Fluefiskeri er fyldt med traditioner, og traditioner skal man jo holde i hævd – hvis de altså er værd at samle på. For det er ikke alle traditioner nødvendigvis.
Jeg har tit undret mig over, hvor lidt vore dages fluegrej egentlig har udviklet sig. I en tidsalder, hvor vi for længst er holdt op med at flyve til Månen – been there, done that – ligner fluestænger og hjul sig selv, som de har gjort det i mere end 100 år.
Bevares, vi har fået kulfiberstænger og storspolehjul, og silkelinen er erstattet af liner i polyurethan. Men designmæssigt er der sket forbløffende lidt. Skuffende lidt må man sige – ikke mindst med tanke på de mange spændende materialer, som rumalderen har givet os.
Enter Arctic Silver Innovation fra norske Norge. Her gik en grafisk designer ved navn Robert Selfors og døjede med en museskade, som i en længere periode gjorde det umuligt for ham at dyrke sit elskede fluefiskeri.
For mange timer foran skærmen hver dag i for lang tid havde krævet sit offer. Fiskepassene blev alt for korte, og der var alt for lang tid imellem dem. Det gjorde helt enkelt for ondt i armen.
Jeg husker kun alt for tydeligt det Samsø-kursus for nogle år siden, hvor jeg selv døjede med en tennisalbue. Det gjorde så ondt, at jeg knapt kunne hilse på deltagerne. I flere uger herefter måtte jeg ty til en let tohåndsstang for overhovedet at kunne fiske…
Man får forfærdeligt ondt af sige selv, men det tvinger også én til at tænke over tingene – og nogle mere end andre. Robert Selfors hører til de sidste, for han nøjedes nemlig ikke med blot at tænke over tingene. Han handlede også på dem. Han funderede over, hvordan man kunne fluekaste med et reduceret kraftforbrug.
I litteraturen fik han bekræftet, hvad han selv allerede havde regnet ud – at det ikke er i stangspidsen, fluestangens kraftreserver ligger. De ligger i stedet gemt i bundstykket.
Imidlertid er jo bundstykket forsynet med stift håndtag, der hæmmer aktionen hernede. Robert fik derfor den idé, at klingen naturligvis burde kunne arbejde frit helt ned i håndtaget. Så man udnytter hele klingens potentiale og indbyggede kraft og dermed får længere kast med den samme kraft. Eller samme kastelængde, men med mindre kraftforbrug.
Det var naturligvis det sidste, der interesserede museskadede Robert mest. Men nok det første, som primært vil interessere i forvejen stærke kastere.
Fra tanke til tegnebord
Da Robert jo er grafisk designer, var der kun kort fra tanke til tegnebord. Snart lå en prototype på en helt ny type håndtag og hjulholder klar.
Men fremstilling af radikalt nye produkter er en kostbar sag, og Robert måtte derfor alliere sig med nogle interesserede nordmænd, som skød risikovillig kapital ind i foretagendet. Alene formen til håndtaget kostede NOK 650.000…
Med den fornødne kapital i ryggen og i samarbejde med den norske mesterkaster Stener Skogmo gik det hurtigt fremad mod en helt ny stangserie – baseret på det nye håndtag med den ligeledes nye hjulholder.
ASI stængerne fremstilles på klinger af højmodulær kulfiber med nanoteknologi – den selvsamme, som Loomis lancerede med deres “NRX” stænger i 2010, og som Hardy siden fulgte op med deres kostbare “Sintrix” stænger. State of the art, altså.
Producenten af ASI’s stænger vil ikke sætte tal på den brugte modulus, men røber dog, at der er brugt flere forskellige kulfibre fra top til bund – naturligvis med de stiveste nederst. Interesserede bør læse artiklen “40 år med kulfiberen”, hvis de vil vide mere om modulus med meget mere mystisk! Det er ikke så lidt af en videnskab.
Men tilbage til de nye stænger fra Arctic Silver Innovation (ASI), som netop er kommet på markedet – i Norge. Danske forhandlere skulle være på vej, men hvornår stængerne kommer til Danmark, er endnu uvist.
Konceptet er patenteret og designbeskyttet og går under navnet “Free-Flex℗”. Vejledende udsalgspris pr. 1. februar 2015 er NOK 5610,- til 5720,- svarende til DKK 4.800,- til 4.900,-. Altså stænger i den klart dyre ende af spektret.
Der findes på nuværende tidspunkt fire modeller, hvoraf jeg har haft lejlighed til at teste de tre indgående. Det drejer sig om følgende:
En 9 fod klasse 5, en 10 fod klasse 7 og en 9 fod klasse 8. Derudover findes en 9 fod klasse 6, som jeg desværre ikke har testet endnu.
Stængerne er alle 4-delte for nem transport og leveres i praktiske corduraklædte rør, som er 3-kantede, så de ikke ruller rundt i bilens bagagerum. En uhyre praktisk detalje.
Generelt om alle de testede stænger kan siges, at de er lette, hurtige og kraftfulde. ASI beskriver selv aktionen som ¾, hvilket ikke er helt forkert. Stængerne er klassificeret med såvel AFTM-klasse som anbefalet linevægt i gram, eksempelvis #5: 12-13 gram og #7: 16-18 gram.
Man kan sagtens belaste dem med en lineklasse højere end angivet, uden at de bukker under for det. Mange i min omgangskreds foretrækker dem faktisk med en lidt tungere line end angivet, og jeg hælder selv lidt i samme retning. Men det er og bliver en smagssag.
Er man en dygtig og rutineret kaster, er der til gengæld ingen tvivl om, at man vil få mest ud af at bruge den anbefalede lineklasse, der tillader høje linehastigheder og dertil hørende lange kast. Det er stænger med stor autoritet og masser af kraftreserve.
Håndtag og hjulholder
ASI stængerne ser anderledes ud og er det i høj grad også. Det ukonventionelle håndtag er monteret med en integreret Quick-Lock hjulholder, som fastlåser hjulet urokkeligt – med blot et enkelt klik. Afmontering af hjulet er lige så enkelt.
ASI meddeler, at størsteparten af markedets fluehjul passer i hjulholderen, og det skal nok være rigtigt. I hvert fald fandt jeg ingen i min egen samling, der ikke passede. Men det er naturligvis noget, man bør undersøge før køb.
Min oplevelse var i hvert fald, at hjulet sidder urokkeligt fast i Quick-Lock holderen. Men prisen for den robuste hjulholder er uundgåeligt en højere totalvægt på stangen – eksempelvis 164 gram for 9 fod klasse 5 og 176 gram for 10 fod klasse 7. Den højere totalvægt opvejes dog af en klart bedre medfødt balance i stængerne.
En af mine venner spurgte for sjov, om jeg var gået ind i handicap-branchen. Hjulholderen mindede ham nemlig om kunstige lemmer som dem, han havde set på film om amerikanske krigsveteraner. Som kan klikkes af og på efter behov.
Mig minder hjulholderen nu mere om RoboCops imponerende våbenarsenal, hvor man bekvemt klikker et nyt magasin på – med den helt rigtige lydeffekt!
Anyway, ASI har et radikalt anderledes look, som nogle vil elske og andre hade. Enkelte vil måske endda gå så vidt som til at elske at hade dem…
Er man til klassiske korkhåndtag, bliver man nok aldrig ASI fan. Er man omvendt åben for innovation og nye materialer, er der tale om et spændende nyt bekendtskab.
Selve håndtaget er ganske specielt at se på og gribe om. Da jeg endnu ikke havde haft stængerne i hænderne, var jeg en smule skeptisk. Jeg hører nemlig til dem, der foretrækker at kaste med pegefingeren øverst på stangen – på klingen eller håndtaget. Præcis som mit store forbillede Lee Wulff. Og det var jo ikke sikkert, at det anderledes design på ASI stængerne tillod dette.
Jeg blev positivt overrasket. Meget endda. Øverst på håndtaget er der udskæringer såvel på overside som underside. Disse udskæringer tillader klingen at flekse langt længere ned end end på konventionelle stænger. Og faktisk passer min pegefinger perfekt ned i den øverste udskæring, der er halvt så lang som den nederste.
Med fingeren på klingen har jeg den perfekte kontakt til stang og line under kast og fiskeri. Samtidig er jeg aldrig i tvivl om, hvordan stangen vender under kastet – noget, jeg ellers ofte oplever med almindelige stænger og konventionelle håndtag. De har det med at dreje rundt under kastet – specielt under vanskelige vindforhold.
Dette er et forhold, jeg er blevet utroligt glad for, og som jeg slet ikke havde forventet. Jeg er aldrig i tvivl om stangens orientering, hvilket uvægerligt giver bedre og mere kast.
“Greater Directional Stability” kalder ASI det, og det er ingen overdrivelse.
Fittings og finish
De nye ASI stænger hører til i den dyre ende af prisskalen, og man kan derfor forvente, at kvaliteten på finish og fittings er helt i top.
Det er den da også. Øjerne er fremstillet i titanium – med to skyderinge nederst og lette slangeringe øverst. Øjerne er dimensioneret korrekt – hverken for små eller for store.
Stangdelene er nummereret og forsynet med mærker til nem og bekvem samling af delene. Finishen på de brugte nanoklinger er mat oliven, hvilket matcher farven på det anvendte materiale i håndtaget.
Håndtagsdelen, som man griber om, er fremstillet i et robust kunstgummimateriale, der giver et godt og sikkert greb, og som ikke bliver glat i våd eller slimet (!) tilstand – modsat det traditionelle korkgreb, der kun fungerer optimalt i tør tilstand. Kork vil heller ikke kunne holde til den belastning, som Full-Flex stængerne udsætter håndtagsdelen for. Det ville revne.
Hjulholder og greb er integreret i en robust ramme, hvis materiale består af 40% kulfiber. Selve hjulholderen er integreret med håndtaget og fremstillet i førsteklasses 6061 flyaluminium med komponenter i rustfrit stål. Delene er fremstillet med en tolerance på +- 0,05 mm og anodiseret, så de tåler saltvand.
Nu er jeg altid lidt skeptisk, når det kommer til metal og saltvand, for jeg har set megen ynk og jammer under mine rejser rundt til alverdens salte destinationer.
Men Robert kunne berolige mig med, at stængerne skam havde oplevet og overlevet flere måneders brug – uden skylning – i Karibien. Her havde de været i daglig aktion på en fiskelodge i Belize. De var stadig fuldt funktionsdygtige, og det lyder jo betryggende.
Èn ting bemærkede jeg dog, og det er, at Quick-Lock hjulholdere og løst sand er en dårlig kombination. Kommer der først sand i holderen, må skruetrækkeren frem. Ellers knaser det forfærdeligt. Men det samme gælder jo sand i hjulet.
Kvaliteten på de anvendte materialer og produkter kan der således intet udsættes på. Men look’et vil med sikkerhed dele vandene. Som jeg skrev i teaseren til denne artikel – lettere omskrevet fra Fenwick’s annoncer for verdens første kulfiberstænger i 1974:
“ There will be lovers, and there will be haters…”
Kasteoplevelsen
Der er mange ting, som skal falde i hak, førend man er ét med sin fluestang. Den skal både se godt ud og føles rigtig i hånden.
Hvad det sidste så indebærer er vanskeligt at definere. Men faktum er, at mange af vore dages high-end fluestænger fremstilles af kulfiber med en så høj modulus, at det er gået ud over kasteoplevelsen. De er blevet så hurtige og effektive, at følelsen af fluekastet er trængt mere og mere i baggrunden.
Ud fra den tekniske beskrivelse af stængerne og efter flere timer på Skype med Robert og Stenar havde jeg fået det indtryk, at ASI stængerne ikke kun byder på et reduceret kraftforbrug. Nej, de byder også på en anderledes kasteoplevelse, hvor den gamle glæde ved et sejt og kraftfuldt fluekast var genskabt i et helt nyt regi.
ASI kalder selv konceptet med den dybe aktion for “Free-Flex”, og det er en ganske rammende betegnelse for kasteoplevelsen. Stener havde advaret om, at det måske ville kræve en smule tilvænning, men det var slet ikke tilfældet. Jeg blev straks gode venner med ASI, som på mange måder minder mig om forgangne tiders kraftfulde stænger – blot uden disses langt højere vægt.
Smag og behag er som bekendt en personlig ting, der ikke kan diskuteres. Men det nye ASI design er krøbet under huden på mig i en sådan grad, at konventionelle fluestænger med korkhåndtag nu virker aldeles forældede. Hvad de naturligvis ikke er. ASI designet egner sig i sagens natur ikke til de helt lette stænger.
– Men måske det vil gå dig på samme måde, hvis du vover springet, efterlader traditionerne i kølvandet og giver Arctic Silver en ærlig chance? Risikoen er meget reel…
Det bliver næppe bedre af, at ASI snart barsler med en helt ny serie fluehjul, som på samme måde bryder med traditionerne og sætter spørgsmålstegn ved de vedtagne regler.
Jeg har set dem, og jeg glæder mig som et lille barn til også at prøve dem. De ser nemlig helt forrygende ud:
© 2015 Steen Ulnits
Læs også Part Two artiklen.
Del denne artikel: