Mig, miljøet og Prins Henrik

publiceret_-_cf006672_d17-2606_1.0

Jeg har aldrig mødt manden, men som så mange andre danskere på min egen alder har jeg levet et halvt århundrede sammen med ham. Han var elsket af nogle og latterliggjort af andre. Men han gjorde mere godt for miljøet, end de fleste er klar over.

Det er jo ikke noget, man tænker over i det daglige – når man nu har kendt og levet med ham i mere end et halvt århundrede. Først når han dør, bliver han lyslevende.

Jeg taler her om netop afdøde Prins Henrik – Hans Kongelige Højhed – som jeg aldrig nogen sinde hverken har mødt eller set i levende live. Til trods for, at jeg fysisk set har været tæt på ham ganske mange gange.

Anyway, nu er han borte fra denne verden, og det resulterede for mig som for rigtig mange andre i en del reflektioner. For hvad var det lige med denne mørke og mystiske franskmand, der kom ind fra Orienten og plukkede vor yndige prinsesse, da hun var moden til det?

– En rigtig pæn mand, som min afdøde mor altid sagde om flotte fyre. Og grev Henri så jo så bragende godt ud, at alle forstod Margrethe og mange kvinder sågar misundte hende. Henri kunne såmænd have fået jobbet som en ny James Bond, hvis det skulle have været. Han måtte dog nøjes med sit helt eget våbenskjold, hvilket jo kun er de færreste beskåret:

Prins Henrik våbenskjold

– Men hvad var det nu lige med ham Henrik, hende Daisy, lille Danmark og danskerne? Det var vist ikke helt ukompliceret?

Eksportens mand

Prins Henrik opgav en ellers lovende karriere som fransk diplomat til fordel for en evig andenplads ved den danske dronnings side. Og han var opsat på at få det bedste ud af situationen, der som udgangspunkt slet ikke passede en rigtig franskmand som ham – med Solkongen i blodet. Men han forligede sig aldrig rigtig med rollen som den evige toer.

Jeg er ikke royalist. Langtfra. Jeg er skam imponeret over, at vi i Danmark har en næsten ubrudt kongerække gennem mere end 1.000 år. Men synes ærlig talt, at systemet med konger, dronninger, prinser og prinsesser har overlevet sig selv. Og jeg finder det som udgangspunkt ganske besynderligt, at man kan være født eller gift til noget uden nødvendigvis at være kvalificeret til det.

Men det sagt så må jeg klart erkende, at vi er langt bedre stillet i Danmark end i de fleste andre kongedømmer. Daisy er en begavet kvinde, som i Henrik fandt sig en begavet mand, hun kunne sparre og vokse med på både det kunstneriske og intellektuelle plan.

Prinsen selv var vant til at kunne selv. Han ville gerne gøre en forskel og levere et stykke arbejde for sin millionstore apanage. Dansk erhvervsliv satte da også stor pris på ham og hans kundskaber, når der blev lavet eksportfremstød i det store udland.

I Prins Henrik havde dansk erhvervsliv en sand verdensmand, der langt bedre end vore småborgerlige danske politikere kunne sælge varen – prima danske produkter – til udenlandske markeder, hvor kongeligt var andet og mere end kosteligt. Hvor det at have et kongehus i sig selv var noget stort.

Dyrevennen

Prins Henrik var glad for dyr. Så glad, at han straks introducerede gravhunden på Amalienborg og andre kongelige steder. Det tog lidt tid for personalet at vænne sig til det nye hundeliv, men det fik være. Prins Henrik ville have hunde, og det fik han.

WWF-logo

Det gode ved kongehuse verden over er, at de i regelen har penge nok. Dertil mere tid til at bruge dem end så mange andre. Og det ofte til emner, der ikke nødvendigvis behøver at kaste penge af sig.

Engelske Prins Philip var også en stor dyreven, og en dag foreslog han Prins Henrik, at denne oprettede en dansk afdeling af WWF – World Wildlife Foundation – som var blevet gundlagt af den britiske biolog Sir Julian Huxley i 1961. Lang tid før begreber som økologi og artsdiversitet var blevet hvermands eje.

Som tænkt så gjort. Den 15. maj 1972 samlede Prins Henrik så et antal gode venner og bekendte omkring sig på Fredensborg Slot, hvor man stiftede den danske afdeling af WWF. En afdeling, der siden har samlet mere end 50 millioner danske kroner ind til gode formål – herhjemme såvel som i det store udland.

Da jeg i 1990’erne var sønderjysk lokalredaktør for lystfiskermagasinet Fisk & Fri, havde myndighederne netop fundet ud af, af snæbelen – den spidssnudede og havvandrende helt – var truet af udryddelse. Og at de sidste bestande fandtes i tilløb til det danske Vadehav. Mit lokalområde.

Prins Henrik tog straks sagen op og blev protektor for den danske snæbel. Et støtteopdræt blev etableret på Enstedværket ved Åbenrå Fjord, og der blev fundet midler til det ædle formål. Siden udviklede det sig sågar til milliondyre vandløbsrestaureringer til glæde for ikke kun snæbelen, men alt levende i de pågældende vandløb.

Havde det ikke været for Prins Henrik og WWF, er det slet ikke sikkert, at vi i dag havde haft en snæbelbestand overhovedet. Det bør med i hans eftermæle.

Historien om den udryddelsestruede snæbel er en ofte overset kendsgerning, der ikke mindst dengang sågar blev latterliggjort lidt ind imellem – helt enkelt fordi næsten ingen i 1980’erne og 1990’erne anede, hvad en snæbel overhovedet var for en størrelse.

At Prins Henrik var protektor for en “snabelfisk”, som den ind imellem lidt nedsættende blev kaldt,  passede derimod perfekt til det danske folkevid. Men det gav ikke prinsen den credit, det burde have gjort.

Prins Henrik var helt enkelt forud for sid tid – som en indsigtsfuld og miljøbevidst franskmand i bøndernes Danmark. Definitivt ingen let opgave…

les_noces_dor_chateau_-de_cayx_aoc

Vinbonden

Henrik og Daisy vidste fra starten, at de måtte have sig en slags privatliv uden for Amalienborg, Fredensborg, Marselisborg og de andre beskedne ferieboliger, som Dronning Margrethe rådede og stadig råder over. Et sted, som i højere grad var Prins Henriks eget.

Det blev til vinslottet Chateau de Cayx i den franske Cahors provins. Et rigtigt vinslot med egen vinproduktion.

Slot og slot. Mere en vingård. Jeg arbejdede i en periode i netop Cahors og kørte flere gange forbi Chateau de Cayx. Et ganske beskedent sted, der stod i kras kontrast til det rigtige slot, jeg dengang selv boede og arbejdede på: Chateau de Sept Fonds. Slottet med de syv kilder. Et slot med aner tilbage til de gamle tempelherrer og deres jagt på den hellige gral.

Chateau de Sept Fonds var og er et rigtigt slot med voldgrav, vindebro og tykke sandstensmure. Med skydeskår, flere meter høje egetræsdøre og gulvplanker så brede, at jeg aldrig har set deres lige. Og så naturligvis en vinkælder dybt nede, der havde alt det spindelvæv på årgangsflaskerne, som historien kræver.

Set i det perspektiv var det ikke så lidt af en tilsnigelse at kalde Chateau de Cayx for et slot, men Henrik og Daisy elskede det. Som jeg elsker mit eget endnu mere beskedne sommerhus på Mols.

Den kongelige vin fra Cayx var dengang heller ikke noget at skrive hjem om. Faktisk smagte den forfærdeligt, og de lokale havde da også kun næserynken til overs for den. Prinsen selv var de heller ikke vilde med, da han ikke ville være med i deres vinkooperativ. Han ville selv, men evnerne rakte ikke så langt som ambitionerne. I hvert fald ikke i begyndelsen.

Siden kom han dog med i fællesskabet, og vinen blev efterhånden bedre. Idag så absolut drikkelig, hvis ikke ligefrem god. Med 50-års guldbryllupsvinen årgang 2017 helt i top.

En kendsgerning, der ikke mindst skyldes det gode samarbejde med naboerne i det lokale vinlandskab, som Prins Henrik efterhånden fik etableret.

Madelskeren

Prins Henrik holdt som rigtig franskmand af god mad. Han var både gourmet og gourmand. Det kunne man – med hans egne muntre ord – godt se på størrelsen af hans mave. Den slags kommer ikke af sig selv.

IMG_0239-773x1024

Prinsen elskede mad og beskæftigede sig med den hver eneste dag i sit liv. Til stor glæde for ham selv og hans nærmeste. Og ind imellem til lidt mindre stor glæde for de kokke, der måtte stå for maden. Ikke altid lige nemt, når prinsen hele tiden skulle blande sig. Han stillede krav til råvarerne, som de færreste danske kokke selv gjorde på det tidspunkt. Før økologien blev hip.

Vi lå engang og fiskede aborrer i Esrum Sø, hvor Prins Henrik ofte kørte rundt på plænerne i sin lille golfvogn. Skæbnen ville, at vi netop den eftermiddag løb ind i et regulært aborresjov ret ud for Fredensborg Slot. Vi havde ligget og pirket aborrer på dybere vand over grundene i den nordlige ende af søen – uden andet resultat end et par næsten mikroskopiske aborrer.

Pludselig var der måger i luften ud for slottet, og vi hastede derhen. Vi havde ophængere over vore små Lurette pirke, og flere gange var der fuldt hus af fine aborrer i den af kogekonen Madame Prunier berømmede størrelse: 100-300 gram. Gastronomens klare valg, når man skal have det optimale ud af denne de danske søers suverænt bedste spisefisk.

Vi fyldte to plastposer med kongelige aborrer i det herligste solskin, inden aborresjovet var forbi og Esrum Sø atter lå stille hen. Vi sejlede sydover med fangsten og lagde til ved bådehuset. Først bagefter kom jeg til at tænke på, at vi da naturligvis skulle have begavet Prins Henrik med den ene pose. Han ville om nogen have sat pris på det lækre indhold!


Desværre tog nationen aldrig rigtig prinsgemalen til sig. Vi danskere brugte i stedet megen tid på at udsætte ham for det berømte danske folkevid, der ofte bunder i ren og skær uvidenhed. Eller på en dårlig dag og godt jysk: – Dorsk dumhed.

Ærgerligt, for det er altså langt bedre med fransk vin i årerne end dansk jord i hovedet. Prins Henrik bidrog i rigt mål med det første – med fransk vin og fransk finesse.

Æret være hans minde. R.I.P. Hans Kongelige Højhed Prins Henrik alias Grev Henri de Laborde de Montepzat.

Født fransk den 11. juni 1934. Og død dansk den 13. februar 2018.

Han var den gode konge, vi aldrig fik.

© 2018 Steen Ulnits

world-wildlife-fund-logo