Australien

slideshow

Australien har i rigtig mange år været et sted meget langt borte. “Down under”, som det spøgefuldt kaldes, var i mange år forbeholdt de engelske straffefanger, som her fik friheden mod at kolonisere det enorme kontinent og gøre det til engelsk territorium.

Alle “ægte” australiere er således efterkommere af mere eller mindre kriminelle engelske statsborgere, som ofte fik valget mellem dødsstraf hjemme i Good Old England. Eller en meget lang sejltur til Australien, hvor de så måtte klare sig efter bedste evne. Mange overlevede ikke sejlturen, og endnu flere bukkede under efter ankomsten.

Men de, der overlevede, kom styrket ud af oplevelsen. Det var stærke mennesker, som ikke stod tilbage for de europæiske indvandrere, der koloniserede Nordamerika i 1800-tallet. Faktisk var de nok endnu mere barske – deres ofte kriminelle baggrund taget i betragtning.


14825-81


Anyway, de gæve britter ankom til et land beboet af dyr og planter, de aldrig havde set magen til. Farlige dyr, som vi i dag alle kender fra Crocodile Dundee filmene, hvor landets enorme saltvandskrokodiller spiller en af hovedrollerne.

De kom også til et land befolket af aboriginals, der ofte havde svært ved at håndtere de nyankomne. De blev undertrykt eller sågar fordrevet fra deres eget land – præcis som det er sket med naturfolk alle andre steder, den hvide mand har koloniseret og underlagt sig. Det være sig eskimoer i Grønland, maorier i New Zealand eller indianere i Nordamerika.

Australiens blotte størrelse gør, at fiskemulighederne varierer uendelig meget. Det omgivende hav bugner af Big Game fisk, som vi også kender andre steder fra: Marlin, tun og hajer med mange flere. Således fanges nogle af de største black marlin typisk i farvandet ud for Great Barrier Reef. Fisk, der ofte vejer mere end 1.000 pounds…

De mest eksotiske fiskemuligheder finder vi dog inde i landet. Eller rettere: I overgangen mellem flod og hav. Her stortrives nemlig Australiens nationalfisk og ubestridte sportsfisk nummer ét: Barramundien. Det er en fisk, der vandrer mellem ferskvand og saltvand – det sidste dog sjældent mere salt end brakt. Det er en fisk, der i Australien har samme status som havørreden herhjemme.

I de selvsamme flodsystemers afsnørede flodslynger – “billabongs” også kaldet – finder vi en masse andre spændende sportsfisk, der kan holde én beskæftiget mellem huggene af barramundi.

Men hele tiden holder man et vågent øje efter de store saltvandskrokodiller, der kan blive både 4, 5 og 6 meter lange…

Steen Ulnits


⌘ Klik her for at se Fotos fra Australien

Klik her for at høre/downloade podcast fra Australien


tray