Aktuelt 1. kvartal 2003

* – Lille Vildmose ny nationalpark?

– Skal urokser, elge og bævere igen boltre sig i Lille Vildmose? – Skal mosen samles under ét hegn, så vildsvin og kronhjorte kan færdes frit til glæde for de besøgende? – Skal området være Danmarks første rigtige vildmark?

Nordjyllands Amt og Sejlflod Kommune har foreslået miljøministeren, at Lille Vildmose udpeges som et af pilotprojekterne for fremtidens nationalparker. Lille Vildmose har potentialet for at blive et endnu mere spændende naturområde. Derfor blev mosen også foreslået af Wilhjelm-udvalget som ét ud af seks nationale naturområder i Danmark.

Regeringen har på finansloven for 2003 afsat midler til en opfølgning af tankerne om oprettelse af naturparker. En forudsætning for statslig støtte er lokalt engagement og opbakning til den enkelte naturpark. Nordjyllands Amt indkaldte derfor til et seminar, hvor man diskuterede, hvordan Lille Vildmose bedst kan integreres i planerne om at skabe en ny naturpark.

– Hvordan kan lokalbefolkningen bedst inddrages og tilgodeses i en kommende nationalpark, og hvordan kan mosen bedst sikres en plads som Nordjyllands flagskib for den vilde natur? Det var spørgsmål som disse, der blev debatteret.

Nordjyllands Amt har sammen med Sejlflod Kommune lavet en projektbeskrivelse for deres visioner om en nationalpark på 20.000 hektar. Det er efter danske forhold et ganske stort område, der er tale om: Således er 1 hektar = 100 x 100 meter = 10.000 kvadratmeter; 100 hektar = 1 kvadratkilometer, og 20.000 ha = 200 kvadratkilometer.

Den nye nationalpark skal med sine 200 kvadratkilometer i så fald indbefatte Lille Vildmose-området med tilliggende kyster og fladvandede kystfarvande.

24. marts 2003

© Steen Ulnits

* – Mols og Helgenæs ny nationalpark?

De smukke Mols Bjerge står meget højt på listen over kommende nye nationalparker. Så højt, at miljøminister Hans Christian Schmidt for nylig besøgte området sammen med lokale politikere, som også støtter ideen. Området er velkendt blandt jyske kystfiskere, der i årevis trofast har besøgt smukke og givtige kystpladser såsom Mols Hoved og Isgård med flere.

Staten ejer det meste af Mols Bjerge, som allerede er fredet område. Nu foreslår miljøministeren, at det ligeledes meget smukke og kuperede Helgenæs, der ligger syd for og i forlængelse af Mols, også inddrages i en kommende nationalpark. Også her har jyske kystfiskere dyrker deres passion i mange år – fra klassiske pladser såsom Sletterhage, Lushage med flere.

Imidlertid har to lokale bønder startet en protestindsamling. De ønsker ikke Helgenæs inddraget i en kommende nationalpark, da de frygter, det vil gribe ind i deres dyrkning af den fede landbrugsjord på disse kanter.

Endnu et eksempel på, at danske landbrugere tror, den danske jord er deres og kun deres – at skalte og valte med efter forgodtbefindende.

24. marts 2003

© Steen Ulnits

* Redningsplan for døende Limfjord

Nordjyllands Amt er klar med en redningsaktion for Limfjorden, der om ikke er helt død endnu, så dog meget døende mange steder. Dette kunne man for nylig læse om i Nordjyske Stiftstidende.

Amtets plan betyder, at landbrugets udledning af gødningsstoffet fosfor fremover skal begrænses. Desuden vil der som noget nyt blive stillet krav om, at der skal være balance mellem tilført og fraført fosfor på de enkelte gårde langs fjorden.

Amtets økonomiudvalg diskuterede for nylig Limfjordens tilstand. Der var bred opbakning til at stramme kravene, så landmændene fremover udleder mindre fosfor. Der bliver tale om krav magen til dem, der langt om længe nu stilles til projekter ved Mariager Fjord – der i parentes bemærket afgik ved døden i sensommeren 1997. Hvis nogen altså skulle have glemt det i mellemtiden, hvor der har været meget tavst om fjordens fremtid.

– Limfjorden er truet og sender nødsignaler, og dem må vi tage til efterretning. Der var på mødet bred enighed om, at der skal passes bedre på fjordens sundhedstilstand, og at der skal stilles krav om balance i anvendelsen af fosfor, sagde amtsborgmester Orla Hav (S).

Meldinger til amtet går på, at der reelt ikke er fisk tilbage i Limfjorden. Problemet er, at bl.a. fosfor fra landbrugsproduktion skylles ud i fjorden, hvor det sætter gang i algeproduktionen. Algerne bruger al ilt i vandet, og efter iltsvind følger bundvendinger og fiskedød.

24. marts 2003

© Steen Ulnits

* Snart slut med landbrug i Lindenborg Ådal

Lindenborg Å i Nordjylland er en af Danmarks mest produktive havørredåer. Nu er åen atter på landkortet og i medierne. Således har tre landmænd med jord ned til Lindenborg Å netop fået pålæg om at fjerne diger, der indenfor de seneste to år er etableret langs åen – med det formål at hindre oversvømmelse af markerne. Det kunne man for nylig læse om i Nordjyske Stiftstidende.

Med den beslutning gik flertallet i amtets udvalg for teknik og miljø stik imod praksis fra sidste år, hvor udvalget godkendte etablering af fire nye diger på en anden strækning af Lindenborg Å. Bag det nye krav står Socialdemokraterne og SF, mens medlemmerne fra Venstre og de konservative ikke uventet stemte for godkendelse af digerne.

Teknisk set var der ikke nævneværdig forskel på de første fire diger og de tre nye. På den baggrund ser SF’s medlem af udvalget, Thomas Krogh, den skærpede kurs som udtryk for, at flertallet har indset, at digerne blot ville holde en ond cirkel i gang:

– Problemet er jo, at jorden de pågældende steder har sat sig, og at åen derfor i våde perioder løber over sine bredder. Ved at etablere diger kan jorden dyrkes yderligere nogle år, og dermed vil jorden fortsat sætte sig. Diger er derfor udtryk for en forkert udvikling, siger Thomas Krogh, der ser afslaget om lovliggørelse som noget, der kan sætte en proces i gang, som på sigt også vil være til fordel for ådalens landmænd:

– Nu er der mulighed for en udvikling, hvor vi i samarbejde med landmændene finder frem til en mere miljøvenlig drift af jorden i ådalen. Der er jo flere forskellige muligheder for at opnå støtte til en mere miljøvenlig drift af jorden end korndyrkning, siger Thomas Krogh. Han mener, at der med gårsdagens afgørelse er sat en stopper for yderligere digebyggeri i ådalene.

Udvalget drøftede samtidig den generelle fremtid for Lindenborg ådal. Det skete på baggrund af et oplæg fra forvaltningen, som beskrev fire muligheder med fortsat dyrkning som det ene yderpunkt og en omdannelse til en nationalpark som det andet. De øvrige to gik henholdsvis på udbredelse af miljøvenligt jordbrug i ådalen og fredning.

I udvalget hælder man til mere miljøvenlig drift i ådalen. Udvalget ville gerne gå endnu videre, men må se i øjnene, at der ikke er penge til fredning og slet ikke en nationalpark. Udvalget understreger dog, at dyrkning på længere sigt er udelukket. Det ville nemlig kræve, at åen graves dybere ned, og det er utænkeligt.

Ikke bare af naturmæssige hensyn. Åen har heller ikke det nødvendige naturlige fald. Dræning og dyrkning har siden 50’erne fået jorden langs åen til at sætte sig med op til halvanden meter. Samtidig er vandstanden øget med ca. 20 centimeter, fordi vandplanten pindsvineknop, der virker som en bremse på vandet, har nydt godt af grødeskæringen. Selv fire grødeskæringer i løbet af sommeren er ikke nok til at hindre åen i at løbe over.

Den intensive dyrkning har slidt ådalen ned. Derfor har landbruget i dag ikke længere nogen fremtid i Lindenborg Ådal. Og gudskelov for det. Tidligere sager med miljøbevidste sportsfiskere mod et miljøfjendsk landbrug har nemlig medført, at Nordjysk Sportsfiskerforening måtte ekskluderes af Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), som gik imod en fortsat uddybning af Lindenborg Å. De nordjyske lystfiskere ville ikke følge DSF af frygt for at miste fiskevand ved åen…

17. marts 2003

© Steen Ulnits

* Dykænder dør i ruser

Her gik man og troede, at det er de monofile nedgarn, som er de værste syndere – som uselektivt fanger alt på deres vej, fugle såvel som fisk og havpattedyr. Som tidligere nævnt på denne side anslår Dansk Ornitologisk Forening (DOF), at der årligt dør omkring 100.000 havfugle i danske garn. Hertil skal lægges omkring 7.000 marsvin, der ligeledes dør en smertefuld druknedød i garnene.

Det er velkendt fra Vadehavsundersøgelsen, som man kan læse om på www.ulnits.dk under “Aktuelt”, at også de store ruser, som sættes hernede, har en stor utilsigtet skadevirkning. De fisk, der går i ruserne ved højvande, dør ved lavvande – uanset om de er fredede eller under mindstemålet eller blot uønskede. Ruserne tørlægges helt enkelt ved lavvande, og fiskene kan derfor ikke genudsættes i levedygtig stand.

Nu viser det sig så, at også almindelige ruser andre steder i landet, hvor der ikke er noget nævneværdigt tidevand, har utilsigtede skadevirkninger på faunaen. I Roskilde Fjord på Sjælland har nogle fritidsfiskere således fået den uheldige vane, at de deponerer deres ruser under vandet om vinteren. Intentionen er den, at algerne skal rådne af ved naturens hjælp.

Imidlertid sidder der masser af krabber, muslinger og mindre krebsdyr i redskaberne, som på den måde bliver tillokkende dødsfælder for dykænder på jagt efter føde i vintermånederne. Den på billedet viste troldand blev fundet i en ruse sænket i vandet ud for Jyllinge inde i Roskilde Fjord.

Interesserede kan finde hele fire artikler om det skadelige fiskeri med garn og ruser under ved at søge på “Garndøden”.

10. marts 2003

© Steen Ulnits

* “Bjørn Lomborg gør folk ligeglade”

Forfatteren Sissel-Jo Gazan har skrevet følgende tankevækkende indlæg til “Klummen” i gratisavisen Metro Express:

“Jeg har aldrig forstået folk, der undlader at involvere sig i miljøproblematikken med den begrundelse, at deres indsats alligevel er en dråbe i havet. I mine ører er en sådan argumantation ikke alene en stiltiende accept af klodens tilstand, men også en ikke specielt beundringsværdig accept af, at man ikke orker at forsøge at ændre på den. Ligegyldigt om vi taler økologi, genbrug eller energibesparelser, er den gængse holdning den samme: “Det hjælper alligevel ikke, når alle andre er ligeglade”. Hvad i alverden er det for en vattet holdning? Det skræmmende er, at netop denne vattede holdning legitimeres af en af tidens mest eksponerede eksperter, direktør Bjørn Lomborg, hvis synspunkter giver befolkningen grønt lys til at læne sig tilbage i deres magelige mangel på engagement.

Man kan se det for sig: Ungt menneske hører Lomborg udtale sig om genbrug i nyhederne. Skal man tro ham, er papirgenbrug overvurderet, og vi kan lige så godt destruere hele molevitten, for i virkeligheden tabes der færre ressourcer ved at destruere papir og pap, end det koster at opbygge og drive avancerede genbrugscentraler. Konsekvensen er oplagt: Næste gang ungt menneske skal ned med sine aviser, er det, hvad han eller hun husker. Et uangribeligt synspunkt, legitimeret i en dansk nyhedsudsendelse, og inden man når at blive irriteret over størrelsen på sprækken i genbrugscontaineren, er avisstakken røget i skraldespanden. Faktum er bare, at virkeligheden ikke er så unuanceret. I den specifikke situation, hvor der lades hånt om begrebet genbrug, skal man huske at tage højde for, at i det øjeblik træ og papir afbrændes i stedet for at genbruges, opstår behovet for nyproduktion, hvis denne verden vel at mærke fortsat vil have papir at skrive på. En lille omkostelig mellemregning, der ud over at glimte ved sit fravær i Lomborgs argumentation for, hvorfor genbrug er unødvendigt, får debatten til at handle mere om Lomborgs sande tilstand end klodens.

Med Bjørn Lomborg som direktør for Institut for Miljøvurdering er selv dansk politik blevet invaderet af amerikanske tilstande, hvor det i årevis har været normal kutyme, at eksperterne ud over at være eksperter også er politikere. Og hvad er der så galt i det? Når en ekspert ikke er uvildig, hvad skal folk så tro på? Vores nuværende regering har både under deres valgkamp og gennem deres regeringsperiode forsøgt at overbevise befolkningen om deres optimisme. Råd og nævn, ud til højre! Ikke mere klynkeri fra blødsødne socialdemokrater og deres venstreorienterede kor. Nu er det bare lige frem efter næsen, og så skal det nok gå. Tankevækkende er det, at Bjørn Lomborg i årevis har gjort sig bemærket med samme udglattende synspunkter. Miljøproblemer? Det er noget, Greenpeace har opfundet. Vagt i gevær? Ozonlaget har aldrig haft det bedre! Ingen ved, om Lomborg ganske enkelt blev ansat med det formål at mane enhver form for skepsis i jorden, ja, personligt fristes jeg til en sådan konklusion. Som sagerne står nu, er Lomborgs afsmittende slapstick holdning til miljøproblematikken, den mest seriøse trussel mod vores miljø”: Citat slut.

Såvidt Sissel-Jo Gazan. Det kan næppe udtrykkes mere klart og tydeligt. Det er præcis derfor, Bjørn Lomborg er det værste, der er sket for dansk miljøpolitik i mange, mange år. En værre uredelighed, om man så må sige…

Det er desværre altid kvinder, der er klogest med hensyn til miljøet. Men så er det jo også dem, der bærer livet i deres egne liv. Det giver tilsyneladende en større forståelse af samspillet melem det hele. Og ikke kun syn for den hurtige profit.

1. marts 2003

© Steen Ulnits

* Lomborg og lektierne

De fleste har nok bemærket den intense debat i landets medier i kølvandet på afgørelsen vedrørende klagerne om Bjørn Lomborgs videnskabelige redelighed eller mangel på samme. Lomborgs arbejder blev som bekendt dømt for værende klart i strid med normerne for god videnskabelig skik.

Alle taler om dem, men (næsten) ingen har læst disse klageskrifter, da de hidtil ikke har været tilgængelige på internettet.Nu kan seriøst interesserede ved selvsyn læse sig igennem både danske og udenlandske klager, Lomborgs indvendinger og klagernes gensvar, på adressen www.nepenthes.dk . Man skal være klar over, at det er mange siders ofte tung læsning. Men der er ingen vej udenom, hvis man vil danne sig en kvalificeret mening om sagen og forståelse for Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed ‘s (UVVU) dom over Bjørn Lomborg.

I forbindelse med afgørelsen om Lomborg fra UVVU har mange forskere skrevet under på henholdsvis en protest mod UVVU (290 samfundsfaglige underskrivere) og en støtteskrivelse for UVVU (640 naturfaglige underskrivere, heriblandt vor hjemlige Nobelpristager Jens Chr. Schou).

Herom kan læses på http://www.math.ku.dk/~dlando/ (mod UVVU) og http://www.biobase.dk:5000 (for UVVU).

1. marts 2003

© Steen Ulnits

* Fortsat farvestof i foderet…

…til tamlaks og burhøns. Dette på trods af, at alt tyder på en skadelig effekt af de kunstige farvestoffer, som tilsættes foderet til tamme fisk og tamme høns. Således ved man, at de kunstige canthaxanthiner – syntetiske røde farvestoffer – på lang sigt kan skade synet hos de mennesker, der indtager dem med føden.

EU’s forbrugerkommisær har dog netop taget initiativ til, at den tilladte mængde af canthaxanthiner nedsættes fra de nuværende 80 mg/kg foder til 25 mg/kg – i foder til æglæggende høns dog kun 8 mg/kg. Blandede man ikke disse kunstige farvestoffer i foderet, ville tamlaksene være grå i kødet, og æggeblommerne ville være trist bleggule at se på.

Og det kan vi jo ikke have. Så hellere blive syge af maden…

23. februar 2003

© Steen Ulnits

* Nul kroner i erstatning til landmænd

Da Viborg Amt i 1991 besluttede at lukke mere saltvand ind i den inddæmmede Hjarbæk Fjord, hvor blandt andet Simested Å og Skals Å udmunder, krævede lokale landmænd straks erstatning. Som landbruget jo har for vane. Amtets beslutning skyldtes hensynet til det forringede miljø i fjorden.

175 lodsejere omkring fjorden stillede sig ikke tilfredse med den erstatning på 8 mio. kroner, som de for længst har modtaget i kompensation. De krævede næsten det dobbelte – 15 mio. kroner – og har ført sag herom lige siden sagen for første gang kom til drøftelse – for næsten 15 år siden.

Nu har Højesteret så endelig fældet dom i sagen. Højesteret besluttede, at der ikke var tale om ekspropriation af landbrugsjord, da amtet lukkede mere saltvand ind i fjorden og dermed satte kystnære områder under vand. I forvejen havde landbruget fået ny og billig jord at dyrke, da man byggede dæmningen ved det smalle Virksund og begyndte afvandingen.

Desværre skete der en uheldig ændring i vandmiljøet, som blandt andet førte til iltsvind ved bunden og massive klækninger af generende dansemyg i det nu næsten ferske vand i fjorden. Samtidig blev Virksund en endnu større flaskehals end tidligere for fjordens havørreder, som nu havde sværere end nogensinde ved at undgå garnene ud for dæmningen.

Daværende fiskeriminister Bjørn Westh, som selv er lodsejer ved Skals Å, fik dog indført udvidede fredningszoner i fjorden, som gav havørrederne markant bedre livsbetingelser.

23. februar 2003

© Steen Ulnits

* Nul kroner til undersøgelse af iltsvind II

Meget belejligt for miljøministeren er der ingen penge til en undersøgelse af konsekvenserne af sidste års rekordstore iltsvind for fuglelivet til havs. Meget belejligt, for på denne måde undgår ministeren, at der kan sættes konkrete tabstal på sommerens iltsvind.

Nu har regeringen så taget skridtet fuldt ud og krævet, at Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) – i lighed med Bjørn Lomborgs kritiserede Institut for Miljøvurdering (IMV) – underkastes en uvildig undersøgelse. Venstre mener nemlig, at DMU’s rapporter om iltsvind og næringssaltforurening fra landbruget meget vel kan være lige så “videnskabeligt uredelige”, som Bjørn Lomborgs bøger blev dømt af Udvalget for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed (UVVU) her først på året.

Regeringen kan på denne måde bruge UVVU’s kritik af IMV til at så tvivl om DMU og deres prognoser for vandmiljøet inden udarbejdelsen af den nye Vandmiljø-handlingsplan III. Venstre vil jo gerne have, at iltsvindet ikke er landbrugets skyld, og at man derfor ikke behøver at sætte ind med yderligere sanktioner over for sine kernevælgere – til fordel for miljøet.

Det ser således ud til, at det danske vandmiljø fremover skal reddes af EU og strammere bestemmelser fra Bruxelles. Det bliver i hvert fald ikke af den landbrugsvenlige danske regering.

23. februar 2003

© Steen Ulnits

* Torsken – en truet dyreart!

Som det vil være faste læsere af disse sider bekendt, så er torsken nu ved at være en truet art. EU havde op til nytår planer om drastiske reduktioner i de fremtidige torskekvoter, men som bekendt løb de stort opsatte planer stort set ud i sandet – eller rettere vandet.

Landsforbundet Danske Lystfiskere (LDL) har i den forbindelse sendt nedenstående brev til fiskeriministeren, der under det danske EU-formandskab sidste år var ansvarlig for de nye og drastisk reducerede reduktioner. Ansvarlig for, at der stort set ikke skete noget, der kunne redde torsken fra en fortsat deroute.

LDL’s brev opsummerer på udmærket vis problematikken og giver udmærkede bud på mulige løsninger. Det bringes derfor herunder i sin fulde længde.

16. februar 2003

© Steen Ulnits

* Til fiskeriministeren:

Landsforbundet “Danske Lystfiskere” (LDL) har de senere år – og i høj grad de seneste måneder – med bekymring fulgt udviklingen indenfor bestandene af torsk i vore farvande. Hvor torsken før optrådte almindeligt og jævnt fordelt, er der de seneste år sket en alvorlig udtynding, der primært har sin årsag i overfiskning, men hvor iltsvind i nogle områder sikkert også spiller ind. Det må dog bemærkes, at bestandene var i bund allerede før det betragtelige iltsvind i efteråret 2002.

En afledt virkning af forringelsen af torskebestandene er, at der nu optræder langt flere sild end tidligere, da færre ender som torskeføde. Til gengæld medvirker sildene til, at de mindre yngelårgange af torsk beskattes hårdt, da sildene æder kraftigt løs af torskelarverne – en ond cirkel, der altså er sat i gang af overfiskningen på torsk!

Der findes naturligvis stadig torsk i farvandene, men nu på for denne fiskeart optimale steder. Fx er det nærmest blevet umuligt for lystfiskere at fange torsk ved fiskeri fra kysten, hvor denne form for fiskeri ( forår og efterår) ellers gav udmærket for blot få år siden, og ved fiskeri fra båd er det (som før bemærket) kun få optimale steder, der kan fanges torsk.

LDL havde i efteråret 2002 visse forhåbninger til, at den alvorlige situation omsider var ved at være erkendt og ville blive rettet op af de ansvarlige politikere, men det nylige EU-forlig om fiskeriet slog effektivt disse forhåbninger i stykker. Forliget fastsatte alt for store kvoter i forhold til et ellers fornuftigt oplæg – for de indre farvande og Østersøen skete endda en lille udvidelse i forhold til det hidtil gældende, og øvrige punkter i forliget må anses for at være uden væsentlig effekt, hvis det da drejer sig om at ophjælpe bestandene.

Allerede nu er der sket en yderligere forringelse af forliget ved at der – under pres fra erhvervsfiskerne – er gennemført en udvidelse af antallet af fiskedage. Yderligere fortsætter uskikken med udsmid af brugelige, men døde fisk – med det formål, at kun hjemtagne, større fisk (der giver den bedste pris) regnes med til den fangne del af kvoten. Endelig sendes der nu signaler fra det større erhvervsfiskeri om, at man har til hensigt at overtræde fiskerireglerne fremover!

LDL er af den mening, at det nu er på tide – efter et dårligt forlig og dårlige erfaringer med et erhverv, hvor hensynet til øjeblikkelig indtjening går forud for hensynet til fremtiden – at politikerne nu har pligt til at vise, at udmeldingerne om genopretning af fiskebestandene ikke blot er det rene “mundsvejr”.

Hvad angår det ulovlige udsmid og truslerne om ” at blæse på reglerne” vil LDL anbefale en øjeblikkelig styrkelse af fiskerikontrollen og dens indsats.

Endvidere må det forhindres, at de store fiskefartøjer fra Nordsøen – når kvoter her er fisket op – finder kompensation ved at søge ind i indre farvande og Østersøen og fortsætte overfiskningen. Dette er sket flere gange og er den væsentligste årsag til nedgangen i torskebestandene her, som tidligere påpeget af LDL og mindre erhvervsfiskere i disse farvande!

LDL har flere gange fremført, at situationen kræver, at der udlægges større samlede havområder fri for trawlfiskeri. Det er alment kendt, at denne grove form for fiskeri skader den fangne fisk, så mange dør ( også undermålere) og dertil ødelægger bundforholdene. Det må være på tide at udlægge “havreservater” fredet for denne fiskemetode.

LDL har noteret sig, at Sverige og Tyskland gik imod EU-forliget ud fra hensynet til genopretning af fiskebestandene. Vi skal derfor anbefale, at Danmark søger samarbejde med disse to lande for udarbejdelse af effektive særordninger, der lever op til de intentioner, som også vort land angiveligt står for, hvad gælder beskyttelse af fiskebestande.

For nylig har LDL (i forbindelse med revision af bekendtgørelse vedr. mindstemål i saltvand) foreslået, at mindstemålet for torsk i indre farvande og Østersøen sættes op til 45 cm. Vi håber, dette forslag følges, da det er et skridt på vejen til at sikre, at flere fisk opnår gydemoden størrelse.

LDL håber, at ovenstående forslag, der må anskues som en samlet “pakke”, vil give anledning til, at danske politikere seriøst overvejer en effektiv indsats til fordel for de truede bestande. EU- forliget lever ikke op til dette og må ikke blive en “sovepude”, der blokerer for mere fornuftige tiltag.

Efter LDL’s mening kan EU-regler for fiskeriet ikke prioriteres højere end hensynet til fornuftige løsninger, der samtidig genopretter bestandene og sikrer erhvervsfiskeriets fremtid på længere sigt.

På LDL’ s vegne,

Bjørn Larsen

* Lomborg og lektionen

Den 7. januar 2003 fældede Udvalget for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed (UVVU) så den endelige dom over tidligere lektor ved Institut for Statskundskab og nuværende direktør for regeringens Institut for Miljøvurdering (IMV).

Dommen var klar: Bjørn Lomborg kan ikke bedømmes som videnskabeligt uredelig, da man ikke kan bevise, at han har handlet bevidst og i ond hensigt. Udvalget konkluderede derfor kun, at Lomborg objektivt set er videnskabeligt uredelig.

Til gengæld konkluderede et enigt udvalg på 24 uafhængige forskere fra mange forskellige fagområder, at Bjørn Lomborgs meget omdiskuterede bog “Verdens Sande Tilstand” (på engelsk “The Sceptical Environmentalist”) ikke holder vand. UVVU konkluderede nemlig enstemmigt, at indholdet er

“i klar strid med normerne for god videnskabelig skik”

Denne dom vakte voldsom opstandelse overalt. Miljøministeren, som ellers tidligere har undsagt Bjørn Lomborg flere gange, bakkede pludselig 100% op om direktøren for IMV. Statsministeren, som i praksis selv havde bestemt, at det nye institut skulle oprettes, og at Bjørn Lomborg skulle være direktør, bakkede forventeligt ligeledes 100% op om sin Lomborg.

Siden fulgte en underskriftindsamling fra et stort antal fortrinsvis samfundsfaglige forskere, som mente, at UVVU’s dom var usaglig og udokumenteret. Knap 300 skrev under på protesten mod UVVU’s afgørelse – måske fordi de selv var blevet bange for at få deres egen forskning bedømt på samme måde.

Den samfundsfaglige protest udløste en anden underskriftindsamling – til støtte for UVVU og nu fra natur- og sundhedsvidenskabelige forskere. En forudsætning for at skrive under her var, at man som minimum havde en Ph.D. som forsker. Der indløb over 600 underskrifter, heraf flere meget prominente:

Blandt de prominente og internationalt anerkendte underskrivere til fordel for UVVU var den danske Nobelprismodtager i biokemi, Jens Christian Schou; professor Poul Harremoës, som tidligere var gået fra IMV’s bestyrelse i protest mod Bjørn Lomborgs aktiviteter, samt tidligere rektor for Københavns Universitet, Kjeld Møllgård.

Det hele resulterede foreløbigt i, at Forskningsstyrelsen lagde op til en præcisering af UVVU’s opgave og rolle. Samtidig skal alle IMV’s hidtidige rapporter evalueres af eksterne eksperter. Ikke uventet opfordrede oppositionen til, at Institut for Miljøvurdering nedlægges og Bjørn Lomborg fyres.

– Men hvordan kom det så langt, og hvorfor strides de lærde egentlig? I en kommende stor artikel gennemgås i kronologisk orden nogle af de hændelser, der førte til dagens stridigheder om miljøet og verdens sande tilstand. Det er artig læsning…

9. februar 2003

© Steen Ulnits

* Norske tamlaks ude af kontrol

Norge har endnu engang dokumenteret, at man overhovedet ikke har styr på hverken vildlaks eller tamlaks.

I 1993 toppede udslippene af tamlaks fra de mange norske havbrug – med det let målelige resultat, at næsten halvdelen af alle laks fanget i hav og fjord var undslupne tamlaks. Opdrætsfisk, som siden søgte op i ferskvand for dér at gyde sammen med vildlaksene – med en farlig og meget uønsket udvanding af vidlaksens arvemasse til følge.

Ikke nok med, at tamlaksene blander deres dårlige gener med vildlaksenes gode. Nej, de gyder typisk også en måned senere end vildlaksene – på de samme steder – hvorved tamlaksene graver vildlaksenes gydte æg op af bunden. Skaden fra udslippene af tamlaks er således dobbelt.

Havbrugerne lovede bod og bedring, og andelen af tamlaks i fangsterne til havs faldt da også i de efterfølgende år – til et minimum i 2001, hvor tamlaksene “kun” udgjorde omkring 30% af laksefangsterne ude i havet.

Men så gik det helt galt igen. I 2002 oplevede man således rekordstore udslip i den ydre Hardangerfjord – så store, at tamlaksene udgjorde hele 94% af den samlede laksefangst i havet.

Efterfølgende kunne de norske myndigheder rapportere til skræmte laksefiskere og -forskere, at nu udgjorde tamlaksene visse steder op mod eller over halvdelen af fiskene på gydepladserne oppe i elvene.

Det var blandt andet tilfældet i den lille Håelv, som kunne byde på ikke færre end 88% tamlaks blandt gydefiskene. Og det var tilfældet den lille storlakseelv Vosso, hvor hele 72% af gydefiskene var tamlaks.

Det var også tilfældet i Namsen, hvor hele 48% af gydelaksene sidste år var undslupne tamlaks. Et rekordstort antal. Forrige år var det blot 17%. I den nordnorske storlakseelv Alta udgjorde tamlaksene i 2002 hele 20% af gydebestanden. I Orkla var der tilsvarende “kun” 10% tamlaks på gydepladserne.

Da det statslige Rieber-Mohn udvalg for nogle år siden barslede med en stor hvidbog om tilstanden for den norske laks, var en af anbefalingerne, at der skulle oprettes et antal nationale laksefjorde med lakseelve, som var specielt beskyttelsesværdige. Lokaliteter, som derfor skulle skånes for havbrug med mulige udslip af tamlaks.

I skrivende stund må man konstatere, at den norske regering er lige så lidt miljøbevidst som den danske. I hvert fald har den norske regering netop barslet med forslag til færre nationale laksefjorde end oprindelig foreslået.

Samtidig har den norske fiskeriminister bebudet, at han har givet eller vil give tilladelse til 50 nye havbrug, 48 nye sættefisk-anlæg og 6 nye lakseslagterier i de foreslåede nationale laksefjorde.

Det lader til, at vi nu er vidne til den norske vildlaks’ endelige svanesang. Nordmændene vil helt enkelt hellere have tamlaks i burene end vildlaks i elvene…

5. februar 2003

© Steen Ulnits

* Fiskeplejen 2003: 32,2 mio. kr

I den endnu ikke underskrevne handlingsplan for 2003 regnes der med et samlet budget på 32,2 mio. kr.

Heraf afsættes 3,3 mio. kr. til drift af indbetalingsordningen. Dette er lagt ud til et privat firma, i øvrigt efter udbud.

400.000 kr. inddrages af Finansministeriet ved den såkaldte “budgetreduktion” til blandt andet finansiering af Fiskerikontrollens forøgede kontrolarbejde overfor sports- og fritidsfiskere.

Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) får tilført 1,26 mio. kr. til løbende rådgivning (herunder udarbejdelse af handlingsplan og statusrapporter) i fersk- og saltvand. Denne servicering går til myndigheder, fiskeriorganisationer og private personer i spørgsmål vedrørende fiskeplejen.

Herefter fordeles 19,96 mio. kr. til ferskvandsudvalget og 7,25 mio. kr. til de marine aktiviteter.

Ferskvandsudvalgets budget fordeles til:

1) bestandsophjælpning (laksefisk og fisk i søer) med 11,83 mio. kr.,

2) projekter (fiskeplejekonsulenten, udsætningsplaner, udsætningsforsøg, biologi for laks og ørred, sø- og brakvandsundersøgelser) med 5,93 mio. kr. og

3) vandløbsrestaurering med 2,2 mio. kr.

Bestandsophjælpning og vandløbsrestaurering er to sider af samme sag, og udgør således 70 % af de samlede midler indenfor ferskvandsudvalgets budget i 2003.

Af det marine udvalgs budget udgør udsætninger af ål, helt og skrubbe i alt 3,81 mio. kr. svarende til 49 % af det afsatte beløb under det marine udvalg.

Når ministeren godkender den endelige plan vil DFU på www.fiskepleje.dk gennemgå planen nærmere.

26. januar 2003

© Steen Ulnits

* Rekordstor konfiskation hos Esbjerg-fiskere

Byretten i Esbjerg besluttede først i januar – for øvrigt selvsamme dag, hvor Bjørn Lomborg blev erklæret for “objektivt videnskabeligt uredelig” – at 12 Esbjerg-fiskere skulle have konfiskeret deres fortjeneste ved ulovligt fiskeri sidste år.

Alt i alt konfiskeredes de 5,4 mio. kroner, som de ulovlige fangster af industrifisk havde indbragt. Fangsterne indeholdt 50-70% sild, hvor de højst måtte indeholde 20%. De dømte fiskere havde erkendt ulovlighederne, men mente, at de havde fået straf nok allerede – i form af en måneds karantæne mod videre industrifiskeri.

De havde dog lov til i stedet at fiske efter konsumfisk i den måned, de havde karantæne, og behøvede derfor ikke at mangle brød på bordet. De 12 Esbjerg-fiskere har alligevel valgt at anke dommen om konfiskation til Landsretten.

Fortsættelse følger således.

26. januar 2003

© Steen Ulnits

* Århus Bugt stadig truet af iltsvind

Bedst som man troede, at nu var Århus Bugt atter fri af eftersommeren og efterårets store iltsvind, kom der nye dårlige bulletiner fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU).

DMU meldte i december sidste år, at sommerens massive iltsvind nu kan vise sig at være en langsigtet trussel for bestanden af fladfisk og torsk. Det viser sig nemlig, at dette års iltsvind har fundet sted i områder, hvor man ikke tidligere har oplevet iltsvind. Altså har iltsvindet indtaget nye områder af den smukke bugt, hvor alt er lagt øde – fisk, fødedyr og planter.

I den forbindelse skal man huske, at det ikke er nok, at vandet nu igen indeholder tilstrækkeligt med ilt. Fiskene vender nemlig ikke tilbage igen, førend der atter er føde til dem. Og der vil gå flere år, førend fødedyrene atter har indtaget bugten. Og først da vil rovfiskene følge efter. Endnu et iltsvind vil udskyde retableringsprocessen tilsvarende.

Formanden for Folketingets miljøudvalg, Venstres Eyvind Vesselbo fra Århus, udtalte efterfølgende, at DMU’s nye meldinger vil få betydning for indholdet af den kommende Vandmiljø-handlingsplan III. Den skal tage over, hvor først I’eren og siden II’eren kom til kort over for landbruget.

Gid det var så vel. Efterhånden vil man jo se det på tryk og i praksis, før man tror på det. Og når ordene så endda kommer fra en Venstre-politiker, bliver skepsis ikke mindre. Venstre, bønder og vandmiljø er traditionelt en livsfarlig cocktail for sidstnævnte…

19. januar 2003

© Steen Ulnits

* Nul kroner til undersøgelse af iltsvind

Effekterne af store iltsvind undervurderes ofte. Når først efterårsstormene har blandet vandet op igen og bragt ilten tilbage til dybet, ånder alle lettet op.

Men det er alt for tidligt og helt forkert. For når først iltsvind har lagt et område øde, vender fisk og fugle ikke tilbage igen – blot fordi der atter er ilt i vandet. For føden er nemlig væk, og føden er jo eneste årsag til, at fisk og fugle er, hvor de er. Og typisk tager det flere år – måske i størrelsesordenen fem år – førend en fauna af fødedyr atter har etableret sig.

Vi skal derfor ikke regne med, at torsken atter vil vende tilbage til Århus Bugt efter sommerens omfattende iltsvind. Vi må også regne med, at fuglene ligeledes vil aftage i antal med de døde muslinger. Dansk Ornitologisk Forening (DOF) har netop beklaget, at Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ikke har de fornødne 750.000 til at foretage optælling af havfugle i januar og februar.

Meget belejligt for miljøministeren, som på denne snedige måde måske undgår, at der kan sættes konkrete tabstal på sommerens landbrugsforårsagede iltsvind. På denne snedige måde undgår regeringen fornyede udgifter til miljøet, der jo meget let kunne udskyde de lovede skattelettelser på ubestemt tid…

Her går det rigtig godt.

19. januar 2003

© Steen Ulnits

* Grønsund langt fra grønt igen

Forrige års oliekatastrofe i Grønsund ud for Møn på Sydsjælland er ikke en overstået affære. Således kan man i dag stadig måle et for højt indhold af olierester i muslinger og skrubber fra dette område.

Det var landets hidtil værste oliekatastrofe, der indtraf, da “Baltic Carrier” den 29. marts 2001 kolliderede med et andet skib i Kadetrenden øst for Falster. 2.400 tons svær fuelolie strømmede ud i Østersøen og drev siden ind i Grønsund, hvor det blev skyllet op på kysterne ved Nordøstfalster, Møn, Farø og Bogø.

Det er blandt andet på sydsiden af Møn og Bogø, der stadig kan måles kritisk høje værdier af olierester i muslinger og skrubber. Så selv om den synlige del af olien er væk, er de giftige rester stadig at finde i fødekæden snart to år efter – endda i kritisk høje værdier.

19. januar 2003

© Steen Ulnits

* Comeback for sværdfisk efter fredning

Der er langt mellem solstrålehistorierne i denne verden, når det gælder truede fiskebestande. Men her er for en gangs skyld én af slagsen. En rigtig solstrålehistorie, der kan varme lidt i vinterkulden:

International Commission for the Conservation of Atlantic Tunas (ICCAT) kunne på et møde i Miami, Florida fortælle, at den atlantiske sværdfisk har gjort et comeback, der overstiger selv de vildeste forventninger. Således kunne ICCAT’s biologer meddele, at bestanden af atlantiske sværdfisk nu har nået 98% af det niveau, som er nødvendigt for det maksimale udbytte af fiskeriet. Dette efter en fredningsplan, der blev vedtaget så sent som i 1999.

I de seneste år har USA ikke kunnet fange den tildelte kvota af sværdfisk – blandt andet på grund af disse fredningsforanstaltninger – og såvel fiskere som forskere har derfor frygtet, at USA eventuelt ville bruge sin resterende kvote i byttehandel med andre lande.

Budskabet er derfor nu, at USA skal beholde sin kvota og ikke give den til andre nationer, som ikke gør noget for at genskabe bestanden af sværdfisk i Atlanterhavet. Budskabet er også, at fredninger lønner sig, når de foretages i tide – før bestandene er nået ned under et kritisk niveau. Som tilfældet var med torskene ud for Newfoundland, der endnu ikke har formået at retablere sig efter en total nedfiskning.

13. januar 2003

© Steen Ulnits

* Snæbel snupper EU-millioner

Fra naturens hånd er snæbelen hjemmehørende i de vandløb, der udmunder i Vadehavet. Det er en laksefsk, der er nært beslægtet med helten – blot er den havvandrende og har en markant forlænget mørk snude, som har givet fisken navn.

I dag er snæbelen i højeste grad en truet fisk. Således er snæbelen i EU’s habitatdirektiv optaget på listen over “strengt beskyttede arter”, og af samme årsag er den danske stat forpligtet til at sikre den det, man i EU kalder “en god bevaringsstatus”.

Men det er imidlertid lettere sagt end gjort. Da man i 1980’erne fandt ud af, at der stadig eksisterede små bestande af snæbel i Vidå, Brede Å og Ribe Å, satte man foranstaltninger i gang, som skulle sikre artens fremtid. Det lykkedes imidlertid ikke ret godt. Således er bestanden alle steder i tilbagegang, hvilket primært skyldes et dårligt vandmiljø i de sønderjyske åer.

Da Danmark huser de sidste bestande af den nordeuropæiske snæbel, hviler der et specielt ansvar på de danske skuldre. Præcis som tilfældet var og stadig er med skarven. Derfor er Sønderjyllands og Ribe Amter sammen med Skov- og Naturstyrelsen gået i gang med at lave en national forvaltningsplan for snæbelen. Men en sådan koster mange penge at føre ud i livet, og derfor regner man med, at EU vil spytte en tocifret millionbeløb i kassen.

Så kom ikke og sig, at EU aldrig er godt for noget!

13. januar 2003

© Steen Ulnits

* Skjernå på skinner

Så lykkedes det langt om længe at få lagt de sidste dele af den nu retablerede Skjernå på plads. 3 millioner kubikmeter jord er flyttet for at lægge Skjernå i nye eller rettere gamle sving. 2.200 hektar ligger nu hen som vådområde til glæde for ikke mindst fuglelivet. Og 280 millioner kroner har hele herligheden kostet, siden projektet blev besluttet sidst i 1980’erne.

Nu er så det sidste gravearbejde tilendebragt, og nu mangler der blot en håndfuld større broer og mindre spange samt lidt trækfærger, der kan bringe gående og cyklende over den “nye” Skjernå. Skov- og Naturstyrelsen forventer det sidste færdigt til sommeren 2003. Europas hidtil største naturgenopretningsprojekt er da en realitet.

Naturelskerne glæder sig, mens mange bønder river sig i håret over al den natur, som nu er kommet tilbage. Til trods for, at det var samfundet, der i sin tid bekostede den dyre regulering af åen. Og til trods for, at landmændene efterfølgende kunne købe den nyindvundne landbrugsjord for en slik. Og til trods for, at de nu igen blev kompenseret for tabet af den nye jord, der i mellemtiden var “brændt sammen” og havde mistet en meget stor del af sin værdi.

I den forbindelse kan man så blot håbe på, at EU-landbrugsstøtten som planlagt snart bortfalder helt. Så landbruget igen kan blive det liberale erhverv, det så gerne vil kalde sig. Uden den landbrugsstøtte, der i en leder i Jyllands-Posten blev kommenteret således:

“Datoen den 1. januar 2015 er vel valgt, da den giver EU 10 lange år til at få omstillet landbruget til den ny virkelighed, der er den eneste rigtige. Selvsagt vil en afvikling af landbrugsstøtten være overordentlig kompliceret og sine steder gøre meget ondt, men landbruget må sammen med Europas politikere bringes til at indse, at statsstøtten, som den har fået lov til at udvikle sig, er endt i et afhængighedsforhold af offentlige kasser, der for de almindelige forbrugere til forveksling ligner narkomanens behov for næste fix.

Landbruget fortjener at få sin frihed tilbage, og det kan kun ske ved at fjerne al statsstøtte”. Citat slut.

Såvidt Jyllands-Posten. I den forbindelse bør der erindres om, at man på New Zealand for nogle år siden fjernede statsstøtten til landbruget i ét hug. Og det skete der ikke noget ved. Landbrugerne lærte blot at klare sig selv på normale markedsmæssige vilkår.

EU planlægger nu at sætte importtolden på landbrugsvarer ned med 36%. At reducere eksportstøtten med 45%. Og endelig at fjerne 55% af den direkte og konkurrenceforvridende støtte til landmændene. Altsammen for at få råd til optagelsen af de ti nye EU-lande.

Virkelighedens verden banker nu på hos danske landmænd og deres nordeuropæiske koleger. Til gavn for alle – forbrugerne, miljøet og de fattige tredjeverdenslande. Glædeligt nyt her kort efter årsskiftet.

13. januar 2003

© Steen Ulnits

* FN: 2003 erklæres for “Vandets År

Det er ikke vand, vi mangler her på Planet Jorden. Hele 70% af Jorden er nemlig dækket af vand. Men 97,5% af dette vand er saltvand og udrikkeligt. Af de resterende 2,5%, som er ferskvand, er de 2% bundet som is ved polerne. Der er således ikke meget tilgængeligt ferskvand for planter, dyr og menesker.

De Forenede Nationer (FN) har derfor erklæret 2003 for “Vandets År”. Et år, hvor FN vil sætte fokus på de stigende problemer, der er med at skaffe verdens voksende befolkning tilstrækkelig med rent vand. Et år, hvor der vil blive sat kraftigt fokus på de krige, der allerede udkæmpes om vandet – eksempelvis i Mellemøsten. Og den forurening, der forvandler livgivende drikkevand til dødbringende spildevand.

FN’s generalsekrætær Kofi Annan spår, at vand vil blive et stigende problem for menneskeheden. Han konstaterer samtidig, at det allerede er tilfældet for en milliard mennesker verden over. Hvert år dør mere end 3 millioner mennesker på grund af dårligt drikkevand. Kofi Annan er dog også optimistisk. Således mener han, at netop behovet for rent vand i tilstrækkelige mængder vil kunne forene stridende folkeslag.

Det stigende behov for vand har allerede nu medført, at store floder som Colorado River i USA og Yangtsekiang i Kina i perioder løber tør for vand, før de når havet. En bæredygtig udnyttelse af vandet vil derfor ikke blot gavne menneskeheden. Miljøet vil i høj grad også profitere på det.

På FN’ s Millennium topmøde besluttede man, at antallet af mennesker uden rent drikkevand skulle halveres inden 2015. Under mottoet “More Crop per Drop” vil FN nu søge at skabe en bedre forståelse for disse problemer.

Måtte 2003 for alvor blive “Vandets År”. Den 22. marts bliver i hvert fald “Vandets Dag”, idet FN den dag planlægger arrangementer verden over med fokus på netop vand.

6. januar 2003

© Steen Ulnits

* – 2002 ny varmerekord?

Alle kan huske, at vi havde en rekordvarm og rekordlang sommer i år. Helt hen i september kunne man bade i vand, der var mere end 20 grader varmt. Alle kan sikkert også huske, at vi efterfølgende havde rekordstore iltsvind overalt i de indre danske farvande – resultatet af et meget vådt forår med stor udvaskning af næringssalte fra landbruget kombineret med den meget lange og varme sommer.

Nu kan meteorologerne så fortælle os, at 2002 kommer med på Top Tre listen over de varmeste år siden 1856, hvor man første gang begyndte med systematiske målinger af det danske klima. Faktisk er de ti varmeste år i nyere tid alle registreret siden 1990. Rekordåret var 1998, der regnes for det varmeste år i de sidste 100 år. På andenpladsen kom så sidste år, men det er ikke sikkert, at 2001 kan holde andenpladsen. 2002 kan nemlig meget vel gå hen og slå den på stregen.

Alle klimaforskere er i dag enige om, at vi står over for en global opvarmning, der kun lige er begyndt. Der hersker derimod stadig uenighed om, i hvilket omfang man kan give den menneskeskabte drivhuseffekt skylden. Hvorvidt vor afbrænding af fossile brændstoffer som kul, olie og gas sender så meget CO2 op i atmosfæren, at den øger drivhuseffekten måleligt.

Alle regner det dog for givet, at 2003 bliver endnu et varmt år.

6. januar 2003

© Steen Ulnits

* Polarisen smelter

I forbindelse med den globale opvarmning – om den så skyldes almindelige klimavariationer og/eller den menneskeskabte drivhuseffekt – smelter isen ved polerne. Amerikanske forskere regner således med, at omkring 20% af isen ved Arktis vil være smeltet bort inden år 2050.

Men ikke nok med det. Is reflekterer nemlig omkring 80% af solens stråler til verdensrummet, mens vand tilsvarende absorberer 80% af energien. I takt med at isen forsvinder ved polerne, vil vandet således varmes yderligere op, hvorved den globale opvarmning tiltager endnu mere. En ond cirkel, hvis konsekvenser vi på nuværende tidspunkt kun kan gisne om, er i gang.

6. januar 2003

© Steen Ulnits

* 2002-2003: Nytårshilsen 

2002 blev endnu et interessant år. Et år, der bød på spændende rejser, nye fiskevande og anderledes udfordringer på mange felter.

Men 2002 kom især til at stå i TV’s tegn. I 2001 havde jeg fornøjelsen at medvirke i tre TV-udsendelser fra Skotland og to fra Tanzania. I 2002 var det så de hjemlige vande, der måtte holde for – i hele fire TV-programmer om de mange fiskemuligheder, vi har i lille Danmark. “Fiskeri under pres” kunne man godt kalde det, for det er altså sin sag at fange fisk på kommando. Ikke nok med, at fiske- og filmdagene er udvalgt flere måneder i forvejen. Kameraholdet skal jo bookes, og dermed fanger bordet – uanset vejr, vind og vandstand.

Nej, man skal også fiske med et kamera kørende for næsen af sig, mens man desperat prøver at koncentrere sig om at få tørfluen til at lande præcis for snuden af en ringende fisk. Det kan godt give sved på panden og en ekstra rynke sammesteds. Men det var en udfordring, og det gik godt. Vi fangede de fisk, vi skulle, og de fire programmer gik i luften. Først på DR2 – siden på landsdækkende DR. Og vi havde den store glæde, at det sidste af programmerne blev set af omkring 100.000 mennesker. Hvilket alle seere naturligvis skal have stor tak for. Det resulterede nemlig i, at der også i 2003 kommer en håndfuld nye DR-programmer om lystfiskeri i Danmark.

Desværre blev 2002 også det år, hvor det største iltsvind i mands minde ramte de indre danske farvande. Det kom nu ikke bag på os, der havde oplevet forårets rekordstore nedbør og set vandet i Århus Å gå over både åens og Brabrand Søs bredder. Så meget vand kom der, og så mange næringssalte blev der vasket ud af jorden, at landbruget efterfølgende måtte sprede mange tons ekstra gødning ud over deres marker. De mange udvaskede næringssalte forårsagede siden algeblomst, iltsvind og bundvendinger overalt i de indre danske farvande – godt hjulpet på vej af en sommer, der var varmere og længere end normalt.

2002 blev dermed året, hvor mange kvadratkilometer dansk havbund blev lagt øde. Flere end nogensinde. Hvor fisk og bunddyr døde i mængder, der aldrig tidligere er set . Altsammen forårsaget af et alt, alt for intensivt dansk landbrug, som – desværre med de folkevalgte politikeres samtykke – ser stort på vandmiljøet, når blot det kan tjene penge og udvide svineproduktionen yderligere. De første 25 millioner grise er allerede nået, og nye mål er sat.

Alt var dog ikke kun skidt. 2002 blev også året, hvor jeg fik gjort status over 25 års rejser til eksotiske fiskevande i fjerne lande. Resultatet blev bogen “Fiskerejser til fjerne lande” på Gyldendals Forlag. Den beskriver på 360 sider og med 255 farvefotos 25 forskellige destinationer, som jeg har besøgt gennem de sidste 25 år. Det største problem ved at skrive bogen var såmænd at vælge lande og vande fra, for mange gode oplevelser og fangster kunne ikke komme med i “Fiskerejser til fjerne lande”. De bedste er der, men mange andre gode venter stadig på at komme på tryk. Det skal dog nok komme – før eller siden!

Til slut skal jeg ikke glemme, at endnu en Ulnits bog så dagens lys i det forgangne år. Det var “Absolut sandfærdige fiskehistorier” – en samling fortællinger på 112 sider fra danske åer, søer og kyster. Det er en ganske personlig bog, som blev vel modtaget. Det var jeg naturligvis meget glad for. Jeg er jo ellers mest kendt for mine hardcore fagbøger.

– Måtte 2003 blive endnu et Godt Nyt Fiskeår!

1. januar 2003

© Steen Ulnits