Forfatterarkiv: Steen

Sony Xperia XZ Premium

“The Chrome Phone”

– I hvert fald i højglansversionen Luminous Chrome, som man uden videre kan spejle sig i. Det er en forunderlig telefon med et kamera i absolut verdensklasse og en 4K skærm helt uden sidestykke. Og så kan XZ Premium som den første optage i super slow motion.

Japanske Sony er verdens førende producent af sensorer til kameraer, men de har aldrig rigtig haft held med at bruge dem i deres egne smartphones. Ikke sådan for alvor.

Måske har det kantede design holdt mange tilbage. Måske har det ikke været helt så sexet som konkurrenternes blødere kurver. Faktum er imidlertid, at kameradelen holder både stand og vand. Det beviser Sonys 2017 flagskib XZ Premium til fulde.

Her får man i tilgift mere bling for sine penge end i nogen anden mobil. Den firkantede kasse kan nemlig fås i udgaven Luminous Chrome, der bedst kan beskrives som et spejl. Det ser måske mere smart ud, end det er praktisk. Og det er måske netop derfor, den aldrig rigtig er slået igennem.

Til gengæld har den så måske muliggjort, at man pludselig kunne købe en XZ Premium til halv pris, da det nye Sony XZ2 flagskib kom på markedet – med bløde kurver og en mat finish som mange af konkurrenterne.

Selv hoppede jeg da også straks på vognen og købte en XZ Premium i Luminous Chrome, da prisen pludselig røg ned på det halve af nyprisen. Og det har jeg aldrig fortrudt. Det er nemlig en helt igennem fantastisk mobil, der leverer meget mere end de fleste af konkurrenterne. Jeg kan helt tilslutte mig diverse anmeldere, som roser denne mobil til skyerne.

Designet

Det gør de trods et ellers noget outdated design, som har høstet en del kritik. Sony har nemlig bibeholdt det ultrakantede design i XZ Premium, som de har brugt i snart flere år. Det kan man mene om, hvad man vil. Men det har dog én klar fordel:

Øverst og nederst på fronten er der brede kanter, man kan holde om, når man ser TV eller spiller spil. Man behøver ikke sætte sine sikkert fedtede fingre inde på skærmen – midt i billedet eller spillet.

Det er vi mange, som sætter pris på – som derfor ikke synes om de mange næsten kantløse mobiler, vi præsenteres for i dag. Ofte med buede skærme, der nok ser smarte ud, men som løber om hjørnet med synsindtrykket.

Det kantede design giver ganske vist en mindre skærm i forhold til totalstørrelsen – på XZ Premium “blot” 5,46 tommer. Det opleves nu ikke som for lille, selv om udviklingen klart går i retning af endnu større skærme, som udfylder mest muligt af totalstørrelsen.

Højttalerne – og dem er der to af – er begge frontplaceret, hvilket giver lyd i topklasse. Det er ligesom lidt mere naturligt, at lyden kommer fra skærmen, man kigger på – og ikke bunden af mobilen, som ellers er det almindeligste. Samme gode lydoplevelse gav også håndværkermobilen CAT S60, der ligeledes har fronlplacerede højttalere. Det lyder bare bedre, når lyden kommer direkte ud imod én. Det er det, lyd skal gøre.

Og så er der naturligvis lige farven. Her tilbyder Sony flere muligheder – fra “Deep Sea Black” til bling-finishen “Luminous Chrome”. Sidstnævnte fik megen opmærksomhed ved EISA 2017, hvor XZ Premium blev lanceret, og hvor alle anmeldere lige skulle spejle sig i den. Den er forkromet og fungerer fuldstændig som et spejl. På godt og ondt – med de muligheder og ulemper, det nu måtte indebære. Går man meget op i sit udseende, kan man slet ikke undvære denne spejlfon!

Andre anmeldere har kritiseret den polerede finish for dens mange forstyrrende reflekser. I teorien er det naturligvis rigtigt, men i praksis har det nu aldrig generet mig et sekund. Jeg kan lide finishen, der minder mig om min barndom, hvor danske Tekno lavede en helt forkromet model af en Ford GT sportsvogn. Jeg sparede til den i flere måneder og har den stadig. Det tætteste, jeg nok nogensinde kommer en sportsvogn:

Skærmen

En af de første ting, man bemærker på sin Xperia XZ Premium, er skærmen. Den er nemlig i 4K som også forgængeren på forgængeren Z5 Premium. “4K” betyder her en opløsning på 3840 x 2160 pixels, i filmforholdet 16:9. Det svarer til en pixeltæthed på imponerende 807 ppi.

Til sammenligning definerede Apple egenhændigt sine dengang ultraskarpe “Retina displays” på iPhone 4 som skærme, der havde en pixeltæthed på over 300 ppi. Mere kunne man alligevel ikke se med det blotte øje – mente man dengang.

Alligevel fortsatte udviklingen mod flere og flere pixels, der ganske vist giver et skarpere billede, men som samtidig også bruger meget mere strøm. Så skal skærmen være større og skarpere, da skal batteriet også vokse tilsvarende. Og historisk set har det næsten altid været sådan, at batteriet kom halsende en generation efter skærmen. Forstået på den måde, at ville man have den største og skarpeste skærm, da måtte man acceptere en kortere batteritid.

Ingen tvivl om, at displayet på XZ Premium står skarpt. Sony har valgt at holde sig til LCD teknologien, hvor udviklingen ellers generelt går mod AMOLED. Her er det kun de enkelte pixels står tændt – modsat LCD, hvor der er lys på alle pixels hele tiden. På AMOLED er sort bare sort, da der her ingen pixels er tændt.

Samtidig kan man med AMOLED skærme spare på strømmen og alligevel have “Always On” på displayet – med vigtige notifikationer, dato og tid tændt hele tiden. De få tændte pixels bruger minimalt med strøm. Det kan man i sagens natur ikke med LCD, hvor hele skærmen skal stå tændt. På LCD får man derfor aldrig samme dybsorte farve. Men jeg har nu ikke savnet en sortere sort, end den XZ Premium kan levere. Den er sort nok til mig!

Problemet med 4K opløsninger som på XZ Premium er primært, at der pt. ikke er meget content, som leveres i 4K. Men det kommer givet, og derfor kan Sony uden at overdrive påstå, at XZ Premium er et fremtidssikret produkt.

Senest har Sony dog indgået en aftale med Amazon Prime om streaming af 4K video, så vi er ved at være der. Andre distributører skal nok vide at følge trop, når og hvis kunderne først er der.

Kameraet

Xperia XZ Premium blev – ud over den ultraskarpe 4K skærm – i høj grad markedsført på evnen til at optage video i “Super Slow Motion”. Med hele 960 billeder i sekundet.

Forgængeren Z5 Premium havde et kamera på hele 23 MP, som naturligvis gav rigtigt skarpe og detaljerede fotos, som man uden videre kunne beskære. Der var rigeligt med pixels at tage af. Desværre (?) har Sony valgt at reducere antallet af pixels på XZ Premium til “kun” 19 MP. Det er dog stadig langt mere end markedsstandarden på 12 MP, som både Apple og Samsung bruger.

Til gengæld Sony så brugt den overskydende plads til at gøre de resterende 19 MP større, så de kan indfange mere lys. Der er dog stadig kun det ene kamera at gøre godt med – ikke to (eller tre) som på efterhånden alle andre high-end mobiler. Til gengæld har Sony fået rigtig meget godt ud af de 19 MP, og som markedetes mærkeligt nok eneste af slagsen så har Sony naturligvis bibeholdt den dedikerede kameraknap på siden af mobilen.

Som dedikeret fotograf kan jeg ikke sige nok godt om denne løsning, som alle kameramobiler burde adoptere. Det er bare så meget lettere at trykke knappen halvt ned for at fokusere. Og helt ned for at tage billedet. Som på et almindeligt kamera. Endelig behøver man slet ikke gå ind i menuer eller på skærmen for at tænde kameraet. Tryk blot udløserknappen i bund, og straks tænder kameraet – klar til skud. Også fra en helt låst og lukket mobil.

I praksis mangler man kun sjældent den 2x zoom, som de fleste high-end kameramobiler i dag tilbyder. Man beskærer blot. Havde Sony holdt sig til de 23 MP fra forgængeren Z5 Premium, ville man næsten have det samme til rådighed, hvis man blot beskar det færdige 23 MP billede til det halve: 11,5 MP i stedet for de traditionelle 12 MP. Nu må man nøjes med 9,5 MP, hvis man da ikke i stedet accepterer en mindre beskæring end 2X.

Billedstabilisering gør Sony på sin helt egen måde – og har gjort det længe. De har brugt den softwarebaserede SteadyShot teknologi fra deres videokameraer, hvilket fungerer fint til det meste, men ikke i rigtig dårligt lys. Her kommer Sony tydeligt til kort over for OIS – Optical Image Stabilization – som man finder det i snart sagt alle andre topmobiler.

I sammenlignende tests er det tydeligt, at Sony’s SteadyShot leverer ringere fotos ved håndholdte optagelser end konkurrerende mærkers fysiske OIS. Men bruger man stativ eller fast underlæg, ser man Sony’s overlegne egenskaber i svagt lys. Det ser heldigvis ud til, at Sony vil lancere OIS i deres kommende 2018 Xperia modeller, men XZ Premium må desværre nøjes med SteadyShot.

Predictive Capture

Sony kalder sit kamera for “Motion Eye”, da det er i stand til at opfange bevægelser og reagere på dem. Når man prøver at fange bevægelige objekter i farten, så rammer man meget ofte ved siden af. Eller fanger i hvert fald ikke lige det afgørende øjeblik.

Det ved Sony, som derfor har udviklet en Motion Eye indstilling, der hedder “Predictive Capture”. Oversat betyder det noget i retning af “Forudsigelig optagelse”. Indstillingen virker kun ved objekter i bevægelse. Har man slået funktionen til, indikerer en lille blå cirkel, at kameraet kører.

Det tager da kontinuert billeder og gemmer to billeder før og to billeder efter den egentlige optagelse. Bagefter kan man så i ro og mag scrolle igennem billederne og udvælge lige netop det, der har ramt bedst. Vel at mærke i fuld opløsning. Efterfølgende kan man så vælge at gemme kun det bedste skud. Eller alle fire. En rigtig smart og brugbar funktion.

Kameraet tilbyder – ud over den almindelige programautomatik – også et mindre antal kamera apps, der hver især tilføjer kameraet nye funktioner. Det kunne være panorama-optagelser. Det kunne være optagelser med sløret baggrund. Eller still-billeder med lyd. Den sidste feature er bestemt ikke uden evner, men ses og bruges kun sjældent.

Det kunne også være forskellige kreative effekter – eksempelvis konvertering af optagelser til sorthvid, blyantskitser, farveskitser, tegneseriegrafik, pixellering, miniature, rystelser, fiskeøje, kelejdoskop eller lignende ting. Det hele er der. Og det kan man bruge megen tid på og få meget sjov ud af – ikke mindst på mørke vinteraftener, hvor vinden hyler udenfor. God whisky i glasset løfter oplevelsen endnu en tand.

Det samme gælder AR – Augmented Reality – som giver mulighed for at placere forskellige objekter på ens optagelser. Eksempelvis en dinosaur, der med tunge trin går tur hen over skrivebordet foran én. Igen: Lidt god whisky i glasset skærper sanserne og øger oplevelsen!

Det samme AR trick har man nu også kunnet udføre på tidligere og billigere Sony modeller, men XZ Premium klarer ærterne langt bedre med sin stærkere processor. Primært lidt mere og langt mere avanceret spas til at fordrive tiden med. Men også et kig ind i fremtiden.

Vi kommer helt sikkert til at se meget mere til både VR / Virtual Reality, der er en totalt kunstig virkelighed, som ses gennem specielle briller. Og AR /Augmented Reality, der blot lægger et kunstigt lag oven på et virkeligt billede i real-time.

Super Slow Motion

Endelig er der adelsmærket på XZ Premium: Evnen til at optage video i Super Slow Motion. Med ikke færre end 960 fps – frames per second, som det hedder i videosproget. Det er vanvittigt mange billeder, som dog ikke er i 4K, men kun i opløsningen 720p. De kan godt se lidt grynede ud på den ellers fantastisk skarpe 4K skærm.

Super Slow Motion er en feature, der primært vil lokke videoentusiaster, som gerne vil ud over den traditionelle slow motion. Som gerne vil fange korte, men eksplosive øjeblikke og trække dem i langdrag, så man for alvor kan se, hvad der sker.

Det kunne være en vandballon, der brister. En tændstik, der tænder. Vand, der kommer ud af en hane. Eller en sten, der rammer vandet. Kun fantasien sætter grænser her. Det kan hurtigt blive en hel hobby i sig selv at forevige den slags korte øjeblikke og gengive dem langsomt.

Der er to forskellige måder, hvorpå man kan optage i Super Slow Motion:

Enten starter man en almindelig videoptagelse og trykker så på den dedikerede Super Slow Motion knap, når man mener, tiden er moden. Man får da knap 0,2 sekunder med Super Slow Motion. Eller man kan optage små 6 sekunders videoklip, hvis man nu ikke ønsker at få begivenheder før og efter med.

Eneste problem i begge tilfælde er at ramme rigtigt, men øvelse gør som altid mester. Og det er værd at øve sig. For når man endelig rammer rigtigt, er resultatet værd at vente på.

Utroligt, at det kan laves på en smartphone.

Fingeraftrykslæser

Sony har valgt at placere sin fingeraftrykslæser på siden af Xperia. En rigtig god løsning, som er langt bedre end placering på bagsiden af mobilen, som ellers ofte ses på topmobiler. Den er lynhurtig og låser straks telefonen op ved berøring og tryk.

Af uransagelige årsager – angiveligt patentrettigheder – er denne fingeraftrykslæser ikke aktiveret på Sony mobiler, der sælges i Nordamerika. Det er synd for amerikanerne, der ikke kan få den. Og synd for japanerne, der ville kunne sælge langt flere Xperia mobiler, hvis den var tilgængelig.

Som danskere kan vi imidlertid glæde os over, at vi herhjemme har adgang til det bedste af det bedste fra Sony: XZ Premium.

En fantastisk mobil for dig, der er til foto og video.

Garmin Vivoactive 3

Kort efter mødet med Diesel’s nye DW4D smartwatch, hvis dårlige batteri ødelagde det ellers så potente Mad Max-indtryk, dumpede et helt anderledes undseligt smartwatch ind på skrivebordet:

Garmin’s nye Vivoactive 3 med indbygget GPS og pulsmåler. Vandtæt til 50 meter og tiltænkt aktiv brug i vandet: Svømning. Altsammen til en uhye konkurrencedygtig pris. Et ur, hvis specifikationer er intet mindre end imponerende, prisen taget i betragtning.

Det er også et ur, hvor Garmin for alvor bryder med sine gamle traditioner for, at alt input og styring af uret sker via store trykknapper på begge sider af huset. Et system, der ofte kræver mange tryk for at komme frem til den rette menu. Noget, jeg aldrig fik vænnet mig til på tidligere Garmin modeller.

Garmin er kendt for sine avancerede smartwatches til aktive mennesker både udendøre og indedøre. Folk, der gerne vil måle sig selv og deres fysiske udvikling. Folk, som ikke bange for at trykke på lidt knapper for at komme i mål og kunne sætte tørre tal på deres præstationer og udvikling. Det være sig i løb, cykling, svømning eller en hvilken som helst anden form for fysisk workout.

Læs gerne testen af Garmin’s ultimative topmodel – Fenix 5X med indbygget topografisk kort og alt i moderne sensorer. Samt ikke færre end fem forskellige trykknapper. Efter at have læst artiklen vil du forstå, hvordan det er at skulle trykke og tælle på knapper. På flere måder…

Fra tryk til touch

Den nye Vivoactive 3 bryder på næsten alle måder med det gamle trykknapprincip. Således er der kun én knap tilbage på dette ur, og det er hjemknappen, startknappen og slutknappen. I én og samme knap. Det er til at finde ud af – selv for en knap-ofob fætter som mig. Jeg foretrækker klart, at tingene går strygende.

Men ikke nok med det. Garmin har også taget højde for, at ikke alle holder af at stryge hen over selve urglasset med fedtede fingre. Eller finder det let at gøre med kolde og/eller våde fingre. Garmin har derfor begået endnu en genistreg i dette ur, og det er venstre urside, der også er til at stryge på. Op eller ned – alt efter hvilken menu, man nu er ude efter.

Et rigtig smart detalje – synes jeg – som dog har fået en blandet modtagelse af tech-skribenter verden over. Prøv selv. Og døm efterfølgende.

Når man kommer lige fra det håbløse Diesel DW4D smartwatch, hvor batteritiden skulle måles i timer, er Vivoactive 3 næsten for godt til at være sandt. Her skal batteritiden nemlig måles i dage og genopladningen i minutter. En fantastisk præstation af Garmin, som hermed har lanceret verdens første smartwatch, der kan det hele til den halve pris og på den kvarte tid. Utroligt.

Touch-skærmen er følsom, men opløsningen er lav. Kigger man på Garmin’s eget website, så ser screen dumps imponerende skarpe og upixellerede ud. Cirkler ser ud til at være tegnet med en tynd passer, og der er ingen hakkede kanter. Not so i virkeligheden, hvor man tydeligt ser forskel på Garmin og så de utallige konkurrerende Wear ure, som næsten alle byder på en højere opløsning – med flere pixels og skarpere billeder.

Men fortvivl ikke. Den relativt lave opløsning (240 x 240 pixels på den 1,2 tommer store skærm) betyder også en længere batteritid, og den er guld værd. Meget mere værd end lidt takkede kanter hist og pist. Dem kan man sagtens leve med – specielt da flere dage efter, at Wear urene er stået af med et tømt batteri…

Når man første gang tænder for sit Garmin Vivoactive 3, ser skærmen ret mørk ud. Men fortvivl ikke. Den skal se sådan ud. Garmin har nemlig også her valgt en såkaldt transflektiv skærm, der forstærker det eksisterende lys og på den måde sparer på batteriet. Læs gerne testen af Sony Smartwatch SW3, der var den første med transflektiv skærm.

Først når man løfter håndleddet eller prikker på skærmen, tændes den. Og det er aldeles nødvendigt til indendørs brug og brug i svagt eller intet lys. Da er skærmen ellers næsten helt sort.

Til gengæld bliver den transflektive skærm bare bedre og bedre, jo stærkere lyset bliver. Hvor almindelige LCD og OLED skærme ofte er svære at se i direkte sollys, brillierer Garmin’s transflektive skærm – bogstavelig talt. Jo stærkere sollys desto flottere farver og bedre læsbarhed. Uden kostbart dræn af batteriet, vel at mærke!

Garmin angiver selv batteritiden på Vivoactive til max 7 dage eller 13 timers kontinuert brug af GPS. Mere realistisk er nok godt det halve – hvis man bruger sit ur aktivt. Med mit blandede brug rækker batteriet til fire dage. Men en batteritid på flere dage er bare imponerende. Uanset.

Garmin Connect

Det første, man bør gøre, når man har pakket sit nye Garmin Vivoactive 3 ud, er at downloade og installere Garmin Connect app’en. Det viser sig da, at uret er kompatibelt med såvel Apple’s iOS som Google’s Wear. Dog med det forbehold, at der er større funktionalitet med Android end med Apple.

Når man har installeret Garmin Connect, sætter man sit ur op med alle relevante data og er good to go. App’en moniterer løbende din aktivitet og syncer den med app’en, Vel hjemme efter en gåtur, løbetur eller sejltur, kan man så på app’en se sin rute præcist som på alle de hundedyre pulsure. For der er naturligvis også pulsmåler på Vivoactive 3 – i tilgift til GPS. Pulsmåleren virker dog ikke i vandet under svømning, men det er nu ikke noget tab. For mig i hvert fald ikke.

Som en lidt usædvanlig feature så byder Vivoactive 3 også på måling af VO2, der er et udtryk for det maksimale iltindhold i blodet og en indikator for ens fysiske formåen. Det er ikke noget, jeg selv benytter mig af eller interesserer mig for. Og et er der næppe heller mange andre købere af dette ur, der vil gøre. Men flot, at det er med og inkluderet i prisen.

Som det nok er fremgået af ovenstående, så er jeg uhyre begejstret for det nye Garmin Vivoactive 3, som nu ofte afløser mit trofaste Apple Watch Series 3 med LTE. Et felt, hvor Vivoactive må melde pas. Det kan ikke fungere som selvstændig mobil, der kan modtage opkald og ringes op fra. Det skal have en mobil koblet til som moderskib. Til gengæld kan det fint bruges solo, da det syncer med Connect app’en straks efter hjemkomst.

Men ser man bort fra de relativt få situationer, hvor LTE er uundværligt, så er Vivoactive 3 et fantastisk smartwatch, der leverer næsten løgnagtigt meget til prisen. Den er næsten lige så lav som vægten på blot 43 gram. Et let og superelastisk rem fuldender indtrykket og har endda ekstra sikring af den løse ende.

Garmin Vivoactive 3 er set til kr. 1.999,- flere steder.

Anbefales på det kraftigste.

Cheminova – en tikkende giftbombe

Omkring midten af 1960’erne dræbte spildevand fra giftproducenten Cheminova fugle, fisk og skaldyr ude i Vesterhavet og inde i Limfjorden. Det giftige spildevand var udledt direkte i havet ved Høfde 42. Helt oppe ved Hirtshals og Norges sydkyst døde hummere af den udledte gift.

Giften stammede fra kemifabrikken Cheminova, der var og stadig er beliggende på den lange og smalle Harboøre Tange, der adskiller Limfjorden fra Vesterhavet. Her producerede man først og primært Parathion, som for mange er bedre kendt under handelsnavnet Bladan.

Da Bladan blev fundet farligt for miljø og mennesker og efterfølgende blev forbudt, lagde Cheminova produktionen om til primært Glyphosat, som er aktivstoffet i den verdenskendte plantegift Roundup.

Som det fremgår af nedenstående timeline, der venligst er udarbejdet af Bjarne Hansen fra Thyborøn, er der gennem årene udledt eller deponeret enorme mængder af fast eller flydende affald til nærmiljøet. Enten udledt direkte i vandet eller nedgravet i sandet, hvor det stadig ligger. Og hvorfra det let udvaskes af regnvand ovenfra eller indtrængende havvand nedefra..

Fortjenesten ved denne produktion og praksis har gennem årene resulteret i mange, mange millioner i indtjening – et forhold, som ejeren Aarhus Universitet længe havde nydt godt af, men aldrig talt højt om.

For os biologistuderende var det derfor et chock af de helt store, da det for alvor kom frem i medierne, hvem der stod bag Danmarkshistoriens måske største giftforurening. Det var sidst i 1970’erne og først i 1980’erne. Og det var Aarhus Universitet!

En delikat detalje er, at de første produkter fra Cheminova havde rødder direkte tilbage til Anden Verdenskrig, hvor giftene var udviklet af det tyske militær – til brug som nervegasser. De var derfor allerede som udgangspunkt uhyre giftige for såvel planter som dyr.

Det er Bjarne Hansen, søn af den navnkundige Rav Aage, som i dag fører arven efter faderen og kampen for miljøet videre. Du ser den gæve vestjyde på introbilledet og alle de øvrige billeder i artiklen. I baggrunden arbejder en båd med at pumpe sand op til kystsikring.

Billedet umiddelbart herunder er taget ved den navnkundige Høfde 42, hvorfra der udledt giftigt spildevand direkte i Vesterhavet.

Timeline for Cheminova

1938: Cheminova forurener kraftigt i hjembyen Gladsaxe.

1944: Cheminova foræres til Aarhus Universitet – formedelst kr. 300.000.

1945: Grundene i Måløv og Ballerup er kraftigt forurenet.

1951: Efter ballade på Sjælland beslutter Cheminova at flytte til Vestjylland.

1952: Cheminova flytter fra Måløv til Harboøre Tange i det vestligste Vestjylland.

1953: Cheminova opnår tilladelse til at udlede urenset spildevand ved Høfde 42.

1957: Cheminova tillades 3 års deponering af fast kemiaffald ved Høfde 42.

1961: Staten deponerer selv mellem 40 og 70 tons affald i Høfde 42 depotet.

1962: En storm slår hul på det yderste dige. Depotets flydende del forsvinder i havet, hvorfor fugle og fisk dør. Høfde 42 depotet lukkes. Deponering påbegyndes i stedet på Øst Rønland på Harboøre Tange.

1964: Den unge fisker Aage Hansen – bedre kendt som Rav Aage – finder døde fisk og fugle ved stranden ud for Cheminova.

Professor Finn Bro-Rasmussen, DTU, bedes om at analysere fiskene. Han finder dem fyldt med bladan fra Cheminova.

1971: Kystdirektoratet (VBV) graver i depotet. Depotet dækkes med et tyndt lag asfalt. For at dæmpe gemytterne flyttes 1.260 ton kviksølv-forurenet sand til svovldepoterne på Øst Rønland.

1976: En ny storm afdækker igen Høfde 42 depotet.

1981: Der går igen hul på Høfde 42 depotet – med stor fiske- og fugledød til følge. Der flyttes 5.600 ton kviksølv-forurenet sand til tyske Hessen – igen for at dæmpe gemytterne.

1983: 21 års deponering på Øst Rønland stopper. 70.000 ton kemisk affald efterlades helt ud til Limfjorden.

2000: Atter hul på Høfde 42 depotet, men myndighederne hemmeligholder omfanget.

2006: Depotet ligger nu helt ud til kystlinjen. Stat og amt betaler opsætning af en 580 meter spunsvæg omkring en kerne på ca. 200.000 m3 forgiftet sand. Spunsvæggens levetid vurderes af leverandøren til 15 år (dvs. til 2021).

2013: Cheminova flytter den synlige del – 19.300 ton forurenet materiale incl. sand og beton – fra svovldepoterne på Øst Rønland. En del deponeres på Langøya inde i Oslofjorden. De 40.000 tons såkaldt destillations-remanens omtales ikke.

2015: Omkring Høfde 42 depotet udlægges 55.000 m3 sand. 1.000 ton norsk granit lægges ovenpå depotet for at dække huller forårsaget af stormene “Allan”, “Bodil” og “Egon”.

2015: Cheminova sælges til FMC-Corporation for 10.5 milliarder kroner. Nettoudbyttet på 8.5 milliarder deles mellem Forskningsfonden, aktionærerne og staten. Man er “ikke juridisk forpligtet” til at rydde op efter sig, forlyder det.

Der er således ikke en krone til oprydning efter de voldsomme forureninger, som efterlades på Harboøre Tange.

2016: Aarhus Universitet fritages for sit ansvar for forureningen på Øst Rønland. Trods en milliardgevinst.

2016: Der findes yderligere tre giftområder ved undersøgelse af forureningens omfang på Knoppe Enge mellem Fabrikken og Høfde 42 depotet.

2016: Skilte, der pga. kviksølvforurening advarer mod ormegravning, fjernes på et yderst spinkelt grundlag langs vejen syd for Rønland.

2017: På Øst Rønland findes yderligere 40.000 ton kemisk affald, som Cheminova har ”glemt” at indberette.

2017: Før Folketingets Miljøudvalgs besøg i november måned fjerner Lemvig Kommune og Regionen advarselsskiltene på Harboøre Tange. Man erstatter dem med turistinformation med små piktogrammer, som fortæller:

– På grund af forurening er det forbundet med fare at bade, fiske og opholde sig i området.

2018: Regionen begynder kortlægning af Den Gamle Fabriksgrunds forurening. Igen-igen.

2018: Der pumpes yderligere 440.000 m3 sand op på begge sider af Høfde 42 depotet.

Er du interesseret i hele historien bag Cheminova-skandalen, kan du ikke gøre noget bedre end at købe og læse bogen “Fisk kan ikke tale“, som på mange faktafyldte sider forklarer stort set alt, der er at vide om den famøse sag.

En sag, som ingen virksomheder eller myndigheder vil tage ansvaret for. Den milliardstore indtjening ville de dog gerne indkassere…

For et overbliksbillede, se nederst i denne artikel

Foreløbig konklusion

1) Ingen tør røre ved eller undersøge området på Øst Rønland.

2) Alle udslip fra Høfde 42 depotet var dømt umulige af eksperter og politikere.

3) Aarhus Universitets Forskningsfond er ude af sagen. Tilbage står staten – skatteyderne – med oprydningen og lokalbefolkningen med belastningen.

4) Af leverandøren er levetiden af Høfde 42 depotets spunsvæg sat til 15 år. Det vil sige, at den bør kunne holde indtil 2021.

Politikere og embedsfolk har dog egenhændigt forlænget den forventede levetid af spunsvæggen med yderligere 25 år.

Så er der en rimelig chance for, at havet med den globale opvarmning og den heraf følgende stigning af vandstanden i verdenshavene selv løser problemet…

Bjarne Hansen,

miljøforkæmper i Thyborøn,

den 16. august 2018

Rav Aage i midten. Til venstre Bjarne Hansen. Til højre Flemming Højgaard.

Cheminova anno 1985

Se droneoptagelse fra Høfde 42 af Thomas Kjelds

Læs om Sommer i Thyborøn

Sommer i Thyborøn

Ravhuset. Her sælges rav til turister og kæmpes for det lokale miljø på Harboøre Tange.

Mågedans på havnen i Thyborøn. Hvad folk og fugle ikke vil gøre for et gratis måltid…

Den gamle transformatorstation, hvor elektriciteten gik tværs over fjorden til Nordjylland.

Bjarne Hansen, Rav Aages søn, fortsætter kampen mod giftforureningen fra det gamle Cheminova.

Mindesten for de mere end 8.000 tyske og engelske sømænd, der omkom den 31. maj 1916.

Kanon bjerget fra vraget af den tyske krydser “Rostock”, der sank efter søslaget i 1916.

Tysk beton fra Anden Verdenskrig er af høj kvalitet og holder nemt et halvt århundrede.

Den kanon er ret meget større, end man lige skulle tro – når man ser den close up.

Bjarne Hansen med sine to kvindelige åndsfæller i miljøkampen: Caroline og Bente

Giftig snak på Høfde 42. Det kommer altid lidt tættere på, når man står midt i det…

Kommunen har fjernet advarselsskiltene mod gift i undergrunden. Bjarne sætter nye op.

Jorden på Harboøre Tange ud for det gamle Cheminova er noget af det giftigste i Danmark.

Indsejlingen til havnen i Thyborøn. Nordjylland ses tydeligt på den anden side af Limfjorden.

Det gælder om at have redningsudstyret ved hånden. Strømmen løber stærkt i Thyborøn Kanal.

Mens vi venter på den gamle færge: Et smugkig gennem det knuste vindue til den nye.

Færgen fra Agger på vej ind i færgelejet Thyborøn havn. Der er tungt læs og trangt ombord.

Nogle er bedre forberedt end andre. Denne 4-hjulstrækker kunne sikkert svømme over selv.

Tørken har sat sine grimme spor på de små strandsøer på Agger Tange. De er ved at tørre ud.

De sorte køer må krydse den næsten udtørrede sø for at finde frisk græs i sommerheden.

Det er et hårdt liv at være træ i Nordvestjylland. Det ses tydeligt på væksten og hældningen.

Lodbjerg Fyr knejser majestætisk over det flade kystlandskab. Det kan ses på 35 km’s afstand.

Saftigt ser det ud, men et hårdt liv er det. Ingen tvivl om den fremherskende vindretning.

Strandkøerne heroppe ser ikke mange turister. De er derfor nysgerrige og tillidsfulde.

En hjerteformet solnedgang i strandkanten. Nordjylland, når det er bedst!

Skiltefotos af

Caroline Castanie Eggerts Bloch

Læs og se mere her:

Cheminova – en tikkende giftbombe

Droneoptagelse af Højde 42

BLAK – The Movie

BLAK

Miljøgruppen BLAK fra Djursland er nu gået til filmen i sin kamp mod regeringens forurenende havbrug og yderligere belastning af vandmiljøet i Kattegat.

Under devisen “Det er ikke gratis at kæmpe mod et erhverv, der tjener millioner på gratis forurening af det vand, vi andre har renset for dem”, søger BLAK nu bredere ud. Med film som nedenstående og annoncer i de trykte medier.

BLAK-filmen blev lanceret på flere medier samtidig. Heriblandt Greenpeace og Danmarks Naturfredningsforening. På ganske få dage havde næsten 50.000 miljøinteresserede mennesker downloadet den!

Du kan se hele filmen lige her:

BLAK: Filmen om Havbrug ved Hjelm

Herunder vises et par skærmdump af filmen, som er produceret af Sigbjørn Holte. Den er på én gang flot og skræmmende.

Skulle du få lyst til at bidrage til BLAK’s kamp mod regeringens, Dansk Folkepartis og Socialdemokratiets planlagte forurening med havbrug i et Kattegat, der allerede gisper efter vejret, så kan du gå ind på siden her:

http://www.nejtilhavbrug.dk/Stt_os%21.html

Alternativt kan du blot donere et beløb på foreningens MobilePay nummer

72548

Øen Hjelm

Havbrugszoner

Forurening

Miljøgruppen BLAK gør i den forbindelse opmærksom på, at filmen sætter fokus på fuglelivet, da det er ulig meget nemmere at filme oven vande – end iltsvind og fiskedød under vandet.

Det hele hænger sammen. Fuglene er afhængige af fiskene, som er afhængige af en god vandkvalitet. Og det er den, regeringen har sat sig for at forringe med nye forurenende havbrug i Kattegat.

Fuglene er blot det meget synlige tegn på et sundt vandmiljø.

Du kan se hele filmen lige her:

BLAK: Filmen om Havbrug ved Hjelm

http://www.nejtilhavbrug.dk/Stt_os%21.html

Alternativt kan du blot donere et beløb på foreningens MobilePay nummer

72548

Andre artikler om Havbrug:

The Ocean Cleanup

Det startede for otte år siden, hvor en 16-årig hollandsk dreng ved navn Boyan Slat var på badeferie med familien i Grækenland. Under en dykkertur gik det op for ham, at havet omkring ham var fyldt med plastik.

– Der var nærmest flere plastikposer, end der var fisk. Det fik mig til at indse, at vi bliver nødt til at fjerne plastikken fra verdenshavene, inden det er for sent, fortæller den nu 24-årige Boyan Slat.

Den unge hollænder er leder af og idémand bag organisationen The Ocean Cleanup, der vil indsamle de store skraldeøer, der har hobet sig op i verdenshavene.

Første projekt er The Great Pacific Garbage Patch, som ligger i Stillehavet mellem Californien og Hawaii. Området er dobbelt så stort som Texas og fyldt med plastik, der bare flyder rundt. Senere i 2018 vil en flåde af specialbyggede flydepontoner stævne ud fra San Francisco.

De flydende konstruktioner er det første spæde forsøg på at indsamle affaldet. Tænk, at vi skal have den unge generation til at rydde op efter deres forældregenerations svineri.

Pinligt. Men godt, at de selv kan finde en løsning på problemerne.

Fucked up by Fukushima…

Udslip af radioaktivt stof fra det skibbrudne Fukushima atomkraftværk i Japan er nu nået tværs over Stillehavet. Resultatet er forstemmende. Vilde laks får store kræftbylder. Og det hele var kun et spørgsmål om tid. For så stort er Stillehavet nemlig heller ikke.

Det gik helt galt for japansk atomkraft, da værket i Fukushima den 15. marts 2011 blev ramt af en altødelæggende tsunami. Værket var forældet og sikkerhedssystemerne ikke opdateret.

Der skete herefter det værst tænkelige, nemlig at værket “smeltede ned”, som det hedder, når atomprocessen ikke længere kan kontrolleres. Atomprocessen løb løbsk, og den ekstreme varme fik den højradioaktive kerne til at smelte ned. Mere end 300 tons radioaktivt vand lækkede hver eneste dag ud i Stillehavet, hvor de radioaktive stoffer straks blev optaget i fødekæden og sendt videre til fiskene.

Førende forskere var hurtige til at konkludere, at det kun ville være et spørgsmål om tid, førend den radioaktive forurening fra Japan ville være nået tværs over Stillehavet, hvor den ville ramme den nordamerikanske kyst. Det sørger de velkendte og fremherskende havstrømme nemlig for:

Det radioaktive udslip fra Fukushima atomkraftværket i Japan nåede hurtigt tværs over Stillehavet – til Nordamerika, hvortil det dog ankom i fortyndet tilstand.

Lystfiskere ved Hydeburg River i Alaska fangede efter udslippet flere sølvlaks (coho), der udviste sjældne deformiteter.

Lokale fiskere ved Hydeburg River i Alaska berettede til miljøorgnisationen Local Envioronmental Observers (LEO), at de havde fanget sølvlaks (coho), som havde store hvide pletter i kødet (herover) samt mærkelige svulstlignende udvækster på hovedet (introbilledet).

Det kunne dog ikke fastslås med sikkerhed, hvorfra skaderne stammede, og hvordan de var opstået. Det er dog nærliggende at antage en sammenhæng efter det radioaktive udslip på den anden side af Stillehavet – ikke mindst fordi stillehavslaks som coho jo strejfer meget og langt omkring i det store ocean.

Så forstår man måske lidt bedre, hvorfor vi her i lille Danmark skal opdrætte en luksusspise som ørredrogn til det gigantiske og evigt hungrende japanske fiskemarked. Japanerne har jo selv svinet deres egne farvande til.

Nu er det så vores tur til at svine danske farvande til. For deres skyld…

Radioaktivitet

Fire år efter Fukushima-katastrofen i Japan kunne der måles stærkt forhøjede koncentrationer af de radioaktive isotoper Caesium-137 og Strontium-90 i såvel fisk som skaldyr fanget i Stillehavet ud for Nordamerika.

Et stof som Strontium-90 efterligner Calcium og optages i krop og knogler i stedet for dette. Det kan forårsage skader i rygmarven og føre til kræft i knogler og blod.

Efterskrift: I 2017 barslede TEPCO, der ejer og driver Fukushima atomkraftværket, med planer om at udlede op mod 770.000 tons tritium-forurenet vand fra 580 store tanke på værket. Det er vand, som allerede er renset for flere andre radioaktive isotoper – hele 62 af slagsen. Men altså ikke Tritium.

Lokalt frygter man naturligvis for konsekvenserne af en så massiv radioaktiv udledning.

Fisk & Fri ind i debatten

Viden er som bekendt magt. Kan man holde folk hen i uvidenhed, kan man komme langt. Det princip har regeringen brugt flittigt i sin kamp for flere forurenende havbrug i et Kattegat, der allerede gisper efter vejret.

Som lider under alt for store mængder tilført kvælstof. Hvor 117 ud af 119 områder stadig ikke lever op til EU-kravene om “god økologisk tilstand”.

Det er derfor ufatteligt, at regeringen får støtte af Socialdemokratiet i sin kamp for at forurene Kattegat med yderligere 800 tons kvælstof fra kommende planlagte havbrug. Og det er derfor af allerstørste vigtighed, at befolkningen gøres opmærksom på det bedrag, der ligger bag regeringens, Dansk Folkepartis og Socialdemokratiets påstand om, at der findes et såkaldt “råderum” til øget forurening.

Det gør der ikke. Det er alle fagfolk enige om. Det er blot opfundet til lejligheden af regeringen og dens velhavende havbrugsvenner.

I “Nej til Havbrug” er vi derfor lykkelige over at have fået rakt en hjælpende hånd fra lystfiskermagasinet “Fisk & Fri”, som i snart 40 år har kæmpet en brav kamp for danske lystfiskere og dansk vandmiljø. Fisk & Fri, der hver måned læses af omkring 100.000 lystfiskere, fortsætter ufortrødent denne kamp og har nu stillet en helside til rådighed for os i kampen mod de storforurenende havbrug.

Det er i det netop udkomne august-nummer, og det takker vi naturligvis mange tusinde gange for. Men ikke nok med det. Fisk & Fri har – næppe tilfældigt – indledt august-nummeret med en stor og flot opsat 5-siders artikel om netop kystfiskeriet på Djursland.

Det er det fiskeri og den lokale fisketurisme, der nu trues af de planlagte havbrug. På Djursland genererer turismen hvert år omkring 2.500 arbejdspladser, der resulterer i indtægter i omegnen af to milliarder kroner. Så meget er der på spil for de fattige kommuner på Djursland.

Som udtalt af turismedirektør Flemming Rasmussen fra Djursland: “Der er ikke nogen turister eller gæster, der tager på ferie eller vil bade, hvis vandet er grønt”.

Hvis du vil læse hele artiklen om Djurslands mange fiskepladser, kan du købe august-nummeret af Fisk & Fri i velassorterede bladkiosker landet over. Du kan også gå ind på www.fiskogfri.dk, hvor du kan tegne et abonnement på bladet.

Så støt Fisk & Fri – de støtter os i kampen mod de forurenende havbrug!

Andre artikler om Havbrug:

Måneformørkelse – blodmåne

Blodmånen stiger op gennem varmedisen

Solen får Jordens skygge på Månen til at fordampe

Blodmåneskin i vandet på Begtrup Vig

Mars står op syd-sydøst under Blodmånen

Jordens skygge skubbes væk af Solen

Vor skygge på vej ud i verdensrummet

Blodmånen er næsten stoppet med at bløde…

Fredag den 27. juli blev en af de helt store dage i 2018, hvor ellers vejret var med os. Der skete nemlig hele tre ting den aften:

1) En total måneformørkelse blev netop den aften synlig fra Danmark. Formørkelsen startede ved 21.30 tiden, alt efter hvor i landet man befandt sig. Da stod Månen op, og da var den i nogle timer frem badet i et smukt rødt lys. Heraf navnet “blodmåne”.

2) Mars var i opposition og dermed meget tæt på Jorden. Den stod op ved 22.30 tiden og lyste så rødt på sydhimlen, at man ikke kunne være i tvivl. Den synede da næsten lige så stor som gasgiganten Jupiter. Blot er den rød og ikke hvid.

3) Den internationale rumstation ISS valgte at passere hen over såvel Mars som Månen klokken 22.30. En tur, der typisk tager fire minutter.

Mars var på det tidspunkt og flere steder i landet endnu ikke kommet højt nok op over varmedisen efter hedebølgen, men heldigvis kom ISS forbi igen kort efter midnat. Og da kunne man se både Blodmånen, Mars i opposition og ISS suse forbi med 26.000 km i timen.

Vi var mange, der brugte nogle sene aftentimer på dette sceneri.

Tid til Forundring og Fascination!

Samtlige fotos taget fra Mols

Mars – den røde planet

Mars er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter Mars, der er krigens gud. Navnet er nærliggende, da planeten Mars netop er rød – hvilket jo er farven på såvel blod som aggression. Farven er synlig med det blotte øje. – specielt naturligvis når planeten er tættest på Jorden i sit omløb om Solen.

Som den fjerde planet fra Solen og som nabo til Jorden ligger den røde planet Mars, der er omkring halvt så stor som Jorden. Den ligger længere væk fra Solen, end Jorden gør, og klimaet er derfor langt koldere. Således er middeltemperaturen godt 60 graders frost med maksimumtemperaturer på 20 graders varme og minimumstemperaturer på 140 graders frost.

Mars har således et anderledes gæstfrit klima end Venus, vor naboplanet til den anden side, og der planlægges derfor en bemandet mission hertil inden for de næste årtier. Inspirerende er også atmosfæren på Mars, som består af 95% kuldioxid.

Selv om Mars i dag er en knastør og gold planet, formoder man, at der tidligere har været såvel floder som have på Mars. Terrænet vidner i hvert fald herom – med spor efter gamle kystlinjer og udtørrede flodlejer.

Der findes en smule vanddamp i atmosfæren, hvilket kan ses som højtliggende skyer. I dalene kan der forekomme tynd tåge, og jorden dækkes om vinteren af et tyndt lag frost. Kort sagt forhold, der minder ganske meget om dem, vi har på Jorden. Den megen kuldioxid i atmosfæren fryser til sne, der skiftevis dækker den sydlige og nordlige polkappe.

Middeltrykket på Mars er under 10 millibar – mod 1.000 her på Jorden. Store støvstorme kan komme med kort varsel og dække alt med et tyndt lag uhyre fint støv, som kommer ind overalt. Støvet er et stort problem for de køretøjer, det allerede er lykkedes os at landsætte på Mars – med Curiosity Rover som den mest kendte og den, der har sendt os nogle helt fantastiske billeder af Mars og sig selv til Jorden.

Mars og minutterne

Den røde planet Mars ligger ganske vist relativt tæt på Jorden, men relativt er jo relativt. Da Jorden og Mars senest var i konjunktion, som det hedder – på hver sin side af Solen – var afstanden enorm. Eksempelvis i april 2013, hvor afstanden var 364 millioner kilometer. I juni 2015 – efter endnu et omløb om Solen – var afstanden 384 millioner kilometer.

Det modsatte er tilfældet, når planeterne er i opposition – når begge befinder sig på samme side af Solen. Da kan afstanden blive så kort som 93 millioner kilometer, hvilket var tilfældet i 2014. Rekorden faldt i 2003, hvor afstanden var helt nede på 56 millioner kilometer. Det var den korteste afstand i næsten 60.000 år!

Set fra Jorden er forskellene markante. Med det blotte øje kan man herfra tydeligt se forskel på, om planeterne er i opposition eller konjunktion. I opposition syner Mars langt større og lyser et klarere rødt, end når planeterne er i konjunktion. I sidstnævnte tilfælde ses Mars tæt på Solen eller er gemt bag den og umulig at spotte.

De næsten ufattelige afstande betyder, at radiosignaler tager 4 minutter om at nå fra Jorden til Mars, når afstanden er kortest. Og 4 minutter at nå tilbage igen. 8 minutter i alt, hvis en tekniker på Jorden giver kameraet på Curiosity Mars besked om at tage et billede og sende det hjem til Jorden. Plus tiden til de mange og uundgåelige missede opkald.

– Mars, are we reaching you…?

Når Mars er længst væk – i konjunktion – tager det typisk radiosignaler fra Jorden 20 minutter at nå til Mars. Og 20 minutter at nå tilbage igen. Plus endnu flere fejlslagne opkald, da radiobølgerne nu skal rundt om Solen. Med de elektromagnetiske problemer, der uundgåeligt følger heraf.

Da vi ikke selv kan flyve med lysets hast, tager det typisk mindst 9 måneder at nå fra Jorden til Mars. Det regner man med på NASA’s Goddard Space Flight Center. Her siger man også, at der kun er et “vindue” til opsendelse hver 26. måned. Kun da står Mars og Jorden placeret optimalt i forhold til hinanden og den tid, det tager et rumfartøj at nå derop.

Så har man sagt pænt farvel til familie, venner og Jord efter en festlig nytårsaften, kan man i bedste fald træde ud i det røde støv på Mars omkring oktober samme år.

En dag på Mars er for øvrigt omtrent lige så lang som en dag på Jorden. Men et år på Mars – en solomsejling so to speak – tager det dobbelte: To jordår. Så er tallene på plads.

– It’s a long way if you want to go to Mars…

“Jordprøver” fra Mars

For nylig blev amerikanske NASA og europæiske ESA enige om at undersøge, hvorvidt det er muligt at bringe “jordprøver” fra Mars tilbage til Jorden. Nu har ESA givet europæiske Airbus en kontrakt på 5,2 millioner dollar til at designe et koncept for en ny Fetch Rover – et rumkøretøj, der skal kunne indsamle jordprøver på den røde planet.

Rumfartsselskabet har valgt Airbus’ team i Stevenage, England, fordi de her allerede er i fuld gang med Exo Mars Roveren, der forventes klar i 2021. I modsætning til Exo Mars og alle dens videnskabelige instrumenter er Fetch Rover’s eneste opgave at finde og indsamle de prøver, som NASA’s Mars 2020 Rover forbereder og efterlader.

Men det betyder ikke, at design af køretøjet vil blive enkelt. Mars 2020 vil bore og grave huller til over 30 jordprøverør, som den efterlader på forskellige lokaliteter. Fetch Rover, som planlægges at ankomme til Mars i 2026, skal kunne spore prøverørene på stor afstand, køre autonomt ud til deres placeringer, hente dem op med en robotarm og derefter bringe dem tilbage og ombord på retur-raketten. Fetch Rover skal kunne plotte og planlægge sin kørselsrute alene hver eneste dag.

Ben Boyes, der leder det såkaldte “gennemførlighedshold” hos Airbus, forklarer:

– Det vil være en relativt lille Rover – omkring 130 kg tung. Men kravene er meget store. Køretøjet skal dække store afstande ved hjælp af en høj grad af autonomi og planlægge sin egen vej fremover dag efter dag.

Det vil tage køretøjet omkring 150 dage at samle alle de beholdere, som Mars 2020 efterlader rundt omkring på den røde planet. Derefter skal den finde tilbage til den raket, den selv landede med. Her skal den aflevere prøverørene til raketten og efterfølgende filme det, når raketten starter igen – med kurs mod Jorden. I bedste fald vil vi måske kunne se den første rødstøvede lift-off fra Mars inden for mindre end et årti!

Raketten vil derefter mødes med et andet fartøj, der er i kredsløb om Mars, for at bringe prøverne tilbage til planet Jorden. Alt dette vil naturligvis kun ske, dersom det føromtalte “gennemførlighedshold” hos Airbus får udviklet den nødvendige teknologi. Og mener, at projektet overhovedet lader sig gøre.

Fantastisk, når og hvis det kan.

Blodmåne og Mars i opposition

Det astronomiske begreb “opposition” kan lyde fint og videnskabeligt. Men det er ganske det samme som det engelske “opposition”, der jo betyder modsat eller over for.

For astronomer betyder det, at to planeter står ret over for hinanden – på samme side af Solen, som de begge roterer omkring. I vort tilfælde, at Jorden og Mars befinder sig på samme side af Solen. At afstanden til Mars derfor er den korteste i dette omløb om Solen. Jorden, der kun bruger den halve tid på et solomløb, har da overhalet Mars med en hel omgang.

I daglig tale kan man nøjes med at konstatere, at Mars lige nu er rigtig tæt på Jorden og derfor meget synlig. Faktisk er den så tæt på og syner lige så stor på nattehimlen som den største af alle planeter i vort solsystem – gasgiganten Jupiter. Nyd den, når den står op ved 22.30 tiden hver aften.

Fredag den 27. juli blev en af de helt store dage i 2018, hvor ellers vejret var med os, og man interesserer sig for den slags. Der skete nemlig hele tre ting den aften:

1) En total måneformørkelse var netop den aften synlig fra Danmark. Formørkelsen startede ved 21.30 tiden, alt efter hvor i landet man befandt sig. Da stod Månen op, og da var den i nogle timer frem badet i et smukt rødt lys. Heraf navnet “blodmåne”.

2) Mars er i opposition og dermed meget tæt på Jorden. Den står op ved 22.30 tiden og lyser så rødt på sydhimlen, at man ikke kan være i tvivl. Den syner da næsten lige så stor som gasgiganten Jupiter. Blot er den rød og ikke hvid.

3) Den internationale rumstation ISS valgte at passere hen over såvel Mars som Månen klokken 22.30. En tur, der typisk tager fire minutter. Mars var på det tidspunkt og flere steder i landet endnu ikke kommet højt nok op over varmedisen efter hedebølgen, men heldigvis kom ISS forbi igen kort efter midnat.

Da kunne man se både blodmånen, Mars i opposition – og ISS suse forbi med 26.000 km i timen. På én og samme tid. På en nøje afgrænset del af himmelrummet.

Vi var mange, der brugte nogle sene aftentimer på dette fascinerende sceneri.

Det var Tid til Forundring!

Læs mere i artiklen “Er himlen nu altid blå?“