Florida’s Everglades er andet og mere end flystyrt og myggeinficerede sumpe med glubske alligatorer. Everglades er også et spændende fiskevand!
Sig “Orlando”, og de fleste sender straks varme tanker til Florida og Disneyland. Men sig “Everglades”, og de fleste tænker i stedet på ValueJet flyet, der i foråret ’96 styrtede ned i de ildelugtende og bundløse sumpe her.
Men Everglades er andet og mere end flystyrt og myggeinficerede sumpe med glubske alligatorer. Everglades er nemlig også et spændende fiskevand med helt anderledes muligheder! Desværre også et fiskevand, som i disse år kæmper for sit liv – som offer for en økologisk katastrofe af dimensioner.
Det hele begynder oppe i Orlando, der ligger midt i Florida – 300 km nord for Miami. Her starter Kissimmee floden, som afvander store dele af det nordlige Florida. Kissimmee fortsætter sit løb ned mod den kolossale Okeechobee sø, som er verdenskendt for sit sportsfiskeri efter stormundet bass.
Fra Okeechobee søen fortsætter vandet sydpå – ned gennem et enormt vådområde ved navn Everglades – indtil det til sidst ender ude i Florida Bay, yderdelen af den Mexikanske Golf.
“Everglades” betyder på indiansk “græshavet” og hentyder til de enorme mængder af “sawgrass” – en savtakket sivart – der tidligere dækkede hele området. Oprindelig var der tale om en op til 80 km bred og meget lavvandet vandstrøm, som var tæt bevokset med disse siv.
Katastrofen
For 100 år siden var dette enorme økosystem i fin balance. Men så fik effektive landbrugere øje på den gode jord, der lå omkring Kissimmee floden. De gik straks i gang med at afvande og inddige området, så det kunne dyrkes – fortrinsvis med produktion af sukkerrør for øje.
Så sent som i perioden 1962-72 arbejdede Army Corps of Engineers – USA’s svar på Hedeselskabet, dog i militært regi – med at omdanne 168 km af Kissimmee floden til en 90 km lang og lige kanal med det malende navn C-38… Resultatet var til stor glæde for plantageejerne, men naturligvis en katastrofe for områdets dyr og planter.
Siden da har pres fra forskellige miljøorganisationer dog fået “korpset” til at tilbageføre 20 km af floden – med en stigning i antallet af vadefugle på hele 1.000%!
Der er dog lang vej endnu, førend det nordlige vådområde er ført tilbage til sin naturlige tilstand. Man har beregnet, at det vil koste 372 millioner dollars at gennemføre en sådan fuldstændig retablering…
Udviklingen ser nu ud til langt om længe at være vendt, men mange år fremover vil hele området og ikke mindst Everglades lide under fortidens synder. 80% af vandet ender som drikkevand for de store byer eller bruges til vanding af de store sukkerplantager. Mere end 2.300 km diger og kanaler leder idag vandet ind til de altid tørstige byer og landbrug!
Store mængder ferskvand ledes samtidig direkte ud i Atlanterhavet via den “intracoastal waterway”, som gør det muligt at sejle i beskyttet farvand langs hele den amerikanske østkyst. Idag er det således kun omkring 20% af den oprindelige vandmængde fra Kissimmee floden og Okeechobee søen, der når ned til Everglades og videre ud i Florida bugten.
Redningsplanen
Det manglende ferskvand kombineret med en stor fordampning gør, at saltholdigheden i Everglades er steget markant i de senere år. Det har igen betydet en tilbagegang for de oprindelige vandplanter, som ikke tåler brakvand. Og når de ikke længere er der til at optage de mange næringssalte, som vaskes ud fra sukkerplantagerne, så bliver resultatet i stedet en voldsom algeblomst.
Det har i de seneste år resulteret i flere kvadratkilometer store områder af Florida Bay, som mest af alt ligner ærtesuppe. Som plages af iltsvind, bundvendinger og fiskedød.
Disse forhold har fået Clinton regeringen til at foreslå en storstilet handlingsplan til redning af Everglades. Af forslaget fremgår det blandt andet, at staten skal opkøbe mindst 40.000 hektar stategisk placeret jord i området. Vicepræsident Al Gore har været en af hovedkræfterne bag forslaget.
Vigtigst af alt er dog forslaget om, at der oprettes en Everglades Restoration Fund på hele 400 millioner dollars – næsten 2,5 milliard danske kroner. Penge, som dels skal komme fra sukkerdyrkerne via en “penny per pound” skat på sukker, dels fra skatteyderne.
Det synes de i forvejen stærkt statsstøttede sukkerdyrkere naturligvis ikke om, så forslaget blev ikke vedtaget i kongressen. I forbindelse med det nyligt afholdte præsidentvalg blev vælgerne i Florida derfor spurgt, om sukkerdyrkerne skulle pålægges en sådan skat til fordel for miljøet i Everglades. Resultatet blev desværre, at forslaget forkastedes…
Første runde gik således til sukkerdyrkerne, men det sidste ord er ikke sagt i denne sag!
Fiskeriet
Indtil videre kan vi sportsfiskere glæde os over, at der faktisk i Everglades’ utallige kanaler findes et spændende fiskeri efter kampglade fisk som snook og tarpon. Disse fisk har indtaget området og bruger det idag som opvækstplads for de yngre årgange. Således er det muligt herinde at prøve kræfter med små, men stadig bomstærke “baby” snook og tarpon, som villigt tager en korrekt præsenteret flue.
Det var dem, vi havde i kikkerten, da vi en drønvarm junidag fortrak fra de endeløse bilkøer i Miami og Fort Lauderdale for i stedet at hellige os de små grusveje og ditto kanaler langt fra alfarvej.
Bill og Steve er mine værter. De bor begge i storbyen, men drager herud så ofte som muligt – gerne flere gange i ugen. Der kan være fisk overalt, fortæller de – det drejer sig blot om at studere forholdene i kanalerne.
Det bedste fiskeri har man, når sluserne åbner og dermed starter en sand strøm af fødeemner for de altid sultne rovfisk. Og de bedste fiskepladser findes ofte i umiddelbar nærhed af de mange broer, som krydser kanalerne – i dagtimerne gerne helt inde i det beskyttende mørke under selve broerne.
Vi gør holdt flere steder, før vi ser fisk. Men så plasker det også vildt inde mellem bropillerne. Små sølvsplinter kaster sig i panik ud af vandet – ud i solskinnet og væk fra det forræderiske mørke under broen.
Snook mellem bropillerne
Steve lærer mig sit specielle “bridge cast”, som kan få fluen ind i den smalle åbning mellem vandflade og vejbane. Jo længere ind i mørket fluen når, desto større er chancen for hug af en acceptabel fisk.
Jeg får flere baby snook på 25-35 cm, før en kilosfisk lukker kæften om min lyserøde Dahlberg Diver. Den er utroligt stærk og må med vold hales ud fra mørket mellem bropillerne. Den tykke chok tippet af 0.50 mm monofil er ingen luksus, da fiskene med deres ru kæber rasper et almindeligt forfang over på få sekunder.
Det lykkes os i regelen at plukke en 5-10 baby snook ud fra en besat bro, førend fiskeriet ebber ud. Tilbage er så kun de forhistoriske alligator gars, der mest af alt ligner krydsninger mellem en alligator, en gedde og så en hornfisk. Og som både Bill og Steve skyr som pesten. – Får du en på fluen, må du sågu’ selv ta’ den af, advarer de.
Da jeg lidt senere står og bakser med en 60 cm’s gar, forstår jeg dem. Hele det lange næb på den mærkelige fisk er besat med sylespidse og hule tænder, som det ikke er til at få hverken flue eller forfang ud af igen. Efter den oplevelse lærer jeg at trække fluen væk, når en af øglerne zoomer ind på den!
Et sted må vi vade ud i kanalen for at kunne kaste ind under broen. Bill nægter at forlade landjorden, men Steve lokker med de glubske baby tarpon, som han ved holder til netop her. Jeg følger derfor med ud i det mørke vand, gyser lidt, men koncentrerer mig så om fiskene og fiskeriet.
– Hvad er det for mærkelige lyde?, spørger jeg ham. – Det er alligator-hanner, svarer han. – De er i yngletid netop nu, og det er deres parringskald. – Jeg skal nok sige til, hvis en af dem fatter interesse for os!
Tarpon mellem trærødderne
Efter den melding kniber det ærlig talt lidt med koncentrationen. Da en tarpon lukker kæberne om min lille popper inde i mørket, får jeg derfor ikke sat krogen ordentligt. Et hidsigt spring sender kaskader af vand ud fra broen – ud i solen – inden fisken er væk igen.
Vi kravler således på land med uforrettet sag. Bill griner og siger, athan i hvert fald aldrig var gået derned. Han vidste nemlig godt, hvor lydene stammede fra…
Sidst på dagen står vi ved en lidt større kanal, som tidligere ledte kølevand fra et nærliggende atomkraftværk bort. Idag er kanalen lukket, men fiskene holder stadig til i den dybe kanal, som på den ene side er tæt bevokset med krat.
– Fiskene holder til inde i skyggen under træerne, får jeg at vide. – Får du ikke fluen helt derind, får du ingen fisk!
Det var en klar melding, der hurtigt kom til at koste nogle fluer. Men som også gav pote flere gange. Med et plop lander min Clouser Minnow langt inde i buskadset og begynder at synke. Da den er lige ved at nå ud i solskinnet igen, glimter det sølv bag fluen.
En baby tarpon på omkring 3 kg hopper meterhøjt ud af vandet og opfører sig i det hele taget, som en 50 kg’s artsfælle ville gøre det ude i Karibien. Blot gør den det herinde på mit lette klasse 7 grej.
Efter en hektisk fight kan jeg lande min første baby tarpon fra Everglades – i en gammel kølevandskanal fra et atomkraftværk. Det kan da kaldes en speciel oplevelse?
Info
Med dagens billige flybilletter og billeje ligger Everglades åben for “gør det selv” ture til en relativt billig penge. Her venter fiskeeventyret! Her behøves ingen hundedyr guide, så længe man holder sig til de kanaler, der ligger nær vejene. Og ellers holder et vågent øje med eventuelle alligatorer…
Icelandair har billige ture fra Kastrup via Reykjavik og videre til Orlando. Check de seneste priser på telefon 71 99 66 22.
Steen Ulnits
(juni ’98)
Del denne artikel: