* Giftfjernelse eller egnsudvikling
Begge dele kan man åbenbart ikke få for de mange millioner, staten har givet til fjernelse af giften på Harboøre Tange.
Miljøkorsridder Bjarne Hansen fra Thyborøn har i hvert fald bemærket sig, at kommunen atter har fjernet advarselsskilte til turisterne om farlig forurening fra Cheminova.
Også denne gang uden at have fjernet det mindste af den farlige forurening. Kommunen vil hellere bruge pengene til noget andet og sjovere.
Bjarne skriver i et læserbrev:
“Lemvig byråd vil bare ikke af med forureningen på Harboøre Tange. De vil heller bruge pengene til egnsudvikling i hele kommunen.
– Men kan man sådan bare vælge mellem det ene og det andet?
Jo, det kan man, hvis man har Regionen og et flertal i Folketinget med på ideen. Det kræver blot, at pengene ikke er øremærket, og at regionen og kommunen er enige om, hvad pengene skal bruges til.
Og så selvfølgelig, at man kan lukke kæften på de kritikere, som har luret det politiske spil.
Dilemmaet ligger i den store befolknings-afmatning, som sker omkring giftfabrikken FMC Cheminova på Harboøre Tange.
Her har byrådet senest sat deres stormtropper ind i sagen. De er gået online for at tegne en anden virkelighed og skjule de mørke skyer.
Al forureningsbekæmpelse er lagt død. Der laves ikke noget, men pengene forsvinder alligevel.
Med andre ord: Man har politisk brug for noget ro, og det må de bare ikke få. Nu må vi holde linen stram indtil efter kommune- og regionsvalget her i november.
Herefter må vi se, om det politiske billede er ændret.”
Med venlig hilsen,
Bjarne Hansen
* Fra grønt græs til gul fodermajs
Jeg færdes ofte i et afvandet østjysk terræn direkte ud til Kattegat. Jeg er kommet der i snart et kvart århundrede og har derfor kunnet følge udviklingen nøje.
I alle årene frem til de allerseneste har der været kilometerstore græsmarker, som vildtet har holdt meget af. I det høje græs har jeg truffet ræven på tidlig musejagt. Jeg har set grævlingen grave rødder i udkanten. Og nydt haren solen sig i det dugvåde græs. For slet ikke at tale om det hjortevildt, der også holder af grønt græs.
Nu er det desværre gået helt galt. Det grønne græs er væk – erstattet af endnu mere monotone industrimarker af mandshøj fodermajs. Tiltænkt dyrefoder og en øget udledning af methan og kvælstof til skade for klima og miljø.
De store græsmarker, som hidtil har været gode til at holde på kvælstoffet, er nu helt væk – erstattet af fodermajsen, der er notorisk dårlig til at holde på kvælstoffet.
Det kan nu lække frit ud i Kattegat, som kvitterer med algeblomst, iltsvind og bundvendinger.
Men heller ikke nok med det. For at få ekstra saft og kraft til den lækkende majs er den lokale bondemand nu også begyndt at modtage udtørret slam fra et lokalt rensningsanlæg.
Store sorte slambunker, der pløjes ned i jorden, før majsen sås. Så der altid er rigeligt med frisk kvælstof til den lækkende majs, der jo skal blive til foder for dyrene.
Desværre ikke dyrene ude i naturen, men inde i staldene, hvorfra store mængder gylle så køres ud på markerne igen. Klar til endnu en runde russisk roulette ude i vandmiljøet, der allerede har fået kuglen i kammeret.
Den praksis stemmer meget dårligt overens med Den Grønne Trepart, der jo i stedet skulle holde på kvælstoffet og dermed reducere udledningen til vandmiljøet.
Og ikke øge udledningen.
11. april 2025
* Rettidig omhu
I den lokale Brugs traf jeg for nylig en pensioneret post, som jeg kender efter mange års indkøb i samme Brugs. Jeg vendte problemstillingen med ham og klagede min nød over den seneste udvikling, som jeg ikke kunne forstå – i hvert fald ikke i regi af Den Grønne Trepart.
Det kunne han imidlertid sagtens forstå. Den lokale bondemand, der for øvrigt ikke har ejet den omtalte jord i ret lang tid, udviste jo bare rettidig omhu. Som vi alle kender det fra Mærsk og har fået tudet ørerne fulde om i årevis. Den nye ejer kerer sig naturligvis ikke om vandmiljøet, men ser kun på indtjeningen. Hans nye investering skal jo forrentes.
Men han kerer sig i høj grad om Den Grønne Trepart. Den skal nemlig forgylde ham, når han sikkert snart afhænder sin landbrugsjord og tager den ud af drift. Den nyplantede gule fodermajs vil angiveligt kunne give ham mere i kompensation end de gamle grønne græsmarker, der var meget bedre for vandmiljøet.
“Så han udviser såmænd bare rettidig omhu.
Han handler præcis, som sikkert både bankrådgiver og landbrugskonsulent har anbefalet ham.
Miljøet er jo ikke deres bord. Det har de ham dér Heunicke til.”
Ak ja. Det er ikke så lidt, man kan få at vide hen over frysedisken i den lokale Brugs. Man går skam klogere derfra. Oplyst, men desværre ikke opløftet.
– Og Den Grønne Trepart? Den når aldrig i mål på denne måde.
I hvert fald ikke i vor levetid.
11. april 2025
* Græs til biogas
Apropos græs:
Landboforeningen Fjordland har netop foreslået, at græs til biogas skal hjælpe vandmiljøet i den døende Limfjord.
Græs kan som afgrøde være et godt virkemiddel til at reducere udledningen af kvælstof til vandmiljøet. Ifølge Fjordland bør græsset erstatte de traditionelle afgrøder som korn, majs og soja med flere.
Græs er nemlig langt bedre til at holde på kvælstoffet end de andre afgrøder. Af dem er fodermajs en af de ringeste, da store mængder kvælstof hurtigt passerer gennem jord og planter – ud i fjord og vand, hvor det resulterer i algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.
Limfjorden, som modtager alt spildevand fra landbrug og svinefarme omkring den vidt forgrenede fjord, har brug for akut hjælp.
Vandkvaliteten er under al kritik, og der er akut brug for hjælp til at få reduceret tilførslen af kvælstof fra det store opland.
Landboforeningen Fjordland mener derfor, at man i langt højere grad skal dyrke græs på arealerne i vandoplandene. Græs, der bedre kan holde på kvælstoffet. Og græs, der hidtil primært er brugt til dyrefoder.
Men skal der groes græs i større omfang, må det kunne bruges til andet og mere. Fjordland foreslår derfor, at den store og i så fald støt stigende biomasse af grønt græs fremover skal omdannes til produktion af biogas. Den teknologi råder man nemlig allerede over.
På lidt længere sigt skal der udvindes græsprotein til foder. Et område, hvor teknologien stadig er ung og under udvikling.
11. april 2025
* Landboforeningen Fjordland
Der er næsten noget Morten Korch over navnet “Fjordland”. Noget på linje med navne som Bakkedal og Änglamark. Men tag ikke fejl:
Fjordland er en fusion mellem Landboforeningen Limfjord, LandboThy og Lemvigegnens Landboforening. Fusionen skete pr. 1. januar 2021.
Fjordland er også en stor rådgivningsvirksomhed, der rådgiver indenfor bl.a. økonomi, planteavl, miljø, jura, ledelse, byggeri, kvæg- og svinerådgivning.
Fjordland har over 200 ansatte fordelt på afdelinger i Skive, Thisted og Lemvig, der servicerer og repræsenterer foreningens medlemmer og kunder i et stort geografisk område.
Fjordland er således en af de helt store spillere i kampen om vandmiljøet i Limfjorden. Fjordland arbejder tæt sammen med Limfjordsrådet, som også er styret af landbrugsinteresser. Vandmiljø er derfor ikke noget, man frivilligt snakker om.
Og derfor har Limfjorden det værre end nogensinde – trods ellers Vandrammedirektivet fra EU og dets krav om et vandmiljø i “god økologisk tilstand” inden 2028. Limfjorden er i dag i en ringere miljøtilstand end noget andet større dansk farvand.
Landbrugets fortsatte udledning af ikke mindst kvælstof gør desværre Vandrammedirektivets målsætning til ren ønsketænkning.
Den bliver ikke nået i vor levetid. I bedste fald vore børns.
11. april 2025
* PFAS i pesticider
Forskerne har vidst det længe, men først nu erkender GEUS det også: Landbrugets sprøjtemidler er en støt kilde til forurening af grundvandet med PFAS – de såkaldte “evighedsstoffer”.
GEUS er ministeriernes uafhængige forskningsinstitution, der bør eller i hvert fald burde være uvildig i sine undersøgelser. Så uvildig, som man nu kan være det i et politisk styret landbrugsland.
En ny rapport fra GEUS viser i hvert fald, at hele syv af landbrugets trofaste sprøjtemidler efter brug omdannes til PFAS-stoffet TFA, som kan fortsætte ned i grundvandet. Da TFA er et evighedsstof, er det noget nær umuligt at fjerne fra miljøet, når det først er nået ud i det.
For at sætte problemet lidt mere i perspektiv, så er salget og brugen af de undersøgte PFAS-pesticider mere end firedoblet i de seneste ti år.
Det er frygten for et kommende forbud, der har fået landbruget til at købe forlods ind.
Landbruget mener, at de har brug for dem eller i hvert fald kan tjene flere penge på at bruge dem. Og så får de typisk lov til at fortsætte. Danmark er jo et landbrugsland, hvor dyrkning af jorden kommer foran alt andet. Og vandmiljøet allersidst i rækken.
Indsatsen imod PFAS-sprøjtemidlerne er derfor ikke fulgt med den stigende købelyst, og der er heller ikke udsigt til snarlige tiltag. Andet end løs tale og tomme løfter.
Vi ved af bitter erfaring, at miljøminister Magnus Heunicke primært tilgodeser erhvervenes interesser – ikke miljøets. Med mindre det da kan gøres gratis og under pressedækning. Så skal Miljøets mand og Havets minister nok være på banen.
Brugen af PFAS i sprøjtemidler gør dem mindre tilbøjelige til at blive skyllet af planterne med vind og vejr. Men hindrer altså ikke restprodukter som TFA i at nå ned i grundvandet.
11. april 2025
* “Havet er som en ager…”
“Havet er som en ager, der skal dyrkes og luges og høstes, så bliver udbyttet mange gange større end af en ukrudtsmark.”
Fiskeskipper Christian Venø
Dansk Fiskeritidende, 15. juni 1978
* Om at slå et hav ihjel
Da jeg flyttede til Aarhus i 1976 for at læse biologi på Universitetet, var Bugten fuld af fisk og havnen fuld af fiskebåde.
I årene frem mod årtusindskiftet blev der hvert år landet op mod 2 millioner tons fisk af danske fiskere i danske farevande.
Omkring 6.000 større og mindre fartøjer fangede disse fisk og landede dem i et stort antal mindre havne landet over.
Så sent som i år 2000 kunne jeg stadig sejle ud fra Egå Marina i min lille jolle og fylde den op med fine spisetorsk på 1-2 kg. En sjælden gang op til 5 kg. Tog man ud til dybderne ved Sletterhage, kunne man være heldig at få fisk på op til 10 kg.
Mange af datidens fiskefartøjer beskæftigede 1-2 mand ombord og lige så mange på land. Man kunne derfor altid gå ned på havnen og købe sig en pose fisk, der var absolut friskfangede.
Det kan man som bekendt ikke mere. I dag lander de tilbageværende danske fiskere under en halv million tons fisk om året.
Der er så få fisk tilbage, at kvoterne aldrig bliver opfisket. Men hvorfor er de så stadig så store?
Fiskene fanges nu af færre end 300 fartøjer, der til gengæld er langt større end tidligere. Så store, at de ikke længere kan benytte de mange små havne landet over, men må søge til et fåtal større havne. Slut med de friske fisk på kajkanten.
I begyndelsen måtte man ikke fiske med trawl langt op i Aarhus Bugt. Men om natten kunne de lokale beboere i Egå høre trawlerne, der to og to, i ly af natmørket, søgte helt op til Slotsruinen i Kalø Vig. Trækkende et tungt trawl imellem sig.
Det hjalp ikke at ringe til Fiskerikontrollen, som dengang kun tog telefonen mellem 8 og 16. Og da var tyvtrawlerne naturligvis for længst over alle grænser. De trawlede jo ulovligt og i ly af mørket. Primært ved midnatstide. Aldrig i kontortiden.
Efter et sådant natligt tyvetogt var Bugten og Vigen som støvsuget for fisk. Der skulle først vandre nye fisk ind, førend der atter var noget at fiske efter og fange. Og det kunne tage uger eller måneder.
Men tilbage kom fiskene altid.
4. april 2025
* Fødevareminister trækker tæppet væk
Helt galt gik det først, da fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tillod muslingeskrab helt op i Bugten. Den havde hidtil været fredet for dette “fiskeri”, der ikke blot ødelagde fiskeriet, men også bunden og dermed grundlaget for alt fremtidigt fiskeri.
I en periode på mere end tyve år fiskene jeg regelmæssigt på Aarhus Bugt og fangede mange fisk. Jeg havde et lille ekkolod på min Limbo, der primært fortalte om dybden under båden, sekundært viste eventuelle fisk.
Når jeg dengang sejlede fra Egå og tværs over bugten mod Skødshoved, tegnede ekkoloddet et varieret landskab af skrænter, sten, huller og muslingebanker.
De sidste viste sig som små toppe over bunden og holdt næsten altid fisk. Når pirken nåede bunden, var der fisk med det samme. Hvis der altså var nogen hjemme den dag.
Det var først helt slut med torskene, da muslingefiskerne begyndte at skrabe helt op i Kalø Vig.
Nu tegnede ekkoloddet ikke længere toppe med muslinger og torsk, når jeg sejlede tværs over bugten i min lille båd.
Nu var bunden flad som en pandekage. Planeret af de tunge skrabere. Blottet for fiskeliv.
Muslingeskraberne fjernede ikke blot de muslinger, der blev skrabt efter. De fjernede også livsgrundlaget for torskene, der jo ikke længere kunne jage krabber og anden føde omkring muslingerne. Der var ikke længere levesteder til dem.
En såre enkel sammenhæng, som man imidlertid ikke kunne eller ville forstå inde på Stenbroen. Læs: Christiansborg. Den forståelse var der ikke penge i.
Én ting er, at man overfisker en fiskebestand. Fiskene vender normalt tilbage, når fiskeriet ophører. Efter kortere eller længere tid.
En helt anden ting er, når man ødelægger fiskenes levesteder. Det varierede bundmiljø.
Da har fiskene ikke noget at vende tilbage til.
Og da er havet dødt.
4. april 2025
* Regimeskiftet
Under normale omstændigheder – uden forstyrrende bundtrawl og muslingeskrab – vil en stor del af det nedsynkende kulstof og kvælstof fra de døde alger lagres i bundsedimentet.
Her bliver det stedt til hvile som inaktive og uskadelige stoffer. Havbunden er helt enkelt det største depot, vi råder over, til gratis uskadeliggørelse af klimagassen CO2. Kulstoffet synker til bunds og lagres her – helt uskadeligt.
Det vil sige – lige indtil der kommer en bundtrawler eller muslingeskraber forbi og hvirvler sedimentet op i vandsøjlen igen. Vandet bliver uklart, hvilket vanskeliggør tilværelsen for det lyskrævende ålegræs. Og lagret CO2 hvirvles op fra bunden. Det samme gør kvælstof.
Men ikke blot frigives det lagrede kuldioxid fra bunden, når denne skrabes eller pløjes op. Man speeder samtidig den naturlige nedbrydning kunstigt op.
Det medfører akkumulering af organisk stof, som havbundens organismer ikke længere kan nå at omsætte fuldstændigt.
Kort sagt: Bunden mudrer til.
Under normale omstændigheder – under tilstedeværelse af ilt – vil der være et stort antal større dyr i havbunden, som gennem længere tid roder rundt og pumper ilt ned i en ellers iltfri havbund.
Her foregår der således en mere eller mindre fuldstændig nedbrydning af nedsynkende materiale, hvilket imidlertid er en tidkrævende proces. Dertil en proces, som kræver tilstedeværelse af ilt og større dyr i og på havbunden. Et fungerende økosystem.
Uden de større dyr ingen omrøring af bundmaterialet. Uden dem ingen fuldstændig nedbrydning af det nedsynkende materiale.
Kun mere og mere bakteriefyldt sort slam. Metertykt på steder uden strøm.
4. april 2025
* Kun bakterier tilbage
Når et bundområde gennemtrawles eller skrabes gentagne gange, forsvinder først de større dyr, som er vigtige for en fuldstændig stofomsætning i havbunden.
Efter gentagne gennemtrawlinger af området vil der til sidst kun være bakterier tilbage til at gennemføre denne nedbrydning.
Disse vil til gengæld kunne varetage nedbrydningen hurtigt og under stort iltforbrug, hvilket vil øge hyppigheden af iltsvind og bundvendinger.
Samtidig vil man ikke få den normale fjernelse af kvælstof, som ellers vil ske naturligt til atmosfæren. Som naturligt damper af under en kontrolleret nedbrydning og stofomsætning.
Døden er nu flyttet ind – godt hjulpet på vej af forurening fra landbruget og bundtrawl samt muslingeskrab fra fiskeflåden. Og Døden flytter ikke frivilligt ud igen.
Det sker først, når vandmiljøet atter er blevet godt nok og bundtrawlingen og bundskrabet igen er ophørt.
Det tager typisk flere år. Hvis det nogensinde sker. Intet tyder jo på, at vandmiljøet bliver bedre eller fiskeriintensiteten mindre.
Når bundtrawl og muslingeskrab ophører, vil der gå lang tid, førend et nyt økosystem er vokset op.
Først skal der atter være ilt ved bunden. Det er indlysende. Dernæst skal større organismer højere oppe i fødekæden vandre ind af sig selv. Først til sidst rykker fiskene ind – når og hvis der atter er føde til dem.
Forureningen fra landbruget fortsætter imidlertid uformindsket. Vi ser derfor, at områderne med iltsvind bare vokser og vokser i stedet for at mindske.
Slutresultatet er en bakteriefyldt mudderbund med hyppige iltsvind de næste mange år. Der vil ikke længere være større organismer, som kan bringe ilt ned i sedimentet og selv udgøre fødeemner for endnu større dyr som fisk og skaldyr.
Der er sket et regimeskifte, som man kalder denne sidste fase i en døende havbunds liv. Når kun bakterierne er tilbage. Det er her, vi allerede nu er mange steder.
Og derfor, professor Stiig Markager realistisk taler om en tidshorisont på 50 år for retablering af de indre danske farvande. Derfor, vi ikke får et rent hav tilbage i vor levetid.
Tak dansk landbrug og vore uduelige politikere for at lade det ske.
4. april 2025
* Tesla taber terræn
Sydafrikaneren Elon Musk er godt i gang med at demontere det nordamerikanske demokrati og velfærdssystem. Det gør han med fuld støtte fra præsident Donald Trump og dennes gæng af fanatiske MAGA-trumpister.
Den amerikanske regering har etableret “DOGE” – en forkortelse for “Department of Government Efficiency” – til at rydde op i de udgifter, der har gjort USA til en af verdens mest forgældede nationer – med gigantgæld til især Japan og Kina.
DOGE er sat i verden for at “dræne sumpen”, som trumpisterne siger. For at rydde op i de alt for mange tilskudsordninger, som findes i det amerikanske samfund. Og som DOGE-formand Elon Musk selv er den suverænt største forbruger af.
Elon Musk har med hård hånd og uden noget overblik over konsekvenserne fjernet livsgrundlaget for i tusindvis af amerikanere, som nu står uden arbejde og indtægt.
Og dem, der stadig har et arbejde, bliver presset til ikke at melde sig ind i en fagforening – Elon Musk’s yndlings hadeobjekt, som vi har set det i Sverige. Den mørke middelalder er på vej tilbage til USA, der jo heller ikke tillader fri abort længere.
Elon Musk er derfor blevet grundigt upopulær i store kredse af den amerikanske befolkning. Og netop derfor er det godt at høre lidt dårligt nyt fra en af verdens grand old klimaaktivister, amerikanske Bill McKibben, der i elbilernes ungdom stod sammen med Elon Musk.
Midt i al elendigheden glæder McKibben sig nemlig ved seneste nyt fra den kinesiske bilfabrikant BYD, hvis navn står for forbogstaverne i Build Your Dreams. BYD er nemlig snart klar med en ny elbil, der kan lade op til 400 kilometer – på bare fem minutter.
4. april 2025
* Eksklusion fra Royal Society?
Det er en nyhed, som både glæder Bill McKibben, giver Elon Musk sved på panden og hans Teslaer baghjul.
Musk’s Teslaer kan nemlig kun lade op til 275 kilometer på 15 minutter. Mod BYD’s 400 km på blot fem minutter. En kendsgerning, der også bør få olieindustrien til at ryste i bukserne. For hvem har så brug for benzin og diesel længere?
Bill McKibben uddyber sin glæde over nyheden fra den kinesiske bilgigant BYD med denne bidske kommentar, der er møntet direkte på hans gamle kollega Elon Musk:
“BYD spildte ikke sin tid med nazihilsner. De købte ikke en social medieplatform for at lave obskure marihuanajokes og gøre grin med fattige mennesker.
BYD helligede sig ikke at hjælpe et skvadderhoved med at vinde præsidentposten og derefter beslutte, at det ville være sjovt at fyre en masse regeringsarbejdere.
I stedet lavede BYD seriøst ingeniørarbejde.”
Så vidt Bill McKibben. Han er helt givet også bevidst om den anden debat, der i den seneste tid har hersket omkring samme Elon Musk. En debat, hvor næsten 3.400 videnskabsfolk har skrevet under på, at Musk bør ekskluderes af det fornemme Royal Society.
Musk’s mærkelige handlinger og besynderlige udtalelser samt ikke mindst hans heilende hilsener kaster ikke ligefrem glans over det hæderkronede engelske videnskabsakademi. Der for øvrigt tæller fornemme navne som Isaac Newton, Charles Darwin og Stephen Hawking.
Samt altså også den heilende Elon Musk, som 3.400 seriøse videnskabsfolk nu ønsker at få smidt ud igen.
Royal Society of London er verdens ældste videnskabelige organisation, grundlagt i 1660 af den engelske King Charles II.
4. april 2025