Aktuelt 3. kvartal 1999

* Virus i is

Geologer har i 150.000-500.000 år gamle prøver fra den grønlandske indlandsis fundet en endnu levedygtig plantevirus. De årtusindgamle vira har sandsynligvis formået at holde sig i live på grund af en meget tyk proteinkappe.

Ud over naturligvis at være et interessant fund, er det også et skræmmende. – For hvad vil der ske, hvis drivhuseffekten nu får isen ved polerne til at smelte, så andre årtusindgamle vira slippes fri? – I en natur, som ikke nødvendigvis længere er modstandsdygtig over for disse urgamle organismer?

Netop vira er jo kendt for at være meget vanskelige at bekæmpe. Dels fordi de af natur er meget hårdhudede, og dels fordi de er i stand til at mutere, når videnskaben langt om længe har fundet en kur mod dem.

I sandhed en interessant og spændende ny vinkel på problematikken omkring drivhuseffekten…

28. september 1999

© Steen Ulnits

* Virus i fisk

Virusangreb er et problem, der årligt koster fiskeopdrættere verden over millionstore tab. Virusangreb kan ikke behandles med antibiotika, men man kan reducere tabene ved at vaccinere fiskene med svækkede virusstammer. Ulempen ved den traditionelle teknik er imidlertid, at enkelte ellers raske, men svage og disponerede individer risikerer at blive syge af selve vaccinen.

Nu har forskerne sendt en helt ny kur på markedet. Det drejer sig om en gen-vaccine, hvor fiskene i stedet for svækkede virusstammer får sprøjtet virus-DNA direkte ind i kroppen. Det er en meget effektiv form for bekæmpelse, idet overlevelsen efter et virusudbrud hos DNA-behandlede fisk nu er næsten fuldstændig – hvor den ellers vil være helt nede på 10% eller derunder uden behandling overhovedet. Samtidig bliver ingen af fiskene syge af selve behandlingen.

Det er imidlertid ikke idel lykke. Dels stejler flere og flere forbrugere blot ved lyden af “gen” i forbindelse med fødevarer. Og dels kan forskerne endnu ikke dokumentere, at den tilførte DNA ikke optages og ophobes i de behandlede fisk – med mulige sundhedsfarer for forbrugerne til følge.

Herhjemme samler interessen sig primært om bekæmpelsen af den fiskevirus, som er opkaldt efter en dansk lokalitet, nemlig “Egtved-sygen”.

28. september 1999

© Steen Ulnits

* Ny kutter på Nordals

Nordals Turistforening har taget et glimrende nyt initiativ: De har formået at få det gode skib “Aries” til at sejle lystfiskere ud på havet omkring Nordals – nærmere betegnet det sydlige Lillebælt.

Frem til jul vil “Aries”, der har en fortid som marinekutter, sejle 12 ture fra Nordals. På hver tur vil der blive kåret en vinder, og de 12 vindere vil automatisk deltage i juledagenes tur efter nytårstorsk. “Aries” har nemlig plads til eksakt 12 mand ombord på den nyistandsatte kutter.

Interesserede kan booke plads hos LS Grej i Nordborg på telefon 74 49 18 84.

23. september 1999

© Steen Ulnits

* Gammelt skidt fra Vadehavet

Et meget regnfuldt forår er sikkert baggrunden for de ekstraordinært store forekomster af grønalger, som biologer fra Ribe Amt observerede under flyovervågning af Vadehavet. Den massive udvaskning af næringssalte til vandmiljøet har sammen med en varm og solrig sommer givet grønalgerne så gunstige livsbetingelser, at de sidst på sommeren dækkede store dele af de blotlagte vader mellem Rømø og Ho Bugt som en grøn måtte.

I anden forbindelse havde Danmarks Naturfredningsforening (DN) foreslået, at man sløjfede en del af den ti km lange dæmning mellem fastlandet og Rømø. Formålet skulle være at sikre en bedre gennemstrømning af Vadehavet og dermed et bedre vandmiljø.

Sønderjyllands Amt regnede sig imidlertid frem til, at det dels ville blive uforholdsmæssig dyrt – uden derfor at give miljøet ret meget bedre betingelser. Dels risikerede at underminere den resterende dæmning i forbindelse med stormflod. Amtet kunne derfor ikke anbefale en sløjfning af den nuværende Rømø-dæmning.

DN har taget amtets konklusion til efterretning.

23. september 1999

© Steen Ulnits

* Bøvl om Bølgehøvl

Vi har nu nået endnu et kritisk tidspunkt for miljøforholdene i den lange, smalle og dybe Mariager Fjord – sensommeren og efteråret med algeblomst, iltsvind og bundvendinger…

Siden fjordens død i sensommeren ’97 er der stort set ikke gjort noget som helst for at bedre vandmiljøet i Mariager Fjord. Bevares, man har intensiveret overvågningen, men hvad hjælper det at kunne konstatere – måske et par dage før end ellers – at fjorden nu er ved at dø igen? Sidst på sommeren så fjorden da også forfærdelig ud igen – med tykt, grågrøngrumset vand og en lugt, der ledte tankerne tilbage på det totale iltsvind for to år siden.

Har myndighederne og politikerne altså svigtet den smukke fjord, så har det private initiativ ikke ligget helt så meget på den lade side. Således placerede et privat firma en nyudviklet “bølgehøvl” på fjorden, der skulle skifte iltrigt overfladevand ud med iltfattigt bundvand. Tanken var, at bundvandet således skulle blive iltet konstant – via pumpeenergi leveret af bølgerne på Mariager Fjord.

Nu går bølgerne imidlertid ikke højt på den lange og smalle fjord – i hvert fald kun de verbale. Og samtidig frygtede miljømyndighederne, at man ikke blot ville få iltet bundvandet. Man risikerede jo også, at det oppumpede og meget næringsrige bundvand i stedet ville gøde overfladevandet, så man ligefrem kunne få yderligere algeblomst…

Mens interessen for Mariager Fjord nu desværre kan ligge på et meget lille sted, så er der dog lyspunkter. Eksempelvis har Miljøstyrelsen barslet med en ny hjemmeside, der beretter om miljøovervågningsprogrammet “NOVA 2003” på adressen http://www.mst.dk/nova

Her kan man blandt meget andet stof om vandmiljøet finde aktuelle rapporter om iltsvind rundt omkring i landet. Også i Mariager Fjord.

23. september 1999

© Steen Ulnits

* Nordborg Sø – klar og uklar

Nordborg Sø på Nordals – ofte kaldet “slotssøen” på grund af det smukke Nordborg Slot – er den største sø på hele Als. Den kaldes også Langesø, da den dels er lang og smal – dels ligger ved en by af samme navn.

Tidligere modtog Nordborg Sø urenset spildevand fra land og by – med det resultat, at den var ved at kvæles i alger og uklart vand. Denne tilledning blev stoppet, da det omkringliggende samfund besluttede sig for millionstore investeringer i kloakering og spildevandsrensning.

Det er således flere år siden, at søen sidst blev forurenet med urenset spildevand. Alligevel er den stadig meget uklar, hvilket skyldes store depoter af fosfor i søens bundslam. Fosfor, som frigives til omgivelserne og algerne, når der opstår iltfri forhold ved bunden. Man skal derfor ikke regne med, at søen bliver markant klarere i de første mange år – trods stoppet for yderligere forurening. I så fald må man gribe til en kostbar opgravning af det fosforholdige bundslam, og noget sådant er der ikke planer om – eller penge til.

Trods de mange næringssalte kan man i perioder opleve, at søen byder på ganske klart vand – med en sigtedybde på helt op til tre meter. Ganske imponerende for et så stærkt eutrofieret vand som Nordborg Sø. Søen huser for øvrigt en sandartbestand, som i gode år kan byde på et interessant fiskeri. Sandarterne skal primært søges i søens dybe nordlige ende, hvor der findes flere stejle og stenede skrænter. For øvrigt med fin udsigt til det lille hvidkalkede slot med det røde tag.

Nordborg Sportsfiskerforening har fiskeretten og lejer både ud.

20. september 1999

© Steen Ulnits

* Oldenor – på rette spor

En anden sø på Nordals er hverken helt så stor eller nær så gammel som Nordborg Sø. Det drejer sig om det nyetablerede Oldenor, som blev til, da man i ’93 lukkede for pumperne og lod et gammelt vådområde oversvømme – efter flere år som inddæmmet og drænet landbrugsjord.

Formålet med genskabelsen var dels at skabe bedre miljøbetingelser for dyr og planter – dels at beskytte grundvandet under Nordals mod indtrængende saltvand udefra. Beskyttelsen af det sårbare og dyrebare grundvand var dog nok den bærende kraft – med miljøet som en bekvem og behagelig sidegevinst.

Biologerne har siden etableringen fulgt udviklingen i Oldenor med stor interesse. Man ville gerne følge udviklingen i artssammensætning og fødekæder i en sø, der startede helt fra bar bund. Man ville vide, hvor lang tid det tager, før en nyetableret sø har fundet sin naturlige balance.

Trods store nedbørsmængder i 1998 og ditto udvaskning af næringssalte fra den omgivende landbrugsjord kunne man registrere en sigtedybde, som var bedre end de foregående og mere nedbørsfattige år. Således var sigtedybden i maj og juni knap to meter, mens den faldt til blot en halv meter i juli og august. Sidst på året var den til gengæld helt i top igen med toenhalv meter.

Sønderjyllands Amt har foretaget udsætninger af gedde og aborre, som skal holde bestanden af småskaller og hundestejler nede, så disse ikke græsser dyreplanktonet i bund – med algeblomst og uklart vand til følge.

Oldenor havde på et tidspunkt – som nyetableret sø – den suveræne Danmarksrekord i bestandstæthed af hundestejler.

20. september 1999

© Steen Ulnits

* Skal/skal ikke skyde…

Danmarks Jægerforbund har tilsyneladende et problem. Først melder de ud, at de ønsker jagten på sæler genoptaget, da bestanden er eksploderet i de seneste år – til fare for fiskebestanden og for sælerne selv.

Så melder næstformanden ud i medierne – sågar i TV-Avisen – at man alligevel ikke vil foreslå en jagt på sæler. Dette ud fra en erkendelse af, at netop sælerne med deres store og våde øjne har stor appel til mange mennesker, og at organiseret jagt på disse dyr derfor vil bringe jagten og jægerne i miskredit.

Nu melder så selveste formanden for Danmarks Jægerforbund ud, at man alligevel vil foreslå jagt på sæler. Måske ikke i form af en fast jagttid, men i form af en regulering af bestanden, hvor dette lokalt måtte anses for nødvendigt.

Det skal blive spændende at se, hvad jægerne mon mener i morgen…

16. september 1999

© Steen Ulnits

* Dioxin og dansk dobbeltmoral

Danmark bryster sig internationalt af at være et foregangsland på miljøområdet. Men der er tilsyneladende ofte mere tom snak end relle handlinger bag.

Tag blot den verserende dioxin-sag som eksempel. De danske myndigheders klare holdning var først, at grænseværdierne for indholdet af giften dioxin naturligvis skulle sættes ned i fødevarer. Mente altså fødevareministeriet.

Lige indtil det gik op før dette ministerium, at de jo også er fiskeriministerium. At Danmark med to tredjedele af den europæiske produktion af fiskemel er en af verdens største producenter og eksportører af netop fiskemel. Og at dioxin-indholdet i dette fiskemel er så højt, at det ligger over de nye grænseværdier, som er foreslået i EU.

– Hvad gør så det ansvarlige ministerium? Vender på en tallerken og trækker sin opbakning til de nye grænseværdier for dioxin tilbage. Det må vist være ud fra devisen, at hvis moral er godt, så er dobbeltmoral dobbelt så godt…

Trist, at vi danskere skal synke så dybt på miljøområdet, hvor vi ellers har så meget at byde på. Og synd, at vi skal miste vor troværdighed for ussel mammon på betalingsbalancen.

Dioxin stammer primært fra forbrænding af affaldsstoffer i industrien. Det er et stærkt kræftfremkaldende stof, som ikke nedbrydes i naturen, og som derfor i vid udstrækning ender i vore spisefisk. 40% af vort gennemsnitlige indtag af dioxin stammer fra fisk – heraf 33% vilde fisk og 7% opdrættede.

Størst er dioxinindholdet i fisk fra Østersøen – mindst er det i Nordsøen.

16. september 1999

© Steen Ulnits

* Laks æder sig ihjel…

Vildlaksen i Østersøen har siden 1974 måttet døje med den mystiske sygdom M-74. Det er en sygdom, som gør, at den spæde lakseyngel ganske enkelt dør. I 90’erne er således ofte mere end 50% af den samlede produktion i Østersølandene afgået ved en uforklarlig død – et enkelt år mere end 90%!

Ingen ved det med sikkerhed, men meget tyder på, at årsagen til M-74 skal søges i forureningen af Østersøen. Netop Østersøen har i mange år været en af verdens førende lossepladser for alskens giftige kemikalier, heriblandt de meget giftige og for længst forbudte DDT- og PCB-forbindelser.

Det svenske Laxforskningsinstitut har dog senest meldt ud, at man ikke har kunnet påvise nogen sammenhæng mellem giftstofferne DDT og PCB og så forekomsten af M-74. Man ved dog, at M-74 skyldes akut mangel på B-1 vitamin, og at sygdommen kan kureres ved tilførsel af dette specifikke vitamin.

Til gengæld har det vist sig, at mangelen på B-1 vitamin hos laksene faktisk skyldes, at de har det alt for godt. I hvert fald alt for let. De svenske undersøgelser viser nemlig, at når der er mange sild og brislinger, mæsker laksene sig i denne letfangede føde. Med det uheldige resultat, at laksene kommer til at lide af B-1 vitaminmangel. Sild og brisling indeholder nemlig enzymet thiaminase, der nedbryder B-1 vitaminet i laksene.

Interesserede kan læse mere om M-74 under “Artikler”.

14. september 1999

© Steen Ulnits

* Jagten på sæler genoptages?

Den danske sælbestand er eksploderet efter totalfredningen i 1980’erne. Bestanden er nu oppe på 8.-9.000 individer, og med den nuværende fødselsrate vil bestanden fordobles i løbet af de næste 7 år.

Danmarks Jægerforbund foreslår derfor, at sæljagten genoptages, så sælerne atter kan genfinde en naturlig balance i den danske natur. En regulær bestandsregulering, så sælernes beskatning af den danske fiskebestand igen kommer til at ligge på et bæredygtigt niveau. Ikke i forhold til tidligere tider, men i forhold til de nuværende og stærkt formindskede fiskebestande i indre danske farvande.

Det skal blive spændende at se, om dette forslag vil vinde gehør hos de ansvarlige myndigheder. Det kan man godt have sin berettigede tvivl om – med skarvernes hovedløse totalfredning in mente. Her blev der ikke taget hensyn til den øvrige natur overhovedet – kun til fuglene, som siden har hærget danske åer, søer og fjorde i et hidtil uset omfang.

14. september 1999

© Steen Ulnits

* – Skjernå fri for fiskere?

Under overskriften “Skjernå – et fristed for fugle” lukker præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening (DN), Poul Henrik Harritz, op for godteposen i et indlæg i JyskeVestkysten. Her giver han en forsmag på, hvad den magtfulde forening mener om fremtidens brug af vore vandløb – her specielt den “nye” Skjernå.

DN mener, at omkring halvdelen af det kommende vådområde i Skjernåens delta bør ligge øde og uberørt hen, så fuglene kan få et fristed. Nul jagt på de mange fugle, som raster herude under trækket forår og efterår. Nul fiskeri efter de nye laks, da færdsel langs åen forstyrrer både de trækkende fugle og den fastboende odder.

Det lyder naturligvis forstemmende for de mange lokale lystfiskere, som via frivilligt opdræts- og udsætningsarbejde gennem årene har kæmpet en brav kamp for at holde liv i Danmarks sidste oprindelige laksebestand. I mange år som de eneste overhovedet. Nu skal det så forbydes dem at fiske, som de altid har gjort.

Der er dog alligevel en smule sund fornuft i tankerne om at begrænse fiskeriet. Hør eksempelvis, hvad instruktør i Danmarks Sportsfiskerforbund, Henrik Rosendahl Kristensen, skriver i sit seneste og meget læsværdige nyhedsbrev til venner og bekendte:

“Det er egentlig ligegyldigt for at iagttage laksene er mindst lige så spændende som at fange dem – og så skåner det bestanden af de hårdt trængte fisk (Det kunne man også tænke på i vores egen Skjernå, hvor man fanger laks og slår dem ihjel, selvom det er de sidste rester af naturlige danske laks, som sportsfiskere råber så højt om at beskytte på alle tænkelige måder)”

Det må man jo give Henrik ret i. Det er så sandelig svært at argumentere for hjælp til en truet dyreart – Skjernå-laksen – som man selv med krog og fiskestang gør sit allerbedste for at udrydde… Nok en tanke værd her på falderebet, hvor der kun er få dages fiskeri tilbage ved Skjernå. Hvor et begreb som “Catch & Release” nok burde overvejes.

Det skal under alle omstændigheder blive spændende at følge fremtiden ved Skjernå. At se, om den nygamle Skjernå vil blive et fristed for både fugle og fisk. Indtil videre kan vi så passende tænke på afdøde miljøminister Christian Christensen, der var bagmanden bag hele det nuværende Skjernå-projekt. Og ikke Svend Auken, der ellers gerne fører sig frem i forbindelse med genopretningen.

Det var jo Christian Christensen, der sagde de udødelige ord, som gik pressen rundt, og som skabte grundlaget for Folketingets beslutning om at restaurere Skjernå:

“Fuglene er væk, fiskene er væk”, sagde den daværende miljøminister.

– Nu skal fiskerne så også væk eller…?

10. september 1999

© Steen Ulnits

* Bæveren alligevel til Silkeborg

Til trods for en lang og besværlig sagsgang lykkedes det igår et flertal i Århus Amtsråd at få bæveren tilbage til Silkeborg Søerne . Det var allerede besluttet, at bæveren skal udsættes ved Flynder Å i Vestjylland – i første omgang i en forsøgsperiode på fem år.

Men sagde man ja tak i Ringkøbing Amt, så valgte amtsrådet i Frederiksborg Amt til gengæld at sige nej tak til den dæmningsbyggende gnaver med den store hale og de voldsomme plask. Man havde ellers fra Miljøstyrelsen store planer om en introduktion af bæveren til området ved landets største sø, Arresø.

Det skal under alle omstændigheder blive spændende at se bæveren i den danske natur – efter et fravær på omkring 2.000 år.

8. september 1999

© Steen Ulnits

* – Med til Mexico?

Jeg har fået et tilbud, som jeg selv finder er overordentlig godt: En uges fiskeri efter bonefish, tarpon, permit, snook og barracuda på en af Mexico’s fineste lodges med direkte adgang til de flotteste flats og de hvideste badestrande.

Placeret på en lang landtange med det åbne Caribien på den ene side og den lukkede mangrove på den anden er der altid gode fiskemuligheder – uanset vejr og vind. Det er der ikke mange andre lodges, der kan hamle op med. Blæser det for meget til at tage ud på åbent hav, hvor de største bonefish typisk tages, fisker man blot efter de lidt mindre inde i mangroven – hvor for øvrigt også de allerfleste permit og tarpon holder til.

Lodgen ligger på halvøen Yucatan, og undervejs derned kører man forbi nogle af de største Maya-ruiner på hele Yucatan. De stråtækte “cabanas” ligger lige ned til den smukkeste hvide sandstrand, og lodgen selv ligger på grænsen til det store Sian Ka’an naturreservat, hvor der er flere muligheder for spændende udflugter. For os fiskere såvel som eventuelle ikke-fiskende ledsagere. Lodgen er således ideel for dem, der gerne vil have kone eller kæresten med – i tilgift til fiskestangen!

Prisen er uhyre rimelig, når man tager tid, sted og tilstedeværelsen af rige amerikanere i betragtning.

Tidspunkt: 11.-18. marts

Pris: US$ 1.990 for fiskere, US$ 870 for ikke-fiskende ledsagere.

Prisen er alt inklusive – ophold (to mand per cabana), fuld forplejning (mexicanske drikkevarer inkluderet!), og 1 professionel guide per båd og to fiskere; økoture for ikke-fiskere (3 dage med snorkling, fuglekig og jagt på søkøer); transport fra lufthavn til lodge (men ikke den transatlantiske flyvning, som kan gøres for små DKK 6.000)

Tilmeldingsfrist: 31. oktober 1999 (til undertegnede, der selvfølgelig selv tager afsted og står til rådighed med oplysninger om fisk, fiskeri, grej og metoder med meget mere). Meget begrænset antal pladser.

Vil du se billeder fra stedet, som jeg første gang besøgte forrige år, så tast følgende adresse ind og drøm dig over til sydens sol og varme og jættestærke fisk på de krystalklare flats!

http://angleradventures.com/pesca2/

6. september 1999

© Steen Ulnits

* 60 år med IGFA

I 1939 så “International Game Fish Association” – i daglig tale blot IGFA – dagens lys. Organisationen fylder således 60 her i 1999.

IGFA er en amerikansk organisation, som sætter regler for det moderne sportsfiskeris etik og moral. I de seneste år har IGFA også engageret sig aktivt i forskning og fiskeribiologi. Ikke mindst de store Big Game fisk såsom tun og marlin har alle dage haft organisationens store bevågenhed. Disse fisk befinder sig jo i toppen af havets fødekæder og er derfor dem, der er mest sårbare for overfiskning.

Mest kendt er IGFA imidlertid for sin forvaltning af de internationale sportsfiskerrekorder. De er inddelt efter lineklasser, så hver enkelt lineklasse har sin egen rekordfisk. Rekorderne er også inddelt efter, om de er sat ved konventionelt fiskeri eller fluefiskeri.

IGFA’s hovedkvarter ligger i Florida, hvor det moderne saltvandsfiskeri jo blev født. I byen med det danskklingende navn Dania Beach ligger hovedkontoret, et stort bibliotek med mere end 12.000 bøger samt et imponerende museum.

IGFA har naturligvis også en hjemmeside, man kan besøge. Den har adressen http://www.igfa.org.

6. september 1999

© Steen Ulnits

* Kattegat Cup 11.-12. september

Jysk Småbådsfiskeklub afholder traditionen tro den årlige Kattegat Cup med udgangspunkt i Egå Marina. Tidspunktet er week-end’en den 11.-12. september, og ligeledes traditionen tro er der en perlerække af flotte præmier til de dygtige eller heldige (vælg selv) fangere. Blandt præmierne er således en Mariner 5 HK påhængsmotor, et Simrad farveekkolod og en Philips søkortplotter.

Der er tale om et afslappet arrangement i dejlige omgivelser og med hyggelige mennesker, der ikke er bange for at dele ud af deres store viden om både, motorer, fisk, fiskeri og fiskepladser. Er du således en udenbys deltager, skal du blot spørge en af de lokale. Intet hemmelighedskræmmeri her – det er kendetegnende for såvel Kattagat Cup som Jysk Småbådsfiskeklub!

Tilmelding hos Johannes Sørensen på tlf. 86 17 37 30 eller John Balle på tlf. 86 87 22 40. I tilfælde af aflysning på grund af vejrgudernes ugunst oplyses dette på tlf. 86 19 02 29. Konkurrencen udskydes da til næstfølgende lørdag, hvor den afholdes som endags arrangement.

1. september 1999

© Steen Ulnits

* Ribe Vesterå konkurrence 10.-12. september

I samme week-end, men begyndende allerede om fredagen, afholder Ribe Sportsfiskerforening sin årlige fiskekonkurrence ved Vesteråen – den yderste del af det store Ribe Å vandsystem. Som sædvanlig er der mange og flotte præmier at dyste om. Således er der ialt præmier for kr. 20.000 til deltagerne, som samtidig støtter et godt formål:

Det fremtidige opkøb af fiskeretten i Vesteråen fra erhvervsfisker Mikkelsen. Det var nemlig Ribe Sportsfiskerforenings fortjeneste, at man for nogle år siden fik Danmarks første opkøb af denne slags sat på skinner. Til stor glæde for de mange såvel lokale som udenbys fiskere, der siden har haft gode oplevelser i engene ud mod kammerslusen og Vadehavet.

Nærmere oplysninger om fiskekonkurrencen fås hos Storkesøen i Ribe på telefon 75 41 04 11. Her er der også mulighed for overnatning.

1. september 1999

© Steen Ulnits

* Badevand bare bedre

Årets badesæson lakker ganske vist mod enden, men alligevel: Det står bedre til med badevandet, end det nogensinde har gjort – i hvert fald i nyere tid:

Således har Miljøstyrelsen afgjort, at man trygt kan bade ved 96% af Danmarks flere tusinde kilometer badestrande. Antallet af steder med badeforbud er faldet fra 18 sidste år til 17 her i ’99. Antallet af strande med en tvivlsom vandkvalitet er samtidig faldet fra sidste år 45 til i år 30.

I alt er der kun udstedt badeforbud ved 9 ud af mere end 5.000 km overvåget strand. Det er som altid åerne, det er galt med – hvor åerne udmunder på kysten. Det er jo åerne, der opsamler alt skidtet fra deres store opland og sender det ud på et ganske lille sted ved kysten.

I Nordjyllands Amt er det derfor mundingen af Uggerby Å og Liver Å, der kan pryde sig med badeforbud. Længere sydpå – i Ringkøbing Amt – er den ikke mindst gal ved Harboøre Tange, hvor jo Cheminova ligger.

I Århus Amt skranter vandkvaliteten voldsomt, hvor den lille Giber Å og den langt større Egå munder ud. I Ribe Amt er der badeforbud ved Kærgård Strand, hvor blandt andet Grindstedværket har dumpet store mængder kviksølvholdigt affald op gennem tiderne, samt ved udløbet af den store Varde Å. På Fyn er den tilsvarende gal ved udløbet af Aulby Mølleå, Storå, Syltenmade Å og Kongshøj Å.

På Sjælland er åerne så små, at der ikke er nævneværdige problemer med badevandet ved disses udløb i hav og fjord. Her samler problemerne sig i stedet om større søer såsom Arresø – Danmarks største – der længe har lidt under en voldsom forurening med næringssalte.

Med badevandet stadig oppe i nærheden af 20 grader flere steder er der al mulig grund til en sidste dukkert, hvor det blå flag vajer!

1. september 1999

© Steen Ulnits

* – Først eller størst?

I går eftermiddag var jeg på Randers Fjord med Henrik Leth. Vi valgte Udbyhøj, da vi mente, at der nok var frisk og tilpas køligt vand herude nær det åbne Kattegat.

Og ganske rigtigt. Lørdagen var kun godt halvt gået, da den første havørred tager Henriks fluorøde og dobbeltkrogede “Juletræ”. En fin hanfisk på 46 cm – svagt farvet – lader sig lande og bliver gemt køligt under en klat våd tang. Herefter følger et halvt dusin mindre havørreder, hvoraf de fleste ligger lige under målet.

Sidst på eftermiddagen er det så blevet min tur til at få et ordentligt hug. Netop som jeg er ved at løfte mit perlemorsfarvede “Juletræ” fri af vandet til et nyt kast, hugger en fin havørred fluen lige i overfladen. Jeg har åndsnærværelse nok til at vente lidt med tilslaget, der straks følges af et langt udløb mod en forbipasserende sejlbåd, som søger at ankre op i den stærke strøm. – Bare den nu ikke går under ankerlinen, er min første tanke, men jeg slipper med skrækken.

Et par udløb senere kan jeg kane en fin sølvblank havørred på 54 cm ind på sandstranden, hvor den bliver ekspederet til de evige ålegræsbælter. Men ikke nok med det. I mundvigen sidder en brun “Glimmerreje” for enden af en halv meter brun 0.23 mm Maxima. Det ser ud, som om flue og forfangsspids kun har siddet der i ganske kort tid, og under alle omstændigheder har det ikke hindret den åbenlyst flueglade havørred i at snuppe endnu en flue. Den sidste blev blot mere fatal end den første.

Hvis nogen har kendskab til flue og forfang, er de velkommen til at henvende sig. For øvrigt fik jo prinsesse Alexandra nogle timer tidligere samme dag en på 48 cm – en tyksak på ikke mindre end 2,665 kg. Min var ganske vist længere, men vejede ikke helt så meget!

Set i det lys burde min fisk selvfølgelig have været taget på en engelsk “Alexandra” og ikke et dansk “Juletræ”. Men det var jo ikke til at vide…

29. august 1999

© Steen Ulnits

* – Avanceret faunaforurening?

– Eller længe ventet genindførelse? Naturklagenævnet besluttede den 25. august, at der alligevel skal sættes bævere ud i den danske natur. Trods det faktum, at bæveren har været udryddet herhjemme i omkring 2.000 år. Og trods den kendsgerning, at Skov- og Naturstyrelsen ikke ønsker at genskabe den Gudenå-laks, som blev udryddet med anlæggelsen af Tangeværket for blot 75 år siden.

Endelig har man valgt at se stort på de mange advarsler om mulige skader på fiskebestandene via bævernes opstemninger af vore vandløb. Disse opstemninger vil dels kunne hindre vandrefiskenes adgang til deres livsvigtige gydepladser – dels sænke strømhastigheden og hæve vandstanden, så bunden slammer til og marker sættes under vand.

Naturklagenævnet besluttede, at bæverne i første omgang skal udsættes ved Flynder Å i den nordvestjyske Kronhede Plantage, hvor de så er på prøve i fem år. I denne periode vil man følge dyrene og studere den effekt, deres færden har på omgivelserne.

Naturklagenævnet sagde dog samtidig nej til at sætte den bredhalede gnaver ud ved Omme Å, som jo indgår i det store Skjernå-projekt. Netop Omme Å var tidligere et af de vigtige gydevandløb for Skjernå-laksen, så måske man her sagde nej til bæveren af hensyn til laksen?

Silkeborg Søerne er også på listen over påtænkte udsætningssteder, men her har Århus Amt – efter en del interne stridigheder – sendt sagen til fornyet behandling. Arresø på Nordsjælland svæver også fortsat i uvished om, hvorvidt der her skal udsættes bævere eller ej.

Der er således ingen tvivl om, at de næste fem år bliver afgørende for bæverens fremtid her i lille Danmark. At bæverne ved Flynder Å skal opf’øre sig pænt, dersom flere skal udsættes!

26. august 1999

© Steen Ulnits

* Blandet norsk laksesommer

Laksefiskeriet i Norge har været rimelig godt i år – specielt i Trøndelag, hvor elve som Stjørdal og Verdal har oplevet bedre fiskeri end længe.

Sæsonstarten lovede rigtig godt. I Namsen blev der således taget mere end 100 laks i den første uge, og middelvægten var høj – imponerende 9 kg.

Det samme glade budskab gælder Finnmark, hvor den verdensberømte Altaelv imidlertid ser ud til at få endnu et dårligt år – trods den kendsgerning, at to fiskere på valdet “Ner Sierra” den 22. juli tilsammen fangede 8 storlaks og 2 grilse. Heriblandt én på 22 kg. De 7 øvrige laks vejede mellem 13 og 8 kg. Så “dårligt” fiskeri er altså en ganske relativ ting…

Elvene i Porsanger – heriblandt Lakselv, Børselv og Stabburselv – lader til at have haft den bedste sæson i mange år. Det samme gælder Tana og dens mange mindre tilløb. Således går der rygter om, at samerne har fanget en laks på hele 36 kg i Tana – i faste redskaber ganske vist. Fisken er dog ikke verificeret endnu.

På Vestlandet har man oplevet endnu et dårligt år for laksen, og meget tyder på, at de undslupne lakselus fra havbrugene har en væsentlig del af skylden. Drivas berømte havørreder er så godt som udraderede – primært på grund af Gyrodactylus salaris – og i takt hermed har også fiskerne forladt den smukke elv. I de sidste tre år har fangsterne på det nærmeste været i frit fald.

Det skal nu blive spændende at se, om den norske regering formår at følge den seneste “laksehandlingsplan” til dørs med handling. Eller om det bliver endnu en gang ordgejl og endnu et søm til vildlaksens ligkiste.

24. august 1999

© Steen Ulnits

* Gyro i Drammenselv

Den store norske Drammenselv har længe lidt under lakseparasitten Gyrodactylus salaris. Men ikke nok med det. Drammenselvens struktur gør nemlig, at man her ikke kan bekæmpe parasitten på sædvanlig vis – ved rotenonbehandling af hele vandsystemet.

Derfor har nordmændene nu udarbejdet en alternativ plan til bekæmpelse. Den lokale sportsfiskerforening har pålagt alle fiskende at investere i udstyr til desinficering af det anvendte udstyr. Således skal man som førstegangskøber betale NK 50 for en sprayflaske med desinfektionsmiddel samt 4 klortabletter. Som synligt bevis for dette køb modtager man en mærkat, som skal klistres på fiskekortet.

Det er vigtigt, at ALT udstyr, grej og endegrej, desinficeres før fiskeri. Det gælder såvel stang og line som alt endegrej, men så sandelig også støvler og vadebukser. En besværlig proces, der tilmed har en tvivlsom effekt. Skal man være helt sikker, skal alt udstyr ligge nedsænket i desinfektionsmidlet i flere minutter for at virke – for at trænge ind i selv de mindste hulrum, hvor parasitterne kan gemme sig. En ulige kamp, som er svær for ikke at sige umulig at vinde…

Interesserede kan under “Artikler” læse mere udførligt om Gyrodactylus salaris.

24. august 1999

© Steen Ulnits

* Videoafsløring

Man har længe antaget, at den stigende sælbestand i Nordatlanten har en negativ effekt på laksefiskeriet. Da sælernes naturlige føde samtidig fiskes hårdt af industrifiskerne, har den øgende sælbestand stadig mindre føde til rådighed. De slår sig derfor i stigende grad på laks langs kysterne.

Denne antagelse er nu dokumenteret – ved videoovervågning på norske kilenoter i den yderste Trondheimsfjord. Videooptagelserne viser, at sælerne er i stand til at trænge ind i kilenoterne, hente sig en laks og finde ud igen – uden selv at blive fanget.

De norske myndigheder opfordrer derfor til en fornyet optælling af lokale sælbestande, som ikke er optalt siden 1992. Flere steder formoder man, at der kan være tale om en fordobling i de forløbne år – med uundgåelige negative effekter på laksebestandene, som i forvejen er truet fra mange sider.

24. august 1999

© Steen Ulnits

* Havørredkæmpe fra Gudenåen

Mandag den 16. august var Kenneth Stormfeldt fra Brabrand ved Århus taget til Gudenåen ved Langå for at fiske. Det fortæller Århus Stiftstidende.

Man må sige, at Kenneths anstrengelser blev kronet med held. Han fik nemlig et tungt hug, der efter blot ti minutters fight viste sig at være en af årets hidtil største havørreder – en fisk på ikke mindre end 11,43 kg, 97 cm lang.

Fisken havde tilsyneladende stået længe i åen. I hvert fald var kæmpen en stærkt farvet hanfisk med brune sider og markant kæbekrog. Derfor sikkert også den korte fight.

Fisken gik meget bekvemt til hug midt på den grå mandag. Ikke noget med besværligt natfiskeri her!

18. august 1999

© Steen Ulnits

* – Pingo på springtur?

Observante nordjyder har muligvis observeret selveste Pingo på springtur – eller flugt fra dagspressen og alverdens paparazzier. I hvert fald forlyder det fra sædvanligvis velorienteret kilde – Thisted Dagblad – at man har set og fotograferet en vaskeægte pingvin sidde på en sten ved Thisted Kystvej, hvor den stirrede tomt ud over Limfjorden.

Billedet blev naturligvis bragt på avisens forside, da man her øjnede en vaskeægte sensation. – For var det blot en pingvin undsluppet fra en nærliggende zoologisk have? – Eller var det monstro selveste kronprinsen in disguise og på springtur?

Svaret blæser i vinden, som pingviner for øvrigt er vant til masser af. Uanset om de stammer fra Antarktis eller Amalienborg. Selv om det skulle være ægte fjer – endda dens egne – som den sorthvide fugl pynter sig med, så er den næppe selv fløjet hertil. Pingviner er ganske vist fugle, men de svømmer ganske meget bedre, end de flyver. Faktisk kan de slet ikke komme i luften.

Pingo derimod kan både svømme og flyve, så måske…?

17. august 1999

© Steen Ulnits

* “Trilogy” fra G. Loomis

Amerikanske G. Loomis, som for ikke så længe siden blev købt op af japanske Shimano, har barslet med en helt ny stangserie. Den bærer navnet “Trilogy”, der henviser til det faktum, at alle stængerne er 3-delte.

Der er tale om deciderede luksusstænger, som imidlertid slet ikke er holdt i den diskrete high-tech stil, der ellers præger Loomis’ luksusstænger. “Trilogy” stængerne er således ikke matte, men i stedet lakeret i en dybgrøn finish.

Håndtaget er klassisk “half wells”, og hjulholderen er af nysølv med indlæg af lys røn. Et meget klassisk “look”, som man ikke normalt forbinder med stænger fra G. Loomis. Typisk G. Loomis er dog de etbenede løberinge, som Loomis var først med. Beviklingerne er tippet med grøn metaltråd, hvilket ser ganske godt ud.

Kasteegenskaberne er der naturligvis intet at udsætte på. De minder en hel del om dem, man kender fra de efterhånden velkendte IMX stænger. Hurtige og progressive.

“Trilogy” fås i tolv modeller fra 8 fod klasse 2 til 15 fod klasse 11. – Priserne? Skyhøje, naturligvis…

17. august 1999

© Steen Ulnits

* “Vangen” tilbage på det danske marked

De fleste lidt ældre fluefiskere husker nok de norske “Vangen” stænger, som i en årrække havde en ganske fremtrædende plads på det danske marked. Dertil karakteristiske interne metalsamlinger, som af og til kunne være lidt besværlige.

Efter nogle år ude af markedet er “Vangen” nu på banen igen – denne gang med to serier fluestænger, som dækker det meste fluefiskeri i Skandinavien.

Den billigste serie hedder “Adventure” og omfatter hele ni modeller – seks enhånds og tre tohånds. Materialet er IM8 kulfiber – altså en 3. generations stangserie.

Enhåndsstængerne er 9-10 fod lange og dækker lineklasser 4-9. Tohåndsstængerne er fra 13-15 fod i klasserne 8-12. Finish’en er matgrøn, så stængerne ikke udsender skræmmende reflekser under kastet, og der er i det hele taget kælet for detaljerne med ædeltræs hjulholder og stofbetrukket transportrør.

Topserien hedder “Green Vision” og omfatter syv enhåndsstænger på 9-11 fod i klasserne 5-8. Alle er de fremstillet i en højmodulær 70 mio. psi. kulfiber, som sikrer en meget hurtig aktion, der igen kræver en rutineret fluefisker. Hvis man altså skal have det maksimale ud af sin investering.

Udstyret på disse stænger er det bedste af det bedste. Det gælder håndtaget, som er fremstillet af den fineste “AA” kork, og det gælder ædeltræs hjulholderen samt de anvendte stangringe, fløjlsposen og transportrøret.

De nye Vangen “Green Vision” hører da også til i den allerdyreste ende af spektret. Men så får man til gengæld ti års garanti med i købet!

17. august 1999

© Steen Ulnits

* Stor opdatering foretaget

Jeg har længe været i gang med en stor opdatering af min efterhånden ganske omfangsrige hjemmeside. Omkring tyve (20) nye artikler med tilhørende fotos er det blevet til. Blandt emnerne kan i flæng nævnes:

Specielt for de miljøinteresserede:

Drivhuseffekten – hvad betyder den for fiskeriet?

Laksenyt fra Norge – tal fra laksens dødsrute

Osmoregulering – saltbalancens betydning for havørredens færden

Radioaktivitet – hvad er det for en fisk?

Det danske tunfiskeri i Øresund

Specielt for spinnefiskere:

Grødesikrede kunstagn

Pirkefiskeri – grej og teknik

Jigfiskeri – grej og teknik

Isfiskeri – grej og teknik

Test af de nye “Suverän” hjul fra ABU

Specielt for småbådsfiskere:

Tidevandets betydning for fiskeriet

Testsejlads af “Warrior 165”

Transduceren – gennemgang af specifikationer

Transduceren – korrekt montering

Specielt for de rejselystne:

De tyve bedste laksevande i Europa

Folkelig Dansk FiskeFerie

Specielt for fluefiskere:

Aktioner og AFTM

Kult og kulfiber

Månedens Flue (start oktober)

Vel mødt på de nye sider. Og bemærk endelig, at siden samtidig med opdateringen har holdt flyttedag og nu findes på en ny adresse, som fremgår af nedenstående notits.

12. august 1999

© Steen Ulnits

* Nye adresser

Efter den seneste opdatering er min hjemmeside blevet så stor, at den har måttet holde flyttedag. Der er nu mere end 150 artikler og 150 fotos at browse imellem. Jeg har derfor smidt slæberne ind på et web- og mail-hotel med eget domænenavn og ny e-mail adresse. Det skulle lette adgangen til indholdet.

Den nye adresse på min hjemmeside er: http://www.ulnits.dk

Min nye e-mail adresse er tilsvarende: steen@ulnits.dk

De gamle adresser vil dog fungere en tid endnu.

Vel mødt på de nye adresser!

12. august 1999

Steen Ulnits

* Nye produkter fra SIMRAD Shipmate

Det var ikke så lidt af en sensation, da danske SIMRAD Shipmate fra Støvring i Nordjylland i 1997 lancerede en serie nye og helt vandtætte EQ30 ekkolodder, CP30 navigatorer og søkortplottere samt kombimodellen CE30, der kan det hele, lidt til og meget mere.

Disse revolutionerende produkter bød på features, der gjorde det muligt for et trænet øje at skelne fisk, hvor mange andre lodder måtte give op. Men også features, der krævede og stadig kræver en vis teknisk indsigt og interesse. SIMRAD Shipmate’s nye produkter byder nemlig på et hav af indstillings- og justeringsmuligheder – vel mange til mindre erfarne småbådsfiskere.

Modellerne blev i ’98 fulgt op af EQ32 – et ekkolod med hele to frekvenser at skifte imellem. Tilsvarende havde den nye CP32 søkortplotter indbygget Differential GPS. Endelig var der kombiapparatet CE32 med både to frekvenser og indbygget D-GPS.

Nu har SIMRAD Shipmate gjort det igen – med en serie elektroniske vidundere, som byder på flotte TFT-farveskræme i stort format. 40-serien byder på 10 tommer skærme, mens 50-serien har displays på ikke mindre end 14 tommer. EQ-40 og -50 er rene ekkolodder, mens CP-40 og -50 er rendyrkede navigatorer. Tilsvarende er CE-40 og -50 avancerede kombiappareter, der kan det hele.

De store skærme har også gjort det muligt at indbygge hele to C-MAP kortskuffer – en stor forbedring, hvis man fisker i områder, hvor ét søkort går over i et andet. Med to kort i to skuffer er overgangen glidende og aldeles problemfri. Da mister man ikke overblikket et sekund.

Men ikke nok med det. Snart barsler SIMRAD Shipmate med endnu to nye serier – CR, der er en kortplotter med radar, samt CA, som er en kortplotter med radar og ekkolod. Begge serier fås med enten 10 eller 14 tommers TFT-farveskærm.

Den absolutte topmodel har betegnelsen CA-50 D og rummer uden overdrivelse ALT, hvad nogen småbådsfisker kan begære. Søkortplotter, navigator med D-GPS, ekkolod med to frekvenser, 14 tommer farveskærm med meget mere. Imponerende, hvad de gæve nordjyder i Støvring efterhånden kan få proppet ind i nogle relativt små og nu ganske flade kasser!

– Priserne på de nye produkter? De starter ved kr. 27.500 for den billigste model, CP-40, og ender ved kr. 86.500 for det største kombiapparat, CA-50 D.

Det kan man faktisk få en hel småbåd for…

5. august 1999

© Steen Ulnits

* Waders fra “Vision”

“Vision”, hvis stænger og hjul designes af et dansk-finsk firma, har også åndbare vadebukser og en ditto vadejakke på programmet. Til ganske menneskelige priser. Vadejakken, der bærer navnet “Geoff Anderson”, fås i to udgaver: Standard og så Luksus, hvis stof er endnu mere vandtæt end standardjakkens. Prisen er til gengæld 50% højere.

“Geoff Anderson” vadejakkerne er på rekordtid blevet populære blandt danske lystfiskere, som her finder et gunstigt forhold mellem pris og kvalitet. Samt et design, der rummer adskillige avancerede finesser, som gør livet udendøre endnu mere behageligt. Det gælder flere fikse lommer både indvendig og udvendig samt en hætte, der virkelig kan justeres, så den passer.

Vadebukserne fra “Vision” er fremstillet i et materiale, som stammer fra Japan – et forhold, der i sig selv normalt borger for kvaliteten. Japanerne er nemlig meget omhyggelige mennesker, som selv stiller store krav til deres produkter.

Vadebukserne har fødder af blød og lækker neopren, som er behageligt at vandre langt i. De har seler og i tilgift hertil en indbygget livrem, som gør, at vadebukserne kan rulles ned og fastgøres i livet – en dejlig detalje på varme sommerdage, hvor man har brug for al den ventilation, man kan få!

“Gravel guards” til at holde grus og småsten ude medfølger separat.

5. august 1999

© Steen Ulnits

* Hundrede år med Hemingway

Idag er det eksakt 100 år siden, at den store amerikanske forfatter Ernest Hemingway lod sig føde. Det er ligeledes eksakt 30 år siden, at den ligeledes amerikanske astronaut Neil Armstrong tog sine første vaklende skridt på månen – med ordene “one tiny step for man, one giant leap for mankind”.

Det er pudsigt, at disse to skelsættende begivenheder fandt sted på samme dato, men hvad har det hele nu med lystfiskeri at gøre? Ikke så lidt endda. Ernest Hemingway var en lidenskabelig lystfisker, der drog afsted med fiskestangen så ofte, det overhovedet var muligt. Det var da også “Papa”, der blandt meget andet skrev klassikeren og nobelprisvinderen “Den Gamle Mand og Havet”, inden han skød sig selv i hovedet med sit elskede haglgevær den 2. juli 1961.

Den historiske månelanding i 1969 var kulminationen på det store rumkapløb, som amerikanerne indledte med russerne i den kolde efterkrigstid. Amerikanerne var ikke ene om at have atombomben i ret mange år – så havde også russerne den. Pludselig var de også i rummet – endda som de første med en bemandet rumflyvning med kosmonauten Juri Gagarin. Amerikanerne måtte derfor gøre en helt ekstraordinært stor indsats – foranlediget af præsident John F. Kennedy – for at komme først til månen.

Det lykkedes altså, og med månelandingen fulgte en lang række teknologiske fremskridt, som vi lystfiskere siden har kunnet nyde endog meget godt af – faktisk mere end de fleste andre mennesker. Rumfarten afstedkom nemlig udviklingen af helt nye letvægtsmaterialer, som krævede mindre brændstof at sende ud af Jordens tungdefelt – heriblandt kulfiberen, som vi lystfiskere idag næppe kunne forestille os et liv foruden. Det blev også til det åndbare materiale “Gore-Tex”, som først blev udviklet og brugt til rumdragter. Og som idag bruges til alskens åndbare lystfiskerprodukter.

Dagen idag er altså en mærkedag også for os lystfiskere!

21. juli 1999

© Steen Ulnits

* Kennedy ude i kulden

Alt yder nu på, at endnu en af Kennedy-klanens medlemmer er afgået ved en brat død. Denne gang er det yngstemand John. F. Kennedy Jr., der er forsvundet under en flyvetur i farvandet omkring øen Martha’s Vineyard ud for USA’s østkyst. Flyet, som han netop havde købt og derfor ikke var helt bekendt med, formodes at være styrtet ned i havet. I hvert fald har man fundet vragrester, som efter al sandsynlighed stammer fra det forsvundne fly.

Vandet ud for øen, som strejfes af den varme Golfstrøm, holder en sommertemperatur på omkring 20 grader. Det skulle sikre en overlevelse for mennesker på i hvert fald 12 timer – måske op til 18. Imidlertid er det nu godt og vel et par dage siden, at flyet formodes styrtet. Vragresterne er drevet i land ud for de markante røde klipper ved Gay Head på øens sydvestkyst, hvor Kennedy familien længe har haft residens.

Samme sted er for øvrigt et at USA’s bedste steder til fiskeri efter striped bass og bluefish, der følger Golfstrømmen nordpå og når frem til Martha’s Vineyard i maj-juni måned. Her bliver de sommeren over, inden de i oktober-november begynder deres vintervandring tilbage sydpå mod varmere vande.

Jeg fejrede selv min 40 års fødselsdag ud for netop Gay Head i 1996 – med udsigt til de smukke røde klipper og med en stime frådsende bluefish omkring båden. Derfor føles det lidt pudsigt, at hele verdens opmærksomhed – næsten da – i disse dage er rettet mod netop Martha’s Vineyard, hvor Bill Clinton for øvrigt også har holdt sin sommerferie i flere år.

Der er noget specielt ved den ø…

21. juli 1999

© Steen Ulnits

* Jætter fra Jels

De smukke sønderjyske Jels Søer imponerer ikke blot med deres udseende – de kaster også store fisk af sig. Virkelige kæmper.

Således kan lystfiskermagasinet “Fisk & Fri” i det seneste nummer berette om en sand storgedde på imponerende 14,5 kg, 121 cm lang. Gedden blev – som stort set alle andre storgedder i det sønderjyske, hvor lokale fiskere er mere til sølvtøj – fanget af en tysk lystfisker på levende agn. Fangsten skete kort tid efter fredningens ophør.

Tyske geddefiskere holder typisk meget af Danmark, hvor det – endnu i hvert fald – er tilladt at fiske med levende agn. Pudsigt nok blev endnu to storgedder kort tid efter taget af en anden tysk lystfisker – pudsigt, for han fiskede nemlig ikke med levende agnfisk, men med wobler. Disse to majkæmper fra Jels vejede henholdsvis 13 kg (116 cm lang) og 12 kg (112 cm lang). Det kunne man læse om i JyskeVestkysten.

Men ikke nok med det. Da Jels Fiskeriforening traditionen tro trak vod for at opfiske overskydende skidtfisk, forvildede endnu en kæmpe sig i garnet – en yderst velkonditioneret hungedde på 12 kg, kun 106 cm lang. Den blev naturligvis genudsat og er der altså endnu!

Fire så store gedder med så korte mellemrum gør, at Jels Søerne idag må regnes blandt Danmarks ypperste geddevande. Ja, sågar i den internationale elite, hvad storgedder angår. Imponerende, når man tager i betragtning, at Jels Søerne jo er ganske små af udstrækning – i hvert fald set med internationale øjne.

Interesserede kan læse mere om fiskemulighederne i de smukke Jels Søer på foreningens hjemmeside med adressen http://hjem.get2net.dk/Jels-Fiskeriforening.

21. juli 1999

© Steen Ulnits

* Første spadestik taget ved Skjernå

Den 7. juni i år tog miljø- og energiminister Svend Auken det første spadestik til det, der skal blive Nordens hidtil største naturgenopretningsprojekt – tilbageføringen af den regulerede Skjern Å til dens oprindelige leje før reguleringen i 1968. 3.500 hektar natur genvindes på denne måde fra det danske landbrug.

Beslutningen blev taget af et enigt Folketing tilbage i 1987 – efter tilblivelsen af den første Vandmiljø-handlingsplan, som daværende miljøminister og nu desværre afdøde Christian Christensen stod fadder til. Hensigten var at skabe en Skjern Å, som ikke blot førte alle de udledte næringssalte ud i Ringkøbing Fjord. Men som i stedet aflejrede dem på marker og enge i oplandet.

Det trak desværre alvorligt i langdrag, da den fornødne jord til projektet skulle erhverves. Man søgte i videst mulig udstrækning at nå målet ved en frivillig løsning – typisk ved ombytning af dårlig og udbrændt jord ved åen til fordel for bedre jord længere ude i periferien. Kun i yderste nødsfald ville man gribe til ekspropriering.

Den 7. juni 1999 – 12 år efter planens vedtagelse – var det altså endelig så vidt, at det første spadestik kunne tages og de første maskiner rykke ind i terrænet ved Lønborg nær Skjern Å’s udmunding i Ringkøbing Fjord.

Der var og er dog stadig lokale bønder, som er arge modstandere af planen. De viste deres protest under selve indvielsen, hvor de havde hyret den lokale faldskærmsklub fra Stauning til at lande med et stort protestbanner midt i sceneriet. “En sorgens dag” stod der på det flagrende banner, der – som et andet Dannebrog – faldt ned fra himlen. Et protestbrev blev også overrakt til ministeren – per luftpost om man så må sige.

På landjorden var bønderne kørt i stilling med deres traktorer og store plakater med påskrifter som “Hold åen ren – følg Auken til toget”; “Prestige vandt over fornuft – et offer for miljøterror”; “Plej de gamles helbred – ikke Aukens image” og “300 millioner lig 5.000 nye hofter”.

Auken, som næppe før har stukket fingeren i den sandede vestjyske muld, tog alligevel det første spadestik med et smil. – Eller var det et smørret grin?

18. juli 1999

© Steen Ulnits

* Vandkraften vedtaget…

Det lykkedes desværre miljø- og energiminister Svend Auken at få sit omdiskuterede forslag om udbygning af den danske vandkraft vedtaget i Folketinget inden sommerferien.

Desværre, for det kan på ingen måde bedre forholdene for det danske vandmiljø – tværtimod. Det er jo efterhånden en kendt sag, at vandkraften med sine opstemninger har en altødelæggende virkning på livsbetingelserne for planter, dyr og fisk i vore vandløb. Interesserede kan læse mere om vandkraften og dens virkning på vandmiljøet under “Artikler”.

Alligevel lykkedes det altså at liste forslaget igennem – trods den kendsgerning, at man andre steder i den civiliserede verden i stedet så småt er gået i gang med at nedlægge de gamle og urentable vandkraftværker. Auken går i den stik modsatte retning – med store statstilskud til produktionen – blot for at kunne præsentere nogle bedre CO2-tal på næste ministermøde i Bruxelles…

– Var der nogen, som sagde “image-pleje”?

18. juli 1999

© Steen Ulnits

* Regn og iltsvind

Nedbør gavner i regelen landets åfiskere, som så kan glæde sig over en stabil opgang af havørreder. Men den megen nedbør, som hidtil har præget denne sommer, kan også give et alvorligt bagslag.

Således har miljømyndighederne landet over nu konstateret, at der kan måles et forhøjet indhold af kvælstof i 32 ud af 36 undersøgte vandløb. Kvælstof, som stammer fra landbrugets marker, og som af regnen vaskes videre ud i de indre danske farvande. Herude kvitterer de som bekendt med algeblomst, iltsvind og bundvendinger.

Der er nu grund til at frygte for endnu en katastrofe i Mariager Fjord, dersom den våde forsommer efterfølges af en varm og tør periode. Da kan vi i løbet af nogle få uger eller sågar dage opleve, at fjorden endnu engang må give op over for landbrugets massive udledning af næringssalte. Og de folkevalgte politikere, der endnu engang har valgt blot at se til.

I hvert fald har myndighederne stadig intet gjort for at bedre forholdene i det, nogle har kaldt “landets smukkeste fjord”. Den kan derfor meget vel gå hen og blive “landets mest ildelugtende fjord” endnu en gang…

Med ønsket om en fortsat god sommer!

12. juli 1999

Steen Ulnits