- Konservativt forslag om dambrug
- Børge Christensen takker af
- “Sportsfiskeren” fylder 75
- Laksen tilbage i Brede Å
- Åslynge tilbage til Ribe Å
- Lilleåen lidt længere…
- Århus Å på ret køl
- Bisamrotter
- Mørrum malker miljøfond
- Fisketegnsmidler til Tangeværket???
- Kattens til rekordfisk…
- Ugens citat…
- Svin stopper sø
- Danskere redder mangrove i Thailand
- Tal, der tæller
- Travle trawlere i forbudt farvand
- Bøder, der basker
- Titanium er toppen…
- …i bunden
- Fakta om fisk
- Fakta om finanser
- Fakta om fiskebåde
- Fiskekammeraterne…
- Solpletter på nethinden
- – Rent mel i møllen?
- Ritt rykker – igen!
- Ti år og to millioner vildlaks
- Tamlaks for vildlaks
- 10 millioner kroner til vildlaksen
- Øsregn over Østersøen
- Opsving for ulovligt fiskeri
- “Bondens fald”
- “Landbrugets reflekser må på chokkur”
- Skotske laks i frit fald
- Islandske laks i fare
- Vildlaks rødlistet i USA
- Nedtur for fiskekvoter
- Godt, men gammelt nyt om gylle
- Bedre bæverbestand
- Smovser i smolt
- Travlhed om trawl
- I clinch med Clinton
- “Helt i fisk”
- Samsø 2001
- Vadehavet for verden
- Bush ud af bush’en
* Konservativt forslag om dambrug
Kort før jul fremsatte Det Konservative Folkeparti et beslutningsforslag om dambrug og deres drift i Folketinget. Forslaget gik i al sin enkelhed ud på, at dambrugenes produktion fremover skal fastsættes efter deres reelle udledninger og ikke – som det er tilfældet i dag – efter foderforbruget.
Denne regel stammer fra den såkaldte “dambrugsbekendtgørelse”, der fulgte i hælene på den første og aldeles utilstrækkelige vandmiljø-handlingsplan fra sidst i 80’erne. Det er selvsamme bekendtgørelse, som siden har ført til domfældelse af en hel del dambrugere – til konfiskation af ulovlig fortjeneste og bødestraffe i millionklassen.
Nu mener så det Konservative Folkeparti, at bekendtgørelsen skal ændres, så dambrugeren fremover selv kan tilrettelægge sin produktion. Det liberale parti mener, at dambrugeren herved får et incitament til at optimere sin produktion og dermed reducere udledningerne af organisk stof og næringssalte til et minimum. Partiet mener, at det som minimum vil give en lige så god vandkvalitet som i dag.
Den oprindelige årsag til, at foderforbruget og ikke udledningerne blev lagt til grund for produktionsgodkendelser, var ellers enkel nok: Foderforbruget kan man kontrollere via regnskabet – udledningen fra produktionen har man ikke en jordisk chance for at kontrollere sikkert.
Derfor kan det kun undre, at det Konservative Folkeparti nu har stillet et sådant forslag. Men det er jo et liberalt parti, og dambrugsdrift er jo et liberalt erhverv. Næste forslag fra de Konservative bliver så sikkert, at fiskerierhvervet også fremover skal til at kontrollere sig selv.
Så ved man da, hvor man har de Konservative henne, og det er vel egentlig godt nok. Vi ved jo alle, hvordan det går, når man sætter ræven til at vogte høns.
29. marts 2001
© Steen Ulnits
* Børge Christensen takker af
Danmarks Sportsfiskerforbunds (DSF) miljøkonsulent gennem en menneskealder – Børge Christensen – har valgt at gå på pension. Børge, der har en fortid som malermester og ikke miljømand, blev tidligt DSF’s ihærdige, vidt respekterede og bredt frygtede forkæmper for vandmiljøet. I første omgang som bibeskæftigelse og siden som fuldtidsansat hos DSF.
Næppe nogen anden enkeltperson har gjort så meget for vandmiljøet i Danmark som netop Børge Christensen. Havde han først fået fært af en sag, der var på kant med loven, bed han sig fast og gav ikke slip, førend synderen var bragt for retten og miseren rettet op. Børges aggressive og konsekvente holdning har dog ikke kun givet positive resultater. Således har flere foreninger gennem årene meldt sig ud af DSF, da de mente, Børge var for rabiat. At man hellere skulle tolerere lidt miljøsynderi i stedet for at miste sit fiskevand.
Men Børge gik aldrig på kompromis, og det har han gennem årene vundet sig mange både venner og fjender ved. Til hans livs største sejre hører givetvis, at DSF umiddelbart efter vedtagelsen af miljøloven i 1973 blev kendt høringsberettiget i miljøsager – for øvrigt i lighed med Danmarks Naturfredningsforening, der imidlertid var 7-8 gange større.
Til andre store sejre hører dommen over Grindstedværket for dets kviksølvforurening af Karlsgårde Sø og Henne Strand. Samt sejren over De Danske Spritfabrikker og deres planer om udbygning ved og forurening af Glatved Strand og Mariager Fjord.
Endelig må man konstatere, at det under Børges regeringstid er blevet sværere og sværere at være dambruger ved de danske åer. Således er der ikke oprettet et eneste nyt dambrug siden 1972, mens mange er blevet nedlagt.
Men der er endnu et stort slag, der skal kæmpes, førend Børge Christensen takker endegyldigt af. Det er Gudeåcentralen og Tangeværkets fremtid. Børge helmer næppe, førend der er skabt en fungerende passage omkring den forkætrede Tange Sø…
29. marts 2001
© Steen Ulnits
* “Sportsfiskeren” fylder 75
Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) – der “kæmper din sag, mens du fisker”, og som selv for ikke så længe siden fyldte 60 år – har et medlemsblad, der er endnu ældre. Det er “Sportsfiskeren”, som i år fylder 75 år.
Pudsigt nok er bladet ældre end forbundet, hvilket der naturligvis er en god forklaring på. Bladet så nemlig første gang dagens lys i 1926 – for øvrigt som en forløber for Sportsfiskerforeningen, der blev dannet samme år, og som var den første landsdækkende forening for sportsfiskere i Danmark.
Sportsfiskerforeningen levede fra 1926-1938, hvor Danmarks Sportsfiskerforbund blev oprettet og overtog udgivelsen af bladet Sportsfiskeren. Allerede fra første nummer var det vandmiljøet i de danske åer, der primært bekymrede skribenterne – en bekymring, der har holdt sig usvækket frem til i dag, hvor DSF fortrinsvis repræsenterer fiskere og foreninger med interesse for åfiskeri i Jylland.
Hatten af for den bekymring og det engagement, der blandt meget andet førte til verdens første miljølov i 1973. Og tillykke med fødselsdagen!
29. marts 2001
© Steen Ulnits
* Laksen tilbage i Brede Å
Brede Å har fået det meget bedre i de allerseneste år. Det skyldes ikke mindst de store bestræbelser, som Sønderjyllands Amt har gjort sig for at genskabe et slynget åløb. Brede Å er et af de vandløb, som op gennem tiderne har været udsat for den mest hårdhændede behandling fra landbrugets side. Og dermed også et af dem, der har haft allermest glæde af en restaurering.
Laks og havørreder har allerede kvitteret for den gode behandling ved at vandre op i åen i stigende antal. Således blev år 2000 den sæson i nyere tid, hvor flest laks gik op i Brede Å. Det anslås fra lokalt hold, at lystfiskerne i 2000 fangede omkring 50 laks og 350 havørreder i Brede Å.
Godt fiskeri kommer ikke af sig selv eller af ingenting. Der skal arbejdes for sagen, og det har såvel Sønderjyllands Amt som Lystfiskerforeningen Brede Å så sandelig også gjort. Sidste år blev der således sat fisk ud for mere end 300.000 kroner, og i løbet af de sidste fire år er der samlet sat ud for godt 1,3 millioner kroner.
Hatten af for det!
14. marts 2001
© Steen Ulnits
* Åslynge tilbage til Ribe Å
Enhver, der har fisket i Ribe Vesterå helt ude ved kammerslusen, kender til den store, afskårne åslynge – også kaldet “Gennemskæringen” – herude. Faktisk er det den største af sin slags i hele Nordeuropa. Åslyngen blev til, da Ribe Å engang i 1930’erne blev kanaliseret på dette stykke.
Nu foreslås netop denne åslynge geninddraget i Vesteråens løb mod Vadehavet. Formålet er blandt andet at hæve vandstanden så meget, at man undgår udtørring af gamle kulturlag ved Ribe, der jo er landets ældste købstad og derfor huser mangt og meget af historisk interesse.
Forslaget er stillet af Socialdemokratiet i Ribe og har straks fået støtte af den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening. Ikke uventet er landbrugerne mere end skeptiske over for dette progressive forslag.
14. marts 2001
© Steen Ulnits
* Lilleåen lidt længere…
… i hvert fald set med havørredøjne. For nylig tog Århus Amt nemlig officielt det nye omløbsstryg ved Løjstrup Dambrug i Lilleåen nær Laurbjerg i brug.
Det er et dambrug, der i mange år har været en torn i øjet på såvel sportsfiskere som miljøfolk, da det i lange perioder stort set var impassabelt for åens mange havørreder. Godt halvdelen af Gudenåens 6.-7.000 havørreder vandrer nemlig op i Lilleåen for at gyde.
Stykket umiddelbart nedstrøms dambruget har ofte været proppet med fisk, der ikke kunne komme længere – til stor glæde for de få medlemmer af Langå Sportsfiskerforening, der havde fiskeret her. Faktisk var stykket til sidst så populært, at Århus Amt måtte henstille til foreningen, at man reducerede fiskepresset på dette lille stræk – af hensyn til slitagen på åmiljøet.
Lilleåen led tidligere under dårligt renset spildevand fra byer som Hinnerup og Hadsten, men det er der i dag kommet styr på. Nu har fiskene så også fået frit løb langt op i åen – takket være amtets investeringer på omkring 3 millioner kroner i løbet af det sidste årti. Opstemningen ved Løjstrup Dambrug var den sidste og største af slagsen og er nu omlagt til et 250 meter langt stryg med masser af sten og frisk strøm. Faktisk er der brugt 5.000 tons store sten til byggeriet.
Tidligt på året, når vandstanden er på sit højeste, kan der løbe op mod 25.000 liter vand igennem stryget per sekund. Om sommeren kan vandføringen derimod være helt nede på 1.000 liter, hvilket er kritisk lidt, da dambruget alene skal bruge 800 liter.
Men med det nye stryg skulle problemerne være løst. Det var de ikke med den intermistiske fisketrappe, som amtet opførte i 1986. Fiskene kunne ikke finde den. Det nye stryg kan de derimod ikke overse!
14. marts 2001
© Steen Ulnits
* Århus Å på ret køl
Århus Amt har gennem de senere år postet ganske mange kroner i retableringen af den relativt lille å, der har lagt navn til såvel by som kommune og amt – Århus Å.
Flest penge er der gået til retableringen af den langstrakte og lavvandede Brabrand Sø, der indgår som en vigtig del af Århus Å-systemet. Her taler vi om adskillige millioner kroner i løbet af de år, hvor søens næringsrige bundslam blev gravet op og lagt ind på land. Den hurtigste, men også dyreste for for sørestaurering.
Dyrt har det også været at åbne åens nederste løb gennem byen og gøre det til en attraktion i sig selv. Ikke mindst café-livet er på det nærmeste eksploderet ved det, der nu kaldes “Vadestedet” eller “Den Spanske Trappe”. For øvrigt med det resultat, at Jyllands-Posten netop her fandt Danmarks dyreste fadøl – til 45,- kroner glasset!
Men mindre kan heldigvis også gøre det. Således er Århus Å netop blevet lagt tilbage i sit oprindelige løb længst oppe nær Edslev, hvor opstemningen ved den gamle Dørup Mølle fra 1541 og et langt nyere dambrug fra 1901 blev nedlagt. Et projekt, der kostede Århus Amt en halv million kroner at gennemføre.
Hermed er den syvende og sidste af de menneskeskabte opstemninger i Århus Å nu fjernet, og dermed har havørrederne fra Århus Bugt atter fri adgang til mange fine gydepladser heroppe. Men først skal de altså et smut gennem Århus Havn og forbi de mange caféer langs den nu fritlagte strækning gennem downtown.
Århus Å får sit vand fra den smukke Stilling-Solbjerg Sø få kilometer fra Skanderborg.
14. marts 2001
© Steen Ulnits
* Bisamrotter
En lovløs gnaver forsøger i denne tid at snige sig ind i det danske landskab sydfra. Ingen politisk flygtning, men en indvandrer med pels på kroppen og ondt i sinde.
Der er nemlig tale om bisamrotter, som i Tyskland er kendt for at underminere diger langs floderne, så disse bliver utætte. Dyr, som derfor bekæmpes med alle tænkelige midler – præcis som almindelige rotter. De mest probate midler er fælder og antikoagulanter, hvoraf de sidste får dyrene til at dø en langsom, men sikker død af indre blødninger.
Alene i 90’erne blev der årligt fanget op mod 20.000 bisamrotter i Nordfriesland umiddelbart syd for den dansk-tyske grænse. Et tal, der fortæller om truslen fra de nye pelsklædte indvandrere. I skrivende stund svæver den danske bisamrotte i lovløs uvished, idet der endnu ikke er taget stilling til, hvorvidt den hører under Miljøbeskyttelsesloven eller Vildtforvaltningsloven. Der arbejdes dog med at få dens stilling klarlagt.
Bisamrotten er ikke naturligt hjemmehørende i Europa, men er i lighed med minken indført fra Nordamerika omkring forrige århundredskifte. Det er bisamrottens underjordiske gangsystemer nær åer og søer, der har gjort den til et problem mange steder. Tøndermarsken langs Vidåen og ved Vadehavet ville være et ideelt levested for bisamrotten – hvis ellers den fik lov.
Bisamrotten, der er en dygtig svømmer og dykker, kan veje op til 2 kg med en kropslængde på omkring 40 cm og en halelængde på op til 25 cm. Det gør den til den næststørste gnaver i Norden – efter bæveren, der kan blive ti gange større.
14. marts 2001
© Steen Ulnits
* Mørrum malker miljøfond
Eller prøver i hvert fald på at få penge ud af en EU-miljøfond.
Den sydsvenske Mørrumså er kendt af alle lystfiskere i Skandinavien. Nu kender de den også i EU. Länsstyrelsen i Blekinge har nemlig ansøgt EU’s LIFE fond om ikke mindre end 85 millioner kroner til en retablering af den Mørrumså, som Sydkraft har ødelagt med sine opstemninger ved Hemsjö og Marieberg.
Lykkes det for svenskerne at få del i de for dem nye EU midler, vil åen blive retableret i årene op til 2005. Kraftværkerne vil da blive nedlagt eller ombygget, så åen igen kan flyde frit fra Härnäs og Knaggelid. Til glæde for ikke mindst åens svindende stamme af store havørreder fra Østersøen.
Laksene vil holde sig til hovedløbet på åens nedre del, hvor de kan få tilgodeset deres krav til egnede gydepladser. Havørrederne derimod vil søge meget længere op i vandsystemet – helt op i de mindre tilløb for at gyde der. Optimistiske skøn siger, at den naturlige lakseproduktion vil kunne stige med 50%, mens havørrederne meget vel kan få endnu mere glæde af tiltaget.
Skulle det lykkes at få projektet finansieret igennem EU, da er der også håb for noget tilsvarende for Gudenåen ved Tange Sø. – Hvorfor har ingen tænkt på at søge penge dér i stedet for at lægge lystfiskerpenge til side fra det obligatoriske fisketegn?
14. marts 2001
© Steen Ulnits
* Fisketegnsmidler til Tangeværket???
Det kan undre, at svenskerne nu overhaler os indenom med deres ansøgning til EU’s LIFE fond om 85 millioner kroner til retablering af Mørrumsåen og nedlæggelse af indtil flere vandkraftværker. Undre, al den stund svenskerne jo kun har været medlemmer i et par år mod Danmarks mere end 20-årige medlemsskab…
I stedet lader der nu til at være planer om henlæggelse af de 2 millioner, der hvert år er blevet afsat til vandløbsrestaurering – til senere brug i forbindelse med Tangeværket og Gudenåcentralen. Efter i mere end et halvt århundrede at have postet millioner af kroner i statsstøtte til den skadelige vandkraft, skal lystfiskerne nu igen være sorteper. Hvis ellers planerne slipper gennem Ritt Bjerregaards ministerium.
Lystfiskerne er forståeligt nok utilfredse. I forvejen har forskerne ved Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) lagt beslag på en større og større del af fiskeplejemidlerne, der oprindelig var tiltænkt fiskeplejen og ikke en udvidet grundforskning.
Fødevareminister Ritt Bjerregaard har dog endnu ikke underskrevet handlingsplanen for fiskeplejen 2001 – det skal sandsynligvis først ske den 26. marts – så der er stadig håb om ændringer. Hvis hun da ikke bare har haft alt for travlt med at tænke på landbrugets kogalskab og mund- og klovsyge…
14. marts 2001
© Steen Ulnits
* Kattens til rekordfisk…
Det blev nordmanden Kolbjørn Melien, som med en fisk på imponerende 27,922 kg satte den nye verdensrekord for plettet havkat . Rekordfisken huggede i maj måned sidste år, hvor Kolbjørn fiskede en torskefilet i farvandet ud for Troms i Nordnorge.
Den nye rekordfisk fra Norge slog den gamle, som blev fanget i Grønland i august 1982. Og som for øvrigt var på danske hænder, da den blev fanget af Jens Ploug Hansen. Intet varer evigt og da slet ikke rekorder…
8. marts 2001
© Steen Ulnits
* Ugens citat…
Historikeren Thorkild Kjærgaard udtalte forleden til dagbladet Aktuelt følgende, som jeg finder værd at citere i disse for vort landbrug så hårde tider:
“Hvis landmændene mener, at de som erhverv bliver kritiseret som aldrig før i historien, har de ret. Men de har heller aldrig nogensinde budt samfundet det, de byder os nu.”
Så sandt, som det er sagt. Og derfor nu også citeret!
8. marts 2001
© Steen Ulnits
* Svin stopper sø
Faste læsere af denne side vil vide, at en svineavler for nogen tid fik lov til at udvide sin produktion på Esrumgaard i Nordsjælland – trods det faktum, at det vil medføre en øget forurening af Esrum Sø, der i forvejen tilføres for megen kvælstof.
Nu er der så ballade igen, og søreme om det ikke er nøjagtig den samme landmand, den er gal med igen. Nu sidder han blot som Landboforeningens repræsentant i Jordbrugskommissionen, der netop har skullet tage stilling til genskabelsen af Søborg Sø i Nordsjælland.
Svineproducenten nedlagde veto mod den planlagte genskabelse af søen og lagde sig dermed ud med alt og alle. Således er han nu oppe imod ejerne af Søborggaard, der skulle afgive jord til projektet; mod Aage V. Jensens Fonde, der skulle betale for jorden; mod Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening og Frederiksborg Statsskovdistrikt, der alle havde glædet sig til genskabelsen. Han har sågar også lagt sig ud med sit eget parti – med Venstres amtsborgmester, der har indklaget sagen til Fødevareministeriet, hvorunder sager om landbrugspligt hører.
Svinebondens argument for at nedlægge veto – for første gang i de sidste ti år – er, at god landbrugsjord er en mangelvare i Nordsjælland. Hvad han mener er vel, at han selv mangler jord at sprede sine stigende gyllemængder ud over. For myndighederne karakteriserer den udbrændte søbund som værende ren marginaljord, der ikke er værd at dyrke.
Det var planen at genskabe den 600 hektar store og lavvandede sø, så man kan mindske udvaskningen af næringssalte fra landbruget til Kattegat – som politikerne har ønsket det ifølge seneste Vandmiljø-handlingsplan.
Danmarks Naturfredningsforening (DN) har siden det nedlagte veto klaget over, at landbruget sidder på to ud af tre pladser i de 14 amtslige jordbrugskommissioner. Det giver anledning til “forkvaklede beslutninger”, mener DN.
Noget kunne tyde på, at de har ret.
8. marts 2001
© Steen Ulnits
* Danskere redder mangrove i Thailand
I løbet af en halv snes år er 85% af den livgivende mangrove langs de tkailandske kyster forsvundet. Årsagen er de mange nye rejefarme, der som paddehatte er skudt op i de kystnære områder. Her dyrkes store tigerrejer til de nordamerikanske og vesteuropæiske restauranter, hvor kæmperejerne er en efterspurgt delikatesse.
Der er store penge at tjene på rejedyrkningen – typisk 40 gange så meget som ved at dyrke den mere traditionelle ris på det samme område. Alt i alt tilfører rejeproduktionen 15 milliarder kroner til Thailand fra eksportmarkederne. Mange rige thailændere har derfor investeret ivrigt i det nye guld – med en katastrofal forurening af kystvandet til følge.
De 30.000 rejefarme, der tilsammen dækker et areal på størrelse med Bornholm (75.000 hektar), lukker hvert år 10 milliarder kubikmeter spildevand ud i de kystnære omgivelser. Vand forurenet med ekskrementer, foderrester og rester af medicin. For slet ikke at tale om sygdomsfremkaldende bakterier og viruser, der kan ødelægge rejeproduktionen. Det er ti gange den samlede årlige danske spildevandsudledning!
To danskere har sat sig for at gøre noget ved dette problem. Med økonomisk hjælp fra bistandsorganisationen Danced under Miljøministeriet er de i gang med et projekt, der dels skal mindske den massive forurening fra rejefarmene – dels øge produktiviteten ved at mindske spredningen af smitsomme sygdomme blandt rejerne.
Projektet går i al sin enkelhed ud på at suge bundfældet slam op fra bassinerne og afvande det, inden det således rensede vand atter ledes ud i dammene. Herved udgår man dels at forurene omgivelserne – dels at skulle skifte vandet ud op til ti gange i løbet af de fire måneder, det typisk tager at opføde en tigerreje til markedsstørrelsen på 20 gram eller mere. Normalt kan man høste rejer to gange årligt i tropiske og subtropiske omgivelser.
Danced giver 15,4 mio. kroner til projektet over en 4-årig periode. Mangroven er livgivende for det kystnære miljø, idet mange dyr – voksne, men især opvoksende – er afhængige af det beskyttede liv mellem mangrovens mange rødder.
8. marts 2001
© Steen Ulnits
* Tal, der tæller
I 1997 landede nordamerikanske erhvervsfiskere pelagiske (i de frie vandmasser svømmende) fisk for 28 millioner US$. Samme år omsatte det rekreative fiskeri med stang og line efter blot en enkelt pelagisk art, nemlig bluefish – ekspræsident Bush’ favoritfisk – for 300 millioner US$. Dette ifølge International Game Fish Association i Florida, USA.
Altså endnu et eksempel på, at det meget ofte er samfundsøkonomisk direkte skadeligt at fortsætte et erhvervsfiskeri efter arter, som er af rekreativ interesse. Det er simpelthen spild af penge og biomasse.
Tilsvarende landede amerikanske sportsfiskere i 1999 blot et enkelt ton af den sportsmæssigt attraktive hvide marlin. I samme tidsrum måtte amerikanske langlinefiskere til gengæld kassere 56 tons hvide marlin som uønskede bifangster…
I 1999 var det tilladt i alt at lande 10.700 tons nordatlantiske sværdfisk. Samme år blev der i alt landet og kasseret 11.914 tons…
I staten Californien alene omsætter det rekreative fiskeri med stang og line årligt 2,9 milliarder US$, hvilket alene skaber 154.000 fuldtids jobs.
Vi savner stadig en stor landsdækkende undersøgelse, som kan give tilsvarende tal om dansk sportsfiskeri. Men en sådan er på vej, forlyder det fra forskellig side. Ét står imidlertid allerede klart:
– Erhvervsfiskeriet, som vi kender det i dag, har simpelthen ingen fremtid og bør derfor afvikles eller omlægges til en bæredygtig virksomhed hurtigst muligt.
2. marts 2001
© Steen Ulnits
* Travle trawlere i forbudt farvand
Nu er den gal med de danske trawlfiskere igen, og denne gang er det svenskerne, det går ud over – svenske garnfiskere, som får deres lovlige garn ryddet af kriminelle danske trawlere.
Efter torskestoppet i Nordsøen (se længere nede på denne side) er interessen for at fange og indhandle torsk større end nogensinde. Priserne er i top og fiskerne derfor motiverede til at overskride regler og bestemmelser for fiskeriet. Såvel den svenske kystbevogtning som den danske fiskerikontrol er klar over problemet og har intensiveret overvågningen i den nordlige del af Øresund, hvor problemerne er størst.
Heroppe findes der nemlig en lille trekant, hvor det er lovligt at trawle. Problemet er så blot, at i hele det øvrige farvand må man ikke trawle. Der må man kun sætte passivt fiskende garn. Men fiskerne – og det er især de danske fra Gilleleje – har meget svært ved at se forskel på lovligt og ulovligt farvand. Trods alskens elektronisk isenkram, der kan fortælle om bådenes placering med få meters nøjagtighed.
I løbet af en enkelt uge har den svenske kystbevogtning taget syv fartøjer på fersk gerning, mens den danske fiskerikontrol i samme tidsrum har taget fem. Myndighederne fortæller til pressen, at de meget ofte spotter trawlerne ude i det forbudte område, men at det kniber med bevisbyrden. Enten er fiskerne væk, når kontrollen når frem. Eller de har kappet trawlet, så beviserne er væk. Der er flere eksempler på, at kontrollen bagefter har kunnet fiske de afklippede trawl op i ulovligt farvand.
Myndighederne kan videre fortælle, at fiskerne ofte har familiemedlemmer udstationeret i havnene, så de altid har styr på fiskerikontrollen. Ikke mindst de svenske garnfiskere i Viken er grundigt trætte af deres danske trawlfiskende kolleger.
2. marts 2001
© Steen Ulnits
* Bøder, der basker
De mener det alvorligt i Canada, når de vedtager love om fiskeri. Det måtte to personer sande, da de blev taget på fersk gerning i færd med at nette laks i Miramichi floden i det østlige Canada.
To mænd havde da fanget to laks – et pauvert resultat, som imidlertid ikke formildede dommeren. De to formastelige, som da også erkendte sig skyldige i tyvfiskeri, fik nemlig en bøde på 5.000 canadiske dollars samt besked om i tilgift at betale 500 canadiske dollars per fisk – eller gå 143 dage i fængsel…
Den slags domme har en markant præventiv effekt, som vi også godt kunne ønske os her i lille Danmark. Det ville for alvor kunne begrænse det ulovlige garnfiskeri langs de danske kyster. Medvirkende hertil er også bestemmelsen om, at den bil eller båd, der bruges til udførelse af kriminaliteten, ligeledes konfiskeres.
2. marts 2001
© Steen Ulnits
* Titanium er toppen…
Vi fluefiskere er hele tiden på udkig efter nye materialer og nye teknikker, som på den ene eller anden måde kan berige vort fluefiskeri. Det ved producenterne, som derfor også er på permanent udkig efter nye produkter, der kan gribe vore hjerter og lænse vore tegnebøger…
Årets med garanti nye hit på dette felt er fremkomsten af titanium som det nye vidundermateriale til bygning af fluestænger. Et materiale, hvis blotte navn får det til at gibbe i mangen en teknologifreak.
Titanium er grundstof nummer 22 i det periodiske system – dertil et sølvgråt metal, der på mange måder minder om poleret stål. Det er da også lige så stærkt som stål, men til gengæld 45% lettere – en egenskab, som har gjort det populært i fly- og rumfartsindustrien. Da titanium ikke afstødes af levende væv, bruges det ligeledes meget i kirurgien.
Og nu har det så også gjort sit indtog på fluestængernes holdeplads. I hvert fald har tre af de større producenter til år 2001 helt nye serier af fluestænger på programmet, hvor titanium indgår i en eller anden form .
24. februar 2001
© Steen Ulnits
* …i bunden
Redington, der slog sig op som producent af kvalitetsstænger med livstidsgaranti og til absolut rimelige priser, fokuserer i stigende grad på den dyre ende af markedet. Det er da også tilfældet med deres nye “Nano Titanium” (Nti) serie af multimodulære fluestænger.
Nti stængerne er fremstillet af kulfibre med modulus på henholdsvis 57, 69 og 84 mio. psi – alle bundet sammen af et bindemiddel iblandet mikroskopiske titaniumpartikler. Garvede fluefiskere mindes sikkert, at japanske Daiwa for nogle år siden lancerede noget tilsvarende med deres “Whisker” fluestænger – blot var det her silicium carbid og ikke titanium, der var i bindemidlet.
Redington siger selv, at den nye Nti teknologi gør det muligt at bygge stænger, som er 30% stærkere og 30% lettere. Det skal i sandhed blive spændende at lægge hånd på disse nyheder og prøvekaste dem under realistiske forhold!
ADG, som er et relativt nyt navn på stangbygningsfronten, ligger helt klart i den dyre ende med deres nye “Titan” stænger, hvoraf de dyreste koster omkring US$ 2.000.
Stængerne består af konventionelle IM-8 kulfiberklinger, som først påføres et lag titaniumpulver ved en ioniseringsproces og siden omvikles med 4-6 titaniumwirer fra top til bund. Jeg har i skrivende stund ikke haft lejlighed til at teste denne interessante nyhed, så vi kan kun gisne om egenskaberne. Men spændende lyder det!
Lamiglas, som er en gammel kending blandt stangbyggere, har taget skridtet fuldt ud med deres nye “Ti2000” stangserie. Her er der nemlig indbygget et tyndt titaniumrør i hele bundstykket – et rør, hvis vægtykkelse sågar varierer fra top til bund. Ifølge Lamiglas reducerer dette vibrationer i bundstykket under kast og giver en bedre føling med stang og line.
24. februar 2001
© Steen Ulnits
* Fakta om fisk
EU’s fiskeriministre besluttede den 24. januar i år, at der skal være et midlertidigt stop for torskefiskeri i Nordsøen fra 15. februar – 1. maj 2001. Forbudszonen gælder gydepladserne mellem Danmark, Norge og England.
Fiskeristoppet er en konsekvens af den reduktion af kvoterne for torsk med 45%, som EU vedtog for 2001 – trods det faktum, at International Committee for the Exploration of the Seas (ICES) rent faktisk havde anbefalet et totalt stop for alt fiskeri efter torsk.
Den nuværende gydebestand af 3-4 år gamle torsk er pt. 70.000 ton i Nordsøen, hvilket er alt for lidt. Gydebestanden bør nemlig ligge omkring 150.000 ton – altså mere end det dobbelte af nu – hvis bestanden skal være stabil. Det kunne således være gået meget værre for de danske fiskere, hvis minister fik forhandlet sig til langt lempeligere betingelser ved at bytte kvoter med andre lande.
Danske fiskere har Nordsøen som deres vigtigste fiskevand. Her fangede de sidste år 115.877 ton fordelt i procenter på følgende kategorier:
- Torskefisk: 23,5 %
- Fladfisk: 12,5 %
- Sild: 29,5 %
- Div. konsum: 34,5%
Fiskearterne, hvoraf sperling, tobis, brisling, sperling og småsild hører til industrifiskene, fordelte sig på følgende vis:
- Tobis: 528.551 ton
- Brisling: 282.299 ton
- Sperling: 57.441 ton
- Sild: 137.578 ton
- Blåmusling: 96.215 ton
- Blåhvilling: 79.810 ton
- Torsk: 70.547 ton
- Hestemakrel: 32.047 ton
- Makrel: 29.705 ton
- Rødspætte: 23.123 ton
18. februar 2001
© Steen Ulnits
* Fakta om finanser
De mere end 100.000 ton fisk, som danske fiskere hvert år lander fra Nordsøen, omsætter for ganske mange penge. Den samlede værdi af dansk fiskeri ligger således på 2,5-3,5 mia. kr om året. Den samlede værdi af dansk fiskeeksport – fersk fisk såvel som forædlede fiskeprodukter – ligger tilsvarende på 13-16 mia. kr årligt. Indtægterne fordeler sig pt. på følgende arter af fisk og skaldyr:
- Torsk: 925 mio. kr
- Hummer: 340 mio. kr
- Rødspætte: 330 mio. kr
- Div. fladfisk: 253 mio. kr
- Sild: 170 mio. kr
- Makrel: 110 mio. kr
- Blåmuslinger: 87 mio. kr
Fiskerierhvervet er således et erhverv, der batter godt på handelsbalancen – trods det faktum, at det på landsplan kun beskæftiger nogle få tusinde mennesker. Typisk en tiendedel af landbruget – 5.000 mod 50.000 personer. Hertil skal så lægges de mange andre mennesker, der er beskæftiget med forarbejdningen af produkterne.
Fødevareminister Ritt Bjerregaard var derfor overraskende konsekvent, da fiskerne efter torskestoppet mødte op med fremstrakte hænder – i vanlig forventning om penge som kompensation for fiskeristoppet:
Nul kompensation – præcis som i tilfældet med landbrugets kogalskab. I begge sager ligger jo erhvervene, som de selv har redt. Fiskerne på grund af overfiskning – landbrugerne på grund af industrielle produktionsformer. Begge dele noget, som erhvervene jo selv har besluttet sig for, og som de derfor også selv må tage de økonomiske konsekvenser af.
18. februar 2001
© Steen Ulnits
* Fakta om fiskebåde
Kigger man på antallet af både i det danske fiskeri, viser der sig en tydelig tendens. Det er således i Esbjerg, vi har langt størstedelen af de store skibe liggende, der har specialiseret sig i fangst af industrifisk til produktion af fiskemel. Tilsvarende ligger det store flertal af konsumfiskerne i Hanstholm længere nordpå:
- Esbjerg: 120 både/22.247 BRT
- Hanstholm: 425 både/19.020 BRT
- Hirtshals: 154 både/14.719 BRT
- Skagen: 138 både/7.812 BRT
- Thisted: 255 både/6.132 BRT
“BRT” står for “bruttoregisterton” og fortæller således om bådenes størrelse og vægt. Der ligger således 3-4 gange så mange fiskebåde i Hanstholm som i Esbjerg, men vægtmæssigt kommer de alligevel til kort over for Esbjergfiskernes kolossale industriskibe.
18. februar 2001
© Steen Ulnits
* Fiskekammeraterne…
George W. Bush Junior, tidligere guvernør for Texas og nys udnævnte præsident for USA – han blev jo ikke valgt af vælgerne, men i stedet udnævnt af den republikansk dominerede amerikanske Højesteret – har efterhånden fået sammensat sin nye stab.
For en meget stor dels vedkommende består den af gamle travere fra hans fars tid som præsident (1989-93) – med Colin Powell (øverste militære ansvarlige fra Golfkrigen) og Dick Cheeny som de mest prominente.Til Bush Juniors “egne” medlemmer af staben hører fiskekammeraterne Marc Raclot og Dan Evans – begge oliemænd fra Texas, der holder af at fiske en Texas-rigged gummiorm efter largemouth bass i énstjernestatens mange varmtvandssøer.
Højt over de republikanske vande svæver stadig en anden gammel traver fra Bush Seniors tid, nemlig tidligere udenrigsminister James Baker, der også er en ivrig fisker. Helst dog med flue, og helst efter ørreder i den flod, der løber gennem hans egen ranch i Montana.
Ja, så længe det blot bliver i familien. Indtil videre kan Bush Senior dog have sine bluefish i fred oppe i New Hampshire, hvor han residerer i sommermånederne – med egen golfbane og egen bådebro lukt ud i Atlantens blå bølger.
Junior har nok lidt for travl med at prøve at få ødelagt Alaskas ødemarker til selv at få fisket ret meget…
12. februar 2001
© Steen Ulnits
* Solpletter på nethinden
På det seneste har flere forskere påvist, at der er en sammenhæng eller i hvert fald et sammenfald mellem udbredelsen af solpletter og Jordens temperatur.
Selv om næppe nogen seriøs klimaforsker i dag vil feje den menneskeskabte drivhuseffekt af bordet, så tyder meget nu på, at også solpletterne spiller ind i den globale opvarmning. Solpletterne er pludselige og lokale udbrud på Solens overflade, der udsender elektrisk ladede partikler i form af den såkaldte solvind.
Sandsynligvis er opvarmningen, som vi oplever den i dag, resultatet af såvel naturlige faktorer som menneskeskabte. Jorden er støt og roligt blevet varmere siden sin skabelse, og gennemsnitstemperaturen har undervejs svinget frem og tilbage – med mindst fire store og adskillige mindre istider indlagt frem til i dag.
Med et interval på flere tusinde år ændrer den akse, Jorden drejer omkring, sin hældning en lille smule. Ikke meget, men nok til at ændre solens indstråling og dermed påvirke klimaet. Det er for øvrigt selvsamme ændring i hældningen, der har fået stjernebillederne til at stå højere eller lavere på himmelen i forskellige tidsperioder.
Kontinenternes drift har gennem tiderne ændret på havstrømmene og dermed fordelingen af varme på Jorden. Den varme Golfstrøm er jo først blevet til, efter at Nordamerika er drevet fra Europa. Tilsvarende har også dannelsen af Jordens store bjergkæder ændret klimaet ved at isolere kolde og varme luftstrømme.
Endelig har vulkanudbrud fyldt atmosfæren med støv, der har mindsket indstrålingen fra Solen og dermed gjort klimaet markant koldere – ofte ganske pludseligt. Det samme har nedslag af større og mindre meteorer kunnet gøre.
Og nu har så solpletterne også fået deres del af æren for Jordens til tider lunefulde klimatiske opførsel. Det menes, at solvinden i bogstaveligste forstand blæser den kosmiske stråling væk, som er med til at danne skyer i den nedre del af atmosfæren.
12. februar 2001
© Steen Ulnits
* – Rent mel i møllen?
Danmark bryster sig internationalt af at være et foregangsland på miljøområdet. Men der er ofte mere tom snak end relle handlinger bag.
Tag blot den verserende sag om kogalskab. Den har atter bragt Danmark på banen som miljøsynder og samtidig fornyet interessen omkring dioxin i fisk og foderstoffer. Faktum er nemlig, at der nu vil være en stigende interesse for at bruge fiskemel i stedet for det forbudte kød- og benmel til produktion af foderstoffer.
– Og hvad er der så galt i det?
Jo, dels frygter man nu fra EU, at skrupelløse entreprenører vil snyde sig til en let fortjeneste – ved simpelthen at sælge det forbudte kød- og benmel som det langt dyrere og stadig tilladte fiskemel. Med de farer, det nu engang medfører for spredning af kogalskab og deraf afledte sygdomme hos os mennesker.
Og dels indeholder dansk fiskemel i dag så høje mængder af giftstoffet dioxin, at det i sig selv er et problem. Dioxin-indholdet i dansk fiskemel er nemlig så højt, at det ligger over de nye grænseværdier, som er foreslået i EU.
Dioxin stammer primært fra forbrænding af affaldsstoffer i industrien. Det er et stærkt kræftfremkaldende stof, som ikke nedbrydes i naturen, og som derfor i vid udstrækning ender i vore spisefisk. 40% af vort gennemsnitlige indtag af dioxin stammer fra fisk – heraf 33% vilde fisk og 7% opdrættede.
Størst er dioxinindholdet i fisk fra Østersøen – mindst er det i Nordsøen, hvor det imidlertid er stigende.
De danske myndigheder blokerede for nogen tid siden et direktiv fra EU, som ville have ødelagt afsætningen for det meget givtige danske industrifiskeri – på grund af det alt for høje indhold af dioxin i danske industrifisk og dansk fiskemel.
Sikkert ud fra devisen, at hvis moral er godt, så må dobbeltmoral være dobbelt så godt…
12. februar 2001
© Steen Ulnits
* Ritt rykker – igen!
Fødevareminister Ritt Bjerregaard har gjort det igen – udtrykt sin klare og utvetydelig holdning til dansk landbrug, som det ser ud i dag. Det gjorde hun senest på Dansk Familielandbrugs årsmøde, hvor hun – midt i løvens gab – blandt andet udtalte følgende:
“Det er indlysende, at landbruget ikke kan få kompensation fra statskassen, når en så hårdt presset produktion løber ind i helt forudsigelige sammenbrud. Landmændene indkasserer fortjenesten, når det går godt, og de må tage ansvaret, når det går galt. Jeg siger ikke, at det er landmændenes skyld, men det er deres ansvar, fordi det er deres produktion. Dyrene skal have proteintilskud i form af kødbenmel eller genmanipuleret soya for at kunne yde mere. Jorden skal tilføres kunstgødning og sprøjtes med pesticider for at give større udbytter…
…Nu har vi kogalskaben. Før det handlede historierne om, at brugen af antibiotika i foderet havde skabt modstandsdygtige bakterier. Der var historier om tremmekalve og svin, der blev mishandlet under transporten. Alt i alt fremkalder historierne billedet af en sektor, der ikke er i sund balance – en sektor, der skal finde en ny måde at producere på…
…Det forøger befolkningens mistro og lede ved landbruget, at man foreslår sunde dyr slagtet og brændt ene og alene for at holde prisen oppe på oksekød. Ud over desperation og fortvivlelse afspejler den slags forslag en foragt for liv, der er både skræmmende og forargelig…
…Det er muligt, at forbrugerne som hovedløse høns i samlet flok løber rundt efter de billigste fødevarer – uanset, hvor ringe kvaliteten er. Forbrugerne æder bjerge af overflødigt dyrisk fedtstof, som alle ved er skadeligt. Eneste krav er tilsyneladende, at det er farvet, fyldt af konserveringsmiddel og billigt.”
Det er vist første gang nogensinde, at en minister i den grad tager bladet fra munden over for det erhverv, hun er minister for. Der er næppe tvivl om, at Ritt Bjerregaard med denne brandtale har skrevet historie i dette lille land, hvis miljø og fødevarer i en menneskealder er blevet styret og skamridt af netop landbruget.
Hatten af for en kvinde, der er mand nok for at stå ved sine meninger!
12. februar 2001
© Steen Ulnits
* Ti år og to millioner vildlaks
North Atlantic Salmon Fund (NASF), hvis utrættelige arbejde med opkøb af internationale laksekvoter har reddet omtrent 200.000 voksne laks om året, kan nu fejre sit ti års jubilæum. Alt i alt har omkring 2 millioner voksne vildlaks uhindret kunne svømme tilbage til deres fødeelv for at gyde – kun takket være NASF’s frivillige og privat finansierede opkøb.
Der resterer dog stadig mange års arbejde, førend de sidste drivgarn og de sidste krogliner er en saga blot. Førend disse ødelæggende redskaber er gået over i historien som håbløst forældede, biologisk uforsvarlige og samfundsøkonomisk urentable.
Men der resterer næppe længere tvivl om, at mange flere laksestammer, end det allerede er tilfældet, ville være gået tabt uden disse opkøb.
Stort tillykke derfor med ti-årsdagen!
5. februar 2001
© Steen Ulnits
* Tamlaks for vildlaks
Den gigantiske engelske supermarkedskæde Tesco har nu aktivt involveret sig i kampen for at redde de sidste vilde atlanterhavslaks. Tesco tilbyder nemlig sine sportsfiskende kunder, at de for hver en vildlaks, de kan dokumentere genudsat i levedygtig tilstand, får en side ferskrøget tamlaks med hjem.
Det er Tesco’s forhåbning, at mange laksefiskere vil tage godt imod dette generøse tilbud. Og at de derfor vil genudsætte en stor del af de vildlaks, de måtte fange i engelske vandløb. Fangst og genudsætning – Catch & Release også kaldet – er jo vejen frem i årene, der kommer. Og har allerede været det i mange år på den anden side af Atlanterhavet.
Skulle man nu ikke kunne lide røget laks, er der også en løsning på dette problem: Tesco udbetaler da den samme værdi i andre af supermarkedskædens dagligvarer.
– Et eksempel til efterfølgelse for eksempelvis det miljøbevidste FDB?
5. februar 2001
© Steen Ulnits
* 10 millioner kroner til vildlaksen
Det har været en lang kamp op ad bakke for den seje islænding Orri Vigfusson, som grundlagde North Atlantic Salmon Foundation (NASF) for nu en halv snes år siden.
Hans idé var og er, at atlanterhavslaks er alt for værdifulde til at blive fanget i drivgarn og på krogliner i det kommercielle fiskeri – når de nu kan indbringe mange gange så meget i det rekreative sportsfiskeri.
Der har været mange sejre og mange nederlag undervejs. Til sejrene hørte, at det overhovedet lod sig gøre – efter mange og lange forhandlinger – at opkøbe den færøske laksekvote. Til nederlagene hørte, at grønlænderne ikke var villige til at forlænge deres del af aftalen.
Til sejrene hørte også, at den amerikanske forbundsregering for nogle år siden satte 500.000 US$ af til NASF’s fortsatte opkøb. En klar blåstempling af fondens arbejde. En endnu mere klar tilkendegivelse af respekten for NASF’s arbejde kom kort før jul sidste år, da den engelske fiskeriminister kunne meddele, at hans regering havde sat 750.000 £ af til et krone-for-krone opkøb af lakserettigheder. For hver en krone, NASF rejser af private midler, giver den engelske regering tilsvarende én krone.
Alt i alt 10 millioner danske kroner står således og venter på den anden side af Kanalen – på at private laksefiskere og fisketurismen spytter lige så mange kroner i kassen til opkøbene af lakserettigheder i Nordatlanten, så der også fremover er laks at fiske efter. Hjælp til selvhjælp.
Hatten af for dette ridderslag til Orri Vigfusson og North Atlantic Salmon Fund!
5. februar 2001
© Steen Ulnits
* Øsregn over Østersøen
Det bliver ifølge eksperterne fremtiden for de lande, der grænser op til Østersøen. Og årsagen er den drivhuseffekt, der nu for alvor er ved at gøre sig gældende, og som mange først nu er begyndt at tro på.
Ifølge de seneste modelberegninger kan vi omkring år 2075 regne med, at luften er blevet 4 grader varmere end nu, og at nedbøren følgelig er steget med 30%. Det er, hvad Skov- og Naturstyrelsen er nået frem til i deres seneste beregninger. Samme styrelse har også set på, hvilke konsekvenser det sandsynligvis vil få for de indre danske farvande.
Værst vil det varmere klima ramme Østersøen, som er presset fra flere sider. Ikke blot vil vandtemperaturen stige til et niveau, som torskene ikke holder af. I Nordsøen har man allerede nu set, hvordan torskene trækker længere nordpå i takt med opvarmningen – jævnfør tidligere notits på denne side.
Nej, den økonomisk vigtige torskebestand vil også lide under den lavere saltholdighed, som bliver en konsekvens af den stigende nedbør i Østersølandene. Torsken kræver en bestemt saltholdighed, hvis den skal kunne yngle med held, og det kniber allerede. Mere ferskvand vil ikke forbedre situationen.
Og for at det ikke skal være løgn, så vil den øgede nedbør også medføre en øget udvaskning af næringssalte fra landbruget – med algeblomst og iltsvind til følge. Som om torsken ikke havde problemer nok at slås med i forvejen…
30. januar 2001
© Steen Ulnits
* Opsving for ulovligt fiskeri
I takt med de stærkt reducerede torskekvoter frygter såvel fiskerierhvervet selv som Fiskeridepartementet og Fiskerikontrollen nu, at der vil ske en opblomstring af det ulovlige erhvervsfiskeri.
Fiskekvoten for torsk er faldet støt i de seneste år – fra 24.500 tons i 1999 over 14.000 tons i 2000 til blot 8.200 tons i 2001. Altså et fald til en tredjedel på blot tre år. Et faktum, som dels skyldes naturgivne forhold, dels overfiskning fra fiskerierhvervets side.
Fiskerne selv har imidlertid stadig ikke set skriften på væggen. Således mener Dansk Fiskeriforening, at de lave kvoter mest af alt er udtryk for en “hysterisk reaktion blandt EU’s fiskeriministre, baseret på udsagn fra en enkelt biolog”. Således udtaler i hvert fald foreningens formand til Jyllands-Posten.
Men fra Fiskeridepartementet lyder det, at det jo ikke lykkedes danske fiskere at opfiske sidste års torskekvote – et faktum, der vel kun kan skyldes, at fiskene var så få, at fiskerne ikke kunne finde dem.
30. januar 2001
© Steen Ulnits
* “Bondens fald”
Under denne overskrift bragte Jyllands-Posten den 24. januar mere end 3 helsider i Erhvervs-Magasinet om fortid, nutid og fremtid for den danske bonde. Om selvopfattelse og realiteter. Fra Morten Korch til svinebaroner.
Det var spændende læsning om et hæderkronet erhverv, som nu så småt er ved at indse, at dets storhedstid definitivt er omme. Et erhverv, hvis produkter tidligere udgjorde hovedparten af dansk eksport til udlandet. Et erhverv, der gjorde Danmark til det smørhul, som Hitler under Anden Verdenskrig sendte sine krigstrætte soldater til for at blive opfedet til nye kampe. Et erhverv, der sammen med fiskerierhvervet tjente gode penge under selvsamme krig, mens resten af befolkningen led under besættelsen.
Men i dag et erhverv, hvis produkter nu udgør under 20% af den samlede danske eksport. Og et erhverv, som bærer langt størstedelen af skylden for, at det danske vandmiljø i dag har det så skidt, som tilfældet er. Og som ligeledes bærer skylden for, at de sidste danske hedearealer nu er ved at kvæles – i ammoniakdampe fra de store svineproduktioner, der ikke overdækker deres enorme gylletanke, som loven ellers foreskriver.
Interesserede bør så absolut læse Jyllands-Postens afdækning af den menige danskers vrangbillede af landmanden. Og af landmændenes egen vaklende selvforståelse. Stof til eftertanke.
28. januar 2001
© Steen Ulnits
* “Landbrugets reflekser må på chokkur”
Under denne overskrift skriver Dagbladet Politiken i en leder den 19. januar blandt andet følgende:
“…chancen for at støde på en artikel om landbruget i landets førende aviser, uden at ordene kompensation eller støtte også forekommer, er ganske ringe. Og det var nok årsagen til, at landbrugets ledere forleden var tydeligt chokerede over fødevareminister Ritt Bjerregaards kontante afvisning af at lade staten betale de ekstraomkostninger, der er nødvendige for at genskabe forbrugernes tillid til oksekød trods kogalskaben. Landbruget er selv skyld i miseren gennem de produktionsformer, de har valgt, mente ministeren.
Nu må man have landbrugslederne undskyldt. For ingen nulevende aktiv landmand kan vel huske, hvornår landbruget senest har haft eller skabt et problem, hvis løsning ikke har kostet skattekroner fra det øvrige samfund. Det er sket, når miljøproblemerne ikke længere har kunnet negligeres, det er sket med gældssanering, tørkelån og andre opfindsomheder. Og det er sket siden EF-medlemsskabet, hvor de fem-seks procent af EUs befolkning, der er aktive landmænd, med største selvfølgelighed har lagt beslag på mere end halvdelen af EUs budget.
Derfor er det på høje tid, at Ritt Bjerregaard bruger sin velkendte evne til at sætte dagsordenen og signalere, at hun er fødevareminister og ikke mere leder af et interessekontor for landbruget, end boligministeren er for tømrermestrene. Det er på tide at bryde refleksreaktionen, der gør ethvert landbrugsproblem til en offentlig udgift.
Forbrugerne, dvs. skatteyderne, yder i forvejen rigeligt til markedsføring af landbrugsprodukter, bl.a. ved at tillade, at forsyningerne af mælk og kød nu sker gennem fusionerede, landbrugsejede storkoncerner med monopolstatus på hjemmemarkedet.
Landbruget bør altså indstille sig på at blive et erhverv på linje med alle andre. Og når protesterne over den manglende statsstøtte omkring kogalskaben også omfatter krav om at få sunde og testede kreaturer destrueret med EU-støtte for at få markedspriserne op, er grænsen for krævementaliteten ikke alene overskredet. Så er erhvervet på vej ind i det moralsk anløbne”. Citat slut.
Såvidt Dagbladet Politiken. Rart, man ikke længere behøver sige det selv.
28. januar 2001
© Steen Ulnits
* Skotske laks i frit fald
Det var Skotland, der gav os fluefiskeriet efter den sølvblanke atlanterhavslaks – Skotland, hvis smukke laksefloder engang husede laks i tusindvis.
Det var også skotterne, der gav os de nu klassiske og for visses vedkommende udødelige laksefluer. Tænk blot på et mønster som “Green Highlander”, der stadig lever i bedste velgående, omend det i dag mest bindes i diverse hårvingede udgaver.
Men det står skidt til med den skotske laks – rigtig skidt endda. Se blot de officielle fangsttal, som den skotske regering har udsendt:
- 1995: 574 tons
- 1996: 425 tons
- 1997: 296 tons
Altså omkring en halvering på blot tre år. Der er sikkert flere årsager til den markante og skræmmende nedgang – nogle naturlige, andre menneskeskabte. Til de naturlige hører svingninger i havenes gennemsnitstemperatur, hvilket har betydning for laksesmoltens overlevelse i den første kritiske tid i havet. Til de naturlige hører også naturlige svingninger i sælbestanden, der tolder hårdt på laksene i flodernes mundingsområder.
Til de menneskeskabte hører nedgang i fødemængden for laksene i havet – forårsaget af et hårdhændet industrifiskeri efter sild, brisling, tobis, sperling og lodde. Industrifisk til fremstilling af fiskemel og foderpiller. Til de menneskeskabte hører også klassikerne, nemlig bygning af diverse impassable opstemninger ved vandløbene, så laksene hindres adgang til deres gydepladser.
Og så må vi ikke glemme det nordengelske “interception” fiskeri, der fanger en meget stor del af de laks, som på deres gydevandring er søgt helt ind under de skotske og nordengelske kyster. Et fiskeri, som den britiske regering nu arbejder målrettet på at få bragt til ophør.
Til de allernyeste menneskeskabte faktorer hører det storstilede lakseopdræt i fjordene. I tusindvis af tamlaks undslipper fra netburene og blander sig med de fåtallige vildlaks på gydepladserne – med genetisk udvanding til følge. Og så er der de mange fiskesygdomme, som uundgåeligt følger med et storstilet fiskeopdræt – sygdomme, som tamlaksene kan vaccineres imod, men som vildlaksene i sagens natur ikke kan.
Endelig er der parasitterne fra fiskeopdrættet – med ikten Gyrodactylus salaris som den værste i ferskvand og havlusen som fjende nummer ét i saltvand. Vi ligger således virkelig, som vi har redt, og skotterne har primært sig selv at takke for, at en storslået naturarv og en ditto kulturarv nu er ved at smuldre bort…
21. januar 2001
© Steen Ulnits
* Islandske laks i fare
“Errare humanum est” – Det er menneskeligt at fejle, men det er dumt at blive ved. Sådan sagde allerede de gamle romere, men det synes man ikke at kende til i den nuværende islandske regering.
I hvert fald har man nu tænkt sig at begå nøjagtig de samme fejl, som på få år har ført den norske vildlaks til randen af udryddelse mange steder. Den islandske regering vil nemlig give norske lakseopdrættere lov til at opdrætte laks i islandske fjorde…
De seneste årtier har med al ønskelig tydelighed vist, at et storstilet opdræt af tamlaks ikke er den redning for vildlaksen, man engang troede. Tværtimod. Nu ved man, at de mange tamlaks i stedet udgør måske den største trussel nogensinde mod den vilde laks’ overlevelse.
Dels har lakseopdrættet ført farlige sygdomme og parasitter med sig – med Gyrodactylus salaris og havlus blandt de sidstnævnte. Og dels har hundredtusindvis af undslupne tamlaks blandet sig med de langt mere fåtallige vildlaks på gydepladserne – med en uundgåelig udvanding af den arvemasse, som vildlaksen har udviklet i løbet af årtusinder, til følge.
Og nu vil Island så gøre nordmændene kunsten efter i nogle af deres isfri fjorde. Island, der råder over 100 af verdens fineste lakseelve. Island, som tjener flere penge på deres vildlaks end noget andet land i verden. Island, hvor hver enkelt vildlaks fanget på stang og line omsætter for mere end 1.000 US $.
Men nu skal der altså opdrættes tamlaks i de islandske fjorde. I hundredtusindvis. Alene de første tre laksefarme planlægger nemlig en massiv årsproduktion på mere end 20.000 tons. Og det islandske fremskridtsparti presser på. De ønsker ikke en samlet miljøvurdering før etableringen – trods det faktum, at der i EU kræves miljøgodkendelse af enhver årsproduktion over blot 100 tons…
Dumt, for det kan hurtigt blive begyndelsen til enden. Island vil miste sin status som et af verdens reneste og mest sygdomsfri lande. En status, der er millioner og atter millioner værd for den islandske turistindustri. Og den nuværende tvangsdesinfektion af fiskegrej indført udefra vil blive helt til grin – et rent paradenummer.
Dumt, Island – meget dumt. Og så er det endda en regering styret af et parti ved navn Fremskridtspartiet, der står bag…
21. januar 2001
© Steen Ulnits
* Vildlaks rødlistet i USA
I USA, hvor atlanterhavslaks i mange år kun har måttet fanges på flue og fluestang – som i nabolandet Canada længere nordpå – måtte Salmo salar definitivt opgive ævred i år 2000.
Sidste år – helt eksakt den 13. november 2000 – kom atlanterhavslaksen således på listen over truede dyrearter i USA, hvor den på nuværende tidspunkt kun forekommer i otte floder i staten Maine. Og her er bestandene på et “dangerously low level” – på et faretruende lavt niveau.
US Fish and Wildlife Service og Marine Fisheries Service slog i en udtalelse pjalterne sammen og konkluderede, at der i dag vender færre end 10% af de laks tilbage til floderne, som er nødvendige for artens overlevelse. Atlanterhavslaksen er således på randen af udryddelse her først i det nye årtusinde, og fredningen samt den nye status kommer derfor meget belejligt.
Dels på grund af den forøgede fokus, der nu kommer på atlanterhavslaksen. Og dels på grund af de statslige midler, der nu kan frigøres til ophjælpning af de udryddelsestruede bestande.
USA’s mange fluefiskere venter nu spændt på, om nye tiltag vil bringe laksen tilbage til Guds Eget Land. Eller om de i mange år fremover stadig skal drage nordpå til Canada for at dyppe snøren og fugte fluerne.
21. januar 2001
© Steen Ulnits
* Nedtur for fiskekvoter
EU enedes for nylig om de nye fiskekvoter i Nordsøen. Et af de største stridsspørgsmål var kvoten for torsk, der skulle beskæres voldsomt, hvis torskebestanden skal kunne komme sig igen. En nedgang på ikke mindre end 45% blev således anbefalet af biologerne.
Men Ritt Bjerregaard fik forhandlet sig frem til fiskekvoter, der ikke er helt så slemme for dansk fiskeri – blandt andet ved at bytte kvoter med kollegerne fra de øvrige EU lande. Resultatet for dansk fiskeri kom efterfølgende til at se således ud:
- Torsk: – 18%
- Kuller: – 26%
- Hvilling: + 22%
- Mørksej: + 2,5%
- Kulmule: – 44%
- Rødspætte: – 16%
- Tunge: – 20%
- Sild: – 9%
- Makrel: + 2%
Alt i alt kunne det således være gået meget værre for dansk erhvervsfiskeri. Men generelt kan man konkludere, at fiskerierhvervet i årevis har savet løs af den gren, de selv sidder på. Det er derfor nu, fortidens synder skal gøres gode igen. Nu, gælden fra overfiskeriet skal tilbagebetales.Fiskerne ligger således, som de har redt – trods afgiftsfri dieselolie og store tilskud fra EU.
I forbindelse med sidstnævnte: Danmark betaler hvert år 12 milliarder kroner til EU og får 11 milliarder tilbage igen. Af disse 11 modtager landbruget ikke mindre end 9,3 milliarder kroner i årligt tilskud. Da der er omkring 50.000 landmænd i Danmark, modtager de hver knap 200.000 kroner i diverse støtte- og tilskudsordninger.
Alligevel vil landbruget have yderligere tilskud, når dets industrialiserede produktion af slagtekvæg som nu – aldeles selvforskyldt – er endt med kogalskab. Og alligevel klager landmændene, når de nu – som de har skullet i 13 år, men ikke opfyldt – skal overdække deres gylletanke for at mindske ammoniakudslippet.
Til sammenligning er der kun omkring 5.000 fiskere her i landet, og de modtager et årligt tilskud på 200 millioner kroner. Således får fiskerne hver især omkring 40.000 kroner i årlig støtte fra EU. Til ophug af overskydende skibe og som kompensation for forringede fiskekvoter.
Såvidt vore højt besungne “liberale” erhverv, landbrug og fiskeri. Se også notitsen “Helt i fisk” længere nede på denne side.
18. januar 2001
© Steen Ulnits
* Godt, men gammelt nyt om gylle
Så kom de endelig, de nye indgreb mod den tiltagende fordampning af ammoniak fra landbruget og dets gylleproduktion.
Ganske vist har der lige siden 1987 været krav til landmændene om at overdække deres gylletanke for at nedsætte fordampningen. Men desværre blev det pålagt kommunerne at udføre tilsynet med landmændene og deres nyetablerede gylletanke – kommunerne, som i det daglige er lovlig tæt på de enkelte landmænd.
I hvert fald er det en kendsgerning, at omkring halvdelen af landets gylletanke i nu 13 år har stået helt åbne – ulovligt og med massiv fordampning af ammoniak til følge. Og resultaterne kender vi kun alt for godt: Først i form af nedsivning til grundvand og overfladevand – senest i form af store hedearealer, der bukker under for de mange næringsstoffer i luften.
Men nu skal det være slut med det ulovlige svineri. Slut med at se gennem fingre med de åbne gylletanke. I hvert fald hvis det står til det forslag til en ammoniak-handlingsplan, som miljøminister Svend Auken og fødevareminister Ritt Bjerregård netop i fællesskab er barslet med. Fra august 2002 skal samtlige svineproducenter således have overdækket deres gylletanke, og fra august 2004 bliver det forbudt at sprede gylle over markerne med de store bredspredere.
De nye regler vækker stor modstand hos svineproducenterne, som nu skal til også at yde for at kunne nye. I hvert fald skal de op med adskillige millioner kroner, førend landets gylletanke er bragt i overensstemmelse med de nye regler. Men det er bydende nødvendigt. Ifølge de nyeste tal, som stammer fra 1996, står landbruget for imponerende 98% af ammoniak-fordampningen herhjemme.
Men midt i glæden over den nye opstramning over for landbruget og dets massive forurening af jord, luft og vand med gylle er der dog en lille dråbe malurt. Eller i hvert fald en vis undren. Miljøstyrelsen har nemlig uden varsel trukket sig ud af et fireårigt forskningsprojekt, der skulle se på mulighederne for at nedbringe fordampningen af ammoniak fra gyllen.
Styrelsen havde ellers bevilget de første penge til etablering af den nødvendige organisation og til planlægning af forskningen. Mærkelig kovending. Men måske myndighederne blot har erkendt, at de 13 år gamle regler egentlig var gode nok – hvis blot de blev efterkommet?
18. januar 2001
© Steen Ulnits
* Bedre bæverbestand
De 18 bævere, som forrige år blev udsat ved Flynder Å i Klosterhede Plantage, lever og har det godt. Så godt, at de har formeret sig. Således er der i dag 25 bævere, som hygger sig i de nordvestjyske nåleskove.
Bæverne stammer fra Tyskland, nærmere betegnet området omkring floden Elben. Her blev de købt for 1.000 D-mark stykket – altså omkring 4.000 kroner for en voksen bæver. Ungerne kan fås for 1.000 kroner mindre, hvis nogen skulle være interesseret.
Hver gang emnet bringes på bane, må det undre, hvordan Skov- og Naturstyrelsen med den ene hånd kan udsætte fremmede bævere i et land, hvor der ikke har været bævere i 2.000 år. Mens man med den anden hårdnakket nægter at acceptere svensk hjælp til retablering af Gudenå-laksen, der blot har været udryddet i 75 år.
Men den virkelige forklaring er velkendt. Skulle Skov- og Naturstyrelsen acceptere Gudenå-laksen, måtte den samtidig tage afstand fra Tangeværket, Tange Sø og elproduktionen herfra. Det er nemlig den, der ifølge statens egne biologer i Danmarks Fiskeriundersøgelser er den eneste reelle hindring for en genskabelse af laksebestanden i Gudenåen.
Og det vil miljø- og energiminister Svend Auken ikke give Skov- og Naturstyrelsen lov til at mene. Det kunne jo gå ud over partikammeraterne i Tangeværkets bestyrelse.
18. januar 2001
© Steen Ulnits
* Smovser i smolt
Nye resultater fra Danmarks Fiskeriundersøgelser viser, at store mængder ørred- og laksesmolt ender deres dage som foder for fisk i dambrug.
Mere end 70% af samtlige ungfisk af laks og ørreder havner under nedtrækket mod havet i dambrugene, hvorfra de ikke kan finde ud igen. De ender derfor i maven på de altid sultne dambrugsfisk. Er der mere end ét dambrug ved et givet vandløb, er det således et minimalt antal fisk, der slipper helskindet ud i havet.
Dette er naturligvis intet mindre end en katastrofe for vore sidste og hårdt pressede bestande af vildfisk. Og en økonomisk katastrofe for os sportsfiskere, som via det obligatoriske fisketegn finansierer de millionstore udsætninger af netop smolt. På alle måder et kæmpemæssigt spild af ressurser ved de vandløb, der er befængt med dambrug.
Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), som i årevis har ført en indædt kamp mod dambrugenes massive ødelæggelser af vore åer og deres fiskebestande, har et klart bud på problemets løsning:
Samtlige dambrug ved vore vandløb skal omlægges til fiskeproduktion baseret på vandværksvand. Og staten bør give en økonomisk håndsrækning, så denne omlægning ikke skal stå på i årevis.
Mere magt til DSF!
14. januar 2001
© Steen Ulnits
* Travlhed om trawl
DR 2 havde den 9. januar i programmet VidenOm en højaktuel udsendelse om moderne trawlfiskeri. I udsendelsen kunne man se interessante optagelser af fiskenes opførsel i og omkring et moderne trawl spilet af store metalskovle, der pløjer gennem bunden, så slammet stod til alle sider.
Man kunne se, hvordan trawlet helt enkelt svømmer fiskene trætte. I starten kan de sagtens følge med trawlet, men efter nogen tid – op mod en times tid eller mere for visse arters vedkommende – syrer fiskenes muskler til, og som på kommando falder hele flokken tilbage i trawlet og havner til sidst i posen, hvor de bliver mast godt sammen. For ikke at ende som plukfisk, når de mange fisk løftes ombord, pumpes fiskene i stedet ud af trawlposen med en slags kæmpestøvsuger.
Udsendelsen viste også klip fra et dansk forskningscenter, hvor man eksperimenterer med nye trawltyper, der på én gang er mere effektive og mere skånsomme. Effektive i den forstand, at det kræver mindre energi at slæbe dem gennem vandet i timevis. Skånsomme, fordi de mere selektivt end nu kan fange ønskede arter og frasortere uønskede.
Indtil videre har man dog kun haft held til at udvikle trawl, der tillader smårejer at slippe ud gennem såkaldte flugtriste i trawlets top. Det kniber meget mere med at få sorteret ønskede fiskearter fra uønskede. Et kæmpeproblem, der hvert år resulterer i godt en 1/2 million tons “udsmid” i form af fisk, der af den ene eller anden grund må smides ud igen. Enten fordi kvoterne er opbrugt. Eller fordi fiskene har været for små. Eller fordi der er tale om søstjerner, krabber og andet uden salgsmæssig værdi.
1/2 million tons udsmid er et kolossalt spild af havets ressurser. Og en af grundene til den nuværende mangel på fangbare fisk og de deraf følgende reducerede kvoter. Hollandske undersøgelser har tidligere vist, at for hvert kg salgbar fisk landet af en bomtrawler er der dræbt 10 kg ikke salgbar fisk og i snit 6 kg andre bunddyr.
Dette er naturligvis ikke holdbart i længden, og der er således al mulig grund til at arbejde på højtryk med udviklingen af nye og mere skånsomme trawltyper.
14. januar 2001
© Steen Ulnits
* I clinch med Clinton
Vi vidste jo godt – ganske vist i anden sammenhæng – at den nuværende præsident Bill Clinton er en mand med nosser. Nu har han bevist det igen – ganske vist stadig i anden sammenhæng, men denne gang vigtigere end nogensinde.
US president Bill Clinton har nemlig gjort, hvad enhver ansvarlig og miljøbevidst præsident ville have gjort: Han har underskrevet et direktiv, som blandt meget andet gør det umuligt for olieindustrien umiddelbart at påbegynde udnyttelsen af de fredede områder i Alaska. Efter dette direktiv – noget af det allersidste officielle, som Clinton udretter i sin præsidentperiode – vil der gå mindst et år, før nogen instans kan give grønt lys for udnyttelsen af de sidste olieressurser i den sidste nordamerikanske vildmark.
Dette år er forhåbentlig nok til, at USA’s miljøorganisationer kan nå at få pudset domstolene på den nye præsident og på oliebranchen. Om det så også kun er for en stakket frist. NGO’erne har jo lovet at gøre absolut alt, der står i deres magt, for at forpurre planerne om olieboring i vildmarken. Og landets advokater står som sædvanlig klar til at betjene højstbydende…
Helt konkret har Bill Clinton netop gennemført den største amerikanske fredning, siden præsident Carter lancerede sin “Carter Convention” sidst i 70’erne. Clinton har godkendt et direktiv, hvorefter der ikke må drives skovbrug eller anlægges veje i en tredjedel af USA’s statsskovdistrikter. Og det er ikke småområder, der er tale om. Således drejer det sig samlet om 25 millioner hektar vildmark fordelt over det meste af USA – et areal, der er seks gange så stort som hele Danmark.
Bush-lejren raser naturligvis, men sådan er spillereglerne nu engang i det politiske liv. Det ved Bush bedre end de fleste. Eller burde vide. Han blev jo ikke valgt af folket, men af den republikansk dominerede Højesteret. Trods et stemmeflertal på over 300.000 til nuværende og miljøvenlige vicepræsident Al Gore…
10. januar 2001
© Steen Ulnits
* “Helt i fisk”
Under denne overskrift skriver dagbladet Aktuelt blandt andet følgende, som meget passende kan citeres her på denne side:
“Der er al mulig grund til at se alvorligt på de danske fiskeres problemer efter EU’s beslutning om en kraftig nedskæring af torskekvoterne i Nordsøen. (45%, red.) Nedskæringerne vil formentlig betyde, at flere hundrede fiskere må gå på land og finde andet arbejde og dermed må indstille sig på en anden tilværelse. Og her må samfundet naturligvis træde til med den nødvendige hjælp.
Men det er trods alt en billig pris for at sikre fiskebestandene i havet omkring Danmark. Årtiers rovfiskeri på torsk, sild og andre fiskearter har sammen med den stigende forurening fra industrien og landbruget betydet en drastisk nedgang af torskebestanden især i Nordsøen.
Så i virkeligheden ligger fiskerne jo nu blot, som de har redt. Og det mangler da bare, at vi nu begynder at rette op på skaderne især i en periode, hvor fiskerne langt nemmere end hidtil kan få arbejde i andre dele af det danske samfund.”
Såvidt dagbladet Aktuelts leder om fremtiden for det danske erhvervsfiskeri. Som faste læsere af denne side vil vide, så har netop dette yderst liberale erhverv i de seneste år brillieret med den ene svindelsag efter den anden.
Der er blevet fusket grundigt med landing af fredede fiskearter under andet navn. Der er blevet solgt afgiftsfri dieselolie sort som billig fyringsolie til privatpersoner. Og der fiskes så tæt på land, som overhovedet fiskes kan – uden hensyntagen til hverken miljø eller andre menneskers færden på havet. Dette jævnfør nedenfor omtalte episoder på Lillebælt.
Som lystfiskere og miljøfolk kan vi på alle måder glæde os over de kommende, nødvendige nedskæringer i dette gamle erhverv, der heldigvis kun beskæftiger omkring 5.000 mennesker her i landet. Deres tid er ved at ebbe ud.
7. januar 2001
© Steen Ulnits
* Samsø 2001
Igen i 2001 afholder Højskolen på Samsø sine populære kurser i kystfluefiskeri – denne gang i form af tre ugelange kurser med masser af lektioner i fluekast, fluefiskeri og fluebinding. “Bind en flue og fang en fisk”, lyder kursernes motto, for det drejer sig primært om det praktiske fiskeri efter kysternes sølvblanke havørreder.
Alle kan deltage – uanset om de allerede har mange kystflueørreder på samvittigheden eller stadig har den første til gode. Eneste forudsætning er et passende sæt kystfluegrej samt et par waders og den fornødne beklædning. Der er tre perioder at vælge imellem:
uge 14: 1. april – 7. april 2001
uge 17: 22. april – 28. april 2001
uge 41: 7. oktober – 13. oktober 2001
Altså to uger i foråret og en uge i efteråret. Undertegnede vil være underviser på samtlige kurser, og der vil altid være mindst én hjælpelærer mere til stede. Vær ude i god tid, da kurserne sidste år var overtegnet lang tid i forvejen. Prisen for en uges ophold med kost, logi og undervisning samt masser af fiskeri er nemlig beskedne kr. 2.800.
Nærmere oplysninger fås hos Højskolen på Samsø, Skolebakken 10, 8305 Samsø. Bestil gerne den nye flotte brochure på telefon 86 59 04 11 eller send en e-mail til hojskolen@samso.com.
2. januar 2001
© Steen Ulnits
* Vadehavet for verden
Vadehavet er et uhyre vigtigt opvækstområde for mange fiskearters yngel – fladfiskenes, ikke mindst. På det lave vand lever fiskeyngelen af de utallige orme og muslinger, der trives i den bløde slikdækkede sandbund.
Vadehavet er da også udlagt som et såkaldt Ramsar-område, hvor der gælder specielle regler for beskyttelsen af ikke mindst det meget rige fugleliv.
Senest er det blevet foreslået, at Vadehavet – såvel den danske som den tyske og den hollandske del – udpeges til Verdens Naturarv. Det er en status, som Unesco under FN tildeler naturområder af særlig interesse verden over.
Hvis Vadehavet indlemmes i Verdens Naturarv, kommer vi i meget fint selskab. Således er verdensberømte attraktioner som Victoria Vandfaldene, Kilimanjaro, Galapagos Øerne, Grand Canyon og Great Barrier Reef med i Verdens Naturarv, der blev oprettet i 1972.
Imidlertid er der fra lokalt hold rejst skepsis omkring projektet. Således frygter erhvervslivet indskrænkninger i udbygningen af Esbjerg havn. Andre ser dog store muligheder for turismen, dersom Vadehavet indlemmes i Verdens Naturarv og dermed for alvor kommer på verdenskortet.
Lad os her først i det nye år krydse fingre for, at vi havner dér!
2. januar 2001
© Steen Ulnits
* Bush ud af bush’en
Så kom han langt om længe ud af busken – den nye præsident, som USA’s befolkning slet ikke ville have, men som den republikansk dominerede Højesteret med en hårfin split decision alligevel mente, de skulle have. Så meget for Højesterets upartiskhed, som ingen nu længere tror på.
Den politisk umodne og forkælede fars dreng med oliemillioner på bankkontoen havde ingen skrupler over at skulle være USA’s nye præsident – trods det faktum, at han fik omkring 300.000 stemmer færre end demokraten og miljøforkæmperen Al Gore. Trods uregelmæssigheder omkring valget i staten Florida, hvor Bush’ egen bror Jeb er guvernør. Alle kneb gælder åbenbart – både i og uden for USA’s Højesteret.
Præsident George Walker Bush Junior dokumenterede som noget nær sin første handling overhovedet, at han ikke har forstand på politik – at han kun nåede så vidt på grund af den massive økonomiske opbakning, han fik fra den stenrige oliebranche. Han lever nu til fulde op til alle spådomme om, at han ikke fatter en brik om politik og miljø, men kun styres af penge og pengestærke bagmænd.
Hans første gerning var nemlig at erklære, at nu vil han åbne op for olieudvinding i Alaskas sidste ødemarker. Dem, som præsident Carter sidst i 70’erne fik fredet via sin fremsynede Carter Convention. Nu vil Bush junior betale oliebranchen tilbage for dens støtte under valgkampen – ved at sælge ud af det amerikanske arvesølv. Nu skal der bores efter olie i den sårbare arktiske ødemark – den eneste, som er tilbage af slagsen i Nordamerika.
Og så er Bush junior endda – som Bush senior – en ivrig lystfisker. Hans problem er blot, at han hellere vil fiske bass i en kunstig sø i det varme Texas end i en iskold naturlig elv længst oppe i Alaska.
USA’s miljøorganisationer har øjeblikkeligt erklæret Bush kamp til stregen og sidste blodsdråbe. – Hvor kortsynet kan man være og så samtidig blive præsident for verdens mægtigste nation og eneste tilbageværende supermagt?
Den slags lader sig kun gøre i USA, hvor man har det værste og bedste af alt.
1. januar 2001
© Steen Ulnits
Del denne artikel: