Forfatterarkiv: Steen

Montering af transducer

Det er alfa og omega, at transduceren sidder rigtigt. Men det er ikke altid helt let at montere den optimalt. Det handler denne artikel og de mange tegninger om!

Det er transduceren, der sender lydsignalet til bunds og modtager det igen. Det siger derfor sig selv, at denne del af ekkoloddet er såre vital. Dens udformning og placering skal være sådan, at den kan sende og modtage uhindret under alle omstændigheder – også når båden er i fuld fart.

I gamle dage brugte man ofte store og tunge transducere, der sendte og modtog direkte gennem bådens skrog. Som altså blev monteret indenbords. Det er en metode, som stadig bruges, men i regelen kun på større både.

Idag er den hækmonterede transducer så godt som enerådende, hvad småbådsfiskeri angår. Den skal placeres på bådens agterspejl, så den lige akkurat når ned under båden – men samtidig ikke så langt, at den bremser vandstrømmen. Korrekt placering er således alfa og omega.

Transduceren skal være strømlinet og kan rumme flere sendere og modtagere. Avancerede lodder har idag transducere, som kan kigge fremefter og ud til siderne – med helt op til seks separate og overlappende stråler. Uheldigvis fylder sådanne transducere ofte ganske meget, hvilket kan give problemer med placeringen.

Jo mindre og mere strømlinet transduceren er, desto lettere er den at placere korrekt, og desto bedre arbejder den under høj fart.

Nogle lodder har en transducer med integreret fart- og temperaturmåler, hvilket umiddelbart kunne lyde som det bedste. Imidlertid bliver sådanne integrerede transducere i regelen store og svære at placere rigtigt. Andre lodder kræver montering af separate, men mindre og mere handy enheder til måling af disse for fiskeriet så vigtige informationer. Værdierne kan aflæses direkte på ekkoloddets skærm.

Foretag aldrig en endelig fastmontering – med skruer gennem skroget – før placeringen er 100% sikker og gennemtestet. Den største risiko er luftbobler fra skroget, som under sejlads passerer mellem transduceren og vandet. Da får man intet brugbart på skærmen. Følg derfor brugsanvisningen nøje!

Vil man sikre sig, at tranduceren ikke lider overlast under søsætning og ophaling, kan man vælge en såkaldt “kick-up” montage i rustfrit stål. Med et enkelt greb kan transduceren så hæves – ud af farezonen – eller sænkes – ned under bundlinjen.

Ud over de traditionelle faste montager – gennem skroget og på hækken – findes der endnu to måder at gøre det på. Den ene er en transportabel model, som fastgøres til hækken med en stor sugekop af gummi – en montage, som egner sig fortrinligt til udlejningsbåde, hvor man i sagens natur ikke kan have en fastmonteret transducer. Den passer jo ikke til alle typer lodder og fabrikater, som bådlejerne måtte medbringe.

En anden god ting ved sugekop-montagen er, at den kan bruges til at klarlægge og sikre den rette placering af transduceren – før man borer de famøse huller i skroget under vandlinjen. Med sugekoppen kan man eksperimentere med placeringen, til man har den rette. Og da kan man pille sugekoppen af og sætte transduceren over i en fast montage.

Den anden montage er endnu mere speciel, idet den kun kan anvendes på både med elmotor. Transduceren spændes nemlig fast på elmotorens ben og virker derfor kun, når motorbenet er i vandet. Hvilket det ikke er hele tiden på en elmotor. En klar begrænsning altså.

Der er således mange ting at tage hensyn til og højde for, når transduceren skal monteres. Men sidder den først rigtigt, er den guld værd. Så sørger den for, at der kommer fisk i båden!

Læs også artiklen “Tjek på transduceren“, som du finder her under “Fiskebåde”.

© Steen Ulnits 1999

“Warrior 165”

Til havs med en kriger!

Skovens Fiskeklub på Als i Sønderjylland har altid været lidt for sig. På kant med flere af landsdelens øvrige klubber, som ikke vil lade dem at være med til at bestemme over de penge, de selv har betalt til Sønderjysk Ørredfond – med lokal fiskepleje for øje.

Nu har Skovens Fiskeklub imidlertid barslet med et nyt initiativ, der specielt er til glæde for lokalområdets handicappede fiskere. Som har svært ved at deltage i klubbens fiskekonkurrencer, da de i sagens natur ikke kan hverken køre inde på stranden eller vade ude i vandet. Hvad klubbens øvrige medlemmer og konkurrencedeltagere jo kan.

130 ansøgninger

Det satte Skovens Fiskeklub sig for at gøre noget ved. Henrik Fenneberg, som er formand i klubben, fortæller, at klubben i alt sendte 130 ansøgninger til forskellige fonde. Det gav samlet 120.000,- kroner, hvoraf Friluftsrådet diskede op med de fleste, nemlig 50.000,- kroner. Blandt de øvrige glade givere var lokale banker og virksomheder, som gerne ville støtte det gode formål.

Klubbens nye handicapbåd er blevet en engelsk Warrior 165 monteret med en 50 HK Honda 4-takter. Sættet har med en Rapid trailer kostet klubben omkring 110.000,- kroner. Læg hertil forsikringen, og de indsamlede 120.000,- kroner er brugt.

Henrik Fenneberg fortæller, at en lift til at hejse kørestolene ombord er klubbens næste ønske. Her håber Skovens Fiskeklub på kommunal støtte.

Klubbens handicappede medlemmer har førsteret til den nye båd. Men når den ellers er ledig, kan klubbens øvrige medlemmer frit disponere over den. Det gjorde de således under en testtur til Øland i Sverige, hvor store gedder og aborrer kom på dækket. Hvor den nye båd for alvor beviste sit værd – og sin sødygtighed! Resten af året skal den sættes ind mod de mere lokale havørreder, torsk og fladfisk i det sydlige Lillebælt.

Et prisværdigt initiativ, som sikkert vil kunne gennemføres mange andre steder i landet, hvor handicappede fiskere har vanskelig adgang til fiskevandet. Ideen er i hvert fald givet videre!

Engelsk og spartansk

Lad det være sagt straks: Warrior 165 er en hardcore fiskebåd, som ikke egner sig synderligt til familiesejlads og andet fjas. Den er for fiskere, som ikke er bange for lidt koldt vand og meget frisk luft. Man kan uden overdrivelse sige, at båden er spartansk indrettet!

Den er bygget af “Warrior Boats” i det vestlige England, og den er konstrueret af bådbyggeren Phil Byrom og lystfiskeren Paul Haynes i fællesskab. Den bruges i sagens natur meget på Det Irske Hav, der er kendt som et lunefuldt farvand med stærk strøm og høje, korte bølger.

Man ser med det samme, at “Warrior 165” er bygget til lystfiskeri og kun lystfiskeri. Det er på én gang bådens store styrke og svaghed. Styrke, fordi man her har en fuldblods fiskemaskine, der til fulde lever op til opgaven. Og svaghed, fordi den ikke egner sig til ret meget andet. Det er altså ikke en båd, man skal købe, dersom hele familien også skal kunne have glæde af den.

Men kan man ellers leve med den spartanske indretning, som for øvrigt egner sig aldeles fornemt til egne kreative ud- og påbygninger, så har man her småbåden for livet. Intet mindre.

Køn er båden bestemt heller ikke, og Skovens Fiskeklub på Als har da også givet sin nye båd det aldeles rammende navn “Den Grimme Ælling”!

Lille hardtop – stort agterdæk

Båden har en ganske lille hardtop, hvor ting og sager kan ligge sikkert under sejlads – og tørt, ikke mindst. Det er dog yderst begrænset, hvad der kan stuves af vejen her. Hvad vigtigere er, så har netop denne model måske markedets største plane dørk – ideel til netop kørestolsbrugere, der ikke finder plads nok i ret mange andre både i denne størrelsesorden.

Det kolossale agterdæk er resultatet af den minimale hardtop. Det er plant som et dansegulv, men det er ikke selvlænsende. Her kommer i stedet en automatisk lænsepumpe ind i billedet – tilsyneladende et svagt punkt. I hvert fald holdt lænsepumpen på den testede båd ikke ret længe, og så måtte båden øses fra opsamlingskammeret som en anden jolle. Ikke så smart.

Hardtoppen har fortil en luge, som letter ombordstigning ganske meget. Man skal dog dukke sig ganske meget for at komme helskindet igennem – noget, der volder en del kvaler iført heldragt eller sejlertøj. På den testede båd virkede hægterne til lugen endvidere noget vakkelvorne. I det hele taget må man sige, at “Warrior 165” mangler en god del af den finish, som kendetegner mange af markedets øvrige fiskebåde.

Men ikke nok med, at agterdækket er blandt de allerstørste. Der er også et fremragende fribord med en ræling så høj, at man uden videre kan læne sig op af den under fiskeriet. Hele 80 cm frihøjde er der indenbords, hvilket er en kolossal fordel ikke mindst under pirkefiskeri. To mand kan uden videre fiske fra hver side – tre, hvis man kender hinanden godt.

Et søgelænder øger naturligvis sikkerheden og er samtidig ideelt til fastspænding af stangholdere. Monterer man søgelænder over hardtoppen, har man her et fremragende sted til yderligere stangholdere. Her kan også VHF-antennen og GPS-modtageren fint monteres.

Fornemme sejlegenskaber

Sejlegenskaberne er der bestemt ikke noget at udsætte på. Båden stammer jo fra et værft ved Det Irske Hav, der er kendt for at kunne være endog meget lunefuldt. Skroget er klinkbygget med en markant V-bund – med spids bund fortil, som bryder bølgerne uden at banke nævneværdigt.

Skæbnen ville, at båden blev testet under de værst tænkelige forhold (de bedste til formålet!). Vi var taget fra Als for at fiske ved Avernakø i det sydfynske – på en aldeles våd og regnfuld dag. Vi havde planlagt i lang tid for at få det til at passe sammen. Børn var sikret pasning, båden var klargjort og grej skulle testes. Derfor tog vi afsted – hvad vi næppe ville have gjort under almindelige omstændigheder…

Det var den vådeste dag i mands minde. I løbet af de tolv timer, vi var på havet, hørte regnen næppe op mere end ti minutter sammenlagt. Og det var de ti minutter, hvor vi besøgte den enlige købmand på Avernakø for at proviantere! Der var dejlig tørt indendøre…

Udendøre stod regnen ned i stænger, og da vi skulle retur til Als, var vinden tilmed drejet i stik vest og kulede. Modvind og modsø gjorde hjemturen flere gange længere end udturen – og makkeren våd til skindet.

Men båden bjærgede sig fornemt i de høje bølger, og der var aldrig fare på færde. Det er virkelig en båd, man føler sig tryg i. Desværre også en båd, man bliver våd i primært på grund af den diminutive hardtop, der ikke skærmer meget for brådsøer og sidevind.

50 heste på hækken

Med en 50 HK Honda på hækken går det strygende – med 26-28 knob som topfart. Det rækker til alt småbådsfiskeri herhjemme – så rigeligt endda. Der er plads til endnu en motor, hvis man skulle ønske det.

Netop den testede og 3-cylindrede Honda er en velprøvet klassiker til dansk småbådsfiskeri. Den trækker et tungt læs ud af vandet, og den holder en god topfart. Samtidig er den faktisk lige så tyst og rolig i tomgang som sine efterhånden mange 4-cylindrede konkurrenter.

Og så er det jo en gennemprøvet konstruktion uden børnesygdomme. Rart at vide, når og hvis man færdes langt til havs!

© Steen Ulnits 1999

Coaster 530

Testsejlads en ny “fiskemaskine” med mange muligheder til såvel fiskeri som familieferie!

Der blæste en strid vind over det smukke Lillebælt, da vi mødtes i Middelfarts nye marina. Formålet var at teste en ny båd, som den danske importør af Tohatsu havde fået hjem. En båd, hvis specifikationer tydede på, at den kunne være et godt nyt bud på en ny fiskemaskine!

Båden, der er 5,3 m lang og 2,05 m bred, har et letplanende skrog med udpræget V-bund. Med en 60 HK Tohatsu på hækken tog det således kun omkring 6 sekunder at få båd, motor og tre mand stærk ud af vandet – med motoren trimmet godt ind under båden, vel at mærke.

Der er ikke tale om nogen walkaround, og alligevel er der plads til at gå rundt om kabinen – samt et højt og robust søgelænder at holde fast i undervejs. Konstruktionen er smuk og giver et meget harmonisk skrog, som de fleste nok vil nyde at se på – familiens fiskende fader såvel som den mere solbadende moder.

Kabinen, der har integreret styrekonsol, er overraskende stor og velpolstret. Den tillader en meget rummelig overnatning for to – samt skrabet overnatning for tre. Døren ind til kabinen er to-delt og af den gennemsigtige type. En nødvendighed, da kabinen derudover kun har to små og smalle sideruder til at give lys.

Steen Ulnits

Aktioner og AFTM

Fluefiskerne har deres AFTM-system at ty til, når det gælder fluestangens vægtklasse. Spinnefiskerne taler tilsvarende om en stangs kastevægt .

Men fiskestangen skal jo andet og mere end blot kaste. Den skal også kunne fighte fisken. Og for at få fisken sikkert på land, skal stangen have en vis rygrad, der svarer til fiskens størrelse. Kan man ikke lægge det fornødne pres på fisken, da får man den måske aldrig op. Det nytter således ikke at drage på storvildt-fiskeri med ultralet fiskegrej!

Larry Kenney fra Scott Rods måler en topsektion
© foto Steen Ulnits På flere måder er længde og aktion to sider af samme sag. Alt andet lige vil lange stænger altid have en blødere og mere langsom aktion end tilsvarende korte, der altid vil virke stivere og hurtigere i aktionen.

– Hurtig eller langsom?

At en stang er “hurtig” i aktionen betyder, at den oplades hurtigt under kast med en kort bevægelse. Omvendt kræver langsomme stænger længere tid og en større bevægelse til denne opladning. Hurtige stænger har ofte topaktion, mens langsomme stænger harhelaktion, hvor hele klingen bøjer under kast og fight. Der findes naturligvis også en mellemting, nemlig den progressive aktion, hvor stangen bøjer længere og længere ned i klingen med stigende belastning.

Topaktion egner sig kun til lette enhånds spinnestænger med fastspolehjul. Stænger til brug med multihjul bør i stedet have en rolig helaktion, så man undgår fuglereder i kastet. Fluestænger bør altid have progressiv aktion, da de jo skal kunne håndtere en meget variabel kastevægt. Under kastet arbejder jo fluestangen med en linelængde (kastevægten), der hele tiden forlænges.

Med kort line ude arbejder kun toppen, mens resten af klingen gradvis træder i funktion med øget linelængde. Fluestænger må derfor aldrig have topaktion. Skal man rullekaste meget, er lange stænger med helaktion bedst. Dette gælder ikke mindst tohånds laksestænger til spey kast.

Som fluefisker kan man have brug for både hurtige og langsomme stænger. Hurtige og kraftfulde stænger er sagen, når der konstant skal kastes langt i hård vind. Bløde og langsomme stænger er omvendt ideelle, når der kun skal kastes kort og fluen placeres elegant.

– Lang eller kort?

Stangens længde har endvidere en rent mekanisk funktion, som ikke må overses. Alt andet lige giver en lang stang længere kast end en kort, som til gengæld kaster mere præcist. Der er dog grænser for, hvor lang stangen kan blive. Bliver den for lang, kan man ikke håndtere den. Og bliver en fluestang omvendt for kort, kan man ikke holde linen fri af jorden i bagkastet.

En kort stang er det eneste rigtige, når man fisker i tæt vegetation, som ikke tillader de store armbevægelser. Men bortset fra dette, så har den lange stang de fleste fordele. Med den kan man lettere holde line og agn fri af siv, tang og andre forhindringer under fiskeriet. Under fight af store fisk under vanskelige forhold er den lange stang ligeledes til stor hjælp.

Når det gælder fight af fisk, er der dog nogle klare grænser for, hvor lang stangen må være. Her er det vægtstangsprincippet, der slår igennem. Fisker man efter rigtig store fisk – eksempelvis tun og marlin – kan man med en lang stang ikke lægge det fornødne pres på fisken under fighten. Vægtstangsregelen gør, at man med en lang stang ikke råder over den fornødne kraft til at “pumpe” fiskene ind eller op til båden.

Her kræves der “lifting power”, og big game stænger er derfor aldrig længere end 6 til 7 fod gerne kortere.

Test kurve og line klasse

Hvor aktionen fortæller noget om, hvordan klingen bøjer under belastning, dér fortæller stangens test kurve noget om, hvor kraftigt et pres stangen er i stand til at lægge på fisken under fight. Stangens test kurve angiver, hvor meget stangen kan trække, når bundstykke og stangspids danner en retvinklet og ligebenet trekant. Jo mere stangen kan trække, desto større fisk kan den bringe i land.

Systemet er engelsk, og stangens test kurve er derfor angivet i “lbs.” – altså i engelske pund. Klassifikationen finder især anvendelse til medestænger. Typisk har en let medestang en test kurve på 1/2 til 1 1/2 lbs. En svær medestang, som skal kunne tackle store karper, har tilsvarende en test kurve på 2 til 3 lbs.

Når det gælder svære havstænger, bruger man en anden form for klassifikation. Her taler man om stangens line klasse – også i engelske pund, lbs. – som fortæller noget om den line, der bør benyttes til stangen. Således bør der efter dette system bruges en 20 lbs. line til en 20 lbs. stang. Havstænger med en line klasse på 20-30 lbs. klarer de fleste havfisk på lavere vand, mens de helt store tun og marlin kræver line klasser på 80-130 lbs.

Imidlertid er det ikke så enkelt som så. Bruger man eksempelvis en 3 punds line på en stang med en 3 punds test kurve, vil linen knække. Den er alt for tynd. Her skal man i stedet gange med 3, 4 eller måske 5 for at få den rette line. Altså skal den line, der bruges på en stang med en 3 punds test kurve, have en brudstyrke på min. 9 pund, max. 15. Den dygtigste fisker kan klare sig med den tyndeste line, mens den urutinerede bør holde sig til den sværeste.

Også når det gælder havstængerne, bruger man i regelen sværere liner, end line klassen angiver. Så har man en vis sikkerhedsmargin, der tillader slid på linen. Kun en helt frisk line holder jo sin brudstyrke – uden knude, vel at mærke. Det er således en god idé at bruge en 30 punds line på en 20 punds stang.

Kort resumeret: Stangens aktion fortæller om dens måde at bøje sig på under kast og fight. Stangens kastevægt fortæller om de vægte på agn og kunstagn, som stangen kan kaste ubesværet med – altså uden at under- eller overbelastes. Stangens test kurve fortæller, hvor stort et pres den kan lægge på fisken under fight. Endelig angiver stangens line klasse, hvor kraftig en line den er dsignet til.

AFTM systemet

Fluelinen er hjertet i enhver fluefiskeudrustning. Modsat spinnefiskeriet, hvor en tung kastevægt trækker en tynd line efter sig, er det her den tykke og tunge flueline, som trækker den næsten vægtløse flue efter sig. Det er ligeledes fluelinens vægt, der afgør valget af fluestang. Her er fluefiskeri og spinnefiskeri således fundamentalt forskellige måder at fiske på.

Desværre er vore dages flueliner ikke så lidt af en jungle. På verdensplan har antallet af forskellige flueliner nemlig for længst passeret det første tusind, og antallet stiger stadig! Selv for en garvet fisker kan det derfor være svært at vælge.

Alle flueliner blev tidligere fremstillet af samme materiale – silke imprægneret med en linolie-agtig dressing. Linens vægt afhang af dens tykkelse, og man gav derfor linerne bogstavbetegnelser, der både fortalte om tykkelse (og dermed vægt) samt tapering. Eksempelvis “HCH”, der var “H” tyk i begge ender og “C” tyk på midten. Dette bogstavsystem var enkelt og fungerede godt i silkens tid.

Fra silke til PVC

Silkeliner kaster fortræffeligt, idet de er tynde og uelastiske. De flyder imidlertid kun, dersom man indfedter dem – en omstændelig procedure, der må gentages en gang om dagen. Det var derfor noget af en revolution, da amerikanske Cortland i 1952 sendte verdens første syntetiske flueline på markedet – en line, der flød, når den blev indfedtet, præcis som silkelinerne, og sank, når den ikke blev.

I 1954 sendte så Scientific Anglers – ligeledes USA – den første selvflydende line på markedet. Det var “Air Cel”, der med mikroskopiske glaskugler indstøbt i coatingen havde en vægtfylde mindre end vands. Kort efter fulgte “Wet Cel” trop – verdens første ægte synkeline med metalpartikler iblandet coatingen.

Men nu fungerede det gamle bogstavsystem til klassificering af linevægten ikke længere. Nu vejede en synkeline af samme tykkelse som en flydeline nemlig adskillige gange så meget! Der måtte derfor et nyt system til – et system, der kunne fortælle om linens vægt uanset dens tykkelse.

Lineklasserne

Det blev til AFTM-systemet, som angav linens vægt i forskellige klasser – fra 1 til 12 med 1 som den letteste og 12 som den tungeste.

Klasse 1-2 ses uhyre sjældent og er mest legetøj for inkarnerede fluefiskere, for hvem det hele ikke kan blive let nok.

Klasse 3-4 er praktisk anvendelige liner, som egner sig til delikat præsentation af de mindste tørfluer på de tyndeste forfang.

Klasse 5-6 er såre anvendelige og ideelle til det meste ørred- og stallingfiskeri med vådflue, tørflue og nymfe.

Klasse 7-8 er så nær idealet, man kan komme, når det gælder streamer-fiskeri i større vandløb. – Eller let enhånds fiskeri efter laks og havørred.

Klasse 9-10 hører til i den svære ende, hvor vi finder tunge enhånds og middelsvære tohånds stænger til laks og havørred.

Klasse 11-12 anvendes på vore bredder næsten udelukkende til lange laksestænger. Andre steder i verden fisker man tarpon, tun og sejlfisk med dette grej – på enhånds stænger!

I AFTM systemet er det vægten af de første 30 fod – 9,15 meter – der er afgørende. Man besluttede i sin tid, at det var den linelængde og dermed vægt, der oftest belastede stangen under praktisk fiskeri. Det er jo med fluestangen som med spinnestangen, at den arbejder bedst/ kaster bedst med en bestemt kastevægt. Essensen af AFTM systemet er, at en line klasse 7 hører til en stang klasse 7 og så fremdeles.

Vægt og tapering

I praksis er det imidlertid sjældent, at man fisker med netop 9,15 meter line uden for topøjet. Skal der kastes langt, er der mere line end som så i luften. Skal der omvendt kastes kort – eksempelvis i små bække og åer – er der måske ikke mere end 5 meter line uden for topøjet.

I førstnævnte tilfælde står man sig derfor ved at vælge en line, der er en klasse lettere ned foreskrevet – i sidstnævnte tilfælde en line, der er en klasse tungere. Ellers har stangen ikke vægt nok at arbejde med under kastet.

Endelig skal man være klar over, at der også er forskel på de forskellige taperingers reelle vægt. Således vil eksempelvis en klasse 6 stang, som kaster optimalt med en WF 6 line, fungere bedst med en DT 5. Tilsvarende vil den samme stang i regelen kaste bedst med en ST 7 line, hvis man har brug for skydehoved.

Ser man en fluestang klassificeret som AFTM 6-7, betyder det normalt, at den er beregnet til en DT 6 line eller en WF 7. Skal den bruges med et skydehoved af standardlængde, står man sig ved at vælge en ST 8.

Tre forskellige lineklasser til én og samme stang, altså!

© Steen Ulnits 1999

Kult & kulfiber

Modulus med meget mere mystisk…

Kulfiber er idag standard-materialet til bygning af fiskestænger. Glasfiberens dage som stangbygningsmateriale er definitivt ovre. Den anvendes dog stadig som hjælpemateriale, men nu i meget små mængder – hvis overhovedet.

Med kulfiberen er balancen i fluegrejet blevet mindre afgørende.
© foto Steen Ulnits

Men kulfiber er ikke bare kulfiber. Fenwick kaldte sine første kulfiberstænger for “HMG”, hvilket står for High Modulus Graphite – på dansk en kulfiber af stor stivhed. De første kulfiberstænger var da også stive kæppe uden megen aktion. Men de var uhørt lette, og de kunne kaste meget langt. Til gengæld havde de en uheldig tilbøjelighed til ganske uden varsel at knække. Ofte splintredes klingen midt under et kast!

Fenwick og de øvrige producenter fandt derfor snart ud af, at der måtte en mindre stiv kulfiber til. Den blev fundet, og dermed var de mange stangbrud en saga blot. Orvis udnyttede situationen ved at kalde “deres” kulfiber for “LMG” – Low Modulus Graphite – med den klare undertone, at deres kulfiberstænger i hvert fald ikke knækkede.

Faktum var imidlertid, at de fleste producenter benyttede kulfiber af omtrent samme type og stivhed til deres standardstænger. Den almindelige 1. generations kulfiber, som vi kunne kalde den, blev mere tilbøjelig til at knække med stigende modulus/stivhed.

Men udviklingen gik og går såre hurtigt inden for fly- og rumfartsindustrien, hvor disse materialer normalt finder anvendelse, og efterhånden fik man nye kulfiber-typer, som var stivere uden derfor at være sprøde og tilbøjelige til at knække under belastning.

Fra 1. til 4. generation

Sage, som er en udbryder fra Fenwick, var først ude med en ny kulfiber, som de døbte “Graphite II”. Det korrekte navn er imidlertid “IM6” – en fiber udviklet af flygiganten Hercules i USA.

Denne 2. generations fiber går nu under flere betegnelser, men der er grundlæggende tale om den samme fiber – lettere og mere spændstig end 1. generations kulfiber. Den er dog også noget dyrere. Til gengæld får man med IM6 stænger, som er lettere, hurtigere og kan kaste længere. Men om de også kaster bedre det er som altid en smagssag.

Siden fik vi en 3. generations kulfiber, der oprindelig blev lanceret af amerikanske Loomis under navnet “IMX”. Den er endnu lettere end IM6, men fik ikke lov at være på førstepladsen længe. Idag har vi således også en 4. generations kulfiber, der er endnu lettere. Den anvendes blandt andet i Fenwick’s Co-Fi og Loomis’ G-IV fluestænger.

For de teknisk interesserede skal det oplyses, at 4. generations kulfibre har en modulus (stivhed i forhold til egenvægt) på omkring60 mio. PSI (pounds per square inch), mens 3. generations kulfibre har en lidt lavere modulus i størrelsesordenen 50 mio. PSI. IM6 fibre har tilsvarende en modulus på omkring 40 mio. PSI, mens “almindelig” 1. generations kulfibre ligger på godt 30 mio. PSI. Når man ved det, kan man jo altid sige til makkeren, at “min modulus er bare større end din…”

Lav vægt og tynde vægge

– Men hvorfor nu dette modulus- og vægthysteri? Jo, for jo stærkere en kulfiber er, desto mindre behøver man af den i en given klinge. Den færdige stang bliver derfor lettere og samtidig mere følsom. Mindre energi går tabt i selve klingen under kastet – mere bliver overført til kastevægten/linen. Idealet er derfor en fluestang, som slet ikke vejer noget!

Sammenligner man tre stænger af samme længde, kastevægt og udstyr, vil en 2. generations kulfiberstang (IM6) være næsten 20% lettere end en 1. generations. Tilsvarende vil en 3. generations kulfiberstang være mere end 40% lettere end 1. generations stangen. Vi er nu så langt ude i marginalerne, at flere producenter ikke længere lakerer deres 3. og 4. generations stænger. Lakken vejer for meget og vil derfor hæmme aktionen, lyder begrundelsen!

Det hele er imidlertid ikke rosenrødt. De stedse lettere og stivere kulfibre gør, at der skal mindre og mindre materiale i klingerne. De bliver derfor så tyndvæggede, at de ofte kan knække – trods en meget høj pris. En vildfaren, vægtbelastet flue kan let gøre uoprettelig skade på den tyndvæggede klinge.

Amerikanske Fenwick har længe eksperimenteret med at blande små kevlarfibre i det færdige kulfiberklæde. Kevlar bruges som bekendt til skudsikre veste, punkterfri dæk og lignende. Klinger fremstillet på denne måde bliver derfor markant stærkere – tåler bedre stød og slag og vildfarne fluer – uden samtidig at blive tungere. “Techna AV” er navnet på den nye serie, som atter bringer Fenwick med helt frem i forreste række.

Til praktisk fiskeri må man imidlertid konkludere, at der ikke er nogen altafgørende forskel mellem stænger af 1., 2., 3. og 4. generation. Faktisk er der adskillige dygtige kastere, som foretrækker de ældre kulfibertyper frem for de sidste nye – ikke mindst når der fiskes med sink tip og synkeliner, som kræver en roligere kasterytme.

En billig 1. eller 2. generations stang fra et anerkendt fabrikat er derfor stadig en glimrende investering.

Bindemiddel

Rene kulfiberstænger af 1. generation har i regelen mere eller mindre glasfiber i klingen, 2. generations ligeså. Det gør dem alt andet lige mere robuste end 3. og 4. generations stænger, som er bygget helt i kulfiber. I sidstnævnte fald betyder det anvendte bindemiddel ekstra meget for holdbarheden.

Bindemidlet, som holder de anvendte fibre sammen, er således af største betydning i moderne stangbygning. De første glasfiberstænger benyttede polyester – præcis som ved bygning af både og lignende i glasfiber.

Imidlertid tåler polyester ikke at blive bøjet og strakt hele tiden, og det egner sig derfor ikke til stangbygning. Men det er billigt og anvendes derfor stadig til de billigste glasfiberstænger. Til dyrere stænger anvendes i stedet det langt stærkere epoxy, som tåler at blive flexet mange gange uden at miste styrke. Det er derfor perfekt til stangbygning, men samtidig langt dyrere end polyester.

Stænger ældes og bliver blødere med alderen. Alle fibre bliver trætte, når de har været bøjet og strakt i tusindvis af gange. Oftere er det imidlertid bindemidlet, som svækkes med alderen. Kigger man efter i et mikroskop, kan man se ganske små revner i bindemidlet mellem fibrene. Og når først bindemidlet revner, så er stangen bogstavelig talt ved at gå op i sømmene. Den bliver til sidst mærkbart blødere i aktionen.

Dette har japanske Daiwa forsøgt at imødegå ved at iblande epoxy bindemidlet på deres bedste – “made in Scotland” – kulfiberstænger i tusindvis af mikroskopiske silicium carbid krystaller. Disse “whisker” fibre nærmest svejser kulfibrene sammen, så bindemidlet ikke så let revner. De giver samtidig en mere robust klinge, der bedre tåler stød og slag.

Fremstilling af klinger

Rørbygning er baseret på, at langsgående fibre giver stangen dens aktion. Men for at klingen ikke skal kollapse under belastning, men bibeholde sin oprindelige runde form, benyttes tværgående fibre til afstivning. De tværgående fibre er kort fortalt dem, der holder sammen på den rørbyggede klinge.

Kulfibrene udnyttes altid som de langsgående og aktionsgivende fibre, mens de tværgående længe var af glas. Kulfiberstænger af 1. og 2. generation benytter stadig glasfibre som de tværgående og afstivende fibre. I lang tid var de anvendte kulfibre nemlig for stive til at kunne rulles omkring de tynde mandreller uden at knække.

Men da glas er meget tungere end kul, har man i lang tid arbejdet på at reducere glasfiberindholdet til et minimum. Kulfiber har hidtil været så stiv en fiber, at den ikke kunne tåle at blive rullet omkring de ofte tændstiktynde mandreller. En behandling, som glasfiber sagtens tåler uden at knække.

En af løsningerne har været den såkaldte “radial” kulfiber, hvor de tværgående glasfibre er erstattet med elastiske kulfibre i en flettet måtte. Denne opbygning giver en robust klinge med et raffineret udseende. Dertil en noget højere pris.

Idag er problemet løst på en anden måde, når det gælder markedets dyreste og mest avancerede stænger. Fenwick, Sage, Loomis og Scott med flere af topproducenterne har alle fundet ud af at kombinere 2., 3. og 4. generations kulfiber på en sådan måde, at de langsgående og aktionsgivende fibre er 3. eller 4. generations, mens 2. generations fibre er lagt i en langsgående spiral inderst – i en vinkel på 45 grader, så den stive kulfiber ikke knækker.

En flettet opbygning som ovennævnte gør ikke blot glasfiber overflødigt og dermed stængerne endnu lettere. Konstruktionen sikrer også, at den færdige klinge bedre kan modstå ovalisering og vridning – to af den rørbyggede konstruktions medfødte skavanker.

Helt naturligt bliver sådanne stænger ganske meget dyrere end de “gamle” konstruktioner. Og desværre kan det avancerede indre ikke ses under det mere neutrale ydre…

Ovalisering og vridning

Når en rørbygget klinge bøjes, vil den blive mere og mere oval for til sidst helt at miste pusten. Øger man fortsat belastningen, vil den til sidst blive så oval, at den klapper sammen og knækker. Det er præcis det samme, der sker, når man bøjer en vandslange. Pludselig knækker den runde slange sammen og lukker for vandet.

Denne uheldige ovalisering er søgt undgået på forskellig vis – først og fremmest ved omvikling af klingen med diverse fibre. Japanske Daiwa har været pioner på dette felt og har præsenteret flere forskellige løsninger på problemet. Man har blandt andet brugt en uhyre let og elastisk kulfiber, som lægges i en tæt spiral hele vejen op langs klingen. Når så stangen belastes, sørger den elastiske udvendige kulfiberspiral for, at klingen ikke bliver oval.

En noget dyrere løsning består af en udvendig dobbeltspiral – sågar firedobbelt på de længste og dyreste stænger – af den totalt uelastiske kevlar fiber. Denne spiral, som er mere langsgående end førnævnte af elastisk kulfiber, hindrer, at klingen vrides under kast.

Det gør nemlig alle rørbyggede klinger, og herved tabes i både styrke og præcision. Stangen “sporer” forkert, som det så fint hedder i fagsproget. Den afgiver ikke kraften i en lige linje. Den udvendige kevlar-spiral ikke blot sikrer en bedre sporing – den giver også en bedre kraftfordeling op langs klingen, så man bedre undgår stangbrud.

De gamle splitcane stænger undgik såvel vridning som ovalisering. Den 6-kantede konstruktion modvirker i sig selv dette, og det har nu også ført til fremkomsten af 6-kantede kulfiberstænger. Det er velkastende hi-tech stænger, som desværre er uforholdsmæssigt dyre at fremstille, og som derfor aldrig har fået nogen større udbredelse.

Daiwa’s “Hexagon Whisker” og Bruce & Walker’s “Hexagraph” stænger er sådanne 6-kantede kulfiberstænger. De sidstnævnte er bygget på bedste splitcane-manér ved at sammenlime 6 kulfiberstrips til én 6-kantet klinge. Daiwa derimod rørbygger sine 6-kantede stænger.

Fluefiskeren, der har brug for præcise kast, har naturligvis behov for en fluestang, der “sporer” bedst muligt. Derfor investeres der mange ressourcer i at forbedre netop denne del af den moderne fluestang.

© Steen Ulnits 1999

De tyve bedste lakseelve i Europa

Salmon

Holder du af at fiske laks, så er det en god idé læse denne artikel. Her kan du sort på hvidt se, hvor de fleste laks fanges…!

Laksen er en vanskelig fisk at have med at gøre. Både for lystfiskeren, for erhvervsfiskeren og for fiskeriministeren…

Laksen kender nemlig ingen landegrænser. Den fødes ganske vist et ganske bestemt sted i et ganske bestemt land, så på det plan hersker der ingen tvivl om nationaliteten. Det går først galt, når den stikker til havs for at blive stor og stærk og sølvskinnende.

Laksen vandrer langt omkring. Faktisk tilbagelægger mange laks adskillige tusinde kilometer over åbent hav, inden de igen er hjemme i fødevandløbet – med sikker kurs mod gydepladserne, hvor den selv blev født.

Mens laksen er ude i havet, færdes den hjemmevant i alskens forskellige landes territorialfarvande. Her vil alle naturligvis gerne have en bid af kagen – fange laks, der kun undtagelsesvis er deres “egne”. Forskellige landes laksefiskere stjæler således hinandens laks med arme og ben, når de sætter deres kilometerlange drivgarn og krogliner…

Island

Den slags trivielle problemer har man ikke på Island. Her besluttede man nemlig allerede i 1933, at laksen hørte de elve til, hvor den blev født. At laksen derfor skulle have lov til at komme uhindret tilbage for at gyde. Altså nedlagde man allerede dengang et totalforbud mod alt laksefiskeri i islandsk territorialfarvand.

Resultatet lod ikke vente på sig. Hurtigt fik Island ry som verdens lakseland nummer ét – med mere end 100 produktive elve at byde på. Eneste slange i Paradiset blev de ofte skyhøje priser, som laksefiskeriet nåede op på. Priser så høje, at kun finansfolk og oliesheiker kunne være med.

Men fisk er der – i et antal, der skal opleves for at forstås. I flere af de bedste elve er dagsfangster på 20-30 laks således ikke usædvanligt på gode dage i højsæsonen. Som regel er der dog tale om grilse – altså laks med kun en enkelt vinter i havet. Fisk på 2-4 kg. Men der er mange af dem!

Laxa i Adaldalur er en behagelig undtagelse fra regelen om, at islandske laks er små. I denne nordøstlige elv, som får sit vand fra den berømte sø Myvatn, fanges nemlig nogle af Islands største laks – fisk, som har været mere end en enkelt vinter i havet. Hvert år fanges således laks i 10 kg’s klassen i Laxa i Adaldalur, som imidlertid er vanskelig at komme til. Det er nemlig primært islændinge, der fisker i denne smukke elv.

Nordura er en anden af de islandske klassikere, som regelmæssigt kaster større laks af sig. Og en af de elve, der gennem årene har tiltrukket mange berømte fiskere fra det store udland. Således var Prins Charles i en årrække fast gæst ved Nordura. Han blev for ikke så længe siden spurgt, hvorfor han ikke kom der længere. Han svarede med et glimt i øjet, at fiskeriet var blevet vel dyrt for en mand med hans økonomi…

Laxa i Kjos er en af de islandske elve, der gennem årene har kastet i tusindvis af smålaks af sig til primært udenlandske gæster med tegnedrengen i orden. En meget smuk elv, som egner sig fortrinligt til fiskeri med enhåndsflue. Mange af laksene falder dog for en klase orm – ofte fisket af guiden, da gæsterne mange gange slet ikke kan fiske…

Laxa i Leirarsveit har den tvivlsomme ære at være den elv, der har leveret det dyreste fiskeri på hele Island. Da prisen toppede for nogle år siden, kostede det således mere end 20.000 kroner for et dagkort. Danske – ikke islandske…

Rangar er det seneste skud på den islandske stjernehimmel, hvad lakseelve angår. For Rangá er en elv, der fra naturens hånd kun har en meget lille naturlig laksebestand. Således blev der i 1984 og ’85 kun landet henholdsvis 10 og 17 laks…

Men så tog lokale fiskere og farmere sagen i egen hånd. De byggede fisketrapper, så laksene kunne komme længere op i det vidt forgrenede vandsystem, der består af to vidt forskellige elve: Øst-Rangá, som i perioder er noget uklar. Samt Vest-Rangá. der er krystalklar. Begge er de ganske kolde, da vandet primært er smeltevand fra nærliggende gletchere.

Med store udsætninger i 1989 lykkedes det så at gøre Rangá til Islands mest produktive lakseelv i 1990 – med en samlet stangfangst på ikke færre end 1.622 laks! I 1997 toppede elven endnu engang – nu med 2.750 laks frisk fra Nordatlanten. I 1998 gjorde Rangá det så igen – denne gang med hele 3.680 laks!

På samme måde er priserne på fiskeriet i de to Rangar røget i vejret…

Norge

Norge er med 629 lakseførende elve stadig lakseland nummer ét, hvad det blotte antal elve angår. Men Norge er også Europas ubestridte nummer ét, hvad størrelsen på laksene angår. Intet andet land byder på så gode chancer for fangst af laks på over 20 kg!

Eller gjorde. Idag ser det nemlig sort ud for den norske bestand af atlanterhavslaks. Norge, som for nogle år siden – i 1994 – stoppede deres bidrag til North Atlantic Salmon Fund (NASF). Norge, som var det land, der profiterede mest af NASF’s arbejde med opkøb af laksekvoter i højsøen. Norge, som tidligere husede nogle af verdens fineste laksebestande.

Idag er 36% af Norges laksebestande således udryddet, truet med udryddelse eller sårbare over for andre forhold. Undslupne tamlaks udgør idag op mod 54% af den samlede norske laksefangst, som i 1997 var 20% lavere end tidligere år.

1997 kan kun betegnes som et katastrofeår for mange af de klassiske lakseelve. Nu ligger fangststatistikken for det forgangne år klar – med interessante nyheder. Den samlede fangst steg nemlig markant i forhold til 1997.

Til gengæld bestod fangsterne næsten udelukkende af smålaks – grilse – med kun en enkelt vinter i havet. Laks, der i mange tilfælde kun vejer 1-2 kg og dermed ikke er meget større end mange havørreder. Mellemlaksene (2-3 års havophold) og storlaksene (3-4 år i havet) brillierede med deres totale fravær de fleste steder.

Gaula, som er en rigtig “danskerelv”, oplevede næsten en 4-dobling af fangsterne i ’98 i forhold til ’97 – fra omkring 5 tons til godt 20 tons. Til gengæld lå snitvægten så lavt som 2,5 kg.

Namsen, som frekventeres af mange danskere, steg til godt 20 tons laks i ’98 – dog kun fra godt 15 tons i ’97. Laksene her holdt en pænt høj snitvægt på 3,5 kg.

Orkla, som oplevede en ren katastrofesæson i ’97 med kun godt 4 tons laks, steg til godt 7 tons i ’98, men middelvægten holdt sig også her nede på omkring 2,5 kg.

Stjørdalselven, som mange danske fluefiskere holder meget af, gav i ’98 mere end 5 tons laks, hvilket er noget nær en 4-dobling i forhold til ’97. Desværre kunne man her notere sig en rekordlav snitvægt på kun godt 2 kg.

Ingen har nogen plausibel forklaring på dette fænomen. Men de norske laksebønder, som stiltiende har set til, mens vildlaksen kæmpede for sit liv i norske elve, fjorde og havområder, lugter straks penge.

De spår nu, at der – som altid i de gode, gamle dage – efter et godt grilseår vil komme et godt år for de større laks. Altså kan de (måske) slippe afsted med at sætte prisen på elvlejen i vejret igen…

Der er imidlertid overhovedet ingen garanti for, at 1999 bliver noget godt lakseår. Dertil er der alt for mange og komplicerede forhold, som spiller ind.

Tana, som ligger i det allernordligste Skandinavien – på grænsen mellem Norge og Finland – må nødvendigvis også nævnes. Alene af den grund, at den statistisk set altid leverer de fleste laks i hele Norge. I første halvdel af 90’erne noteredes således årsfangster, der var både tre og fire gange så store som nummer to og tre – Namsen og Gaula. Men elven er stor og voldsom, hvorfor det bedste fiskeri ofte opleves i de mindre tilløb.

Sverige

Mørrumsåen er naturligvis en klar nummer ét blandt de svenske lakseelve. De officielle fangsttal fra Mørrum lød i ’98 på ikke færre end 1.584 laks og havørreder med en samlet vægt på 10,4 tons. Fangsten fordelte sig på 782 laks med en snitvægt på 8,16 kg samt 802 havørreder med en gennemsnitsstørrelse på 5,02 kg.

Største laks vejede 20,68 kg, mens største havørred fik vægten ned på 14,32 kg. Tallene taler vist for sig selv…

Dalälven er lige så overset, som Mørrumsåen i perioder er overrendt! Hvor “Kronans Vatten” ved Mørrum rækker omkring 7 km, har Dalälven 8 km at byde på, førend et kraftværk stopper laks og havørreder. Alligevel fanges der hvert år op mod 20 tons havørreder på denne strækning. Med en snitvægt på 2 kg bliver det til 10.000 fisk! Hertil skal lægges laksene, som der sidste år blev fanget 1.300 stykker af. At det ikke er smålaks vidner rekordfisken fra ’95 om: 27,97 kg! Dalälven er stor og strid og udpræget et spinnevand.

Kalix, som ligger længst oppe i Norrland, levede ikke op til favoritværdigheden i 1998. Såvel vandstand som lakseopgang svigtede. Bruger man de officielle tal fra laksetælleren ved fisketrappen i Jockfall, var opgangen i ’98 noget nær halveret i forhold til tidligere, hvor opgangen har været i størrelsesordenen 5.000 laks.

Götaälv er afløbet fra den enorme sø Vänern. Det gode fiskeri i Lilla Edet og Trollhättan skyldes stort set udelukkende massive smoltudsætninger. Således sætter Vattenfall AB hvert år omkring 30.000 laksesmolt ud, hvilket på gode år – 1995 var et sådant – resulterer i omkring 1.000 stangfangede laks.

Ätran er vestkystelven par excellence. I de bedste år landes der i selve Ätran samt tilløbet Högvadsån mere end 2.000 laks! Det er et laksevand med gamle traditioner, som daterer sig tilbage til 1800-tallet. Idag mest kendt for sit fiskeri i byen Falkenberg, hvor også den berømte fluestrækning Garvarforsen findes.

Lagan løber ud i Kattegat umiddelbart syd for Halmstad. Med en årlig laksefangst på mellem 1.000 og 2.000 laks ligger Lagan klart i toppen blandt vestkyståerne. Men som i Göta Älv er fiskeriet 100% baseret på massive udsætninger af laksesmolt.

Rusland

Ponoi er kongen over den russiske Kola halvøs knap 70 lakseførende elve. Det er det længste og mest forgrenede vandsystem på hele halvøen. Og med sikkerhed den elv i hele verden, hvor det er lettest at fage en atlanterhavslaks på flue – som for øvrigt er det eneste tilladte heroppe højt mod nord. Dagsfangster på 20-30 laks er ikke ualmindeligt, men de er til gengæld også betalt: 30-60.000 kroner koster det for en uges fiskeri i Ponoi…

Umba er en anden af de nyklassiske elve på Kola. Opgangen er stor med op mod 25.000 laks i gode år. Da jeg for første gang gæstede Kola i 1990 – da det stadig var Sovjetunionen og ikke som idag Rusland – var Umba i den lokale militærkommandants sikre forvaring. Kun i militærets bæltekøretøjer kunne man komme til de bedste pladser – mod betaling (- eller var det bestikkelse?) i dollar og D-mark…

Varzuga er en af de senere tilkomne Kola-elve. Også det et stort og vidt forgrenet vandsystem. Russiske forskere mener, at man her har den største samlede lakseopgang i hele Rusland. Laksene er dog mindre end i Ponoi og priserne derfor også lavere. Man regner med, at der i gode år stiger op mod 50.000 laks op her!

Irland

Irland er nok mere kendt for sine ørredsøer end for sine lakseelve. Men faktisk er der ganske mange lakseelve – de er blot så små og vandlidende, at opgangen og fiskeriet er ganske ustabilt. Der er dog to undtagelser fra denne regel på den grønne ø:

Blackwater, som løber gennem County Cork (der findes også en anden Blackwater) blev i 1998 den suverænt mest produktive lakseelv i Irland. Således blev der på stang og line landet mindst de 8.063 laks, som er registreret! Blackwater er et stort vandløb efter irske forhold – med mørkt vand og dybe pools, som egner sig bedst til spinnefiskeri. De fleste fisk fanges på “Flying Condom” spinnere, men også Toby fanger fisk. Fluefiskestrækninger findes der enkelte af.

Moy er den anden af de to “store” lakseelve i Irland. Også den er stor og dyb og dermed fortrinsvis for spinnefiskere. I 1998 blev der også landet mange fisk i Moy – lige knap 6.000 fisk.

© Steen Ulnits 1999

Efterskrift:

Tilbage i 1999 troede mange (de allerfleste) at lakseopdrættet ville blive vildlaksens redning. At lakseopdrættet ville overflødiggøre højsøfiskeriet efter den vilde atlanterhavslaks, som derfor uhindret kunne vende tilbage til sine gydepladser efter et nærende ophold i Nordatlanten.

Ingen anede dengang, at lakseopdrættet siden skulle udvikle sig til det stik modsatte: Til den største trussel nogensinde mod vildlaksen.

Det startede med parasitten Gyrodactylus, der blev indført til fiskeopdrættet med laks fra Sverige. Og det er indtil videre sluttet med havlusen, som i milliarder kaster sig over vildlaksene, når de som små smolt og store gydefisk skal passere laksefarmene.

Og så er der de massive udslip af tusindvis af tamlaks, som blander sig med de langt færre vildlaks på gydepladserne. Med en katastrofal udvanding af den arvemasse, det har taget naturen flere tusinde år at udvikle og tilpasse de individuelle vandsystemer.

© Steen Ulnits 2018

De ti bedste åer i Danmark

De ti bedste søer i Danmark

De ti bedste kystfiskepladser i Danmark

De ti bedste havfiskepladser i Danmark

Folkelig Dansk FiskeFerie

Danske lystfiskere har nu fået lejlighed til at udnytte en lang række gode faciliteter ved nogle af Danmarks bedste – og smukkest beliggende – fiskevande. VI har testet et af de gode steder fra land og til vands!

“Dansk FolkeFerie” er en selvejende organisation, der råder over et antal feriecentre spredt over det ganske land. De er alle placeret på naturskønne steder nær vandet, hvor ingen ville få lov til at bygge noget som helst i vore dage!

Landgang på Barsø en solskinsdag i februar. © foto Steen Ulnits

Men Dansk FolkeFerie går langt tilbage i tiden – til dengang, man uden videre kunne bygge på steder som disse. Organisationen blev grundlagt i 1938 med det smukke sigte, at den brede befolkning i videst muligt omfang skulle få glæde af deres nyvundne ferier.

Oprindelig var Dansk FolkeFerie tæt forbundet med fagbevægelsen, men tiderne skifter. Således modtog Dansk FolkeFerie i mange år massive pengebeløb i form af ikke udbetalte penge fra Feriefonden. Millioner, der gik direkte til anlæg, vedligeholdelse og udbygning af bestående faciliteter. Med det resultat, at der idag ligger 11 store feriecentre fordelt over hele landet.

Men nu lader det til at være slut med at få flere af disse penge. Nu skal Dansk FolkeFerie til at operere som enhver anden virksomhed – til at stå på egne ben. Der skal tjenes penge, og det er præcis her, vi lystfiskere kommer ind. Som et meget potentielt publikum, der endda er så venlige at lægge vore højsæsoner – forår og efterår – uden for den normale turistsæson!

Lige ved fiskevandet

Dansk FolkeFeries 11 feriecentre ligger på følgende lokaliteter, der alle byder på gode fiskemuligheder:

Vigsø Bugt og Rødhus Klit – begge ved det nordlige Vesterhav, hvor der er bekvem adgang til landets suverænt bedste havfiskeplads, nemlig Det Gule Rev.

Sæby Søbad, hvor der er et godt kystfiskeri efter havørred – blandt andet ved Hirsholmene lidt nord for Frederikshavn – samt ørredfiskeri i flere lokale åer nord for Limfjorden.

Flot havørred fra Løjt Feriecenter. © foto Steen Ulnits

Middelfart og Løjt – begge beliggende lige ud til Lillebælt, hvor der er gode fiskemuligheder efter havørred, torsk og fladfisk. I nord har man adgang til den smalle, dybe og strømstærke del af bæltet – i syd den bredere og mere blide del.

Karrebæksminde og Marielyst i det sydsjællandske, hvor der primært er fokus på kystfiskeriet efter havørred, men også mulighed for gedder og aborrer i åer, søer og fjorde ikke er så langt borte.

Gilleleje og Helsingør, der begge ligger lige ud til det fiskerige Øresund med dets velkendte fiskeri efter stortorsk. Fra Gilleleje kan man ligeledes fiske havørred langs Sjællands produktive nordkyst – hvis man da ikke hellere vil prøve den klassiske Esrum Sø i stedet.

Karlslunde Strand kun 25 km syd for København, men alligevel med glimrende fiskemuligheder i ikke mindst landets bedste vandløb med store aborrer, nemlig Tryggevælde Å.

Sandvig på Bornhom er nummer 11 i rækken af feriecentre – med fine fiskemuligheder efter både havørred direkte fra kysten og laks længere ude på den åbne Østersø.

Specielt for lystfiskerne

– Men det drejer sig ikke kun om at benytte de bestående faciliteter, bedyrer naturvejleder ved Dansk FolkeFerie, Torben Bürgel Nielsen. – Vi agter også at gøre noget specielt for lystfiskerne.

– Således har vi netop indkøbt den første båd med motor til vort feriecenter i Gilleleje – og der er flere på vej. Det er tanken, at hvert feriecenter skal råde over mindst én båd, som gæstende lystfiskere så kan leje.

Den første af Dansk FolkeFeries nye fiskebåde er en Crescent 485 monteret med en 20 HK Yamaha. Den har Torben taget med til Løjt Feriecenter, hvor vi mødes for at diskutere Dansk FolkeFeries nye planer for lystfiskerne. “Vi” er repræsentanter for Dansk FolkeFerie, den sjællandske Fiskeringen, det nystiftede Tourfishing og så undertegnede JP medarbejder.

Det lønner sig sommetider at stå tidligt op! © foto Steen Ulnits

“Tour Fishing” er en uafhængig og landsdækkende lystfiskerklub – en såkaldt “facilitetsforening”, der er medlem af foreningssammenslutningen “Fiskeringen”, “Dansk Havfiskerforbund” og “Landsforbundet Danske Lystfiskere”.

Som medlem kan man fiske i op mod 20 ørredførende vandløb, hvoraf de fleste naturligt nok ligger i Jylland. Samtidig råder man over 70 både, der er placeret strategisk rigtigt ved de bedste danske søer samt i lokale havne langs kysterne. Hertil kommer sågar et par huse beliggende direkte ned til gode svenske lakseelve!

Alle disse faciliteter kan bookes til favorable priser året rundt, dersom man er medlem af Tour Fishing. Som medlem modtager man samtidig medlemsbladet “Fiskeringen” 4 gange om året.

Samarbejdsaftale i hus

Tour Fishing og Dansk FolkeFerie har indgået en aftale, der løbende sikrer medlemmerne favorable lystfiskertilbud på overnatninger og ferieophold. Især uden for den traditionelle feriesæson er der penge at spare på medlemstilbud i weekends og miniferier, der er tilpasset sæsonen for det lokale fiskeri.

Det er et sådant tilbud, vi er her for at teste. Det er stadig vinter, og det fryser 8 grader om natten. Men solen skinner fra en skyfri himmel, og Lillebælt ligger som et spejl, da Torben fyrer op under Yamaha’en.

Det er en koldstart, om noget er. Men motoren starter efter nogle få træk i snoren og hoster blå røgskyer op, mens den langsomt når arbejdstemperatur. Og så går det ellers derudaf. Med fire mand i båden – heraf to virkelige sværvægtere – går vi imponerende 20 knob.

Med den fart tager det ikke lang tid at nå over til Barsø, der få minutter senere dukker op af rimtågen. Torben har checket kompasset, inden vi stak fra land og lod os forsvinde ind i tågebankerne. Vi rammer da også rigtigt og kan straks spotte den gamle bygning ved Barsø Landing – det lille færgeleje.

– Men hvor skal vi fiske? Ingen af os er lokale, så Torben har dagen i forvejen indhentet lokale råd. Vi diskuterer de forskellige forslag og når til sidst frem til, at det må være ude på de dybeste steder – med det varmeste vand – at vi har de største chancer.

Vi checker søkortet og ser snart, at de dybeste steder ligger umiddelbart syd for Barsø. Her kan vi fiske over 25 meter vand mindre end en sømil fra land!

Torsk og havørreder

Det prøver vi – med et vist held. Man kan ikke påstå, at vi direkte tonser torsk ind. Men med jævne mellemrum rykker det i dybet, og en fin Lillebæltstorsk må følge med op til overfladen – nogle for at blive vejet og fundet for lette, andre for at blive til lækker aftensmad!

Vi fisker torsk i nogle timer, mens solen forsøger at mase sig gennem de tykke banker af rimtåge, der ligger over Lillebælt. Så vælger vi at stikke ind under land igen – på Jyllandssiden – for at kigge lidt på de mange gode havørredstræk, der findes herinde.

Nord for feriecenteret ligger Genner Bugt og lokker med sine havørreder i vintermånederne. Syd for ligger kysten ved Låddenhøj, som er kendt for sit gode havørredfiskeri forår og efterår. Endelig er der jo Knudshoved og Stærbæk Sten, som også er kendte havørredlokaliteter i det sønderjyske. Problemet er helt enkelt at vælge!

Vi troller lidt omkring i det kystnære vand – efter en sølvblank havørred – men har ikke heldet med os. Det skulle da også være sært, så koldt som vandet er. Tæt under land er det næppe meget over frysepunktet, for i strandkanten ligger der overalt is fra nattens kulde.

Tilbage ved Løjt Feriecenter trækker vi båden på land, renser vore fisk og vandrer op til en dejligt varm feriebolig – nu med den skønneste udsigt over til Barsø.

Info

Alle faciliteter og opholdssteder fremgår af Tour Fishing’s informative hjemmeside, som findes på adressen http://www.tourfishing.dk. Man kan også rekvirere det nye 16 siders 4-farve katalog, som Tour Fishing netop har udgivet i samarbejde med Dansk FolkeFerie.

Nærmere information hos Tour Fishing på tlf. 48 39 09 79/20 96 09 79. Eller hos Dansk FolkeFerie på tlf. 33 25 33 44.

© Steen Ulnits 1999

Florida’s Everglades

Florida’s Everglades er andet og mere end flystyrt og myggeinficerede sumpe med glubske alligatorer. Everglades er også et spændende fiskevand!

Sig “Orlando”, og de fleste sender straks varme tanker til Florida og Disneyland. Men sig “Everglades”, og de fleste tænker i stedet på ValueJet flyet, der i foråret ’96 styrtede ned i de ildelugtende og bundløse sumpe her.

Men Everglades er andet og mere end flystyrt og myggeinficerede sumpe med glubske alligatorer. Everglades er nemlig også et spændende fiskevand med helt anderledes muligheder! Desværre også et fiskevand, som i disse år kæmper for sit liv – som offer for en økologisk katastrofe af dimensioner.

Det hele begynder oppe i Orlando, der ligger midt i Florida – 300 km nord for Miami. Her starter Kissimmee floden, som afvander store dele af det nordlige Florida. Kissimmee fortsætter sit løb ned mod den kolossale Okeechobee sø, som er verdenskendt for sit sportsfiskeri efter stormundet bass.

Fra Okeechobee søen fortsætter vandet sydpå – ned gennem et enormt vådområde ved navn Everglades – indtil det til sidst ender ude i Florida Bay, yderdelen af den Mexikanske Golf.

“Everglades” betyder på indiansk “græshavet” og hentyder til de enorme mængder af “sawgrass” – en savtakket sivart – der tidligere dækkede hele området. Oprindelig var der tale om en op til 80 km bred og meget lavvandet vandstrøm, som var tæt bevokset med disse siv.

Katastrofen

For 100 år siden var dette enorme økosystem i fin balance. Men så fik effektive landbrugere øje på den gode jord, der lå omkring Kissimmee floden. De gik straks i gang med at afvande og inddige området, så det kunne dyrkes – fortrinsvis med produktion af sukkerrør for øje.

Så sent som i perioden 1962-72 arbejdede Army Corps of Engineers – USA’s svar på Hedeselskabet, dog i militært regi – med at omdanne 168 km af Kissimmee floden til en 90 km lang og lige kanal med det malende navn C-38… Resultatet var til stor glæde for plantageejerne, men naturligvis en katastrofe for områdets dyr og planter.

Siden da har pres fra forskellige miljøorganisationer dog fået “korpset” til at tilbageføre 20 km af floden – med en stigning i antallet af vadefugle på hele 1.000%!

Der er dog lang vej endnu, førend det nordlige vådområde er ført tilbage til sin naturlige tilstand. Man har beregnet, at det vil koste 372 millioner dollars at gennemføre en sådan fuldstændig retablering…

Udviklingen ser nu ud til langt om længe at være vendt, men mange år fremover vil hele området og ikke mindst Everglades lide under fortidens synder. 80% af vandet ender som drikkevand for de store byer eller bruges til vanding af de store sukkerplantager. Mere end 2.300 km diger og kanaler leder idag vandet ind til de altid tørstige byer og landbrug!

Store mængder ferskvand ledes samtidig direkte ud i Atlanterhavet via den “intracoastal waterway”, som gør det muligt at sejle i beskyttet farvand langs hele den amerikanske østkyst. Idag er det således kun omkring 20% af den oprindelige vandmængde fra Kissimmee floden og Okeechobee søen, der når ned til Everglades og videre ud i Florida bugten.

Redningsplanen

Det manglende ferskvand kombineret med en stor fordampning gør, at saltholdigheden i Everglades er steget markant i de senere år. Det har igen betydet en tilbagegang for de oprindelige vandplanter, som ikke tåler brakvand. Og når de ikke længere er der til at optage de mange næringssalte, som vaskes ud fra sukkerplantagerne, så bliver resultatet i stedet en voldsom algeblomst.

Det har i de seneste år resulteret i flere kvadratkilometer store områder af Florida Bay, som mest af alt ligner ærtesuppe. Som plages af iltsvind, bundvendinger og fiskedød.

Disse forhold har fået Clinton regeringen til at foreslå en storstilet handlingsplan til redning af Everglades. Af forslaget fremgår det blandt andet, at staten skal opkøbe mindst 40.000 hektar stategisk placeret jord i området. Vicepræsident Al Gore har været en af hovedkræfterne bag forslaget.

Vigtigst af alt er dog forslaget om, at der oprettes en Everglades Restoration Fund på hele 400 millioner dollars – næsten 2,5 milliard danske kroner. Penge, som dels skal komme fra sukkerdyrkerne via en “penny per pound” skat på sukker, dels fra skatteyderne.

Det synes de i forvejen stærkt statsstøttede sukkerdyrkere naturligvis ikke om, så forslaget blev ikke vedtaget i kongressen. I forbindelse med det nyligt afholdte præsidentvalg blev vælgerne i Florida derfor spurgt, om sukkerdyrkerne skulle pålægges en sådan skat til fordel for miljøet i Everglades. Resultatet blev desværre, at forslaget forkastedes…

Første runde gik således til sukkerdyrkerne, men det sidste ord er ikke sagt i denne sag!

Fiskeriet

Indtil videre kan vi sportsfiskere glæde os over, at der faktisk i Everglades’ utallige kanaler findes et spændende fiskeri efter kampglade fisk som snook og tarpon. Disse fisk har indtaget området og bruger det idag som opvækstplads for de yngre årgange. Således er det muligt herinde at prøve kræfter med små, men stadig bomstærke “baby” snook og tarpon, som villigt tager en korrekt præsenteret flue.

Det var dem, vi havde i kikkerten, da vi en drønvarm junidag fortrak fra de endeløse bilkøer i Miami og Fort Lauderdale for i stedet at hellige os de små grusveje og ditto kanaler langt fra alfarvej.

Bill og Steve er mine værter. De bor begge i storbyen, men drager herud så ofte som muligt – gerne flere gange i ugen. Der kan være fisk overalt, fortæller de – det drejer sig blot om at studere forholdene i kanalerne.

Det bedste fiskeri har man, når sluserne åbner og dermed starter en sand strøm af fødeemner for de altid sultne rovfisk. Og de bedste fiskepladser findes ofte i umiddelbar nærhed af de mange broer, som krydser kanalerne – i dagtimerne gerne helt inde i det beskyttende mørke under selve broerne.

Vi gør holdt flere steder, før vi ser fisk. Men så plasker det også vildt inde mellem bropillerne. Små sølvsplinter kaster sig i panik ud af vandet – ud i solskinnet og væk fra det forræderiske mørke under broen.

Snook mellem bropillerne

Steve lærer mig sit specielle “bridge cast”, som kan få fluen ind i den smalle åbning mellem vandflade og vejbane. Jo længere ind i mørket fluen når, desto større er chancen for hug af en acceptabel fisk.

Jeg får flere baby snook på 25-35 cm, før en kilosfisk lukker kæften om min lyserøde Dahlberg Diver. Den er utroligt stærk og må med vold hales ud fra mørket mellem bropillerne. Den tykke chok tippet af 0.50 mm monofil er ingen luksus, da fiskene med deres ru kæber rasper et almindeligt forfang over på få sekunder.

Det lykkes os i regelen at plukke en 5-10 baby snook ud fra en besat bro, førend fiskeriet ebber ud. Tilbage er så kun de forhistoriske alligator gars, der mest af alt ligner krydsninger mellem en alligator, en gedde og så en hornfisk. Og som både Bill og Steve skyr som pesten. – Får du en på fluen, må du sågu’ selv ta’ den af, advarer de.

Da jeg lidt senere står og bakser med en 60 cm’s gar, forstår jeg dem. Hele det lange næb på den mærkelige fisk er besat med sylespidse og hule tænder, som det ikke er til at få hverken flue eller forfang ud af igen. Efter den oplevelse lærer jeg at trække fluen væk, når en af øglerne zoomer ind på den!

Et sted må vi vade ud i kanalen for at kunne kaste ind under broen. Bill nægter at forlade landjorden, men Steve lokker med de glubske baby tarpon, som han ved holder til netop her. Jeg følger derfor med ud i det mørke vand, gyser lidt, men koncentrerer mig så om fiskene og fiskeriet.

– Hvad er det for mærkelige lyde?, spørger jeg ham. – Det er alligator-hanner, svarer han. – De er i yngletid netop nu, og det er deres parringskald. – Jeg skal nok sige til, hvis en af dem fatter interesse for os!

Tarpon mellem trærødderne

Efter den melding kniber det ærlig talt lidt med koncentrationen. Da en tarpon lukker kæberne om min lille popper inde i mørket, får jeg derfor ikke sat krogen ordentligt. Et hidsigt spring sender kaskader af vand ud fra broen – ud i solen – inden fisken er væk igen.

Vi kravler således på land med uforrettet sag. Bill griner og siger, athan i hvert fald aldrig var gået derned. Han vidste nemlig godt, hvor lydene stammede fra…

Sidst på dagen står vi ved en lidt større kanal, som tidligere ledte kølevand fra et nærliggende atomkraftværk bort. Idag er kanalen lukket, men fiskene holder stadig til i den dybe kanal, som på den ene side er tæt bevokset med krat.

– Fiskene holder til inde i skyggen under træerne, får jeg at vide. – Får du ikke fluen helt derind, får du ingen fisk!

Det var en klar melding, der hurtigt kom til at koste nogle fluer. Men som også gav pote flere gange. Med et plop lander min Clouser Minnow langt inde i buskadset og begynder at synke. Da den er lige ved at nå ud i solskinnet igen, glimter det sølv bag fluen.

En baby tarpon på omkring 3 kg hopper meterhøjt ud af vandet og opfører sig i det hele taget, som en 50 kg’s artsfælle ville gøre det ude i Karibien. Blot gør den det herinde på mit lette klasse 7 grej.

Efter en hektisk fight kan jeg lande min første baby tarpon fra Everglades – i en gammel kølevandskanal fra et atomkraftværk. Det kan da kaldes en speciel oplevelse?

Info

Med dagens billige flybilletter og billeje ligger Everglades åben for “gør det selv” ture til en relativt billig penge. Her venter fiskeeventyret! Her behøves ingen hundedyr guide, så længe man holder sig til de kanaler, der ligger nær vejene. Og ellers holder et vågent øje med eventuelle alligatorer…

Icelandair har billige ture fra Kastrup via Reykjavik og videre til Orlando. Check de seneste priser på telefon 71 99 66 22.

Steen Ulnits

(juni ’98)

Vildørreder på vulkaner!

Glohede geysere og iskolde gletchere. Snestorme om vinteren og sandstorme om sommeren. Gysende kolde elve med små fjeldørreder og varme vulkanske søer med velvoksne ørreder. Det findes altsammen på Island!

Vi har været længe undervejs. Vi har sneglet os op ad stejle bjergveje. Vi har krydset små og store vandløb. Og nu har vi sågar også drukket en flaske af Sigurdurs hjemmelavede rødvin for at fejre, at vi nu er i højfjeldet!

Vi er kommet helt herop for at fiske, og vi nærmer os nu målet. Det er en perlekæde af søer højt oppe i bjergene nær kæmpegletcheren Vattnajökull. Det tager fem timers kørsel på først grusede og siden sandede veje, førend vi er fremme. Undervejs passerer vi et par knuste forruder i vejkanten…

Vi når op i nærheden af 1.000 meter over havet, førend det igen går lidt nedad. Umiddelbart før vort mål skal vi igennem to vandløb, hvoraf det ene kan være kritisk dybt for biler. Men det har været en tør vinter og en tør sommer, så der er ikke meget vand i elvene. Vi når derfor frem uden de store problemer – til vort fiskevand i de næste to dage.

Området er unikt – på flere måder. Historiske kilder fortæller, at der frem til 1400-tallet kun lå fire søer heroppe på fjeldet. De var til gengæld store.

Så kom der to lange år med konstante vulkanudbrud i 1480’erne – altså for godt 500 år siden. Der er flere teorier til, at landskabet kom til at se ud, som det gør idag. Den gængse er, at jordskorpen slog en revne, hvorved alt vandet i den største af søerne helt enkelt løb ud!

Tilbage blev tre store og geologisk set gamle søer. Søer med runde bjerge omkring sig og med flade strande dækket af forvitret brunt lavasand. Søer med mange krebsdyr af en gammel slægt –Lepidurus arcticus hedder de meget specielt udseende dyr på latin. Og søer med en bestand af ørreder, som voksede eksplosivt på de mange krebsdyr. Trods den store højde over havet er vandeti søerne 10-12 grader varmt sommeren igennem – en ideel temperatur til en hurtig vækst for ørrederne.

Nyt efter de to års intense vulkanudbrud var 41 større og mindre kratere, som efterhånden blev fyldt med vand. Kratersøer med forrevne strandlinjer og groteske lavaformationer langs bredderne. Søer, hvoraf nogle havde forbindelse med de oprindelige søer.

Herfra indvandrede hurtigt ørreder, som fandt rigeligt med føde i de nye søer. Vulkanaske er jo fyldt med mineraler, som danner grundstammen i alle fødekæder under vandet. De søer, der lå isoleret fra omgivelserne, blev hurtigt forsynet med ørreder fra de øvrige søer – en form for oldnordisk P&T fiskeri, kunne man sige. Omend fiskeriet dengang blev drevet med garn og af de lokale bjergbønder.

Resultatet er under alle omstændigheder, at der idag findes et fremragende fiskeri i størsteparten af de nu 44 vulkansøer. Problemet – i hvert fald for en tilrejsende – er, at området er kolossalt stort og svært at finde rundt i. Det er i hvert fald ikke et område, man ønsker sig at fare vild i – og da slet ikke uden en stabil 4-hjulstrækker…

Ufin konkurrence…

Sigurdur er min fører i dette morads af søer. Han har fisket området i mere end tyve år og kender hver en vandpyt. Han fisker – som de fleste islændinge – med det, der nu giver flest fisk. Som oftest er det derfor en fed luns olieholdig makrel, der sidder på krogen under hans flåd!

Selv holder jeg mig nu til fluen og tager, hvad der kommer. I flere af søerne er der godt med ørreder, som imidlertid kun sjældent vejer over kiloet. Men kors, hvor sådanne vildørreder kæmper. En kiloørred heroppe slås, som var det en dobbelt så stor dansk havørred!

Andre søer kaster sjældent fisk af sig, men når de gør, er der vægt bag. I de største af søerne er fisk på 4-5 kg ingen sjældenhed – med fisk på 11 kg som de størst kendte. Til gengæld er man nødt til at bruge kraftigt spinnegrej for at nå ud til fiskene.

Sigurdur tager skyldigt hensyn til min fluestang og dens begrænsede rækkevidde. Vi fisker derfor mest i små og mellemstore søer, hvor jeg kan nå ud til kanten mellem det lave og det dybe vand med mine kast. Det er herude, søørrederne går – ingen andre steder.

En tidlig morgen fisker jeg i indløbet til en lille sø, som afvander hele området. Jeg har fra toppen af bjergkammen set fisk i overfladen, hvor strømmen løber ud i søen. Uheldigvis er der andre, som har fået samme idé…

Jeg er næppe vadet ud på kastehold af skrænten, førend hele tre islommer indfinder sig – alle for at fiske nøjagtig samme sted som mig. De kæmpestore fugle er slet ikke sky. Lystigt og aldeles hæmningsløst fisker de lige præcis så langt ude, at jeg ikke kan nå dem med min flue!

Efter en halv times resultatløst “fællesfiskeri” opgiver jeg og overlader scenen til de tre lommer. De er nok alligevel de bedste fiskere af os fire! Jeg vandrer derfor op over bjergkammen – op mod den øverste sø.

Stor ørred i lille sø

Da jeg når helt til tops – godt varm i vaderne! – har jeg et pragtfuldt overblik. Vandet ligger spejlblankt hen – en sjælden ting heroppe i bjergene – og i det ene hjørne af søen viser en vægtig fisk sig regelmæssigt i overfladen. Tunge ringe ruller ud over vandet og sætter pulsen betragteligt i vejret!

Sigurdur har også set fisken og sætter som jeg kurs mod stedet. Der skal vades langt – et halvt hundrede meter – for at nå ud til skrænten i denne del af søen. Side om side står vi og spejder efter fisken – Sigurdur med sin makrelbid på krogen, jeg med et lille perlemorsfarvet Juletræ på forfanget.

Efter en god stund opgiver Sigurdur. Han vil op til bilen og have sig en kop varm morgenkaffe! Jeg nikker og siger, at jeg følger trop om lidt. Jeg vil give det en chance mere i det flotte vejr. Det er stadig vindstille, og solen prøver at kæmpe sig gennem disen. Det er lige før, det er varmt!

Sigurdur er nået helt op til bilen, da en vældig hvirvel kun få meter ude signalerer fisk. Jeg nærmest flår mit Juletræ ind fra et langt kast i en anden retning og sender det lynhurtigt ud, hvor fisken havde vist sig.

Allerede i andet tag er der fast fisk. Og hvilken fisk! Da den mærker krogen, sætter søørreden skruen til og sprinter panikslagent langt ud i søen – ud i det afgrundsdybe og turkisblå krater, hvor den har hjemme. Løslinen pisker ud af øjerne, og ATH hjulet begynder at give hals. Først da hele fluelinen og en god del bagline er røget ud, sætter fisken tempoet ned og går i dybden.

Herefter følger en lang gang tovtrækkeri, førend jeg for første gang ser ørreden i overfladen. Udløbene bliver kortere og kortere, mens kræfterne langsomt svinder. Til sidst vover jeg at presse fisken ind mod skrænten til det lave vand. Jeg er nødt til at håndlande den helt herude, da jeg ikke har noget net og der er alt for langt til land.

Første gang, fisken er inden for rækkevidde, farer den skræmt ud igen, da jeg nærmer mig med hånden. Anden gang ligeså. Men tredje gang får jeg fat om nakken på den og kan løfte den tykkeste ørred, jeg nogensinde har fanget, ud af vandet. I ren jubel holder jeg den højt op i luften, så Sigurdur kan se den oppe fra bilen.

Først da vader jeg i land med den største søørred, jeg endnu har landet på Island – en tyksak på ikke mindre end 4,1 kg!

Lidt bedrøvet blev jeg dog, da Sigurdur siden fortalte mig, at netop denne sø havde en naturlig ørredstamme, som islandske biologer kunne føre 18.000 år tilbage i tiden. Så gammel en ørred har jeg aldrig tidligere fanget…

Steen Ulnits

Den arktiske “skötuormur” (Lepidurus arcticus (Pallas)). Det islandske navn betyder “skadeorm” og hentyder til krebdyrets lighed med både en rokke (skade) og en lille orm.

Island

Rangá levede op til alle forventninger og blev med hele 2.750 stangfangede laks i 1997 en suveræn nummer ét blandt Islands mange produktive lakseelve. I 1998 blev den det igen med ikke færre end 3.680 laks!

Rangár, som vandsystemet egentlig hedder, består af to mindre elve – den østlige og den vestlige Rangá, som siden forenes til en stor elv, der flyder ud i Ishavet i den sydvestlige del af Island. For islændingene er der tale om ét vandsystem, som dog er på to hænder.

Den vestlige Rangá er meget kold, men altid klarvandet. Den er prismæssigt ganske utilgængelig, idet man her må betale omkring 20.000 danske kroner for en uges laksefiskeri – transport ikke inkluderet.. Den østlige Rangá kaster ofte flere laks af sig end den vestlige, men har en mere svingende vandføring. Den er derfor billigere at fiske i. Her kan man derfor få en uges laksefiskeri – med transport – for omkring den halve pris.

Årets førsteplads var som sagt ventet, idet man året før havde slået alle rekorder med hensyn til udsætninger af udvandringsklare laksesmolt. For Rangá er en elv, der fra naturens hånd kun har en meget lille naturlig laksebestand. Således blev der i 1984 og ’85 kun landet henholdsvis 10 og 17 laks…

De ringe laksefangster skyldtes dels en meget lav vandtemperatur (smeltevand fra en nært beliggende gletcher), dels få egnede gydepladser (sandbund i stedet for sten og grus) samt endelig dårlige adgangsforhold til den øvre del af vandsystemet (vandfald midt på elven).

Suveræn nummer ét!

Men så tog lokale fiskere og farmere sagen i egen hånd. De byggede fisketrapper, så laksene kunne komme længere op i det vidt forgrenede vandsystem, og anlæg til opdræt af laksesmolt. Med store udsætninger i 1989 lykkedes det så at gøre Rangá til Islands mest produktive lakseelv i 1990 – med en samlet stangfangst på ikke færre end 1.622 laks!

Siden da har fangsterne svinget noget – ganske i takt med udsætningerne. I 1991 og ’92 lå fangsterne helt nede på omkring 500 laks, mens de i 1993 og ’94 svingede sig helt op på henholdsvis 1.000 og 1.500 laks. Hermed havde Rangá definitivt skaffet sig en plads mellem Islands ti bedste lakseelve.

Men ambitionerne var større end som så. Har man først prøvet at være nummer et, er det svært at nøjes med ringere placeringer. Derfor satte man alle sejl til og kunne i 1996 udsætte flere laksesmolt end nogensinde før. Det var derfor med store forventninger, man gik 1997 sæsonen i møde!

Den skuffede som sagt ikke. 2.750 laks frisk fra Nordatlanten er et imponerende tal. Endda et tal, der skal ses i betragtning af, at 1997 vejrmæssigt bød på ekstraordinært mange dage, hvor elven flommede og ikke var fiskbar. Men når så vandet var perfekt, blev der landet uhyrlige mængder af laks – de allerfleste på 2-4 kg med de største på 10.

Steen Ulnits var på pletten og fik på nogle få gode dage 9 laks på krogen og 6 på land. Ingen dog større end 4 kg, men alle på flue. En sort Ally Shrimp str. 6 samt en rød Frances str. 4 blev laksenes banemænd.

Steen kunne samtidig glæde sig over, at hans egen personlige atlanterhavslaks nummer 200 blev årets nummer eksakt 1.100 i Rangá. Hver eneste fangede fisk registreres nemlig minutiøst på Island!

Såvel lokale som tilrejsende, der ramte elven helt rigtigt, kunne hjembringe op til 10-15 laks pr. mand pr. dag…!

Nyt rekordår!

I 1998 gjorde Rangá det så igen – slog med 3.680 laks sin egen rekord endnu engang. Første halvdel af sæsonen var intet mindre end fantastisk – med sol, sommer og sølvlaks i lange baner. Vandet var krystalklart, og laksene stod på det nærmeste i stimer i de bedste pools.

– Fiskeriet var ikke fantastisk, sagde en af guiderne sidst på sommeren. – Det var afskyeligt! Her hentydede han til de mildest talt formidable fangster, som heldige/dygtige fiskere kunne præsentere på gode dage. De bedste pools gav således op til 40 laks på en enkelt dags fiskeri, og det er jo afskyeligt – intet mindre!

Alle egnens dybfrysere var konstant fyldt til randen med friske laks, der aldrig nåede at blive helt frosset, før de kom op igen…

Blev Rangá således endnu engang årets absolutte topscorer på Island – på grund af de sidste års massive udsætninger – så oplevede de øvrige islandske lakseelve i 1997 en 5% nedgang i forhold til året før. En nedgang, der svarer omtrentligt til den, der er set i den øvrige del af den lakseførende verden.

Alligevel var man på Island optimistiske med hensyn til lakseopgangen i 1998. Optimismen skyldtes ikke mindst, at det islandske Institut for Havforskning havde barslet med en rapport om torskebestanden i farvandene omkring Island. Rapporten fastslog, at 1997 årgangen var endog meget stor og stærk.

Den oplysning giver altid grund til optimisme, idet man i både 1975 og 1984 oplevede en tilsvarende stor torskeårgang – med efterfølgende rekordstor lakseopgang i elvene. Derfor håbede man så naturligvis på en gentagelse af 1997 sæsonens rekordfangster – og fik da også endnu en rekordsæson i 1998!

Sammenhængen mellem torsk og laks ligger ikke mindst i vandtemperaturen, som er en kritisk faktor her højt mod nord. Er vandet koldt i nogle år, oplever man typisk en stor dødelighed og langsom vækst blandt ungfiskene. Er den omvendt høj, falder dødeligheden til havs, og væksten stiger tilsvarende – på grund af større forekomster af fødeemner.

Alt i alt er der således grund til optimisme på Island – modsat eksempelvis Norge, hvor fiskeriet er ved at nå et “all time low”. Flere og flere laksefiskere har da også definitivt kvittet Norge og i stedet vendt blikket mod Sverige, Rusland og Island, som har mange flere laks at byde på. Som ikke allerede har savet den gren over, de selv sidder på.

Island har som bekendt haft totalforbud mod garnfangst af laks i islandsk territorialfarvand siden 1932. Det betyder, at islandske laks idag har mere end 760.000 km2 næringsrig og garnfri Nordatlant at boltre sig i.

Det er noget, der kan mærkes, når man kaster fluen over de islandske elve. Der er rent faktisk fisk i vandet!

Rangá fiskefacts

Der må fiskes med både spin og flue i den østlige Rangá. Toby 18 gram er Islands lakseblink nummer et, mens fluer str. 2-6 passer laksene fint. Det påstås, at laksen på Island har en ganske særlig forkærlighed for fluer med blåt i, men også andre farver giver fisk. Således har orangerøde Chillimps og General Practitioner efterhånden mange Rangá laks på samvittigheden.

Der kan fint fiskes og fanges med flydeline, men da elven er relativt kold, får man i regelen de bedste resultater med synkeline eller sink tip. Klasse 7-9 er passende.

Rangá er let at vade i, da bunden de fleste steder består af mørkt lavasand eller -grus. Du klarer dig således fint i dine almindelige waders, mens husk fiberpelsen inderst, da elven som sagt er ganske kold! Da terrænet er helt frit for træer og buske og elven letvadet, klarer man sig lige fint med enhånds- som med tohåndsstang.

De fleste laks i Rangá vejer 2-4 kg med fisk på 5-7 kg som det største, man skal forvente at få på krogen. Hvert år landes laks på op til 10 kg, men fisk i denne størrelse hører til sjældenhederne. Vi har 6,5 og 9 kg som vore to hidtil største Rangá laks.

Rangá er på grund af sin lave vandtemperatur en af Islands sene lakseelve. August og september er derfor gode fiskemåneder.