Forfatterarkiv: Steen

Mig, miljøet og Prins Henrik

Jeg har aldrig mødt manden, men som så mange andre danskere på min egen alder har jeg levet et halvt århundrede sammen med ham. Han var elsket af nogle og latterliggjort af andre. Men han gjorde mere godt for miljøet, end de fleste er klar over.

Det er jo ikke noget, man tænker over i det daglige – når man nu har kendt og levet med ham i mere end et halvt århundrede. Først når han dør, bliver han lyslevende.

Jeg taler her om netop afdøde Prins Henrik – Hans Kongelige Højhed – som jeg aldrig nogen sinde hverken har mødt eller set i levende live. Til trods for, at jeg fysisk set har været tæt på ham ganske mange gange. Da jeg boede i Aarhus, kunne jeg gå til Marselisborg og gjorde det tit. En dejlig tur, der altid endte med en god udsigt.

Anyway, nu er han borte fra denne verden, og det resulterede for mig som for rigtig mange andre danskere i en del reflektioner. For hvad var det lige med denne mørke og mystiske franskmand, der kom ind fra Orienten og plukkede vor yndige prinsesse, da hun var moden til det?

– En rigtig pæn mand, som min afdøde mor altid sagde om flotte fyre. Og grev Henri så jo bragende godt ud. Så godt, at alle forstod Margrethe og mange kvinder sågar misundte hende. Henri kunne såmænd have fået jobbet som en ny James Bond, hvis det skulle have været. Han måtte dog nøjes med sit helt eget våbenskjold, hvilket kun er de færreste beskåret:

– Men hvad var det nu lige med ham Henrik, hende Daisy, lille Danmark og danskerne? Det var vist ikke helt ukompliceret?

Dronningens og eksportens mand

Prins Henrik opgav en ellers lovende karriere som fransk diplomat til fordel for en evig andenplads ved den danske dronnings side. Og han var opsat på at få det bedste ud af situationen, der som udgangspunkt slet ikke passede en rigtig franskmand som ham. Han havde jo Solkongens gener i blodet. Men han forligede sig aldrig rigtig med rollen som den evige toer. Trods ellers de bedste intentioner.

Jeg er ikke royalist. Langtfra. Jeg er skam imponeret over, at vi i Danmark har en næsten ubrudt kongerække gennem mere end 1.000 år. Men synes ærlig talt, at systemet med konger, dronninger, prinser og prinsesser har overlevet sig selv. Og jeg finder det som udgangspunkt ganske besynderligt, at man kan være født eller gift til noget uden nødvendigvis at være kvalificeret til det.

Men det sagt så må jeg klart erkende, at vi er langt bedre stillet i Danmark end i de fleste andre kongedømmer. Daisy er en begavet kvinde, som i Henrik fandt sig en begavet mand, hun kunne sparre og vokse med på både det kunstneriske og intellektuelle plan.

Prinsen selv var vant til at kunne selv. Han ville gerne gøre en forskel og levere et stykke arbejde for sin millionstore apanage. Dansk erhvervsliv satte da også stor pris på ham og hans kundskaber, når der blev lavet eksportfremstød i det store udland. Større pris, end de fleste almindelige danskere gjorde.

I Prins Henrik havde dansk erhvervsliv en sand verdensmand, der langt bedre end vore småborgerlige danske politikere kunne sælge varen – prima danske produkter – til udenlandske markeder, hvor kongeligt var andet og mere end kosteligt. Hvor det at have et kongehus i sig selv var noget stort.

Dyrevennen

Prins Henrik var glad for dyr. Så glad, at han straks introducerede gravhunden på Amalienborg og andre kongelige steder. Det tog lidt tid for personalet at vænne sig til det nye hundeliv, men det fik være. Prins Henrik ville have hunde, og det fik han.

Det gode ved kongehuse verden over er, at de i regelen har penge nok. Dertil mere tid til at bruge dem end de fleste andre. Og det ofte til emner, der ikke nødvendigvis behøver at kaste penge af sig. Dem har de jo allerede.

Engelske Prins Philip var god ven af Prins Henrik, som han delte skæbne med. Også han var jo den evige toer, der stod i evig skygge af sin royale ægtefælle. Ikke nogen nem opgave for nogen af dem.

Prins Philip var samtidig en stor dyreven. En dag foreslog han Prins Henrik, at denne oprettede en dansk afdeling af WWF – World Wildlife Foundation – som var blevet gundlagt af den britiske biolog Sir Julian Huxley i 1961. En organisation, som Prins Philip derfor bakkede op om. Lang tid før begreber som økologi og artsdiversitet var blevet hvermands eje.

Som tænkt så gjort. Den 15. maj 1972 samlede Prins Henrik så et antal gode venner og bekendte omkring sig på Fredensborg Slot, hvor man stiftede den danske afdeling af WWF. En afdeling, der siden har samlet mere end 50 millioner danske kroner ind til gode formål – herhjemme såvel som i det store udland.

Det var præcis året før, at vi i Danmark vedtog miljøloven. Verdens første af sin slags – i 1973. Det var vi svært stolte af dengang. Siden er begejstringen dog dalet markant, og miljøet er atter begyndt at få det værre.

Protektor for snæbelen

Da jeg i 1990’erne var sønderjysk lokalredaktør for lystfiskermagasinet Fisk & Fri, havde myndighederne netop fundet ud af, af snæbelen – den spidssnudede og havvandrende helt – var truet af udryddelse. Og at de sidste bestande fandtes i tilløb til det danske Vadehav. Mit lokalområde.

Prins Henrik tog straks sagen op og blev protektor for den danske snæbel. Et støtteopdræt blev etableret på Enstedværket ved Åbenrå Fjord, og der blev fundet midler til det ædle formål. Siden udviklede det sig sågar til milliondyre vandløbsrestaureringer til glæde for ikke kun snæbelen, men alt levende i de pågældende vandløb.

Havde det ikke været for Prins Henrik og WWF, er det slet ikke sikkert, at vi i dag havde haft en snæbelbestand overhovedet. Det bør med i hans eftermæle.

Historien om den udryddelsestruede snæbel er en ofte overset kendsgerning, der ikke mindst dengang sågar blev latterliggjort lidt ind imellem – helt enkelt fordi næsten ingen i 1980’erne og 1990’erne anede, hvad en snæbel overhovedet var for en størrelse.

At Prins Henrik var protektor for en “snabelfisk”, som den ind imellem lidt nedsættende blev kaldt, passede derimod perfekt til det danske folkevid. Men det gav ikke prinsen den credit, det burde have gjort.

Prins Henrik var helt enkelt forud for sid tid – som en indsigtsfuld og miljøbevidst franskmand i bøndernes Danmark. Definitivt ingen let opgave…

Vinbonden

Henrik og Daisy vidste fra starten, at de måtte have sig en slags privatliv uden for Amalienborg, Fredensborg, Marselisborg, Gråsten og de andre beskedne ferieboliger, som Dronning Margrethe rådede og stadig råder over. Et sted, som i højere grad var Prins Henriks eget.

Det blev til vinslottet Chateau de Cayx i den franske Cahors provins. Et rigtigt vinslot med egen vinproduktion.

Slot og slot. Mere en vingård. Jeg arbejdede i en periode i netop Cahors og kørte flere gange forbi Chateau de Cayx. Et ganske beskedent sted, der stod i kras kontrast til det rigtige slot, jeg dengang selv boede og arbejdede på: Chateau de Sept Fonds. Slottet med de syv kilder. Et slot med aner tilbage til de gamle tempelherrer og deres jagt på den hellige gral.

Chateau de Sept Fonds var og er et rigtigt slot med voldgrav, vindebro og tykke sandstensmure. Med skydeskår, flere meter høje egetræsdøre og gulvplanker så brede, at jeg aldrig har set deres lige. Og så naturligvis en vinkælder dybt nede, der havde alt det spindelvæv på årgangsflaskerne, som historien kræver.

Set i det perspektiv var det ikke så lidt af en tilsnigelse at kalde Chateau de Cayx for et slot, men Henrik og Daisy elskede det. Som jeg elsker mit eget endnu mere beskedne sommerhus på Mols.

Den kongelige vin fra Cayx var dengang heller ikke noget at skrive hjem om. Faktisk smagte den forfærdeligt, og de lokale havde da også kun næserynken til overs for den. Prinsen selv var de heller ikke vilde med, da han ikke ville være med i deres vinkooperativ. Han ville selv, men evnerne rakte ikke så langt som ambitionerne. I hvert fald ikke i begyndelsen.

Siden kom han dog med i fællesskabet, og vinen blev efterhånden bedre. Idag så absolut drikkelig, hvis ikke ligefrem god. Med 50-års guldbryllupsvinen årgang 2017 helt i top.

En kendsgerning, der ikke mindst skyldes det gode samarbejde med naboerne i det lokale vinlandskab, som Prins Henrik efterhånden fik etableret.

Madelskeren

Prins Henrik holdt som rigtig franskmand af god mad. Han var både gourmet og gourmand. Det kunne man – med hans egne muntre ord – godt se på størrelsen af hans mave. Den slags kommer ikke af sig selv.

Prinsen elskede mad og beskæftigede sig med den hver eneste dag i sit liv. Til stor glæde for ham selv og hans nærmeste. Og ind imellem til lidt mindre stor glæde for de kokke, der måtte stå for maden. Ikke altid lige nemt, når prinsen hele tiden skulle blande sig. Han stillede krav til råvarerne, som de færreste danske kokke selv gjorde på det tidspunkt. Før økologien blev hip.

Vi lå engang og fiskede aborrer i Esrum Sø, hvor Prins Henrik ofte kørte rundt på plænerne i sin lille golfvogn. Skæbnen ville, at vi netop den eftermiddag løb ind i et regulært aborresjov ret ud for Fredensborg Slot. Vi havde ligget og pirket aborrer på dybere vand over grundene i den nordlige ende af søen – uden andet resultat end et par næsten mikroskopiske aborrer.

Pludselig var der måger i luften ud for slottet, og vi hastede derhen. Vi havde ophængere over vore små Lurette pirke, og flere gange var der fuldt hus af fine aborrer i den af kogekonen Madame Prunier berømmede størrelse: 100-300 gram. Gastronomens klare valg, når man skal have det optimale ud af denne de danske søers suverænt bedste spisefisk.

Vi fyldte to plastposer med kongelige aborrer i det herligste solskin, inden aborresjovet var forbi og Esrum Sø atter lå stille hen. Vi sejlede sydover med fangsten og lagde til ved bådehuset. Først bagefter kom jeg til at tænke på, at vi da naturligvis skulle have begavet Prins Henrik med den ene pose. Han ville om nogen have sat pris på det lækre indhold. Madame Prunier var jo hans landsmandinde!

“Hellere fransk vin i årerne end dansk jord i hovedet”

Desværre tog nationen aldrig rigtig prinsgemalen til sig. Vi danskere brugte i stedet megen tid på at udsætte ham for det berømte danske folkevid, der ofte bunder i ren og skær uvidenhed. Eller på en dårlig dag og godt jysk: – Dorsk dumhed.

Vi spottede hans franske accent, som om vor egen danske er bedre i udlandet. Ærgerligt, for det er altså langt bedre med fransk vin i årerne end dansk jord i hovedet. Prins Henrik bidrog i rigt mål med det første – med fransk vin og fransk finesse.

Æret være hans minde. R.I.P. Hans Kongelige Højhed Prins Henrik alias Grev Henri de Laborde de Montepzat.

Født fransk den 11. juni 1934. Og død dansk den 13. februar 2018.

Han var den gode konge, vi aldrig fik.

Intropix: Prins Henriks våbenskjold

Wikimedia Commons

Casio ProTrek WSD-F20

Med anden generation af sine ProTrek smartwatches til dedikeret udendørs brug har Casio gjort WSD-F20 helt afhængigt af Android Wear 2.0 styresystemet. Det kan man mene om, hvad man vil, men på mange måder er det en fordel.

Dels er det nye WSD-F20 nu umiddelbart kompatibelt med alle Android smartphones. Og dels er der nu adgang til i tusindvis af i regelen velfungerende Android Wear apps. Det letter tingene ganske meget i forhold til ProTrek WSD-F10.

Herudover er den suverænt største forskel fra forgængeren, at WSD-F20 nu kommer med indbygget GPS. Den manglede virkelig i WSD-10, der alene derfor føltes som en noget halvbagt udgave af et ur dedikeret til udendørs brug. For hvad hjælper alverdens fintfølende sensorer i ødemarken, hvis man ikke aner, hvor man er?

Det gør man nu! Med det nye WSD-F20 er den i forvejen velfungerende ABC-del (Altimeter, Barometer, Compass) suppleret af en fornem GPS, der virkelig øger urets brugbarhed i felten. Derude, hvor der ikke nødvendigvis er mobildækning.

Alle ligger de umiddelbart tilgængelige ved tryk på den dedikerede “Tool” knap øverst til højre på uret. Ved hvert tryk skifter man mellem kompas, højdemåler, barometer, solopgang og solnedgang, tidevand og aktivitet. Det hele kører som i smør og ser rigtig godt ud.

Casio kan bare det dér. Det har de perfektioneret igennem flere år med deres andre ProTrek ure, som ganske vist ikke er lige så smarte, men som alligevel rummer flere af de samme sensorer.

Elektronisk kompas

Det elektroniske kompas på WSD F20 er i særklasse godt og ofte guld værd i felten. Ikke mindst om natten, naturligvis, hvor man jo aldrig kan orientere sig visuelt. Og selv om man kan, kan det som bekendt være svært at se skoven for bare træer – selv ved højlys dag…

Men kompas kan så sandelig også være uundværligt om dagen, hvis tæt tåge pludselig lukker ned og hindrer landkending. Mere end én gang har jeg forbandet, at jeg ikke havde noget kompas med ude mellem tidevandsrenderne. Med F20 på håndleddet er det problem en saga blot.

Efter hvert klik kan man yderligere swipe på touchskærmen og få uddybende data. Det er en funktion, som enhver datafreak á la undertegnede vil elske. En fremragende kombination af trykknap og touch, som eksempelvis Garmin kunne og burde tage ved lære af. De har jo indtil videre stædigt holdt sig til knapper og kun knapper.

Casio leverer et antal indbyggede watchfaces, som hører til urets “Tool” funktion – igen betjent med den øverste af de tre knapper på urets højre side. Derudover kan man downloade alle de fancy watchfaces, man overhovedet orker, fra Google Play Store. The sky is the limit, når man som her kører Android Wear.

Jeg er nu fuldt tilfreds med Casio’s egne watchfaces, der jo er designet specielt til dette ur. Som derfor kan præsentere rigtig mange relevante data på rigtig mange måder. De er ikke statiske, men kan hver især vise mange forskellige data i forskellig prioritering.

Dedikerede apps

Casio’s egne indbyggede “Tool” apps rækker et langt stykke hen ad vejen, men udgør kun en lille del af de muligheder, som ligger i Android Wear og de mange, mange flere apps her. Casio har derfor indgået et tæt samarbejde med flere software-udviklere om at tilpasse netop deres apps til det nye WSD-20.

Vejrtjenester er naturligvis en af dem – med “MyRadar” som et godt eksempel. Desværre er der ofte tale om loale vejrtjenester eller i bedste fald lokale, der blot ikke er særligt gode. Vil man have de bedste vejrmeldinger, står man sig altid bedst ved at finde lokale udbydere – eller kigge ud af vinduet, som mundheldet siger.

Første indtryk er ellers, at WSD-F20 stadig er et stort ur. Rigtig stort. Og ganske tungt. Men når først det er spændt om håndleddet, føles ProTrek ikke længere så stort. Faktisk føles det slet ikke, med mindre det da regelmæssigt skal ud gennem skjorte- eller jakkeærmer. Da kan det godt klemme en del.

Andet indtryk er, at uret ser godt ud. Designet på F20 er raffineret en del i forhold til F10. Skærmen står stadig lige godt i flotte farver, selv om det ellers er netop dem, der hurtigt kan dræne batteriet. Og det er jo mildest talt ikke ret smart, hvis man er ude i ødemarken og langt væk hjemmefra – uden en hurtiglader lige ved hånden.

Men det har Casio heldigvis taget højde for. De har nemlig udstyret den nye ProTrek med et dobbelt display: Et stort og flot, men strømslugende farvedisplay. Og så en rigtig strømsparegris af et monokrom (sort-hvid) display, der let ses i selv det stærkeste solskin. Men som bruger så lidt strøm, at batterilevetiden nu skal tælles i dage og ikke timer.

Tryk på Tool-knappen i 3 sekunder, og den sorte skærm lyser op i hvidt med alle de relevante data. En rigtigt god løsning på et tricky problem.

Moment Setter+

Casio slår selv på, at det nye ProTrek er specielt egnet til os lystfiskere. Det har nemlig et indbygget tidevandsprogram, som løbende fortæller om høj- og lavvande. Samt et andet program, der skal kunne forudse de bedste hugtidspunkter.

Problemet med det første er blot – som det er for samtlige af markedets andre tidevands apps – at der stadig kun findes ganske få tilgængelige danske lokaliteter i de internationale tidevandstabeller, uret benytter sig af. Der er dog kommet adskilligt flere til på F20 end på forgængeren F10. Blandt andet Århus, som passer fint til mit eget sommerhus på Mols.

Kan man ikke på app’en finde en lokalitet, der passer det ønskede sted, må man stadig ty til de langt mere præcise tidevandsangivelser, som man finder dem på eksempelvis DMI.

Et andet indbygget program fortæller om de bedste fisketidspunkter baseret på Solunar-teorien, som du kan læse mere om her. Og den skal man næppe fæstne ret meget mere lid til end Hugtabellen i det hedengangne Nap & Nyt. Her gælder det mest om at tro på tidspunkterne for at få fiskene til at bide – ved selv at fiske i de angivne tidsintervaller…

Casio har selv designet en app, som gør ProTrek endnu bedre og mere personlig. Denne app hedder Casio Moment Setter+ og har i lang tid desværre kun kunnet downloades i de lande, hvor uret sælges. Og det er endnu ikke ret mange.

Nu går det dog fremad med distributionen. Nu kan app’en således downloades fra Play Store i de allerfleste lande – heriblandt Danmark. Casio er ikke længere nervøse for, at app’en er fejlbehæftet, som den unægtelig var i starten på det amerikanske marked. App’en giver mulighed for at skræddersy uret til mange forskellige formål.

Det kunne være at advisere om solopgang eller solnedgang i tide, så man ikke går glip af disse vigtige tidspunkter. Eller det kunne være indstilling af de to knappers funktioner, valg af forskellige watchfaces (urskiver) eller fjernbetjening af Casios lille Exilim kameramodul. Mulighederne er mange.

Casio’s Moment Setter+ app har tre indbyggede hovedtemaer: Cykling, vandring og fiskeri. Cykling og vandring fokuserer på lokalitet, højde, hastighed og tilbagelagt distance, mens fiskeri fokuserer på solopgang, solnedgang, tidevand og solunartabeller. Det er rigeligt at lege med de første mange aftener!

Casio ProTrek WSD-F20 kører som sagt på Android Wear 2.0 styresystemet og kan derfor fyldes med alle mulige og umulige apps fra Google’s Play Store. Med Android Wear er mulighederne uanede, og man bør prøve sig frem efter først at have læst anmeldelser. De bedste tjenester koster nemlig ofte, og det er jo vigtigt at få mest muligt for sine sparepenge.

En af de tjenester – ikke vejr, men kort – jeg har benyttet mig mest af og haft de bedste resultater med, er “ViewRanger”.

Indbyggede kort

Skal man have sit smartwatch med “into the Great Wide Open”, så bliver kortmaterialet pludselig meget vigtigt. Er man langt fra alfarvej – det være sig i Alaska, Lapland, Sibirien eller andet eksotisk sted – er det langt fra sikkert, at der er mobildækning. Man er således nødt til at forlade sig på det kortmateriale, man har med hjemmefra. Og så den indbyggede GPS.

Casio gør et stort nummer ud af at fortælle, at man kan uploade kortmateriale direkte til uret, så det kan bruges både Offline og Stand Alone. Altså både uden telefon og uden internet. Man downloader blot det ønskede kortudsnit hjemmefra og er så Good to Go.

Proceduren er dog noget omstændelig, og udvalget af kort er ganske begrænset. Der er tale om et samarbejde med firmaet MapBox, der leverer kort til hele verden, men som desværre ikke råder over alle kort alle steder. Nogle steder får man således en lang næse, hvis man vil downloade andet og mere end gratis Open Street Maps med ganske få detaljer.

Proceduren er som sagt omstændelig. Allerførst skal man gøre op med sig selv, hvilken korttype man ønsker – om det skal være et vejkort, et terrænkort eller et satellitkort.

Sidstnævnte fylder suverænt mest, hvorfor man kun kan downloade et ret begrænset kortudsnit her. Ærgerligt, men træerne vokser heller ikke her ind i himlen. Jo flere detaljer man ønsker at downloade, desto mindre bliver altså det mulige kortområde.

Dernæst skal man beslutte sig for det ønskede zoom-niveau. Uanset korttype gælder også her, at jo flere detaljer man ønsker med, desto mindre kortudsnit kan man downloade til sit ur.

Casio giver nogle generelle retningslinjer herfor, men man skal typisk skyde forbi nogle (en del) gange, før man har fundet ud af proceduren. Før man er i mål med det ønskede kortudsnit i den detaljeringsgrad, man har brug for.

Man får ingen advarsler om, hvor og hvornår et downloadet kort udløber, hvilket kan være ganske irriterende. Pludselig slipper kortet bare op, og skærmen går i hvidt.

Ovenstående grafik giver dog en idé om mulighederne.

Kort-apps

Den indbyggede kortfunktion er således tostrenget:

Man kan enten nøjes med de gratis og ikke særligt detaljerede kort, der kan downloades frit fra nettet. Og så bruge dem direkte fra uret – uafhængigt af den tilhørende Android Wear smartphone og uafhængigt af, om der er dækning eller ej.

Eller man kan købe sig til dyre og langt mere detaljerede kort, som må bruges via en tilhørende app – eksempelvis ViewRanger – der sammen med kortmaterialet ligger installeret på den tilhørende Android Wear smartphone.

“ViewRanger” er ikke er en Stand Alone app, men kræver løbende input fra en tilhørende Android telefon. Kortmaterialet, der ligger bag, er massivt og ville fylde alt for meget på et lille smartwatch. Det er desværre også dyrt – lige nu kr. 389,- for hele Danmark i målestok 1:25.000.

Så har man til gengæld også detaljer nok, men kan man ellers undvære muligheden for at bruge kort på smartwatch, kan man nøjes med app’en “Topo GPS”. I samme detaljerige 1:25.000, der blot koster en brøkdel af ViewRanger og kan næsten det samme. Blot kan man altså ikke bruge det på sit nyanskaffede Casio WSD-F20.

ViewRanger er klar over begrænsningerne i den høje pris og tilbyder derfor, at man kan købe de detaljerede kort i små bidder. Man køber og downloader et antal kortkvadrater, som man blot klikker på i app’en.

Typisk betaler man pt. kr. 49,- for 133 kvadrater, som dækker op til 3.493 kvadratkilometer. Det svarer til knap 60 gange 60 km, som man altså selv udvælger hver eneste kvadratmeter af. Næsten da. Ingen dårlig løsning, hvis man er bare en smule prisbevidst. For hvad skal man med alle Danmarkskortets mange andre tiles, man alligevel aldrig får besøgt?

ViewRanger giver herudover mulighed for at tracke egne ruter via GPS, som man så kan se på kortet bagefter.

Kort, men ikke godt…

En irriterende ting ved ViewRanger på Casio’s WSD-F20 er ventetiden. Casio påstår godt nok, at ViewRanger er optimeret til netop WSD-F20, men det er svært at se hvordan.

Faktisk fungerer ViewRanger næsten bedre på mit gamle Sony SW3, der efterhånden har mere end et par år på bagen. Næsten. På SW3 er kortet nemlig Instant On – som på Apple Watch, hvor man i tilgift kan navigere rundt på kortet. Da kan man desværre ikke på SW3, der blot centrerer kortet omkring ens GPS position.

Således oplever jeg ofte ventetider på op mod 20 sekunder, før skærmen bliver tændt og uret får aktiveret GPS og kort. Endda med en spritny Samsung Galaxy Note 8. Om det så ligger hos ur eller telefon, ved jeg ikke. Men jeg har ikke kunnet finde indstillinger til at undgå denne ventetid. Naturligvis er dette for at spare strøm, men det er altså drønirriterende at skulle vente på hver eneste gang, man vil tage et kig på kortet.

Vil man have indbyggede kort af høj detaljeringsgrad og kortere responstid liggende direkte på uret, da er der ingen vej uden om Garmin’s topmodel Fenix 5X. Som så blot har en irriterende lille og mørk skærm, der er uhyre svær at se…

Der findes dog en workaround. Jeg kontaktede ViewRanger direkte og klagede min nød. Man kan ganske rigtigt ikke downloade ViewRanger kort direkte til sin Casio ProTrek WSD-F20. – I hvert fald ikke endnu, lød det venlige svar fra en af firmaets ingeniører.

Men man kan derimod uploade en allerede eksisterende rute fra ViewRanger app’en direkte til uret. Det nødvendige kortmateriale – alle de relevante tiles – følger da med, og uret fungerer nu i Stand Alone mode. Uden brug af Android Wear og Android smartphone.

Noget omstændeligt, altså, men en reel mulighed hvis man har en allerede eksisterende rute, man vil følge. Man kan desværre ikke blot kaste sig ud i ukendt land og finde sig selv på et forud installeret kort. Men i opfølgeren F30, måske…

Konklusionen

Casio lever virkelig op til forventningerne fra forgængeren WSD-F10, der udviste mange lovende takter, men som alligevel på ingen måde kunne anbefales. Den var virkelig “a work in progress”. En noget halvbagt sag, som uden GPS reelt ikke kunne bruges til ret meget.

WSD-F20 er ikke noget ur til kondifreaks og andre, der vil monitere sig selv og deres fysiske præstationer. Den kundegruppe valgte Casio helt fra, da de lige fra starten besluttede sig for at udelade en pladskrævende pulsmåler. Et sjældent træk i vore dage, hvor selv billige ure meget ofte har en indbygget pulsmåler.

Men den bølge hoppede Casio altså ikke med på. Den slags narreværk har man ikke brug for ude i terrænet, mente og mener de tilsyneladende stadig på hovedkontoret i Japan. Og det kan de såmænd have ret i.

Sikkert og vist er det nemlig, at en indbygget pulsmåler helt automatisk reducerer urets batteritid. Og at det forlænger samme, hvis man vælger pulsmåleren fra. Det er givet rationalet bag Casio’s udeladelse af en pulsmåler. En længere batteritid.

Og netop batteritiden er ethvert outdoor-urs Achilleshæl. Ude i ødemarken er der i regelen meget langt til nærmeste stikkontakt. Og uanset al reklamesnak kan man tømme batteriet på kort tid – som på ethvert andet ur med (Android) Wear OS. Ikke mindst med GPS’en kørende.

Vil man optimere batteritiden, må man dykke dybt ned i manualen og slå en hel masse standardindstillinger fra. Og helst også koble uret helt fra moderskibet – telefonen. Da bliver funktionaliteten langt mere spartansk, men da rækker batteriet mere end nogle få timer – selv med GPS’en kørende.

Øverst på ønskeseddelen står dog, at Casio vil bringe sin Solar Watch teknologi til næste ProTrek WSD-udgave, der i så fald vil kunne køre meget længere. Solen løber ikke sådan lige tør.

Uanset disse forbehold, så er Casio’s seneste model WSD-F20 klart anbefalelsesværdig, hvis man færdes meget udendøre og derfor har brug for de indbyggede ABC-sensorer: Altimeter, Barometer, Compass, GPS, oplysninger om solopgang og tidevand samt indbyggede kort og mulighed for supplerende kort via dedikerede Android Wear 2.0 apps.

Sætter man sig lidt ind i teknikken bag og de mange, mange muligheder, som dette smartwatch byder på, da får man i Casio ProTrek WSD-F20 en helt fantastisk følgesvend. Et ur, der på samme tid er både en hjælpende hånd og en legekammerat i verdensklasse!

Anbefales derfor – dog med det forbehold, at næste års F30 sikkert er endnu bedre.

Hvis der altså kommer en F30…

G-Shock Rangeman

Ved den netop afholdte CES 2018 messe præsenterede Casio desværre ingen F30. Ingen opgraderet efterfølger til den her testede F20.

I stedet modtog Casio messens CES 2018 Innovation Awards Honoree for netop WSD F20, der blev rost til skyerne for sit anderledes design og sine mange innovative funktioner.

Samtidig kunne Casio så præsentere et helt nyt medlem af den snart klassiske og meget hårdføre G-Shock familie:

Det er Rangeman, hvis indbyggede solceller formår at lade uret op, når ellers der er lys og sol på himlen. Sollyset kan altid holde selve displayet med strøm, mens den indbyggede GPS funktion kræver mere kraft til kontinuert drift, end solcellerne alene kan levere.

Der er ikke tale om noget traditionelt smartwatch – med Android Wear styresystem som i ProTrek WSD F20. Som navnet Rangeman siger, er der i stedet tale om et rigtig hårdført ur til de (meget få) lige så hårdkogte outdoor entusiaster, som måtte have brug for et sådant ur.

Det er dem, der kunne drage nytte af den indbyggede “Backtrack” funktion, hvor den indbyggede GPS løbende logger den tilbagelagte rute. Herefter kan man med et enkelt tryk vende ruten om og uden videre finde tilbage til sit udgangspunkt. Ingen dum funktion at have med sig i værktøjskassen.

Det er samme brugergruppe, der sikkert vil forstå at værdsætte, at Rangeman er vandtæt helt ned til 200 meters dybde og fungerer ned til 20 minusgrader. De vil også sætte pris på, at uret samtidig er muddersikkert – hvad Casio så end præcis mener med den betegnelse.

Endelig kan Rangeman, hvad WSD F20 desværre ikke kan: Logge og gemme tilbagelagte ruter. Det burde være en selvfølge, men har altså ikke været det før nu.

Man kan hurtigt konstatere, at G-Shock Rangeman ikke er til sjov, som det langt mere alsidige ProTrek WSD F20 på mange måder er det. Underholdningsværdien er ganske begrænset og funktionerne kun få.

Men de er så til gengæld optimeret til brug ude i den barske ødemark, hvor og når det virkelig gælder. Måske endda overlevelse. A True Survival Tool.

Desværre er Rangeman en ganske dyr herre:

Omkring 7.500 kroner…

Diploider, Triploider og All Female

Hvis du har fulgt lidt med i debatten om fiskeopdræt, så er du sikkert stødt ind i begreber som diploider, triploider og fænomenet “All Females”.

Bag disse indforståede begreber gemmer sig nu ingen raketvidenskab. Kun målrettet arbejde i fiskelaboratoriet. Fisk er nemlig simple skabninger, som er nemme at manipulere med. I hvertfald sammenlignet med langt mere komplekse pattedyr som os selv.

Almindelige fisk som laks og ørreder er diploide. Det vi sige, at de har to kromosomsæt, som uden videre kan dele sig og danne kønsceller. Diploide fisk er kort sagt i stand til at yngle, hvilket jo er godt – blandt vildfisk i naturen.

Men i fiskeopdrættets tjeneste er det ikke så ideelt endda. Fisk vokser nemlig markant langsommere, når først de er blevet kønsmodne. Da bruger de en uforholdsmæssigt stor del af foderet på at danne kønsprodukter – æg og sæd – i stedet for kød og krop.

Det har fiskeopdrætteren jo ingen glæde af, så han søger at undgå denne kønsmodning. Og det kan han gøre ved at skabe triploide fisk – fisk med tre kromosomsæt i stedet for to. Har fiskene tre kromosomsæt, kan de nemlig ikke reproducere sig. De bliver sterile.

Samtidig undgår man, at undslupne eller udsatte fisk blander sig og gyder sammen med vildfiskene, hvilket vil føre til gradvis fortynding af disses værdifulde DNA, som det jo har taget lige siden sidste istid at udvikle.

Man kan skabe triploide fisk ved at tage normale, netop befrugtede æg og udsætte dem for varme eller tryk. Herved holder man de såkaldte “pollegemer” tilbage, som eller vil udskilles, så fiskene bliver almindeligt diploide. De varme- eller trykbehandlede æg derimod beholder pollegemerne og bliver triploide. Samt sterile.

Men det er stadig ikke ligegyldigt, om de er hanner eller hunner. Hunnerne vokser nemlig bedst, og hannerne er derfor kun et problem.

All Females

Kigger man på følgende tre grupper af fisk, er der stor forskel i deres gennemsnitlige vækst:

Diploide hanner og hunner (normal fordeling): 1,58 gram per dag
Diploide hunner kun (hannerne fjernet): 1.78 gram per dag
Triploide hunner kun: 2,38 gram per dag

Se, det er jo en forskel, der er til at tage og føle på. Almindelige hunfisk vokser markant hurtigere end hanfiskene, som bliver tidligere kønsmodne. Hos mange arter et år før hunnerne. Og triploide hunner vokser halvanden gange så hurtigt som almindelige hanner og hunner.

Det er noget, fiskeopdrætteren kan bruge. Til at dyrke større fisk på kortere tid med mindre foderforbrug. Men hvordan sikrer man sig nu, at det kun er hunner, man dyrker? Hvis det udelukkende er den kostbare rogn, man er ude efter?

Man tyr til hormonbehandling af fiskene. Man fodrer fiskene med mandlige kønshormoner, hvilket gør eksisterende hunner til hanner af krop og udseende. Disse nye “hanner” producerer funktionel sæd som rigtige hanner, men er jo stadig hunner rent kromosommæssigt.

Bruger man nu denne kunstigt frembragte sæd til at befrugte almindelige eller “rigtige” hunner med, da vil alt afkommet blive hunner – klar til optimeret produktion i fiskeopdrættets tjeneste. Til at producere rogn i lange baner. Det er i princippet sådan, “All Females” bliver til. “Kun Hunner”.

Transgene fisk

Det er vigtigt at forstå, at ingen af de her nævnte fisk er GMO fisk – genmodificerede organismer. Sekvenserne i deres DNA er stadig den samme som før. De er modificerede, ja. I høj grad. Men de er ikke genetisk modificerede.

– Har du derfor ikke fået nok af diploide og triploide ørreder fra dit lokale havbrug? Eller er du ikke imponeret af, at man uden videre kan lave rene hunner ved at befrugte almindelige hunner med sæd fra hormonbehandlede hunner? Så er du klar til den transgene eller genfusionerede superlaks “Super Salmon”:

Man tager allerførst en helt almindelig atlanterhavslaks som dem, der opdrættes millioner og atter millioner af i norske havbrug.
Dernæst finder man en kongelaks frem – en af de fem forskellige arter stillehavslaks. Den kigger man dybt i kortene – dens naturlige DNA – og identificerer her det væksthormon, der sikrer den en langt hurtigere vækst end atlanterhavslaksen.
Endelig drager man højt mod nord og fanger en lille og undselig nordamerikansk ålekvabbe, som har netop det, vi står og mangler: Et aktiveringsgen, der kan øge koncentrationen af væksthormon fra kongelaksen og dermed sætte den samlede vækst markant i vejret.
Man rører nu genmaterialet fra disse tre fiskearter sammen og får en helt ny superlaks, der vokser dobbelt så hurtigt som den oprindelige. Endda på en mindre mængde foder. Det lyder næsten for godt til at være sandt.

FrankenFish

Hvis du vil du have hele historien om vore dages transgene FrankenFish, så læs gerne artiklen “Frankenfish”. Så ved du, hvor langt videnskaben i dag kan komme, når og hvis den vil lege Vorherre i Det Lille Laboratorium:

http://ulnits.dk/biologi/frankenfish/

Det mest fantastiske er næsten, at man slet ikke kan se forskel på diploide, triploide, All Females eller transgene fisk. Indpakningen er nemlig den samme.

– You ain’t seen nothing yet…

Relaterede artikler om havbrug:

TriangleTray

– En trekant til linen…

“Designed and Manufactured in Denmark”

Egentlig kan jeg ikke fordrage linekurve, når jeg fluefisker. De fylder, og de er i regelen grimme at se på. Men funktionen – den kan jeg ikke altid undvære.

Der er masser af situationer, hvor jeg må bide i det sure æble og fiske linekurven frem. Med det uundgåelige resultat, at jeg føler mig udklædt med en opvaskebalje på maven. Helt galt bliver det da, når jeg kaster baghånds – med ansigtet vendt mod land. Gad vide, hvad ikke-fiskere tænker, når de ser det…

Anyway, funktionen er ind imellem uundværlig, og så må man jo lide lidt for sagen. Men heldigvis har man så god tid til at fundere lidt over, hvorvidt det ikke kunne lade sig gøre at lave linekurven lidt smartere.

Det har jeg gjort i snart mange år, og lidt efter lidt tonede omridset af den perfekte linekurv frem. En linekurv, som slet ikke lignede den oprindelige firkantede opvaskebalje. En anderledes linekurv, i hvis kølvand skvulpede en lille håndfuld etablerede linekurve med skalperede sider.

Den traditionelle linekurv

Det har nemlig kostet en del linekurve at nå så vidt. Etablerede fabrikater, som jeg har skåret, klippet og klistret i. Der var nemlig nogle helt klare ting, som jeg ville ændre på:

1) Jeg havde noteret mig, at fluelinen meget ofte lå samlet i én bestemt del af kurven i stedet for jævnt fordelt overalt. Altså var der ubrugt plads i kurven, som både fyldte og vejede.

2) Som alle andre brugere af linekurv irriterede det mig, at jeg ikke kunne se, hvor jeg gik. Kurven tog en alt for stor del af udsynet, hvilket gav anledning til snublen over strandstenene.

3) De gængse linekurve så helt enkelt så grimme og ufikse ud, at jeg vægrede mig ved at gå med dem. Ting må gerne være smukke, når man skal se på dem i længere tid ad gangen.

4) Jeg var ikke tilfreds med keglernes udformning og størrelse. Nogle var for korte og brede – andre for lange og høje. Sidstnævnte havde det med at fange linen på vej ud i stedet for at slippe den.

5) Som så mange andre bankede jeg ofte linehånden ned i kurvens skarpe kanter under indtagningen – hvis jeg da ikke passede på hele tiden. Kanten på linekurven var for høj og skarp.

Trekantet form

For et par år siden var det så vidt. Morten fra Pro FlyFisher kom forbi med sit lille powerhouse af en bærbar – loadet med avanceret CAD software, som han er vant til at bruge, når han designer nye plastkomponenter til sine berømte rørfluer.

Det nye design

Vi drak lidt rødvin, og efter nogle timers arbejde tonede linekurven frem på skærmen, som du ser den herunder.

Det er den karakteristiske trekantede form, som siden gav kurven dens navn. Det er en form, som sparer materiale og reducerer vægt. Samtidig hindrer den ikke udsynet nedefter, som almindelige firkantede linekurve gør det. Slut med at vandre blindt gennem landskabet uden at kunne se, hvor man sætter fødderne. Sikkerhed frem for alt!

Men ikke nok med det. TriangleTray tager den trekantede profil helt til grænsen. Bagkanten skråner nemlig også mod forkanten, hvilket sparer yderligere materiale og giver et endnu bedre udsyn. Herved undgår man også det irriterende hele tiden at banke linehånden ned mod kurvens skarpe sider.

Skrånende sider

Du vil sætte pris på den lave vægt og det gode udsyn, når du går, vader eller skal pakke kurven ned i kufferten til næste fiskeekspedition. Triangle Tray er lige perfekt til Alaska som til Bahamas!

Et behageligt “EasyGrip” bærehåndtag gør det lettere end nogensinde at transportere TriangleTray til og fra fiskevandet. Man mærker næppe, at den er med.

Bidragende hertil er også, at TriangleTray er en udpræget letvægter, fremstillet af ultrastærk polypropylen, der næsten ikke er til at ødelægge. Et materiale, der flyder og flekser, men som nægter at brænde.

Kurven er fremstillet i 8 mm polypropylen, som er vakuumformet ved 300 grader. Den forvarmede plade suges ned over formen under tryk, og det færdige emne bearbejdes af en computerstyret fræser, der fjerner overskydende materiale og sørger for de nødvendige udskæringer.

Det er en fremstillingsmetode, som gør TriangleTray næsten umulig at ødelægge.

“EasyGrip” greb

Hemmeligheden bag enhver linekurvs funktionalitet er keglerne i bunden, som hindrer fluelinen i at filtre sig sammen.

Der ligger mange eksperimenter bag designet af keglerne i bunden af din nye TriangleTray. De måtte hverken være for høje, for lave, for brede eller for spidse. De skulle både kunne holde og slippe løkkerne under indtagning og kast. Det kan de i din Triangle Tray!

Er keglerne for høje og smalle, kan de fange linen under kast. Er de omvendt for lave og brede, kan de ikke hindre linen i at filtre i kurven.

Næste skridt var så at teste det endelige design. Til det formål allierede jeg mig med et firma i Billund, som rådede over en 3D-printer, der var stor nok til opgaven. Det var hundedyrt, men en dag ankom så den færdigprintede prototype – klar til test.

Prototypen var råhvid og printet i et stærkt nylonmateriale. Den så ærlig talt ikke ret sexet ud.

“EasySlip” kegler

Men funktionelt levede den helt op til mine ønsker, og det trekantede design gav den navnet “TriangleTray”. Jeg kontaktede en god ven, der har en høj stilling hos amerikanske Orvis, og han sendte ideen videre til deres udviklingsafdeling.

Orvis var jo dem, der var først ude med en decideret linekurv til fluefiskere – udviklet i nært samarbejde med hæderkronede MIT – Massachusetts Institute of Technology, hvor mange af verdens store opfindelser og designs kommer fra.

Orvis var skam interesseret i min TriangleTray og indrømmede, at designet var lysår foran deres oprindelige design, som nu er i en Mark 2 udgave – lidt lettere og mindre kantet end originalen. Men de ville desværre kun købe færdigproducerede kurve…

Selvlænsende

Nu vader jeg selv sjældent dybt, og gør jeg det endelig, er det for at komme over dybt vand og ind på lavt. Fluekast og dyb vadning er nemlig lig med korte kast. Man kan helt enkelt ikke holde en lang line fri af vandet i bagkastet, hvis man selv står i vand til midt på livet.

Ofte står man sig bedst ved at blive inde på lavt vand og dermed stå højere. Dette gør det helt enkelt lettere at kaste længere.

Anyway. Ind imellem er det nødvendigt at vade dybt, og da Triangle Tray har lave sider fortil, fyldes den let af vand. Det har jeg taget konsekvensen af i Mark 2 udgaven, som er selvlænsende.

Fra mine mange år som småbådsfisker ved jeg, hvor praktisk det er at have et selvlænsende bådskrog. Der var således ikke langt fra tanke til handling, og efter nogle få forsøg var designet en realitet – i form af tre lænsehuller i linekurven: To store bagest og et mindre forrest.

De to store huller bagest har en diameter på 12 mm, hvilket gør, at en bordfyldt kurv lynhurtigt tømmes. Et lille 8 mm hul fortil gør, at regn og skvulp og vand fra linen hele tiden løber ud af kurven. Det lille hul fortil sidder nemlig markant lavere end de to store huller bagtil.

Man skal aldrig sige aldrig, men jeg er ret overbevist om, at TriangleTray hermed har fundet sin endelige form. Som måske verdens første selvlænsende linekurv.

Anmeldelse:

Lystfiskerforum

Ny dansk designet linekurv

Danske Steen Ulnits, kender de fleste. Nu er han også designeren bag denne nye linekurv i et anderledes design, der lægges mærke til.

Som navnet antyder – “Triangle Tray” – er den trekantet. Jeg har testet et eksemplar.

Jeg startede med at afprøve den på græsplanen hjemme i min have og det var en skuffende oplevelse. Linen gled udenfor kurven og trak resten med.

Den skal alligevel testes der, hvor den er beregnet til – på kysten – og så gjort! Nu var linen våd, og det gjorde en verden til forskel.

Linen blev pænt liggende, den hægtede ikke sammen, og kurven var faktisk rigtig rar at benytte.

Når jeg ind i mellem ramte kurven med linehånden er materialet dels blødt at ramme, og dels er det afrundet.

Kurven fungerer fuldt ud ligeså godt som min gamle Orvis-kurv eller min Flexistripper.

Faktisk lever den op til alle mine forventninger til en linekurv, der skal hjælpe mig til at holde styr på linen og give bedre kast.

Der er dog et minus: Den lave kant lader ofte vand komme ind i kurven. Det påvirker ikke kastet, men irriterer alligevel, fordi det vejer.

Løsningen er allerede beskrevet i det papirværk, der fulgte med: Der skal bare bores et 8 mm hul ude i fronten, og så lænser den sig selv.

Jeg kan anbefale denne nydesignede linekurv. Den har et frækt udseende, og den leverer varen i et lækkert design og stærkt materiale.

Hans Brun Lindegaard

Regler for gyllespredning

Der er forbud mod udbringning af gylle på oversvømmede, vandmættede, frosne og snedækkede jorde.

Den 1. februar markerer starten på sæsonen for udbringning af flydende husdyrgødning. Her slutter den periode, hvor der efter husdyrgødningsbekendtgørelsen ikke må udbringes flydende husdyrgødning.

Det er dog væsentligt at huske, at der ikke må udbringes gylle på oversvømmede, vandmættede, frosne og snedækkede jorde. Dette blev indskærpet med den nye husdyrgødningsbekendtgørelse, der trådte i kraft den 1. august 2012.

Jorden er oversvømmet, vandmættet, frossen eller snedækket, når følgende kriterier er opfyldt:

1. Jorden er oversvømmet, når den er dækket af blankt vand.

2. Jorden er vandmættet, når der kan opsamles frit vand i revner og sprækker selv flere timer efter nedbør. Dette vil bl.a. kunne kontrolleres ved, at det er muligt at presse frit vand ud af jorden med hænderne. Når jorden er vandmættet, er den vandfyldt op til overfladen selv efter flere timer uden nedbør.

3. Jorden er frossen, når det pga. frost i jorden ikke er muligt at nedbringe husdyrgødningen på bar jord. På bevokset jord er jorden frossen, indtil jorden er optøet i hele pløjelagets dybde (mindst 15 cm). Overfladisk nattefrost betragtes ikke som frossen jord, hvis jorden optøs i løbet af dagen.

4. Jorden er snedækket, når mere end 90 % af en mark er dækket af sne, men ikke kun med et drys af sne eller blot med rim på jorden. Snedybden skal være mere end en ½ cm.

Formålet med reglerne er at forhindre husdyrgødning i at forurene vandmiljøet, og reglerne supplerer således husdyrgødningsbekendtgørelsens generelle forbud mod at udbringe husdyrgødning på en sådan måde, at der er risiko for, at gødningen ender i vandmiljøet.

Det er kommunerne, der fører tilsyn med, at reglerne bliver overholdt. Det er derfor også kommunerne, der konkret vurderer, om der kan være tale om ulovlige forhold i forbindelse med udbringning af flydende husdyrgødning.

Så ring til din kommune, hvis du er det mindste i tvivl. Ellers risikerer gyllen at løbe af jorden og direkte ud i vandmiljøet. Til ubodelig skade for dyrelivet her.

Tag et foto, hvor og hvis du kan se, at udledt gylle har nået vandløb eller sø.

Det er den bedste dokumentation i et senere forløb.

Gyllen samler sig typisk i lavninger.

Kilde: Miljøstyrelsen

Steen Ulnits

Retablering af Gudenåen

Bølgerne har længe gået højt omkring den kommende retablering af Gudenåen ved Tangeværket og det kunstige vandmagasin Tange Sø.

Jeg har noteret mig, at Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har modsat sig en tømning af Tange Sø med efterfølgende retablering af Gudenåen og Gudenå-dalen.

Det er en oplysning, som er faldet mange lystfiskere for brystet. De tror helt enkelt ikke på den. At den organisation (DSF), der i det daglige bryster sig af at være vandmiljøets forkæmper, nu pludselig skulle kæmpe for at bevare den kunstige Tange Sø på bekostning af en frit flydende Gudenå.

Men det er altså tilfældet. Og for at det hele ikke skal blive et slagsmål om ord, så er det nok bedst at referere fra et debatindlæg i Altinget den 19. januar 2017, hvor formanden for DSF, Verner W. Hansen, selv skriver:

“En holdbar kompromisløsning, der tilgodeser disse interesser, vil i givet fald forudsætte, at Gudenåen med hele dens vandføring ledes udenom søen.

En af de få løsningsmodeller, der kan leve op til dette, og hvor der genskabes mest natur for pengene, er beskrevet som model 11 i COWI’s rapport fra 2007. Det er en løsning, der koster 100–125 millioner kroner.” Citat slut.

Læs hele debatindlægget her:

https://www.altinget.dk/miljoe/artikel/sportsfiskerne-slip-nu-gudenaaen-fri#28538

DSF anbefaler Model 11, der er en løsning med Tange Sø og Tangeværket som fast ankerpunkt. Og et flere kilometer langt nygravet omløb.

Model 11: Udgøres af en kunstig å langs en kunstig sø – i stedet for en retableret Gudenå med tilhørende 12 km lang genskabt ådal.

Model 11 er en kostbar løsning, der bibeholder godt 90% af den nuværende Tange Søs vandflade og det meste af volumen. Det er nemlig kun det smalle og lavvandede indløb, der inddrages i den 7,5 km nye å ned til Ans dæmningen. Det, vi i dag kender som selve søen, bevares intakt. Med et omløb i den fulde længde på 6,5 km.

Desværre er model 11 en løsning, som ifølge COWI ikke vil tilfredsstille EU’s vandrammedirektiv. Og der er tale om en løsning så omfattende, at der – igen med COWI’s egne ord – “er tale om etablering af en helt ny Gudenå udenom Tange Sø.”

Samtidig er det en model, som vil indebære meget store jordarbejder. Således regner COWI med, at der skal graves helt ned i 9 meters dybde. Det er rigtig meget jord, der her skal flyttes. På den nederste korte strækning vil faldet alligevel blive endog meget stejlt ned mod Gudenåen nedstrøms Tangeværket, hvor dæmningen bibeholdes. Hele 5 promille bliver faldet her.

Og måske værst af alt, i hvert fald set med natur-og miljøøjne, så muliggør løsning 11 ikke en genskabelse af den omkring 12 km lange Gudenå-dal med den oprindelige Gudenå løbende igennem.

Det er ifølge COWI kun løsningsmodel 10, der vil opfylde EU’s vandrammedirektiv: En tømning af Tange Sø med efterfølgende retablering af det oprindelige Gudenå-leje, der i dag ligger på bunden af Tange Sø:

“Ingen omløbsmodeller vil fuldt kunne leve op til kravene i EU’s vandrammedirektiv.”

“Kun model 10 opfylder fuldt ud kravene i EU’s vandrammedirektiv, da Tange Å og andre tilløb til Tange Sø hermed også kan opnå god økologisk tilstand”.

“Supplering af beslutningsgrundlag for Gudenåens passage ved Tangeværket”

Med model 11 bliver Tange Å isoleret fra resten af Gudenåen, så vandrefiskene ikke kan nå herop. Så der ikke kan opnås den gode økologiske tilstand, som EU’s vandrammedirektiv kræver. Og i netop Tange Å er der allerede konstateret gydning af den genindførte atlanterhavslaks.

Men model 11 med bevaring af Tange Sø, retablering af 7,5 km indløb til søen samt etablering af et 6,5 km langt kunstigt omløbsstryg langs søen er altså alligevel, hvad Danmarks Sportsfiskerforbund konkret har peget på i Altinget. 6,5 km af Gudenåen vil da blive begravet for evigt – med samt laksens gamle gydepladser.

Altsammen for at bevare et kunstigt vandmagasin, som hvad artsdiversitet angår er “inderlig uinteressant” – som biologen Morten DD udtrykker det.

Det er et valg, som mange natur- og miljøinteresserede mennesker beklager. De mener, at den kommende retablering bør være en genskabelse af den oprindelige Gudenå med tilhørende ådal. Omkring 12 km genskabt natur i det Danmark, som har mindst natur blandt alle EU-lande.

De miljøengagerede mener, at retableringen af Danmarks længste vandløb naturligvis bør være et nationalt og ikke et lokalt anliggende. Præcis som retableringen af Skjernå heldigvis blev det.

Og det har vist ingen fortrudt: At Skjernå nu atter flyder frit slyngende ud i Ringkøbing Fjord i stedet for som tidligere gennem to snorlige parallelkanaler.

Den samme frihed skal Danmarks længste vandløb Gudenåen naturligvis også have. Den skal ikke begraves under en 6,5 km lang kunstig sø.

Det manglede da bare.

Statsbiolog Otto Poulsens rapport over fangster af laks og havørred i Gudenåen i perioden 1913-34. Tallene viser, at Gudenåens havørredbestand blev halveret ved anlæggelsen af Tange Sø, som spærrede for opgang til gydepladser opstrøms Tangeværket.

Tallene viser også, at Gudenå-laksen uddøde endegyldigt med bygningen af Tangeværket – med de allersidste fangster i 1928. Endelig viser tallene, at der så sent som i 1923 blev fanget mere end 3 tons vildlaks af Gudenåens egen stamme.

Sætter vi en snitvægt på 5 kg, drejer det sig om en opgang på flere end 600 vildlaks. Gudenå-laksen var således langt fra uddød ved værkets opførelse.

Tangeværket blev opført i perioden 1920-24.

Rapporten publiceret i 1935.

Andre relaterede artikler:

Nationalpark Gudenåen

Gudenåen – fra udspring til udløb

Sagen er Sølvlaks

Nordeuropa blev i forgangne sommer nærmest invaderet af pukkellaks af ukendt herkomst. Det startede i det nordligste Norge og bredte sig siden via Skotland og Irland for til sidst at nå Sverige og Danmark.

Det var og er et mysterium, hvor de mange pukkellaks egentlig kom fra. De kom i hvert fald ikke fra det salte Stillehav, i hvis ferske tilløb pukkellaksene naturligt forekommer. For øvrigt sammen med fire andre arter stillehavslaks. De fremmede og fremmedartede laks stammer nærmere fra tidligere udsætninger i Hvidehavet i det nordlige Rusland.

Kort efter pukkellaksene begyndte en anden stillehavslaks – sølvlaksen – pludselig at dukke op blandt lystfiskernes fangster i Danmark. Men ikke fordelt over flere lande og et stort geografisk område, som tilfældet var med pukkellaksen.

I stedet blev den nye sølvlaks primært fanget fra kysterne i Østdanmark, hvilket straks ledte opmærksomheden hen på et af havbrugene her. I længere tid havde man nemlig kunnet læse i annoncer fra enkelte Put & Take søer, at man dér kunne fange – netop sølvlaks. Også selv om der officielt slet ikke blev opdrættet nogle af slagsen i Danmark,

Netmediet Kaninen Katrine fra Endelave gravede dybt i sandet og vandet og dukkede snart op med artige oplysninger om Hjarnø Havbrug i Horsens Fjord. Den lille gnaver og graver kunne således fortælle den undrende omverden, at Hjarnø Havbrug af to omgange skam havde importeret æg fra netop sølvlaks. Hele 500.000 af slagsen. En halv million.

At i alt 30.000 af de klækkede og opfordrede laks var blevet udsat i netburene ved Hjarnø i 2016 og 2017. Og at 200 stykker var undsluppet. Hjarnø Havbrug påstod at have alle tilladelser i orden, men Fiskeristyrelsen havde dog ikke modtaget ansøgning fra havbruget om udsætning af fremmede arter, herunder sølvlaks.

Fagfolk har siden undret sig over, at der kun kom 30.000 sølvlaks ud af den halve million æg. Det burde have resulteret i mange gange flere fisk til udsætning. Det vides da heller ikke, hvor mange sølvlaks der er solgt til de Put & Take søer, der annoncerede med dem.

Mystikken bredte sig siden yderligere. Da fandt den gravende kanin fra Endelave nemlig frem til, at de illegale sølvlaks tilsyneladende var klækket og opfodret på et lige så illegalt klækkeri i Snaptun. Havbruget havde således ikke ansøgt Hedensted Kommune om miljøtilladelse til at etablere klækkeriet. Således blev der uden fornøden tilladelse udledt spildevand fra opdrættet i faskiner.

Hjarnø Havbrug har nu fået påbud om, at de skal søge om tilladelse til fortsat drift af klækkeriet. Og sagen er nu overtaget af Danmarks Sportsfiskerforbund, der sammen med Danmarks Naturfredningsforening har klageret i miljøsager.

Indtil videre er der sendt en forespørgsel til miljøministeren, som har lovet at svare tilbage engang i januar.

Men ved vi allerede nu, at sølvlaks ikke er sagen.

Sagen er i stedet sølvlaks…

Steen Ulnits

Kvalt i eget plast

Internettet vrimler med dem: Forfærdende billeder af store havområder, hvor man mere sejler i plastaffald end i vand. Så langt øjet rækker.

Deprimerende optagelser af havskildpadder, som har fået lange pastgenstande op i næsen eller ned i halsen. Hvaler, som er drevet døde og afkræftede i land – med maven fuld af plastposer og andre uforgængelige plastgenstande. Fisk, som er fanget i resterne af sixpacks, der er vokset fast omkring dem. Og meget, meget mere af samme triste skuffe.

Derfor starter vi i stedet med et inspirerende foto af en smuk ung kvinde på en kridhvid sandstrand ved et smukt turkisblåt hav. Ikke kun som blikfang, men som bevis for, at nogle rent faktisk gør noget ved tingene.

Pigen på det dejlige billede er nemlig medlem af organisationen Seastainable.co, som arbejder med at rense strande og indsamle plastaffald ved kysten omkring Hamelin Bay i det sydvestlige Australien. Hun og hendes åndsfæller har set skriften på væggen.

Hun er vokset op i netop den tid, hvor problemet har nået et omfang, der er synligt for alle. Hun er ikke skyldig som os andre, der har skabt svineriet. Hun er blot et offer. Men hun er samtidig barn af en generation, for hvem internettet helt naturligt er stedet, hvor man spreder de gode budskaber om at rydde op efter både sig selv og andre.

Hashtag #stopsucking

Hashtag #seastainable

Hashtag #dotherightthing

Hashtag #projectbluegreen

Hashtag #startwithonething

Hashtag #handfulloflandfill

Hashtag #nomoresingleuse

Ikke mindst fast food industrien med sine enorme mængder af éngangs emballage er medvirkende til plastforureningen. Alene i USA bruges der således hver eneste dag året rundt 500 millioner plastsugerør – primært til Cola og andre softdrinks på steder som Macdonalds, Burger King og Pizza Hut med flere.

Ikke underligt, at et af de mange slogans mod denne massive og helt unødvendige forurening er blevet #stopsucking!

Af andre gode slogans findes #dotherightthing, #startwithonething, #nomoresingleuse, #handfulloflandfill. Den sidste er min personlige favorit og et godt amerikansk ordspil. “Landfill” er nemlig navnet på en losseplads. Herudover findes naturligvis de gode gamle og evigt unge #recycle og #reuse, der begge lever i bedste velgående. Alle som hashtags på Instagram.

Egentlig er plastforureningen et nemt problem at løse, hvis vi bare hver især gør vort til det: – Dropper al engangs emballage og bestik. Mere skal der ikke til for at stoppe udviklingen. Flere og flere steder arrangeres årlige affaldsdage, hvor alle – unge som gamle – kan give en hånd med, når der skal samles gammelt plastaffald i naturen.

Ikke mindst børn – under såvel som over skolealderen – vil have godt af at komme ud og med egne øjne se, hvor meget plast der egentlig ligger og flyder rundt omkring. Det vil have en opdragende effekt på de fleste, så de som voksne tager ansvar for i det mindste deres eget affald.

Og tager man så altid selv en plastsæk med på fisketuren, så man kan rydde op efter andre og mere egoistiske typer, da er vi kommet rigtig langt.

Det dur ikke at vente 400 år på, at en plastpose forsvinder af sig selv. Eller 500 år for en aluminiumsdåse.

Hashtag #steenulnits

DN:

En bedre fremtid med plast

Genbrug dine indkøbsposer
Hvad enten du bruger poser af stof eller plastik, så sørg for at bruge dem igen, hver gang du handler. Plastposer kan bruges flere gange.

Undgå engangsplast
I nogle sammenhænge er det den letteste løsning at bruge engangsplast. Men undgå som hovedregel engangsservice, sugerør og vand på flaske.

Returnér emballagen
Hvis du en engang imellem slukker tørsten med en flaskevand på farten, så brug Dansk Retursystem, så dit affald kan blive til nye flasker.

Personlig pleje uden mikroplast
Gå efter plejeprodukter, som enten har Svanemærket eller EU-Blomsten. Butikskæden Matas tager emballage fra egne produkter retur.

Køb mindre tøj med polyester
Undgå at købe for meget tøj, der er lavet af polyester, og sørg for, at det du køber er af ordentlig kvalitet. Så holder det også længere.

Hundelorteposen i skraldespanden
Det er vigtigt, at bionedbrydeligt plast også puttes i skraldespanden. Selvom det er bionedbrydeligt, kræver det nemlig et særligt komposteringsanlæg.

Sandet i Sundet

På den anden side af Sundet har de en lidt anden tilgang til miljøspørgsmål, end vi har herhjemme. Ja, faktisk har svenskerne en vaskeægte miljøminister til at tage vare på natur og miljø. Karolina Skog hedder hun meget passende.

Hendes manglende modpart hedder Esben Lunde Larsen (V) og er miljøminister af navn, men ikke gavn. Faktisk har vel næppe noget andet land i verden haft en miljøminister, der har gjort så meget for at gavne landbruget og skade miljøet, som Esben Lunde Larsen.

Hans eget forhold til begreber som natur og miljø er formet af opvæksten i et landmandshjem i den lille vestjyske by Stauning. Her har han lært, at natur er lig med bølgende kornmarker og snorlige vandløb, og her har han fået RoundUp ind med modermælken.

Dette endda i så høj grad, at han som dansk miljøminister aktivt modarbejdede et kommende EU-forbud mod netop glyphosat, der er aktivstoffet i RoundUp. Læs mere herom i denne artikel om glyphosat og RoundUp.

Den svenske og den danske miljøminister er ikke enige om ret mange ting. Således er svenskerne allerede gået i gang med afvikling af det forurenende fiskeopdræt i åbne netbure. Mens danskerne i bedste fodslæbende stil netop har vedtaget lov L111, der tillader oprettelsen af nye forurenende havbrug i Kattegat…

Da Øresund jo ligger midt mellem Danmark og Sverige, er man heller ikke enige om brugen og beskyttelsen af dette unikke farvand.

Esben Lunde Larsen udsteder således gladeligt tilladelser til fortsat sandsugning i Øresund, når nye bygge- og anlægsarbejder kræver det. Svenske Karolina Skog gør derimod sig til talskvinde for i stedet at beskytte Sundet mod den slags skadelige aktiviteter, der lader store områder ligge livløse hen i årevis efter sandsugningens ophør.

Sidste år forfattede Karolina Skog en skrivelse til Havs- och vattenmyndigheten i Göteborg. Skrivelsen, som er dateret den 19. oktober 2017, lyder som herunder på originalsproget.

Klik på siderne for at se dem i et større og mere læsbart format:

Som det fremgår af Karolina Skogs skrivelse, så sætter Sveriges miljøminster fokus på beskyttede marine havområder generelt og bundtrawl specielt.

Hun beder i den forbindelse sine embedsmænd om at undersøge det nuværende fiskeri og komme med forslag til en mere skånsomt brug af de beskyttede marine havområder, som Sverige har forpligtet sig internationalt til at passe ekstra godt på.

Hun fokuserer samtidig på det kystnære fiskeri, som også i Sverige er under pres. Her er gamle arbejdspladser gået tabt – præcis som herhjemme – men modsat Danmark så taler hun om mulig indførelse af fiskeriforbud, så bestandene atter kan komme sig og nå en størrelse, der tillader udnyttelse.

Karolina Skog er en klog og fremsynet kvinde, der naturligvis heller ikke går ind for fortsat sandsugning i det fælles dansk-svenske grænsefarvand Øresund.

Det kunne vor egen manglende miljøminister lære rigtig meget af.

Men se, om han gør det…

Hvad kommer først: – Ørreden eller ægget?

Vi kender alle gåden om, hvad der kom først: – Hønen eller ægget? Et interessant og ikke mindst filosofisk spørgsmål, man kan bruge mange overvejelser på.

Man kan uden videre overføre diskussionen på mange andre ting her i livet. Eksempelvis ørreder. For hvad kom egentlig først: – Ørreden eller ægget? Og hvad er vigtigst af de to?

Spørgsmålet kompliceres nemlig af, at ørreder er langt mere komplekse skabninger end høns. Ørreder har nemlig mange flere og meget forskellige livsstadier, som de gennemgår. Ja, faktisk passerer de ofte ind og ud af dem flere gange i deres livsforløb.

Så lad os først få styr på stadierne. Før de er på plads og klart definerede, kan vi jo kun vanskeligt diskutere dem. Der kommer nemlig en tid i enhver ørreds liv, hvor dens fremtid formes eller afstikkes. Hvor den skal beslutte sig for, om den vil være en bækørred, søørred eller havørred. For i et kort vindue af tid står alle muligheder åbne.

Livsstadierne

Den lille ørred ser dagens lys i gydebankens grusmørke. Her har dens mor gravet den ned sammen med en masse andre søskende – efter at dens far har befrugtet æggene i det frie vand over gydebanken.

Æg: Nedgravet i gydebankens grus er de små ørreder ganske sårbare. Ikke mindst i et landbrugsland som Danmark er ægstadiet nok det farligste i hele ørredens liv. Her, den er mest sårbar og udsat. Gydebankens opbygning sikrer, at der hele tiden løber frisk og iltrigt vand ind gennem gydebanken. Slam og vandrende sand kan imidlertid hurtigt lukke af for denne gennemstrømning, hvorefter æggene kvæles og dør.

Yngel: Når yngelen har kæmpet sig vej op gennem gydebankens grus, er blommesækken ved at være brugt op. De små ørreder skal nu til at klare sig selv. De skal til at jage insektlarver og krebsdyr, som udgør yngelens føde i vandløbet. De små ørreder er meget territoriale og helt afhængige af skjulesteder. “Parr” er den engelske betegnelse for ungfisk af laks og havørred. De kendetegnes af tydelige fingermærker på siderne og er forstadiet til “smolt”.

Smolt: Betegnelse for alle ungfisk af laks og havørreder, som skal vandre ud i havet. De “smoltificerer” inden udvandringen, hvilket er en kompliceret og hormonstyret proces, der sætter de små laksefisk i stand til at tåle saltvand. Det kan de ikke før smoltifikationen, der beriger gællerne med et meget store antal såkaldte “kloridceller”, som kan skubbe indtrængende og overskydende salt ud i havet.

Det er tankevækkende, at denne flotte 6 kg’s havørred blev født født i grus som vist på billedet herunder. Det er i sandhed de små stens store betydning!

“Undermåler”: Fisk, som er under det lovbefalede mindstemål, der skal beskytte fiskene, indtil de er blevet store nok til at gyde. Nogle undermålere allerede være blevet kønsmodne, hvilket gælder specielt hannerne. En lidt nedladende betegnelse, der udelukkende afhænger af mindstemålet. Hæver man mindstemålet, vil mange ellers lovlige fisk pludselig blive undermålere. Omvendt kan undermålere pludselige blive “overmålere”, hvis mindstemålet sættes ned.

“Grønlænder”: En lidt pudsig dansk betegnelse for havørreder, som er blanke opgangsfisk, men undnu ikke kønsmodne. Hovedparten er under det lovbefalede mindstemål på 40 cm. De tilhører dermed også kategorien “undermålere”. De fleste er hunner og dermed forstadiet til de store førstegangsgydere, der er specielt vigtige for bestanden. Fiskeri efter grønlændere er derfor ikke gavnligt for bestanden og ganske omdiskuteret.

Opgangsfisk: Samme som “opgænger”. Betegnelsen for enhver gydemoden havørred på vej fra havet op gennem åen. Helt friske fra havet er fiskene i regelen sølvblanke og har løse skæl. Gradvis indlejres de løse skæl i huden, som bliver tykkere under et voksende slimlag. Dette yder fysisk beskyttelse under vandringen. Nogle fisk er farvede allerede inden opgangen. Opgangsfisk tager ikke føde til sig under opgangen, men tærer i stedet på fedtreserverne.

Gydefisk: Fisk, som er blevet gydemodne. Og fisk, som er på gydevandring. Det være sig i havet eller oppe i vandløbet. Det sølvblanke skær fra havet er væk – erstattet af gydedragtens mørkere farver og tykkere hud. Hannerne bliver helt brune med stor kæbekrog, mens hunnerne ofte blot bliver gyldne på siderne. De får heller ingen kæbekrog. Bugen på begge køn er nu grå – ikke hvid som ude i havet.

“Overspringer”: Betegnelsen for en stor og blank havørred, som har valgt at springe en gydning over. Den har kønsmoden størrelse og kan godt have gydt tidligere. Overspringere menes at udgøre naturens reserve, hvis der skulle ske en naturkatastrofe oppe i vandløbet – jordskælv, klippeskred eller lignende, som hindrer adgangen til gydepladserne. Da står overspringerne klar til at genopbygge bestanden.

Nedfaldsfisk: Samme som “nedgænger”. Man taler ikke om “nedgangsfisk” – måske fordi nedstrøms vandringen efter gydningen er passiv. Nedfaldsfisk er slanke og udmagrede fisk, der har opbrugt det meste af fedtreserverne til opbygning af kønsprodukter. Men det er også fisk, som hurtigt bliver blanke igen efter gydningen. Skællene vil dog blive siddende fast i nogen tid, indtil fiskene er ude i saltvand igen. Herude genvinder de meget hurtigt huldet og vægten.

Udlægning af gydegrus, hvor den oprindelige bund er blevet gravet op eller er sandet til. Det nye grus lyser op på den mørke og algebelagte baggrund.

Forvaltningen

Som det vist allerede er fremgået af beskrivelsen af ørredens mange livsstadier, så lurer et utal af farer på den lille ørred, når den kommer til verden. Ikke mange overlever hele forløbet fra befrugtning og klækning over opvækst og udvandring til opgang og gydning.

Kigger vi på ovennævnte livsstadier, så er det ganske let at identificere de største farer. Æggene er sårbare, når de ligger i gydebanken. De kan let kvæles af slam og sand. Endnu værre er det selvfølgelig, hvis der slet ikke er egnede gydebanker. Hvis der mangler fast grusbund.

På samme måder er det altafgørende, at ørredyngelen kan finde skjulesteder, når æggene er klækket og yngelen søgt op fra gruset. Her er det alfa og omega, at vandløbet er så varieret som muligt. Jo større variation desto flere skjulesteder. Og jo flere skjulesteder desto mere yngel kan vandløbet producere.

Smolt-stadiet er en farlig tid, da fiskene samler sig i flokke, der trække nedstrøms inden for et ganske kort tidsinterval. Her har vi set, hvordan uhensigtsmæssigt placerede bundgarn kan tolde rigtig hårdt på smoltnedstrækket. Vi har ligeledes set, hvordan den allesteds nærværende skarv sine steder kan tage op mod 80-90% af de nedtrækkende smolt.

Mens ørrederne vokser sig store i havet, er det et naturligt bytte for ikke mindst vor stigende bestand af sæler. Vi kan dog nok konkludere, at prædationen fra sæler aldrig kan blive en altødelæggende faktor. Som skarven kan blive det for smolten.

Skadeligt garnfiskeri

Ude i hav og fjord er det i stedet det menneskeskabte garnfiskeri, der kan udgøre den største trussel. Når fiskene om foråret samlet trækker fra åernes ferske vand for at spise sig store ude i det salte hav, havner mange af dem i de monofile nedgarn.

Den største fare udsættes dog de gydemodne fisk for, når de om efteråret søger tilbage mod åer og bække for at gyde. Da er de et uhyre let bytte for garnfiskeren, der ikke er bleg for at sætte sine nedgarn ulovligt: Inden for den 100 meter garnfri zone, som med meget få undtagelser findes overalt ved vore kyster. Eller helt oppe i åmundingerne, hvor koncentrationen af gydefisk naturligvis er allerstørst.

Under sin gydevandring tilbage til vandløbene svømmer fiskene helt inde under land, hvor de kan lugte det ferske vand. Det ved også garnfiskerne…

Taler man med garnfiskere af den lyssky og sorte slags, så kan de fortælle, at efterårets gydemodne havørreder så godt som altid sidder i garnets inderste ti meter. Meget ofte næsten helt inde ved strandkanten.

Forklaringen skal findes i, at de gydemodne havørreder lugter sig sig tilbage til deres fødevandløb. Ferskvand er lettere end saltvand, og det ferske vand fra åer og bække lægger sig derfor helt inde i strandkanten.

Det ved den illegale garnfisker, som derfor ikke nøjes med at sætte sine garn tæt på land. Nej, han sørger naturligvis for, at garnet starter helt oppe på stranden. På den måde er han sikker på, at ingen gydemoden havørred slipper forbi på sin vej mod gydepladserne…

Hjælp til selvhjælp

Det illegale garnfiskeri er svært at kontrollere. Garnene sættes efter mørkets frembrud og røgtes inden solopgang. Tidspunkter, hvor garnfiskeren normalt har stranden helt for sig selv. Kun en dedikeret kontrol i udsatte områder kan hjælpe her.

Heldigvis er der områder, hvor vi lystfiskere selv kan gøre en forskel. Vi kan udlægge gydebanker til fiskene oppe i egnede vandløb, og vi kan sørge for en skånsom vedligeholdelse, som sikrer varierede vandløb med skjulesteder for ørredyngelen.

Vi kan behandle undermålsfisk skånsomt, når de skal genudsættes, og vi kan hæve det personlige mindstemål, hvis vi finder statens for lille. Det gør mange dedikerede lystfiskere, for hvem 40 cm synes i underkanten.

For en del år siden blev det fra statslig siden foreslået, om ikke mindstemålet i stedet skulle nedsættes – til 35 cm. Datidens garnfiskeri var nemlig så voldsomt, at en nedsættelse af mindstemålet ville sikre flere havørreder til lystfiskerne. I tons, vel at mærke. Ikke størrelse. Med et lavere mindstemål kunne man så nå at fange flere fisk, inden de gik i garnene…

I dag er garnene heldigvis ikke samme problem som tidligere. Og i dag kunne vi med fordel sætte mindstemålet op – eksempelvis til 45 cm. Det ville sikre, at flere havørreder kunne nå at vokse sig til større førstegangsgydere, end de kan i dag. Det ville også beskytte den store del af vore grønlændere, som i dag forhindres i at blive til store førstegangsgydere.

Opstemninger kan være vanskelige at passere for havørreden. Kan de ikke nå deres gydepladser, kan de naturligvis heller ikke sikre deres egen bestand.

Forslaget om et nedsat mindstemål blev naturligvis fremsat i den bedste mening – for at sikre flere fisk til lystfiskerne. Ikke større fisk, men flere fisk. Med et lavere mindstemål ville flere fisk kunne nå at blive fanget af lystfiskere, inden de endte deres dage i et garn. Med en højere samlet vægt.

Men nu er vi lystfiskere jo ikke erhvervsfiskere, der tænker i antal og totalvægt. Vi vil hellere fange store fisk, og det er en let anden diskussion. Kvalitet versus kvantitet. Og da skal bestanden forvaltes ganske anderledes. Da skal der et højere mindstemål til, og da skal mange af de større fisk genudsættes til senere brug.

Store fisk har bevist, at de har gode gener, der har tilladt dem at nå deres størrelse. De har værdifuld DNA, som de kan videregive til næste generation. Og deres liv bør derfor spares, så de kan nå at gyde. Store ørreder er altid mere værd på gydebankerne end på køkkenbordet. I gydebanken.

Dette understreges også af, at deres spisemæssige værdi falder støt, når de som kønsmodne vandrer op i vandløbene. De æder intet, men tærer på deres fedtreserver, hvorfor kødet uundgåeligt bliver dårligere og dårligere. Tæt på gydningen er de noget nær uspiselig – med mindre man røger dem ekstra hårdt, som min rygemand plejer at sige….

Gydefisk og nedfaldsfisk

Man hører ind imellem, at det er helt i orden at fange og aflive de magre og udgydte nedfaldsfisk efter endt gydning. Argumentationen er, at de jo allerede har gjort deres – gydt og sikret bestandens beståen.

Argumentet holder skam – på samme måde som mindstemålet. Men man glemmer igen det kvalitative aspekt – at nedfaldsfiskene jo netop har dokumenteret, at “they got what it takes”. At de har gener, der er værd at videreføre. Og da ørreder jo kan gyde gentagne gange, er det jo ikke smart at fjerne de gode gener, som vil kunne gøre gavn igen – og da slet ikke når de samme nedfaldsfisk alligevel ikke er værd at spise.

Det er en langt bedre politik at lade disse slanke og sorte “kakkelovnsrør” svømme igen. De har jo allerede givet deres fanger en god oplevelse. Og vender snart igen tilbage – blanke og velnærede.

Det damper fra gydebækken. Ørrederne er i fuld gang med at sikre bestandens fortsatte eksistens. Den kommende generation gemmes dybt i gydebankens grus.

Forresten…

Videnskaben har for ganske nylig barslet med det endegyldige svar på det indledende spørgsmål, hvad der egentlig kom først – hønen eller ægget. Det gjorde nemlig ægget.

Forklaringen har de fundet i fossilernes verden. Herfra kan forskerne nemlig dokumentere, at fortidens øgler lagde æg. Og da fuglene nedstammer fra netop øglerne – de har bare skiftet skællene ud med fjer, så de kan flyve – da må ægget nødvendigvis være kommet før hønen. Herligt, når videnskaben disker op med klassekonklusioner som denne!

Men igen er det ikke helt så enkelt med ørreden. For den lægger jo ikke æg med skal, som reptiler og fugle gør. Dens bløde æg beskyttes i stedet mellem bundens hårde sten. Så skal vi konkludere noget her, må det være, at ægget er vigtigere end ørreden. At hvis vi blot passer på vore ørredæg, så skal ørrederne som art nok klare sig.

Men passer vi ikke på vore ørredæg og ørredyngel på gyde- og opvækstpladserne i vandløbene, da kan vi hurtigt stå helt uden ørreder at fiske efter!

Ægget kommer således også her før ørreden.

Genvej til flere ørreder

Pas på gydebankerne
Fred de små grønlændere
Genudsæt de store gydefisk
Genudsæt udgydte nedfaldsfisk
Begræns garnfiskeriet i havet
Skræm skarverne bort