The Next Generation: ASI stænger

IMG_0092

Det er sjældent, at man som fluefiskeskribent har mulighed for at anmelde hele stangserier. Af to årsager: Dels har man kun sjældent adgang til alle modeller i den pågældende serie. Der er helt enkelt for mange. Og dels er de allerfleste modeller i en given stangserie formet over den samme læst – blot varierer længde og lineklasse.

Men også her adskiller norske Arctic Silver Innovation (ASI) sig fra alle andre. Deres radikalt nye og hidtil eneste stangserie, som bærer navnet “Free-Flex”, indeholder indtil videre blot fire forskellige modeller:

9 fod klasse 5, 9 fod klasse 6, 10 fod klasse 7 og 9 fod klasse 8. Men ikke nok med det: De fire modeller er ikke ens af aktion og præstation, som tilfældet ellers oftest er. Nej, de er hver især designet til ét bestemt formål, som de så er optimeret til.

Jeg har i forgangne vinter og forår haft rig lejlighed til at teste samtlige fire ASI Free-Flex modeller, som på mange måder adskiller sig fra hinanden. Her kommer derfor en individuel præsentation af de fire nye stænger, baseret på nogle måneders aktivt fiskeri med samme. Det er fire forskellige fluestænger med fire forskellige sjæle:

“Trout” 9 fod klasse 5

I den lette ende af spektret har vi den 9 fod lange ASI “Trout”, der som navnet siger er tiltænkt det lettere fluefiskeri med tørflue og nymfe efter ørreder og stallinger i å og sø.

Vi skal næppe regne med at se stænger fra ArcticSilver, som er lettere end denne. Det meget specielle håndtag lader sig næppe tilpasse stænger meget lettere end klasse 5 – i hvert fald ikke uden at se alt for stort og klodset ud. Indtil videre er alle enhånds stængerne i denne serie nemlig monteret med eksakt den samme størrelse håndtag, da dette er ganske dyrt at fremstille.

IMG_0069


Som noget ganske specielt leveres ASI “Trout” med ikke én, men to stangspidser: En normal til let fiskeri med tørflue og nymfe. Og så en lidt kraftigere, hvis der i løbet af dagen skulle blive brug for en kraftigere stang til at tonse streamers og bucktails. I hvert fald på papiret en fiks detalje. I praksis får man dog sjældent brug for at skifte. Det oplevede jeg i testperioden.

“Coast” 9 fod klasse 6

Af størst interesse på det danske marked er naturligvis “Coast”, som med sin klasse 6 mærkning er designet specielt til fluefiskeri fra kysten.

Det første, der slog mig ved denne stang, er klingens smidighed. Den flexer for alvor helt ned i håndtaget, hvilket giver en rolig, men kraftfuld kasterytme, der sparer godt på kræfterne. Perfekt, hvis man lider af tennisalbue, frossen skulder eller anden dårligdom, der ikke har det godt med stive stænger og en hård kasterytme.

Umiddelbart forekommer ASI “Coast” at være en ganske blød stang, der ikke egner sig til fiskeri på åben kyst, hvor der er blæst og bølger. Her er storebror “Salmon” et bedre bud. Men holder man sig ellers til roligt farvand – beskyttede fjorde og vige – er det en dejlig stang at arbejde med.

Det er en stang, som yder de gængse små havørreder i 40-50 cm’s klassen fuld retfærdighed. Såvel under kast som fight af fisk mærker man tydeligt stangen flekse helt ned i det kløftede håndtag.

“Salmon” 10 klasse 7

Med sine 10 fod den indtil videre eneste ASI stang længere end 9 fod.

Den længste af de fire modeller er tiltænkt sommerfiskeriet efter laks med flydeline. Altså fiskeri i å og elv. Det er en lang stang med masser at kraft til at løfte og mende en lang flydeline i hårdt strømvand. Det lykkedes dog ikke i testperioden at lokke nogen laks til fluen, da der kun blev fisket fra kysten.

IMG_0133


Her blev den lange og kraftige ASI “Salmon” til gengæld hurtigt et vigtigt supplement til den lettere og kortere ASI “Coast”. I vandvendingerne, når vandet stod stille,  kom den lette flydeline klasse 6 i brug på den korte “Coast”. Når vandet løb ud eller ind, skiftede jeg til “Salmon” monteret med en WF 7 intermediate. En ægte Dynamic Duo og et perfekt makkerpar til båden, hvor de begge kan ligge færdigrigget – klar til kast.

Den ekstra længde gør også ASI “Salmon” ideel til dybt vadefiskeri, hvor den længere stang muliggør et højere bagkast, så man undgår at ramme vandet bag sig. En blank og velkonditioneret 2,5 kg’s havørred gav en god oplevelse på denne stang, der måske bør omdøbes til “Seatrout” eller “Grilse” – i hvert fald når der senere kommer et par ASI 2-håndsmodeller!

“Bonefish” 9 fod klasse 8

Som navnet allerede siger, er der tale et et powerhouse af en stang. En stang, som kan levere højere linehastigheder end de øvrige i serien. En stang, som er designet til at sende en line ud til cruisende (bone)fisk med meget kort varsel – i en vind, der altid blæser.

Umiddelbart havde jeg tænkt, at det nok ville være en ideel stang til dansk fluefiskeri på åbne kyster, hvor det altid blæser, men det er ikke tilfældet. Det vil være massiv overgunning, da denne stang er skabt til noget langt større. Den har masser af rygrad, og den kan snildt håndtere en lineklasse 9. Faktisk har jeg med stort held brugt den med en klasse 10 line til geddefluefiskeri, hvor der ofte kastes kort, men er brug for en tung line til at trække de ofte 20 cm lange flashfluer.

I testperioden har jeg også udsat den for min elskede Teeny T-300 line, der kræver sin mand og sin stang. En ultrahurtigt synkende line, som ikke kan kastes på sædvanlig vis, men som må rulles eller slænges ud i stedet. ASI “Bonefish” klarer også dette job til UG, hvilket gør stangen langt mere allround, end man umiddelbart skulle tro.

Desværre lykkedes det mig ikke at fange nogen gedde større end 3 kg under testfiskeriet, så jeg kan desværre ikke udtale mig om stangen under virkeligt pres. Men det spørgsmål er jeg nu aldeles tryg ved!

IMG_0053


Som vist på billedet næstøverst i artiklen, så passer ASI håndtagets specielle design perfekt til en kastestil som min, hvor pegefingeren ligger øverst på håndtaget. “In the groove”, som amerikanerne siger. Så har jeg helt styr på kasteretningen og min “directional stability”!

ASI Free-Flex er kort sagt et forfriskende pust i en ellers stagneret grejbranche, der skeler mere til fortiden end fremtiden. Anbefales til alle, der ikke absolut skal have kork mellem fingrene.

Steen Ulnits

Læs også Part One artiklen.