Aktuelt 2. kvartal 2000

* Giftige alger i Kattegat

Ak ja. Knapt kunne man afblæse alarmen omkring de giftige alger på Vestkysten, førend årets første giftige alger dukker op på den anden side af Jylland – i Kattegat…

Fødevaredirektoratet, hvorunder sundhedsfarlige muslinger hører, har nu udsendt en generel advarsel mod indsamling og fortæring af muslinger i hele det store område syd for Djursland og vest for Fyn. Det er fundet af muslinger indeholdende algegiften DSP – Diarrhetic Shellfish Poisoning – i det nævnte område, som har fået direktoratet til at advare. Samtidig er det kommercielle muslingefiskeri i selvsamme område standset.

DSP er en ganske ubehagelig gift, som forårsager mavesmerter, diarré og opkastninger hos de mennesker, der indtager den. Indtil videre er der ikke registreret forgiftningstilfælde, men én skal jo være den første. Og denne opblomstring af giftige alger er næppe den sidste i år…

25. juni 2000

© Steen Ulnits

* Ja til fri adgang til naturen

Naturvismændene anbefalede i deres første rapport – omtalt længere nede på denne side – at den danske befolkning i videre udstrækning sikres adgang til den danske natur.

Som det også er fremgået af en notits på denne side, var jægerne mildest talt ikke positivt stemt over for disse nye tanker. Jægerne mente og mener, at dyrelivet nødvendigvis må sikres fred i deres yngeltid. Og at dette tilsyneladende ikke er foreneligt med en friere adgang til naturen for offentligheden.

Nu har miljø- og energiminister Svend Auken selv grebet pennen og kommenteret sagen i et indlæg i Århus Stiftstidende. Her slår han til lyd for, at tingene ændrer sig. Samfundets udvikling nødvendiggør, at man med mellemrum gør status og ser på, om de gældende bestemmelser nu også er tidssvarende længere.

Svend Auken gør i den forbindelse opmærksom på, at adgangen til den danske natur har udviklet sig stille og roligt op igennem det forgangne århundrede. Således var det en anden socialdemokrat – Stauning – der i 1930’erne sikrede alle danskere fri adgang til de danske kyster. Og i 1960’erne var det så de private skove, som stod for tur – som blev åbnet delvis for offentligheden.

Nu er det atter tid til en udvidelse af den frie adgang til den danske natur – mener altså Svend Auken. Og denne gang er der fokus på bedre adgangsmuligheder til større søer og vandløb. Nok et emne, der burde interessere enhver stangsvinger med smag for ferske fisk…

25. juni 2000

© Steen Ulnits

* Fiskeriminister i selskabstømmersag

Så er der faldet en afgørelse i sagen om tidligere fiskeriminister Kent Kirk (K) og hans salg af et selskab til en velkendt selskabstømmer i 1993. Herved blev skattevæsenet og dermed den danske stat snydt for 3,7 mio. kroner.

Østre Landsret har netop afgjort, at Kent Kirk og hans fætter Kaj Kirk – begge med solide rødder i fiskerbyen Esbjerg – nu skal betale de 3,7 mio. kroner tilbage. Ønsker Kirk-fætrene at gå til Højesteret med sagen, skal der falde en rigtig dom, som så kan ankes. Indtil videre har landsretten blot ladet forstå, at den i så fald vil dømme tilbagebetaling af de unddragne skattekroner.

Kent Kirk nægter imidlertid at betale erstatningen, men skyder i stedet skylden over på sin tidligere og nu afdøde skatterådgiver, som sammen med Nordfyns Bank sagde god for selskabstømningen. Kent Kirk har da også – for en sikkerheds skyld – anmeldt et millionkrav i sin afdøde revisors dødsbo. Der vaskes for alvor hænder i den sydvestjyske fiskerby.

23. juni 2000

© Steen Ulnits

* Giftalger på retur

De giftige alger, som har hærget langs den jyske vestkyst i de seneste dage – fra Ribe i syd til Thyborøn i nord – ser nu ud til at være på retur. Tids nok til at redde den nært forestående turistsæson.

De lokale myndigheder har analyseret muslinger og rejer for rester af algeproducerede giftstoffer, men ikke fundet nogen. Giftalarmen er derfor afblæst i denne omgang, men der er grund til at udvise forsigtighed i endnu et stykke tid.

Lokalt overvejes det stadig at harve badestrandene, så det fedtede og brune algeskum graves ned i sandet. Så turisterne atter kan få sand mellem tæerne og ikke en fedtet proteinmasse.

20. juni 2000

© Steen Ulnits

* Thai dropper haj

Det store flyselskab Thai Airways – dem med de store jumbojets og de små fikse stewardesser – har taget konsekvensen af den internationale kritik af hajfangst blot for finnernes skyld. Således har Thai Air nu taget hajfinnesuppe af flymenuen og dermed imødekommet de mange miljøorganisationers kritik af det årlige drab af i tusindvis af hajer.

I stedet serverer Thai Air nu andre asiatiske specialiteter for sine flyvende kunder. Nu er der således ikke længere grund til at boykotte det ellers meget velfungerende luftfartsselskab, som er blandt verdens absolut største. Men ikke større, end at miljøorganisationerne stadig tages med på råd. Thai Air lytter – og handler!

Interesserede kan læse mere om rovfiskeriet efter hajer længere nede på denne side.

20. juni 2000

© Steen Ulnits

* Miljøfond for Mariager Fjord

Mens myndighederne intet har gjort for at rette op på forholdene i den iltsvindsplagede fjord, som afgik ved døden i sensommeren ’97, så har TV3 blandt sine seere indsamlet kr. 125.000 til den nystiftede “Mariager Fjord Miljøfond”.

Det er tanken, at de indsamlede penge fremover skal bruges en årlig pris til personer og projekter, der kan gavne vandmiljøet i det, mange har kaldt “landets smukkeste fjord”. Men som desværre blev til den mest ildelugtende af dem alle.

Interesserede kan læse mere om problematikken på Mariager Fjord ved at klikke her.

16. juni 2000

© Steen Ulnits

* Giftalger på Vestkysten

Såvel Ribe Amt som Ringkøbing Amt længere nordpå har nu konstateret giftige alger langs den jyske vestkyst.

Således blev der ud for den populære Vejers Strand observeret så mange giftige alger, at vandet blev fyldt med slimet skum produceret af algerne. Det er dette proteinrige skum, som forvolder dyr og badegæster gener. Som enten giver udslæt og eksem eller ondt i maven. I værste fald endda med feber og opkastninger til følge. Dødsfald er også rapporteret, omend i meget sjældne tilfælde.

Myndighederne har reageret på de giftige alger ved at stryge de blå flag, som ellers er en garanti for godt badevand. Samtidig opfordrer man folk til ikke selv at indsamle blåmuslinger for at spise dem. Muslingerne filtrerer nemlig store mængder algefyldt vand og opkoncentrerer derfor de giftige stoffer.

16. juni 2000

© Steen Ulnits

* Norges første marine naturreservat

Den 8. juni 2000 etablerede den norske regering Norges første marine naturpark eller undervandsreservat – i form af koralrevet ved Tautra i Trondhjemsfjorden.

Tidligere har man i Norge nedlagt forbud mod trawlfiskeri på andre steder med naturlige forekomster af dybvandskoraller – blandt andet Sularyggen og Iverryggen – da korallerne vokser langsomt og derfor er sårbare over for det hårdhændede fiskeri med bundslæbende trawl. Korallerne vokser typisk med et par millimeter om rået.

Men Tautra i Trondhjemsfjorden er stedet, hvor man har verdens laveste forekomst af dybvandskoraller. Hvor korallerne normalt trives på dybder fra 100 til 2.000 meter, kan man her studere korallerne på blot 40 meter vand. Derfor gjorde man netop Tautra til Norges første marine naturreservat.

Fremover må der ikke fjernes koraller fra revet, men dykkere har også fremover fri adgang til at studere den sjældne forekomst på nærmeste hold.

16. juni 2000

© Steen Ulnits

* Lillebælt marin nationalpark?

Man kunne ønske sig, at den danske regering ville være lige så fremsynet som den norske – at ikke kun synlige landområder fredes, men også bevaringsværdige lokaliteter under vandet.

Lidt nord for Hirsholmene i Nordjylland findes således et ganske usædvanligt geologisk fænomen. Det er blevet kaldt Danmarks svar på et koralrev, men har intet med koraller at gøre. Det drejer sig i stedet om metangas, der bobler op fra en iltfri sandbund. Gassen bruges af specialiserede metanbakterier, som sammen med deres egne affaldsstoffer er i stand til at kitte sandet sammen i store, søjleagtige formationer.

Søjlerne kan være op til 3 meter høje og danner et enkelt sted sågar en hel hule, man som dykker kan svømme igennem. Der er naturligvis forbud mod opankring og anden skadelig aktivitet på dette nordjyske “koralrev”, der helt oplagt burde fredes.

Det samme gælder den smalle del af vort strømstærkeste sund, nemlig den del af Lillebælt, som går under betegnelsen “Snævringen”. Intet andet sted i Danmark findes så store dybder – op til 80 meter – og så hård en strøm som netop her. Ikke mindre end 40 kubikkilometer vand passerer netto op gennem Lillebælt hvert år – fra Østersøen og op i Kattegat. Men da vandstrømmen regelmæssigt skifter og går begge veje, er bruttogennemstrømningen op mod fire gange større!

Det er forhold, som danner grundlag for en unik flora og fauna – heriblandt store søanemoner, som rækker deres fangarme ud i strømmen. Men samtidig søanemoner, som lider under den daglige og meget hårdhændede gennemfiskning af bæltets trawlfiskere. De bliver derfor ikke nær så store og flotte, som de ellers ville kunne blive. Det rapporterer stedkendte sportsdykkere.

“Snævringen” ville derfor være et oplagt bud på Danmarks første marine nationalpark – med et trawlforbud som en helt naturlig konsekvens.

16. juni 2000

© Steen Ulnits

* Rovfiskeri efter hajer

Ud for den nordamerikanske østkyst findes en stor bestand af små pighajer, som lokalt kaldes “spiny dogfish”. Fisk, som i mange år mest af alt er blevet betragtet som skidtfisk, når de i stort antal havnede i fiskernes garn og på langliner som uønskede bifangster.

Men så pludselig åbnede der sig et marked for de før så værdiløse pighajer. Og straks påbegyndtes et målrettet fiskeri efter småhajerne, som på ganske få år ser ud til at kunne trække tæppet væk under hele den engang så store bestand. Hajerne fanges ikke mindst ud for staten Massachusetts i USA, hvorfra de eksporteres til England, hvor de siden bliver til Fish & Chips. Her brugte man tidligere den lokale torskefisk kuller, men bestandene af kuller er nu overfisket på grund af efterspørgselen.

Men ikke kun i Atlanterhavet har hajerne det svært. Det har de også i farvandet ud for Hawaii i Stillehavet, hvor fangsten af hajer er steget med mere end 2.000 procent siden begyndelsen af 90’erne. Hajerne fanges udelukkende for de kødfulde og velsmagende brystfinners skyld. Resten af hajen smides efter afskæring af finnerne i havet igen – stadig ofte i live og sprællende.

Det amerikanske handelskammer har imidlertid taget skridt til en forvaltningsplan, der skal beskytte i hvert fald pighajerne mod udryddelse. Som nævnt længere nede på denne side har amerikanerne også – på den 11. internationale “CITES” konference om handel med truede dyre- og plantearter – stillet forslag om et forbud mod handel med hvalhaj, verdens største haj. USA stillede også forslag om forbud mod enhver form for jagt på og handel med den store hvide haj, som i dag anses for udryddelsestruet.

Det er således ikke let at være haj i disse år – med mindre man da er bolighaj eller børshaj. Disse to arter ser ikke ud til at være det mindste truet. Desværre…

12. juni 2000

© Steen Ulnits

* Big Game Catch & Release

Det diskuteres ofte, om det kan svare sig at genudsætte store Big Game fisk á la tun og marlin – fisk, som ofte er fightet i timevis, førend de har ladet sig bringe til båden. Fisk, som kunne formodes at være så svækkede efter den lange kamp, at de ville dø efter genudsætning.

Nu har man for første gang data, som dokumenterer, at fangst og genudsætning af store blå marlin efter al sandsynlighed lader sig praktisere – med fisk, der overlever fight, landing, afkrogning og genudsætning. Det har man kunnet påvise ved specielle satellitmærkninger, som er ganske kostbare.

Man fangede i forsøget ni blå marlin i størrelsen 150-425 lbs. (68-191 kg), som alle efter fight, landing og afkrogning inden genudsætningen blev forsynet med en satellit-tag samt et almindeligt plastikmærke.

Det specielle ved satellit-mærket er, at den lille mikroprocessor er programmeret til at slippe fisken – i det refererede forsøg efter 122 timer. Altså godt fem dage efter genudsætningen. Når mærket har sluppet fisken, flyder det op til overfladen, hvor det straks begynder at transmittere data om position og vandtemperatur på stedet til Argos satellit-systemet. Herfra kan de transmitterede data så hentes hjem til jorden og studeres.

De sendte data viste glædeligt nok, at i hvert fald otte ud af de ni mærkede marlin efter alt at dømme havde overlevet fight og genudsætning. I hvert fald dukkede otte af de ni satellit-mærker op til overfladen på steder, der lå 40-134 sømil (74-248 km) fra genudsætningsstedet. I det niende tilfælde er fisken enten død eller mærkets udløsermekanisme svigtet eller senderen brudt sammen.

Biologerne tager disse resultater som dokumentation for, at fangst og genudsætning er en forsvarlig politik over for havets storvildt. De bruger det også som argument for, at de mange tusinde næbfisk, der hvert år ved en fejl havner på en krogline, med fordel kan genudsættes. Undersøgelser viser nemlig, at omkring halvdelen af disse fisk endnu er i live ved røgtning af kroglinerne.

12. juni 2000

© Steen Ulnits

* Vandkraft forurener

Miljømyndighederne generelt og miljøministeren specielt har længe slået på tromme for vandkraften, der leverer CO2-fri energi, og som dermed ikke bidrager til drivhuseffekten og den globale opvarmning.

Nu viser det sig slet ikke at holde vand i virkeligheden. Amerikanske “New Scientist” kan nu – med baggrund i en dugfrisk rapport fra organisationen “World Commission on Dams” – berette, at vandkraften faktisk er storleverandør af drivhusgasser. Blot er det ikke CO2, der produceres, men methan – CH4 – som er den anden af de vigtige naturproducerede drivhusgasser.

Det viser sig nemlig, at der i bundslammet på de opstemmede kraftværkssøer og vandmagasiner produceres store mængder methan. Og da methan er 20 gange så effektiv en drivhusgas som CO2, konkluderer rapporten, at vandkraften samlet set øger drivhuseffekten. Stik modsat de hidtidige antagelser. Så nok er vandkraften CO2-fri. Men den er samtidig CH4-rig!

Oplagt læsning for miljø- og energiminister Svend Auken, når han skal tage stilling til Tangeværkets og Gudenåens fremtid!

Interesserede kan læse mere om vandkraft under “Artikler”.

9. juni 2000

© Steen Ulnits

* Nej til fri adgang til naturen

Danmarks Jægerforbund (DJ) ser ikke med milde øjne på naturvismændenes anbefalinger, som er omtalt længere nede på denne side. Naturrådet ønsker blandt andet, at offentligheden i højere grad sikres fri adgang til den danske natur.

DJ mener, at en fri adgang til den sårbare og meget begrænsede danske natur vil være en alt for stor belastning for den. Ikke mindst i dyr og fugles yngletid er det bydende nødvendigt, at dyrelivet får fred, mener DJ.

Formanden for Naturrådet går ind for en friere adgang til naturen, og det gør formanden for det indflydelsesrige Friluftsråd også. Begge er dermed på linje med miljøminister Svend Auken, som tidligere har talt for det samme.

Alt tyder således på, at vi her har med en politisk sag at gøre. Det er langt fra kun hensynet til naturen, der spiller ind her.

9. juni 2000

© Steen Ulnits

* Nedtur for natur

I 1998 nedsatte miljø- og energiminister Svend Auken et såkaldt Naturråd bestående af en række naturvismænd. Et Økologisk Råd, om man så må sige, og en pendant til Økonomisk Råd og dets økonomiske vismænd.

Naturrådets opgave var og er at følge udviklingen i den danske natur og derudfra rådgive den danske regering i naturspørgsmål. Pudsigt nok er Naturrådet netop barslet med sin første rapport overhovedet – pudsigt, da Økonomisk Råd netop har fremlagt deres rapport over konsekvensen af en dansk deltagelse i den europæiske møntunion – med Euro i stedet for kroner.

Økonomisk Råd konkluderede, at Danmark næppe vil få hverken fordele eller ulemper ved at stå uden for møntunionen – at spørgsmålet derfor primært er af politisk karakter og ikke økonomisk. De økonomiske vismænd blev straks skældt huden fuld af såvel statsministeren som finansministeren, da rådets fortolkning mildt sagt ikke stemmer overens med regeringens skræmmebillede af et dansk nej.

Det skal blive spændende at se, om den samme skæbne nu vil overgå Naturrådets første udspil om den danske natur. Naturvismændenes konklusioner foreligger nu i en diger 700 siders rapport, hvis hovedpunkter er følgende:

• Den danske regering bør nedsætte et klimapanel, der kan tage højde for de klimatiske ændringer, som den globale opvarmning efter alt at dømme vil medføre.
• Der skal gøres en ekstra indsats for at redde truede landskabstyper såsom enge, heder, klitter, moser og overdrev fra det stedse mere intensive landbrug.
• Der bør sikres større sammenhængende naturområder med forskellige typer natur for eftertiden – ikke som i dag små isolerede enheder med hver deres særpræg.
• Der skal sættes endnu flere penge af til bevarelsen af naturskove i Danmark, end tilfældet er i dag – og ikke kun penge til yderligere skovrejsning.
• Den danske befolkning skal i videre omfang sikres adgang til danske naturområder, som enten fredes eller opkøbes af private personer eller institutioner.
• Grundloven bør skrives om, så der – som i Norge og Finland – tages skyldigt hensyn til naturen i alle spørgsmål. Den private ejendomsret bør tages op til revision.

Nu må vi så vente spændt på, hvad Svend Auken mener om rapporten og dens konklusioner. Om han vil give den samme ublide medfart, som finansminister Mogens Lykketoft gav Økonomisk Råds vismænd, da de ikke nåede frem til samme resultat om Euro’en som han selv…

Under alle omstændigheder konkluderer naturvismændene, at den danske natur er på en stabil nedtur, hvis ikke der gøres noget radikalt. Overvismand Peder Agger sammenligner det med at “stå på en supertanker. Man må beslutte sig for, om man vil rette op, længe inden man sejler ind i noget”.

6. juni 2000

© Steen Ulnits

* LDL Handlingsplan 2000

 

“Landsforbundet Danske Lystfiskere” (LDL) har nu eksisteret i 5 år og tæller nu omkring 25.000 medlemmer på landsplan. På den seneste generalforsamling vedtog man en Handlingsplan 2000, som har følgende hovedpunkter:

• Fisketegnet skal komme lystfiskerne til gode – ikke fiskeforskerne. LDL skal have sæde i paragraf 7 udvalget, som fordeler fisketegnsmidlerne.
• Der etableres en generel 500 meter garnfri zone langs samtlige kyster, og alle fjordområder holdes helt fri for garn.
• Fremover skal amterne sammen med Miljøstyrelsen have tilsynet med vandområderne, så forskellige dele af landet behandles ens.
• Der skal gøres en indsats for at sætte skub i nedsættelsen af de lokaludvalg for fiskeri, som den nye fiskerilov åbner mulighed for.
• Der skal arbejdes for, at lokale lystfiskerforeninger kan gå aktivt ind i den moderne søpleje, som LDL tidligere har foreslået.
• LDL vil arbejde for, at landbrugets stedse større svineproduktioner sidestilles med andre forurenende industrivirksomheder.
• Lystfiskeriets samfundsmæssige værdi skal belyses stærkere og inddrages i debatten om vandmiljø og fisketurisme.
• LDL vil styrke kontakten til medlemsforeningerne. “LDL-info” sendes til flere mennesker, og LDL kommer på internettet.
• Der skal rekrutteres nye medlemmer til LDL blandt de 650.000 danskere, som ifølge Gallup fisker. Mindre end 100.000 er i dag organiserede.

Yderligere information om LDL kan fås på telefon 48 39 09 79.

3. juni 2000

© Steen Ulnits

* OOA lukker og slukker

Efter et kvart århundredes oplysningsarbejde om eller rettere imod atomkraft lukker græsrodsorganisationen “Organisationen til Oplysning om Atomkraft” – i daglig tale blot kaldet OOA – nu sit kontor i København. Årsagen? Mangel på aktivister samt tilfredshed med, at det trods alt lykkedes at få stoppet planerne om atomkraft i Danmark.

Det hele startede i 1970’erne, hvor de danske elselskaber – i lighed med de svenske – ønskede at etablere atomkraftanlæg. Problemet var blot, at man dengang som nu ikke kan anvise 100% sikre opbevaringsforhold for det udtjente og højradioaktive atombrændsel. Samtidig oplevede man på Three Mile Island i USA – på et højteknologisk anlæg i den vestlige verden – et uheld, der længe truede med at udvikle sig til en katastrofe af langt større dimensioner. Den frygtede og ukontrollable nedsmeltning af reaktorkernen.

Det var de arabiske landes ensidige prisstigninger på råolien, der i 1970’erne for alvor satte skub i tankerne om indførelse at atomkraft – så man kunne være uafhængig af de upålidelige arabiske olieproducenter med Saudi Arabien i spidsen. – Hvem husker ikke de bilfri søndage og de øde landeveje, som blev konsekvensen af arabernes oliepolitik?

Men det var primært ulykken på Three Mile Island, der gav OOA vind i sejlene, og som for alvor gav organisationen folkelig opbakning. Noget tilsvarende lykkedes først for sent i både Tyskland og Sverige, som den dag i dag må slås med atomkraftværker fra dengang. OOA fik så meget vind i sejlene, at atomkraften officielt blev strøget af dansk energipolitik i midten af 1980’erne.

Indtil videre kan OOA dog glæde sig over, at svenskerne for nylig har lukket den første af Barsebäcks to reaktorer. Og over, at sjællænderne slap for et atomkraftværk ved Isefjorden, hvor elselskaberne ellers allerede havde købt en grund. På samme måde havde de jyske elselskaber kig på Gylling Næs syd for Århus som en mulig lokalitet for et jysk atomkraftværk.

Så på én gang farvel, tak og tillykke til OOA, som i dag onsdag den 31. maj lukker og slukker efter 26 års ihærdigt oplysningsarbejde. Om ikke andet så glemmer vi næppe nogensinde deres berømte slagsang:

– Hvad skal væk? – Barsebäck! – Hvad skal ind? – Sol og vind!

Interesserede kan læse mere om atomkraft generelt og radioaktivitet i fisk og vand specielt ved at klikke her. – Hvorfor er fiskene eksempelvis radioaktive helt oppe i Lapland?

31. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: F-ornemme F-luehjul fra F-enwick

Nej, jeg er ikke begyndt at stamme. Det er blot navnet på den nye serie fluehjul, som amerikanske Fenwick har lanceret til 2000-sæsonen. De hedder nemlig “F-series” og byder på det ypperste i materialer, konstruktion og forarbejdning.

F-series omfatter fem modeller, hvoraf de to største er såkaldte “Large Arbor” hjul med bred spolekerne. De tre mindste er mere klassiske af udseende, men alle fem modeller er fræset ud af en massiv blok flyaluminium. Og alle fem er forsynet med en nyudviklet skivebremse, som er ganske avanceret:

Den bygger nemlig på varmeafvisende grafitskiver, som endda er sikrede mod “aquaplaning”, dersom der skulle komme vand på bremseskiverne. Det ledes i så tilfælde bort i små riller på skiverne, som derfor på én gang er både ventilerede og drænede!

Den mindste model F3-4 har dog en lidt enklere bremse, som i stedet tager sigte på at beskytte selv de tyndeste forfangsspidser mod brud.

Alle F-series hjul leveres i et hjulfoderal af neopren, som ikke blot beskytter hjulet, når det ikke sidder på stangen. Det kan også monteres omkring både stang og hjul. Ideelt til transport af færdigriggede stænger – og aldeles uundværligt, hvis der fiskes fra båd.

Ædeltræshåndtag er med til at forstærke indtrykket af absolut sublim topkvalitet.

31. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Torden og Lynild – igen!

Vi halvgamle fluefiskere husker tydeligt, da amerikanske Berkley for mere end ti år siden introducerede de første “Lightning” stænger. Det var radikale nyskabelser, der ikke kun så ud som torden og lynild med deres sorte klinger og hidsige rød-gule beviklinger. De kastede også formidabelt med deres meget slanke klinger af 100% radial (krydsvævet) kulfiber.

Det var i de år, hvor Berkley for alvor lagde sig ud med konkurrenterne – i form af en kampagne, hvor de ganske enkelt fik et laboratorium til at brænde egne og konkurrenters klinger af, så man kunne se det præcise kulfiberindhold.

Det er vel næsten overflødigt at fortælle, at kun Berkley’s egne stænger levede op til varedeklarationen – i form af en “Carbon Content Rating” (CCR), der på klingen hvidt på sort angav kulfiberindholdet.

Nu har Berkley til år 2000 relanceret “Lightning” fluestængerne – i form af fire 9-10 fod lange stænger i henholdsvis klasse 5-6 0g 7-8. Det er stænger, som med deres lave priser og gode kasteegenskaber nok skal vinde mange tilhængere her i landet.

Den kostbare radiale kulfiber er dog udskiftet med en mere tidssvarende IM7 fiber.

31. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Fjerlette, jernstærke og lynhurtige!

Egentlig er det ikke rigtige nyheder, da de har været på markedet i nogen tid, men sikke nogle flotte ord! Har du blot én gang stået og bandet over, at din fluestang lige akkurat ikke magtede at lægge de sidste meter line ud til ringene fra den store ørred, så var det måske en idé at kigge nærmere på Fenwick’s efterhånden klassiske “Ironfeather” serie.

Det er ikke stænger for lejlighedsvise eller uøvede fluefiskere. Det er i stedet lynhurtige sager, som stiller store krav til kasteren, hvis man skal få det optimale ud af dem.

Den avancerede CoFi konstruktion af klingen sikrer smækre stænger, som kræver en hurtig kasterytme og god koordination af bevægelserne. Men så er det heller ikke stængerne, der sætter begrænsningerne længere – så er det kasteren selv. På godt og ondt.

Hvis man vover at prøve kræfter med disse avancerede klassikere, er der hele 17 CoFi modeller at vælge imellem – fra 8 fod klasse 4 til 15 fod klasse 11. Der skulle således nok være én, der passer.

31. maj 2000

© Steen Ulnits

* Åbent hus ved lukket vand

Den lille å med de store havørreder – Karup Å – er kendt som et vand, der i de senere år er blevet mere og mere lukket for offentligheden. Et vand, hvis fiskere i stigende grad er medlemmer af små konsortier eller lukkede foreninger.

Men nu agter fiskerne ved Karup Å at linde lidt på døren til det lukkede vand. Det vil man gøre i form af et Åbent Hus arrangement i dagene 24.-25. juni. Årsagen er, at den hæderkronede Hagebro Kro ved bredden af den mindst lige så berømte Karup Å i år kan fejre sit 300 års jubilæum. Det fejres med et arrangement, hvor man i to måneder vil udstillet gamle historiske fotos samt fiskegrej, som vore forgængere brugte det ved åen.

Vil man deltage i Åbent Hus arrangementet og fiske i nok landets bedste havørredvand, koster det 175,- kroner for et fiskekort, der gælder fra lørdag den 24. juni klokken 14 til søndag den 25. juni klokken 14. Hele natten inklusive!

Nærmere oplysninger hos Hagebro Kro på telefon 97 45 20 05.

28. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Partridge passé…

Umiddelbart syd for industricentret Birmingham ligger den engelske by Redditch, der siden 1200-tallet har været først nålenes by og siden fiskekrogenes.

Fiskekroge laves nemlig efter samme recept og samme grundprincipper som nåle, og flere af de store nåleproducenter i Redditch slog sig derfor tidligt på fremstilling af fiskekroge. Tænk blot på navne som Allcock, Bartleet, Milward og Partridge.

Til sidst var der kun Partridge tilbage blandt de gamle krogfabrikanter i Redditch. Partridge familien begyndte at fremstille kroge i 1836, og i begyndelsen af 1920’erne flyttedes produktionen til Mount Pleasant, en af byens forfærdeligt mange bakketoppe.

Efter en lang nedtur i 70’erne og 80’erne talte firmaet i midten af 90’erne godt 50 medarbejdere, som årligt fremstillede mere end 25 millioner kroge – primært til fluefiskeri. I 1997 købte så norske Mustad Partridge af den tidligere og meget dynamiske indehaver Alan Bramley. Mustad lovede i den forbindelse, at opkøbet ikke var sket for at lukke Partridge.

Men Mustad sagde ikke noget om, at man ville blive i Redditch. Og for ganske nylig fyrede den norske krogproducent da også hele medarbejderstaben og flyttede produktionen til Singapore, hvis billige arbejdskraft også er storleverandør af billige kvalitetsfluer.

Partridge bliver aldrig, hvad Partridge var engang. Slut med engelskfremstillede Partridge kroge. Slut med kroge af det bedste engelske Sheffield stål. Slut med de små poser, der var “Inspected by Mary” og andre engelske piger med forstand på de dele.

En epoke er definitivt forbi. Tilbage i Redditch er dog en enkelt ganske lille producent af håndlavede kroge, nemlig “Sprite”, som mest er kendt for sine sortlakerede laksekroge. Det er nu op til en enkelt mand – Vince Green – at opretholde de stolte krogmagertraditioner i nålenes og krogenes gamle by.

Interesserede kan læse den fulde historie om Partridge ved at klikke her.

28. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: “Kiwi 2000” fra Cortland

Amerikanske Cortland har taget hul på sæsonen med en helt ny serie fluestænger, som markedsføres under navnet “Kiwi 2000”.

Det første hentyder naturligvis til New Zealand – fluefiskerens paradis på jord – hvor stængerne fremstilles. Det andet til det netop overståede årtusindskifte, som naturligvis måtte markeres med en ny stangserie.

Der er tale om en serie hypermoderne fluestænger monteret med étbenede stangringe i titaniumcarbid samt hjulholder med indsats af radialvævet kulfiber – begge dele for vægtens skyld.

Klingerne er fremstillet af 100% grafit, idet også den tværgående kerne – de såkaldte “hoop” fibre, som holder stangen rund under belastning – er af kulfiber. Sågar håndoplagt i en slags helix af tværgående spiralfibre.

Stængerne fås i længderne 8-9 fod og i lineklasser fra 4-9. Der er seks 2-delte modeller at vælge imellem og tre 4-delte rejsestænger i Cortland’s nye newzealandske topserie.

25. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Letvægts Large Arbor LTD

De fleste forbinder Cortland med flueliner – og med rette. Det var således Cortland, der i 1952 lancerede verdens første syntetiske flueline – forgængeren til vore dages moderne PVC liner. Den evigt unge 444’er hører stadig til blandt verdens bedste og mest slidstærke flueliner.

Men Cortland er andet og mere end blot flueliner – meget mere. Cortland har nemlig en aldeles komplet samling af stænger, hjul, liner, forfang og alle de mange andre småting, som vi fluefiskere er så afhængige af. Alt dette kan fås fra Cortland – i år også et helt nyt og meget spændende hjul, som vil være perfekt til dansk kystfluefiskeri.

Det drejer sig om den nye “Large Arbor” model i Cortland’s efterhånden velkendte “LTD” serie, som byder på hjulhus i kulfiber (for letvægt), aluminiumspole (for stabilitet) og skivebremse. Nu er der så kommet en storebror med bred spolekerne og en linekapacitet, der passer til danske kystørreder.

Det nye hjul tager således en WF 7 line plus 150 meter 20 lbs. bagline uden at kny. Absolut et kig værd, hvis du står og skal investere i et nyt hjul til kysten. Prisen – den er nemlig ganske rimelig!

25. maj 2000

© Steen Ulnits

* Nye perspektiver, tak!

Den 7. april i år sagde formanden for Folketingets miljøudvalg, Jørn Jespersen, til TV2 blandt andet følgende, som især var møntet på havbrug og deres forurening:

“I den miljøpolitiske debat fremstilles arbejdspladser og miljø tit, som om det er to modsætninger. Det er en noget gammeldags betragtningsmåde. Vi bliver nødt til omstille hele vores erhvervspolitik til at tage hensyn til miljø, renere teknologi osv., og så satse på en grøn erhvervpolitik og fremtidssikrede arbejdspladser, hvorimod de der kører med forældet teknologi og forurener miljøet, alligevel forsvinder på et eller andet tidspunkt”.

“Virksomheder, som hviler på et meget miljøbelastende grundlag, bliver nødt til at finde en helt ny måde at producere på, der tager hensyn til energi, resourceforbrug og miljøbelastning. De høje miljøkrav breder sig globalt, og virksomheder må indrette sig på fremtidens miljøkrav. Det er der er perspektiv i”, sagde altså Jørn Jespersen.

Læs også notitsen om Musholm Lax herunder. Det er sådanne forurenende virksomheder, Jørn Jespersen tænker på.

22. maj 2000

© Steen Ulnits

* Nye trusler mod truede arter

Kenya var i sidste måned vært for den 11. internationale konference om handel med truede dyre- og plantearter – “CITES” også kaldet. CITES trådte i kraft i 1975 og omfatter i dag omkring 150 lande verden over.

Ikke uventet var Norge på banen med et forslag om genoptagelse af fangsten af vågehvaler i Nordatlanten, mens Japan gik ind for fangst af vågehval og gråhval fra Stillehavet. Ikke uventet, da netop disse to nationer har en tradition for fortsat at ville fange dyrearter, som andre medlemslande ønsker at beskytte.

USA foreslog et forbud mod handel med hvalhaj – verdens største haj, der kan måle op mod 20 meter i længden – samt enhver form for jagt på og handel med den store hvide haj, der i dag anses for udryddelsestruet. Det sidstnævnte bakkede Australien også op om. Endelig foreslog Storbritannien en regulering af handelen med kød fra brugden, som er verdens næststørste haj.

For at fremme egne ønsker på fiskefronten gik Japan ind for en øget handel med elfenben fra elefanter. Det er den slags politiske studehandler, som gør det svært for ikke at sige umuligt at beskytte truede dyrearter. Japanerne vil partout spise truede dyrearter, til de ikke længere eksisterer.

På konferencen gav de sågar selv udtryk for, at man skam agtede at blive ved – uanset konsekvenserne. Det var og er en del af japansk madkultur, forlød det…

22. maj 2000

© Steen Ulnits

* Slut med drivgarn i Wales

Den islandsk baserede North Atlantic Salmon Fund (NASF), som opkøber laksekvoter for at redde atlanterhavslaksen fra udryddelse, har gjort det igen.

Denne gang er det drivgarnsfiskerne i Wales, som har indgået en foreløbig opkøbsaftale. En aftale, der kommer laksene i så berømte floder som Usk, Severn og Wye til gode. Fiskerne har her accepteret at indstille deres laksefiskeri med drivgarn og laksefælder, mod at de kompenseres økonomisk af NASF. Et helt og aldeles privat opkøb, altså – uden medvirken fra hverken den engelske eller den walisiske regering.

Det er et opkøb, som ikke kun vil komme laksefloderne i England og Wales til gode. Fangsterne her inkluderer nemlig også laks på vej til gydepladserne i de få resterende laksevandløb i Frankrig og Spanien. Laksen er jo om nogen en international fisk, som ikke kender til landegrænser.

NASF ser opkøbet af den walisiske laksefangst som et vigtigt første skridt på vejen mod det endelige opkøb af det langt større “interception” fiskeri, som finder sted i Nordengland. Et fiskeri, som truer med at udrydde de sidste laksebestande i verdensberømte floder som eksempelvis Tweed og Spey. Dernæst gælder indsatsen det ligeledes storstilede garnfiskeri, som stadig finder sted på den irske vestkyst.

Den internationale organisation ICES (“International Council for the Exploration of the Sea”) præsenterer snart den årlige oversigt over laksefangsterne i Nordatlanten. Oversigten forventes at vise, at garnfiskeriet i 1999 tog 86% af alle laks fanget i England og Wales. Dette baseret på den kendsgerning, at sportsfiskerne efterhånden genudsætter omkring halvdelen af deres fangster i floderne.

Drivgarnsfiskerne har i de seneste år haft store problemer med overhovedet at fange laks nok til at holde skindet på næsen rent økonomisk. Det var da også baggrunden for fiskernes forhandlingsvilje, at der simpelthen ikke var flere laks at fange. Derfor var man naturligt nok positivt indstillet over for et økonomisk gunstigt opkøb.

Nu venter vi så kun på, at den engelske fiskeriminister vil dokumentere i praksis, hvad han sagde for nylig: At den britiske regering vil gå ind som medfinancier af de kommende opkøb af gamle garnrettigheder. Se notits herom længere nede på denne side.

Under alle omstændigheder er der endnu engang grund til at ønske NASF’s utrættelige islandske formand Orri Vigfusson tillykke med et godt resultat, som endnu engang giver håb om en fremtid for atlanterhavslaksen!

Interesserede kan læse mere om NASF – og se flotte fotos fra Island – ved at klikke her.

17. maj 2000

© Steen Ulnits

* “Danmark er et lorteland”

“Det kan ikke være rigtigt, at nogle få landmænd for ussel mammons skyld får lov til at forvandle vores land til en stor gyllemark”.

Sådan skriver medieøkonom Karna Maj i dag i dagbladet Politiken. Overskriften “Danmark er et lorteland” er hentet fra Buster Larsen, som i sine nu klassiske TV-monologer om Danmark altid sluttede af med den svada – omend han dengang ikke tænkte på landmænd og gylletanke.

Dengang i 70’erne var det danske landbrug endnu ikke den industriproduktion, det i mellemtiden har udviklet sig til. Dengang havde det danske landbrug stadig en snert af den kontakt med naturen, som enhver form for landbrug bør have, hvis det skal være bæredygtigt og langtidsholdbart.

Karna Maj skriver videre – efter at have fortalt om det dejlige solskinsvejr lige uden for døren: “Hvorfor sidder jeg så her bag skærmen en lørdag eftermiddag?……Ganske enkelt fordi vi her i husrækken ikke kan trække vejret udenfor, og det har vi ikke kunnet siden i mandags, da nabolandmanden kørte første hold gylle ud over et flere hektar stort areal med korn lige over for husrækken. Bortset fra en enkelt dag, hvor vinden var os nådig og vi kunnet få luftet ud inde i huset…….Snart er der heller ikke mere rent tøj, men hvem har lyst til at vaske tøj, som kommer til at lugte af gylle?”

For en halv snes år siden var der omkring 10 millioner slagtesvin her i landet. I dag er der op imod 25 millioner, og landbruget presser på for at komme op på en samlet produktion i nærheden af 35 millioner. Altså mere end en 3-dobling på godt og vel et årti. Altsammen for at nogle få mennesker – landmændene – kan tjene penge til sig selv og nationen. Men på bekostning af miljøet, som lider voldsomt under den støt stigende svineproduktion og den tilsvarende stigning i gyllemængden.

For landbruget skal af med de store gyllemængder, som derfor spredes over markerne i overdosis. Noget fordamper med det samme – efterladende en svidende stank af død. Andet løber af markerne som overfladevand – direkte ud i vandmiljøet. Atter andet siver ned i grundvandet, som forurenes med nitrit, inden også det havner i vandmiljøet – blot noget forsinket.

Vi har allerede set resultaterne – i form af en Mariager Fjord, som afgik ved døden for et par år siden. Og vi kommer til at se mange flere, så længe vore politikere ikke sætter en stopper for dette, nå ja, svineri. For Mariager Fjords vedkommende kan Nordjyllands Amt konstatere, at små 80% af alt det dødbringende kvælstof i fjorden stammer fra netop landbruget.

– Men hvem i alverden har dog givet et fåtal landmænd tilladelse til sådan at ødelægge luft, jord og vand for os allesammen i dejlige Danmark?

13. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Skudsikre nyheder fra Fenwick

Amerikanske Fenwick havde sidste år stort held med lanceringen af “Techna AV” stængerne, der som de første nogensinde benyttede kevlar til en gennemgribende forstærkning af klingerne.

Ikke blot i form af en omvikling med enkelttråde som tidligere set, men i form af en total integration med kulfiberklædet. Som et beskyttende lag uden på de aktionsgivende kulfibre, der kan være ganske ømtålelige over for mekanisk påvirkning.

Da kevlar er det samme materiale, som blandt andet bruges i skudsikre veste, er de nye Techna AV stænger ifølge Fenwick hele fire gange mere modstandsdygtige overfor stød og slag end almindelige kulfiberstænger. Et godt salgsargument, hvis stangen primært eller ofte skal bruges på steder, der regelmæssigt udsætter den for knubs. Eksempelvis i en båd.

Til år 2000 har Fenwick udvidet sortimentet af Techna AV fluestænger med hele fem nye modeller. Det drejer sig primært om lange sager på 10, 11 og 14 fod, der alle leveres i sølvskinnende alurør.

Med undtagelse af de store SiC-forede skyderinge bruges udelukkende de nye étbenede øjer af titanium-belagt rustfrit stål.

13. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Vadesko fra Teeny

Amerikaneren Jim Teeny kender de fleste nok for hans banebrydende flueliner, som mest af alt er synkende skydehoveder med påsplejset running line – blot er linerne ud i ét uden irriterende splejsninger.

Nu har Jim Teeny barslet med en næsten lige så banebrydende ny vadesko. Til stor glæde for de mange, som har bandet over deres irriterende vadesko, som hver gang skulle snøres og snøres op, når de skulle af og på.

Jim Teeny er en praktisk mand, så hans vadesko er uhyre praktiske. De har nemlig hverken snørebånd eller velcrolukke. I stedet er de forsynet med en kraftig lynlås bagtil samt et fleksibelt forstykke af neopren.

Denne kombination gør det nemt og bekvemt at komme ind og ud af sine vadesko, som tilmed kan strammes ekstra op med et velcrolukke fortil, hvis man føler behov for det.

13. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejtest: 3-delte nyheder fra Scierra

Vi tog til Samsø i god tid før årets havørredkursus på højskolen. Formålet var naturligvis at kigge de bedste steder ud og svinge fluestængerne lidt, før kursisterne ankom. Jeg havde en splinterny Scierra SST 9 1/2 fod klasse 7 stang med, som skulle testes – helst under de mest realistiske forhold. Og sandelig: Vi havde næppe fisket mere end en halv times tid på nordkysten, førend en god fisk lukkede kæberne sammen om mit perlemorsfarvede Juletræ.

SST stangen kom på en hård prøve, for fisken var af den vægtige slags og ville bestemt ikke med ind til land.Efter en solid fight med et par rigtig gode udløb kunne en tililende tysker løfte sit store net op omkring min første Samsø-fisk i dette årtusinde – et pragteksemplar af en sølvskinnende og smældfed havørred på 3,1 kg, 66 cm lang.

Den nye SST stang kan altså fange fisk, og det er jo godt. Men den kan mere end det. Den er uhyre let uden derfor at mangle kræfter. Faktisk kaster den en 8’er line helt uden problemer, hvis det er det, der skal til. Og så er den holdt i en smuk og diskret matgrøn finish, der ikke afgiver skræmmende reflekser under kast og fiskeri. Endelig er den forsynet med de nye étbenede stangringe, som holder vægten helt i bund.

Hertil hjælper også hjulholderen, som er uplocking og sortelekseret med indlæg af radial kulfiber. Håndtaget er af førsteklasses kork, som leder tankerne hen på langt dyrere stænger – dertil forsynet med en fast fighting butt, som hverken er for kort eller for lang. Samtidig er stangen 3-delt, hvilket gør den let at transportere.

Alt i alt en fremragende stang, som selv meget kræsne fluefiskere vil kunne trives med. Til en pris, der er rimelig og til at forstå. Dyrere behøver det altså ikke at være, hvis man blot vil have flot finish og fornem funktion.

11. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejtest: Guf fra Geoff!

Ganske mange danske lystfiskere har efterhånden fundet ud af, at man virkelig får noget for pengene, når man investerer i beklædning fra “Geoff Anderson”. Går man en tur på kysten, støder man regelmæssigt på de fikse vadejakker fra dette firma. Flere og flere vælger ligeledes Geoff Anderson, hvis der skal et par nye og slidstærke bukser til – i et rapt design og med lommerne på rette sted.

Men det er langt fra altid, man kan se, om der er Geoff Anderson i garderoben. En stor del af produkterne er nemlig beregnet til at bæres inderst på kroppen – i form af svedtransporterende undertøj eller ditto mellemlag. Jeg har i løbet af vinteren haft et sæt Geoff Anderson “Evaporator” til langtidstest. Blandt andet har det været med på en tre ugers tur til Ildlandet i det sydligste Sydamerika – en tur, hvor temperaturen flere gange dykkede under nulpunktet i de kølige aften- og morgentimer. En tur, hvor temperaturen kunne svinge fra minus 3 til plus 30 grader i løbet af et døgn!

“Evaporator” bestod prøven med glans og kan så absolut anbefales, hvis man som lystfisker færdes meget ude i naturen. Specielt hvis man også går meget. Kombineret med et par åndbare waders kan man bevæge sig rigtig meget uden derfor at blive den mindste smule klam indeni.

Derfor topkarakter til Geoff Anderson for dette undertøj.

11. maj 2000

© Steen Ulnits

* Miljøministeriet mod Musholm

Som faste læsere af denne side vil vide, så har Vestsjællands Amt givet Musholm Lax tilladelse til at fordoble sin produktion af regnbueørreder – og dermed øge forureningen af Storebælt tilsvarende. Herved har amtet tilsidesat sin egen regionsplan for Musholm Bugt.

Som faste læsere af denne side også vil vide, så er indehaveren af Musholm Lax den selvsamme Kurt Malmbak Kjeldsen, der i dag har sæde i bestyrelsen for Dansk Laksefond. En underlig dobbeltrolle, som er faldet mange for brystet – blot ikke Dansk Laksefond selv. Således trak Danmarks Sportsfiskerforbund sig ud af bestyrelsen på grund af Kjeldsens dobbeltrolle som vildlaksens beskytter på den ene side – og så den største enkeltforurener af bæltet på den anden.

Nu er miljøminister Svend Auken aktivt gået ind i sagen og har fået Miljøstyrelsen til at gøre indsigelse mod tilladelsen, der strider mod al gældende praksis på området. Der er således nu en begrundet forhåbning om, at Musholm Lax alligevel ikke får lov til at øge såvel produktion som forurening af Musholm Bugt.

9. maj 2000

© Steen Ulnits

* Porto, politi og politik

Der skal mere politi på gaden, besluttede politikerne ved seneste politiforlig. De fandt også ud af, hvor de mange millioner skulle komme fra. Dem valgte man nemlig at skaffe ved at fjerne det årelange tilskud, som staten har ydet i form af portokompensation på tidsskrifter. En form for kulturstøtte, som nu pludselig bortfaldt, da der skulle mere politi til det danske samfund.

Det har allerede haft og får fremover afgørende betydning for de danske fiskeblade. I første omgang har det betydet, at Danmarks Sportsfiskerforbunds obligatoriske medlemsblad “Sportsfiskeren” nu ikke længere vil kunne fås i løssalg. Var det tilfældet, ville tilskuddet til postbefordringen nemlig stige så meget, at forbundets udgifter ville fordobles.

For de øvrige fiskeblade på det danske marked – “Fisk & Fri” samt “Fiskeavisen” – har det betydet store merudgifter til distribution. Udgifter, der i sidste ende vil havne hos forbrugerne i form af højere priser på abonnement og løssalg. Begge disse blade har nemlig et stort løssalg, som de ikke uden videre kan undvære.

Hverken “Fisk & Fri” eller “Fiskeavisen” får tilskud fra tipsmidlerne, som Danmarks Sportsfiskerforbund gør. De må klare sig selv på almindelige forretningsmæsige vilkår. Til gengæld kan de så glæde sig over ikke længere at skulle konkurrere med “Sportsfiskeren” om løssalgskøberne.

5. maj 2000

© Steen Ulnits

* Bådtest: “Gemini” fra svenske Crescent

Vil du se billeder af og læse om en svensk småbåd af de mere rappe, så kig indenfor under “Fiskebåde” her på denne hjemmeside. Dér finder du en grundig test af den nye “Gemini” fra svenske Crescent.

Der er virkelig radikal svensk nytænkning og masser af frække finesser på denne velsejlende tvilling fra Sverige!

5. maj 2000

© Steen Ulnits

* Præsidenten præciserer positionen

Bill har gjort det igen. Denne gang har han formået at øge sin popularitet blandt alverdens småbådsfiskere og ejere af de nyeste nye biler. Og jo – det er Bill Clinton, vi taler om. Verdens mægtigste mand. Præsidenten for verdens rigeste land. Intet mindre.

“Global Positioning System” – i daglig tale blot GPS – har længe været den vigtigste metode til bestemmelse af ens position, højde og hastighed. Systemet er baseret på geostationære satelliter, som sender data ned på jorden. Men af sikkerhedsmæssige årsager har signalet fra starten været “scrambled”, så der var en indbygget misvisning. “Selective Availability” kaldte man det.

Den 1. maj i år frigav så det amerikanske militær den nøjagtige GPS kode, hvorved præcisionen steg væsentligt – typisk fra under 100 meter til under 10 meter. Man fjernede helt enkelt den “scrambling” af signalet, som militæret hidtil havde lagt ind af hensyn til sikkerheden i urolige områder som Mellemøsten. Man ønskede ikke at give Saddam Hussein alt for gode kort på hånden, hvis han skulle finde på at sende missiler afsted mod naboerne…

Det amerikanske militær har i mellemtiden udviklet en ny teknik, der gør det muligt stadig at “scramble” specifikke geografiske områder, hvis man finder det nødvendigt. I vor fredelige vestlige verden derimod er der ikke længere indlagt nogen fejlkode, hvorfor præcisionen er steget mærkbart.

Den udstrakte brug af GPS i de nyeste bilmodeller har givet været den direkte årsag til “frigivelsen” af den nøjagtige GPS kode. Flere og flere nye biler er nemlig udstyret med et GPS-system til brug på vejnettet. Her var det helt enkelt nødvendigt med en bedre præcision, hvis man skulle kunne skelne mellem tæt beliggende veje.

Det har givet også spillet en væsentlig rolle, at vi her i Europa nu i nogen tid har puslet med tanken om selv at udvikle et mere nøjagtigt GPS-system. Det ville koste over 25 milliarder kroner og skulle under kodenavnet “Galileo” påbegyndes i år 2004. Noget sådant ville USA for alt i verden undgå, idet man i så fald ville miste meget store markedsandele på GPS fronten. Sporene fra Airbus samarbejdet skræmmer tydeligvis.

“The decision to discontinue Selective Availability is the latest measure in an ongoing effort to make GPS more responsive to civil and commercial users worldwide. This increase in accuracy will allow new GPS applications to emerge and continue to enhance the lives of people around the world.”

Såvidt Mr. President’s egne ord om det nye og bedre GPS. Det skal dog slås fast, at man stadig opnår en væsentligt bedre præcision ved brug af Differential-GPS (D-GPS), som kombinerer satellitdata fra rummet med data fra landbaserede radiofyr. Typisk er man med D-GPS nede på en præcision omkring 2-3 meter, mens man med almindelig GPS stadig må regne med 8-10 meters unøjagtighed.

3. maj 2000

© Steen Ulnits

* – Blå tun på rød liste?

Den store blåfinnede tun – den, som for de fleste er indbegrebet af tunfisk – er hårdt presset fra mange sider. Sportsfiskerne elsker den for dens størrelse, styrke og imponerende fight. Og erhvervsfiskerne jagter den fra fly og skib på grund af de ofte skyhøje kilopriser, den indbringer på ikke mindst det evigt fiskehungrende japanske marked.

Den blåfinnede tun er helt enkelt så attraktiv, at den nu er ved at dø af det. I hvert fald diskuteres det nu på højeste plan, om ikke den blåfinnede tun skal rødlistes som en truet art. Om ikke den skal Cites-listes, som det så fint hedder. I hvert fald er det en kendsgerning, at bestanden i de store verdenshave nu er så langt nede, at fiskene har besvær med blot at opretholde en minimal gydebestand.

Den blåfinnede tun er nu i så høj kurs, at den i visse tilfælde fanges levende og sælges levende, så japanerne kan få det helt, helt friske fiskekød, de er så vilde efter. Men det er sin sag at holde fisk på 100 kg eller mere i fangenskab. Specielt da, når der er tale om nogle af havets virkelige hurtigsvømmere…

Der er så mange penge i disse store tun, at fiskeflåden på de store have længe har haft specielle “spotting planes” til at finde flokkene af tun fra luften. Små sportsfly, hvis eneste opgave er at lokalisere tunene og rapportere deres position til skibene nede på vandet. Som så straks rykker ud og fanger hele flokken.

Så er det altså ikke let at være tun længere…

2. maj 2000

© Steen Ulnits

* Ny farlig fiskesygdom på vej

En ny og meget farlig fiskesygdom er på vej til at spredes over hele verden. Det drejer sig om den dødbringende ISA (Infectious Salmon Anaemia) – en virussygdom, der angriber nyrer og kredsløb hos fiskene, som til sidst dør af sygdommen.

Som så mange andre nyere fiskesygdomme stammer også ISA fra Norge, som med sit kolossale lakseopdræt ligeledes er blevet storproducent af smitsomme fiskesygdomme. Disse sygdomme spredes i løbet af nogle få år til stort set samtlige andre lande, der enten selv opdrætter laks, eller som har vigtige bestande af vildlaks i deres floder og elve.

Fra Norge er ISA inden for de sidste to år spredt til først Skotland, siden Shetlandsøerne og nu også Færøerne. Det vides, at sygdommmen med stor sandsynlighed er kommet til Færøerne i ballasttankvandet på et mindre fragtskib, der sejlede fiskefoder fra Shetlandsøerne til Færøerne. Dette skib har nu fået sine ballasttanke desinficeret, men skaden er allerede sket, og det færøske lakseopdræt må nu se i øjnene, at tamlaks i tusindvis snart vil bukke under for den nye sygdom. Færøerne producerer i dag årligt omkring 50.000 tons laks, så der er nogle af tage af…

Men også vildlaksene på den anden side af Atlanterhavet – i New Brunswick og Nova Scotia i Canada – har nydt godt af den norske sygdom. Således er der her fundet to vildlaks med ISA i kroppen. Alle nordatlantiske lakselande er således i farezonen med hensyn til ISA – heriblandt Island, som er det land i verden, der tjener flest penge på sine bestande af vildlaks. Således regner man på Island med, at de 30.000 laks, der årligt landes i landets godt 100 større lakseførende elve, omsætter for 30 millioner US$. En lille kvart milliard danske kroner, hvilket er ganske mange penge for et lille land med blot en kvart million indbyggere.

North Atlantic Salmon Fund (NASF) – en privat organisation, som opkøber laksekvoter i Nordatlanten for at beskytte vildlaksene, og som har hovedsæde på Island – advarer derfor mod den nye sygdom, som endnu ikke er konstateret på Island. Advarslen har allerede haft til følge, at den islandske regering pure har afslået ansøgninger om lakseopdræt ved de islandske kyster. Der står helt enkelt alt for mange penge på spil i sportsfiskeriet.

NASF’s utrættelige Orri Vigfusson henviser til retningslinjer for sikker opbevaring og behandling af ballastvand i fragtskibe, så smitterisikoen mindskes mest muligt. Dem kan man læse om i “Guidelines for the Control and Management of Ships’ Ballast Water to Minimize the Transfer of Harmful Aquatic Organisms and Pathogens” (se Resolution A.868(20), som trådte i kraft den 27. november 1997 (Agenda item 11)).

Disse papirer kan rekvireres hos relevante ministerier og havnemyndigheder.

30. april 2000

© Steen Ulnits

* – Hvorfor fisker vi egentlig?

En amerikansk undersøgelse fra 1999 søgte at finde årsagen til, at vi overhovedet fisker. Man havde 20 år tidligere lavet en tilsvarende undersøgelse, og nu ønskede man at se, om vore bevæggrunde havde forandret sig. Det havde de:

– 35% fisker i dag primært for at slappe af fra en stressende hverdag.

– 33% fisker for at være sammen med familie og venner.

– 13% fisker for at komme tæt på naturen.

– 7% fisker mest for sportens skyld.

– 5% fisker for at spise fangsten.

– 3% fisker kun efter store fisk.

Afstresning og socialt samvær har således overtaget de første to pladser – i forhold til tidligere, hvor nærværet med naturen og fiskeri for sportens skyld var de vigtigste årsager. Billedet af lystfiskeri som en individuel og solitær beskæftigelse er således afløst af billedet af lystfiskeren som et mere socialt og selskabssøgende væsen.

– Har du nogensinde spekuleret over, hvorfor du egentlig holder af at fiske med stang og line? – Falder du ind under ovenstående kategorier, eller fisker du af helt andre årsager?

24. april 2000

© Steen Ulnits

* Britisk fiskeriminister lægger kursen om

Den internationale, men islandsk baserede “North Atlantic Salmon Fund” (NASF) har i flere år arbejdet på at opkøbe fiskekvoter, så alt kommercielt højsøfiskeri efter atlanterhavslaks bringes til ophør.

Opkøbene har til formål, at laksene så i stedet kan indgå i det rekreative fiskeri med stang og line, hvor fiskene skønsmæssigt omsætter mellem 10 og 30 gange deres blotte handelsværdi.

NASF har her allerførst i det nye årtusinde godt nyt at melde fra Storbritannien, som i international laksesammenhæng meget længe har været et sort får. Flere end 250.000 voksne og gydemodne laks fanges således hvert år i drivgarn på deres vej mod gydepladserne i vandløbene. I et uselektivt “interception” fiskeri, som ikke tager hensyn til de forskellige vandløbs forskellige fiskebestande.

Her gengives den dugfriske, engelsksprogede og uforkortede originaludgave af de gode nyheder fra sportsfiskeriets absolutte moderland:

“Britain’s Fisheries Minister Elliot Morley Thursday 9 March 2000 welcomed an advisory report that calls for an early end to the netting of salmon at sea. The report also recommends that his Government should contribute “substantial funding” towards the cost of inducing commercial fishermen to give up salmon netting.

For the first time in Britain, the report suggests that the Government should take powers to allocate catches between rod and net interests on economic grounds. There should also be limits on the number of salmon that inshore netsmen can kill in the river estuaries, bag limits for anglers and the sale of rod-caught fish should be prohibited.

“The Government will consider all the recommendations with care,” promised Mr Morley who said that Britain’s Labour Government was fully committed to the future of angling, It sees the sport, he said, as “an important mass-participation leisure activity for all ages.”

The Minister accepts the report’s conclusion that a rod-caught salmon is hugely more valuable than one caught by a net and says angling’s contribution to the economy, particularly in rural areas, should not be underestimated.

Britain and Ireland are the last nations to permit the netting at sea of mixed stocks of salmon heading for different rivers. Salmon numbers in the North Atlantic have declined so seriously that the fish is becoming an endangered species right across its range from Europe to North America.

As the crisis worsens Britain and Ireland are under increasing criticism by nations which have stopped commercial salmon fishing in the hope that stocks can recover. Salmon make 99% of their growth during the migration cycle, largly in the feeding grounds of Iceland, Faroe Islands and Greenland.

These northern nations resent seeing the salmon they have saved being massacred off the British Isles. Between them, legal and illegal British and Irish interceptory nets are killing 250,000 or more salmon annually.

The report was produced by the Salmon and Freshwater Fisheries Review Group which was set up in 1998 to advise the British Government on the future management and funding of freshwater fisheries. It received written evidence from over 350 groups and took oral evidence from over 130 people including Orri Vigfusson, chairman of the North Atlantic Salmon Fund. Mr. Vigfusson said that he would be delighted to welcome H.M. Government as major financial partners in the bid to compensate netsmen for giving up netting rights.

Among its most important findings are declarations that the economic value of angling in rural areas should be recognised in the development of Government policies in the countryside and rural economy and that there should be a substantial increase in the money the Government spends on freshwater fisheries”.

Nu har den britiske regering således indset, at der er langt større penge i det rekreative fiskeri end i et kommercielt fiskeri efter attraktive sportsfisk. I form af nye arbejdspladser og deraf afledte skattekroner.

Regeringen ses således som en ny økonomisk medspiller, når de sidste erhvervsfiskere skal købes ud og garnfiskeriet afvikles, så vildlaksene atter kan få fri adgang til gydepladserne. Her skal de så danne grundlag for et økonomisk givtigt og økologisk bæredygtigt sportsfiskeri.

24. april 2000

© Steen Ulnits

* Havørreder på Højskole II

Netop hjemvendt fra årets havørredkursus på Samsø har jeg nu fået renset og frosset de sidste fisk og fået skyllet det meste salt af fluegrejet.

Det startede rigtig godt, idet hjælpelærer Preben Petersen og undertegnede tog til Samsø allerede dagen før kurset – naturligvis for at kigge de bedste steder ud og fiske lidt flue fra de smukke samske kyster. Og sandelig: Vi havde næppe fisket mere end en halv times tid på nordkysten, førend en vægtig fisk lukkede kæberne sammen om mit perlemorsfarvede Juletræ.

Efter en solid fight kunne en tililende tysker løfte sit store net op omkring min første Samsø-fisk i dette årtusinde – et pragteksemplar af en sølvskinnende og smældfed havørred på 3,6 kg, 66 cm lang. Det er den, du ser på billedet herover.

Det var en herligt broget flok af håbefulde kursister, som dukkede op på højskolen om søndagen. De kom fra det meste af landet og spændte ganske vidt, hvad både profession og alder angik. Således var alderspræsidenten suverænt den danske Nobelpristager i kemi, Jens Christian Skou, som med sine 82 år på bagen kunne levere både vid og viden til kurset.

Der blev diskuteret fluer og fluebinding, kast og fiskeri. Hovedvægten var lagt på det praktiske fiskeri, så også instruktionen i fluekast var henlagt til realistiske forhold ved de samske strande. Ikke noget græsplænefiskeri her!

Kort fortalt blev der i løbet af ugen landet 15 havørreder på flue – med ovennævnte 3,1 kg’s fisk som både den første og den største. Da vi stod og ventede på færgen hjem til Jylland, havde Preben og jeg lige et par timer, der kunne bruges til at svinge fluestængerne i. Og vi var igen heldige med både tid og sted. Således fandt vi et par småflokke af havørreder, som jagede lystigt i overfladen, og som gerne tog et lille Juletræ fisket højt og hurtigt.

Resultatet blev syv fisk til fluen, hvoraf to dejlige havørreder på henholdsvis 47 og 48 cm måtte lade livet for mit fluorøde Juletræ. De kom med færgen over til fastlandet og ligger nu godt i fryseren her i Århus midtby.

Næste kursus ligger i oktober 2000 – næste igen i april 2001. Er du interesseret i at komme på kursus i kystflue – med kammeratligt samvær og masser af praktisk fiskeri på gode pladser – så kontakt nedenstående adresse for nærmere oplysninger:

Højskolen på Samsø
Skolebakken 10
8305 Samsø

Tlf. 86 59 04 11
www.samso.com/hojskolen

17. april 2000

© Steen Ulnits

* Brøns Å Bare Bedre

Dansk Dambrugerforening drev i mange år Statens Forsøgsdambrug ved Brøns Å i Sønderjylland – dels finansieret af dambrugerne selv, dels af den danske stat. Det var i de år, hvor eksporten af dambrugsørreder var et vigtigt punkt på handelsbalancen – hvor hensynet til vandmiljøet kom i anden række.

Sådan er det ikke længere. Således blev dambruget nedlagt forrige år i forbindelse med en retablering af en reguleret åstrækning. Dambruget blev lukket og vandløbet ledt uden om dammene i nye åslynger, hvorved 2 km gammelt vandløb blev til hele 3 km nyt.

Brøns Å er en af de Vadehavsåer, som har den mindste naturlige smoltproduktion. Ikke mindst på grund af tidligere regulering og opstemning af åen. Alligevel er smoltproduktionen markant større end i naboen Kongeåen, og den forventes nu – efter restaureringen og den efterfølgende udlægning af gydegrus – at blive endnu bedre.

Projektet blev gennemført af Sønderjyllands Amt med bidrag fra Miljøstyrelsen og fiskeplejemidlerne. Den nye Brøns Å er altså noget af det meget konkrete,som vi lystfiskere har fået for indtægterne fra fisketegnet.

Måtte vi få mere af samme slags – i stedet for bevidstløse udsætninger af tamfisk og forskning for midler, der tidligere kom fra staten…

16. april 2000

© Steen Ulnits

* Skjernå på museum

Sidste år tog energi- og miljøminister Svend Auken det første spadestik til restaureringen af Skjernå – en beslutning, der var taget af et enigt Folketing mere end 12 år tidligere.

I skrivende stund er der således fuld gang i maskinerne, som skal føre en stor del af den regulerede å tilbage til sit gamle, slyngede leje. Det skal fejres, mener både Skjern Kommune og Skov- og Naturstyrelsen. Derfor har man besluttet sig for at indrette et midlertidigt museum om Skjernåen, dens regulering og retablering, i Skjern-Egvad Museums nuværende bygninger.

Der er sat et engangsbeløb på 0,7 mio. kroner af til projektet samt 50.000 kroner til den årlige drift i fem år. Udstillingen åbnes for offentligheden til juni. Hvor længe den skal vare, vides endnu ikke. Der arbejdes nemlig også med planer om et permanent naturformidlingscenter på godset Lønborggård – midt i det genskabte område.

Her har miljøministeren nu strammet grebet om de lokale myndigheder, idet han har sat en deadline for Lønborggårds fremtid. Vil man fra lokal side gå aktivt ind i etableringen af et naturformidlingscenter – med en beslutning inden for to måneder – vil ministeren overdrage godset kvit og frit. Vil man omvendt ikke engagere sig i projektet, vil Lønborggård blive solgt til anden side.

Oprindelig mente man, at det ville koste 60 millioner kroner at etablere et naturformidlingscenter på Lønborggård. Penge, der skulle komme fra dels Ringkøbing Amt, dels Skjern og Egvad kommuner. Nu mener Skov- og Naturstyrelsen, at det kan gøres for 26 millioner. En del af pengene er allerede fundet. Således har Skov- og Naturstyrelsen sat 5 mio. kroner af til formålet, Friluftsrådet 3 mio. kroner. Tilsvarende vil Ringkøbing Amt punge ud med 1 mio. kroner, mens Lokale- og Anlægsfonden vil spytte hele 10 mio. kroner i projektet.

Svend Auken mener derfor, at de 26 mio. kroner til etableringen af centret nok skulle kunne fremskaffes. Værre ser det ud med den fremtidige drift, hvis finansiering endnu står hen i det uvisse.

Godset Lønborggård blev opkøbt af staten i 1994 i forbindelse med jordopkøbene til retableringen af Skjernå. Nu står bygningerne og forfalder stille og roligt.

16. april 2000

© Steen Ulnits

* Penge til pesticid-plan

Som omtalt længere nede på denne side har miljøminister Svend Auken barslet med en ny plan til nedbringelse af landbrugets forbrug af pesticider – sprøjtegifte.

Regeringens nye plan blev vedtaget med et bredt flertal i Folketingets Finansudvalg, som nu stiller knap 65 millioner kroner til rådighed for planen. Landbrugspartierne Venstre og Kristeligt Folkeparti undlod at stemme for planen, mens Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Konservativt Folkeparti helhjertet gik ind for den.

Planen medfører ikke kun et forsøg på at reducere det årlige antal sprøjtninger, hvilket har vist sig utilstrækkeligt, når og hvis landbruget – som tilfældet har været – i stedet blot bruger stærkere og mere koncentrerede gifte. Planen medfører derfor også, at det økologisk drevne landbrugsareal udvides med 170.000 hektar til samlet 230.000 hektar. Arealer, hvor der slet ikke må bruges pesticider.

Nu skal det blive spændende at se, om Pesticid-handlingsplan II bliver lige så virkningsløs over for landbruget som den første…

8. april 2000

© Steen Ulnits

* Miljøet genererer millioner

Det hæderkronede danske landbrug, som længe har brystet sig af at være landets vigtigste eksportører – prmært på grund af den stærkt forurenende svineproduktion – må nu se sig overhalet indenom.

Således viser de seneste opgørelser fra Energi- og Miljøministeriet, at den danske eksport af produkter og knowhow på energi- og miljøområdet nu har overhalet landbrugets eksportindtægter. Således blev der i 1998 eksporteret svinekød for mellem 16 og 18 milliarder kroner. Til sammenligning blev der eksporteret vindmøller, kraftværker, rensningsanlæg, forbrændingsanlæg, filtre og rådgivning for sammenlagt 22 milliarder kroner.

Det sætter tingene lidt i perspektiv, at miljøsektoren nu endelig har indhentet og overhalet svine- og gylleproduktionen. Kommunernes Landsforening kunne allerede for flere år siden konkludere, at det højt besungne danske landbrug – trods store eksportindtægter – netto var en underskudsforretning for det danske samfund.

Primært på grund af de kolossale omkostninger, der er og også fremover vil være forbundet med at rydde op efter landbrugets forurening af grund- og overfladevand.

8. april 2000

© Steen Ulnits

* Skadedyr skudt

Skov- og Naturstyrelsen, hvorunder jo jagten i Danmark hører, har netop udsendt den årlige statistik over nedlagt vildt i perioden 93/94 – 98/99.

For os lystfiskere er der specielt to arter, som har vital interesse – mink og skarv, der jo begge er store fiskespisere. Minken strejfer om ved sø og å, mens skarverne i overvejende grad holder til ved større søer og fjorde.

• Mink:
• 93/94: 3.600 stk.
• 94/95: 3.400 stk.
• 95/96: 4.600 stk.
• 96/97: 6.000 stk.
• 97/98: 8.000 stk.
• 98/99: 6.700 stk.
• Skarv:
• 93/94: 1.600 stk.
• 94/95: 2.400 stk.
• 95/96: 3.000 stk.
• 96/97: 3.700 stk.
• 97/98: 4.300 stk.
• 98/99: 3.600 stk.

Den voldsomme stigning i antallet af nedlagte mink i 96/97 og 97/98 skyldes primært undslupne dyr fra landets mange minkfarme. Minken er ikke naturligt hjemmehørende i Danmark, men indført fra Nordamerika – præcis som regnbueørreden.

Skarven er derimod naturligt hjemmehørende i Danmark, som samtidig huser en meget stor del af Europas samlede bestand. Derfor blev skarven totalfredet for nogle år siden – med en eksplosiv fremgang til følge. Trods fredningen gives dispensation til nedskydning af skarver i forbindelse med bundgarn, dambrug og fiskeudsætninger.

7. april 2000

© Steen Ulnits

* Høje hegn og mængder af mink

Minken, som i sin tid blev indført til Danmark fra Nordamerika på grund af sin smukke pels, er nu et problem mange steder herhjemme. I hvert fald viser jagtstatistikken, at antallet af nedlagte mink i det fri steg til hele 8.048 stykker i sæsonen 97/98. Det er dyr, som enten er undsluppet fra landets omkring 3.000 minkfarme. Eller født i det fri som afkom af de undslupne dyr.

Minken er kendt som en overbevist fiskespiser, der i andre lande har gjort stor skade på fiskebestandene, som ikke – modsat de nordamerikanske – har lært at leve med dette lille rovdyr gennem årtusinder. Nye regler fra Fødevareministeriet kræver nu, at minkfarmene skal være indhegnet med hegn, der stikker mindst en halv meter ned under jorden og når mindst halvanden meter over jorden.

Forhåbentlig kan de nye krav være medvirkende til, at udslippet af mink reduceres drastisk. Og forhåbentlig vil rabiate dyrevenner ikke slippe de tamme dyr ud i det fri, som tilfældet har været flere steder i udlandet. Til stor skade for de vilde dyr i naturen der…

7. april 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: CFO til saltvand

For snart 20 år siden investerede jeg et kurfyrsteligt – i hvert fald dengang og for en fattig biologistuderende – beløb i et lækkert fluehjul fra amerikanske Orvis. Hjulet var det nu klassiske “CFO”, der er navngivet efter Charles F. Orvis – firmaets grundlægger.

Hjulet var den første af slagsen uden irriterende stativ i spolesiden – en luftig letvægter i et tidløst design, designet af Orvis i USA, men støbt hos Hardy i England.

Jeg har stadig det hjul – for øvrigt en lille størrelse III – i min samling, og jeg fisker stadig med det. Det er helt enkelt ikke overgået af noget andet i den lette ende af skalaen, og Orvis fremstiller det da også stadig i noget nær uændret form. Blot er hjulet ikke længere støbt hos Hardy, men computerfræses nu af British Fly Reels, som Orvis opkøbte for nogle år siden.

Men Orvis hviler ikke ret længe på indhøstede laurbær. For et par år siden tog man derfor de to største CFO modeller og forsynede dem med skivebremse i en 100% saltvandsbestandig udgave. Alt er flyaluminium, marinebronze eller rustfrit stål.

Fremragende hjul, hvoraf den største model V – som jeg faldt over under et nyligt besøg i USA og fluks erhvervede mig et eksemplar af – rummer en flydende WF 8 samt hele 200 meter 20 lbs. bagline. Og så vejer det blot 150 gram hjemme på den elektroniske køkkenvægt…

Modellerne IV og V er således ideelle hjul til dansk kystfluefiskeri efter havørred. Hjulene hedder “CFO Saltwater Disc Drag”, hvis nogle skulle være interesseret.

4. april 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Multimodulære stænger fra Hardy

Der var engang, hvor moderne fiskestænger blev fremstillet af splitcane – splittet, høvlet og sammenlimet bambus. Så kom der en tid, hvor glasfiber var enerådende – først i massive, siden i rørbyggede konstruktioner. Så kom rumalderens fibre til – med kulfiber som den altdominerende og i begyndelsen meget kostbare fiber. For at spare på prisen blandede man mere eller mindre af den billige glasfiber i og havde da de såkaldte “composite” stænger.

I dag er kulfiberen næsten enerådende, men kulfiber er ikke bare kulfiber. Det kan fås i et hav af forskellige udgaver med forskellig “modulus” – stivhed i forhold til vægten. Nogle fabrikanter bruger kulfiberklæde med én bestemt modulus – andre foretrækker en anden. Nogle bruger kontinuerte taperinger af deres klinger – andre sværger til den såkaldte “compound taper”, hvor taperingen i stedet sker i markante trin.

Nu er stangfremstillingen blevet yderligere kompliceret. Nu har man nemlig udviklet såkaldt “multimodulære” stænger, hvor man formår at bruge flere forskellige typer kulfiber i den samme klinge. Det er således ikke usædvanligt, at der bruges op til tre forskellige kulfibre med hver deres modulus i en af de helt nye klinger fra topproducenter som amerikanske Sage, G. Loomis og Scott med flere – samt nu også engelske Hardy.

Med deres nye “Elite” stænger er Hardy nemlig også hoppet med på multimodulus-vognen – endda med et yderst markant udseende, som næppe alle Hardy-elskere vil synes om: Blå klinger med blå kanter på beviklingerne og blå hjulholder i kul. Det er så som så med diskretionen her…

Til gengæld er der ingen tvivl om, at de nye Hardy stænger rent teknisk er med helt fremme. Og at Hardy stadig nyder godt af, at det i virkeligheden slet ikke var amerikanerne, der opfandt kulfiberen, men pæreengelske Rolls Royce’s afdeling for fly og flymotorer i Farnborough!

Fidusen ved at bruges en multimodulær opbygning er den enkle, at man så kan udnytte den enkelte kulfibertype optimalt de steder i klingen, hvor bøjningsmønsteret passer bedst til den bestemte kulfiber. Man behøver ikke længere gå på kompromis nogetsteds i klingen.

Til gengæld må vi fluefiskere så også bære de store udviklings- og produktionsomkostninger – via højere priser på de færdige stænger…

4. april 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Ny Rap nyhed

Finske Rapala lancerede for et par år siden den tykvommede og langlæbede “Shad Rap” – fremstillet af balsatræ i bedste finske tradition. En let og livlig sag, som kunne dykke dybt under indspinning.

Her til år 2000 har Rapala søsat en ny Shad Rap – denne gang med modelbetegnelsen “RS”. Det står for “Rattling Suspending” og hentyder til den nye models to vigtigste egenskaber: Den har indbyggede raslekugler, som udsender lokkende lyde under indspinning. Og den er fremstillet af plast, hvilket gør den neutral i vandet.

Den nye Shad Rap RS flyder således ikke, og den har da også en markant højere vægtfylde end originalen i balsatræ. Det muliggør såvel længere kast som dybere fiskeri, hvilket gør RS’eren mere allround end den almindelige Shad Rap. Sidstnævnte kaster nemlig ikke ret godt. Samtidig har RS’eren en mere vrikkende gang med større udslag til siderne.

Endelig – som om det ikke var grund nok til at investere i et par stykker til grejboksen – fås den nye RS i hele syv nye farver, der ikke er de samme som de originale Shad Rap farver…

4. april 2000

© Steen Ulnits

* Bæredygtig bro…

Så blev den åbnet – i første omgang blot for en kort stund – den seneste danske bro. Øresundsbroen, der forbinder det gamle Danmark med det nye – Danmark med Sverige og to kulturer på hver sin side af et smalt sund.

Ganske imponerende at tænke på, at det kun er seks år siden, det svenske Koncessionsnævnet – den øverste miljømyndighed – sagde klart nej til det da fremlagte Øresundsprojekt. Årsagen var, at man mente, broen ville reducere vandgennemstrømningen til og fra Østersøen. Den indstrømning af saltvand, som er så livsvigtig for Østersøtorsken. Uden saltvand vil torskenes æg nemlig synke til bunds og blive kvalt.

Men så gik ikke mindst svenskerne i gang med at vende stemningen. Udgravningerne blev øget, så vandgennemstrømningen kunne bibeholdes som status quo. Og bag kulisserne begyndte Sveriges suverænt mest magtfulde mand – industriboss Per Gyllenhammer fra Volvo – at arbejde med politikere og myndigheder.

Den nye Øresundsbro skulle have en miljørigtig profil – den skulle være bæredygtig i mere end én forstand. Den skulle ikke blot være et symbol for, at to kulturer mødes og forenes. Den skulle også være et tegn på, at mennesker og miljø godt kan trives og udvikle sig sammen.

Man må sige, at planen lykkedes til fulde. Således er broen i dag en realitet, og de miljømæssige konsekvenser af den er efter alt at dømme negligerbare. Det kostede op mod en halv milliard ekstra kroner at nå så vidt. Ikke meget, når man tænker på, at det samlede broprojekt løber op i mere end 20 milliarder kroner.

Ikke at vi havde brug for broen, for det havde og har vi almindelige mennesker næppe. Men især den svenske industri, som da forberedte sig på medlemsskab af EU, ville have vejen til det europæiske marked åbnet for den tunge trafik.

Resultatet er blevet, at den kollektive trafik – i form af jernbanerne – nu kører med mere eller mindre tomme godsvogne. Samtidig er den tunge lastvognstrafik steget voldsomt – med mærkbare konsekvenser for nærmiljøet og ikke mindst luftforureningen.

Nu er den seneste danske bro således en realitet. Men det bliver ikke den sidste. Forude vinker Fehmarn Bælt, og den åbning må vi simpelthen have lukket! Det kan ikke være anderledes. Fremskridt og udvikling hedder det vist…

1. april 2000

© Steen Ulnits

* Forskere i krig

Søgårdlejren – den militære forlægning i Sønderjylland syd for Åbenrå – har efter alt at dømme en glimrende fremtid bag sig. I hvert fald skal politikerne nu til sommer afgøre, om lejren i de smukke omgivelser ved Søgård Sø skal nedlægges eller forblive i en eller anden form.

Forskerne ved Sydjysk Universitetscenter, der har base i Esbjerg, ser nu Søgårdlejren som en potentiel arbejdsplads i fremtiden. Lejren byder på gode overnatningsfaciliteter, hvilket vil muliggøre biologiske feltkurser af flere dages varighed. Og så har man jo den stærkt eutrofierede (næringssaltforurenede) Søgård Sø liggende bekvemt lige uden for døren – med masser af muligheder for projekter og feltstudier.

Sydjysk Universitetscenter ser ifølge dagbladet JyskeVestkysten Søgårdlejren som et fremtidigt kursus- og uddannelsessted for mennesker, der studerer enten ferskvandsbiologi (biologer) eller miljøteknik (ingeniører).

Det ville være fornemt, om den gamle militærforlægning fremover kunne blive det nye biologiske hovedsæde i Sønderjylland. Potentialet er der i hvert fald.

1. april 2000

© Steen Ulnits

* Nyt omløbsstryg til 3,7 mio. kr

Sønderjyllands Amt har lagt megen tid og mange kræfter – for slet ikke at tale om penge – i restaureringen af Haderslev Dam med omgivelser.

Dammen er blevet biomanipuleret, som det så flot hedder, og et opstrøms beliggende drænet vådområde blev for nogle år siden genskabt som sø. Der skulle således være mulighed for opgang af havørreder gennem dammen og op i de tilstødende gydevandløb.

Hvis de altså kunne komme så langt. Det kniber nemlig med at finde den gamle fisketrappe ved slusen mellem Haderslev Dam og Møllestrømmen. Slusen skal nu repareres og den gamle fisketrappe erstattes med et 170 meter langt omløbsstryg, som fiskene uden videre kan passere.

Men denne nette lille sag vil koste hele 3,7 mio. kroner, som Sønderjyllands Amt endnu ikke har fundet. Haderslev Kommune leder nu med lys og lygte efter de fornødne midler til restaureringen.

1 april 2000

© Steen Ulnits