Laks vandrer i tusindvis af kilometer gennem de store have i deres jagt på føde. Og de farer ikke vild, når de skal hjem igen for at gyde. Hvordan klarer de denne imponerende rejse?
Laksen er en vandrer, der gerne tilbagelægger endog meget store afstande over åbent hav.
Mest kendt er de lange vandringer fra Europa til de rige fiskebanker i Davisstrædet mellem Canada og Grønland. Herude er væksten meget hurtig på grund af den rigelige føde af lyskrebs, dybhavsrejer, lodde, sild, brisling og tobis med mere. Den lille laks, der 1-4 år gammel stikker til havs som en lille „smolt”, kan ti-doble sin vægt både to og tre gange herude. Og det er noget, det er værd at svømme langt for.
Disse lange vandringer har altid fascineret os mennesker. – For hvordan i alverden finder de fra Danmark og helt op til Davisstrædet? Og ikke mindre imponerende: – Hjem igen?
For når laksen bliver kønsmoden, påbegynder den sin lange vandring tilbage til fødestedet – til netop det vandløb, hvor den selv kom til verden. Med en næsten uhyggelig grad af præcision finder den tilbage. Hvordan den navigerer over åbent hav, ved man endnu ikke, men stjernerne og jordens magnetisme er mulige forklaringer.
Man kalder denne navigation for “homing” – et begreb, der bruges på alle vandrende dyrearter, om de så har pels, vinger eller finner.
Lugtesansen
Det sidste korte stykke vej op mod å eller elv har man et godt kendskab til. Her bruger laksen nemlig sin fænomenale lugtesans. Den lugter sig simpelthen frem til sit fødested, hvis lugt den under udtrækket mod havet har indprentet sig.
Denne indprentning finder sted under smoltifikationen, som er en kolossal forandring af den lille laks. En metamorfose, som på det hormonelle plan ikke lader sommerfuglens forpupning meget efter. Blot ændrer laksen ikke udseende, som sommerfuglen jo gør det.
Det er let at dokumentere lugtesansens betydning for laksens homing. Stopper man laksens næsebor til, kan den helt enkelt ikke finde vej. Den havner da på helt tilfældige lokaliteter – ofte langt fra dens oprindelige fødested. Men får den lov til at lugte sig frem, vil den ofte finde hjem med en imponerende nøjagtighed. Ofte sågar til den eksakte gydebanke, hvor den selv så dagens lys i grusbunden.
Man ved fra udsatte fisk, at de som hjemvendende gydefisk ofte stopper op ved udløbet af netop det dambrug, hvor de selv er klækket. De kan helt enkelt huske lugten af vandet – dets karakteristiske kemiske sammensætning. Denne indprentning sker ikke før ved udvandringen. Og det har den heldige effekt, at man kan supplere en hensygnende laksebestand med fisk klækket og opdrættet i et andet vandløb.
En laks klækket og opvokset i elv A, vil stadig vende tilbage til elv B, hvis det blot er herfra, den som smolt er udvandret. I mange år troede man fejlagtigt, at fiskene altid ville søge tilbage til det vandløb, de var født i – og ikke det, de var udvandret fra. Man mente derfor, det var spild af penge, hvis man udsatte Mørrumslaks i Skjernå, for de ville jo bare vende hjem til Sverige igen!
Man ved dog fra radiomærkede gydefisk, at de godt kan tage fejl og eksempelvis vælge det forkerte tilløb at gå op i. Men da viser det sig meget ofte, at fiskene godt er klar over fejltagelsen. Noget føles ikke rigtigt, og fisken søger derfor nedstrøms igen og vælger efterfølgende det rette tilløb.
De fleste accepterer forklaringen på denne sidste del af navigationen – den kystnære, som er baseret på lugtesansen. Det er værre med de enorme afstande over åbent hav. Her rækker lugtesansen ikke til. Her må der andre og mere plausible forklaringer til. Og her er der flere mulige forklaringer – nogle mere fantasifulde end andre.
Havstrømme
I havstrømmene og deres forløb ligger en stor del af svaret givet gemt. Havstrømmene udgør dag ud og dag ind sikre vejvisere, idet de i store træk er konstante med hensyn til retning og temperatur. Fiskene, der let registrerer selv meget små temperatursvingninger, har derfor ingen problemer med at holde styr på retningen.
De egentlige havstrømme, som hersker langt ude i verdenshavene, skabes og vedligeholdes af flere forskellige faktorer. Vind, jordens rotation samt havbundens og kontinenternes udformning er nogle af disse faktorer.
Lad os tage Golfstrømmen som eksempel. Golfstrømmen er en varm havstrøm, der fra Den mexikanske Golf i syd fører tropisk vand nordpå mod Grønland. Imidlertid roterer Jorden, hvilket medfører, at strømmen afbøjes mod øst – den såkaldte Coriolis-effekt.
Golfstrømmen mister gradvis sin varme, mens den fortsætter nordpå langs den norske kyst for til sidst helt at forsvinde i Polhavet. Inden den når til Polhavet, har Golfstrømmen imidlertid delt sig og sendt en gren vest om Island mod Grønland – den såkaldte Irmingerstrøm.
Irmingerstrømmen er af stor betydning for torskefiskeriet ved Sydgrønland, idet den leder de gydemodne torsk fra Grønland til gydepladserne syd for Island. Torskeæg og -larver driver derefter passivt med strømmen tilbage til Grønland, hvor de vokser op.
På samme måde ved vi, at ålene passivt følger Golfstrømmen fra Sargassohavet, hvor de fødes – helt over til Europa, hvor ålene vokser op. Som voksne søger de siden tilbage igen mod Sargassohavet – nu med næsen op mod selvsamme Golfstrøm, der bragte dem til Europa.
Der er næppe tvivl om, at havstrømmene er vigtige vejvisere for alle fisk, der vandrer over lange afstande. Det gælder både atlanterhavslaks og stillehavslaks. Laksene orienterer sig mod strømmen og vandrer i bestemte vanddybder, hvor temperaturen tiltaler dem. Ændrer havstrømmene temperatur, går laksene tilsvarende højere eller dybere. Går de højere i vandet, er de mere udsatte for at ende deres dage i et af de mange drivgarn. Det er der mange eksempler på.
Magnetisme
I dag ved vi også, at mange såvel fugle som fisk har små magnetiske metalstykker indlejret i kraniet. Disse metalstykker kan dyrene tilsyneladende bruge som en slags kompas til navigation over store afstande. I klart vand og vejr kan fiskene måske også – i lighed med fuglene – bruge stjernehimlen som vejviser.
Men det forklarer ikke laksens evne til at finde tilbage til netop det vandløb, hvor den selv blev født. Der er næppe tvivl om, at det er havstrømmene, som gør det grove arbejde – nøjagtig som for de øvrige vandrefisks vedkommende. Det er havstrømmene, der f.eks. leder en norsk laks ind til norskekysten. Det sidste stykke vej må den som nævnt lugte sig frem.
Undersøgelser fra Nordamerika har senest påvist, at jordmagnetisme også kan have afgørende betydning for laksenes vandringer – for deres evne til at finde hjem igen.
Vi skal til Vancouver Island i British Columbia, hvor den store Fraser River munder ud i Stillehavet. Ikke direkte, idet Vancouver Island ligger ret ud for mundingen. De udvandrende og hjemvendende stillehavslaks må således ud på en større omvej, når de skal ind eller ud af Fraser River. De må nord eller syd om øen, der måler knap 500 km fra nord til syd.
Undersøgelser her har nu påvist, at selv ganske små ændringer i magnetfeltet omkring Vancouver Island kan have betydning for, om laksene vælger at vandre nord om eller syd om øen. De voksne laks vælger nemlig den samme vej, som da de vandrede ud som smolt nogle år tidligere. De vælger den rute, hvis magnetfelt minder mest om det, de har indprentet sig under udvandringen.
Studiet fokuserede på den økonomisk mest værdifulde af stillehavslaksene, den røde laks. Det er en lakseart, som typisk vandrer op mod 6.000 km ud i Stillehavet for at æde sig stor i primært krebsdyr. Deraf den stærkt røde farve.
Med så store afstande siger det sig selv, at der må en vis form for navigation til, og at denne navigation også må være ganske præcis. Ellers har laksene ikke en chance, men vil hurtigt blive skubbet helt ud af kurs af de mange forskellige havstrømme, der hersker herude.
De amerikanske forskere konkluderede, at laksene ud fra jordmagnetismen ved Vancouver Island kan orientere sig med mellem 50 og 100 km’s nøjagtighed. Nok til at komme fri af øen og ind til kysten, hvor de så kan lugte sig frem det sidste stykke.
Feromoner
Man har længe haft en idé om, at trækfugle kan bruge stjernebilleder eller himmellegemernes stilling som vejvisere under deres træk. At de kan være født med et indre kort, der fortæller dem vejen. En mulighed, som fiskene naturligvis ikke har dybt nede i vandet.
Da jeg i sin tid læste biologi på Århus Universitet, vakte en helt ny teori om laksens vandringer til havs stor opmærksomhed i akademiske kredse. Den var nemlig langt mere kulørt og fantasifuld, end man var vant til på universitetet. Det var en teori, som delte vandene og forskerne i to grupper: De troende og de ikke-troende.
Teorien går almindeligvis under navnet “feromonhypotesen”. Den baserer sig på feromoner, som er duftstoffer udskilt af laksene selv. Ifølge hypotesen, som fik umådelig megen opmærksomhed ved sin fremkomst, udskiller udvandrende unglaks feromoner, som de hjemvendende laks kan registrere og genkende.
Ifølge teorien styrer de hjemvendende laks således efter duften af deres egne artsfæller. En teori, der dengang kunne få selv garvede forskere ud af lænestolen og op på barrikaderne. – For hvad ville der så ske, dersom bare en enkelt årgang laks skulle forsvinde ved et uheld eller en naturkatastrofe? – Ville samtlige hjemvendende laks så fare vild?
De fleste forskere betragter nok i dag feromonhypotesen som et muntert indslag i en ellers tør og videnskabelig verden baseret på benhårde facts. Man kan naturligvis ikke afvise, at feromoner kan have en vis betydning. Men den er vist i de allerfleste tilfælde et pænt stykke under bagatelgrænsen…
Heldigvis har laksene i både Atlanterhavet og Stillehavet helt anderledes stabile tricks oppe i ærmet, når de store afstande langt til havs skal tilbagelægges.
Det har naturen sørget for. Naturligvis.
© 2014 Steen Ulnits
Del denne artikel: