Aktuelt 2. kvartal 2002

* Verdens ældste laksefisker død

Lady Elizabeth Angela Marguerite Bowes-Lyon, bedre kendt som hele Englands “Queen Mother”, blev født den 4. august år 1900 som datter af Jarlen af Strathmore.

Allerede fra barnsben færdedes hun meget i naturen, og tidligt blev Skotland hendes absolutte favorit. Tidligt købte hun således Castle of Mey nær Caithness i Skotland, hvor hun slikkede sårene efter sin relativt unge mands død.

Fluefiskeri og Skotland hører uløseligt sammen, og fluefiskeri blev da også en af Lady Elizabeths store interesser. I mange år fiskede hun således laks i River Dee på Birkall beatet ved Balmoral Castle, hvor hun iført waders sendte sine fluer ud over den stærke strøm af thébrunt vand. Først højt oppe i halvfjerdserne måtte hun lægge fiskeriet på hylden og overlade stangen til Prince Charles. Hun sørgede også for, at hendes øvrige børnebørn fik lært at kaste en flue over den smukke flod ved Royal Deeside.

Lady Elizabeth deltog aktivt i arbejdet for bevarelsen af atlanterhavslaksen, der også i River Dee er gået stærkt tilbage. Så stærkt, at der i dag kun fiskes Catch & Release på den klassiske flod, hvor A.H.E. Wood i sin tid opfandt det moderne laksefluefiskeri med flydeline og små fluer. Således var Lady Elizabeth i mange år protektor for “Salmon and Trout Association” og bidrog også til indsamling af penge ved “North Atlantic Salmon Fund” (NASF) og dens “fund raising dinners” landet over.

Hun deltog også, da NASF for nogle år siden udgav bogen “World’s Best Flies”. Da hun blev spurgt om sine egne favoritfluer, svarede hun følgende:

“It is often dependent on the time of the year, and clarity of the water. Shrimp, Blue or Green Charm, Munroe Killer – and on occasions a Lion Fly, specially tied using some hair from an African Lion!”

Lady Elizabeth døde sidste år, 101 år gammel. Hele England var i sorg, men Prince Charles var nok en af dem, der sørgede mest. Det var jo Lady Elizabeth, der i sin tid lærte ham at fiske laks. En passion, der stadig har stærkt tag i ham.

28. juni 2002

© Steen Ulnits

* “Den Gamle mand og Havet” død

Ernest Hemingway fik sin Nobelpris i litteratur for ikke mindst den nu klassiske fortælling om “Den Gamle Mand og Havet”. Forbilledet til hovedpersonen i dette drama – bedst personificeret af skuespilleren Spencer Tracy – var cubaneren Gregorio Fuentes, der i mere end 25 år var Hemningway’s faste skipper og fortrolige på fiskebåden “Pilar”. Et teamwork, der resulterede i mange store fisk – tun og marlin – på dæk.

Gregorio Fuentes er netop død, 103 år gammel. Han blev født i fattige kår i 1897 og døde i år 2002 – nu i fotografernes blitzlys, for mange kom til Havana blot for at se og tale med Gregorio om hans tid med Hemingway. Den seje og senede Gregorio levede på minderne – og ikke mindst de mange drinks, der faldt af, når de gamle fortællinger blev genoplivet for nye tilhørere.

Med Gregorio Fuentes døde således også “Den Gamle Mand fra Havet”. En levende legende er ikke længere. Men det er Cuba’s mange marlin heldigvis stadig!

28. juni 2002

© Steen Ulnits

* Slut med seletøj…

…hvis man altså er fluefisker med hang til rekorder. International Game Fish Association (IGFA) har nemlig besluttet, at man fremover ikke vil godkende fluefangede rekordfisk, hvis der til fighten er brugt seletøj à la det, man bruger til Big Game fiskeri. Altså skulderseler – ofte sågar i forbindelse med en fast fightstol.

Fremtidens Big Game fluefiskere kan dog glæde sig over, at de stadig må bruge fightbælte med støtte til bundduppen. Et sådant letter fighten med virkeligt store fisk – typisk tun, marlin og sejlfisk – på en lang fluestang rigtig meget. Har man blot én gang prøvet at stå med en 3 meter lang sejlfisk for enden af en 9 fod lang fluestang, da ved man hvilke massive kræfter, der er på spil. Og at fast støtte til netop bundduppen kan være altafgørende – også selv om det så måske er lidt snyd set med puristens øjne…

De nye IGFA-bestemmelser rokker dog ikke ved allerede satte fluerekorder – også selv om de måtte være sat med brug af skuldersele.

28. juni 2002

© Steen Ulnits

* – Han borede slet ikke!

Som faste læsere af denne side vil vide, så foreslog den amerikanske præsident Bush for nogen tid siden, at der skulle påbegyndes nye olieboringer i Nordamerikas største naturpark i det nordlligste Alaska. Bush kom som bekendt til magten med oliepenge i ryggen, og forslaget om nye olieboringer i Alaska blev derfor betragtet som tilbagebetaling af valgstøtte til de store olieselskaber.

Så let gik det imidlertid ikke. Ikke mindst demokraterne gik imod forslaget og gjorde alt for at modarbejde det. Selv blandt republikanerne – præsidentens egne folk – var der en udbredt modstand mod disse boringer i et hidtil uberørt naturområde. Denne modstand resulterede for nylig i, at præsidentens forslag blev stemt ned i Senatet.

Resultat: – Nul huller. Han borede slet ikke!

28. juni 2002

© Steen Ulnits

* Lakse-weekend ved Gudenåen

I weekend’en 29.-30. juni inviterer Gudenå-sammenslutningen og Dansk Laksefond til stor lakse-weekend ved Gudenåen, der sidste år kom ind på den fornemme Top Ti liste over Europas bedste laksevande – med en samlet stangfangst på op mod 2.000 laks!

Deltagerne vil have adgang til 40 km laksevand fra Tangeværket til Randers Fjord. Fiskeretten er udlånt til formålet af sportsfiskerforeningerne i henholdsvis Bjerringbro, Langå og Randers.

Deltagerbevis til kr. 150,- for en dag eller kr. 250,- for hele weekend’en kan købes lørdag og søndag fra klokken 05.00-08.30 på følgende fire steder:

Broen ved Brogade i Bjerringbro

Ulstrup Bro i Ulstrup

Amtmand Hoppes Bro i Langå

Justesens Plæne i Randers

Alle indtægter fra dette arrangement går til fremme af vildlaksen i danske åer. H. H. Prins Richard, der er ivrig laksefisker og mangeårig støtte af Dansk Laksefond, deltager i arrangementet og vil være til stede under den efterfølgende Laksens Aften, der finder sted om lørdagen.

Deltagerkortet giver adgang til såvel fiskeri som deltagelse i Laksens Aften.

* Hormonforstyrrede fisk må vente

Miljøminister Hans Christian Schmidt mener ikke, at der skal gøres noget for at undersøge de foruroligende meldinger om hormonforstyrrede fisk, som er kommet fra østjyske vandløb. Han mener, at vi endnu ikke kender nok til sagen og dens årsager til at kunne iværksætte en ordentlig undersøgelse af problemet og dets omfang.

I miljøkredse er det dog den almindelige opfattelse, at ministeren blot ønsker at vinde tid, førend der skal iværksættes nye undersøgelser, som nødvendigvis vil koste nye penge. Hans Christian Schmidt har da også efterfølgende meldt ud, at han vil tage sagen op igen til efteråret. Han håber således, at vi til oktober har det fornødne overblik over situationen – hvordan det så ellers skulle kunne lade sig gøre, når vi indtil da ikke kan gøre noget.

Det er blandt forskere den almindelige opfattelse, at problemet med de hormonforstyrrede fisk sandsynligvis skyldes østrogenlignende stoffer i det rensede spildevand fra by og land. Skulle dette vise sig at være tilfældet, er problemet så stort og diffust, at der kun vanskeligt kan gøres noget effektivt ved det. Under alle omstændigheder vil det blive uhyre kostbart, og det ved miljøministeren sikkert…

Nyeste i sagen er, at der nu også er fundet hormonforstyrrede fisk i saltvand. Det viste en undersøgelse fra Vejle Fjord, hvor 27 ud af 44 undersøgte hanskrubber havde anlæg til æg. Her peger meget på, at giftig TBT-bundmaling fra skibe kan være årsagen.

9. juni 2002

© Steen Ulnits

* Skarven skal ikke skydes

Miljøminister Hans Christian Schmidt mener ikke, at den danske bestand af skarver er for stor. I hvert fald ikke ret meget for stor.

Miljøministeren har netop præsenteret en ny skarvforvaltningsplan, som klart tilkendegiver, at der ikke vil blive nogen generel jagttid for den omstridte sorte fugl. Tværtimod vil ministeren totalfrede fuglen i yngletiden fra 1. april til 31. juli.

Den seneste optælling viste, at skarvbestanden herhjemme har været oppe på knap 40.000 ynglepar. Altså 80.000 fugle, som med afkom bringer den samlede danske skarvbestand op på 150.-200.000 fugle, der hver især skal have et lille halvt kilo fisk at spise om dagen.

Nu mener miljøministeren så, at skarvbestanden herhjemme skal være på mindst 30.000 ynglepar. Det svarer til 20% af Europas samlede skarvbestand, hvoraf mange gæster Danmark, som derfor har en international forpligtelse til at bevare en vis skarvbestand.

Selv om der fremover slet ikke må skydes skarver i yngletiden – end ikke som hidtil indenfor 500 meters afstand fra faststående fiskeredskaber – så må erhvervsfiskere dog fremover skyde fuglene inden for en afstand af 1.000 meter fra fiskeredskaberne. Problemet er blot, at det er meget svært at komme på skudhold af de intelligente fugle.

Hertil skal dog lægges, at der ved Ringkøbing og Nissum Fjorde i Vestjylland vil blive igangsat forsøg med at reducere lokale skarvbestande ved at sprøjte lagte æg med parafin. Her er det nemlig dokumenteret, at netop skarverne gør det umuligt at opretholde sunde fiskebestande. det fremtidige forsøg skal klarlægge, om en reduceret og kontrolleret skarvbestand kan genoprette fiskebestandene.

Ikke uventet er Dansk Ornitologisk Forening (DOF) godt tilfreds med, at miljøministeren nu garanterer en dansk skarvbestand på mindst 30.000 ynglepar. DOF undrer sig dog over, at ministeren ikke laver nogle økonomiske beregninger over, hvad skarvbestanden egentlig koster det danske samfund. DOF mener sågar, at de mange skarver har en direkte gavnlig virkning på fiskebestandene:

Skarven tager nemlilg skidtfisk som skaller og brasen, der er med til at gøre vore overgødede søer uklare. Den holder sygdomme i skak i torskebestanden, idet den æder de syge og derfor svage fisk. Og så er den en vigtig fødekilde for den nye danske bestand af havørne… Mener altså DOF, der dog ikke har relevante videnskabelige undersøgelser at henvise til.

Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) kan til gengæld fortælle, at op mod 80% af ørrederne i vandløb ved Horsens Fjord, bliver ædt af skarver fra landets største koloni på Vorsø. Det viste fund af mærker fra mærkede fisk i skarvreder. Dugfriske DFU-undersøgelser fra Ringkøbing Fjord viser samtidig, at 36% af laksesmoltene og 21% af ørredsmoltene havner i sultne skarvmaver. Det viste radiosendere fra radiomærkede fisk, der pludselig sendte fra skarvkolonier inde på land…

9. juni 2002

© Steen Ulnits

* Sæler skal ikke skydes

Miljøminister Hans Christian Schmidt mener ikke, at den danske bestand af sæler er for stor. I hvert fald ikke så stor, der skal ske en kontrolleret afskydning.

Midt i den ofte ophedede debat om, hvorvidt den voldsomt stigende danske sælbestand skal beskydes eller ej – begyndte sælerne så selv at dø. De første døde sæler blev fundet på Anholt og Læsø, hvorfra sælpesten tilsyneladende har bredt sig til bestandene i Limfjorden og nu senest også den svenske vestkyst. Indtil videre er godt 200 danske sæler døde.

Sælpesten er en slags lungebetændelse, som sælerne tilsyneladende ikke har megen resistens over for. En sygdom, der lader de ramte og afkræftede dyr lide en langsom og smertefuld død. Og en sygdom, der er dobbelt skadelig netop nu, hvor sælerne har født deres unger.

Endnu ved man ikke, om der er tale om en epidemi som den, der ramte og halverede den danske sælbestand i 1980’erne. Det vil den kommende tid vise. Men den fortæller med al ønskelig tydelighed, at sælbestanden nu har nået et niveau, hvor den ikke længere er bæredygtig. Hvor naturen selv begynder at regulere bestanden med sygdom.

Sælpesten kommer derfor på et yderst passende tidspunkt, når den nu er kommet. Den sætter nemlig fornyet fokus på debatten om afskydning af sælerne, så bestandene kan holdes nede på et bæredygtigt niveau. Modstanderne af en kontrolleret afskydning må nu se i øjnene og påtage sig et ansvar for, at sælerne i stedet dør en langsom og smertefuld død af sygdom. I stedet for en hurtig og i de fleste tilfælde smertefri død for en jægers kugle.

Under sælpesten i 1980’erne var det alligevel jægerne, der måtte træde til og aflive syge og afkræftede sæler langs de danske strande. Den danske natur er et menneskeskabt kulturlandskab og derfor ikke i balance med sig selv. Den er, som vi har skabt den, og det er derfor også os, der selv skal vælge, hvad vi vil have, hvor og hvordan.

– Hvorfor altid vente, til det er for sent?

9. juni 2002

© Steen Ulnits

Efterskrift: Sældøden fortsætter. Pr. 1. juli var der 600 døde sæler siden sælpestens start i maj. Det svarer til hver 20. danske sæl – altså 5% af den samlede danske sælbestand på 12.000 sæler. Under den store sælpest i 1980’erne døde 50% af bestanden.

* Bønder skal have erstatning

Noget af det første, den nye borgerlige regering foretog sig, var at give bønderne erstatning, hvis de fremover skal afgive jord af hensyn til miljøet.

Som bekendt blev bønderne underkendt af såvel Østre Landsret som Højesteret, da de stillede krav om erstatning for den jord, de ifølge vandmiljø-handlingsplanerne i 1991 måtte afgive til 2 m dyrkningsfri bræmmer langs vandløbene. Bræmmer, der skulle og skal sikre, at næringsstoffer fra dyrkede og gødede marker ikke havner i vandmiljøet.

I januar i år genfremsatte Kristeligt Folkeparti sammen med Dansk Folkeparti et forslag om, at danske landmænd skal have kompensation for de afgivne jord. Hårdt presset måtte miljøminister Hans Christian Schmidt gå med til, at danske landmænd fremover skal have kompensation, hvis de skal afgive jord i lignende sager. Han ville dog ikke gå med til, at der gives kompensation med bagudvirkende kraft.

Det er vel naturligt nok, at der gives kompensation, dersom man fratager danske landmænd produktiv landbrugsjord. Men lige så naturligt vil det så være, at man også lader selvsamme landmænd betale for de skader, deres produktion påfører det danske vandmiljø.

For flere år siden gennemførte Kommunernes Landsforening (KL) en undersøgelse, der viste, at det danske landbrug – trods eksport i milliardklassen – koster det danske samfund mere, end det tilfører. På grund af den forurening af overfladevand og grundvand, som det intensive danske landbrug påfører vandmiljøet…

Siden KL’s undersøgelse er landbrugets eksport endda kommet til at udgøre en mindre del af den samlede danske eksport.

9. juni 2002

© Steen Ulnits

* Gudenåen lagt i mølpose – igen

Venstre med miljøminister Hans Christian Schmidt og politisk ordfører Jens Rohde i spidsen har nu meldt ud, at der ikke bliver nogen naturgenopretning af Gudenåen. Et projekt, der ellers kun vil koste omkring halvdelen af, hvad retableringen af Skjernå har kostet.

Et udvalg nedsat af Folketinget og bestående af medlemmer fra Fødevareministeriet, Miljøministeriet og de implicerede amter havde ellers entydigt peget på den såkaldte løsningsmodel 8 som den bedste løsning. En løsning, der lader Tange Sø ligge, hvor den gør, og som blandt andet medfører et omløb langs store dele af søen.

Men sådan skal det altså ikke være med den nye regering, der svinger sparekniven for at få deres valgløfter og den kommende finanslov til at hænge sammen. Angiveligt skyldes modstanden mod forslaget imidlertid, at der i lokalområdet – i parentes en vigtig valgkreds for Venstre – er modstand mod at føre Gudenåens vand uden om Tange Sø.

Men som Danmarks Sportsfiskerforbund så rigtigt udtrykker det i en pressemeddelelse:

“…regering og folketing bør se bort fra disse lokale protester. I øvrigt er naturgenopretning af Gudenåen et landsanliggende og ikke blot et anliggende for den lokale befolkning.”

Det kan ikke siges bedre.

1. juni 2002

© Steen Ulnits

* Skjern Å lagt i nye slyngninger

Midt i maj kunne Skjerns borgmester åbne et dige, hvorved endnu et stykke af den retablerede Skjernå blev lagt i sit nye leje. De syv nye sving ligger ved Albæk mellem Skjern og Borris. Hvis alt går efter planen, vil arbejdet med at genetablere vor vandrigeste å være færdigt ved udgangen af dette år. Arbejdet vil da have kostet 254 millioner kroner – en kvart milliard.

Ved indvielsen af de syv nye sving sagde borgmesteren, at det danske samfund nu har betalt det samme for at føre åen tilbage til det naturlige leje, det havde før udretningen, som det kostede at regulere den i 1960’erne. To skridt frem og to tilbage – vel at mærke til den dobbelte pris. Borgmesteren sagde også, at det begge gange har givet masser af beskæftigelse.

Set i dette positive perspektiv kan vi måske se frem til endnu flere udretninger og retableringer af Skjernå – siden det nu er så godt for beskæftigelsen…

1. juni 2002

© Steen Ulnits

* Hald Sø totalfredet

Ti års grundigt forarbejde har nu gjort, at godt 1.600 hektar af Hald Sø og dens nærmeste omgivelser kan totalfredes. Fredningen betyder blandt andet, at grantræer og andre selvsåede planter skal fjernes fra udsigtspunkter omkring søen, så udsigten fra de populære udflugtsmål ikke skæmmes. Ikke mindst de smukke lyngbakker skal holdes ved lige.

Fredningen har som sagt været længe undervejs. Først påbegyndtes et gennemgribende restaureringsarbejde af den smukke sø, hvis vand var forurenet af dambrug i tilløb til søen. Disse dambrug blev købt op og lukket ned, hvorefter man gik i gang med et storstilet iltningsprojekt af den dybe sø. Et projekt, der har varet flere år og dannet skole andre steder.

Iltningsprojektet har båret frugt, idet søen nu er blevet mere klarvandet og iltrig end tidligere. Dette ikke mindst til glæde for søens naturlige bestand af søørreder – en sjældenhed i dagens Danmark, hvor de allerfleste søer er for eutrofierede (forurenet med næringssalte) til, at søørreden kan trives i dem.

1. juni 2002

© Steen Ulnits

* Badevand i Københavns havn?

Københavns Kommune går som sagt med planer om at gøre søerne i det indre København så rene og klare, at der fremover kan bades i dem.

Men ikke nok med dette, som i bedste fald ligger tre år fremme i tiden. Nej, Københavns Kommune har også konkrete planer om, at der meget snart skal kunne bades i Københavns Havn. De seneste års investeringer i rensning af spildevandet fra Københavns 1,5 million borgere har nemlig medført, at vandet nu er så rent i havnen, at der kan bades sikkert i det.

Der er dog et lille “men”, idet der stadig er problemer med overløb af kloakvand i perioder med kraftig nedbør. Der er ganske vist bygget overløbsanlæg mange steder, men enkelte steder kan det stadig gå galt, så urenset spildevand ender i havnen. Det vil Københavns Kommune tage højde for med indførelsen af et varslingsanlæg ved den kommende badeanstalt på Islands Brygge. Her vil vandkvaliteten blive analyseret hvert 15. minut døgnet rundt. En rød lampe vil lyse, dersom indholdet af colibakterier eller andet skidt skulle stige til et uacceptabelt højt niveau. Og så skal man altså ikke hoppe i havnen.

Københavns Kommune har ud over det konkrete projekt ved Islands Brygge planer om andre “bolværksbadestrande” i den store havn. Hatten af for sådanne projekter, der 100% er afhængige af en god vandkvalitet. Det er vejen fremover.

1. juni 2002

© Steen Ulnits

* Badevand i Københavns søer?

Nu er Københavns Kommune blevet træt af uklart vand i søer som Sankt Jørgens Sø, Sortedams Sø og Peblinge Sø. Kommunen har besluttet, at søerne inden tre år skal være så klare, at millionbyens borgere vil kunne bade i dem.

Det er planen, at søerne skal “biomanipuleres”. Skidtfisk som skalle og brasen skal opfiskes, så søernes dyreplankton igen kan få fred til at rydde op i algerne, der gør søerne uklare i sommermånederne. Samtidig skal der udsættes geddeyngel, som kan være med til at holde skidtfiskene nede.

Der har dog været harmdirrende læserbreve i dagspressen, som ikke ønsker en forbedret vandkvalitet. Indlæg, der som begrundelse herfor siger, at de mange nye gedder vil æde alle fuglene i de kommende klarvandede søer…

Interesserede kan læse mere om biomanipulation under “Fiskeribiologi”. Klik ude til venstre.

21. maj 2002

© Steen Ulnits

* Dambruger mod biologer

Dambrugere er ikke gode venner med biologer, der hele tiden fokuserer på den massive forurening, der kommer fra dambrugene. En dambruger fra Holsted kunne da heller ikke styre sig længere, da han i retten var blevet idøt en beskeden bøde på 5.000 kroner for ulovligt at have produceret fisk i slambassinet på sit dambrug.

På vej ud af retten overfusede han de to biologer fra Ribe Amt, som havde vidnet mod ham i sagen. De blev lovet klø, næste gang de kom på kontrolbesøg, og følte sig naturligt nok truet. De meldte derfor på stedet dambrugeren til politiet, der nu har sigtet ham for trusler mod embedsmænd i funktion.

Uheldigvis for den koleriske dambruger var både dommer og anklager til stede og kan nu indkaldes som vidner – mod den dambruger, de netop havde fået dømt!

21. maj 2002

© Steen Ulnits

* – Nyt råd til afvikling?

Den nuværende regering startede som bekendt sin regeringstid med at afvikle et hav af mere eller mindre overflødige råd og nævn. Herved kunne spares et 3-cifret millionbeløb hvert eneste år – penge, som regeringen hellere vil bruge i sundhedssektoren.

Nu har Jyske Vestkysten imidlertid fundet et råd, som gik ram forbi i sparerunden, og som avisen nu anbefaler miljøministeren at nedlægge. Det er Vildtforvaltningsrådet, som netop er kommet med et bud på en ny forvaltningsplan for den fjerede, sorte død – skarven.

Danmark har i årtier haft Vorsø ved Horsens Fjord udlagt som reservat for skarverne, der har kvitteret med landets største skarvkoloni. Der igen har forpestet tilværelsen for fisk og fiskere ved i og ved den smukke østjyske fjord. Her har man studeret, ringmærket og talt fugle som intet andet sted.

Alligevel har Vildtforvaltningsrådet kun ét bud på en ny forvaltningsplan for skarven: Flere penge til undersøgelser af skarvens indflydelse på fisk og fiskeri…

Man kan kun give Jyske Vestkysten ret: – Nedlæg det råd og se så at få reduceret den nuværende skarvbestand til en langt mindre!

21. maj 2002

© Steen Ulnits

* Åbent brev fra Samsø:

Fra maj til september kommer havørrederne ind til kysten i ly af mørket for at søge føde i de lave lune vand. Det er de ikke ene om. Det er der også mennesker, der gør. Men i modsætning til havørrederne skal mennesker, som sætter garn, være 100 meter fra kysten. Eller fange fiskene med stang. Og det er langt vanskeligere. Sværest er det med flue.

Loven er lavet for at begrænse det uhyre effektive garnfiskeri, hvor man vader garnene ud ved lavvande om aftenen og henter dem i ly af mørket i det tidligste morgengry. Hvis man ser årsrapporten fra Fiskerikontrollen, er Samsø blandt de steder i Århus Amt, hvor ulovlighederne er størst.

Kr. Himmelfarts dag’s morgen stod der på kysten fra Vester-løkken og nordpå stribevis af ulovlige garn inde under land. Tre unge mænd kørte i biler med en trailer med kurve til garnene op langs kysten og røgtede nattens fangst. Det var mænd af faget og
ikke rene amatører.

Men det er ulovligt, og det er et sølle fiskeri. Som at køre rundt om natten og jage harer med billygter. Det giver noget i gryderne, men man vinder hverken stolthed, hæder eller respekt ved fangsten. Og hvis man fisker med stang om natten de næste 4 måneder, er det decideret farligt at falde i de ulovlige garn, som selvsagt ikke er afmærkede.

Den slags garnfiskeri er ubetænksomt og har været forbudt siden 1986, hvor en 100 meter garnfri zone langs de danske kyster blev indført hele året.

Det ulovlige garnfiskeri hører en anden tid til. Støder du på det, så ring til Fiskerikontrollen i Randers på 86 44 89 11. Man kan selv vælge, om man vil være anonym eller stå frem. Sagen her har jeg anmeldt.

Kolby, 10. maj 2002

Ole Kæmpe

* Dick Cheney svinger stangen

USA’s præsident George Bush Junior fisker, når tiden ellers tillader det. Helst efter varmtvandsfisk som stormundet bass, men også andre fisk har interesse. Hans far, ekspræsident George Bush Senior, fisker endnu mere, da han nu har tid til det. Gerne efter bass i Florida og redfish i Texas, men favoritfisken er og bliver bluefish oppe i staten Maine, hvor han har sin sommerresidens. Guvernør Jebb Bush fra Florida er som brormand en lidenskabelig bassfisker.

Tidligere udenrigsminister James Baker er en lidenskabelig fluefisker, der helst kaster sine fluer over sine egne ørreder i hans eget vandløb på ranchen i det amerikanske Midtvesten. Nu efterfølges han så af nuværende vicepræsident Dick Cheney, der trods et dårligt hjerte gerne følger i Baker’s fodspor som fluefisker.

Senest har han figureret i fluefiskepressen som deltager på en fisketur i Grand Teton Mountains, hvor han og fiskekammeraten Joe Huntsman sidste år landede 165 bækørreder, regnbueørreder og cutthroats – en med regnbueørreden nært beslægtet art.

Hermed følger Dick Cheney – af mange kaldt verdens reelt mægtigste mand, da han har stået bag såvel George Bush senior som junior – smukt i rækken at amerikanske toppolitikere, hvis fornemste fritidsbeskæftigelse er lystfiskeri. Det er der tydeligvis stemmer i – jævnfør vor egen fiskende Uffe Ellemann-Jensen, der jo næsten blev statsminister på den konto!

3. maj 2002

© Steen Ulnits

* General Electrics rydder op

Selv ikke verdens største virksomhed, amerikanske General Electrics (GE), er hævet over loven. Selv ikke under en republikansk regering. Det viser en opsigtsvækkende afgørelse fra Environmental Protection Agency (EPA – eller USA’s svar på vor egen miljøstyrelse), der nu pålægger GE at rydde op efter farlig forurening med miljøgiften PCB (polyklorerede biphenyler).

PCB, som er et meget varmebestandigt stof og derfor meget brugt i mange former for industriel fremstilling, er kendt for at kunne påvirke reproduktion, kønsdannelse, immunsystem og vækst hos mange forskellige organismer. PCB betragtes derfor i dag som miljøgift på højde med insektgiften DDT og blev derfor allerede i 1979 forbudt i USA.

Den kvindelige chef for EPA, Chrissie Todd Whitman, besluttede i december 2001, at GE skal rydde op efter sig i Hudson River, der løber gennem New York. Her har GE gennem mange år udledt PCB i så store mængder, at man nu i floden kan finde PCB-indhold, som overstiger de vedtagne grænseværdier med både 100 og 1.000 gange! Hvert år vaskes således mere end 200 kg ren PCB ud fra floden – ud til mundingsområdet, hvor det føres frem og tilbage af tidevandet og ophobes i planter og dyr.

Alt dette har nu medført, at EPA har dømt GE til at rydde op efter sig. Det skal ske ved at fjerne mere end 2 millioner kubikmeter PCB-holdigt slam fra en godt 50 km lang strækning af Hudson River opstrøms opstemningen ved Troy Dam. Dette kombineret med stop for udsivning af PCB fra to eksisterende GE virksomheder langs floden vil komme til at koste GE op mod 500 millioner US$.

Omkring 4 milliarder kroner for at rense op efter fortidens synder. Mange penge, men ikke for mange og ikke et sekund for tidligt. Det forventes at arbejdet påbegyndes i 2004 og vil vare fem år.

Nægter GE at rydde op efter sig, kan de ifølge Superfund-loven fra 1980 pålægges en bøde, der er tre gange større end udgifterne til oprydning.

3. maj 2002

© Steen Ulnits

* Cheminova sviner videre

Helt samme fremsynede holdning til miljøet har den danske regering desværre ikke haft til Cheminova, der som bekendt producerer gift på såvel Harboøre Tange i Vestjyland som i Indien, hvor man har endnu lempeligere bestemmelser for fremstilling af giftstoffer. Tænk blot på dioxinkatastrofen i Bhopal, hvor en stor amerikansk virksomhed stod for den fatale produktion.

Cheminova, der blandt andet ejes af Århus Universitet, har adskillige gange været i pressens søgelys for sin forurening af Harboøre Tange og omgivelserne ud mod både Vesterhavet og Limfjorden. Der er blevet grebet ind enkelte gange – blandt andet da den danske fiskeeksport var i fare…

Der har af samme årsag været fiskeforbud i området flere gange. Men hver gang er faren drevet over – primært på grund af de mange arbejdspladser, som fabrikken giver i denne ringe udviklede del af Danmark. Således byder Cheminova på hele 900 arbejdspladser i det vestjyske, hvilket giver ganske vide beføjelser…

Nu er der så fokus på Cheminova igen. Ud for høfde 42, hvor Cheminova længe har haft kemikaliedepot, er der gennem årene deponeret ikke mindre end 1.400 tons kemisk affald, hvoraf noget er fjernet igen. Tilbage er dog stadig 120 tons gift, som hele tiden lækkes til vandmiljøet, når vandstanden er høj i hav og fjord.

Hvert år har Cheminova i tilgift 20 “uheldige” udslip fra produktionen, som myndighederne ser gennem fingre med. Men ikke nok med det .TV kunne for nylig dokumentere, at Cheminova i 2001 yderligere havde haft 8 ej rapporterede tilfælde af giftudslip…

Cheminova giver – i lighed med de fleste giftproduktioner – et årligt overskud på adskillige millioner. Nu mener så nogle, at Cheminova selv burde kunne rydde op efter deres forurening af Harboøre Tange. – Måske de danske miljømyndigheder burde rette blikket mod USA for at se, hvordan man håndterer store forurenere dér?

3. maj 2002

© Steen Ulnits

* Finprikket særling på Hardangervidda

I 1984 opdagede fiskere på højfjeldet i norske Hardangervidda, at der i en lille sø ved navn Svartavasssjøn fandtes en ørred, der ikke lignede den almindelige ørred. Den havde nemlig et hav af ganske små pletter i stedet for de sædvanlige færre, men større. Og så havde den også pletter i øjet. På mange måder en ørred, der mindede om en regnbueørred.

De ansvarlige myndigheder – Direktoratet for Naturforvaltning – blev gjort opmærksomme på den specielle fisk og tog sagen op. Der blev prøvefisket i søen, og der blev lavet DNA-analyser af de “finprikkede ørreder”, som fiskene nu blev kaldt.

Det viste sig, at der ganske vist var tale om en ørred, Salmo trutta, men at den finprikkede ørred havde udviklet sig til en speciel race – en genetisk variant, der levede side om side med den almindelige ørred. Det viste sig også, at fiskene i Svartavasssjøn var truede af den sure nedbør, som ikke mindst ved forårets pludselige snesmeltning sænker vandets pH-værdi, og som ikke kun truer ørredernes egen yngel, men også deres vigtigste fødeemne – tangloppen.

Der blev fanget avlsfisk, og der blev igangsat kalkning af vandet i søerne på højlandet. Senere blev der udsat nye finprikkede ørreder, og tanglopper blev reintroduceret fra andre vande. I 1991 prøvefiskede man så igen – med det glædelige resultat, at fiskene trivedes og havde det godt – på en diæt af nye tanglopper. Yngel fandt man også. Man estimerede, at søen havde en bestand på omkring 500 ørreder, hvoraf de 200 var af den finprikkede slags. Enkelte bastarder – blandinger – fandt man også.

En ren solstrålehistorie i en tid, hvor nordmændene virkelig har brug for noget sådant. I en tid, hvor man er ved at sætte alle sine værdifulde vildlaksebestande over styr for ussel mammon – på grund af det gigantiske opdræt af tamlaks i de norske fjorde.

For en sikkerheds skyld har man sat den finprikkede ørred i banken til mulig senere brug. Genbanken, altså. Her svømmer nu et antal finprikkede avlsfisk rundt og sikrer arvematerialet for eftertiden.

18. april 2002

© Steen Ulnits

* Miljøovervågning på højeste plan

Fredag den 1. marts klokken 02 om morgenen dansk tid lettede den europæiske løfteraket Ariane 5 fra sin base i Fransk Guyana ved Ækvator. Med sig i lastrummet havde den verdens hidtil største miljøsatellit, den godt 8 tons tunge “Envisat”.

Envisat er forsynet med en række avancerede instrumenter, der skal overvåge den globale udvikling på miljøområdet. Således vil Envisat løbende måle de polære iskappers størrelse og udbredelse; mængden af ozon i atmosfæren; verdenshavenes tilstand og klodens plantedække med meget mere. Altsammen for at se, hvilken indflydelse den menneskelige aktivitet har på Moder Jord.

Envisat blev placeret i 800 km’s højde, hvor den vil kredse 14 gange om Jorden i døgnet. I løbet af blot tre dage vil den kunne kortlægge hele Jorden én gang.

Det er den europæiske rumfartsorganisation ESA, der har betalt gildet.

18. april 2002

© Steen Ulnits

* Ribe-laks skal retur

Indtil for kort tid siden troede ingen, at der var laks tilbage af den oprindelige Ribe Å-stamme. Nye DNA-undersøgelser viste imidlertid, at der stadig var rester af den oprindelige laksestamme i det store sydvestjyske vandsystem.

De seneste to år har det imidlertid været umuligt at fange tilstrækkeligt med laks af den oprindelige stamme til et egentligt opdræt. Hertil kræves nemlig mindst 25 hanner og 25 hunner, hvis man skal undgå ødelæggende indavl.

Biologerne anbefaler derfor, at Ribe-laksen fredes, og at fangede eksemplarer genudsættes, så de har mulighed for efterfølgende at gyde. Noget tilsvarende har man for længst gjort ad frivillighedens vej i Varde Å lige i nærheden, så mon ikke man også finder ud af det i Ribe?

18. april 2002

© Steen Ulnits

* Kørekort til speedbåd

Den 1. juni i år er det nu så vidt: Efter tre års varsel træder den såkaldte ordning om “kørekort for speedbåde” endeligt i kraft. Bliver man taget i at sejle uden kørekort i en båd, der kræver det, idømmes man en bøde.De bøder, der hidtil er givet for overtrædelse af denne ordning, har lydt på kr. 1.500,-.

Interesserede kan under “Både” finde en gennemgang af, hvem der skal have det nye kørekort, hvor lange bådene og hvor store motorerne skal være, før der i juridisk forstand er tale om en “speedbåd”. Til orientering skal siges, at langt de fleste nye “småbåde” kommer ind under denne kategori.

18. april 2002

© Steen Ulnits

* 9.000 tons ekstra kvælstof fra landbruget…

Som tidligere nævnt her på siden har den ekstraordinært megen regn i dette forår fået åerne til at gå over deres bredder og søerne til at blive meget større. Men det er desværre ikke den eneste konsekvens af nedbøren. En anden og meget værre konsekvens er den stærkt øgede udvaskning af næringssalte – kvælstof og fosfor – fra landbrugets gødede og overgødede marker.

Landskontoret for Planteavl har netop offentliggjort en prognose, der siger, at landbrugerne i år må tilføre deres marker 9.000 tons ekstra kvælstof for at kompensere for udvaskningen fra markerne – en udvaskning, der havner direkte i vandmiljøet. Med algeblomst, iltsvind og bundvendinger til følge i de indre danske farvande.

Specielt spændende skal det derfor blive at følge udviklingen ved Mariager Fjord, hvor man til dato intet har foretaget sig for at undgå endnu en fjorddød. Det har da også været tæt på en enkelt gang siden katastrofen i 1997. – Skal 2002 blive året, hvor landbruget endnu engang får skovlen under Mariager Fjord? Oddsene er i hvert fald gode…

Det ekstraordinært gode vejr, som fulgte den ekstraordinært våde vinter har gjort alle pessimistiske forudsigelser grundigt til skamme. Således blev de fleste landmænd færdige med såningen langt tidligere end forventet. Desværre førte det tørre vejr til en massiv jordfygning, der flere steder mindede mest af alt om sandstorm.

Store mængder sand og jord havnede i vandløbene, hvor de medfører sandvandring og tilsanding af gydebanker for laksefiskene.

11. april 2002

© Steen Ulnits

* Galt med gylle

Det sker heldigvis sjældnere og sjældnere, men nu er det desværre sket igen: En gylletank på Haderslev Næs er sprunget læk, hvorved 100.000 liter giftig og iltslugende gylle er sluppet ud i Møllebækken, der munder ud i Bankel Sø.

Her holder et af Danmarks meget få havørnepar til, og de vil nu måske få problemer med at skaffe sig den daglige føde. Alle fisk på den 3,5 km lange forurenede strækning af Møllebækken er nemlig afgået ved døden. Heldigvis er der netop i år ekstraordinært megen vand i åen på grund af den rekordstore nedbør. Det har kunnet fortynde gyllen og dermed reduceret dens skadelige effekt.

Ti mand fra Falcks redningskorps i Haderslev rykkede hurtigt ud og etablerede dæmninger i Møllebækken, hvorved en del af gyllen kunne pumpes op og ud på de omkringliggende marker. Bankel Sø undgik således en stor del af den samlede forurening.

Men endnu engang havde gylle fra en skødesløs landmand altså lagt alt liv i et dansk vandløb øde…

11. april 2002

© Steen Ulnits

* Kostbar kaviar

Kaviar har altid været en eftertragtet og kostbar spise i de højere kredse. Så meget, at kaviarens leverandør – støren – nu er en truet art. Støren lever i Det Kaspiske Hav og forekommer som flere arter, hvoraf specielt den store Beluga-stør er i høj kurs.

Det er fiskere i Rusland, Aserbajdsjan, Kasakhstan, Turkmenistan og Iran, der fisker efter stør i deres respektive dele af havet. Disse fem lande har frivilligt accepteret i år at begrænse eksporten af kaviar til sammenlagt 142 tons, hvilket er en nedgang på 10% i forhold til sidste år.

Men det er tvivlsomt, om denne frivillige begrænsning nytter noget. Faktum er nemlig, at den illegale eksport af kaviar skønnes at være mindst ti gange større. I de sidste 20 år er bestanden af Beluga-stør faldet med 90% – siden 1995 alene med 40% – og i takt hermed er prisen på kaviar steget tilsvarende. For blot få år siden kostede et kg kaviar således 75 US$. I dag koster det 120 US$.

Ikke mindst USA har råbt vagt i gevær og skærpet kontrollen med den illegale import af kostbar kaviar. Siden 1998 har der kørt tre store smuglersager, som har ført til lange fængselsstraffe og store bøder. I et enkelt tilfælde er der faldet bøde på 10 millioner dollars, og pt. verserer en omfattende sag involverende flere store kæder af restauranter. Her alene mener myndighederne, at der er smuglet kaviar for 160 millioner dollars – 1,25 milliard kroner. Til sammenligning omsætter den samlede legale handel med kaviar blot omkring 1 milliard kroner.

Ud over den store Beluga-stør får man også kaviar fra den mere almindelige Sevruga-stør og den næsten udryddede Ossetra-stør.

11. april 2002

© Steen Ulnits

* Fiskearter i farezonen

EU’s fiskeripolitik i de senete årtier har spillet fallit – i en sådan grad, at selv EU indrømmer det. Der er givet støtte til ophugning af gamle skibe – med det formål at reducere fiskeflådens størrelse og overkapacitet. Resultatet er imidlertid blevet, at støtten blot er brugt til køb af nye og endnu mere effektive både. Det er især arter som torsk, kuller og hvilling samt rødspætte, makrel og sild, at dette mangeårige overfiskeri er gået ud over.

Årligt fiskes der i Nordsøen 120.000 tons torsk. Allerede på nuværende tidspunkt er der tomt for torsk i tilstødende farvande som Skagerak, Kattegat og dele af Østersøen.

Årligt fiskes der 139.000 tons kuller i Nordsøen, hvilket klart overskrider det bæredygtige niveau. Der fokuseres især på et kolossalt udsmid (uønskede fisk) fra skotske trawlere.

Årligt fiskes der 81.000 tons hvilling, hvilket også overskrider niveauet for et bæredygtigt fiskeri. Kvoterne foreslås derfor reduceret med hele 60%.

Årligt fiskes der 162.000 tons rødspætte. Ikke mindst hollænderne er hårde ved rødspætterne med deres store og tunge bomtrawl. En 20% reduktion ønskes.

Årligt fiskes der 325.000 tons makrel, hvilket nu har ført til krav om totalt fiskestop i Skagerak og den sydlige del af Nordsøen.

Årligt fiskes der 500.000 tons sild, som ikke kun er til konsum, men også til fiskefoder. Samtidig er sildene en vigtig føde for flere af rovfiskene i Nordsøen.

EU-fiskeriet har gennem årene været forsøgt styret med kvoter, der i vid udstrækning overskrides. Eller fangsterne landes under andre artsnavne end de virkelige for at omgå fiskekvoterne. EU’s seneste udspil er deciderede stop for fiskeriet, så bådene bliver i havn et vist antal dage hvert år eller hver måned. Så kan de da ikke begå kriminalitet så længe…

11. april 2002

© Steen Ulnits

* Truet tropisk træ i vestjysk vandløb

Regnskovsgruppen Nepenthes, der blev ramt hårdt af besparelserne i den nye regerings nye finanslov, er nu gået på barrikaderne og anklager offentlige danske myndigheder for ukritisk at importere tømmer fra truede træer i regnskove verden over.

Nepenthes kræver i lighed med Verdensnaturfonden, at det brugte træ er FSC-certificeret, hvilket sikrer, at det stammer fra en bæredygtig skovhugst. Der er tale om flere forskellige truede træsorter, men mest fokus er der på den tropiske træsort azobé, der egner sig specielt godt til broer og bolværker, som skal stå direkte ude i vandet. Tropisk træ er typisk tungt, stærkt og meget hårdt, hvilket gør, at det ikke rådner op i vandet. I hvert fald tager det rigtig mange år sammenlignet med almindeligt træ.

Azobé-træet er importeret til Danmark og brugt til bolværker i havne som København og Sønderborg. Mest opsigt har det dog vakt, at det også er brugt til restaureringsarbejder i den vestjyske Skjern Å. Den enes død den andens brød, kan man vist roligt sige…

Interesserede kan se et billede af det truede tropiske træ i brug ved en bro nær Lønborg. Det findes på side 103 i min næstnyeste bog “Jyllands Bedste Fiskevande”.

4. april 2002

© Steen Ulnits

* – Op med sarkofagen!

I april 1986 skete den katastrofe, mange længe havde frygtet: Det dårligt konstruerede russiske atomkraftværk Chernobyl kom ud af kontrol, og en efterfølgende kernereaktion resulterede i eksplosion af reaktor 4, som løftede det 2.000 tons tunge betontag højt op i luften.

Blot få dage senere kunne man måle et voldsomt radioaktivt nedfald så langt borte som i svensk Lapland. Ikke mindst gedderne heroppe ophobede i løbet af de kommende måneder så store mængder radioaktivitet, at de ikke længere kunne spises uden risiko for liv og lemmer. Det samme gjorde elge og rener, hvilket ramte de svenske samer hårdt.

Den vestlige verden var rystet over oplysningerne, mens den russiske befolkning blev holdt hen med sparsomme og stærkt censurerede oplysninger – givet for at undgå panikagtige situationer. Efter en hel del diplomati og diplomatiske forviklinger blev EU-landene i 1995 enige om, at der skulle bevilges penge til det nu fattige Ukraine. Sovjetunionen var jo i mellemtiden gået i opløsning, og Ukraine måtte nu stå på egne ben.

Der blev sat 5 milliarder EU-kroner af til bygningen af en gigantisk betonsarkofag over den forulykkede reaktor – med det tilsyneladende udmærkede formål at isolere den stærkt radioaktive reaktorkerne fra omgivelserne, så yderligere udslip kunne undgås. Man mente nemlig, at der stadig var 97% af det farlige brændstof tilbage i kernen – i form af 200 tons højradioaktivt materiale.

Nu viser det hele sig så efter al sandsynlighed at være et bluff-nummer af rang. Tyske atomforskere, der sammen med russiske kolleger har haft adgang til den forulykkede reaktor 4, kunne knapt måle nogen radioaktiv stråling – i hvert fald ikke noget, der på nogen måde kunne sandsynliggøre, at der stadig skulle være 97% af det højradioaktive atombrændsel tilbage. De kunne sågar findes inde ved selve reaktorkernen, kun iført beskyttelsesdragter.

Disse forskere konkluderer nu, at det snarere var 97% af brændslet, der slap ud i atmosføren ved den kraftige eksplosion, som løftede den tunge tagkonstruktion højt op i luften. At der nu kun er 3% tilbage, og at dette på ingen måde udgør nogen fare for omgivelserne. At skaden således for længst er sket, og at de 5 milliarder ingen nytte har været til overhovedet.

Og dog. Et slag på tasken siger nemlig, at omkring 90% af pengene er gået til de vestlige atomenergifirmaer, som har været konsulenter og eksperter på opgaven. Små 10% er havnet i hovedstaden Kievs pengekasse, og sølle 1% er reelt gået til oprydning på Chernobyl. Og så er der kun dokumentation og bilag for 30% af hele beløbet…

Tilbage står så det triste faktum, der stadig findes 13 operative atomreaktorer af den farlige Chernobyl-type. At Rusland nu planlægger at udbygge atomkraften yderligere, så A-kraft i 2015 vil levere en tredjedel af landets totale energiforbrug.

Tilbage står også den kendsgerning, at antallet af svulstdannelser efter radioaktiv bestråling fra ulykken først vil toppe i år 2005. I mellemtiden og siden 1986 anslår vestlige eksperter, at mellem 10.000 og 20.000 “likvidatorer” (oprydningsarbejdere) er afgået ved døden på grund af strålingen fra reaktor 4.

Endelig regner den russiske regering med en stor fremtidig indtjening ved at modtage og oparbejde eller deponere højradioaktivt affald fra den øvrige verden. På nuværende tidspunkt har de russiske myndigheder endda allerede dokumenteret, at de end ikke kan fragte egne skrottede reaktorer fra Murmansk på Kola-halvøen til oparbejdsningsanlægget Marjak i Sydrusland på forsvarlig vis – uden at der forsvinder plutonium undervejs.

Det kommer helt sikkert til at gå helt galt igen med A-kraften i Østblokken. Spørgsmålet er kun hvornår…

Interesserede kan læse med om fisk og atomkraft under “Fiskeribiologi”.

4. april 2002

© Steen Ulnits

* – Ned med CO2’en!

Hvert år udleder Danmark omkring 60 millioner tons CO2 til atmosfæren – med den drivhuseffekt, det nu engang medfører.

FN-klimaaftalen fra Kyoto i 1997 pålagde Danmark at reducere udslippet med godt 20%, hvilket vi allerede er godt i gang med. En helt ny teknik gør det teoretisk muligt at nå målet fra Kyoto ved blot at bygge en håndfuld nye anlæg til CO2-vask af røgen fra landbaserede kraft- og kraftvarmeværker.

Teknikken, der vel at mærke er afprøvet i praksis af amerikanske virksomheder, går i al sin besnærende enkelhed ud på følgende:

– Røgen fra landbaserede kraftværker baseret på afbrænding af fossilt brændstof som kul, olie og gas vaskes kemisk, hvorved 80-90% af kuldioxiden tilbageholdes.

– Den tilbageholdte CO2 pumpes i flydende form ud til Nordsøens olieboreplatforme, hvor den pumpes ned under olielommer i havbunden.

– Det skabte overtryk presser olie og naturgas op, som ellers ikke ville kunne pumpes fri af havbundens tætte kalkformationer.

Uden brug af CO2 kan kun 20-30 af olie- og gasforekomsterne pumpes op. Det påstås, at den nedpumpede CO2 bindes og forsegles i undergrunden, så den bliver her, mens kun den ønskede olie og naturgas pumpes op. Miljøorganisationer som Greenpeace er dog kritiske over for den nye idé til nedbringelse af CO2-udslippet. De mener ikke, der er nogen garanti for, at den nedpumpede CO2 ikke senere kan slippe op gennem havbunden og videre op gennem vandet. Og så er vi jo lige vidt.

Rent økonomisk er denne metode til CO2-besparelse en smule billigere end at bygge store vindmølleparker langt til havs. Sidstnævnte er ikke populært blandt miljø- og især fuglefolk, og den nye løsning er derfor politisk meget spiselig. ELSAM har allerede meldt ud, at de gerne bygger de fornødne renseanlæg, hvis ellers regeringen bakker op om ideen. Og boreplatformene vil aftage den producerede CO2 til fornuftige priser, hvilket pt. er omkring 200 kroner per ton.

Det drejer sig i så fald om 6-7 anlæg i milliardklassen. Vestkraft i Esbjerg vil da være det første sted i landet, hvor man tager den nye teknologi i brug. Vestkraft er jo det kraftvarmeværk, som ligger tætest på olieplatformene i Nordsøen.

4. april 2002

© Steen Ulnits

* Skyd en skarv – og spis den!

Skov- og Naturstyrelsen har netop barslet med et forslag til “regulering” af skarvbestanden, hvilket kun skyldes den nye borgerlige regering. Skov- og Naturstyrelsen har nemlig hidtil gået under betegnelsen “Skarv- og Naturstyrelsen, da stærke ornitologkræfter inden for styrelsen hidtil ikke har kunnet få skarver nok. Uanset de skader, de sorte fugle måtte forvolde på træer og fiskebestande.

De lærde strides stadig om, hvor mange skarver vi egentlig har på kost i Danmark. Faktum er, at den var udryddet som dansk ynglefugl allerede i 1876. 125 år senere – i 2001 – blev der optalt små 40.000 ynglepar, hvilket sammen med klækkede unger og trækkende fugle bringer bestanden op i nærheden af 200.000 fugle, der hver æder knap et halvt kilogram fisk om dagen. Der skal således op mod 100 tons fisk til hver dag for at ernære vor hjemlige skarvbestand, når den er størst

Nu lægges der op til, at skarvbestandene kan reguleres eller reduceres på forskellig vis. Således foreslår man, at fiskere og dambrugere kan få lov til at skyde skarverne i op til 1.000 meter fra deres redskaber. Samtidig vil man som forsøg åbne Nissum og Ringkøbing Fjorde for decideret jagt om efteråret. Her har det nemlig vist sig, at skarven æder op mod 2/3 af alle udtrækkende lakseungfisk. Endelig vil forstfolk få lov til at tynde ud i eksisterende bestande eller hindre etableringen af nye, så man på denne måde kan undgå, at skarverne ødelægger alt for megen skov.

Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening kritiserer regeringens forslag i stærke vendinger. Omvendt udtaler Danmarks Jægerforbund sig ikke overraskende positivt om tanken. Fiskerne mener dog ikke, at de foreslåede tiltag er nær stærke nok. Samtidig slår de til tromme for, at vi danskere lærer at spise skarv, som nordmændene længe har gjort det.

Således sidder der næsten et kilogram fint og magert brystkød på en voksen skarv – kød, der i koldrøget tilstand smager meget á la rådyr. Kød, der ligeledes fint kan serveres som engelsk bøf. Med de alt for mange skarver, vi har i dag, er der lagt op til mangt et godt måltid i de kommende år!

Men heller ikke sælerne kan vide sig sikre i årene fremover. Bestanden af spættet sæl i Danmark er nu oppe på 11.000 eksemplarer, hvilket er en hård belastning for mange fiskebestande. Skov- og Naturstyrelsen har dog ikke spillet ud med forslag om jagt på denne art, men man har meldt ud, at der er en forvaltningsplan på trapperne.

En voksen spættet sæl æder 2-4 kg fisk om dagen, så der skal daglig 22-44 tons fisk til at brødføde den nuværende sælbestand.

4. april 2002

© Steen Ulnits

* Sallys irske endeligt

Den 5. marts 1998 blev en lille hunlaks med navnet “Sally” sat ud i den tyske Kinzig flod – et tilløb til Rhinen i Schwarzwald. Fisken blev udsat af en tysk biolog, der den 23. februar samme år havde mærket Sally med et lille nummereret metalstykke i næsen. Hendes nummer var 23/30/28.

Sally vejede da 16 gram ved en længde af 10,7 cm. Hun blev sluppet løs sammen med 2.149 andre mærkede laks, der alle vandrede ned af Kinzig ud ud i Rhinen, inden de et par uger senere nåede helt ud i Nordsøen. Rejsen fortsatte nordpå til opvækstpladserne i farvandet mellem Grønland, Island og Færøerne. Her var vandet 4-8 grader varmt, og her ti-doblede Sally sin vægt flere gange, inden hun blev kønsmoden og derfor måtte vende sin mærkede næse hjemefter igen. Hun vejede da over 2 kg.

Den 23. juni år 2000 er Sally nået ned til den irske vestkyst nær Foyle. Sammen med en række andre laks når hun helt ind under kysten ved Dingle hvor hun møder sin skæbne – i form af et af de utallige drivgarn, der venter her. Her sætter 1.500 irske fiskere deres redskaber, og her ender årligt op mod 200.000 vildlaks deres dage i et garn.

Sally døde i en alder af 3 år, 59 cm lang og 2,5 kg tung. Hun nåede aldrig tilbage til gydepladserne i Kinzig, men blev solgt til spotpris på det irske fiskemarked. Her fandt man næsemærket med en automatisk metaldetektor og kunne siden afgøre, at det var en tysk laks “bound for” Rhinen, man havde fanget.

4. april 2002

© Steen Ulnits

* EU-svindel med norske laks

Toldvæsenet i Nordjylland har opklaret et tilfælde af norsk svindel med EU-midler. Således har norske lakseeksportører svindlet ved at dumpe laksepriserne til under den fastsatte EU-mindstepris og derved unddraget EU op mod 300 millioner kroner. Ulovligheder, der naturligvis går ud over EU’s egne lakseproducerende lande såsom Irland og Skotland.

Endnu et eksempel på, at norsk lakseopdræt er skadeligt for alt andet end lige netop norsk nationaløkonomi. Det er ikke kun den norske vildlaks, der må bøde med livet for det kolossale og aldeles uhæmmede lakseopdræt i norske fjorde. Nu går det også ud over hjemlige fiskeopdrættere.

4. april 2002

© Steen Ulnits