Aktuelt 1. kvartal 2000

* Lillebælt lokker…

…med rekordstore torsk. Efter nogle år med middelmådige fangster har Lillebælt nu igen oppet sig, hvad store torsk angår.

Således er der i denne vinter landet flere torsk over 10 kg, hvilket er usædvanligt for Lillebælt. Her plejer der at være ganske langt mellem torsk over 5 kg. Vinterens største torsk vejede hele 15 kg – fanget med Skærbæk i Kolding Fjord som udgangspunkt. Den blev taget i februar. Blot en måneds tid senere blev rekorden slået endnu engang – med en imponerende 17 kg’s fisk, hvis størrelse leder tankerne hen på Øresund og Det Gule Rev.

Lillebælt er altså et virkeligt hotspot for dem, der satser på en stor torsk i de indre danske farvande. Trist blot, at ikke mindst den smalleste del – “Snævringen” kaldet – næsten daglig gennemfiskes af store trawlere, der tager alt, rub og stub…

28. marts 2000

© Steen Ulnits

* Kerne Kraft Katastrofe på Kola…

…det er, hvad selskabet Svensk Kernekraftbehandling (SKB) nu frygter lurer lige om hjørnet. Specifikt er der problemer tre steder i umiddelbar nærhed af Murmansk, hvor den russiske atomubådsflåde holder til. Her ligger nu et antal store ubåde og forfalder, mens beskyttelsesskjoldene på deres kernekraft-reaktorer ruster op.

SKB har længe tilbudt russerne deres assistance i uskadeliggørelsen af de farlige brændselsstave i reaktorerne, men forgæves. Nu er situationen så yderligere tilspidset, idet den russiske flådes øverstkommanderende på stedet har forbudt udenlandske og civile hjælpeorganisationer som SKB adgang til ubådskirkegården.

Svenskerne påkalder sig derfor den øvrige verdens opmærksomhed og har samtidig taget kontakt til den russiske flådes øverstkommanderende i Moskva. SKB er bange for, at man er blevet nægtet adgang, da flåden ellers frygter hele ubådsbasen lukket på grund af den radioaktive forureningsfare.

Blot til orientering for de danske laksefiskere, der måtte have planer om at drage til Kola i den kommende sommer. Så er I advaret.

Interesserede kan læse mere om fisk og radiokativitet under “Fiskeribiologi”.

28. marts 2000

© Steen Ulnits

* Kørekort til småbådsfiskere

En ny småbådssæson er begyndt – den første hele sæson, hvor vi er pålagt nye regler om hurtig sejlads med store motorer.

Den 1. juni sidste år trådte en ny bekendtgørelse om sejlads med speedbåde i kraft. Den øjeblikkelige effekt var, at kun personer over 16 år måtte og må sejle i både, der ifølge et nyt regelsæt kan karakteriseres som “hurtige”.

Baggrunden for de nye regler var et antal ulykker, hvor unge eller inkompetente mennesker havde været involveret i påsejlinger med høj hastighed – i værste tilfælde med dødelig udgang. Et stigende antal speedbåde med meget stor motorkraft – fortrinsvis importeret fra USA – var den egentlige årsag til miseren. Aldrig tidligere havde det været så let at sejle så hurtigt.

Søfartsstyrelsen barslede til formålet med et regelsæt, der definerer de egentlige speedbåde. Både, som falder ind under denne kategori, kræver nu og her en slags “kørekort” at føre. Det drejer sig om både i størrelsen fra 4 meter i længden og op til 20 tons i vægt. Vil man føre en sådan båd, må man op til en beskeden prøve, hvor man skal dokumentere kendskab til elementære regler om søfart samt et minimum af praktiske færdigheder omkring sejlads og manøvrering i havnebassiner.

Alle seriøse småbådsfiskere hilser naturligvis et sådant kørekort velkommen. Men der hersker desværre en del forvirring omkring definitionen på en speedbåd. Den er nemlig baseret på en sindig formel for bådens størrelse kombineret med en motorkraft, der udtrykkes i Kw i stedet for hestekræfter. Ikke særlig pædagogisk. Til gengæld er det teknisk meget lettere at angive en max. motorstørrelse for en given bådlængde – end en hastighedsgrænse på eksempelvis 20 eller 30 knob. Nu spiller valg af skrue nemlig ingen rolle længere.

Skal man skære igennem forvirringen, kan man bruge nedenstående eksempler som en slags tommelfingerregel. Overstiger man disse værdier, skal der et af de nye kørekort til for at føre båden fuldt legalt. Ellers kan man geråde ud i endog meget store problemer med forsikringen, dersom man bliver involveret i en ulykke til søs:

4 meters både: max 25 HK

5 meters både: max 40 HK

6 meters både: max 50 HK

7 meters både: max 70 HK

8 meters både: max 90 HK

Som det tydeligt ses, falder de fleste moderne småbåde ind under kategorien “speedbåde”, som kræver kørekort. Til gengæld rummer de nye regler en passus om, at man må udsætte sin “køreprøve” til 1. juni 2002, dersom man kan dokumentere, at man har haft sin båd i mere end ét år. Nye småbådsfiskere i nye småbåde kan ikke vente.

Det er under alle omstændigheder glædeligt, at der nu tilsyneladende er ved at komme lidt styr på sejladsen med de hurtige både. Forhåbentlig vil bestemmelserne så også blive fulgt op med kontrol.

25. marts 2000

© Steen Ulnits

* Svensk fond for havørreder

Der er næppe tvivl om, at verdens største havøreder findes i Skandinavien. Der er næppe heller tvivl om, at nogle af de allerstørste findes i Danmark og Sverige – med åer som Karup Å, Ribe Å, Mørumsåen og Emån i den absolutte top. Alle har de gennem årene leveret flere havørreder i 15 kg’s klassen.

Historisk set er Emån nok den af de fire, som har opnået størst international anerkendelse – givet fordi det er den, der længst har haft et organiseret sportsfiskeri efter de store havørreder. Således var Charles Ritz blandt de koryfæer, som tidligt fik øje på den svenske østersøå og dens muligheder. Flere englændere før ham havde også foretaget den lange rejse for at dyste med åens vældige havørreder.

Emåens legendariske status skyldes primært en enkelt mand og hans kamp for den unikke havørredstammes overlevelse. Det var nu afdøde ryttmästare Gustaf Ulfsparre, som med udgangspunkt i Ems Herregård nær åens udløb i Østersøen gjorde havørredens liv til noget nær sit eget.

Gustaf Ulfsparre døde den 5. august 1987, og allerede året efter etableredes en privat fond til det fortsatte arbejde for havørrederne i Emån. Målsætningen var og er, at der skal findes vilde havørreder i Emån helt frem til næste istid! – Hvem kan ikke samtykke i dette fromme ønske?

Fonden har til formålet brug for økonomiske midler, og vil man støtte det gode formål, kan man sende sine bidrag til følgende adresse:

Gustaf Ulfsparres Stiftelse

Em 1340

S-383 91 Mönsterås

S v e r i g e

Bankgiro: 642-9104

Postgiro: 24 82 30-5

24. marts 2000

© Steen Ulnits

* For entomologer og fluefiskere

Forlaget Gyldendal har valgt fremover at satse på lystfiskeri og fiskebøger. Det ses ikke mindst af forlagets seneste udgivelse, som er en dansk oversættelse af en engelsk nyklassiker: Malcolm Greenhalgh og Denys Ovenden’s “The Complete Flyfisher’s Handbook”.

Det er der kommet en rigtig god dansk udgave ud af – med den meget sigende undertitel “Ørred og stallings byttedyr og hvordan man imiterer dem”.

“Fluefiskerens Håndbog” er den danske hovedtitel, som imidlertid og desværre er lidt misvisende. Dels er der definitivt ikke tale om nogen håndbog – dertil er formatet alt for stort og prisen nok lige i overkanten. Og dels beskæftiger bogen sig kun med imitationer og deres brug i ferskvand – ikke med saltvand, ejheller laks og havøreder i ferskvand. Hvad undertitlen da også fortæller.

Til gengæld er det blevet til et fornemt referenceværk for seriøse fluefiskere og fluebindere med hang til entomologi og fluer, der specifikt imiterer bestemte insekter. Fluefiskere og fluebindere, der ikke lader sig afskrække af en smule latinske navne på insekterne og deres kropsdele. Men som samtidig kan glæde sig over et hav af smukke og sirlige illustrationer i farve.

Oversættelsen af det ganske omfattende værk er lagt i hænderne på en yderst kapabel person. Det er Frank Jensen, som til daglig er museumsinspektør på Naturhistorisk Museum i Århus – med ansvar for insektsamlingen – og som i fritiden er en engageret, rutineret og samtidig ganske innovativ fluefisker. Frank Jensen har således de bedst tænkelige forudsætninger for at oversætte en ellers ganske vanskelig bog.

Det faglige indhold er naturligvis uantasteligt, hvad man kun kunne forvente sig af en sådan kapacitet. Den sproglige side af sagen er Frank Jensen ligeledes sluppet rigtig godt om ved, hvilket er vigtigt i en så faktatung og teknisk betonet bog som denne.

Det er så absolut en ny klassiker, vi her står overfor – vel at mærke i den tunge ende af spektret, for det er ikke en bog for den forudsætningsløse læser.

“Fluefiskerens Håndbog”

288 sider indbundet

illustreret farve

pris kr. 388,-

22. marts 2000

© Steen Ulnits

* Gone Fishing III

Som faste læsere af denne spalte atter engang vil have observeret, så er “Aktuelt” ikke blevet opdateret i den sidste uges tid.

Forklaringen er endnu engang, at jeg har været ude med snøren – denne gang i Mexico efter bonefish, tarpon og permit med flere på Yucatan’s krystalklare flats med det turkisgrønne vand og de kridhvide sandstrande.

Vi var et lille hold skandinaver, som gjorde livet farligt for ikke mindst de spændende bonefish, der næsten hver dag kvitterede ved at “taile” lystigt inde på blot 10 cm vand. Det kom der mange sjove oplevelser ud af – mange spændende fighter, som alle gik i baglinen på få sekunder.

Der vil senere dukke en mere udførlig rapport op over årets tur – som en forsmag på næste års Mexico-rejse, der kommer til at løbe af stabelen i dagene 17.-24. marts 2001. Der er allerede nu tilmeldte – dem, der ikke var plads til i år, eller som ikke havde tid. Så hold dig ikke tilbage, hvis du er interesseret i turen næste år.

Men efter denne vinters lidt voldsomme rejseaktivitet var det måske en idé nu også at fange lidt fisk herhjemme? Jeg skal i hvert fald snarest gøre et forsøg!

18. marts 2000

Steen Ulnits

* Status over Atlanterhavslaksen

De nye restriktioner for fiskeriet i Skjern Å og på Ringkøbing Fjord trådte i kraft i 1996. Men der skulle gå et par år, førend laksene tilsyneladende reagerede på de nye fredningszoner og -tider. Havørrederne, som jo lever det meste af deres liv inde i fjorden, reagerede imidlertid prompte og leverede et kanonfiskeri allerede det følgende forår – i 1997.

1998 blev en middelmådig sæson for såvel laks som havørreder, men gav dog fisk nok til ikke at medføre katastrofestemning i Vestjylland. 1999 blev til gengæld en virkelig god sæson ved Skjernå. Således blev der landet 120 laks og hele 580 havørreder, hvilket atter engang beviser, at fjordfredningen gavner havørredbestanden mest.

Gennemsnitsvægten på laksene var godt 4,5 kg mod knap 2 kg for havørredernes vedkommende. Langt de fleste fisk blev fanget på det klassiske stykke ved Borris, hvor et ureguleret forløb giver mange standpladser. Mange fisk lod sig dog også fange på åens nederste og ellers så livløse stræk – den berømte og berygtede “vandmotorvej”, som nu er på vej til at blive historie.

Topmåneden var så afgjort august, hvor der blev landet dobbelt så mange laks som i henholdsvis juli og september. For havørredernes vedkommende lå hovedopgangen en måned tidligere – i juli – der på tilsvarende vis leverede dobbelt så mange fisk som henholdsvis juni og august.

Fangstrapporter fra lystfiskere ved åen lader formode, at de fanger knap 20% af alle laks, som når helskindet op i åen. Biologer ved Ringkøbing Amt har udregnet, at overholdes de nye restriktioner i å og fjord også fremover, vil lystfiskere ved Skjernå i år 2005 kunne fighte og lande et sted mellem 700 og 1.500 laks årligt.

Det er nok et vel optimistisk skøn, men der arbejdes i skrivende stund på lakseopdrættet i det nye “Danmarks Center for Vildlaks” – det, der i gamle dage blot hed “Vestjysk Fiskepark”. Her lagde man nemlig i vinteren 1999/2000 mere end 1 million lakse- og havørredæg ind i de nye produktionsfaciliteter, som ikke mindst Dansk Laksefond har indsamlet midler til.

Alt i det nye anlæg er recirkuleret, hvorfor man håber at kunne undgå farlige laksesygdomme som eksempelvis den “Bacterial Kidney Disease”, der desværre blev fundet i et dambrug ved Karstoft Å – den sidste større gydeplads for Skjernå-laksen.

Blandt de indlagte æg var 400.000 æg fra Skjernåens egen laksestamme samt 15.000 fra Ribe Å – Danmarks lakseproducent nummer to.

18. marts 2000

© Steen Ulnits

* Status over Østersølaksen

I perioden siden sidste istid – for små 10.000 år siden – eksisterede der bestande af mere eller mindre “landlocked” Atlanterhavslaks (Salmo salar) i flere end 60 af tilløbene til den da ferske og i dag brakke Østersø.

Siden da har forurening og ikke mindst opstemning af elvene til vandkraft decimeret bestandene af vilde Østersølaks. Således regner biologerne med, at der dengang årligt udvandrede 10 millioner vilde laksesmolts til Østersøen, hvor de hurtigt voksede sig store på en diæt af sild og brisling.

I dag er den naturlige produktion af laksesmolts helt nede på 500.000 styk – altså blot 5% af den oprindelige. Alligevel er der i dag masser af laks i Østersøen – flere end i mange år – hvilket skyldes massive udsætninger foretaget primært som kompensation for udbygningen af vandkraft. Problemet er så blot, at de naturligt producerede vildlaks udgør en stedse mindre procentdel af fangsterne ude i Østersøen – og af gydefiskene oppe i elvene.

For blot ti år siden regnede man således med, at vildlaksene udgjorde 15% af den samlede mængde laks i Østersøen. Allerede sidst i 80’erne blev der fra forskellig side råbt vagt i gevær, men myndighederne reagerede ikke. Først i 1997 vedtog den Baltiske Fiskerikommision en handlingsplan for redning af de resterende vildlaks. Da var procentdelen af vildlaks versus tamlaks helt nede på 8% – altså noget nær en halvering på blot ti år. Så hurtigt går det.

Ifølge den nye handlingsplan skal samtlige bestande af Østersølaks være bæredygtige og i stand til at opretholde sig selv inden år 2010. Til det formål har man reduceret tidligere tiders massive og kritikløse udsætninger af tamlaks. Samtidig har man i stigende grad fokuseret på de såkaldte “delayed release” udsætninger, hvor tamlaksene præges på et givet udsætningssted i havet og ikke et vandløb. Dette muliggør et selektivt fiskeri efter de kønsmodne og hjemvendende tamlaks, uden at vildlaksene samtidig beskattes.

Ikke mindst ved Bornholm har man haft stort held med disse “forsinkede udsætninger”, som med genfangster på omkring 30% har været ovenud rentable. Det har til gengæld ikke været tilfældet i Køge Bugt, hvor genfangsterne – omkring 15% i snit – har været skuffende og ikke økonomisk rentable.

Samtidig oplevede man fra Møn en uheldig udvandring af Østersøen og efterfølgende opgang i vestsvenske elve, hvilket giver en aldeles uønsket blanding med vildlaksene her. Derfor stoppede man udsætningerne ved Møn, men udsatte i 1999 120.000 laks ved Bornholm.

Lakseudsætningerne ved Møn og Bornholm har indtil nu reduceret de danske fangster af vilde Østersølaks med 10%, skønner biologerne fra Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser. Fortsatte udsætninger af årligt 120.000 laks ved Bornholm forventes at kunne mindske danske fangster af vilde Østersølaks med helt op til 36% – vel at mærke ude på opvækstpladserne i den åbne Østersø øst for Bornholm og syd for Gotland.

Det er her, det største fiskeri i dag finder sted – uselektivt på blandede bestande af vildlaks og tamlaks.

18. marts 2000

© Steen Ulnits

* 100.000 fugle dør årligt i garn

Så lykkedes det endelig! I flere år har jeg efterlyst undersøgelser, der kunne dokumentere den uønskede “bifangst” af havfugle i danske garn. Men forgæves. Der fandtes helt enkelt ingen undersøgelser herom.

Men nu har Dansk Ornitologisk Forening (DOF) netop offentliggjort resultaterne af en undersøgelse over den mængde fugle – primært edderfugle og andre dykænder – der hvert år fanges og drukner i danske fiskeres garn. En af anstødsstenene var gentagne rapporter om op til 500 druknede havfugle i en enkelt fiskers last.

DOF når i sin undersøgelse frem til, at det årligt drejer som om 100.000 fugle, der lider en langsom og pinefuld druknedød i de usynlige monofile nedgarn, som driver omkring overalt i danske farvande. Hertil skal så lægges de op mod 8.000 marsvin årligt, der primært tages som bifangst under garnfiskeri efter pighvar.

Der må efterhånden være samlet rigeligt med dokumentation til en gennemgribende revurdering af det danske garnfiskeri, dets berettigelse og præmisser. Hatten af for DOF for dette initiativ. Bedre sent end aldrig.

Interesserede kan læse mere om garn og garndød i fire større artikler under “Artikler”.

9. marts 2000

© Steen Ulnits

* Forslag til “moderne søpleje”

“Landsforbundet Danske Lystfiskere” (LDL) har udarbejdet et forslag til fremtidens pleje af de større danske søer. Forslaget er sendt til Fødevareministeriet, hvorunder jo fiskeriet hører, samt Skov- og Naturstyrelsen, Amtsrådsforeningen, diverse Folketingsudvalg samt flere andre relevante organer. Forslaget lyder i sin helhed således:

“Undertegnede skal herved på vegne af Landsforbundet “Danske Lystfiskere” fremsende forslag til en nyordning af erhvervsfiskeriet på de danske søer. Vi har i LDL over et par møder i vor hovedbestyrelse diskuteret spørgsmålet og er kommet frem til følgende:

Udviklingen de senere år har vist, at det er blevet stedse sværere at klare sig som erhvervsfisker på søerne og kunne opretholde en indtægt, det er muligt at leve af. Dette hænger – foruden at det mindre fiskeri generelt er i klemme – sammen med, at den indslæbte, ubehagelige ålesnylter er i stærk fremmarch, og at der kommer færre små ål til de europæiske farvande. Endelig udøver de oprettede ålefarme et tryk på priserne.

Denne tendens til svigtende indtjeningsmuligheder har mange steder ført til uholdbare tilstande i vore søer. Konkret har erhvervsfiskere i en del tilfælde blot givet op, eller man har prøvet at klare sig ved at fiske hårdt på arter, der i perioder – især på eksportmarkedet – har kunnet opnå gode priser (fx aborrer). Begge muligheder for at komme ud af problemerne har betydet forringelser i vore søers almene tilstand, eller at forbedringer ikke er opnået så hurtigt som ønskeligt, når man betænker, at der de senere år er investeret store summer fra kommunernes side i avanceret rensning af spildevand.

Som efterhånden alment kendt er det de store tilledninger af plantenæringsstoffer (især fosfor fra byspildevandet) der er vore søers hovedproblem og det løses for mange søers vedkommende ikke umiddelbart ved den moderne rensning, der fjerner næringsstofferne, idet der takket være “fortidens synder” findes store lagre af fosfor i søbunden. Disse lagre frigøres over en ofte meget lang årrække med stadig stærk opblomstring af søens alger til følge, og den “onde cirkel” med uklart vand, algedød om efteråret og iltsvind ved bunden i sommerperioden kører lystigt videre. Desuden spærrer det uklare vand for sollys til søens højere planteliv.

Den “onde cirkel” kan dog brydes, såfremt der på søen foregår et fornuftigt erhvervsfiskeri, der først og fremmest koncentrerer sig om at reducere de ofte særdeles store bestande af skaller og brasen. Disse fisk (samt andre såkaldte “skidtfisk”) tolder nemlig slemt af de planktondyr, der kunne begrænse algevæksten, og i det uklare vand har søens vigtigste rovfisk – gedder og aborrer – der jagter ved hjælp af synet, svært ved at fange deres byttedyr blandt skidtfiskene.

Problemet er blot, at der ikke er penge i skidtfiskene, og at den trængte erhvervsfisker derfor forsømmer dette fiskeri for i stedet at kaste sig over gedder, aborrer og evt sandart, hvilket blot forringer forholdene i søen yderligere, eller han vælger at holde op definitivt.

Ovennævnte årsager til den dårlige tilstand i mange af vore søer har været kendt nu i adskillige år, og enkelte forsøg på at rette op på forholdene har da også været gjort og med godt resultat. Bedst kendt er nok indsatsen vedr. Sorøsøerne samt Hald Sø (hvor en mekanisk indsats har givet mærkbart fald i fosformængden), men der er desværre stadig tale om enkeltstående, omend gode eksempler.

Fra LDL vil vi derfor foreslå, at der for alvor tages fat på en samfundsmæssig indsats for at sikre, at der foregår et fornuftigt erhvervsfiskeri på vore søer med det hovedsigte at forbedre søens almene tilstand og sørge for, at borgerne får det fulde udbytte af de store investeringer i rensning af spildevandet. Med henvisning til, at der reelt er tale om en miljøindsats, vil vi foreslå, at det offentlige går ind med midler til at garantere, at interesserede, der kunne tænke sig at drive erhvervsfiskeri på søerne (heltids eller deltids) fik en indtægt, det er muligt at eksistere på.

Naturligvis skulle pågældende så forpligte sig til at følge en detaljeret driftsplan og stå til regnskab for planens overholdelse. Med i en sådan driftsplan kunne vi forestille os pligt til opfiskning af skidtfisk, begrænset fangst af rovfisk (undtagen en vis regulering af aborrebestanden, hvor denne tenderer til at danne tusindbrødre) samt satsning på sandart ( hvor denne fiskeart endnu ikke findes eller har vanskelige ynglebetingelser). Hvad angår ophjælpning af ålefiskeriet, må vi nok anbefale en vis tilbageholdenhed med udsætninger, indtil man har mere rede på, hvor man står med hensyn til den før omtalte ålesnylter.

I LDL mener vi, at de skitserede retningslinier for ” moderne søpleje” principielt bør gælde samtlige danske søer af en vis betydning, men her vil der naturligvis være en vis vanskelighed m h t afgrænsningen, idet en snæver hektargrænse nok vil være uhensigtsmæssig. I stedet må der ses på søernes type og mulige potentiale (med støtte i evt. gamle fiskeriundersøgelser). Endvidere må amtskommunernes oversigter over søernes tilstand ind i billedet, når det skal vurderes, hvor en indsats først og fremmest er påkrævet.

Da danske søer er i såvel offentligt som privat eje, vil vi finde det naturligt, at der først tages fat på de offentligt ejede søer, hvilket – såfremt viljen er til stede – hurtigt kan sættes i værk. De mange vigtige privatejede søer må dog også drages med i en positiv udvikling, men dette vil måske kræve et lovgrundlag, som efter vor vurdering dog ikke skulle være så vanskeligt at opnå, da der jo er tale om at leve op til overordnede principper som ordentlig vandkvalitet og et alsidigt dyre- og planteliv. Desuden vil de private søejere også have økonomisk interesse i, at deres søer på lidt længere sigt kommer i bedre balance.

Vi håber i LDL, at vore forslag til en bedre “håndtering” af de danske søer vil blive taget seriøst op og nyde fremme til gavn og glæde for de brede kredse i befolkningen, der ønsker gjort en indsats for natur og miljø.

Bjørn Larsen.
Sekretær i “Danske Lystfiskere”.

LDL’s forslag er i første omgang blevet positivt modtaget af Skov- og Naturstyrelsen, der som bekendt administrerer omkring en tredjedel af de danske søer.

Interesserede kan læse mere om eutrofiering og restaurering af danske søer under “Artikler”.

9. marts 2000

© Steen Ulnits

* Australsk cyanid i europæiske floder

De har det ikke let i Rumænien. Først var det en lokal diktator, der havde lagt sin klamme hånd om det fattige land. Nu er regimet ganske vist styrtet og diktatoren henrettet. Men så har et australsk ejet mineselskab til gengæld lækket så meget cyanid fra deres lokale guldmine i Baia Mare, at alt liv i hele to floder er udryddet.

Cyaniden, som er øjeblikkeligt dræbende for dyrelivet, stammer efter alt at dømme fra en opstemning ved guldminen, hvor netop cyanid bruges til at separere det rene guld fra den malm, der brydes her. Vandstanden i opstemningen er enten blevet så høj, at vandet er løbet over. Eller der er kommet en læk i væggen under vandspejlet.

Under alle omstændigheder er flere tons cyanid lækket fra guldminen og havnet i floderne Tisza og Szamos. Disse løber gennem Ungarn og Jugoslavien, inden de begge forenes med Donau – nu atter i Rumænien. Der er således tale om en miljøkatastrofe af internationalt format.

Det har fået den svenske EU miljøkomissær Margot Wallstrøm til at inspicere skaderne on site i Ungarn. Her kunne lokale bønder fortælle hende, at det langt fra var første gang, de havde oplevet et sådant udslip. Adskillige gange tidligere havde de mistet køer, som var døde af at drikke det forgiftede vand nedstrøms guldminen – eller var blevet blinde af det.

Esmeralda Exploration, som den australske hovedejer af guldminen hedder, benægter imidlertid alt. De mener ikke, at der findes beviser for, at cyanid-forureningen stammer fra dem. Trods det faktum, at næppe andre i området regelmæssigt bruger det uhyre giftige stof…

Margot Wallstrøm vil nu have klarlagt årsag og virkning snarest muligt. Hun ønsker en speciel enhed oprettet, som skal kulegrave sagen og komme med bud på, hvordan skaderne hurtigst udbedres. Til gavn for vandmiljøet og lokalbefolkningen, hvis levebrød helt afhænger af flodernes vand og fiskebestand.

Wallstrøm ønsker helt enkelt de australske ejere stillet til ansvar for deres forurening af europæiske floder.

I miljøkredse taler man om den største forurening siden det schweitziske medicinselskab Sandoz’ forurening af Rhinen i 1987. Dengang tog det Rhinen ti år at komme til hægterne igen. Man mener nu, at det vil tage mindst 20-50 år, førend de hårdest ramte områder ved Donau atter kan huse liv.

6. marts 2000

© Steen Ulnits

* Slut med sværdfisk i supermarkeder

Havenes toprovdyr – og Big Game fiskernes mest eftertragtede bytte – hører efterhånden til de truede arter mange steder. Det gælder ikke mindst de store tun og marlin, som fiskes målrettet eller ender som bifangster under andet fiskeri. Og det gælder i endnu højere grad den sjældnere sværdfisk, som tilbringer dagtimerne på endog meget dybt vand, og som derfor ikke ret ofte fanges på stang og line af os lystfiskere.

Sværdfisken er meget eftertragtet af erhvervsfiskerne, som får høje kilopriser, når de sælger fiskene til restauranter, fiskehandlere – eller supermarkeder. Ikke mindst i USA sælges fersk eller frossen sværdfisk ofte over disken i de større kæder af supermarkeder.

Det har kæden “Wild Oats Markets” tænkt sig at gøre en ende på. I det store og efterhånden meget forbrugerbevidste land har ledelsen af knap 100 butikker i denne kæde besluttet sig for at droppe ethvert salg af netop sværdfisk, da den længe har været på listen over truede fiskearter. Det samme gælder arter som chilensk havaborre og samtlige marlinarter.

Men ikke nok med det. Ledelsen af Wild Oats Markets er samtidig gået sammen med flere end 700 kokke og indkøbschefer over hele USA, og alle er de enige om at stoppe enhver handel med de omtalte fiskearter – lige indtil forbundsregeringen disker op med en acceptabel plan for retablering af de truede arter.

6. marts 2000

© Steen Ulnits

* Mænd, kvinder og lystfiskeri

Det er ikke mange kvinder, som fisker. Det ligger ligesom ikke til dem – præcis som det heller ikke er mange kvinder, der dyrker jagtens glæder.

Men det er der flere og flere, som ønsker at gøre noget ved. Herhjemme afholder Danmarks Sportsfiskerforbund årligt specielle kurser med og for kvinder – kurser, hvor kvinder kan stifte bekendtskab med fisk og fiskeri uden hele tiden at skulle forholde sig til mænd!

I USA er alting større, bedre, hurtigere og vildere. I USA har kvinder da også længe været aktive udøvere af den ædle sport at fange fisk på stang og line. Tænk blot på koryfæer som fluefiskeren Joan Wulff og havfiskeren Marsha Biermann, som begge – på video og TV – har været med til at lokke flere kvinder ind i folden.

Nu har en tredje kvinde blandet sig i debatten. I dagbladet “Florida Today” står 38-årige Denise Oyler frem som den, der for alvor kan forene kønnene ude ved fiskevandet. Hun ønsker – uden dog at være psykolog med hævet pegefinger – at forene mænd fra Mars og kvinder fra Venus, når det gælder lystfiskeri.

Ud over selv at være en dygtig fisker, der allerede har vundet flere fiskekonkurrencer, er hun også dygtig at markedsføre sig selv og sit budskab. Heriblandt følgende:

– Aborren er som en mand: Man tror, man har ham på krogen. Men vender man et øjeblik ryggen til, er han straks væk igen…

– Ørreden er lettere at have med at gøre: Den er vild med det hele og altid i fuld vigør. Derfor ved man i regelen, hvor man har den…

Skal man drage en konklusion af ovenstående sammenligninger, må det ifølge Denise Oyler blive denne:

– Gå gerne ud med en aborre, for det er aldrig kedeligt. Men gift dig hellere med en ørred!

Denise Oyler har endnu en sammenligning, der primært må formodes at henvende sig til kvinder:

– At vælge kunstagn for den aktuelle fiskedag er som at vælge påklædning om morgenen: Man kigger sig om i klædeskabet, vælger noget, man kan lide, og finder så et par sko, der matcher. På samme måde kigger man rundt i sin grejboks, til man finder noget, man tror matcher de tilstedeværende fisks fødeemner. Og det fisker man så med!

Grejbranchen er i høj grad ved at få øjnene op for de fiskende kvinder. Ikke mindst amerikanske Orvis gør meget for at få flere kvinder i folden. Således er hele 8 sider af det nye Orvis 2000 katalog helliget beklædning specielt til kvindelige fluefiskere.

– Værsgo at gå ombord på skuden, ærede kvinder! Og til mændene lige dette: Denise Oyler er “very good looking” – og stadig ugift…

6. marts 2000

© Steen Ulnits

* Skudår og majfluer

De, der blev født igår – den 29. februar – var både uheldige og heldige. Dels har de kun fødselsdag hvert fjerde år, hvilket jo ikke giver mange gaver i det lange løb. Og dels bliver de ikke nær så hurtigt gamle som os andre. Når vi andre bliver 40, er de jo kun 10…

Ikke blot skiftede vi århundrede og årtusinde ved det seneste årsskifte. Vi har også haft skudår i år, hvilket medførte, at der ikke kun var 28 dage i februar, men 29. I dag den 1. marts er det præcis 300 år siden, at vi her i Danmark skiftede over til den såkaldte Gregorianske Tidsregning. Navnet skyldes den daværende pave Gregorius, som indførte den nye og mere præcise tidsregning – med skudår til korrektion af forskellen mellem et kalenderår og et solår. Hvert fjerde år indlægges således en skuddag, som netop er den 29. februar.

– Men hvad har det nu med majfluer at gøre? Jo, i fluefiskeriets moderland England havde man for længst døbt den største af alle døgnfluer “the Mayfly” – da insektet naturligt sværmede i netop maj måned. Men da man på den anden side af Kanalen gik over til den gregorianske kalender – det skete allerede i 1582 – rykkede tidsregningen hele 11 dage frem.

Det betød, at majfluen nu ikke længere sværmede primært i maj måned, men også den første halvdel af juni. Herhjemme ser vi netop de fleste majfluer i juni, hvorfor navnet “majflue” virker noget misvisende. Men der er altså en meget logisk og plausibel forklaring på navnet.

Det er mere, end man kan sige om “vårfluen”, der jo herhjemme mest ses om efteråret – trods forårsnavnet…

1. marts 2000

© Steen Ulnits

* En røvfuld regnbuer…

Årets sæsonstart ved den sydøstjyske Hoptrup Å var den bedste i mands minde – hvis man altså ser på fangsterne af regnbueørreder eller “steelheads”, om man nu kan kalde dem sådan.

På selve premieredagen blev der således landet adskillige fisk på både 2, 3, 4 og knap 5 kg – langt flere end nogensinde tidligere. Flere end 30 fisk blev indvejet til premieredagens fiskekonkurrence, der totalt overskyggedes af regnbuerne. De indfødte havørreder måtte man kigge længe efter.

De kolossalt mange regnbuer skyldes helt enkelt de massive udslip, som er sket fra danske havbrug under vinterstormene. I tonsvis af tamfisk undslap fra de havarerede netbure og søgte i vinterkulden op i vandløbene – enten for at gyde eller for at overvintre.

Så noget positivt tegn er de store premierefangster definitivt ikke. De er blot resultatet af et utilsigtet long distance Put & Take. Måske kan de mange regnbuer endda have en negativ indflydelse på den naturlige og indfødte ørredbestand. Dels i form af massiv konkurrence om de relativt få fødeemner i vandløbene. Dels måske i form af opgravning af allerede brugte ørredgydepladser.

Regnbuen er som bekendt en forårsgyder, mens vore hjemlige hav- og bækørreder gyder om vinteren. De store udslip af regnbuer kan derfor meget vel tænkes at skade lokale ørredbestande, så op med dem hurtigst muligt!

Undskyld overskriften, men det var det mest passende, jeg kunne finde på…

27. februar 2000

© Steen Ulnits

* Gone Fishing II

Som faste læsere af disse sider endnu engang vil have lagt mærke til, er der ikke blevet opdateret de sidste to uger. Dem har jeg nemlig tilbragt i Florida, hvor vi først fiskede blackfin tuna, amberjack og kingfish med udgangspunkt i Orlando. Et interessant fiskeri, der foregik tredive miles fra land over ganske dybt vand og i regelmæssigt selskab af hajer og delfiner.

Den anden uge blev tilbragt i Miami, hvor man netop da afholdt “World’s Biggest Boat Show” i det store Convention Center. Her kunne man for alvor se, at opsvinget så sandelig har bidt sig fast i USA. For kors, hvor var der mange bådnyheder, og kors, hvor sejler de altså i store både i Guds Eget Land…

Nærmere herom senere på denne side og i den øvrige trykte presse.

27. februar 2000

© Steen Ulnits

* Havørreder på Højskole

Nej, det er selvfølgelig ikke havørrederne, der skal på højskole. Det skal i stedet de fiskere, som ønsker at friste kystens havørreder med flue og fluestang. I hvert fald hvis det står til forstander Ole Kæmpe fra Højskolen på Samsø.

Højskolen på Samsø har derfor sammensat et ugelangt og intensivt kursus i dagene 9.-15. april – højsæson for havørredfiskeriet på Samsø. Her vil 12 kursister i løbet af ugen få lært at kaste med og binde fluer til havørredfiskeri fra kysten. Der vil være en omfattende gennemgang af havørredens biologi og dens fødeemner – af fiskenes skiftende opholdssteder året rundt. Viden, som kursusdeltagerne siden kan tage med hjem og overføre til deres egne fiskevande.

Men bedst af alt: Der vil hver dag være masser af praktisk fiskeri, så man kan få afprøvet teorierne i praksis. Det er jo i sidste ende det praktiske fiskeri – tiden tilbragt ude ved fiskevandet – der giver fisk. Timerne i klasseværelset giver blot den fornødne baggrund.

Kursusleder er forstander Ole Kæmpe, der selv er en ivrig fisker med check på de lokale fiskepladser. Underviser vil være undertegnede, der såmænd også har en fortid på netop Samsø. Samt mere end 25 års erfaring som kystfluefisker. Min første kystflueørred tog jeg nemlig i 1974.

Interesserede kan henvende sig til følgende adresse for tilmelding og yderligere oplysninger:

Højskolen på Samsø

Skolebakken 10

8305 Samsø

Tlf. 86 59 04 11

www.samso.com/hojskolen

11. februar 2000

© Steen Ulnits

* Fisk i fortiden

Historikere og biologer går nu sammen i et projekt, der har til formål at kortlægge – så vidt det nu lader sig gøre – fortidens fiskebestande. Det er “Sloan Foundation” – en milliardstor amerikansk fond – der står bag projektet, som sågar koordineres af en dansker, nemlig professor Poul Holm fra Sydjysk Universitetscenter. “Sloan Foundation” har tidligere finansieret tilsvarende miljøprojekter verden over.

Fiskeribiologerne råder i dag over data, som i bedste fald går 50 år tilbage – i allerbedste fald måske 100 år. Og i så tilfælde data, som i regelen er meget ufuldstændige. Men naturen og verden undergår til stadighed svingninger med hensyn til klima, temperatur og nedbør – faktorer, som alle i en eller anden grad påvirker fiskebestandene, deres størrelse og sammensætning.

Det er svingninger, som meget vel kan strække sig over flere hundrede år. De svingninger i fiskebestandene, som vi oplever i disse år, kan derfor meget vel være øjebliksbilleder af langt større udsving.

Dette ønsker forskerne nu at vide mere om. Ved at studere historiske kilder vil man indsamle så mange oplysninger – fuldkomne såvel som ufuldkomne – at man forhåbentlig vil kunne give et bedre bud på fiskebestandenes oprindelige størrelse og deres svingninger op gennem historien. Måske vil man også kunne nå frem til mere langtidsholdbare fiskekvoter end dem, der i vore EU-tider blot fastlægges fra år til år og dermed meget kortsigtet.

Professor Poul Holm mener sågar, at de nuværende fiskekvoter i bedste fald baserer sig på kvalificerede gæt. Det udtaler han i hvert fald til dagbladet Jyske Vestkysten.

Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU), som kommer med biologisk baserede bud på fiskekvoternes størrelse, inden de fastsættes endeligt og politisk af EU, melder imidlertid hus forbi. DFU mener, at den nuværende rådgivning er fuldt forsvarlig – at fiskebestandene herved bevares bedst muligt.

Men ingen fisker eller forsker er vel længere i tvivl om, at der var flere og større fisk i gamle dage. Mange flere og meget større…

Resultaterne af undersøgelsen ventes først om en halv snes år.

11. februar 2000

© Steen Ulnits

* Laks i Lillebælt

Lystfiskerskibet “Aries”, som holder til ved Hardeshøj på Nordals, er kommet godt fra start i sit første år i det sønderjyske. Normalt sejles der efter torsk, men senest har der været mere held i sprøjten end som så.

“Aries” var ude med et hold torskefiskere fra Nordals, da en af deltagerne fik et usædvanlig tungt og voldsomt hug. Da en sølvblank fisk pludselig gik fri af vandet, var ingen længere i tvivl: Det var definitivt ingen torsk, som havde taget pirken. Det var i stedet en vaskeægte østersølaks i fineste kondition, der lidt senere lod sig beskue på dækket.

Hele 8,5 kg vejede den knapt meterlange og sølvblanke torpedo, som gik til hugget over dybt vand i det sydlige Lillebælt. En sjælden, men så meget mere imponerende fangst. Den hidtil bedste, som det gode skib “Aries” af Hardeshøj har leveret.

11. februar 2000

© Steen Ulnits

* Slående ren sø

Århus Amt har for nylig foretaget en undersøgelse af den lille Slåen Sø, som ligger i Them kommune ved Silkeborg. Amtet har endnu engang kunnet fastslå, at netop denne sø hører til landets reneste – trods dens beliggenhed klods op af de meget næringssaltforurenede Silkeborg Søer.

Imidlertid indgår Slåen Sø ikke i Gudenå-systemet, men ligger isoleret for sig selv inde i skoven. Ingen marker med næringsrigt drænvand fra landbruget – intet selv nok så godt renset spildevand fra byerne. Søens vand er derfor ganske næringsfattigt – i hvert fald endnu, for nedfald fra atmosfæren spiller en stadigt større rolle i sådanne næringsfattige søers stofomsætning.

Men indtil videre kan vi altså glæde os over en ren sø med klart vand og hele 26 forskellige plantearter under overfladen. Mange af planterne når helt ud på store dybder i det klare vand, som tillader meget lys at nå ned.

Amtets undersøgelser viser rent faktisk, at Slåen Sø i dag er lige så lidt belastet med næringssalte som ved de første målinger for 25 år siden. Ganske imponerende. En slående ren sø, om man så må sige…

11. februar 2000

© Steen Ulnits

* Gone Fishing…

Som faste læsere af disse sider vil have lagt mærke til, er der ikke blevet opdateret de sidste tre uger. Dem har jeg nemlig tilbragt med fluestangen i Argentina, Sydamerika – først i det allersydligste Tierra del Fuego (også kaldet Ildlandet) og siden det lidt nordligere Patagonien.

Overalt var der flotte fisk at fange. Ildlandets havørreder var sølvblanke og nystegne, og de vejede typisk 3-5 kg med 7 kg som den største, vi fik på land. Til gengæld foregik fiskeriet i små elve, der kunne dækkes af et enkelt fluekast.

Patagonien brillierede med bækørreder, regnbuer og kildeørreder i søer og elve i forlandet til Andesbjergene. Fisk på 1-2 kg var standarden og en bækørred på godt 3 kg min største. Til gengæld blev den taget på tørflue og 5X forfang, så kom ikke og…

Der vil i den kommende tid være artikler at læse om denne tur i diverse medier.

7. februar 2000

Steen Ulnits

* For slap eller for skrap?

Der er ingen slinger i valsen med hensyn til holdningerne i denne sag: De danske Landboforeninger mener, at den nye giftplan er alt for skrap og helt umulig at overholde. Økologisk Råd mener modsat og ikke uventet, at den er alt for slap.

Da den oprindelige Vandmiljøhandlingsplan så dagens lys for nu snart 15 år siden – i 1986 – var det meningen, at landbruget skulle halvere sin sprøjtehyppighed. Antallet af årlige sprøjtninger skulle nedsættes fra mere end 2,5 gange til omkring 1,5.

Vi er i dag end ikke nået halvvejs mod dette gamle mål fra det sidste årtusinde. Landbruget mener selv, at målet var alt for ambitiøst og urealistisk. Miljøforkæmperne mener derimod, at der ikke er sket ret meget, da sanktionerne har været noget nær ikke-eksisterende. Der er simpelthen ikke blevet fulgt op på lovgivningen.

Nu strammer den nye Pesticid-handlingsplan II op på forsømmelserne med krav om, at sprøjtehyppigheden skal ned – at arealet med økologisk landbrug skal øges – at det skal være sværere at få godkendt nye sprøjtemidler – og endelig at der skal udlægges ti meter brede sprøjtningsfri bræmmer langs udsatte vandløb og søer.

Landbrugsorganisationerne betragter også den nye plan som helt urealistisk. Måske vil man gøre, som man gjorde med de gamle dyrkningsfri bræmmer: Helt ignorere lovgivningen og blæse på vandmiljøet?

Økologisk Råd ønsker planen strammet betydeligt op. Ikke mindst er man utilfredse med, at der kun udlægges et samlet areal på 20.000 hektar som sprøjtefri zoner. Sagkundskaben har nemlig regnet ud, at arealet bør være dobbelt så stort, hvis det skal have den ønskede virkning.

Til alt held ved vi denne gang, hvor det danske landbrug står: Man er helt enkelt ligeglad med miljøet. Det er pengepungen, der suverænt styrer landbruget herhjemme. Der er således kun én vej, hvis miljøet skal have en chance: Store bøder for overtrædelse af lovgivningen. Og så masser af kontrol.

7. februar 2000

© Steen Ulnits

* Liv og død ved polerne

Drivhuseffekten kan nu måles ved Arktis, hvor isen siden 60’erne og 70’erne er blevet mere end én meter tyndere. Det var amerikanske ubåde, som først begyndte at måle tykkelsen af isen, og det er de fortsat med. Regner man lidt på tallene, viser det sig, at der i dag er op mod 40% mindre is i Arktis, end da målingerne startede.

Man kan dog ikke ensidigt give drivhuseffekten skylden. Der kan også være tale om naturlige svingninger i klimaet, hvor vi så blot er nede i en bølgedal, hvad havisen ved Arktis angår. Men det ligner en tanke…

I den anden ende af verden – ved Antarktis – er der nyt om livet under isen. Det har nemlig vist sig, at der i kolossale søer under isen findes DNA – arvemateriale – fra bakterier, som tidligere har befolket denne jord.

Man har fundet dette materiale i prøver, som er taget i mere end 3,5 km’s dybde fra en bundfrossen sø. Resultaterne giver anledning til formodninger om, at der i så fald også kan findes rester af liv i dybfrossent vand på andre himmellegemer end lige netop jorden. Eksempelvis i Jupiters måne Io, der vides at indeholde store mængder frosset vand.

7. februar 2000

© Steen Ulnits

* Svindel med svin

De danske bønder, som satser stort på svineavlen, har fundet et smuthul, så den nye Vandmiljø-handlingsplan II heller ikke kommer til at virke: De har nemlig fundet ud af at splitte deres bedrifter op i mindre enheder, så de også fremover kan øge produktionen af svin – og gylle til vandmiljøet…

Det fortæller dagbladet Politiken. Skal en svineavler i dag øge sin produktion – uden at undgå en belastende VVM-undersøgelse over effekten på miljøet før en mulig godkendelse – fordeler han blot produktionen på flere mindre gårde, som hver især har under de lovbefalede 250 dyreenheder. På den måde kan myndighederne ikke hindre en stigning i produktionen og de deraf følgende gylleproblemer.

I 80’erne blev der produceret omkring 10 millioner svin årligt på danske svinefarme. Sidst i 90’erne var produktionen helt oppe på 20 millioner, og her i det første årti af det nye årtusinde forventes den at runde 25 millioner.

Problemet med de mange svin er den stærkt stigende mængde gylle, som skal fordeles på et stedse mindre landbrugsareal. Det giver store og støt stigende problemer med overskydende næringssalte, som vaskes ud i grund- og overfladevand. Næringssaltene ender til sidst i vandmiljøet, som nu kvitterer med algeblomst, iltsvind og bundvendinger.

Men ikke nok med at næringssalte fra gyllegødede marker havner i grund- og overfladevand. En meget stor del – større end man hidtil har regnet med – havner i atmosfæren, hvorfra den så regner ned over det ganske land.

Det betyder allerede i dag – med den nuværende gylleproduktion og belastning – at store dele af Danmark overgødes med kvælstof fra luften. Ikke mindst i det magre og sandede Vestjylland er dette allerede et stort problem, idet den megen luftbårne gødskning af jorden ødelægger livsbetingelserne for de oprindelige plantearter, som findes netop her.

Indtil videre er det danske landbrug sluppet for afgifter på denne luftbårne forurening fra husdyravlen. Men det varer næppe ved, idet man i Holland allerede i 1998 tog hul på en grøn afgift på denne hidtil meget oversete forurening. Med stort held, omend det tog de hollandske politikere næsten ti år at tage problemet tilpas alvorligt.

Afgiften lægges på den mængde kvælstof, der “tabes” til atmosfæren. Den hollandske afgift har ikke givet mange penge i bødekassen, men den har haft som effekt, at landmændene i dag udnytter staldgødningen langt bedre end tidligere – med et markant mindre spild til følge.

Må vi bede om noget tilsvarende herhjemme, hvor mange landmænd helt bevidst ikke ønsker at gøre noget for miljøet. Store svineproducenter omgår som sagt gældende regler, så de endda kan øge forureningen fra husdyrholdet.

7. februar 2000

© Steen Ulnits

* 700 km kyst tilsølet med olie

Den 12. december 1999 skete en sørgelig gentagelse af oliekatastrofen fra marts 1978, hvor supertankeren “Amoco Cadiz” gik på grund ud for Frankrig i den Engelske Kanal. Mere end 225.000 tons let olie strømmede da ud og lagde på kort tid østersbankerne på 300 km strand øde.

I december sidste år gik det så galt igen. Det skete, da det maltesiske tankskib “Erika” i et stormvejr forliste i den selvsamme Engelske Kanal. Den foreløbige lækage har ikke været blot tilnærmelsesvis så stor som for 21 år siden, men olien har denne gang været af en tyk og klæbrig substans, som ikke så let fordamper og nedbrydes af bølgerne.

Resultatet er derfor blevet, at omkring 700 km kyst nu er tilsølet i tyk olie, som til dato har kostet 22.000 havfugle livet – samt fiskerne på den selvsamme strækning deres levebrød. Man må konstatere, at myndighederne intet har lært af fortiden, siden noget sådant kan ske nu igen – godt tyve år senere.

Ulykkesskibet sejlede under maltesisk bekvemmelighedsflag – som så mange andre af de totalt udrangerede olietankere, der fragter olie for de mægtige multinationale olieselskaber. I det pågældende tilfælde det franske Total, som tidligere på året fusioneredes af to andre franske kæmper, nemlig TotalFina og Elf Aquitaine.

Skibene registreres under bekvemmelighedsflag, da de så ikke behøver leve op til de strenge krav, som mere civiliserede lande stiller. De kan derfor fragte olien billigere – til olieselskabernes store tilfredshed og endnu større profit…

Verdens største olieselskab er fortsat det amerikanske Exxon Mobil, der var ansvarlig for oliekatastrofen i Alaska for ti år siden. På andenpladsen ligger det britisk-amerikanske BP Amoco, efterfulgt af det britisk-hollandske Royal Dutch/Shell. På fjerdepladsen ligger så det nye franske Total.

Amerikansk lovgivning foreskriver efter Alaska-katastrofen, at kun olietankere med dobbelt bund og øgede sikkerhedsforanstaltninger fra 2010 må besejle amerikansk territorialfarvand og anløbe amerikanske havne. En tilsvarende bestemmelse findes – uvist af hvilke årsager – ikke på vor side af Atlanten…

10. januar 2000

© Steen Ulnits

* Flere økologer til landbruget

Ved udgangen af 1999 havde Plantedirektoratet modtaget 528 ansøgninger fra landmænd, der ønsker at omlægge til økologisk drift. Det vil medføre en stigning i antallet af økologiske bedrifter på 17% – fra de nuværende 3.106 til så 3.634.

En glædelig nyhed for ikke mindst vandmiljøet i Danmark, som i dag lider hårdt under udvaskning af såvel kvælstof og fosfor som plante- og insektgifte til grund- og overfladevand. Hvad der måske ikke er helt så glædeligt er, at antallet af ansøgninger i 1999 er næsten halveret i forhold til året før.

Under alle omstændigheder er flere økologiske landbrug ensbetydende med et bedre og sundere miljø for alle overalt.

10. januar 2000

© Steen Ulnits

* Alt liv i Liver Å dødt

Natten til den 26. december 1999 gik det galt på Nestlé fabrikken i Hjørring. En ledning sprang læk, og 30 tons kaustisk soda – også kaldet natriumlud – løb ud i kloakken, videre gennem rensningsanlægget og til sidst ud i Liver Å.

Bakterierne, der står for rensningen af spildevandet i rensningsanlægget, døde, og det samme gjorde alt liv i Liver Å, der udmunder i Vesterhavet nogle få kilometer syd for Hirtshals. Efter i nogle år at have haft den tvivlsomme hæder at være et af dette lands mest forurenede vandløb har Liver Å i de senere år haft en så god vandkvalitet, at ørreder har kunnet trives i den.

Fiskene er nu døde, og det er man forståeligt nok godt sure over i Sportsfiskerforeningen for Vrå og Omegn, som har fiskeretten i den nordjyske å. Foreningen har derfor meldt Nestlé til politiet for miljøsvineri. Fødevaregiganten kalder selv nonchalant sagen for et “hændeligt uheld”…

5. januar 2000

© Steen Ulnits

* Russisk miljøaktivist frifundet

Den tidligere russiske U-bådskaptajn og nuværende miljøaktivist Aleksandr Nikitin er netop af retten i Skt. Petersborg – byen med vinterpaladset – blevet pure frifundet for anklager om at have lækket fortrolige oplysninger om Ruslands atomflåde og dennes miserable tilstand..

FSB (resterne af det hedengangne sikkerhedspoliti KGB) havde ellers krævet fængsel i op til 12 år for landsskadelig virksomhed, men anklagerne blev altså fundet aldeles grundløse. Oplysningerne havde nemlig været offentligt tilgængelige i Rusland, da Nikitin publicerede dem internationalt – via den norske miljøorganisation “Bellona”.

Men inden frifindelsen nåede Nikitin alligevel at sidde 10 måneder i isolationsfængsel – som det, menneskerettighedsorganisationer havde døbt “Ruslands sidste samvittighedsfange”.

Mens den russiske atomflåde stadig ruster videre, er der dog trøst at hente andetsteds i det store land. Det forlyder nemlig nu, at Tjernobyl vil blive lukket helt inden udgangen af år 2000. Ikke af hensyn til miljøet. Nej, det er helt enkelt for dyrt at reparere det gamle og nedslidte værk…

Interesserede kan læse mere under “Fiskeribiologi” ved at klikke på Radioaktivitet.

5. januar 2000

© Steen Ulnits

* Voyager 2000-2004

Nej, der er ikke tale om opfølgeren til Kubrick’s “Rumrejsen år 2001”. Der er heller ikke tale om et nyt rumprogram fra NASA. I stedet drejer det sig om noget så jordnært som “North Atlantic Salmon Fund” (NASF), der – i anledning af årtusindskiftet – har lanceret et nyt initiativ til benefice for vildlaksen.

NASF har lanceret “Voyager 2000-2004” programmet, hvor man har individuelt mærket og nummereret 1.000 laksesmolt. Disse fisk kan man nu “adoptere” – for £120 eller $200 stykket. Altså omkring 1.500 danske kroner for at adoptere og følge en lille laks på dens forunderlige færd gennem Nordatlantens kolde og blå vandmasser.

Hver adopteret laks følges af et certifikat, og skulle ens laks blive fanget af en lystfisker, modtager man en præmie samt oplysninger om fangsttid, sted og størrelse. Interesserede kan sende sponsorpenge – i form af en international check – til følgende adresse:

North Atlantic Salmon Fund

Skipholt 35

IS-105 Reykjavik

I s l a n d

1. januar 2000

© Steen Ulnits

* Mystisk og Mærkeligt Meteorologisk 1999

1999 blev på mange måder et mærkeligt år. Ikke blot var det sidste år i såvel et århundrede som et årtusinde. Det var også et år, der ledte tankerne hen på globale fænomener som drivhuseffekt og ozonlag.

1999 blev et rekordernes år, hvad vejr, vind og vandstand angik. Vi satte i Danmark nye varmerekorder i såvel januar som september måned. Vi satte ny årsrekord for nedbør – med 906 mm. Den tidligere rekord på 881 mm blev sat i 1994 – tæt fulgt af 860 mm i 1998.

Endelig bød slutningen af året, århundredet og årtusindet på hele to storme af orkanagtig vindstyrke. Storme, som blandt andet forårsagede skader for et tocifret millionbeløb på Rømø-dæmningen i det sønderjyske Vadehav.

Der er næppe tvivl om, at vi her ser de første spage resultater af drivhuseffekten. Og at vi langt fra har set de sidste eller værste. Interesserede kan læse mere ved at klikke på Drivhuseffekten.

1. januar 2000

© Steen Ulnits

* Godt Nyt Årtusinde!

Det gamle år er forbi, og et nyt er begyndt. Ikke blot er det et nyt år, vi netop har taget hul på. Det er heller ikke kun et nyt århundrede. Nej, det er et helt nyt årtusinde, hvilket ikke kan undgå at mane til eftertanke.

– Gjorde vi det godt nok i det andet årtusinde af vor tidsregning? Nej, det gjorde vi definitivt ikke. Vi fik industrialiseret verden og blev så dygtige, at vi for første gang nogensinde var i stand til helt at udslette den. Hurtigt og på én gang med atomvåben. Langsomt, men sikkert via forurening og anden skalten og valten med miljøet.

Vi beviste, at vi kunne gå på Månen – hvis det altså var det, vi ville. Men samtidig så vi også for første gang vor egen lille blå planet udefra. Vi så “Spaceship Earth” på vej gennem det store kulsorte verdensrum. Vi så, hvor lille og skrøbelig Jorden egentlig er. Hvor tynd og sårbar atmosfæren, der huser alt liv, i virkeligheden også er. Endelig indså vi, hvor små og ubetydelige vi selv er i det uendelige univers. At vi langt fra er udødelige.

Vi fik kort sagt sat tingene lidt i perspektiv, hvilket giver en smule fortrøstning her ved tærsklen til det nye årtusinde. Vi har trods alt lært noget om grænser for vækst. Nu er det så blot op til os allesammen at bruge den indvundne visdom til noget konstruktivt. Til at holde alle de destruktive kræfter i ave, som vil sælge alt – luft, vand og jord – for ussel mammon.

Et Rigtig Godt Nyt Årtusinde til alle læsere af disse sider!

1. januar 2000

© Steen Ulnits