- Lystfiskeri på DR TV
- 10.000 fisk kan ikke tage fejl
- Med tørflue og nymfe
- Fisketur på søen
- Fjordfiskeri
- Ny bog: “Fiskerejser til Fjerne Lande”
- Lomborg under luppen
- Nutidens Unge er…
- “Penicillinsvineri”
- EU trækker torsk i land
- Fortsat biogas
- Dansk miljøbistand til Litauen
- Mere kvælstof end først anslået
- DMI: Lomborg uvidenskabelig
- Nyt gammelt om støren
- Nyt naturreservat ved Antarktis
- Akvakultur i stærk fremgang
- Svin indhentet af virkeligheden
- Sydfynsk Øhav for forurenet til naturpark
- Ny EU-fiskerireform inden nytår
- Landmænd og vandmænd
- Sælpesten overstået – for denne gang…
- Fornyet debat om dambrugsfisk
- Ulovlige ruser i sønderjyske åer
- Nye sving på Jels Å
- Ny sø på Århus Å
- Søen, der ikke ville blive ren
- Rådet, der ikke ville nedlægges
- Dambrugsfisk dur ikke
- Stor, større – stør!
- Et spørgsmål om proportioner
- Endnu flere proportioner
* Lystfiskeri på DR TV
DR sender i de kommende fire uger fire helt nye programmer om lystfiskeri i Danmark. Programmerne omhandler lystfiskeri i dagens Danmark, som alle kan opleve – det være sig ved å, sø eller kyst. I alle fire programmer er Jens Henrik Rafn ude med Steen Ulnits ved dennes favoritvande:
* 10.000 fisk kan ikke tage fejl
Det første af de fire nye programmer omhandler kystfluefiskeri efter havørred. Stedet er Randers Fjord, og måneden er april. Havørrederne trækker rundt på det lave og stadig kolde vand – et oplagt bytte for en korrekt fisket flue. Men vi er ikke alene om fiskene – sælerne er der også…
- Sendes i aften torsdag den 31.10. klokken 19.30 på DR2.
- Genudsendes på DR2 onsdag den 6. november klokken 17.10
- Genudsendes på DR1 lørdag den 9. november klokken 13.10
* Med tørflue og nymfe
Det andet program i den nye serie omhandler fiskeri med tørflue og nymfe efter bækørred og stalling. Stedet er øvre Gudenå, og måneden er juni. De store majfluer sværmer, og fiskene er kræsne. Men både rødplettede bækørreder og storfinnede stallinger må alligevel bide i græsset.
- Sendes torsdag den 7. november klokken 19.30 på DR2.
- Genudsendes på DR2 lørdag den 9. november klokken 18.30
- Genudsendes på DR2 onsdag den 13. november klokken 16.00
- Genudsendes på DR1 lørdag den 16. november klokken 13.30
* Fisketur på søen
Det tredje program i den nye serie omhandler spinnefiskeri efter gedde og aborre på søen. Stedet er Glenstrup Sø, og måneden er september. Vandet er stadig varmt og algefyldt, men alligevel kommer der fisk i båden og røgeovnen – sortstribede aborrer og skarptandede gedder.
- Sendes torsdag den 14. november klokken 19.30 på DR2.
- Genudsendes på DR2 lørdag den 16. november klokken 18.30
- Genudsendes på DR2 onsdag den 20. november klokken 16.00 på DR2
- Genudsendes på DR1 lørdag den 23. november klokken 13.25
* Fjordfiskeri
Det fjerde og sidste program i rækken omhandler fiskeri på nedre Gudenå, hvor ferskvand møder saltvand og et hav af forskellige fiskearter kan træffes på et begrænset område. Fokus er dog lagt på de store brakvandsaborrer, som fra Randers Fjord søger op i Gudenåen for at gyde.
- Sendes torsdag den 21. november klokken 19.30 på DR2.
- Genudsendes på DR2 onsdag den 27. november klokken 16.00 på DR2
- Genudsendes på DR1 søndag den 1. december klokken 14.45
* Ny bog: “Fiskerejser til Fjerne Lande”
“Fiskerejser til Fjerne Lande” er den seneste bog fra Steen Ulnits – en personlig beretning om rejser i 25 lande på 25 år. Om ture i vildmarken, dramatiske oplevelser og dyster med spændende og eksotiske nye fiskearter i følgende verdensdele:
- Skandinavien
- Rusland
- Nordamerika
- Mellemamerika
- Sydamerika
- Afrika
- Australien
I dag har vi mulighed for at rejse mere og længere end nogensinde. Det betyder, at nye fiskevande til stadighed dukker op. Spændende lokaliteter, der skal udforskes, og nye fiskearter, der skal fanges.
I “Fiskerejser til Fjerne Lande” kan man læse om alle mulige former for fiskeri i tropiske såvel som arktiske lande og midt imellem. Der vil være alt fra stillehavslaks og steelheads over bonefish og tarpon til barramundi og tigerfish. Marlin og sailfish er naturligvis også med – havkatte og helleflyndre ligeledes. Det hele krydret med hidsige hajer og grådige grizzly’er!
Men fiskerejser kræver planlægning og viden. I denne bog deler forfatteren sine erfaringer med læseren fra mange års fiskerejser, hvor udgangspunktet har været at opleve de oprindelige fisk i deres autentiske omgivelser.
“Fiskerejser til Fjerne Lande” er på 360 sider, indbundet og med ikke færre end 255 flotte farvefotos. Den vejer da også hele 1,2 kg, men koster alligevel beskedne 299,-.
Er i boghandelen fra 10. april. Klik her, hvis du vil læse tidligere udenrigsminister Uffe Elleman-Jensens anmeldelse af bogen i Jyllands-Posten den 20. april.
* Lomborg under luppen
Som tidligere nævnt på denne side er dansk miljøpolitiks enfant terrible, direktør Bjørn Lomborg fra det nyoprettede Institut for Miljøvurdering, indklaget til den danske stat for “videnskabelig uredelighed”.
Sagen er under behandling i disse dage. Den blev oprindelig stilet til Praksisudvalget ved Århus Universitet, hvor Bjørn Lomborg imidlertid selv har været ansat, og blev derfra ekspederet videre til Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU). Her arbejder man nu på at komme med en afgørelse inden Jul.
Det er især anerkendte udenlandske naturvidenskabelige forskere og tidsskrifter som Nature, Science og Scientific American, der har klaget over Lomborgs uredelige omgang med andres resultater og undersøgelser. For ganske nylig har også Dansk Meteorologisk Institut (DMI) sat store spørgsmålstegn ved Lomborgs “profetier” og “analyser”.
Allersenest har den danske returpapirbranche taget stærk afstand fra Bjørn Lomborg efter hans “redegørelse” for, at det vil være bedre for samfundet, hvis man i stedet for at genbruge det afbrænder en vis mængde papir.
Denne afstandtagen har været så voldsom, at miljødirektøren for Danmarks største papirgenbrugsvirksomhed Brødrene Hartmann, Anna Lisa Mortensen nægter ethvert fortsat samarbejde, når Lomborg konsekvent misbruger de udleverede data. – Lomborg lader håndt om en årlig omsætning på flere milliarder kroner og flere tusinde arbejdspladser i tilknytning hertil, siger hun.
Til gengæld og ikke uventet er Lomborg blevet berømmet af økonomiske tidsskrifter som Financial Times, The Guardian og The Economist – blade, der repræsenterer økonomiske interesser og derfor blade, som hylder Lomborg for at nedvurdere miljøbekymringen over “Verdens Sande Tilstand”. For øvrigt titlen på Lomborgs mest kontroversielle bog.
Det skal blive spændende at se UVVU’s svar på de mange klager fra ind- og udland. Om Rasmus Modsat i person af Bjørn Lomborg også fortsat skal slippe godt fra at jonglere med andres miljøtal efter forgodtbefindende.
17. december 2002
© Steen Ulnits
* Nutidens Unge er…
…ikke miljøbevidste. Det er sørgeligt, men det er sandt, og vi vidste det faktisk godt i forvejen – i hvert fald de af os, der regelmæssigt færdes i cafémiljøet langs den åbnede del af Århus Å:
Mange unge er nogle svin. Intet mindre. De smider affald i tonsvis, så byens renovationsarbejdere må stå ekstra tidligt op for at fjerne affald fra aftenen før på Den Spanske Trappe ved Århus Å. Til stor ærgrelse for mange af byens borgere, der jo alle må betale for de unges svineri.
Nu har en undersøgelse foretaget af Institut for Opinionsanalyse sort på hvidt dokumenteret, at unge mellem 18 og 24 år er meget lidt miljøbevidste – meget mindre end deres forældre og bedsteforældre: De køber færre økologiske og miljømærkede varer. De køber færre elsparepærer, og de er dårligere til at sortere deres affald, inden de smider det ud. Endelig er de dårligere til at bortskaffe miljøfarligt affald på den rette måde.
Deprimerende, for det er jo de unge, der skal løfte arven efter deres miljøforkæmpende forældre og bedsteforældre. Noget må være gået gruelig galt i opdragelsen – om det så er forældrenes eller samfundets skuld.
Nutidens Unge er ikke, hvad de engang har været. Ikke engang Ræverøde Rønnebær.
17. december 2002
© Steen Ulnits
* “Penicillinsvineri”
Under denne overskrift tager en leder i Jyllands-Posten skarpt afstand fra danske svinebønders brug af antibiotika.
Vi har set det før, og vi ser det nu igen: Man kan ikke sætte dansk landbrug til selv at tage ansvaret for at administrere sig selv. Så går det straks galt. Selvjustits er en by i Rusland, når danske bønder skal tjene penge. Så må naboerne lide under en ulidelig gyllestank, og så må vandmiljøet lide under algeblomst, iltsvind og bundvendinger, som vi i år har set det i rekordformat.
I 1999 indvilligede danske svinebønder frivilligt i at standse brugen af de forkætrede antibiotiske vækstfremmere til svineproduktion. Her i 2002 viser det sig så, at man ganske vist ikke længere bruger vækstfremmere. Alligevel er svinebøndernes brug af antibiotika næsten fordoblet i løbet af de seneste seks år – ganske enkelt fordi svinebønderne blot har erstattet vækstfremmerne med medicin, som danske dyrlæger – frivilligt eller ufrivilligt – skriver recepter på.
Der er således to skyldige parter i denne sag: Bønderne, der beder dyrlægerne om at ordinere den ønskede antibiotika. Og så dyrlægerne, der lader hånt om såvel etiske forhold som mere langsigtede perspektiver i form af resistens hos sygdomsfremkaldende bakterier blandt svinene.
EU har nu kig på sagen og vil tilsyneladende vedtage et forbud mod enhver form for antibiotiske stoffer i foder inden 2006. Desværre har EU ingen umiddelbare planer om restriktioner for decideret medicinering, som det foregår nu.
Jyllands-Posten slutter sin leder med følgende svada til såvel landbrug som dyrlæger:
“Efterhånden tyder meget på, at samfundet må gribe ind med faste regler og håndfaste sanktioner. Beklageligt, men åbenbart nødvendigt, når selvdisciplinen i branchen ikke slår til”. Citat slut.
16. december 2002
© Steen Ulnits
* EU trækker torsk i land
Efter i længere tid at have fremført planer om at totalfrede torskebestanden i Nordsøen, trækker EU’s fiskerikommission nu i land.
Efter pres fra fiskerierhvervet har EU’s fiskerikommissær trukket noget i land og truer nu blot med stærkt reducerede kvoter for torsk, hvilling og rødspætte. Dette til trods for, at det Internationale Havundersøgelsesråd ICES har anbefalet et totalforbud mod videre fiskeri.
Således taler man nu om at reducere kvoten for torsk med hele 80%, hvilling med 70% og rødspætte med 40%. Kommissionen refererer i den forbindelse til Canada, hvor overfiskeri fik torskebestanden ud for Newfoundland til at kollapse helt. Trods flere års totalfredning er bestanden endnu ikke kommet sig, og 30.000 fiskere og fiskeforarbejdere er derfor stadig arbejdsløse.
Man må så håbe, at det ikke allerede er for sent i Nordsøen. Men man kan frygte det og måske især frygte, at fiskerne også fremover vil snyde med fiskeriet og indlande torsk, som påstås fanget i helt andre farvande. Det har man nemlig gjort i mange tilfælde, og hvorfor skulle fiskerne ikke blive ved med den slags kriminalitet?
10. december 2002
© Steen Ulnits
* Fortsat biogas
Den danske biogasindustri kan nu ånde lettet op. Den blev nemlig reddet på stregen af erhvervs- og økonomiminister Bent Bendtsen, som for nylig besluttede, at strøm fra biogasanlæg også efter nytår skal afregnes med 60 øre per kWh – en politisk fastsat pris, der er tre gange markedsprisen.
Danske biogasvirksomheder behøver nu ikke gøre alvor af, hvad de har truet med – nemlig at flytte produktionen til Tyskland, hvor biogas afregnes med hele 74 øre per kWh. De kan i stedet fortsætte med at omdanne dansk gylle til dansk biogas og dermed afhjælpe noget af problemet med de stigende gyllemængder fra den voksende danske svineproduktion.
Det har vakt politisk harme, at det på denne måde er borgerne, som via deres skattekroner er med til at betale for afhjælpning af landbrugets selvskabte problemer. Således mener man fra Socialdemokratiet, at der som kompensation burde afkræves en biogasafgift på hvert kilogram slagtet svin. Det lyder ikke som nogen dårlig eller urimelig idé. Lad forureneren betale.
10. december 2002
© Steen Ulnits
* Dansk miljøbistand til Litauen
Der har været talt og skrevet meget om den nye regerings besparelser på den såkaldte “øststøtte” – miljøbistanden til blandt andet de baltiske lande. En form for hjælp til selvhjælp, da næringssaltforurening fra disse lande i sidste ende havner i danske farvande, hvor de er medvirkende årsag til algeblomst, iltsvind og bundvendinger, som vi har set det i dette år.
Nu bortfalder således den støtte, der har gjort det muligt at bygge store centrale rensningsanlæg som det, den danske miljøminister for nylig kunne indvi i Litauens hovedstad Vilnius. Heldigvis vil en fremtidig indlemmelse af netop Litauen i EU åbne op for nye pengekasser til fremtidig bygning af lignende rensningsanlæg.
Oppositionen har alligevel klaget over, at regeringen har skåret så dybt i sin øststøtte. Således mener Socialdemokratiet, at øststøtten blot skulle være flyttet længere østpå – til andre lande ved Østersøen, som aldrig vil blive indlemmet i EU, og som ikke selv har midler til at rense deres spildevand før udledning i Østersøen.
Det ville gavne tilstanden i de indre danske farvande. Typisk koster det kun en tredjedel eller fjerdedel at fjerne en given mængde kvælstof fra spildevandet i østlande sammenlignet med vestlande. Hvad der er sparet her, kan således hurtigt være spildt.
10. december 2002
© Steen Ulnits
* Mere kvælstof end først anslået
Nye beregninger har nu vist, at dansk landbrug midt i 1980’erne udledte langt mere kvælstof til miljøet end først antaget. Altså mere end de mængder kvælstof, der i 1987 førte til vedtagelsen af den første danske Vandmiljøhandlingsplan.
Dengang regnede man med et kvælstoftab til åer, søer og kyster i størrelsesordenen 260.000 tons om året. Nye beregninger foretaget af Danmarks Jordbrugsforskning og Danmarks Miljøundersøgelser i fællesskab viser således, at der reelt blev udledt 50.-60.000 tons mere end dengang antaget.
Målet med Vandmiljøhandlingsplan I var at reducere udledningen af kvælstof med 50%. Reelt ser det nu ud til, at det vil lykkes at nå en reduktion i udledningen på omkring 45% i år 2003 – 16 år efter planens vedtagelse. Og det er slet ikke nok, når man tager i betragtning, at landbrugets gylleproduktion er steget voldsomt i de forgangne år.
Vandmiljøhandlingsplan II strammede lidt op på tingene fra sin forgænger, men formåede heller ikke at komme de støt stigende forekomster af algeblomst, iltsvind og bundvendinger til livs – dem, der kulminerede med ny rekord i netop forgangne sommer og efterår.
Nu venter vi så spændt på at se Vandmiljøhandlingsplan III, der skal tage højde for både den stigende gylleproduktion og de stigende temperaturer.
6. december 2002
© Steen Ulnits
* DMI: Lomborg uvidenskabelig
Nu kom det så fra officielt hold, hvad vi andre længe har vidst: Lektor Bjørn Lomborg fra regeringens nye Institut for Miljøvurdering er uvidenskabelig i sine udtalelser og skriverier.
Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) anklager nu i et notat til trafikminister Flemming Hansen direktør Bjørn Lomborg for kun at vælge kildemateriale, der understøtter hans egne, forudfattede meninger og konklusioner samt bagatellisere væsentlige klimaændringer. Således kritiserer Lomborg FN for at overvurdere den globale opvarmning og dens effekt på miljøet. Samtidig ser han stort på betydningen af et tyndere ozonlag for folkesundheden.
Notatet fra DMI kommer på et tidspunkt, hvor Udvalget Vedrørende Videnskabelig Uredelighed er i gang med at behandle et stort antal klager over Bjørn Lomborg og hans lemfældige omgang med sandheden. Ikke mindst Lomborg’s bog fra 1999, “Fremtidens pris – talmagi i miljødebatten”, udløste mange klager over misbrug af tilgængeligt talmateriale.
Folketingsmedlem Pernille Blach Hansen kalder DMI’s udmelding for “overraskende barsk”, når der tages i betragtning, at den kommer fra ministeriets egne embedsmænd. “Det er første gang, vi får en statslig, faglig vurdering af Bjørn Lomborgs arbejde. Kritikken viser, at Bjørn Lomborg bevidst fordrejer oplysningerne i en retning, som skal gøre os mindre bekymrede”.
Med andre ord: Lomborg er en fusentast, der enten ikke aner, hvad han snakker om – eller har en slet skjult dagsorden med det. Og hvad ved for øvrigt en samfundsforsker om biologi, økologi og miljø? Sikkert lige så meget som en biolog ved om samfundsøkonomi og økonomiske teorier. Meget lidt.
Lad dog eksperterne beskæftige sig med og udtale sig om de ting, de er uddannet i og har dokumenteret viden om.
6. december 2002
© Steen Ulnits
* Nyt gammelt om støren
Tyske forskere har konkluderet, at støren Acipenser sturio indtog Østersøen for blot 3.000 år siden.
Under “den lille istid” for 3.000 år siden krydsede den amerikanske stør Acipenser oxyrinchus Nordatlanten – en rejse på 5.000 km – og indtog Europa. Det køligere vand under denne periode muliggjorde størens transatlantiske rejse.
Forskerne har dog ingen forklaring på, hvorfor den amerikanske stør begrænsede sig selv til Østersøen, og hvorfor den ikke blandede sig med de allerede eksisterende europæiske stør-arter.
Stør forekommer ikke længere i Østersøen, men de tyske forskere håber at kunne genintroducere den forhistoriske fisk i de nærmeste år. Hvad det så skal være godt for.
28. november 2002
© Steen Ulnits
* Nyt naturreservat ved Antarktis
6,5 millioner hektar – det dobbelte af Schweitz’ samlede areal – mellem øgrupperne Heard Islands og McDonalds er nu udlagt som marint reservat.
Formålet er at undgå en kommerciel udnyttelse af ressourcerne hernede langt mod syd samt opnå beskyttelse af truede dyr og fugle som søelefanter, albatrosser og store stormsvaler.
28. november 2002
© Steen Ulnits
* Akvakultur i stærk fremgang
Verdens produktion af fisk i fiskeopdræt er steget voldsomt i de seneste år. Metoderne er blevet forbedret, foderet optimeret og nye arter inddraget i opdrættet. Væksten i produktionen ses tydeligt af nedenstående tal:
- 1988: 8,8 mio. tons
- 1992: 15,4 mio. tons
- 1995: 24,5 mio. tons
- 2000: 36,1 mio. tons
Produktionen er således 4-doblet på blot 12 år, og væksten fortsætter ufortrødent. Det helt store spørgsmål er imidlertid, hvor længe verdenshavene kan tåle det store og støt stigende fiskeri efter skidtfisk til fremstilling af fiskeolie og fiskemel til brug i fiskefoder. Det er her, begrænsningerne ligger, og der tales allerede nu om overfiskeri flere steder i verden.
Fiskeopdrættet udgør i år 2000 hele 31% af verdens fiskeforbrug – mod blot 19% i 1990. Dette skyldes dog ikke kun væksten i fiskeopdrættet, men i høj grad også en tilbagegang i fiskeriet efter vilde fisk.
28. november 2002
© Steen Ulnits
* Svin indhentet af virkeligheden
Det er de danske svineproducenter, der er hovedansvarlige for kvælstofforureningen af det danske vandmiljø. De mange millioner grise producerer gylle i overflod, som havner på markerne i overdosis for siden at løbe ud i åer, søer og fjorde. Her skaber næringsaltene algeblomst, iltsvind og bundvendinger som dem, vi har set i rekordstort antal i denne sæson.
Svineproducenterne ønsker, at den danske svineproduktion skal stige støt og snart nå 25 millioner svin om året. Miljøforkæmperne ønsker derimod produktionen begrænset til et niveau, hvor jorden kan aftage al gyllen og optage alt kvælstoffet. Nu er virkeligheden imidlertid ved at indhente de danske svinebaroner, som sidste år havde en gennemsnitlig indtjening på 644.000 kroner. I år er indtjeningen faldet til blot 120.000 kroner, hvilket ikke er nok til at få driften til at løbe rundt.
Ikke mindst de mellemstore producenter kan komme i økonomiske problemer med den nuværende indtjening, som imidlertid ikke er uventet. De konstant stigende jordpriser i de seneste 7 år har nemlig gjort det muligt for svinebønderne at finansiere den urentable drift ved at belåne jorden. Prognoserne siger imidlertid, at jordpriserne ikke vil stige yderligere, og dermed vil virkeligheden have indhentet svinebønderne og deres millionstore investeringer i større produktion og større forurening.
Den kendsgerning er der næppe nogen miljøforkæmper, der kan have ondt af. Og skulle det hele resultere i konkurser og dermed en mindre svineproduktion, vil det danske vandmiljø være den helt store vinder.
21. november 2002
© Steen Ulnits
* Sydfynsk Øhav for forurenet til naturpark
Det Sydfynske Øhav er nu så forurenet af næringssalte fra landbruget, at det ikke kan udlægges som nationalt naturområde i nær fremtid. Det vil kræve store investeringer i miljøforbedringer og eventuel kompensation til landmændene, hvis området skal blive til det ønskede pilotprojekt.
Det skriver i hvert fald Fyns amtsborgmester Jan Boye (K) i et brev til miljøminister Hans Christian Schmidt (V).Ministeren har opfordret til, at det enestående lavvandsområde syd for Fyn bliver et af de syv steder i landet, hvor man som forsøg udpeger et stort sammenhængende naturområde.
Måske den fynske tilbageholdenhed skyldes samme motiver som den lokale modstand mod at indlemme den danske del af Vadehavet i Verdens Naturarv: Nemlig at man frygter restriktioner for udnyttelsen af områderne, dersom de udlægges som reservater eller naturparker.
De seks andre påtænkte naturområder er hedelandskaber i Thy, Lille Vildmose, Mols Bjerge, Gribskov, Esrum Sø og Møns Klint.
21. november 2002
© Steen Ulnits
* Ny EU-fiskerireform inden nytår
Den er helt gal med reglerne for fiskeri inden for EU – det er selv EU-politikerne på det rene med. Derfor regner man internt med, at EU inden nytår vil præsentere en helt ny fiskerireform. En reform, som ikke mindst de store fiskerinationer Spanien og Portugal på det kraftigste har modsat sig. De vil fiske, til der ikke er flere fisk. Efter os kommer jo syndfloden. Derfor har en EU-diplomat da også kaldt de to lande for “ubevægelige, grove og uansvarlige”, hvilket er stærke ord på de kanter.
Ikke mindst torskebestanden i Nordsøen er under et hårdt pres fra fiskerierhvervet. Allerede sidste år slog EU’s kontrolorgan således alarm over de ringe torskemængder. Alligevel viser de seneste tal, at der faktisk er 30% færre torsk tilbage i år end sidste år. Fra 60.000 tons sidste år til blot 40.000 tons i år. Et kommende forbud mod torskefiskeri vil ramme bredt og hårdt, idet torsken indgår som hyppig bifangst under fiskeri efter rødspætter, hvilling, kuller og jomfruhummer.
Beskyttelsesforanstaltningerne har simpelthen ikke virket som tilsigtet. Enten fordi de ikke var strenge nok. Eller fordi de ikke blev overholdt, hvilket jo desværre er et velkendt fænomen i fiskekredse. Samtidig har opvarmningen af Nordsøen heller ikke gavnet torskebestanden, som til gengæld er rykket længere nordpå – mod Grønland og Island.
Da Danmark i år har EU-formandskabet, er det fødevareministeren, der skal forhandle reformen på plads med medlemslandene. Hvis alt går som planlagt, vil den nye fiskerireform kunne vedtages inden udgangen af december i år.
EU har tillige besluttet, at en ny handlingsplan – under forudsætning af, at den nye fiskerireform vedtages – skal hjælpe det skadesramte fiskerierhverv. Således vil man overføre hele 4,5 milliarder kroner – godt 600 millioner euro – fra eksisterende programmer til støtte af fornyelse af fiskeflåden, til nye sociale programmer til støtte for fiskerne og reduktion af fiskepresset.
14. november 2002
© Steen Ulnits
* Landmænd og vandmænd
I takt med den stigende næringssaltforurening af vore hav- og fjordområder er mængden af gopler – vandmænd, brandmænd med flere – øget markant. Nu i en sådan grad, at de er til hinder for fiskeriet.
De kolossale mængder gopler fylder dels fiskernes garn op med værdiløs fangst. Derudover æder de løs af vandets dyreplankton, som derfor ikke kan blive til føde for opvoksende fisk. Endelig æder de store gopler også fiskeæg og fiskelarver, som derfor ikke når at vokse sig store.
Problemet er nu blevet så stort, at det er taget op på EU-plan. EU har således bevilget 20 millioner kroner til projekt “Eurogel”, hvor ti institutioner fra seks EU-lande – heriblandt Marinbiologisk Forskningscenter i Kerteminde – skal forske i årsager til goplernes opblomstring. 5 millioner kroner går til den danske del af undersøgelsen.
Forskningsområdet spænder vidt – fra Limfjorden til Sortehavet. Begge steder har man i de seneste år noteret en massiv vækst i mængden af gopler. Og en tilsvarende tilbagegang i fiskeriet. I Limfjorden landedes således i begyndelsen af 1980’erne omkring 1.600 tons spisefisk om året. I midten af 1990’erne var tallet nede på 200-400 tons spisefisk årligt, og i dag landes der stort set ikke spisefisk fra den salte fjord.
I samme tidsrum er mængden af blåmuslinger, strandkrabber – og gopler – gået tilsvarende frem. Den nye “Eurogel” undersøgelse skal søge at klarlægge, om der er en sammenhæng mellem disse faktorer. Om muligt også finde en måde at begrænse skaderne på, så gamle fiskebestande kan genetableres.
14. november 2002
© Steen Ulnits
* Sælpesten overstået – for denne gang…
Det ser nu ud til, at sælpesten er overstået for denne gang – at virusepidemien Phocine Distemper har sluppet sit tag i pelsdyrene med de store blanke øjne og den glubende appetit.
Sælpesten, der sommeren igennem hærgede kolonier fra Vadehavet til Østersøen, menes at have kostet i alt 21.000 sæler livet. Herhjemme er der registreret omkring 3.350 døde sæler, hvilket svarer til godt 1/4 af den samlede danske bestand.
Denne gang har sælpesten således ikke haft samme voldsomme effekt som i 1980’erne, hvor omkring halvdelen af den samlede bestand afgik ved en langsom og smertefuld død – af lungebetændelse kombineret med sult.
14. november 2002
© Steen Ulnits
* Fornyet debat om dambrugsfisk
Debatten om fisketegnet og brugen af midlerne herfra er atter blusset op. I en tendentiøs artikel, der sågar var på forsiden af Dagbladet Politiken, konstaterede journalisten, at “Dambrugsfisk er nogle skvat”. Af artiklen fremgik ligeledes, at journalisten i hvert fald ikke har meget til overs for lystfiskerne og deres legen med fiskene. Mærkeligt at skulle læse noget sådant på forsiden af en ellers frisindet avis.
Senere blussede debatten op igen efter en artikel af undertegnede i Jyllands-Posten – en artikel om havørredfiskeriet i Isefjorden på Sjælland. Et fiskeeldorado for hovedstadens talrige fiskere, hvis fremtid mange nu mener truet. Det såkaldte Wilhjelm-udvalg barslede nemlig for nogen tid siden med en rapport og en række forslag til fremtidens naturpleje i Danmark. En af anbefalingerne var, at de hidtidige ørredudsætninger stoppes, og at naturen i videst mulig udstrækning selv skal producere racerene vildfisk. Fisk baseret på vandløbenes egne stammer.
Samtidig skal udsætninger direkte på kysten stoppes og erstattes af mundingsudsætninger af mindre og dermed også billigere ørredsmolt fra Tuse Å og Kolding Å i Jylland. Dette har medført flere vanvittige situationer, hvor store mængder fisk er udsat som geddeføde i afvandingskanaler eller i mundinger så smalle og vandlidende, at fiskene måtte spules ud i fjorden. Lokalt melder lystfiskerne da også allerede om et markant forringet vinterfiskeri efter målsfisk i fjorden.
Denne anbefaling fra Wilhjelm-udvalget medførte et ramaskrig i flere dele af landet. Ikke i Jylland, hvor man stadig har mange vandsystemer, der med lidt hjælp kan producere tilstrækkeligt med vildørreder. Men på Sjælland, hvor vandløbene typisk er små og vandlidende. Her baserer ørredfiskeriet sig derfor helt på udsætninger, da der ganske enkelt ikke kan produceres vildørreder efter naturmetoden.
En af konsekvenserne af anbefalingerne fra Wilhjelm-udvalget er, at den økonomiske støtte til det hidtidige udsætningsarbejde – med midler fra det obligatoriske fisketegn – nu stopper. Og med et sådant stop vil det gode havørredfiskeriet i Isefjorden efter al sandsynlighed ophøre – til stor ærgrelse for lokale lystfiskere og fisketegnsbetalere.
I den nævnte JP- artikel citeres den tidligere formand for Isefjordens Ørredsammenslutning (IØ), Thomas Sørensen, for følgende:
“Vor tids fiskeribiologer åbenbarer nogle teorier, der vanskeligt forenes med IØ’s erfaringer. Biologernes raceteorier grænser til det religiøse – det sekteriske – for eller imod racehygiejne. Men er der ikke overensstemmelse mellem teori og praksis, så er teorien forkert. Det er logik.
Hvilken dokumentation bekræfter, at biologernes raceteori er holdbar i forholdet naturlig gydning og opdrættede moderfisk? Vi har jo ikke vandløb, der kan masseproducere havøredsmolt, men må skabe fiskemuligheder ved udsætning af hurtigvoksende havørredsmolt.”
IØ har i 40 år stået for udsætningerne i Isefjorden, der i dag er en af landets bedste lokaliteter til fiskeri efter havørred. Der ligger således 40 års praktiske erfaringer med udsætninger af tamfisk bag, når Thomas Sørensen udtaler sig. Biologernes praktiske erfaring med vildfisk contra tamfisk har derimod ikke mange år på bagen, og der er af naturlige årsager ingen referencer til Sjælland, hvor der ikke længere findes oprindelige bestande af vildfisk.
Mange mener da også, at den virkelige årsag bag stoppet for udsætning af tamfisk skal findes et helt andet sted: I ønskede besparelser på fiskeplejen, så flere af lystfiskernes penge fra fisketegnet kan kanaliseres over i lønninger til biologer.
7. november 2002
© Steen Ulnits
* Ulovlige ruser i sønderjyske åer
Det kniber gevaldigt for lodsejerne ved de sønderjyske åer at overholde love og regler om brug af ruser i vandløb. Det viser sommerens aktioner, hvor Fiskerikontrollen i perioden juni-september kontrollerede 130 ruser. Af disse var knap 100 ulovligt sat.
Fiskerikontrollen mener, at ulovlighederne helt enkelt skyldes ukendskab til de gældende regler – trods den kendsgerning, at disse dels står på bagsiden af fritidsfiskerlicensen og kan findes på hjemmesiden med adressen www.fiskeridirektoratet.dk.
For god ordens skyld skal de vigtigste regler kort ridses op, så man selv ude ved vandløbene har en chance for at se, om ruser står ulovligt eller ej:
- Ruserne skal stå med mindst 100 meters mellemrum. Har en lodsejer mindre end 100 meter fiskeret, har han dog alligevel ret til at opstille én ruse – mindst 50 meter fra en anden.
- Ruserne skal være vendt med åbningen opefter, så de fanger nedtrækkende ål og ikke opstigende laks, havørreder, helt og snæbel.
- Ruserne skal opstilles, så mindst 2/3 af vandløbets bredde er friholdt. Rusens nedre del må maksimalt fylde 1/6 af vandløbets bredde.
- Ruserne skal være markeret med pæl eller flydekugle, så man kan se dem, samt være forsynet med lodsejerens matrikelnummer og fiskerens navn, adresse og licensnummer.
- Ruserne skal være forsynet med stoprist eller stopnet og må kun sættes i vandløb i perioden 1. juni til 30. november.
Er de ikke det, er de ulovlige og skal anmeldes til Fiskerikontrollen.
7. november 2002
© Steen Ulnits
* Nye sving på Jels Å
Sønderjyllands Amt, der for årtier siden hørte til de værste naturskændere i dette land, har i de senere år lagt sig helt i spidsen, hvad angår naturgenopretningsprojekter. Det startede i det små med tilbageføringen af Gelså ved Bevtoft og kulminerede siden med retableringen af den langt større Brede Å. Læg hertil et antal mindre projekter, og amtet er med helt fremme med en grøn profil.
Nu har Sønderjyllands Amt så gjort det igen. Denne gang er det “gået ud over” den lille Jels Å, der afvander de smukke Jels Søer. Åen, der blev reguleret for mange år siden, er nu under restaurering på en 3,5 km lang strækning mellem Stursbøl Plantage og Mojbøl.
Om ellers alt går vel, vil Jels Å engang i oktober være blevet 1,1 km længere – på grund af de “nygamle” sving, som åen da er lagt tilbage i. Undervejs er der etableret nye småsøer og anlagt gydepladser for åens laksefisk. Gydegruset er hentet fra lokale grusgrave, så underlaget så vidt muligt bliver autentisk for landskabet.
Det kommer til at koste godt 3 millioner kroner at gennemføre retableringen af Jels Å på stykket mellem Stursbøl Plantage og Mojbøl. Selve anlægsarbejdet sluger 1,5 mio. kroner, mens erstatningen til de 18 implicerede lodsejere løber op i 1,2 mio. kroner. De resterende kroner går til selve projekteringsarbejdet.
Skov- og Naturstyrelsen bidrager med 1,1 mio. kroner, mens Sønderjyllands Amt henter pengene fra de såkaldte “ådalsmidler”. Det er en pose penge afsat specielt til nedbringelse af amtets omkostninger til vedligeholdelse af amtets 700 km vandløb – typisk i forbindelse med grødeskæring og oprensning.
Ved at genslynge Jels Å og kompensere lodsejerne for mulige oversvømmelser sparer amtet på vedligeholdelsen og får samtidig mindsket udvaskningen af næringssalte fra landbruget til vandmiljøet. To fluer med ét smæk altså.
Al ære og respekt for sådanne initiativer til gavn for miljøet såvel oven som neden vande.
31. oktober 2002
© Steen Ulnits
* Ny sø på Århus Å
Mens alle frygtede for, at det nuværende iltsvind i Århus Bugt skulle gå hen og blive til en rigtig bundvending, hvor giftig svovlbrinte trænger op fra bundslammet og slår alt dyreliv ihjel, var der alligevel positivt nyt at berette fra byernes by Århus.
Den 10. september blev det første spadestik til den nye Årslev Engsø nemlig taget, og hermed blev et ti år gammelt tankespind til barske realiteter. I perioden 1930-60 blev Århus Å reguleret til ukendelighed, så der kunne skabes ny jord til det stedse mere intensiverede og industrialiserede danske landbrug. Der blev gravet kanaler og etableret pumpestationer, så de våde engområder ved Århus Å nær Årslev og Skibby kunne afvandes og inddrages i produktionen. Århus Å blev selv forlagt til en nodliggående kanal.
I den mellemliggende tid har meget forandret sig. Således har landbruget ikke længere brug for mere jord til kornproduktion, og den dengang indvundne landbrugsjord har siden sat sig/er sunket med op til 1,5 meter. Dels på grund af selve dræningen – dels på grund af presset fra de stadig større landbrugsmaskiner. Samtidig er der i stigende grad kommet fokus på den udvaskning af næringssalte fra markerne, som nu truer med at dræbe alt liv i Århus Bugt.
Derfor har staten, Århus Amt og Århus Kommune nu i fællesskab sat sig for at skabe Årslev Engsø, hvor førhen Århus Å snoede sig gennem de våde enge. Søen er et kunstprodukt, idet der ikke tidligere lå nogen sø her. Men da jorden har sat sig med op til 1,5 meter i den forgangne tid, vil der automatisk opstå en lavvandet sø, når man atter giver Århus Å frit løb.
Årslev Engsø, der vil komme til at ligge umiddelbart oven for den større Brabrand Sø, vil blive på omkring 100 hektar og have en gennemsnitsdybde på 0,5 meter. Den vil – ud over at have en landskabelig værdi og være til glæde for fuglelivet – være med til at mindske den fremtidige udvaskning af kvælstof og fosfor til Århus Bugt.
Projektet forventes at ville koste omkring 15 millioner kroner, hvoraf en god portion er brugt til opkøb af jord fra 62 lodsejere i området. Kun en enkelt landmand modsatte sig naturgenopretningsprojektet og måtte have sin jord eksproprieret.
31. oktober 2002
© Steen Ulnits
* Søen, der ikke ville blive ren
Nordborg Sø er den eneste større sø på øen Als i Sønderjylland. I mange år led den under udledning af urenset spildevand, hvilket næsten tog livet af den lange, men smalle sø. Siden fik man kloakeret oplandet og ledt spildevandet uden om søen – direkte ud i Lillebælt.
Så vidt så godt. Imidlertid har Nordborg Sø ikke formået at rense sig selv og genskabe den naturlige balance. Det var resultatet, da Sønderjyllands Amt for nylig prøvefiskede i søen. Fangsterne viste éntydigt en sø i økologisk ubalance – med meget få rovfisk såsom gedde, aborre og sandart samt et utal af skidtfisk såsom skaller og brasen.
Biologerne fra Sønderjyllands Amt overvejer nu, om Nordborg Sø skal biomanipuleres – om skidtfiskene skal fiskes op med vod efterfulgt af store udsætninger af små gedder, der kan rydde op i skidtfiskene. Lykkes det, vil søens dyreplankton få det fornødne pusterum til at formere sig og efterfølgende holde søens planteplankton – algerne – i skak. Resultatet bliver da en renere sø med klarere vand.
Amtets biologer sluttede dog undersøgelsen af med en bemærkning om, at landmændene omkring Nordborg Sø også kunne trænge til en alvorlig snak om udvaskningen af kvælstof fra deres marker ned til søen.
26. oktober 2002
© Steen Ulnits
* Rådet, der ikke ville nedlægges
Den nuværende borgerlige regering er som bekendt ikke meget for smagsdommere af nogen slags – ikke hvert fald ikke, hvis de har en anden smag end regeringen eller skulle have de mindste rester af 68-generationens venstreorienterede holdninger intakte…
Et af resultaterne heraf var som bekendt nedlæggelsen af en lang række råd, der ifølge regeringen var overflødige. Samt oprettelsen af et nyt smagsinstitut ledet af dansk miljøs enfant terrible, Bjørn Lomborg. En af de mest markante sager var nedlæggelsen af det uafhængige Naturråd, som imidlertid ikke ville lade sig nedlægge. Da pengene ikke længere kom fra regeringen, gik Naturrådets vismænd til Aage V. Jensens Fonde, som indvilligede i at finansiere rådets videre drift og projekter.
Det er der nu kommet en Vismandsrapport ud af. En rapport, der primært koncentrerer sig om landbruget og dets påvirkning af miljøet i Danmark – et emne, der som bekendt ikke rigtig interesserer den siddende Venstre-regering. De Konservative er langt fra altid enige med Venstre og har i det hele taget meget mere til overs for miljøet. Desværre har de ikke noget at have den i, men følger blot Venstre som dikkende lammehaler i et forurenet vandløb.
I den nye Vismandsrapport fra det uafhængige Naturråd står følgende at læse: Hvert år tilfører landbruget dansk miljø knap 400.000 tons kvælstof, 5.000 tons fosfor og 75.000 tons kalium – via udledning af gylle plus brugen af kunstgødning.
For 20 år siden var der en 16% udnyttelse af kvælstof – med de resterende 84% som udslip til miljøet. I dag er der en udnyttelse på 33% – med de resterende 2/3 som udslip til miljøet. Et klart fremskridt altså, men desværre slet ikke nok. Problemet er nemlig, at svineproduktionen er steget uforholdsmæssigt meget, og at det danske vandmiljø derfor belastes hårdere end nogensinde – trods diverse velmenende Vandmiljø-handlingsplaner.
Der er tre parametre, som kan forskydes, når kvælstofudledningen skal kontrolleres og nedbringes. Det er 1) effektiviteten i kvælstofudnyttelsen; 2) det aktive landbrugsareals størrelse samt 3) produktionens størrelse.
For at gøre en lang historie kort forventer Naturrådet, at der vil ske en yderligere effektivisering i udnyttelsen af kvælstof – op mod en 50% udnyttelse. Naturrådet forventer også, at en større del af landbrugsjorden vil blive taget ud af drift – med mindre udvaskning af kvælstof til miljøet. Naturrådet konkluderer, at vi med en kvælstofudnyttelse på hele 50% samt en svineproduktion på blot 10 millioner svin vil kunne overholde vandmiljø-handlingsplanerne.
Men det lader sig altså ikke gøre at kompensere for den massive vækst i dansk svineproduktion, der snart ventes at nå 25 millioner svin årligt. Hvis ikke denne gylle behandles på kostbar og højteknologisk vis, inden den havner i på markerne, kan vi forvente total død i de indre danske farvande i løbet af ganske få år.
Eftersommeren har allerede vist, hvor galt det står til på nuværnede tidspunkt. Aldrig i de 25 år, hvor der er blevet målt iltindhold i de indre danske farvande, har iltindholdet været så lavt. Aldrig før har så store områder været ramt af iltsvind og fiskedød som nu. Mængder af opskyllede døde fisk ved kysterne af Als, i Vejle Fjord, Ålborg Bugt og senest Århus Bugt viser med al ønskelig tydelighed, at fiskene end ikke har haft noget sted at flygte hen, hvor der var ilt nok i vandet. Det er ikke set tidligere.
Længe leve det højt besungne danske landbrug.
26. oktober 2002
© Steen Ulnits
* Dambrugsfisk dur ikke
Karup Å er som bekendt Danmarks ubestridte havørredå nummer ét. Det er her, der hvert år landes flest fisk over 10 kg. Og her, den tidligere Danmarksrekord stammede fra – en fisk på 14,4 kg taget på devon i 1939.
Karup Å er samtidig en af de heldige åer, hvor der stadig findes godt med naturlige gydepladser i såvel hovedløb som sideløb. Åen producerer derfor godt med vilde havørredsmolt, som siden trækker ud i Limfjorden for at vokse sig store. Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) har af samme årsager fulgt havørredbestanden i netop Karup Å ganske tæt og ved derfor meget om dens størrelse og sammensætning.
DFU har skælmateriale liggende fra fisk fanget i åen fra 1910 til 1950. Dem har man nu undersøgt med de nyestte DNA-metoder og fået overraskende resultater. Det overraskende bestod i, at op mod 90% af åens havørreder tilhører åens naturlige stamme. Overraskende, idet der gennem årene er sat i hundredtusindvis af tamørreder ud i åen – fisk, som derfor burde være i klart overtal den dag i dag. Havde de klaret sig lige så godt i det fri som åens vildørreder, burde de i dag udgøre omkring 60% af åens havørreder – men udgør altså kun 10%.
DFU bruger nu disse resultater til at retfærdiggøre nedskæringer i udsætning af opdrættede dambrugsfisk. Der skal – hvis overhovedet – kun udsættes fisk opdrættet på åens egen stamme af vildfisk. Hvilket man udmærket kan gøre i de vandsystemer, der stadig har en naturlig ørredstamme, man kan avle på.
Det er værre på øerne og helt galt på Sjælland, der – hvis DFU får held med deres planer – fremover må vinke farvet til de ørredudsætninger, der har skabt et godt havørredfiskeri på steder som Isefjorden, hvor der er katastrofal mangel på egnede gydepladser.
13. oktober 2002
© Steen Ulnits
* Stor, større – stør!
Stor var forbløffelsen i Egernsund, da en lokal fritidsfisker for nylig fik en 110 cm lang og 4 kg tung fisk i sit garn. Ingen anede nemlig, hvad det var for en fisk.
Det viste sig siden at være en vaskeægte stør – en fisk af den urgamle slægt “Acipenseridae”, som har mere end 120 millioner år på bagen, og hvis nulevende medlemmer kan blive op til 75 år gamle.
Støren er en sær fisk med en lang og spids snude med fire skægtråde over en meget lille og rund mund på undersiden af hovedet. Kroppen er lang og slank og ender i en skæv hale, der minder om en hajs. Kroppen er skælløs, men beklædt med fem karakteristiske rækker benknuder i stedet. Endelig er der store rhombeformede skæl på den øvre del af halefinnen og langstrakte skæl på finnernes forkant.
Der findes verden over 24 forskellige arter stør, hvoraf den mest kendte lever i Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Det er Beluga-støren, som leverer den verdensberømte og hundedyre ægte kaviar. Den garnfangede stør fra Egernsund er endnu ikke artsbestemt, men undersøges på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, hvor man har den fornødne ekspertise.
Under alle omstændigheder er støren fra Egernsund en baby af slagsen. Stører vides nemlig at kunne blive meget store. Enkelte arter kan veje over 1.000 kg, mens flere europæiske og asiatiske arter kan veje op mod 500 kg!
Støren er ganske vist mest kendt for sin kostbare kaviar, men også dens kød er ganske velsmagende. Det har tilmed den kolossale fordel, at der slet ikke er ben i det!
Det er mere end 50 år siden, der sidst er fanget stør i Danmark.
13. oktober 2002
© Steen Ulnits
* Et spørgsmål om proportioner
“Dansk landbrug frygter panikindgreb efter iltsvind”. Sådanne overskrifter har man kunnet læse i dagspressen i den seneste tid, hvor der næsten daglig har været omtale af det mest omfattende iltsvind i 25 år – trods hele to velmenende, men ineffektive vandmiljø-handlingsplaner.
Der er ingen tvivl om, at årets iltsvind er blevet så omfattende af klimatiske årsager. dels har vi haft ekstraordinær megen nedbør i januar og februar, der gjorde det nødvendigt for landbruget at gøde ekstra meget. Og dels kom der igen i juni og juli en periode med voldsom regn – efterfulgt af en meget lang og varm sommer.
Der er til gengæld heller ingen tvivl om, at katastrofens omfang skyldes den massive belastning af de indre danske farvande med kvælstof – primært fra landbruget.Nu påstår dansk landbrug så – ganske rigtigt – at landbrugets bidrag til kvælstofudledningen kun udgør 10-20% af den samlede udledning til Kattegat. Argumentet lyder videre, at landbruget derfor ikke skal pålægges yderligere restriktioner for kvælstofsvineriet – når de nu kun svarer for 10-20% af den samlede udledning.
De seneste beregner fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) giver følgende billede af kvælstoftilførslen til Kattegat, som mere og mere ligner et dødt hav. Torskene er helt væk, og iltsvindet breder sig dag for dag. Tallene er fra perioden 1989-1996:
- Danmark: 60.000 tons kvælstof (20%)
- Sverige: 24.000 tons kvælstof (8%)
- Tyskland: 13.000 tons kvælstof (4,5%)
- Udvaskning fra Østersøen: 150.000 tons kvælstof (51%)
- Atmosfærisk nedfald: 45.000 tons kvælstof (15,5%)
Det ses således, at Danmark er den næststørste kvælstofforurener af Kattegat. Det ses også, at godt halvdelen af al tilført kvælstof stammer fra de baltiske lande, hvis floder fører massive mængder kvælstof ud i Østersøen, hvis vand igen sluses ud gennem de danske sunde og bælter.
Landbruget “glemmer” imidlertid i sin argumentation for ikke at gøre yderligere, at selv om dette holder for Kattegat som en samlet enhed, så gælder det slet ikke vore lukkede fjordområder, hvor landbruget står for op mod 80% af den samlede kvælstofudledning. Jævnfør Mariager Fjord, der som bekendt afgik ved døden i 1997 – som følge af varmt vejr og udledning af næringssalte fra det omkringliggende landbrug. Dette ifølge beregninger foretaget af Nordjyllands Amt.
Skulle man føre landbrugets argumentation helt ud i sin videste konsekvens, så behøver landbruget vel slet ikke gøre noget ved forureningen. På verdensplan udleder dansk landbrug jo en så mikroskopisk del af den samlede kvælstofmængde, at den næppe kan måles…
Senest har man fra Odder Kommune meldt, at man her risikerer at stå uden rent drikkevand, dersom der ikke gøres noget ved landbrugets forurening af grundvandet. Således har kommunen måttet lukke hele 23 vandværker – de 17 af dem på grund af nitratforurening fra landbruget.
13. oktober 2002
© Steen Ulnits
* Endnu flere proportioner
Iltsvindet i de indre danske farvande har nu nået et omfang, hvor mere end 8.000 kvadratkilometer havbund er ramt af iltsvind. Det svarer til godt en sjettedel af Danmarks samlede areal. Værst står det til i farvandet omkring Fyn, Vejle Fjord, syd for Samsø, Århus Bugten, Mariager Fjord og det sydlige Kattegat.
Fra flere sider har det været forfægtet, at landbrugets reelle bidrag til kvælstofforureningen er mindre end hidtil antaget. At langt større mængder tilføres udefra – via Østersøen og Skagerak. I den forbindelse har Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) netop offentliggjort tal for tilførslen til og fra disse vandområder. Der er tale om transport både til og fra disse områder, og tallene gælder perioden 1980-1989:
Regner man lidt videre på disse tal, må der nødvendigvis ske en årlig reduktion af kvælstof i de indre danske farvande, nemlig differencen mellem det, der udføres til Skagerak og det, der tilføres fra Østersøen. Altså 173.000 minus 152.000 tons lig 21.000 tons.
Set i dette perspektiv er vi altså på rette vej, omend meget langsomt. Og kun hvis tallene holder vand. Imidlertid arbejder klimaet jo i modsat retning, hvorfor det alene af denne grund bliver nødvendigt med yderligere reduktion af udvaskningen.
13. oktober 2002
© Steen Ulnits
Del denne artikel: