* Miljøorganisationer klager til EU-Kommissionen
Det tog sin tid og burde allerede være gjort i 2016, da Blå Blok hensynsløst og under Venstres ledelse bevilgede sig selv den Landbrugspakke, som de forgangne år har trukket tæppet væk under det danske vandmiljø.
Det var en pakke, som gav danske landmænd lov til at bruge langt mere gødning på deres marker end hidtil. En pakke, som i tilgift indeholdt en lang række helt hypotetiske “kompenserende tiltag”, hvoraf flere var baseret på frivillighed fra (land)brugerne. Heriblandt anlæg af de såkaldte “mini-vådområder”, som vi har set meget lidt til.
Lars Løkkes Venstreregering havde sågar til lejligheden udviklet en helt ny model til beregning af kvælstofudledningen. En model, der på mirakuløs vis og med ét reducerede udvaskningen af kvælstof. Overnight og på papiret. Modellen var nemlig baseret på fiktive tal og håbefulde antagelser. Det måtte gå galt, og det gjorde det.
Men nu er det altså langt om længe sket – desværre med syv års forsinkelse: Fire danske miljøorganisationer sendte således i sidste uge en klage ned til EU-Kommissionen. Bedre sent end aldrig. Men desværre nok alt for sent.
Så tidligt som i 2002 havde TV2 fat i Stiig Markager, som endnu ikke var professor ved Aarhus Universitet eller i Bæredygtigt Landbrugs søgelys. Stiig Markager advarede allerede dengang mod iltsvindet, som blot ville tage til i de kommende år, hvis der ikke blev gjort noget for at begrænse udledningen af kvælstof. Hvilket der som bekendt ikke er.
Klagen til EU-Kommissionen fra de fire miljøorganisationer indeholder en påstand om, at den danske regering i årevis og med fuldt overlæg har tilladt algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød – i stedet for at sikre det rene vandmiljø, vi ellers tilbage i år 2000 forpligtede os til med underskrivelsen af EU’s Vandrammedirektiv.
Organisationerne bag klagen til EU er Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Rådet for Grøn Omstilling og Greenpeace, hvoraf de to første har indsigelsesret i miljøsager. Den og de er indskrevet i Miljøloven fra 1973.
29. september 2023
* De fire grønne klagere
Disse fire grønne organisationer argumenterer i klagen for, at regeringens vandplaner for fremtiden på ingen troværdig måde vil forbedre tilstanden i fjorde og indre danske farvande. Vandplanerne blev sendt ned til EU i juni.
“Det sejler, og det har det gjort længe. Vi er bange for, at tilstanden bliver yderligere forværret, og derfor skal kommissionen undersøge, om vi er på rette spor”, siger Maria Reumert Gjerding, præsident for Danmarks Naturfredningsforening.
I klagen til EU-Kommissionen påpeger de fire organisationer, at Danmark i 10 år ikke har begrænset udledningen af det kvælstof, der ellers er velkendt hovedårsag til de tiltagende og årligt tilbagevendende iltsvind. På nuværende tidspunkt er et havområde samlet på størrelse med Sjælland ramt af iltsvind, der bare vokser i udbredelse.
To tredjedele af det skadeforvoldende kvælstof stammer fra landbruget, der nu skal reducere sin udledning med ikke mindre end en tredjedel af totalen. Det kommer til at gøre ondt – langt mere ondt end det ville gave gjort, hvis vi i stedet havde fortsat den positive udvikling, der var i gang inden Landbrugspakken. En gradvis nedtrapning af kvælstofforbruget og den deraf følgende udvaskning.
Havde vi fortsat ad den kurve, vi dengang var inde på, da var vi nået i hus med målet inden 2028. Det årstal, Vandrammedirektivet tilbage i 2000 satte som sluttidspunkt for målopfyldelse: Inden 2028 skulle og skal alle vandområder i hele EU således have nået “en god økologisk tilstand”.
Blot fem ud af 109 kystfarvande kan i dag leve op til god økologisk tilstand. Skiftende regeringer har været direkte skyldige eller indirekte medskyldige i denne miljøforbrydelse, som det vil koste årtier at rette op på. Det bliver næppe i min eller mine jævnaldrendes levetid.
Nu gælder det ikke længere, at efter os kommer syndfloden.
Syndfloden er her allerede.
29. september 2023
* Erna og ægtemanden
Heldigvis er vi danskere ikke ene om at have uduelige, inkompetente eller skrupelløse politikere, der kun tænker på at mele egen kage eller i hvert fald få tiden til at gå på fuld løn med fuld pension.
De kan også i Norge. Den tidligere norske statsminister Erna Solberg er nemlig kommet galt afsted igen-igen. Denne gang er hun tilsyneladende kommet ud i sit livs stormvejr på grund af ægtemanden og hans aktiehandler under hendes periode som norsk statsminister.
Det norske Dagbladet undersøger lige nu, om der er tale om en ægteskabelig krise eller en bevidst løgnehistorie. Enten forsøger Erna Solberg at skjule, at hun hele tiden har kendt til mandens aktiehandler. Eller også har hendes mand bevidst handlet bag hendes ryg.
Forrige fredag sagde Solberg på et pressemøde, at hun i flere tilfælde burde have været inhabil på grund af mandens aktier, som hun efter eget udsagn først fik kendskab til i sidste uge. Det udsagn har Solbergs mange kritikere dog sået tvivl om.
I tirsdags måtte den tidligere statsminister derfor på banen igen. Hun forsøgte denne gang via en tidslinje at dokumentere, at hun ikke havde vidst noget. Hun erkender dog, at hun burde have vidst mere og handlet noget før.
I alt foretog hendes ægtemand nemlig flere tusinde aktiehandler, mens Erna Solberg var statsminister. I netop den periode traf hun flere beslutninger, som kan have gavnet mandens aktiehandel. Blandt andet beslutninger om fremtiden og betingelserne for de totalforurenende norske havbrug.
Solberg siger selv, at ægtemanden ikke har været ærlig omkring sine handler. Hun havde hele tiden haft den opfattelse, at hendes mand var fuldt bevidst om lovens ord. At han ikke kunne købe og sælge aktier, mens hans hustru var norsk statsminister. Siger altså Erna Solberg. Ægtemanden siger ikke helt så meget.
Sagen, der i norske medier betegnes som en skandale, brød ud midt under valgkampen til det norske lokalvalg. Solberg bad efterfølgende sin mand om at gøre rede for, hvad han havde handlet af aktier under hendes embedsperiode som statsminister.
Det viste sig da, at Erna Solbergs ægtemand havde foretaget flere end 3.600 køb og salg af aktier, mens fruen var statsminister. Flere af dem angiveligt aktier i akvakultur.
29. september 2023
* Erna og Covid-19
Det er ikke første gang, den tidligere norske statsminister Erna Solberg har været på kant med lovgivningen. Hun er vant til at være i vælten og har været det længe som folkevalgt toppolitiker. Men også privat har hun haft svært ved at undgå søgelyset og holde sig på dydens smalle sti.
Midt under coronakrisen sprang der således en mindre bombe i Norge. Det skete, da Erna Solberg skulle fejre sin 60-års fødselsdag. Hun brød da de norske corona-restriktioner i forbindelse med familiespisning på en restaurant i det norske skisportsområde Geilo. Restriktioner, hun selv havde været med til at vedtage.
De norske myndigheder fandt, at det var en skærpende omstændighed, at hun som landets øverste tillidsvalgte ikke selv ville eller kunne overholde restriktionerne til begrænsning af corona-smitte og relaterede dødsfald.
Solberg valgte således at bryde med sine egne og regeringens foranstaltninger – blot for at fejre sin egen fødselsdag i festligt lag sammen med 13 familiemedlemmer. Midt under de strengeste corona-restriktioner, som skulle holde smitten med Covid-19 under kontrol.
Den brøde takserede de norske myndigheder til en bøde på 20.000 norske kroner. Det kan lyde af meget, men er blot et greb i lommen for landets statsminister, hvis familie har store personlige investeringer i det norske lakseopdræt. Som for øvrigt af kineserne mistænkes for at kunne have spredt Covid-19 helt til Kina.
Men det er en helt anden historie. Den manglende norske respekt for egen skadevirkning minder i øvrigt på flere måder om den danske minkskandale, hvor hvervet jo også selv var aktivt medvirkende til spredning af Covid-19 og udviklingen af fremtidige mutationer.
Herhjemme dog via importerede billige østarbejdere, der ikke var testet negative for Covid-19 før ankomsten. Og ikke inviterede norske familiemedlemmer.
Men det er også en helt anden sag. Med Slette-Mette i en af hovedrollerne.
29. september 2023
* Erna og Unesco
Statsministerens norske lovbrud skræmte dog ikke verdensorganisationen Unesco fra efterfølgende at udnævne selvsamme Solberg til protektor for FN’s Havforskningstiår.
Det storforurenende Norge er nemlig en af de største økonomiske bidragydere til FN’s Havpanel, hvori sidder 13 andre nationer. Havpanelet ønsker en bedre forvaltning af havmiljøet – baseret på mere finansieret forskning. Ikke på begrænsning af forureningen. Nej da.
Havbrugernes eksstatsminister Erna Solberg passede derfor perfekt ind i glansbilledet. Som i tegneserien Steen og Stoffer, hvor man altid udveksler ordener og udmærkelser efter alle klubmøder. Det manglede da bare. Og koster gratis.
Havpanelets 14 nationer fremlagde deres konklusioner tilbage i december 2020. Medlemslandene forpligtede sig da til en bæredygtig forvaltning af samtlige de havområder, landene råder over. Erna Solberg udtalte ved den lejlighed følgende, som nok vil gå over i historien:
”Sammen med de 13 andre stats- og regeringschefer i Havpanelet har vi konkluderet, at vi har brug for en gennemgribende forandring i verdens brug af og værn om havet.
Skal dette lykkes, må flere – såvel stater som private aktører – engagere sig. Dette vil jeg bidrage til i både opfølgningen af Havpanelets arbejde og i rollen som Havtiårs-alliancens protektor.”
Erna Solberg, tidligere norsk statsminister
Det må siges at være himmelråbende uvidenhed, når Unesco valgte netop Erna Solberg til denne sikkert vigtige opgave. Eller også er det bare hykleri i absolut verdensklasse. Når ovenstående siges af en af verdens absolut største enkeltforurenere af såvel Atlanterhavet som Stillehavet.
Norge er jo suverænt den nation, som ejer flest totalforurenende havbrug verden over. Som herigennem lægger det hårdeste pres på havenes resurser og bidrager allermest til forurening og udslip af tamfisk med følgende sygdomsspredning og genetisk forurening.
Verden vil bedrages, og det bliver den så. Nu sågar af den tidligere norske statsminister, der selv har investeret mange penge i de forurenende havbrug.
Som vel efterhånden de fleste nordmænd har.
Der er jo penge i skidtet. Milliarder.
29. september 2023
* Norlys Naturpark Gudenå
Ny plan for fremtidens Gudenå, der atter skal slynge sig frit gennem Midtjylland. Til glæde for hele Danmark.
Det mener i hvert fald Dansk Videncenter for Sportsfiskeri, som med centrum i Randers netop har barslet med nye tanker om fremtiden for landets længste vandløb, Gudenåen:
“Verden har netop været igennem en energikrise, som har kostet menige mennesker dyrt. Men det har også været en krise, der har polstret danske energiselskaber i hidtil uset høj grad. Der er flere penge i kassen end nogensinde.
Vi foreslår derfor ubeskedent, at Norlys, som nuværende ejer af Gudenåcentralen, donerer hele det mere end 10 km lange areal omkring Tangeværket og Gudenåen til Den Danske Naturfond.
Fondens formål er i forvejen at “købe, beskytte og genoprette natur i hele Danmark”. Og Danmark mangler jo mere end noget andet land i Europa vild natur.
Vi forstår, at borgerne ved Ans holder af deres opstemmede vandkraftsø, som har produceret energi til samfundet i snart 100 år.
Men vi ved også, at verden har bevæget sig væk fra denne energiform. At en sådan kunstig opstemning og vandringshindring som Tange Sø ikke lever op til kravene i EU’s Vandrammedirektiv. Eller Danmarks behov for mere og bedre natur.
Tangeværket med omkringliggende areal i Gudenådalen udgør i dag en meget beskeden del af den akkumulerede formue i Norlys. Virksomheden har således fint råd til at donere hele området til Den Danske Naturfond. Samtidig slipper Norlys helt for alle fremtidige problemer med at administrere området.
Det unikke ved dette forslag er, at Norlys samtidig kan gøre hele det danske samfund og den ganske danske natur en kæmpestor tjeneste. En natur, der i dag er mere trængt end nogensinde. En natur, der har brug for plads og ånderum til at udfolde sig.”
Vi håber meget, at Norlys gavmildt vil øse af de mange ekstra penge, som virksomheden har tjent under energikrisen. At resultatet bliver en ny “Norlys Naturpark Gudenå”, hvor landets længste å atter kan udfolde sig frit.
Til glæde for hele Danmark og ikke kun Norlys’ aktionærer.
Læs hele debatindlægget i JP Aarhus her.
22. september 2023
* Magnus og Matrikelfinten
Det kunne lyde som titlen på en af min barndoms drengebøger, men det er ren nutid og en rigtig god nyhed.
Efter lang tids pres og protester fra lokale borgere, miljøforeninger og Greenpeace har miljøminister Magnus Heunicke netop meldt ud, at han barsler med et lovforslag, som skal stoppe den såkaldte “matrikelfinte”.
Matrikelfinten er navnet på et hul i lovgivningen, som har betydet, at store svinefabrikker har kunnet dele deres matrikler op i to. Det har givet dem mulighed for at søge tilladelse til at forurene dobbelt så meget indenfor nøjagtigt det samme areal som før opdelingen.
Matrikelfinten er endnu et eksempel på, at dansk landbrug ingen skrupler har over for miljø og medborgere, der må lide under såvel lugtgener som trafikale problemer med de store lastvognstog, der konstant servicerer svinefabrikkerne. Med foder ind og slagtesvin ud.
Miljøorganisationen Greenpeace har sammen med lokale modstandere været bannerfører i kampen mod flere svinefabrikker og det bevidste misbrug af matrikelfinten. Greenpeace har denne kommentar:
“Danmarks natur og biodiversitet er i knæ. Forurenende industrianlæg som de gigantiske svinefabrikker bør slet ikke placeres i landdistrikterne, hvor de både ødelægger sårbar natur og livet på landet for lokalsamfund.
Det er på tide, at politikerne stopper med at holde hånden over svineindustrien og i stedet passer på mennesker, dyr og natur. Lad lukningen af matrikelfinten være første eksempel på det!”
Lovforslaget vil dog ikke få tilbagevirkende kraft, og Næstved Kommune har desværre allerede givet miljøtilladelse til en matrikelfinte i Rislev ved Næstved.
Men såvel lokale borgere som Greenpeace har klaget over kommunens miljøtilladelse. Vil kommunen siden også give byggetilladelse, vil denne automatisk blive indklaget.
Der må være en grænse for dette danske svineri og denne fiflen med huller i lovgivningen.
22. september 2023
* Rockermentalitet i landbruget
Ovennævnte matrikelfinte er et godt eksempel på dele af dansk landbrugs militante fremfærd og ageren, når det gælder miljø og omgivelser.
“Landbrugsindustrien vil have penge for at holde op med at lægge vores have øde. Det minder om rockeren, der vil have beskyttelsespenge for ikke at smadre dine knæskaller.”
Sådan skriver Susan Knorrenborg, der er debatredaktør på Dagbladet Politiken. Hun opfordrer økonomiminister Jacob Ellemann-Jensen til at “finde nogle nye venner”. For dem, han har nu og repræsenterer i bondeparetiet Venstre, er dårligt selskab.
De er skyld i noget nær al den nød og elendighed, som præger danske farvande. I en grad, så der ikke længere er fisk at fange. Blot 5 ud af 109 kystvande er i dag i “god økologisk tilstand”, som Vandrammedirektivet fra EU kræver det inden 2028.
Susan Knorrenborg slutter sit indlæg af med følgende triste konstatering: At ethvert krav til landbruget altid udløser krav om kompensation, erstatning og nye grønne tilskud. Det er Landbrugets Fem Forsvarsværker, der atter dukker op til overfladen, blot i en lidt nyere og mere barsk version:
“Det lyder måske fair, men det er i bund og grund rockerlogik. Landbrugsindustrien vil betales for at holde op med at smadre sine omgivelsers helbred, præcis som når rockere indkræver beskyttelsespenge for at garantere, at du ikke kommer til skade.”
Såvidt Susan Knorrenborg. Derfor skal man ikke misunde havets nyslåede og selvudnævnte minister, Magnus Heunicke, når han nu blæser til kamp mod landbrugets miljøsyndere og Landbrugets Fem Forsvarsværker. Der skal helt nye og mange flere boller på suppen, hvis det ikke skal ende som endnu en Davids kamp mod Goliath.
Der er dog den trøst i analogien, at David som bekendt fik skovlen under Goliath. I hvert fald hvis man tror på biblen.
22. september 2023
* Klimaforsker dropper Alternativet
Theresa Scavenius er klimaforsker fra Aalborg Universitet og indtil for ganske nylig medlem af Folketinget for Alternativet. Hun er netop blevet smidt ud af sine egen gruppe i Folketinget. Hun ville ikke samarbejde, lød forklaringen.
For nogen tid siden var Scavenius på Slotsholmen DR P1 for at fortælle om sit møde med Folketingets politiske kultur og system som nyvalgt Folketingsmedlem. Hun lagde vanen tror ikke fingrene imellem. Den seneste tids udvikling i Alternativets folketingsgruppe kommer derfor ikke aldeles uventet.
Ganske kort tid efter sin tiltræden eller indsættelse i Folketinget tog Scavenius således bladet fra munden i en podcast direkte fra Borgen. Hun sagde blandt meget andet:
“Mit samlede billede af folkestyret efter de første par måneder som nyvalgt er derfor, at det er næsten ikke-eksisterende. Den reelle magt ligger i ministerierne. Og den formelle magt i Folketinget bliver holdt nede af en ekstrem politisk kultur, der forsøger at udstøde folk, hvis de er for kritiske og for faglige.”
Scavenius er sandhedens vogter. Hun er en kompromisløs og faktaorienteret forsker, for hvem klimaet er alt for vigtigt til at blive gjort til politisk kastebold. Hun er på ingen måde kompromissøgende, hvilket er aldeles befriende i dagens politiske klima (!).
I dag drejer det sig for mange politikere primært om at mele egne kager og være gode venner med alle – sekundært at gøre en forskel som politiker. Måske endda først tertiært.
– Jeg er bannerfører for viden og derfor blevet farlig, siger Theresa Scavenius selv om sagen og sin egen rolle i Folketinget. Hør hele podcast’en fra Borgen her:
https://www.dr.dk/lyd/p1/slotsholmen/slotsholmen-podcast-2023-01-01-05-00-118
22. september 2023
* Ni nye øer
For nylig blev Havets Folkemøde afholdt for første gang i Køge.
Det centrale emne på mødet var naturligvis Hvidovre Kommunes alt for aktuelle planer om at bygge ni kunstige øer i havet i forlængelse af Avedøre Holme. Planerne vil belaste Køge Bugt, der i forvejen er hårdt belastet af forurening og råstofudvinding.
Etableringen af Hvidovres kunstige øer vil nemlig medføre, at der skal dumpes mere end 40 mio. tons jord i havet. Størsteparten forurenet i en eller anden grad. Yderligere vil etablering af øerne føre til fjernelse af store områder med livgivende ålegræs.
Ålegræs er essentielt for liv i havet, da ålegræsbælter er vigtige opvækstområder for bestande af fisk og deres fødeemner. Fjerner eller ødelægger man ålegræsset, fjerner man dermed også fødegrundlaget for fisk, fugle og pattedyr i området.
Det vil være en gigantisk fejl at anlægge ni nye kunstige øer i havet, hvilket uundgåeligt vil forværre vandmiljøets allerede elendige tilstand. Netop derfor var præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, meget glad for at kunne gå på scenen sammen med ikke færre end syv borgmestre – én fra hver af kommunerne omkring Køge Bugt.
Stevns, Køge, Solrød, Greve, Ishøj, Vallensbæk og Brøndby er således gået sammen i kampen for at stoppe planerne om de ni nye kunstige øer. På den måde kan kommunerne bedst muligt beskytte havet ud for deres respektive kyster, hvis rekreative værdi næppe kan overvurderes.
Præsidenten sluttede af med en tak til kommunerne for at stå sammen. Og en tak til de ihærdige lokalafdelinger af Danmarks Naturfredningsforening for at yde en kæmpe indsats med at etablere Havets Folkemøde i netop Køge.
22. september 202
* 25 år med Ulnits Aktuelt
Mit website ulnits.dk, som du befinder dig på i læsende stund, kom til verden i 1998 og kan derfor fejre sit 25 års jubilæum i 2023. Det har haft vokseværk lige siden starten, hvor der ikke var megen konkurrence om de heller ikke særligt mange læsere.
Men det har ændret sig. I dag har ulnits.dk i tusindvis af læsere, som interesseret følger med i, hvad der sker i det danske vandmiljø. Der ligger i dag over 3.000 notitser under “Aktuelt”, og nye kommer til hver eneste uge.
I snit bliver det til 5 nye notitser hver uge, tyve hver måned og knap et kvart tusinde hvert eneste år. Dette i tilgift til de snart 1.100 større artikler, som sitet også rummer. De mange notitser og artikler på ulnits.dk er garneret med 4.000+ af mine fotos fra nære vande og fjerne lande.
Afslutningsvis skal der lyde en kæmpestor tak til min gamle ven og våbenfælle Niels Riis Ebbesen, som jeg midt i 1990’erne mødte på et af Dagbladet Politikens første spæde diskussionsfora. Niels er kendt som “NRE” og har gennem årene bidraget med mange skarpe kommentarer til tingenes tilstand. Et par artikler her på sitet er det også blevet til.
Det var Niels, der sidst i 1990’erne opfordrede mig til at samle stof sammen til et helt nyt website om lystfiskeri og vandmiljø. Når jeg nu allerede havde så meget stof liggende. Niels havde set det store digitale potentiale, der bare lå og ventede. Og som grafiker havde han den fornødne tekniske indsigt til at gøre noget ved det.
Det var således Niels, der efterfølgende designede den allerførste digitale version af ulnits.dk. Det gjorde han i Adobe programmet PageMill: ulnits.dk 1.0. Der er kommet adskillige versioner til siden da.
Tusind tak til Niels for den altafgørende kickstart!
🙏🙏🙏
15. september 2023
25 år med Ulnits Aktuelt
* De otte spørgsmål til ministeren
Før Folketingets sikkert tiltrængte ferie modtog fødevareministeren nedenstående otte konkrete spørgsmål, som det tog endog meget lang tid at få svar på. Efter flere udsættelser kom der dog et svar.
- Ministeren bedes oversende en skematisk oversigt over tilskudsmidler, der er givet i perioden 2000 til 2023 til forsøg med muslinge- og østersopdræt, som kvælstofvirkemiddel eller med andre begrundelser (eksempelvis udstyrsafprøvning) samt hvilke aktører der er givet midler til.
- Ministeren bedes oplyse, hvor meget N der reelt er fjernet hidtil fra danske musling- og østersopdræt i perioden fra 2000 – 2023. Og hvor megen lokal forurening der er skabt under anlæggene i form af muslingefækalier
- Ministeren bedes oplyse hvor meget sekundært mel, der indtil nu er produceret til enten svine-, fiske-, hønse eller petdyrsfoder fra danske musling- og østersopdræt i perioden fra 2000 – 2023.
- Ministeren bedes oplyse hvor mange af de virksomheder (med anlægsnummer), der har fået støtte til forsøg med skaldyr- og østersopdræt i perioden 2000-2023, som er gået konkurs. Og hvor mange af disse firmaer med anlægsnummer, der har skiftet ejer.
- Ministeren bedes oplyse, hvilke muslinge- og østersanlæg, der har levet op til de høsttal, der blev angivet som forventet i ansøgningerne om støtte samt hvilke anlæg ikke har levet op til forventningerne?
- Ministeren bedes oplyse, om der er foretaget eller påtænkes en evaluering af de støttemidler, der er givet til forsøgsanlæg med muslinger og østers samt af deres høsttal i forsøgsperioden.
- Ministeren bedes oversende en skematisk oversigt over støttede muslinge- og østersopdrætsprojekter og høsttal fra de enkelte støttede projekter.
- Ministeren bedes for perioden 2000-2023 oversende en skematisk oversigt over høsttal/ha for muslinge- og østersopdræts anlæg (støttede forsøg såvel som ikke støttet produktion) samt værdien af de høstede muslinger/østers for de enkelte anlæg.
Vi skal i den kommende tid kigge nærmere på ministerens svar, der i politiske kredse har karakter af et ikke-svar. Vi kan dog afsløre, at muslingebranchen i de forgangne år har modtaget mere end 150 millioner skattekroner i tilskud. Det kniber en hel del mere med kvælstoffjernelsen.
Det var Enhedslistens Søren Egge Rasmussen, der havde æren at stille de otte spørgsmål til fødevareministeren.
15. september 2023
* Lynetteholmen igen-igen
København har vokseværk, som alle store stæder tilsyneladende altid har det.
“Grow or pay”, lyder mantraet, som DAD’s Jesper Binzer tidligt fandt ud af og skrev en hel sang om. “Voks eller betal”. Prisen for vækst.
Københavns vokseværk har senest resulteret i Lynetteholmen, som skal tilføre København henimod 280 nye hektar jord til bebyggelse. Samt desværre også Køge Bugt kolossale mængder opgravet og dumpet havneslam af mere eller mindre giftig karakter.
Begejstringen for det nye danske vækstprojekt vil ingen ende tage – i hvert fald ikke i København. Trods grov dansk fiflen med tal om og indhold i slammet, der skal dumpes. Påvist fra flere sider.
På den anden side af Øresund er begejstringen derfor noget mere afdæmpet. I første omgang lykkedes det svenskerne at hindre fortsat dumpning af giftigt havneslam i Køge Bugt, som vi jo deler med svenskerne. I det mindste er udledningerne sat på standby siden byggeriets start i 2022.
Nu vil svenskerne endda have undersøgt, hvorvidt den nye halvø kan have negativ indflydelse på afstrømningen af ferskvand fra Østersøen og tilstrømningen af friskt saltvand fra Kattegat.
I så fald skal der kompenseres med afgravninger, som det jo også blev gjort ved etablering af Storebæltsforbindelsen.
Det vil naturligvis fordyre og måske også forsinke byggeriet, der planlægges at huse boliger til op mod 35.000 mennesker.
En ny Örestad in the making, so to speak.
15. september 2023
* Østersøen har brug for saltvand
Østersøen, hvis vandmiljø i forvejen et hårdt belastet fra noget nær alle sider, har brug for hjælp. Østersøen har brug for regelmæssig tilførsel af iltrigt saltvand nordfra gennem Øresund.
Helt galt gik det som bekendt efter sprængningen af og det efterfølgende kolossale udslip af methangas fra Nord Stream rørledningen ud for Bornholm. Det er stadig uvist, hvem der stod bag sprængningen, men teorierne står i kø.
Men tilbage til Østersøen og dens desperate mangel på frisk vand udefra. Naturvårdsverket, som er en svensk miljøforvaltningsenhed, frygter, at en bare delvis blokering af vandgennemstrømningen i Øresund kan have fatale konsekvenser for Østersøen.
I den forbindelse stiller Naturvårdsverket spørgsmålstegn ved, om man fra dansk side overhovedet har taget dette i betragtning – ved at planlægge nødvendige kompensationsforanstaltninger såsom afgravning. Man fastholder fra svensk side, at en nulløsning er af største vigtighed.
Sveriges Meteorologiske Institut finder det i sit høringssvar til Miljøstyrelsen bemærkelsesværdigt, at vi fra dansk side vælger ikke at vente på svar fra den såkaldte Espoo-høring omkring projektet.
Den danske dumpning af giftigt havneslam i Køge Bugt begyndte således, længe før der var kommet svar fra høringen. Og selve anlægsarbejdet er allerede kommet så langt, at det potentielt kan påvirke vandudskiftningen mellem Kattegat og Østersøen.
Fakta: Den sydfinske by Espoo uden for hovedstaden Helsinki har lagt navn til Espoo Konventionen, der handler om “miljøvurdering af landegrænseoverskridende miljøpåvirkninger”.
I såvel Danmark som Sverige er det Miljøstyrelsen, der håndterer Espoo-sager. Der burde derfor være løbende kontakt mellem de involverede instanser.
Det har der bare ikke været.
15. september 2023
* Godt nyt fra Mariager Fjord
Vi er mange, der igennem flere år har ønsket en fredningszone omkring udløbet fra Dansk Salt A/S i Mariager Fjord.
I vinterhalvåret samles mange fisk i det unaturligt varme kølevand fra saltværket. Heriblandt mange små eller afmagrede og overvintrende ørreder.
Vort ønske er nu langt om længe blevet hørt, og den nye fredning træder i kraft pr. 1. januar 2024. Herefter er det ikke længere lovligt at fiske indenfor 500 meter af udløbet fra kølevandskanalen i vinterfredningsperioden.
Vi må derfor belave os på, at der fremover vil blive kø for at komme til – på begge sider af den nye fredningszone. Og at vi ikke længere kan varme vore vadestøvler i det lunkne udløbsvand fra saltværket. Det kommer fuglene til at have helt for sig selv!
Den nye lovtekst lyder som følger:
“§ 5. I perioden fra den 16. september til og med den 15. marts fastsættes et fredningsbælte, der omfatter vandområdet inden for en afstand af 500 m fra Dansk Salt A/S produktionsanlægs kølevandsudløb (56 40.8813 N, 10 2.2858 Ø).”
Hele bekendtgørelsen kan læses på nedenstående adresse inklusive DTU’s anbefalinger samt liste over hørte parter i lovændingen:
https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/67761
15. september 2023
* Klima-forsæt eller -fortsæt
Der er forsætter, som vi kender dem fra nytårsaften. Hensigter om at gøre noget bedre eller i hvert fald anderledes end hidtil. Og så er der fortsætter, som vi kender dem fra årets øvrige 364 dage. Intentionen om intet at gøre, der kan ændre status quo.
Vi flyver således som aldrig før. Det er varmere end nogensinde. Det regner mere end nogensinde. Og havene stiger støt med den stigende temperatur.
Det er vi tilsyneladende helt trygge ved. Sådan har det jo altid været. Og sådan har vi jo altid gjort. Løst problemerne hen ad vejen.
Men vi er ved at være overhalet af virkeligheden. Der bliver kortere og kortere mellem orkaner og stormfloder, så vi må klimasikre for milliarder.
Samtidig øger vi konstant produktionen af industrisvin og havbrugsfisk, der både forurener vandmiljøet og belaster økosystemet.
“Vi gør, som vi plejer. Så er vi helt sikre på, at alting bliver anderledes, end det altid har været.”
Landbruget pøser fortsat kvælstof og fosfor ud på markerne, der er mættet med en konstant overdosis af gylle fra en gigantisk svineproduktion.
Algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød er dagens accepterede orden. Eneste konkrete bud på problemerne er udnævnelse af en “Havets Minister”. Alias socialdemokraten Magnus Heunicke. “Mr. Covid” også kaldet efter sin nære fortid som ganske succesrig sundhedsminister. Synes i hvert fald jeg.
Men Mr. Covid vil nu som Havets nye Minister og Frelser kortlægge de velkendte problemer endnu engang, så ødelæggelserne kan fortsætte endnu en stund.
Som var det en virus, der kunne kureres med en vaccination eller to eller tre. Når ellers den er udviklet. For kuren, den kender vi udmærket. Vore vattede politikere tør blot ikke gå i clinch med landbruget og kalde en svinefarm med tilhørende gylletank for den økologiske katastrofe, den er.
Man skulle tro, vi var idioter.
Og det er vi nok også.
15. september 2023
* “Føj for noget Fedtemøg”
AOF Randers byder op til dans i det første af tre foredrag om forholdene i Randers Fjord, der jo modtager alt vand fra Gudenåen, Danmarks længste vandløb. Tema for det første foredrag, som jeg afholder, er blandt meget andet:
“De indre danske farvande gisper efter vejret i sommervarmen. Trods flere velmenende vandplaner.
Inden 2028 skal Danmark ifølge EU’s Vandrammedirektiv have opnået en “god økologisk tilstand” i alle vore vandområder. Men udviklingen er desværre gået den forkerte vej de allerseneste år.
Emnet for dette oplæg er en status over forureningen og næringssalt-situationen i de indre danske farvande generelt og Randers Fjord specielt.
Hvorfor er der fedtemøg overalt? Hvad er gået galt? Hvad er fedtemøg? Og hvad kan der gøres?
Der vil være masser af fotos undervejs. Også fra forårets etablering af nye stenrev og udplantning af ålegræs ved Udbyhøj.
Oplægsholder er fiskeribiolog Steen Ulnits, som har været bosat i Randers siden 2007.”
Sted: VIA University College Randers, Jens Otto Krags Plads 3, 8900 Randers C
Tid: 12.9. 2023 klokken 18.30
Adgang: Gratis
8. september 2023
* Fiskeristyrelsen og vandløbene
De fleste forbinder givet Fiskeristyrelsen med fiskerikontrol og erhvervsfiskeri på havet. Det er også Fiskeristyrelsen, der giver tilladelse til anlæg af nye muslingefarme med tilhørende bundskrab og lokal forurening af bundmiljøet.
Miljøorganisationer forbinder derfor sjældent Fiskeristyrelsen med noget positivt. Det er jo altid dem, der giver tilladelse til de nye ødelæggelser. I regelen uden at have den fornødne faglige baggrund. Det er noget nær ubegribeligt i disse klima- og miljøtider, hvor hav og fjord gisper efter vejret.
Derfor overrasker det positivt, at Fiskeristyrelsen netop har udsendt en pressemeddelelse om vore vandløb. Fiskeristyrelsen er nemlig også myndighed for vandløbene og deres fiskebestande. Et kort uddrag:
“Restaurering af vandløb skal øge biodiversiteten og skabe bedre levevilkår for fisk, dyr og planter.
Blokerede vandløb eller vandløb i meget åbne arealer kan gøre det svært for fisk at finde gode gydepladser. Pulje på 72 mio. kr. skal hjælpe danske kommuner med at igangsætte indsatser til bl.a. restaurering af vandløb, fjernelse af fysiske barrierer og etablering af gydepladser for fisk.
Restaurering af vandløb har til formål at forbedre vilkårene for fisk, flora og anden fauna i et vandområde. Plantning af træer for at skabe skygge, der skaber gode levesteder for smådyr, eller udlægning af gydegrus, som skaber gemmesteder, hvor fiskene kan gyde, er eksempler på indsatser, som kommunerne kan søge om tilskud til at gennemføre med puljen på 72 mio. kr.
Der kan også søges om tilskud til at gennemføre større restaureringer som fx genslyngning af et vandløb for at skabe fysisk variation i dybde og strømhastighed, der kan føre til flere fisk i vandløbene.
Kommunerne kan desuden få tilskud til at fjerne fysiske spærringer, der hindrer fiskenes frie passage i vandløbene. Derudover kan projekterne indeholde etablering af sandfang eller okkerrensningsanlæg, der forbedrer miljøtilstanden i vandløbene.”
Der er således tale om konkrete muligheder for at mildne skaderne fra Landbrugspakken bare lidt. Den pakke, som Blå Blok bevilgede sig selv efter valgsejren i 2016. Med ret til brug af langt mere gødning end hidtil.
Flere mindre gydevandløb blev renset op, så afstrømningen fra markernes drænrør kunne sikres – med tidligere udlagt gydegrus gravet op igen og placeret inde langs bredden. En regulær katastrofe for ørredbestanden.
Landbrugspakken resulterede også i, at beskyttende træer, buske og markhegn langs vore vandløb blev ryddet, så de store landbrugsmaskiner bedre kunne komme til. Til uundgåelig skade for ørredbestanden mange steder.
Disse træer og buske kan vi så plante nogle af igen. Nu med tilskud fra EU og den Europæiske Hav- og Fiskerifond. To skridt frem og to tilbage.
Så gik der tid med det.
8. september 2023
* Vandløbsstøtte fra den Europæiske Hav- og Fiskerifond
Fiskeristyrelsen har tidligere uddelt vandløbsstøtte fra den Europæiske Hav- og Fiskerifond, forkortet EHFF.
Og rundt omkring i landet har en række kommuner allerede haft succes med at gennemføre lokale vandløbsprojekter med støtte EHFF. Til disse hører følgende to eksempler fra henholdsvis Ringsted på Sjælland og Hjørring i Nordjylland:
“I Ringsted Kommune har man med succes forbedret tilstanden i Sneslev Lilleå og skabt gunstige fysiske forhold for fisk, planter og smådyr gennem mindre strækningsbaserede restaureringsprojekter.
Ved at udskifte bundmaterialet og placere skjulesten i vandløbet er der nu skabt bedre gemmesteder for fisk, mens plantning af træer har bidraget til at skabe skygge over vandløbet. Disse bestræbelser har resulteret i en forbedret økologisk tilstand i vandløbet.
På lignende vis har Hjørring Kommune i Uggerby Å fjernet et stemmeværk, der tidligere har ledt vand ind til et dambrug. Stemmeværket blokerede for fisk og smådyrs passage gennem vandløbene.
Efter fjernelse af spærringen og genoprettelsen af vandløbets naturlige fald, har projektet muliggjort fri passage for fisk over en strækning på 195 km opstrøms fra stemmeværket.
Dette har ført til en bemærkelsesværdig stigning i antallet af ørreder i vandløbet blot et år efter projektets afslutning.”
I Fiskeristyrelsen er man berettiget stolte af disse resultater. Styrelsens direktør Nanna Møller udtaler i den forbindelse:
”Restaureringen af de danske vandløb skal bidrage til genopretning af gydepladser og passager for fisk og til at forbedre forholdene for flora og fauna. Vi åbner nu for en pulje på 72 mio. kr., som kan søges til at gennemføre lokale projekter, der kan bidrage til at øge biodiversiteten og mængden af fisk i vores vandløb og åer.
Alle kommuner i Danmark kan søge puljen. På den måde kan de bidrage til at sikre, at Danmark når EU-målene om god økologisk tilstand i de danske vandområder.”
Der gives tilskud til projekter, der gennemfører indsatser udpeget i Vandområdeplan 3. I vandløbsprojekter skal kommunerne restaurere vandløbene ved at gennemføre forskellige indsatstyper. Det kan fx være udlægning af groft materiale, plantning af træer, genslyngning eller fjernelse af en spærring.
Puljen på 72 mio. kr. åbnede for ansøgninger den 30. august 2023 og kan søges indtil den 29. september 2023. Det gælder således om at komme i gang med ansøgningerne hurtigst muligt. Pengene ligger bare og venter.
Det gør EU’s frygtede Vandrammedirektiv fra 2000 også. Dets krav om “god økologisk tilstand” i alle vandområder, ferske som salte, skal nemlig være opfyldt inden 2028.
Det kommer desværre ikke til at ske, selv om statsministeren har lovet dansk opfyldelse af direktivet.
Der bliver bliver kø ved håndvasken inden da.
8. september 2023
* Patter, der batter – 2
For et par uger siden præsenterede jeg en notits med den catchy eller platte (vælg selv) overskrift “Patter, der batter”. Om søer (hungrise), der får stedse større kuld med flere grise, end de har patter til at fodre.
Som med alle andre blockbusters skal der selvfølgelig også her følges op med en toer, der kan skumme fløden efter etteren. Som forhåbentlig kan banke dækningsbidraget helt til tops.
Her kommer derfor opfølgeren “Patter, der batter – 2”, som nær havde fået titlen “Søer, der døer” i stedet. Det rimede dog ikke helt så godt, som det desværre passer. Men heller ikke denne gang drejede det sig om søer med ferskvand i, selv om de også dør mellem hænderne på os i disse år. Det drejer sig i stedet om de søer, der konstant dør i svinestaldene. Drægtige hungrise.
Af den tidligere notits fremgik, at der hver eneste dag året rundt dør 27.655 pattegrise i danske svinestalde. Dette baseret på tal fra forsknings- og udviklingsorganisationen Seges Innovation. Mere end 10 millioner pattegrise hvert eneste år.
Dette ikke mindst, fordi vi i dag har fremavlet grise, der føder flere unger, end deres mødre har patter til. Der er således ikke en pat til alle pattegrise. Helt enkelt.
Et stor af pattegrisene dør derfor af sult eller bliver ligget ihjel af deres mødre i båse så små, at søerne ikke kan vende sig. Nu fortæller nye undersøgelser så, at det ikke kun er pattegrisene, der dør. Det går også ud over opvoksende slagtesvin i landets store svinefabrikker.
Det viser sig nemlig, at ikke mindre end hver sjette so mister livet i danske stalde, inden den når slagtestørrelse. De opfodres så at sige til at ende som kød-og benmel hos DAKA med flere.
Og det er nu femte år, at denne sodødelighed stiger. Det viser de nyeste tal fra forsknings- og udviklingsorganisationen Seges Innovation. I 2022 lød sodødeligheden således på rekordhøje 16,5 procent. Hver sjette so endte som kød- og benmel.
Femte gang siden svinehandlingsplanen fra 2014. Det forlød ellers, at dødeligheden var på vej nedad igen.
Det er den så ikke alligevel.
8. september 2023
* Hver sjette so dør
Det er nu femte år, at sodødeligheden i danske svinestalde stiger. Det viser de nyeste tal fra forsknings- og udviklingsorganisationen Seges Innovation. I 2022 lød sodødeligheden således på rekordhøje 16,5 procent. Hver sjette danske so dør således, inden den overhovedet når slagteriet.
Men inden da har den nået at producere store mængder gylle, som siden havner på markerne – og i vandmiljøet. Med algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød som som det direkte resultat, vi ser i disse år. Med slimet fedtemøg på sten og planter.
Dødeligheden har primært to årsager. Dels er der de søer, som er kommet til skade i staldene – ofte under slåskampe om pladsen. Dem vælger landmanden i regelen at få aflivet, når eller hvis han bemærker skaderne.
Og dels er der de søer, der dør af sig selv – typisk af blodforgiftning i forbindelse med faringen, som grisefødsler kaldes. De dør et stykke tid efter fødslen. På Institut for Husdyr- og Veterinærvidenskab ved Aarhus Universitet, har man et godt bud på den stigende dødelighed:
Søerne er i dag fremavlet til at føde så mange pattegrise, at søerne ofte ikke har kræfter til at føde alle grisene. Nogle bliver derfor siddende tilbage i livmoderen, hvor de efterfølgende forårsager blodforgiftning og således slår deres egen moder ihjel.
Samtidig passes svinene ofte af dårligt uddannet (udenlandsk), men billigt personale, som ikke opdager de syge dyr, førend det er for sent. Så langt ude er vi kommet i dansk svineavl. Det er dybt forkasteligt.
Fødevareminister Jacob Jensen (V) har ikke ønsket at kommentere den nye undersøgelse.
8. september 2023
* Concito og grisene
De fleste danskere er efterhånden klar over, at vore konstant bøvsende og pruttende køer belaster klimaet med ikke mindst klimagassen methan.
Vi ved udmærket, at lørdagsbøffen således er med til at accelerere den globale opvarmning. At oksekød derfor kommer med en høj klimapris. Ikke mindst hvis den først skal flyves hertil fra Argentina eller Australien.
Tænketanken Concito har regnet lidt på danskernes madforbrug og dettes klimabelastning. Concito når frem til, at hele 55% af denne klimabelastning skyldes vort forbrug af oksekød. Og konkluderer efterfølgende, at vi skal spise mindre oksekød og mere svinekød samt flere kyllinger.
Concito tager i den forbindelse ikke med i betragtning, at det årligt resulterer i mere end 10 millioner pattegrise, der ender som kød- og benmel. Eller at hver sjette so dør, inden den overhovedet når slagtehallen.
Concito tager heller ikke i betragtning de mange millioner liter gylle, der stammer fra svineproduktionen og spredes over markerne for til sidst at havne i vandmiljøet – inklusive antibiotika og hjælpestoffer som zink og kobber.
Man må derfor undre sig over, hvorfor Concito stopper regnestykket, uden at tage de mange negative konsekvenser af svineproduktionen med. Det er jo det samlede regnestykke, der belaster miljø og klima.
På samme måde har Concito udnævnt muslinger til at være den mindst klimabelastende fødevare af alle. Hvilket er helt korrekt, hvis man selv sanker dem på det lave vand.
Concito glemmer blot de mange, mange tusinde liter diesel, der går til, når muslingerne skal skrabes, renses for sand, koges og transporteres sydpå til eksportmarkederne. Samt de uundgåelige ødelæggelser af vandmiljøet undervejs.
– Forhåbentlig er vi ikke nået dertil, ar de gamle oksekødsrapporter fra AAU skal have selskab af nye svinekødsrapporter fra Concito?
8. september 2023
* Energimuseet ved Tangeværket lukker
Nu viser erfaringen jo, at man ikke skal glæde sig for tidligt. I hvert fald ikke når det gælder proppen i Gudenåen – Tangeværket.
Lidt har man dog lov til at glæde sig. Indtil videre i hvert fald. Klimaministeriet har for nylig meddelt, at man ikke længere har mulighed for at finansiere den fortsatte drift af energimuseet. Det vil være ulovligt, hvad det muligvis allerede har været i et stykke tid.
Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aaagaard fra Moderaterne har derfor meddelt, at han ikke længere kan tildele museet de årlige seks millioner kroner til driften, og at 2024 derfor bliver uden tilskud fra ministeriets side.
Det endelige afslag kom midt i august, efter at museet i 2022 fik taget sit tilskud. Forsyningstilsynet besluttede da, at tilskuddet ikke længere var lovligt. Museet har ellers i mere end 20 år fået et årligt statsligt driftstilskud udbetalt via Energinet.
GudenaaCentralen (GC), som ejer både Tangeværket, Tange Sø og Energimuseet, har derfor selv måttet finansiere 2023. GC har nu taget konsekvensen og lukket museet. I hvert fald indtil videre.
Bestyrelsesformand Karin Gaardsted fortæller i en pressemeddelelse, at “museet økonomisk er røget ud med badevandet ved ministerskiftet i Energiministeriet for otte måneder siden. Vi er dømt ude af Energiministeriet, og for tiden er det umuligt at komme ind under kulturen, fordi der arbejdes med en museumsreform, som først afgøres i 2024″. Citat slut.
Nu er der næppe mange, som har haft noget specifikt imod Energimuseet. Det er jo integreret med den fredede bygningsmasse omkring Tangeværket og fortæller blot historien om elektrificeringen af Danmark.
Nej, det er Tangeværkets opstemning af Gudenåen til Tange Sø og den fortsatte drift af turbinerne, der er en torn i øjet på alle miljøfolk. Værket, hvis intervaldrift anretter maksimal skade på vandmiljøet i Danmarks længste vandløb. Værket, som derfor skal lukkes, så søen kan blive tømt og Gudenåen atter flyde frit.
1. september 2023
* Fremtiden for værket og vandløbet
Energimuseet kan fint fortsætte som museum, selv om turbinerne stoppes og søen tømmes. Det er der intet til hinder for.
Det kunne endda blive endnu mere relevant for skoleelever fra hele landet at besøge, dersom Gudenåen retableres og hele ådalen føres tilbage til den naturlige tilstand. Så vil der for alvor være noget at se på og tale om. Dyr og planter. Andet end en jordvold foran en mudret dam fyldt med opstemmet, lummervarmt og iltfattigt vand.
Tidligere energiminister Dan Jørgensen (S) havde ellers lovet at hjælpe museet, der var en af forgængeren og partifællen Svend Aukens kæledægger. Lange Svend elskede vandkraften betingelsesløst og fik derfor aldrig proppen ved Tange fjernet og miljøproblemerne løst. Hvad hans efterfølgere heller ikke fik.
Aben sidder derfor på skulderen af nuværende miljøminister Magnus Heunicke, som for nylig besøgte Tangeværket. Han blev da præsenteret for de stakkels laks , som i den alt for varme å havde taget forgæves opstilling i det hvidskummende vand nedstrøms turbinerne. Dette for ikke at dø af iltmangel eller svampeangreb i det lunkne afløbsvand fra søen.
Problemet omkring det kunstige vandmagasin ved navn Tange Sø skal løses endegyldigt inden for den nærmeste fremtid, og vi følger derfor udviklingen tæt her på siden. Lad os slutte af med DTU Aqua om Gudenå-laksen:
“Som situationen er i dag, med Gudenåens gennemløb af Tange Sø, er der ikke grundlag for en selvreproducerende laksebestand i Gudenåen.
Selvom der skabes fysiske forhold med lavere vandstand og gydebanker nedstrøms Tangeværket, er det tvivlsomt, at Gudenåen vil være i stand til at producere nævneværdige mængder af laks hér.
Dette skyldes, at både forhøjelse af vandløbstemperaturen i åen pga. søen og Tangeværkets intervaldrift vil være væsentlige hindringer for dette.
Udsætning af laks i Gudenå er altså ikke biologisk funderet, og ud fra en prioritetsmæssig betragtning, hvor nedskæring er nødvendig, kan der under fiskeplejen reduceres i denne udsætning.”
Citat slut. Der er således meget mere på spil her, end fremtiden for en håndfuld arbejdspladser og gamle bygningsværker.
Intervaldriften består i, at søen skiftevis fyldes op og tømmes – med massive ændringer i vandstanden til følge. Med skiftevis tørlægning af vandløbsbund og erosion af vandløbsbredder. Og en uundgåelig sandvandring, der hindrer afstrømningen.
Der er simpelthen intet godt at sige om det værk.
1. september 2023
* SF og drikkevandet
SF afholdt sommergruppemøde den 16.-17. august, hvor man diskuterede strategien for den kommende sæson.
Meningsmålingerne for SVM-regeringen var efter sommerferien helt nede i nærheden af en tredjedel. Fra ellers et komfortabelt flertal ved regeringsdannelsen. Og et rødt flertal fra valget, som statsminister Mette Frederiksen bare ikke ville benytte sig af.
Det var SF’s leder Pia Olsen Dyhr naturligvis ikke tilfreds med. Hun havde bestemt regnet med, at det røde flertal ville have gjort det muligt at fortsætte den hidtidige regering og den fortsatte kamp for et bedre miljø. Hvilket som bekendt ikke skete.
Dyhr fik i stedet en kurv af statsministeren, der pludselig hellere ville lege med Løkke og Ellemann. Som prioriterede andre ting end dem, der havde fyldt mest under den foregående regering. Og som nu ligefrem går ind for skattelettelser, selv om de med statsministerens egne ord ganske vist “ikke er groet i hendes have”.
En af de ting, som ligger oppositionen mest på sinde, er fremtiden for det danske drikkevand. Og her samler interessen sig uundgåeligt om landbruget og dets udledninger af både sprøjtegift og næringsstoffer.
“Vi har et landbrug, der snart står for godt halvdelen af vores klimaudledninger og en regering, der tilsyneladende er allergisk for at tage livtag med problemet,” sagde Pia Olsen Dyhr til de fremmødte journalister ved det indledende pressemøde.
Det kan man kun give hende ret i. “Allergisk” er dog nok for svagt et ord. Regeringen vil bare ikke, som tidligere fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) jo så præcist formulerede det. Han ville nemlig heller ikke miljøet.
1. september 2023
* “Mr. 80 procent”
Er man gammel nok eller husker rigtig godt, har man helt sikkert hørt om konservative Bendt Bendtsen.
Han var formand for Konservativt Folkeparti, som han ikke formåede at løfte over de magiske 10 procent af vælgerne. Han fik derfor det noget nedladende tilnavn “Mr. 10 procent” – et tal, der stod i grel modsætning til legendariske Poul Schlüters massive folkelige opbakning.
Med en fortid ved politiet var det nærliggende også at kalde Bent for Betjent. Kærligt ment og noget mere mundret end hans fulde navn. Samtidig lå politigerningen jo lige til højrebenet for et parti, hvor lov og ret er i højsædet. I hvert fald på papiret. Landbrugspakken stemte man jo igennem mod bedre vidende.
Bent Betjents nuværende konservative modstykke, Søren Pape Poulsen fra midtjyske Bjerringbro, kan kun drømme om en vælgertilslutning på 10 procent. Den er lige nu nede på godt 5 procent.
Fortidens Mr. 10 procent har senest fået en nutidig modspiller i Moderaternes klimaminister Lars Aagaard, der nok vil gå over i historien som “Mr. 80 procent”. Han har senest udtalt, at han kun vil lave klimapolitik, hvis 80 procent af befolkningen bakker op om den.
– Skal 80 procent af den danske befolkning så også være enige med regeringen i, at Store Bededag afskaffes som helligdag? Før den kan afskaffes?
– At forsvaret køber våben for 1,74 milliarder kroner fra en producent, et tidligere Folketing ellers havde afvist, da den leverer våben til israelsk brug på den besatte Vestbred?
– At statsministeren giver ekstraordinært store klimarabatter til Danmarks største udleder af klimagasser, Ålborg Portland, som helt tilfældigt ligger i ministerens egen valgkreds?
Der kunne sikkert stilles mange flere spørgsmål af samme slags. Som opfølger til de helt tilfældige 80 procent, klimaministeren netop har lukket ud.
Som en anden klimagas til atmosfæren.
1. september 2023
* – Er det en ansvarlig regering?
Skal man endelig sætte tal på, kunne klimaminister Lars Aagaard med fordel kigge på allerede eksisterende tal:
Tilbage i 2020 sagde 48 procent af danskerne nemlig, at der bør gøres mere for at bremse klimaændringerne. I 2022 var tallet steget til 51 procent, og ifølge den seneste måling fra Voxmeter er tallet nu oppe på 72 procent.
– Skal vi nu vente i yderligere et par år, førend tallet har sneget sig op over de magiske 80 procent og klimaministeren tør gå i gang med løsning af problemerne? Eller bare vente, til det alligevel er for sent?
Under SF’s netop afholdte landsmøde kritiserede partiformand Pia Olsen Dyhr da også klimaminister Lars Aagaards (M) besynderlige udmelding:
At regeringen ikke vil lave klimapolitik, hvis ikke 80 procent af befolkningen bakker op om den. Hvor det tal så pludselig kom fra. Det dumpede vist ned fra himlen som et andet Dannebrog i en svunden tid.
“Er det en ansvarlig regering? En regering, der er stiftet for at tage de svære, men nødvendige beslutninger?” spurgte SF-formanden retorisk.
Det er nok mere en regering, som er dannet for at undgå en mulig rigsretssag mod statsministeren efter en advokatundersøgelse af minkskandalen. Jævnfør tidligere notitser.
Pia Olsen Dyhr kritiserede videre statsministeren for med sin nye SVM-regering at svigte det drikkevandsudspil, som partierne i rød blok ellers sammen havde præsenteret under valgkampen.
Pia Olsen Dyhr understregede, at SF ikke agter at sænke ambitionerne for grundvandet. Uanset hvad SVM måtte have planer om. Hendes slutmelding var klokkeklar:
“En finanslov, der ikke forholder sig til vores drikkevand, kan jeg ikke se, at vi kan være med i.”
– Måske klimaministeren lige skal et smut omkring Aalborg for at spørge om lov hos cement- og statsministeren, før han tør gøre noget ved de voksende problemer med klimaet?
Svaret blæser i cementstøvet…
1. september 2023
* Danmarks Naturstier
Det er politisk besluttet, at Danmark skal have et nationalt net af naturstier. Naturstierne skal bidrage til at skabe god tilgængelighed til naturen over hele landet.
Projekt Danske Naturstier skal ifølge Naturstyrelsen “kortlægge og forbinde rekreative og naturnære stier og ruter i et nationalt netværk, som formidles samlet på en lettilgængelig måde.” Som det lidt knudret er formuleret.
En vigtig opgave er at “sikre en intuitiv digital formidling til slutbrugeren via platformen udinaturen.dk”, der allerede eksisterer.
Danmarks Naturstier igangsættes som et udviklingsprojekt og vil derefter fortsætte i form af et sekretariat, der understøtter den fortsatte drift og udvikling af naturstierne.
Projektet er forankret i et partnerskab mellem Miljøministeriet, Kommunernes Landsforening, Friluftsrådet og andre centrale aktører, som skal bidrage til at skabe god tilgængelighed i naturen i hele landet på tværs af statslige, kommunale og private arealer.
Naturstyrelsen forvalter pt. omkring 210.000 hektar statslige skove og andre naturområder, så der “skabes størst mulig værdi for samfundet i form af gode rammer for friluftslivet, beskyttelse af naturen og effektiv flersidig drift af styrelsens skove og andre naturområder.”
Senest var det “snobrød og skumfiduser”, der stod øverst på dagsordenen hos Naturstyrelsen, som består af ca. 700 medarbejdere, fordelt på hovedkontoret i Randbøl, Kystdirektoratet i Lemvig og 16 lokale enheder i hele landet.
Snobrød og skumfiduser jævnfør notitsen herunder.
1. september 2023
* “Havets Minister”
Miljøminister Magnus Heunicke (S) har store ambitioner.
Modsat ministerkollegaen Jacob Ellemann-Jensen, der ifølge ex-EB Poul Madsen har reduceret sine ambitioner fra forsvarsminister til et “skånejob som økonomiminister”, så lægger Heunicke nu op til et helt nyt job på øretævernes holdeplads.
Heunicke vil nemlig være “Havets minister”, hvilket er et helt nyt ministerium i Mette Frederiksens aparte trepartsregering. Men det bliver ikke nemt. Nye norske tankskibe er allerede på vej til Danmark – til RGS Nordic og med Miljøstyrelsens velsignelse – lastet med mere giftigt olieaffald til dumpning i Storebælt, der længe har gispet efter vejret og kæmpet for livet.
Men kollegerne i Naturstyrelsen er heldigvis klar med en løsning på alle vore bekymringer for det danske vandmiljø. September står for døren og med den årets største iltsvind efter sommerens algeblomst og fedtemøg. Netop nu er det derfor og ifølge Naturstyrelsens seneste nyhedsbrev:
“Tid til snobrød og skumfiduser”
Det vides ikke, om Naturstyrelsen nogensinde taler med Miljøstyrelsen. Begge hører jo under Magnus og Miljøministeriet. Om snobrød og skumfiduser i så fald er ministeriets bedste bud på en samlet løsning.
Men snobrød og skumfiduser fra Naturstyrelsen er næppe nok til at redde Storebælt og de indre danske farvande, når nu Miljøstyrelsen bare ikke vil. Jævnfør den fortsatte modtagelse af nyt norsk oliespildevand med ny gift til RGS Nordic og Storebælt.
Spøg til side. Og så alligevel ikke. Man ihukommer (husker, hvis man er en yngre læser) Piet Heins berømte gruk om spøg og alvor:
“Den, som kun tager spøg for spøg og alvor kun alvorligt,
han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt.”
Vi må gå ud fra, at miljøminister Magnus Heunicke (S) tager sit resortområde alvorligt og ikke spøger, når han i et interview med Politiken forkynder (meddeler, igen for yngre læsere), at vi har svigtet vort ansvar over for havet. Og at han nu vil være “havets minister”.
Vi må håbe, at der kommer mere ud af det løfte, end der kom ud af statsministerens tidligere løfte om, at hun ville være “børnenes minister”. Det kom der nemlig ikke meget ud af – i hvert fald ikke for børnene – og den stillingsbetegnelse har Mette Frederiksen derfor droppet helt i den nye trepartsregering.
Nu er det i stedet krig og kriser, der er fortællingen. Heriblandt naturligvis flashy F16 photo ops med Zelensky i cockpittet. Begrebet “photo op” stammer for øvrigt helt tilbage fra US præsident Richard Nixon, der heller ikke kunne styre sig, når der var pressefotografer i nærheden.
Efter Watergate-skandalen i 1974 måtte Nixon som bekendt træde tilbage. Udødeliggjort i 1976 af Robert Redford og Dustin i filmklassikeren “All the President’s Men” – i rollerne som de to afslørende journalister Bob Woodward og Carl Bernstein. Begge lever for øvrigt endnu, og filmen tåler absolut et gensyn her i 2023.
Men tilbage til det danske vandmiljø. Magnus Miljø er forhåbentlig mand for at holde bedre ord – som Havets nye minister. Min dybeste respekt, hvis det skulle lykkes ham. Han skal dog være klar over, at det ikke gøres med snobrød og skumfiduser alene.
Der er nemlig fem forhindringer af de større, som lige skal overvindes først:
25. august 2023
* “Landbrugets Fem Forsvarsværker”
Sådan kaldte Miljøstyrelsens daværende underdirektør Jørgen Henningsen de fem på hinanden følgende skanser, som landbrugslobbyen dengang dækkede sig ind bag. Hvad den for øvrigt stadig gør. De lyder som følger:
“Der er ikke noget problem”
“Hvis der er et problem, er det ikke vores skyld.”
“Hvis det er vores skyld, kan det ikke være anderledes.”
“Hvis det kan være anderledes, er det forbrugernes ansvar.”
“Vi vil have fuld erstatning”
Det er disse fem forsvarsværker, som Havets nye minister skal overvinde i 2023. Men først en lille tidsrejse 50 år tilbage i tiden. Til et andet århundrede i et andet årtusinde.
Tilbage til 1973, hvor Danmark jo fik verdens første miljølov. Det var vi berettiget stolte af. Nu skulle der ryddes op i det beskidte danske miljø. Det stod der jo i loven, at vi var pligtige til.
Samme år fik vi også civilingeniør Jørgen Henningsen, der tiltrådte stillingen som kontorchef i det nyoprettede miljøministerium. Blot tre år senere var han avanceret til underdirektør i Miljøstyrelsen, hvor han gjorde god brug af sin baggrund som civilingeniør. Året var nu 1976.
Det var i de år, hvor man altid ansatte folk med konkret kendskab til og viden om deres arbejdsområder. Det gør vi desværre ikke i dag, hvor fagligt uvidende akademikere og politiske beslutningstagere har sejlet miljøskuden seriøst i sænk.
“Ét er søkort at forstå. Et andet skib at føre”
Det vidste Ludvig Holberg allerede i 1724, hvor han skrev sin krasse, men realistiske komedie “Den politiske Kandestøber”. Synd bare, at vi ikke har taget ved lære i de forgangne snart 300 år…
25. august 2023
* Sammenstød med landbruget
Som underdirektør i Miljøstyrelsen stødte Henningsen hurtigt hovedet mod det hæderkronede danske landbrug, der i 1970’erne var i fuld gang med omlægning fra traditionelt landbrug til moderne industriproduktion.
Landbruget havde allerede da og med velvillig hjælp fra Hedeselskabet fået afvandet de fleste vådområder og i den forbindelse rettet de fleste større vandløb ud til snorlige afvandingskanaler. De mindre bække var i stedet rørlagt, så man kunne køre hen over dem i sine stedse større maskiner.
Men med miljøloven havde dansk landbrug ikke længere monopol på og uindskrænket råderet over det danske land og den danske muld. Nu skulle der pludselig tages skyldigt hensyn til en helt ny størrelse – miljøet – hvilket ikke bekom det danske landbrug vel. Det var man bestemt ikke vant til at gøre.
Jørgen Henningsen havde i de følgende år travlt med at få landbruget til at rette ind og overholde den nye lov. Det holdt hårdt, og det var i denne periode, at Henningsen definerede “Landbrugets Fem Forsvarsværker”. Jævnfør forrige notits.
Henningsen nåede undervejs at være med til udarbejdelsen af den første vandmiljøplan i 1987. Den, der blev udløst af de døde hummere i Kattegat. “Sorte hummere på rødt fjernsyn”, som det hed sig i de gode gamle DR-dage. Blå og borgerlige TV2 gik jo først i luften året efter.
Henningsen begyndte med tiden at interessere sig mere for klimaet end blot miljøet. Med en solid fortid i den fossile branche vidste han bedre end de fleste, hvilket klimakaos vi var på vej imod og i dag befinder os i.
Og den viden brugte han i bedst i EU, hvor han slog sine folder i sine sidste erhvervsaktive år. Det var han fuldt bevidst om. Der skulle samarbejdes internationalt, hvis der skulle opnås væsentlige resultater.
Jørgen Henningsen døde i 2121, 80 år gammel. Men Landbrugets Fem Forsvarsværker lever desværre videre i bedste velgående.
25. august 2023
* Femdobling af pesticider
Jeg har dejlige minder om varme sommerdage på mine bedsteforældres gård Engholm i nordjyske Thy. Hans Hansens bondegård i sen Morten Korch-stil. Med køer og grise, høns og heste.
Min morfar var bomstærk. Kørte med mælk ved siden af sit eget landbrug og vandt næsten altid, når han stillede op i konkurrencer om at bære tunge kornsække op på loftet.
Det var min elskelige mormor svært fascineret af – trods ellers en indremissionsk opvækst i det karske Vestjylland, hvor man ikke ustraffet skulkede fra kirkegang om søndagen.
Præsten fra vor familiekirke i Vestervig kunne finde på at dukke op ude i marken søndag eftermiddag, hvis hans sognebørn ikke var dukket op til gudstjenesten om formiddagen. Fibiger hed han.
Så fik sognebørnene en reprimande og formaninger om at komme hviledagen i hu og holde den hellig. Naturligvis i kirken, hvor han selv prædikede. Og ikke ude i marken, hvor han fandt dem hårdt arbejdende.
Det var selvsamme præst, det først viede mine forældre og siden døbte mig. Længere siden er det ikke, men selv er han der selvfølgelig ikke længere. Mine forældre heller ikke. Jeg er som enebarn den sidste mohikaner fra Thy.
Det lille husmandsbrug voksede støt, og min morfar købte jord fra proprietæren ved siden af, så han kunne avancere fra husmand til gårdejer. Det gik faktisk rigtig godt, selv om min morfar døjede med brok. Det var ungdommens tunge kornsække, der havde indhentet ham og sat sine spor.
Han døde faktisk af det, da han efter endnu en brokoperation faldt ud af hospitalssengen. Personalet havde glemt at sætte sengegærdet for under opvågningen.
Min ene morbror, som slægtede sin far og min morfar på, var maskimekanisk interesseret. Så da hestespandet blev udskiftet med den første traktor, var han i marken tidligt og sent. Med plov og harve. Med såmaskine og selvbinder.
Indkøbt kunstgødning erstattede snart naturgødning fra egen stald. Og kort efter kom de første giftstoffer, som kunne sprøjtes ud over markerne og højne høstudbyttet yderligere.
Min morbror kørte gerne med giftsprøjten, der indvarslede en ny og bedre fremtid for landbruget.
25. august 2023
* Den skæve Strukturudvikling
Udviklingen gik herefter sin skæve gang. Men da min morbror døde af en ondartet kræftsygdom, begyndte vi andre at spekulere over fremskridtets mulige pris. Var der en sammenhæng?
Man var først lige begyndt at forstå, at sprøjtegifte måske kunne virke begge veje – direkte mod ukrudtet selv og indirekte mod manden bag sprøjten.
Da landbrugets strukturudvikling mod stedse færre, større og mere specialiserede bedrifter for alvor tog fart fra 1960’erne og frem, gjorde forbruget af blandt andet kunstgødning og pesticider det også.
Fra midten af 1950’erne til begyndelsen af 70’erne femdobledes forbruget af pesticider. Toppunktet nåede man i 1984, hvor der blev solgt 7.500 ton virksomt stof i de anvendte pesticider. Over dobbelt så meget som de knap 3.000 ton, der blev solgt i 2021.
Nu er forbruget af pesticider i landbruget nemlig på vej nedad igen. Det siger i hvert fald Jørgen E. Olesen, som er professor og institutleder ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, til Dagbladet Information:
– Der er jo sket det, at flere hundrede pesticidmidler er udfaset fra brug. I de nordiske lande har vi været mere restriktive med at få udfaset pesticider, end man har været andre steder, især baseret på risikoen for udvaskning til grundvandet, siger han.
Jørgen E. Olesen nævner dog ikke noget om de nye pesticider, der er kommet til i mellemtiden. Deres effekt på vandmiljøet kender vi jo først om adskillige år, når eventuelle giftrester fra også dem er nået ned i grundvandet.
Jævnfør Glyphosat, der jo ifølge producenten Monsanto slet ikke kunne nå ned i grundvandet. Men som alligevel godt kunne det efter nogle år. Og flere andre stoffer vil givet følge efter.
De stedse færre og større industrilandbrug beskæftiger færre og færre arbejdere, hvoraf flere og flere stammer fra Østeuropa. Billig, men sjældent veluddannet arbejdskraft, der ikke stiller kritiske spørgsmål til produktionen. Og som heller ikke stiller samme krav til løn og faciliteter, som dansk arbejdskraft gør.
Samtidig bliver der længere og længere mellem landmanden, den jord han dyrker, og de dyr han producerer.
Storbonden tilbringer i dag mere og mere tid bag skærmen. Med at udfylde gødningsskemaer og søge hektarstøtte til driften. Han tilbringer derfor mindre og mindre tid blandt sine dyr og maskiner. Han ser ikke og ved derfor ikke altid, hvad der sker ude i stald og mark.
Sidstnævnte bliver bare større og større, selv om lille Danmark jo ikke bliver det. Nu så store, at gamle markhegn må pløjes op. Ellers er der ikke plads til, at de gigantiske tankvogne kan komme omkring på marken med deres last af giftig gylle.
Et andet resultat er nedkørte vejkanter og ødelagte rabatter, der påfører kommunerne store ekstraudgifter. Den skæve strukturudvikling, som vi ser den i dag. Hver dag. Året rundt.
Jeg føler trang til at runde denne notits af med landbrugskyndige Neil Young fra den politiske sang “Alabama”:
”Your Cadillac
Has got a Wheel in the Ditch
And a Wheel on the Track”
Det gælder i høj grad også dansk landbrug anno 2023. Cadillac’en er blot udskiftet med en grøn John Deere traktor i overstørrelse. Giftiggrøn, fristes man til at sige.
25. august 2023
* Bæredygtigt Landbrug taber “århundredets retssag”
Interesseorganisationen “Bæredygtigt Landbrug” (BL) har netop tabt “århundredets retssag” mod Miljøministeriet.
Sagen drejer sig kort fortalt om, hvorvidt bekendtgørelse nr. 1175 af 23. juli 2020 om krav om etablering af målrettede efterafgrøder i planperioden 2020/2021 er omfattet af kravet om obligatorisk miljøvurdering efter miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1. Det mente BL ikke, at den var.
Sidste gang BL var i retten, var det professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet, BL havde stævnet i en sag om kvælstofudledning. Dengang var det Stiig Markager, som gik sejrrigt ud af sagsanlægget.
Denne gang var det en sag, som har rødder tilbage til 2018, hvor dansk landbrug med rette følte, de kunne gå på vandet. De havde jo fået regeringsmagten i 2016, reelt nedlagt Miljøministeriet, givet sig selv Landbrugspakken og bemandet vigtige ministerposter med nye landmænd og -kvinder: Lars Løkke, Eva Kjer, Esben Lunde og Jacob Ellemann.
Selve retssagen blev dog først anlagt i 2020, hvor Miljøministeriet underkendte den såkaldte “efterafgrødebekendtgørelse”. Den skulle sikre, at der udledes mindre kvælstof fra de dyrkede markarealer. BL døbte selv sagen “århundredets retssag”.
Efterafgrødebekendtgørelsen skulle ifølge BL overtrumfe Miljøvurderingsloven, hvilket var stridsspørgsmålet i den komplicerede sag. Det ville ifølge Miljøministeriet have umuliggjort fremtidige vandplaner og hindret en “konkret og detaljeret planlægning, som dækkede de sårbare zoner.”
Vestre Landsret henviste under sagen flere gange til eksisterende EU-domme på samme område. Specielt den franske Terre Wallonne-sag fra 2019 refereres der hyppigt til. Et kort citat fra den 22 sider lange retsprotokol:
“Herudover anførte generaladvokaten bl.a., at det følger af VVM-direktivets artikel 8, at der ved meddelelsen af VVM-tilladelser til anlæg til intensiv husdyravl også skal tages hensyn til, om den frembragte husdyrgødning kan opbevares og bortskaffes på passende vis.
Endvidere anførte generaladvokaten, at de rammer, der er fastlagt i nitrathandlingsprogrammet, i hvert fald indebærer, at det skal være muligt at drive anlægget i overensstemmelse med bestemmelserne i programmet, hvorfor der kun bør gives tilladelse til anlæg til intensiv husdyravl på steder, hvor der forefindes tilstrækkelige arealer til udbringning af husdyrgødning.”
18. august 2023
* Dommen
Vestre Landsret har nu efter tre år og flere retsmøder afsagt dom i BL’s sag mod Miljøministeriet. Det skete den 10. august, hvor Miljøministeriet blev frikendt med følgende ordlyd:
“På baggrund af det anførte finder landsretten, at det var med rette, at efterafgrødebekendtgørelsen ikke blev undergivet en miljøvurdering efter miljøvurderingslovens § 8, stk. 1, nr. 1.
Landsretten tager derfor Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og Landbrugsstyrelsens påstand om frifindelse til følge.
Efter sagens udfald skal Bæredygtigt Landbrug i sagsomkostninger betale 30.000 kr. til Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og 30.000 kr. til Landbrugsstyrelsen til udgifter til advokatbistand inkl. moms.”
60.000 kroner plus det løse er billigt sluppet. Det er peanuts mod den samlede årlige landbrugsstøtte, det pt. beløber sig til omegnen af 10 milliarder kroner. Her er der således altid plads til et landbrugsstøttefinansieret sagsanlæg eller to.
Bæredygtigt Landbrug har således tabt “århundredets retssag”, som foreningen havde anlagt mod Miljøministeriet – med såkaldt “biintervention” af den ellers konkurrerende interesseorganisation Landbrug & Fødevarer samt Danske Svineproducenter og Danske Mælkeproducenter.
Jeg måtte lige slå op, hvad “biintervention” egentlig er for noget. En “biintervenient” viser sig at være en tredjepart med retlig interesse i sagen. En tredjepart, som ikke selv har anlagt sagen, men som ved biintervention vil sikre sig, at alle væsentlige aspekter i sagen kommer frem.
Så har man igen lært noget nyt. Og fået yderligere nogle år til at gå med ikke at gøre noget. Vandrammedirektivet fra EU banker på døren, og det danske vandmiljø skal inden 2028 være i “god økologisk tilstand”. Det ændrer dommen intet på.
Men det kommer desværre ikke til at ske. Takket være landbruget og dets interesseorganisationer, som har gjort, hvad de kunne, for at forhale processen.
Med den ene frivillige aftale efter den anden, som ikke er blevet overholdt.
18. august 2023
* Hasarderet Havplan 2
Danmark har netop – i hvert fald tilsyneladende – fået en ny havplan.
Den skulle have været baseret på et maritimt EU-direktiv fra 2014 og en dansk følgelov fra 2016 om maritim fysisk planlægning. Det er den bare ikke. Den skulle ligeledes have været “økosystembaseret” og tage hensyn til de forskellige vandmiljøer. Det gør den bare ikke. Endelig skulle den tage højde for de pågående klimaforandringer. Og det gør den bestemt heller ikke.
Den nye havplan skal ellers erstatte den første og stærkt kritiserede, som erhvervsminister Simon Kollerup (S) nødtvungent måtte trække tilbage igen. Som ellers den første digitale bekendtgørelse nogensinde, hvilket erhvervsministeren var svært tilfreds med og meget stolt over.
Den 7. juni var Folketinget så langt om længe blevet enige om den overordnede ordlyd i en ny og forhåbentlig bedre havplan, der dog ikke lader til at være mere gennemarbejdet end den første. Den indeholder således en passus om ”beskyttede” områder, som ingen desværre helt kan forstå. Ikke engang de politikere, der selv var med til at vedtage Havplan 2.
Helt konkret drejer det sig om Flensborg Fjord, Vejle Fjord og Kalø Vig, hvor der fremover vil være forbud mod brug af bundskrabende redskaber. Et længe næret ønske, som for Flensborg Fjords vedkommende skyldes stærkt pres fra tysk side. I Tyskland har man længe været trætte af og utilfredse med den danske hærgen og skraben i den fælles, iltsvindsramte grænsefjord.
I Vejle Fjord har man også i flere år klaget over muslingeskrabernes hærgen, der har hindret og stadig hindrer en retablering af den ligeledes iltsvindsramte østjyske fjord. Man har sågar forsøgt sig med udlægning af kunstige muslingebanker, som skulle bedre vandmiljøet og ikke blot booste muslingeskrabet.
Endelig er der Kalø Vig, hvor man i mange år har døjet med ulovligt trawlfiskeri i nattetimerne. Lokale beboere kunne fortælle, at udenbys trawlere to og to har trawlet så langt nordpå i vigen, som de overhovedet har kunnet – ryddende alt på deres vej. Det skete i ly af mørket og i de år, hvor Fiskerikontrollen kun var på kontoret fra 8 til 16.
Helt galt gik det imidlertid først, da tidligere MF og forhenværende fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) trods massive protester fra lokalt hold legaliserede muslingeskrab langt op i vigen. Det var dødsstødet for såvel fisk som vandmiljø i Kalø Vig, der i dag på det nærmeste er fisketomt. Og bunden skrabet plan som en P-plads.
Inden da kunne man stadig hente sig en ret torsk i vigen, når ellers bundtrawlerne ikke lige havde været på natligt besøg. Men da først muslingeskraberne fik lov at hærge, blev bunden planeret i en sådan grad, at ingen torsk længere gad være her. Der er jo ingen føde tilbage til dem.
Så sent som i 2019 høstede Wittrup Seafood således næsten 3.000 tons blåmuslinger i Kalø Vig. Intet mindre end en økologisk katastrofe, som Fiskeristyrelsen under Fødevareministeriet havde givet tilladelse til.
Brødrene Wittrup klappede naturligvis i deres små hænder. Deres store havgående Wittrup kapsejler kunne fortsætte for fulde sejl. Med tocifret millionoverskud.
18. august 2023
* Havplan uden horisont
Tangbuskene vokser bestemt ikke op til overfladen i den nye havplan.
Tilsyneladende har ingen i Folketinget nemlig tænkt nærmere over, hvornår det sikkert velmente forbud mod brugen af slæbende og bundødelæggende redskaber skal træde i kraft. Eller også har de netop.
Adspurgt om tidshorisonten får man nemlig svar, der veksler fra straks til om ti år. Det fortæller mediet 8541 om. De har spurgt ind til tidshorisonten for implementering. Og det er mildest talt ikke betryggende, når svarene kommer fra dem, der ellers selv har været med til at udforme planen.
Vi må derfor frygte og formode, at regeringens erhvervsministre med fødevareminister Jacob Jensen (V) i spidsen vil forhale processen mest muligt.
Som de jo allerede har gjort med det forbud mod brugen af bundslæbende redskaber, som den tidligere regering ellers allerede havde vedtaget for hele Lillebælt. Det stoppede Jacob Jensen som en af sine allerførste handlinger som minister.
De positive tiltag fylder således ikke meget i den nye havplan. Til gengæld er der rigtig meget af det negative i planen, der vil gå over i historien som “Hasarderet Havplan 2”.
Den skulle i henhold til lovgivningen være “økosystembaseret” og dermed tage et samlet hensyn til økosystemet i forskellige havområder med individuelle behov for regulering af brugen.
Det gør den så overhovedet ikke, konkluderer professor Stiig Markager. Den nye havplan lever således ikke op til gældende lovgivning og burde derfor være endnu en ommer. Som Simon Kollerups (S) første udkast blev det.
Men lur mig, om ikke Mette Frederiksens magtfuldkomne flertalsregering blæser på dette med. Som de blæser på EU’s Vandrammedirektiv og dets krav om “god økologisk kvalitet” i alle vandområder inden 2028.
Det har vi nemlig ikke en kinamands chance for at nå efter Landbrugspakkens gødningsspækkede gavebod til dansk landbrug.
– Slip algerne løs, lød mantraet.
18. august 2023
* “Som 1’eren så også 2’eren”
Bag dette næsten bibelske citat gemmer der sig en trist sandhed:
På de fleste områder minder Havplan 2 nemlig betænkeligt om Havplan 1, der gav masser af plads til alle mulige og umulige menneskelige aktiviteter på det danske søterritorium. Og meget lidt plads hvis nogen overhovedet til havets naturlige beboere.
Det var jo Venstres Troels Lund Poulsen, der i sin tid tog initiativ til en ny samlet havplan. Og Simon Kollerup (S), der som erhvervsminister rævestolt søsatte den.
Det var ikke miljøministeren. En selvstændig sådan havde Venstres Lars Løkke Rasmussen nemlig bekvemt afskaffet inden da. Og indsat partifællen Esben Lunde Larsen i stedet. Et genialt træk, når man nu som Esben bare ikke vil (det vandmiljø).
Læs meget mere herom i artiklen
“Et Satanisk Mesterværk”
Den nye havplan tager således ikke hensyn til den samlede udnyttelse af et område, men fokuserer udelukkende på den maksimale brug af de enkelte resurser.
Den tager overhovedet ikke højde for, at forskellig udnyttelse af det samme havområde kan have en skadelig samlet virkning på miljøet. En cocktail-effekt som den, man taler om, når det gælder sprøjtegifte.
Det kunne være, hvis man eksempelvis vil klappe giftigt havneslam, dyrke muslinger til konsum og grave sand eller grus i det samme eller nært beliggende hav- eller fjordområder. Da skal det jo gå galt, som det allerede er gået flere steder.
Havplan 2 tager overhovedet ikke skyldigt hensyn til, at forskellige vandmiljøer huser forskellige økosystemer, der nødvendigvis må behandles forskelligt og reguleres på individuel vis. Det har regeringens erhvervsfolk stadig ikke forstået.
Eller også vil de bare ikke, som jo devisen var i Esben Lunde Larsens tid. De fleste politikere burde dog kunne forstå, at der nok er forskel på havmiljøet omkring Læsø og så vandmiljøet i Flensborg Fjord.
Alt sejler således i regeringens nye Hasarderede Havplan 2. Med fri afbenyttelse af resurserne og ophørsudsalg på alle hylder. Alt skal væk.
“What is the Shelf Life of a Beauty Queen?”, som ex-Pink Floyd Roger Waters synger.
Man fristes til at svare med Jim Morrison fra The Doors:
“This is the End”
18. august 2023
* Tilbageblik på et Politisk Forår
Vi lever i en mærkelig tid, hvor intet er, som det engang har været eller stadig burde være.
Vi har således en forsvarsminister, der efter at have været sygemeldt i et halvt år nu må bruge det meste af sin arbejdstid på at forsvare sig selv og sine tidligere handlinger. I stedet for at forsvare det land, der ellers havde gjort ham til netop forsvarsminister.
Vi har samtidig en statsminister, der i modsætning til sin forgænger Lars Løkke Rasmusen ikke vil være statsminister for enhver pris. Tilsyneladende ville hun hellere være generalsekretær for store NATO end statsminister i lille Danmark.
Det kom frem, da hun på selveste Grundlovsdag besøgte vor nære allierede USA og den nuværende præsident Joe Biden. Efter det møde stod det vist klart for de fleste, at her var en statsminister på vej ud af sit gode embede – på jagt efter en international toppost.
Desværre for hende besluttede Joe Biden, at det nok ikke ville være klogt at skifte hest eller generalsekretær midt i vadestedet – midt under krigen mellem Rusland og Ukraine. Så Mette Frederiksen må pænt vente, til parterne får kæmpet færdig i det besatte Ukraine.
I mellemtiden kan vi andre jo så gyse lidt ved tanken om en forsvarsminister og et forsvarsministerium, der på en af sine allerførste arbejdsdage kom helt galt afsted med en beskeden våbenordre på 1,74 milliarder kroner. Milliarder – ikke millioner.
I den forbindelse havde forsvarsministeren ifølge Altinget misinformeret Folketinget hele fire gange, hvilket han allerede har undskyldt for – og efterfølgende tørret af på sit embedsværk.
Præcis hvad han tidligere selv beskyldte statsministeren for – inden hun jo udnævnte ham til forsvarsminister og dermed satte en stopper for den kritik. Mette Frederiksen havde jo på samme måde selv fralagt sig det reelle ansvar og tørret millionerne af døde mink af på sit embedsværk.
Som Faderen så Sønnen. Som statsministeren så forsvarsministeren.
Politiske kommentatorer i snart sagt alle danske medier har påpeget dette adskillige gange. Enhedslistens Pelle Dragsted udtalte senest til Altinget, der nok har beskæftiget sig mest med sagen, at “Ellemann må placere et ansvar eller selv gå af”.
For når man ikke engang kan styre en begrænset våbenordre på 1,74 milliarder kroner, hvordan skal det så gå, når Forsvaret i de kommende år skal investere ikke mindre end 143 milliarder kroner i nyt krudt og nye kugler?
Det er mere end otte gange så meget.
Jeg gyser ved tanken…
11. august 2023
Læs mere i artiklen
* Skydefugle for skud
På mange måder ligner vi jægere og lystfiskere hinanden. Vi lever af og for at slå dyr ihjel henholdsvis over og under overfladen. Oprindeligt for at spise dem. I dag ofte blot for fornøjelsens skyld.
Forskellen er dog, at man som lystfisker har mulighed for ikke nødvendigvis at aflive sit bytte. Man kan nemlig vælge at genudsætte fangede fisk, så de kan leve videre og vokse sig endnu større.
Forhåbentlig da. Ikke alle overlever turen på land. Og nogle vil beskylde os for dyrplageri, når vi på den måde leger med eksempelvis værdifulde gydefisk.
Flere steder er genudsætning dog en simpel nødvendighed, hvis der også fremover skal være lidt fisk at fange – og fisk på gydepladserne.
Man kan også opdrætte og udsætte yngel og ungfisk, som så selv kan vokse sig fangststore på naturlig vis. Den såkaldte bestandsophjælpning.
Mulighed for tilsvarende genbrug og genudsætning har jægerne i sagens natur ikke. Her gælder det jo om at aflive byttet så effektivt og hurtigt som muligt. Ingen smertefulde anskydninger eller kilometerlange blodspor, som giver et dårligt indtryk hos den ikke-jagende del af befolkningen.
Både jægere og lystfiskere har imidlertid det samme problem: Vi er ganske enkelt for mange om buddet. Der er simpelthen for lidt at nedskyde eller fiske efter i den klejne og derfor hårdt trængte danske natur. For få naturlige levesteder for dyr og fisk, der nogle steder allerede er udryddet.
Var det ikke lige for de konstante og massive udsætninger af fugle og fisk, som skaber lidt kunstigt liv at efterstræbe til lands og til vands. Når nu det naturlige miljø er ødelagt af rovdrift, landbrug og industri.
Det er kostbare udsætninger, som desværre får nogle jægere til også at efterstræbe totalfredede arter som ulve som havørne. De ser dem som konkurrenter, der tolder på såvel indhegnede husdyr som dyrt opdrættede skydefugle. Og ikke som en naturlig eller nødvendig del af naturen.
På samme måde ser vi lystfiskere landets mange tusinde sultne skarver som en uønsket konkurrent, når skarverne æder i tusindvis af dyrt opdrættede og udsatte ungfisk af laks og ørred. “Vores” fisk mener vi.
Uden disse massive udsætninger af fisk og fugle ville der næppe være noget tilbage at fiske efter eller drive jagt på i den danske natur, som kun de færreste steder stadig kan kaldes natur. Og dermed er der ingen indtægter til de lodsejere, som disponerer over fiskeret og jagtret. Hvis ikke det var for udsætningerne.
Læs gerne artiklen om “Skydefugle”, hvis du vil vide mere om de flere hundredtusinde fasaner og gråænder, som hvert år opdrættes til udsætning og nedskydning.
11. august 2023
* Sorte gråænder
Tilbage i 2017, da Esben Lunde Larsen (V) var fødevareminister, herskede der en ophedet debat om udsatte “skydefugle”.
Esben Lunde Larsen ville gerne begunstige sine vælgere i landbruget ved at tillade udsætning af langt flere “skydefugle” end hidtil tilladt. Det ville nemlig give lodsejeren, godsejeren og landmanden med jagtretten tilsvarende større indtægter. Solid landmandstænkning og gedigen købmandsregning.
“Skydefugle” er det lidet flatterende, men ganske rammende (!) ord for især fasaner og gråænder, der opdrættes og udsættes i tusindvis – blot for at blive skudt ned igen. Hurtigst muligt, så de unaturligt mange fugle belaster området og dets naturlige fødeemner mindst muligt.
Jægerne har opdrættet og udsat agerhøns, fasaner og gråænder i rigtig mange år. Til ophjælpning af de svindende naturligt bestande. Og for overhovedet at have noget eller nok at skyde efter, når nu det naturlige miljø var afviklet.
Det er en aktivitet, som desværre har taget overhånd de seneste år, hvor den danske natur eller rettere resterne af den er mere forarmet end nogensinde. De gamle markhegn er senest fjernet for at give plads til gigantiske gyllevogne, som ellers ikke kan komme til eller fra markerne med deres giftige last.
Med de massive udsætninger af fasaner og gråænder er jagten således blevet reduceret til samme stade som lystfiskernes Put & Take fiskeri efter udsatte regnbueørreder.
Helt galt er det dog gået med udsætningerne af gråænder i vandhuller og småsøer landet over. Aarhus Universitet (AU) undersøgte sagen tilbage i 2019 og kunne da konstatere, at jægerne havde indberettet 60.000 udsatte gråænder til Miljøstyrelsen.
Men gik AU til Centralt Husdyrbrugs Register (CHR), hvor alle opdrættede dyr i Danmark skal registreres, kunne man hurtigt konstatere, at der hvert år opdrættes 350.000 gråællinger til udsætning.
Næsten seks gange det opgivne antal, hvilket gav anledning til betegnelsen sorte gråænder.
11. august 2023
* Udfasning af udsætning
Efter Aarhus Universitets afsløring af, at danske jægere kun havde indberettet godt en sjettedel af de gråænder, man reelt havde opdrættet og udsat, blussede debatten om det rimelige i overhovedet at udsætte så mange skydefugle – et sekscifret antal opdrættede gråænder – op igen.
Der kom også fornyet fokus på den massive skade, som en årlig udsætning af 350.000 gråænder havde og har på søer og damme i det ganske danske land. De mange gråænder skider helt enkelt de ofte ganske små vandhuller ihjel, som bruges til udsætningerne.
Problemet forværres nemlig af, at jægerne fodrer massivt ved vandhullerne, så skydefuglene ikke flyver til andres og grønnere græsgange, inden man selv når at skyde dem ned.
Jægerne har jo betalt i dyre domme for at opdrætte fuglene til udsætning og efterfølgende nedskydning. De ser derfor helst ikke, at ænderne flyver til andre vandhuller i nabolaget og lader sig skyde ned dér. Det er der dårlig økonomi i.
Den massive fodring resulterer derfor i en helt unaturligt stor forurening og forarmning af vandmiljøet i de mange andedamme. Her bliver vandet uklart, iltfrit og ligner algesuppe. Vandmiljøet er totalt ødelagt.
Den udvikling har mange grønne organisationer længe været grundigt utilfredse med. Det gælder Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Dyrenes Beskyttelse og Friluftsraadet.
De mener alle, at andejagt som udgangspunkt bør baseres på den naturlige bestand af gråænder. Hvilket desværre er urealistisk eller i bedste fald ren ønsketænkning. Hvis der altså skal være økonomi i udlejning af jagtretten.
Og ingen ved jo blot nogenlunde, hvor mange gråænder en naturlig dansk bestand tæller. De 350.000 opdrættede og udsatte gråænder er ikke sådan lige at skelne fra de naturlige gråænder. Det er jo nøjagtig samme art.
Ovennævnte organisationer frygter naturligt nok, at udsatte gråænder kan være årsag til genetisk forurening af den vilde bestand, hvor en sådan stadig måtte eksistere.
Præcis den samme problemstilling har vi med opdræt af laksefisk til bestandsophjælpning. Her her vi dog allerede taget fiskegenetikerne med på råd og opdrætter i dag selektivt på lokale stammer – af samme art.
Endelig påpeger ovennævnte organisationer den massive forurening af vandhuller og søer med ikke mindst fosfor fra fodring af de mange tusinde ænder og deres efterladenskaber.
Problemstillingen er således ikke ny, men er netop nu højaktuel. Det eksisterende udsætningsforlig fra 2017 har netop været på bordet igen, og denne gang er man enedes om at udfase de på mange måder miljøbelastende udsætninger af gråænder i vandhuller.
Udfasningen skal ske over de næste fem år, så opdrættere og jagtudlejere kan nå at vænne sig til den nye virkelighed. Og den nye økonomi. De jordbundne fasaner går ram (!) forbi – i hvert fald i denne omgang.
Læs gerne artiklen om “Skydefugle”, hvis du vil vide mere om de massive udsætninger.
11. august 2023
* Forurening fra Put & Take fiskerier
Inden vi nu kommer alt for godt i gang med at kritisere jægernes hundredtusinder af opdrættede skydefugle, så bør vi nok gribe lidt i egen barm først.
Opdræt af yngel og ungfisk til bestandsophjælpning og som støtteudsætninger foregår naturligvis i ferske dambrug, hvilket resulterer i en vis omend begrænset forurening, vi nok kan se bort fra i en større sammenhæng.
Langt værre er det med Danmarks flere hundrede Put & Take vande, hvortil løbende produceres mange tons fangstklare fisk til udsætning. Vort svar på jægernes skydefugle.
Der produceres og udsættes i dag rigtig mange tons store regnbueørreder i landets mange Put & Take vande. Eksakt hvor mange står ikke klart, men der arbejdes fra forskellig side på en opgørelse over problemets størrelse.
Vi lystfiskere kan dog dække os ind under, at de udsatte fisk kun undtagelsesvis fodres i deres korte liv efter udsætning. Hvad de udsatte skydefugle jo bliver for at holde dem til vandhullerne.
De fleste Put & Take ørreder lærer end ikke at tage naturlig føde til sig, inden de gaber over en krog og havner på land igen. Deres sidste måltid er således i de fleste tilfælde en foderpille.
Langt værre er det imidlertid, at store regnbueørreder opdrættet til udsætning påfører vandmiljøet en stor belastning, inden de er ude af vandet igen.
De allerfleste stammer nemlig fra havbrug, hvor fiskene vokser op i åbne netbure uden den mindste vandrensning. Totalforurening af det omgivende vandmiljø.
Det er en problematik, vi bliver nødt til at forholde os til fremover. Hvis vi skal kunne se omverdenen i øjnene, når vi selv kæmper for rent vand og sunde fiskebestande. For hvordan kan vi samtidig massivt støtte et storforurenende fiskeopdræt, som leverer i tonsvis af store ørreder til vort eget Put & Take fiskeri?
Problemet kompliceres yderligere af, at landets grejbutikker næppe ville sælge ret meget fiskegrej, hvis ikke der var Put & Take vande at fiske i. Vande, hvor der rent faktisk er fisk at fange. Stik modsat de naturlige åer, søer og fjorde, hvor der næppe er naturlige fisk tilbage, som tåler fiskeri.
Én løsning kunne være kun at opdrætte fisk til Put & Take i recirkulerede anlæg på land. Anlæg, hvor man kan rense vandet og dermed sikre en minimal forurening af vandmiljøet.
I udlandet er det flere steder almindeligt, at Put & Take fiskerier opdrætter deres egne fisk selv. Så er de sikre på kvaliteten og kan undgå haleløse fisk i fangsterne.
Ovenstående er et problem, vi ikke undgår at tage stilling til fremover.
11. august 2023
* 173.000 pukkellaks fanget i norske elve
Vi vidste, at 2023 ville blive et stort år for pukkellaksen, hvis antal jo altid topper hvert andet år. Men vi var alligevel ikke klar over, hvor stor årets opgang ville blive i de fortrinsvis nordnorske lakseelve.
I sidste uge lå fangsttallet på 72.000. Det norske Miljødirektoratet har netop publiceret de seneste tal for årets opgang: 173.000 indtil nu.
Der kom for alvor gang i pukkellaksene den 27. juli, hvor de invasive laks nærmest stimede for at komme op i elve som Kongsfjordelva i Finnmarken. Flere hundrede af de uønskede laks gik den dag i fælderne i Berlevåg.
Her har man placeret en ny fælde i elvmundingen, som har vist sig uhyre effektiv. Ikke blot fanger den så godt som alle de fisk, der måtte vandre op i elven – det være sig atlanterhavslaks, pukkellaks eller ishavsrødinger.
Det nye ved fælden er, at den helt automatisk kan identificere og artsbestemme fiskene, så kun pukkellaks bliver holdt tilbage. Kun et enkelt tilfælde af fejlidentifikation er indtil nu registreret.
Lokalt er man ovenud begejstrede for den nye fælde, som på millisekunder fastslår, hvilken fiskeart der er gået i fælden. Pukkellaks bliver sorteret fra, fjernet og slagtet. De går ikke til spilde som tidligere.
Alene i år har fælden fanget mere end 3.500 pukkellaks, som ellers havde været farlige konkurrenter for atlanterhavslaksene på disses gydepladser.
Fælden er udviklet i samarbejde mellem Simula Consulting, som til daglig arbejder med kunstig intelligens (AI), Troll Systems, der er specialister i datatransmission til lands, til vands og i luften. Samt Huawei Norge, der har leveret genkendelsesdelen af systemet, hvilket man har stor erfaring med fra hjemlandet Kina.
Her har Huawei leveret ansigtsgenkendelse til den kinesiske regering, som angiveligt har kunnet bruge det til at identificere muslimske minoriteter blandt uighurerne. Et folkeslag, der tæller op mod 20 millioner mennesker i det vestlige Kina.
Den amerikanske avis Washington Post har i kritiske artikler beskrevet problematikken omkring det uighuriske mindretal, som Kina angiveligt ønsker at eliminere. Uighurerne har tyrkiske rødder og nyder derfor støtte fra Tyrkiet.
Elektronikgiganten Huawei siger selv, at man kun har eksperimenteret med muligheden for at identificere folkeslag. Ikke brugt den i praksis. På mennesker. Kun på fisk.
AI virker efter alt at dømme rigtig godt på russiske pukkellaks.
4. august 2023
* Russiske pukkellaks – i svenske Ätran
Gennem den vestsvenske by Falkenberg løber den internationalt kendte lakseelv Ätran.
Ätran byder på tre fosser af største betydning for elvens oprindelige bestand af atlanterhavslaks. Det er Tullbroforsen, Garvareforsen og Hertingforsen.
Sidstnævnte blev befriet for sine lænker for præcis ti år siden og flyder nu atter frit. Hertingdæmningen blev da sprængt, så elven kunne løbe frit efter 70 år i vandkraftens lænker.
Den unikke Ätran-laks gyder i disse smukke fosser, og den gør det sammen med havlampret, bæklampret og lejlighedsvis også den sjældne majsild. Jeg husker med glæde en fisketur til Garvarefossen sammen med daværende redaktør af “Fiskejournalen”, Olof Johansson.
Vi fangede nu ikke noget, men fokus var konstant på vandstanden. Olof viste mig, hvordan man kunne registrere selv næsten umærkelige ændringer, hvilket fiskene også kunne. Vi checkede løbende overfladespændingen på sten langs bredden. Den viste tydeligt, om vandet var på vej op eller ned. Var det stigende, var det godt for fiskeriet. Sagde Olof.
Miljøet i Ätran er nemlig truet af vandkraft. Periodisk tørlægning og konstant regulering af vandstanden reducerer hvert år den naturlige lakseproduktion i Ätrans hovedløb fra potentielt 70.000 laksesmolt til aktuelt blot 9.000 laksesmolt.
Den konstante 24-timers regulering på Ätrafors kraftværk koster således årligt 61.000 laksesmolt livet. Dette ifølge länsstyrelsen i Halland.
Lakseynglen klækkes om foråret og lever en eller to sæsoner i åen, før de vandrer til deres ynglepladser i Nordatlanten. Her tilbringes de næste 1-3 år med at æde sig store, hvorefter fiskene vandrer tilbage til Ätran for at gyde og sikre slægtens beståen.
Invasive pukkellaks fra Rusland vil i 2023 vandre op i Ätran for at gyde. I hvor stort antal vides endnu ikke. Men lokalt bekymrer årets store indvandring såvel sportsfiskere som lokale myndigheder.
Af flere årsager, som desværre også kan blive relevante herhjemme.
4. august 2023
* Pukkellaksen og vandkraften
Pukkellaksen har en livscyklus, der er helt anderledes end Ätran-laksens.
Den gyder allerede i august eller september, hvor den oprindelige Ätran-laks først gyder sent på året. Når pukkellaksens yngel klækkes i elven om foråret, vandrer yngelen efter blot nogle få uger ud i havet for at vokse sig store.
Normalt vil Ätrans egne laks være bedre tilpasset et liv i netop Ätran, end de invasive pukkellaks vil være det. Men på grund af vandkraften har pukkellaksen fået en konkurrencefordel.
Al yngel af såvel naturligt hjemmehørende atlanterhavslaks som invasive stillehavslaks dør naturligvis ved regulering og periodisk tørlægning af elven. Men yngelen af pukkellaks er kun udsat for dette scenarie i få uger af året. Den har derfor en væsentlig større chance for at overleve, end yngel af Ätran-laksen har.
Hertil kommer, at invasive pukkellaks muligvis også kan sprede sygdomme til atlanterhavslaksen. Hvilket de lokale elselskaber allerede har gjort.
Elselskaberne, som driver vandkraften ved Ätran, har nemlig tidligere udsat laks i Ätran stammende fra Laholm ved Lagan. Laks udsat som kompensation for mistede gydepladser og øget yngeldødelighed. Laks, som desværre var inficeret med den frygtede lakseparasit Gyrodactylus salaris.
Yngelen af atlanterhavslaks har en meget høj dødelighed, når de smittes af Gyrodactylus. Pukkellaksen derimod klarer sig bedre, fordi dens yngel hurtigt vandrer ud i havet.
Der er således al mulig grund til at være på vagt over for de russiske pukkellaks i såvel Sverige som potentielt også Danmark.
Læs mere om invasive pukkellaks i artiklen her.
4. august 2023
* 27.655 døde pattegrise – om dagen
Den danske gris har det skidt. Selv alverdens penicillin kan ikke holde den i live. Det vidner 10.094.075 døde pattegrise årligt om. Et dugfriskt tal, der stammer fra Landbrug & Fødevarer.
Mere end 10 millioner smågrise dør således hvert eneste år i de store danske svinefabrikker, der ikke har det mindste med landbrug at gøre. De er rene kødmaskiner i store industrielle komplekser.
Nogle pattegrise dør af simpel sult. Deres mor er nemlig født med færre patter, end hun selv føder grise til. Seneste videnskabelige opgørelse fra landbrugsorganisationen Sedges viste således, at 50 procent af søerne havde mindst 14 patter, mens kun 10 procent havde mindst 16 patter.
Selv 16 patter batter ikke meget i kuld med gennemsnitligt 20 grise, der jo alle skal have noget at spise. Der er således mindst fire, som må faste, hvis de ikke får hjælp. Og det er der ikke tid til blandt millionerne af smågrise. De må derfor dø. Det er det billigste.
Andre pattegrise bliver mast ihjel i de trange båse, som deres mødre tilbringer hele deres korte liv i. Atter andre bliver syge af noget, som penicillin og tungmetaller i foderet ikke længere kan kurere.
Således tilsættes svinefoder i dag store mængder zink og kobber, som skal holde diarré hos pattegrisene i skak. Et selvskabt problem, der skyldes alt for tidlig fravænning fra moderen og en deraf følgende nedsat naturlig immunitet.
Overskydende tungmetaller havner siden med gyllen på danske marker, hvorfra det fortsætter ud i vandmiljøet. Til først overfladevand og siden grundvand.
De ti millioner pattegrise ender deres ultrakorte og meningsløse liv på Daka og tilsvarende steder, hvor de bliver til kød- og benmel eller ender som biodiesel i tanken på diverse køretøjer. Kom et svin i tanken. Fortidens tiger et blevet til en gris.
Men ikke nok med det. Undervejs har de ti millioner pattegrise belastet klimaet massivt med deres CO2-udledninger. De har sammen med deres mødre og søskende produceret enorme mængder gylle, som i overmål havner på danske marker og herfra lækker til grund- og overfladevand.
Det er således millionerne af små og store grise, levende som døde, der ligger til grund for algeblomst, iltsvind og bundvendinger, som lige nu er ved at tage livet af vore fjorde.
4. august 2023
* Patter, der batter
Det kan lyde plat og primitivt, men det er så sandt som noget. Det er virkelig patter, der batter i denne sag.
Landbruget ved godt, at den er gal. For det har den været i adskillige år, og det er aldeles selvforskyldt. I de sidste tre årtier har landbruget nemlig målrettet fremavlet søer, som får næsten dobbelt så store kuld som tidligere.
I perioden 1992-2020 er antallet af pattegrise i et kuld således steget fra 12 til 20. Det gennemsnitlige antal patter på en moderso er blot 14, så allerede her ser man ubalancen og en af grundene til de årlige ti millioner dødsfald i svinestaldene.
Tilbage i 2014 forpligtede danske svineavlere sig ellers til at nedbringe denne dødelighed til 16 procent inden 2020, men som med alt andet frivilligt i dansk landbrug, så er der intet sket.
I sig selv er en dødelighed på 16 procent et absurd højt tal. Det er således næsten hvert sjette pattegris, der dør. Men selv det synes uopnåeligt lavt, når man ser på virkeligheden.
Ifølge Landbrug & Fødevarer er dødeligheden for danske pattegrise i stedet steget – fra 21,8 procent i 2013 til 23,3 procent i 2022. Hver fjerde eller femte pattegris dør stadig. Der er således rigtig langt ned til de aftalte 16 procent.
Frivillige indsatser nytter intet over for dansk landbrug. Det så vi nok tydeligst i 2016, da den daværende Venstre-regering med Lars Løkke Rasmussen i spidsen gav sig selv og sine landbrugsvælgere lov til at bruge mere gødning på markerne.
Trods ellers vor tiltræden af EU’s Vandrammedirektiv tilbage i år 2000, hvor vi lovede hinanden et “godt vandmiljø” inden 2028. Nu få år efter Landbrugspakken sidder vi så til halsen i algesuppedasen.
Leveret af landbruget, som stadig ikke har efterlevet sin egen Landbrugspakke og dens mange mini-vådområder.
Men den ekstra gødning? Den er for længst spredt ud.
4. august 2023
* Norske laksesmolt til russiske havbrug
Det kan godt være, at Norge er medlem af NATO, som jo forsyner Ukraine med våben i kampen mod det Rusland, der for mere end et år siden aldeles uprovokeret invaderede og besatte dele af landet.
Men det forhindrer ikke norske lakseopdrættere i at producere og levere norske laksesmolt til russiske havbrug højt mod nord. Mod behørig betaling. Det er i hvert fald det, der sker på Kola lige nu. Her opdrætter et tilsyneladende norsk kontrolleret firma nemlig russiske tamlaks på norske laksesmolt.
Norske iLaks fortæller, at opdrættet hos Russian Aquaculture sker i militært farvand på russisk grund nær atomubådsbasen i Murmansk. Så det er bestemt ikke et sted, hvor man bare lige kigger indenfor. Der skal de rigtige (militære) forbindelser til.
Transporten af små og store laks går imidlertid flere veje. Således er færøske Bakkafrost i dag en af de største producenter af tamlaks til det store russiske marked. Eksporten af færøske tamlaks er nu så stor, at indehaveren Regin Jacobsen siden Ruslands invasion af Krimhalvøen tilbage i 2014 er blevet til Danmarks 33. rigeste mand.
Læs meget mere herom i denne artikel fra magasinet Zetland. Der ligger et stykke imponerende research bag den meget lange tekst, som Mathias Mencke har forfattet. En af de mest læseværdige artikler, jeg har set i meget lang tid:
https://www.zetland.dk/historie/s8RWNaP6-a8l4XGdY-46c2a
På Færøerne rimer Penge derfor på Putin, og blodsmag i munden er man jo vant til fra de årlige grindedrab, der kritiseres verden over.
Økonomisk set minder situationen lidt om det moderne Esbjerg, der jo blev grundlagt på en lukrativ fiskehandel med den tyske værnemagt under Anden Verdenskrig. Datidens D-Mark var jo stærk valuta, og en kasse friske rødspætter fra Nordsøen kunne man vel altid eksportere uden at blive kaldt værnemager.
Fysisk set er udviklingen i de seneste år desværre gået den modsatte vej. Nu eksporterer Rusland nemlig laks til hele Europa. Nu har invasive russisk-udsatte pukkellaks nemlig bredt sig til og invaderet især nordnorske lakseelve i et omfang, der kan true den naturligt hjemmehørende atlanterhavslaks på livet.
Den ulovlige russiske indvandring stiger år for år – med en naturlig top hvert andet år. Som er netop i år.
28. juli 2023
* 72.000 invasive russere fanget
Så sent så i sidste uge kunne vi her på “Aktuelt”. fortælle, at man i Norge allerede da havde fanget 15.000 af de strejfende russere.
Siden da er det gået hurtigt med opgangen, der topper hvert andet år – i 2021 og igen her i 2023. I skrivende stund kan den norske klima- og miljøminister Espen Barth Eide således meddele, at man indtil nu har fanget 72.000 russiske pukkellaks på vej op i de nordnorske elve.
Direktør Torfinn Sørensen fra Miljødirektoratet sammenligner årets opgang med 2021, der var nyt norsk rekordår for fangst af pukkellaks. Han glæder sig dog over, at man i år er lykkedes med at fange og fjerne langt flere laks fra elvene end sidst.
De gamle fælder er blevet justeret, og helt nye fældetyper er kommet til, som er mere effektive end de gamle. I år har man således sat flere end 30 nye fælder op for de illegale russiske indvandrere.
Alene i den lille Vesterelva i Nesseby har fælderne fanget flere end 13.000 pukkellaks og dermed hindret en økologisk katastrofe på gydepladserne. En enkelt dag gik næsten 5.000 pukkellaks i fælderne her. I Vestre Jacobselv, som tidligere lå på førstepladsen, er der indtil nu taget over 11.000 laks – i Neiden lige så mange.
Det er således en truende økologisk katastrofe, som de uansvarlige russiske udsætninger har medført længst mod nord i Norge.
Stillehavslaks hører til i Stillehavet. Ikke i det nordlige Atlanterhav.
28. juli 2023
* Hvide hajer spottet i Nordsøen
I hvert fald i den sydlige del omkring engelske Devon, som ligger længst mod vest i Den Engelske Kanal. Det er længere nordpå og østpå end hidtil, hvor den store hvide haj fortrinsvis har vist sig længere mod syd og vest, langt ude i det åbne Atlanterhav.
Men de nye fund kommer ikke bag på forskerne. De har længe været vidne til, at flere og flere fiskearter i takt med den globale opvarmning har bevæget sig nordpå mod koldere vand. Og nu ser det så ud til, at turen også er kommet til den store hvide haj, vi alle kender og nogle frygter fra gyserfilmen “Jaws”. Den skal vi nok fremover regne med at kunne træffe på vore egne breddegrader.
I vor del af Nordsøen har det indtil nu været hvidhajens nære slægtning sildehajen, der har været topprædator. De to hajarter er nært beslægtede og ligner hinanden ganske meget af kropsform. Blot kan den store hvide haj blive en hel del større. Og den er ikke nær så god at spise som sildehajen.
Sildehajen hører sammen med den store hvide haj og makohajen fra de varmere have til sildehajerne, der alle er store hurtigsvømmere med et højt stofskifte.
De deler alle en avanceret varmevekslerfunktion, der gør sildehajerne mere varmblodede end det omgivende vand. Op mod 10 grader varmere kan de være. Koldt vand i såvel Atlanterhavet som Stillehavet er således ingen begrænsende faktor for hvide hajer.
Hvor sildehajen med det latinske artsnavn Lamna nasus kan blive op mod 250 kg tung og 3,5 meter lang, kan den store hvide haj Carcharodon carcharias blive op til 7 meter lang og veje op mod 2.000 kg.
Jeg skal sent glemme den dag på Cuba, hvor jeg stod øverst på skibets flying bridge og kiggede ned i det koboltblå Karibien. Der var to kilometer vand under kølen, da en 6-8 meter lang og lysebrun hvidhaj roligt krydsede under båden – synlig på begge sider samtidig.
Da holder man ekstra godt fast i søgelænderet. Så knoerne bliver hvide.
Og da oplevede jeg for første gang, hvad hajfeber er…
28. juli 2023
* Narkohajer med næse for kokain
Hajer har typisk et lidt dårligt syn, men til gengæld en uhyre veludviklet lugtesans. Blod i vandet kan således lugtes på mange sømils afstand og guide hajerne mod såret bytte.
Hvor synscentret hos benfisk fylder langt mere en lugtesansen, gælder det stik modsatte derfor hajerne, hvor lugtesansen suverænt fylder mest af hjernen.
Kombinerer man hajernes formidable lugtesans med et overordentlig veludviklet system af elektroreceptorer i huden, da forstår man, hvorfor hajer ikke behøver nogen veludviklet synssans.
Man forstår også, hvorfor hvide hajer tilsyneladende kan få smag for hvidt pulver, som havner i vandet. I hvert fald har amerikanske forskere senest bemærket, at nogle hajer opfører sig anderledes, end de plejer at gøre, i farvandet ud for Florida.
Specielt øgruppen The Keys, der strækker sig helt ned mod Cuba, har tiltrukket sig opmærksomhed. Her har man registreret en adfærd, som man ikke hidtil har set hos hajer. Hajer, der normalt plejer at være menneskesky, bliver pludselig mere nærgående og aggressive. Ja, man taler ligefrem om, at de kan virke synligt forvirrede.
Netop farvandet omkring The Keys er en af de vigtige smuglerruter for især kokain fra lande som Columbia i Sydamerika. Her er der en livlig smuglerftrafik med fly og skib, som overvåges nøjes af de amerikanske myndigheder – især den lokale Coast Guard, som Kystvagten hedder.
Her er det nemlig ganske almindeligt, at store sække med kokain kastes i vandet. Enten for at blive samlet op igen af modtagerskibe. Eller dumpet som belastende bevismateriale, dersom skibene er på flugt fra Kystvagten.
28. juli 2023
* – Hammerskæve hammerhajer?
Lige nu spekulerer amerikanske forskere på, om den mærkelige opførsel hos eksempelvis hammerhajer mon kan skyldes nærkontakt med dumpet kokain.
Hajer er jo kendt for at bide sig frem i stedet for at føle sig frem. Og der skal ikke mange hajtænder i plastemballagen til, førend den hvide kokain lækker ud i Karibiens koboltblå vand, trækkende et kilometerlangt duftspor efter sig. Lokale hajer kan måske blive både høje og skæve af at sniffe den.
Det lyder som en god (science fiction) historie, men den ser ud til at have mere substans end som så. Discovery kanalen har i hvert fald taget temaet op i deres årlige Shark Week, som netop er startet. Den 23. juli 2023 for at være helt præcis.
I bekræftende fald dokumenterer historien bedre end meget andet, at menneskets kemiske påvirkning nu er nået ud på det dybeste vand i de største oceaner. Måske med skæve hajer som det synlige resultat.
Kystvagten i Key West kan fortælle, at man hver uge finder frit drivende pakker med det fineste kokain. Så meget, at nogle hajer måske kan blive afhængige af en bane i ny og næ…
Og måske vi herhjemme skal vænne os til, at vore egne sildehajer fremover opsøger hollandske bomtrawlere og kokainsmuglere, når disse bytter salte fisk med hvidt pulver ud for den jyske Vestkyst?
Det er i sandhed en spændende tid, vi lever i. Hvor det ikke kun er den globale opvarmning, som truer.
28. juli 2023
* Tyve år med Universitetsloven
Den kom i 2003, og skaderne er ikke ovre endnu. Vi taler om universitetsloven, som statsminister Anders Fogh Rasmussen og videnskabsminister Helge Sander, begge Venstre, lancerede for eksakt 20 år siden.
Jeg havde selv slået mine folder i universitetsmiljøet, men nåede heldigvis væk inden 2003. Heldigvis, for herefter blev der stille og roligt sat flere og flere spørgsmålstegn ved troværdigheden af dansk forskning. Ofte desværre med rette.
I starten lød baggrunden for den nye universitetslov såmænd ganske fornuftig og troværdig – omend lidt religiøs i sin karakter.
Fostret og udtænkt af statsminister Fogh Rasmussen, som med en streng opvækst og baggrund i den nordjyske landsby Skals ikke havde megen respekt for den tids forskning og forskere. Dem kaldte han med afsky for smagsdommere.
Det skulle de fortryde, og det kom de til med den nye lov. Universiteterne var i de første år lidt usikre på, hvordan loven skulle implementeres – når man nu var forsker og vant til fri grundforskning uden forud udpegede mål.
Forskning, som jo indtil da kun havde resulteret i danske småopdagelser som elektromagnetismen, atomkraften og den allesteds nærværende natrium-kalium pumpe. Den slags var der ikke megen fremtid i, mente Anders Fogh Rasmussen og hans trofaste væbner, videnskabsminister Helge Sander.
Sidstnævnte udtænkte derfor et helt nyt slogan for fremtidens målrettede forskning, og det skulle vise sig at ramme hovedet på sømmet:
”Fra forskning til faktura”.
21. juli 2023
* “Fra forskning til faktura”
Mere klart og tydeligt kunne det næppe være udtrykt.
Man kan levende forestille sig begejstringen i regeringskontorerne, da man fik det helt nye mantra at arbejde efter. Kort og præcist. Et budskab, alle kunne forstå.
Der skulle nu tjenes penge på landets hidtil så kostbare universiteter, der fremover skulle drives som selvejende økonomiske virksomheder. Med bestyrelser rummende erhvervsfolk og blå tal på bundlinjen.
Universiteterne skulle ikke længere koste samfundet penge. De skulle give overskud. Og hurtigt omsættelige forskningsresultater.
Man kan også levende forestille sig den tilsvarende mangel på begejstring hos landets universitetsforskere. De var vant til frihed i deres forskning, og den frihed var nu i overhængende fare. Frihed til den grundforskning, som er fundamentet for den moderne verden, vi lever i.
Næppe nogen universitetsledelse havde haft faglig indsigt nok til at bede Albert Einstein udvikle sin relativitetsteori. Eller Niels Bohr om at definere kvantemekanikken. Den slags kommer kun af basal grundforskning, hvor man ikke har noget andet mål med sin forskning – end bare at blive klogere på verden.
Hvad så resultaterne bagefter bliver brugt til, er en helt anden sag. Med atomkraften som det lysende og mest indlysende eksempel.
Helge Sanders mundrette slogan vandt hurtigt indpas. Ikke hos universiteternes forskere, men i universiteternes ledelser. Her drejede det sig nu næsten udelukkende om at generere overskud på driften. Jo større overskud desto større succes for universitetet.
Mange steder var man så begejstrede for det nye koncept, at man i farten fik byttet om på rækkefølgen. At fakturaen blev skrevet, længe før forskningen var udført eller sågar påbegyndt.
Det første og måske stadig værste eksempel var den nu nærmest legendariske “oksekødsrapport” fra Aarhus Universitet.
21. juli 2023
* Oksekødsrapporterne
Ordet “oksekødsrapport” er siden blevet synonym for tilsyneladende uvildige rapporter fra tilsyneladende neutrale offentlige institutioner såsom universiteterne.
Oksekødsrapporten fra Aarhus Universitet er blevet det lysende eksempel på en styret, betalt og misbrugt forskning. På det nye fænomen “Fra faktura til forskning”.
Det var en rapport, der frikendte oksekød for unødig klimabelastning, og som efterfølgende blev citeret vidt og bredt. Til stor glæde for kvægavlen, der jo havde bestilt netop det.
Desværre viste det sig efterfølgende, at rapporten ikke blot var finansieret af den offentlige Kvægafgiftsfond og dermed af landbruget. Dele af den var sågar også skrevet af dem. Her var ingen nemlig interesseret i sandheden.
Rapporten var samtidig en del af et projekt ledet af interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer (L&F) – med deltagere fra L&F selv samt kødgiganten Danish Crown.
Hele kødsektoren var under stærkt pres på grund af kødproduktionens massive negative effekt på klimaet. Oksekødsrapporten skulle derfor bruges til at give netop oksekød et bedre image hos befolkningen. Godt sminket, så det kunne glide lettere ned.
Netop derfor blev forsiden af rapporten et folkeligt billede af en saftig burger, godt garneret med frodigt grønt, som kunne løfte indtrykket af sundhed lidt.
Bedraget blev imidlertid opdaget, og det indbetalte pengebeløb måtte efterfølgende betales tilbage igen – til Kvægafgiftsfonden med flere bidragydere. Og som noget hidtil uhørt blev hele rapporten trukket tilbage. Da det var for sent.
Med oksekødsrapporten fra danske landbrugsforskere havde Aarhus Universitet solgt ud troværdigheden i en sådan grad, at man var nødt til at trække hele rapporten tilbage. Troværdigheden kunne man imidlertid ikke genoprette.
Begrebet “oksekødsrapport” var nemlig kommet for at blive. For der viste sig at være adskilligt flere af dem…
21. juli 2023
* “Fra faktura til forskning”
Dagbladet Information gravede efter oksekødsskandalen videre i de mange andre rapporter fra Aarhus Universitet (AU).
Her fylder landbruget nemlig rigtig meget efter fusionen med de oprindelige universiteter. Det var således den jyske muld, som var fulgt med indendøre og her havde kontamineret universitetsgangene.
Dagbladet Information fandt under dette gravearbejde endnu flere graverende fejl. Det endte til sidst med, at AU’s ledelse selv valgte at kigge universitetets rapporter efter i sømmene. For nu at se, om kritikken virkelig holdt stik. Om der var noget fundamentalt galt med arbejdsgangen og finansieringen.
Det var der. AU konkluderede efterfølgende selv, at de havde fundet fejl og mangler i 34 ud af 55 rapporter udarbejdet af Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug (DCA) ved Aarhus Universitet. Næsten to tredjedele af alle undersøgte rapporter.
Det var rapporter, som Aarhus Universitet havde fået ekstern finansiering til udarbejdelse af i løbet af de seneste fem år. Et hårdt slag mod AU’s troværdighed, der stadig lider, når det gælder landbrugsforskning.
Typisk drejede det sig om AU’s landbrugssektor, der aldrig har beskæftiget sig med fri og uvildig forskning. Det har ikke haft deres interesse, og det så vi nu resultaterne af. Fra faktura til forskning ligger tilsyneladende mere til landbruget, end Sanders oprindelige og omvendte mantra lagde op til.
Ved selv at undersøge og påpege de mest graverende fejl undgik Aarhus Universitet et hav af nye aktindsigter og graverende spørgsmål.
AU blev efterfølgende kritiseret for, at en uvildig undersøgelse efter al sandsynlighed ville have afsløret endnu flere oksekødsrapporter. End dem, AU nu selv havde fundet frem til og påpegede.
Formålet med det oprindelige oksekødsprojekt havde ellers været officielt at levere en fagligt funderet og uvildig analyse af oksekøds klimabelastning.
Det lykkedes landbrugets “forskere” på Aarhus Universitet så desværre ikke med.
21. juli 2023
* Gigantisk sojaimport
Danmark har i forhold til sin ringe fysiske størrelse og høje befolkningstæthed en af verdens største animalske produktioner – næsten udelukkende med eksport for øje. Og derfor importerer vi store mængder af især soja til dyrefoder.
Vi producerer i Danmark omkring seks gange så mange fødevarer, som vi selv kan spise. Og vi har derfor brug for flere gange det dyrefoder, vi selv kan producere.
Og det stopper ikke her. I dag kan man således læse i LandbrugsAvisen, at en dansk landmand netop er gået i gang med at bygge svinestalde til 30.000 nye svin. Der jo alle skal have noget at vokse på. Og som jo alle producerer mere gylle til marker og vandmiljø.
Flere og flere danske marker er derfor omlagt fra korn til konsum til produktion af foderafgrøder som raps og majs. Med tilhørende gødskning og giftsprøjtning for at optimere udbyttet. Samt udvaskningen fra de gødede marker og sprøjtede afgrøder.
Især fodermajs udgør et problem for det i forvejen hårdt belastede danske vandmiljø. Majs er nemlig notorisk dårligt til at holde på de tilførte næringsstoffer. Dyrkning af majs til svinefoder resulterer derfor i en højere udvaskning af de uønskede næringsstoffer – primært kvælstof – til vandmiljøet.
Den bedste afgrøde med den mindste udvaskning til omgivelserne er græs. Grønt græs, som derfor burde vokse i alle kystnære områder og på alle lavbundsjorder, der ikke allerede er taget ud af drift.
Det er netop dette grønne græs, som dansk landbrug i forgangne forårs tørke søgte om lov til at høste på arealer, der ellers var taget ud af drift.
Landbruget manglede som altid foder til de alt for mange husdyr. Og vand til alle de for længst drænede og tørlagte marker, som nu må kunstvandes med oppumpet grundvand. Ofte midt på dagen i bragende solskin, hvor fordampningen er allerhøjest.
Læs meget mere i artiklen om “Soja-alliancen”, der er sørgeligt aktuel i disse iltsvindstider.
21. juli 2023
* Vandprøver og faunaundersøgelser
Da det i foråret viste sig, at der løb forurenet vand fra Nordic Waste fabrikken ved Ølst Bakker syd for Randers og direkte ud i Alling Å, var det i starten vanskeligt at få opmærksomhed omkring emnet.
Det var svært overhovedet at påvise nogen forurening, når nu myndighederne ikke selv var interesseret i at gøre noget. Ikke havde taget vandprøver og tilsyneladende heller ikke ønskede at gøre det.
Da der endelig kom regulære vandprøver på bordet, turde prøvetagningsfirmaet selv ikke konkludere noget på det. De skulle ikke nyde noget, da der jo stod lokale arbejdspladser og måske kommende opgaver til dem selv på spil.
Problemet er forståeligt nok, hvilket denne lille artikel søger at belyse. Vandprøver er nemlig svære at blive kloge af – specielt da i vandløb som her Alling Å.
Når man skal undersøge vandkvaliteten i et vandløb – enten periodisk eller efter en akut ulykke – kan det gøres på to måder:
- Man kan tage en vandprøve, som siden analyseres af et godkendt laboratorium. Eller:
- Man kan lave en faunaundersøgelse, hvilket kan gøres summarisk i felten. Eller udførligt hjemme i laboratoriet.
Begge metoder har fordele og ulemper. Læs mere om begrænsninger og muligheder i artiklerne herunder, der har fokus på den hårdt trængte østjyske Alling Å.
Den delvis naturgenoprettede Alling Å løber ud i Randers Fjord og Kattegat via den lavvandede Grund Fjord. Den ender som også Gudenåen i Naturpark Randers Fjord.
ulnits.dk/biologi/vandproever-og-faunaundersoegelser/
ulnits.dk/biologi/grund-fjord/
14. juli 2023
* 15.000 invasive russere fanget i Finnmarken
Så fanges der igen pukkellaks i de nordnorske elve, hvor den invasive og aldeles uønskede fiskeart allerede præger årets laksefiskeri. Især længst mod nord.
I 2023 er der således indtil videre fanget 14.701 pukkellaks i norske lakseelve. Det viser opdaterede tal fra den norske Miljøstyrelse. Næsten alle er fanget i elve i Finnmark. Vestre Jakobselv har den suverænt største fangst med 6.063 pukkellaks. Munkelva følger med 2.817 fisk og Repparfjordelva med 2.592 fisk.
Pukkellaksene stammer fra russiske udsætninger i Hvidehavet, der fra naturens hånd kun huser atlanterhavslaks. Selv så langt sydpå som i Danmark har vi tidligere oplevet opgang. Af strejfende pukkellaks. Heldigvis i stærkt begrænset omfang, men alligevel overraskende, den store afstand fra Nordnorge til Syddanmark taget i betragtning.
Pukkellaksen, hvis latinske artsnavn er Oncorhynchus gorbuscha, er med en gennemsnitsvægt på under 2 kg den mindste af de fem (seks) arter af stillehavslaks.
Det er samtidig den suverænt talrigeste af alle laksene. Opgangen topper typisk hvert andet år, hvor millioner af pukkellaks søger op i elve på begge sider af Stillehavet.
Hvis du vil vide mere om pukkellaks, både den i Stillehavet naturligt forekommende laks og den i Atlanterhavet invasive russer, kan du læse artiklen herunder. Den omhandler alle stillehavslaksene:
ulnits.dk/biologi/stillehavslaks/
14. juli 2023
* Diquat, Danmark og DN
For fjerde år i træk har Miljøministeriet givet danske kartoffelavlere dispensation til at bruge giftstoffet Diquat. Et stof, der ellers er forbudt i hele EU og har været det siden 2019.
Diquat er aktivstoffet i giften Reglone, præcis som Glyphosat er aktivstoffet i sprøjtegiften Roundup. Diquat er forbudt, da det kan give nerveskader. Det forbindes ligeledes med sygdommen Parkinsons, der jo også er nervebaseret.
Såvel Reglone som Roundup virker gennem nedvisning af planterne, hvis fortsatte fotosyntese blokeres. De grønne planter visner og efterlader gule eller orange marker.
Ifølge EU-bestemmelser kan medlemslande kun dispensere for fælles forbud, dersom der opstår en ekstraordinær situation. Og det er ikke tilfældet her, mener man i Danmarks Naturfredningsforening.
Præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding kalder Miljøministeriets dispensationspraksis for uhørt:
– Jeg mener, at det er fuldstændig uhørt, at ministeriet tilsyneladende serie-dispenserer til brug af den her gift, selvom den er forbudt i EU.
– Det ligner efterhånden mere reglen end undtagelsen, at ministeriet giver landbruget dispensation til at bruge Reglone, der i øvrigt er forbudt, fordi det er hamrende farligt for mennesker og andre levende væsener, siger Maria Reumert Gjerding og fortsætter:
– Når der år efter år bliver givet dispensation, så står det klart for enhver, at der ikke længere er tale om en nødsituation. Så er der tale om en fast praksis. Det er præcis det, som Rigsrevisionen tidligere har kritiseret, at de her dispensationer kommer per automatik, hver gang der bliver søgt.
– Men kritikken er åbenbart prellet fuldstændig af på miljømyndighederne, for det ligner med vores øjne, at man fortsætter ufortrødent med at opfylde landbrugs- og kemikalielobbyens ønsker, fremfor at vægte hensyn til mennesker og natur højere. Det er under al kritik, slutter præsidenten.
Den danske Miljøstyrelse påstår, at Diquat sagtens kan bruges sikkert. Styrelsen mener ligeledes, at danske kartoffelavlere ikke kan finde alternativer til at nedvisne kartoflerne. Selv om man har kendt til forbuddet siden 2018 og derfor haft tid nok til at finde alternativer. Hvilket man har kunnet i andre EU-lande.
– Når man i udlandet kan klare sig uden den her gift, så kan man nok også i Danmark, mener DN’s præsident. Og det kan man jo kun give hende ret i.
Vi er vel næppe dårligere landmænd i Danmark end i andre EU-lande?
14. juli 2023
* Bixlozone – det nye Glyphosat?
Efter flere års kamp i og uden for retssale verden over ser det nu ud til, at giftstoffet Glyphosat, der er aktivstoffet i ukrudtsmidlet Roundup, er på vej ud.
EU-politikerne “gider ikke pisse Glyphosat” længere, som det så bramfrit er blevet udtrykt fra Bruxelles. I hvert fald fra det fremmelige Parlament, hvis medlemmer alle havde Glyphosat i urinen. Den mere bagstræberiske Kommission fortsætter gerne lidt endnu.
Kræfttilfælde, dødsfald og milliardstore erstatninger har sat Glyphosat i et dårligt lys – ikke mindst for producenten Monsanto, der i årevis har tjent endnu flere milliarder på at forurene jord og vand med det effektive giftstof. Selv grundvandet, hvor det ifølge producenten selv slet ikke burde kunne komme ned.
Men det kunne og kan det, og derfor kan vi kun håbe på, at Glyphosat snart bliver forbudt i hvert fald i civiliserede I-lande som i EU. U-landene skal nok regne med at kunne sprøjte med Roundup i flere år fremover. I hvert fald indtil planterne også dér har udviklet resistens over for midlet.
Men frygt ikke. Giftindustrien har naturligvis en effektiv afløser på vej. Og som danskere kan vi være stolte af, at den sandsynlige afløser er udviklet af og allerede produceres hos FMC (det gamle Cheminova) på Rønland i det yderste Vestjylland. Hvor PFAS for øvrigt fortsat vælter ud i stride strømme. Med myndighedernes fulde velsignelse.
Bixlozone hedder glyphosatens mulige afløser, der allerede sælges i Australien under navnet “Isoflex active”. Den stammer fra Isoxazolidinone familien af plantegifte, hvilket garvede kemikere vil nikke genkendende til. Den virker nemlig også ved nedvisning. Præcis som Glyphosaten i Roundup.
Aktivstofferne i såvel Glyphosat som Diquat og nu senest Bixlozone fungerer blandt andet ved at blokere fotosyntesen og dannelsen af nødvendige aminosyrer i de uønskede planter.
Ifølge FMC er F9600 Bixlozone klar til at tage over, hvor og når Glyphosat med flere andre plantegifte måtte give op. På grund af udviklet resistens. Bixlozone planlægges ifølge FMC registreret og godkendt til brug i Europa, Sydamerika og Asien.
Den 11. marts 2020 annoncerede den danske Miljøstyrelse på deres hjemmeside, at FMC Agricultural Solutions A/S havde søgt om miljøgodkendelse til at producere et plantebeskyttelsesmiddel ved navn F9600 (Bixlozone), i det eksisterende PMG-produktionsanlæg på Rønland. Det tidligere Cheminova.
Miljøstyrelsen meddelte i den forbindelse, at “henvendelse på baggrund af denne annonce skal være modtaget senest den 1. april 2020.” Ikke mange dage til mulig indsigelse. Tyve for at være helt præcis.
Det skal under alle omstændigheder blive spændende at følge, hvorvidt Bixlozone bliver Glyphosatens afløser. Om Bixlozone har uønskede og uventede bivirkninger, hvilket Glyphosat jo i rigt mål har vist sig at have.
14. juli 2023
* Det Europæiske Regionsudvalg
Det Europæiske Regionsudvalg (ERU) ønsker sig en bedre Havlov. ERU har istemt klagesangen over de manglende eller mangelfulde initiativer fra medlemslandene.
ERU har derfor fremlagt en række forslag, der netop sigter mod at beskytte havmiljøet og genoprette havenes økosystemer. ERU efterlyser i den forbindelse en ny EU-havlov, der skal udstikke kursen på lang sigt med målbare mål og frister for at sikre, at økosystemerne i havene beskyttes og genoprettes.
Lokale og regionale ledere foreslår helt konkret etablering af en havfond, hvis midler skal bruges til at gøre søtransporten kulstoffri. De opfordrer ligeledes til, at man fjerner undtagelsen i energibeskatningsdirektivet for brændstof, der anvendes i fiskeriet. Blåt brændstof blandt venner.
ERU opfordrer desuden Kommissionen til at foreslå banebrydende nye regler om kvoteforpligtelser for genanvendt kvælstof og fosfor på EU-markedet. Dette som led i indsatsen for at mindske udslip af næringssalte til havene i EU, standse algevæksten og mindske spredningen af områder med død havbund. ERU udtaler afslutningsvis følgende:
“Havene og klimaet er to sider af samme sag. Klimaet kan ikke reguleres uden sunde have. Derfor skal klimaloven suppleres af en havlov med mål og frister for forbedring af havmiljøet.
Havforurening er et globalt problem, og alligevel er det lokal- og regionalsamfundene, som bærer den største byrde.
Vi er nødt til at kickstarte tiltagene for at frigøre de lokale og regionale myndigheders uudnyttede potentiale for at beskytte EU’s havmiljø, skabe arbejdspladser og styrke økonomien. Vi kan ikke vente længere.
Vi skal sætte EU i spidsen for den grønne omstilling, sådan som den europæiske grønne pagt lægger op til”.
Citat slut. Det lyder jo både flot og godt og rigtigt. Men lad os snarest se nogle konkrete resultater. Vore havområder er jo allerede ved at dø mellem hænderne på os.
14. juli 2023
* Alger og iltsvind i sommervarmen
Professor Stiig Markager er af mange nok mest kendt for at have vundet en retssag anlagt mod ham af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug.
Sagen drejede sig blandt andet om effekten af den tidligere regerings meget omdiskuterede Landbrugspakke og effekterne af den.
Stiig Markager skrev i foråret en lang og meget læseværdig artikel om det danske vandmiljø til Dansk Magisterforening. Herunder følger et koncentrat af hovedpunkterne. I min udlægning.
Det danske vandmiljø er ved at blive kvalt – i kvælstof. Udledningerne af kvælstof varierer som altid med nedbør og afstrømning, men udledningen afhænger ikke mindst af den mængde gødning, som tilføres markerne.
I årene frem til 1994 lå den årlige udledning af kvælstof på omkring 110.000 ton. Det var alt for meget, så derfor vedtog man de første vandmiljøplaner. De begyndte snart at virke, og i 2009 var tilførslerne nede på 49.000 ton.
Efter Landbrugspakken i 2016 begyndte udledningerne desværre at stige igen – til 74.000 ton i 2019.
Det er stadig uklart, hvorfor en begrænset, men statistisk set signifikant stigning i kvælstoftilførslerne, har kunnet have en så stor negativ effekt på vandmiljøet i specielt vore fjordområder, som tilfældet helt tydeligt har været. Som vi nu ser det overalt i de indre danske farvande.
Algevæksten er steget langt mindre end algebiomassen, hvilket kunne tyde på, at græsningen fra vandlopper og filtrerende dyr på bunden er blevet mindre i samme tidsrum. Vi ved i hvert fald, at mængden af bunddyr er gået drastisk tilbage i forbindelse med såvel iltsvind som bundtrawl og muslingeskrab.
Vi ved også, at mængden af bundfisk som torsk, der tidligere kunne holde pelagiske planktonædere som sild i skak, nærmest ikke eksisterer længere. Til gengæld er fjæsingen gået tilsvarende frem. Der er således skabt en ubalance i de marine fødekæder, som ikke længere kan tåle øget påvirkning udefra.
Fjordenes økosystemer har helt enkelt mistet deres oprindelige modstandskraft.
Artiklen fra Dansk Magisterforening anbefales til alle med interesse for det danske vandmiljø:
https://dm.dk/bio/artikler/alle-artikler/biodiversitet/havet-har-aandenoed/
7. juli 2023
* Der skal spares – på kvælstoffet
Ovennævnte stigning i kvælstoftilførsel efter 2009 skyldes sandsynligvis, at braklagt jord tages ind i drift igen i 2008. Det drejer sig om næsten 170.000 hektar, som daværende minister Eva Kjer Hansen beordrede under plov og gødning igen.
Ministeren var selv landmand og som sådan ivrig pennefører for Bæredygtigt Landbrug, da hun lancerede Landbrugspakken, som siden 2016 igen øgede udledningen af kvælstof.
Løsningen på dette selvforskyldte problem er heldigvis lige så enkel som årsagen:
Store arealer med landbrugsjord i drift skal lægges brak igen. De skal omdannes til ren natur eller dyrkes med permanent græs, der er godt til at holde på kvælstoffet, så dette ikke udvaskes. Bedre end eksempelvis fodermajs, der er rigtig dårligt til at fastholde kvælstoffet.
Det er især de kulstofrige lavbundsområder, som er blevet drænet for at kunne dyrkes, der med fordel kan udtages af drift. De er meget dårlige til at holde på såvel kvælstof som klimagasser.
AU og DTU har sammen med DHI beregnet, at kvælstofudledningerne skal reduceres med en tredjedel fra i dag omkring 58.000 ton til fremover højst 38.000 ton om året – hvis vi skal nå i mål. Altså en reduktion på årligt 20.000 ton eller mere end en tredjedel af det nuværende forbrug.
I praksis skal der givet reduceres yderligere. Nogle de 105 aktuelle kystnære vandområder kræver uundgåeligt større reduktion end andre.
En så stor nødvendig reduktion kan ikke nås alene med en bedre dyrkningspraksis. Der skal mere til. Det vil være nødvendigt at skære det intensivt dyrkede landbrugsareal ned med 15-20 procent, svarende til et sted mellem 400.000 og 500.000 hektar.
Dette vil være en gevinst for både vandmiljø og klima. Samt den biodiversitet, der tales så meget om, men gøres så forsvindende lidt for. Det er nemlig i stor udstrækning de samme lavbundsjorde og strandenge, som både leverer mindre CO2 til atmosfæren og mindre kvælstof til vandmiljøet. Samt omtalte biodiversitet.
De samme arealer kan desuden mindske åernes årlige oversvømmelser. Hvilket en tømning af Tange Sø også vil gøre. Just saying.
Artiklen fra Dansk Magisterforening anbefales til alle med interesse for det danske vandmiljø:
https://dm.dk/bio/artikler/alle-artikler/biodiversitet/havet-har-aandenoed/
7. juli 2023
* Priserne på fisketegn stiger
Der har i lang tid været klaget over, at vi ikke får så mange fisk for vore fisketegnsmidler, som vi gjorde ved fisketegnets start. Men der er en forklaring, som DTU Aqua her bringer:
“Priserne på fisketegn har været uændret siden 2012. Priserne reguleres nu, så indsatserne for fiskeplejen fortsat vil kunne ske i samme omfang som hidtil.
Prisændringerne sker i henhold til en fastlagt pris- og lønregulering som udmeldt af Finansministeriet, hvilket medfører en stigning på 15,9 pct., nedrundet til hele kroner. Priserne bliver pr. 1. august 2023 følgende:
- Prisen for lystfiskertegn for 12 mdr. ændres fra 185 kr. til 214 kr.
- Prisen for lystfiskertegn for 1 uge ændres fra 130 kr. til 150 kr.
- Prisen for lystfiskertegn for 1 dag ændres fra 40 kr. til 46 kr.
- Prisen for fritidsfiskertegn ændres fra 300 kr. til 347 kr.
Indtægterne fra fisketegn anvendes til fiskepleje, herunder udsætning af fisk, foranstaltninger og forskning, der har betydning for vækst af fiskebestandene samt til administration af ordningen og til kontrol med fisketegn.
Fiskeplejeaktiviteterne fremgår af de årlige Handlingsplaner for Fiskepleje, som kan findes på Fiskeristyrelsens hjemmeside.”
https://fiskeristyrelsen.dk/raad-og-udvalg/7-udvalget/handlingsplan-for-fiskepleje
7. juli 2023
* Tørke og markvanding
Det har som bekendt regnet meget lidt i første halvår af 2023, og fortsætter det på denne måde, risikerer vi at havne i en situation som i det rekordtørre år 2018.
Flere mindre vandløb er allerede tørret helt ud, hvilket naturligvis er katastrofalt for ørredbestandene her. Flere steder taler man om en halvering af bestanden, hvilket vil kunne mærkes i flere år fremover. Det tager jo typisk et par år for nye ørreder af vokse sig fangststore.
Situationen bliver ikke bedre af, at landbruget i takt med tørken har fundet de store vandpumper frem til kunstvanding af markerne. Det ses umiddelbart i vandløbene mange steder – ikke mindst i det sandede Vestjylland.
Og når bækkene tørrer ud, går det ikke kun ud over ørrederne i dem. Tørken rammer også de insekter og krebsdyr, som ørrederne skulle have levet af og vokset sig store på. Tørken får på denne måde en dobbelt negativ virkning på fisk og fiskeri. Først ryger føden – dernæst fiskene.
Det har vi oplevet mange gange ved Danmarks længste vandløb, Gudenåen, når Tangeværket lukker ned for vandet for at spare op til den skadelige intervaldrift. Da oplever man helt tørlagte sand- og grusbanker i hovedløbet. Naturligvis med katastrofale konsekvenser for dyrelivet i åen.
Når så vandmagasinet Tange Sø er fyldt op, fosser vandet atter gennem turbinerne. Vandstanden stiger, og bredderne eroderes. Med massiv sandvandring til følge. Samt efterfølgende krav fra landbruget om opgravning for at sikre afledningen af vand.
Men Randers Kommune mener uforståeligt nok, at Gudenåen har den vandstand, som Gudenåen bør have. Forstå det, hvem der kan. Peter Fosgerau, der er formand for Langå Sportsfiskerforening, kan i hvert fald ikke.
Det har han udtrykt klart og tydeligt i et læserbrev i Jyllands-Posten. Det kan du læse her:
http://ulnits.dk/arkiv/aktuelt-2-kvartal-2023/#gudenaen-er-pa-vej-ind-i-en-doedsspiral
7. juli 2023
* Kneben sejr til klima og miljø
EU fremsatte for nylig en naturgenopretningsplan, som er blevet kaldt den største og mest ambitiøse i 30 år.
Nu har ministerrådet i EU netop stemt planen igennem, omend det skete med et meget smalt flertal og i en udvandet form.
Aftalen forpligter landene på at lave genopretningsforanstaltninger på mindst 20 procent af EU’s land- og havområder inden 2030. I alle økosystemer, der har brug for det, skal det ske inden 2050.
Den danske regering har længe kæmpet mod dele af den oprindelige genopretningsplan. Man mente, den ville gribe for meget ind i allerede pågående aktiviteter for landbrug og fiskeri.
Den vedtagne plan, som Danmark med miljøminister Magnus Heunicke i spidsen har været med til at udforme, er således mest at regne som et kompromisforslag.
Magnus Heunicke selv er dog godt tilfreds med den aftale, ministerrådet har landet. “Jeg er helt uenig i kritikken”, siger han til Information. “Det er helt misforstået”.
Lige så tilfreds er han tilsyneladende med den seneste Havplan for den fortsatte udnyttelse af de danske havområder, som hans regering netop har fremlagt.
En Havplan, som i følge EU skal være “økosystembaseret”. Men en plan, som professor Stiig Markager offentligt har dumpet, da den netop overhovedet ikke er økosystembaseret.
En Havplan, som oprindelig er udtænkt af daværende erhvervsminister Troels Lund Poulsen, der med udgangspunkt i Venstre ikke har givet plads til klima og miljø.
Han og hans efterfølgere har i stedet haft så stort fokus på etablering af nye lokalt forurenende muslingeopdræt, at man har udlagt op mod 5.000 km2 til netop opdræt af muslinger og efterfølgende bundskrab af dem.
Det er så langt fra “økosystembaseret”, som nogen Havplan kan være. Eneste system i den plan er, at alle tilstedeværende resurser skal udnyttes maksimalt.
Efter Havplanen kommer jo Syndfloden og rydder op.
7. juli 2023
* Lakseudsætningerne for 2023
Så ligger lakseudsætningerne for 2023 klar. De var som altid forventet med stor spænding. DTU Aqua skriver herom:
“Lakseudsætninger er prioriteret således, at budgettet er opjusteret med 5% i forhold til 2022 trods faldende indtægter ved salg af fisketegn.
Produktionsomkostningerne til laks er imidlertid steget, hvilket betyder, at trods en øget bevilling fra fisketegnsmidlerne i 2023 så er det samlede antal laks til udsætning lavere end de tidligere år.
Den fiskeplejefinansierede udsætning af laks 2023 fremgår af tabellen herunder.
Gudenå: Hvad angår udsætningerne i Gudenå har disse alene et fiskerifremmende formål og ikke et egentligt bestandsbevarende/bestandsopbyggende formål.
Årsagen er, at som situationen er i dag, med Gudenåens gennemløb af Tange Sø, er der ikke grundlag for en selvreproducerende laksebestand i Gudenåen.
Selvom der skabes fysiske forhold med lavere vandstand og gydebanker nedstrøms Tangeværket, er det tvivlsomt, at Gudenåen vil være i stand til at producere nævneværdige mængder af laks hér.
Dette skyldes, at både forhøjelse af vandløbstemperaturen i åen pga. søen og Tangeværkets intervaldrift vil være væsentlige hindringer for dette.
Udsætning af laks i Gudenå er altså ikke biologisk funderet, og ud fra en prioritetsmæssig betragtning, hvor nedskæring er nødvendig, kan der under fiskeplejen reduceres i denne udsætning.
Ribe Å: Udsætningerne i Ribe Å vil blive udfaset, således at der i 2023 ikke udsættes laks. Andelen af opdrættede laks i lystfiskerfangsterne udgør blot 13% (2021) af de samlede lystfiskerfangster, hvilket er væsentlig færre end i de øvrige udsætningsvandløb. Ribe Å har således en naturlig bestand, der forventes at kunne opretholde sig uden yderligere udsætning.
Endvidere er der sket en mindre reduktion i antallet af udsatte laks i vandløbene Skjern Å, Varde Å, Sneum Å og Vidå.
Ovenstående er udtryk for den fiskeplejefinansierede udsætning. Der kan ansøges om tilladelse til yderligere udsætninger af laks i vandløbene finansieret af andre interessenter.”
Citat slut. Der lægges således op til, at de nuværende lakseudsætninger i Gudenåen om nødvendigt kan udfases af fiskeplejemidlerne, som de store kystudsætninger af havørred jo for længst er blevet det.
Med den argumentation, at lakseudsætningerne jo ikke er biologisk funderede, så længe kommunerne langs Gudenåen hellere vil have en sommervarm, opstemmet Tange Sø uden muligheder for vildlaks. End en selvreproducerende laksebestand i en frit strømmende Gudenå.
Kommunerne langs Gudenåen må derfor se i øjnene, at de nok fremover kommer til selv at finansiere det eksisterende Put & Take fiskeri efter laks. I Riverfisher turistsamarbejdet.
Kald det, hvad det er: Et midtjysk Put & Take, hvor to tredjedele af laksene fanges helt oppe ved Bjerringbro. Det skal landets øvrige fisketegnsløsere naturligvis ikke blive ved med at betale til.
7. juli 2023
