Laks vandrer i tusindvis af kilometer gennem de store have i deres jagt på føde. Og de farer ikke vild, når de skal hjem igen for at gyde. Hvordan klarer de denne imponerende rejse?

Laksen er en vandrer, der gerne tilbagelægger endog meget store afstande over åbent hav.

Mest kendt er de lange vandringer fra Europa til de rige fiskebanker i Davisstrædet mellem Canada og Grønland. Herude er væksten meget hurtig på grund af den rigelige føde af lyskrebs, dybhavsrejer, lodde, sild, brisling og tobis med mere. Den lille laks, der 1-4 år gammel stikker til havs som en lille „smolt”, kan ti-doble sin vægt både to og tre gange herude. Og det er noget, det er værd at svømme langt for.

Disse lange vandringer har altid fascineret os mennesker. – For hvordan i alverden finder de fra Danmark og helt op til Davisstrædet? Og ikke mindre imponerende: – Hjem igen?

For når laksen bliver kønsmoden, påbegynder den sin lange vandring tilbage til fødestedet – til netop det vandløb, hvor den selv kom til verden. Med en næsten uhyggelig grad af præcision finder den tilbage. Hvordan den navigerer over åbent hav, ved man endnu ikke, men stjernerne og jordens magnetisme er mulige forklaringer.

Man kalder denne navigation for “homing” – et begreb, der bruges på alle vandrende dyrearter, om de så har pels, vinger eller finner.

Lugtesansen

Det sidste korte stykke vej op mod å eller elv har man et godt kendskab til. Her bruger laksen nemlig sin fænomenale lugtesans. Den lugter sig simpelthen frem til sit fødested, hvis lugt den under udtrækket mod havet har indprentet sig.

Denne indprentning finder sted under smoltifikationen, som er en kolossal forandring af den lille laks. En metamorfose, som på det hormonelle plan ikke lader sommerfuglens forpupning meget efter. Blot ændrer laksen ikke udseende, som sommerfuglen jo gør det.

Det er let at dokumentere lugtesansens betydning for laksens homing. Stopper man laksens næsebor til, kan den helt enkelt ikke finde vej. Den havner da på helt tilfældige lokaliteter – ofte langt fra dens oprindelige fødested. Men får den lov til at lugte sig frem, vil den ofte finde hjem med en imponerende nøjagtighed. Ofte sågar til den eksakte gydebanke, hvor den selv så dagens lys i grusbunden.

Man ved fra udsatte fisk, at de som hjemvendende gydefisk ofte stopper op ved udløbet af netop det dambrug, hvor de selv er klækket. De kan helt enkelt huske lugten af vandet – dets karakteristiske kemiske sammensætning. Denne indprentning sker ikke før ved udvandringen. Og det har den heldige effekt, at man kan supplere en hensygnende laksebestand med fisk klækket og opdrættet i et andet vandløb.

En laks klækket og opvokset i elv A, vil stadig vende tilbage til elv B, hvis det blot er herfra, den som smolt er udvandret. I mange år troede man fejlagtigt, at fiskene altid ville søge tilbage til det vandløb, de var født i – og ikke det, de var udvandret fra. Man mente derfor, det var spild af penge, hvis man udsatte Mørrumslaks i Skjernå, for de ville jo bare vende hjem til Sverige igen!

Man ved dog fra radiomærkede gydefisk, at de godt kan tage fejl og eksempelvis vælge det forkerte tilløb at gå op i. Men da viser det sig meget ofte, at fiskene godt er klar over fejltagelsen. Noget føles ikke rigtigt, og fisken søger derfor nedstrøms igen og vælger efterfølgende det rette tilløb.

De fleste accepterer forklaringen på denne sidste del af navigationen – den kystnære, som er baseret på lugtesansen. Det er værre med de enorme afstande over åbent hav. Her rækker lugtesansen ikke til. Her må der andre og mere plausible forklaringer til. Og her er der flere mulige forklaringer – nogle mere fantasifulde end andre.

Havstrømme

I havstrømmene og deres forløb ligger en stor del af svaret givet gemt. Havstrømmene udgør dag ud og dag ind sikre vejvisere, idet de i store træk er konstante med hensyn til retning og temperatur. Fiskene, der let registrerer selv meget små temperatursvingninger, har derfor ingen problemer med at holde styr på retningen.

De egentlige havstrømme, som hersker langt ude i verdenshavene, skabes og vedligeholdes af flere forskellige faktorer. Vind, jordens rotation samt havbundens og kontinenternes udformning er nogle af disse faktorer.

Lad os tage Golfstrømmen som eksempel. Golfstrømmen er en varm havstrøm, der fra Den mexikanske Golf i syd fører tropisk vand nordpå mod Grønland. Imidlertid roterer Jorden, hvilket medfører, at strømmen afbøjes mod øst – den såkaldte Coriolis-effekt.

Golfstrømmen mister gradvis sin varme, mens den fortsætter nordpå langs den norske kyst for til sidst helt at forsvinde i Polhavet. Inden den når til Polhavet, har Golfstrømmen imidlertid delt sig og sendt en gren vest om Island mod Grønland – den såkaldte Irmingerstrøm.

Irmingerstrømmen er af stor betydning for torskefiskeriet ved Sydgrønland, idet den leder de gydemodne torsk fra Grønland til gydepladserne syd for Island. Torskeæg og -larver driver derefter passivt med strømmen tilbage til Grønland, hvor de vokser op.

På samme måde ved vi, at ålene passivt følger Golfstrømmen fra Sargassohavet, hvor de fødes – helt over til Europa, hvor ålene vokser op. Som voksne søger de siden tilbage igen mod Sargassohavet – nu med næsen op mod selvsamme Golfstrøm, der bragte dem til Europa.

Der er næppe tvivl om,  at havstrømmene er vigtige vejvisere for alle fisk, der vandrer over lange afstande. Det gælder både atlanterhavslaks og stillehavslaks. Laksene orienterer sig mod strømmen og vandrer i bestemte vanddybder, hvor temperaturen tiltaler dem. Ændrer havstrømmene temperatur, går laksene tilsvarende højere eller dybere. Går de højere i vandet, er de mere udsatte for at ende deres dage i et af de mange drivgarn. Det er der mange eksempler på.

Magnetisme

I dag ved vi også, at mange såvel fugle som fisk har små magnetiske metalstykker indlejret i kraniet. Disse metalstykker kan dyrene tilsyneladende bruge som en slags kompas til navigation over store afstande. I klart vand og vejr kan fiskene måske også – i lighed med fuglene – bruge stjernehimlen som vejviser.

Men det forklarer ikke laksens evne til at finde tilbage til netop det vandløb, hvor den selv blev født. Der er næppe tvivl om, at det er havstrømmene, som gør det grove arbejde – nøjagtig som for de øvrige vandrefisks vedkommende. Det er havstrømmene, der f.eks. leder en norsk laks ind til norskekysten. Det sidste stykke vej må den som nævnt lugte sig frem.

Undersøgelser fra Nordamerika har senest påvist, at jordmagnetisme også kan have afgørende betydning for laksenes vandringer – for deres evne til at finde hjem igen.

Vi skal til Vancouver Island i British Columbia, hvor den store Fraser River munder ud i Stillehavet. Ikke direkte, idet Vancouver Island ligger ret ud for mundingen. De udvandrende og hjemvendende stillehavslaks må således ud på en større omvej, når de skal ind eller ud af Fraser River. De må nord eller syd om øen, der måler knap 500 km fra nord til syd.

Undersøgelser her har nu påvist, at selv ganske små ændringer i magnetfeltet omkring Vancouver Island kan have betydning for, om laksene vælger at vandre nord om eller syd om øen. De voksne laks vælger nemlig den samme vej, som da de vandrede ud som smolt nogle år tidligere. De vælger den rute, hvis magnetfelt minder mest om det, de har indprentet sig under udvandringen.

Studiet fokuserede på den økonomisk mest værdifulde af stillehavslaksene, den røde laks. Det er en lakseart, som typisk vandrer op mod 6.000 km ud i Stillehavet for at æde sig stor i primært krebsdyr. Deraf den stærkt røde farve.

Med så store afstande siger det sig selv, at der må en vis form for navigation til, og at denne navigation også må være ganske præcis. Ellers har laksene ikke en chance, men vil hurtigt blive skubbet helt ud af kurs af de mange forskellige havstrømme, der hersker herude.

De amerikanske forskere konkluderede, at laksene ud fra jordmagnetismen ved Vancouver Island kan orientere sig med mellem 50 og 100 km’s nøjagtighed. Nok til at komme fri af øen og ind til kysten, hvor de så kan lugte sig frem det sidste stykke.

Feromoner

Man har længe haft en idé om, at trækfugle kan bruge stjernebilleder eller himmellegemernes stilling som vejvisere under deres træk. At de kan være født med et indre kort, der fortæller dem vejen. En mulighed, som fiskene naturligvis ikke har dybt nede i vandet.

Da jeg i sin tid læste biologi på Århus Universitet, vakte en helt ny teori om laksens vandringer til havs stor opmærksomhed i akademiske kredse. Den var nemlig langt mere kulørt og fantasifuld, end man var vant til på universitetet. Det var en teori, som delte vandene og forskerne i to grupper: De troende og de ikke-troende.

Teorien går almindeligvis under navnet “feromonhypotesen”. Den baserer sig på feromoner, som er duftstoffer udskilt af laksene selv. Ifølge hypotesen, som fik umådelig megen opmærksomhed ved sin fremkomst, udskiller udvandrende unglaks feromoner, som de hjemvendende laks kan registrere og genkende.

Ifølge teorien styrer de hjemvendende laks således efter duften af deres egne artsfæller. En teori, der dengang kunne få selv garvede forskere ud af lænestolen og op på barrikaderne. – For hvad ville der så ske, dersom bare en enkelt årgang laks skulle forsvinde ved et uheld eller en naturkatastrofe? – Ville samtlige hjemvendende laks så fare vild?

De fleste forskere betragter nok i dag feromonhypotesen som et muntert indslag i en ellers tør og videnskabelig verden baseret på benhårde facts. Man kan naturligvis ikke afvise, at feromoner kan have en vis betydning. Men den er vist i de allerfleste tilfælde et pænt stykke under bagatelgrænsen…

Heldigvis har laksene i både Atlanterhavet og Stillehavet helt anderledes stabile tricks oppe i ærmet, når de store afstande langt til havs skal tilbagelægges.

Det har naturen sørget for. Naturligvis.

© 2014 Steen Ulnits

Verden over oplever vi en stigning i antallet af hajangreb på mennesker – ofte i områder, hvor de ikke tidligere forekom. Hvad er forklaringen?

Hajer er såkaldte “apex predators” – altså toprovdyr, der som voksne ikke har mange fjender, der jager dem for at æde dem. Hajernes rolle i det marine økosystem er dels at fjerne gamle og syge individer fra bestandene af byttefisk – dels at regulere disse bestandes størrelse, så det hele er i balance.

Hajer betragtes ofte som rastløse dyr, der svømmer hvileløst omkring. Det kan man let selv iagttage i eksempelvis Kattegatcentret. De fleste af hajerne her bare svømmer og svømmer – tilsyneladende uden at have noget mål.

Forklaringen er enkel: De fleste hajer kan ikke “trække vejret”, som de fleste andre fisk kan. De har ikke nogen pumpemekanisme, der kan sørge for frisk og iltrigt vand over gællerne. I stedet svømmer de hele tiden og sikrer derved en konstant vandstrøm over gællerne. De trækker vejret med halen, kunne man sige.

Bundlevende hajer som eksempelvis de dvaske nursehajer har derimod en pumpemekanisme, som sikrer frisk vand over gællerne – selv når de ligger stille på bunden. Men det er altså en undtagelse blandt hajer. De nært beslægtede rokker har derimod alle en tilsvarende pumpemekanisme, som tillader dem at ligge stille på bunden i længere tid.

Følsomme fisk

Hajer er ikke blot havenes toprovdyr. De er også meget følsomme for overfiskeri. Dette skyldes ikke mindst, at de allerfleste hajer ikke lægger æg, men i stedet føder levende unger. Og til det formål skal de typisk være noget ældre end andre fisk for at blive fødedygtige. Og jo ældre man skal være, før man når den reproduktive alder, desto mere sårbar er man over for overfiskeri.

Da de fleste hajer føder levende unger, har de en indre befrugtning, som kræver en regulær parring. Noget, der hos visse hajarter går voldsomt for sig. Således ved man fra kobberhajer langs den sydafrikanske kyst, at hunnerne her altid ender med centimeterdybe rifter og flænger i huden.

Heldigvis er hajer langt mere tykhudede end almindelige fisk, så de klarer sig. Huden består nemlig ikke af skæl, men af horntænder, som gør hajskind sandpapirsagtigt at føle på. Navnet “hudtænder” skyldes, at de små pigge er opbygget som rigtige tænder – af dentin med et lag emalje yderst.

Jægerne er vant til, at man kan aldersbestemme et stykke hjortevildt på tænderne – via den slitage, som års drøvtyggeri uundgåeligt medfører. Det kan man ikke med hajer. Hajerne fødes nemlig med et tandsæt, som løbende udskiftes.

Mange tænder falder ud, når hajerne bruger deres karakteristiske teknik med at bide sig fast og siden ruske en luns kød løs af offeret. Men så såre en tand er røget ud, rykker en ny frem bagfra.

Det er baggrunden for, at eksempelvis store hvide hajer ofte ser ud, som havde de munden fuld af tænder. De har de rent faktisk!

Hajer er endvidere uhyre følsomme over for elektriske impulser. De har hovedet fyldt med følsomme elektroreceptorer – “Lorenzinis ampuller” kaldet – der sætter dem i stand til at registrere levende væsener uden hverken at kunne se eller lugte dem. Dette endda i tilgift til deres i forvejen helt forrygende lugtesans, hvis lige man skal lede længe efter.

Under jagten bevæger en sulten haj hovedet fra side til side for bedre at få fært og kunne retningsbestemme den. Nogle få dråber blod i vandet kan være nok!

Indbygget opdrift

Hajer har i det hele taget fra starten af valgt at gøre alting helt anderledes end “normale” fisk. Da benfiskene valgte et tungt skelet i lighed med vores eget, var de nødt til at kompensere for vægten med en svømmeblære.

Hajerne valgte i stedet et skelet af let og smidig brusk – baggrunden for deres tilnavn bruskfisk. Skelettet af brusk gør hajer meget smidige. Holder man således en mindre haj i halen, er den ofte i stand til at nå op og bide den formastelige holder – noget, ingen stivbenet fisk kan gøre dem efter.

Hvor benfiskene har valgt at forsyne deres gæller med millioner af små Natrium-Kalium pumper til regulering af den indre saltbalance, dér har hajerne i stedet valgt at komme urinstof i blodet, så dette har samme saltholdighed som det omgivende vand. Derved sparer de megen energi til regulering af saltbalancen.

Men dette har ind imellem uheldige bivirkninger – set med menneskeøjne. Mange hajer indeholder nemlig så meget urinstof i blodet, at også kødet tager smag efter det.

Dette gælder ikke mindst de elegante gråhajer, som erhvervsfiskerne hader. Dels fordi de ødelægger deres garn, når de jager rundt efter makrelstimerne. Og dels fordi de garnfangne gråhajer ikke kan sælges. Deres kød er nemlig ildelugtende og aldeles uspiseligt.

Dette gælder heldigvis ikke alle hajarter. Således er den lille pighaj en udmærket spisefisk, der i flået tilstand sælges under det velklingende navn “kongeål”. Det samme gælder den store sildehaj, hvis bøffer er meget efterspurgte verden over. Flot og mørkt kød, der minder lidt om kalv.

Hajfinnesuppe…

Hajer er kendetegnet af ubevægelige og meget store brystfinner, der virker som en slags glideplan under svømningen – som dels stabiliserer fisken, dels bibringer den en smule opdrift á la flyvinge.

Desværre er netop hajfinner ofte ganske velsmagende, hvilket er blevet mange hajers skæbne. Således regner man med, at 25-75 millioner hajer hvert år aflives udelukkende for finnernes skyld. Ofte skæres finnerne blot af, hvorefter de stadig levende leverandører dumpes i havet igen…

Hajfinnerne bruges primært til hajfinnesuppe, som dels er ganske velsmagende – dels uhyre populær de fleste steder i Asien. EU og USA har for længst forbudt dette svinske og etisk uholdbare fiskeri. Her kræves det nu, at hele hajen bringes i land og ikke kun de afskårne finner.

Desværre foregår hajfinnefiskeriet fortsat i stor stil mange andre steder, hvorfor mange hajarter i dag er udryddelsestruede eller i hvert fald godt på vej til at opnå denne status.

I tilgift til hajfinnesuppen, der serveres på finere restauranter over hele Asien, bruges hajfinnerne også i en vis udstrækning til fremstilling af afrodisiakum – som elskovsmiddel for de asiater, der åbenbart har brug for det…

Bid, der batter!

Hajernes karakteristiske trekantede tænder er perfekte til både at bide sig fast med og siden flænse kødlunser af byttet med. For at beskytte øjnene lukker mange hajarter øjnene, når de åbner munden og bider til. Og de gør det med langt større kraft, end man hidtil har formodet.

Det er ganske vist svært at bede en haj om at bide til, mens man måler trykket. Men det er forsøgt alligevel – blandt andet med lifesize sælimitationer med indbygget trykmåler!

De hidtidige resultater har været overraskende. Således viser det sig nemlig, at den store hvide haj slet ikke bider så hårdt endda. I hvert fald ikke sammenlignet med andre store hajarter. I stedet bruger den fart som hjælpemiddel, når den bider til. Op til 65 km/t for store hajers vedkommende.

På denne måde har man målt op til 50G i bideøjeblikket, hvilket påfører byttet en voldsom chokeffekt. Vigtigt, når offeret er så stort som søleoparder, sæler og pingviner.

Man ved, at tigerhajer kan bide hul i skjoldet på en stor havskildpadde. Alligevel har målinger vist, at tigerhajens bid ikke er så kraftigt endda. Til gengæld er mundtøjet ganske specialiseret – med kurvede tænder i en bevægelig overkæbe samt lige tænder i fast undermund. Tilsammen giver det en uhørt saveffekt, som havskildpadderne altså må lide under!

Det hidtil kraftigste bid, man har målt, stammer fra den ikke specielt store bull shark, der lever i både ferskvand og saltvand. Den hører til de farlige hajarter, der ofte angriber mennesker i grumsede flodmundinger – med fatalt resultat. Den bliver ikke meget større end 3 meter.

Til gengæld kan den bide med en kraft på op mod et halvt ton – næsten det dobbelte af den frygtede hvide haj…

Hajangreb

Mange mennesker er bange for hajer. Filmen “Jaws” er nok det mest kendte resultat af denne hajskræk, som ligger dybt i de fleste. Er der noget, som kan få folk til at gyse, så er det synet af den karakterisktiske hajfinne, der kløver overfladen – på jagt efter bytte. I virkelighedens verdens såvel som i tegneseriernes.

Hajangreb er ganske vist uhyre sjældne, men de er altid spektakulære – ofte også dødelige. De mest kendte hajangreb er gået ud over surfere, som er blevet angrebet af store hvide hajer. Ofte har de sultne hajer sikkert forvekslet surfbrædtet med en spiselig sæl, som hører til deres yndlingsbytte.

Under alle omstændigheder flyder der altid meget blod efter disse angreb, som mange dog har overlevet. Men ikke uden ar på kroppen og sår på sjælen…

Mere almindelige er hajangreb i grumsede flodmundinger, hvor skurken i regelen er en af de store tyrehajer, der trives fint i det brakke vand. Her har hajerne ingen mulighed for at se, hvad de bider i. De registrerer blot, at det er noget levende og potentialt spiseligt, de har fået i kikkerten.

På verdensplan har man registreret en målbar stigning i antallet af hajangreb på mennesker. Alene i Australien har man haft fem dødelige hajangreb i år. Der spekuleres i, om det mon skyldes klimaforandringer, som har ændret hajernes adfærd – som måske har reduceret fødemængden og derfor gjort hajerne mere sultne.

Mindst lige så sandsynligt er det nok, at overfiskeri fra menneskeside kan have haft samme negative effekt på bestandene af hajernes fødefisk. En tredie teori er, at flere mennesker end nogensinde færdes på havet i deres fritid – med større risiko for fatale møder på åbent hav.

– Måske årsagen er en kombination af alle tre ting. I så fald kan vi se frem til mange flere hajangreb på mennesker i årene fremover…

© 2014 Steen Ulnits

“Man maa sno sig”, sagde aalen” – i hvert fald ifølge forfatteren Carl Ewald. Men det har desværre vist sig ikke at være nok for at overleve. Nu er ålen nemlig gået hen og blevet en truet art.

Ålen er en mystisk fisk, der for mange minder mere om en slange end en fisk. Nogle nationer elsker at spise den – stegt eller røget – mens andre ringeagter den.

Således har norske fiskere i mange år lukreret på at fange og sælge norske ål til danske fiskere. For nordmændene selv kunne ikke drømme om at spise dem. – Vi spiser da ikke slanger, lyder den norske forklaring…

Ålen har alle dage fascineret os danskere – både som fisk, føde og fænomen. Tilbage i 1902 skrev forfatteren Carl Ewald sågar en hel bog med titlen “Aalen”, og det er fra dette værk, at ovenstående berømte ord stammer.

Og sno sig, det gør ålen. Gennem vandet. Over græsset. I spanden med salmiakspiritus. Og sågar også på stegepanden. Ål bare snor sig – også op om armen, når man tager fat om dem, og det er ikke alle, der holder af det!

Den europæiske ål Anguilla anguilla er kendt af enhver. Og ikke uden grund.  For ålen er på alle måder en speciel fisk. Den ser anderledes ud end almindelige fisk, og den ter sig anderledes end almindelige fisk. Læg hertil en levevis, der endnu har mange uafklarede sider. Ålen er således stadig en “mystisk” fisk, der gør ting, andre fisk ikke formår.

Eksempelvis kan den gå på land om natten og her vandre kortere afstande i det dugvåde græs. Under disse natlige landgange bruger den ilten i sin svømmeblære som iltreserve og ånder samtidig delvis gennem mundhulen. Det er der ikke andre europæiske fisk, som kan gøre den efter!

Fra Sargasso til Sarup Sø

Den lille ål fødes langt borte og dybt nede i Sargassohavet på den anden siden af Atlanten. Foran den venter en 6.000 km lang rejse tværs over Oceanet.

Med Golfstrømmen føres de små ålelarver, der har form som et pileblad, tværs over havet og frem til Europa, hvor de nu ålelignende glasål vandrer op i ferskvand. Her vokser de sig store, inden de voksne fisk igen forlader os for at vende tilbage til Sargassohavet, gyde og dø.

Mange glasål når ikke op til de søer, hvor de burde vokse sig store. Vel ankommet til Sydeuropa blev mange glaslå tidligere fanget og eksporteret til åleopdræt, da man hverken kunne eller kan reproduceres ålene kunstigt. Endnu tidligere var de små glasål sågar en delikatesse, der i Sydeuropa og Nordafrika blev serveret som friturestegte snacks.

Og skulle de små ål endelig nå frem til Nordeuropa, ventede og venter nye problemer. Undervejs støder glasålene nemlig ofte på forhindringer, som de ikke kan forcere. Det er typisk opstemninger ved dambrug, mølledamme, vandkraftværker og lignende, som ikke er forsynet med de såkaldte “ålepas”.

Ålepas er forede kasser, gennem hvilke de små ål kan kravle op over forhindringen. Derfor er det i dag mange steder nødvendigt at udsætte glasål, hvis der skal være en ålebestand i søen. Og derfor er det altafgørende, at eksisterende ålepas vedligeholdes, så de små ål kan kravle op gennem dem.

Alle disse farer og forhindringer har gjort, at vore dages ålebestand skønnes at være mindre end 1 % af den oprindelige. Derfor har mange nationer indført regler til øget beskyttelse af de sidste ål. ICES, Det internationale Havforskningsråd, har sågar anbefalet et totalt stop for alt ålefiskeri.

Desværre er Danmark en af de nationer, der har været rigtig dårlig til at implementere nye beskyttelses-foranstaltninger. Vi vil tilsyneladende helst selv spise de sidste ål – i stegt eller nyrøget tilstand…

Flere typer ål

Men er glasålene først nået op i vore ferske vande, vokser de sig langsomt store som gulål. Ofte tager det ålene 10-15 år i ferskvand, førend de som kønsmodne blankål igen sætter kursen tilbage mod Sargassohavet.

Den guld- eller sølvskinnende blankål med de mørke sider tager ikke føde til sig. Den har kun ét i hovedet – at komme tilbage og gyde på den anden side af Atlanten.

De ål, vi fanger i vore vandløb, søer og fjorde er altså gulål, som imidlertid kan tage sig meget forskellige ud. Her skelner man nemlig mellem spidshovedet og bredhovedet ål. I vandløb er der flest af den bredhovede slags, mens den spidshovede dominerer i søerne. I fjordene er der derimod lige mange af begge slags.

Forskellen i hovedform skyldes forskellige fødeemner. De spidshovede ål foretrækker små fødeemner som krebsdyr og myggelarver, mens de bredhovede foretrækker mindre fisk.

I søerne finder de spidshovede ål størstedelen af deres føde på barbunden, hvor de røde dansemyggelerver lever i tusindvis. De bredhovede ål, som bliver større end de spidshovede, holder omvendt til nærmere land, hvor de jager skaller, hundestejler og andre små fisk.

Vinteren tilbringes i bunden – gerne nedgravet, så der blot er et åndehul at se. I denne periode tager ålene ikke føde til sig og vokser derfor heller ikke. Man kender til meget gamle ål, der har vejet over 5 kg, men de er uhyre sjældne. Ål større end 2 kg ses kun undtagelsesvis, men er utroligt stærke fightere.

Nedturen…

Farerne er desværre langt fra ovre, når de kønsmodne blankål forlader danske farvande og har nået de store dybder på oceanerne. Dugfriske undersøgelser har dokumenteret, at det måske endda er ude på de helt store dybder, at de allerstørste farer lurer.

Det var den danske forsker Johannes Schmidt, som for eksakt 100 år siden dokumenterede de små ålelarvers farefulde færd med Golfstrømmen til Europa. Nu har nye danske undersøgelser dokumenteret, at mange gydemodne ål sandsynligvis havner i hvalmaver – ude på meget dybt vand, hvor man hidtil havde troet de vandrende ål uden for fare.

Danske forskere fra Syddansk Universitet gav et antal blankål dataloggere på, inden de blev sendt afsted på den lange rejse mod Golfstrømmen. 156 ål fik en logger med på turen, og af dem ved man med sikkerhed, at tre aldrig nåede frem til Sargassohavet. De endte i stedet deres rejse i maven på noget stort, der efterfølgende viste sig at være hvaler.

De tre dataloggere blev siden udskilt fra hvalerne, drev i land og blev fundet og returneret til forskerne. Ålene var blevet udsat fra henholdsvis Irland og Frankrig, og de returnerede dataloggere stammede fra Norge og Skotland. De blev fundet mellem 25 og 256 dage efter udsætningen.

Det var yderst interessante oplysninger, de hjemvendte dataloggere kunne give. Meget eksakte. Således havde loggerne registreret, at temperaturen på 600 meters dybde pludselig steg fra 10 grader til 36 grader – fra vandtemperaturen i Golfstrømmen til kropstemperaturen i et varmblodet pattedyr.

Da sæler ikke kan dykke så dybt, taler alt for, at ålene er blevet ædt af større og dybt dykkende havpattedyr – med hvaler generelt og grindehvaler specielt som de hovedmistænkte.

Temperaturen fortsatte med at stige og falde – sandsynligvis i takt med, at nye kolde fødeemner kom ned i den varme hvalmave. Fascinerende, hvad en sådan lille datalogger kan afsløre!

Men samtidig trist, at ålen altså nu er på randen af udryddelse. Det er os forbrugere, der afgør den europæiske åls endelige skæbne. Hvis vi stadig bliver ved med at købe og spise ål, er der ingen redning i sigte. Da vil ålen dø en snarlig og unaturlig død. Da nytter det intet, om den så snor sig nok så meget – igennem vandet, over græsset og på panden.

Derfor: Sig nej, hvis nogen tilbyder dig et stykke med røget ål – selv om det kan være svært. Og klag over det, hvis du finder ål i din dagligvarebutik. Boykot den om nødvendigt.

Endelig er det nok en god idé heller ikke selv at fiske efter den…

© 2014 Steen Ulnits

Efterskrift: Ålen blev i 2012 umulig at købe i Coop Danmark. Coop, der ejer butikkerne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta og Irma, besluttede da at stoppe alt salg af ål.

Beslutningen kom tre år efter, at Dansk Supermarked i 2009 med butikkerne Netto, Føtex og Bilka valgte at fjerne ålene fra kølediskene.

I 2009 blev ålen nemlig optaget på CITES II listen over truede dyrearter. Optagelsen medfører, at al international handel med ål bliver overvåget.