Forfatterarkiv: Steen

“Nap & Nyt” goes digital

En æra er forbi: 2008 blev det sidste år med et trykt Nap & Nyt katalog – efter 60 succesrige år. Nu er Nap & Nyt fulgt med tiden og er blevet digitaliseret.

2009 markerede overgangen fra det trykte til det digitale medie. 2009 udgaven af Nap & Nyt ankom nemlig i en digital udgave, trykt som en CD-ROM med kataloget liggende som en pdf-fil, man kunne bladre i.

Men det var kun et første skridt på vejen – en gradvis afviking af fortiden, kunne man sige. Fra og med 2010 tager Pure Fishing nemlig skridtet fuldt og dropper Nap & Nyt kataloget helt.

I forvejen var det oprindelige Nap & Nyt efterhånden blevet noget udvandet, idet man var gået fra et rent svensk ABU katalog til gradvis at inddrage flere og flere af Pure Fishings mange andre brands: Berkley, Fenwick, Penn, Mitchell med flere. Nap & Nyt var således ikke længere, hvad det engang havde været. Langtfra det helsvenske foretagende, det oprindelig var. Og nu bankede så den digitale tidsalder på døren.

Fra katalog til websites

Fra og med 2010 koncentrerer Pure Fishing derfor helt sine anstrengelser om det digitale medie – bekvemt placeret på det altfavnende internet. Pure Fishing Danmark har allerede en håndfuld egne, danske websites, og flere vil komme til.

På hovedsitet www.purefishing.dk kan man altid se, hvilke andre danske websites firmaet råder over. Her vil man også løbende blive orienteret om nye tiltag og nye produkter – på sidens blog med navnet “Hot News”. Så følg med der, hvis du vil holde dig orienteret om, hvad der sker hos verdens suverænt største fiskegrejskoncern.

Der er således ingen grund til at begræde bortgangen af det trykte Nap & Nyt. En æra er forbi – en ny er begyndt. Og den bliver langt mere spændende og interaktiv! Bare vent og se…

© 2009 Steen Ulnits

Florida

14825-44

Fallit, flats og fisketurisme

Det startede med Wall Street børskrakket, der tog fart i 1929, og som først nåede bunden små tre år senere i 1932. 

Panik på Børsen fik dengang aktiekurserne til at styrtdykke i en sådan grad, at økonomien i samtlige 48 nordamerikanske stater brød kollektivt sammen. Herefter tog det ikke mindre end 25 år, førend aktieindekset havde nået sammen niveau som før krakket…

– Men hvad har nu det med lystfiskeri at gøre? Jo, faktisk rigtig meget. Rigtig mange amerikanere måtte nemlig gå fra hus og hjem efter Wall Street krakket, som efterlod dem med værdiløse aktier, der ellers skulle have forsødet deres alderdom eller tilladt dem en tidlig pensionering.

Nu var der i stedet økonomisk krise og stor arbejdsløshed. Amerika måtte gentænke situationen for at komme helskindet ud på den anden side af krisen. Et af fokuspunkterne blev hurtigt det kommercielle fiskeri, som havde fået en helt ny rækkevidde med udviklingen af større og hurtigere både med flere hestekræfter på hækken.

Vi kender kun historien alt for godt. Hvor fiskeriet før domineredes af fattige fiskere i små skibe, blev erhvervsfiskeriet nu Big Business med fartøjer, der blev stedse større og mere effektive. Ejerne af de store fartøjer blev tilsvarende færre, men rigere, og i takt med rigdommen steg desværre også deres grådighed.

Olie, stål og fisk

Som man havde oplevet det i både olieindustrien og stålindustrien, så udviklede erhvervsfiskeriet sig også til en kolos med sindrige strukturer til at beskytte sine aktiviteter og økonomiske interesser.

Erhvervsfiskerne fik politisk indflydelse langt op i regeringskredse, som ikke stillede sig kritiske over for det ekspanderende fiskerierhverv. Med det helt forudsigelige og uundgåelige resultat, at mange fiskebestande blev overfisket i en grad, der gjorde det svært for dem at vinde fodfæste igen.

Det gik i staten Florida især ud over striped bass, redfish og seatrout med flere, som lever på de for Florida så karakteristiske lavvandede flats. Og historien kunne have endt her, som den var endt for andre fiskearter i andre af de amerikanske stater – med et totalt kollaps for fisk og fiskeri.

Men heldigvis skilte Florida sig ud fra mængden. Lokale fiskeguider, fiskeguruer og fiskeguder som Stu Apte og Bill Curtis med flere så nye og saltere horisonter. De pionerede fluefiskeriet efter de sølvblanke bonefish og kæmpemæssige tarpon, der lever på Florida’s vidtstrakte flats.

De tilbød efterfølgende deres tjenester til de nu få, men stadig uhyre velhavende amerikanere, som var sluppet helskindet ud af Wall Street krakket – med kontante dollars nok i behold til at booke de dygtigste fluefiskere, der nu fungerede som statens første rigtige fiskeguider.

En amerikansk tradition, som altså blev etableret efter børskrisen, og som siden da har brødfødt i tusindvis af amerikanske familier. Fisketurisme, når den er bedst og var allermest nødvendig.

14825-203

Samtidig skete der det i 1960’erne, at mange velhavende og midaldrende amerikanere fra USA’s “interior” begyndte at flytte til Florida for at nyde solen og varmen dér. “Snow birds” kalder man den dag i dag de amerikanere, som hver vinter valfarter til Florida – på flugt fra kulden og sneen i de nordligere stater.

Tilflyttere til undsætning

De tilflyttende amerikanere kunne se, at Floridas fiskeressurser ikke i længden kunne holde til det stadig mere intensive erhvervsfiskeri. Det var veluddannede og ressursestærke mennesker, som havde skabt sig en formue og en position i kraft af deres amerikanske ånd: Trangen til at skabe noget stort ud af ingenting. De stillede sig derfor ikke tilfredse med tingenes tilstand eller udviklingen i deres nye stat.

De nye tilflyttere kunne se et større perspektiv, end mange lokale kunne. Og de begyndte at råbe vagt i gevær over det tiltagende overfiskeri ud for Florida. En lille håndfuld ildsjæle dannede sågar en uafhængig kommission – “Marine Fisheries Commission” – der skulle skabe opmærksomhed omkring problemerne.

Den nye kommissions selvpåtagede opgave var at forvalte fiskeriet, så der blev flest mulige fisk i havet omkring Florida. Man definerede til formålet et helt nyt begreb, nemlig “maximum abundance”, som stod i grel modsætning til tidligere forvaltnings “maximum extraction” – det maksimalt mulige udtag. Kommissionen beskæftigede sig således alene med at skaffe flere fisk og ikke større fangster. Det sidste ville dog være en uundgåelig konsekvens af det første!

Kommissionens magt og rækkevidde voksede, og den barslede snart efter med forslaget om et obligatorisk fiskekort til fiskeri i havet. Lokale sportsfiskere i Florida kunne nøjes med 15 dollar, mens tilrejsende måtte hoste op med 35 dollar for et års fiskeri.

Fiskekortet var et upopulært forslag, der imidlertid hurtigt blev populært – helt enkelt fordi man nu for første gang nogensinde kunne sætte pris på det rekreative fiskeri – give det en målelig værdi. Nu kunne forekomsten af fisk ikke kun bidrage til erhvervsfiskernes indtægter. Nu spyttede det rekreative fiskeri også penge i kassen og måtte derfor tages alvorligt på lige fod med det kommercielle fiskeri.

Ikke mindst hvor både det rekreative og det kommercielle fiskeri interesserede sig for de selvsamme fiskearter, viste denne sammenligning sig at være guld værd: Kommercielt overfiskeri kunne nu påføre det rekreative fiskeri påviselige økonomiske tab.

Lavere fiskekvoter var en naturlig konsekvens af overfiskeriet, men det lykkedes først i 1987 at få gennemført sådanne ved lov. Og da kommissionens første forslag koncentrerede sig om hurtigt voksende fiskearter såsom redfisk, seatrout og king mackerel, tog det kun få år, førend resultaterne af de mindskede kvoter viste sig – i form af markant øgede fiskebestande.

Bonefish og tarpon

Bonefish var et kapitel for sig. Den kommercielt værdiløse bonefish – med fileter fulde af ben, som navnet også mere end antyder – var truet af erhvervsfiskeriet, der brugte den bløde fisk som agn til fiskeri efter andre arter.

14825-142

Et totalforbud mod garnfiskeri efter bonefish blev resultatet – igen med synlige resultater efter blot få års fredning. Fremover måtte agnfisk kun fanges med små kastenet.

Herefter kom turen til trawlfiskeriet, hvis uønskede bifangster er noget nær ubeskrivelige. Videnskabelige undersøgelser har dokumenteret, at der ofte er et “udsmid” af uønsket bifangst på 5-6 kg per kg ønsket fangst. Et spild på 80-90 %. Hertil kommer så den vanskeligt målbare skade, som de tunge trawlskovle forårsager på havbunden.

Kommissionen kom med forslag til, at trawlene skulle være langt mindre af størrelse, så de kunne bruges af mindre fartøjer med mindre skadevirkning til følge. I 1996 – knap ti år efter de første restriktioner – er fiskebestandene omkring Florida kommet sig i en grad, ingen havde troet muligt. Alle var glade – lystfiskere såvel som erhvervsfiskere. Og fisketurismen blomstrede som aldrig før.

En anden af Floridas vigtigste sportsfisk – på højde med den lille bonefish – er den ofte ti gange større tarpon. Da kommissionen dykkede ned i spørgsmålet om, hvorfor bestanden af store tarpon var for stærkt nedadgående, viste det sig, at lystfiskerne selv var problemet:

Masser af store tarpon – de vigtige gydefisk – blev nemlig hjemtaget som trofæer. Nogle kom ganske vist op på væggen i udstoppet tilstand, men nok de fleste havnede i skraldespanden efter endt fotografering. Tarpon er nemlig notorisk dårlige spisefisk, som derfor aldrig har haft interesse for erhvervsfiskeriet. De er derimod utroligt attraktive at blive fotograferet sammen med…

Tarpon tags og tarpon flags

Løsningen på problemet blev de såkaldte “tarpon tags”. Man indførte regler om, at alle tarpon som udgangspunkt skulle genudsættes. Ville den heldige eller dygtige fanger alligevel have én med hjem til væggen, ja, så måtte han betale en trofæafgift på 50 dollar over i det generelle fiskekort. Samtidig skulle han eller hun udfylde en formular og sende den til de lokale fiskerimyndigheder, som så registrerede fangsten.

Med de nye tarpon tags slog man således to fluer med ét smæk: Der kom penge ind til fremtidig fiskeforskning og fiskeriforvaltning. Og der blev hjemtaget langt færre tarpon end tidligere. I hele Florida hjemtages der således i dag næppe meget mere end et halvt hundrede tarpon om året.

Til gengæld har lokale fiskeguides nu lov og pligt til at hejse et såkaldt “tarpon flag”, når de har landet og genudsat tarpon. Så de kan prale af fangsten uden absolut at skulle aflive den. Pædagogik og psykologi kombineret på bedste amerikanske vis.

Ideen med tags har siden bredt sig til store dele af USA, Canada og Alaska, hvor indtægterne ofte er målrettet truede arter som kongelaks og steelhead.

Florida har således vist vejen og kæmpet sig ud af fallitten og frem til en lukrativ fisketurisme på de vidtstrakte flats.

Alverdens sportsfiskere bør løfte på hatten i respekt!

© 2015 Steen Ulnits

 

Nikon Coolpix AW130

Nyt avanceret kamera fra japanske Nikon, der er vandtæt helt ned til 30 meters dybde!

Nikon har en lang tradition for at fremstille kameraer til brug under vandet. Det legendariske Nikonos fremstilles ikke længere, da det var analogt og filmbaseret. Men det var robust ud over alle grænser og forsynet med fast vidvinkelglas af høj, høj kvalitet. Ingen fancy plastzoom her!

Siden fremstillede så Nikon med deres AWAF et mindre kostbart kamera til mindre professionel og hårdhændet brug. Det lykkedes mig at slide hele tre eksemplarer af denne model op, inden Nikon også stoppede produktionen af dette ligeledes analoge kamera. Jeg havde tilmed fået skiftet filmmotoren ud i to af disse. Den var slidt op…

Det sidste eksemplar ligger i dag på bunden af Chimehuin floden i Argentina efter en dramatisk kæntring, du kan læse mere om andetsteds på ulnits.dk.

Men Nikon fortsatte udviklingen af digitale undervandskameraer, og den er nu kulmineret med det nye Coolpix AW130, som er en raffineret udgave af forgængeren AW120, der fik megen ros i pressen.

Vandtæt og stødsikkert

Med dette kamera kan der nu dykkes helt ned til 30 meters dybde, uden at det er nødvendigt at bruge et specielt kamerahus. Coolpix AW130 kan således og uden overdrivelse medbringes overalt – både til lands, til vands og i luften. En sjov detalje, der næppe giver bedre billeder, er kameraets indbyggede tryksensor. Den viser løbende en angivelse af den højde eller dybde, hvor billedet tages!

Kameraet er samtidig støvtæt, stødsikkert fra op til to meters højde og frostsikkert ned til -10 °C. Ikke at jeg har efterprøvet nogle af delene – dertil er jeg alt for forsigtig med mine ting – men kameraet kan givetvis holde til lidt af hvert, hvis det skulle komme så vidt.

Når man er på farten og i felten, kan man dele sine billeder og videoer med andre med det samme. Man skal blot lade kameraet berøre en anden NFC-kompatibel smart-enhed eller bruge Wi-Fi-funktionen. Dette udelukker dog iOS enheder fra Apple, som traditionelt ikke ynder Near Field Communication.

Wi-Fi er til gengæld en både praktisk og hurtig måde at overføre billeder fra kamera til computer, når man kommer hjem fra fisketuren. Langt lettere end via kabel eller kortlæser. Man downloader blot Nikons egen Wireless Mobile Utility app fra Apple’s App Store eller Google Play og parrer kamera med iPad, iPhone eller Android enhed.

Det lyder let, men opsætningen skete ikke uden begyndervanskeligheder. Et grundigt kig i manualen skabte dog hul igennem, og siden har synkronisering og overførsel af fotos fra kamera til lagerenheder ikke voldt problemer. Nikons tilgang til software er og bliver dog mere PC-agtig, end godt er.

Det lysstærke f/2,8-vidvinkelobjektiv på 24 mm er perfekt til undervandsbilleder og billeder af aftenlandskaber, og den optiske zoom på 5x gør det let at tage nærbilleder. Det er en funktion, som kan udvides til 10x Dynamic Fine Zoom (DFZ), hvis man skulle føle, at kameraets medfødte 16 millioner pixels ikke er nok.

Nikon er vældig stolt af sin DFZ, men som enhver blot nogenlunde erfaren fotograf ved, så får man ikke noget foræret. Ingen pixels kommer af sig selv, og enhver form for digital zoom gør ikke resultatet bedre eller flytter motivet tættere på. Tværtimod risikerer man rystede og uskarpe billeder.

En bedre løsning er i regelen at tage billederne uden digital zoom og så efterfølgende beskære dem hjemme på computeren.

Zoom for viderekomne

Men der er dog noget at hente med denne nye feature, som tilsyneladende fungerer lidt efter samme princip som konkurrenten Sony’s Clear Image Zoom.

Her bruges mønstermatchende algoritmer til at gætte manglende pixels og erstatte dem, så man opnår en kunstigt højere opløsning end den oprindelige. Dynamic Fine Zoom fordobler i grove træk brændvidden uden samme kvalitetstab som den klassiske digitale zoom.

Det er en spændende teknologi, som givet vil blive endnu bedre i årene, der kommer – i takt med, at man får forbedret de mønstermatchende algoritmer, der ”opfinder” de nye pixels.

Ret beset var det vel finske Nokia, som var først ude med princippet – blot i omvendt orden. I deres banebrydende 808 kameratelefon havde de indbygget en sensor med hele 41 millioner pixels, der blot fyldte alt for meget som færdige billeder.

Nokia havde derfor udviklet en algoritme, der kunne nedskalere billederne – ved at udvælge de rigtige (bedste) pixels til de færdige billeder, der med 5 millioner pixels nu kun fyldte få MB.

Nå, det var vist lidt tekniksnak for fotonørder, men det skal der også være plads til på disse sider. Det giver under alle omstændigheder en lidt større forståelse for kameraet og dets muligheder, når man kender lidt til indmaden og teknikken bag.

Indbygget understøttelse af såvel GPS som GLONASS og QZSS systemerne giver mulighed for hurtigere og mere præcis registrering af det sted, billedet tages – med angivelse af længde- og breddegrad hentet fra satellit.

Det er dog heldigvis en funktion, der kan slås fra, så man ikke afslører sine mest hemmelige favoritpladser, når man stolt lader sig fotografere med fangsten…

Den følsomme og bagbelyste billedsensor har 16 følsomme megapixels at gøre godt med, hvilket sikrer flotte, detaljerige billeder praktisk talt uden støj – selv under vand og under dårlige lysforhold. Man fornemmer klart, at Nikon har mange års erfaring med netop fotografering under vandet, der stiller helt anderledes krav til følsomhed og farvebalance, end almindelig ”tør” fotografering gør.

Småt er ikke altid ikke godt

I forhold til forgængeren AW120 er AW130’eren forsynet med et lille håndgreb, der giver et bedre greb om det i forvejen ganske lille kamera. Her er et af de ellers ganske få kritikpunkter ved dette spændende kamera: Det burde ganske enkelt være lidt større rent fysisk. Det ville sikre et bedre greb om kameraet, der er vanskeligt at betjene med én hånd.

Jeg mindes i den forbindelse med glæde mine gamle Nikon AWAF kameraer, som dels var større – dels havde et markant håndgreb, der gjorde énhånds betjening til en smal sag. Og vi lystfiskere har jo netop brug for at kunne fotografere med én hånd – når vi har har en stang med en vildt sprællende fisk i den anden, som vil jo ikke kan give slip på!

Men ser man bort fra dette, så er det nye Nikon Coolpix AW130 et fremragende lille kamera, som tager gode billeder både over og under vandet, men som er helt uden konkurrence under vandet.

Er man heldig eller hurtig, kan man købe dette dejlige kamera i et sæt med flydende håndledsrem og vandtæt rygsæk i samme signalgule farve som kameraet. En perfekt kombination til dig, der gerne fisker fra kajak eller pontonbåd, hvor det ofte går både vildt og vådt for sig!

Set på nettet til kr. 2.249,- hos dustin.dk

© 2015 Tekst: Steen Ulnits

© 2015 Produktfotos: Nikon

 

De ti hurtigste fisk i verden

14825-63

– Vidste du, at nogle fisk svømmer mere end 100 km i timen? – Eller at nogle sågar kan flyve? Hør, hvad videnskaben har at sige om fiskenes svømmeegenskaber!

Det siger sig selv, at fisk er gode til at svømme. De lever jo af det, og for nogle arters vedkommende dør de sågar af det, hvis de ikke svømmer. Det gælder eksempelvis makrellen, der kun kan ånde, når den svømmer. Den mangler helt enkelt den pumpemekanisme, der gør, at andre fisk kan stå stille og alligevel trække vejret.

Men der er endog meget stor forskel på forskellige fisks svømmeegenskaber. Nogle er de fødte hurtigsvømmere, mens andre ikke rører meget på sig. Nogle kan svømme langt og er meget udholdende, mens andre kun kan flytte sig hurtigt over meget korte distancer.

Alle højere dyr har to slags muskelvæv: Rød muskulatur og hvid muskulatur. Den røde muskulatur er dominerende hos pattedyrene, mens den hvide er mest udbredt blandt fugle og fisk.

Muskler og mælkesyre

Forskellen på de to typer muskelvæv ligger i udholdenheden. Den røde muskulatur kan arbejde i længere tid ad gangen, mens den hvide primært er tiltænkt korte, spurtagtige præstationer.

Har man overvejende rød muskulatur, er man således mere udholdende, end hvis man har flest hvide muskler. Omvendt kan hvid muskulatur gøre sin ejermand hurtigere på kort hold, men også til en mere forpustet sprinter.

For begge muskeltyper gælder, at der dannes mælkesyre efter kortere eller længere tids overanstrengelse. Da slår musklerne over på en slags nødstofskifte, der kan fungere uden ilt. Men kun i kort tid og desværre altid med produktion af mælkesyre som uundgåeligt affaldsprodukt. Og virkningen af mælkesyre kender vi alle: Ømme og stive muskler. Mest mælkesyre kommer der fra overanstrengt hvid muskulatur.

Kigger man på de mest udholdende af hurtigsvømmerne, vil man altid se, at de røde muskelfibre langs siden er højt udviklet – med mørkt kød som det synlige resultat. Omvendt dominerer de hvide muskelfibre hos de fleste andre fisk, som derfor er fødte ofre for mælkesyreforgiftning efter anstrengelse.

Det kan være svært at måle svømmehastighed hos fisk. Mindre fisk kan holdes i strømakvarier, hvor man gradvis skruer op for strømhastigheden, indtil fisken må give op og lade sig falde tilbage med strømmen. Da har man et godt mål for den pågældende fiskearts maksimale svømmehastighed og udholdenhed.

Anderledes svært er det med store fisk ude i den vilde natur. Da er man nødt til i højere grad at anslå end rent faktisk måle hastigheden. Fra sejlende skibe og med rullende kameraer kan man imidlertid komme tæt på de reelle værdier – de pågældende fisks tophastigheder.

Længde og fart

Under mit første besøg på Cuba – det var i 1977 – tilbragte jeg nogle dage med Big Game fiskeri ud for Havanna. Med byens karakteristiske skyline i horisonten og to kilometer dyb koboltblå Golfstrøm under kølen.

Mens vi lå og trollede efter marlin – små hvide og store blå – dukkede pludselig et kæmpestort monster af en hvid haj op ved båden. Den synede lysebrun mod det koboltblå vand, og vi anslog den til at være et sted mellem 6 og 8 meter lang. Jeg stod oppe på skibets flying bridge og kunne med gysen se monsteret glide ind under vor Big Game båd – fuldt synlig på begge sider af skibet samtidig!

Det, der for alvor fascinerede mig – ud over fiskens blotte størrelse – var dens fart gennem vandet. Det så ikke hurtigt ud, da fisken jo var så stor. Men hastigheden var høj og rigelig til at svømme den stime bonitoer op, som omgav båden. Og de hører jo selv til blandt havets hurtigsvømmere.

Hajer er ikke specielt hurtige svømmere og hvidhajer da slet ikke. Men som enhver sejlsportsmand ved, så er det sejlskibets længde og vandlinje, som afgør, hvor hurtigt det kan sejle. Et stort sejlskib vil derfor altid kunne agterudsejle et lille, og det samme gælder fisk. Er de blot store nok, kan selv langsomme fisk svømme mindre hurtigsvømmere op.

Det er et forhold, der må tages med i betragtning, når man taler om tophastighed. – For taler vi om den absolutte tophastighed, hvor fiskens størrelse ingen rolle spiller? – Eller snakker vi om den relative hastighed, som er fiskens hastighed i forhold til dens størrelse?

Da giver det nemlig to helt forskellige Top Ti lister over hurtigsvømmere blandt fiskene. Endnu mere kompliceret bliver det, hvis vi også bringer et forhold som udholdenhed ind i billedet – hvis vi kigger på, hvor længe en given fisk kan holde ud at svømme med tophastighed. Da bliver der brug for en tredje Top Ti liste.

Biologer diskuterer ofte de forskellige fiskearters udholdenhed, når de skal konstruere fisketrapper, omløbsstryg og større vejunderføringer. Da er strømhastigheden nemlig altafgørende for, om fiskene overhovedet er i stand til at forcere dem.

Er forhindringens længde og strømhastighed for stor, vil mange fiskearter måtte give op undervejs. Her er det i mindre grad topfarten, der tæller. Men udholdenheden, der er i højsædet.

14825-xxaa5

Topfartens Top Ti

Her skal vi imidlertid holde os til de absolutte tophastigheder. Dem, der er lettest at kortlægge.

Vi mennesker har altid været fascineret af talværdier – af først og størst, længst og hurtigst. Der er derfor brugt megen tid på at afgøre, hvem i vandet der kan svømme hurtigst. Studerer man litteraturen, vil man uundgåeligt støde på varierende værdier for de forskellige fisk. Baseret på forskellige målemetoder og lokaliteter.

Jeg vover dog alligevel at give et bud på Top Ti listen over verdens hurtigste fisk. Ikke overraskende stammer de alle fra havet, hvor afstandene og ”the need for speed” jo er størst:

1. Sejlfisk

Tophastighed: 112 km/t

På en ubestridt førsteplads blandt havets hurtigsvømmere finder vi sejlfisken Istiophorus platypterus, der med sin kolossale rygfinne om nogen lever op til både sit engelske og danske navn.

Sejlfisken kan lægge sit kolossalt store rygsejl ned i en dertil indrette fure, så den ingen vandmodstand yder overhovedet. Den op til 3 meter lange og 50 kg tunge hurtigsvømmer bruger ellers sejlet til at imponere andre sejlfisk med. I gydetiden kan man således se småflokke af sejlfisk ligge og baske i overfladen – ofte med hele sejlet ude af vandet.

Svømmehastigheden er målt til 112 km/t, men ikke nok med det: Videooptagelser har vist, at sejlfisken kan svinge sit sværd fra side til side med op til 125 km/t. Den svømmer ind i en flok småfisk og svinger vildt med sværdet. Nogle fisk dræbes på stedet, andre bedøves blot. Herefter er det enkelt for sejlfisken – i ro og mag – at svømme tilbage og samle maden op.

Det er tankevækkende, at sejlfisken under vand kan nå samme hastighed som det hurtigste dyr oppe på land – geparden. Tankevækkende, da vand jo er et mange gange tættere medium end luft. Til gengæld har geparden så en langt større tyngdekraft at trækkes med på landjorden.

Sejlfisken vokser imponerende hurtigt, men bliver som guldmakrellen ikke ret gammel. Sejlfisken når typisk en længde på to meter i løbet af sine første fem leveår. Herefter flader væksten kraftigt ud – sikkert på grund af kønsmodningen, der kræver megen energi – og de færreste sejlfisk bliver ældre end ti år gamle og mere end tre meter lange.

Sejlfisken er en populær sportsfisk – ikke mindst på grund af dens mange spring og lange udløb. Fluefisker man den store pacifiske sejlfisk, kan der blive brug for både 300 og 400 meter bagline. Samt hurtige reflekser, så man ikke slår knoerne til blods mod håndtaget på den vildt roterende spole!

2. Stribet marlin

Tophastighed: 80 km/t

Der er et overraskende stort spring ned til andenpladsen, hvor vi finder en af havets virkelige giganter: Den stribede marlin med det latinske artsnavn Tetrapturus audax. Det overaskende består i, at marlinen kan blive langt større og derfor også burde have en højere tophastighed end sejlfisken. Det har den bare ikke.

Den stribede marlin hører til verdens absolut mest eftertragtede sportsfisk, der med sine op til godt 200 kg altid leverer en dramatisk dyst med flere hundrede meter lange udløb og imponerende spring helt ud af vandet. Mange flere end de langt større blå og sorte marlin kan præstere. Der skal helt enkelt fart over feltet til, hvis man skal kunne springe som en stribet marlin.

I modsætning til blå og sorte marlin, så forekommer den stribede marlin langt mere talstærkt. Således er det langt fra usædvanligt med dagsfangster på tocifrede antal. Hvilket er helt uhørt med blå og sorte marlin. Her skal man være glad for hver eneste marlin, der kommer i båden.

Den stribede marlin er en fin spisefisk, som indbringer gode priser på markedet. Det har gjort den så eftertragtet, at den i dag har status som potentielt truet. Således er den kommercielle fangst i dag blot en fjerdedel af fangsten i 1960’erne.

3. Wahoo

Tophastighed: 77 km/t

14825-83

På tredjepladsen kommer en turbo charged supermakrel med det eksotiske navn “wahoo”. På latin hedder den Acanthocybium solandri. En rasende hurtig svømmer, der samtidig er en rigtigt fin spisefisk.

Så god er wahoo’en på bordet, at den var Ernest Hemingway’s favoritspise – når Papa altså først lige havde skyllet den obligatoriske stime mojitoer i sig. En 10-15 stykker af slagsen. For den ikke indviede, så er ”mojito” ikke navnet på en småfisk, men en rom-baseret drink af de bedre…

Wahoo’en vokser som sejlfisk og guldmakrel uhyre hurtigt, men bliver heller ikke ret gammel. Noget tyder på, at hvis man har væksthormoner ud over det sædvanlige, så skal man ikke regne med noget langt liv…

Wahoo’en minder meget om den atlantiske king mackerel og den indopacifiske Spanish mackerel, som den da også er i familie med. En lang og slank makrel med masser af spidse tænder i munden. Den kan blive op til 40 kg tung, men ses sjældent større end 10-15 kg.

Der findes i litteraturen oplysninger om, at wahoo kan svømme op til 90 km/t, men det har været svært at dokumentere dem. 77 km/t er nu også rigtig hurtigt – wahoo’ens relativt beskedne størrelse taget i betragtning.

4. Blåfinnet tun

Tophastighed: 76 km/t

Det var forventet, at den blåfinnede tun Thunnus thynnus ville være at finde på hurtigsvømmernes Top Ti. Den blåfinnede tun er hurtigt svømmende og langt vandrende. Således stammede de kæmpestore tun, der i efterkrigsårene jagtede sild, makrel og hornfisk helt oppe i Øresund, fra Middelhavet i syd. Og det var kun de største og hurtigste, der nåede helt herop.

Den blåfinnede tun findes som flere andre af de store havfisk i både Atlanterhavet og Stillehavet. Nogle forskere betragter dem som separate arter – andre blot som underarter af samme art. Den blåfinnede tun kan veje op mod 500 kg – med den danske rekord på imponerende 372 kg.

Enhver Big Game fisker ved, at marlin er de hurtigste og tun de stærkeste af havets virkelige sutorvildt. En dyst med en tun på 100-200 kg er således langt mere udmarvende for fiskeren end kampen med en tilsvarende stor marlin. Sidstnævnte hjælper nemlig selv til med udtrætningen – via deres høje spring helt ud af vandet.

Den slags spilder tunen ikke sine kræfter på. Den dykker i stedet i dybden, hvor den er ustoppelig. Og er den først nået rigtig langt ned, er den så godt som umulig at få op igen. Da skal man næsten løfte den rene dødvægt op til båden. Gerne med brug af en såkaldt “flying gaff”, der hægtes på linen og sendes i dybet til fisken.

Uheldigvis er den blåfinnede tun meget velsmagende, hvilket ikke mindst de fiskeelskende japanere forstår at værdsætte. Dens popularitet som spisefisk har desværre bragt den på listen over truede fiskearter. Således er fangsten i de sidste 40 år reduceret med 72% i Østatlanten og 82% i Vestatlanten.

Af samme årsag gøres der i dag store anstrengelser for at opdrætte netop blåfinnet tun. Endnu er man dog stadig nødt til at indfange flokke af mindre fisk, som man så fodrer op til markedsstørrelse.

5. Gulfinnet tun

Tophastighed: 74 km/t

Den gulfinnede tun Thunnus albacares har en sydligere udbredelse end de blåfinnede og når slet ikke dennes størrelse. Den holder af varmere vand og træffes ikke i tempererede have, som den blåfinnede gør det.

Den gulfinnede tun kan blive op til 200 kg tung og lever virkelig op til sit navn: Således er finnerne og de små styrekøle på halen, der skal stabiisere fisken under topfart, klart gule. Den anden rygfinne samt gatfinnen er begge stærkt forlænget, så de tilsammen danner en karakteristisk halvmåne, der næppe findes andetsteds i fiskeverdenen.

Størrelsen samt en topfart på niveau med dens blåfinnede storebror gør den gulfinnede tun til en handy og populær sportsfisk. Handy, fordi den ikke kræver det helt tunge grej, som er ubetinget nødvendigt til fiskeri efter blåfinnede tun samt blå og sorte marlin. Den gulfinnede tun kan således fiskes på samme grej som sejlfisk, guldmakrel, wahoo og tilsvarende mellemvægtere.

Og så er den uhyre velsmagende. Jeg skal sent glemme en dag ud for Cabo San Lucas i Mexico, hvor vi fik en håndfuld mellemstore tun indenbords af den gulfinnede slags. De hamrede på deres karakteristiske vis imod bundbrædderne, indtil et par velrettede slag med en baseball kølle fik bragt dem til tavshed.

Få minutter senere var de klar til servering inde i kahytten. Frisk sashimi med soya og lidt wasabi sauce til. Dertil et par iskolde “XX” øller. Da forstår man, hvorfor også den gulfinnede tun er på vej mod listen over truede fiskearter…

6. Blåhaj

Tophastighed: 69 km/t

Enhver, der har set en blåhaj – helst levende og i vandet – er klar over, at her står vi over for en rigtig hurtigsvømmer. Prionace glauca er en af de smukkeste hajer, vi har – dertil den hurtigste af dem alle. Med en registreret tophastighed på 69 km/t er den næsten på niveau med tunfiskene.

Blåhajen hører de subtropiske vande til, hvor den foretrækker de større dybders kølige vand. De store øjne vidner om et rigtig godt syn, og de lange finner giver den et fornemt svæv i vandet. Det er en fantastisk smuk fisk at se på – spidsnæset og indigoblå som den syner i vandet.

Blåhajen er hurtig på finnerne og vandrer langt. Men har man haft den på krogen, vil man vide, at den ikke er specielt stærk. Vil man have sig en rigtig dyst med råstærke hajer, skal må gå efter de mere kompakte sildehajer og makrelhajer.

Blåhajen kan være op til 4 meter lang og vejer da omkring 200 kg. Store blåhajer har ofte været involveret i angreb på mennesker. Sportsdykkere undgår derfor områder med mange blåhajer, der gerne lever i mindre flokke.

Mange af angrebene er ikke fatale, men det er aldrig rart at blive bidt af noget, der er dobbelt så stort som én selv. Og som kan svømme mange gange hurtigere…

7. Bonefish

Tophastighed: 64 km/t

14825-141

Jeg blev oprigtigt glad, da jeg så min elskede bonefish Albula vulpes på hurtigsvømmernes Top Ti liste. Jeg vidste, at den måtte være med i opløbet, når den som ingen anden fisk på sin størrelse kan tømme et fluehjul for bagline på få sekunder.

En syvendeplads er rigtig flot for en fisk, der aldrig overskrider meteren – som i regelen er tættere på det halve. Og så er det en rigtigt sød fisk – i hvert fald af udseende – med bløde læber og karakteristisk sort overskæg á la Bob Dylan.

Det er dog ikke sikkert, at krabber og rejer har helt den samme opfattelse, når de pludselig befinder sig i bonefiskens tandløse mund. Next stop er nemlig de knuseplader, som findes på vej ned i maven…

Det kan ikke undre, at bonefish er blandt verdens allermest populære sportsfisk. Det er en smuk fisk, der færdes i mindst lige så smukke omgivelser. Hvem holder ikke af at vade rundt i krystalklart og turkisblåt vand, der er 25 grader varmt – med en sval brise i den 30 grader varme luft? Så er det svært ikke at holde af bonefish!

Bonefish har kun ét forsvarsmiddel på det ultralave vand, hvor de lever det meste af deres liv: Fart. Fart og flugt mod det beskyttende dyb uden for flats’ene, hvor de fouragerer. Vorherre har til formålet forsynet dem med en sølvskinnende torpedoformet krop, der er belagt med et tykt slimlag til at mindske vandmodstanden mest muligt.

Faktisk er det kun store barracudaer eller endnu større hajer, der er i stand til at svømme bonefish op ved deres max speed på 64 km/t. Og dem kniber det altså at få plads på de ofte kun 10-20 cm dybe vand, hvor bonefishens misundelsesværdigt flade mave er en uvurderlig fordel.

8. Sværdfisk

Tophastighed: 63 km/t

Sværdfisken Xiphias gladius lever om nogen op til både sit danske og sit latinske navn. I modsætning til sejlfisk og marliners spidse spyd bærer sværdfisken rundt på et rigtigt sværd – bredt, tungt og skarpt. Af samme årsag bærer sværdfisken kælenavnet ”broadbill” mange steder.

Sværdfisken er en kompakt hurtigsvømmer, der kan blive knap 5 meter lang ved en vægt af 650 kg. De kolossalt store øjne vidner om et godt natsyn, hvilket harmonerer fint med sværdfiskens levevis: Meget dybt i dagtimerne og højt oppe om natten.

Man regner med, at kun godt en snes af de mere end 30.000 kendte fiskearter er i stand til at højne kropstemperaturen i forhold til vandet. Eksempelvis kan både sildehaj, tun og marlin hæve temperaturen i deres svømmemuskler adskillige grader og dermed øge præstationen. De allerfleste fiskearter må i stedet nøjes med at have eksakt samme kropstemperatur som det omgivende vand.

Sværdfisken er en af de meget få andre fisk, der også behersker dette lille varmeveksler-trick. Således er det målt og dokumenteret, at temperaturen i hjerne og øjne på en sværdfisk kan være både 10 og 15 grader højere end det omgivende vands.

Dette øger sværdfiskens syn betragteligt og sætter den i stand til at jage under forhold, kun få andre fisk kan håndtere. At den så også er en af havets virkelige hurtigsvømmere – bevæbnet med et imponerende sværd – skader naturligvis ikke!

9. Tarpon

Tophastighed: 56 km/t

14825-xxaa21

Jeg vidste, at den sølvskinnende tarpon Megalops atlanticus nødvendigvis måtte være at finde blandt hurtigsvømmernes Top Ti. Uden en betragtelig topfart ville den aldrig være i stand til at springe meterhøjt ud af vandet, gentagne gange og umiddelbart efter hinanden.

Med 56 km/t måtte tarponen se sig slået af sin mindre slægtning, der ofte træffes på de samme flats: Bonefish’en. Sidstnævnte bruger farten til flugt – førstnævnte til de spektakulære spring.

Hvor bonefish typisk er tæt knyttet til bunden, er tarpon i stedet tæt forbundet med overfladen. De er nemlig – som nogle af de ganske få fisk – i stand at udnytte luftens indhold af ilt ved at sluge luft i overfladen. Når de efterfølgende dykker, efterlader de sig et synligt spor af små luftbobler, der undslipper. Og som samtidig afslører de ofte meget store fisk.

Hvor bonefish over 5 kg betragtes som store og 10 kg er det absolut maksimale, dér brillerer tarpon ved at kunne blive mere end ti gange så store. Faktisk er 50 kg’s fisk mange steder ikke usædvanlige, og fisk i 100 kg’s klassen landes regelmæssigt.

Alle ligner de tandløse sild, som blot har fået en dosis vækstfremmer og en toptrimmet turbolader!

10. Tigerhaj

Tophastighed: 53 km/t

Jeg havde forestillet mig, at mako’en eller makrelhajen ville være at finde på Topfartens Top Ti, for det er nok den vildeste haj, man kan have på krogen. I hvert fald den, der oftest springer helt ud af vandet under fighten. Enkelte steder kan man da også se udokumenterede svømmehastigheder på op mod 90 km/t for makrelhajens vedkommende.

Holder det stik, rykker mako’en straks op på en udelt andenplads blandt havets hurtigsvømmere. Men nej. Vi holder os til de dokumenterede tal. Makrelhajen bliver da slået af tigerhajen Galeocerdo cuvier.

Tigerhajen har fået navn efter sine pletter og striber, der dog aftager meget med alder og størrelse. Det er måske den hajart, der er mest frygtet – såvel over som under vandet. Dag som nat. Tigerhajen har nemlig et ekstra lysreflekterende lag bag nethinden, som giver den et fremragende natsyn.

Det er en stor og muskuløs fisk, der kan svømme op til 53 km/t og ofte vejer over 500 kg, mere end 5 meter lang. Fra Australien kendes et monster på 1.524 kg, sølle 5,5 meter lang. Den var ganske vist gravid, men alligevel.

Tigerhajen er kendt for sin aggressivitet og ukritiske forhold til, hvad den måtte sætte sine mange og spidse tænder i. Selv de kække delfiner frygter og undgår tigerhajer, der har haft såvel gamle bildæk som plastdunke og andet godt i den altid sultne mave. Og selv store hvaler kan ikke vide sig sikre, hvis der er tigerhajer i farvandet.

Men ikke nok med det. Tigerhajen er også blandt de hajer, der oftest optræder i statistikken, når det gælder hajangreb på mennesker. Dens forkærlighed for lavt vand gør kontakten hyppigere end for flere af de øvrige arter på listen. Den ligger således på andenpladsen, hvad angreb på mennesker angår – midt mellem hvidhaj og tyrehaj på henholdsvis første- og tredjepladsen.

Omkring Hawaii er det ikke usædvanligt at finde husdyr som heste, køer og får samt hunde og katte i maven på store tigerhajer. En topfart på over 50 km/t gør det umuligt at undslippe en sulten tigerhaj..

Højt at flyve – dybt at synke…

Vi har allerede diskuteret forskellen på absolut og relativ tophastighed, og ovennævnte Top Ti er som nævnt baseret på absolut tophastighed – uanset fiskens størrelse.

Kigger man imidlertid på den relative tophastighed – altså fart i forhold til størrelse – bliver det svært at komme uden om flyvefisk af slægten Exocoetidae. Denne slægt tæller omkring 50 arter, der alle er beslægtede med vor hjemlige hornfisk.

Flyvefiskene gyder omkring flydende objekter i overfladen – det være sig drivtang eller løsreven mangrove. Æggene synker siden ned i vandet og klækkes på stor dybde. Der er i sandhed tale om en fisk, der både flyver højt og synker dybt!

Når flyvefisken forskrækkes – af rovfisk eller skibe – sprinter den ud af vandet med finnerne tæt ind til kroppen. I samme sekund den har forladt vandet, spredes de gigantiske finner ud som stive svæveplaner. Flyvefisken flyver altså ikke – den svæver.

Under flugten og gennem luften kan flyvefisken nå en dokumenteret fart på 70 km/t – det samme som vore hjemlige katamaranfærger, når gasturbinerne kører med fuld kraft. Højden over vandet kan være op til to meter – nok til, at flyvefisk regelmæssigt lander på dækket af store skibe, der ligger dybt med tung last.

I bedste fald kan flyvefisken svæve flere hundrede meter gennem luften. Det sker, når den rider på luften foran en stor bølge. Og da den sjældent bliver meget større end 40 cm, er flyvefisken den klare vinder, hvad relativ topfart angår.

Men så svømmer den jo ikke. Den svæver. Og så er det vel snyd eller hvad? I så fald må vi kåre den elskelige bonefish som vinder. Den svømmer i hvert fald!

Se BBC´s fantastiske optagelser af flyvefisk i leg her. Det er leg med døden, når man jagtes af guldmakreller fra neden og fregatfugle fra oven – samtidig:

https://www.facebook.com/intothebluetv/videos/1201673946572026/

© 2014 Steen Ulnits

Giv fisken en gang røg!

IMG_0409

Intet smager så godt som den fisk, man lige selv har fanget. Det skulle da lige være den, man også selv har røget!

Mange lystfiskere har aldrig prøvet at røge deres egne fisk, og det er synd. Rigtig synd.

Dels er det langt lettere, end mange tror, Og dels smager det forrygende godt. Endelig har man mulighed for at blive en hel helt blandt familie og venner. Så hva’ dælen nøler du efter?

Røgeovne fås i flere størrelser og udførelser. Fra store, semiprofessionelle røgskabe, der klarer langt over eget forbrug. Til små transportable sager med skydelåg, som til nød kan være i en stor rygsæk og dermed tages med på fjeldturen.

For os lystfiskere, hvis fangster normalt er mere moderate, står valget i regelen mellem to størrelser: En lille og billig model i lakeret stål, som ruster med tiden. Og så en noget større i rustfrit stål, som naturligvis ikke gør.

Begge modeller kan fås i mange forskellige fabrikater – fra den eller de samme kinesiske fabrikker. Trods det kan prisen variere ganske meget, så det svarer sig at shoppe lidt rundt, førend man beslutter sig og investerer.

Skal man ikke lige have røgeovnen med i fisketaske eller rygsæk, bør man satse på den store rustfri model. Den får man glæde af i mange år – i sommerhuset, på terrassen eller ved stranden. Den er ikke større, end at den nemt kan medtages i bilen. Og stor nok til, at man kan beværte flere end kun sig selv.

Sådan røger du

Her følger kort fortalt, hvordan man bedst bruger sin nyanskaffede røgeovn. Når man har fået lidt erfaring, kan man eksperimentere med tider og mængder og dermed sætte sit eget præg på det endelige resultat. Det kan der komme mange sjove oplevelser ud af!

  • Åbn røgeovnen og læg et tyndt lag røgsmuld i bunden, der kun lige akkurat skal dækkes. Bundpladen skal helst skinne igennem smulden. 
  • Regn med, at der går omkring 10 gram smuld til hver rygning.
  • Anbring dernæst drypbakken oven på smulden.
  • Placer nu risten med den rensede og saltede fisk i ovnen og luk låget tæt. Også luftspjældet skal være lukket her i starten.
  • Fyld nu de to beholdere halvt op med sprit og placer dem på et ikke brændbart underlag – gerne en flad flise, sten eller klippe. 
  • Stil nu yderrammen op, så åbningen vender bort fra vinden. Antænd spritten og placer røgeovnen oven på yderrammen.
  • Vent, til spritten er brændt ud. Det tager typisk under 10 minutter. Herefter åbnes luftspjældet.
  • Vent yderligere 5 minutter, hvorefter låget forsigtigt tages af røgeovnen.
  • Fiskene er nu klar til at spise og smager forrygende godt!

Kolde øller er det perfekte supplement til varme, nyrøgede fisk! Hvis man ikke lige foretrækker kølig hvidvin. Begge dele kan med fordel indtages på fisketuren – efter nogle timers afkøling i fiskevandet.

Det bliver smagen med garanti ikke ringere af!

Steen Ulnits

 

Sværd, spyd eller sav?

Hornfisk

Flere fisk er født med et spyd, et sværd eller sågar en sav længst fremme over munden. Men hvad bruger de egentlig denne drabelige hovedpryd til?

Nogle af verdens største rovfisk har ikke kunnet nøjes med en tandbesat mund som de allerfleste andre rovfisk. Nej, de måtte absolut have noget mere dramatisk længst fremme på hovedet.

Herhjemme kender vi det fra en af vore almindelige sommergæster, hornfisken, der jo ikke ligefrem er nogen farlig gigant. Det er til gengæld fisk som sejlfisk, marlin, sværdfisk og den sjældne savfisk, der kan veje flere hundrede kilogram. Fisk med spyd, sværd eller sav ser imponerende ud, men hvad bruger de egentlig deres våben til?

Hornfisk

Hornfisken er en fast sommergæst, som kommer til vore indre farvande for at gyde på lavt vand mellem tang og ålegræs. Æggene fæstnes til sten og planter med fine tråde, og deres antal er ikke stort i sammenligning med andre af havets fisk.

Gydningen foregår ofte under stort postyr, idet fiskene cirkler rundt i overfladen – ofte med næbbet stikkende ovenud af vandet – hvor de ikke ænser andet end hinanden. Hornfisken er ellers en sky fisk, der nyder godt af sit skarpe syn. De små hornfisk forbliver inde på lavt vand sommeren igennem, hvor der er rig lejlighed til at iagttage de nu langnæbbede fisk.

Allerede ved en længde på 5 cm er den karakteristiske lange underkæbe vokset ud. Overkæben er dog stadig kort. Yderst på den lange underkæbe har hornfisken en lille følsom hudfold, som den bruger til at plukke smådyr på bund og planter.

En meget stor del af hornfiskens føde udgøres da også af tanglus og tanglopper, men med stigende størrelse begynder småfisk som hundestejler og yngel af sild, brisling og tobis i stigende grad at gøre sig gældende.

Først når hornfisken jager småfisk, gør den som sine langt større brødre: Den slår med næbbet til byttefiskene, som bedøves og derefter er lette at fange. Det er disse slag, man mærker, når man spinnefisker efter hornfisk med lange og slanke blink. 14825-xxaa5 Marlin

Når man troller efter havets storvildt, er det ofte den sorte, blå eller stribede marlin, man er ude efter. Det er havets hurtigsvømmere og giganter, som kan nå vægte på flere hundrede kilogram.

Det er også fisk, som for alvor udnytter deres runde og spydlignende næb under jagten på føde. Deres fødefisk udgøres ofte af silde- og makrellignende stimefisk, som er ideelt bytte til netop denne jagtform. Når stimen af byttefisk angribes, pakker den tæt sammen, så det er svært for rovfsk at udskille enkelte byttefisk.

Det er en effektiv beskyttelsesmekanisme over for de fleste rovfisk, men ikke overfor fisk som store marlin eller mindre sejlfisk. De svømmer helt enkelt ind i stimen og slår om sig med næbbet, hvorved flere byttefisk rammes, dræbes eller slås bevidstløse. Herefter er det en smal sag for de store spydfisk at svømme tilbage og samle de ramte fisk op.

Under trolling efter marlin ud for Cuba har jeg to gange haft den store oplevelse at overvære, hvordan angrebet på agnfisk eller blæksprutter finder sted.

Først ser man den store brune fisk dukke op af det koboltblå og ofte kilometerdybe vand. Derefter forsvinder fisken i dybet for pludselig at dukke op af dybet lige bag agnet. Med et enkelt velrettet slag af spyddet slås agnfisken højt ud af vandet, så den ofte flyver flere meter gennem luften. Herefter forsvinder fisken igen ud af syne – blot for at dukke op igen sekunder eller minutter senere.

Det er sindssygt spændende at overvære. Når marlinen har slået agnfisken ud af vandet, stopper skipper straks båden og matrosen frikobler det store hjul. Tilbage står kun at vente. Og vente. Lige indtil den frikoblede spole begynder at klikke. Marlinen er vendt tilbage og har samlet den bedøvede agnfisk op.

Den får lov at løbe lidt, inden man kobler spolen til, strammer op og kroger fisken. Da bryder helvede løs, og man er sikret fast arbejde i den næste time eller to…!

Sværdfisk

Hvor sejlfisk og marlin normalt færdes i de tropiske og subtropiske verdenshaves øverste vandlag, dér træffes den imponerende sværdfisk i regelen længere nordpå og langt længere nede i vandsøjlen.

Man kan ganske vist opleve, at sværdfiskene ligger og soler sig i overfladen, men da er de ikke til at fange. Da interesserer de sig slet ikke for føde, men fokuserer i regelen mere på at sikre slægtens beståen.

Sværdfiskens kolossale øjne vidner om et liv i mørket på store vanddybder, hvor den ofte jager om natten. Sværdfisken går naturligvis ikke af vejen for en stime småfisk, hvis den falder over dem, men meget ofte er det i stedet sejlivede blæksprutter, der står på menuen. Og her har den virkelig brug for sit imponerende sværd, der måler mere end en tredjedel af fiskens totallængde.

Der er tale om et bredt og fladt sværd, som er ganske skarpt på siderne. En konstruktion, der er langt mere hårdfør og kraftfuld end marlinernes korte og runde spyd, der næppe ville kunne slå en velvoksen blæksprutte ud af kurs. Men et godt slag med det lange og brede sværd er mere, end de fleste blæksprutter kan klare!

Der findes veldokumenterede historier om marliner, der – sikkert ved en fejltagelse – med deres spidse spyd har gennemboret rælingen på mindre både. Tilsvarende er der historier om store sværdfisk, der i kroget tilstand har dykket så hurtigt og dybt, at de har boret sværdet langt ned i bunden. Desværre er det svært at dokumentere den slags hændelser, men det lyder bestemt ikke usandsynligt!

Savfisk

Til de allermest eksotiske fisk i denne verden hører den sjældne savfisk, der ligner noget fra Jurassic Park. Er der en fisk, som lever op til sit navn på de allerfleste sprog, så er det savfisken. Et lyslevende, omend nu udryddelsestruet levn fra fortiden. En underlig mellemting mellem en haj og en rokke – kæmpestor og så forsynet med en fantastisk sav fortil!

Savfisken er således ingen spyd- eller sværdfisk – trods den imponerende sav. I stedet er den en bruskfisk i lighed med haj og rokke – en fisk, som tidligt i sin udvikling valgte brusk frem for ben til sit skelet. En konstruktion, som gjorde den både let og meget smidig og samtidig overflødiggjorde de tungere benfisks svømmeblære.

Men så ophører lighederne også. Savfisken har fået sit navn efter det store og savtakkede sværd, den bærer forrest på hovedet. På begge sider er det forsynet med lange og sylespidse pigge, man skal holde fingrene langt fra.

Dette gælder ikke mindst den største af de seks arter af slægten Pristidae, som kan blive op mod 7 meter lang og veje op mod 2 tons. Der er dog ingen fuldt dokumenterede eksemplar i denne størrelsesorden, da disse giganter desværre hører fortiden til. Men den er god nok!

Trods sit barske udseende er savfisken en ganske fredelig fisk, der primært bruger saven til at rode i bunden med, når den søger føde – sekundært som forsvarsredskab. I sidstnævnte tilfælde slår den vildt om sig med saven, hvilket altid sikrer den stor respekt!

Sværdet bruges til at bedøve, dræbe eller spidde byttet med. Det er uhyre følsomt og forsynet med utallige elektroreceptorer, som registrerer selv det spædeste levende liv – så savfisken kan æde det! Her ser man det tydelige slægtskab med både hajer og rokker, som også er godt besat med elektroreceptorer. Lugtesansen er formidabel, men synet så som så. Man kan ikke få det hele…

Savfisken kaldes på dansk ofte savrokke, da den er nærmere beslægtet med rokker end med hajer – trods den langstrakte krop. Slægtskabet med rokkerne afsløres dels af de store brystfinner, som savrokkerne bruger til at ligge på bunden med – dels af gællespalterne, der i lighed med rokkernes sidder på undersiden af kroppen. Hajernes er som bekendt placeret på siderne.

Man skal ikke skue hunden på hårene – eller fiskene på næbbet! Sidstnævnte kan således se meget forskelligt ud og bruges til endnu flere forskellige formål. Men imponerende er det altid!

© 2014 Steen Ulnits

Hajernes forunderlige verden

Hajer er fantastiske dyr. De fleste har set ud, som de gør i dag, i mere end 100 millioner år. Det ved vi fra fossile fund af hajer. Hajerne har meget tidligt nået et så højt udviklingsstadie, at de faktisk var perfekte. Der var ikke brug for yderligere udvikling.

Hajerne valgte tidligt at gøre tingene anderledes end benfiskene. De valgte et let og smidigt bruskskelet i stedet for et tungere af ben. Og de droppede svømmeblæren til fordel for en fedtrig lever med indbygget opdrift. Endelig klarer de saltbalancen med urinsyre i blodet – i stedet for benfiskenes aktive og energikrævende saltudskillelse eller -optagelse.

Men ikke nok med det. Ny forskning viser, at hajerne i tilgift har et overordentlig eksotisk sexliv med mange forskellige partnere.

Læs mere herom i artiklen “Hajernes forunderlige verden”.

Hajernes forunderlige verden

Hajer dominerede havene

Farvandet omkring England og Frankrig vrimlede i Kridttiden med hajer, der lignede vore dages på en prik. Og Kridttiden ligger altså op mod 150 millioner år tilbage!

Undergrund fra sen kridttid indeholdt således fossile eksemplarer af hele 96 forskellige hajarterdisse hajer, heraf 18 hidtil ukendte. Det fortæller Journal of Systematic Paleontology. Disse hajer levede i datidens nordeuropæiske hav for 100 til 70 millioner år siden. En tid, hvor verdens landmasser lå meget tættere på hinanden, end de gør i dag.

Hajernes kropsform og struktur stabiliserede sig for tydeligvis 140 millioner år siden og har kun udviklet sig marginalt siden da. Så bortset fra nogle få familer, som er uddøde undervejs, ligner vore dages hajer sig selv rigtig godt. De nåede således perfektion for 140 millioner år siden og har derfor ikke haft brug for videre udvikling.

Flere af Kridttidens hajarter har endda næsten direkte efterkommere, som er let genkendelige, heriblandt havengle, pighajer, hundehajer og sandtigerhajer med flere. Man skal betænke, at klimaet i Kridttiden var mildere end i dag og forskellene mellem nord og syd mindre.

Den største af Kridttidens hajer tilhørte slægten Cretoxyrhina og kunne blive op til 6 meter lang. At dømme fra de fossile rester har den af kropsbygning mindet meget om en stor hvid haj. En kompakt sag, altså.

De fossile fund viser således, at der var rigtig mange forskellige hajer i Kridttiden, og at det derfor ikke var høg-over-høg, men haj-over-haj. De mange hajer levede helt enkelt af hinanden – levende eller døde.

Selv de største hajer skulle dog ikke føle sig alt for sikre. Andre fossile fund viser nemlig, at der i havene også levede langt større dyr, nemlig Plesiosaurer, som var marine reptiler med tandsæt, der sagtens kunne matche hajernes!

Man må forestille sig, at de mange hajer levede i vande fyldt med søpindsvin, søstjerner, hummere og krabber samt mindre fisk og dyr, der alle kunne blive til hajføde. Kom hajerne selv for tæt på kysten, kunne de blive ædt af gigantiske krokodiller, som levede her for 100 millioner år siden.

Forskerne rapporterer afslutningsvis, at de sikkert kun har kradset lidt i overfladen med deres fund. De mener således, at mellem 60 og 90 % af datidens hajarter stadig ligger og venter på at blive fundet – og identificeret.

Havenes store vandrer

Hajer er store vandrere – hunhajer specielt og især i forbindelse med parring og fødsel. Den uovertruffen hastigheds- og distancedronning er en stor hvid hunhaj ved navn “Nicole”. En undersøgelse i tidsskriftet Science har fastslået, at hun svømmede 12.400 miles i løbet af ni måneder – fra Afrika til Australien og tilbage. Hendes rejse var den første dokumenterede tur-retur havkrydsning foretaget af en haj.

TV-kanalen Discovery afholder hvert år sin såkaldte “Shark Week”, hvor man fokuserer på de fantastiske, men samtidig stærkt truede hajer. Nedenstående er et udpluk fra seneste Shark Week, der som altid havde mange både skræmmende og fascinerende optagelser at byde på. Som bød på ny viden om de urgamle bruskfisk.

For nylig vandrede en mærket makrelhaj med navnet “Carol” ikke mindre end 8.265 sømil i løbet af 6 måneder. Dette ifølge New Zealands National Institute of Water and Atmospheric Research. Makohajer er ifølge instituttet verdens hurtigste hajer, der kan svømme op mod 90 km/t. Den høje fart sætter dem i stand til at springe højt ud af vandet, når de er på krogen.

Blåhajer migrerer jævnligt tværs over Atlanterhavet. Det har mærkning af hajerne dokumenteret. En undersøgelse fra Universidade Federal Rural de Pernambuco og University of Florida overvågede således en blå haj mærket ud for Brasilien og genfandt den i Afrika 87 dage senere. Desværre er blåhajen også den hyppigst fangede hajart i det sydlige Atlanterhav, og desværre er der behov for en bedre beskyttelse af denne smukke hajart.

Hvalhajer lever i farvandet ud for 124 lande, men de synes især at holde af Australien. Ifølge Australiens Institut for Bæredygtighed, Miljø, Vand, Befolkning og Fællesskaber, svømmer hvalhajer mindst 15 sømil om dagen. Og nogle tilbagelægger regelmæssigt i hundredvis af sømil. Enkelte hvalhajer fra Ningaloo Marine Park i Australien har således svømmet helt over til Juleøen i Polynesien, en rejse på over 1.200 sømil.

Store hvide hajer har sandsynligvis ikke tid til ferie, men de kender alligevel til nogle af de mest populære feriesteder. En nylig undersøgelse, afrapporteret i Journal of Marine Biology, fastslår således, at store hvide hunhajer regelmæssigt gennemfører en 2-årig vandring fra Mexico, hvor de parrer sig, over Californien og Hawaii, før de slutter rejen ved Baja, Californien. Her føder de deres unger, førend de vandrer videre til Guadalupe Island.

Indtil en undersøgelse for nylig viste noget ganske andet, blev de gigantiske brugder betragtet som hjemmefødinge, der sjældent vandrede langt omkring. Forskere fra Basking Shark Study Group har nu modbevist dette. De mærkede en 5 meter lang hunbrugde ved navn “Banda” ud for Irland og lod den svømme. 3.000 sømil senere blev Banda genfundet, solende sig i de tropiske farvande ud for Senegal i Afrika.

Tigerhajen er en anden berejst hajart. Hajmærkninger foretaget af Mahmood Shivji, direktør for Guy Harvey Research Institute ved Nova Southeastern University, har fastslået, at nogle hajer svømmer fra farvandet ud for Bermuda og ind til Bahamas. Efter et ophold herinde i de varme måneder, vandrer de derefter til midten af Atlanterhavet, hvor vandet er markant koldere. Hvorfor vides ikke. Det har givet noget med føden at gøre.

Skarptandede og kompakte tyrehajer er formidable rovdyr. Det er samtidig den eneste hajart, der kan leve i lange perioder i ferskvand. I henhold til IUCN’s rødliste over truede arter er tyrehajen desværre kategoriseret som “næsten truet”. Den vides at vandre op og ned ad meget lange floder såsom Amazon, Gambia, Ganges, Mississippi, San Juan, Tigris og Zambezi. I det uklare flodvand er den ofte ansvarlig for angreb på dyr og mennesker.

Blacktip hajer, som den der ses her, vandrer hvert år sammen med spinnerhajer og andre hajarter i store flokke ned langs den amerikanske østkyst. I tusindvis af hajer er således blevet set i Florida fra januar til marts. Hajerne tager ophold i disse varmere vande indtil april, hvor de begynder rejsen tilbage mod nord. De er helt tydeligt kuldskære – stik modsat den koldtvandselskende hvide haj.

Store citronhajer stiler hvert år i hundredvis mod Florida, og de rejser lange strækninger ned langs kysten for at nå deres bestemmelsessted med det sigende navn “Lovers Lane”. Det ligger i farvandet ud for Jupiter, Florida, og er stedet, hvor hajerne samles for at parre sig. Hajerne vender i stor stil tilbage til den selvsamme lavvandede og varme lagune, hvor de selv blev født – for at føde. Det fortæller Samuel Gruber, som er ledende havbiolog ved University of Miami.

Hajernes forunderlige sexliv

Ny forskning har vist, at et enkelt kuld hajunger – levendefødte – kan have op fem forskellige fædre. Et ganske eksotisk og varieret sexliv, må man sige.

Et nyt studium har kigget dybt ned i hajernes ofte både komplicerede og komplekse familiemønstre. Hos indtil videre seks forskellige hajarter er det således almindeligt, at et enkelt kuld unger har flere forskellige fædre. Det gælder således leopardhajer, kattehajer, citronhajer, nursehajer samt den kystnære sandhaj og den skovlhovede haj, der er i familie med hammerhajen.

Den mest udbredte forklaring på hajhunnernes promiskuøse adfærd er, hvad forskerne kalder “bekvemmeligheds-polyandri”. Det er et begreb taget fra vor egen verden, hvor ordet “polyandri” dækker over en samlivsform, der tillader den enkelte kvinde at have sex med flere mænd.

Men hvor kvinden normalt selv bestemmer, hvem hun vil være sammen med, så har hajhunnerne ikke denne luksus. Hvis hun møder en brunstig han, så får han sin vilje. Hun kan naturligvis prøve at flygte, men det afstedkommer ofte mere skade end gavn – i form af gabende sår på hale og sider. Derfor går hun i regelen med til at parre sig – også selv om hun måske slet ikke er gydemoden eller har behov for det.

Forskerne fokuserede på leopardhajer ud for Californiens kyst og har afrapporteret resultaterne i Journal of Experimental Marine Biology and Ecology. Forskerne udtog DNA-prøver fra ikke færre end 449 hajunger fra 22 kuld med i snit 20 unger – normalen for leopardhajer.

I mere end 36 % af kuldene var der to forskellige fædre til ungerne. I 8 af kuldene havde hver af de to fædre lige mange unger. I de øvrige kuld var det altid en enkelt af fædrene, som var far til flest unger.

Hajhunnerne er drægtige i op til 11 måneder, hvilker et markant mere end kvindens 9 måneder. Det betyder, at hunnerne hurtigt må komme sig og finde en ny partner at parre sig med – hvis den normale årscyklus skal opretholdes – hvis hun skal kunne føde et nyt kuld unger på samme tid næste år.

Så snart hajen har født sine levende unger, er disse overladt til sig selv og naturens luner. De er derfor “født færdige” og med de nødvendige instinkter til at finde føde og undgå selv at blive ædt. Derfor parrer hunnerne sig igen hurtigt efter fødselen og meget gerne med adskillige hanner for at være på den sikre side. Og det er netop denne adfærd, som resulterer i kuld med flere fædre.

Skulle det ulykkelige alligevel ske, at hajhunnen ikke møder nogen han at parre sig med, så er nogle arter i stand til regulære jomfrufødsler á la Jomfru Maria. Det gælder således hvidplettede bambushajer.

Men dette er naturligvis både trist for hunnen og skidt for genpuljen!

© 2014 Steen Ulnits

Aktuelt 1. halvår 2015

Contents
  1. Jomfrufødsler blandt savfisk
  2. Luftangreb fra vampyrfisk
  3. Nye faunapassager
  4. Miljøet tilbage til middelalderen
  5. Sværdfisk spidder spydfisker
  6. Nestlé køber op af vandet
  7. Guld på flaske
  8. Frederikshavn sælger ud af naturen
  9. – Red vore kyster! 
  10. Hestholm Sø og Ganer Å
  11. Stenrev tager prisen
  12. – Opblødning i kampen om Tange Sø?
  13. Varmblodet dybhavsfisk
  14. Fjord til Fjord Fusker
  15. Nu 11.334 unikke brugere
  16. USA 2014:
    72 dæmninger fjernet
  17. 3D-print redder havskildpadde
  18. Randzoner røvrendt…
  19. – Don’t be evil, Google…
  20. Paven, præsterne og proselytterne
  21. Muslinger med kød på
  22. Den danske selvopfattelse
  23. En haj til at huske
  24. Müller-Lyer og bambushajerne
  25. Fra før verden gik af lave…
  26. Laksepremieren 2015
  27. – Bæredygtigt hummerfiskeri?
  28. – Bæredygtig MSC-mærkning?
  29. Illegale tun på MSC-mærkede dåser
  30. Laksepremiere!
  31. Søer og fjorde på pumperne
  32. Byfjorden som en lille Østersø
  33. Next stop: Østersøen!
  34. 200.000 undslupne regnbueørreder
  35. Lystfiskerfasaner
  36. 20 dambrug lukkes
  37. S-politiker: 
  38. – Helt OK at spise truede ål…
  39. Ny planlov for havet
  40. For 200 millioner kroner tobiser
  41. Klimabarriere forsvinder
  42. Kloge kvinder om miljøet
  43. Forbud mod fysisk forstyrrelse
  44. Stenrevene tilbage
  45. Ny nationalpark indviet
  46. Kvælstof og fosfor halveret
  47. Ålegræs som indikator
  48. Ålegræsset i fremgang
  49. Solformørkelse i morgen
  50. Geddefredningen på plads
  51. Favrskov klager over Tangeværket
  52. Pi-dag i dag
  53. Forvirring omkring fredning
  54. Brakvandsgedder fredes
  55. Høringssvar fra Randers Kommune
  56. Ans by vil suge varmen ud af Tange Sø
  57. Kommuner i strid om Tangeværket
  58. 30 år mere til Tangeværket…
  59. Tidevandkraft
  60. Pukkelhval ved Bornholm
  61. Dyk i dykænder
  62. Vagt om vort vand
  63. Den forsinkede effekt
  64. Nye vandområdeplaner
  65. Mad til muslinger
  66. Vådt og voldsomt vejr i vente
  67. Langnæbbede på langfart
  68. Truende og truede barracudaer
  69. Ny Naturplan Danmark
  70. Manhunt på ålefiskere
  71. Hajer dominerede havene
  72. Shell storforurener af Lillebælt
  73. Shell på flugt fra regningen
  74. Benzin, benzen og farvel til Shell
  75. Sickpigs.dk
  76. Brakbedraget
  77. Svinesvindelen
  78. Catch & Kill
  79. Forbud mod udsmid i kraft
  80. Nyt liv i Lillebælt
  81. Dansk akvakultur 2020
  82. Fakta om fiskeopdræt
  83. Saltvandsindsprøjtning til Østersøen
  84. Fakta om Østersøen
  85. Danmark-Tyskland: 1-1
  86. Ulven kommer!
  87. 200.000 m2 tang

* Jomfrufødsler blandt savfisk

Savfisk er nogle mærkelige fisk. Dels er de en underlig mellemting mellem hajer og rokker, som de er nært beslægtede med. Og dels har de som de eneste af bruskfiskene et langt og frygtindgydende sværd, som er savtakket – besat med mange, små sylespidse pigge på siderne.

Savfisken kan blive meget stor – se billederne her – men den er desværre også meget sjælden. I dag er den blevet så sjælden og fåtallig, at hanner og hunner har svært ved at finde hinanden og parre sig.

Nu ser det så ud til, at naturen og savfiskene har fundet en alternativ måde til reproduktion. Forskere har nemlig fundet, at hunner af den småtakkede savfisk kan reproducere sig – helt uden mellemkomst af hanner.

“Parthenogenese” hedder det i fagsproget, som de fleste i daglig tale kalder jomfrufødsler. Énkønnet formering er en anden udlægning af samme fænomen, som resulterer i levedygtigt afkom på baggrund af ubefrugtede æg. Det er en form for reproduktion, som er kendt fra padder, reptiler og fisk, men aldrig hos fugle eller pattedyr.

Man har indtil nu kun kendt til fem fiskearter, som er leveringsdygtige i parthenogenese, og alle er de hajer. Nu kan savfisken så føjes til rækken af jomfrufødende fisk – sikkert mere af lyst end af nød. Kommer der ikke en hanfisk forbi, kan hunfiskene således selv sørge for savfiskenes fortsatte eksistens.

Det er opdagelsen af DNA og fremkomsten af avancerede analysemetoder, der endegyldigt kan slå fast, at der sker jomfrufødsler blandt de nævnte fiskearter. Ved jomfrufødsel sker er jo ingen udveksling af arvemateriale. I stedet har alt afkom DNA, som er en tro kopi af moderens.

Énkønnet formering er en uhyre effektiv måde at reproducere sig på. Og altså desværre nødvendig for savfiskens fortsatte eksistens. Men metoden mangler i sagens natur den naturlige udvælgelse og udveksling af arvemateriale, som en normal tvekønnet reproduktion altid medfører. Og dermed er den begyndelsen til enden for den truede fiskeart.

25. juni 2015
Steen Ulnits

* Luftangreb fra vampyrfisk

Fire tilsyneladende luftbårne “vampyrfisk” faldt for nylig ned fra himlen i byen Fairbanks i den nordligt beliggende amerikanske delstat, Alaska.

Hændelsen skabte ifølge TV-stationen KGBT-TV bestyrtelse blandt nogle af byens indbyggerne, da den sidste af fiskene landede på en parkeringsplads foran et indkøbscenter.

Her skovlede en behjertet sjæl vampyrfisken op i en spand vand, hvor den opholdt sig, indtil personale fra Alaskas lokale afdeling af Fish and Game kom og afhentede skabningen.

Ifølge myndighederne har Fairbanks’ indbyggere intet at frygte. Fisken er artsbestemt som en arktisk lampret – en ålelignende fisk, der lokalt også betegnes som vampyrfisk. De er nemlig snyltere, som suger blod af deres uheldige værter.

Forklaringen på, hvordan de mærkelige skabninger på knap 40 centimeters længde kunne falde ned fra himlen, skal formentlig findes i lokale måger, der har fanget dem i den nærliggende Chena River – og tabt dem i luften undervejs hjem til kolonien.

Måske mågerne selv er blevet skræmt, da de så, hvad de havde fanget. For kønne er de bestemt ikke, lampretterne. De lever helt op til deres amerikanske tilnavn: Vampyrfisk…

25. juni 2015
Steen Ulnits

* Nye faunapassager

Mange forbipasserende østjyder har undret sig, når de har set store gravemaskiner køre på skrænten, hvor Rønbækken løber under Ådalsvej i Hinnerup og ved Norring Mølle.

Forklaringen er, at maskinerne graver ud til faunapassager, så fiskene kan få bedre levevilkår. Spærringer, som forhindrer fisk og andre dyr i at komme frem og tilbage mellem Gudenåen, Lilleåen og de mindre vandløb i området, skal fjernes.

I Hinnerup var Rønbækken rørlagt på skrænten. Den er nu kommet ud under åben himmel i et såkaldt omløb med snoninger ned ad bakken, hvor fiskene nu kan svømme uhindret frem og tilbage.

– Det var dog en stor udfordring at få etableret dette omløb, idet der i området er både spildevand- og drikkevandsledninger, samt el og naturgasledninger. Samtidig skulle der også tages hensyn til overfladebassinet, som ligger øverst på bakken, fortæller projektleder i Natur og Miljø ved Favrskov Kommune, Klaus Kristensen til Århus Stiftstidende.

Endelig skulle grundejerforeningerne i området også tages med på råd – ikke mindst mens arbejdet stod på. De mange lastbiler og gravemaskiner gjorde det nemlig til tider lidt problematisk at færdes på stierne i området.

I Norring arbejder gravemaskinerne fortsat i hærdigt ved Norring Mølle. Dels skal den gamle møllesø renses op, og dels skal der også laves et omløb på Norring Møllesø. Det kræver flytning af rigtig meget jord, og det er det arbejde, man kan se fra Skanderborgvej.

Til projektet hører også, at der på stedet, hvor Norring Møllebæk krydser Bølvadsvej, er fjernet et lille styrt, så der nu er fri passage. Dermed kan havørreder svømme fra havet via Gudenåen og Lilleåen helt op til Norring Møllesø og Rønbækken og gyde her.

– Nogle fisk vælger at søge ud i havet – som havørreder. Andre bliver i åen og er så bækørreder. Men jo flere spærringer der er, desto sværere bliver det at komme frem og tilbage mellem å og hav, og dermed er det svært at opretholde et varieret dyreliv, forklarer Klaus Kristensen.

De to projekter har hver kostet omkring et par mio. kr. Det er staten, som betaler, idet projekterne er en del af statens vandplan-projekter.

25. juni 2015
Steen Ulnits

* Miljøet tilbage til middelalderen

– i hvert fald med Blå Blok ved roret. Sidste efterår fremlagde Blå Blok nemlig en færdig pakke med 16 konkrete forslag til at hjælpe dansk landbrug. Blandt andet vil man øge den tilladte mængde af udledt kvælstof med 10.000 tons og samtidig ændre loven tilbage, så vandløbs primære formål atter bliver at fjerne vand fra landmændenes til ukendelighed drænede marker.

Blå Blok varslede dengang, at pakken ville blive implementeret, såfremt den nuværende opposition vinder det forestående valg. Dansk miljøpolitik tilbage til Middelalderen. Og det endda med opbakning fra Det Konservative Folkeparti, som tidligere – med Connie Hedegaard ved roret – var mere miljøvenlig og miljøbevidst end de fleste partier i Rød Blok…

Det sidste kvarte århundrede har det danske vandmiljø langsomt, men sikkert forbedret sig. Vandet er blevet klarere, og ålegræsset er så småt begyndt at vise sig igen i vore fjorde. De årligt tilbagevendende iltsvind med efterfølgende fiskedød er tilsvarende blevet færre.

En øget udledning af kvælstof vil bombe dansk vandmiljø tilbage til stenalderen og ødelægge frugterne af de mange, mange millioner, som det danske samfund har investeret i et bedre miljø under vandoverfladen. Det, man ikke kan se med det blotte øje. En kirkegård efter landbrugets mangeårige udledninger af kvælstof og fosfor fra de overgødede og gyllevandede marker.

En stemme på Blå Blok er derfor en klar stemme mod vandmiljøet. Blå Blok gider ikke høre mere vrøvl fra folk og forskere, der vægter et rent vandmiljø højere end sorte tal på bundlinjen efter overdreven låntagning, excessive jordopkøb og en aldeles uvedkommende spekulation i schweitzerfrank…

Man behøver således ikke at være til rød politik for at stemme på Rød Blok. Det er i stedet en stemme på naturen og vandmiljøet. Som der stod at læse i Jyllands-Posten den 1. juni i år, så er “forskellen mellem blokkene nu frygtindgydende klar, når det gælder miljøet…”

18. juni 2015
Steen Ulnits

* Sværdfisk spidder spydfisker

Det sker, at tyren dræber tyrefægteren og ikke omvendt. At retfærdigheden ind imellem sker fyldest.

Nu er noget tilsvarende sket under vandet, hvor en kroget sværdfisk fik sværdet i en aggressiv spydfisker, som efterfølgende døde af det. Lidt lige som Krokodillemanden, der mødte sin skæbne i form af en stor pilrokke, da han blev lidt for kry. Den spiddede ham i hjertet med sin sylespidse hale.

Historien om sværdfisken, der mødte en spydfisker, er tankevækkende på mange måder. Den fandt sted i Honokohau havnen på Hawaii, hvor den 47-årige turbådsskipper Randy Llanes fik øje på en lille (af sin slags) sværdfisk, som svømmede omkring mellem skibene. Det skulle den ikke have gjort. Resolut hoppede han i vandet og skød fisken med sin harpun.

Ifølge politiet skete der efterfølgende det, at den spiddede sværdfisk fik viklet sig omkring en ankerkæde. Fanget her gik den til angreb på Randy, som blev ramt øverst i brystkassen af det brede sværd.

Tilskuere på havnen fik ham halet ud af vandet, og i ambulance med udrykning blev han transporteret til Kona Community Hospital. Men da var det allerede for sent. Sværdet havde ramt ham så uheldigt, at han ikke stod til at redde. Randy efterlader sig kone og én søn.

Senere blev den nu døde sværdfisk fundet i havnen og vejet. Den var 20 kg tung og målte 2 meter, sværdet inklusive. Ironisk, at en så lille fisk skulle blive Randy’s banemand. Dagen før var han således selv blevet banemand for en stor marlin på 500 pounds – 225 kg.

Vidner fortæller til pressen, at Randy Llanes var en aggressiv type, der var mere frygtet end respekteret over hele havnen. – Så måske han bare mødte sin skæbne og fik løn som forskyldt?

Synd blot, at også den lille sværdfisk måtte forlade de evige fiskebanker…

17. juni 2015
Steen Ulnits

* Nestlé køber op af vandet

Vi kender alle den schweitziske fødevaregigant Nestlé fra produkter som nudler, babymad og meget, meget andet. Googler man på Nestlé, dukker der imidlertid også artige sager som giftig babymad og forurenede nudler op…

Natten til den 26. december 1999 gik det galt på Nestlé fabrikken i Hjørring. En ledning sprang læk, og 30 tons kaustisk soda – også kaldet natriumlud – løb ud i kloakken, videre gennem rensningsanlægget og til sidst ud i Liver Å.

Bakterierne, der står for rensningen af spildevandet i rensningsanlægget, døde, og det samme gjorde alt liv i Liver Å, der udmunder i Vesterhavet nogle få kilometer syd for Hirtshals. Efter i nogle år at have haft den tvivlsomme hæder at være et af dette lands mest forurenede vandløb har Liver Å i de senere år haft en så god vandkvalitet, at ørreder har kunnet trives i den.

Fiskene døde, og det var man forståeligt nok godt sure over i Sportsfiskerforeningen for Vrå og Omegn, som har fiskeretten i den nordjyske å. Foreningen meldte derfor Nestlé til politiet for miljøsvineri. Nestlé kaldte selv nonchalant sagen for et “hændeligt uheld”…

I dag ved vi dog, at Nestlé har fået et helt andet forhold til vand. At det ikke længere blot kan bruges til at lede spildevand ud i. Nej, rent vand kan nemlig sælges for kurfyrstelige summer, når først der er mangel på det…

17. juni 2015
Steen Ulnits

* Guld på flaske

Privatisering af vandet fører ikke alene til højere priser på forbruget. Dette monopol fører til, at millioner af fattige helt mister adgang til drikkevand, der nu kun kan købes på flaske til priser langt, langt over ”normalen”. Fra 300 – 2.000 % højere pris end vandhanevand…

Nestlé er ikke blot en af verdens fødevaregiganter. Nestlé en også af verdens store vandtyve. Det multinationale firma har nemlig sat sig på vandrettigheder verden over – fra USA til Etiopien, Pakistan og Nigeria. Jordområder med grundvandskilder opkøbes, og vandrettighederne monopoliseres.

I 2004 fik Nestlés oppumpning af vand fra et resovoir i Freyburg, Maine, USA byens egen vandforsyning til at tørre ud. Indbyggere organiserede sig, og da Nestlé året efter annoncerede endnu en boring, og bystyret i Freyburg havde givet tilladelsen, appellerede gruppen i henhold til byens vedtægter afgørelsen og fik medhold.

I årene herefter sagsøgte Nestlé byen fem gange og endte med at vinde i 2010. Beboerne kunne ikke blive ved at hamle op med det kapitalstærke Nestlé, der havde midlerne til at føre den ene retssag efter den anden. Lidt som at være ene mand oppe mod Skattevæsenet…

Mens indbyggerne i en by som Hillsburgh i Ontario i Canada har restriktioner på deres almindelige vandforbrug i tørre somre, trækker Nestlé 1,1 nu million liter vand op om dagen, transporterer dem til nabobyen og fylder dem på flasker til salg.

På World Water Forum i 2000 fik Nestlé gennemført, at vand ikke er at betragte som en menneskeret, men som et ”behov”. Et behov, der naturligvis kan dækkes af Nestlé. Et spil om ord, men en kamp om kroner. Mange kroner. Vand er jo, når det kommer til stykket, meget mere værd end olie…

Og mens staten Californien lige nu kæmper mod tørke og vandmangel, gnider Nestlé sig i hænderne. De har nemlig opkøbt store arealer med massive vandforekomster. Og de har da bestemt ikke tænkt sig at sænke eget vandforbrug til landbrugsproduktion.

Det vil jo gå ud over indtjeningen, der er bedre end nogensinde…

17. juni 2015
Steen Ulnits

* Frederikshavn sælger ud af naturen

Frederikshavn kommune planlægger at sælge mere end 250 hektar kommunalt ejede naturområder. Det bliver en grå og sort kommune, mener en lokal jægerrepræsentant.

Fem naturområder sælger Frederikshavn Kommune. De områder, der er sat til salg, er Hulsig Hede, Nielstrup Plantage, Jerup Plantage og naturarealer i Kæret ved Frederikshavn og Tinesvej i Skagen. Det største område er Hulsig Hede på cirka 190 hektar.

Jægerne er stærkt kritiske over for Frederikshavn kommunes plan om at sælge ud af de kommunalt ejede naturområder:

– Når kommunen nu påråber sig at være en grøn kommune, så forsvinder det grønne i mine øjne ved sådan et frasalg, og det bliver til en grå og sort kommune, hvor der kun er fortov og asfalt tilbage. Det siger repræsentanten for 1.900 jægere i Frederikshavnsområdet, Erik B. Andersen.

For det kan være begyndelsen til et større udsalg af kommunal natur, og det vil begrænse adgangen både for jægere og andre borgere, frygter Erik B. Andersen.

– Det, vi har fået af vide af kommunes embedsmænd, er, at de har fået af vide at politikerne, at de skulle lave denne her salgsopstilling af de fem områder, der er sat til salg. Hvis det skulle vise sig at være en økonomisk succes, så vil de ikke udelukke, at det fortsætter, så vil der komme andre områder i spil, siger Erik B. Andersen.

Det er ikke tilladt at færdes uden for skovveje og stier i privatejede skove. Ligesom der kun er adgang fra klokken 6 til solnedgang. Frasalg og privatisering af kommunalt ejede naturområder vil således medføre en stærkt begrænset adgang til naturen for offentligheden.

17. juni 2015
Steen Ulnits

* – Red vore kyster! 

Lige nu er der mange steder initiativer i gang, som skal tillade byggeri i den ellers byggefredede 300 meter zone langs vore smukke kyster. Hensigten er at sætte gang i UdkantsDanmark og skabe nye arbejdspladser her.

Men, men, men… Ni ud af ti danskere ønsker ifølge Danmarks Naturfredningsforening ikke nye vandlande i strandkanten. Og det gør turisterne heller ikke. Det er netop de uberørte kyster, som trækker. Og der er jo vandlande nok inde i landet.

Hvis man som jeg har rejst rigtig meget, ved man, at ubebyggede kyster som de danske er noget helt unikt. Man ved også, at det ikke er den lokale befolkning, der nyder godt af en udbygning af kysten. Det gør kun et fåtal lokale matadorer.

Det vidste også Eagles, da de i 1976 og på hitpladen “Hotel California” lancerede sangen “The Last Resort (Paradise)”:

“Some rich men came and raped the land, 
Nobody caught them,
Put up some ugly boxes, and Jesus,
Somebody bought them”

Det er præcis det, der er ved at ske nu – med støtte fra såvel Rød som Blå Blok. Strandbeskyttelseslinjen var 100 meter i 1937 og blev i 1999 af fremsynede politikere udvidet til de nuværende 300 meter.

Nu er der så planer om at bygge helt ud til kysten flere steder. Stop dette vanvid og skriv under på protesten på websitet www.300meter.nu

– It’s high time, folks. Når første spadestik er taget, er det for sent! For altid…

10. juni 2015
Steen Ulnits

* Hestholm Sø og Ganer Å

Alt for mange småfisk går til i Hestholm Sø. Men det kan undgås, hvis Ganer Å bliver lagt om, mener en biolog.

Hestholm Sø blev skabt omkring årtusindskiftet, da Naturstyrelsen ønskede genskabe den oprindelige natur i ådalen ved Skjern. Den nye sø har fra starten tiltrukket masser af ynglefugle, som imidlertid gør livet surt for de mange fisk, der lever i området.

– På daglig basis ligger der 200-300 skarver på øerne derude. De er nogle rigtig dygtige jægere, og smolt (udvandringsklare ørreder og laks) er det, de har øverst på menuen lige nu, fortæller fra Kim Iversen, biolog ved Danmarks Center for Vildlaks i Skjern.

Fiskeyngelen, der trækker fra åen ud i fjorden og havet, kan ikke undgå at komme gennem søen på deres vej. Men DTU Aqua har tidligere påvist, at op mod 80-90 procent af fiskeynglen går til i lavvandede engsøer. Derfor foreslår Kim Iversen nu, at man leder en del af Ganer Å uden om Hestholm Sø:

– I forhold til hvor mange penge, vi allerede har brugt på Ganer Å med bl.a. laks og havørred som løftestang, så behøver det her ikke at blive et særlig dyrt projekt, lyder det fra biologen.

Der er tale om en gammel problemstilling, som har været kendt og diskuteret siden retableringen af Skjern Å tog fart i 1980’erne. Alle ved, at der sker en voldsom prædation på nedtrækkende smolt, når og hvis de passerer gennem søer med rovfisk som gedder, sandarter og knuder – eller rovfugle som skarven.

Kritikken preller imidlertid fuldstændig af på hardcore fuglefolk, som bare ikke kan få fjer nok. Uanset omkostningerne for andre arter, der lever mere skjult under vandet – ud af syne for fuglefundamentalisternes dyre Zeiss og Leitz kikkerter.

10. juni 2015
Steen Ulnits

* Stenrev tager prisen

I 2008 blev 100.000 tons sten lagt ud på bunden af havet nordøst for Læsø.

Stenene skulle genoprette et gammelt stenrev og tiltrække tangskov, muslinger, hummere, krabber og fisk.

I dag stortrives livet på det store stenrev, og naturgenopretningsprojektet har netop vundet en europæisk pris – EU’s “Natura 2000 Award”.

– Projektet har vist sig at være en bragende succes. På mindre end fire år er den samlede biomasse steget 6-8 gange per kvadratmeter af havbunden, og bestanden af visse centrale fiskearter som torsk, kulmule og sej, er tredoblet, lyder det i begrundelsen for prisuddelingen.

Tidligere var der mange stenrev af store sten på bunden af havet rundt omkring i Danmark. Bragt hertil af skiftende istider. Men gennem tiden er de blevet fisket op af stenfiskere og brugt til at bygge havnemoler og kystsikring.

– Stenfiskeriet har foregået gennem mere end 100 år, og man har fjernet mange af de store sten, som lå i havet nær kysterne. Det har betydet, at man har fjernet levesteder for mange fisk, bunddyr og planter, fortæller seniorforsker Josianne Støttrup fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU Aqua).

Stenrevet ved Læsø Trindel, som ligger ca. 12 km nordøst for Læsø, var et af de rev, der var på vej til at forsvinde. På et gammelt søkort kunne forskerne se, at havdybden ved Læsø Trindel kun var 1,25 meter tilbage i 1831.

100 år senere var området blevet en meter dybere. Op igennem 1970’erne og 1980’erne blev der for alvor hentet sten væk fra revet, og i 1980’erne var det laveste sted ved Læsø Trindel hele 4 meter dybt.

– Førhen tænkte man ikke meget over de økologiske konsekvenser ved at fjerne stenene. Men i dag ved vi, at stenrev er meget vigtige for livet i de danske have, fortæller Josianne Støttrup.

Naturstyrelsen tog i samarbejde med DTU Aqua og Aarhus Universitet initiativ til projektet “BlueReef”, som skulle forsøge at få stenrevet ved Læsø Trindel tilbage til sit oprindelige udseende.

Håbet var, at udlægningen af nye sten ville genskabe de samme gode livsbetingelser, som planter og dyr førhen havde haft i området.

– Mens det er helt almindeligt at genoprette levesteder på land, er det en af de første store restaureringsprojekter af sin art i et havområde, skriver EU i forbindelse med uddelingen af prisen til projekt BlueReef.

10. juni 2015
Steen Ulnits

* – Opblødning i kampen om Tange Sø?

Medio april fik Foreningen til Bevarelse af Tange Sø tilbudt foretræde for Folketingets Miljøudvalg. Tidligere har både Energimuseet og Tangeværket fået foretræde samme sted.

Alle er de organisationer, som kæmper indædt for bevarelsen af Tange Sø og Gudenå-Centralen med dens spærring af Gudenåen og fortsatte ødelæggelse af laksens sidste naturlige gydepladser. De ligger i dag på bunden af den kunstige Tange Sø.

Foreningen til Bevarelse af Tange Sø mødte op i Folketinget og præsenterede sit forslag til fremtiden for Gudenåen og Tange Sø:

1) Tange Sø skal bevares i nuværende form og udstrækning.

2) Gudenåens vand skal altid i sin helhed gennemløbe hele Tange Sø.

3) Tangeværket ønskes bevaret i drift.

Løsningsmodellen findes derfor ved at afgive mere vand til vandrefiskene nede i værkets indløbskanal. Dette kan løses på flere måder, men kan let rent teknisk ordnes uden de 3-cifrede millionbeløb og uden at komme på fremmed jord.

Det vil sige, at der kan anlægges et flot stryg på flere hundrede meter med serpentinerfacon – også uden brug af fisketrappe, men i en mere naturlig udførelse. Vandmængden er ikke endnu sat i tal, men forøges mange gange i relation til nuværende fisketrappe.

Silkeborg Kommune bidrog til det aktuelle foretræde med sin udvalgsformand. Viborg kommune tiltrådte ligeledes søforeningens forslag.

Samtidig præsenterede foreningen sin folder med data om søen, folder til kanofolket vedrørende overnatningsstedet Ans Søbred samt et Danmarkskort, der viser medlemmer placeret i over 50 procent af PostDanmarks postnumre.

Efter foretrædet var Søforeningen vært ved en hyggelig frokost sammen med foketingsmedlem for Venstre, Kristian Pihl Lorentzen, som sad bi i Miljøudvalget. Han er nemlig foreningens erklærede mand på Tinge.

– Der har været debat i 20 år. Jeg tror det er på tide, at alle nu finder ud af, hvad vi kan gøre. Miljøministeren har talt meget om, at vandrefiskenes forhold skal forbedres. Det prøver vi nu, lyder det fra Jarl Gorridsen, der er talsmand for Foreningen for bevarelsen af Tange Sø.

Den nuværende løsning er en fisketrappe, der kan sende 150 liter vand videre i sekundet. Fiskestryget, der kan forstås som en ekstra lille å, der leder vand uden om Tangeværket, vil kunne sende op mod 1.200 liter vand videre ud i åen i sekundet. Foreningen for bevarelsen mener også, at det vil gavne både naturen og fiskelivet.

Men der er Foreningen til nedlæggelse af Tange Sø lodret uenig. Til TV Midtvest kalder foreningens formand Lars Vedsø forslaget “grotesk”:

– Det løser ingen af de problemer, vi står med ved Tangeværket og Tange Sø. Hvad skal fiskene gøre, når de kommer op i åen? Laksene har stadig ingen steder at gyde, og ungfiskene bliver stadig spist af andre fisk i søen, lyder det fra Lars Vedsø.

4. juni 2015
Steen Ulnits

* Varmblodet dybhavsfisk

Det er en kendt sag, at fisk er vekselvarme. Det vil sige, at deres kropstemperatur er den samme som det omgivende vands. Gællerne sørger for, at al varme fra stofskiftet forsvinder ud i det omgivende vand.

Men et studie af den specielle glansfisk Lampris guttatus vender nu op og ned på den opfattelse. Det skriver Washington Post. Med en unik mekanisme i blodkarrene i gællerne formår glansfisken, der er en rovfisk, som lever på dybder ned til 400 meter, at holde blodet varmt.

Det er forskere fra det statslige National Oceanic and Atmospheric Administration, der har offentliggjort opdagelsen i det anerkendte tidsskrift Science.

Enkelte andre fisk som tun, sværdfisk og sildehajer har øjne, lever eller svømmemuskler, der er varmere end vandet. Men glansfisken er den første fisk, hvor det er hele kroppen, der er i stand til at holde sig varm i det kolde vand. Det skyldes, at blodet varmes op i gællerne, inden det sendes rundt i fiskens krop.

Mens dyr, der lever dybt under overfladen – som glansfisken gør det – i regelen er langsomme i det altid kolde vand, sætter det varme blod glansfisken i stand til at bevæge sig hurtigt og være et aktivt rovdyr – noget, der kræver et stort hjerte, mange muskler og store øjne.

Ifølge Washington Post kan glansfisken, der kan blive op til to meter lang, opretholde en temperatur, der er hele fem grader højere end vandet, den opholder sig i. Godt gået på dybt vand, hvor temperaturen altid er meget lav – selv i troperne!

4. juni 2015
Steen Ulnits

* Fjord til Fjord Fusker

En mere end tvivlsom lystfisker er nu meldt til politiet efter mistanke om systematisk fusk ved lystfiskekonkurrencer med store præmier. Det fortæller Århus Stiftstidende.

Senest forsøgte den pågældende at få fingre i nogle af præmierne til i alt 120.000 kroner, da Grejbiksen i Trige holdt den årlige fiskekonkurrence Fjord til Fjord i dagene 24.-26. april.

Ronnie Knappe, ejer af Grejbiksen og arrangør af fiskekonkurrencen, fortæller, at en af deltagerne mødte op kort efter konkurrencens start med to meget store havørreder.

De to kontrollanter fattede imidlertid hurtigt mistanke om, at fiskene ikke var fanget under konkurrencen. De så ud til at have været på land i adskillige timer. Da kontrollanterne borede lidt i sagen, tog “lystfiskeren” fiskene og ville gå.

Så let slap han dog ikke. Han blev tilbageholdt og bedt om en forklaring.

– Han forklarede, at han var blevet sat af af nogle kammerater, men de skiftede navne under forklaringen, fortæller Ronnie Knappe til Århus Stiftstidende. Efter en del søforklaringer spurgte manden, der havde indvejet de store fisk, om han måtte låne et toilet. Efter toiletbesøget valgte han at stikke af i fuldt løb ned ad Langagervej, hvor han sprang ind i en ventende bil og forsvandt.

Siden denne exit har Grejbiksen lavet lidt research. Det viser sig, at den pågældende lystfisker for to uger siden fik en Top 10 placering – med tilhørende præmie – i en lignende stor konkurrence på Fyn.

– Teorien lige nu er, at der er en sammenhæng mellem flere personer, der har været under mistanke for snyd i både vores egen og en anden fiskekonkurrence, og at der derved er tale om mulig snyd for over 50.000 kroner, mener Ronnie Knappe.

– Det er bemærkelsesværdigt, at nogle deltagere, som ikke virker særligt engagerede og i øvrigt ikke har lokalt kendskab til fiskeriet, har kunnet fange så store fisk flere år i træk. I øvrigt har vi kunnet se, at gevinsterne efterfølgende er blevet solgt på internettet.

Grejbiksen anmeldte efterfølgende deltageren og de formodede medgerningsmænd til politiet, der har optaget sagen som bedrageri.

Forhåbentlig skal konkurrencen så alligevel ikke omdøbes til “Fjord til Fjord Fusker”, som enkelte vittige sjæle ellers har foreslået.

4. juni 2015
Steen Ulnits

* Nu 11.334 unikke brugere

Mit website ulnits.dk har været på banen siden ultimo 1997, hvor den første version kom på nettet. Nu har besøgstallet endnu en gang passeret de 10.000 unikke brugere!

Konkurrencen var ikke ret stor i 1997, hvor hjemmesider primært var forbeholdt virksomheder og ikke privatpersoner. Selv Grundfos’ nye webmaster ringede af og til og spurgte om råd fra en erfaren bruger som mig!

Siden voksede støt, indtil den passerede 400 artikler, der blev læst af knap 10.000 besøgende. Til sidst var der så mange artikler, at det var svært at finde rundt i dem – at finde, hvad man ledte efter. Siden var helt enkelt vokset ud af sine rammer.

For tre år siden tog jeg så den store beslutning at omlægge og samle alle artikler og fotos i en helt ny WordPress blog. Faktisk havde jeg haft en blog, længe før bloggen var opfundet – i form af “Aktuelt”, som fra starten var det mest læste på sitet. Og stadig er det.

2013 markerede året, hvor det nye ulnits.dk så dagens lys. Antallet af artikler havde for længst passeret de 500, og af fotos var der i tusindvis. Nye artikler kom til i en lind strøm, der nu kunne søges i – et behov, som længe havde eksisteret, og som gode venner og læsere flere gange havde påpeget.

Nu kunne og kan man fritekstsøge i søgefeltet øverst i sidens højre hjørne. Nu kan man finde artikler om næsten alt, der har med fisk, fiskeri, fiskeribiologi, vandmiljø og fiskerejser at gøre. Sidste år passerede siden så et magisk hjørne: 666 artikler. Djævelens tal også kaldet. I skrivende stund nærmer ulnits.dk sig med stormskridt de 700 artikler.

Det er sjovt at følge, hvordan debatter på andre websites hurtigt ses på ulnits.dk. Når et tema eksempelvis bliver bragt til diskussion et eller flere steder på nettet, søges der næsten umiddelbart ivrigt efter netop det emne på ulnits.dk. Det føles meget tilfredsstillende at iagttage, skal jeg hilse og sige!

Efter et markant dyk i besøgstallet under omlægningen til et mere moderne WordPress site, er antallet af besøgende nu atter ved at nå gamle højder. Seneste optælling gav 14.521 besøgende om måneden – heraf 11.334 unikke brugere.

Det er jeg rigtig stolt af. Det er altid rart, når nogen tilsyneladende værdsætter, hvad man laver. Nogle er enige med mine ofte markante meninger. Sikkert de fleste af sidens faste læsere. Andre er lodret uenige og kan ind imellem godt blive lidt ophidsede.

Men alle har de været med til igen at bringe antallet af unikke brugere op over de magiske 10.000 om måneden. Eller knap 15.000, hvis blot man tæller besøg. Og det skal de alle have en kæmpestor tak for!

– Længe leve ytringsfriheden!

20. maj 2015
Steen Ulnits

* USA 2014:
72 dæmninger fjernet

Imens vi snakker og snakker om det i lille Danmark, gør de noget ved det i store USA. Alene i 2014 er der således fjernet 72 kraftværksopstemninger ved vandløb i følgende stater:

California, Colorado, Connecticut, Delaware, Iowa, Idaho, Illinois, Maine, Massachusetts, Michigan, New Hampshire, New Jersey, Ohio, Oregon, Pennsylvania, Tennessee, Vermont, Virginia og Wisconsin. Ikke mindre end 1.100 km nyt strømvand er således blevet lukket op til glæde for vandrefiskene.

For 12. år i træk kom Pennsylvania ind på førstepladsen med hele 17 nedlagte opstemninger. Og hvis du ikke lige er klar over det: Pennsylvania er staten med Amerikas svar på Englands kalkstrømme. Et mekka for fluefiskere med hang til ultralet fluefiskeri med mikroskopiske tørfluer.

PennState University har haft fluefiskeri på programmet i flere år. I Pennsylvania ved man således bedre end de fleste, hvad fri passage betyder for fiskeriet og vandmiljøet!

Organisationen American Rivers regner med, at yderligere 75 opstemninger vil blive fjernet i løbet af 2015. Og vi snakker ikke vandmøller og mølledamme. Vi taler om reelt store vandkraftmagasiner, som tømmes. Til sammenligning er Gudenåen og Tangeværket de rene pebernødder.

– Genskabelsen af vore vandløb har for alvor vind i sejlene, udtaler Bob Irvin, som er præsident for American Rivers. Han kan se tilbage på en histiorik, der viser, at ikke færre end 1.185 opstemninger er fjernet i løbet af de godt 100 år, der er gået siden 1912.

20. maj 2015
Steen Ulnits

* 3D-print redder havskildpadde

En solstrålehistorie fra Tyrkiet beretter om en havskildpadde, som var blevet påsejlet af en motorbåd. Den havde fået skåret en stor del af næbbet bort af propellen og blev fundet livløs på stranden.

Tyrkiske dyrevenner fik den havarerede skildpadde bragt på dyrehospitalet, hvor den hurtigt kom til hægterne. Men næbbet kunne man ikke gøre noget ved. Det var ødelagt for altid, og med det var skildpaddens chance for overlevelse ude i naturen lig nul.

Man tog efterfølgende kontakt til firmaet BTech Innovation, som brugte CT skanninger fra dyrehospitalet til at designe og printe en perfekt match til det ødelagte og delvist manglende næb. BTech Innovation printede både over- og undernæb i kirurgisk titanium, som siden blev opereret på plads på den naturligvis bedøvede havskildpadde.

Den nye Teenage (?) Mutant Ninja Turtle har det fint og kan snart slippes ud i det salte Middelhav, hvor den hører hjemme. Med forhåbentlig mange gode år foran sig med det nye hi-tech næb i uforgængelig titanium af fineste slags.

Og så er det altså ikke aprilsnar, som tilfældet var med historien om Put & Take søernes Pelle Haleløs’er, der fik nye haler i 3D-print. Denne gang er det den rene, skinbarlige sandhed!

– Måske Pelle Haleløs også får en chance i det virkelige liv?

20. maj 2015
Steen Ulnits

* Randzoner røvrendt…

Det er i hvert fald den opfattelse, man får, når man hører dagens dom fra byretten i Holstebro:

Byretten i Holstebro har her til morgen, på basis af en konkret vurdering, frifundet to tiltalte landmænd  – en far og søn – for overtrædelse af randzoneloven.

Landmændene blev frifundet for overtrædelse af den gamle randzonelov fra 2012. Loven blev ændret i 2014, hvor arealet af de påkrævede randzoner desværre halveredes.

Men selvom de to landmænd i dag blev frifundet for at have overtrådt randzoneloven, så skal landmænd fortsat udlægge randzoner – dog i henhold til den i 2014 reviderede livgivning. Det understreger Fødevareministeriet.

Dagens dom ændrer derfor ikke på, at den nuværende randzonelov skal overholdes. Det betyder, at landmænd fortsat skal udlægge randzoner. NaturErhvervstyrelsen vil derfor fortsat kontrollere, om landmænd har udlagt de randzoner, som de ifølge loven har pligt til. Og som stadig er en vigtig del af EU’s berømte vandrammedirektiv.

“Vi gennemgår nu dommens præmisser sammen med anklagemyndigheden, som tager stilling til, om vi vil anke sagen til Landsretten,” siger Pernille Balslev-Erichsen, enhedschef for Jordbrugskontrol i NaturErhvervstyrelsen.

Retten har i dommen lagt vægt på, at der var så mange usikkerheder i randzonelovgivningen, at de tiltalte har “udvist en så ringe grad af uagtsomhed, at det er betænkeligt at anse de tiltalte for skyldige”.

Randzonerne er til for at beskytte vandmiljøet. En randzone er en ti meter bred zone omkring bestemte søer og vandløb i det danske landbrug. Landmænd må ikke dyrke jorden i randzonerne og heller ikke sprøjte og gøde.

Dansk landbrug fejrede efterfølgende sejren over miljøet med champagne i glassene og flaget hejst helt til tops. Det skulle have været på halv stang…

Dansk landbrug og partiet Venstre ved du altid, hvor du har! Venstre har således allerede meldt ud, at de helt vil fjerne de beskyttende randzoner, hvis de får magten efter det kommende folketingsvalg.

Lad os håbe, at sagen går videre til Landsretten, og at dommen her falder ud til miljøets side.

11. maj 2015
Steen Ulnits

* – Don’t be evil, Google…

Google længe haft et motto, de tilsyneladende selv af alle har sværest ved at leve op til:

“Don’t be evil!”

Men er der noget, som Google er, så er det “evil” – onde. De styrer internettet, som det passer dem – ved hjælp af deres søgemaskine, som er altdominerende og generator for en gigantisk indtjening. Lad os håbe, at Margrethe Vestager kan få EU-skovlen under den amerikanske søgemaskine. Hun er allerede godt i gang, men det vil sikkert tage år at nå så langt. Problemet er som følger:

Først og fremmest så promoter Google’s søgemaskine naturligvis de annoncører, som bruger Google’s annoncer. Det kan man endda forstå.

Dernæst ændrede Google for nogle år siden deres søgealgoritmer, så søgninger favoriserede sites, der opdateres hele tiden – altså blogs. Det vil sige, at store artikeldatabaser rykker ned i køen til fordel for nye, hurtige opdateringer, der skal fremme antal klik på Google annoncerne. Der er således ikke tid til kvalitet og faktacheck længere, hvad man tydeligt kan se af dagspressen.

Og nu senest er det så gået op for Google, at deres gratis Android styresystem til mobile enheder ikke giver de indtægter, som Google havde håbet på og har brug for. Dette i kampen mod Apple, der nu er blevet dobbelt så store som Google selv, og som senest også er begyndt at tage markedsandele fra dem. Dette trods et Android OS, der er gratis, og et Apple iOS, der bestemt ikke er…

Derfor har Google nu endnu engang ændret søgekriterierne, så de såkaldte “mobilvenlige” sites favoriseres i søgningerne. Og det betyder i praksis, at websiderne bliver fattige på reelt indhold. Ikke ret mange af nettets velbesøgte websites er nemlig mobilvenlige – uanset om de så selv synes eller tror det.

Det er således Google, der i praksis kommer til at diktere, hvordan fremtidens websites ser ud: Små, korte og fattige på søgbart indhold. Alt skal kunne tilgås direkte fra selv den mindste skærm på selv den ældste Android mobil.

Og dette til trods for , at Google med deres egne Nexus telefoner nu satser helt på de store “phablets” med 5 og 6 tommers skærme, der sagtens kan håndtere selv komplicerede og omfattende websites.

Desværre er det svært, for ikke at sige umuligt at komme uden om Google’s altdominerende søgemaskine. Alverdens webmasters må nu redesigne deres websider, så de passer til Google’s nye søgekriterier, der kun har til formål at favorisere Google’s egne annoncer.

Fremover må vi derfor belave os på alternative søgninger, hvis vi ønsker seriøse emner belyst i faktacheckede artikler og videnskabelige databaser. Trist, men sandt.

Heldigvis har vi i dag både Microsoft’s velkendte Bing søgemaskine samt Yahoo’s klassiker, der er min egen favorit, og som samtidig har en fremragende nyhedstjeneste og et ditto mailprogram med egen app. Og så naturligvis den uforlignelige DuckDuckGo, der som den eneste af søgemaskinerne ikke gemmer brugerdata med videresalg for øje. For det gør både Google, Bing og Yahoo.

Prøv en eller flere af disse alternative søgemaskiner, hvis du som jeg er dødtræt af altid at få en hel masse irrelevante søgeresultater op øverst på en Google søgning – blot fordi det er annoncer solgt af Google. Prøv at lave en søgning på samme emne på hver af de fire store søgemaskiner og sammenlign så resultaterne. Det er ganske tankevækkende.

Jeg krydser fingre for, at Margrethe Vestager får styr på Google’s de facto monopol på søgninger. Hvis du har en mobil, der ikke kan håndtere normale websider, kan du tilgå denne side på følgende webadresse:

http://steenulnits.wordpress.com

Den adresse er nemlig godkendt af Google selv som værende “mobile friendly”…

8. maj 2015
Steen Ulnits

* Paven, præsterne og proselytterne

Da jeg blev født i det Herrens År 1956, boede der omkring 3 milliarder mennesker her på Jorden.

I dag er befolkningstallet vokset til over 7 milliarder, og miljøet til lands, til vands og i luften har det dårligere end nogensinde. Ikke mindst i lande som Kina og Indien er befolkningen eksploderet i et omfang, som næppe nogen rigtig kan forestille sig, hvis de ikke selv har været der, set det og lugtet det.

Jordens nuværende dårligdom skyldes helt, aldeles og udelukkende de mange mennesker på Jorden. Alle vil de – læs også vi selv – have mere og mere og have det bedre og bedre. Det er helt naturligt og meget menneskeligt. Problemet er blot, at Jorden ikke kan brødføde så mange mennesker, der alle stræber efter samme høje levestandard, som vi har i Vesten.

Enter Pave Frans, som på mange måder er en mere tidssvarende pave end sine forgængere. Dels er han ikke så syltet ind i Vatikanets verdensfjernhed og økonomiske overdådighed. Og dels er han tilsyneladende et menneske med hjertet og ikke kun pengepungen på rette sted.

Først forsøgte han at gøre op med den katolske kirke og de katolske præster, som naturligt nok har svært ved at skulle opgive deres medfødte seksualitet og leve i et påtvungent eller selvpåtaget cølibat. Hvilket blot medfører, at nogle præster ikke kan styre sig, men har forgrebet sig på uskyldige kordrenge, som har fået men for livstid af de seksuelle overgreb.

Paven har ikke lykkedes med at komme til bunds i dette seksuelle morads, men nu har han indstillet sigtet på Jorden og miljøets dårlige tilstand. Sammen med FN’s Ban Ki-Moon har paven netop udtalt sig fordømmende over for alle, der fralægger sig menneskets ansvar for klimaændringer og miljøets deraf følgende forværrede tilstand.

Sammen har de to netop afholdt en éndags miljøkonference med deltagelse af henholdsvis videnskabsmænd og gejstlige. Paven, som går meget ind for bæredygtig udvikling, har endog forfattet en såkaldt “pavelig rundskrivelse” til sine biskopper, hvori han opfordrer dem til at tage emnet alvorligt og ikke tvivle på årsagen.

Tjaeh. Hvad skal man lige mene om det. Den eneste virkelige årsag til klimaforandringerne er jo, at vi i det forgangne halve århundrede er blevet alt for mange mennesker på denne jord. Og hvad er det nu lige, det skyldes?

Så længe den katolske kirke fortsat afviser prævention som en form for begrænsning af befolkningstilvæksten, da har de pavelige udtalelser og gode meninger ingen reel betydning. Det er varm luft af værste omend sikkert velmente skuffe.

Der er bestemt intet at være pavestolt over her. Der er absolut intet kød på denne udmelding fra Pave Frans, hvis hans egne proselytter ikke vil eller magter at begrænse deres horisontale aktiviteter…

7. maj 2015
Steen Ulnits

* Muslinger med kød på

Der er derimod kød på de danske Limfjordsmuslinger. Masser af kød.

Forårets fiskeri efter muslinger i Limfjorden har nemlig fået en rigtig fin start, både når det gælder pris og kvalitet. Lige nu er der således glæde hos Limfjordens muslingefiskere:

– Det går godt med hurtige laster og fine kødprocenter, siger Limfjordsfiskernes formand Bo Kjeldgaard ombord på sit muslingefartøj på landets mest salte fjord.

Afgørende for en god start på fiskeriet er netop, at kødprocenten i muslingerne er tilstrækkelig høj:

– Med en kødprocent på 20, som vi ligger på lige nu, så er der 200 kilo kød til fabrikkerne i en last på et ton rensede muslinger. Og det er godt, siger Limfjordsfiskernes formand.

Men også priserne på muslingerne vækker tilfredshed hos fiskerne. De er steget 20-25 procent siden sidste år, blandt andet fordi der er kommet en ekstra opkøber til ved Limfjorden.

– Det betyder, at vi hurtigere får rettet op på økonomien efter vinteren, siger Bo Kjeldgaard. Fiskeriet startede i begyndelsen af sidste uge efter at have ligget stille i næsten tre måneder.

Der er omkring 30 aktive muslingefartøjer på Limfjorden og op mod 300 arbejdspladser er afhængige af fiskeriet.

7. maj 2015
Steen Ulnits

* Den danske selvopfattelse

Du kender det sikkert fra dig selv og dine tidlige år: Dengang troede vi jo allesammen, at vi i Danmark havde verdens bedste sundhedsvæsen. Dengang troede vi også, at vi i Danmark havde verdens beste uddannelsessystem. Det havde vi bildt os selv ind.

I dag ved vi, at vi ikke har nogen af delene. I hvert fald ikke længere. Vi er for længst blevet overhalet inden om af andre nationer, som har en mere pragmatisk tilgang til tingene. Der ser verden, som den er, og ikke som vi gerne ville have den.

Well, nu er tidspunktet langt om længe kommet til miljøsektoren. I mange år troede vi nemlig, at vi havde verdens bedste miljøpolitik. Vi kunne jo bryste os af at have verdens første miljølov – indført i 1973, hvor begrebet “miljø” var ukendt for de fleste. Dengang var vi virkelig langt fremme i skoene og med på sidste beat.

Not so any longer. Det siger EU’s Miljøagentur i en ny rapport, der kortlægger udviklingen i 39 lande i Europa. Trods enkelte lyspunkter er en stor del af Danmarks natur stadig i dårlig stand. Vi er langt fra EU’s mål for rent vand på grund af kvælstof og sprøjtegifte fra landbruget, og danskernes træk på naturens rigdomme er blandt de højeste i verden.

Ligeledes er vores økologiske fodaftryk – altså sliddet på natur og miljø – blandt de tungeste på kloden, selv om vores belastning er gået en anelse ned. Danskerne er eksempelvis tæt på at være europamestre i at producere husholdningsaffald – med imponerende 1,8 ton om året pr. indbygger.

EU-rapporten, der udgives hvert femte år, er en uafhængig analyse, som skal skabe klarhed og perspektiver for politikere, interessegrupper og borgere, understreger Miljøagenturet.

Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) medgiver, at der er nok at tage fat på:

– Der er god grund til stadig at holde snuden i sporet og have ambitiøse målsætninger for Europa. Rapporten siger jo blandt andet, at vi skal blive bedre til at beskytte vores vandmiljø og vores biologiske mangfoldighed og bedre i forhold til luft og vores brug af naturressourcer. Det er netop nogle af de overordnede områder, jeg har fokus på, siger hun i en kommentar til Ritzau.

Kirsten Brosbøl glæder sig over, at det ifølge miljøagenturet faktisk kan ses, at miljøpolitikken virker, når man gør en indsats – for eksempel for at begrænse kvælstof, sprøjtegift og andre miljøfremmede stoffer i overfladevand og grundvand.

– Vi har nu med næste generations vandplaner en sådan situation, at der er områder i Danmark, hvor vi faktisk ikke behøver gøre mere. Det er første gang nogensinde, vi kan sige, at vi er så tæt på målet, siger hun.

7. maj 2015
Steen Ulnits

* En haj til at huske

Hajer er primitive, men højt udviklede dyr, som har været med os længere, end noget menneske kan huske. Og alligevel bliver de ved med at overraske.

Et tysk forskerhold fra Rheinische Friedrich-Wilhelms-Universität i Bonn, Tyskland, har således forsket i hajers intelligens – her specielt den grå bambushajs. Det er en cirka halv meter lang bundhaj, som lever i den indo-vestlige del af Stillehavet, og som primært ernærer sig ved at hvirvle sand op og fange de små fisk, der gemmer sig i sandet.

Men en rolig tilværelse på havets bund er ikke ensbetydende med en dårlig hukommelse. Det viser den tretrinsraket af et eksperiment, som forskergruppen foretog, og som for nyligt blev offentliggjort i tidsskriftet Animal Cognition.

Forskerne udsatte i alt otte bambushajer for tre kognitive eksperimenter, der skulle teste hajerne og måle på, hvor lang tid, de kunne huske, hvad de havde lært. Og det er især hajernes evne til at huske, som har overrasket Bonn-forskerne.

Først trænede forskerne hajerne til at genkende og huske former. Hajerne blev lagt i en særlig opbevaringstank med billeder på væggene. Fire hajer lærte at memorere en trekant – ved at udløse mad, når der blev trykket på trekanten. Det gode, gamle dyretrick. De øvrige hajer gjorde det samme med en firkant.

Derefter blev hajernes evne til at genkende former testet. Hajerne blev vist den såkaldte Kanizsa figur, et illusionsdiagram, der bruges til at narre mennesker til at se en bestemt form.

I testen agerede hajerne som de fleste mennesker – og i øvrigt mange dyr som katte, aber, ugler, kyllinger og guldfisk. Hajerne viste en udmærket evne til at udfylde informationerne i et ellers ufuldstændigt visuelt signal.

Det, mener forskerne, kan begrundes med hajernes overlevelse ude i naturen. Denne evne giver nemlig hajen mulighed for at øjne et bytte, der gemmer sig i sandet, hvor det kun delvist kan ses.

30. april 2015
Steen Ulnits

* Müller-Lyer og bambushajerne

I et tredje eksperiment lærte ovennævnte bambushajer altid at vælge den længste linje. Herefter testede forskerne, om hajerne kunne overføre den nye viden til en anden type optisk illusion, den såkaldte Müller-Lyer illusion.

Müller-Lyer illusionen består af en række af pil-lignende figurer. Ved at placere “finner” på enderne, narres man let til at tro, at en linje er længere, end den egentlig er.

Men her var hajerne ikke til at narre. Stort set hver gang var de i stand til at skelne, om linjerne var af samme længde – trods vildledende “finner” på pilene.

Næsten et år senere vendte forskerholdet tilbage til hajerne for at se, om de stadig var i stand til at huske trekanterne og firkanterne fra det første forsøg. Det viste sig, at op til 50 uger senere kunne næsten alle hajerne stadig huske, hvilken form de havde valgt.

Et år er meget længere end mange andre dyrs evne til at huske. Ikke kun for fisk er det lang tid, men det placerer den grå bambushaj i skarp konkurrence med krager og endda primater, såsom mennesker.

Ikke alle hajer var dog i stand til fortsat at huske figurerne et år senere, ligesom nogle individuelle hajer var skarpere til at lære tricks end andre. Men da undersøgelsen hørte op, var der muligvis stadig hajer, som kunne huske træningen, skriver forskerne i rapporten.

I modsætning til pattedyr er det helt ukendt, hvordan og hvor i hjernen hajer processer, lagrer og henter minder. Men da den grå bambushaj imponerede, forventer forskerne, at alle arter, som er visuelle jægere og dermed mere afhængige af deres syn end bundlevende arter som den grå bambushaj, kan være i stand til langt større mentale bedrifter. Eksempelvis den store hvide haj.

Men den hypotese er i sagens natur ikke helt så let at undersøge…

30. april 2015
Steen Ulnits

* Fra før verden gik af lave…

Danmarks Naturfredningsforening (DN) har talt med historikeren Thorkild Kjærgaard, som gennem mange år har beskæftiget sig med dansk landbrug. Han sætter fingeren på 1950 som det tidspunkt, hvor det begyndte at gå galt for landbruget i Danmark.

Det danske land bestod dengang af et fintmasket net af små marker omkranset af hegn og diger. Lidt ligesom det engelske landskab stadig tager sig ud de fleste steder. Byerne fyldte kun lidt, og sammen med veje og jernbaner udgjorde de mindre end otte procent af landskabet. Otte procent lå hen som heder, klitter, moser og søer. Skoven udgjorde omkring ti procent – resten var landbrugsjord.

Jævnt fordelt over hele landet lå omkring 200.000 mindre landbrug, som dyrkede korn på halvdelen af arealet. Græs, kløver og andet grøntfoder udgjorde en fjerdedel, og den sidste fjerdedel stod med roer, rodfrugter og kartofler.

Ude på engene gik omkring 3 million stykker kvæg, og omtrent lige så mange svin gik hjemme på gårdene.

400.000 heste traskede sammen med deres ejermænd omkring 125 millioner kilometer om året, når der skulle pløjes, sås og høstes. Antallet af traktorer lå på 18.000, som dækkede en tredjedel af landbrugsarealet.

Landmanden ejede dengang selv sin jord. Man kunne ikke tilkøbe jord eller slå mindre gårde sammen til én stor, som tilfældet er i dag. Beskæftigelsen var høj og gældsætningen lav. Landbruget var i balance med naturen, som var frodig og artsrig. Landbruget var ikke økologisk, som vi kender det i dag, men brugen af gift og kunstgødning var på et niveau, som naturen tålte.

Hen mod 1960 starter så industrialiseringen af dansk landbrug. Antallet af arbejdsheste decimeres, mens antallet af traktorer vokser eksplosivt til 175.000. Forbruget af sprøjtegifte mangedobles, uden at man overhovedet kender til stoffernes virkning på det øvrige mljø. Og forbruget af kunstgødning firedobles.

Ak ja. I dag er antallet af landbrug i Danmark nede på 5.000, og i dag er det bankerne, der ejer stort set al jorden. I 2010 havde danske landbrugere således en samlet gæld på 360 milliarder kroner, hvilket svarer til 72 millioner per landbrug. Mange landbrug er på vej mod konkurs og tvangsauktion – ikke mindst efter en syg spekulation i schweitzer-frank, der jo intet har med landbrug og godt landmandskab at gøre.

Den danske landmand af i dag er længere fra den natur, han skal leve af, end nogensinde før. Mange storbønder tilbringer i dag mere tid foran computerskærmen – med gødningsregnskaber og ansøgninger om EU-tilskud – end de tilbringer ude på markerne. Og så skal det jo gå galt, som tilfældet også er.

30. april 2015
Steen Ulnits

* Laksepremieren 2015

Hvert års laksepremiere ved de store vestjyske åer er noget ganske særligt, for ikke to premierer er ens. Forud for premieren spekuleres der til langt ud på natten over, hvordan mon den nye sæson vil blive.

Man kan regne bagud og fremefter, når man vil prøve at spå om den nye sæson – baseret på forgangne års fangster, størrelsesfordelingen og/eller antallet af udsatte eller udvandrede smolt.

Tilsæt hertil nogle totalt uforudsigelige parametre som havtemperatur og fødeforekomster til laksene ude på opvækstpladserne i Nordatlanten, og det hele minder lidt om Storm P og vejret: – Alle taler om det, men ingen gør noget ved det…

Men nu er sæsonen skudt i gang, og nu har vi fangstdata for den første hektiske uge. Her kommer et lille sammendrag baseret på de indberettede laks fra de danske lakseåer:

Der er altid særligt store forventninger til premieren ved Skjernå, der om noget er Danmarks nationale laksevand. Det var jo her, tobakshandler Dinesen fangede sin rekordlaks på imponerende 26,5 kg tilbage i 1954. Og her, at norske Olaf Solberg tog den nye fluerekord på fantastiske 20,4 kg i 2012.

Se billederne og læs hele historien herom i min e-bog “Skjernå – Danmarks nationale laksevand“.

Premieren 2015 bød desværre ikke på laks i de mængder eller størrelser, mange havde ønsket og enkelte endda havde forudsagt. Der blev fanget 19 registrerede laks på selve premieredagen, men ingen over de magiske 10 kg.

Den grænse blev først brudt på andendagen, hvor en laks på 107 cm og 10,7 kg tog fluen ved Borris, hvor langt de fleste Skjernå-laks landes. Den 21. april blev den overgået af en mere kompakt laks på 12,6 kg, der ligeledes målte 107 cm.

Hvis sæsonstarten ved Skjernå måske skuffede lidt, så imponerede naboen i nord, Storåen, til gengæld. Trods kraftværkssøen ved Holstebro. Trods garnfiskeriet i Nissum Fjord.

Den 18. april lykkedes det således Ralf Eriksen at kroge og lande en nystegen blanklaks på 123 cm og 18,63 kg. Hermed slog Ralf årets hidtil største Storå-laks, der heller ikke var at kimse ad. Den vejede nemlig 14,95 kg.

Ralfs sædvanlige fiskekammerater ved Storåen havde valgt at tage til premiere ved Skjernå i stedet. Men ikke Ralf. Han blev trofast ved hjemmevandet, og det betalte sig altså!

Rekordlaksen var finneklippet og understreger betydningen af det store arbejde med fiskepleje, som Holstebro og Omegns Sportsfiskerforening udfører og gennem årene har udført.

Varde Å, vadehavsåen i syd, har ofte været lidt af en outsider, der slår klassikerne i nord. Med fangster på 500 laks og 200 havørreder i 2014, var forventningerne til 2015 naturligvis høje. Imidlertid lod de store forårslaks vente på sig. Der blev ladet spredte mellemlaks, men ingen kæmper på sæsonens første dage.

Nogenlunde det samme var tilfældet ved den sydligere Ribe Å, som med tilløbet Gelså nok er mere kendt for sine havørreder end for sine laks. Her blev der landet fifty-fifty med laks og havørreder på premieredagene. Laksene var med en snitvægt på 6,2 kg lidt større end havørrederne, som havde en snitvægt på 4,8 kg.

Gudenåen, som er Danmarks eneste østvendte lakseå, imponerede heller ikke, som den tidligere har gjort. Blot en halv snes mellemlaks i 5-6-7 kg’s klassen er gået til biddet.

Fiskeriet i Gudenåen er 100% baseret på udsætninger, da bygningen af Tangeværket tilbage i 1920’erne udryddede den oprindelige Gudenå-laks og begravede laksens sidste naturlige gydepladser under et metertykt mudderlag i den kunstige Tange Sø.

Læs hele historien herom i min e-bog “Gudenåen – Danmarks internationale laksevand“.

25. april 2015
Steen Ulnits

* – Bæredygtigt hummerfiskeri?

Gourmeter og gourmander over hele Europa elsker den. Ikke mindst italienere og franskmænd, der årligt importerer i tonsvis af danske jomfruhummere.

For nyligt kastede det uafhængige mærke for bæredygtigt fiskeri, MSC, så sin kærlighed over den danske jomfruhummer, der hovedsageligt bliver fanget i Kattegat og Skagerak. Fiskeriet efter dem herude blev nemlig erklæret for bæredygtigt. Danske og svenske jomfruhummere er hermed de eneste i verden, der er certificeret bæredygtige.

– Men er det danske jomfruhummerfiskeri nu bæredygtigt nok til at kunne blære sig med det blå mærke i køledisken?

Ifølge Hanne Lyng Winter, der er havbiolog hos miljøorganisationen Greenpeace, er det langt fra tilfældet:

– Jeg mener, at bæredygtighedsbegrebet bliver totalt udvandet, når det danske jomfruhummerfiskeri kan blive MSC-mærket. Den måde man fisker jomfruhummer på i de danske farvande er jo langt fra bæredygtig, og det udhuler betydningen af MSC-mærket, siger hun.

I Danmark er bundtrawl den mest udbredte måde at fiske jomfruhummer på. Et bundtrawl skraber havbunden i de områder, hvor der er størst sandsynlighed for at fange de små hummere.

Det sker hyppigst i Kattegat på dybder mellem 80 og 130 meter. Her skrabes bunden nogle steder helt op til tyve gange om året, fremgår det af en rapport udarbejdet i 2012 af Biologisk Institut på Københavns Universitet.

Det er sandsynligvis med til at skabe en mudderlignende bund, som skræmmer fiskearter som rokker, hajer og havkat væk, vurderes det i rapporten. Men der er endnu ikke dokumentation for, at bundtrawl er den direkte årsag til, at der er skabt store områder med mudderbund i Kattegat.

Til gengæld passer forholdene jomfruhummerne godt. Det ved Rikke Frandsen, der er forsker hos DTU Aqua. I det seneste to år har hun ledet et forskningsprojekt for bæredygtigt jomfruhummerfiskeri i Danmark.

–  Jomfruhummerne foretrækker den bløde mudderbund. De graver sig ned i bunden og laver gravgange. Det betyder, at kun ca. 10 procent er oppe, når trawlerne fisker dem, siger Rikke Frandsen.

Det minimerer naturligt risikoen for overfiskeri af jomfruhummeren, hvilket er et vigtigt parameter at opfylde, før et fiskeri kan blive MSC-mærket.

Skrabet langs havbunden er ikke den eneste anke ved fiskeriet efter jomfruhummere. Når nettene med fisk bliver trukket op, er de nemlig fyldt med andre fisk. Specielt torsk. Og når fiskeren ikke har kvoter til at fange torsk, ryger de ofte over bord igen.

En rapport, der ligger til grund for uddelingen af MSC-mærket, viser, jomfruhummerfiskeriet i 2012 smed 68 % af de fangede torsk ud igen. I 2013 nåede udsmidet det højeste niveau siden 1997. Ca. 50 procent af de fangede jomfruhummere bliver kastet over bord, fordi de ikke opfylder størrelseskravene.

– Det er et stort udmid i jomfruhummerfiskeriet, hvis man sammenligner med andet fiskeri, vurderer Rikke Frandsen.

For at komme bifangsten og udsmidet til livs er nogle nye net med større huller blevet indført blandt de MSC-mærkede fiskere. De skal gøre det lettere for eksempelvis torsken at undslippe tur/retur rejsen med fiskenettet.

I nogle år havde jeg min gang på Læsø, som er en af dansk hummerfiskeris højborge. Dengang kunne man altid købe billige hummere på havnen – nemlig de illegale undermålere, som man ikke kunne sende videre til fastlandet:

– De overlever alligevel ikke genudsætning efter en tur i trawlet, lød begrundelsen fra fiskerne i Vesterø havn…

23. april 2015
Steen Ulnits

* – Bæredygtig MSC-mærkning?

Det er tre år siden, at Danmarks Fiskeriforening ansøgte om at få MSC til at vurdere, om fiskeriet af jomfruhummere er bæredygtigt nok til det blå mærke. I mellemtiden har FCI, Food Certification International, været den uafhængige part, som har kigget fiskeriet efter i sømmene.

For en måned siden blåstemplede FCI det danske jomfruhummerfiskeri som bæredygtigt for de næste fem år. Men der skal løbende ske forbedringer, hvis fiskeriet skal beholde den status, mener MSC’s kommunikationschef i Danmark Tine Due Hansen.

– Det er på et bæredygtigt niveau nu med de forbedringer, der skal opfyldes inden for de næste år. Derfor får jomfruhummerfiskeriet også mærkningen, men der skal ske forbedringer, hvis mærket skal beholdes, siger hun.

Men hvorfor giver I certifikatet nu, når I mener, der løbende skal være forbedringer?

– Vaskepulver for 20 år siden var jo også bæredygtigt dengang. Men i dag vil samme vaskepulver ikke blive betragtet som bæredygtigt. MSC’s største opgave er at sørge for at få fiskeriet til at flytte sig i den rigtige retning.

Men er det ikke med til at udvande begrebet bæredygtighed, når I giver mærket til et fiskeri, som har over 50 pct. udsmid?

– Vi skal starte et sted. Og i dag vurderer vi, at fiskeriet af jomfruhummere er bæredygtigt. Men der er helt klart plads til de forbedringer mht. bifangst og udsmid, som der også stilles krav om i certificeringen. Og der vil løbende også blive sat krav til fiskerne, når det gælder beskyttelse af havbunden, siger Tine Due Hansen.

Et af redskaberne til et mere bæredygtigt jomfruhummerfiskeri er fiskeri med tejner. Det er små bure, hvor jomfruhummerne skal lokkes ind med madding. I den svenske skærgård er den metode udbredt. Det betyder, at ca. 25 procent af de svenske jomfruhummere bliver fisket med tejner. Og ifølge Rikke Frandsen fra DTU Aqua, er den måde mere bæredygtig at fiske på end bundtrawl.

– Du får næsten ingen bifangst, og dermed minimerer du i sidste ende udsmidet. Og så skåner du også havbunden, da tejnerne ikke slæbes langs bunden, som bundtrawlet gør det. Det er et mere bæredygtigt fiskeri, siger Rikke Frandsen.

Men det er også mindre effektivt. Og da der skal penge i fiskernes lommer, før de kan sejle ud på havet, er det et meget væsentligt argument for, hvorfor der ikke bliver brugt tejner til at fiske jomfruhummer i Danmark.

Det ærgrer havbiolog hos Greenpeace Hanne Lyng Winter, at det ikke er jomfruhummere fisket med tejner, der får eneret på MSC-mærket.

– Det øger jo ikke ligefrem incitamentet til at fiske mere bæredygtigt, siger hun.

Hos MSC bliver nogle fiskerityper dog ikke forfordelt frem for andre:

– Alle er velkomne. Også bundtrawl, siger Tine Due Hansen.

Bæredygtige hummere er således lige så intetsigende et begreb som økologiske ørreder. Det er igen pengene, der styrer definitionerne – ikke det oprindelige formål.

MSC: Endnu en fisk i en hornlygte…

23. april 2015
Steen Ulnits

* Illegale tun på MSC-mærkede dåser

I 1950’erne blev der hvert år halet 600.000 ton tun op af verdens have. I dag er tallet ti-doblet til seks millioner ton, og det lægger nu for alvor pres på verdens tunbestand.

Omkring 20 procent af al dåsetun kommer fra det Indiske Ocean, hvor der fiskes på både truede og ikke truede arter. Derfor har DR1 Madmagasinets vært Mette Frisk været på Maldiverne for at undersøge, hvordan de store mængder tun indfanges.

Hun sejlede ud med et hold tunfiskere fra fiskerivirksomheden Horizon Fisheries. De fanger tun med fiskestang og line, som er en traditionel fiskemetode, der blandt andet benyttes i Maldiverne, Japan og Indonesien.

Det er en skånsom fiskerimetode, som sikrer, at der kun fanges tun-arter som Skipjack og Yellowfin – ikke delfiner, hajer og havskildpadder, som tilfældet er med garn og langliner, der fisker uselektivt.

Desuden sikrer man et bæredygtigt niveau ved at fange fiskene én efter én i stedet for massefiskeri med for store noter, der kan fange hele stimer af gangen.

– Vi tror på, at det er den mest bæredygtige metode. Vi ønsker ikke, at vi en dag har fanget alle tun, så vi ikke har noget at fiske efter den næste dag, siger Ashraf Ali, der er talsmand for Horizon Fisheries.

Så sandt, så sandt. Men desværre også en sandhed, der ikke i nær samme grad interesserer ejerne af de gigantiske fabrikstrawlere, som skiftevis opererer legalt i internationalt farvand og illegalt i nationale farvande.

Desværre kunne DR1 afsløre, at der langt fra altid er den tun i dåserne, som står på etiketten. Det beviser moderne DNA med al ønskelig tydelighed. Der svindles som altid, når kontrollen tillader det…

Der er kun én sikker løsning på det problem: Lad tunene være i fred. Lad dåserne blive på hylderne i supermarkedet. Og lad være med at bestille en tunsandwich, når sulten melder sig næste gang. Uanset hvor godt den end måtte smage.

Den metode virker. Hver gang.

23. april 2015
Steen Ulnits

* Laksepremiere!

Den 16. april er for mange lystfiskere, hvad den 16. maj er for mange jægere: Årets største dag. Den 16. maj går bukkejagten ind, og i dag starter årets laksesæson ved de vestjyske åer. Er man til danske laks i ferskvand, bliver det ikke større end i dag.

Skjernå er Danmarks laksevand par excellence: Stedet, hvor Dinesens rekordlaks på 26,5 kg blev fanget i 1954. Stedet, hvor 280 millioner skattekroner førte åen tilbage til det naturlige og uregulerede løb. Og endelig stedet, hvor der stadig fandtes en lille rest af den sidste naturlige bestand af oprindelige danske laks. Den stamme, som hele den nuværende laksehandlingsplan baserer sig på.

Anyway, der bliver trængsel på bredderne af Danmarks vandrigeste å i dag. Og husk, at i tilgift til det statslige fisketegn, som finansierer lakseudsætningerne, skal du have et gyldigt fiskekort til den del af åen, du fisker i. Samt et specielt laksekontingent for 2015 til kr. 100,-. Først da er du “good to go”.

Knæk og Bræk i det vestjyske. Vil du vide mere om Skjernå og laksefiskeriet her, kan du med fordel læse min e-bog “Skjernå – Danmarks nationale laksevand“.

Særligt interesserede kan læse meget mere om Skjernå-laksens såkaldte “socioøkonomiske” effekt og værdi på websitet www.videncenterforsportsfiskeri.dk, hvor der er sat tal på fiskeriet.

Yderligere oplysninger fås på www.skjernaasam.dk.

16. april 2015
Steen Ulnits

* Søer og fjorde på pumperne

Herhjemme har vi længe kendt til effekten af at pumpe ilt ned i bunden af danske søer – med Hald Sø ved Viborg som det mest kendte og vellykkede eksempel.

Nu har danske og svenske forskere med pumper, der sender iltrigt overfladevand ned til bunden, taget skridtet videre og genoplivet en hel svensk fjord. Og næste mål er endnu større: En restaurering af hele Østersøen!

Kunstigt åndedræt fra elektriske eller vinddrevne pumper vil kunne hjælpe både søer og farvande, hvis der bliver postet penge og villighed nok i systemet.

Det mener en række forskere fra Syddansk Universitet og Göteborg Universitet, som de seneste fire år har arbejdet på at efterprøve og påvise, om det var muligt at hjælpe iltdøde havbunde ud af deres problemer ved at pumpe iltholdigt overfladevand ned til de døde dybder.

Et nyligt projekt i den svenske Byfjord ved Uddevalla nord for Gøteborg viste, at pumperne gjorde deres job. Efter to måneders pumpning kunne danske biologer således se, at fjorden så småt fik livet tilbage. Det fortæller professor Anders Stigebrandt fra Göteborg Universitet, som personligt har interesseret sig for og arbejdet på sagen i mere end ti år.

– Da vi startede, vidste vi ikke, hvor lang tid der ville gå, førend dyr vendte tilbage til havbunden. Men allerede efter et år var oxideringen så god, at vi endda så større dyr, end vi havde regnet med. De kravlede rundt og gravede i sedimentet, og det blev vi positivt overrasket over, siger han til ingeniøren.dk.

16. april 2015
Steen Ulnits

* Byfjorden som en lille Østersø

I 2010 var professor Anders Stigebrandt fra Göteborg Universitet med til at installere to elektriske pumper i Byfjorden, som skulle give havmiljøet et skub med på vejen. Vinddrevne pumper er foreløbig dømt ude, da der skal flere til, og pilotprojektet derfor ville blive for dyrt.

Siden blev den tyske forsker Alexander Treusch fra Biologisk Institut på Syddansk Universitet tilkoblet sammen med postdoc Michael Forth for at deltage i indsamling og analysering af prøver.

Når Byfjorden blev valgt, var det blandt andet, fordi den på flere måde kan sammenlignes med Østersøen, som det er forskernes største ønske at få genoplivet. Der er en vis havdybde, hvor ilten er blevet fortrængt, men lavvandede indløb.

Hvor Østersøen får vand skyllet ind fra Nordsøen, får Byfjorden vand fra Skagerrak og floden Bäveån, men problemet er begge steder det samme: På grund af en ophobning af næringsstoffer og for lidt strøm til at udveksle mere end overfladevand, er bunden således lagt helt eller delvis død, fortæller Alexander Treusch.

– Der har ikke været skub nok på i 15 år, og selv om pumperne ikke kan gøre arbejdet alene med at skubbe overfladevandet ned til bunden, kan de sætte gang i processen, så naturen kan tage over og klare resten, fortæller han.

– I begyndelsen var det svært at se ændringen, fordi ilten straks blev optaget af mikrober, men som tiden gik, så vi en mere blandet forsamling af liv, og til sidst så det ud, som vi havde forestillet os, siger han og understreger, at selv om pumperne nu er slukket, ser det ud til, at de dybere vande vil kunne holde et nogenlunde iltniveau i to år efter slukningen. Modsat Hald Sø, hvor man måtte fortsætte lidt længere.

Hvad forskerne konkret kunne måle, var, at flere mikroorganismer, der ikke bruger ilt til respiration, men nitrat eller sulfat, forsvandt. Det var blandt andet SUP05 og Desulfocapsa-bakterierne, som producerer drivhusgasser, der måtte vige til fordel for f.eks. SAR11-bakterien, en almindelig iltforbrugende havbakterieart, som ellers tidligere kun kunne overleve i overfladen.

16. april 2015
Steen Ulnits

* Next stop: Østersøen!

Forskerne håber, at resultaterne fra Byfjorden kan lægge en dæmper på skeptikere, der ikke tror på, at der kan pustes liv i Østersøen.

Anders Stigebrandt regner bestemt med, at tilpassede pumper kan klare arbejdet. I Østersøen vil det dog ikke være overfladevand, der skal pumpes ned, men koldt og iltholdigt ’vintervand’, der findes 40-50 meter under overfladen.

– Jeg forventer, at vi kan se resultater her lige så hurtigt, og jeg tror endda, at vi kan nøjes med f.eks. en tiårig ’restaureringsperiode’, hvorefter pumperne kan fjernes igen, og Østersøen klarer sig selv i en lang periode, siger Anders Stigebrandt, som lige nu arbejder på en rapport med resultater og beregninger.

Grunden til, at Østersøen kan restaureres og ikke nødvendigvis behøver tilbagevendende pumpninger, er, at iltsvindet her i høj grad skyldes ophobet fosfor fra spildevandsudledninger, der stiger op fra havbunden og giver liv til kvælende alger.

Kan denne fosfor bindes til sedimentet ved en tilførsel af ilt, er meget derfor vundet, siger Anders Stigebrand. Han understreger, at organisk materiale, der bliver skyllet ind fra naturens eget økosystem, ikke er værre, end at Østersøen selv kan gøre kål på det, efterhånden som koncentrationen af fosfor i overfladevandet falder.

For Byfjorden skyldes iltsvindet i højere grad alger, der skyller ind fra fjordsystemet uden for Byfjorden, og det kan være svært at gøre noget permanent ved dette lokalt.

At ilte Østersøen kan imidlertid blive en bekostelig affære med pumper, der kostede over 500.000 kroner stykket i Byfjorden – og formentlig langt mere fremadrettet, da pumperne til Østersøen tilsammen skal kunne klare svimlende 10.000 kubikmeter i sekundet.

Anders Stigebrandt mener, at det kan koste op mod 25-30 mia. kroner at restaurere Østersøen. Alligevel tror han ikke, at økonomien bliver den største udfordring. Det bliver derimod at overbevise skeptikerne.

Derfor har han dedikeret de kommende år til at undersøge flere data, skrive flere videnskabelige artikler, lave flere miljøundersøgelser samt finde finansiering og industripartnere.

– Dokumentationen er altafgørende, for skal vi redde Østersøen, så skal alle de omkringliggende lande ønske at være med. Dog vil det lovgivningsmæssigt være nemmere at arbejde med, når der ikke er tale om en permanent installation, men om en “reparation” over en kortere årrække, understreger han.

16. april 2015
Steen Ulnits

* 200.000 undslupne regnbueørreder

Da stormene Allan og Bodil raserede landet sidste efterår og vinter, flåede de blandt andet havbrugenes flydende netbure fra hinanden. Ud slap flere hundrede tusinde regnbueørreder, som siden har spredt sig til vandløb i nærheden.

Fiskene går op for at gyde, når kønsmodningen sætter ind – præcis som vore hjemlige ørreder gør det. Problemet er blot, at den indførte regnbueørred gyder om foråret, mens vor hjemlige ørred er vintergyder.

Ifølge sportsfiskerne er dette et kæmpe problem for bestanden af havørreder, som fiskerne selv opdrætter og udsætter. Regnbueørreden graver nemlig havørredens æg op af de grusbanker, hvor æggene allerede ligger og venter på at klække.

– Den årlige bestand, der ville komme ud af det, den går simpelthen til. Vi mister omkring 70-80 procent af ynglen, siger aktiv sportsfisker og formand for Udsætningsforeningen Vestsjælland, Kurt Jørgensen.

Hos en af landets store opdrættere, Musholm A/S ved Reersø, undslap omkring 200.000 stykker regnbueørred. Og den slags må selvfølgelig ikke ske, erkender direktør i Musholm A/S Niels Dalsgaard. Men han mener ikke, at regnbueørreden er en decideret trussel mod naturen.

– Vi har tidligere lavet undersøgelser af, hvad det betyder at miste regnbueørreder til naturen, og man kender ikke eksempler på, at de etablerer sig, og heller ikke at de skulle genere de vilde fisk, siger Niels Dalsgaard.

Samtidig opfordrer han fritidsfiskerne til at gribe i egen barm:

– De sætter selv opdrættede ørreder ud i naturen. Mange flere, end vi har mistet. De fanger de vilde moderfisk, transporterer dem til dambrug i Jylland, hvor de lader dem gå et år, for så at sætte dem ud. Hvis det ikke er et problem, så ved jeg ikke hvad.

9. april 2015
Steen Ulnits

* Lystfiskerfasaner

Ovenstående synspunkt har formanden for Udsætningsforeningen Vestsjælland, Kurt Jørgensen dog ikke megen sympati til overs for:

– Den påstand kan jeg slet ikke forholde mig til, altså. Det er slet ikke de samme fisk, vi sætter ud. Havørreden er jo en fisk, som er hjemmehørende i den danske fauna. De fisk, vi sætter ud, er jo fisk af afkom fra det naturlige åsystem, siger Kurt Jørgensen.

Regnbueørreden er en fremmed art, som dambrugerne har indført fra Nordamerika.  Af samme årsag bliver den ofte omtalt som “lystfiskerfasan”, idet fasanen jo også er en indført art. I modsætning til regnbueørreden har den kinesiske fasan dog formået at etablere sig og blive selvreproducerende.

At man så alligevel opdrætter fasaner i hundredtusindvis, skyldes udelukkende, at jægerne på de store godsjagter skal have noget at skyde ned. Jo flere desto bedre. Problemet er imidlertid, at de udsatte fasaner ofte ikke vil flyve. Det har de jo aldrig prøvet før. Og at ingen gider spise dem efter jagten. Der er flere eksempler på, at de derfor bliver kørt ned i store massegrave…

Men tilbage til lystfiskerfasanerne. Musholm Lax er kendt som den største enkeltforurener af Storebælt. Den tidligere direktør for Musholm Lax, fiskebogsforfatteren og laksefiskeren Kurt Malmbak-Kjeldsen, sad tidligere i bestyrelsen for Dansk Laksefond, hvori også Danmarks Sportsfiskerforbund sad.

Efter kritik fra sportsfiskere landet over trak DSF sig til sidst ud af Dansk Laksefond, som efterhånden var for belastet af det forurenende havbrug, Musholm Lax.

DSF modtager dog stadig tilskud fra Dansk Laksefond. Senest til folderen “Laks og Havørreder”. Helt slippe grebet om pengetanken har DSF altså ikke kunnet eller villet.

9. april 2015
Steen Ulnits

* 20 dambrug lukkes

20 gamle dambrug i Jylland lukkes, og opstemningerne ved dem fjernes fra vandløbene.

Det er Miljøministeriet, som har afsat 20 millioner kroner til opkøb af ældre dambrug. Ejerne af dambrugene er frivilligt gået ind i ordningen, og der nedlægges altså nu 20 dambrug spredt rundt i Jylland. Dermed fjernes spærringer i vandløbene, så fiskene kan svømme frit op og ned ad strømmen – til og fra deres gydepladser.

– Spærringer i vandløbene er det største problem overhovedet for vandrende fisk som laks og ørreder, siger han. Derfor er det en fantastisk god ordning, som Miljøministeriet har lavet, siger Lars Brinch Thygesen, der er miljøkonsulent i Danmarks Sportsfiskerforbund.

I dambrugernes forening Dansk Akvakultur er man naturligt nok knap så begejstrede for nedlæggelserne:

– Det er OK, at man nedlægger gamle dambrug og fjerner spærringer. Men man burde have overført de gamle dambrugs produktionskvoter til nye moderne dambrug. Så havde man både fået miljø, vækst og arbejdspladser ud af ordningen, siger direktør Brian Thomsen.

I Vestjylland lukkes fem dambrug. Det er i Bækkelund og Nymølle i Ringkøbing-Skjern Kommune, Nørhå og Koustrup Mølle i Thisted Kommune og et dambrug ved Idom Å i Holstebro Kommune. Desuden lukkes seks dambrug i Varde Kommune, fem i Vejle Kommune, tre i Billund Kommune og et enkelt dambrug i Vejen Kommune.

– På sigt vil der blive fjernet endnu flere spærringer, for det er et meget effektivt middel til at forbedre vilkårene for fisk og dyreliv i åerne, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Forhåbentlig er det ikke tomme løfter her op til det kommende folketingsvalg. Vi har ikke brug for de dambrug. Vi har kun brug for at slippe af med dem.

9. april 2015
Steen Ulnits

* S-politiker: 

* – Helt OK at spise truede ål…

– Det er den rene elendighed, siger direktør Mogens Mathiasen fra Royal Danish Fish i Hanstholm. Verdens største åledambrug er nu i fare for at lukke, fordi supermarkeder over hele Europa har droppet at sælge ål efter pres fra grønne organisationer.

Supermarkedernes boykot af ålen har foreløbig kostet halvdelen af de 40 arbejdspladser på virksomheden i Hanstholm.

Ålen står nu på den officielle rødliste over truede arter. Og derfor har miljøorganisationerne lagt pres på supermarkederne. Royal Danish Fish genudsætter imidlertid åleyngel i stort tal og mener derfor, at produktionen er bæredygtig. Virksomheden har forsøgt sig med en netbutik, men det har ikke kunnet redde situationen.

For nylig var Folketingets Fødevareudvalg på besøg i Hanstholm for at høre på åledambrugets nødråb.

– Det er positivt, at Fødevareudvalget kommer ud i det virkelige liv, og så håber jeg, at de kan hjælpe med at redde og fastholde arbejdspladser, siger direktør Mogens Mathiasen fra Royal Danish Fish.

En af politikerne er det socialdemokratiske medlem af udvalget, Simon Kollerup, der er valgt i Thisted-kredsen. Han kalder ålen en svær kamp at løfte politisk.

– Der er nemlig rigtig mange, som er betænkelige ved at spise ål. Det er jeg ikke selv, sådan som de produceres hos Royal Danish Fish. Og jeg synes, vi som politikere skal sende det signal, at det er ok at spise ål, siger Simon Kollerup.

Simon Kollerup afviser, at politikerne kan blande sig i, hvilke varer supermarkederne ønsker at sælge.

Uvidenhed er desværre ingen mangelvare på Christiansborg. Så længe man ikke har knækket koden og fundet ud at at reproducere ålen kunstigt, er ethvert åleopdræt baseret på indfanget yngel af vilde og udryddelsestruede ål.

Måtte Simon Kollerup derfor kløjs i de vildål, han spiser. Om de så kommer fra et opdrætsanlæg eller ej. For tamme bliver de aldrig.

9. april 2015
Steen Ulnits

* Ny planlov for havet

Miljøminister Kirsten Brosbøl og direktør for Verdensnaturfonden Gitte Seeberg varsler i Dagbladet Politiken en ny planlov for havet og udnyttelsen af det:

“Havet er vores fælles gode. Vi har et stort ansvar for, at vi videregiver en natur, der stadig har noget at byde på, når vores børn og børnebørn bliver voksne.

Det er vores fælles ansvar at bevare og beskytte havnaturen af respekt for det naturlige liv, men også til gavn og glæde for samfundet og de kommende generationer.

Derfor skal vi bruge havet med måde. Vi skal vide mere om, hvordan vi påvirker det, hvordan havets tilstand er, og hvordan vi kan tage bedst muligt hensyn til de fantastiske og skrøbelige økosystemer, som får naturens hjul til at dreje rundt.

Det vil WWF Verdensnaturfonden konkret bidrage til ved at iværksætte et stort folkeligt projekt, hvor alle kan bidrage med billeder og opdagelser. De mange bidrag kan indgå i den pulje af viden, vi skal have for at kunne passe bedre på havet. Vi skal vide mere om, hvordan livet i havet trives.

Det er vores fælles ansvar at bevare og beskytte havnaturen af respekt for det naturlige liv, men også til gavn og glæde for samfundet og de kommende generationer. Havet tilhører os alle.

Havet er værdifuldt for os og samfundsøkonomien. Vore åbne kyster og langstrakte natur tiltrækker masser af turister og danskere. Der er store interesser og mange muligheder for at udnytte havet endnu mere. Men skal der være plads til det hele?

Spørgsmålet om, hvordan vi finder en god balance mellem benyttelse og beskyttelse, er vigtigt. Derfor udarbejder Miljøministeriet nu et såkaldt administrationsgrundlag for søterritoriet og for de afgørelser, der træffes efter kystbeskyttelsesloven. Det skal være med til at skabe et bedre klima for afprøvning af nye ideer i det kystnære hav og dermed bedre rammer for bæredygtig udvikling.

Regeringen arbejder også på at udarbejde en slags planlov for havet. En sådan lov om havplanlægning skal sikre, at vores benyttelse og beskyttelse af havet ikke står i vejen for hinanden, og tanken er, at vi ligesom på land kan udpege områder på havet, som kan bruges til forskellige aktiviteter.

Arbejdet hermed begynder snart, og både myndigheder og organisationer skal med. For havet er en del af vores fælles natur, og det skal beskyttes.”

Citat slut og amen med. Tårerne presser på i øjenkrogene, men virkeligheden er så tæt på som altid. Lad os se ordene udmøntet i praksis.

2. april 2015
Steen Ulnits

* For 200 millioner kroner tobiser

Det har industrifiskerne på Vestkysten udsigt til i år. Biologerne i det internationale havundersøgelsesråd ICES anbefaler nemlig en markant større kvote af den vigtige industrifisk tobis.

Konkret anbefaler biologerne i ICES en samlet kvote på 350.000 ton tobis i år. Det er næsten 150.000 ton mere end sidste år, og det vil give fiskerne en ekstra indtægt på omkring 200 millioner kroner, hvis ellers fiskene bliver fanget og landet. Og gør den det, får det stor positiv betydning lokalt, siger Peter Jensen, direktør for fiskemelsfabrikken Triple Nine i Thyborøn:

– Flere råvarer gør, at vi kan sikre beskæftigelsen. Nu er kvoten oppe på det niveau, som erhvervet længe har anbefalet, siger han.

Selvom branchen glæder sig over biologernes anbefalinger, så er fiskerne fortsat utilfredse med, at kvoten er opdelt i delområder i Nordsøen og Skagerrak. De endelige kvoter skal godkendes i EU, men her plejer man at følge biologernes anbefalinger.

Tobissæsonen starter den 1. april, og det er ingen aprilsnar. Det er dødelig alvor – for tobiserne selv og de dyr, der lever af dem.

Man må virkelig håbe, at undersøgelserne bag de nye kvoter har hold i virkeligheden – at det ikke endnu engang skal gå ud over havfugle og havfisk, som så må sulte efter endt overfiskeri på deres fødeemner.

2. april 2015
Steen Ulnits

* Klimabarriere forsvinder

I takt med at havtemperaturerne i Arktis stiger, søger visse fiskearter længere og længere mod nord. En bevægelse, der allerede er i gang, men som fra 2050 forventes at tage til i styrke.

Det viser en ny dansk-ledet fremskrivning, publiceret i det videnskabelige tidsskrift “Nature Climate Change”, som særligt fokuserer på, hvordan isafsmeltningen i Arktis kan skabe fri passage mellem det nordligste af Stillehavet og Atlanterhavet.

– Gennem det meste af de seneste tre millioner år har et meget barskt miljø adskilt de to haves økosystemer og forhindret dem i at blande sig, forklarer undersøgelsens hovedforfatter Mary Wisz, fra rådgivnings- og forskningsinstitutionen DHI til DR Viden.

– Men med den seneste opvarmning i Arktis er adskillelsen begyndt at blive nedbrudt og dermed muliggøre, at livet i havet kan flytte sig direkte mellem de to oceaner, fortsætter hun.

Det er processer, som er meget vigtige for forskerne at forstå, da man historisk har erfaret, hvad der kan ske, når man åbner for barrieren mellem to have.

 Da man udgravede Suez kanalen for halvanden hundrede år siden, strømmede en række fiskearter fra det salte Rødehav ud i Middelhavet og ændrede de biologiske balancer uigenkaldeligt.

En række invasive arter fra Det Røde Hav dominerer fortsat Middelhavet – med store problemer for fiskeriet til følge.

– Havmiljøet i Arktis er yderst delikat, og en lang række arter er afhængige af isen, fortæller Ph.d. og fiskekurator Peter Rask Møller fra Zoologisk Museum på Københavns Universitet, der er medforfatter og har bidraget med detaljer om, hvilke konkrete fisk man kunne forestille sig vil flytte hav.

– En af de mest oplagte arter at se på, er atlanterhavstorsken. Den vil rykke sig længere nord på og kan potentielt flytte sig til Stillehavet, siger han. 

Torsken formerer sig meget hurtigt, har en alsidig appetit og tilpasser sig hvor den kan komme frem.

– Den har historisk set været en ”game changer” for vi mennesker, og dens udbredelse har været afgørende for det omkringliggende liv, forklarer Peter Rask Møller.

 I områder hvor der har været mange torsk i havet, har livet på land også været godt. Ikke mindst i arktiske områder.

Fiskeribiologerne følger den nuværende udvikling i havet omkring Grønland, hvor der løbende dukker nye arter op, som normalt holder til i mere sydlige farvande. Blandt andet knurhane og hvilling.

Forskerne har gennemgået i alt 515 fiskearter, hvoraf 41 frem mod år 2100 forventes at kunne vandre fra Atlanterhavets nordøstpassage ind i Stillehavet. 44 andre arter kan forventes at tage den modsatte rute via nordvestpassagen.

2. april 2015
Steen Ulnits

* Kloge kvinder om miljøet

Det er kvinderne, der passer på vor jord. Og mændene, der ødelægger den. Sådan har det altid været, og sådan er det stadig.

To af Danmarks miljøbevidste kvinder er derfor gået sammen om at forfatte et debatindlæg til Dagbladet Politiken. Det drejer sig om miljøminister Kirsten Brosbøl og Gitte Seeberg, der er tidligere folketingspolitiker (K) og nuværende direktør for Verdensnaturfonden. Hør, hvad de to kloge piger skriver i deres debatindlæg:

“Vor nærmeste nabo er havet. 7.300 kilometer kyststrækning har gjort havet til en naturlig del af danskernes liv i flere tusinde år. Vi er fiskere, handelsfolk, sejlere, dykkere, surfere, vinterbadere og meget mere.

Danmark har en utrolig flot, vild og artsrig havnatur, som er tilgængelig for alle. Havet er et af vores største naturområder. Samtidig er det også her, vi finder mange af vores naturlige ressourcer. Sådan skal det fortsat være. Derfor er forholdet mellem benyttelse og beskyttelse afgørende.

Men biodiversiteten i vores havmiljø er flere steder under pres. Havet er følsomt og reagerer på de ting, vi udsætter det for. Det har konsekvenser, når vi suger sand op fra havbunden, etablerer anlæg på havet, fisker, fragter varer på store containerskibe, eller når der udledes næringsstoffer fra landbruget.

Derfor ønsker vi en målrettet beskyttelse og bæredygtig udvikling for vores havområder.”

Wow, piger – det lyder rigtig godt. Lad os håber, der også følger konkret handling med i valgløfterne. Og at regeringen ikke må forlade skansen og overlade regeringsmagten til Blå Blok efter det kommende folketingsvalg. Så bliver det for alvor hårdt at være naturen igen…

27. marts 2015

Steen Ulnits

* Forbud mod fysisk forstyrrelse

Udpegning af områderne i Kattegat og det tilhørende forbud mod fysisk forstyrrelse er en vigtig beslutning som led i beskyttelsen af havmiljøet i Danmark.

I danske farvande er der allerede udpeget en række Natura 2000-områder svarende til 18 pct. af det danske havareal, der bl.a. skal beskytte naturtyper som stenrev og boblerev. Også indsatsen for at nedbringe næringsstoftilførslen til havet har medvirket – og vil fortsat medvirke – til at forbedre miljøet i vores havområder.

Derfor udpeger regeringen nu beskyttelse af yderligere konkrete områder i Kattegat. Her lukkes helt for bundtrawl, klapning og råstofindvinding med det formål at beskytte den bløde bund, som er særlig sårbar over for menneskelige aktiviteter. Havbunden får fred, så de sårbare bunddyr får de bedst mulige vilkår.

Udpegning af områderne i Kattegat og det tilhørende forbud mod fysisk forstyrrelse er en vigtig beslutning som led i beskyttelsen af havmiljøet i Danmark. Beskyttelsen af havområder med blød bund er Danmarks første skridt i et indsatsprogram for at leve op til EU’s havstrategidirektiv, der skal sikre god tilstand i alle EU’s havområder i 2020.

– I en tid hvor presset på havets ressourcer vokser, er det vigtigt med områder på havet, hvor den sårbare natur sikres. Derfor har WWF Verdensnaturfonden også længe haft det som mærkesag, at der beskyttes sammenhængende naturområder på havet, siger Gitte Seeberg i Dagbladet Politiken.

27. marts 2015

Steen Ulnits

* Stenrevene tilbage

Miljøminister Kirsten Brosbøl og Gitte Seeberg, direktør for Verdensnaturfonden, fortsætter deres kamp for den danske natur i Politiken. Denne gang gælder det stenrevene:

“Vi ved fra en række projekter, at det er muligt at genoprette ødelagt havnatur og vende tilbage til en tilstand med høj kvalitet. De gode eksempler findes, og det kan lade sig gøre ved fælles hjælp at genoprette havnaturen, f.eks. omkring stenrev.

Store stenrev, som er et vigtigt fødekammer og skjulested for fisk, er siden 1930’erne langsomt blevet destrueret, når store sten er hentet op fra havbunden til havnebyggeri og anlægsarbejde. Det anslås, at en stendækning på ca. 40 kvadratkilometer sten er blevet fjernet fra havbunden siden 1950. Disse havsten udgør i dag mange moleanlæg rundt omkring i landet.

Det for nylig afsluttede ’Blue Reef’ pilotprojekt nord for Læsø har med stor succes demonstreret, hvordan vi kan råde bod på det omfattende stenfiskeri, der foregik op gennem 1960’erne og 70’erne. Her har man ved udlægning af store granitblokke dannet et kæmpe kunstigt stenrev.

Det er nu bevokset af brune, røde og grønne tangplanter og er indtaget af et mylder af dyr – fra søanemoner og nøgensnegle til havkarusser og torsk. Projektet er sket i et samarbejde mellem lokale kræfter, erhvervet, NGO’er og forskningsinstitutioner.”

Gennem den nye Naturplan Danmark har regeringen afsat 10 millioner kroner til at genoprette et af vores vigtige stenrev. Samtidig arbejder regeringen gennem Natura 2000-indsatsen på at beskytte stenrev og boblerev mod fiskeri i de marine Natura 2000-områder. De første områder blev beskyttet mod trawlfiskeri i 2013, og beskyttelse af yderligere områder er på vej.

Lad os så håbe, at Dan Jørgensen er med på en lytter. At han ikke fortsat tillader muslingeskrab med ødelæggende redskaber i sårbare Natura 2000-områder…

27. marts 2015

Steen Ulnits

* Ny nationalpark indviet

Danmarks fjerde nationalpark, Nationalpark Skjoldungernes Land, er nu en realitet. De første tre er Thy, Mols Bjerge og Vadehavet.

Den nye nationalpark bliver indviet af kronprins Frederik og miljøminister Kirsten Brosbøl både til vands, til lands og på cykel. Det sker i dag – lørdag den 21. marts – hvor nationalparken slår dørene op til en kæmpe folkefest.

Kronprinsen og miljøministeren vil fra morgenstunden sejle ned gennem Roskilde Fjord for at opleve nationalparken fra søsiden. Pressen deltager fra en følgebåd.

Efter modtagelse på Roskilde Havn af borgmester Joy Mogensen vil kronprinsen og miljøministeren sammen med centrale interessenter cykle gennem nationalparken for at opleve skovnaturen og det unikke fjordlandskab.

Herefter bliver nationalparken officielt åbnet på Ledreborg Slot med taler og deltagelse af borgmestrene fra Lejre, Roskilde og Frederikssund kommuner og nationalparkens formand, Lars Vedsmand.

I den store slotslade vil der være mulighed for at smage mange af de kulinariske specialiteter, der produceres i nationalparken – såsom urokse fra Herthadalen, vikingepølser fra Hesselbjerggaard, øl fra Herslev Bryghus og frisk gårdmælk fra Lejre.

Efterhånden ser man mønsteret for og planerne bag de danske nationalparker. Andre steder i verden ligger den primære fokus på naturen og beskyttelsen af den. I Danmark er der primært fokus på, hvordan man lokalt bedst kommercialiserer de pågældende naturområder.

– Man merkt die Absicht und ist verstimmt, som Goethe så smukt formulerede det i et af sine værker. – En kæmpe folkefest, som myndighederne jo også selv kalder det.

Lad os håbe, at naturen i vore nationalparker holder til det øgede pres. Og lad os selv overholde de gældende regler for adgang til naturen omkring os.

Du finder en god introduktion til emnet i artiklen “Adgang til Naturen“.

21. marts 2015

Steen Ulnits

* Kvælstof og fosfor halveret

Effekterne af vandmiljøplanerne har siden slutningen af 1980’erne vist de første tegn på positive forandringer i de danske kystområder. Koncentrationer af både kvælstof og fosfor er nu faldet med mere end 50 procent i forhold til situationen før 1990.

Reduktion i fosforkoncentrationerne er noget mindre end forventet ud fra den målte reduktion i tilførslerne – primært på grund af en fortsat stor intern tilførsel fra havbunden. Herfra frigives nemlig fosfor ved dårlige iltforhold. Samtidig er mængden af alger i vandsøjlen begyndt at falde, og vandet er blevet mere klart. De forbedrede lysforhold har også givet anledning til større vækst og udbredelse af store fastsiddende alger.

Der er en klar sammenhæng mellem mængden af næringsstoffer i form af kvælstof og fosfor og så mængden af alger i vandet. Kvælstof og fosfor regulerer mængden af alger på forskellige årstider, og betydningen af henholdsvis kvælstof og fosfor for algemængden afhænger også af, om man er tæt på kysten eller ude på de mere åbne havområder.

I grove træk begrænser fosformængden algernes vækst om foråret i fjordene, og ellers er kvælstof det begrænsende stof. Lyset spiller oftest kun en rolle i vintermånederne. Ude på de åbne danske havområder er det kvælstof, som begrænser væksten af alger.

En undtagelse er Østersøen, hvor blågrønalger ofte forekommer om sommeren, og de er selv i stand til at skaffe sig kvælstof fra luften. I de perioder er mængden af fosfor vigtig for at begrænse algevæksten. Men blågrønalgerne kan ikke vokse ved det højere saltindhold, som findes i Bælthavet og nordpå i Kattegat, Skagerrak og Nordsøen.

Dette skift i betydningen af de to næringsstoffer har givet anledning til megen diskussion. Kvælstof er jo sundt for planter, så hvorfor er det ikke sundt for havets planter? Det er det også, men ønsket er ikke at få så mange alger som muligt. Tværtimod er det målet at reducere mængden af alger, fordi mange alger giver iltsvind, som dræber dyr og planter og udvikler svovlbrinte.

– Er det så tilstrækkeligt, at næringsstofudledningerne og næringsstofkoncentrationer er blevet reduceret?

Nej, desværre. Der skal mere til. Biologien i form af planter på havbunden skal også udvikles igen, og det kræver mere tid. Meget mere tid.

20. marts 2015

Steen Ulnits

* Ålegræs som indikator

Effekterne af vandmiljøplanerne har siden slutningen af 1980’erne vist de første tegn på positive forandringer i de danske kystområder. Det viser sig på forskellig vis.

En nøgleorganisme i kystzonen er planten ålegræs. Det er en rodfæstet græslignende blomsterplante, som under gode miljøforhold danner store sammenhængende enge. I de seneste årtier er forekomsten af ålegræs blevet stærkt reduceret primært i takt med den stigende forurening med næringsstoffer og til dels også af iltsvind.

Ålegræs er en god indikator som mål for miljøtilstanden i kystzonen. Ålegræsenge findes typisk på 3-6 meters dybde. Ålegræsset stabiliserer havbunden, danner skjulested for fisk, skaber vækstområder for mange andre organismer, stimulerer den biologiske mangfoldighed og producerer ilt.

I områder, hvor ålegræsset er forsvundet som følge af uklart vand, ændres forholdene til det værre. Den bløde, mudrede havbund bliver let hvirvlet op i vandet, som bliver uklart. Herved bliver muligheden for, at ålegræsset kan vende tilbage, også forringet. En ond cirkel, altså.

På den baggrund er det klart, at ålegræsset spiller en helt central rolle i forvaltningen af havmiljøet og i implementeringen af det europæiske vandrammedirektiv – de lovmæssige krav til forvaltning af de europæiske vandområder.

Men indtil omkring 2009 skete der ingen forbedringer i udbredelsen af ålegræsset, og det var en væsentlig anledning til den fortsatte kritik af vandmiljøplanerne. Faktisk mener mange landbrugere, at ålegræsset derfor slet ikke bør bruges som miljøindikator.

20. marts 2015

Steen Ulnits

* Ålegræsset i fremgang

Når nu ålegræsset var så god en indikator for miljøkvaliteten i havet og ålegræsset ikke udviklede sig, når næringsstofkoncentrationerne blev reduceret og lysforholdene forbedret, så måtte vandmiljøplanerne og de dertil knyttede indsatsplaner vel være forkerte?

Eksempler fra den internationale litteratur har vist, at nogle marine økosystemer har været så ødelagte af forurening, at det kunne tage årtier før de vendte tilbage til en bedre miljøkvalitet.

Dette er desværre også tilfældet i Danmark. I de danske kystområder skete der således ingenting med ålegræsset i flere årtier efter, at man indledte arbejdet med vandmiljøplanerne.

Først i 2009 begyndte en svag positiv udvikling i ålegræsset udbredelse, og endeligt i 2013 nåede ålegræsset de højeste værdier i hele overvågningsperioden. De fortsatte forbedringer i lysforholdene er formentligt den væsentligste årsag til forbedringerne, men en gradvis forbedring af forholdene i havbunden har også betydning.

Fortsætter denne udvikling, vil det føre til en række forbedringer i kystzonen, som vil stabilisere forholdene og sikre en fortsat god miljøtilstand. Hvis man derimod tillader større næringsstofudledninger til kystzonen igen, vil disse positive tendenser meget hurtigt blive vendt. Ålegræsset er på vej fremad, men det vil tage flere år før en sund bestand er etableret rundt omkring Danmark.

Øgede udledninger af næringsstoffer vil derfor modvirke 25 års indsats for at forbedre havmiljøet. Og det på et tidspunkt, hvor de første frugter af indsatsen er ved at vise sig.

Læs mere i artiklen “Ålegræs og miljø” under “Biologi”.

20. marts 2015

Steen Ulnits

* Solformørkelse i morgen

I morgen fredag den 20. marts vil vi være vidne til noget ganske særligt: En solformørkelse, der på sin højeste vil dække op mod 80% af solskiven.

Solformørkelsen begynder klokken 09.40 og kulminerer klokken 10.48. Først ved 12-tiden har Månen igen forladt solskiven. Her i Danmark vil solformørkelsen være tydeligst, jo mere nordvest i landet man befinder sig.

Næste gang, man kan opleve en delvis solformørkelse i Danmark, er 10. juni 2021, så der er lidt ventetid. Og desværre kan man først opleve en total solformørkelse i Danmark den 25. maj 2142. Indtil da må man rejse ud i verden for at få oplevelsen et andet sted.

Husk dine solformørkelsesbriller, hvis du vil kigge nærmere på fænomenet i morgen formiddag. Hvis du altså kan få fat på nogen eller har gemt de gamle fra sidste gang. Man kan få svejseøjne eller det, der er værre, hvis man kigger på Solen uden beskyttelse.

Hvis du vil læse mere om Månens virkning på dyr og mennesker, så tag et kig på artiklen “Facts om Fuldmåner“.

Fakta om solformørkelser: 

Den seneste totale solformørkelse i Danmark fandt sted den 28. juli 1851, hvor Solen var helt dækket af Månen, når man så den fra Nordjylland eller Nordsjælland.

Delvise solformørkelser i Danmark har vi haft flere af: Den 15. februar 1961, den 11. august 1999 og den 31. maj 2003. Solformørkelsen i 1999 dækkede næsten 80 procent af Solen set fra Danmark.

Kilde: Stellar Astrophysics Centre, Aarhus Universitet

19. marts 2015

Steen Ulnits

* Geddefredningen på plads

NaturErhverv og Fødevareministeriet har reageret prompte på henvendelsen herunder angående geddens fredningstid i ferskvand og saltvand. Man har lovet at rette fejlen og den fejlagtige pdf-folder.

Således er det nu fastslået, at gedden i ferskvand er fredet 1. april til 30. april, mens den i saltvand – altså på søterritoriet – er fredet 1. april til 15. maj.

Begge steder er mindstemålet 60 cm, hvis nogen skulle være interesseret i en fiskefrikadelle. Husk blot den nye totalfredning af de sydsjællandske brakvandsgedder.

Så er det vist på plads, og vi kan med sindsro se frem til de rigtige geddepremierer!

18. marts 2015

Steen Ulnits

* Favrskov klager over Tangeværket

I Randers kommune har man afstemt sine holdninger omkring Tangeværket med den opstrøms beliggende Favrskov Kommune.

Her er formanden for teknik- og miljøudvalget Kurt Andreassen (V), som er tidligere borgmester i den nedlagte Hvorslev Kommune. Samtidig med, at Favrskov Kommune kommer med en indsigelse mod driftstilladelsen efter vandforsyningsloven, sender Kurt Andreassen også en klage til Natur- og Miljøankenævnet over Viborg Kommunes driftstilladelse.

I klagen lufter han tanken om, at staten nok snart vil kræve fri faunapassage ved Tangeværket. Men ellers er hovedanken, at Tangeværkets brug af vandet i Gudenå medfører alt for store variationer af vandstanden nedstrøms værket.

Disse svingninger har ødelagt et af Favrskov Kommunes højt prioriterede projekter: Anlæggelsen af et gyde- og opvækststryg ved Ulstrup by, der tidligere var hovedstad i Hvorslev kommune. Netop her har den gamle Hvorslev kommune brugt megen tid og mange penge på at udlægge store sten i Gudenåen, som gennem de sidste århundreder er blevet renset for alle sten, der kunne genere pramdriften.

Kurt Andreassen er utilfreds med, at Tangeværkets turbinedrift og elproduktion medfører, at vandstanden ved Ulstrup flere gange ugentlig varierer med op til 80 centimeter. Han ønsker et krav ind i driftstilladelsen om en mere stabil vandstandsvariation.

Herudover skriver Kurt Andreassen, at der ikke er hjemmel i loven til at give en tidsubegrænset vandindvindingstilladelse. En sådan »…kan højest gives i en 30-årig periode og for indvinding af overfladevand højest for en 10-årig periode«, skriver han.

Det sidste ord er vist ikke sagt i den sag…

18. marts 2015

Steen Ulnits

* Pi-dag i dag

Hvis man er til tal og overtro, så er dagen idag – lørdag den 14. marts 2015 – noget helt specielt.

Ifølge amerikansk datoangivelse, som er lidt anderledes end vor egen europæiske, er dagen idag nemlig 3/14/15 – tallet Pi med fire decimaler: 3.1415.

De fleste kender givet tallet eller rettere begrebet Pi fra folkeskolens grundlæggende undervisning i geometri. Pi er nemlig defineret som forholdet mellem en cirkel og dens diameter. Uden en grundlæggende forståelse af Pi var det aldrig lykkedes os at sende en mand til Månen eller en sonde ud af vort eget solsystem. For blot at nævne et par eksempler af de mere vidtrækkende. Amerikanerne taler derfor om “Pi in the sky”.

Dividerer man en hvilken som helst cirkels omkreds med dens diameter, får man med usvigelig sikkerhed størrelsen Pi, som er et irrationalt tal med en endeløs række decimaler. De fire første er 1415. Alle dage med cifrene 3/14/15 kaldes derfor Pi-dage. Og store Pi-dage indtræffer i sagens natur kun én gang i hvert århundrede.

Små Pi-dage er der en hel del flere af. 100 gange så mange, for at være helt eksakt. Én hvert eneste år. Men alligevel. Når man hører, at selveste Albert Einstein blev født på en lille Pi-dag – den 14. marts 1879 – så kan man næsten ikke undgå at blive bare en lille smule religiøs. Lidt spooky er det da, at en af verdens største teoretiske fysikere valgte at lade sig føde på netop en Pi-dag. Af 365 mulige andre dage.

Går man videre i regnestykket og vælger Pi med ni decimaler, får man tallet 3.141592653. Er man for alvor til tal og tror på deres betydning, skulle man nok have holdt et minuts stilhed i morges klokken 9:26:53. Eller have giftet sig med sit livs udkårne. Eller have investeret hele formuen i Apple aktier. Eller noget helt fjerde.

Man kunne også bare gøre, som jeg gjorde: Nyde øjeblikket, drikke en kop stærk kaffe og varme et par fryseboller i ovnen.

– Pi-boller på bordet!

14. marts 2015

Steen Ulnits

* Forvirring omkring fredning

Der har længe hersket lidt forvirring omkring gedder, deres fredningstid og mindstemål. Det kan ikke undre, for nu er selv myndighederne kommet i tvivl og konflikt med sig selv:

Hvis man går ind på webadressen:

http://naturerhverv.dk/fiskeri/lyst-og-fritidsfiskeri/

– og i venstre side klikker på emnet “Regler for lyst- og fritidsfiskeri”, så kan man få denne PDF-fil til download:

http://naturerhverv.dk/fileadmin/user_upload/NaturErhverv/Filer/Fiskeri/Lyst-fritidsfiskeri/samlet.pdf

I den kan man læse, at gedderne er fredet fra 1. april til 15. maj i ferskvand. Det vil sige, at den traditionelle og ikke mindst på Sjælland længe ventede 1. maj geddepremiere åbenbart er aflyst og udskudt til den 16. maj.

Men hvis man går ind på Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri og under “Lystfiskeri og fisketegn” tjekker “Mindstemål og fredningstider” på følgende webadresse:

http://m.fisketegn.dk/mindstemål_og_fredningstider.aspx?ID=45364

– så kan man under gedder:

http://m.fisketegn.dk/gedde.aspx?ID=45920

– se, at fredningstiden i ferskvand stadig er 1. april til 30. april.

IMG_0011

Begge instanser er blevet gjort opmærksom på den uheldige diskrepans. Jeg håber, at vi får den rigtige fredning lagt op begge steder – inden fredningen snart indtræffer.

13. marts 2015

Steen Ulnits

* Brakvandsgedder fredes

Danmarks strategiske placering midt mellem den ferske Østersø og den salte Nordsø giver mulighed for helt specielle fiskebestande – heriblandt brakvandsgedder. Der er tale om almindelige gedder, som fødes i ferskvand, men vandrer ud og vokser op i det næringsrige brakvand, der omgiver Sydsjælland. Således er der periodisk gode bestande af brakvandsgedder i blandt andet Bøgestrømmen, Præstø Fjord og Stege Nor.

Uheldigvis sker der tidsvis indstrømning af saltvand nordfra, hvilket senest var tilfældet op til Jul sidste år. Da strømmede rekordstore mængder saltvand ind gennem sunde og bælter, inden det blandede sig med det ferske vand i Østersøen.

Gedderne kan ikke tåle det salte vand og fortrækker derfor – hvis de har mulighed for det. Har de ikke det, og fanges de i en saltlomme, da dør de helt enkelt. Man siger da, at gedderne bliver “saltslået” – et begreb, som kendes langt tilbage i historien. De danske brakvandsgedder er således en ganske flygtig ressurse, der kommer og går.

Nu har fødevareminister Dan Jørgensen besluttet, at de pressede danske brakvandsgedder skal fredes – forsøgsvis i en 5-årig periode. I en pressemeddelelse fra Fødevareministeriet lyder den glade melding således:

– Lystfiskeri efter gedder er meget populært ved Sydsjællands kyster, og turister kommer gerne langvejs fra for at fange store gedder. Med dette tiltag har jeg opfyldt et brændende ønske blandt lystfiskere i ind- og udland.

Dan Jørgensens nye fredning medfører restriktioner for fiskeriet på Præstø Fjord, Stege Nor, Jungshoved  Nor og Fane Fjord. Her vil det nemlig fremover være forbudt at hjemtage gedder og fiske med monofile nedgarn i perioden 1. februar til 31. maj. De pågældende lokaliteter er udvalgt, da de er vigtige opvækstområder for de sydsjællandske brakvandsgedder.

Det er dog tilladt at fiske efter og fange gedder de pågældende steder, hvis blot man bruger stang og line. Fangede gedder skal genudsættes. Skulle nogen have lyst til at tage en fanget brakvandsgedde med hjem – de smager trods alt bedre end normale søgedder – er de i den 5-årige fredningsperiode nødsaget til at fiske uden for de nævnte områder.

Den fulde ordlyd og de nærmere detaljer kan findes i Fødevareministeriets “Bekendtgørelse om særlige fiskeriregler for gedde i visse brakvandsområder ved Sydsjælland og Møn”.

13. marts 2015

Steen Ulnits

* Høringssvar fra Randers Kommune

Tangeloven, der blandt andet regulerer vandindvindingen til Gudenaacentralen, falder bort til januar næste år.

I den forbindelse er Randers Kommune blevet bedt om at komme med et høringssvar, fordi Viborg Kommune i øjeblikket behandler Gudenaacentralens ansøgning om fortsat vandindvinding efter 2016.

Hos politikerne i miljø- og teknikudvalget i Randers er det holdningen, at der nu bør findes en løsning, så der laves et stryg udenom Gudenaacentralen til glæde for laksen og alle andre fisk i åen, der så vil få mulighed for at reproducere sig selv.

– Gudenaacentralen og Tangeværket som el-producent spiller ikke nogen nævneværdig rolle, siger formanden for udvalget, Frank Nørgaard (DF). Derfor skriver Randers i høringssvaret:

– Det er Randers Kommunes klare holdning, at tilladelsen kun skal meddeles for maksimalt to år. 

– Det er Randers Kommunes klare holdning, at vandindvindingen til konventionel energiproduktion på Gudenaacentralen snarest skal ophøre. 

– I stedet skal der snarest udenom Tange Sø og forbi Tangeværket etableres et velfungerende omløbsstryg med en tilstrækkelig vandføring, der sikrer fuld passage for flora og fauna.

– Tiden må efterhånden være moden til, at man ser på om det er fornuftigt, at der skal produceres kunstig lakseyngel, fordi der skal produceres strøm på Tangeværket.

I årevis har Randers Kommune brugt 200.000 kroner årligt på at sætte laksesmolt ud i Gudenå. Fiskene kan nemlig ikke komme forbi passagen ved Tangeværket og længere op i å-systemet for at gyde. Det vil de kunne, hvis der laves et stryg uden om Tangeværket.

Randers Kommune mener også, at Viborg Kommune som en del af aftalen skal fortsætte med at slå grøde i åen mellem Bjerringbro og Randers. Gudenaacentralen mener nemlig, at centralen kun er forpligtet til at skære grøde i åen en gang om året strækningen Silkeborg-Bjeringbro.

Gudenaacentralen mener således ikke, at de er pålagt at skære grøde fra Bjerringbro til Randers. Men man vil gerne påtage sig arbejdet på strækningen – mod behørig betaling, skriver Randers Amtsavis.

12. marts 2015

Steen Ulnits

* Ans by vil suge varmen ud af Tange Sø

I Ans har de et rigtigt smart og miljørigtigt projekt. Planen er ganske simpelt at stikke et stort sugerør i Tange Sø og suge varmt søvand op til kraftvarmeværket. Men nu har Danmarks Naturfredningsforening midlertidigt sat en stopper for idéen.

– Jeg synes, de modsiger deres egne holdninger, siger Carl Lau Jensen, der er formand for Ans Kraftvarmeværk

En anden fortaler for det nye varmepumpeanlæg er Jarl Gorridsen, som er formand for Plan, Miljø og Klimaudvalget (S) i Silkeborg Kommune. Han er naturligvis i familie med Verner Gorridsen, der i sin tid stiftede og i dag stadig er formand for – Foreningen til bevarelse af Tange Sø…

Kraftvarmeværket vil trække 3-4 grader ud af vandet fra Tange Sø og bruge energien til at opvarme 60 procent af husene i byen. Det vil spare miljøet for et udslip på 1.300 tons CO2 om året, siger folkene bag værket. Alligevel har Danmarks Naturfredningsforening indklaget planerne for Naturklagenævnet, fordi det angiveligt skader naturen og fiskenes frie bevægelighed.

– Vi er bekymret for, at et projekt, der slår sig op på søvarme, vil fastlåse Tange Sø som den opstemning af Gudenåen, den er i dag, fortæller Jan Pedersen fra Danmarks Naturfredningsforening. Her er man nemlig godt klar over de skumle hensigter bag forslaget.

Naturklagenævnets behandlingstid er 12-14 måneder, og derfor er søvarmen foreløbig sat i bero. Det foreslåede projekt er helt i tråd med Ans bys strategi om at holde på søen med alle tænkelige midler. Hvis først et sådant varmepumpeanlæg etableres, vil det blive ekstra svært at fjerne søen.

Smart tænkt i Ans by, der givet har afstemt situationen med Viborg kommune.

11. marts 2015

Steen Ulnits

* Kommuner i strid om Tangeværket

Viborg Kommune har netop givet det 100 år gamle vandkraftværk lov til at bruge Gudenåens vand i 30 år mere. Det får nu nabokommunen Favrskov til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet.

Favrskov kommune er utilfreds med ikke at være blevet hørt, før politikerne i Viborg traf en beslutning om at give Tangeværket lov til at bruge Gudenåens vand de næste 30 år. Favrskov er også uenig i beslutningen, som påvirker vandstanden i Gudenåen neden for Tangeværket.

– Det her synes jeg ikke, at man kan kalde dialog. Det tror jeg, at der er mange, der vil være enige med os i. Vi er absolut ikke interesserede i en konflikt. Det er bare sådan det har udviklet sig, siger Kurt Andreassen, Fmd., Teknik & Miljøudv., Venstre, Favrskov Kommune.

Tidligere har staten skullet give Tangeværket tilladelse til at indvinde vand. Men det ansvar er nu lagt over på Viborg Kommune. Udvalgsformanden fra Viborg erkender, at man kunne have hørt nabokommunerne først. Men mener ikke, at det blokerer for en løsning på Gudenåens passage ved Tangeværket.

– Altså, vi kan godt give den tilladelse nu, og så bagefter kan vi snakke om, om der skal komme et stryg omkring Tangeværket. Det er to forskellige ting, siger Flemming Lund, Fmd., Klima & Miljøudv., Soc.dem., Viborg Kommune.

Også Randers Kommune har kritiseret beslutningen i Viborg. Sagen bliver nu taget op i Gudenåkomiteen, der er et samarbejde for kommunerne langs åen. Både Faurskov og Randers kommuner har gennem de senere år investeret mange penge i at genskabe Gudenå-laksen.

Nu giver Viborg Kommune så sine nedstrøms naboer og kolleger fingeren.

They couldn’t care less – nu, hvor Apple kommer til byen…

11. marts 2015

Steen Ulnits

* 30 år mere til Tangeværket…

Det gik så galt, som det næsten kunne gå: Tangeværket har fået yderligere 30 år til at blokere og amputere Gudenåen i…

I 2014 ophævede Folketinget den da 80 år gamle koncessionslov og lagde dermed ansvaret for fremtidig godkendelse af driften over på Viborg Kommune. Man satte ræven til at vogte hønsene.

Og Viborg Kommune levede helt op til de værste forventninger. Ikke blot gav man tilladelse til 30 års fortsat drift. Nej, man overvejede sågar at give Tangeværket en tidsubestemt tilladelse til fortsat udnyttelse og udbytning af Gudenåens vand.

Heldigvis kunne Naturstyrelsen ikke finde en juridisk mulighed for at give den tidsubestemte tilladelse, som Viborg kommune ellers havde ønsket. Som kunne have lagt enhver diskussion om Gudenåens og Tangeværkets fremtid i graven.

Nu kan man så blot håbe på, at en fortsat drift vil kollidere med Vandmiljøplan 3 og EU’s Vandrammedirektiv. Fra lokalt hold er der nemlig ingen hjælp at hente. Her ønsker man klart, at Tangeværket fortsætter og Tange Sø består. Og man har i de seneste år gjort alt, for at alt skal blive ved det gamle – ikke mindst ved at udbygge langs søen.

Dette gælder ikke mindst golfbanen. “Tange Sø Golfklub – en af Danmarks mest naturskønne”, kalder de sig selv. Her vil man naturligvis ikke kunne spille golf – med glitrende søudsigt – hvis den stillestående Tange Sø skulle forsvinde og blive til en hurtigt strømmende Gudenå igen…

Fakta om Tangeværket
Da Tangeværket blev taget i brug i 1924, kunne værket levere en fjerdedel af Jyllands samlede elforbrug. Det meste gik til det nye sygehus i Århus.
I dag kan et par vindmøller levere samme mængde strøm – uden samtidig at ødelægge vandmiljøet i Gudenåen.

6. marts 2015

Steen Ulnits

* Tidevandkraft

Nu skal teori og tanke omsættes til praksis og handling. Og det skal ske i sydengelske Wales, hvor man lige nu projekterer verdens første “tidevandkraftværk” – som det vel må hedde, når man vil lave strøm af tidevand.

Det er de gode englændere, som har planlagt dette – firmaet “Tidal Lagoon Power”, som har turdet tænke rigtig stort og anderledes. Firmaet påtænker således at anlægge seks gigantiske anlæg – to i England og fire i Wales, hvor tidevandet begge steder løber rigtig hurtigt og højt.

Lykkes det at føre planerne ud i livet, vil disse seks anlæg tilsammen kunne levere 8 procent af Storbritanniens samlede energiforbrug – bæredygtigt og forureningsfrit.

Tidal Lagoon Power er allerede gået i gang med det første anlæg i Swansea, som indtil videre nok er bedst kendt for sit fodboldhold. Der er ganske vist tale om et af de mindste anlæg, men alligevel. Dette anlæg vil have et tværsnit på næsten 8 kilometer og nå 3 kilometer ud fra kysten. Så store skal lagunerne være for at være rentable. Så meget vand skal der fanges ind og lukkes ud igen via turbinerne.

Den engelske regering tror så meget på projektet, at den vil betale anlægsudgifterne med 30 milliarder engelske skatteyderpund – mere end 300 milliarder danske kroner. Så forventer man til gengæld også, at anlæggene kan holde i mindst 120 år.

Tidal Lagoon Power er pt. i drøftelse med den engelske regering om, hvad elektricitet fra tidevandkraftanlæggene skal koste. De første beregninger fra anlægget ved Swansea peger på en pris, der matcher prisen fra et nyopført atomkraftanlæg. Det er i størrelsesordenen £90-95  per MWh.

De øvrige fem tidevandslaguner skal ligge i Cardiff, Newport og Colwyn, alle Wales, samt Somerset og West Cumbria i England. Alle steder er tidevandet meget stærkt – med en forskel mellem højvande og lavvande på 7-9 meter. Fire gange om dagen strømmer vandet ind og ud af lagunerne – dag og nat, sommer som vinter, år ud og år ind.

Og da det er månen, som primært styrer tidevandet, er der tale om en særdeles stabil og forudsigelig ressurse. Tidevandet stopper jo ikke, som vinden kan gøre det. Eller som skyer kan skygge for solceller.

Miljøforkæmpere har allerede advaret om, at fisk i store mængder kan blive suget med ind af tidevandet og gå tabt i turbinerne. Fortalerne ser i stedet de massive stenstrukturer, der skal indfange tidevandet, som en massiv gevinst for det marine økosystem. Som kunstige stenrev.

Tilsvarende vil den enorme beskyttede inderside af lagunerne kunne bruges til alskens maritime aktiviteter. Der kommer ikke til at mangle plads…

6. marts 2015

Steen Ulnits

* Pukkelhval ved Bornholm

Den første pukkelhval i danske farvande blev observeret ved Bornholm for to hundrede år siden, og nu er der igen set en pukkelhval på disse kanter.

Hvalekspert Carl Kinze oplyser, at polske havbiologer observerede en pukkelhval i Gdansk-bugten i Østersøen den 14. februar. Senere blev der meldt om en observation ud for Bornholm. Hvalen har en tydelig hvid plet på rygfinnen, og måske er der tale om en af de pukkelhvaler, som var omkring Fyn for nogle måneder siden.

– Vi håber, at vi kan være lige så heldige som i 2008, hvor en pukkelhval svømmede langs nordkysten af Bornholm, og vi fik en perlerække af observationer, siger Carl Kinze.

Det er fortsat usædvanligt med pukkelhvaler i de indre danske farvande, men det billede kan være ved at ændre sig:

– Pukkelhvalen jages ikke længere, og den har haft adskillige årtier til at komme sig. Vi ser pukkelhvaler mange steder, og vi har for første gang haft observationer af en mor med unge sidste år. Der har også været pukkelhvaler ved Bohuslen i Sverige på vej ind i Østersøen, siger hvalforskeren.

Han opfordrer samtidig til, at man indrapporterer kommende hvalobservationer til hjemmesiden www.hvaler.dk – om det så er pukkelhvaler eller ej.

Fakta om pukkelhvaler
Pukkelhvalen har været totalfredet siden 1966.
Pukkelhvalen kan blive op til15 meter lang og veje op til 30 tons.
De vigtigste kendetegn er de meget lange luffer og en puklet rygfinne.
Pukkelhvalen forekommer i hele Nordatlanten.
Den er en sjælden gæst i danske farvande.

6. marts 2015

Steen Ulnits

* Dyk i dykænder

Edderfuglen, som er danske havjægeres vigtigste bytte, kan dykke op til 20 meter for at finde sin yndlingsspise – muslinger. Og når den så kommer op igen – med maven fuld af tunge skaller – ligger den så lavt, at kun hovedet stikker op!

20 meter er imponerende, men for ingenting at regne, hvis man sammenligner med andre fugle. Således kan den lille havlit foretage dyk helt ned til 60 meters dybde.

Dykænderne er blandt de organismer eller dyrearter, som har haft størst glæde af og fremgang efter landbrugets støt stigende udledning af næringssalte. Således er bestanden af edderfugle vokset massivt siden 1950’erne, hvor overgødskningen af de danske marker for alvor tog fart. Denne fremgang fortsatte helt frem til 1990’erne, hvor der var 950.000 sortænder og 800.000 edderfugle i de danske farvande.

Disse dykænders føde udgjordes i Kattegat og den vestlige Østersø af primært blåmuslinger og sandmuslinger. To arter, der begge nød godt af landbrugets overgødskning, som forårsagede algeblomst og store mængder føde til muslingerne. Ganske vist i tilgift til iltsvind og bundvendinger.

Men så kom billederne af de døde hummere i Kattegat og en stigende forekomst af iltsvind, der bare bredte sig til større og større områder. Politikerne kom på bedre tanker og barslede med de første vandmiljø-handlingsplaner, som skulle skære ned på udledningerne fra primært landbruget.

Og indsatsen har været en succes: Der udledes i dag langt færre næringsstoffer til havet, som straks har kvitteret med færre alger til muslingerne. Bestanden af edderfugle er næsten halveret på knap to årtier, og bestanden af de øvrige dykænder er ligeledes gået markant tilbage. Således har vi idag kun 25.000 ynglepar af edderfugle tilbage.

Sammenhængen er enkel, men endnu mere omsiggribende end allerede nævnt: Bedre vandkvalitet giver mindre organisk materiale, som betyder færre muslinger. Men en højere vandtemperatur betyder også mindre vinterdvale for muslingerne, der efterfølgende får en lavere kødprocent.

Så ikke blot har vi fået færre muslinger. Disse er også blevet af en ringere kvalitet. Endnu en grund til at stoppe det ødelæggende muslingefiskeri med skrabende redskaber. Det er fødevareminister Dan Jørgensens suveræne afgørelse, om det skal fortsætte.

27. februar 2015

Steen Ulnits

* Vagt om vort vand

“Det er tid til at stå vagt om vort vand”. Sådan lyder overskriften på en debatartikel i dagbladet Politiken, forfattet af Bo Riemann og Jacob Carstensen, der begge er professorer ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet.

Efter mere end 25 års indsats i form af vandmiljøplaner og andre handlingsplaner kan det nu langt om længe dokumenteres, at der er sket markante forbedringer i miljøkvaliteten i havet omkring Danmark.

Dette budskab har været længe undervejs og indtil nu givet anledning til en heftig debat i aviser og TV, mellem organisationer, ministerier og politikere på Christiansborg. Centrale spørgsmål har været og er fortsat, om indsatserne var rigtige. – Kunne der være rådgivet og handlet anderledes?

For at besvare disse spørgsmål er det vigtigt at forstå, hvad der regulerer miljøkvaliteten i havet.

Marine økosystemer reguleres nemlig både nedefra og oppefra. Nedefra handler det primært om betydningen af næringsstoffer og i mindre grad miljøfarlige stoffer. Oppefra er det de øverste rovfisk og pattedyr i fødenettet, som betyder noget.

I 1980’erne vidste man ikke så meget om betydningen af processerne oppefra, hvorfor de daværende overvågningsprogrammer primært fokuserede på betydningen af næringsstoffer. I dag ved man mere om betydning af overfiskeri, vandmænd og ødelæggelser af havbunden af skrabende fiskeredskaber.

Men der er ingen tvivl om, at næringsstoffer fortsat er de mest betydende for miljøkvaliteten i de danske fjorde og kystnære områder.

Årsagerne til de store vandmiljøplaner i 1980’erne var en erkendelse af, at store mængder næringssalte fra landbruget og byernes spildevand var den primære årsag til store arealer med iltsvind, som forårsagede døde fisk og hummere, gav lugtgener og udviklede svovlbrinte.

Målet med planerne var at forbedre miljøforholdene, og de konkrete initiativer omfattede NPO-handlingsplanen fra 1985, som for første gang rettede søgelyset mod landbrugets forurening.

Senere blev dette fulgt op af tre vandmiljøplaner i 1987, 1998 og 2004, hvor der særligt var fokus på at reducere udledningerne af kvælstof fra landbruget og fosfor fra byerne.

27. februar 2015

Steen Ulnits

* Den forsinkede effekt

– Hvorfor tog det så lang tid, inden effekterne af vandmiljøplanerne i 1987, 1998 og 2004 viste sig?

Der er tre svar på dette spørgsmål, fortæller Bo Riemann og Jacob Carstensen, der begge er professorer ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet.

For det første er havet omkring Danmark ikke velegnet til at modtage mange næringsstoffer på grund af den ringe vanddybde. Den bevirker, at koncentrationerne af næringsstoffer hurtigt bliver meget store og derved giver markante negative effekter på miljøkvaliteten.

For det andet er dansk landbrug et af verdens mest produktive, og hvor der handles, der spildes – endda store mængder af næringsstoffer til vandmiljøet.

For det tredje var der på daværende tidspunkt ikke viden om, hvordan og hvornår havmiljøet eventuelt ville vende tilbage til en mere acceptabel miljøkvalitet. Den daværende viden var alene baseret på sammenhænge mellem stigende udledninger af næringsstoffer og miljøeffekter.

Man antog i mangel af bedre, at en halvering af udledningerne ville give en dobbelt så god miljøtilstand på forholdsvis kort tid. Desværre viste det sig ikke at være så enkelt.

I de senere år er der kommet eksempler på, at marine økosystemer, som har været udsat for en overbelastning, ikke nødvendigvis vender tilbage til tidligere miljøtilstand, selv om udledningerne af næringsstoffer reduceres kraftigt.

I de lavvandede danske havområder er der et komplekst samspil mellem fysiske forhold (havstrømme, saltindhold og temperaturer), kemiske forhold (næringsstoffer mv.) og biologiske organismer og processer i de frie vandmasser og på havbunden.

Intensiv forurening med næringsstoffer som den, der foregik i perioden 1950 til 1990, ændrede fundamentalt disse processer. Konsekvensen var en øget mængde alger, som gjorde vandet uklart, gav iltsvind og bundfældning af mange partikler, der gør havbunden blød og mudret og medfører tilbagegang af både dyre- og plantesamfund på havbunden.

Overfiskeri har også bidraget til de dårlige miljøforhold. Et effektivt fiskeri med skrabende redskaber har medført, at mange af de store kommercielle arter forsvandt. Samtidig blev havbundens dyreliv ødelagt.

27. februar 2015

Steen Ulnits

* Nye vandområdeplaner

Den 22. december 2014 blev de nye vandområdeplaner sendt i høring. I høringsprocessen kom der som forventet et stigende pres fra landbrugskredse, nu også bakket op af de borgerlige partier, for at opnå tilladelser til at anvende mere kvælstof i planteproduktionen og øge produktionen af svin.

Begge dele vil føre til større udledninger af næringsstoffer til de sårbare marine områder. Hvis man vil undgå forværringer af miljøforholdene i kystzonen, bør udledningen af næringsstoffer på landsplan ikke stige. I områder, hvor ålegræsset er forsvundet som følge af uklart vand, vil forholdene da ændres til det værre.

I modsætning til de positive effekter af reduktionen i næringsstofudledningerne påvirker klimaændringerne miljøforholdene i kystzonen negativt. Analysen af årtiers overvågningsdata viser, at trods reduktionerne i udledninger og koncentrationer af næringsstoffer er iltforholdene ikke blevet bedre i de danske kystområder. Tværtimod er hyppigheden af iltsvindshændelser steget markant.

Det skyldes en kombination af stigende temperatur, stigende iltforbrug i vandet på grund af højere temperaturer og mindre vind om sommeren, som bidrager til en dårligere opblanding af vandmasserne i kystzonen og medvirker til dårligere iltforhold.

Hvis man igen åbner op for større udledninger af kvælstof på grund af en mere intensiveret landbrugsdrift, vil dette sammen med effekterne af de klimatisk betingede ændringer meget hurtigt føre til forværringer i miljøforholdene i kystzonen.

I virkeligheden peger klimaeffekterne på en endnu mere restriktiv forvaltning af udledninger af næringsstoffer til kystzonen.

Det konkluderer Bo Riemann og Jacob Carstensen, der begge er professorer ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet., i en debatartikel i Dagbladet Politiken.

20. februar 2015

Steen Ulnits

* Mad til muslinger

De dårligere iltforhold og de færre alger i kystzonen er gået hårdt ud over mange af dyrene på havbunden. De sulter. I særdeleshed muslinger, som sidder mere eller mindre nedgravet i havbunden og filtrerer partikler fra vandet, som de suger ned til sig.

Sådanne muslingebanker bestående af blandt andre blåmuslinger og østers er velkendte ingredienser på danskernes spiseborde. Disse dyr er i stand til at filtrere vandet i fjordene indtil flere gange om dagen. I dag er der færre alger og dermed mindre mad, og samtidig er der jævnligt iltsvind, som også stresser dem. Dette har reduceret mængden af muslinger kraftigt.

Det samlede billede er, at vandmiljøplanerne og den efterfølgende forvaltning af disse har skabt bedre miljøforhold for både planter og dyr. Vandet er blevet mere klart og indbydende. De færre næringsstoffer har begrænset mængden af alger, og de rodfæstede bundplanter som ålegræs er igennem de sidste fem år kommet tilbage.

Fortsætter denne udvikling, vil ålegræsengene medvirke til at stimulere en fortsat positiv udvikling og skabe endnu bedre forhold, som omfatter, at næringssalte i større grad vil blive begravet i havbunden, den biologiske mangfoldighed vil øges, og potentielt vil ålegræsengene kunne modvirke den forventede stigende hyppighed af iltsvind, som klimaændringerne afstedkommer.

Nogle af muslingerne vil vende tilbage, men mængden vil ikke nå tidligere højder på grund af den reducerede fødemængde – de færre alger.

20. februar 2015

Steen Ulnits

* Vådt og voldsomt vejr i vente

Hvis du synes, det har været gråt og vådt lige siden nytår – har du fuldstændig ret! Årets første måned bød nemlig på en hel del mere regn end en typisk januar.

I løbet af de første 18 dage faldt der således 68 millimeter regn. Det er en hel del mere end de 57 millimeter regn, som normalen er for hele januar måneds 31 dage. Milde og fugtige vintermåneder som denne er altid præget af vind fra vestlige retninger.

De 68 millimeter er dog faldet meget forskelligt. Mens Midtjylland har fået masser af regn – nogle steder med over 100 millimeter regn – har blandt andre Roskilde haft det noget mere tørt med blot 32 millimeter regn på 18 dage. Og netop 32 millimeter er cirka den mængde, som vi ville forvente af en gennemsnitlig januar på nuværende tidspunkt.

Den januar, hvor det har regnet mest nogensinde, faldt i 2007, hvor der ifølge DMI blev sat rekord – med 123 millimeter i løbet af  januar måned.

Den generelle tendens er klar: I takt med den globale opvarmning kan vi vente voldsommere vejr med mere nedbør, flere storme of flere ødelæggelser.

Den amerikanske rumfartsorganisation NASA og den ligeledes amerikanske klimaorganisation NOAA har netop og uafhængigt af hinanden konkluderet, at de ti varmeste år nogensinde er målt siden 1997.

Det er en skræmmende udvikling, som USA snart bliver nødt til at tage alvorligt. Amerikanerne ligger nemlig helt i top, hvad energiforbrug og udslip af drivhusgasser angår.

Det forventes nu, at jordens klima vil blive op mod 3,7 grader varmere i år 2100 sammenlignet med perioden 1986-2000. På samme måde og af samme årsag forventes verdenshavene at stige op mod 82 cm frem til år 2100.

Og meteorologer verden over er nu enige om, at klimaændringerne med 90-100 % sandsynlighed skyldes menneskelig aktivitet og ikke naturlige udsving.

Læs mere om klimaændringerne i artiklen “Drivhuseffekten“. Den stammer fra 1999, men er stadig en af de mest søgte og læste artikler på www.ulnits.dk. Sørgeligt højaktuel snart 20 år senere…

20. februar 2015

Steen Ulnits

* Langnæbbede på langfart

Det diskuteres ofte, om fisk overlever en genudsætning eller blot sættes ud for at dø. Heldigvis har mærkninger vist, at rigtigt genudsat overlever de fleste fisk fight, landing og genudsætning. Nogle gør det endda rigtig godt efter genudsætningen.

Således tre langnæbbede marliner, som var blevet mærket med såkaldte radio tags inden genudsætning. Det er mærker, som er programmeret til at slippe fisken og stige op til overfladen efter 180 dage – hvis ikke andet har frigjort dem inden da. De begynder da straks at sende til en satellit, som så sender data videre til forskerne.

I det ene tilfælde drejede det sig om en blå marlin, der var blevet mærket ud for Kona i Hawaii – stedet, hvor de berømte Konaheads er opfundet. Den havde vandret ikke mindre end 2.124 sømil efter fangst og genudsætning. Det svarer til imponerende 3.270 tilbagelagte kilometer efter en sikkert udmarvende kamp mod fiskeren og hans krog.

I det andet tilfælde var en anden blå marlin blevet fanget, mærket og genudsat ud for Bahamas, hvorfra den i løbet af de 180 “mærkedage” svømmede 1.309 sømil til det centrale Atlanterhav – 2.015 km. Fisken har således ikke været mere traumatiseret af fight og mærkning, end at den fint kunne svømme to tusinde kilometer med et radiomærke i ryggen.

Rekorden indehaves dog af en sort marlin fra Australien, som havde held til at ryste radiomærket af sig efter 109 dage. Alligevel lykkedes det den at tilbagelægge mindst 3.046 sømil på de godt 100 dage. Mindst, idet der jo er tale om en ret linje mellem de to steder. Den lige linje mellem to punkter er som bekendt den korteste, og marlinens vej har sikkert været mere snørklet end som så.

Så selv om man har kæmpet en måske flere timer lang kamp mod en lille mand i en stor båd, kan man altså efterfølgende godt klare en smuttur på 4.690 kilometer gennem lunt havvand!

Læs mere om havenes andre store vandrere her.

13. februar 2015

Steen Ulnits

* Truende og truede barracudaer

Dykkere ved det: Store barracudaer er ubehagelige at mødes med face to face, når de har fået kig på regulator, kniv eller andet skinnende. Det er sjældent, de går til angreb, men det sker. Og derfor er store barracudaer truende – hvis ikke ligefrem en trussel.

Nu viser det sig så, at barracudaerne måske også selv er truede. I hvert fald har medlemmer af Lower Keys Guides Association (LKGA) siden sidste år oplevet, at der er blevet markant længere mellem hug af barracudaer.

Data fra Florida Fish & Wildlife Commission (FWC) viser samtidig, at den kommercielle fangst af barracuda er femdoblet de seneste tre år – fra 10.000 pounds i 2011 til mere end 50.000 pounds i 2013.

Det er en alarmerende stigning, som blandt andet tillægges de mange karibiske indvandrere i det sydlige Florida. Med sig fra deres hjemlande har de bragt traditionen med at spise barracuda, hvilket ellers ikke er almindeligt i Florida. Her har man hidtil primært betragtet barracudaen som en sports- og ikke en spisefisk. En fisk, som i de seneste år endda har haft stigende betydning for sportsfiskeriet.

Den stærkt øgede interesse for også at spise barracudaen har medført tilsvarende stigninger i markedsprisen. Således sælges et pund barracuda i dag for omkring 15 dollar, hvilket gør det kommercielle fiskeri efter den ganske lukrativt.

LKGA frygter nu, at barracudaen skal komme på listen over truede fiskearter. Den har nemlig ikke status som sportsfisk, og der er derfor ikke fastsat hverken mindstemål eller andre fangstbegræsninger. Det vil LKGA derfor arbejde på at få ændret – ved at lobbyere over for FWC, som fastsætter kvoterne.

Ingen ved, hvilken andre konsekvenser det vil få for økosystemet, hvis man decimerer en toprovfisk som barracudaen. Og ingen frygter tilsyneladende “ciguatera” – en potentielt dødelig fiskeforgiftning, som barracudaen er kendt for at kunne viderebringe fra koralrevene, hvis man spiser fisken.

13. februar 2015

Steen Ulnits

* Ny Naturplan Danmark

Mange har i lang tid kritiseret den siddende regering for, at den slet ikke har gjort noget for natur og miljø i Danmark. Den har haft alt for travlt med at styrke økonomien og skabe nye arbejdspladser.

Noget af den kritik er nu forstummet. Måske som begyndelsen på en hektisk slutspurt op mod det kommende Folketingsvalg har miljøminister Kirsten Brosbøl nu barslet med en helt ny Naturplan Danmark, der skal gælde fra 2015 til 2021.

Danmarks Naturfredningsforening (DN) er glade for, at planerne er tilbage på sporet efter et tumultarisk forløb med blandt andet fem års forsinkelse af de første vandplaner.

– Vi anerkender, at ministeren har taget de forskellige forslag fra de lokale vandråd med, for det sikrer lokal forankring. Når det er sagt, så er vi dog ikke imponerede over ambitionsniveauet. Blandt andet er der slet ikke nye indsatser for grundvandet i vandplanerne, mens der kun skal ske indsatser på 3.700 km vandløb.

Dette skal ses i lyset af, at planerne omfatter 19.000 km vandløb, hvoraf 2/3 kræver indsats for at nå god økologisk tilstand.

– Tilsvarende er det kun 4% af de søer, der har behov for indsats, der får det. Behovet for at reducere mængden af kvælstof er blevet nyberegnet til 7.800 tons. Men som det foreligger, er der kun politisk vedtaget initiativer for 1.600 tons kvælstof.

Indsatsen for de danske søer vil således ikke rykke stort ved status quo. Kun omkring 750 af Danmarks ca 120.000 søer er omfattet af vandplanerne, og uagtet de nye planer er flere end 2/3 af de 750 søer i risiko for ikke at nå god økologisk tilstand i 2021- især pga. for stor fosforbelastning. Kun 4% af disse tilfælde håndteres imidlertid af planerne.

I vandløbene forbedres 3.700 km, men behovet udgør yderligere mindst 9.000 km, hvis god økologisk tilstand skal opfyldes. Det efterlader altså en stor pukkel til næste generation af vandplaner.

Indsatsen mod okker i vandløbene har resulteret i 40 okkerbassiner, der skal etableres som ”tekniske” anlæg direkte i vandløbene. Her havde DN i stedet hellere set genopretninger af den naturlige hydrologi i de områder, hvorfra okkerproblemerne stammer.

Men så skulle det altså ikke være.

13. februar 2015

Steen Ulnits

* Manhunt på ålefiskere

Ålen er truet, men alligevel foregår der ulovligt ålefiskeri i stor stil i det kystnære danske farvande. Fiskerikontrollen har nu taget nye metoder i brug for at få stoppet fiskeriet.

– Nu går vi efter manden. Den største præventive effekt er, hvs vi kan få fat i fiskeren og præsentere ham for en bøde på 5-10.000 kroner i stedet for, at vi bare hiver de ulovlige redskaber op, siger overfiskeriinspektør Steen Nielsen fra Fiskeriinspektoratet Øst.

Hvis Fiskerikontrollen på en tur opdager, at der står nogle ulovlige garn, sætter de nu en mand i land, der med en kikkert holder øje med, hvad der sker. Han tilkalder så Fiskerikontrollens båd, hvis han observerer, at en fisker har ulovlige åleruser.

Det ulovlige ålefiskeri foregår flere steder i landet. Sidste år snuppede Fiskerikontrollen stribevis af ålefælder blandt andet i fjorden ud for Hadsund, rundt omkring Lolland-Falster, ved Nykøbing Mors og rundt omkring Fyn.

Der er imidlertid ikke meget, der tyder på, at det har haft den store effekt. Sidste år fandt Fiskerikontrollen 95 ulovlige ruser rundt om Fyn. I år har man allerede nu konfiskeret hele 144.

– Det overrasker os en hel del, at der stadig er ulovligt fiskeri efter de truede ål, siger overfiskeriinspektør Steen Nielsen.

Ålen må stadig godt fanges, men i begrænset omfang. Det betyder blandt andet, at åleruserne skal være lovmæssigt mærket.

I flere år har Fiskerikontrollen blot fisket de ulovlige garn op af vandet, og så skal ejeren selv melde sig for at få garnene udleveret igen mod at betale en klækkelig bøde. Hvad han naturligvis ikke gør. Nu forsøger man altså mere ihærdigt at tage fiskeren på fersk gerning.

Straffen for det ulovlige ålefiskeri er en bøde, men Fiskerikontrollen kan også konfiskere fiskerens redskaber og inddrage hans fiskerilicens i en periode.

6. februar 2015

Steen Ulnits

* Hajer dominerede havene

Farvandet omkring England og Frankrig vrimlede i Kridttiden med hajer, der lignede vore dages på en prik. Og Kridttiden ligger altså op mod 150 millioner år tilbage!

Analyseret undergrund fra sen kridttid indeholdt således fossile eksemplarer af hele 96 forskellige hajarter, heraf 18 hidtil ukendte. Det fortæller Journal of Systematic Paleontology. Disse hajer levede i datidens nordeuropæiske hav for 100 til 70 millioner år siden. En tid, hvor verdens landmasser lå meget tættere på hinanden, end de gør i dag.

Hajernes kropsform og struktur stabiliserede sig for tydeligvis 140 millioner år siden og har kun udviklet sig marginalt siden da. Så bortset fra nogle få familer, som er uddøde undervejs, ligner vore dages hajer sig selv rigtig godt. De nåede således perfektion for 140 millioner år siden og har derfor ikke haft brug for videre udvikling.

Flere af Kridttidens hajarter har endda næsten direkte efterkommere, som er let genkendelige, heriblandt havengle, pighajer, hundehajer og sandtigerhajer med flere. Man skal betænke, at klimaet i Kridttiden var mildere end i dag og forskellene mellem nord og syd mindre. Mange arter havde derfor en større geografisk udbredelse, end tilfældet er i dag.

Den største af Kridttidens hajer tilhørte slægten Cretoxyrhina og kunne blive op til 6 meter lang. At dømme fra de fossile rester har den af kropsbygning mindet meget om en stor hvid haj. En kompakt sag, altså.

De fossile fund viser således, at der var rigtig mange forskellige hajer i Kridttiden, og at det derfor ikke var høg-over-høg, men haj-over-haj. De mange hajer levede helt enkelt af hinanden – levende eller døde.

Selv de største hajer skulle dog ikke føle sig alt for sikre. Andre fossile fund viser nemlig, at der i havene også levede langt større dyr, nemlig Plesiosaurer, som var marine reptiler med tandsæt, der sagtens kunne matche hajernes!

Man må forestille sig, at de mange hajer levede i vande fyldt med søpindsvin, søstjerner, hummere og krabber samt mindre fisk og dyr, der alle kunne blive til hajføde. Kom hajerne selv for tæt på kysten, kunne de blive ædt af gigantiske krokodiller, som levede her for 100 millioner år siden.

Forskerne rapporterer afslutningsvis, at de sikkert kun har kradset lidt i overfladen med deres fund. De mener således, at mellem 60 og 90 % af datidens hajarter stadig ligger og venter på at blive fundet – og identificeret.

Læs mere om hajernes forunderlige verden her.

6. februar 2015

Steen Ulnits

* Shell storforurener af Lillebælt

Shells havneterminal i Fredericia har i årtier gemt på en kulsort og dybt miljøskadelig hemmelighed.

En hemmelighed, der nu direkte truer havmiljøet og forurener grundvandet og den offentlige badestrand ud for terminalen. Tonsvis af diesel og petroleum er i årevis løbet ud af gennemtærede tanke på Shells anlæg og ned i de omkringliggende jordlag, hvorfra resterne af olien nu siver frit ud i Lillebælt.

Det viser 21Søndags gennemgang af en lang række rapporter og analyser af forureningssagen.

– Jeg vil betegne det som en meget, meget kraftig olieforurening, som har spredt sig ud under stranden og siver ud under Lillebælt, ud i vandzonen. Og det må vi formode, at den har gjort i to-tre årtier. Jeg har ikke set noget lignende før, siger Freddy Steen Petersen, civilingeniør og ekspert i jordforurening hos rådgivningsfirmet Kogsgaard Miljø.

Olieudslippet har formentlig fundet sted tilbage i 1970’erne og 1980’erne. I 1985 opdager myndighederne, at flere af de gamle tanke er gennemtærede og lækker olie direkte ned i undergrunden. Eksperter skønnede dengang, at omkring 150.000 liter olie var sivet ud af tankene.

Dengang satte Shell en række brønde op for at indsamle olien, men i 2011 konstaterer Shell, at brøndene ikke har virket: Der er stadig store mængder olie under terminalen, og den har endda spredt sig til grundvandet og den offentlige badestrand Østerstrand ud for terminalen, hvorfra den siver videre ud i Lillebælt.

Nye prøver viser, at olieindholdet i grundvandet under stranden er 9.000 gange højere end de tilladte grænseværdier. Olien indeholder blandt andet store mængder af det kræftfremkaldende stof benzen.

– Det er potentielt dybt skadelige stoffer. De akutte effekter vil være, at faunaen bliver slået ihjel i de områder, hvor olien pibler ud. Andre effekter kan være, at vi får olieafsmag i fisk og skaldyr, og endelig kan man pege på, at søfugle kan få ødelagt deres fjerdragt, så de dør af kulde om vinteren. Det siger Hans Ulrik Riisgaard, som er professor og marinebiolog ved Syddansk Universitet, der har læst sagsakterne igennem for 21Søndag.

Myndighederne har nu afspærret Østerstrand på ubestemt tid af frygt for, at borgere kommer i kontakt med de giftige stoffer.

31. januar 2015

Steen Ulnits

* Shell på flugt fra regningen

Da der er tale om gammel forureningssag, siger reglerne, at myndighederne ikke kan tvinge Shell til at rense op efter forureningen af Lillebælt.

Virksomheden installerer nu nye afværgeanlæg, der skal forhindre, at mere olie siver ud fra selve terminalen til stranden. Men virksomheden har ikke besluttet, om man vil rense selve stranden op.

– Nu tager vi én ting ad gangen. Vi starter med at fokusere på terminalen, og så vurderer vi bagefter, hvad der skal ske med stranden, siger Regitze Reeh, kommunikationsdirektør i Shell.

Det møder kritik fra professor Hans Ulrik Riisgaard, Syddansk Universitet:

– Det kan godt være, lovgivningen ikke er strikket sådan sammen, at man kan retsforfølge dem. Men virksomhederne har i hvert fald et moralsk ansvar for at rydde op efter sig.

Hvis Shell vælger ikke at rense stranden, siger loven, at det er skatteborgerne i Region Syddanmark, der må betale for den milliondyre oprensning.

Den samlede regning for forureningen kan ifølge ekspert i jordforurening, Freddy Steen Petersen, løbe op i 50-100 millioner kroner. Men heller ikke regionen har tænkt sig at gøre noget lige med det samme.

– Forureningen er Shells, og Shell laver en indsats. Og så længe de laver en indsats, og myndighederne overvåger det, så er det ikke vores arbejde at gå videre, siger Karsten Baisgaard, der er områdechef i Region Syddanmarks afdeling for miljø og råstoffer.

Hos Shell beklager Regitze Reeh sagen, men hun understreger, at Shell både dengang og i dag lever op til reglerne.

– Tankene er af ældre dato, nogle af dem er næsten hundrede år gamle, og i 70’erne og 80’erne havde man bare et andet syn på sikkerhed og miljø. Lovkravene var slet ikke så skrappe som i dag. Selvom vi faktisk inspicerede jævnligt, så kom der altså nogle tæringsrevner. Så snart vi opdagede det, reparerede vi tankene, siger hun.

Hun anerkender, at de opsamlingsbrønde, man etablerede i 1986, ikke har fungeret tilstrækkeligt:

– Nej, det kan vi jo konstatere, at de ikke har. Derfor ærgrer det mig da også, at vi ikke fulgte op undervejs og undersøgte, om forureningen spredte sig. Men det opdagede vi så på eget initiativ i 2011.

31. januar 2015

Steen Ulnits

* Benzin, benzen og farvel til Shell

Peter Pagh, professor i miljøret ved Københavns Universitet, mener, at sagen om Shells mangeårige forurening af Lillebælt på mange måder minder om andre store miljøskandaler som giftdepotet fra Cheminovas kemifabrik på Harboøre Tange og Grindstedværkets forurening af Kærgård Klitplantage. Begge steder er borgerne endt med at betale regningen for fortidens synder.

– Det, der er fælles, er, at vi står med et meget stort problem, som myndighederne var vidende om for meget længe siden. Men de gjorde intet eller meget lidt ved det, og nu står vi så med noget, der bare breder sig og bliver værre. Når man på miljøområdet udskød problemerne, så ender regningen jo hos os 30 år efter.

Der er dog en ganske enkel løsning på problemet:

Som forbruger kører du blot videre til næste tankstation, når nålen næste gang viser rødt. Der kommer altid en tankstation til, der ikke står Shell på!

Fakta om forurening af Lillebælt:

I en boring i grundvandet er der fundet 82.000 milligram benzin, dieselolie og andre olieprodukter pr. liter. Miljøstyrelsens grænseværdi er 9, og kriteriet er derfor overskredet med 9.111 gange.

Benzen: Ifølge Fredericia Kommune er grænsen for, hvor meget af det kræftfremkaldende stof benzen, der må være i luften på stranden, overskredet med 6.250 gange.

Xylener: Et af de kemikalier, som findes naturligt i olie. Kemikaliet kan give kvalme, svimmelhed og hovedpine, og længere tids påvirkning kan give vedvarende hjerneskader. På stranden er der fundet 41.000 milligram i en liter grundvand, men grænseværdien er 5. Kriteriet er derfor overskredet med 8.200 gange.

31. januar 2015

Steen Ulnits

* Sickpigs.dk

Der har været megen snak om smitterisikoen ved MRSA infektion. I denne forbindelse har landbruget naturligvis haft travlt med at tale problemet ned.

Mange svinebønder fortsatte endda i lang tid med at tage uskyldige danskere som gidsel – ved at invitere skoleklasser indenfor i svinestaldene. Dette varede ved, indtil sundhedsminister Nick Hækkerup heldigvis satte en stopper for denne potentielt livsfarlige praksis.

Knud Haugstad, som driver den meget anbefalelsesværdige hjemmeside sickpigs.dk, besluttede sig for at skære igennem den skingre debat og kontaktede derfor Rådgivningstjenesten for MRSA i husdyr. Herfra kom følgende svar:

Mennesker, der arbejder i en svinestald med MRSA 398, er i betydelig risiko for at blive bærer af MRSA. MRSA398 smitter ved tæt kontakt og jo tættere kontakt desto større er risikoen for, at man kan blive smittet. 

Ægtefæller, samlevere og børn, der bor i husstand med en ansat i svineproduktionen eller andre, som har tæt kontakt fx kærester, risikerer derfor at blive smittet som følge af almindelig kontakt.

Stafylokokker – hvad enten de er følsomme eller resistente (som MRSA) – bæres først og fremmest på de hudceller, som sidder lige inden for i næseboret. Desuden kan de sidde på huden i almindelighed og på slimhinderne – i svælget, i skeden og i tarmen. 

Der kan findes S. aureus i sæd (og hermed også MRSA) – det er dog ikke det normale. Stafylokokker smitter ved tæt hud-hud kontakt, og det er således den almindelige kærlige kontakt, der er den primære risiko, og ikke selve det at dyrke sex. 

Herved betyder brug af kondom meget lidt, men kan være vigtigt for at forebygge seksuelt overførte infektioner. Omkring oralsex så vil der være en smitterisiko, men den er mindre end ved kys og tæt kontakt.

Det skal i øvrigt bemærkes at god hygiejne (bad og tøjskift efter arbejde i stalden) minimerer den mængde stafylokokker, man bringer videre, og det at holde huden hel (almindelig hudpleje) mindsker risikoen for at stafylokokker slår sig ned på huden og dermed infektionsrisikoen.

Tinna Ravnholt Urth

Rådgivningstjenesten for MRSA i husdyr

Hygiejnesygeplejerske, MPH

Mikrobiologi & Infektionskontrol

Sektor for Diagnostik & Infektionskontrol

M  4171 4866 | E  urt@ssi.dk | W  ssi.dk

Artillerivej 5 | 2300 København S | Danmark

Svaret er således soleklart: Det er potentielt livsfarligt at have fysisk kontakt med mennesker, der er beskæftiget med svineavl. Direkte eller indirekte. I det hele taget er der rigtig megen sober information at hente på siden www.sickpigs, der således anbefales på det kraftigste.

Her kan man blandt andet se en udførlig liste over landmænd, som har svindlet med deres gødningsregnskaber. Nogle i så høj grad, at de har mistet 100% af deres støtte. Og enkelte, der har mistet næsten 2 mio. støttekroner…

Tag et kig på listen og se, om din lokale landmand skulle være blandt svindlerne:

http://www.sickpigs.dk/?s=gødning

24. januar 2015

Steen Ulnits

* Brakbedraget

Danmark fik sidste år den endelige dom for, at vi ikke havde levet op til EU reglerne vedrørende de tilskud, som landmænd til en forandring fik for ikke at drive landbrug, nemlig den såkadte brakstøtte.

I 19 år kunne landmænd lade være med at dyrke korn og så få tilskud for at dække tabet. Støtten for 2002 – 2004 på 750 mio. kroner skulle ifølge EU-dommen betales tilbage, fordi Danmark ikke havde kontrolleret godt nok. Nogle støttearealer var alligevel blevet dyrket, og et par eksempler på dette var bevis nok for EU domstolen.

Sickpigs.dk har offentliggjort data for 2006, og her er mange eksempler på arealer, hvis brakprocent er over 100 – små bitte arealer, vandlidende områder, en gammel flyveplads etc. Kornproduktionen faldt overhovedet ikke, og det skyldtes, at den fede sjællandske jord fortsat blev udlagt som kornmarker.

Landmændene brugte efterfølgende brakstøtten til at leje et stykke sandet strandeng i Vestjylland for at leve op til deres fem eller ti procent brak. Det var fup.

Bregentved Gods købte sågar en gammel nedlagt flyveplads ved Vandel, såede området til med raps og opfyldte dermed sin brakforpligtelse. Kornet stod tæt og højt på den sjællandske muld.

Regeringen kneb øjnene hårdt i, så væk og lod som ingenting. Vi skal prise os lykkelige over, at EU ikke så på brakbedraget i alle de andre år, for så havde Danmark æren for nok verdenshistoriens største svindelnummer.

Jyske Vestkysten kunne så sent som den 20. december 2014 meddele, at der i Varde kommune var pløjet 441 hektar beskyttet natur op. Andre eksempler på dette er talrige – ikke mindst i de venstredominerede landkommuner.

Men galt nok er det, at bønderne ikke skal betale tilbage, hvad de har snydt sig til. Det gør den slunkne statskasse og dermed kommende generationer af skatteydere. For pengene er taget hjem som lån, afslutter sickpigs.dk

24. januar 2015

Steen Ulnits

* Svinesvindelen

Går den så går den, må landbrugets lære være, og det gjorde den da også længe i VSP,  Axelborgs svindel- og svineafdeling, hvor direktøren Nikolaj Nørgaard pludselig blev sendt hjem, kort efter fulgt af svineboss Lindhardt Nielsen, der skyndte sig helt hjem til sine grise ved Løgstør og siden slet ikke var til at få fat på.

Tidligere forsvarsminister Søren Gade (V) blev også gået, idet han var den øverste ansvarlige for svindel til mindst 10 mio. kroner. Det fortæller websitet sickpigs.dk.

Officielt havde ”ingen købt PH-lamper for pengene”, hvor man så vidste det fra, men støtten blev bare udbetalt til de ”forkerte projekter.” Det lyder som en tilgivelig sjuskefejl, men dækker over, at man systematisk og med fuldt overlæg udbetalte penge til mennesker, der slet ikke havde ret til dem.

En revisorundersøgelse viste, at noget var rivende galt på Axelborg, og så gik Natur og Erhvervsstyrelsen selv i gang med at vende bilagsbunkerne. I slutningen af 2014 kunne Axelborg forkynde et større underskud “end ventet.”

Årets dårligste undskyldning var ifølge Jan Mousing, Axelborg ”at omfanget af fejl er større end antaget, og at myndighederne har inddraget flere projekter i undersøgelsen.”

Jo mere man undersøger, desto mere snyd finder man, siger altså en af Axelborgs ledende topchefer. Sagerne vælter stadig ud af skabene, for belært af brakbedraget er Natur- og Erhvervstyrelsen nu gået til vaflerne.

Snyd med EU-landdistriktsmidler, der i årevis reelt er brugt som supplerende landbrugsstøtte, kan blive en kostbar affære, når og hvis EU kommer på kontrolbesøg i Danmark, der tegner sig som det største svindelland med landbrugsstøtte i hele EU.

Mousing, Nielsen og Nørgaard har ikke bare snydt  EU. De har også snydt den danske statskasse. Her venter Mousing ”et tilbagebetalingskrav på 3. mio. kr ” fordi man har ”…medtaget udgifter, som har været afholdt efter projektets officielle deadline eller før projektets officielle start.”

Man har med andre ord regnet datoen med og altså betragtet projekterne som et tag-selv bord. Det er udtryk for en syg, umoralsk og – ja mafiøs tankegang.

Videnscenter for Svineproduktion, hvor svindelen fandt sted, forsvandt da også op i den blå luft ved årsskiftet, fortæller altid velinformerede sickpigs.dk

24. januar 2015

Steen Ulnits

* Catch & Kill

Det er amerikanerne, der har bragt os den moderne fiskeriforvaltning, som vi kender i dag – der i vid udstrækning benytter sig af Catch & Release som redskab til beskyttelse af truede fiskebestande. Fangst og genudsætning.

Nu er det så de selvsamme amerikanere, der vil til at lære sig selv og os andre et helt nyt fænomen: Catch & Kill. Det kan lyde selvmodsigende, men er det ikke. Catch & Kill praktiseres allerede ved lov i flere af tilløbene til den mægtige Columbia River, hvor alle vilde steelheads skal genudsættes. Og hvor alle ikke-vilde steelheads skal aflives efter fangst.

Der er vel at mærke ikke tale om strejfende tamlaks af ukendt herkomst, men om opdrættede og til formålet udsatte steelheads – altså havvandrende regnbueørreder. De er sat ud for at booste sportsfiskeriet efter steelhead, som så kan tiltrække sportsfiskere fra nær og fjern.

Men myndighederne er udmærket klar over, at der er en hage ved denne praksis: At de mange udsatte steelheads vil blande sig med naturens egne vildfisk og således gradvis udvande den genetiske pulje. Præcis som undslupne tamlaks kan gøre det, når de er i overtal.

Og dette til trods for, at de udsatte steelheads alle har klaret en tur ud i Stillehavet og tilbage igen, inden de gik til biddet og blev fanget oppe i floden.  De har således til fulde bevist, at de kan klare mosten som en anden ægte steelhead.

Alligevel overvejer myndighederne ved floder som Klickatat, Grand Ronde, Snake og Walla Walla nu at indføre Catch & Kill over for de udsatte steelheads, som alle er mærket med et finneklip. De skal væk, så de ikke blander sig med flodernes egne og naturligt producerede steelheads på gydepladserne.

Det skal blive spændende at se, om denne kombination af tvungent Catch & Release over for vildfiskene og tvungent Catch & Kill over for tamfiskene vil vinde indpas – over there og herhjemme.

17. januar 2015

Steen Ulnits

* Forbud mod udsmid i kraft

Da rådhusklokkerne slog 12 nytårsnat, trådte første trin af EU’s discardforbud i kraft. Målet er et mere bæredygtigt fiskeri.

EU’s nye fiskerireform er en milepæl for europæisk fiskeri, og reformen baner vejen for et mere bæredygtigt fiskeri og bedre ressourceudnyttelse i fremtiden. Kernen er, at alle fangede fisk nu skal bringes i land.

”Vi har at gøre med den største fiskerireform, siden den fælles europæiske fiskeripolitik blev indført. Reformen skal på sigt være til gavn for både miljø og fiskere, for når der kommer flere fisk i havene, så må fiskerne også fange flere,” siger NaturErhvervstyrelsens kontrol- og fiskeridirektør, Anders Munk Jensen.

Der er dog skår i glæden, da de fælleseuropæiske regler for discardforbuddet endnu ikke er endeligt på plads.

”Det er ikke acceptabelt, at reglerne ikke er endegyldigt på plads endnu. Fra dansk side gør vi alt, hvad vi kan for at skabe størst mulig klarhed, og i den første tid vil vi have fokus på vejledning til fiskerne,” siger Anders Munk Jensen.

For danske fiskere gælder discard-forbuddet i første omgang fiskeri efter pelagiske arter som sild og makrel, industrifiskeri og fiskeri efter torsk og laks i Østersøen. Flere fiskerier bliver omfattet af forbuddet fra 2016 og frem til 2019.

Fokus på vejledning kommer til at gælde både til søs og på land. Når der er ordentlig klarhed om reglerne, stiller NaturErhvervstyrelsen gerne op hos en række af landets fiskeriforeninger for at fortælle fiskerne, hvad reformen af den fælles fiskeripolitik indebærer.

NaturErhvervstyrelsen har også udarbejdet to skriftlige vejledninger til fiskerne, som kort fortæller, hvordan forbuddet skal tackles. Ingen har imidlertid noget bud på, hvordan de nye regler kan eller skal kontrolleres.

Greenpeace har netop dokumenteret, hvordan gigantiske fabrikstrawlere i den Engelske Kanal alene i et enkelt udsmid i forgangne december har ødelagt 600 tons fisk…

17. januar 2015

Steen Ulnits

* Nyt liv i Lillebælt

Den massive udnyttelse af vore stenrev – stenfiskeri til havnemoler, kystsikringsanlæg og andet byggeri – har gjort stenrev på lavt vand til en meget sjælden naturtype i Danmark.

Men det er der ved at blive ændret på. Stenrev skal fremover igen være levested for småfisk, snegle, muslinger og søpindsvin i Lillebælt, siger Naturstyrelsen.

Middelfart Kommune er således ved at lave to nye stenrev tæt på kysten. Revene bliver til glæde for ikke blot for dyre- og planteliv, men også for mennesker.

– De nye rev er mest for nybegyndere med snorkler eller flasker. De ligger nogle steder, hvor det er nemt tilgængeligt. Der er nogle specielle dyr, som lever lige nøjagtigt der, men også mange af de dyr, vi kender fra fiskehandleren, starter deres liv på et stenrev, fortæller havbiolog Søren Larsen.

Også fiskerne er glade, fortæller Allan Buch fra Danmarks Fiskeriforening:

– Det er levesteder for fiskene, og det har vi gavn af, uanset om man er lystfisker eller lever af at fiske. Det er til gavn for alle, at fiskebestanden får det bedre, og at fiskene får nogle levesteder tilbage, som er blevet fjernet gennem mange årtier, siger Allan Buch.

Nu mangler vi så blot et generelt forbud mod UV jagt på de nye stenrev. Ellers er alle anstrengelser totalt spildt på forhånd.

17. januar 2015

Steen Ulnits

* Dansk akvakultur 2020

Den danske akvakultursektor er allerede i dag en af verdens mest effektive og miljøvenlige. Danske producenter af fiskefoder og recirkuleringsteknologi til fiskeopdræt er blandt de førende med en stor eksport til hele verden. En bæredygtig udvidelse af akvakulturproduktionen i Danmark kan derfor også styrke eksporten af dansk teknologi.

Den lagte strategi for 2014-2020 vurderes ifølge erhvervet selv at kunne føre til følgende resultater:

  • at produktionen af fisk og skaldyr er øget med mindst 25 procent (fra 44.000 tons til 55.000).
  • at 10 procent af produktionen af fisk og skaldyr er økologisk – mod cirka 3 procent i 2013.
  • at værdien af eksporten af fisk og skaldyr fra akvakultursektoren er øget med 25 procent.
  • at værdien af eksporten af foder, foderingredienser og teknologi til akvakultursektoren er øget med 200 procent.

Da produktionsforøgelsen skal ske inden for det til enhver tid gældende miljømæssige råderum, vurderes det, at kvælstofbelastningen per produceret ton fisk i 2020 vil være reduceret med op imod 20 procent.

10. januar 2015

Steen Ulnits

* Fakta om fiskeopdræt

I 2012 blev der i Danmark produceret cirka 44.000 tons fisk og skaldyr (inkl. yngel og ungfisk) til en samlet værdi af 1,2 milliard kroner. Mere end 90 procent blev eksporteret.

Den økologiske produktion udgjorde i 2013 ca. 3 procent af produktionen og forventes at 3-dobles. Hvad så end en økologisk ørred er. Den må nemlig godt få antibiotika…

Eksporten af fiskefoder, foderingredienser og teknologi til akvakultur var i 2012 på over 3 milliarder kroner.

Der er i de sidste 10 år sket en kraftig reduktion i miljøbelastningen fra danske dambrug. For eksempel er udledningen af kvælstof faldet med 30 procent per ton fisk siden 2001.

Midt i alt denne rosenrøde selvros glemmer dansk fiskeopdræt, at den samlede udledning af kvælstof – det eneste, der betyder noget for vandmiljøet – er steget i takt med produktionen…

Det minder lidt om de udregningsmetoder, der bruges i den danske svineproduktion. Den forbedrede teknologi bruges som undskyldning for at øge produktionen – i stedet for at mindske forureningen…

10. januar 2015

Steen Ulnits

* Saltvandsindsprøjtning til Østersøen

Under stormene i december sidste år fik den altid trængende Østersø en gigantisk saltvandsindsprøjtning. Faktisk den største siden 1951. Og den første større af slagsen siden 2003.

December måneds indtrængen af saltvand blev større, end nogen havde regnet med. Det skyldtes en gunstig kombination af storm fra vest og lavvande i øst.

Dermed havde saltvandet frit slag til at løbe ind i Østersøen gennem Lillebælt, Storebælt og Øresund, der normalt ellers primært tjener til afledning af alt ferskvand fra de mange tilløb til Østersøen. Altså med en netto vandstrøm den modsatte vej – ud af Østersøen.

Forskere omkring Østersøen har beregnet, at ikke mindre end 300 kubikkilometer Nordsøvand er trængt ind i den ellers så ferske Østersø. Heraf 200 kubikkilometer fuld styrke havvand.

Det er specielt Leibniz Institute for Baltic Sea Research i tyske Warnemünde, der har regnet på tallene. Omregnet til rent salt, drejer det sig om intet mindre end 4 gigaton!

Hvor saltholdigheden i det såkaldte Arkonabassin vest for Bornholm normalt ligger på 16 promille, er den nu steget til hele 26. Normalt betegner man vandet her som brakt, men nu kan her også leve rene saltvandsorganismer.

Forskerne regner dog først med at kunne se resultatet af den seneste saltvandsindtrængen i 2016.

10. januar 2015

Steen Ulnits

* Fakta om Østersøen

Østersøen er et såkaldt “indhav” med en fortid som ren ferskvandssø. De smalle danske sunde udgør en naturlig tærskel, der normalt hindrer saltvand fra Nordsøen i at trænge ind i Østersøen – i hvert fald i større mængder og igennem længere tid.

Det indtrængende saltvand er nødvendigt for at ilte Østersøens hovedbassin, der ellers bliver iltfrit ved bunden. Men det medfører også ulemper.

Saltvandet er nemlig tungere end ferskvandet, hvorfor det lægger sig nederst og modvirker opblanding af vandmasserne. Der er også frygt for, at det tunge saltvand kan skubbe allerede iltfattigt bundvand længere op i Finske Bugt.

Mindre indtrængninger af saltvand anses normalt for at gøre mere skade end gavn, hvorimod en stor saltvandsindsprøjtning som den seneste er en gevinst for hele Østersøen. Og nu lover meterologerne så igen storm fra vest, hvilket burde være godt for Østersøen som helhed.

– Men gad vide, hvordan det vil gå Dan Jørgensens brakvandsgedder i det sydsjællandske? – Dem, han netop har fredet i de næste fem år?  – Dem, som fisketurismen skulle have glæde af? – Og dem, der gennem årene med regelmæssige mellemrum bliver saltslåede af netop indtrængende saltvand?

Svaret blæser i vestenvinden, for danske brakvandsgedder er en flygtig ressurse. Det har historien mange eksempler på. I form af saltslåede gedder i tusindvis.

10. januar 2015

Steen Ulnits

* Danmark-Tyskland: 1-1

Nej, det er ikke fodbold, det her drejer sig om. Det er landbrug. Danske landmænd har nemlig i lang tid klaget over, at de er underlagt strengere miljøkrav end deres tyske kolleger syd for grænsen. At de dermed er udsat for ulige konkurrence.

Well, problemet kan anskues på forskellig vis. Dels er Danmark verdens mest intensivt dyrkede land – med mere end to tredjedele under plov. Og dels er grundvandet meget sårbart og nærmest umuligt at redde, når det først er blevet forurenet. Samlet set uhyre gode begrundelser for strenge miljøkrav, der skal beskytte såvel grundvandet specielt som vandmiljøet generelt.

Men det kerer dansk landbrug sig ikke om. Her tænker man altid på bundlinjen – aldrig på miljøet. Og Axelborg bruger derfor al tilgængelig ammunition på at fremme og retfærdiggøre deres hærgen i den danske natur. Således også de tilsyneladende slappere miljøkrav til landbruget syd for grænsen.

Den holder imidlertid ikke ret meget længere. På en minihøring om fremtidige gødningsregulativer udtalte den tyske forsker Dr. Michael Trepel fra Ministeriet for Energi og Landbrug i delstaten Schleswig-Holstein nemlig, at man også her planlægger store opstramninger i de gældende gødningsregulativer.

Også her er opstramningerne nødvendiggjort af det store og stigende indhold af kvælstof og fosfor i grundvandet specielt og vandmiljøet generelt.

Og dansk landbrug kan ikke påstå, at det vidste de da ikke noget om. For ganske vist blev minihøringen afholdt langt fra stenbroens Axelborg, men alligevel. Den blev nemlig afholdt i pæredanske Århus – midt i den jyske muld.

Fremover vil stillingen således være lige i kampen mellem dansk og tysk landbrug. Så frit frem med gyllevogne og giftsprøjter:

– May the best man win.

– Let the fight begin!

3. januar 2015

Steen Ulnits

* Ulven kommer!

Først til lands, men nu også til vands. Under vandet, i hvert fald.

Undervandskameraet Water Wolf fra danske Svendsen Sport er nemlig blevet så stort et hit blandt lystfiskere verden over, at der på halvanden måned allerede er blevet solgt 25.000 eksemplarer – alene i Europa.

Den danske opfindelse, hvor et undervandskamera er sat på en fiskeline, viser livet under vandoverfladen – eksempelvis hvordan fiskene spiser, og hvordan de opfører sig over for de agn, man aktuelt fisker med.

– Kameraet er lidt specielt. Jeg har udviklet kameraet til fiskeudstyr, siger produktudvikler Mads Grosell, der står bag Water Wolf.

Kameraet sidder på linen og er så lysfølsomt, at kan man filme helt ned til 100 meters dybde. Og så dybt er det intetsteds i de indre danske farvande, hvor 80 meter er det maksimale og 20 meter det normale.

– Det har skabt en enorm interesse, også inden for andre vandsportsområder, fortæller Grosell.

Water Wolf er et pilotprojekt med fokus på at skabe en nem, brugervenlig løsning for lystfiskere, og derfor er udstyret også simpelt at bruge.

– Der er kun én funktion, og det er on/off, forklarer han. Det skal kunne bruges selv med kolde og stive fingre.

Med den danske opfindelse, som bygger videre på amerikanske GoPro-kameraer, er det nu muligt for lystfiskere at filme de fisk, man ikke fanger. – The big one that got away, som de allerstørste jo har det med at gøre…

Mads Grosell udtaler til DR Finans, at næste skridt er trådløs overførsel af optagelserne til smartphone – i realtime.

Det har man længe kunnet med videooptagelser fra sine flyvende quadcopters, så det er givet inden for rækkevidde – selv om vand nok er et noget anderledes medium at streame igennem.

Indtil videre må man nøjes med at kigge sine optagelser igennem efter fisketuren: 4 timers optagelse i HD…

Tredje skridt må helt naturligt være, at man kobler optagelserne sammen med en GPS – om det så er bådens kortplotter eller den anvendte smartphone. Så vil man bagefter kunne se, hvor i vandet der var interesserede fisk og følgere, som blot ikke gik til biddet!

3. januar 2015

Steen Ulnits

* 200.000 m2 tang

Partnerne bag AlgeCenter Danmark har søgt Kystdirektoratet om tilladelse til at etablere et 20 hektar stort forsøgsområde til tangdyrkning i farvandet ud for Karlby Klint nord for Grenaa.

Formålet med anlægget er at teste metoder til dyrkning af tang i åbne farvande og undersøge, hvordan dyrkningen påvirker dyre- og plantelivet i havet, og om tangdyrkningen betyder, at havvandet bliver renere.

”Når man dyrker og høster tang i et havområde, fjerner man samtidig næringsstoffer, og på den måde kan tangdyrkning gavne havmiljøet. Vi har også en forventning om, at tangdyrknings-anlægget kan betyde, at der kommer flere fisk, fordi tanganlægget virker som en ”hængende regnskov”, hvor fiskeyngel kan søge ly og føde” fortæller forsker Annette Bruhn fra AlgeCenter Danmark og Aarhus Universitet.

Tangdyrkning er endnu i sin vorden i Danmark, og anlægget skal derfor også bruges til at udvikle de metoder, man bruger, når man dyrker tang til havs. Tang og stoffer udvundet af tang bruges allerede til mange forskellige produkter – eksempelvis fødevarer, dyrefoder, helseprodukter og kosmetik – og efterspørgslen på tang som råvare forventes at stige i de kommende år.

”Vi vurderer, at der er gode muligheder for at tjene penge på at dyrke i danske farvande. Både i de processer, der er direkte knyttet til produktion og høst til havs, men også i relaterede erhverv for eksempel i forbindelse med udvikling af høst- og lagringsteknologi,” fortæller projektleder Leivur Gilli Trónd fra Teknologisk Institut (TI).

Det er TI, som for AlgeCenter Danmark har set på de forretningsmæssige potentialer i dyrkning af tang herhjemme.

3. januar 2015

Steen Ulnits

Samsung Galaxy A9

Alt tyder på, at Samsung blev den første til at lancere en mobiltelefon med hele fire kameraer på bagsiden – efter at LG kom først med tre af slagsen. Samt to på forsiden.

Ny i 2018 er Samsungs model Galaxy A9, der har et hovedkamera på hele 24 MP f/1.7. Læg hertil et 10 MP f/2.4 telekamera med 2X optisk zoom samt et 8 MP f/2.4 vidvinkelkamera, der dækker hele 120 grader. Fjerde kamera i rækken er en 5 MP f/2.2 sorthvid dybdesensor, der primært bruges til den indbyggede Live Focus effekt.

Kameraet har også Samsungs Intelligent Scene Optimiser, der via AI (Artificial Intelligence) selv registrerer, hvilken slags motiv der er tale om. Og eksponerer billedet derefter.

Selfie kameraet på forsiden er 24 MP som hovedkameraet – blot kun f/2.0.

Samsung blev den første med med hele fire kameraer på bagsiden.

6 BG RAM og Octa Core processor i Samsungs A9

Changerende farver á la Huawei er det nye hit.

To SIM-kort og ét microSD i samme skuffe

Fire flotte farver og fire kameraer

Nu behøver vi vist ikke flere kameraer. Nu gælder det om at gøre de knipsede billeder endnu bedre, og her er der heldigvis stadig masser af muligheder for forbedring. Kunstig intelligens er en af vejene frem. Bedre glas og kameraer en anden.

2018 Steen Ulnits