* Nyt fra Novana 2023
Velkommen til et nyt og forhåbentligt bedre år. Et nyt år med nye fremtidsplaner for det danske vandmiljø.
Den seneste Novana-rapport fra 2023 ligger samtidig klar til gennemlæsning for interesserede.
Selv har jeg gravet mig et pænt stykke ned i den “korte” udgave, der favner hele vandmiljøet i Danmark på blot 90 tætskrevne sider. Grundlaget er de årlige rapporter, som udarbejdes af fagdatacentrene for de enkelte emneområder.
Rapporten er udarbejdet af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet efter aftale med Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø samt Miljøstyrelsen, som har ansvaret for det nationale overvågningsprogram.
Rapporten udgives hvert år i en opdateret udgave, som giver et ganske godt indtryk af situationen og dens alvor. Et objektivt indtryk med masser af tal og få tolkninger.
Heldigvis ser vi nu i stigende grad dygtige forskere, som forlader elfenbenstårnet bag universiteternes tykke mure og vover at kommentere fagligt på de mange tal fra den virkelige verden.
Herunder et par konkrete eksempler.
3. januar 2025
* Bagud på point
Blandt DCE-rapportens tyve forfattere finder vi et kendt navn i Novana-sammenhænge, nemlig Jens Würgler Hansen fra Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet, hvor han er seniorrådgiver og beskæftiger sig med afrapporteringen af årets iltsvind.
Midt i jubelen og selvglæden blandt de politiske deltagere i Den Grønne Trepart vover Würgler at stille sig kritisk over for Trepartsaftalen. Det gør han i et interview i Altinget, hvor han især kritiserer aftalen for ikke at indeholde noget “sikkerhedsprincip”.
Han konkluderer på baggrund af tallene i den seneste Novana-rapport, at vi allerede er bagud på point i kampen for et bedre vandmiljø:
Ikke tilstrækkelig indsats
“Indsatsen er derfor formodentlig ikke tilstrækkelig til at opnå en god miljøtilstand.”
Jens Würgler Hansen til Altinget
Baggrunden for hans diplomatisk udtrykte skepsis er den enkle, at klimaet løbende ændrer sig, og at de seneste års stigende mængder nedbør har skyllet ekstra meget kvælstof ud af himlen og ud fra markerne – ud i fjord og hav, som uundgåeligt kvitterer med mere algeblomst og flere iltsvind.
Det rekordstore iltsvind, vi har set i år, er derfor næppe den sidste rekord. Snarere blot den første i en ny række af rekorder. Men så har vi jo også kun haft 40 år til at bremse udviklingen. Og hele tre Vandplaner siden 2009.
Med Løkkes Landbrugspakke fra 2016 som blot det seneste massive tilbageskridt på vejen mod vore dages svovlboblende iltsvind og bræmmer af opskyllet fedtemøg.
Med Vandplan 3 skulle vi have opfyldt EU’s Vandrammedirektiv fra 2000 inden 2028. Efter gentagne udsættelser. Det lykkedes så heller ikke. Derfor etablerer man nu Den Grønne Trepart til retfærdiggørelse af yderlige udsættelser. Efter at have vedtaget en ny aftale baseret på gamle tal.
Om jeg fatter, at Danmarks Naturfredningsforening – i øvrigt som eneste “grønne” organisation i den Sorte Syvpart – hoppede på den galej. Det virker helt kamikaze-agtigt, når man kender historien bag dansk landbrugs implementering af “frivillige aftaler”.
3. januar 2025
* Klimaforandringer ikke medregnet
Jens Würgler Hansen understreger fra Aarhus Universitet, at hovedparten af den stigende nedbør jo falder i vintermånederne, hvor der ingen planter er på markerne til at holde på kvælstoffet.
Det havner derfor lynhurtigt i de kystnære farvande. Med det triste resultat, at vi her i 2024 har oplevet den største udbredelse af iltsvind i mere end tyve år – siden rekordåret 2002 og alskens frivillige aftaler til nedbringelse af udledningen.
Dette trods diverse vandplaner og kravene om en god økologisk tilstand i alle vore vandområder inden 2028. Vi har haft snart et kvart århundrede til at nå dette mål, men vi er mislykkedes totalt med det.
Klimaforandringerne er en del af forklaringen. De øgede nedbørsmængder giver større udvaskning af kvælstof, som resulterer i algeblomst, iltsvind, bundvendinger samt oceaner af slimet fedtemøg skyllet op på stranden.
Dette er nu også kombineret med en lavere middelvind, der resulterer i mindre omrøring af vandene og dermed også ringere iltning.
Derfor er det nødvendigt med langt større kvælstofreduktioner end dem, man regner med i Den Grønne Trepart. De er baseret på gamle og nu forældede data – dertil for optimistiske.
Man glemmer helt det ellers omnipresente princip om at lade tvivlen komme den anklagede til gode. Her miljøet. Men lader i moderne dansk praksis altid enhver tvivl komme skyldneren, her landbruget, til gode.
Jens Würgler Hansen kritiserer, at Trepartens beregninger er for optimistiske, og at der aldeles mangler den sikkerhedsmargin, man helt naturligt ville indregne i alle andre vigtige forhold.
Vi må derfor og desværre konkludere, at målsætningerne i Den Grønne Trepart ikke byder på nogen løsning af de eksisterende problemer. Højst den spæde begyndelse på et årelangt sejt træk i evig kamp mod landbruget. Årtiers kamp mod fedtemøget.
Nok også derfor, at interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer allerede har udråbt Trepartsaftalen til “en sejr for dansk landbrug”…
Men en dødsdom for vandmiljøet.
Det sidste min konklusion.
3. januar 2025
* Gulerod, pisk og hammer
Den Grønne Trepart kom til verden sidst i 2024. Med piber, trommer og trumpeter blev planerne om at omdanne store landbrugsarealer til skov og natur inden 2030 præsenteret. Altsammen rigtig godt og tiltag i den helt rigtige retning.
Bagsiden af den skinnende medalje var og er dog, at planerne fortrinsvis og i hvert fald i første omgang er baseret på, at lokale lodsejere frivilligt skal sælge eller bytte aktuelle jordlodder. Præcis som man i sin tid gjorde det ved genslyngningen af Skjern Å.
Tidligere skatteminister og nu minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, kalder det over for Dagbladet Politiken “en kæmpeopgave” at få lokale jordejere med på ideen. Det skal jo ske ad frivillighedens trange vej. I hvert fald indtil videre.
Jeppe Bruus understreger dog samtidig, at der er midler og kræfter bag, som skal få planerne til at lykkes. I form af diverse sanktioner og stigende beskatning af ikke retablerede områder. Men hvad vil ministeren konkret gøre, dersom lodsejerne ikke er med på ideen om frivillighed?
“Hvis der ikke er tilslutning, vil der komme regler og krav, som vil gøre det svært at bruge jorden her som landbrugsjord.
Er der en, der er imod, er det en mulighed for kommunen at ekspropriere, men det er bedst at blive enige. Mon ikke der også vil være et socialt pres?”
Sådan slutter Minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus.
Det kan han da bestemt håbe på, men det er nok ganske naivt også at tro på. Dansk landbrug ligger bestemt ikke under for socialt pres fra det omgivende samfund. Det har de i hvert fald ikke gjort med sprøjtegift, gyllespredning og dyremishandling som senest vist på TV.
Vi så det også under minkskandalen, hvor branchen helt bevidst modsatte sig anvisninger fra sundhedsmyndighederne og dermed direkte satte andre menneskers liv på spil. Ikke-landmænd, ældre og svagelige.
Så det sociale pres, som minister for Grøn Trepart Jeppe Bruus nu håber at kunne appellere til, skal han nok ikke satse på.
Det har hidtil ikke virket. Og derfor ligger vi lige nu helt, som vi har redt.
3. januar 2025
* Erfaringerne fra Skjern Å
Vi så det ved Skjern Å, hvor et langt mindre jordsalg og jordbytte tog adskillige år at gennemføre. Den lokale modstand var samtidig så stor, at daværende miljøminister Svend Auken blev truet med tørre tæv, hvis han viste sig ude i engene.
Samme utilfredshed med at skulle levere noget tilbage til samfundet for de mange milliarder i landbrugsstøtte, oplevede nuværende minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus for nylig i det sydvestjyske.
Det gjorde han, da han sammen med Dagbladet Politiken gæstede et stort landbrugsområde ved Kongeåens udløb i Vadehavet.
Det drejede sig her om 780 hektar, der planlægges opkøbt og taget ud af drift. Og ministeren havde ellers penge med til de involverede 60 lodsejere: 137 millioner kroner. Alligevel var stemningen fjendsk. En enkelt lodsejer blev endda i avisen beskrevet som “rasende”.
Så historien fra Skjern Å gentager sig tilsyneladende. Her tog det omkring 14 år fra projektets start i 1980’erne, til den genslyngede å kunne åbnes i 2002. Fjorten år. Til 2.200 hektar lavbundsjord. 22 kvadratkilometer.
Så set i det lys skal vi nok regne med mindst 30-40 år, før vi er i mål med Den Grønne Trepart. Hvis vi er lidt optimistiske og har bare lidt held i giftsprøjten.
Og til den tid er alting jo bekvemt glemt. Den sidste fjord død og den sidste sø groet til.
Mange af os herværende næppe heller tilstede til at brokke os over de brudte løfter.
3. januar 2025
* Men om 50 år er alting godt igen…
Professor Stiig Markager, som med base på Aarhus Universitet har beskæftiget sig med iltsvind i et kvart århundrede, er selv ganske realistisk i sine forudsigelser for det danske vandmiljø:
“Om 50 år kan Danmark se helt anderledes ud. Vi kan få renere fjorde, vådere landskaber og rigere natur. Det er en vision, der er værd at kæmpe for.”
Det siger Markager i oplægget til et nyt kursus om Den Grønne Trepart, som Aarhus Universitet udbyder til foråret. Om alt går vel, planerne holder og overlever de kommende regeringsskifter. Det er der slet ingen garanti for. Det vil dansk landbrug kunne lægge mange nye hindringer for.
Klart vand bliver således ikke noget, vi selv eller vore børn kan se frem til og få glæde af. Det løb er kørt. Trods ellers de bedste intentioner tilbage i 2000, da EU’s Vandrammedirektiv jo blev vedtaget. Som endnu en fisk i en fotofælde.
Det bliver svært at forklare vore børn og børnebørn. At vore politikere i den grad har sovet i timen, mens dansk landbrug bare kørte videre med klatten. At vi ikke kunne nå et så simpelt mål, som vi ellers havde givet os selv et kvart århundrede til.
Og postet millioner og milliarder af skattekroner i.
Det er pinligt.
Del denne artikel: