* “There’s something rotten in the state of Denmark”
“Hamlet” by William Shakespeare, anno 1600
Det går ikke så godt for statsminister Mette Frederiksens underlige bastard af en SVM-regering, som ingen ønskede eller ønsker sig. Ud over naturligvis regeringen selv, der ufortrødent rider ind i solnedgangen på sit magtfuldkomne flertal. Med sadeltaskerne fulde af ministerpensioner.
Det går heller ikke så godt for Mette Frederiksen selv, der jo egenrådigt sammensatte regeringen mod vælgernes ønske. Trods ellers et rødt flertal fra sidste valg, som kunne have fortsat den grønne linje, man var slået ind på. Til gavn for ikke mindst det nødlidende vandmiljø.
Men Mette Frederiksen ville tilsyneladende hellere give afgiftslettelser til Ålborg Portland i hendes egen valgkreds – end velfærdsydelser på landsplan til hendes egne vildførte vælgere. Og allerhelst vil hun være generalsekretær for store NATO, hellere det end statsminister i lille Danmark. Sådan ser det i hvert fald ud herfra.
Men langt værre går det for vicestatsminister Jacob Ellemann-Jensen og hans stilling som forsvarende forsvarsminister. Når han ellers raskmelder sig igen.
Lige nu må han forsvares af partikammeraten og fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen samt senest, socialdemokraten Simon Kollerup. Mens han fortsat selv er sygemeldt. Som Kollerup for øvrigt også var det tidligere.
Jacob Ellemann-Jensen har i sin korte tid i politik haft en ganske uheldig hånd eller i hvert fald en rigtig ringe situationsfornemmelse. For overhovedet at blive valgt ind i Folketinget måtte Venstres Ellemann således læne sig op af den lokale miljøsucces Havørred Fyn. En organisation, der er kendt for sit store arbejde med vandmiljø og fiskepleje.
Men glæden og begejstringen på Fyn varede imidlertid kort. Jacob Ellemann-Jensens nære samarbejde med først fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) og siden efterfølgeren Esben Lunde Larsen (V), blev ikke til gavn for vandmiljøet. Det blev en regulær katastrofe.
Lancerer Landbrugspakken
Sammen med Eva Kjer Hansen (V) og Esben Lunde Larsen (V) lancerede Jacob Ellemann-Jensen (V) nemlig den “Strategi for Fremtidens Lystfiskeri”, der blev en kapitalisering af den indsats og de penge, som frivillige danske lystfiskere i fællesskab havde investeret i et bedre lystfiskeri. Til fordel for nogle få lokale spillere, primært lodsejerne, der jo sidder på guldet. I form af sølvet – de blanke laks i Vestjylland.
Samtidig kæmpede Ellemann sammen med Esben Lunde Larsen for etableringen af flere forurenende havbrug ud for Djursland. En overmåde giftig cocktail for dansk lystfiskeri og det danske vandmiljø.
Da Ellemann var valgt sikkert ind på Tinge, blev det derfor også ham, der fik æren af at lancere den famøse Landbrugspakke. Den, der i dag er ved at tage livet af de indre danske farvande. Med et øget tilladt forbrug af gødning og øget udvaskning af overskydende næringssalte til det vandmiljø, der allerede dengang gispede efter vejret.
Landbrugspakken kan vi således takke Ellemann, Venstre og resten af Blå Blok for. De øvrige to medskyldige, Eva Kjer Hansen (V) og Esben Lunde Larsen (V), er forlængst fløjet af reden. Esben Lunde gået i eksil i USA og Eva Kjær Hansen valgt grundigt ud af dansk politik. Ingen ville have hende længere. Og Jacob Ellemann selv i skrivende stund sygemeldt på ubestemt tid.
De gæve vandplejefolk i Havørred Fyn måtte synke en ekstra gang efter Landbrugspakken fra Ellemann-Jensen og Co. Fynboerne følte sig i den grad svigtet – at de havde næret en kynisk slange ved deres barm.
Enkelte miljøfolk tog sågar deres gode tøj og gik. I ren frustration over de store traktorer, der med Landbrugspakkens vedtagelse straks rykkede ind for at rense op i de forhadte vandløb, som ørrederne ellers elskede. Så meget, at de ligefrem formerede sig i dem.
De mest begejstrede bønder begyndte allerede ødelæggelserne ved midnatstide.
* Mundkurv om minkene
Landbrugspakken blev præcis den katastrofe, som alle miljøbevidste folk og fiskere længe havde advaret om.
Som tak for troskab og loyalitet blev Jacob Ellemann-Jensen på rekordtid gjort til ny formand for Venstre. Det ligesom lå i kortene – i hans DNA og ikke mindst familienavnet. Han havde nu vist sin vilje og bevist sit værd for landbruget.
Herefter gik det om muligt endnu hurtigere med katastroferne – med internt oprør i partiet, en rigsretssag mod partifællen Inger Støjberg og opsplitning i hele to nye partier – Moderaterne og Danmarksdemokraterne.
Venstre var halveret. Med den nyindsatte og politisk uerfarne Jacob Ellemann-Jensen ved roret på en synkende eller i hvert fald kraftigt lækkende skude.
Ingen anede efterfølgende, hvorfor statsminister Mette Frederiksen pludselig droppede et omend spinkelt rødt flertal ved valget, til fordel for en underlig bastardregering bestående af S, V og M.
Socialdemokraten Mogens Lykketoft havde ellers før valget plæderet stærkt for en ny rød regering. Blandt andet med en klar opfordring til at stemme på resterne af Alternativet, så man ad den vej forhåbentlig kunne redde et ekstra mandat til en fortsat rødgrøn regering.
Men sådan skulle det ikke være. Det blev et valg under falske forudsætninger. Rød Blok fik ganske vist det ønskede flertal. Men Danmark fik i stedet en sortblå regering, som ingen ud over triumviratet Frederiksen, Løkke og Ellemann havde ønsket sig eller set komme. Eller på nogen måde stadig ønsker sig.
Frygt for advokatundersøgelse
I dag ved vi dog, at statsministeren nok frygtede en advokatundersøgelse efter minkskandalen. Og en mulig rigsretssag mod sig selv. Det havde Løkke og Ellemann jo åbenlyst truet hende med. Og allerede præsenteret Inger Støjberg for.
Men da først Venstre og Moderaterne havde droppet deres ellers hidtil ufravigelige krav om netop en sådan undersøgelse, der potentielt kunne føre til en ny rigsretssag, kom der gang i en ny regeringsdannelse.
Som tak for at tie stille med minkene blev de to partiformænd begge slået til ministre. Sådan så det i hvert fald ud. Med en øjeblikkelig fordobling af lønnen som folketingsmedlem.
– En Jarlov, som det kaldes i folkemunde. Konservative Rasmus Jarlov havde som en af de første kritiseret Landbrugspakken for dens urigtige grundlag. Han havde gennemskuet den og ikke mindst Eva Kjer Hansen. Og alligevel stemte han for pakken.
Belønningen herfor kom hurtigt. I form af ministerbil, ministerløn og ministerpension til den konservative Jarlov, der efterfølgende holdt en meget lav profil. There’s Whiskey in the Jar. Og masser af det.
Jacob Ellemann-Jensen blev forsvarsminister i Mette Frederiksens nye SVM-regering. Og for at han ikke skulle sulte på sin ministerløn i godt og vel millionklassen, blev han samtidig slået til vicestatsminister.
Dette nok primært for at bringe ham på lønmæssig omgangshøjde med udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.
Titlen som vicestatsminister udløser et løntillæg på 25% oven i ministerlønnen på godt og vel en million. Og dermed var der lønlighed mellem udenrigsminister Løkke og forsvarsminister Ellemann. Lige børn leger som bekendt bedst. Den enes madpakke skulle jo nødigt være ringere end sidekammeratens.
Og så smager titlen af vicestatsminister jo lidt af statsminister. Nok mest til glæde for partiet Venstre, der jo oprindeligt havde og måske stadig har formand Ellemann som deres statsministerkandidat.
* Sygemeldt med fuld løn
Men ikke nok med lanceringen af Landbrugspakken og alle dens katastrofale følger for det danske vandmiljø, der nu skal bruge årtier på at komme sig. Hvis det nogensinde lykkes.
Knapt var Jacob Ellemann-Jensen begyndt som forsvarsminister, førend det igen gik galt. Denne gang gjaldt det landets forsvar, som han jo var blevet minister for. Efter vidt og bredt under valgkampen at have proklameret, hvordan han selv havde været udstationeret i krigszoner for netop det danske forsvar.
Det viste sig imidlertid sværere at håndtere krigen på de indre linjer og hjemlige breddegrader. End som udstationeret i det godt beskyttede danske militær. Pludselig måtte Jacob Ellemann-Jensen melde sig syg – på ubestemt tid og med fuld løn under hele forløbet.
Rollen som familiefader, formand for Venstre, forsvarsminister og vicestatsminister på én gang var forståeligt nok blevet for meget. Halveringen af Venstre som parti under hans ledelse bidrog måske også til sygemeldingen.
I sportens verden ville man nok sige, at ministeren var overmatched og forventningerne til ham derfor alt for høje. Virkeligheden var en anden.
Pludselig var Foketinget fyldt med kolleger, der også havde måttet melde sig syge. Sådan kunne det i hvert fald se ud i dagspressen. Det var pludselig blevet så hårdt at være politiker i Danmark, at man ind imellem godt kunne få brug for en lille ferie med alt betalt – af det danske folkestyre, af de danske skatteydere.
Et tilbud, som blandt andre Liberal Alliances Alex Vanopslagh også har gjort god brug af. Efter at have været under pres i medierne og politianmeldt i en ulovlig boligsag, der vist stadig kører, var det tid til at melde sig syg. Hvilket er ganske ukompliceret, hvis man er valgt til Folketinget.
Fri sygemelding
En sygemelding som MF’er var tidligere helt uden de besværlige krav om skriftlig lægeerklæring, som jo gælder alle almindelige mennesker uden for Folketinget. Som MF’er bestemte man selv, hvornår man ville melde sig syg, og hvor længe man ville være sygemeldt. På fuld løn.
Der behøvedes ingen nærmere forklaring. Man sygemeldte sig blot til Folketingets formand, som automatisk accepterede og ikke krævede nogen lægefaglig dokumentation.
Efter megen debat om det rimelige heri besluttede Folketinget dog i 2021, at sygemeldinger fremover skal dokumenteres. Ikke nødvendigvis af nogen uvildig lægeinstans, men blot over for partiets gruppeformand, der næppe kan siges at være helt upartisk.
Der er mange danskere uden for Folketinget, som kunne have ønsket sig tilsvarende favorable forhold. Som selv har måttet gå fra hus og hjem efter den konkurs, der ofte fulgte en længerevarende sygemelding. Flere af dem er aldrig kommet tilbage. Og efterfølgende skilsmisser har ikke gjort det lettere.
Jeg har selv to triste eksempler i min omgangskreds, der har været turen igennem, og det har været svært at betragte deres deroute uden at kunne hjælpe.
De har ikke som forsvarsministeren og vicestatsministeren haft noget politisk parti til at bakke sig op. Ingen polstret partikasse til at betale kostbare psykologer og finansiere længerevarende terapiforløb.
SF’s Jacob Mark nåede endda under sit eget sygefravær at skrive en hel bog om det stressende og selvvalgte liv som folkevalgt – med ubegrænset sygefravær, livslang pension og let adgang til de forhadte sociale medier, der jo kræver så meget af sine brugerne.
Når man altså ikke lige selv skal bruge dem til at promovere sig med. Samt de bøger, man måtte få tid og kræfter til at skrive under sit sygefravær.
* Kollerup som Komiske Ali
Anyway. Bedst som vi troede, at nu måtte den ged da være grundigt barberet, så dukkede der en om muligt endnu større skandale op. Den, der måske i virkeligheden havde udløst vicestatsministerens akutte sygemelding:
En sag om beskedne 1,74 milliarder kroner. Ja, milliarder – ikke millioner. Helt præcis 1.740.000.000 skattekroner.
Allerede ved årsskiftet så vi den første røg fra sagen. Det var igen konservative Rasmus Jarlov, der kom på banen og beklagede sig til pressen.
Han havde været på arbejdsrejse i udlandet under de hjemlige forberedelser til et milliardstort indkøb af våben fra Israel. Han havde derfor ikke haft mulighed for at læse tilbud og aktstykker, førend indkøbet blev hastet igennem. Og han selv havde stemt for indkøbet – in absentia.
Derfor klagede Jarlov til pressen. Og blandt den var det ikke mindst Altinget, som tog sagen op. Her gravede man sig grundigt ned i aktstykkerne og fik syn for sagens kaotiske forløb i Forsvarsministeriet.
Urigtige oplysninger
Ifølge Altinget tyder alt på, at Jacob Ellemann-Jensen, før sin pludselige sygemelding blot få dage senere, nåede at give Folketinget i bedste fald upræcise oplysninger om indkøbet af våben fra Israel. I værste fald urigtige.
Det skete, da han ultimo januar gav de øvrige partier i Folketinget ganske få timer til at godkende våbenkøb for 1,74 milliarder kroner. Angiveligt for ikke at miste muligheden for at bestille de ønskede våben fra Israel i tide.
Siden kom Socialdemokratiets Simon Kollerup sin sygemeldte Venstre-kollega til hjælp og udtalte, at der efter hans mening ikke var mere at komme efter i denne sag. Dette i Kollerups egenskab af formand for Folketingets Finansudvalg.
Han blev sekunderet af fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), som heller ikke mente, at Ellemann havde afgivet urigtige forklaringer.
De Konservatives finansordfører Rasmus Jarlov var dog langt fra tilfreds med den forklaring:
“Sagen er klokkeklar. Kollerup lyder som Komiske Ali.”
Rasmus Jarlov (K) i Altinget
* Unødvendigt hastværk
Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted har nu bedt regeringen føre bevis for, at hastværket omkring beslutningen om våbenindkøb virkelig var nødvendigt for at sikre sig en plads i våbenproduktionen.
Det var jo den forklaring, Ellemann gav forsvarsforligskredsen den 25. januar. Her gjorde ministeriet klart, at sagen nødvendigvis måtte hastebehandles allerede dagen efter, den 26. januar, da det israelske tilbud til 1,74 milliarder udløb den 31. januar.
Siden viste det sig så, at der slet ikke var grund til alt dette hastværk. At man i virkeligheden havde hele fem måneder i stedet for blot fem dage til at beslutte sig i.
Men det ønskede regeringen angiveligt ikke at vente på – måske af frygt for, at sagen så skulle rejse en debat, der kunne forsinke våbenindkøbet. Man havde jo tidligere afvist at handle med netop Elbit, da det israelske firma havde leveret våben til krigshandlinger mod palæstinensere på Vestbredden.
Juraprofessor Jens Elo Rytter fra Københavns Universitet har kigget aktstykkerne igennem. Han mener efterfølgende, at Jacob Ellemann-Jensen kan have forbrudt sig mod Ministeransvarlighedens paragraf 5 stk. 2, som forpligter siddende ministre til at give retvisende oplysninger.
Professor i økonomistyring på Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, har ligeledes nærlæst såvel tilbud som aktstykker. Han mener også, at forsvarsministeriets orientering af Folketingets Finansudvalg, hvor Simon Kollerup (S) er formand, fremstår som “vildledende”.
Komiske Ali
Hvad formand Kollerup jo ellers ikke selv mente. Han var helt tilfreds med Ellemanns håndtering af milliarderne, hvilket som tidligere nævnt fik Rasmus Jarlov til at kalde Komiske Ali frem på skærmen.
Nu i skikkelse af socialdemokraten Simon Kollerup, som hurtigt blev døbt Komiske Kollerup. Det danske folkevid har altid fingeren på pulsen – og klar på aftrækkeren.
Simon Kollerup trak dog siden i land og tilsluttede sig kravet om en nærmere undersøgelse af forløbet omkring våbenindkøbet fra Israel. Det har efterfølgende vist sig at rumme nye uafklarede forhold, som Jacob Ellemann nu også skal gøre rede for.
Heriblandt et overraskende forlig mellem israelske Elbit Systems og det danske forsvar i en tidligere sag – inden den endelige ordre blev afgivet umiddelbart efter.
Elbit Systems droppede således en truende retssag fra 2017 mod Danmark, få dage før de fik den meget omtalte ordre på 1,74 milliarder kroner. 1.740.000.000 skattekroner. – Var det mon prisen for at droppe sagsanlægget?
“There’s something rotten in the state of Denmark.”
Det skrev Shakespeare allerede i sit skuespil “Hamlet” fra år 1600. Så det er bestemt intet nyt under den danske sol. Hamlet foregik jo på Kronborg og handlede om politisk korruption. I lille Danmark.
Datidens våbenindkøb var dog mere beskedne end vore dages. Ikke mindre end 143 milliarder kroner er der således sat af til indkøb af nyt militært isenkram de næste ti år.
* Sygemeldt statsministerkandidat
Jacob Ellemann-Jensen sygemeldte sig den 6. februar og på ubestemt tid – få dage efter det tumultariske forløb om tilbud og indkøb af våben fra Israel for 1,74 milliarder kroner. Sygemeldt til fuld løn.
Vicestatsministerens egen mor, den tidligere TV-vært Alice Vestergaard, kom straks sin nødstedte søn til undsætning. Eller hvad det nu var. Det var der nemlig ret forskellige meninger om i medieverdenen. Om det i virkeligheden ikke var en bjørnetjeneste, hun dér gjorde ham:
Alice Vestergaard udtalte nemlig til Billedbladet, at “Jacob bare skal have hvilet ud. Han skal have gået nogle ture, kløvet noget brænde og leget med sin mindste søn. Han skal nok komme igen.”
Og det planlægger Jacob Ellemann så at gøre. Efter Folketingets sommerferie og et halvt års skatteyderbetalt sygdomsfravær, der så vidt vides har været på fuld ministerløn.
Samt til et fuldt færdigt forsvarsforlig, som partifællen og fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen har strikket sammen i hans fravær. Gad vide, om Troels Lund mon fik dobbelt løn for den periode, hvor han måtte bestride hele to ministerposter?
“Nu er det vigtigt at sondre mellem mig og Jakob Ellemann-Jensen. Jeg er ikke Jakob Ellemann. Jeg er Troels Lund Poulsen.”
Jacob Ellemann-Jensen ligner ikke umiddelbart en kommende statsministerkandidat. Det understreges måske især af ovenstående udtalelse fra fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V). Hvis ellers man vælger at tolke på det ubestridelige faktum.
Sagt under præsentationen af regeringens udspil til det nye forsvarsforlig. Gad vide, om Jacob Ellemann med den udtalelse er fortid. Og Lund Poulsen fremtiden?
Lige nu og ifølge Altingets kommentator Bent Holstein står Jacob Ellemann-Jensen i hvert fald “i problemer til halsen”.
5. juni 2023
Ovenstående blev skrevet på selveste Grundlovsdag, mens statsminister Mette Frederiksen besøgte den amerikanske præsident Joe Biden i Det Hvide Hus.
Nedenstående er tilføjet 1. august:
Efterskrift:
* En milliarddyr valgkamp
Måske er statsminister Mette Frederiksen heller ikke en del af problemet ret meget længere. Der lader i hvert fald til at være mere og mere substans i de mange spekulationer om hendes fremtidige kandidatur til den attraktive – og sikkert højt lønnede – post som NATO’s generalsekretær.
Information’s Lars Trier Mogensen har lagt tallene sammen, og de tyder på et klart ønske om et snarligt jobskifte fra Mette Frederiksen:
“Ved ekstraordinært at bevilge yderligere 7,5 milliarder kroner til Ukrainefonden i år og dernæst 10,4 milliarder kroner ekstra næste år vil Danmark på papiret komme op og bruge nøjagtig to procent af bruttonationalproduktet på forsvarsudgifter og dermed hurtigere end ventet indfri det mål, som daværende S-statsminister Helle Thorning-Schmidt forpligtede Danmark til i Wales tilbage i 2014.”
Efter mange års hjemligt fodslæberi når vi nu langt om længe og lige pludselig op på de ønskede to procent af bruttonationalproduktet til det danske forsvar.
De magiske to procent, der kunne blive adgangsbillet til posten som NATO’s generalsekretær. Og de to procent, som Mette Frederiksens forgænger, Helle Thorning Schmidt, lovede tilbage i 2014, men aldrig indfriede. Der skulle en krig mod Rusland til. Samt kamp om den nye post som generalsekretær for NATO.
Efter den aldeles meningsløse og ifølge Økonomisk Råd lige så virkningsløse afskaffelse af Store Bededag, er der nu pludselig et tocifret milliardbeløb tilgængeligt til krigen i Ukraine. Måske i virkeligheden også til Mette Frederiksens egen private valgkamp om den attraktive NATO-post. Omend naturligvis indirekte.
De 16 milliarder kroner, som pludselig dukkede op ved Nikolai Wammens seneste kasseeftersyn, kunne desværre ikke bringe Store Bededag tilbage til livet og de trængende danske familier. De kunne ellers godt have brugt lidt mere kvalitetstid sammen i forårssolen, men sådan skulle det ikke være. Det havde de helt misforstået.
I stedet skulle pengene tilsyneladende bruges til det betrængte danske forsvar, så Mette Frederiksen med åben pande kunne rejse til Washington og møde sin tidligere politiske fjende og nu bedste ven, præsident Joe Biden. Og her lægge billet ind på posten som NATO’s kommende generalsekretær.
* Mette og minkene vender tilbage
Og Slette Mette med. Bedst som vi troede, at minkskandalen var gemt og glemt, dukkede den så op igen. Det viste sig nemlig, at Mette Frederiksen alligevel ikke havde gjort alt, der var teknisk eller menneskeligt muligt for at genskabe de slettede SMS’er. Selv om hun jo havde lovet og påstået netop det.
Det var de SMS’er, der siden gav hende det udødelige tilnavn “Slette-Mette”. De kunne nemlig med en vis sandsynlighed have været genskabt, hvis blot der var grebet ind tidligere. Hvad der som bekendt og bevidst ikke blev.
For jo længere man venter, desto sværere bliver det at genskabe slettede og flere gange overskrevne SMS’er. Det vidste og ved alle med blot en smule IT-indsigt.
Det skisma måtte Troels Lund Poulsen efterfølgende stå på mål for. Uden at slippe ret godt fra det. Han var jo en af dem, der sammen med Jacob Ellemann-Jensen havde insisteret stærkest på, at ikke en sten skulle lades uvendt i sagen om de aflivede mink og de slettede SMS’er. Der skulle ryddes op efter Røde Mettes Rædselsregime.
Altså lige indtil de to Venstre-folk selv kom på lønningslisten som ministre. Jacob Ellemann-Jensen og Troels Lund Poulsen. Så måtte stenene pludselig gerne blive liggende uvendt. Moral er nemlig en uhyre sjælden ting i politik, hvor dobbeltmoral altid er mindst dobbelt så godt – og langt mere profitabelt.
Placering af ansvar
Nu venter vi så alle i spænding på, at sagens ubestridte hovedperson, sygemeldte forsvars- og vicestatsminister Jacob Ellemann-Jensen, i august og efter Folketingets sommerferie vender tilbage til posten. Rask og kampklar. Med en rigtig god forklaring til det efterfølgende samråd.
For som Enhedslistens Pelle Dragsted understreger, så er det naturligvis ikke rimeligt at drage endelige konklusioner endsige fælde dom, førend hovedpersonen selv har haft mulighed for at forklare sig.
Og stik modsat det hastværk, Jacob Ellemann-Jensen tilbage i januar påførte sine egne folketingskolleger, så har han nu selv flere måneders betænkningstid til at svare. I stedet for kun et par dage. Det må resultere i nogle gode svar.
Efter et halvt års sygeorlov er alting måske alligevel ikke glemt. I hvert fald ikke af oppositionen. Man plejer jo ellers at sige, at i politik er alting glemt efter netop seks måneder.
Hvis ikke glemt, så i hvert fald gemt til senere brug. Sådan er politik nemlig også.
Selektiv hukommelse.
1. august 2023
Den første del af artiklen blev skrevet og publiceret på Grundlovsdag den 5. juni 2023.
Statsminister Mette Frederiksen var da på besøg i Det Hvide Hus for at diskutere klima, grøn omstilling, Grønland, hellig krig, NATO, Ukraine og hele verdenssituationen med den amerikanske præsident.
Mette Frederiksens NATO-kandidatur blev dog sat på standby, da Joe Biden bad den nuværende norske generalsekretær Jens Stoltenberg blive et år mere. Nok klogt ikke at skifte hest, mens der er krig i Ukraine.
Anden del blev publiceret den 1. august, hvor Jacob Ellemann-Jensen netop var vendt tilbage til sin post som forsvarsminister og vicestatsminister.
* Nej tak til NATO
Så kom da det nej tak til NATO, som ikke var til at trække ud af statsminister Mette Frederiksen inden rejsen til USA og besøget hos præsident Biden i Det Hvide Hus. I et interview med Berlingske Tidende forsikrer Mette Frederiksen nu, at hun vil sige nej til NATO, hvis der skulle komme en forespørgsel.
Det gør der så nok heller ikke. Joe Biden besluttede jo i første omgang, at han ville bede Jens Stoltenberg blive på posten, mens der stadig er krig i Ukraine. Samtlige NATO-medlemmer skal jo også være enige om en ny kandidat til posten.
Den seneste tids koranafbrændinger i Danmark og Sverige samt ballade herover i dele af Mellemøsten gør det næppe heller sandsynligt, at muslimske Tyrkiet vil acceptere en dansk eller svensk NATO-kandidat. Og da slet ikke en kvindelig.
I den forbindelse er det værd at nævne, at den meget omdiskuterede blasfemiparagraf blev afskaffet i 2017, hvor Lars Løkke jo var statsminister for Venstre. Den paragraf, der ellers indtil da havde forbudt afbrænding og skænding af koraner, bibler og andet religiøst materiale.
Den beslutning falder i dag tilbage på Løkke, når han som udenrigsminister turnerer i Mellemøsten og her skal forklare den nuværende danske holdning til netop koranafbrænding.
Ikke mindst på denne baggrund forekommer det ganske gratis, når Mette Frederiksen nu åbent takker nej til NATO. Til en post, hun efter al sandsynlighed alligevel aldrig vil få tilbudt. I hvert fald ikke i denne valgperiode.
Statsministeren har næppe heller lyst til at møde sine skuffede vælgere med åben pande – i et snarligt nyvalg, der jo ifølge meningsmålingerne vil udløse et knusende nederlag til hendes SVM-regering.
Så derfor drager Mette nu på landsdækkende charmeoffensiv med sine nye væbnere Jacob og Lars, som hun nok skal være sammen med i tre år mere.
Alternativet er jo langt værre: Et nyt valg.
12. august 2023
* Ud med departementschefen – og ministeren med
Dansk politik er bestemt ikke kedelig for tiden. Der sker næsten lidt for meget i disse sene augustdage. Først valgte den genindtrådte forsvarsminister, der allerede er fortid igen, at følge rådet fra Enhedslistens Pelle Dragsted – om at placere et ansvar eller selv træde tilbage.
Ansvaret blev placeret på mangeårig departementschef i Forsvarsministeriet, Morten Bæk, som angiveligt havde videregivet de urigtige oplysninger. Jacob Ellemann Jensen selv ville ikke påtage sig noget ansvar, hvad Mette Frederiksen jo heller ikke ville i minksagen. “That’s the way we do it”, som Mark Knopfler fra Dire Straits synger.
EkstraBladets tidligere chefredaktør Poul Madsen har følgende vurdering i Altinget:
“Hvis man skal give Jacob Ellemann-Jensen lidt anerkendelse, så er det, at han efter sin sygdom har lært at kende sine begrænsninger. Men er det godt nok til at være regeringens næstvigtigste minister?
Nu sidder Ellemann i Økonomiministeriet. Ikke et stort prangende job, men nærmest et skåneministerie. Valget viser, at Ellemann er urutineret som topchef i politik.”
Eller som Altingets politiske redaktør Esben Schjørring lidt kortere formulerer det:
“Rokaden er et eksempel på, at det hele tiden har været en fejl at gøre Venstre-formanden til forsvarsminister. Så kort kan det siges.”
Jacob Ellemann-Jensen havde selv denne kommentar:
“Når jeg har besluttet at lave den her tilpasning, skyldes det grundlæggende to ting. Det skyldes min kærlighed til Venstre, og det skyldes min kærlighed til Forsvaret.”
Det må sige at være en hudløst ærlig selverkendelse. Begge institutioner er nok bedst tjent med en nøgtern forsvarsminister som Troels Lund Poulsen. Han klarede det jo ganske godt at være både økonomiminister og fungerende forsvarsminister under Jacob Ellemanns sygefravær.
* Forsvarsminister igen-igen
Der er almindelig enighed om, at Troels Lund Poulsen nok skal få styr på det vigtige Forsvarsministerium, som han jo allerede har siddet i spidsen for. Det er jo trods alt 143 milliarder kroner, som skal investeres i det danske forsvar i de kommende år. Nu under Troels Lunds forhåbentlig årvågne opsyn.
Anonymt mener flere Venstre-folk dog, at ministerrokaden er en klar degradering af Jacob Ellemann-Jensen, der måske kom lidt for tidligt tilbage fra sin sygeorlov. Hans status som statsministerkandidat er i hvert fald blegnet en del med den betændte israelske Elbit-sag. De kastanjer må vor nygamle forsvarsminister Troels Lund Poulsen nu rage ud af ilden for ham.
“Nu er det vigtigt at sondre mellem mig og Jakob Ellemann-Jensen. Jeg er ikke Jakob Ellemann. Jeg er Troels Lund Poulsen.”
Sagt ved udspil til nyt forsvarsforlig.
Jacob Ellemann-Jensen havde meget begrænset succes som efterfølger for Esben Lunde Larsen, der var miljø- og fødevareminister i VLAK-regeringen. Miljøet ligger helt enkelt ikke til Venstre og landbruget. Miljøet er ikke noget, man kæmper for. Det er noget, man bekæmper. Med næb og kløer.
Troels Lund Poulsen er definitivt heller ingen miljøets mand, hvilket han har demonstreret flere gange – senest som ophavsmand til den kritisable havplan, der lige nu foreligger i anden udgave.
Men økonomien har han som mangeårig landmand godt styr på. Landbrugspakken med. Så forhåbentlig falder der nu lidt ro over de danske finanser og de mange milliarder til nyt krudt og nye kugler.
Man kan blot undre sig over, at Troels Lund ikke trådte til som ny forsvarsminister med det samme – i stedet for kort efter vicestatsministerens tilbagevenden fra sin flere måneder lange sygeorlov. Svaret på det spørgsmål blæser stadig i vinden.
Det ville have gjort alting meget lettere – også for Ukraines præsident Zelensky, der nu skal lære en ny forsvarsminister at kende, når den ganske danske flåde af F-16 fly snart er på vej sydover til ham.
Korteste embedsperiode
Ellemann nåede dog lige at hilse på Zelensky i Skrydstrup, inden han takkede af igen. Som Danmarks kortest siddende forsvarsminister. 76 dage blev det til. Eksklusive hans sygdomsperiode fra 6. februar til 1. august. Men inkluderet dagen for hans udnævnelse, dagen for hans sygemelding og dagen for hans fratrædelse.
Det hele skal med, skriver Lars Bach Jørgensen i sin opgørelse på Altinget. På andenpladsen med 94 dage ligger Venstres Carl Holst. Ellers ligger embedsperioden for forsvarsministre fra 314 dage for Morten Bødskov (S) til Søren Gade (V) med hele 2.131 dage.
Men med ministerrokaden lykkedes det vicestatsministeren at ryste sig fri af det ansvar, der ellers følger enhver ministeropgave. Nu må Troels Lund Poulsen stå på mål for sin forgængers handlinger, mens denne så kan tage æren for de skattelettelser, det måtte lykkes at få gennemført sammen med regeringen.
“Jacob Ellemann-Jensen kortslutter folkestyret, simpelthen ved at smyge sig udenom både det reelle og formelle ansvar.”
Lars Trier Mogensen i Dagbladet Information
Den tidligere forsvarsminister Jacob Ellemann-Jensen kan formelt ikke længere kaldes i samråd om sine handlinger. Og den nuværende Troels Lund Poulsen har for længst fralagt sig ethvert ansvar for sin forgængers aktiviteter på posten.
Politik, når det er værst. Og altsammen en kamp for at holde fast på regeringsmagten og ministerlønningerne. Efter moderaten Jon Stephensens exit fra partiet er der nu kun et enkelt mandat, som skiller rødgrøn blok fra sortblå.
22. august 2023
* Dagbladet Dagen Derpå
Dagbladet Information sluttede den følgende dag ministerrokaden af med en række fyndige kommentater. Som det tilkommer sig en rødgrøn avis i opposition til en siddende sortblå regering:
– Ved doorsteppet forklarede Jakob Ellemann flere gange, at Forsvarsministeriet kræver “fuld tid” af en minister. Tilsyneladende forestiller han sig altså at være økonomiminister på deltid.
Anton Geist
– Hvis han ikke er i stand til at håndtere arbejdspresset i Forsvarsministeriet, hvordan i alverden skulle han så være i stand til at tage flere skridt op og række ud efter nøglerne til Statsministeriet?
Lars Trier Mogensen
– En noget uheldig forklaring fra en mand, der op til sidste års folketingsvalg stod i spidsen for en historisk hård kampagne imod Mette Frederiksen (S) med det budskab, at hun flygtede fra sit ansvar som minister i Minksagen og tørrede det af på sit embedsværk.
Anton Geist
– Nu sidder Ellemann i Økonomiministeriet. Ikke et stort prangende job, men nærmest et politisk skåneministerie. Valget viser, at Ellemann er urutineret som topchef i politik.
Poul Madsen i Altinget
Hermed er denne artikel som politisk kommentator af det forgangne og forsømte forår forhåbentlig afsluttet. Med mindre da der kommer flere ministerskift.
Så må vi på banen igen. Og det gør vi så:
* Statsministeriet måske også involveret
Statsministeriet har måske spillet en afgørende rolle i sagen om Forsvarsministeriets misinformation af Folketinget omkring det danske forsvars indkøb af israelske våben.
Efter at have læst nye sagsakter igennem omkring Statsministeriets og Udenrigsministeriets ageren i januar 2023, har professor emeritus Jørgen Grønnegaard Christensen fra Aarhus Universitet fået fært af muligt nyt i sagen:
“Jeg sidder tilbage med en hypotese om, at der har været et vist pres fra Statsministeriet om at få afsluttet sagen. Især i januar ser man virkelig en hektisk kadence i kommunikationen mellem ministerierne,” siger han til Altinget.
Grønnegaard mener således, at pres fra Statsministeriet om at afslutte sagen kan have haft effekt helt ind i Forsvarsministeriet. Her kan embedsværket have følt Statsministeriet ånde sig i nakken, hvilket kan have udløst fejl, der ikke var tilsigtede.
Professor Grønnegaard drager paralleller til minksagen, hvor Statsministeriet også spillede en vigtig og proaktiv rolle. Han anbefaler derfor, at man ud over den planlagte advokatundersøgelse af forsvaret, også inddrager Statsministeriet.
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne mener ikke, det bør overraske nogen, at udenrigsministeriet og dermed Løkke selv har været inde over forsvarets meget omdiskuterede våbenindkøb fra Israel.
Der er efterhånden ikke meget, der kan overraske nogen. Selv om det nok burde.
14. september 2023
* Og så gik han endelig af
Den 23. oktober trak vor aldrig fungerende forsvarsminister så endeligt stikket til sin politiske karriere og gik af som minister. Jacob Ellemann-Jensen (V) holdt krampagtigt fast i ministertaburetten, til ministerpensionen netop var i top. Dette ifølge BT, som interesserer sig for den slags.
Ellemann nåede lige akkurat at være minister i to år (og fire dage), hvilket udløste en klækkelig livslang ministerpension på 135.254 kroner om året – uanset hvad han ellers måtte tage sig til. Hertil kommer naturligvis den optjente pension som menigt folketingsmedlem. Samt den uundgåelige folkepension, når den tid kommer.
Det er sådant stof, politikerlede er lavet af. Hvad har den mand ikke kostet det danske miljø og det danske samfund. Og det skal han så forgyldes for…
Mere om dansk politik, når den er værst for miljøet og i de helt forkerte hænder:
“Et Satanisk Mesterværk”
