- Halkær Bredning får sig en puster
- Sorteper videre til Kattegat
- To millioner flere svin i år
- “Patter, der batter”
- Stor forskel på trepartsprojekter
- Fortidsminder og Store Vildmose
- Tungmetaller i tang
- Hærværk i Naturnationalpark
- Muslingeskrab på vej mod udfasning
- Udredning om norske vildlaks og ørreder
- EU-Asger igen-igen
- Snæbelvand i Grønå gravet op
- Kvælstofhammeren, der aldrig faldt
- Trepart og Firpart
- “Spasserrøve i København”
- Hvad de dog siger…
- 47 sekunder foran Det Hvide Hus
- Tal, der tæller
- US ReAlity Distortion
* Halkær Bredning får sig en puster
Der har på det seneste været sagt og skrevet meget om nordjyske Halkær Bredning – afløbet fra Halkær Å til Limfjorden vest for Aalborg.
Halkær Bredning er et lille og lavvandet fjordområde i den sydøstlige del af Limfjorden. Bredningen er i dag adskilt fra Limfjorden via dæmningen ved Sebbersund, hvor afløbet sker under Løgstørvej.
Der er således tale om et meget lukket farvand med ringe vandudskiftning og massiv tilledning af næringsrigt vand fra de omkringliggende landbrug. En giftig cocktail for ethvert vandmiljø.
For små 20.000 år siden blev Halkær Ådal formet af is og store smeltevandsstrømme. Da isen smeltede bort, steg vandspejlet i stenalderhavet. Limfjorden var på dette tidspunkt en del af det såkaldte Litorinahav, der nåede små 10 km op gennem Halkær Ådal – helt ned mod det nuværende Aars.
Den inderste del af denne fjordarm er det, vi i dag kender som Halkær Bredning. Senere hævede landet sig igen, og fjorden trak sig nordpå, mens smeltevandet aflejrede store mængder ler, sand og mudder i dalen.
Boringer viser, at der nogle steder ligger mere end 45 meter tykke fjordaflejringer oven på den gamle dalbund.
Området har været beboet siden stenalderen. Dengang lå kysten højere oppe ad dalsiderne, hvor mennesker kunne bo, jage, fiske og samle skaldyr. I middelalderen blev området derfor et vigtigt lokalt centrum. Ved bredningens sydlige ende lå Halkær Voldsted. En befæstet herregård, som hørte under Viborg Bispestol.
Omkring år 1900 påbegyndtes en omfattende afvanding af engene i Halkær Ådal. Nye diger, kanaler og pumpestationer gjorde store vådområder til dyrkbar landbrugsjord. Halkær Å selv blev reguleret, og landskabet ændrede karakter fra naturlig fjordeng til intensivt dyrkede og drænede marker.
I takt med opdyrkningen blev vandmiljøet i Halkær Bredning dårligere og dårligere. Fra begyndelsen af 2000’erne blev en del af området derfor genskabt som vådområde. Pumpningen ophørte, og Halkær Sø blev genetableret i 2005-2006 ved oversvømmelse af omkring 100 hektar tidligere landbrugsjord.
18. juli 2026
* Sorteper videre til Kattegat
Senest har man reduceret tilledningen af renset spildevand til Halkær Bredning. Det har haft en tydelig positiv effekt på vandkvaliteten i bredningen, mens det tilsyneladende har haft en tilsvarende dårlig effekt på vandmiljøet i Kattegat. Det er her, det rensede spildevand nu udledes. Her, der er langt mere vand til fortynding.
Spildevandet, som tidligere via Aars Renseanlæg havnede i bredningen, bliver i dag pumpet til det nye Himmerlands Renseanlæg ved Mariager Fjord. Herfra går det videre til Øster Hurup ved Kattegat mellem Limfjorden og Mariager Fjord.
Her klager man nu over et vandmiljø, som syner markant ringere end før udledningen. Renset spildevand indeholder ud over kvælstof og fosfor mange andre stoffer, som er skadelige for miljøet. Hormoner og medicinrester fra svineavlen ikke mindst.
Vi ved rent faktisk ikke, hvad cocktail-effekten af disse mange både kendte og ukendte stoffer er. Vi ved blot, at de ikke gavner nogen noget. Effekten er kun negativ. Så hvad der er sparet det ene sted, kan være spildt det andet. Et trist, men forventeligt skår i glæden over det bedre vandmiljø i Halkær Bredning.
Vi har set nøjagtig det samme ske i Gudenåen, som nu modtager renset spildevand fra Viborg – via Nørreåen, der tømmer sit vand ud i Gudenåen få km opstrøms Randers.
For det er jo ikke kun det rensede spildevand, der havner i åen. Det gør også det urensede fra overløb efter regnskyl og skybrud.
Det skortede derfor ikke på advarsler, da Viborg gerne ville spare penge til anlæg af en længere rørledning. Ved at lukke det rensede spildevand direkte ud i Gudenåen via tilløbet Nørreå. I stedet for at pumpe det til Kattegat, hvor der er ulig meget mere vand til fortynding. Alligevel gav Randers Kommune beredvilligt sin tilladelse.
Resultatet er klart: Gudenåen nedstrøms udløbet fra Nørreå er i dag kun en skygge af sig selv – blottet for det rige fiskeliv, der tidligere fandtes her. For blot ganske få år siden. Og nu fuld af de trådalger, som professor Stiig Markager ellers advarede imod.
Vi ligger således helt, som vi har redt. I det skidt, vi selv har udledt. Vi var advaret, men overhørte bevidst advarslerne – som man jo desværre også gjorde med Nordic Waste.
Det sidste eventyr alene kostede kommunens borgere kassen:
300 millioner plus det løse. At afdrage over 25 år.
18. juli 2026
* To millioner flere svin i år
Interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer (L&F), der primært styres af Danmarks store svineproducenter, forventer i 2026 både flere slagtede grise herhjemme og en større eksport til udenlandske slagterier.
L&F forventer, at den samlede produktion af grise i Danmark vil stige fra 31,9 millioner dyr i 2025 til 33,8 millioner i 2026. En fremgang siden sidste år på knap to millioner grise. L&F understreger, at man forventer den hjemlige slagtning af grise vil stige med 1,4 millioner dyr. Eksporten af smågrise forventes at stige med små 600.000 dyr.
Og det er ikke kun de danske svineproducenters importerede arbejdskræfter fra fjerne steder som Afrika, der har båret frugt og øget effektiviteten.
De seneste tal fra branchens såkaldte “Effektivitetskontrol” viser nemlig, at de danske svin også kan selv. Således producerede hver enkelt “årsso” i 2024 hele 33,05 slagtsvin mod 32,24 året før.
Den imponerende effektivitet skal ses lyset af, at en typisk dansk so har 14–16 patter. De fleste “moderne” søer har dog 16 eller flere, fordi avlen har haft fokus på at kunne die store kuld. Her kan man således virkelig tale om “patter, der batter”. Faktisk gælder det livet for en nyfødt pattegris.
Når det gælder kuldstørrelse, fødes der typisk 17–20 pattegrise i moderne dansk svineproduktion. Det betyder, at der normalt fødes flere grise, end soen har funktionelle patter til.
18. juli 2026
* “Patter, der batter”
Det er nærmest ufatteligt, hvad der forgår i danske svinestalde, mens dette skrives. Hver eneste dag året rundt.
Og så har vi endda slet ikke talt om den manglende dyrevelfærd samme sted. Hvordan dyrene vanrøgtes af dårligt eller slet ikke uddannet arbejdskraft importeret fra udlandet. Senest med Afrika som billig leverandør.
Er det muligt, flytter man overskydende pattegrise til andre søer. Eller har ledige ammesøer. Men det er en besværlig proces at flytte rundt på nyfødte grise i en højeffektiv dansk svinestald. Noget, der kræver både opsyn, overblik, indsigt og kompetent arbejdskraft.
I virkelighedens verden dør en meget stor del af de overskydende grise derfor. Af sygdom eller ved at få knaldet hovedet ned i betongulvet. De seneste opgørelser viser, at:
Der dør omkring 9–10 millioner pattegrise om året i danske svinestalde.
Det svarer til, at cirka 25.000 pattegrise dør hver eneste dag.
Eller én pattegris hvert tredje til fjerde sekund.
En væsentlig del af den høje dødelighed skyldes som sagt, at “moderne” søer får meget store kuld. Nogle pattegrise fødes døde eller meget svage, mens andre dør kort efter fødslen. De bliver måske klemt ihjel af soen, der kun har få kvadratmeter at ligge på. Eller kan måske slet ikke finde en ledig pat.
De ekstra to millioner svin i 2026 gør dansk svineproduktion til et endnu større problem end hidtil. Det skal ses i lyset af, at Danmark altså ikke er blevet et større land, blot fordi vi opdrætter flere svin.
Flere svin resulterer i større gyllemængder, som skal spredes over et stedse mindre areal. Uundgåeligt med en tilsvarende større udvaskning til vandmiljøet.
Send gerne en venlig tanke til Lars Løkkes Landbrugspakke fra 2016, når du næste gang må kæmpe dig gennem dyngerne af opskyllet fedtemøg på badestranden.
Forklaringen finder du i danske svinestalde. Bag lukkede døre.
18. juli 2026
* Stor forskel på trepartsprojekter
Ringkøbing-Skjern Kommune har stået i lære i snart mange år – med den storstilede restaurering af Skjern Å som et yderst vellykket svendestykke. Det kan derfor ikke overraske, at samme kommune er med helt fremme, når der nu skal omlægges landbrugsjord i den helt store stil.
Således er Ringkøbing-Skjern Kommune allerede i mål med opstart af omlægningsprojekter i Den Lokale Trepart for Ringkøbing Fjord. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) har i den forbindelse netop godkendt seks nye projekter. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Alt i alt har kommunen nu fået tildelt midler til forundersøgelse af 11 omlægningsprojekter på sammenlagt 2.895 hektar kvælstofholdig landbrugsjord.
Projekterne skal reducere CO2-udledningen, mindske udvaskningen af kvælstof til vandmiljøet og give naturen mere plads til at udfolde sig i.
Forbedringerne vil dog ikke vise sig lige med det samme. De førstkommende to år vil således gå med at undersøge forholdene og ikke mindst etablere en direkte dialog med berørte lodsejere. Det hele skal jo ske ad frivillighedens langsommelige vej.
Konkret er der indtil videre afholdt en række såkaldte “tegnemøder” rundt omkring i kommunen. Møder, hvor lokale lodsejere selv kommer med bud på, hvor og hvordan de kunne forestille sig nye omlægningsprojekter etableret.
Kommunen fortæller glad, at man indtil videre ikke har fået et eneste nej til at starte forundersøgelserne. Nok fordi deltagelse i disse undersøgelser ikke forpligter nogen til noget. Eller koster andre end samfundet en klejne.
18. juli 2026
* Fortidsminder og Store Vildmose
Landmænd er kendt for at være hårde ved fortidsminder, som der ofte pløjes endog meget tæt op til. Konkret er der tale om Voldbjerg nord for Ringkøbing. Her findes der inden for projektområdet en vold fra en gammel vikingeborg, som man gerne vil bevare.
I Foersom har en lodsejer sammen med en gruppe borgere kontaktet kommunens landdistriktskoordinatorer med henblik på at afsøge mulighederne for også at inkludere rekreative tiltag i omlægningsprojektet. Det ser ud til, at der kan samles opbakning om etablering af et nyt stisystem, som alle i kommunen vil kunne nyde godt af.
Kommunen gør dog opmærksom på, at det primære i projekterne stadig vil være tilbageholdelse af CO2 og kvælstof. Men kan man kombinere det med en rekreativ udnyttelse af de udtagne områder, er kommunen positivt indstillet.
Afslutningsvis et smut nordenfjords. Hvis ellers det lykkes Naturstyrelsen at indgå frivillige aftaler med lokale lodsejere, skal landbrugsjord i den nordjyske Store Vildmose på sigt omdannes til et stort vådområde. I så fald er et af Danmarks største klima- og lavbundsprojekter rykket et skridt nærmere en realisering.
Naturstyrelsen har som tidligere nævnt på denne side sat miljøvurderingen i gang for et 3.100 hektar stort projekt i Vildmosen. Med økonomisk hjælp fra Aage V. Jensens Fonde. Staten mangler dog fortsat at indgå frivillige aftaler med lodsejerne omkring halvdelen af arealet.
Naturstyrelsen ejer i dag 1.450 hektar i projektområdet. De resterende cirka 1.650 hektar er fortsat på private hænder.
18. juli 202
* Tungmetaller i tang
Tang har længe været spået en stor fremtid i fødevarebranchen, der nok har skelet til Japan. Her kan man opleve kilometerstore tangmarker langs kysterne, som lægger grønt eller brunt til delikatesserne sushi og sashimi.
Nye undersøgelser tyder desværre på, at der kan være helbredsmæssige problemer med tangen i Danmark. Oplysningerne stammer fra Bornholm, hvor man længe har haft problemer med opskyllet tang på badestrandene. Således også ved Balka Strand, hvor tangen er blevet renset op og afleveret som gødning til lokale landmænd på deres marker.
Det kan man ikke længere. Det har nemlig vist sig, at koncentrationen af tungmetaller i tangen ud for Bornholms kyster er højere end de gældende grænseværdier. Så høj, at tangen ikke længere må spredes på omkringliggende marker.
Den skal i stedet køres til Bornholms Affaldsselskab (BOFA) i Rønne, hvor tangen allerførst skal rystes fri for sand. Først herefter kan den afbrændes og returneres til til standen.
Det er ifølge skovfoged Ole Holm Pedersen, som er ansvarlig for strandene på Bornholm, en både bekostelig og besværlig affære. Han fortæller til TV2 Bornholm, at man derfor ikke længere vil fjerne opskyllet tang fra de bornholmske badestrande. Det vil blive langt dyrere end den oprindeligt budgetterede fjernelse og rensning.
Beboere og sommerhusejere ved Balka Strand begræder denne beslutning. De har været vant til, at der i de sidste tyve år regelmæssigt er blevet fjernet tang fra deres kyster. Lugten af rådnende tang samt slimede badestrande vil næppe lokke turister til i sommervarmen.
Man frygter, at den nye besparelse vil føre til mere opskyllet tang og færre besøgende turister. Sommerhusejer ved Balka Strand gennem de sidste tyve år, Peter Bank, siger til TV2 Bornholm, at det vil koste den bornholmske turisme, hvis der ikke fortsat prioriteres midler til oprensning af tang.
Nu altså tang med tungmetaller i. Det vides ikke, om der også er tungmetaller i den tang, der dyrkes rundt omkring i Danmark.
11. juli 2026
* Hærværk i Naturnationalpark
Fussingø er Danmarks første såkaldte “naturnationalpark”.
Den noget kiksede betegnelse må skyldes, at der ikke nødvendigvis er natur i de øvrige nationalparker. Det er mere af navn end af gavn. Vil man opleve natur, skal det fremover ske i en af de nye naturnationalparker.
Fussingø Naturnationalpark skulle være den første af sin slags og vise vejen for kommende naturnationalparker i resten af landet. Fussingø kom dog dårligt fra start, da man lagde hårdt ud med at indhegne den lille park med 13 km to meter højt stålhegn samt flere store betoninstallationer ved indgangene.
Mange lokale var stærkt utilfredse med indhegningen af et statsejet område, man hidtil havde kunnet færdes frit i. Og nu har utilfredsheden desværre udviklet sig til håndgribeligheder – med flere hærværk mod det forhadte hegn, hvis funktion ikke er helt kendt. For er det sat op for at holde de sidste rester af naturen ude eller inde?
Den stadig nye skovrider Uffe Strandby ærgrer sig over ressursespildet og frygter samtidig for konsekvenserne. Af store dyr, der kan være sluppet ud gennem det ødelagte hegn. Ud i den frie natur, hvor de måske kan gøre skade på mennesker.
Vi har jo tidligere set et direkte livstruende resultat heraf i Mols Bjerge, hvor offeret måtte reddes akut med helikopter efter at være trampet ned af bissende kreaturer.
Læs hele historien her.
Tidligere i år – i maj måned – frikendte Landsretten den forhenværende skovrider på Fussingø, Peter Brostrøm, for vanrøgt af 76 kreaturer i vinteren 2020-2021. Han blev fritstillet og skulle fraflytte sin embedsbolig i Fussingø.
Ulovlighederne var sket på statens arealer og medførte en dom for vanrøgt ved byretten. Landsretten var dog af en anden mening og frikendte Brostrøm. Det vides ikke, om Brostrøm nu vender tilbage med en erstatningssag mod staten. For uberettiget fyring. Det kan vel tænkes.
Den megen tumult omkring den tidligere og den nuværende skovrider på Fussingø har næppe gavnet det nye “naturnationalpark” koncept eller fænomen. Flere andre af samme slags er på vej, men hvem ved: – Måske man tager ved lære af erfaringerne fra den første ved Fussingø?
Jeg tvivler dog. Sagen er i dag mere politisk betændt end biologisk funderet. Religiøs vil nogen ligefrem sige. “Rewilding” er den nye trosretning, og hegn skal der til for at holde de store græssere inde på de små arealer, vi stiller til rådighed for dem i lille Danmark.
Tyrene kastreres typisk, inden de sættes ud i indhegningerne. Så bliver de mere omgængelige og kan gøre deres arbejde uforstyrret – afgræsse arealerne.
Ved ulykken i Mols Bjerge var det en aggressiv ko, der ville beskytte sin kalv. Og en hund, der fik flokken til at bisse.
Ingen spøg at blive rendt over ende af 500 kg tunge køer med skarpe klove…
11. juli 2026
* Muslingeskrab på vej mod udfasning
Måske og forhåbentlig. Det miljøskadelige muslingefiskeri skal udfases i Bælthavet, vestlige Østersø og Isefjord. Det har et stort flertal i Folketinget besluttet.
Limfjorden, som er vort hårdest belastede farvand, får dog lov til at fortsætte sin nedtur uændret. Den har man måske helt opgivet at redde, eller man vil blot forbeholde den som eksklusiv losseplads for de omgivende landbrug. Som hidtil.
Muslingefiskeri sker med et bundslæbende redskab, som skraber de fastsiddende muslinger fri af havbunden – med stor fysisk påvirkning af havbunden. Miljøminister Maria Gjerding orienterer:
“Et stort flertal i Folketinget er enige om, at der ikke længe skal skrabes muslinger i Bælthavet, vestlige Østersø og Isefjord. Den proces starter nu, når jeg i dag via en bekendtgørelse, opsiger muslingefiskernes fiskerettigheder.
Dog er reglerne sådan, at muslingefiskerne har et opsigelsesvarsel på otte år. Otte år er meget lang tid, når havet har et akut behov for genopretning! Derfor er det samme flertal enige om, at muslingeskrab skal stoppes længe før det.
Men i dag er for mig en milepæl, fordi vi tager første skridt (af mange (!)) henimod udfasning af en del af det fiskeri vi ved skader vores havbund og havmiljø – og selvom det første skridt ikke bringer os i mål, er vi på vej.”
Miljøminister Maria Gjerding (SF)
Et forbud mod fiskeri med bundslæbende redskaber – bundtrawl og muslingeskrabere – har været på vej længe. Det blev desværre bremset af den foregående regering, hvor Venstres Jacob Jensen var minister for området.
Det føltes ikke trygt at have en minister siddende på netop den post, som tidligere har været lønnet bestyrelsesmedlem i Danmarks største og mest forurenende havbrug, Musholm i Storebælt. Som forventeligt og noget af det første annullerede Jacob Jensen da også det kommende forbud mod fiskeri med bundslæbende redskaber.
Nu er Jacob Jensen heldigvis ikke minister længere, så nu sker der forhåbentlig snart noget positivt. Det kommer imidlertid ikke til at ske lige med det samme. Afviklingen skal som understreget af miljøministeren ske i løbet af otte år, hvor beslutningen jo kan nå at blive lavet om flere gange.
Af skiftende politiske flertal, som det senest var tilfældet. Så læg ikke for meget i nyheden, førend vi ser afviklingen begynde. Der er desværre gået mink i muslingerne.
Og Limfjorden er sat helt uden for døren.
11. juli 2026
* Udredning om norske vildlaks og ørreder
Den norske laksesæson er i fuld gang – igen i år med svigtende fangster landet over.
Ifølge NINA (Norsk Institut for Naturforskning) viser halvårsstatistikken fra 43 elve, at middelfangsterne i juli lå på 84 % af det foregående år og blot 40 % af gennemsnittet for 2016-2019.
Det bekymrer NINA, at det især er det storlaks og mellemlaks, der mangler i statistikken. De aldersklasser, som er vigtigst for gydningen og den fremtidige produktion af laksesmolt. Dem, der med det længste havophold også er de mest udsatte.
Den norske regering vil nu påbegynde arbejdet med opdateret udredning til Stortinget. En udredning om vildlaks, havørred og røding, der skal give et bud på, hvorfor laksebestanden er faldet til et historisk lavt niveau. Af en pressemeddelselse fremgår følgende om den kommende udredning:
“Villaksen står i fare for å forsvinne, og sjøørreten og sjørøya sliter. Regjeringen vil nå starte arbeidet med en ny stortingsmelding som ser på alle sektorer som påvirker villaks, sjøørret og sjørøye, og hvilke tiltak som kan gjennomføres for å bedre statusen for disse artene.”
Udredningen skal give et samlet billede af situationen og vurdere tiltag, der kan styrke bestandene. Konkrete tiltag mod angreb fra havlus og udslip af tamlaks vil dog ske i samarbejde med Havbruksmeldingen.
Flere aktører vil blive bedt om at yde bidrag til undersøgelsen. Målet er at kunne fremlægge en færdig udredning for Stortinget før udgangen af stortingssesjonen (folketingsåret) 2027-2028.
Fantastisk. Vi ved jo præcis, hvad der er galt, og hvad der skal gøres. Det har vi vidst længe. Vi vil bare ikke gøre noget ved det. Der er alt for store penge og interesser i de norske havbrug.
Præcis som med forureningen fra danske landbrug. Vi er blevet ligeglade og har vænnet os til, at det seneste lavpunkt blot er den nye normal.
Sidste mand lukker og slukker.
11. juli 2026
* EU-Asger igen-igen
Den kendte Venstremand og EU-politiker Asger Christensen er igen kommet i søgelyset.
Denne gang dog ikke for egne miljøfjendske holdninger eller kærlighed til landbrug og partiet Venstre. Denne gang er det i stedet hans søn, der er blevet politianmeldt for grov miljøforsyndelse nær sin store kvægejendom.
Kommunens tilsynsfolk fandt både i 2024 og 2025 alvorlige problemer på en af Koldings største kvægejendomme, der er ejet af Asger Christensens søn. Ifølge interne notater hos kommunen blev tidligere indskærpelser overhørt, og forurenet restvand dræbte liv i et beskyttet vandløb.
Alligevel blev der ikke gjort noget eller grebet ind over for sønnens ulovligheder. Forholdt politianmeldelsen af hans søn, udtaler Asger Christensen:
“Vi lægger os fladt ned.”
Det er billigt sluppet. Vi må håbe, det ikke rækker med at indrømme og lægge sig fladt ned. Men at der vil blive grebet konkret ind over for ulovlighederne og givet bøder, der kan mærkes.
Vi har jo desværre set og Limfjorden tydeligt følt, at selv 39 påtaler fra kommunen ikke har kunnet bringe ulovlighederne fra det nordjyske mejerilandbrug Vestermark til ophør.
Der er de facto fri forurening, når der ikke sker nogen håndhævelse.
Hvis man er heldig at være bosat i en landbrugsvenlig kommune, kan landbruget slippe afsted med det meste. I værste fald slippe med en påtale, der aldrig bliver fulgt op på. Dette jævnfør webmediet Ingeniørens tidligere omtalte undersøgelse.
Kort sagt et lovløst samfund, der resulterer i livløse fjorde. Vi er simpelhen blevet ligeglade med miljøet – her i år 26 efter EU’s Vandrammedirektiv fra 2000, der jo skulle have været implementeret inden – 2015…
Og for at det ikke skal være helt løgn, så har vor nyeste regering – efter eget udsagn den hidtil grønneste af dem alle nogensinde – netop droppet Heunickes hammer, der jo alligevel aldrig faldt. Den med kvælstoffet, der skulle begrænses med hård hånd, men aldrig blev.
Vor nye grønne fireparts regering har som det allerførste konkrete tiltag givet landbruget endnu et år til at komme i gang med de frivillige tiltag, man traditionelt holder ud i strakt arm. Som om det ikke hastede.
Vel vidende, at den store kvælstofhammer næppe nogensinde falder…
11. juli 2026
* Snæbelvand i Grønå gravet op
Man skulle næsten tro, det var løgn:
At hele 2,3 km af det lille tilløb Grønå i Vidå-systemet forgangne vinter blev gravet op og placeret oppe på åbredden. Præcis som i de gode gamle dage i Sønderjyllands Amt, inden man kom i tanke om, at lovgivningen vist også gjaldt hernede. I det lavvandede landskab nær Vadehavet.
Det er Tønder Kommune, som står bag dette hærværk. På et vandløb i et Natura 2000-område. På et vandløb, der huser den sjældne og totalfredede snæbel. Opgravningen skete endda i november, som er midt i snæbelens gydetid. Grønå huser ud over laks og ørreder også truede lampretter.
Tønder Kommune forsvarer sig med, at opgravningen er sket for at beskytte digerne i det lavtliggende marsklandskab. Som del af “almindelig vedligeholdelse” i kommunen, der ikke havde undersøgt juraen bag, før gravemaskinerne gik i gang.
Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), der sammen med Danmarks Naturfredningsforening (DN) har klageret i miljøsager, mener, at Tønder Kommune er gået langt over stregen.
At kommunen med sin opgravning af Grønå har overtrådt bestemmelser i såvel vandløbsloven som vandrammedirektivet og habitatdirektivet.
Kommunen har ikke spurgt først, som de skulle, men vil nu se at få foretaget en såkaldt “habitatkonsekvensvurdering” af opgravningen. Men det kan tage lang tid og ændrer jo ikke en tøddel på de skader, der allerede er sket:
“Kommunen gør simpelthen tingene i omvendt rækkefølge. Og man må spørge sig selv, hvad vi skal bruge en habitatkonsekvensvurdering til, flere måneder efter skaden er sket,” siger miljøkonsulent i DSF Torben Hansen.
Danmarks Sportsfiskerforbund vil indbringe sagen for Miljø- og Fødevareklagenævnet og Ankestyrelsen. Det manglede da bare.
4. juli 2026
* Kvælstofhammeren, der aldrig faldt
Danmark får snart en ny kvælstofregulering, der grundlæggende adskiller sig fra den gamle.
Med den nye kvælstofregulering fokuseres der fremover på, hvor meget kvælstof der udledes til kystområderne – ikke som hidtil kun på, hvor meget kvælstof der udbringes på markerne. Det er jo kystområderne, der kvæles i alger og iltsvind fra landbruget. Ikke markerne, der har det fint med overgødskning.
Med den nye kvælstofregulering skal der fokuseres på, hvor meget kvælstof kystvandet kan tåle og samtidig opfylde målsætningen om god økologisk tilstand. Derfor vil landbrugerne fra 2027 få en kvote for, hvor meget kvælstof de samlet må udlede fra deres bedrift.
Den nye kvælstofregulering kan lempes i takt med, at landbrugerne omlægger til natur. Altså udtager nuværende landbrugsjord af drift og omlægger den til natur, som ikke dyrkes, pløjes, gødes og sprøjtes. Resultatet heraf bliver naturligvis mindre udledning af såvel næringsstoffer som sprøjtegifte til vandmiljøet.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) regner med at offentliggøre foreløbige udledningsgrænser før sommerferien, så landbrugere og andre interesserede kan få sig et bedre indblik i den kommende regulering og konsekvenserne heraf.
Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd er i dialog med landbrugets rådgivningsfirma SEGES om baggrund for beregning af udledningsgrænser og offentliggørelse.
Landbrugere kan i slutningen af september tilgå styrelsens udførlige planlægningsværktøj og de endelige udledningsgrænser.
Her er det muligt at beregne bedriftens udledningskvote og basisudvaskningsgrænse for 2027 samt planlægge, hvordan kravene overholdes. Desuden offentliggøres de endelige kompensationssatser. Det er ikke nemt at gøde, men heldigvis er der ringe (:ingen) kontrol med de enkelte matrikler.
Den nye kvælstofregulering skal sænke udledningen med 7.900 ton. Den nuværende sænker kun udledningen med 3.500 ton. Altså skal der reduceres med yderligere 4.400 ton. Den nye aftale betyder desværre, at politikerne ikke kan skrue op for kvælstofreguleringen før 2028. Et helt år senere end lovet og langt senere end nødvendigt.
Et flertal på Christiansborg bryder hermed trepartsaftalen, der havde lagt op til, at reguleringen kunne strammes allerede i 2027. Hvis altså det skulle gå for langsomt med at nå kvælstofmålene. Hvilket det jo gør.
”Det er en tilståelsessag,” indrømmer minister for natur- og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S), over for Altinget. Regeringen kunne bare ikke nå det…
En rigtig god start for den nye regering.
Og en rigtig skidt for vandmiljøet.
4. juli 2026
* Trepart og Firpart
Det kan være svært at hitte rundt i de mange politiske parter, der efterhånden har fået eget navn. Her et behjertet forsøg:
Grøn Trepart er en bred aftale mellem tre parter: Regeringen, landbrugets organisationer og de grønne organisationer.
Treparten handler om at reducere landbrugets klimaaftryk, forbedre vandmiljøet og skabe mere natur gennem blandt andet skovrejsning, udtagning af lavbundsjorde og en CO2-afgift på husdyr.
Treparten er kort sagt god for miljøet.
Grise-firparten er derimod et forslag om at samle fire parter – politikere, landbruget, slagteribranchen og lønmodtagere/fagbevægelsen – om at finde løsninger på udfordringerne i den danske svinebranche.
Fokus er ikke på klima eller miljø, men på hvordan flere grise kan slagtes i Danmark. Frem for at blive eksporteret levende til udlandet, hvor de kan slagtes billigere end herhjemme.
Overordnet er formålet med grise-firparten, at arbejdspladser og værdiskabelse bevares. Ikke at svineproduktionen og miljøbelastningen nedsættes.
Grise-firparten kan kun ses som middel til en fortsat øget svineproduktion, der udelukkende skaber nye og større problemer.
4. juli 2026
* “Spasserrøve i København”
Alt imens vandmiljøet lider og overskydende svinegylle støt siver ud i fjord og hav, har danske svineproducenter afholdt krisemøde. De frygter for deres fortsatte ret til at ødelægge dansk natur og havet omkring Danmark.
Formand for Danske Svineproducenter, Jeppe Bloch Nielsen, mener ikke overraskende, at den påtænkte eller planlagte “grisefirpart” næppe er en god idé for landbruget.
En grisefirpart bryder med den grønne trepart og lægger ekstra pres på svineproducenterne, som måske ikke længere kan producere lige så mange millioner svin som hidtil. Internt var Jeppe Bloch Nielsen derfor ikke overraskende klar i spyttet:
“Vi mødes for at vejre stemningen, og måske bliver vi bare enige om, at de er nogle forbandede spasserrøve i København. Ja, det er jo der, hvor alle ministrene på nær én af dem bor.”
TV2 News’ trofaste makkerpar, Mogensen & Kristiansen, fandt udtalelsen uklog. Helt så bastant lød den efterfølgende officielle udmelding fra svineproducenterne derfor ikke.
Men Jeppe Bloch mangler ikke opbakning fra sine kolleger. Som formand deler han medlemmernes dybe frustration og bekymring for fremtiden.
Nu har landbruget jo kunnet forurene nærmest efter forgodtbefindende – efter Løkkes ulyksalige og uforstandige Landbrugspakke fra 2016.
Så er det ikke rart med pludselige begrænsninger.
4. juli 2026
* Hvad de dog siger…
Ind imellem siger selv de klogeste eller i hvert fald mest erfarne politikere noget, de ikke skulle have sagt. I kampens hede ryger der uundgåeligt finker af panden ind imellem.
Statsminister Mette Frederiksen (S) er ingen undtagelse. Hun kom for nylig i vælten, da hun sagde, at hun hellere ville have, at hendes små børn røg, end at hun vil tillade dem at være alene på sociale medier.
En udtalelse, hun allerede dagen efter undskyldte for på Facebook. Af alle steder. Kommentaren kom nemlig under en større konference om kunstig intelligens, sociale medier og disses indflydelse på børn.
Måske FB’s Mark Zuckerberg kom efter Mette Frederiksen med krabasken? Hendes eget Socialdemokrati er i hvert fald en stor bidragyder til netop Facebook.
Efterfølgende var det Moderaternes statsrevisor, Monika Rubin, der hellere vil voldtages i København end i Odense. En udtalelse, hun fremkom med i forbindelse med en analyse om politiets henlægning af sager. Endda refereret på Justitsmonitor.
Heraf fremgår ikke overraskende, at der går længere tid med opklaring af voldtægtssager i København end i provinsen.
Den markante forskel i tid gælder for øvrigt ikke kun voldtægtssager. Den gælder også økonomisk kriminalitet, der tilsyneladende betaler sig bedre inde på stenbroen end ude på landet.
Så vidt vides har Monika Rubin (M) ikke kommenteret på eller dementeret sine udtalelser som statsrevisor. Hvad Mette Frederiksen jo straks gjorde med sine.
Danmark er i sandhed et lille land med store forskelle mellem øst og vest.
Om det så gælder rygning eller voldtægt.
4. juli 2026
* 47 sekunder foran Det Hvide Hus
Nu får ovennævnte udtalelser fra Mette Frederiksen (S) og Monika Rubin (M) næppe konsekvenser for hverken dem selv eller deres respektiver partier.
Så er der anderledes format over konsekvenserne af ubegavede eller uforvarende udtalelser, når disse falder på Plænen foran Det Hvide Hus i USA.
Således tog det kun Donald Trump 47 sekunder at fornærme naboen i nord, Canada. På rekordtid lykkedes det den orangesminkede US præsident at fyre følgende af:
“Canadian economy is a Frozen Joke.” (Den canadiske økonomi er en frossen vittighed)
“Canadian dollar is Monopoly Money with snow on it.” (Den canadiske dollar er matadorpenge med sne på)
“Carney is a Clerk in a sweater.” (Den canadiske premiereminister er en kontorassistent iført sweater)
Udtalelserne faldt pudsigt nok på et møde uden deltagelse af premiereminister Mark Carney selv. Så turde Trump godt. Den canadiske ambassadør tog fornærmelserne med ophøjet hvis ikke iskold ro:
“Tell the prime minister we don’t have to answer this one.” (Sig til premierministeren, at det behøver vi ikke kommentere på)
Og det gjorde Canada så heller ikke. Herefter fulgte 72 timers total tavshed, hvor alt gik i stå. Tre døgn, som ifølge forskellige økonomiske analysebureauer kostede amerikanske producenter milliarder af dollars. I form af blokerede indkøb fra canadiske forbrugere.
Det bedste og mest effektive svar på Trumps tåbeligheder, der ifølge økonomer kostede amerikanerne rigtig mange penge:
“US lost 41-58 billion dollars”
“USD 2,7 billion in goods and services cross the border ever single day”
“USD 1.840 every annual purchasing power every single US household”
Set i det lys må man nok sige, at Mette Frederiksen slap billigt fra sine egne fortalelser omkring børn, rygning og sociale medier. Donald Trump derimod har næppe fortrudt bare ét enkelt ord af sine fornærmelser over for den canadiske premiereminister.
Det magter og evner han ikke.
4. juli 2026
* Tal, der tæller
For en amerikaner kan det være svært at forstå, at 500 millioner europæere skal eller vil være afhængige af blot 350 millioner amerikanere – til at forsvare sig mod sølle 150 millioner russere. Eller hvor mange der nu er tilbage efter russiske “meat assaults” og ukrainske drone(for)svar.
Men i Europa har vi siden Anden Verdenskrig vænnet os til, at USA er storebror, som passer godt på os. Mod røderusserne, der jo ifølge CV Jørgensen nok kommer igen. Og som med Ukraine desværre har vist, at vor danske rockpoet fik ret.
På samme måde kan det være svært for en amerikaner at forstå, at verdens militært mægtigste magt skal forsvare os europæere på den anden side af Nordatlanten. Hvorfor skulle de dog det, når vi fint har råd til at gøre det selv?
Og omvendt: Hvorfor skulle vi europæere dog hjælpe USA ud af en aldeles selvskabt knibe og krise – i form af et Hormuz Stræde, som iranerne nu har lukket efter massiv amerikansk bombning af deres land?
På samme måde er det nærmest ufatteligt for de fleste amerikanere, at USA’s militær rent faktisk er en økonomisk kolos på lerfødder.
At deres mægtige militær alene skyldes et gigantisk amerikansk overforbrug finansieret af statsobligationer udstedt af USA og købt i tillid af den øvrige øvrige verden – med Europa, Japan og Kina som de største aftagere.
Uden dem og os ville USA helt enkelt ikke kunne finansiere sit massive militære budget og opretholde baser over store dele af verden. Omkring 80 af slagsen er der.
Disse basers opgave er jo ikke er at forsvare USA mod trusler udefra. Men i stedet at opretholde De Forenede Staters militære suverænitet over de mange fremmede territorier.
Men nu gider USA tilsyneladende ikke rigtig det mere. Trump har længe og af delvis uransagelige årsager hellere villet fraternisere med Putins voldelige Rusland end med arrogante franskmænd og aristokratiske englændere.
De sidste to nationer har både kultur og en oplyst baggrund, hvilket Trump åbenlyst foragter. Af den enkle grund, at han ikke selv råder over nogen af delene.
Så vi må vænne os til tanken om, at vi skal klare os selv. Men at vi så heller ikke længere behøver føle os underlegne eller underdanige over for den orangesminkede Tumpe Trump og hans øjenskyggede Væbner Vance.
Vi må til at forsvare os selv – med de våben, vi kan købe i USA og dem, vi selv kan producere. Helst de sidste. Paradoksalt nok nu med hjælp og højteknologi fra ingen ringere end Ukraine, der er kommet rigtig stærkt tilbage efter den fejlslagne russiske invasion.
– It’s Payback Time, Vladimirovich.
Samtidig kan vi så se stort på, at Trump vil have det Grønland, der ifølge ham ligger uendelig langt fra lille Danmark. Men i egen bevidsthed ret uden for hans egen dør i Mar-A-Lago.
4. juli 2026
* US ReAlity Distortion
Jeg har rejst meget i USA og fulgt nationens støtte nedtur igennem det sidste halve århundrede.
Den store og stærke middelklasse fra efterkrigstiden er væk – erstattet af dårligt uddannede spansktalende indvandrere sydfra. Billig arbejdskraft, som USA har levet højt på, men nu gerne vil af med igen. MAGA vil i hvert fald.
I USA lever man med skyklapper på og stort vand på begge sider. Amerikanere har derfor svært ved at se uden for egne grænser og ud over egne behov. Dette gælder også afstande. Måler man nemlig efter, må de fleste justere deres opfattelse af de virkelige afstande:
Således er afstanden fra Danmarks nordvestligste punkt til Grønlands sydøstligste omtrent den samme som fra det nordøstligste punkt i USA til det sydøstligste punkt i Grønland. Tal er taknemmelige – afstande ligeså.
Helt konkret er afstanden mellem Washington i USA og Nuuk i Grønland næsten den samme som afstanden mellem København og Nuuk: 3.560 km vs 3.268 km.
Skulle man endelig drage nogle konklusioner om tilhørsforhold baseret på afstande, så er der kun godt 30 km mellem Grønland og Canada på det nærmeste sted:
Nares Strædet højt mod nord, hvor den lille Hans Ø jo deles af Danmark og Canada. I al fordragelighed. Det er jo her, den civiliserede whisky-krig mellem vore to nationer har fundet sted i flere år.
Men så er Davisstrædet mellem vore to lande jo også blot 300 til 600 km bredt. Afstandsmæssigt hører Grønland derfor helt klart nærmere til Canada end til USA.
Kigger man nærmere på det store verdenskort, er Grønland slet ikke så stort som den fejlvisende Mercator-projektion, vi alle kender fra klasseværelset og skoleatlasset.
Faktisk er Grønland jo kun tre gange større end staten Texas. Og faktisk er Canada næsten fem gange større end Grønland. Australien er tilsvarende mere end tre gange større end Grønland.
Trump er næppe nogensinde kommet videre end til verdenskortet i sit skoleatlas, hvor Grønland jo er gigantisk stor i nord – med Mercator-projektion. Og hvor han tilsyneladende heller ikke opdagede, at Grønland og Island er to forskellige lande.
De to nationer i Nordatlanten blandede han nemlig godt og grundigt sammen på topmødet i Davos. Til skræk og rædsel for Island, der pludselig så sig selv som nyt mål for endnu en amerikansk invasion. På linje med Grønland.
Amerikansk uvidenhed og arrogance har med Trump som præsident nået uanede højder. Stupiditet er vel en mere dækkende betegnelse. Og demens en diagnose, der er bred enighed om blandt mange amerikanske psykologer og psykiatere.
4. juli 2026