* Snæbelvand i Grønå gravet op
Man skulle næsten tro, det var løgn:
At hele 2,3 km af det lille tilløb Grønå i Vidå-systemet forgangne vinter blev gravet op og placeret oppe på åbredden. Præcis som i de gode gamle dage i Sønderjyllands Amt, inden man kom i tanke om, at lovgivningen vist også gjaldt her. I det lavvandede landskab nær Vadehavet.
Det er Tønder Kommune, som står bag dette hærværk. Af et vandløb i et Natura 2000-område. Af et vandløb, der huser den sjældne og totalfredede snæbel. Opgravningen skete endda i november, som er midt i snæbelens gydetid. Grønå huser ud over laks og ørreder også truede lampretter.
Tønder Kommune forsvarer sig med, at opgravningen er sket for at beskytte digerne i det lavtliggende marsklandskab. Som del af “almindelig vedligeholdelse” i kommunen, der ikke havde undersøgt juraen bag, før gravemaskinerne gik i gang.
Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), der sammen med Danmarks Naturfredningsforening (DN) har klageret i miljøsager, mener, at Tønder Kommune er gået langt over stregen.
At kommunen med sin opgravning af Grønå har overtrådt bestemmelser i såvel vandløbsloven som vandrammedirektivet og habitatdirektivet.
Kommunen har ikke spurgt først, som de skulle, men vil nu se at få foretaget en såkaldt “habitatkonsekvensvurdering” af opgravningen. Men det kan tage lang tid og ændrer ikke en tøddel på de skader, der allerede er sket:
“Kommunen gør simpelthen tingene i omvendt rækkefølge. Og man må spørge sig selv, hvad vi skal bruge en habitatkonsekvensvurdering til, flere måneder efter skaden er sket,” siger miljøkonsulent i DSF Torben Hansen.
Danmarks Sportsfiskerforbund vil indbringe sagen for Miljø- og Fødevareklagenævnet og Ankestyrelsen. Det manglede da bare.
4. juli 2026
* Kvælstofhammeren, der aldrig faldt
Danmark får snart en ny kvælstofregulering, der grundlæggende adskiller sig fra den gamle.
Med den nye kvælstofregulering fokuseres der fremover på, hvor meget kvælstof der udledes til kystområderne – ikke som hidtil kun på, hvor meget kvælstof der udbringes på markerne. Det er jo kystområderne, der kvæles i alger og iltsvind fra landbruget. Ikke markerne, der har det fint med overgødskning.
Med den nye kvælstofregulering skal der fokuseres på, hvor meget kvælstof kystvandet kan tåle og samtidig opfylde målsætningen om god økologisk tilstand. Derfor vil landbrugerne fra 2027 få en kvote for, hvor meget kvælstof de samlet må udlede fra deres bedrift.
Den nye kvælstofregulering kan lempes i takt med, at landbrugerne omlægger til natur. Altså udtager nuværende landbrugsjord af drift og omlægger den til natur, som ikke dyrkes, pløjes, gødes og sprøjtes. Resultatet heraf bliver naturligvis mindre udledning af såvel næringsstoffer som sprøjtegifte til vandmiljøet.
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) regner med at offentliggøre foreløbige udledningsgrænser før sommerferien, så landbrugere og andre interesserede kan få sig et bedre indblik i den kommende regulering og konsekvenserne heraf.
Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd er i dialog med landbrugets rådgivningsfirma SEGES om baggrund for beregning af udledningsgrænser og offentliggørelse.
Landbrugere kan i slutningen af september tilgå styrelsens udførlige planlægningsværktøj og de endelige udledningsgrænser.
Her er det muligt at beregne bedriftens udledningskvote og basisudvaskningsgrænse for 2027 og planlægge, hvordan kravene overholdes. Desuden offentliggøres de endelige kompensationssatser. Det er ikke nemt at gøde, men heldigvis er der ringe kontrol med de enkelte matrikler.
Den nye kvælstofregulering skal sænke udledningen med 7.900 ton. Den nuværende sænker kun udledningen med 3.500 ton. Den nye aftale betyder desværre, at politikerne ikke kan skrue op for kvælstofreguleringen før 2028. Et helt år senere end lovet og langt senere end nødvendigt.
Et flertal på Christiansborg bryder hermed trepartsaftalen, der havde lagt op til, at reguleringen vil kunne strammes allerede i 2027. Hvis altså det skulle gå for langsomt med at nå kvælstofmålene. Hvilket det jo gør.
”Det er en tilståelsessag,” indrømmer minister for natur- og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S), over for Altinget. Regeringen kunne bare ikke nå det…
En rigtig god start for den nye regering.
Og en rigtig skidt for vandmiljøet.
4. juli 2026
* Trepart og Firpart
Det kan være svært at hitte rundt i de mange politiske parter, der efterhånden har fået eget navn. Her et behjertet forsøg:
Grøn Trepart er en bred aftale mellem regeringen, landbrugets organisationer og de grønne organisationer.
Treparten handler om at reducere landbrugets klimaaftryk, forbedre vandmiljøet og skabe mere natur gennem blandt andet skovrejsning, udtagning af lavbundsjorde og en CO₂-afgift på husdyr.
Treparten er kort sagt god for miljøet.
Grisefirpart er et forslag om at samle fire parter – politikere, landbruget, slagteribranchen og lønmodtagere/fagbevægelsen – om at finde løsninger på udfordringerne i den danske svinebranche.
Fokus er ikke på klima, men på hvordan flere grise kan slagtes i Danmark. Frem for at blive eksporteret levende til udlandet, hvor de kan slagtes billigere end herhjemme.
Overordnet er formålet med grisefirparten, at arbejdspladser og værdiskabelse bevares. Ikke at svineproduktionen og miljøbelastningen nedsættes.
Grisefirparten kan kun ses som middel til en fortsat øget svineproduktion, der udelukkende skaber nye og større problemer.
4. juli 2026
* “Spasserrøve i København”
Alt imens vandmiljøet lider og overskydende svinegylle støt siver ud i fjord og hav, har danske svineproducenter afholdt krisemøde. De frygter for deres fortsatte ret til at ødelægge dansk natur og havet omkring Danmark.
Formand for Danske Svineproducenter, Jeppe Bloch Nielsen, mener ikke overraskende, at den påtænkte eller planlagte “grisefirpart” næppe er en god idé for landbruget.
En grisefirpart bryder med den grønne trepart og lægger ekstra pres på svineproducenterne, som måske ikke længere kan producere lige så mange millioner svin som hidtil. Internt var Jeppe Bloch Nielsen derfor ikke overraskende klar i spyttet:
“Vi mødes for at vejre stemningen, og måske bliver vi bare enige om, at de er nogle forbandede spasserrøve i København. Ja, det er jo der, hvor alle ministrene på nær én af dem bor.”
Helt så bastant lød den officielle udmelding fra svineproducenterne dog ikke efterfølgende, men Jeppe Bloch mangler ikke opbakning fra sine kolleger. Som formand deler han medlemmernes dybe frustration og bekymring for fremtiden.
Nu har landbruget jo kunnet forurene nærmest efter forgodtbefindende – efter Løkkes ulyksalige Landbrugspakke fra 2016.
Så er det ikke rart med pludselige begrænsninger.
4. juli 2026
* Hvad de dog siger…
Ind imellem siger selv de klogeste eller i hvert fald mest erfarne politikere noget, de ikke skulle have sagt. I kampens hede ryger der uundgåeligt finker af panden ind imellem.
Statsminister Mette Frederiksen (S) er ingen undtagelse. Hun kom for nylig i vælten, da hun sagde, at hun hellere ville have, at hendes små børn røg, end at hun vil tillade dem at være alene på sociale medier.
En udtalelse, hun allerede dagen efter undskyldte for på Facebook. Af alle steder. Kommentaren kom nemlig under en større konference om kunstig intelligens, sociale medier og disses indflydelse på børn.
Måske FB’s Mark Zuckerberg kom efter Mette Frederiksen med krabasken? Hendes eget Socialdemokrati er i hvert fald stor bidragyder til netop Facebook.
Efterfølgende var det Moderaternes statsrevisor, Monika Rubin, der hellere vil voldtages i København end i Odense. En udtalelse, hun fremkom med i forbindelse med en analyse om politiets henlægning af sager. Endda refereret på Justitsmonitor.
Heraf fremgår ikke overraskende, at der går længere tid med opklaring af voldtægtssager i København end i provinsen.
Den markante forskel i tid gælder for øvrigt ikke kun voldtægtssager. Den gælder også økonomisk kriminalitet, der tilsyneladende betaler sig bedre inde på stenbroen end ude på landet.
Så vidt vides har Monika Rubin (M) ikke kommenteret på eller dementeret sine udtalelser som statsrevisor. Som Mette Frederiksen jo straks gjorde med sine.
Danmark er i sandhed et lille land med store forskelle.
Om det så gælder rygning eller voldtægt.
4. juli 2026
* 47 sekunder foran Det Hvide Hus
Nu får ovennævnte udtalelser fra Mette Frederiksen (S) og Monika Rubin (M) næppe konsekvenser for hverken dem selv eller deres respektiver partier.
Så er der anderledes format over konsekvenserne af ubegavede eller uforvarende udtalelser, når disse falder på Plænen foran Det Hvide Hus. Således tog det kun Donald Trump 47 sekunder at fornærme naboen i nord, Canada. På rekordtid lykkedes det den gulerodsfarvede US præsident at fyre følgende af:
“Canadian economy is a Frozen Joke.” (Den canadiske økonomi er en frossen vittighed)
“Canadian dollar is Monopoly Money with snow on it.” (Den canadiske dollar er matadorpenge med sne på)
“Carney is a Clerk in a sweater.” (Den canadiske premiereminister er en kontorassistent iført sweater)
Udtalelserne faldt pudsigt nok på et møde uden deltagelse af Mark Carney selv. Så turde Trump godt. Den canadiske ambassadør tog fornærmelserne med ophøjet hvis ikke iskold ro:
“Tell the prime minister we don’t have to answer this one.” (Sig til premierministeren, at det behøver vi ikke kommentere på)
Og det gjorde Canada så heller ikke. I stedet fulgte 72 timers total tavshed, som ifølge forskellige økonomiske analysebureauer kostede amerikanske producenter milliarder af dollars. I form af blokerede indkøb fra canadiske forbrugere.
Det bedste og mest effektive svar på Trumps tåbeligheder, der ifølge økonomer kostede amerikanerne rigtig mange penge:
“US lost 41-58 billion dollars”
“USD 2,7 billion in goods and services cross the border ever single day”
“USD 1.840 every annual purchasing power every single US household”
Set i det lys må man nok sige, at Mette Frederiksen slap billigt fra sine egne fortalelser omkring børn, rygning og sociale medier. Men at Donald Trump næppe har fortrudt bare ét enkelt ord af sine fornærmelser over for den canadiske premiereminister.
Det magter og evner han ikke.
4. juli 2026
* Tal, der tæller
For en amerikaner kan det være svært at forstå, at 500 millioner europæere skal eller vil være afhængige af blot 350 millioner amerikanere – til at forsvare sig mod sølle 150 millioner russere. Eller hvor mange der nu er tilbage efter russiske “meat assaults” og ukrainske drone(for)svar.
Men i Europa har vi siden Anden Verdenskrig vænnet os til, at USA er storebror, som passer godt på os. Mod røderusserne, der jo ifølge CV Jørgensen nok kommer igen. Og som med Ukraine desværre har vist, at vor danske rockpoet fik ret.
På samme måde kan det være svært for en amerikaner at forstå, at verdens militært mægtigste magt skal forsvare os europæere på den anden side af Nordatlanten. Hvorfor skulle de dog det, når vi fint har råd til at gøre det selv?
Og omvendt: Hvorfor skulle vi europæere dog hjælpe USA ud af en aldeles selvskabt knibe og krise – i form af et Hormuz Stræde, som iranerne alene har lukket efter massiv amerikansk bombning af deres land?
På samme måde er det nærmest ufatteligt for de fleste amerikanere, at USA’s militær rent faktisk er en økonomisk kolos på lerfødder.
At deres mægtige militær alene skyldes et gigantisk amerikansk overforbrug finansieret af statsobligationer udstedt af USA og købt af den øvrige øvrige verden – med Europa, Japan og Kina som de største aftagere.
Uden dem og os ville USA helt enkelt ikke kunne finansiere sit massive militære budget og opretholde baser over store dele af verden. Omkring 80 af slagsen.
Disse basers opgave er jo ikke er at forsvare USA mod trusler udefra. Men i stedet at opretholde De Forenede Staters militære suverænitet over de mange fremmede territorier.
Men nu gider USA tilsyneladende ikke rigtig mere. Trump har længe og af delvis uransagelige årsager hellere villet fraternisere med Putins voldelige Rusland end med arrogante franskmænd og aristokratiske englændere. Nationer med både kultur og en oplyst baggrund, hvilket Trump åbenlyst foragter. Af den enkle grund, at han ikke selv råder over nogen af delene.
Så vi må vænne os til tanken om, at vi skal klare os selv. Men at vi så heller ikke længere behøver føle os underlegne eller underdanige over for den orangesminkede Tumpe Trump og hans øjenskyggede Væbner Vance.
Vi må til at forsvare os selv – med de våben, vi kan købe i USA og dem, vi selv kan producere. Helst de sidste. Paradoksalt nok nu med hjælp og højteknologi fra ingen ringere end Ukraine.
Samtidig kan vi så se stort på, at Trump vil have det Grønland, der ifølge ham ligger uendelig langt fra lille Danmark. Men i egen bevidsthed ret uden for hans egen dør i Mar-A-Lago.
4. juli 2026
* US ReAlity Distortion
I USA lever man med skyklapper på og stort vand på begge sider. Amerikanere har derfor svært ved at se uden for egne grænser og ud over egne behov. Dette gælder også afstande. Måler man nemlig efter, må de fleste justere deres opfattelse af de virkelige afstande:
Således er afstanden fra Danmarks nordvestligste punkt til Grønlands sydøstligste omtrent den samme som fra det nordøstligste punkt i USA til det sydøstligste punkt i Grønland. Tal er taknemmelige – afstande ligeså.
Helt konkret er afstanden mellem Washington i USA og Nuuk i Grønland næsten den samme som afstanden mellem København og Nuuk: 3.560 km vs 3.268 km.
Skulle man endelig drage nogle konklusioner om tilhørsforhold baseret på afstande, så er der kun godt 30 km mellem Grønland og Canada på det nærmeste sted:
Nares Strædet højt mod nord, hvor den lille Hans Ø jo deles af Danmark og Canada. I al fordragelighed. Det er jo her, den civiliserede whisky-krig har fundet sted i flere år.
Men så er Davisstrædet mellem vore to lande jo også blot 300 til 600 km bredt. Afstandsmæssigt hører Grønland derfor helt klart nærmere til Canada end til USA.
Kigger man nærmere på det store verdenskort, er Grønland slet ikke så stort som den fejlvisende Mercator-projektion, vi alle kender fra klasseværelset og skoleatlasset.
Faktisk er Grønland jo kun tre gange større end staten Texas. Og faktisk er Canada næsten fem gange større end Grønland. Australien er tilsvarende mere end tre gange større end Grønland.
Trump er næppe nogensinde kommet videre end til verdenskortet i sit skoleatlas, hvor Grønland jo er gigantisk stor i nord – med Mercator-projektion. Og hvor han tilsyneladende heller ikke opdagede, at Grønland og Island er to forskellige lande.
De to nationer i Nordatlanten blandede han nemlig godt og grundigt sammen på topmødet i Davos. Til skræk og rædsel for Island, der pludselig så sig selv som nyt mål for endnu en amerikansk invasion.
Amerikansk uvidenhed og arrogance har med Trump som præsident nået uanede højder. Stupiditet er vel en mere dækkende betegnelse. Og demens en diagnose, der er enighed om blandt mange amerikanske psykologer og psykiatere.
4. juli 2026