danske farvande. 

“Cyclopterus lumpus” er stenbiderens latinske navn. Det, som forstås overalt i verden. Lokalt kaldes den nemlig rigtig meget forskelligt.

Hun-stenbideren, som leverer den velsmagende lyserøde kaviar, har fået det maleriske, men ikke særligt smigrende navn “kulso”. Angiveligt fordi den er både sort som kul og en so, som hunner af andre arter ofte kaldes.

Stenbiderens kød er underligt gelé-agtigt og ikke i høj kulinarisk kurs. Det er derimod den lækre lyserøde rogn, der gør stenbideren næsten lige så attraktiv som den russiske stør og dennes sorte kaviar.

Den attraktive rogn, der indbringer høje priser på det hjemlige marked, har længe truet med at trække tæppet væk under stenbideren som art.

Serveret med hakkede rødløg og creme fraiche er det en af forårets lækreste fiskeretter. Så lækker, at kiloprisen længe har været på himmelflugt – i takt med de stadig færre stenbidere.

Fangsten af stenbidere har længe ligget på omkring 250 tons om året. Lige indtil 2023, hvor bestanden og fangsterne kollapsede til en sølle tiendedel heraf.

På vanlig dansk vis undrer vi os over, hvordan det dog kan være sket. Selv om alle forstandige mennesker jo længe har vidst, at det nok skyldes overfiskeri og et stedse ringere vandmiljø.

På vanlig dansk vis forsøger vi imidlertid og af al magt at finde andre årsager end os selv – med pilen pegende på klimaet og den globale opvarmning som forklaring.

Seabreak til stenbideren

Efter bestandens kollaps i 2023 foreslog DTU Aqua derfor et fuldt stop for alt fiskeri efter stenbidere i 2024.

Men det var fødevareminister Jacob Jensen (V) ikke med på, så han lod fiskeriet fortsætte i hele 2024. Trods advarslerne og det nylige kollaps i bestanden.

Hos DTU Aqua erkender man, at vi ved forbløffende lidt om stenbiderens liv og færden. Vi kender primært til den, når den om foråret indfinder sig for at gyde på stenbund langs de danske kyster. Da går den nemlig i garnene og havner efterfølgende på danske spiseborde.

Som voksen lever stenbideren i de frie vandmasser ude i Nordsøen, hvorfra den drager på gydevandring ind i de danske farvande.

Her ankommer den i det tidlige forår, hvor den hilses velkommen og garnfiskes målrettet – primært på grund af dens velsmagende lyserøde rogn.

De mindre hanner ankommer først og finder et egnet redested, som står klar, når de rogntykke hunner ankommer noget senere. Efter gydningen bevogtes æggene af hannen, indtil de klækker.

Stenbiderunger er irgrønne af farve og umulige at overse, hvis man kigger sine fangede havørreder efter i maven. Hvad jeg altid gør, hvis de skal med hjem.

Det var da også disse små irgrønne stenbiderunger, som i sin tid stod model til mit grønne Juletræ – en flue tiltænkt kystens havørreder. En flue, jeg gennem årene har fanget mange havørreder på – dag som nat.

Grønne Juletræer kan nemlig i lighed med røde lades op med en lommelygte og egner sig derfor også til decideret natfiskeri.

* Røde og Grønne Juletræer

Læs hele historien om Juletræet i artiklen her

* Sårbar under opvæksten i Danmark

Under opvæksten på det lave vand er stenbideren udsat for periodiske iltsvind og høje vandtemperaturer, der begge mistænkes for at stå bag bestandens nylige kollaps.

Måske er algebelægninger på de livsvigtige sten også en del af forklaringen. Dem, stenbideren suger sig fast på med sin sugeskive. Dem, der skyldes de mange næringssalte fra landbruget. 

Stenbideren har brystfinner, der sidder på undersiden af kroppen. Her danner de en effektiv sugeskive, som gør det muligt for stenbideren af hæfte sig fast på sten og tang i stærk strøm og bølger. Med mindre slimet fedtemøg gør det vanskeligt.

Hannernes sugeskive er større end hunnernes og bruges aktivt, når hannen bevogter de lagte æg.

Desværre er der ikke meget fokus på det overfiskeri, som længe har presset bestanden af danske stenbidere. Et fiskeri, fiskeriminister Jacob Jensen (V) fuldt bevidst lod fortsætte. Trods flere advarsler.

Ved en vis størrelse, som vi ikke kender præcis, drager de små stenbidere nordpå til Nordatlanten, hvor de vokser sig store. Inden de som voksne og kønsmodne vender tilbage for selv at gyde.

Et nyt forskningsprojekt finansieret af den velgørende organisation “Seabreak” skal i løbet af de næste fire år søge at finde en forklaring på tilbagegangen. Ud over de mange års overfiskeri.

Det er DTU Aqua, som er tovholder i projektet. Der var ikke statslige penge til projektet, som derfor måtte privatfinansieres.

* Som rensefisk i havbrug

Lakseopdræt i åbne netbure byder på ét og samme gigantiske problem verden over:

Angreb fra parasiterende havlus. Eller lakselus, som de passende hedder i Norge, hvor de hvert eneste år koster havbrugerne store økonomiske tab.

De mange milioner af opdrætslaks i netburene lokker milliarder af sultne havlus til. Så mange, at de ikke kun truer tamlaksene inden for netmaskerne, men også vildlaksene udenfor. Lakselusene rasper sig gennem huden på laksene, irriterer de voksne tamlaks og slår direkte de små udtrækkende unglaks ihjel på deres vej mod havet.

Havbrugerne har derfor længe bedrevet kemisk krigsførelse mod havlusene – ved brug af giftstoffer, der får havlusene til at slippe deres tag i tamlaksene. De dør ikke nødvendigvis, men slippes blot ud i frivandet, hvor de så kan kaste sig over vildfiskene. Med katastrofale følger for disse.

I de senere år er man i stigende grad gået over til biologisk krigsførelse i stedet. Først ved introduktion af læbefisk som beggylter, der kan æde løs af de mange havlus.

Berggylten er imidlertid ikke kuldetolerant nok til at kunne trives i det høje nord. Her er man derfor gået over til stenbidere i stedet.

Stenbiderne fanges som moderfisk i havet, opdrættes i milliontal og udsættes i netburene. Her kan de så afluse tamlaksene på biologisk vis – uden brug af kemiske stoffer som diflubenzuoron, der er det mest effektive og mest benyttede.

Diflubenzuron virker ved at forhindre havlusenes mange livsnødvendige skalskifter. Desværre virker stoffet også på krebsdyr uden for havbrugenes netmasker. Med eksempler på massedød blandt rejer uden for havbrugene.

Den kolossale efterspørgsel på stenbidere til det gigantiske norske havbrug kan derfor meget vel have en negativ indflydelse på bestanden – også på det svigtende forårsindtræk af gydefisk i danske farvande.

Det er jo ude i Nordsøen, de små stenbidere vokser sig store og kønsmodne. Her, de fanges til det norske lakseopdræt. Herfra, de måske aldrig vender tilbage.

Ovennævne Seabreak-projekt vil forhåbentlig kunne kaste lys over dette.

* Sær fisk med mange navne

Kært barn har som bekendt mange navne, og stenbideren er et godt eksempel på dette. Her kommer derfor en liste over de mest populære navne, tilnavne og deres oprindelse – geografisk såvel som sprogligt:

  • Cyclopterus lumpus: Stenbiderens latinske artsnavn
  • Stenbider: Dansk navn for Cyclopterus lumpus
  • Kulso: Officiel jysk betegnelse for stenbiderhun
  • Kvabso: Østdansk betegnelse for stenbiderhun
  • Rognkal: Dansk betegnelse for stenbiderhan
  • Rognkjeks: Norsk betegnelse for stenbiderhun
  • Rognkall: Norsk betegnelse for stenbiderhan
  • Grásleppa: Islandsk betegnelse for stenbiderhun (“gråslimet”)
  • Raudmagi: Islandsk betegnelse for stenbiderhan (“rødmave”)
  • Kullsugv: Færøsk navn for kulso
  • Steinbitur: Færøsk navn for stenbider
  • Steinbit: Norsk navn for havkat

Det norske “steinbit” har således ikke det mindste med norske stenbidere at gøre. Selv om det bestemt lyder sådan. “Kal” er blot den gængse betegnelse for mand eller han. Og “so” det tilsvarende for en hun. Det norske “kjeks” henviser til fiskens klumpede kropsbygning, og det samme gør danske “kvabso”.

“Kul”, der går igen flere steder, refererer til hunnens mørkegrå farve. Det islandske “grásleppa” fortæller, at der er tale om en grå fisk med et tykt slimlag. Mens det islandske “raudmagi” beskriver hannens røde mave.

Kært barn har i sandhed mange navne, og stenbideren er et rigtig godt eksempel. Dertil en spændende fisk med en kompleks livscyklus og en usædvanlig adfærd.

©️ 2025 Steen Ulnits

Græs og Grus i det Grønne maskineri – 1/2

*

Den Grønne Trepart arbejder for fuldt tryk med at tage landbrugsjord ud af drift. Dette for om muligt at skåne det danske vandmiljø for yderligere algeblomst og iltsvind.

Denne udtagning af landbrugsjord skal i første omgang ske ad frivillighedens trange vej, som desværre har et dårligt renommé i forbindelse med dansk landbrug. Læs gerne artiklen “Landbrugets forsvarsværker”.

Ikke mindst sporene efter de manglende mini-vådområder fra Løkkes Landbrugspakke i 2016 skræmmer. Det var rene luftkasteller, som blot skulle muliggøre øget forbrug af gødning på de danske marker. Uden at levere det lovede den anden vej. Vi ser nu resultaterne i form af det ene rekordstore iltsvind efter det andet.

Staten har derfor måttet ud med den helt store pengepung og betalt toppriser for udtagning af såkaldt “væsentlige arealer” rundt omkring i landet. Med kartoffelmarkerne i Store Vildmose som det bedst kendte eksempel.

Her har danske skatteborgere måtte punge ud med op til 240.000 kroner per hektar udbrændt og overgødet landbrugsjord. Det er rekordhøje priser, som forgylder de heldige landmænd og jordejere, der her kan komme af med dårlig landbrugsjord til skyhøje priser.

Flere steder står de lokale treparter allerede klar med lange lister over de planlagte tiltag, der skal redde vandmiljøet fra kvælningsdøden. Man har udpeget de områder, der skal braklægges, omlægges eller tilplantes med ny skov i henhold til trepartsaftalen.

I Thy bedyrer borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) fra Thisted, at kommunen nok skal leve op til sine forpligtelser og målsætningerne i Den Grønne Trepart. Det skal blot ikke ske énsidigt ved udtagning af landbrugsjord, mener han. Som ellers vedtaget i Den Grønne Trepart, kommunen selv indgår i.

Borgmesteren foreslår i webmediet Altinget, at driften i stedet omlægges til græs, der holder bedre på kvælstoffet. End de afgrøder, der alligevel kun dyrkes til dyrefoder. Med den mandshøje fodermajs som det mest kendte og synlige eksempel på en stærkt lækkende afgrøde.

I Thisted Kommune har man til dato peget på godt 9.000 ud af de knap 17.000 hektar landbrugsjord, som skal udtages for at nå målene i Den Grønne Trepart. Borgmesteren vægrer sig nu ved at udtage de resterende 8.000 hektar. Det vil gå ud over beskæftigelsen, lyder begrundelsen.

* Tørre tal om Limfjorden

Borgmester Pedersen begrunder det over for Altinget med, at op mod af 20% af befolkningen i Thisted Kommune er beskæftiget i landbruget eller de tilhørende følgeerhverv. Hvilket der jo ikke er noget nyt i.

Det vil ifølge borgmesteren gå ud over beskæftigelsen, hvis der skal udtages jord i henhold til planerne i Den Grønne Trepart. Altså næsten lige så meget som hidtil udpeget. 8.000 hektar mere.

Venstre-borgmesteren bakkes op af Landboforeningen Agilix, Fjordland og Landboforeningen Midtjylland. De repræsenterer alle hardcore jordbrugere af den intensive slags.

Mere end 80% af indbyggerne i Thisted Kommune må i så fald leve med, at landbruget også fremover forurener fjord og hav med næringssalte og pesticider.

Danmarks Naturfredningsforening, som er med i Den Grønne Trepart, mener ligefrem, det vil være at gøre grin med andre kommuner, hvis Thisted slipper billigere end dem. Ved blot at omlægge til græs.

Hvis Den Grønne Trepart skal nå i mål i vandoplandet til den hårdt belastede Thisted Bredning, da skal udledningen af kvælstof reduceres med 522,8 tons. Af denne udledning stammer op mod 95% fra landbruget.

Borgmesteren mener ifølge Altinget, at en omlægning til dyrkning af græs på de resterende 8.000 hektar jord alene vil kunne reducere udledningen til vandmiljøet tilstrækkeligt. Så man slet ikke behøver udtage mere landbrugsjord. 

Men kan man overhovedet det? Holder dette regnestykke i praksis, eller er det blot kreativ talgymnastik? Det søger denne artikel at belyse.

Måske er det begyndelsen til enden på Den Grønne Trepart, vi allerede her og nu er vidner til. Rekordtidligt efter en ellers enig vedtagelse. En nordjysk protest imod den aftale, Landbrug & Fødevarer med flere ellers selv har været med til at udforme. 

Borgmesteren i Thisted er for øvrigt selv tidligere formand for samme landbrugsorganisation. Og har dermed bidraget aktivt til den triste udvikling, som dansk landbrug er inde i – set med vandmiljøets øjne.

Det er en udvikling, som senest er dokumenteret af Danmarks Naturfredningsforening, der med baggrund i data fra Geus-databasen Proteus har fremstillet et nyt Danmarkskort over landbrugets forurening af drikkevandet. Herunder de specifikke tal fra Thisted Kommune:

Borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) fra Thisted har siden til LandbrugsAvisen udtalt, at han ikke har mærket meget til kritikken.

Det har tilsyneladende ikke har givet noget negativt feedback i den verserende valgkamp, at Thisted Kommune som nogle af de første er sprunget fra aftalerne i den stadig nye Den Grønne Trepart. Minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus (V), har endnu ikke kommenteret på kommunens frafald.

Niels Jørgen Pedersen (V) søger genvalg som borgmester og følger som tidligere formand i interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer godt med i debatten.

* “Landbrugets forsvarsværker”

Der er ikke noget problem”

“Hvis der er et problem, er det ikke vores skyld.”

“Hvis det er vores skyld, kan det ikke være anderledes.”

“Hvis det kan være anderledes, er det forbrugernes ansvar.”

“Vi vil have fuld erstatning”

Formuleret af

Jørgen Henningsen,

tidligere underdirektør i Miljøstyrelsen

* Svinevirus i limfjordsmuslinger

Der er ikke færre end 18 kommuner i den lokale Grønne Trepart, som omfatter oplandet til den store og stærkt forurenede Limfjord.

Limfjorden er nu så hårdt belastet med kvælstof og gylle fra landets største koncentration af svinefarme, at den end ikke er med blandt de tyve fjorde, som regeringen ellers har udpeget til en særlig indsats.

Limfjorden er samtidig det sted, hvor man tilbage i 2013 fandt svinevirus i de undersøgte blåmuslinger. Ikke efter nogen bevidst søgning, men som en tilfældig “bifangst” under jagten på Hepatitis E-virus. For øvrigt med Limfjorden som det eneste af de undersøgte steder i Danmark.

Svinevirus i muslinger er ikke noget ønskefund, når man samtidig gerne vil sælge muslingerne til besøgende turister eller eksportere dem til udlandet. Man har sågar en hel festival baseret på skaldyr fra Limfjorden. Hvert år med sæde i Nykøbing Mors.

Siden fundet i 2013 har man derfor klogeligt ikke undersøgt for svinevirus i muslingerne. Ud fra devisen, at hvad man ikke ved med sikkerhed, det har man heller ikke ondt af. Man taler naturligvis slet ikke om det. 

En gammel og klog erkendelse, for der er givet stadig svinevirus i muslingerne fra Limfjorden. Måske endda mere end i 2013.

Præcis som der jo stadig er gift i vandet ud for Cheminova ved samme Limfjord.

Der er jo ikke fjernet noget.

Men alt det har Den Grønne Trepart ikke direkte noget med at gøre. Svinevirus i muslinger er jo blot en uheldig bieffekt af det højintensive landbrug omkring Limfjorden. Og de kolossale gyllemængder, der konstant spredes ud over de tilstødende marker. 

I Den Grønne Trepart drejer det sig umiddelbart om aktiviteterne inde på landjorden. Om udvaskningen af næringssalte fra de overgødede marker til den iltsvindsramte Limfjord.

Thisted-borgmesterens udmelding om blot at omlægge driften til dyrkning af græs i stedet for udtagning af jord, har derfor bragt sindene i kog flere steder. For kan man overhovedet det i henhold til den indgåede trepartsaftale? 

Og kan man det i Thisted Kommune, kan man vel gøre det samme over hele landet. I så fald vil Den Grønne Trepartsaftale jo reelt være afgået ved døden. Næsten før den er kommet i gang. Lad os tage et nærmere kig på aftalen og dens ordlyd. 

Nogle nøgletal

Udgangspunktet for Den Grønne Trepart er, at 390.000 hektar jord skal omlægges. Heraf 140.000 hektar lavbundsarealer, som skal tages ud af drift. Og 250.000 hektar ny skov, der skal plantes. Hvordan det så end skal kunne lade sig gøre.

Samlet set skal trepartsaftalen resultere i 13.800 tons mindre kvælstof udledt til hav og fjorde, hvilket med et optimistisk skøn vil give vandmiljøet det fornødne pusterum. Flere forskere mener dog, at det slet ikke er nok.

En af målsætningerne med aftalen er helt konkret udtagning af landbrugsjord – især kulstofrige lavbundsarealer – samt etablering af ny skov og natur.  

Aftalen indeholder også planer om permanent ekstensivering af arealer, der ikke længere dyrkes intensivt. Dette indebærer begrænsninger i gødskning, sprøjtning og jordbearbejdning, men muliggør dog, at der stadig kan være græsning eller høslæt.  

Der er i forliget afsat midler og ordninger til støtte, opkøb og arealfonden, der skal drive disse omlægninger. Spørgsmålet er så bare, om man uden videre kan vælge at ændre landbrugsjord udpeget til udtagning – til arealer dyrket med græs i stedet. 

For hvor langt kan man nå med dyrkning af græs i stedet for den ellers planlagte udtagning? Og hvad medfører omlægning til græs for land og vand i det pågældende område?

Knap 60% af Danmarks samlede areal bruges i dag til landbrug. Heraf bruges omkring 80% til dyrkning af foderafgrøder. Kun godt 10% bruges til afgrøder, der ender som menneskeføde. Dette omfatter brødkorn, frugt, grøntsager og kartofler.

I gennemsnit bidrager dyrket dansk landbrugsjord med udvaskning af omkring 50 kg kvælstof per hektar per år. Tallet kan ifølge faglitteraturen typisk svinge fra 30 til 60 kg, alt afhængig af afgrøde, jordtype, dyrkningsform og nedbørsmængde.

Det er et kompliceret emne, som man må dykke dybt for at få konkrete svar på. I faglitteraturen kan man dog finde følgende konkrete værdier for udvaskning af kvælstof (N) fra forskellige afgrøder:

* Udvaskning fra jord og afgrøder

Majs: På en suveræn førsteplads som den afgrøde, der lækker mest kvælstof til vandmiljøet, finder vi majsen. 

Mandshøje majsmarker er sprunget op over hele landet og udgør i dag den suverænt største trussel mod vandmiljøet – som resultatet af den gigantiske danske animalske produktion. Fodermajs har ikke sit navn for ingenting.

Man ser ofte bunker af indtørret sort slam fra rensningsanlæg ved majsmarker, som har brug for ekstra gødning for at vokse optimalt. Renheden af dette slam er selvsagt yderst diskutabel.

Udvaskning til vandmiljøet: 

40-80 kg kvælstof per hektar per år

75-120 kg fra barjord efter høst.

Den mest lækkende af alle afgrøder.

Kartofler: En sart afgrøde, som generelt kræver megen gødning, da den har et overfladisk rodsystem, som ikke kan gå i dybden efter flere næringsstoffer.

Kartofler er samtidig en intensiv afgrøde, som kræver megen sprøjtning – ikke mindst mod skimmelsvamp, der kan ødelægge hele marker på få dage. Tidligere brugte man det giftige stof Methoat til kartoffeldyrkning, men det blev forbudt over hele EU i 2019.

Samtidig dyrkes kartofler typisk på sandjord, hvilket i sig selv resulterer i høj udvaskning af både kvælstof og rester af sprøjtegifte til vandmiljøet. Kartofler er samlet set den afgrøde, der belaster miljøet mest.

Udvaskning til vandmiljøet: 

30-80 kg kvælstof per hektar per år

3-8 kg ekstra fra vaskevand.

100 kg fra sandjord er registreret.

Korn: Endnu en intensiv afgrøde, som kræver både gødskning og sprøjtning.  Dette gælder såvel vinterhvede som vårbyg og raps.

I Danmark dyrkes de forskellige kornsorter primært til dyrefoder. I følge Danmarks Statistik går mere end 70% af den danske kornproduktion til dyrefoder. Kun 20-25% går til menneskeføde.

Udvikling af resistente kornsorter har reduceret brugen af sprøjtegifte i de seneste år. Og da korn ofte dyrkes på fede jorde, er udvaskningen til vandmiljøet typisk mindre end for eksempelvis majs.

Udvaskning til vandmiljøet: 

30-60 kg kvælstof per hektar per år

50-80 kg på sandet jord med stor udvaskning.

Græs: Suverænt den afgrøde, som dyrkes mindst intensivt og resulterer i mindst udvaskning til vandmiljøet. Ofte dyrket sammen med kløver.

Græs kan dyrkes intensivt eller henligge ekstensivt som permanente marker. Græs høstes til foder, hvilket gælder mere end 90% af den danske græsproduktion. Malkekøer får ensileret græs i deres grovfoder. Kødkvæg og får græs både frisk, som hø og som ensilage. 

Især på naturarealer er afgræsning en vigtig del af husdyrproduktionen. Græs er samtidig en vigtig afgrøde til fiksering af kvælstof, hvilket reducerer behovet for gødskning. Populær i økologisk landbrug.

Udvaskning til vandmiljøet: 

2-20 kg kvælstof per hektar per år ved ekstensiv drift

20-40 kg ved intensiv drift med gødning. Dobbelt op.

Lavbund: Der er forskel på udvaskningen fra forskellige lavbundsprojekter, hvor jorden tages ud af drift. Forskellen skyldes ikke mindst jordbunden og dens surhedsgrad. 

Tilgængelige tal for konkrete projekter såsom Aggersvold Enghave på Midtsjælland ser ud som vist herunder. De stammer fra Naturstyrelsen og giver en god indikation af udvaskningens størrelse:

Kommende naturarealer: 2,5 kg kvælstof per hektar per år

Nuværende  naturarealer: 5 kg kvælstof per hektar per år

Vedvarende græs: 10 kg kvælstof per hektar per år

Landbrugsjord i drift: 50 kg kvælstof per hektar per år

Ovenstående tal for udvaskning er fundet i offentlige databaser eller via ChatGPT.

Der er naturligvis tale om grove overslag med store variationer. Men tallene taler dog deres tydelige sprog om udvaskningen af kvælstof fra forskelige arealer med eller uden drift. Ved dyrkning af forskellige afgrøder.

De fortæller også, at man ikke uden videre kan bytte udtagning af landbrugsjord med dyrkning af græs i stedet. I hvert fald ikke i noget 1:1 forhold. Og da slet ikke ved aktiv dyrkning af græsset. Det viser ovenstående tal med al ønskelig tydelighed.

Det er således ganske store mængder kvælstof, man kan spare vandmiljøet for, ved regulær udtagning af landbrugsjord. I stedet for den omlægning til græs, som borgmester Pedersen nu foreslår sin Grønne Trepart. Og som Danmarks Naturfredningsforening derfor opponerer imod.

Tallene for udvaskning af kvælstof fra “kommende natur” sker under antagelse af, at gødskning og dræning ophører, og at der over tid nås en ny ligevægt med lavere udvaskning af kvælstof. 

Tallene for udvaskning af kvælstof fra “nuværende natur” er baseret på, at disse områder er lavtliggende, drænede og beliggende tæt på marker i drift. Derfor og herfra vil der fortsat strømme kvælstof ind i naturarealet.

På denne baggrund antages der at blive udvasket dobbelt så meget kvælstof fra eksisterende som kommende naturarealer.

Er græsset nu også grønt?

Mange ting taler således for mere græs på de danske marker. Samt mindre majs og færre kartofler. Dyrkning på sandjord bør undgåes eller begrænses.

Græs bruges ofte i sædskifte og som jordforbedring. I de seneste år har der været stort og stigende fokus på også at dyrke græs og bruge det som råvare i produktionen af biogas. 

Denne produktion er dog i en tidlig fase. Tal fra 2024 viser således, at græs stadig kun udgør 10-15% af den samlede produktion – endda sammen med anden grøn biomasse. 85-90% stammer således fra gylle, halm og dybstrøelse. Det sidste en blanding af gødning og halm fra stalde.

Potentialet for biogas er dog langt større, hvis man vælger at gå den vej – at dyrke græs i stedet for udtagning og braklægning af marker. På bekostning af miljøet.

Det samme er tilfældet, hvis man fravælger traditionelle landbrugsafgrøder som korn og majs til fremstilling af dyrefoder. Og i stedet lægger om til dyrkning af græs til biogas.

Græs og græs

Men der er som sagt forskel på græs – på, om græsset dyrkes intensivt til høst eller ekstensivt til græsning eller vild natur. Forskellen kan være dobbelt op. Og så er der begrebet “permanent græs”, der ofte misforståes. 

Permanent græs betyder nemlig ikke, at græsset får lov at ligge ubenyttet hen. Permanent græs betyder blot, at jorden i mindst fem sammenhængende år har været dækket af græs. 

Permanent græs må gerne slås til hø eller ensilage hvert år. Men jorden må ikke pløjes eller dyrkes om med andre afgrøder. Den må dog gerne afgræsses af husdyr, som også gøder jorden. Dette ofte i forbindelse med naturgenopretning.

Græs spiller også en vigtig rolle for biodiversiteten. Dyrkes græsset ekstensivt – eksempelvis som naturenge eller med lav gødning og ingen sprøjtning – er det meget gavnligt for biodiversiteten. Udvaskningen er samtidig minimal.

Men dyrkes græsset intensivt – eksempelvis til foder med høj gødning og måske flere årlige høslæt – falder biodiversiteten markant. Udvaskningen stiger tilsvarende.

Kan græs erstatte udtagning?

Det er således ikke bare lige at udskifte udtagning af landbrugsjord med dyrkning af græs. Ikke hvis man vil eller skal leve op til kravene i Treparten.

Det afhænger helt af dyrkningsformen, om det overhovedet er en mulighed i henhold til aftalerne i Den Grønne Trepart. Dyrkning af græs kan på ingen måde sidestilles med udtagning af landbrugsjord. Heller ikke, hvis det får lov at ligge ekstensivt hen.

Som udgangspunkt har omlægning af intensivt dyrkede marker til ekstensivt græs mange positive virkninger på miljøet. Dels via den medfølgende reduktion af kvælstofudledningen. Dels via øget biodiversitet og forbedret jordstruktur. 

Endelig sker der et mindre tab af kulstof, når man ikke længere pløjer jorden. I visse tilfælde sågar genopbygning af tabt kulstof. Men det koster altsammen på indtjeningen, så landmanden kigger sig naturligvis om efter kompenserende aktiviteter.

Dyrkning af græs til biogas er en mulighed af nyere dato, men vil dog være en alt for intensiv udnyttelse til at kunne leve op til kravene i Den Grønne Trepart. Den stiller nemlig krav om såvel regulær udtagning af dyrket jord som mere skånsom drift af andre arealer. 

Dyrkning af græs til foderfremstilling vil samtidig være til hinder for den øgede biodiversitet, som Treparten også tilstræber. Den Grønne Trepart stillede oprindelig primært krav om en reduktion i udledningen af CO2 til atmosfæren. Dette specielt fra lavbundsjorde. 

Siden kom udvaskning af kvælstof til vandmiljøet også til – fremmet af tiltagende iltsvind i de indre danske farvande. Endelig blev der også stillet krav om en øget biodiversitet. 

Flere af disse krav hænger mere eller mindre uløseligt sammen. Eksempelvis vil udtagning af lavbundsjord automatisk øge biodiversiteten, hindre udvaskningen af kvælstof til vandmiljøet og reducere udslippet af CO2 til atmosfæren. Et win-win-win for miljøet.

En Grøn Trepart i forandring?

Det sker i så fald på én gang og samme tid. Men så snart man griber ind i en eller flere af disse parametre, vil det uundgåeligt ændre på den samlede effekt. Og aldrig til det bedre set med miljøets øjne.

Det mest overraskende er imidlertid, at lokale parter i aftalen nu pludselig stiller spørgsmålstegn ved det, de selv har været med til at vedtage. Det, som et bredt flertal i Folketinget allerede har vedtaget. 

Der er sågar sat 43 milliarder skattekroner af til gennemførelsen af planerne. Et massivt tilskud, der primært skal komme vandmiljøet til gode – sekundært landbruget. De vedtagne 522,8 tons kvælstof skal derfor findes i Thisted Kommune, og det kan ikke gøres med græs alene.

2026 er sidste chance for indgåelse af frivillige aftaler om jordudtagning og omlægning til natur. I 2027 træder en ny og målrettet kvælstofregulering i kraft, der skal sikre gennemførelsen af Den Grønne Trepart – hvis det nu ikke kan ske ad frivillighedens vej.

Den Grønne Trepart er en kompleks og kompliceret størrelse, som man kan strides om på mange områder. Dansk landbrug er nemlig en sand mester i omgåelse af indgåede aftaler.

Det så vi jo med al ønskelig tydelighed, da Løkkes Landbrugspakke fra 2016 skulle kompenseres med et stort antal mini-vådområder. Læs gerne 

De blev nemlig aldrig til noget. Men den ekstra gødning blev skam brugt og spredt ud over markerne – og bliver det for øvrigt stadig. Det ser vi nu tydeligt i form af bræmmerne af opskyllet og slimet fedtemøg langs de danske strande.

©️ 2025 Steen Ulnits

Ovenstående skriv er foranlediget af Thisted Kommunes proklamerede planer om at omlægge næsten halvdelen af ellers udpeget jord til udtagning i henhold til Den Grønne Trepart – til dyrkning af græs i stedet.

Dette af hensyn til lokale arbejdspladser i landbruget og på bekostning af vandmiljøet i Limfjorden. Dyrkning af græs medfører nemlig langt højere udledning af kvælstof end regulær udtagning af landbrugsjord. 

Typisk fem gange så meget jævnfør ovenstående værdier. 

Planerne har derfor affødt øjeblikkelige protester fra Danmarks Naturfredningsforening. Her frygter man, at noget tilsvarende skal ske andre steder i landet. At det vil kunne trække tæppet væk under Den Grønne Trepart, inden den overhovedet er kommet i gang.

Det vil være at gøre grin med andre kommuner i Den Grønne Trepart, mener DN’s Limfjordsafdeling.

Læs også gerne artiklen “Landbrugets Forsvarsværker”.

Heri forklarer tidligere underdirektør i Miljøstyrelsen, Jørgen Henningsen, de fem på hinanden følgende skanser, som dansk landbrug altid dækker sig bag, når de oplever pres udefra.

 

Aktuelt 4. kvartal 2025

Contents
  1. Hammerslag med Heunicke igen-igen
  2. Fortsat nedtur for vildlaksen i Norge
  3. 362.000 regnbueørreder døde i havbrug
  4. 625.000 tons svin skal graves ned
  5. Fra pelsdyr til slagtesvin
  6. Judaspenge
  7. Godt og skidt om vandmiljøet
  8. De ulyksalige punktkilder
  9. Kvælstof og iltsvind
  10. 31 nye kommuner meldt for lovbrud
  11. Fyret efter 27 år i statens tjeneste
  12. “Et satanisk mesterværk“
  13. Pengemangel i Grøn Trepart
  14. “Vilde beslutninger” på vej
  15. Slut med kongelige burfisk
  16. Sandheden til revision
  17. Styr på Styrelserne
  18. To skridt frem og tre tilbage?
  19. Fra Stenbroen til Nordjylland
  20. Græsset er stadig grønt
  21. Pesticid-boomerangen
  22. Udvaskning fra jord og afgrøder
  23. Majs
  24. Kartofler
  25. Korn
  26. Græs
  27. Lavbundsprojekter
  28. Denitrifikation og afgasning
  29. Svinevirus i limfjordsmuslinger
  30. Fra svinevirus til grønt græs
  31. Vigtige nøgletal om land og vand
  32. Sær fisk med mange navne
  33. Som rensefisk i havbrug
  34. Kulsoen tilbage til stenrevet
  35. Giv stenbideren et Seabreak
  36. Sårbar opvækst i Danmark
  37. Græs i Det Grønne Maskineri
  38. Kommune på græs
  39. Tørre tal om Limfjorden
  40. Kan græs fjerne 522 tons kvælstof?
  41. “I aften vil I kunne se og høre…”
  42. Milliardtab efter PFAS-forbud
  43. Tøjmand med 6.600 hektar jord
  44. Fokus på Flakket
  45. Seks millioner i statsstøtte til Naturmødet
  46. Miljøet kort fortalt
  47. Grus i den Grønne Trepart
  48. Vilde priser fra Vildmosen
  49. Toppriser for lavbundsjord
  50. Livløs Limfjord opgivet
  51. Slut med fiskeriforbud

* Hammerslag med Heunicke igen-igen

– Falder Heunicke’s fatamorgana af en farlig kvælstofhammer mon nu? Den, der skal eller skulle få dansk landbrug til at reducere forureningen af det danske vandmiljø med kvælstof fra deres overgødskede marker.

Heunicke svingede første gang den fiktive hammer i november 2023. Han lovede da, at den ville falde senest i januar 2024. Det gjorde den som bekendt ikke. Hammeren blev så fundet frem igen i juni 2024, hvor den ambitiøse trepartsaftale blev til mellem trepartens i virkeligheden syv parter…

Den 18. november vedtog Folketinget så en imponerende stor og ambitiøs politisk aftale, som tog udgangspunkt i Den Grønne Trepart. Kernen i den nye aftale er stadig at opkøbe og omlægge 400.000 hektar nuværende landbrugsjord til permanent natur.

Til det blev der oprindeligt afsat 40 milliarder kroner til. Et beløb, der siden er vokset til mere end 50 milliarder.

Kritiske og kompetente røster er dog hurtigt nået frem til den konklusion, at det beløb nok rækker som sand i Sahara eller en skrædder i Helvede. At der med de stigende jordpriser nok skal yderligere 30-40 milliarder kroner til for at nå målet. Og Treparten truer igen med kvælstofhammeren, hvis man ikke når målet ad frivillighedens vej.

Man skal nok ikke blive overrasket, dersom Den Grønne Trepart samlet set løber op i 100 milliarder skattekroner. Har man fulgt udviklingen i dansk vandmiljø og dansk landbrug gennem nogle år, kan det ikke undgås, at der sniger sig en god portion skepsis ind i alle forudsigelser..

Der er mildest talt dug eller ammoniak på krystalkuglen…

12. december 2025

* Fortsat nedtur for vildlaksen i Norge

Norge er verdens ubestridt største producent af tamlaks fra åbne havbrug.

Ser man på den norske eksport af laks, går det aldeles forrygende. Norges Sjømatråd fortæller, at man allerede inden årsskiftet har passeret 1,5 millioner ton laks til eksport. Og der er i skrivende stund stadig to uger tilbage af året.

Verdensmarkedet er tilsyneladende umætteligt og nordmændene selv tilsyneladende helt ligeglade med vandmiljøet. Det er med tamlaksen i Norge som med slagtesvinene i Danmark: Alt er tilladt, så længe det bare klinger i kisten. Nordmændene lader derfor hånt om tamlaksens nærmese slægtning: Vildlaksen Salmo salar.

Det går nemlig rigtig skidt med den norske vildlaks. Således blev der i hele 2025 blot landet 70 ton erhvervsfangede vildlaks.

Det er næsten ti gange mindre end i 2001. Og baggrunden for, at Miljødirektoratet nu har indført de strengeste regler nogensinde for fiskeri i både ferskvand og saltvand. Flere elve er sågar lukket helt for fiskeri.

Vitenskapelig Råd for Lakseforvaltning peger atter engang på de velkendte årsager for den fortsatte tilbagegang: Fiskesygdomme og havlus fra de åbne havbrug, klimaændringer og andre menneskeskabte faktorer.

Intet nyt på den front. Blot en gentagelse af gammelkendt viden. Og total mangel på interesse for at gøre noget ved årsagerne. Der er så sindssygt mange millioner og milliarder at tjene på bare at fortsætte. Med flere norske politikere som storaktionærer i det verdensomspændende norske lakseopdræt.

Alt tyder således på, at den norske vildlaks er på vej mod udryddelse. At det nu kun er et spørgsmål om nogle få årtier mere.

12. december 2025

* 362.000 regnbueørreder døde i havbrug

Den altid ivrigt gravende Kaninen Katrine fra Endelave har været ude med regnestokken igen. Denne gang er det gået ud over de fire havbrug, der aldeles gratis afspærrer og forurener store områder af de indre danske farvande – her specielt Horsens Fjord i Lillebælt.

Kaninen har kigget på produktionstallene fra de to havbrug ved Hjarnø og Hundshage, som ejes og drives af selskabet Pedersen Lines. I følge deres egenindberetning til Miljøstyrelsen blev der høstet 243.741 voksne ørreder. Selskabet mistede 38.387 regnbueørreder ud af de 282.128, der blev sat ud. En tabsprocent på 13,6 %.

Naboselskabet Snaptun Fisk Export udsatte til sammenligning 1.042.507 ørreder, hvoraf man høstede 970.510. Et tab på 72.097 fisk eller en tabsprocent på blot 6,92 %. Det er kun det halve af Pedersen Lines tab, så man kan spørge sig selv, hvori forskellen mon består. Er Snaptun dobbelt så dygtige til at holde på deres fisk?

Kaninen har også set nærmere på tallene fra det japansk ejede Musholm havbrug i Storebælt. Her er forholdene lidt større og fiskene lidt flere. Ud af de 1.265.243 ørreder, man udsatte i foråret, kunne selskabet høste 1.106.730. Et tab på 158.513 fisk eller 12,5 %.

Franske AquaPri, som har seks havbrug i Årøsund, udsatte i foråret 1.043.060 fisk og høstede 949.305 fisk i efteråret. Et tab på 93.755 fisk – eller 8,99 %.

Alt i alt 362.754 ørreder overlevede således ikke året i danske havbrug. Nogle slap ud, mens andre døde i fangenskab. Nogle som små og nyudsatte. Andre som store og fuldvoksne.

Vi ved ikke, om de mange døde fisk er blevet destrueret, som de skal. Eller blot er endt i havet for at rådne op her.

12. december 2025

* 625.000 tons svin skal graves ned

Zenia Stampe, som er medlem af Det Radikale Venstre, har gravet i den danske svinesti sammen med kollegerne Peder Hvelplund fra Enhedslisten og Helene Brydensholt fra Alternativet. Hun har også fået hjælp fra forfatter Mathilde Walther Clark.

De har stillet spørgsmål til regeringens beredskab, hvis en smitsom sygdom rammer danske svin. Som Coronaen jo ramte de danske mink, der alle måtte aflives og destrueres. Brændes eller graves ned – med Nordic Waste som et af de steder, der beredvilligt tog imod de aflivede pelsdyr.

Det er imidlertid ikke nemt at få noget at vide om regeringens beredskabsplan i tilfælde af et smitsomt sygdomsudbrud blandt danske svinebesætninger.

Forklaringen er tilsyneladende den grusomme og gruopvækkende, at der næppe foreligger nogen kvalificeret beredskabsplan. Opgaven vil være gigantisk og uoverskuelig.

Planen er ikke hemmelig, bedyrer regeringen. Den tåler tilsyneladende blot ikke dagens lys – forfærdende og skræmmende som den er. Går det galt med en svineepidemi, er konsekvenserne for Danmark og danskerne noget nær uoverskuelige.

Regeringen gør derfor alt for at skjule, hvilken risiko den nuværende gigantiske svineproduktion udgør for det ganske danske land. End ikke de folkevalgte medlemmer af Folketinget må få regeringens beredskabsplaner at se. Hvis der altså er nogen.

12. december 2025

* Fra pelsdyr til slagtesvin

Vi ved jo kun alt for godt, hvor galt det gik, da millioner af små mink skulle bortskaffes. Det havde vi intet beredskab til, og det gik derfor så galt, at mange i hast begravede mink måtte graves op igen. Da var de allerede selv på vej op igen – på grund af gasser fra forrådnelsen.

Det grundlæggende problem med svin er, at der på en given dag er 625.000 tons svin i Danmark. Zenia Stampe har regnet videre på tallene og når frem til, at de aflivede eller selvdøde svin vil kræve 208 km render til nedgravning. Det svarer til afstanden fra Randers Fjord til den tyske grænse. Klart urealistisk.

Stampe fortsætter rædselsscenariet:

“Men der er ikke udpeget arealer eller søgt miljøgodkendelser. Og svinene skal ikke bare graves ned. Man vil også have brug for mandskab til at sprætte deres maver op, så de ikke ligger og gærer og stiger op af jorden. Velbekomme.

Det ser ikke bedre ud, hvis man vælger at brænde dyrene. Aftalen med den eneste virksomhed, der kan forbrænde syge dyr, er opsagt. Tilbage står en aftale om at kunne anvende deres mobile kremeringsovn, som kan brænde ét ton i timen. Selv i døgndrift ville det tage over 70 år at kremere de 625.000 tons svin.

Så det er da klart, at planerne er mørklagt. Risikoen er massiv. Vores beredskab kan simpelthen ikke håndtere et epidemisk udbrud i en husdyrproduktion af den her størrelse – og det ved myndighederne godt.”

Stampe slutter sit indlæg i Altinget af med spørgsmålet:

– Hvor stor bliver regningen? Er svinebranchen forsikret, eller vil de bare løbe fra regningen som i tilfældet med Nordic Waste? I så fald må danske skatteydere igen til pungen. Det er ikke holdbart.

12. december 2025

Bjarne Hansen, Thyborøn skriver:

* Judaspenge

“Når man sætter rumpen i klaskehøjde, skal man også være klar til at svare på nogle spørgsmål, som kan gøre ondt.

Selvfølgelig gør det ondt på mig, når jeg hører en tidligere ledende Cheminova-mand sige, at en overdødelighed på mellem 20 og 40 %, af forureningsrelaterede kræftsygdomme i lokalbefolkningen på Harboøre Tange, er en rimelig pris at betale for at kunne producere gift til de fattige lande i Afrika, Indien og Sydamerika.

Hvor de i lige så høj grad dør af giften, som de i uvidenhed sprøjter på deres marker, uvidende om faren ved brug, eller overforbrug af disse farlige giftstoffer.

Men det er jo slet ikke giften, det handler om.

Det handler om at tjene penge. Først på at producere giften så billigt som muligt, og dernæst ved at komme af med det farlige affald så billigt som muligt. For derefter at sælge det til de fattige lande til så høj en pris som muligt, uagtet konsekvenserne deraf.

Der er jo ingen i Danmark – og da slet ikke på Århus Universitet, som tjente hen ved 40 mia. kr. på bekendtskabet med giftfabrikken Cheminova. Eller i Folketinget, som fik løftet velfærden til de få i efterkrigsårene. Ingen af dem kan høre de ramte borgere skrige af smerte, når kræften begynder at æde dem op indefra.

Det handler om profit – ikke om medlidenhed, etik, moral eller næstekærlighed.

Så jo. Selvfølgelig gør det ondt på mig. Men jeg har lært at leve med det, og jeg kommer nok også til at dø af det, for jeg bor jo i Thyborøn.

Herude, hvor end ikke vestenvinden kan få vor råben til at ramme Århus Universitet eller Folketingets dårlige samvittighed. For de har tilsyneladende ingen samvittighed.

Jeg trøster mig ved, at de unge forskere, som uvidende bruger af disse Judaspenge, ikke kender historien bag den 40 mia. kr. store formue, de uddanner sig ud fra.

Måske finder de ud af, at gift er giftigt og ikke noget, man skal smide i naturen eller i hav og fjorde.”

Med venlig hilsen,

Bjarne Hansen,

miljøforkæmper Thyborøn

* Godt og skidt om vandmiljøet

Aarhus Universitet, som hvert år præsenterer de såkaldte NOVANA-rapporter om status for det danske vandmiljø, har i år både godt og skidt at meddele.

I 2024 blev vandmiljøet tilført 66.000 tons kvælstof. Det er lidt mere end i 2023, hvor tallet var 65.000 tons. Vandmiljøet reagerer på de store kvælstofmængder med algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.

Når man tager højde for, at 2024 var et meget vådt og regnfuldt år, så var den nedbørskorrigerede kvælstofudledning i 2024 45.000 tons. Det er mindre end i 2023, hvor udledningen var på 50.000 tons. Og 2022, hvor den korrigerede udledning var på 52.000 tons kvælstof.

Faktum er dog stadig, at vandmiljøet sidste år netto kontant blev tilført 66.000 tons. Uanset alskens korrektioner. Det viser de foreløbige NOVANA-rapporter fra Aarhus Universitet, som netop er sendt til høring i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Dem med Den Grønne Trepart.

Myndighederne regulerer landbrugets kvælstofudledning ud fra et såkaldt kvælstoftal, der er korrigeret for årets regn. Herved bliver reguleringen mere stabil, fordi den ikke påvirkes af variationen mellem våde og tørre år. Kontorchef Peter Kaarup fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø kommenterer:

”Den faktiske udledning af kvælstof er fortsat over tålegrænsen for havmiljøet, mens det korrigerede tal peger i den rigtige retning. Kvælstof er årsag til tilbagevendende kraftige iltsvind, der belaster fisk og bunddyr, og det er et af de vigtigste mål i den grønne trepart at få udledningen ned.”

7. december 2025

* De ulyksalige punktkilder

Ifølge aftalerne i Den Grønne Trepart skal den årlige kvælstofudledning til vandmiljøet reduceres med 13.800 tons kvælstof.

I den forbindelse har der i den seneste tid været stigende fokus på udledningen af kvælstof fra punktkilder såsom renseanlæg, industri, havbrug og overløb af spildevand. Den samlede udledning herfra var i 2024 på 6.800 ton kvælstof. Det er på niveau med 2023 og 20-30 procent større end udledningen i 2022.

Forskellen skyldes en markant højere nedbør i 2024 og tilhørende større udledning af spildevand fra overløb og renseanlæg. Den Grønne Trepart stiller krav om, at renseanlæg fremover skal mindske deres årlige udledning af kvælstof med 860 tons.

Dansk landbrug har i stigende grad peget på udløb af renset og urenset spildevand fra rensningsanlæg som en væsentlig kilde til det forringede vandmiljø. Som et argument for, at de så også selv kan fortsætte deres forurening.

Procentuelt er disse punktkilder ikke så vigtige i det store regnestykke. Her stammer omkring 70% fra landbruget, som overgøder deres marker med især gylle fra svineindustrien, der jo skal af med kolossale mængder.

Den naturlige baggrundsbelastning med kvælstof, som primært stammer fra nedbøren, udgør godt 20%. De sidste 10% udgøres af punktkilder som blandt andet spildevand fra fiskeopdræt og udledning fra rensningsanlæg.

Regulær overløb fra rensningsanlæg udgør kun nogle få procent, men vokser uundgåeligt i takt med den stigende nedbør. 

7. december 2025

* Kvælstof og iltsvind

Havet omkring Danmark har det ikke let i disse år. Det lider generelt under for høje udledninger af især kvælstof, stigende vandtemperaturer og hårdhændet fiskeri med bundslæbende redskaber.

Dette omfatter såvel regulært bundtrawl med tunge redskaber og muslingeskrab med lettere. Begge dele pløjer havbunden op, så der ikke længere kan eksistere noget højere liv.

De bundslæbende redskaber sørger også effektivt for, at nye økosystemer ikke kan etablere sig. Endelig resulterer de i, at store mængder skadelige gasser frigives fra havbunden, hvor de ellers har været sikkert deponeret.

Sammenlagt sikrer disse menneskeskabte aktiviteter, at opståede iltsvind er kommet for at blive. I mange år. Når døden først er flyttet ind, flytter den ikke frivilligt ud igen. Det tager flere år – vel at mærke uden nye iltsvind – førend økosystemet igen kan få fodfæste. 

Intet tyder desværre på, at det vil blive tilfældet i de kommende år. Iltsvindet i 2024 var det største siden 2002 og dækkede et areal svarende til Sjælland og Fyn. Undersøgelser fra 2024 viser markant færre bunddyr og ringere artsdiversitet i Kattegat og Bælthavet.

De indre danske farvande er helt enkelt ved at afgå ved kvælningsdøden. En død, der er kommet ubehagelig tæt på de seneste år. Men også en død, som har været velkendt og vel dokumenteret i de seneste årtier.

Myndighederne har blot nægtet at tage udviklingen til efterretning. Professor Stiig Markager har derfor kaldt det “en planlagt katastrofe”.

7. december 2025

* 31 nye kommuner meldt for lovbrud

Senest den 1. marts i dette forår skulle landets kommuner have udstedt påbud eller forbud mod erhvervsmæssig brug af sprøjtemidler i de såkaldt “boringsnære beskyttelsesområder”, der forkortet og lidt mere mundret benævnes BNBO.

Det er områder, som myndighederne anser for særligt udsatte for nedsivning af pesticidrester fra sprøjtede marker. Områder, der i særlig grad bidrager til drikkevandet. Den øgede fokus på PFAS i de brugte sprøjtemidler har gjort sagerne ekstra aktuelle.

Vi ved i dag, at nogle af de anvendte sprøjtemidler kan resultere i nedbrydning til stoffet TFA, der er ekstremt svært nedbrydeligt, meget mobilt i miljøet og under mistanke for også at være hormonforstyrrende.

Nye undersøgelser fra GEUS har vist, at langt flere PFAS-stoffer end tidligere antaget kan omdannes til TFA.

Kommunerne har været ikke så lidt langsomme i optrækket med påbud og forbud, og fristen er derfor ikke blevet overholdt. Denne langmodighed har medført, at miljøministeriet nu har meldt yderligere 31 kommuner for lovbrud.

Dette i tilgift til de første 25, som tidligere blev meldt. I alt er 56 kommuner nu meldt for ikke at tage de sprøjtefri zoner over de boringsnære beskyttelsesområder alvorligt. De såkaldte BNBO’er. Disse kommuner “fucker helt enkelt med vort drikkevand”, som det lyder i TV-reklamen.

Anmeldelserne er sket til Ankestyrelsen, som nu skal tage stilling til overtrædelserne. Om det skal have konsekvenser for de landmænd, der bruger dem. De kommuner, der skal eller skulle kontrollere brugen. Eller den Miljøstyrelse, der har godkendt midlerne.

7. december 2025

* Fyret efter 27 år i statens tjeneste

Da Den Grønne Trepart først kom på bordet, talte regering og Folketing om udgifter i omegnen af 40 milliarder. Dette til opkøb og omlægning,  skovplantning og udtagning af landbrugsjord. Siden da er det gået som med de amerikanske F-35 jagerfly: Den reelle pris har været på konstant himmelflugt lige siden beslutningen.

Embedsmænd, som er på statens lønningsliste, udtaler sig kun sjældent til pressen. Det tilkommer ikke dem at have en egen mening. Det er op til de folkevalgte politikere generelt og den aktuelle minister specielt at indkalde til pressemøder og skåltaler, så folket kan blive lidt klogere på, hvad de egentlig har gang i inde på Christiansborg.

Men når man fyrer en af de mangeårige embedsmænd og sender dem ud i kulden efter en ny sparerunde, da kan man pludselig få lidt indsigt i, hvad der egentlig sker eller er sket bag facaden.

Således senest, da en mangeårig kontorchef i den nye Styrelse for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø pludselig forsvandt i en sparerunde.

Den pågældende embedsmand er Morten Ejrnæs, der i samfulde 27 år har været kontorchef i skiftende ministerier og styrelser. Han har stået bag vigtige aftaler om Grøn Vækst tilbage i 2009, Landbrugspakken i 2015, Landbrugsaftalen i 2021 og nu Trepartsaftalen i 2025.

Ikke mindst Løkkes Landbrugspakke fra 2015 viste sig fatal for det danske vandmiljø, da landbruget ikke formåede at leve op til den frivillige del af aftalen.

Planen var, at der skulle oprettes et stort antal såkaldte “mini-vådområder” over det ganske land – som kompensation for de øgede gødningsmængder, Landbrugspakken gav dansk landbrug lov til at sprede over markerne. Som siden sivede ud i vandmiljøet.

Gødningen blev skam spredt ud med det samme, men mini-vådområderne blev imidlertid aldrig rigtig til noget. Senere har Lars Løkke så givet sit gamle parti Venstre skylden for dette. Det Venstre, som han jo ikke længere er formand for. Meget bekvemt.

Hævnen er som bekendt sød. Og Morten Ejrnæs, der var med til at udforme netop denne aftale, er senest blevet fyret fra posten som kontorchef.

Gad vide, om der er nogen sammenhæng.

1. december 2025

* “Et satanisk mesterværk“

En artikel om at styre sine styrelser, så de gør mindst mulig gavn for miljøet 

* Pengemangel i Grøn Trepart

Tidligere kontorchef i Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, Morten Ejrnæs, har efter sin fyring udtalt sig til pressen om den igangværende Grønne Trepart. Den, der skal eller skulle redde de indre danske farvande fra kvælningsdøden efter ikke mindst Landbrugspakken.

I de senere år har Morten Ejrnæs beskæftiget sig med den forhadte kvælstofregulering, som snart skal træde i kraft. Den med kvælstofhammeren, som endnu ikke er faldet én eneste gang – efter ellers i lang tid at have været i hænderne på Heunicke.

Kvælstofreguleringen lægger låg på den mængde kvælstof, der må bringes ud på markerne. Den mængde kvælstof, som efterfølgende vaskes ud til hav og fjord, der kvitterer med massive mængder af slimet fedtemøg skyllet op på strandene.

Internt forlyder det, at netop Morten Ejrnæs nok er den enkeltperson, der er bedst inde i sagerne og ved mest om tingene. Måske endda den eneste med det fulde overblik.

Det passer derfor perfekt ind i regeringens hæderkronede og gennemprøvede strategi, at man fyrer netop den eller dem, der ved mest om tingene. Som derfor ved, hvad der ikke bør gøres.

Den ansvarlige minister på området er Jacob Jensen (V), som mange kender fra hans tidligere bestyrelsespost i det forurenende Musholm Havbrug. Og som den minister, der som det første efter sin tiltræden satte en bremse for et ellers planlagt stop for trawlfiskeri i de indre danske farvande.

Det passer derfor fint i den velkendte strategi, at man fyrer den eller de personer, der ved mest om tingene, og som derfor vil kunne komme med de mest kvalificerede indvendinger. Som en professor ved Roskilde Universitet engang udtalte om en tidligere Venstre-regering:

“Den regering gider ikke mere bøvl fra folk, der ved, hvad de taler om.”

1. december 2025

* “Vilde beslutninger” på vej

Det princip lever tilsyneladende videre i bedste velgående. Altimens regeringen nu leder efter nye milliarder til gennemførelse af Den Grønne Trepart. Netop fyrede Morten Ejrnæs har nemlig konkluderet, at der skal flere penge på bordet, hvis danske landmænd “skal sende gyllesprederen på pension.”

Samme Morten Ejrnæs bebuder også over for pressen, at “der kommer nogle vilde beslutninger om et halvt år.” Men ikke noget konkret om, hvad og hvor vildt det vil blive. Vi ved kun med sikkerhed, at Morten Ejrnæs blot er én ud af 130 medarbejdere i den nyfusionerede og tidligere omtalte styrelse, som har fået en fyreseddel.

Den Grønne Trepart fattes allerede nu flere penge. Jordpriserne er på himmelflugt nu, hvor landbruget endnu engang lugter guld for enden af regnbuen. Det er markedskræfterne, der igen er i frit spil. Trods ellers en i forvejen milliardstor landbrugsstøtte. Trods ellers fritagelse for en CO2-afgift som det øvrige samfund.

Trods ellers en “kvælstofhammer”, der i Heunickes hænder aldrig ser ud til at ville falde. Og trods fortsat brug af sprøjtegifte, der i årene fremover vil kræve kostbar rensning af den danske drikkevand, når giftresterne først er nået ned. 

Det er milliarder, vi her taler om. Milliarder, som danske skatteydere skal punge op med, så landbruget endnu engang kan gå fri. Som erhvervsmanden Jacob Jelsing tidligere konstaterede over for minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus:

“Ministeren har vist glemt at læse det med småt”

Små forsømmelser kan koste stort.

1. december 2025

* Slut med kongelige burfisk

Den engelske Kong Charles er kendt for sit økologiske sindelag og sin respekt for naturen og alle dens væsener. Ikke mindst dyreetikken har længe ligget ham på sinde. Den måde, vi behandler vore hårede, fjerede og skællede venner på, når de er i vor varetægt.

Som noget af det allerførste efter sin overtagelse af den engelske trone forbød Kong Charles således, at der fremover serveres foie gras ved engelske hofmiddage. Gåseleverpostej stammende fra tvangsfodrede tamgæs, der ikke bliver fede af ingenting. Men af den overdosis, de konstant får proppet ned i halsen.

Nu har Kong Charles så kastet sit dyrevenlige blik på burlaksene. Han er selv ivrig laksefisker – med flue og fluestang naturligvis. I kongefamiliens egen lakseelv, River Dee, ved kongeslottet Balmoral I Skotland. Oplært af ingen ringere end kongemoderen, Dronning Elizabeth, der også selv yndede at svinge fluestangen i de smukke omgivelser.

Verdens største producent af burlaks er norske Mowi, der har været kongelig leverandør til det engelske hof siden 1990. Den status har Mowi naturligvis været glad for, men det er fortid nu. Kong Charles, som ved mere om laks end de fleste, har nemlig fravalgt Movi som kongelig hofleverandør.

Den engelske miljøorganisation Green Britain Foundation glæder sig over, at Kong Charles ikke længere vil blåstemple dyremishandlingen i de store havbrug. Direktør Dale Vince udtaler:

“Det er godt at se kongen, som er en sand miljøven, distancere sig fra Mowi. Vi har brug for, at flere organisationer følger i Kong Charles’ fodspor”.

Mowi selv har ingen kommentar til sletningen som kongelig hofleverandør. Trods ellers 35 år på den eftertragtede liste. “Vi kommenterer ikke på afgørelser taget af den kongelige husholdning”, lyder det.

1. december 2025

* Sandheden til revision

Måske har du søgt på Wikipedia og undret dig over resultaterne. Måske har du følelsen, at Wiki allerede er fortid. Måske har du sågar fået et svar, der beviseligt ikke var korrekt.

Det har jeg selv oplevet et par gange, hvor jeg rent faktisk havde besøgt en lokalitet eller facilitet – blot for at se en helt anden virkelighed end den, Wikipedia præsenterede. En enkelt gang sågar midt inde i Afrika!

Det samme gælder svar fra Google eller en hvilken som helst anden søgemaskine. Svarene er aldrig bedre end de mennesker, der har skrevet dem, kopieret dem andetsteds fra eller programmeret søgningen.

Jeg har for længst droppet Wikipedia og bruger regelmæssigt ChatGTP med flere andre. Men allerede nu har jeg flere gange måttet korrekse den, når jeg definitivt vidste bedre. Det bedste er imidlertid, at ChatGPT altid har taget svaret til efterretning. Sågar på anerkendende vis – hvis nu en maskine kan det.  I hvert fald indtil videre.

Det samme gælder nu også vort danske nationalleksikon LEX, som længe har givet mildest talt vildledende svar på spørgsmål om dansk landbrug og brugen af sprøjtegifte. Svar, der er forfattet af landbruget selv. Og det går naturligvis ikke.

LEX er blevet forholdt dette af Emil Nielsen, der er folketingskandidat for SF og kommunikationschef for Danmarks Naturfredningsforening. Og redaktionen har taget kritikken til efterretning. For selvfølgelig kan man ikke give landbruget monopol på at redigere fakta om landbrugets miljømæssige påvirkning af miljøet.

Nu har LEX sørget for at give teksten et såkaldt peer review og indhente vurdering fra en anden ekspert. Derefter har man redigeret teksterne med hjælp fra en uafhængig ekspert, i det konkrete tilfælde professor Hans-Jørgen Albrechtsen fra DTU, der nu står som fagansvarlig.

Opfølgende skriver LEX, at der i den oprindelige tekst, som var forfattet af landbruget selv:

“manglede omtale af flere væsentlige aspekter, som store dele af samfundsdebatten om pesticider vedrører – fx produktion, påvirkning af miljøet, forekomst i fødevarer og forurening af miljø og grundvand.”

Det er der forhåbentlig styr på nu og fremover. Som altid kan man ikke sætte ræven til at vogte høns. Det går med sikkerhed galt.

1. december 2025

* Styr på Styrelserne

Fødevareministeriet skal i 2026 spare mere end 110 millioner kroner, hvilket uundgåeligt koster nedlagte stillinger og forringelser af kvaliteten på det udførte arbejde.

I forbindelse med etableringen af Den Grønne Trepart sidste år blev hovedparten af Landbrugsstyrelsen derfor omdannet og fik et nyt, længere og finere navn:

“Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø”

En mindre del af Landbrugsstyrelsen fik dog lov til at fortsætte under navnet Landbrugs- og Fiskeristyrelsen. Den del bliver nu slået sammen med Fødevarestyrelsen, der herefter også får et helt nyt, længere og finere navn:

“Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri”

Det er til at blive helt rundforvirret af, og det er mange af medarbejderne da også blevet. For hvem er de, hvad skal de lave, hvad er deres nye ansvar, og hvem er deres kommende chef?

Vi så tydeligt denne forvirring under det nylige jordskred ved Nordic Waste, hvor kommune, region og stat havde mere end svært ved at finde rundt i de ansvarsområder, de ellers selv havde defineret.

Vi får ikke noget nyt for vore skattekroner, men forvirringen er total og et nyt røgslør lagt ud over miljøområdet.

23. november 2025

* To skridt frem og tre tilbage?

Fødevareministeriet og fødevareminister Jacob Jensen (V) gør det således igen:

Lægger styrelser sammen og trækker medarbejdere fra. Tilsyneladende for at spare penge, som vi ellers ser ud til at have nok af i lille Danmark.

Men i virkeligheden nok mest for at lægge et nyt røgslør ud over miljøet og administrationen af samme.  Som man med stort held har gjort tidligere. Mere herom i artiklen:

“Et satanisk mesterværk“

Det er ikke længere “del og hersk”, som det hed sig i de gode gamle dage, der aldrig kommer tilbage. Nu lægger man i stedet styrelser sammen og fyrer værdifulde medarbejdere, så kontrollen med miljøet generelt og vandmiljøet specielt endnu engang forringes. 

Mere end 50 årsværk flytter ved sammenlægningen fra København til Aalborg. Netto kontant skæres 150 stillinger fra i Fødevarestyrelsen, der nu bliver slået sammen med Landbrugsstyrelsen. Med følgende begrundelse:

“Sammenlægning af to styrelser i Fødevareministeriet skal give en højere grad af samtænkning på tværs og faglige synergieffekter”.

Fødevareminister Jacob Jensen (V)

Vi mangler stadig at få omsat de fine buzzwords til konkrete handlinger og et mere forståeligt dansk. Så det hele ikke bare bliver til endnu et slaw Bullshit Bingo.

23. november 2025

* Fra Stenbroen til Nordjylland

I praksis skal Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, der har fiskeriet som arbejdsområde, flyttes fra København til Aalborg.

Vi ved fra tidligere flytninger, at mange medarbejdere ikke ønsker at flytte med. De har måske investeret i drømmeboligen eller har børn i skolen, som de ikke vil rive op med rode.

Ved sådanne flytninger mister styrelser derfor typisk værdifulde medarbejdere, som ligger inde med stor ekspertise på deres respektive områder. Da staten jo ikke længere vil finansiere dem, ender mange hos private konsulentfirmaer, hvor lønnen typisk er langt højere end i det offentlige.

For samfundet betyder det ofte, at arbejdsopgaver bliver dyrere end tidligere – hvis de da overhovedet bliver udført.

Det betyder også, at vigtige data bliver spredt for alle vinde – så de bliver sværere at finde frem til igen. Et vigtigt referencegrundlag kan forsvinde helt.

Samtidig bliver tidligere udarbejdet materiale, i form af allerede betalte undersøgelser og rapporter, genbrugt i et hidtil uhørt omfang. Med nordjyske Cheminova som et konkret skræmmeeksempel.

Ingen kan jo alligevel gennemskue genbruget, hvis de ikke selv er rigtig godt inde i sagerne og kan genkende de gamle rapporter.

Det vanskeliggør sammenligning med tidligere tilstande og gør det i praksis lettere at komme igennem med nye forringelser af miljøet.

En desværre velkendt mekanisme.

23. november 2025

* Græsset er stadig grønt

Vi har netop været gennem Kommunalvalget 2025, og med det er nye navne dukket op og og gamle forsvundet.

Herunder og fremover en lille gennemgang af personer og organisationer, som på den ene eller anden måde har eller har haft betydning for miljøet i Danmark.

I forbindelse med Den Grønne Trepart og lige op til Kommunalvalget gjorde Thisteds Venstre-borgmester Niels Jørgen Pedersen sig landskendt med udtalelser om, at kommunen ikke ønskede at følge de retningslinjer for udtagning af landbrugsjord, som man ellers havde vedtaget i treparten.

Man ville hellere dyrke græs, selv om dette vil medføre en langt større udvaskning til vandmiljøet end den ellers vedtagne udtagning af landbrugsjord.

Hermed opstod de første synlige revner i treparten, som Jeppe Bruus (S), der er minister for grøn trepart, nu må lappe sammen på. Hvis han altså kan.

Borgmester Niels Jørgen Pedersen selv slap helskindet gennem kommunalvalget. Hans parti Venstre gik ganske vist to pladser tilbage i byrådet, hvor man nu kun har fem pladser mod tidligere syv.

Socialdemokratiet gik også to pladser tilbage, men er stadig det største parti i kommunen – med nu syv pladser i byrådet. På en delt andenplads kom Konservative, der også fik fem pladser.

Alligevel ser Venstres tidligere borgmester ud til at kunne fortsætte efter konstitueringen. Vandmiljøet vægter tydeligvis ikke så højt i Thy, der jo ellers leverer store mængder kvælstof til den gispende Limfjord. 

23. november 2025

* Pesticid-boomerangen

Miljøorganisationen Greenpeace har netop afsløret, at Danmark sidste år sendte 2.650 tons forbudte sprøjtegifte til fattigere lande. Dette ifølge virksomhedernes egne eksportanmeldelser.

Det er giftstoffer, som Danmark og EU for længst har forbudt. Som har vist sig at kunne skade børns hjerner, ødelægge vores fertilitet og forgifte vor fælles natur.

Alligevel producerer og sælger vi disse pesticider til andre lande. Endda i en grad, så Danmark i dag er EU’s ottendestørste sælger af ulovlige pesticider. Ulovlige i rige lande som Danmark, men fuldt lovlige i fattige U-lande.

Det er primært virksomheden Cheminova i Lemvig – ejet af amerikanske FMC – der profiterer på at sælge de herhjemme ulovlige pesticider.

Det er klassiske sprøjtegifte med navne som chlorpyrifos, dimethoat og bifenthrin. Og det viser sig gang på gang, at de forbudte sprøjtegifte, vi eksporterer, vender tilbage til Danmark – i den mad, vi importerer.

Sidste år fandt myndighederne således nervegiften chlorpyrifos i ris, som vi havde importeret fra Pakistan. Samme år, hvor Cheminova solgte 63 tons af stoffet til selvsamme Pakistan. Selv små doser af stoffet under graviditeten kan give børn med lavere IQ og øget risiko for autisme.

Frankrig har for længst forbudt eksport af ulovlige pesticider, og Belgien fulgte efter i år. Selv FN’s menneskerettighedseksperter siger, at praksis med at eksportere giftstoffer, som er forbudt i hjemlandet, “skal ophøre”.

Miljøminister Magnus Heunicke afviser imidlertid at lave et dansk forbud. Han valgte allerede side, da han for to år siden og som dansk miljøminister støttede at give sprøjtegiften Roundup med aktivstoffet Glyphosat ti år mere på de danske marker.

Ti år mere til at nå ned i grundvandet og op med drikkevandet.

Der er ikke meget miljø i den minister.

23. november 2025

* Udvaskning fra jord og afgrøder

Knap 60% af Danmarks samlede areal bruges i dag til landbrug. Heraf bruges omkring 80% til dyrkning af foderafgrøder. Kun godt 10% bruges til afgrøder, der ender som menneskeføde. Dette omfatter brødkorn, frugt, grøntsager og kartofler.

I gennemsnit bidrager dyrket dansk landbrugsjord med udvaskning af omkring 50 kg kvælstof per hektar per år. Tallet kan ifølge faglitteraturen typisk svinge fra 30 til 60 kg, alt afhængig af afgrøde, jordtype, dyrkningsform og nedbørsmængde.

Det er et kompliceret emne, som man må dykke dybt for at få konkrete svar på. I faglitteraturen kan man dog finde nedenstående konkrete værdier for udvaskning af kvælstof (N) fra forskellige afgrøder.

Herunder derfor tallene for en række af de mest almindelige afgrøder. Så man forhåbentlig bedre kan forholde sig til de tal og navne, der figurerer i den verserende debat om Den Grønne Trepart.

9. november 2025

* Majs

På en suveræn førsteplads som den afgrøde, der lækker mest kvælstof til vandmiljøet, finder vi majsen. 

Mandshøje majsmarker er sprunget op over hele landet og udgør i dag den suverænt største trussel mod vandmiljøet – som resultatet af den gigantiske danske animalske produktion. Fodermajs har ikke sit navn for ingenting.

Man ser ofte bunker af indtørret sort slam fra rensningsanlæg ved majsmarker, som har brug for ekstra gødning til at vokse optimalt. Renheden af dette slam er selvsagt yderst diskutabel.

Udvaskning til vandmiljøet: 

40-80 kg kvælstof per hektar per år.

75-120 kg fra barjord efter høst.

Den mest lækkende af alle afgrøder.

* Kartofler

En sart afgrøde, som generelt kræver megen gødning. Kartofler har et overfladisk rodsystem, der ikke selv kan gå i dybden efter flere næringsstoffer.

Kartofler er samtidig en intensiv afgrøde, som kræver megen sprøjtning – ikke mindst mod skimmelsvamp, der kan ødelægge hele marker på få dage.

Tidligere brugte man det giftige stof Methoat til kartoffeldyrkning, men det blev forbudt over hele EU så sent som i 2019. For ganske få år siden.

Samtidig dyrkes kartofler typisk på sandjord, hvilket i sig selv resulterer i høj udvaskning af både kvælstof og rester af sprøjtegifte til vandmiljøet. Kartofler er derfor samlet set den afgrøde, der belaster miljøet mest.

Udvaskning til vandmiljøet: 

30-80 kg kvælstof per hektar per år.

3-8 kg ekstra fra vaskevand.

100 kg fra sandjord er registreret.

* Korn

Samlet set en intensiv afgrøde, der kræver både gødskning og sprøjtning. Dette gælder såvel vinterhvede som vårbyg og raps.

I Danmark dyrkes de forskellige kornsorter primært til dyrefoder. I følge Danmarks Statistik går mere end 70% af den danske kornproduktion til dyrefoder. Kun 20-25% går til menneskeføde.

Udvikling af resistente kornsorter har reduceret brugen af sprøjtegifte i de seneste år. Og da korn ofte dyrkes på fede jorde, er udvaskningen til vandmiljøet typisk mindre end for eksempelvis majs dyrket på sandjord.

Senest er nye PFAS-holdige sprøjtegifte desværre dukket op i stedet. Med helt nye problemer.

Udvaskning til vandmiljøet: 

30-60 kg kvælstof per hektar per år.

50-80 kg på sandet jord med stor udvaskning.

* Græs

Suverænt den afgrøde, der generelt resulterer i mindst udvaskning til vandmiljøet. Ofte dyrket sammen med kløver.

Græs kan dyrkes intensivt eller henligge ekstensivt som permanente marker. Græs høstes til foder, hvilket gælder mere end 90% af den danske græsproduktion. Malkekøer får ensileret græs i deres grovfoder. Kødkvæg og får æder græs både frisk, som hø og som ensilage. 

Især på naturarealer er afgræsning en vigtig del af husdyrproduktionen. Græs er samtidig en vigtig afgrøde til fiksering af kvælstof, hvilket reducerer behovet for gødskning. Græs er derfor en populær afgrøde i økologisk landbrug.

Udvaskning til vandmiljøet: 

2-20 kg kvælstof per hektar per år ved ekstensiv drift

20-40 kg ved intensiv drift med gødning. Dobbelt op.

* Lavbundsprojekter

Der er forskel på udvaskningen fra forskellige lavbundsprojekter, hvor jorden tages ud af drift. Forskellen skyldes ikke mindst jordbunden og dens surhedsgrad. 

Tilgængelige tal for konkrete projekter såsom Aggersvold Enghave på Midtsjælland ser ud som vist herunder. De stammer fra Naturstyrelsen og giver en god indikation af udvaskningens størrelse:

Kommende naturarealer: 2,5 kg kvælstof per hektar per år

Nuværende  naturarealer: 5 kg kvælstof per hektar per år

Vedvarende græs: 10 kg kvælstof per hektar per år

Landbrugsjord i drift: 50 kg kvælstof per hektar per år

* Denitrifikation og afgasning

Ovenstående tal for udvaskning af kvælstof er fundet i offentlige databaser eller fremskaffet via ChatGPT.

Den store forskel på udvaskningen fra kommende og nuværende naturarealer skyldes ifølge DCE og Naturstyrelsen placeringen af de pågældende arealer.

Nuværende naturarealer ligger typisk tættere på dyrkede jorde og modtager derfor uundgåeligt udvaskning herfra. Kommende naturarealer modtager ingen gødning og sættes ofte under vand.

Ved lavbundsprojekter, hvor drænet jord sættes under vand, øges den såkaldte denitrifikation. Den medfører, at mere nitrat omdannes til gassen N2, som havner i atmosfæren. Og at tilsvarende mindre udvaskes til vandmiljøet.

Der er naturligvis tale om grove overslag med store variationer. Men tallene taler dog deres tydelige sprog om udvaskningen af kvælstof fra forskelige arealer. Med eller uden drift. Ved dyrkning af forskellige afgrøder.

Tallene fortæller også, at man ikke uden videre kan bytte udtagning af landbrugsjord med dyrkning af græs. Som senest forslået af borgmesteren i Thisted Kommune.

Ved aktiv dyrkning af græs er udvaskningen til vandmiljøet markant højere end ved udtagning af landbrugsjord.

Som parterne derfor enedes om i Den Grønne Trepart.

9. november 2025

* Svinevirus i limfjordsmuslinger

Der er ikke færre end 18 kommuner i den lokale Grønne Trepart, som omfatter oplandet til den store og stærkt forurenede Limfjord.

Limfjorden er nu så hårdt belastet med kvælstof og gylle fra landets største koncentration af svinefarme, at den end ikke er med blandt de tyve fjorde, som regeringen ellers har udpeget til en særlig indsats.

Limfjorden er samtidig det sted, hvor man tilbage i 2013 fandt svinevirus i de undersøgte blåmuslinger. Ikke efter nogen bevidst søgning, men som en tilfældig “bifangst” under jagten på Hepatitis E-virus. For øvrigt med Limfjorden som det eneste af de undersøgte steder i Danmark.

Den indtil videre svinespecifikke virus var Porcint circovirus Type 2 – PCV2 også kaldet. Man undersøgte desværre ikke østers ved samme lejlighed. Vi ved derfor ikke, om PCV2 også findes i de sidste oprindelige Limfjordsøsters eller de mange invasive Stillehavsøsters. 

Svinevirus i muslinger er ikke noget ønskefund, når man samtidig gerne vil sælge muslingerne til besøgende turister eller eksportere dem til udlandet. Man har sågar en hel festival baseret på skaldyr fra Limfjorden. Hvert år med sæde i Nykøbing Mors.

Siden fundet i 2013 har man derfor klogeligt ikke undersøgt for svinevirus i muslingerne. Ud fra devisen, at hvad man ikke ved med sikkerhed, det har man heller ikke ondt af. Og man taler naturligvis slet ikke om det. 

En klog erkendelse, da der givet stadig er svinevirus i muslingerne fra Limfjorden. Måske endda mere end i 2013.

Præcis som der jo stadig er gift i vandet ud for Cheminova ved samme Limfjord.

Der er jo ikke fjernet noget.

* Fra svinevirus til grønt græs

Men alt det har Den Grønne Trepart jo ikke direkte noget med at gøre.

Svinevirus i muslinger er jo blot en meget uheldig bieffekt af det højintensive landbrug omkring Limfjorden. Og de kolossale gyllemængder, der konstant spredes ud over de tilstødende marker og siden lækker ud i Limfjorden.

I Den Grønne Trepart drejer det sig primært om aktiviteterne inde på landjorden. Om udvaskningen af næringssalte fra de overgødede marker til den iltsvindsramte Limfjord.

Thisted-borgmesterens udmelding om blot at omlægge driften til dyrkning af græs i stedet for udtagning af jord, har derfor bragt sindene i kog flere steder. For kan man overhovedet det i henhold til den indgåede trepartsaftale? 

Og kan man det i Thisted Kommune, kan man vel gøre det samme over hele landet. I så fald vil Den Grønne Trepartsaftale jo reelt være afgået ved døden. Næsten før den er kommet i gang.

Lad os tage et flashback på aftalen og dens ordlyd:

2. november 2025

* Vigtige nøgletal om land og vand

Det kan være svært at hitte rede i, hvad der egentlig foregår i Den Grønne Trepart. Derfor lidt nøgletal at starte med.

Udgangspunktet for Den Grønne Trepart er, at 390.000 hektar jord skal omlægges. Heraf 140.000 hektar lavbundsarealer, som skal tages ud af drift. Og 250.000 hektar ny skov, der skal plantes. Hvordan det så end skal kunne lade sig gøre.

Samlet set skal trepartsaftalen resultere i 13.800 tons mindre kvælstof udledt til hav og fjorde, hvilket med et optimistisk skøn vil give vandmiljøet det fornødne pusterum. Flere forskere mener dog, at det slet ikke er nok.

En af de vigtigste målsætninger med Den Grønne Trepart er udtagning af landbrugsjord – især kulstofrige lavbundsarealer – samt etablering af ny skov og natur.

Aftalen indeholder også planer om permanent ekstensivering af arealer, der ikke længere dyrkes intensivt. Dette indebærer begrænsninger i gødskning, sprøjtning og jordbearbejdning, men muliggør dog, at der stadig kan være græsning eller høslæt.  

Der er i forliget afsat midler og ordninger til støtte, opkøb og arealfonden, der skal drive disse omlægninger. Det højaktuelle spørgsmål er så bare, om man uden videre kan vælge at ændre landbrugsjord udpeget til udtagning – til arealer dyrket med græs i stedet. 

For hvor langt kan man egentlig nå med dyrkning af græs i stedet for den ellers planlagte udtagning? Hvor meget kvælstof kan der spares?

Og hvad medfører omlægning til græs for land og vand i det pågældende område?

Meget mere herom i næste uge,

2. november 2025

* Sær fisk med mange navne

Kært barn har som bekendt mange navne, og stenbideren er et godt eksempel på dette. Her kommer derfor en liste over de mest populære navne, tilnavne og deres oprindelse – geografisk såvel som sprogligt:

  • Cyclopterus lumpus: Stenbiderens latinske artsnavn
  • Stenbider: Dansk navn for Cyclopterus lumpus
  • Kulso: Officiel jysk betegnelse for stenbiderhun
  • Kvabso: Østdansk betegnelse for stenbiderhun
  • Rognkal: Dansk betegnelse for stenbiderhan
  • Rognkjeks: Norsk betegnelse for stenbiderhun
  • Rognkall: Norsk betegnelse for stenbiderhan
  • Grásleppa: Islandsk betegnelse for stenbiderhun (“gråslimet”)
  • Raudmagi: Islandsk betegnelse for stenbiderhan (“rødmave”)
  • Kullsugv: Færøsk navn for kulso
  • Steinbitur: Færøsk navn for stenbider
  • Steinbit: Norsk navn for havkat

Det norske “steinbit” har således ikke det mindste med norske stenbidere at gøre. Selv om det bestemt lyder sådan. “Kal” er blot den gængse betegnelse for mand eller han. Og “so” det tilsvarende for en hun. Det norske “kjeks” henviser til fiskens klumpede kropsbygning, og det samme gør danske “kvabso”.

“Kul”, der går igen flere steder, refererer til hunnens mørkegrå farve. Det islandske “grásleppa” fortæller, at der er tale om en grå fisk med et tykt slimlag. Mens det islandske “raudmagi” beskriver hannens røde mave.

Kært barn har i sandhed mange navne, og stenbideren er et rigtig godt eksempel. Dertil en uhyre spændende fisk med en kompleks livscyklus og en usædvanlig adfærd.

2. november 2025

* Som rensefisk i havbrug

Lakseopdræt i åbne netbure byder på ét og samme gigantiske problem verden over:

Angreb fra parasiterende havlus. Eller lakselus, som de passende hedder i Norge, hvor de hvert eneste år koster havbrugerne store økonomiske tab.

De mange milioner af opdrætslaks i netburene lokker milliarder af sultne havlus til. Så mange, at de ikke kun truer tamlaksene inden for netmaskerne, men også vildlaksene udenfor. Lakselusene rasper sig gennem huden på laksene, irriterer de voksne tamlaks og slår direkte de små udtrækkende unglaks ihjel på deres vej mod havet.

Havbrugerne har derfor længe bedrevet kemisk krigsførelse mod havlusene – ved brug af giftstoffer, der får havlusene til at slippe deres tag i tamlaksene. De dør ikke nødvendigvis, men slippes blot ud i frivandet, hvor de så kan kaste sig over vildfiskene. Med katastrofale følger for disse.

I de senere år er man i stigende grad gået over til biologisk krigsførelse i stedet. Først ved introduktion af læbefisk som beggylter, der kan æde løs af de mange havlus.

Berggylten er imidlertid ikke kuldetolerant nok til at kunne trives i det høje nord. Her er man derfor gået over til stenbidere i stedet.

Stenbiderne fanges som moderfisk i havet, opdrættes i milliontal og udsættes i netburene. Her kan de så afluse tamlaksene på biologisk vis – uden brug af kemiske stoffer som diflubenzuoron, der er det mest effektive og mest benyttede.

Diflubenzuron virker ved at forhindre havlusenes mange livsnødvendige skalskifter. Desværre virker stoffet også på krebsdyr uden for havbrugenes netmasker. Med eksempler på massedød blandt rejer uden for havbrugene.

Den kolossale efterspørgsel på stenbidere til det gigantiske norske havbrug kan derfor meget vel have en negativ indflydelse på bestanden – også på det svigtende forårsindtræk af gydefisk i danske farvande.

Det er jo ude i Nordsøen, de små stenbidere vokser sig store og kønsmodne. Her, de fanges til det norske lakseopdræt. Herfra, de måske aldrig vender tilbage.

Ovennævnte Seabreak-projekt vil forhåbentlig kunne kaste lys over dette.

2. november 2025

* Kulsoen tilbage til stenrevet

Stenbideren er en kærkommen forårsbebuder, når den indfinder sig på de lavvandede stenrev for at gyde. Eller gjorde, for den er efterhånden helt forsvundet fra de danske farvande. “Cyclopterus lumpus” er stenbiderens latinske navn.

Hun-stenbideren, som leverer den velsmagende lyserøde kaviar, har fået det maleriske, men ikke særligt smigrende navn “kulso”. Angiveligt fordi den er både sort som kul og en so, som hunner af andre arter ofte kaldes.

Stenbiderens kød er underligt gelé-agtigt og ikke i høj kulinarisk kurs. Det er derimod den lækre lyserøde rogn, der gør stenbideren næsten lige så attraktiv som den russiske stør og dennes sorte kaviar.

Den attraktive rogn, der indbringer høje priser på det hjemlige marked, har længe truet med at trække tæppet væk under stenbideren som art.

Serveret med hakkede rødløg og creme fraiche er det en af forårets lækreste fiskeretter. Så lækker, at kiloprisen længe har været på himmelflugt – i takt med de stadig færre stenbidere.

Fangsten af stenbidere har længe ligget på omkring 250 tons om året. Lige indtil 2023, hvor bestanden og fangsterne kollapsede til en sølle tiendedel heraf.

På vanlig dansk vis undrede vi os straks over, hvordan det dog kan være sket. Selv om alle forstandige mennesker jo længe har vidst, at det nok skyldes overfiskeri og et stedse ringere vandmiljø.

Som gode danskere forsøger vi imidlertid og af al magt at finde andre årsager end os selv – med pilen pegende på klimaet og den globale opvarmning som forklaring.

18. oktober 2025

* Giv stenbideren et Seabreak

Efter bestandens kollaps i 2023 foreslog DTU Aqua klogeligt et fuldt stop for alt fiskeri efter stenbidere i 2024. Men det var fødevareminister Jacob Jensen (V) ikke med på, så han lod fiskeriet fortsætte i hele 2024. Trods advarslerne og det nylige kollaps i bestanden.

Hos DTU Aqua erkender man, at vi ved forbløffende lidt om stenbiderens liv og færden. Vi kender primært til den, når den om foråret indfinder sig for at gyde på stenbund langs de danske kyster. Da går den nemlig i garnene og havner efterfølgende på danske spiseborde.

Som voksen lever stenbideren i de frie vandmasser ude i Nordsøen, hvorfra den drager på gydevandring ind i de danske farvande.

Her ankommer den i det tidlige forår, hvor den hilses velkommen og garnfiskes intensivt – primært på grund af dens velsmagende lyserøde rogn.

De mindre hanner ankommer først og finder en egnet gydeplads, som står klar, når de rogntykke hunner ankommer noget senere. Efter gydningen bevogtes æggene af hannen, indtil de klækker.

Nyklækkede stenbiderunger er irgrønne af farve og umulige at overse, hvis man kigger sine fangede havørreder efter i maven. De har derfor været forbilledet for mine grønne Juletræsfluer, som du kan læse mere om her:

40 år med Juletræet – del 1

40 år med Juletræet – del 2

* Sårbar opvækst i Danmark

Under opvæksten på det lave vand er stenbideren udsat for periodiske iltsvind og høje vandtemperaturer, der begge mistænkes for at stå bag bestandens nylige kollaps. Måske er algebelægninger på de livsvigtige sten også en del af forklaringen. Dem, stenbideren suger sig fast på med sin sugeskive.

Stenbideren har brystfinner, der sidder på undersiden af kroppen. Her danner de en effektiv sugeskive, som gør det muligt for stenbideren af hæfte sig fast på sten og tang i stærk strøm og bølger. Hannernes sugeskive er større end hunnernes og bruges aktivt, når hannen bevogter de lagte æg.

Desværre er der ikke megen fokus på det hjemlige overfiskeri, som længe har presset bestanden af danske stenbidere. Et fiskeri, fødevareminister Jacob Jensen (V) desværre lod fortsætte. Trods ellers flere advarsler.

Men så er han jo også erhvervsminister. Som miljøminister Magnus Heunicke de facto også er det. Ikke miljøminister. Som miljøministeren ellers burde være.

Ved en vis størrelse, som vi ikke kender præcis, drager de små stenbidere tilbage til Nordatlanten, hvor de vokser sig store. Inden de som voksne og kønsmodne individer vender tilbage for selv at gyde.

Et nyt forskningsprojekt finansieret af den velgørende organisation “Seabreak” skal i løbet af de næste fire år søge at finde en forklaring på tilbagegangen. Ud over de mange års overfiskeri.

Det er DTU Aqua, som er tovholder i projektet.

18. oktober 2025

* Græs i Det Grønne Maskineri

Den Grønne Trepart arbejder for fuldt tryk med at tage landbrugsjord ud af drift. Dette for om muligt at skåne det danske vandmiljø for yderligere algeblomst og iltsvind.

Denne udtagning af landbrugsjord skal i første omgang ske ad frivillighedens trange vej, som desværre har et dårligt renommé i forbindelse med dansk landbrug. Læs gerne artiklen “Landbrugets forsvarsværker”.

Ikke mindst sporene efter de aftalte, men manglende mini-vådområder fra Løkkes Landbrugspakke i 2016 skræmmer.

Det var rene luftkasteller, som blot skulle muliggøre øget forbrug af gødning på de danske marker. Uden desværre at levere det lovede den anden vej.

I form af et stort antal kvælstof-fjernende mini-vådområder.

Vi ser nu resultaterne i form af det ene rekordstore iltsvind efter det andet. Staten har derfor måttet ud med den helt store pengepung og betalt toppriser for udtagning af såkaldt “væsentlige arealer” rundt omkring i landet. Med kartoffelmarkerne i Store Vildmose som det bedst kendte eksempel. 

Her har danske skatteborgere måtte punge ud med op til 240.000 kroner per hektar udbrændt og overgødet landbrugsjord. Det er rekordhøje priser, som forgylder de heldige landmænd og jordejere, der her kan komme af med dårlig landbrugsjord til skyhøje priser.

18. oktober 2025

* Kommune på græs

Flere steder står de lokale treparter allerede klar med lange lister over de mange planlagte tiltag, der forhåbentlig skal redde vandmiljøet fra kvælningsdøden. Man har udpeget de områder, der skal braklægges, omlægges eller tilplantes med ny skov i henhold til trepartsaftalen.

I Thy bedyrer borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) fra Thisted, at kommunen nok skal leve op til sine forpligtelser og målsætningerne i Den Grønne Trepart. Det skal blot ikke ske énsidigt ved udtagning af landbrugsjord, mener han. Som ellers vedtaget i Den Grønne Trepart, kommunen selv er gået med i.

Borgmesteren foreslår i webmediet Altinget, at driften i stedet omlægges til græs, der holder bedre på kvælstoffet. End de afgrøder, der alligevel kun dyrkes til dyrefoder. Med den mandshøje fodermajs som det mest kendte og synlige eksempel på en stærkt kvælstof-lækkende afgrøde.

I Thisted Kommune har man til dato peget på godt 9.000 ud af de knap 17.000 hektar landbrugsjord, der skal udtages for at nå målene i Den Grønne Trepart. Borgmesteren vægrer sig nu ved at udtage de resterende 8.000 hektar.

Det vil gå ud over beskæftigelsen, lyder hans begrundelse.

Men ikke et ord om vandmiljøet.

18. oktober 2025

* Tørre tal om Limfjorden

Borgmester Pedersen forklarer i Altinget, at op mod af 20% af befolkningen i Thisted Kommune er beskæftiget i landbruget eller de tilhørende følgeerhverv. Hvilket der jo ikke er noget nyt i.

Det vil ifølge borgmesteren gå ud over beskæftigelsen, hvis der skal udtages jord i henhold til planerne i Den Grønne Trepart. Altså næsten lige så meget som hidtil udpeget. 8.000 hektar mere end de allerede udpegede 9.000.

Venstre-borgmesteren bakkes op af Landboforeningen Agilix, Fjordland og Landboforeningen Midtjylland. De repræsenterer alle hardcore jordbrugere af den intensive slags.

Mere end 80% af indbyggerne i Thisted Kommune må i så fald leve med, at landbruget også fremover forurener fjord og hav med næringssalte og pesticider.

Danmarks Naturfredningsforening, som også er med i Den Grønne Trepart, mener derfor, det vil være at gøre grin med andre kommuner, hvis Thisted slipper billigere end dem.

Ved blot at omlægge til græs i stedet for at udtage jord af drift.

Kommunalvalget nærmer sig.

* Kan græs fjerne 522 tons kvælstof?

Hvis Den Grønne Trepart skal nå i mål i vandoplandet til den hårdt belastede Thisted Bredning, da skal udledningen af kvælstof reduceres med 522,8 tons. Af denne udledning stammer op mod 95% fra landbruget.

Borgmesteren mener ifølge Altinget, at en omlægning til dyrkning af græs på de resterende 8.000 hektar jord alene vil kunne reducere udledningen til vandmiljøet tilstrækkeligt. Så man slet ikke behøver udtage mere landbrugsjord. 

Men kan man overhovedet det? Holder dette regnestykke i praksis, eller er det kreativ talgymnastik?

Måske er det begyndelsen til enden på Den Grønne Trepart, vi allerede her og nu er vidner til. Rekordtidligt efter en ellers enig vedtagelse. En nordjysk protest imod den aftale, Landbrug & Fødevarer med flere ellers selv har været med til at udforme. Som deltager i den lokale trepart.

Borgmesteren i Thisted er selv tidligere formand for samme landbrugsorganisation, der gennem mange år har bidraget aktivt til dagens triste situation for vandmiljøet:

Kortet er udarbejdet af Danmarks Naturfredningsforening baseret på udtræk fra Geus-databasen Jupiter, der løbende opdateres af landets vandværker. Se hele kortet her:

https://www.dn.dk/vi-arbejder-for/drikkevand/sprojtegift/drikkevandskort/

* “I aften vil I kunne se og høre…”

“Vi har borgere, der arbejder på Cheminova, og politikere i Region og Kommune, som mener det er helt i orden, at befolkningen på Harboøre Tange dør, 25% hyppigere af forurenings-relaterede kræftsygdomme.

Politikerne har kendt den store kræfthyppighed (op til 40%) siden 1986, men de har ikke gjort noget ved det. Det er prisen for at bo i et område med vækst, har været holdningen.

Det er prisen for vækst, og den er der rigtig mange, som er villig til at betale, siger en tidligere Cheminova arbejder.

Politikerne er for kloge. De siger det ikke direkte, men de handler efter samme princip. For de ved også, at der er en overdødelighed lige præcis i det område, hvor Cheminova ligger.

Men der er ingen, som nævner, at folk fra u-landene, hvor Cheminovas gifte jo bruges, dør med samme eller større hyppighed.

Også her er det deres egen skyld, at de dør af kræft. Det er ikke Cheminova giftens skyld. Borgerne her kan jo ikke læse og har derfor ikke mulighed for at passe på. Det tages der ikke hensyn til.

De eneste, som høster på dette, er dem med snabelen nede i Cheminovas pengekasse.

Med venlig hilsen,

Bjarne Hansen

miljøforkæmper, Thyborøn.”

* Milliardtab efter PFAS-forbud

Danske landmænd har i mange år tjent milliarder på brugen af diverse pesticider, som har forurenet vandmiljøet med giftige PFAS-forbindelser.

Det er stoffer, hvis restprodukter i flere år har været mistænkt for at kunne lække til og forurene grundvandet. Stoffer, der aldrig forsvinder fra miljøet.

Nu ser det ud til, at pengestrømmen måske vil gå den anden vej. I hvert fald har interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer netop meldt ud, at det kommende forbud mod brugen af PFAS-pesticider vil koste landbruget op mod to milliarder kroner om året.

Miljøminister Magnus Heunicke har senest meddelt, at 33 produkter, som indeholder PFAS og kan lække til grundvandet, nu er trukket tilbage. Landbrug & Fødevarer fortæller, at korn og kartofler samt frøgræs er blandt de hårdest ramte afgrøder.

Ikke mindst det kommende forbud mod pesticidet Diflufenican forventes at ville koste industrilandbruget mange penge. Diflufenican er et ukrudtsmiddel, som sprøjtes på afgrøder og her danner en film på ukrudtets overflade.

På denne måde benytter man sig af PFAS-stoffernes velkendte evne til at sky vand og fortsat hæfte til planterne – trods vejr og vind. De nedbrydes stort set ikke eller aldrig, og de kaldes derfor evighedsstoffer.

Miljøstyrelsen har nu trukket pesticidmidler tilbage, som indeholder et af seks aktivstoffer, der har vist at kunne danne trifluoreddikesyre (TFA). TFA kan efterfølgende udvaskes til grundvandet og nedbrydes ikke.

Med de nye afgørelser er det samlede antal forbudte PFAS-midler oppe på 33. Pesticidbranchen står dog klar med nye produkter til erstatning.

4. oktober 2025

* Tøjmand med 6.600 hektar jord

Anders Holch Povlsen, der har tjent en formue på tøj fra sin Bestseller-koncern, har længe investeret stort i Skotland, hvor han i dag er en af de største jordbesiddere. 

Holch Povlsen har efterfølgende også købt stort ind af den jyske muld, som han nu ejer 6.600 hektar af. Ikke mindst jordområder langs Danmarks vandrigeste vandløb, Skjern Å, har haft hans interesse.

Til Jyllands-Posten har han løftet lidt af sløret for, hvad han vil med denne jord. Han fortæller til avisen, at han i overvejende grad vil fortsætte med at forpagte jorden ud. Men at han også vil samarbejde med myndigheder og organisationer om kommende naturgenopretningsprojekter.

Anders Holck Povlsens planer falder således fint i tråd med Den Grønne Trepart, der jo især har fokus på udtagning og genopretning af lavbundsjorde. Ved at udtage landbrugsjord af drift kan man både mindske udvaskning af kvælstof til vandmiljøet og udsivning af CO2 til atmosfæren. 

Anders Holck Povlsen skriver i sit svar til Jyllands-Posten, at man ikke vil fortsætte med dyrkning helt ud til vandløbet. Biodiversitet og “naturens skønhed” vil ifølge Bestseller-ejeren have første prioritet.

“Vi ser det som et ansvarsfuldt ejerskab”, slutter han overfor avisen. Og det lyder jo rigtig godt. 

4. oktober 2025

* Fokus på Flakket

Anders Holck Povlsen interesserer sig ikke kun for Skjern Å i Vestjylland. Også Aarhus Bugt i Østjylland har han nu fokus på.

Ikke sådan forstået, at Bestseller har købt vand i Bugten, for det kan man naturligvis ikke. Men Holck Povlsen Foundation har netop doneret ikke mindre end 50 millioner kroner til det hårdt trængte vandmiljø i Aarhus Bugt.

Pengene skal bruges til at retablere Mejlflak, som er et stort stenrev midt ude i bugten. Aarhus Kommune har tidligere doneret 10 millioner kroner til samme Mejlflak, der er af største vigtighed for vandmiljøet i den hårdt pressede bugt.

Herude, midt i bugten, langt fra land og med masser af vand på alle sider, har dyr og planter haft et frirum, der ikke findes andre steder. Mens jeg læste biologi og boede i Aarhus, var der stadig masser af torsk i Bugten. Havde man tid nok og vejret ellers tillod det, var Mejlflak altid en af de bedste fiskepladser.

Vandet er meget lavt på Mejlflak. Det var og er stadig en forunderlig fornemmelse at stå ud af båden midt ude på åbent hav. At kunne vade næsten tørskoet rundt herude flere sømil fra land. Fascinerende og foruroligende på én gang.

I mellemtiden er torskene desværre helt forsvundet. Ikke mindst på grund af et hårdhændet fiskeri med bundslæbende redskaber – bundtrawl og muslingeskrab. Fiskenes levesteder er ødelagt.

Med de nye millioner fra Bestseller er der håb om, at torskene engang kan vende tilbage til et genskabt Mejlflak. Mere herom senere.

4. oktober 2025

* Seks millioner i statsstøtte til Naturmødet

Naturmødet i Hirtshals indgår nu i regeringens finanslovsudspil, hvor der afsættes to millioner kroner årligt over en treårig periode. Dette til at styrke og udvikle Naturmødet som national begivenhed. 

Forslaget er ifølge minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus (S), en “klar politisk anerkendelse af Naturmødets betydning”. Chef for Naturmødet, Leif Lund Jakobsen, glæder sig naturligvis over regeringens udmelding:

“Jeg er både stolt og taknemmelig for, at regeringen nu anerkender Naturmødets nationale betydning. Med den statslige støtte vil vi kunne udvikle mødet yderligere og sikre, at natur og biodiversitet fortsat får en stærk og samlende stemme i Danmark.”

Borgmester i Hjørring Kommune og formand for Naturmødets bestyrelse, Søren Smalbro fra partiet Venstre, er naturligvis også glad for regeringens forslag:

“Naturmødet er vokset fra et lokalt initiativ til en national begivenhed, hvor vi forener viden, holdninger og nye ideer om naturens fremtid.

Med en finanslovsstøtte som den, regeringen nu foreslår, får vi muskler til at skabe endnu mere indhold, styrke partnerskaber og nå endnu bredere ud til borgere, beslutningstagere og aktører i hele Danmark.”

To millioner kroner årligt i tre år kan lyde af meget til et lille lokalt arrangement som Naturmødet i Hirtshals. Men de millioner er sikkert givet godt ud af staten. Omend blot en dråbe i det hav, som det vil koste mere end 50 milliarder kroner at genoprette. Hvis det overhovedet vil lykkes i vor eller vore børns tid. 

Naturmødet er i den forbindelse mest en billig beroligelse af en bekymret befolkning. En bekvem sovepude for søvnige borgere og smarte politikere. Symptombehandling uden reel effekt.

Havet rådner op, mens der festes på havnen i Hirtshals og slubres østers på Mors. Sørgeligt, men desværre sandt.

Den billigst tænkelige måde ikke at gøre noget ved de reelle problemer.

4. oktober 2025

* Miljøet kort fortalt

Min barndomsveninde og klassekammerat fra Greve Kildebrønde Centralskole, nuværende bladtegner på Dagbladet Politiken, Mette Dreyer, kan andet og mere end tegne.

Søndag den 20. juli offentliggjorde hun således et kort, men fyndigt skriv i selvsamme avis. Det lød således:

”Liglagen, fiskedød, fedtemøg. Tungmetaller og pesticider. Giftigt bundslam fra år tilbage. Spøgelsesnet, mikroplast, bæreposer og soppebassiner. Overfiskning, endda i beskyttede områder. Lakseopdræt og antibiotika. Lort fra grisefarme og krydstogtsskibe (uden sammenligning i øvrigt).

Bøgen spejler sig i den skidenfarvede bølge, der er uigennemsigtig og lugter.

Det lyder fælt, men grænseværdierne er ikke nået endnu (red. vi udvider bare fortyndingszonen!), så hop bare i. Hunden skal du nok være lidt forsigtig med, men det er ikke farligt for mennesker. Kun for havdyrene og alt det, vi alligevel ikke kan se. Fisk er stadig sundt, bare ikke i for store mængder.

Og så lige en sidste kundeoplysning til sidst: Undgå havskum, det er rent PFAS.”

Dette med tydelig adresse til Miljøets Magnus, der jo er Havets selvbestaltede Minister. Omend mest af navn og mindst af gavn. Mette har ikke blot en skarp streg, men også en hvas pen.

Hende kan vi godt være stolte af.

Det er jeg i hvert fald.

4. oktober 2025

* Grus i den Grønne Trepart

Det går ikke helt som ønsket i Den Grønne Trepart, der skal eller skulle redde det danske vandmiljø fra at drukne i slimet fedtemøg.

Vi oplever desværre, at forskellige aktører nærmest skiftes til at kaste grus i det maskineri, de ellers selv har været med til at stable på benene. Som deltagere i Den Grønne Trepart. Forstå det, hvem som kan. Med mindre da det hele er kold kalkulation og spekulation i nye indtjeningsmuligheder.

Tag nu som eksempel Thisted Kommune, hvor man til dato har peget på godt 9.000 ud af de knap 17.000 hektar landbrugsjord, som skal udtages for at nå målene i Den Grønne Trepart. Borgmesteren i Thisted, Niels Jørgen Pedersen (V), vægrer sig nu ved at udtage mere end de allerede udpegede 9.000 hektar. 

Han begrunder det over for Altinget med, at op mod af 20% af befolkningen i Thisted Kommune er beskæftiget i landbruget eller de tilhørende følgeerhverv. Hvilket jo ikke er nogen nyhed.

Det vil derfor gå ud over beskæftigelsen, hvis der skal udtages jord i henhold til planerne i Den Grønne Trepart. Altså næsten dobbelt så meget som hidtil udpeget.

De 80% af indbyggerne i Thisted Kommune må derfor leve med, at landbruget fortsat forurener 100% af fjord og hav med næringssalte og pesticider.

Borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) er ikke en Herr Hvemsomhelst. Således er han tidligere formand for interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer, der kun under hårdt pres vil afgive landbrugsjord til fordel for et bedre vandmiljø. Og så spiller det snart kommende kommunalvalg givet også ind i udmeldingerne.

Det kunne være spændende at se det regnestykke, som får borgmesteren til at foreslå omlægning til dyrkning af græs – i stedet for den ellers planlagte udtagning af landbrugsjord.

Hvor meget græs skal der dyrkes på de manglende 8.000 hektar for at leve op til kravene i Den Grønne Trepart?

27. september 2025

* Vilde priser fra Vildmosen

Det er ikke kun kartofler, vi gennem mange år har fået fra Store Vildmose. Nu er det også nogle af landets højeste jordpriser – endda for udpint landbrugsjord.

Det går nemlig ikke helt som ønsket med udtagning af landbrugsjord til Den Grønne Trepart. Ad frivillighedens vej. Det har staten nu erkendt, og derfor er man trådt ind på scenen som den store og kapitalstærke jordopkøber.

Det er Dansk Landbrugs anden guldalder, vi her er vidner til. Danske skatteborgere er endnu engang spændt for ploven til at finansiere landbrugets nyeste lukrative tiltag. Senest har Naturstyrelsen handlet stort ind af udbrændt kartoffeljord ved godset Store Vildmosegaard. Her har styrelsen netop opkøbt en række landbrug.

Det er handler, som må få enhver landmand med hede pensionsdrømme til at slikke sig om munden. Handler, hvor jordprisen er røget helt op i næsten en kvart million kroner – per hektar. 240.000 kroner for at være helt præcis.

En kvart million kroner for 100 gange 100 m2 udpint landbrugsjord. Betalt af familien Danmark, som jo også måtte betale for Løkkes Landbrugspakke i 2016. Den pakke, der efterfølgende har fyldt vore farvande med slimet fedtemøg.

Tænk, hvis man havde et par hektar muld, som alligevel var ved at brænde sammen. Efter årtiers udpining og dræning af jord, der har sat sig. Denne jord kan nu veksles til noget, der ligner guld. Fra muld til guld. Danmark er i sandhed et rigt land.

De skyhøje jordpriser mærker man også hos DLR Kredit, som for første gang har passeret de 100 milliarder i udlån til dansk landbrug.

Der er store penge i Den Grønne Trepart.

27. september 2025

* Toppriser for lavbundsjord

Staten har som sagt allerede været ude med den helt store pengepung og betalt toppriser for udtagning af såkaldt “væsentlige arealer”. Med kartoffelmarkerne i Store Vildmose som det bedst kendte eksempel.

I Thy bedyrer borgmesteren i Thisted, Niels Jørgen Pedersen, at kommunen nok skal leve op til sine forpligtelser og målsætningerne i Den Grønne Trepart. Det skal blot ikke ske énsidigt ved udtagning af landbrugsjord, mener han.

Han foreslår i stedet, at driften omlægges til græs, der holder bedre på kvælstoffet. End de afgrøder, der alligevel kun dyrkes til dyrefoder. Med fodermajsen som det mest synlige eksempel.

En sådan omlægning mener borgmesteren vil kunne reducere udledningen tilstrækkeligt. Så man slet ikke behøver udtage mere landbrugsjord. Måske er det begyndelsen til enden på Den Grønne Trepart, vi allerede nu og her er vidne til.

Der er ikke mindre end 18 kommuner i den lokale Grønne Trepart, som omfatter oplandet til det store og stærkt forurenede Limfjord.

Den er nu så hårdt belastet med kvælstof og gylle fra landets største koncentration af svinefarme, at den end ikke er med blandt de tyve fjorde, som regeringen ellers har udpeget til en særlig indsats.

Limfjorden er jo også det sted, hvor man allerede i  2013 fandt svinevirus i de undersøgte blåmuslinger. Ikke efter nogen bevidst søgning, men som en uheldig “bifangst” under jagten på Hepatitis E-virus hos mennesker. For øvrigt med Limfjorden som det eneste sted i Danmark.

Svinevirus i muslinger er ikke noget ønskefund, når man nu gerne vil sælge muslingerne til besøgende turister eller eksportere dem til udlandet. Man har sågar en hel festival baseret på skaldyr fra Limfjorden.

Efterfølgende har man derfor ikke undersøgt for svinevirus i muslingerne. Ud fra devisen, at hvad man ikke ved med sikkerhed, det har man heller ikke ondt af. En gammel og klog erkendelse.

Der er givet stadig svinevirus i muslingerne fra Limfjorden. Måske mere end i 2013.

Præcis som der stadig er gift i vandet ud for Cheminova.

Der er jo ikke fjernet noget.

27. september 2025

* Livløs Limfjord opgivet

Adskilligt tyder desværre på, at man fra myndighedernes side helt har opgivet at redde Limfjorden. I hvert fald er der netop udstedt tilladelser til fornyet muslingeskrab flere steder i fjorden, hvilket som bekendt kun gør ondt værre. Og forbedringer af vandmiljøet noget nær umulige.

Samtidig har fiskeriminister Jacob Jensen (V) så ophævet et 40 år gammelt forbud mod fiskeri ud for Cheminova. Der er åbenbart ikke gift i vand og fisk her længere. Efter 40 år uden nogen oprensning overhovedet. Det rene trylleri. Ministeren beroliger dog de bekymrede danskere med sin tryllestav:

“Vi går ikke på kompromis med fødevaresikkerheden”.

Fødevareminister Jacob Jensen (V)

Well, det er langt fra alle enige med ham i. Jacob Jensen (V) har selv en fortid som lønnet bestyrelsesmedlem hos det japansk ejede Musholm Havbrug – den største enkeltforurener af Storebælt. Og det er jo beroligende at vide, når man skal vurdere hans øvrige beslutninger. Hvilket lys, de bør ses i.

Det var for øvrigt også Jacob Jensen, der som nyudnævnt blå minister annullerede det forbud mod altødelæggende bundtrawl i de indre danske farvande, som den foregående røde regering ellers allerede havde vedtaget.

Flere af hans egne partifæller protesterer imidlertid. I hvert fald her op til kommunalvalget. De finder det ikke forsvarligt at ophæve det 40 år gamle forbud mod fiskeri ud for giftfabrikken Cheminova.

Når giften nu stadig er der. Som dokumenteret af TV 2 i det nye dokudrama “Giften i Sandet”, der netop i disse uger løber over de danske TV-skærme.

Men meget mere om det senere.

27. september 2025

* Slut med fiskeriforbud

Ophævelsen af bekendtgørelsen er trådt i kraft den 1. juli 2025.

Ophævelsen af fiskeriforbuddet gælder for områderne Knopper Enge på Harboøre Tange med tilhørende vandområder inklusive lagunerne, banegrave og fyldegrave samt den kystnære del af Vesterhavet fra høfde 39-45 og 500 meter ud fra kysten.

Derudover det område af Nissum Bredning, der er beliggende vest for linjen mellem Thyborøn Anduvningsfyr (56º 42 32 n.br. 08º 13 00 ø. lg.) og Follup Odde (56º 35 24 n.br. 08º 18 30 ø. lg.).

Kilde: Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri

 

Cheminova – timeline to 2025

Det var civilingeniør Gunnar Andreasen, der i 1938 grundlagde Cheminova. Han er for længst gået bort. I stedet viser billedet herover Bjarne Hansen, der i dag leder kampen mod Cheminovas fortsatte forurening af Harboøre Tange.

Før krigen lå virksomheden i Søborg på Nordsjælland, hvor man blandt andet producerede fortynder til maling og midler til rustbeskyttelse.

Allerede i 1944 bliver Cheminova imidlertid omdannet til et aktieselskab, hvis aktier alle overdrages til Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF). Grundlægger Andreasen mente, at aktiviteterne ville være mere sikre her – måske på grund af tyskernes daværende besættele af Danmark.

Efter krigen drager Gunnar Andreasen til Tyskland for at studere de gift- og nervegasser, som tyskerne havde udviklet under Første og Anden Verdenskrig. Da patenterne nu var udløbet, tog Andreasen nogle af opskrifterne med hjem til Danmark, hvor han videreudviklede dem.

Efter omdannelsen til aktieselskab flytter man produktionen fra Søborg til Måløv i Ballerup Kommune. Hurtigt kom der imidlertid klager fra lokalbefolkningen om, at virksomheden forurenede. Stanken fra fabrikken var i perioder uudholdelig, lød det fra de nærmeste naboer, som måtte kaste op efter ildelugtende udslip fra fabrikken.

I 1953 blev der endvidere konkret klaget over, at fisk fanget i  den nærliggende Roskilde Fjord var forurenede og uspiselige. Med tiltagende forurening blev den giftproducerende virksomhed derfor flyttet til Rønland på den tyndt befolkede Harboøre Tange. Herude var der fri forurening og kort til både Vesterhav og Limfjord.

Her var der ingen eller kun meget få klager fra naboerne, der i stedet var glade for de nye arbejdspladser. Dem var der ikke mange af i området. Giftens virkninger på omgivelserne var stadig ukendt og kræft et fjernt begreb.

* Døde hummere i Nissum Bredning

Men allerede i 1956 klagede fiskerne over, at hummerne i Nissum Fjord af uforklarlige årsager var begyndt at tabe kløerne. På det tidspunkt var man endnu ikke klar over, hvor følsomme netop krebsdyr med deres mange skalskifter er over for specifikke kemiske stoffer.

Virksomhedens grundlægger Gunnar Andreasen forlod uventet Cheminova i 1961, hvor han ellers havde været formand for Vestjyllands Udviklingsråd siden 1956. Han var utilfreds med de danske myndigheders sagsbehandling.

I stedet kastede han sig over udvikling i de U-lande, som indtil da havde aftaget store mængder af primært plantegifte fra Cheminova. Dette ofte i samarbejde med det danske Landbrugsministerium. U-landsbistand og erhvervsudvikling går ofte hånd i hånd.

Den lokale deponering af affaldsstoffer fra produktionen på Rønland fortsatte imidlertid uændret efter Andreasens ophør som direktør. Gunnar Andreasen selv døde på Cypern den 5. januar 1989, 74 år gammel. 

Man kunne sige, at Gunnar Andreasen forlod den synkende skude i tide. I 1964 konstaterede man nemlig, at der ikke længere var hummere tilbage i den vestligste del af Limfjorden. Vi ved i dag, at netop krebsdyr med deres mange skalskifter er uhyre sårbare over for flere af de specifikke stoffer, der indgår i plantegifte.

Inden da havde den nu navnkundige fisker Åge Hansen – “Rav-Aage” også kaldet – fundet forgiftede måger skrigende i dødskamp. Han indledte derfor en livslang kamp mod Cheminova, som han mente måtte være årsag til de mange forgiftede fugle.

Denne modstandskamp gjorde ham imidlertid meget upopulær blandt lokalbefolkningen, hvoraf mange jo arbejdede på fabrikken og havde deres udkomme dér. Da produktionen var på sit højeste, arbejdede op mod 1.000 mennesker med giftproduktionen. 

Helt tilbage i 1953 begyndte Cheminova at grave kemisk affald ned i sandet ved Høfde 42. Med myndighedernes fulde velsignelse. Således gravede ingen ringere end Landbrugsministeriet selv hele 40 tons giftaffald ned på stranden. Det gjorde man jo dengang – her og mange andre steder.

I 1961 flytter man produktionen nogle få hundrede meter nordpå til grunden på Rønland, hvor virksomheden stadig ligger. I 1962 etablerer man så et antal nye svovlgruber på Rønland, som imidlertid hurtigt viste sig at lække til omgivelserne.

* Bladan og Parathion

I 1964 finder Sundhedsstyrelsen for første gang stoffet Bladan i fisk fanget ved Høfde 42. Bladan er ikke en nervegift, men et svampemiddel, der virker ved at forstyrre svampenes stofskifte og hindre specifikke enzymprocesser. Bladan mistænkes for at være kræftfremkaldende og er i dag forbudt i hele EU.

I 1978 går det pludselig hurtigt. Jeg var i 1976 selv startet på biologistudiet på Århus Universitet, hvor engagerede biologer gik sammen i den såkaldte “Cheminova-gruppe”. Den var stiftet og anført af Flemming Højgaard Madsen, som selv havde sine rødder i det vestjyske. Det er Flemming på billedet herunder:

Det var nu gået op for os håbefulde studerende, at vort lovpriste universitet ejede størsteparten af den giftige produktion. Og at de tjente styrtende på ejerskabet. Aarhus Universitet var derfor også ansvarligt for forureningen fra Cheminova. En grim sandhed og erkendelse for kommende biologer.

I 1978 fandt man ikke færre end 350 døde havfugle på Harboøre Tange. De viste sig at være forgiftet med stoffet Parathion, der er en stærk nervegift og et virksomt middel til bekæmpelse af insekter på afgrøder. Denne nervegift er i dag forbudt i hele EU.

I dag producerer Cheminiova/FMC stadig sprøjtemidler med aktivstoffer, der har været forbudt i flere år. Det gælder eksempelvis aktivstoffet Dimethoat, der har været forbudt i EU siden 2013. I stedet eksporteres de forbudte stoffer nu fra vestjyske Rønland til fjerne U-lande som Bolivia og Pakistan, hvor miljølovgivning er et ukendt begreb. 

Affaldet fra denne produktion fik imidlertid lov til at blive liggende på Harboøre Tange. I 1981 opdagede man, at det gamle depot ved Høfde 42 lækkede. 26.000 tønder forurenet sand blev derfor gravet op og deponeret i en saltmine i Tyskland. Angiveligt drejer det sig om 100 tons giftstoffer af forskellig art.

* Cheminova går på børsen

Cheminova blev børsnoteret i 1986 og opkøbt af virksomheden Auriga Industries. Den blev efterfølgende overtaget af amerikanske FMC, hvilket skete i 2015 – formedelst 8,5 milliarder kroner. Indtil da havde Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF) været hovedaktionær og tjent rigtig mange millioner på giftproduktionen.

AUFF fik selv 3,2 milliarder kroner ud af salget. Og virksomheden skiftede bekvemt navn til FMC Site Rønland. Et ikke ukendt greb i en branche kendt for farlig forurening.

Trods de mange millioner og milliarder i indtjening kunne der imidlertid ikke blive nogen til oprensning efter årtiers forurening med giftige stoffer. De penge ville AUFF ikke af med, da man ikke var juridisk, men kun moralsk forpligtede. Og moral var desværre en mangelvare inden for universitetets ellers prisbelønnede gule murstensvægge.

“Når pengene i kisten klinger, Sankt Peter dig om halsen springer”

Penge lugter som bekendt ikke, og lugten fra Harboøre Tange nåede aldrig helt til Århus. Grådighed kender desværre ingen grænser, og giftstofferne ligger derfor stadig gemt i jorden – med Høfde 42 depotet, Svovldepoterne på Rønland og Den gamle Fabriksgrund som internationalt kendte attraktioner.

De er siden udnævnt til såkaldte “generationsforureninger”, hvis konsekvenser vi må leve med i mange år fremover. Vi er således AUFF evig tak skyldig for, at de ikke ville rydde op efter sig selv – trods ellers milliarder af kroner på forskningskontoen.

* Den dårlige samvittighed

En smule dårlig samvittighed havde man tilsyneladende alligevel i Universitets Forskningsfond. I hvert fald bevilligede AUFF i 2020 hele 125 millioner kroner specifikt til oprensning af høfde 42. Et sidste aflad fra tiden som medejer under Auriga Industries. En dråbe i havet og et næppe mærkbart greb i den milliardstore pengekasse.

Den generøse donation fra AUFF fandt sted samme år, hvor der på Finansloven blev afsat ikke mindre end 630 millioner kroner til oprensning af generationsforureninger som Høfde 42 og Den Gamle Fabriksgrund. Desværre ikke den nuværende.

i 2021 viser nye forskningsresultater nemlig, at der er en forhøjet forekomst af blære- og nyrekræft blandt borgere bosat i Thyborøn og Harboøre. Dette sammenlignet med to andre fiskerbyer på Vestjysten. I 2022 anslår Region Midtjylland, at den gamle Cheminova-grund indeholder omkring 8 tons kviksølv og 40 tons pesticider.

Herefter går der desværre ged i sager og sagsgang. Miljøstyrelsen vælger nemlig at ophæve et påbud, der pålægger FMC at drive afværgeforanstaltninger ved de tidligere forureninger. Hermed overgår ansvaret til Region Midtjylland, der ikke godvilligt overtager forpligtelserne. Regionen vælger derfor at lægge sag an mod styrelsen.

FMC vælger herefter at indgå en frivillig, men midlertidig aftale med regionen om, at der pumpes forurenet grundvand op, som ledes ind gennem fabrikkens eget rensningsanlæg. Inden det hele via en lang rørledning pumpes ud i Vesterhavet – til en af Miljøstyrelsens præcist designede og nøje dimensionerede opblandingszoner.

Legaliseret forurening med stærkt miljøskadelige stoffer. Sågar med miljøminister Magnus Heunickes fulde velsignelse. Det er i sandhed langt ude – i Vesterhavet:

*

* Oprensning af Høfde 42 påbegyndes

I 2024 meddeler Region Midtjylland, at oprensningen af Høfde 42 kan gå i gang. Der er afsat 728 millioner kroner til projektet, hvilket er tre gange så meget som det tidligere estimat.

Regionen skriver efter diverse pilotprojekter kontrakt med danske Arkil, belgiske Haemers Technologies og canadiske WSP om oprensningen af Høfde 42.

Region Midtjylland beslutter, at der skal etableres en 750 meter lang jernspuns omkring den gamle fabriksgrund ved Cheminova. For om muligt at holde giften inde bag stålpladerne. Folketinget beslutter at bevilge 100 millioner specifikt til dette projekt.

Danmarks Radio afslører samme år, at Miljøministeriet ulovligt har tilpasset de nationale retningslinjer for udledning, så de præcis passer til eksisterende udledninger fra Cheminova/FMC.

Det muliggør fortsat udledning af kviksølv, arsen og andre miljøskadelige stoffer – til trods for, at grænseværdierne ved udledningsstedet i Vesterhavet for længst er overskredet. Og så må man ifølge EU ikke udlede yderligere.

Det er i skrivende stund uvist, hvad der skal ske eller gøres. Om EU skal ind over de lovstridige handlinger. Lokalt truer man med, at fabrikken kan blive nødt til at lukke, dersom de reelle grænseværdier forlanges overholdt.

Nationalt er vi mange, der håber på, at det vil ske. At FMC må lukke, hvis de ikke kan eller måske nærmere vil overholde lovgivningen. Trods de nuværende godt 500 ansatte på Cheminova.

Men det sker næppe. Dertil er der alt for mange nemme penge i omløb. Alt for mange arbejdspladser og skattekroner. Alt for megen gift at eksportere.

* Bjarne Hansen går til filmen

Rav-Aage’s arbejde med afdækning af forureningskatastrofen fra Cheminova er blevet videreført af sønnen Bjarne Hansen, som med held og dygtighed har taget nutidens digitale medier i brug. Bjarne er hyperaktiv på Facebook og er nu også gået til filmen.

Det gør han i en helt ny serie på fire programmer af hver en times varighed. I rollen som Bjarne Hansens far, Rav-Aage, ses skuespiller Sebastian Jessen, der spiller over for Sara Hjort Ditlevsen i rollen som Bjarnes mor Marie. I rollen som Cheminovas grundlægger Gunnar Andreasen ses Jesper Lohmann. 

Serien hedder “Giften i Sandet”. Den er et dokudrama, som indeholder interviews med flere nulevende aktører. Heriblandt Bjarne Hansen selv. En vaskeægte vestjyde, hvis sprog det er en fornøjelse at lytte til. De fire afsnit er som følger:

  • Afsnit 1: Havet sletter alle spor: I 1950’erne begynder fisk at dø omkring Cheminovas fabrik ved Thyborøn. Fiskeren Aage Hansen slår alarm, men ingen lytter. Mere end 70 år senere kæmper Aages søn, Bjarne, fortsat sin fars kamp. Han besøger Cheminovas tidligere fabrik i Måløv på Sjælland, hvor grundvandet stadig bliver renset for forurening.
  • Afsnit 2: Hvor der handles: Aage tager kampen op imod Cheminova, men får de lokale på nakken. De frygter at miste den nye fabrik og dens mange arbejdspladser. I nutiden opdager Bjarne Hansen, at fiskeriministeren vil ophæve fiskeriforbuddet ved de gamle fabriksområder, og han slår alarm. Bjarne indsamler østers fra kysten og får dem undersøgt. Er havet virkelig blevet rent, eller er der stadig giftaffald i dybet?
  • Afsnit 3: Den perfekte storm.: I 1978 dør fuglene i hundredvis ved kysten, men selvom gift fra Cheminova bliver fundet i dyrene, går fabrikken fri. Bjarne opsøger en tidligere Cheminova-ansat, hvis forklaring på de døde fugle kan vende op og ned på den offentligt kendte historie.
  • Afsnit 4: Skyggen over Thyborøn: De mange kræfttilfælde i Thyborøn vækker Aages mistanke: Er det Cheminovas forurening, der gør folk syge? Han begynder at kortlægge dødsfaldene for at løse mysteriet. Bjarne vil have rejst penge til en ny undersøgelse, der skal give svar på, hvorfor kræft er 20 procent mere udbredt i Thyborøn end i andre fiskerbyer.

“Giften i Sandet” er en såkaldt dokudramaserie produceret af TIKI Media med støtte fra Public Service Puljen. Serien havde premiere på TV 2 Play og TV 2 søndag den 14. september.

Jeg havde naturligvis reserveret plads på første række. Den nye serie er nemlig kulminationen på mange års kamp for miljøet og mod forureningen af det.

Den bør derfor ses af alle miljøfolk og ligesindede med hjertet på rette sted.

Et kæmpestort tillykke til Bjarne Hansen.

Han er en rigtigt rar mand!

Muslingerne på banen igen

Af Flemming Højgaard Madsen

Den 3. februar 2025 blev der holdt et pressemøde, hvor fiskeri- og miljøministeren præsenterede regeringens forhandlingsplan til fremtidens fiskeri, hvori der var indarbejdet tiltag til beskyttelse af havmiljøet.

Et af disse tiltag omfattede blandt andet et forbud mod bundslæbende fiskeri i Bælthavet og dele af det nordlige Kattegat, samt en økonomisk dispensation for fiskernes udgifter til den planlagte CO2-afgift.

På pressemødet blev nedenstående kort præsenteret. Det viser et stop for bundslæbende redskaber i den sydlige del af Danmark og to arealer i Kattegat. Se figur 1, hvor den lilla farve angiver forbudsområdet.

 

Denne opdeling var en studehandel, der fritog fiskerne for CO2-afgiften, og derfor gjorde forbuddet mod bundslæbende redskabe mere spiselig for fiskerne. Limfjorden var holdt ude.

Forslaget ville få den konsekvens, af skrabning af muslinger i bl.a. Isefjord og Alsfjord, Augustenborg og Flensborg Fjorde blev forbudt. Dette ville få konsekvenser for 4-5 muslingeskrabere og firmaet Wittrup Seafood A/S. Firmaet Vildsund Blue A/S henter også blåmuslinger i lastbiler på østkysthavne og køre dem til Ørodde ved Nykøbing Mors.

Dette forslag blev af én eller anden grund taget af bordet, og et nyt blev fremlagt. Vidt forskelligt fra det første. Dette forslag ville få den konsekvens, at muslingeskraberi i hele Danmark kunne fortsætte fortsætter som det hidtil har gjort. Der er ingen restriktioner, der reelt få indflydelse på muslingeerhvervet hvad muslingeskraberi angår.

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri havde den 1. maj 2025 meddelt, at der på Høring§portalen var udlagt et udkast til en ny bekendtgørelse med titlen ”Bekendtgørelse om fiskeribegrænsninger i marine naturbeskyttede områder”.

I denne plan er Natura 2000-områderne, der skal fritages for bundslæbende redskaber, det helt afgørende. Her drejer det sig om 37 områder i alle de indre danske farvande og ikke blot Limfjorden. Hele den vestlige del af Limfjorden er delt op i 38 såkaldte ”Produktionsområder”. Det er kun disse områder, der har interesse for muslingeerhvervet.

Efter regeringens udspil til ny bekendtgørelse, lukkes produktionsområder, der ligger i Natura 2000-områder. Disse områder er på nedenstående kort markeret med grønt. De tilbageblivende områder, der forbliver åbne for muslingeskraberi, er markeret med rødt.

Regeringen er af den opfattelse, at udlagte muslinger på banker i Natura 2000-områder godt må skrabes op. Altså lukkes de grønne områder alligevel ikke helt for skraberi

For Limfjorden ville det komme til at se således ud:

 

Som det fremgår af kortet, så er store områder af Limfjorden stadig tilgængelig for muslingeskraberiet. Disse områder er med få undtagelser de samme, der har været benyttet i flere år.

I det nye forlig vedtaget i dag, er Limfjorden og dens Natura 2000-områder glemt igen, og det første forslag vendt tilbage. Se forliget her:

https://fvm.dk/Media/638870462089874432/En%20ny%20kurs%20for%20dansk%20fiskeri.pdf

Muslingeerhvervet havde protesteret og demonstreret foran Christiansborg. Det var mere, end regeringen og dens støttepartier kunne klare. Limfjordens miljø blev ofret, og EU’s Natura 2000-områder er lige så stille gemt af vejen.

Nu kan Limfjorden se frem til nye muslingeopdræt  i vandsøjlen – i form af linemuslinger og Smartfarms. Det er dem der skal redde muslingevirksomhede Vildsund Blue A/S. Regeringens “Digitale Havplan” er allerede tilpasset dette. 

Bestandene af musling i Limfjorden har gennem flere år været stærkt faldende. Det gælder alle de konsummuslinger, der skrabes efter (blåmuslinger, hjertemuslinger og Limfjordsøsters).

Hvordan bunddyrene har det, omtales meget svagt. Det er jo ellers det springende punkt i hele debatten om bundskrabende redskaber. 

Hverken muslingeerhvervet eller miljømyndigheder tør vise bundens tilstand på videoptagelser. Den økologiske tilstand har intet at sige i forhold til opretholdelsen af to muslingevirksomheder og få muslingefiskere.

Så må det jo fortsætte til den bitre ende, hvor muslingebestanden ikke længere kan opretholde skraberiet. Hverken line- eller Smartsfarms kan løbe rundt.

Så skal de nok have hektarstøtte i lighed med den anden store Limfjordsdræber, landbruget?

Efter regeringens vedtagelser af forsat muslingeskraberi i hele Danmark i “Danmarks nye plan for fremtidens fiskeri”, er der opstået en ny situation. 
 
Nu er det ikke længere et spørgsmål om at lade det offentlige betale for landbrugets “virkemidler” i landbrugets renseanlæg (Limfjorden). Nu er det også et spørgsmål om at redde muslingeindustriens råvareleverancer. Det vil stort set sige Vildsund Blue, da Johs Jensen på Jegindø og Wittrup i Horsens, er ubetydelige i den sammenhæng.
 
For muslingeskraberiet er stærkt på retur på grund af muslingeskrabernes massevoldtægt på bunddyrene sammen med bundfældningen af større og større mængde planktonalger, der på grund af bunddyrenes udryddelse, skaber stinkende mudder i “munden” på bakterier. Hvem vil bo her?
 
Nej op i vandsøjlen med hele muslingeriet og ud i Natura 2000-områderne med yngelbankerne. De må godt skrabes her.
 
Dette er WSP og Co. ganske klar over. Nu øjner de igen “De 100 smartfarme á 80 rør” til den nette sum af 200 millioner kr. hvert år i 10 år. Da line- og smartfarmene ikke kan løbe rundt, øjnes hektarstøtte garanteret også.
 
Her til kommer bevillinger til projekter med linefarme og yngelbanker plastret ud over “Den digitale Havplan” i hele Limfjordsområdet, hvor selv Natura 2000-områderne er medregnet. Universiteter og “Højere Læreanstalter” ser allerede en del at støttekronerne flyve ned i deres pengekiste.
 
Den 9. juli 2024 fik Miljø- og Fødevareudvalget en invitation fra Hedeselskabet til en sejltur til Danmarks største muslingeanlæg i Venø Sund “til brug for naturgenopretning”!
 
 
WSP har den 31.-12.-2024 sendt nedenstående 101 side lang rapport ud til Gud og hver Mand. Miljø- og Fødevareudvalget fik straks tilsendt et eksemplar til omdeling, 
 
 
I WSP’s rapport er alle de gamle floskler gentaget, blot med ny “beviser”. Her er nok til en studiegruppe en hel vinter. Skive Fjord er også nævnt med alle dens lyksaligheder.

– Er Miljøstyrelsen afgået ved en Grøn Død?

Af Flemming Højgaard Madsen

Iltsvindsopmålingerne er ikke længere en del af Miljøstyrelsens ansvarsområde. Dette er overgået til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SAGV).  

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø holder øje med iltsvind i danske fjorde, kystvande og åbne havområder som en del af NOVANA – Det nationale overvågningsprogram.
 
Miljøskibenes målinger af iltindhold de seneste 14 dage offentliggøres i udgangspunkt hver mandag eller tirsdag i ugerne 26 til 49. Der udgives også noget, der ligner kvartalsvise samlerapporter.
 
Du kan finde iltsvindsmålingerne på deres hjemmeside her. Bemærk, at de aktuelle målinger for indeværende uge er der øverst på siden let adgang til, men ønsker man at se tidligere iltmålinger, skal man bladre et godt stykke ned på hjemmesiden. 
 
Så endnu engang er der flyttet rundt på naturovervågning. Endnu engang er der lavet ravage, så kontinuiteten er brudt. Så snart sagsbehandlerne og vi andre har fået styr på tingene, bliver der flyttet rundt.
 
Dette er i høj grad et udslag af politik. F.eks. ønsker landbruget ikke, at viden om de kystnære områders økologiske tilstand oparbejdes og spredes. Det samme er tilfældet med turistrådene.
 
Hvad skal vi efterhånden med Miljøministeriet og Miljøstyrelsen?
 
Tag et område som særligt farlige kemikalier i vandsøjlen og i hav- og fjordbunden. I Limfjorden er der to stationer, hvor der enkelte gange om året tages prøver for disse kemikalier jævnfør NOVANA. Hvad skal de prøver bruges til?
 
Statiske beregninger over hele Limfjordens areal kan de slet ikke bruges til. De kan højst bruges til at vise den aktuelle situation på selve prøvestationen.
 
Et håndfast eksempel er området omkring Harboøre Tange med dens mange kemikaliedepoter og udledning af spildevand ud for Høfde 42 fra giftfabrikken FMC. 
 
For 14 dage siden udsendte jeg et skærmskud, der viste, hvordan Miljøstyrelsens skib Frigg, sejlede lige forbi uden at tage prøver, og stimede til Hirtshals for at tage to iltprøver. Det var den 15. juli 2025. Den 31. juli gentager den historie sig så.
 
Landbruget er “på sprøjten” og gjort afhængig af særdeles giftige pesticider. Guldkalven fikserer adskillige interessenter, så miljøundersøgelsesskibet dirigeres elegant forbi og har forbud mod prøvetagninger. 
 
Måske burde der slet ikke stå Miljøministeriet og Miljøstyrelsen på dette skib, men derimod Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø?

Flemming Højgaard Madsen er født i Struer, biolog cand. scient fra Aarhus Universitet, stifter af Cheminova-gruppen og æresmedlem af Danmarks Naturfredningsforening.

I nogle år bestyrer af AU’s Marinbiologiske Station i Rønbjerg. Kender derfra Limfjorden bedre end de allerfleste.

Medforfatter til bogen “Fisk kan ikke tale” om forureningen fra Cheminova.