Forfatterarkiv: Steen

The Next Generation: Idéen bag ASI

Fluefiskeri er fyldt med traditioner, og traditioner skal man jo holde i hævd – hvis de altså er værd at samle på. For det er ikke alle traditioner nødvendigvis.

Jeg har tit undret mig over, hvor lidt vore dages fluegrej egentlig har udviklet sig. I en tidsalder, hvor vi for længst er holdt op med at flyve til Månen – been there, done that – ligner fluestænger og hjul sig selv, som de har gjort det i mere end 100 år.

Bevares, vi har fået kulfiberstænger og storspolehjul, og silkelinen er erstattet af liner i polyurethan. Men designmæssigt er der sket forbløffende lidt. Skuffende lidt må man sige – ikke mindst med tanke på de mange spændende materialer, som rumalderen har givet os.

Enter Arctic Silver Innovation fra norske Norge. Her gik en grafisk designer ved navn Robert Selfors og døjede med en museskade, som i en længere periode gjorde det umuligt for ham at dyrke sit elskede fluefiskeri.

For mange timer foran skærmen hver dag i for lang tid havde krævet sit offer. Fiskepassene blev alt for korte, og der var alt for lang tid imellem dem. Det gjorde helt enkelt for ondt i armen.

Jeg husker kun alt for tydeligt det Samsø-kursus for nogle år siden, hvor jeg selv døjede med en tennisalbue. Det gjorde så ondt, at jeg knapt kunne hilse på deltagerne. I flere uger herefter måtte jeg ty til en let tohåndsstang for overhovedet at kunne fiske…

Man får forfærdeligt ondt af sige selv, men det tvinger også én til at tænke over tingene – og nogle mere end andre. Robert Selfors hører til de sidste, for han nøjedes nemlig ikke med blot at tænke over tingene. Han handlede også på dem. Han funderede over, hvordan man kunne fluekaste med et reduceret kraftforbrug.

I litteraturen fik han bekræftet, hvad han selv allerede havde regnet ud – at det ikke er i stangspidsen, fluestangens kraftreserver ligger. De ligger i stedet gemt i bundstykket.

Imidlertid er jo bundstykket forsynet med stift håndtag, der hæmmer aktionen hernede. Robert fik derfor den idé, at klingen naturligvis burde kunne arbejde frit helt ned i håndtaget. Så man udnytter hele klingens potentiale og indbyggede kraft og dermed får længere kast med den samme kraft. Eller samme kastelængde, men med mindre kraftforbrug.

Det var naturligvis det sidste, der interesserede museskadede Robert mest. Men nok det første, som primært vil interessere i forvejen stærke kastere.

Fra tanke til tegnebord

Da Robert jo er grafisk designer, var der kun kort fra tanke til tegnebord. Snart lå en prototype på en helt ny type håndtag og hjulholder klar.

Men fremstilling af radikalt nye produkter er en kostbar sag, og Robert måtte derfor alliere sig med nogle interesserede nordmænd, som skød risikovillig kapital ind i foretagendet. Alene formen til håndtaget kostede NOK 650.000…

Med den fornødne kapital i ryggen og i samarbejde med den norske mesterkaster Stener Skogmo gik det hurtigt fremad mod en helt ny stangserie – baseret på det nye håndtag med den ligeledes nye hjulholder.

ASI stængerne fremstilles på klinger af højmodulær kulfiber med nanoteknologi – den selvsamme, som Loomis lancerede med deres “NRX” stænger i 2010, og som Hardy siden fulgte op med deres kostbare “Sintrix” stænger. State of the art, altså.

Producenten af ASI’s stænger vil ikke sætte tal på den brugte modulus, men røber dog, at der er brugt flere forskellige kulfibre fra top til bund – naturligvis med de stiveste nederst. Interesserede bør læse artiklen “40 år med kulfiberen”, hvis de vil vide mere om modulus med meget mere mystisk! Det er ikke så lidt af en videnskab.

Men tilbage til de nye stænger fra Arctic Silver Innovation (ASI), som netop er kommet på markedet – i Norge. Danske forhandlere skulle være på vej, men hvornår stængerne kommer til Danmark, er endnu uvist.

Konceptet er patenteret og designbeskyttet og går under navnet “Free-Flex^℗”. Vejledende udsalgspris pr. 1. februar 2015 er NOK 5610,- til 5720,- svarende til DKK 4.800,- til 4.900,-. Altså stænger i den klart dyre ende af spektret.

Der findes på nuværende tidspunkt fire modeller, hvoraf jeg har haft lejlighed til at teste de tre indgående. Det drejer sig om følgende:

En 9 fod klasse 5, en 10 fod klasse 7 og en 9 fod klasse 8. Derudover findes en 9 fod klasse 6, som jeg desværre ikke har testet endnu.

Stængerne er alle 4-delte for nem transport og leveres i praktiske corduraklædte rør, som er 3-kantede, så de ikke ruller rundt i bilens bagagerum. En uhyre praktisk detalje.

Generelt om alle de testede stænger kan siges, at de er lette, hurtige og kraftfulde. ASI beskriver selv aktionen som ¾, hvilket ikke er helt forkert. Stængerne er klassificeret med såvel AFTM-klasse som anbefalet linevægt i gram, eksempelvis #5: 12-13 gram og #7: 16-18 gram.

Man kan sagtens belaste dem med en lineklasse højere end angivet, uden at de bukker under for det. Mange i min omgangskreds foretrækker dem faktisk med en lidt tungere line end angivet, og jeg hælder selv lidt i samme retning. Men det er og bliver en smagssag.

Er man en dygtig og rutineret kaster, er der til gengæld ingen tvivl om, at man vil få mest ud af at bruge den anbefalede lineklasse, der tillader høje linehastigheder og dertil hørende lange kast. Det er stænger med stor autoritet og masser af kraftreserve.

Håndtag og hjulholder

ASI stængerne ser anderledes ud og er det i høj grad også. Det ukonventionelle håndtag er monteret med en integreret Quick-Lock hjulholder, som fastlåser hjulet urokkeligt – med blot et enkelt klik. Afmontering af hjulet er lige så enkelt.

ASI meddeler, at størsteparten af markedets fluehjul passer i hjulholderen, og det skal nok være rigtigt. I hvert fald fandt jeg ingen i min egen samling, der ikke passede. Men det er naturligvis noget, man bør undersøge før køb.

Min oplevelse var i hvert fald, at hjulet sidder urokkeligt fast i Quick-Lock holderen. Men prisen for den robuste hjulholder er uundgåeligt en højere totalvægt på stangen – eksempelvis 164 gram for 9 fod klasse 5 og 176 gram for 10 fod klasse 7. Den højere totalvægt opvejes dog af en klart bedre medfødt balance i stængerne.

En af mine venner spurgte for sjov, om jeg var gået ind i handicap-branchen. Hjulholderen mindede ham nemlig om kunstige lemmer som dem, han havde set på film om amerikanske krigsveteraner. Som kan klikkes af og på efter behov.

Mig minder hjulholderen nu mere om RoboCops imponerende våbenarsenal, hvor man bekvemt klikker et nyt magasin på – med den helt rigtige lydeffekt!

Anyway, ASI har et radikalt anderledes look, som nogle vil elske og andre hade. Enkelte vil måske endda gå så vidt som til at elske at hade dem…

Er man til klassiske korkhåndtag, bliver man nok aldrig ASI fan. Er man omvendt åben for innovation og nye materialer, er der tale om et spændende nyt bekendtskab.

Selve håndtaget er ganske specielt at se på og gribe om. Da jeg endnu ikke havde haft stængerne i hænderne, var jeg en smule skeptisk. Jeg hører nemlig til dem, der foretrækker at kaste med pegefingeren øverst på stangen – på klingen eller håndtaget. Præcis som mit store forbillede Lee Wulff. Og det var jo ikke sikkert, at det anderledes design på ASI stængerne tillod dette.

Jeg blev positivt overrasket. Meget endda. Øverst på håndtaget er der udskæringer såvel på overside som underside. Disse udskæringer tillader klingen at flekse langt længere ned end end på konventionelle stænger. Og faktisk passer min pegefinger perfekt ned i den øverste udskæring, der er halvt så lang som den nederste.

Med fingeren på klingen har jeg den perfekte kontakt til stang og line under kast og fiskeri. Samtidig er jeg aldrig i tvivl om, hvordan stangen vender under kastet – noget, jeg ellers ofte oplever med almindelige stænger og konventionelle håndtag. De har det med at dreje rundt under kastet – specielt under vanskelige vindforhold.

Dette er et forhold, jeg er blevet utroligt glad for, og som jeg slet ikke havde forventet. Jeg er aldrig i tvivl om stangens orientering, hvilket uvægerligt giver bedre og mere kast.

“Greater Directional Stability” kalder ASI det, og det er ingen overdrivelse.

Fittings og finish

De nye ASI stænger hører til i den dyre ende af prisskalen, og man kan derfor forvente, at kvaliteten på finish og fittings er helt i top.

Det er den da også. Øjerne er fremstillet i titanium – med to skyderinge nederst og lette slangeringe øverst. Øjerne er dimensioneret korrekt – hverken for små eller for store.

Stangdelene er nummereret og forsynet med mærker til nem og bekvem samling af delene. Finishen på de brugte nanoklinger er mat oliven, hvilket matcher farven på det anvendte materiale i håndtaget.

Håndtagsdelen, som man griber om, er fremstillet i et robust kunstgummimateriale, der giver et godt og sikkert greb, og som ikke bliver glat i våd eller slimet (!) tilstand – modsat det traditionelle korkgreb, der kun fungerer optimalt i tør tilstand. Kork vil heller ikke kunne holde til den belastning, som Full-Flex stængerne udsætter håndtagsdelen for. Det ville revne.

Hjulholder og greb er integreret i en robust ramme, hvis materiale består af 40% kulfiber. Selve hjulholderen er integreret med håndtaget og fremstillet i førsteklasses 6061 flyaluminium med komponenter i rustfrit stål. Delene er fremstillet med en tolerance på +- 0,05 mm og anodiseret, så de tåler saltvand.

Nu er jeg altid lidt skeptisk, når det kommer til metal og saltvand, for jeg har set megen ynk og jammer under mine rejser rundt til alverdens salte destinationer.

Men Robert kunne berolige mig med, at stængerne skam havde oplevet og overlevet flere måneders brug – uden skylning – i Karibien. Her havde de været i daglig aktion på en fiskelodge i Belize. De var stadig fuldt funktionsdygtige, og det lyder jo betryggende.

Èn ting bemærkede jeg dog, og det er, at Quick-Lock hjulholdere og løst sand er en dårlig kombination. Kommer der først sand i holderen, må skruetrækkeren frem. Ellers knaser det forfærdeligt. Men det samme gælder jo sand i hjulet.

Kvaliteten på de anvendte materialer og produkter kan der således intet udsættes på. Men look’et vil med sikkerhed dele vandene. Som jeg skrev i teaseren til denne artikel – lettere omskrevet fra Fenwick’s annoncer for verdens første kulfiberstænger i 1974:

“ There will be lovers, and there will be haters…”

Kasteoplevelsen

Der er mange ting, som skal falde i hak, førend man er ét med sin fluestang. Den skal både se godt ud og føles rigtig i hånden.

Hvad det sidste så indebærer er vanskeligt at definere. Men faktum er, at mange af vore dages high-end fluestænger fremstilles af kulfiber med en så høj modulus, at det er gået ud over kasteoplevelsen. De er blevet så hurtige og effektive, at følelsen af fluekastet er trængt mere og mere i baggrunden.

Ud fra den tekniske beskrivelse af stængerne og efter flere timer på Skype med Robert og Stenar havde jeg fået det indtryk, at ASI stængerne ikke kun byder på et reduceret kraftforbrug. Nej, de byder også på en anderledes kasteoplevelse, hvor den gamle glæde ved et sejt og kraftfuldt fluekast var genskabt i et helt nyt regi.

ASI kalder selv konceptet med den dybe aktion for “Free-Flex”, og det er en ganske rammende betegnelse for kasteoplevelsen. Stener havde advaret om, at det måske ville kræve en smule tilvænning, men det var slet ikke tilfældet. Jeg blev straks gode venner med ASI, som på mange måder minder mig om forgangne tiders kraftfulde stænger – blot uden disses langt højere vægt.

Smag og behag er som bekendt en personlig ting, der ikke kan diskuteres. Men det nye ASI design er krøbet under huden på mig i en sådan grad, at konventionelle fluestænger med korkhåndtag nu virker aldeles forældede. Hvad de naturligvis ikke er. ASI designet egner sig i sagens natur ikke til de helt lette stænger.

– Men måske det vil gå dig på samme måde, hvis du vover springet, efterlader traditionerne i kølvandet og giver Arctic Silver en ærlig chance? Risikoen er meget reel…

Det bliver næppe bedre af, at ASI snart barsler med en helt ny serie fluehjul, som på samme måde bryder med traditionerne og sætter spørgsmålstegn ved de vedtagne regler.

Jeg har set dem, og jeg glæder mig som et lille barn til også at prøve dem. De ser nemlig helt forrygende ud:

Læs også Part Two artiklen.

En fisk i en hornlygte…

Fishing Zealand er en fisk i en hornlygte og en narresut til de sjællandske lystfiskere. Det mener Niels Riis Ebbesen fra Ølstykke på Nordsjælland. Han uddyber sit synspunkt her:

“Det forholder sig sådan, at de sjællandske lystfiskere hvert år indbetaler ca. 10 millioner kroner til fiskeplejen, når de løser det lovpligtige fisketegn. Men i mange år er der kun blevet anvendt ca. én million kroner om året til fiskepleje på Sjælland – fordi hovedparten af fisketegnsmidlerne bliver anvendt til biologlønninger hos DTU Aqua, og til udsætninger af laks i de jyske åer.

Det er ledelsen i Danmarks Sportsfiskeforbund, som har fostret ideen til Fishing Zealand. Det overordnede koncept i Fishing Zealand er, at der skal skabes basis for en vækst i lystfiskerturismen på Sjælland. DSF tror nemlig, at hvad der er optimalt for Vestjylland, det vil også være godt på Sjælland – at det derfor vil være gavnligt, hvis der kan lokkes nogle udenlandske lystfiskere til Sjælland. Men det er en “one size fits all” tankegang, som kun viser, at der faktisk er meget langt fra DSF’s hovedkvarter i Vejle, til de nordsjællandske søer og kyster.

Sjælland er ikke Vandkantsdanmark, og i forhold til Sjællands beskedne størrelse, så er der allerede alt for mange lystfiskere – til alt for lidt fiskevand og alt for få fisk. Og derfor er der slet ingen sjællandske lystfiskere, som har ønsker om, eller behov for, at skulle dele deres fiskevande med tilrejsende turister. Det er tværtimod sådan, at der er rigtig mange nordsjællandske og københavnske lystfiskere, som hver weekend kører over broen til Sverige for at dyrke deres hobby.

Fishing Zealand er kun en afledningsmanøvre, der har det formål at fjerne fokus fra den skæve fordeling af fisketegnsmidlerne. Danmarks Sportsfiskeforbund bruger Fishing Zealand som en slags gulerod, der skal lokke de sjællandske kommuner til at betale for den fiskepleje og de udsætninger, som de sjællandske lystfiskere i mere end 25 år selv har betalt for, men som de aldrig har fået, da pengene er blevet brugt til at sætte laks ud i de jyske åer.

Indtil videre er det også kun 7 ud af de 45 sjællandske kommuner, som er blevet fristet af Fishing Zealand’s tilbud, og det er alle sammen kommuner, som ligger i Region Sjælland. Der er ingen kommuner fra Nordsjælland og Storkøbenhavn, som deltager i projektet.

Men for at gøre det hele endnu mere absurdt, så har Danmarks Sportsfiskeforbund og Fishing Zealand ment, at det kunne gavne de sjællandske lystfiskere, hvis der blev indført et forhøjet mindstemål for gedder. Det har de så med hjælp fra DTU Aqua forslået fødevareministeren, der helt uden at lytte til de sjællandske lystfiskere har hævet mindstemålet for gedder fra 40 til 60 cm.

Hvis fødevareministeren havde spurgt de lystfiskerforeninger og sammenslutninger, som har fiskeretten i de sjællandske søer, så kunne de have fortalt ham følgende: Foreningernes fangstrapporter viser, at det i mange år har været sådan, at de sjællandske lystfiskere genudsætter helt op til 95% af de gedder, som de fanger. Vel at mærke fisk, som er over mindstemålet, og som derfor kunne være hjemtaget. Og så er det da temmelig dumt at lave en lovændring, som kun berører 5% af lystfiskernes fangster.

Fishing Zealand har også ment, at der burde gøres en særlig indsats for de gedder, som lever i de sydsjællandske brakvandsområder. Ovre i Vejle har man tilsyneladende ikke nogen viden om, at det er helt normalt, at bestandene af brakvandsgedder fluktuerer, og at det medfører massedød, når ekstraordinært kraftige vinterstorme presser ekstra meget saltvand ind i Østersøen. De sidste par års vinterstorme og deraf følgende stormflod, har selvsagt været hårde ved bestandene af brakvandsgedder i Østersøområdet.

Det er ellers sådan, at Ludvig Svendsen i sin bog “Lystfiskeri – Gedde, Aborre & Sandart” fra 1944, har et helt kapitel om de sydsjællandske brakvandsgedder. Her skriver han netop, at bestandene kan svinge meget, da forhøjede saltkoncentrationer medfører saltslåning og massedød blandt brakvandsgedderne. Men han skriver også, at de næringsrige og produktive brakvandsområder gør, at bestandene meget hurtigt genopretter sig selv, og at gedderne når en anselig størrelse efter en kort årrække.

Men Danmarks Sportsfiskeforbund, Fishing Zealand og DTU Aqua har endnu en gang besnakket fødevareministeren, og da Dan Jørgensen tilsyneladende føler sig presset til at nå nogle resultater inden det kommende folketingsvalg, så er er han lige nu ved at indføre en 5-årig fredning af gedderne i de sydsjællandske brakvandsområder.

Fødevareminister Dan Jørgensen tør dog ikke tage skridtet fuldt ud, for hvis han virkelig ville frede bestandene af brakvandsgedder, så skulle han indføre en totalt forbud mod garnfiskeri i de pågældende områder. Det nytter nemlig ikke meget at lave en fredning af gedderne, med et krav om genudsætning, når en stor del af de gedder, som har været fanget i erhvervs- og fritidsfiskernes nedgarn, vil have pådraget sig kritisk mange garnskader.

Det er også temmeligt usmageligt, at Fishing Zealand er medarrangør af DM i brakvandsfiskeri i de selv samme områder, hvor de har arbejdet for at få fredet gedderne. Og det er under ingen omstændigheder i orden, at der udloves præmier på helt op til 12.000 kroner, for fangst af fredede fisk. Set ude fra, så virker det i hvert fald helt forkert, at lystfiskerne udelukkende bruger gedderne som legetøj, som de kan fange, fighte og genudsætte.

DM i brakvandsfiskeri må i hvert fald virke provokerende på erhvervs- og fritidsfiskerne, der skal genudsætte gedder, som er mere døde end levende.”

Citat slut.

Såvidt Niels Riis Ebbesen fra Ølstykke, der også har leveret introfotoet til sit indlæg. Han er ikke den eneste sjællænder, som mener dette. At der her er tale om omvendt københavneri, hvor jyske DSF fortæller sjællænderne, hvad der er bedst for dem.

Så det er næppe måden at samle danske lystfiskere på.

Steen Ulnits

Laks på langfart

Laks vandrer i tusindvis af kilometer gennem de store have i deres jagt på føde. Og de farer ikke vild, når de skal hjem igen for at gyde. Hvordan klarer de denne imponerende rejse?

Laksen er en vandrer, der gerne tilbagelægger endog meget store afstande over åbent hav.

Mest kendt er de lange vandringer fra Europa til de rige fiskebanker i Davisstrædet mellem Canada og Grønland. Herude er væksten meget hurtig på grund af den rigelige føde af lyskrebs, dybhavsrejer, lodde, sild, brisling og tobis med mere. Den lille laks, der 1-4 år gammel stikker til havs som en lille „smolt”, kan ti-doble sin vægt både to og tre gange herude. Og det er noget, det er værd at svømme langt for.

Disse lange vandringer har altid fascineret os mennesker. – For hvordan i alverden finder de fra Danmark og helt op til Davisstrædet? Og ikke mindre imponerende: – Hjem igen?

For når laksen bliver kønsmoden, påbegynder den sin lange vandring tilbage til fødestedet – til netop det vandløb, hvor den selv kom til verden. Med en næsten uhyggelig grad af præcision finder den tilbage. Hvordan den navigerer over åbent hav, ved man endnu ikke, men stjernerne og jordens magnetisme er mulige forklaringer.

Man kalder denne navigation for “homing” – et begreb, der bruges på alle vandrende dyrearter, om de så har pels, vinger eller finner.

Lugtesansen

Det sidste korte stykke vej op mod å eller elv har man et godt kendskab til. Her bruger laksen nemlig sin fænomenale lugtesans. Den lugter sig simpelthen frem til sit fødested, hvis lugt den under udtrækket mod havet har indprentet sig.

Denne indprentning finder sted under smoltifikationen, som er en kolossal forandring af den lille laks. En metamorfose, som på det hormonelle plan ikke lader sommerfuglens forpupning meget efter. Blot ændrer laksen ikke udseende, som sommerfuglen jo gør det.

Det er let at dokumentere lugtesansens betydning for laksens homing. Stopper man laksens næsebor til, kan den helt enkelt ikke finde vej. Den havner da på helt tilfældige lokaliteter – ofte langt fra dens oprindelige fødested. Men får den lov til at lugte sig frem, vil den ofte finde hjem med en imponerende nøjagtighed. Ofte sågar til den eksakte gydebanke, hvor den selv så dagens lys i grusbunden.

Man ved fra udsatte fisk, at de som hjemvendende gydefisk ofte stopper op ved udløbet af netop det dambrug, hvor de selv er klækket. De kan helt enkelt huske lugten af vandet – dets karakteristiske kemiske sammensætning. Denne indprentning sker ikke før ved udvandringen. Og det har den heldige effekt, at man kan supplere en hensygnende laksebestand med fisk klækket og opdrættet i et andet vandløb.

En laks klækket og opvokset i elv A, vil stadig vende tilbage til elv B, hvis det blot er herfra, den som smolt er udvandret. I mange år troede man fejlagtigt, at fiskene altid ville søge tilbage til det vandløb, de var født i – og ikke det, de var udvandret fra. Man mente derfor, det var spild af penge, hvis man udsatte Mørrumslaks i Skjernå, for de ville jo bare vende hjem til Sverige igen!

Man ved dog fra radiomærkede gydefisk, at de godt kan tage fejl og eksempelvis vælge det forkerte tilløb at gå op i. Men da viser det sig meget ofte, at fiskene godt er klar over fejltagelsen. Noget føles ikke rigtigt, og fisken søger derfor nedstrøms igen og vælger efterfølgende det rette tilløb.

De fleste accepterer forklaringen på denne sidste del af navigationen – den kystnære, som er baseret på lugtesansen. Det er værre med de enorme afstande over åbent hav. Her rækker lugtesansen ikke til. Her må der andre og mere plausible forklaringer til. Og her er der flere mulige forklaringer – nogle mere fantasifulde end andre.

Havstrømme

I havstrømmene og deres forløb ligger en stor del af svaret givet gemt. Havstrømmene udgør dag ud og dag ind sikre vejvisere, idet de i store træk er konstante med hensyn til retning og temperatur. Fiskene, der let registrerer selv meget små temperatursvingninger, har derfor ingen problemer med at holde styr på retningen.

De egentlige havstrømme, som hersker langt ude i verdenshavene, skabes og vedligeholdes af flere forskellige faktorer. Vind, jordens rotation samt havbundens og kontinenternes udformning er nogle af disse faktorer.

Lad os tage Golfstrømmen som eksempel. Golfstrømmen er en varm havstrøm, der fra Den mexikanske Golf i syd fører tropisk vand nordpå mod Grønland. Imidlertid roterer Jorden, hvilket medfører, at strømmen afbøjes mod øst – den såkaldte Coriolis-effekt.

Golfstrømmen mister gradvis sin varme, mens den fortsætter nordpå langs den norske kyst for til sidst helt at forsvinde i Polhavet. Inden den når til Polhavet, har Golfstrømmen imidlertid delt sig og sendt en gren vest om Island mod Grønland – den såkaldte Irmingerstrøm.

Irmingerstrømmen er af stor betydning for torskefiskeriet ved Sydgrønland, idet den leder de gydemodne torsk fra Grønland til gydepladserne syd for Island. Torskeæg og -larver driver derefter passivt med strømmen tilbage til Grønland, hvor de vokser op.

På samme måde ved vi, at ålene passivt følger Golfstrømmen fra Sargassohavet, hvor de fødes – helt over til Europa, hvor ålene vokser op. Som voksne søger de siden tilbage igen mod Sargassohavet – nu med næsen op mod selvsamme Golfstrøm, der bragte dem til Europa.

Der er næppe tvivl om, at havstrømmene er vigtige vejvisere for alle fisk, der vandrer over lange afstande. Det gælder både atlanterhavslaks og stillehavslaks. Laksene orienterer sig mod strømmen og vandrer i bestemte vanddybder, hvor temperaturen tiltaler dem. Ændrer havstrømmene temperatur, går laksene tilsvarende højere eller dybere. Går de højere i vandet, er de mere udsatte for at ende deres dage i et af de mange drivgarn. Det er der mange eksempler på.

Magnetisme

I dag ved vi også, at mange såvel fugle som fisk har små magnetiske metalstykker indlejret i kraniet. Disse metalstykker kan dyrene tilsyneladende bruge som en slags kompas til navigation over store afstande. I klart vand og vejr kan fiskene måske også – i lighed med fuglene – bruge stjernehimlen som vejviser.

Men det forklarer ikke laksens evne til at finde tilbage til netop det vandløb, hvor den selv blev født. Der er næppe tvivl om, at det er havstrømmene, som gør det grove arbejde – nøjagtig som for de øvrige vandrefisks vedkommende. Det er havstrømmene, der f.eks. leder en norsk laks ind til norskekysten. Det sidste stykke vej må den som nævnt lugte sig frem.

Undersøgelser fra Nordamerika har senest påvist, at jordmagnetisme også kan have afgørende betydning for laksenes vandringer – for deres evne til at finde hjem igen.

Vi skal til Vancouver Island i British Columbia, hvor den store Fraser River munder ud i Stillehavet. Ikke direkte, idet Vancouver Island ligger ret ud for mundingen. De udvandrende og hjemvendende stillehavslaks må således ud på en større omvej, når de skal ind eller ud af Fraser River. De må nord eller syd om øen, der måler knap 500 km fra nord til syd.

Undersøgelser her har nu påvist, at selv ganske små ændringer i magnetfeltet omkring Vancouver Island kan have betydning for, om laksene vælger at vandre nord om eller syd om øen. De voksne laks vælger nemlig den samme vej, som da de vandrede ud som smolt nogle år tidligere. De vælger den rute, hvis magnetfelt minder mest om det, de har indprentet sig under udvandringen.

Studiet fokuserede på den økonomisk mest værdifulde af stillehavslaksene, den røde laks. Det er en lakseart, som typisk vandrer op mod 6.000 km ud i Stillehavet for at æde sig stor i primært krebsdyr. Deraf den stærkt røde farve.

Med så store afstande siger det sig selv, at der må en vis form for navigation til, og at denne navigation også må være ganske præcis. Ellers har laksene ikke en chance, men vil hurtigt blive skubbet helt ud af kurs af de mange forskellige havstrømme, der hersker herude.

De amerikanske forskere konkluderede, at laksene ud fra jordmagnetismen ved Vancouver Island kan orientere sig med mellem 50 og 100 km’s nøjagtighed. Nok til at komme fri af øen og ind til kysten, hvor de så kan lugte sig frem det sidste stykke.

Feromoner

Man har længe haft en idé om, at trækfugle kan bruge stjernebilleder eller himmellegemernes stilling som vejvisere under deres træk. At de kan være født med et indre kort, der fortæller dem vejen. En mulighed, som fiskene naturligvis ikke har dybt nede i vandet.

Da jeg i sin tid læste biologi på Århus Universitet, vakte en helt ny teori om laksens vandringer til havs stor opmærksomhed i akademiske kredse. Den var nemlig langt mere kulørt og fantasifuld, end man var vant til på universitetet. Det var en teori, som delte vandene og forskerne i to grupper: De troende og de ikke-troende.

14825-126

Teorien går almindeligvis under navnet “feromonhypotesen”. Den baserer sig på feromoner, som er duftstoffer udskilt af laksene selv. Ifølge hypotesen, som fik umådelig megen opmærksomhed ved sin fremkomst, udskiller udvandrende unglaks feromoner, som de hjemvendende laks kan registrere og genkende.

Ifølge teorien styrer de hjemvendende laks således efter duften af deres egne artsfæller. En teori, der dengang kunne få selv garvede forskere ud af lænestolen og op på barrikaderne. – For hvad ville der så ske, dersom bare en enkelt årgang laks skulle forsvinde ved et uheld eller en naturkatastrofe? – Ville samtlige hjemvendende laks så fare vild?

De fleste forskere betragter nok i dag feromonhypotesen som et muntert indslag i en ellers tør og videnskabelig verden baseret på benhårde facts. Man kan naturligvis ikke afvise, at feromoner kan have en vis betydning. Men den er vist i de allerfleste tilfælde et pænt stykke under bagatelgrænsen…

Heldigvis har laksene i både Atlanterhavet og Stillehavet helt anderledes stabile tricks oppe i ærmet, når de store afstande langt til havs skal tilbagelægges.

Det har naturen sørget for. Naturligvis.

Hajbid, der batter…

Verden over oplever vi en stigning i antallet af hajangreb på mennesker – ofte i områder, hvor de ikke tidligere forekom. Hvad er forklaringen?

Hajer er såkaldte “apex predators” – altså toprovdyr, der som voksne ikke har mange fjender, der jager dem for at æde dem. Hajernes rolle i det marine økosystem er dels at fjerne gamle og syge individer fra bestandene af byttefisk – dels at regulere disse bestandes størrelse, så det hele er i balance.

Hajer betragtes ofte som rastløse dyr, der svømmer hvileløst omkring. Det kan man let selv iagttage i eksempelvis Kattegatcentret. De fleste af hajerne her bare svømmer og svømmer – tilsyneladende uden at have noget mål.

Forklaringen er enkel: De fleste hajer kan ikke “trække vejret”, som de fleste andre fisk kan. De har ikke nogen pumpemekanisme, der kan sørge for frisk og iltrigt vand over gællerne. I stedet svømmer de hele tiden og sikrer derved en konstant vandstrøm over gællerne. De trækker vejret med halen, kunne man sige.

Bundlevende hajer som eksempelvis de dvaske nursehajer har derimod en pumpemekanisme, som sikrer frisk vand over gællerne – selv når de ligger stille på bunden. Men det er altså en undtagelse blandt hajer. De nært beslægtede rokker har derimod alle en tilsvarende pumpemekanisme, som tillader dem at ligge stille på bunden i længere tid.

Følsomme fisk

Hajer er ikke blot havenes toprovdyr. De er også meget følsomme for overfiskeri. Dette skyldes ikke mindst, at de allerfleste hajer ikke lægger æg, men i stedet føder levende unger. Og til det formål skal de typisk være noget ældre end andre fisk for at blive fødedygtige. Og jo ældre man skal være, før man når den reproduktive alder, desto mere sårbar er man over for overfiskeri.

Da de fleste hajer føder levende unger, har de en indre befrugtning, som kræver en regulær parring. Noget, der hos visse hajarter går voldsomt for sig. Således ved man fra kobberhajer langs den sydafrikanske kyst, at hunnerne her altid ender med centimeterdybe rifter og flænger i huden.

Heldigvis er hajer langt mere tykhudede end almindelige fisk, så de klarer sig. Huden består nemlig ikke af skæl, men af horntænder, som gør hajskind sandpapirsagtigt at føle på. Navnet “hudtænder” skyldes, at de små pigge er opbygget som rigtige tænder – af dentin med et lag emalje yderst.

Jægerne er vant til, at man kan aldersbestemme et stykke hjortevildt på tænderne – via den slitage, som års drøvtyggeri uundgåeligt medfører. Det kan man ikke med hajer. Hajerne fødes nemlig med et tandsæt, som løbende udskiftes.

Mange tænder falder ud, når hajerne bruger deres karakteristiske teknik med at bide sig fast og siden ruske en luns kød løs af offeret. Men så såre en tand er røget ud, rykker en ny frem bagfra.

Det er baggrunden for, at eksempelvis store hvide hajer ofte ser ud, som havde de munden fuld af tænder. De har de rent faktisk!

Hajer er endvidere uhyre følsomme over for elektriske impulser. De har hovedet fyldt med følsomme elektroreceptorer – “Lorenzinis ampuller” kaldet – der sætter dem i stand til at registrere levende væsener uden hverken at kunne se eller lugte dem. Dette endda i tilgift til deres i forvejen helt forrygende lugtesans, hvis lige man skal lede længe efter.

Under jagten bevæger en sulten haj hovedet fra side til side for bedre at få fært og kunne retningsbestemme den. Nogle få dråber blod i vandet kan være nok!

Indbygget opdrift

Hajer har i det hele taget fra starten af valgt at gøre alting helt anderledes end “normale” fisk. Da benfiskene valgte et tungt skelet i lighed med vores eget, var de nødt til at kompensere for vægten med en svømmeblære.

Hajerne valgte i stedet et skelet af let og smidig brusk – baggrunden for deres tilnavn bruskfisk. Skelettet af brusk gør hajer meget smidige. Holder man således en mindre haj i halen, er den ofte i stand til at nå op og bide den formastelige holder – noget, ingen stivbenet fisk kan gøre dem efter.

Hvor benfiskene har valgt at forsyne deres gæller med millioner af små Natrium-Kalium pumper til regulering af den indre saltbalance, dér har hajerne i stedet valgt at komme urinstof i blodet, så dette har samme saltholdighed som det omgivende vand. Derved sparer de megen energi til regulering af saltbalancen.

Men dette har ind imellem uheldige bivirkninger – set med menneskeøjne. Mange hajer indeholder nemlig så meget urinstof i blodet, at også kødet tager smag efter det.

Dette gælder ikke mindst de elegante gråhajer, som erhvervsfiskerne hader. Dels fordi de ødelægger deres garn, når de jager rundt efter makrelstimerne. Og dels fordi de garnfangne gråhajer ikke kan sælges. Deres kød er nemlig ildelugtende og aldeles uspiseligt.

Dette gælder heldigvis ikke alle hajarter. Således er den lille pighaj en udmærket spisefisk, der i flået tilstand sælges under det velklingende navn “kongeål”. Det samme gælder den store sildehaj, hvis bøffer er meget efterspurgte verden over. Flot og mørkt kød, der minder lidt om kalv.

Hajfinnesuppe…

Hajer er kendetegnet af ubevægelige og meget store brystfinner, der virker som en slags glideplan under svømningen – som dels stabiliserer fisken, dels bibringer den en smule opdrift á la flyvinge.

Desværre er netop hajfinner ofte ganske velsmagende, hvilket er blevet mange hajers skæbne. Således regner man med, at 25-75 millioner hajer hvert år aflives udelukkende for finnernes skyld. Ofte skæres finnerne blot af, hvorefter de stadig levende leverandører dumpes i havet igen…

Hajfinnerne bruges primært til hajfinnesuppe, som dels er ganske velsmagende – dels uhyre populær de fleste steder i Asien. EU og USA har for længst forbudt dette svinske og etisk uholdbare fiskeri. Her kræves det nu, at hele hajen bringes i land og ikke kun de afskårne finner.

Desværre foregår hajfinnefiskeriet fortsat i stor stil mange andre steder, hvorfor mange hajarter i dag er udryddelsestruede eller i hvert fald godt på vej til at opnå denne status.

I tilgift til hajfinnesuppen, der serveres på finere restauranter over hele Asien, bruges hajfinnerne også i en vis udstrækning til fremstilling af afrodisiakum – som elskovsmiddel for de asiater, der åbenbart har brug for det…

Bid, der batter!

Hajernes karakteristiske trekantede tænder er perfekte til både at bide sig fast med og siden flænse kødlunser af byttet med. For at beskytte øjnene lukker mange hajarter øjnene, når de åbner munden og bider til. Og de gør det med langt større kraft, end man hidtil har formodet.

Det er ganske vist svært at bede en haj om at bide til, mens man måler trykket. Men det er forsøgt alligevel – blandt andet med lifesize sælimitationer med indbygget trykmåler!

De hidtidige resultater har været overraskende. Således viser det sig nemlig, at den store hvide haj slet ikke bider så hårdt endda. I hvert fald ikke sammenlignet med andre store hajarter. I stedet bruger den fart som hjælpemiddel, når den bider til. Op til 65 km/t for store hajers vedkommende.

På denne måde har man målt op til 50G i bideøjeblikket, hvilket påfører byttet en voldsom chokeffekt. Vigtigt, når offeret er så stort som søleoparder, sæler og pingviner.

Man ved, at tigerhajer kan bide hul i skjoldet på en stor havskildpadde. Alligevel har målinger vist, at tigerhajens bid ikke er så kraftigt endda. Til gengæld er mundtøjet ganske specialiseret – med kurvede tænder i en bevægelig overkæbe samt lige tænder i fast undermund. Tilsammen giver det en uhørt saveffekt, som havskildpadderne altså må lide under!

Det hidtil kraftigste bid, man har målt, stammer fra den ikke specielt store bull shark, der lever i både ferskvand og saltvand. Den hører til de farlige hajarter, der ofte angriber mennesker i grumsede flodmundinger – med fatalt resultat. Den bliver ikke meget større end 3 meter.

Til gengæld kan den bide med en kraft på op mod et halvt ton – næsten det dobbelte af den frygtede hvide haj…

Hajangreb

Mange mennesker er bange for hajer. Filmen “Jaws” er nok det mest kendte resultat af denne hajskræk, som ligger dybt i de fleste. Er der noget, som kan få folk til at gyse, så er det synet af den karakterisktiske hajfinne, der kløver overfladen – på jagt efter bytte. I virkelighedens verdens såvel som i tegneseriernes.

Hajangreb er ganske vist uhyre sjældne, men de er altid spektakulære – ofte også dødelige. De mest kendte hajangreb er gået ud over surfere, som er blevet angrebet af store hvide hajer. Ofte har de sultne hajer sikkert forvekslet surfbrædtet med en spiselig sæl, som hører til deres yndlingsbytte.

Under alle omstændigheder flyder der altid meget blod efter disse angreb, som mange dog har overlevet. Men ikke uden ar på kroppen og sår på sjælen…

Mere almindelige er hajangreb i grumsede flodmundinger, hvor skurken i regelen er en af de store tyrehajer, der trives fint i det brakke vand. Her har hajerne ingen mulighed for at se, hvad de bider i. De registrerer blot, at det er noget levende og potentialt spiseligt, de har fået i kikkerten.

På verdensplan har man registreret en målbar stigning i antallet af hajangreb på mennesker. Alene i Australien har man haft fem dødelige hajangreb i år. Der spekuleres i, om det mon skyldes klimaforandringer, som har ændret hajernes adfærd – som måske har reduceret fødemængden og derfor gjort hajerne mere sultne.

Mindst lige så sandsynligt er det nok, at overfiskeri fra menneskeside kan have haft samme negative effekt på bestandene af hajernes fødefisk. En tredie teori er, at flere mennesker end nogensinde færdes på havet i deres fritid – med større risiko for fatale møder på åbent hav.

– Måske årsagen er en kombination af alle tre ting. I så fald kan vi se frem til mange flere hajangreb på mennesker i årene fremover…

Ti facts om fiskeopdræt

Hvis man spiser fisk og skaldyr – medmindre man da selv har fanget dem – så stammer de efter al sandsynlighed fra et dambrug eller havbrug. Og de er fulde af skadelige stoffer…

“Akvakulturerhvervet anno 2014 er som en hval på steroider.”

Sådan beskrives det i en tankevækkende artikel fra den amerikanske organisation “MindBodyGreen”, som opregner nedenstående skræmmende facts om fiskeopdræt.

Akvakulturen vokser hurtigere end noget andet i landbrugssegmentet og tegner sig nu for halvdelen af de fisk, som spises i USA. Samt en uforholdsmæssigt stor del af de såkaldte “skidtfisk” eller industrifisk, som ellers skulle have været føde for havenes vilde fisk. Dette stiller en række samvittighedsspørgsmål til alle fiskespisere:

– Skal det kommercielle fiskeri fortsat fratage verdens oceaner deres liv – med en tredjedel af fiskebestandene allerede kollapsede og resten godt på vej i samme retning?

– Er fiskeopdræt virkelig den mirakelkur, der skal til for at løse Jordens behov for fødevarer?

– Kan fiskeopdræt opfylde tre milliarder menneskers behov for protein?

Trods de i regelen yderst tvivlsomme svar på disse spørgsmål ses fiskeopdræt ofte som en mulig måde at imødekomme verdens stigende efterspørgsel på proteiner på.

Denne artikel ser på akvakulturen og dens langsigtede virkning på fisk, mennesker og andre dyr. Den byder på ti faktuelle oplysninger, som alle dedikerede fiskespisere bør kende til før næste besøg på fiskerestauranten:

1. Opdrættede fisk har en tvivlsom næringsværdi.
Omega-3 indholdet er ikke, hvad du tror.

Her kommer et frustrerende paradoks for dem, der spiser fisk for deres helbreds skyld:

De ernæringsmæssige fordele ved fisk er stærkt nedsat, når den er opdrættet. Tag som eksempel omega-3 fedtsyrerne. Vilde fisk får deres omega-3 er fra animalske kilder – fisk og skaldyr, ikke mindst.

Opdrættede fisk derimod fodres ofte med majs, soja eller andre vegetabilske foderstoffer, der indeholder lidt eller ingen omega-3 overhovedet. Deres ernæringsmæssige værdi bliver derfor tilsvarende ringere end de fisk, der opdrættes på animalsk baseret foder.

Samtidig risikerer nogle fisk at akkumulere uheldige niveauer af forskellige fedtsyrer – mættede såvel som umættede.

Hertil skal endda lægges, at den anvendte majs og soya i regelen stammer fra genmodificerede (GMO) afgrøder, som er flasket op med Glyphosat. De kan således kun dyrkes efter sprøjtning med Monsanto’s giftige RoundUp.

Endvidere er opdrættede fisk rutinemæssigt tilført antibiotika, som kan forårsage antibiotikaresistente sygdomme hos mennesker.

2. Opdrætsindustrien stjæler fra de vilde fiskebestande.
Fødefisk decimeres eller udryddes undervejs.

Mens nogle opdrættede fisk kan leve og vokse på en kost af majs eller soja, har andre brug for at spise rigtige fisk – og masser af dem. Tun og laks, for eksempel er nødt til at spise op til 2,5 kg fisk for hvert et kilo, de selv tager på. Resultatet er, at byttedyr som ansjoser og sild fiskes til randen af udslettelse for at brødføde tamfiskene i verdens dambrug og havbrug.

“Vi har fanget alle de store fisk i havene, og nu vi går efter deres mad,” siger den almennyttige organisation Oceana, som bebrejder akvakulturen dens glubende sult efter fald i bestande af hvaler, delfiner, sæler, søløver, tun, laks, albatrosser, pingviner og andre arter.

3. Fisks oplevelse af smerte og stress.
Det gør ondt at leve så tæt pakket.

I modsætning til den gængse ønsketænkning hos mangen en Catch and Release lystfisker, så mener flere forskere nu, at fisk oplever smerter og stress. I én bestemt og ofte refereret undersøgelse blev fisk injiceret med bigift i deres følsomme læber, hvilket resulterede i en rokkende adfærd normalt knyttet til smerte hos andre dyr. Og sammenlignet med andre kontrolgrupper reduceredes deres svømmeaktivitet.

De undersøgte fisk ventede tre gange længere tid med at spise, og de havde en højere grad af ventilation. Opdrættede fisk er underlagt rutinemæssig stress og pladsmangel i hele deres liv – “hyperconfinement” kalder man det – og bliver typisk aflivet på langsomme, smertefulde måder, som var de svin på et slagteri.

4. Opdrættede fisk er fyldt med sygdomme.
Som spreder sig til vilde fiskebestande.

Opdrættede fisk er pakket så tæt som mønter i en pung – eksempelvis syvogtyve voksne ørreder typisk klemt sammen i et badekar-stort rum. Disse unaturlige forhold giver anledning til sygdomme og parasitter, der ofte undslipper fra fiskeopdrættet og inficerer de vilde fiskebestande udenfor.

På Canadas Stillehavskyst, for eksempel, er havlus ansvarlige for massedrab på pukkellaks, hvilket har reduceret fiskebestandene med op til 80 % enkelte steder. Men skaden slutter ikke dér, idet ørne, bjørne, spækhuggere og andre rovdyr jo også er afhængige af laksene for at overleve. Nedgang i laksebestandene rammer derfor disse dyr hårdt.

5. Dambrug er fyldt med giftstoffer.
Som uundgåeligt havner i vandmiljøet.

Da ejerne af dambrug og havbrug i sagens natur ikke vil tolerere, at fiskesygdomme og parasitter inficerer deres økonomiske enheder, så svarer de igen på sygdomsudbrud med tilførsel af koncentreret antibiotika og andre kemikalier til vandet.

Sådanne toksiner skader lokale økosystemer på måder, vi først er lige begyndt at forstå. Én undersøgelse har for eksempel vist, at et lægemiddel, der anvendes til at bekæmpe fiskelus, samtidig dræber en række andre og aldeles sagesløse marine smådyr samt spredes adskillige sømil gennem vandet.

6. Opdrættede fisk lever i deres egen afføring.
Og forgifter samtidig omgivelserne.

Ekskrementer fra opdrættede fisk havner som sediment på havbunden i tilstrækkelige mængder til at dræbe det marine liv i umiddelbar nærhed af fiskeopdrættet – ofte også længere væk. Nedbrydningen af ekskrementerne bruger al ilten i vandet, hvorefter de vilde fisk kvæles eller må flygte.

Ekskrementer fra de mange millioner fisk i dambrug og havbrug fremmer samtidig algevæksten. Det reducerer vandets iltindhold, når algerne efterfølgende synker til bunds og skal nedbrydes her. Den israelske regering lærte for snart nogle år siden, at algevækst forårsaget af to havbrug i Det Røde Hav var ødelæggende for et nærliggende koralrev. Regeringen tog konsekvensen heraf og lukkede efterfølgende begge havbrug. Der var langt større turistindtægter på spil.

7. Opdrættede fisk forsøger hele tiden at undslippe.
– Og hvem kan bebrejde dem det?

I det nordatlantiske område alene slipper op mod to millioner løbske laks hvert år ud i naturen. Resultatet er, at mindst 20% af de angiveligt vilde laks fanget i Nordatlanten er tamlaks fra fiskeopdrættet.

Fiskeudslip i denne størrelse kan kompromittere genpuljen og skade den vilde bestand, hvis oprindelige gener udvaskes. Nyklækkede hybridlaks, for eksempel, har en langt ringere overlevelse end deres vilde artsfæller, og voksne hybridlaks dør normalt tidligere end deres racerene pårørende. Dette pres på de vilde bestande skader yderligere rovdyr som bjørne og spækhuggere, der er afhængige af laks som føde.

8. Jevons paradoks:
Akvakultur løser ikke fødevareproblemet. Den øger det.

En umiddelbart ulogisk økonomisk teori siger, at mere effektive produktionsmetoder får efterspørgselen på ressourcer til at stige i stedet for at falde – som man ellers kunne have forventet det. I takt med, at moderne akvakultur gør fiskeproduktionen stadigt mere effektiv og fisk både billigere og lettere tilgængelige, da stiger efterspørgslen over hele linjen.

Dette har afstedkommet overfiskeri, som gør ondt på de vilde populationer. På samme måde som opførelsen af nye laksefarme i perioden 1987-1999 førte til lavere priser og større tilgængelighed, så er verdens efterspørgsel på laks mere end firedoblet i samme periode. Nettoresultatet: Fiskeopdrættet øger presset på allerede truede bestande af vilde fisk rundt omkring i verden.

Og her gik man engang og troede, at opdræt af tamlaks skulle redde vildlaksen…

9. Når de miljømæssige skader tages med i regnestykket.
Så er fiskeopdræt den rene tilsætning.

Én undersøgelse viste, at akvakultur i Sveriges kystvande “ikke kun er økologisk, men også økonomisk uholdbare.” En anden rapport konkluderede, at fiskeopdræt i en kinesisk sø er et “økonomisk irrationelt valg set ud fra et samfundsmæssigt perspektiv, med en ulige afvejning mellem miljømæssige omkostninger og økonomiske fordele.”

Kort sagt: Akvakultur koster samfundet flere penge penge, end det indbringer. I USA har fiskeopdrættet hvert år sådanne skjulte omkostninger på omkring 700 millioner dollar – omkring halvdelen af den samlede produktions værdi.

10. Fiskeopdræt i stor skala er en rigtig dårlig idé.
Som kun gør situationen værre.

Vi må desværre konkludere, at et storstilet fiskeopdræt, som vi verden over oplever det i dag, ingen problemer løser overhovedet. Det skaber ikke protein til verdens sultende befolkninger, men i stedet luksusfisk og skaldyr til den velstående vestlige verden, der ikke har brug for det.

Samtidig belaster fiskeopdrættet de sidste vildfiskebestande, som fiskes op for at fremstille fiskemel og fiskeolie til fiskefoderet. Som tager fra de vilde fisk og giver til de tamme. Med det resultat, at de vilde bestande af værdifulde spisefisk på samme tid overfiskes og udsultes. Med det resultat, at de havner på The Red List som vist herover.

Med i købet får vi så en masse giftige kemikalier, resistensfremmende antibiotika samt adskillige sygdomme og parasitter i de opdrættede tamfisk, der kan smitte de truede vildfisk.

Så velbekomme, når du næste gang sætter tænderne i en giftigt rød og overfed tamlaks fra Norge. Eller det, der måtte være værre…

Fotos: Greenpeace

Relaterede artikler om havbrug:

Ålen i høstakken

“Man maa sno sig”, sagde aalen” – i hvert fald ifølge forfatteren Carl Ewald. Men det har desværre vist sig ikke at være nok for at overleve. Nu er ålen nemlig gået hen og blevet en truet art.

Ålen er en mystisk fisk, der for mange minder mere om en slange end en fisk. Nogle nationer elsker at spise den – stegt eller røget – mens andre ringeagter den.

Således har norske fiskere i mange år lukreret på at fange og sælge norske ål til danske fiskere. For nordmændene selv kunne ikke drømme om at spise dem. – Vi spiser da ikke slanger, lyder den norske forklaring…

Ålen har alle dage fascineret os danskere – både som fisk, føde og fænomen. Tilbage i 1902 skrev forfatteren Carl Ewald sågar en hel bog med titlen “Aalen”, og det er fra dette værk, at ovenstående berømte ord stammer.

Og sno sig, det gør ålen. Gennem vandet. Over græsset. I spanden med salmiakspiritus. Og sågar også på stegepanden. Ål bare snor sig – også op om armen, når man tager fat om dem, og det er ikke alle, der holder af det!

Den europæiske ål Anguilla anguilla er kendt af enhver. Og ikke uden grund. For ålen er på alle måder en speciel fisk. Den ser anderledes ud end almindelige fisk, og den ter sig anderledes end almindelige fisk. Læg hertil en levevis, der endnu har mange uafklarede sider. Ålen er således stadig en “mystisk” fisk, der gør ting, andre fisk ikke formår.

Eksempelvis kan den gå på land om natten og her vandre kortere afstande i det dugvåde græs. Under disse natlige landgange bruger den ilten i sin svømmeblære som iltreserve og ånder samtidig delvis gennem mundhulen. Det er der ikke andre europæiske fisk, som kan gøre den efter!

Fra Sargasso til Sarup Sø

Den lille ål fødes langt borte og dybt nede i Sargassohavet på den anden siden af Atlanten. Foran den venter en 6.000 km lang rejse tværs over Oceanet.

Med Golfstrømmen føres de små ålelarver, der har form som et pileblad, tværs over havet og frem til Europa, hvor de nu ålelignende glasål vandrer op i ferskvand. Her vokser de sig store, inden de voksne fisk igen forlader os for at vende tilbage til Sargassohavet, gyde og dø.

Mange glasål når ikke op til de søer, hvor de burde vokse sig store. Vel ankommet til Sydeuropa blev mange glaslå tidligere fanget og eksporteret til åleopdræt, da man hverken kunne eller kan reproduceres ålene kunstigt. Endnu tidligere var de små glasål sågar en delikatesse, der i Sydeuropa og Nordafrika blev serveret som friturestegte snacks.

Og skulle de små ål endelig nå frem til Nordeuropa, ventede og venter nye problemer. Undervejs støder glasålene nemlig ofte på forhindringer, som de ikke kan forcere. Det er typisk opstemninger ved dambrug, mølledamme, vandkraftværker og lignende, som ikke er forsynet med de såkaldte “ålepas”.

Ålepas er forede kasser, gennem hvilke de små ål kan kravle op over forhindringen. Derfor er det i dag mange steder nødvendigt at udsætte glasål, hvis der skal være en ålebestand i søen. Og derfor er det altafgørende, at eksisterende ålepas vedligeholdes, så de små ål kan kravle op gennem dem.

Alle disse farer og forhindringer har gjort, at vore dages ålebestand skønnes at være mindre end 1 % af den oprindelige. Derfor har mange nationer indført regler til øget beskyttelse af de sidste ål. ICES, Det internationale Havforskningsråd, har sågar anbefalet et totalt stop for alt ålefiskeri.

Desværre er Danmark en af de nationer, der har været rigtig dårlig til at implementere nye beskyttelses-foranstaltninger. Vi vil tilsyneladende helst selv spise de sidste ål – i stegt eller nyrøget tilstand…

Flere typer ål

Men er glasålene først nået op i vore ferske vande, vokser de sig langsomt store som gulål. Ofte tager det ålene 10-15 år i ferskvand, førend de som kønsmodne blankål igen sætter kursen tilbage mod Sargassohavet.

Den guld- eller sølvskinnende blankål med de mørke sider tager ikke føde til sig. Den har kun ét i hovedet – at komme tilbage og gyde på den anden side af Atlanten.

De ål, vi fanger i vore vandløb, søer og fjorde er altså gulål, som imidlertid kan tage sig meget forskellige ud. Her skelner man nemlig mellem spidshovedet og bredhovedet ål. I vandløb er der flest af den bredhovede slags, mens den spidshovede dominerer i søerne. I fjordene er der derimod lige mange af begge slags.

Forskellen i hovedform skyldes forskellige fødeemner. De spidshovede ål foretrækker små fødeemner som krebsdyr og myggelarver, mens de bredhovede foretrækker mindre fisk.

I søerne finder de spidshovede ål størstedelen af deres føde på barbunden, hvor de røde dansemyggelerver lever i tusindvis. De bredhovede ål, som bliver større end de spidshovede, holder omvendt til nærmere land, hvor de jager skaller, hundestejler og andre små fisk.

Vinteren tilbringes i bunden – gerne nedgravet, så der blot er et åndehul at se. I denne periode tager ålene ikke føde til sig og vokser derfor heller ikke. Man kender til meget gamle ål, der har vejet over 5 kg, men de er uhyre sjældne. Ål større end 2 kg ses kun undtagelsesvis, men er utroligt stærke fightere.

Nedturen…

Farerne er desværre langt fra ovre, når de kønsmodne blankål forlader danske farvande og har nået de store dybder på oceanerne. Dugfriske undersøgelser har dokumenteret, at det måske endda er ude på de helt store dybder, at de allerstørste farer lurer.

Det var den danske forsker Johannes Schmidt, som for eksakt 100 år siden dokumenterede de små ålelarvers farefulde færd med Golfstrømmen til Europa. Nu har nye danske undersøgelser dokumenteret, at mange gydemodne ål sandsynligvis havner i hvalmaver – ude på meget dybt vand, hvor man hidtil havde troet de vandrende ål uden for fare.

Danske forskere fra Syddansk Universitet gav et antal blankål dataloggere på, inden de blev sendt afsted på den lange rejse mod Golfstrømmen. 156 ål fik en logger med på turen, og af dem ved man med sikkerhed, at tre aldrig nåede frem til Sargassohavet. De endte i stedet deres rejse i maven på noget stort, der efterfølgende viste sig at være hvaler.

De tre dataloggere blev siden udskilt fra hvalerne, drev i land og blev fundet og returneret til forskerne. Ålene var blevet udsat fra henholdsvis Irland og Frankrig, og de returnerede dataloggere stammede fra Norge og Skotland. De blev fundet mellem 25 og 256 dage efter udsætningen.

Det var yderst interessante oplysninger, de hjemvendte dataloggere kunne give. Meget eksakte. Således havde loggerne registreret, at temperaturen på 600 meters dybde pludselig steg fra 10 grader til 36 grader – fra vandtemperaturen i Golfstrømmen til kropstemperaturen i et varmblodet pattedyr.

Da sæler ikke kan dykke så dybt, taler alt for, at ålene er blevet ædt af større og dybt dykkende havpattedyr – med hvaler generelt og grindehvaler specielt som de hovedmistænkte.

Temperaturen fortsatte med at stige og falde – sandsynligvis i takt med, at nye kolde fødeemner kom ned i den varme hvalmave. Fascinerende, hvad en sådan lille datalogger kan afsløre!

Men samtidig trist, at ålen altså nu er på randen af udryddelse. Det er os forbrugere, der afgør den europæiske åls endelige skæbne. Hvis vi stadig bliver ved med at købe og spise ål, er der ingen redning i sigte. Da vil ålen dø en snarlig og unaturlig død. Da nytter det intet, om den så snor sig nok så meget – igennem vandet, over græsset og på panden.

Derfor: Sig nej, hvis nogen tilbyder dig et stykke med røget ål – selv om det kan være svært. Og klag over det, hvis du finder ål i din dagligvarebutik. Boykot den om nødvendigt.

Endelig er det nok en god idé heller ikke selv at fiske efter den…

Efterskrift: Ålen blev i 2012 umulig at købe i Coop Danmark. Coop, der ejer butikkerne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli´Brugsen, Fakta og Irma, besluttede da at stoppe alt salg af ål.

Beslutningen kom tre år efter, at Dansk Supermarked i 2009 med butikkerne Netto, Føtex og Bilka valgte at fjerne ålene fra kølediskene.

I 2009 blev ålen nemlig optaget på CITES II listen over truede dyrearter. Optagelsen medfører, at al international handel med ål bliver overvåget.

Sydamerika

Sydamerika er et kontinent, der spænder vidt. Således er der mere end 7.500 km fra nord til syd, hvilket giver kontinentet en kolossal klimatisk spændvidde. Fra næsten antarktisk klima i syd til tropisk i nord. Læg hertil de mægtige Andesbjerge med højder på op til 6.500 meter, og variationen er fuldendt.

Selvsamme variation afspejler sig i fiskebestanden. Længst i syd og oppe i Andesbjergene er klimaet perfekt til laksefisk, som imidlertid ikke forekommer naturligt på den sydlige halvkugle. De er i stedet transporteret hertil fra Nordamerika og udsat til glæde for både lokale og tilrejsende fiskere. Laks og ørreder trives nemlig rigtig godt på disse breddegrader.

Når nu naturen ikke selv har kunnet finde ud af det, har vi hjulpet den lidt på vej – ved at sprede bækørreder og regnbuer ud over det sydamerikanske kontinent. Resultatet er blevet, at nogle af verdens fineste ørredbestande i dag findes i lande som Chile og Argentina.

I det nordlige Argentina er det den guldskinnende dorado, der er attraktionen, som trækker fiskere langvejs fra. Det er en smuk og kampglad fisk med fedtfinne – trods det manglende slægtskab med laksefiskene.

Længere mod nord når vi Amazonas, som byder på en sand vrimmel af eksotiske fiskearter i det ofte uklare vand. Til de mest populære sportsfisk hører påfuglebarsen, som er en sydamerikansk slægtning til den nordamerikanske bass.

Længst i nord åbner så Karibien sig – med mulighed for bonefish og tarpon med flere på de betagende flats.

Steen Ulnits

⌘ Klik her for at se Fotos fra Sydamerika ⌘

Klik her og hør/download podcast fra Sydamerika

Mellemamerika

Mellemamerika er et sjovt navn, men det er betegnelsen for de lande, som ligger mellem Nordamerika og Sydamerika. Oprindelig var disse to kontinenter slet ikke forbundet, men perioder med vulkansk aktivitet fik en landtange til at skyde op fra havbunden, som til sidst forbandt Nordamerika med Sydamerika.

Dette forhold har flere konsekvenser. Dels er undergrunden vulkansk og ganske porøs, hvilket gør området ustabilt. Det erfarede man, da Panama-kanalen skulle graves. Der var masser at grave i, men udgravningerne styrtede hele tiden sammen, hvilket kostede både tid og menneskeliv.

En anden konsekvens af den vulkanske fortid er, at Mellemamerika er placeret midt mellem to verdenshave – med bekvem adgang til Stillehavet i vest og Atlanterhavet i øst. Da først Panama-kanalen blev gravet, fandt flere fisk det interessant at skifte hav – ved helt enkelt at følge skibene på deres vej gennem kanalens mange sluser.

Mellemamerika har i Karibien et farvand, hvis kystbære vand ofte er ganske uklart. Det skyldes ikke mindst udløbet af den store Colorado flod, som afvander det indre af Mellemamerika. Selve floden er hjemsted for en god bestand af store tarpon, der i ungfiskestadiet gerne opsøger ferskvandet, men som siden vokser sig store i det salte Karibien.

På den modsatte side af Mellemamerika ligger Stillehavet, der modsat Karibien ofte er roligt og klarvandet. Farvandet ud for Panama og Guatemala er kendt for sit gode fiskeri efter ikke mindst sejlfisk, som bliver både store og talrige herude.

Steen Ulnits

⌘ Klik her for at se Fotos fra Mellemamerika ⌘

Klik her og hør/download podcast fra Mellemamerika

Nordamerika

Nordamerika er et sandt overflødighedshorn, hvad fiskemuligheder angår. Man kan uden overdrivelse sige, at de gode amerikanere har det hele, lidt til og meget mere. Faktisk er der ikke ret meget eller ret mange fisk, man ikke kan fange med udgangspunkt i Nordamerika. Hør bare:

Længst mod nord – i Canada og Alaska – har man laks og ørreder, så langt øjet rækker. Ishavsrødingen Salvelinus alpinus har en cirkumpolar udbredelse fra øst til vest og opnår i Labrador og Canada sine største størrelser. Således fanges der her regelmæssigt fisk i 10 kg’s klassen – noget, man kun kan drømme om i Grønland på den anden side af det smalle Davisstræde.

I øst finder man atlanterhavslaks, der næsten er identisk med vor egen europæiske Salmo salar. I tilgift har man den eksklusive kildeørred, som er en slægtning til rødingen, der kun findes i det østlige Nordamerika. En meget smuk fisk med et meget smukt navn: Salvelinus fontinalis.

I vest har man steelhead’en Oncorhynchus mykiss og alle fem arter stillehavslaks. Fra den store kongelaks O. tschawytsha over de mindre rødlaks (O. nerka), hundelaks (O. keta) og pukkellaks (O. gorbuscha) til den smukke sølvlaks O. kisutch. Alle forekommer de i mængder, som atlanterhavslaksen aldrig har gjort det.

I det indre af USA dominerer populære sportsfisk som stormundet bass i syd og småmundet bass i nord, hvor også den eksotiske musky lever. Sidstnævnte er en turbo charged gedde på steroider!

Endelig er der i syd det vidtstrakte Karibien, hvor sprintere og springere som bonefish og tarpon med flere gerne tager velpræsenterede fluer.

Steen Ulnits

⌘ Klik her for at se Fotos fra Nordamerika ⌘

Klik her og hør/download podcast fra Nordamerika

Rusland

Rusland er en enorm nation, hvor solen altid står op et eller andet sted i riget. Fra øst til vest spænder Rusland således ikke færre end 11 tidszoner og 8.700 kilometer.

Geografisk og fiskemæssigt kan man dele Rusland op i tre zoner: Vest for Uralbjergene, hvor fiskene er de samme som herhjemme – med laks (Salmo salar) og ørreder (Salmo trutta) som de mest interessante sportsfisk. Langs hele polkalotten af Rusland forekommer rødingen (Salvelinus alpinus) hyppigt i de kystnære områder.

Øst for Uralbjergene, hvor det er den gigantiske taiga, der dominerer landskabet. Her er det den store taimen (Hucho taimen – en slægtning til donaulaksen) og den lille lenok (Brachymystax lenok) som står for underholdningen. Spredt over store dele af det mægtige indre lever også stærke bestande af stør, maller, gedder, aborrer, sandarter og alskens fredfisk.

Og så er der endelig stillehavskysten, hvor det vrimler med de selvsamme steelheads (Onchorhynchus mykiss) og fem arter stillehavslaks, som vi finder i Nordvestamerika på den anden side af det gigantiske Stillehav.

Man kan således uden overdrivelse påstå, at der er uanede fiskemuligheder i Rusland. Desværre er afstandene dog så store, at det ofte er forbundet med massive logistiske vanskeligheder at nå frem til de bedste fiskevande. Uden fly eller helikopter går det bare ikke.

Sproget er en anden barriere, der gør Rusland til et spændende land at være fisketurist i. Det er langt fra alle russere, der forstår endsige taler engelsk…

Steen Ulnits

⌘ Klik her for at se Fotos fra Rusland ⌘

Klik her og hør/download podcast fra Rusland