Intet nyt under solen, om man så må sige, men drivhuseffekten er mere aktuel end nogensinde. Også ozonlaget viser sig nu at være involveret…

Siden industrialiseringen tog fart i forrige århundrede, er indholdet af kuldioxid i atmosfæren steget måleligt – fra omkring 250 ppm før industrialiseringen til omkring 350 ppm idag. Altså en stigning på ikke mindre end 40% i løbet af godt et århundrede.

(ppm = parts per million = f.eks. mg/kg)

Årsagen er det store energiforbrug, som industrialiseringen førte med sig. Energien skaffes primært ved forbrænding af fossile brændstoffer såsom kul, olie og gas. Ved forbrænding af organisk stof – heriblandt de fossile brændstoffer – dannes kuldioxid og vand samt forskellige oxider. Disse forbrændingsprodukter slippes ud i atmosfæren fra stadig højere skorstene, hvorfra de af vejr og vind føres viden om.

– Ny istid eller global hedebølge?

Dommedagsprofetier er altid godt stof, og det har da heller aldrig skortet på forudsigelser af mere eller mindre fantasifuld art om jordens fremtid – fra nye istider til globale hedebølger.

Idag tyder alt på, at det sidste meget vel kan gå hen og blive tilfældet – hvis vi altså ikke vælger at gribe ind. Problemet er nemlig menneskeskabt. Eller rettere: Vi skubber til en udvikling, som jorden har undergået i millioner af år – fra at være en kold og gold planet til at være den levende jord, vi kender idag.

Universet formodes at være et sted mellem 10 og 20 milliarder år gammelt. Jorden derimod er “bare” 4,5 milliarder år… For mere end 3 miliarder år siden viste så de første tegn på liv sig – i form af primitive bakterier og blågrønalger. Nogle af disse udviklede evnen til at fotosyntetisere – til ud fra vand, kuldioxid og sollys at danne organisk stof og udskille fri ilt.

Fri ilt eksisterede ikke tidligere – den kom først til med fotosyntesen. Det var denne ilt, der lidt efter lidt opbyggede den atmosfære, vi kender idag – med et iltindhold på omkring 20%. Uden den nuværende atmosfære var udviklingen frem til idag aldrig startet, for uden ilt eksisterer intet højere liv på jorden.

Den røde Mars ligger længere fra Solen end Jorden og er derfor iskold.

Men udviklingen frem mod en beboelig planet begyndte langt tidligere. Vi skal derfor helt ud i verdensrummet for at se, hvordan livet på jorden opstod – og hvordan det ellers kunne gå eller være gået:

Mellem Venus og Mars

Ser vi på vore naboplaneter i solsystemet, viser drivhuseffekten sig tydeligt. Af de ni planeter i vort solsystem ligger Venus mellem os og solen – tre fjerdedele så langt fra solen som jorden. På denne afstand ville solen kunne opvarme Venus til max. 90 grader Celsius – hvis ikke Venus havde lidt af en voldsom drivhuseffekt.

Talrige vulkanudbrud gav i tidernes morgen Venus en atmosfære af vanddamp og CO2. På grund af den i forvejen høje temperatur fordampede havene på planeten, og dermed frigjordes al den CO2, som var bundet her. Det øgede indhold af vanddamp og CO2 satte yderligere skub i drivhuseffekten, som efterhånden løb løbsk.

Resultatet blev, at Venus idag har en meget tæt CO2 atmosfære og en overfladetemperatur på ikke mindre end 450 grader C. Altså en temperaturstigning, der er til at tage og føle på: plus 360 grader C på grund af drivhuseffekten!

På den anden side af jorden – altså længere væk fra solen end jorden – ligger Mars. Det er en planet med en meget tynd CO2 atmosfære og en overfladetemperatur på – 40 grader C. Altså permafrost fra øverst til nederst.

Uden en atmosfære ville solen kunne opvarme Mars til max. – 50 grader C. Vanddamp fra tidligere vulkanudbrud frøs straks til is, og den frigivne CO2 kunne ikke i sig selv starte en drivhuseffekt af betydning. Mars forblev derfor en kold planet.

Midt mellem Mars og Venus ligger så vor egen jord med en gennemsnitstemperatur på 15 grader C. Jorden startede i sin tid med en temperatur på – 25 grader C – koldt, men alligevel så varmt, at en del vanddamp fra tidlige vulkanudbrud kunne forblive på dampform.

Venus ligger tættere på Solen end Jorden og er derfor brandvarm.

Sammen med CO2 formåede denne vanddamp at starte en afbalanceret drivhuseffekt, som langsomt varmede jorden op til den temperatur, vi har idag. En temperatur, som sammen med ilt og vand tillader udviklingen af højere liv – som har gjort jorden til den karakteristiske “blå planet” i verdensrummet.

Drivhuseffekten

Uden en drivhuseffekt ville jorden således være op mod 40 grader koldere, end tilfældet er idag. Det viser beregninger foretaget af klimaforskere og astronomer i fællesskab. Og 40 grader koldere (- 25 grader C) ville der næppe være meget liv på jorden.

Drivhuseffekten skyldes i al sin enkelhed, at kortbølget og energirigt sollys trænger ned gennem atmosfæren og rammer jorden, som så opvarmes. Vi kender jo alle virkningen af solens varmende stråler.

Den opvarmede jord afgiver så langbølget varmestråling, der imidlertid er langt mindre energirig end solens stråler. Varmestrålingen kan derfor ikke trænge igennem skydækket, men må pænt blive nede i vor atmosfære, som således opvarmes mere og mere. Jo flere skyer – bestående af vanddamp eller andre gasser – desto bedre lukkes der af for varmestrålingen til verdensrummet.

Effekten kaldes meget rammende for “drivhuseffekten”, da det er præcis det samme, som foregår i et drivhus. Fra naturens hånd er det primært CO2, der forårsager denne opvarmning af jorden, men også methan fra sumpområder og drøvtyggere (køer!) er medvirkende årsag.

Det samme er de såkaldte CFC-gasser – heriblandt freon fra køleskabe og frysere – som også har en nedbrydende effekt på det ozonlag, der beskytter os mod solens skadelige UV-stråler. Pudsigt nok er ozon selv også en medvirkende årsag til drivhuseffekten.

Jordens udvikling fra en gold og kold planet til dagens levende organisme er således en meget langstrakt opvarmningsproces, som står på den dag idag – blot har vi her i det sidste århundrede selv speedet processen ikke så lidt op med vore udledninger.

Kortbølget sollys omdannes til langbølget varmestråling.

Havstrømmene skyldes Jordens rotation. De enorme vandmængder flytter koldt bundvand op til overfladen og bringer varmt overfladevand fra troperne til Arktis under isen. Det er her klimaet, som vi ser og oplever det i vor dagligdag, formes.

“El Niño” og “La Niña”

Fra den varme havstrøm “El Nino”, som regelmæssigt hærger farvandet ud for Chile og Peru, kender man til de ødelæggende virkninger af temperaturstigninger i havstrømmene. Hver gang, “El Nino” dukker op, ødelægges fiskeriet totalt i kortere eller længere perioder.

Mere og mere tyder på, at Jordens klima i vid udstrækning udspringer fra Stillehavet ud for Sydamerika. Det er her, fænomenerne “El Niño” og den efterfølgende “La Niña” tager deres udspring. Fra den varme havstrøm “El Niño”, som regelmæssigt – med 3-7 års mellemrum – hærger farvandet ud for Chile og Peru, kender man til de ødelæggende virkninger af temperaturstigninger i havstrømmene.

Hver gang, “El Niño” dukker op, ødelægges fiskeriet totalt i kortere eller længere perioder. Med noget nær katastrofale konsekvenser for det lokale erhvervsfiskeri, som lammes totalt, mens det står på og fiskene er væk.

Efter hver varm “El Niño” kommer der en kold “La Niña” – en efterfølgende periode, hvor havstrømmen igen afkøles. Hvor koldt havvand i stedet føres usædvanligt langt nordpå mod Indonesien.

Denne evige skiften påvirker verdens klima langt mere, end man først har antaget. Det er den, der i vid udstrækning afgør, om man i Asien får hedebølge og tørke eller voldsomme regnskyl og oversvømmelser.

Nye kulderekorder – trods opvarmning

Vi har i de sidste to år oplevet rekordhøje temperaturer på verdensplan – efter alt at dømme forårsaget af en tiltagende drivhuseffekt.

Jordens klima styres af vor afstand til Solen – og os selv…

I vinteren 98-99 oplevede vi imidlertid nogle af de mest ekstreme kuldegrader nogensinde – eller i hvert fald i mands minde. Således blev der i januar ’99 sat kulderekord flere steder på den nordlige halvkugle. I det vestlige Sibirien nåede man helt ned på 55,6 minusgrader, mens man i det nordlige Finland kunne måle 51 minusgrader. I Nordsverige måtte man “nøjes” med minus 50,3 grader Celsius.

Umiddelbart kunne man forledes til at tro, at disse ekstreme kuldegrader tydede på det stik modsatte af drivhuseffekten – at de måske i stedet var forløbere for en ny istid. Alt tyder dog stadig på, at det er drivhuseffekten, der vinder. De ekstreme kuldegrader er blot resultatet af den seneste “La Niña” og den deraf følgende afkøling inden næste “El Niño”.

Et eksempel på, at det globale vejr bliver mere voldsomt i takt med drivhuseffekten. Udsvingene mellem regn og tørke, kulde og varme bliver helt enkelt større i takt med, at den globale middeltemperatur stiger.

Ozonlaget og drivhuseffekten

Det viser sig nu, at hullet i ozonlaget over Antarktis er større end nogensinde. I 1998 har hullet nået en størrelse på ufattelige 27 millioner kvadratkilometer, hvilket omtrentligt svarer til Afrikas samlede område – eller tre gange Australiens.

Men ikke nok med det. Hullet har også haft en så stor størrelse længere end nogensinde tidligere. Således var det første gang, at hullet over Antarktis i mere end 100 dage dækkede et område på mere end 10 millioner kvadratkilometer. Også hullet over Nordpolen var større end tidligere. Hullerne i ozonlaget opstår typisk ved polerne, hvorom Jorden jo roterer.

Det er ozonlaget, der beskytter livet på Jorden mod Solens skadelige UV-stråler. Som blandt andet sørger for, at vi ikke får hudkræft. Som sørger for, at dyr og planter ikke undergår uheldige mutationer på grund af UV-strålerne.

Solen får sin energi fra omdannelse af brint til helium.

Ozonlaget består af O3 molekyler, som spaltes til almindelig ilt (O2 og O) af kemiske stoffer som eksempelvis freon. Freon er en såkaldt CFC-gas. Det er en almindeligt accepteret kendsgerning, at udledning af menneskeskabte CFC-gasser fra industrien har en meget hurtig og meget skadelig effekt på ozonlaget.

Derfor besluttede verdenssamfundet allerede for flere år siden, at de skadelige gasser skulle fases ud hurtigst muligt – hvilket faktisk også er sket. Alligevel vokser hullet i ozonlaget stadig støt – helt som forudsagt. Videnskaben har nemlig forudsagt, at hullet i ozonlaget fortsat vil vokse nogle år eller sågar årtier ind i det nye årtusinde – trods stop for udledningerne.

Det har på det seneste vist sig, at der også er en direkte sammenhæng mellem drivhuseffekten og så ozonlaget. Således ved man, at ozonlaget ligger i stratosfæren – i 10-50 km’s højde. Man ved også, at hullet i ozonlaget først opstår, når temperaturen om vinteren falder til under minus 80 grader Celsius. Ved højere temperaturer lukker hullet igen.

Når temperaturen falder til under minus 80 grader, dannes der specielle stratosfæriske skyer over polerne. Det er på oversiden af disse skyer, at den skadelige ozon-nedbrydning finder sted – her, at O3 spaltes til O2 og O.

Det interessante er nu, at det med en tiltagende drivhuseffekt og den deraf følgende opvarmning faktisk bliver koldere om vinteren oppe i stratosfæren. Og jo koldere det bliver, desto større bliver hullet i ozonlaget. Altså bliver hullet større i takt med drivhuseffekten…

– Konsekvenserne?

Der kan remses mange mulige konsekvenser op af en tiltagende drivhuseffekt. Vi ved med sikkerhed, at den globale middeltemperatur er steget fra 14,6 grader i 1880’erne til 15,3 i 1980’erne. Fortsætter den nuværende udvikling, spår flere forskere om en temperaturstigning på ca. 3 grader i løbet af de næste 100 år.

Jordens rotation styrer havstrømmene, der bringer varme og kulde.

En så markant temperaturstigning vil få dramatiske konsekvenser for det globale miljø. Det vil også langt mindre temperaturstigninger, når vi taler om miljøet ved Arktis og Antarktis, hvor jordens største ferskvandsreserver ligger – i form af is ved polkalotterne. Så såre temperaturen stiger, begynder ismasserne at smelte – og verdenshavene at stige tilsvarende.

Vi ved, at verdenshavene siden sidste istid for små 20.000 år siden er steget med mere end 100 meter på grund af afsmeltning af isen ved polkalotterne. Vi ved også, at drivhuseffekten vil forøge denne afsmeltning. Vi ved blot ikke hvor meget.

Man har talt om stigninger i verdenshavene på op til 6-7 meter, men der skal langt mindre til for at anrette katastrofer i mange lande verden over. Selv en så begrænset stigning i vandspejlet som 50 cm er nok til at sætte mange atoller i de tropiske have under vand. Og til at forårsage store oversvømmelser i lavtliggende landområder.

Vi ved, at havoverfladen i dette århundrede er steget knap 20 cm. En del af forklaringen herpå er, at isen ved polerne smelter med knap 1 cm om året. En anden del af forklaringen er, at vandet simpelthen fylder mere, når temperaturen samtidig stiger. Stigningen i verdenshavenes vandspejl går således hurtigere, end man hidtil har regnet med.

I de kolde arktiske og antarktiske farvande er situationen en anden. Her vil nogle organismer – det være sig dyr eller planter, fugle eller fisk – kunne profitere på en højere vandtemperatur. Således må man regne med, at atlanterhavslaksen vil øge sin udbredelse i nord – med bedre fødemuligheder til følge. Omvendt vil et pattedyr som hvalrossen få ødelagt en stor del af sine jagtområder på det lavere vand nær isen.

Havstrømmene blander vand og varme og skaber klimaet.

Under alle omstændigheder vil en øget drivhuseffekt ændre på det globale miljø – på godt eller ondt – i forhold til det nuværende. Det ser desværre ud til, at de negative sider klart vil være større end de positive, og derfor ønsker verdenssamfundet at bremse drivhuseffekten.

Forholdsregler 

Der er således ved at være enighed blandt klimaforskere om, at drivhuseffekten er med til at forstærke de omtalte svingninger i havstrømmenes temperatur – at vores udledning af CO2 i den vestlige verden således er direkte med til at øge antallet af tropiske storme, som hærger fattige områder af verden.

På det store miljøtopmøde i Kyoto, Japan enedes man derfor om en række tiltag, der skal bremse drivhuseffekten. Efter mange og lange sværdslag – igen ville uden videre give afkald på deres nuværende goder, amerikanerne da slet ikke – enedes man om, at udledningen af CO2 skal reduceres med 5% frem til år 2010. Dette i forhold til udledningerne i 1990. Senest har endog USA accepteret aftalen.

Industrilandene skal reducere med 6-8%, mens U-landene må udlede mere som et led i deres udvikling. Samtidig har man indført CO2 kvoter, som gør det muligt at handle med udslippene – præcis som man idag handler med fiskekvoter. Således er det nu muligt for et industriland at eksportere sig ud af problemerne – ved eksempelvis at investere i ren teknologi i U-landene. Den CO2 besparelse, man opnår herved, kan man så trække fra hjemme i sit eget land…

Man har dog i skrivende stund ikke fået klare regler for, hvor meget der må handles med CO2 kvoter, samt hvordan man gør CO2 besparelserne op, når der ikke samtidig sker reelle reduktioner i ens eget land. Man taler dog om, at der kan udstedes forbud mod at handle med CO2 kvoter, dersom man ikke også selv reducerer udslippet – inden for egne landegrænser.

Det skal blive spændende at se, om verden kan enes om en samlet og ikke mindst effektiv indsats mod den globale drivhuseffekt. Om vi mennesker langt om længe er blevet globale og sociale nok!

Dele af ovenstående tekst er uddrag fra min bog “Fisken og Vandet” tilbage fra 1985. Aktuelt stof selv idag – snart 15 år senere. Klik under “Bøger” for at læse mere om denne bog.

© Steen Ulnits 1998

Tegning fra “Fisken & Vandet”

Ny klimamodel lanceret

Det ansete engelske institut for meteorologi, Headley Center, har netop lanceret en helt ny klimamodel, der tager højde for mange af de misvisninger, som tidligere modeller har indeholdt. Blandt andet tager den højde for, at den nuværende rensning af brændsel og røg for svovl – det hindrer svovlsyre i nedbøren og en deraf følgende forsuring af søer og vandløb – rent faktisk er medvirkende til at øge drivhuseffekten…

Den nye klimamodel konkluderer blandt andet følgende konkrete om effekten af drivhuseffekten og den fremtidige temperaturudvikling:

1) I løbet af bare 50 år kan vi forvente en stigning i vandstanden i verdenshavene på mere end 20 cm – primært på grund af øget afsmeltning af isen ved polerne.

2) Om 50 år vil 170 millioner mennesker have problemer med at skaffe drikkevand – dels på grund af det stigende vandspejl i havet, dels på grund af ændringer i nedbøren.

3) Om 50 år vil mindst 20 millioner mennesker være truet af oversvømmelser, som går over eller gennembryder etablerede diger.

4) I løbet af de næste 100 år vil temperaturen på verdensplan stige med omkring 3 grader – et gennemsnit for hele jordkloden.

5) Temperaturen vil stige og nedbøren falde så meget, at mange tropiske regnskove vil gå voldsomt tilbage. Træerne kan ikke længere binde CO2, og temperaturen stiger.

6) Næsten 20% af Afrikas befolkning vil lide af kronisk sult.

7) Malaria vil brede sig fra Afrika til Nordeuropa.

Hvis ikke disse dystre spådomme er nok til at få verdens politiske beslutningstagere til at gøre noget konkret ved drivhuseffekten, så ser det i sandhed skidt ud for denne blå planet…

Læs i den forbindelse gerne notitsen “Lomborg og lommeregneren” under “Aktuelt” for 4. kvartal 1998.

© Steen Ulnits 1999

Det står værre til end nogensinde før med den norske vildlaks. Læs her om de seneste tal fra vildlaksens dødsrute…

Norge styrker konstant sin position som verdens ubestridt førende nation, hvad angår opdræt af atlanterhavslaks i flydende netbure.

I 1998 produceres der således årligt mere end 300.000 tons tamlaks i de norske fjorde. Det er mere end 100 millioner laks, der konstant svømmer rundt i Norges omkring 2.000 lakseopdrætsanlæg – fordelt langs landets 57.000 km lange kyststrækning. Alene i området ved Bergen ligger næsten 300 anlæg. Så langt er man kommet på mindre end 25 år!

Men ikke uden store omkostninger – specielt for den norske vildlaks, som er gået tilbage med foruroligende hast siden 80’erne. Norge har ikke mindre end 629 lakseførende elve fra syd til nord – mere end halvt så mange som hele Europas ialt 1.122 laksefloder.

Lakseland nummer ét – førhen

Norge er således lakseland nummer ét, hvad det blotte antal elve angår. Men Norge er også Europas ubestridte nummer ét, hvad størrelsen på laksene angår. Intet andet land byder på så gode chancer for fangst af laks på over 20 kg!

Eller gjorde. Faktum er nemlig, at Norges storlakseelve er ved at være en saga blot. Tag blot en elv som Vosso nær Bergen, der gennem årene har kastet en meget stor del af Norges virkelige kæmpelaks af sig – laks på op mod 30 kg!

Her er laksebestanden nu så langt nede, at det i 1996 kun lykkedes at fange 25 egnede moderfisk – endda med møje og besvær. Forskere regner nu med, at Vossos vildlaks er uddød i løbet af 2-3 år – udkonkurreret af tusinder af undslupne tamlaks på gydepladserne. Genetisk udvandet. Gone forever.

Resultatet af mere end 10.000 års naturlig udvælgelse udryddet for altid. Så langt kan man altså også komme på blot 25 år…

Truslen fra tamlaksene

Problemets størrelse ses umiddelbart af, at der alene i perioden 1988-92 undslap hele 1,6 millioner tamlaks fra de norske netbure. Fisk, der – når de bliver kønsmodne – søger op i den nærmeste elv for at gyde. Fisk, der – når de ankommer i så store tal – lynhurtigt kan udkonkurrere de talmæssigt stærkt underlegne vildlaks.

Dette millionstore antal undslupne tamlaks skal ses i lyset af, at en kendt og produktion lakseelv som Stjørdalselven fra naturens hånd har en bestand af vildlaks på blot 2.500 voksne fisk – en bestand, som de seneste ti år er reduceret til mindre end 500 fisk…

Det er allerede nu så galt, at laksebestanden i Namsen – Norges tidligere næstmest produktive elv – idag udgøres af 50% tamlaks og 50 % vildlaks. Og i den lille Oselv, der ligger nær Bergen og dermed tæt på et stort antal lakseopdræt, udgør tamlaksene nu 82% af den samlede bestand…

Tidligere mente man, at det store udslip var uundgåeligt – at det skyldtes storm og bølger, som slog hul på netburene. Havbrugerne lovede, at de ville mindske dette udslip, men udslippet er idag lige så stort som tidligere. Idag mener myndighederne tilmed, at der umuligt kan slippe så mange laks ud på denne måde.

“Udslip” eller…?

Man mistænker i stedet havbrugerne for selv at slippe de mange laks ud – laks, som af den ene eller anden grund ikke er egnet til et videre opdræt. Laks, som måske er syge. Eller for tidligt kønsmodne. Eller på anden vis uønskede. Det er jo langt lettere og billigere blot at slippe disse laks ud i frivand – end at fjerne og destruere dem…

Men det er ikke kun de mange undslupne tamlaks, der truer vildlaksene. Det gør også de sygdomme og ikke mindst parasitter, der florerer i og omkring de kolossale lakseopdræt, hvor der kan være mere end 500.000 laks samlet i nogle få, men meget store netbure.

Under en furunkulose-epidemi i 1980’erne var forbruget af antibiotika da også helt oppe på 50 tons årligt. Forbruget toppede i 1987. Det problem har nordmændene ikke idag, hvor unglaksene i stedet vaccineres mod sygdommen. Lige så heldige er vildlaksene desværre ikke…

Havlus i hobetal

Problemerne skyldes først og fremmest havlusene, der altid har været der, og som tidligere mest ansås som en slags adelsmærke for nystegne blanklaks. Havlusene stortrives i lakseopdrættet, som plages af de små, snyltende krebsdyr, og som derfor behandler laksene med nervegiften Ivermectin.

Giften dræber havlusene eller får dem til at slippe taget i laksene. De tages nu af strømmen og føres ud i det frie vand – hvor de med stor appetit kaster sig over forbipasserende vildlaks – smolt på vej ud mod åbent hav eller voksne laks på vej mod gydepladserne.

De voksne vildlaks lider naturligvis under de massive angreb fra havlusene. Men de kan dog redde sig, idet lusene forsvinder af sig selv i ferskvand. Men så let har laksesmolten det desværre ikke. Den er i forvejen meget sårbar i denne fase af sit liv, og den har ingen mulighed for at undslippe de grådige havlus.

Man har fundet mere end 600 synlige havlus på en 2,5 kg’s laks fanget i Eio elven i bunden af Hardangerfjorden. Tilsvarende fandt man ikke færre end 1.500 lus på en 5 kg’s laks fra Namsen. Laksen var ikke overraskende radmager.

Til sammenligning er bare 5 voksne havlus nok til at tage livet af én udvandrende laksesmolt…

© Steen Ulnits 1999

For de fleste fisk er det bestemt ikke ligegyldigt, om de lever i ferskvand eller saltvand. Kun de færreste arter formår at leve begge steder, men selv for sådanne tolerante fisk er der klare begrænsninger. Saltvand og ferskvand er nemlig vidt forskellige som levesteder for fisk.

Tegning fra “Fisken & Vandet” (Gunnar J:son)

I saltvand er saltkoncentrationen større end i fiskekroppen. Vand søger derfor passivt ud af fisken. For at modvirke denne passive udtørring, drikker fisken saltvand. De overskydende salte udskilles via gællerne, mens ferskvandet optages i fiskekroppen som kompensation for det mistede.

I ferskvand derimod er fiskekroppens saltkoncentration større end det omgivende vands. Vand vil derfor trænge ind udefra og passivt optages af fiskekroppen. For at modvirke denne vandoptagelse, udskiller ferskvandsfisk store mængder vand gennem urinen, mens nødvendige salte optages over gællerne.

Denne regulering af fiskens saltbalance kaldes med et fint ord forosmoregulering. Nogle fisk er deciderede saltvandsfisk, som ikke kan leve i ferskvand ­ andre er udprægede ferskvandsfisk. Endelig er der vandrefisk såsom ål og laksefisk, der kan omstille sig og leve begge steder.

Laksefiskene skal dog “smoltificere”, som det så fint hedder, før de som små “smolts” trækker fra deres fødevandløb og ud i havets store spisekammer. Før er de ikke i stand til at tåle saltvandet – til at osmoregulere effektivt i det nye miljø.

En farlig cocktail

Men også temperaturen spiller ofte ind her. Bliver vandtemperaturen for lav, falder fiskens stofskifte til så lavt et niveau, at der ikke længere er energi til overs til osmoreguleringen. Fisk er jo vekselvarme, og deres stofskifte følger derfor vandtemperaturen. I stærk kulde søger fiskene bort fra det salte vand, eller de opsøger steder med en højere temperatur. Det gælder gedder og aborrer i brakvandsområder, og det gælder vor hjemlige havørred.

Havørreden er, hvad biologer kalder for euryhalin – det vil sige i stand til at tolerere store udsving i saltholdigheden. Men dens evne til at osmoregulere i havvand med et højt saltindhold afhænger i høj grad af vandtemperaturen.

Er vandet tilpas varmt – typisk over 5 grader for nu at sætte et konkret tal på – tåler havørreden uden problemer selv det salteste havvand. Er det omvendt kun nogle få grader varmt – koldt ville nogen nok kalde det – begynder det for alvor at knibe med evnen til at osmoregulere effektivt.

Det ved havørreden, som derfor instinktivt trækker mod områder med ferskere vand, når vinteren for alvor sætter ind og vandtemperaturen nærmer sig et kritisk lavt niveau. Der er dog også den mulighed, at fiskene søger ud på dybere vand, som altid er varmere end det lave kystvand. Det er dog typisk de større blankfisk, som vælger denne udvej – “sildeæderne”, som derfor kan fanges ude på dybderne vinteren igennem.

Blank eller farvet

For de farvede og gydemodne fisk er der kun én vej: De er programmeret – psykologisk som fysiologisk – til at søge op i det ferske vand for at gyde. Deres krop er derfor indstillet på et liv i ferskvand – ikke saltvand. Fanges gydemodne fisk derfor ude i saltvand – af vind og strøm, ikke af fiskere – er de langt mere sårbare over for kombinationen af koldt og salt havvand end de ikke modne blankfisk.

Det kan have stor betydning, når der er tale om store udsætninger af fisk direkte på åben kyst. Disse fisk har ikke noget tilhørsforhold til et ferskt vandløb, men søger i stedet forvirrede rundt efter et gydevandløb, når først de er blevet kønsmodne. Finder de ikke et egnet sted at gå op, må man regne med en stor dødelighed blandt disse fisk.

De blanke og ikke kønsmodne fisk har det lidt lettere ude i havet. De har i regelen mulighed for at finde mere brakt/mindre salt vand inde i bunden af en fjord med tilløb af ferskvand – det være sig i form af rigtige vandløb eller blot pumpevand fra drænede markområder.

Grønlænder-optræk

Herinde kan de overvintre – hvis de da ikke i stedet vælger at trække op i åerne som de velkendte “grønlændere”. I gamle dage, da vi ikke havde pillet så meget ved naturen – rettet vandløbene ud og sat tamfisk ud som kompensation – var grønlænderoptrækket en kendt ting.

Man vidste, at optrækket var størst i Nordjylland, Limfjorden og Sydvestjylland – det vil sige i områder med meget salt vand. Steder, hvor fiskene ikke kunne overvintre ude i havet. Man vidste også, at det var mest udtalt i hårde vintre. Jo koldere vinter desto større optræk, som nåede længere op i åerne.

Idag har vi vendt op og ned på mange ting i naturen – udsat tamfisk af ukendt herkomst og på denne måde blandet bestandene godt op i forhold til det oprindelige. Det ser derfor ud til, at det traditionelle mønster for grønlænderoptrækket er vasket lidt ud – at det ikke er helt så regelmæssigt som i gamle dage.

Den store vadehavsundersøgelse dokumenterede også, at udsatte tamfisk har en dødelighed på 100% – at de ikke evner at klare overgangen fra åens ferske vand til Vadehavets salte. De dør måske ikke direkte af saltchok, men indirekte. De bliver svage og dermed et let bytte for sæler, måger og andre rovdyr.

© Steen Ulnits 1999

Efterskrift: Læs også gerne den noget nyere artikel “Koldt vand og salt i blodet“, der går mere i dybden med mekanismerne bag osmoreguleringen.

– Atomkraft kan redde verden, siger dens tilhængere og argumenterer korrekt, at atomkraft ikke udvikler C02 og derfor ikke bidrager til drivhuseffekten. Men de glemmer noget væsentligt…

Atomkraftens tilhængere glemmer i den sammenhæng, at man stadig ikke har en holdbar løsning på en sikker opbevaring af det brugte og højradioaktive atombrændsel. Indtil videre indstøbes det i glas og beton, hvorefter det placeres i stålbeholdere, som opmagasineres dybt inde i udgravede salthorste. Eller dumpes på kilometerdybt vand…

Almindeligt brugt atombrændsel kan deponeres direkte og har da en nedbrydningstid på måske hundreder af år, førend det har afgivet al sin radioaktivitet. Det kan også sendes til oparbejdning på specielle anlæg, der kan omdanne det gamle brændsel til nyt. Problemet er blot, at man så ender op med et højradioaktivt affaldsprodukt, som skal deponeres forsvarligt i tusinder af år. Næppe nogen god løsning på verdens energiproblemer…

Sellafield

Det engelske oparbejdningsanlæg Sellafield har længe været i såvel myndighedernes som miljøorganisationernes søgelys. Her oparbejdes gammelt atombrændsel til nyt, og herfra udledes store mængder radioaktivt spildevand.

Det kan blandt andet måles i form af det radioaktive affaldsstof Technetium-99, som hurtigt spredes med havstrømmene. Således kan man nu spore Technetium-99 fra Sellafield så langt borte som i den danske del af Kattegat. Det er et stof, som optages af dyr og planter, hvorfra det så ophobes op gennem fødekæden. Mest og bedst ophobes det i blæretang, som derfor er en god indikator for stoffets spredning. Skaldyr er også gode indikatorer.

Det er indtil videre små doser Technetium-99, der er målt i Kattegat, men koncentrationen vil givet stige. Da de engelske myndigheder sidste år målte koncentrationen af Technetium-99 i hummere fanget ud for Sellafield, fandt de stoffet i en koncentration, der var 42 gange højere end EU’s såkaldte “interventionsgrænse for radioaktivitet i fødevarer efter atomulykker”!

Denne Technetium er nu på vej ud i Nordsøen og herfra på vej videre ind i de indre danske farvande. Nordiske forskere har derfor sat sig for at kortlægge spredningen af Technetium-99 fra det Irske Hav, hvor Sellafield ligger, og så nordpå til henholdsvis Grønlandshavet og Østersøen. Herved ønsker man at danne sig et billede af havstrømmenes retning og fart og dermed spredningen af farlige stoffer.

De massive udslip af Technetium-99 fra Sellafield startede i 1994. I 1997 var sporstoffet nået til Norges kyster, og i 1998 er det kommet til de indre danske farvande. Technetium-99 forventes til Barentshavet i 1999 og til Østgrønland i år 2001.

Indtil videre siger målingerne, at radiokativiteten i Nordsøen og Østersøen er omkring 10 gange større end oppe i Arktis. Endnu i hvert fald. EU’s miljøministre har dog besluttet, at udslippene skal reduceres hurtigst muligt og bringes helt til ophør i år 2020.

Lidt ældre læsere kan måske huske, at Sellafield slet ikke hed sådan oprindeligt. Det hed nemlig “Windscale” og tog først navneforandring til Sellafield, da Windscale-navnet efterhånden havde fået et så dårligt omdømme rundt omkring, at man ikke følte, man kunne leve med det længere. Lidt som at bygge højere skorstene i stedet for at fjerne forureningen…

På den anden side af den Engelske Kanal – i Frankrig – ligger for øvrigt et tilsvarende oparbejdningsanlæg for brugt atombrændsel – La Hague, hedder stedet. Også her døjer man med radioaktive udslip til vandmiljøet, omend ikke i nær samme grad som ved Sellafield.

– Hvad er radioaktivitet for en fisk?

Atombomber dræber på kort hold ved den kolossale varmestråling, som de udvikler – op mod 20 mio. grader Celsius samt lufttryk på flere mio. atmosfærer. Alt bliver brændt af og blæst væk. På lidt længere afstand er det strålingen, der er dødbringende. Som forårsager strålesyge og død i løbet af få dage. På langt hold og længere sigt er det radioaktive nedfald også sundhedsfarligt.

Radioaktivt nedfald havde man kendt til lige siden de amerikanske atomprøvesprængninger på Bikini atollen i 1954. Men først sent fandt man ud af de skadelige langtidsvirkninger, som radioaktivt nedfald har – i form af leukæmi, misdannede fostre og tilsvarende fænomener, der ofte først optrådte adskillige år senere. Lidelser, som primært kun kan spores rent statistisk – ved at se på stigningen i antallet af dødsfald over en årrække.

Radioaktivitet er i al sin betagende og skræmmende enkelhed en betegnelse for den stråling, der udsendes fra radioaktive stoffer under disses såkaldte “henfald”. De energirige stoffer fra uran-familien udsender konstant stråling, mens de henfalder til mindre energirige tilstande og stoffer. De ender alle med at blive til bly, når de har mistet al deres stråling. Pudsigt nok det grundstof, som på grund af sin uhyre store stabilitet bruges til netop beskyttelse mod radioaktiv stråling!

Radioaktivitet er en opdagelse af nyere karakter. Det var således franskmanden Becquerel, der i 1896 for første gang identificerede og beskrev fænomenet – hurtigt efterfulgt af landsmanden Curie i 1898. Man kunne måle fænomenet, men kendte endnu ikke noget til strålingens farlighed. Mange af de tidligere stråleforskere døde derfor af cancer efter kortere eller længere tids arbejde med de radioaktive stoffer…

Dødsfaldene bragte fokus på strålingens effekter. Man vidste, at stråling i store doser var livsfarlig. Men man fandt samtidig ret hurtigt ud af, at målrettet stråling i korrekt dosering i visse tilfælde rent faktisk kunne redde kræftpatienter fra deres sygdom. Den dag idag bruges strålebehandling stadig i kræftbekæmpelsen.

Technetium-99 er ganske vist et radioaktivt stof, og det har ganske vist en halveringstid på mere end 200.000 år! Alligevel tilhører det ikke de sundhedsfarlige af slagsen. Det gør derimod stoffer som Caesium-137 og Strontium-90, der er meget aggressive og stærkt kræftfremkaldende.

Radioaktive stoffer har en struktur, der gør, at de i vid udstrækning optages og indbygges i kroppen i stedet for andre og livsvigtige stoffer. Således har myndighederne i mange år anbefalet, at man i tilfælde af stråling eller strålingsfare indtager overdoser af stoffet jod, som så går ind og blokerer for optagelsen af de farlige radioaktive stoffer.

Tjernobyl

Den 28. marts 1979 gik det galt på Three Mile Island i staten Pennsylvania, USA. Det lokale atomkraftværk påbegyndte en livsfarlig nedsmeltning, da kølevandssystemet svigtede og den ene af værkets to reaktorer løb løbsk.

Nedsmeltningen forårsagede et større radioaktivt udslip og evakuering af lokalbefolkningen, som dog slap uden men. Kun klippegrunden under værket afværgede den ultimative katastrofe.

Det meste af verden gøs derfor, da Tjernobyl kraftværket i Rusland eksploderede den 26. april 1986. Den store reaktor 4 løb løbsk og begyndte en nedsmeltning. I hele Europa holdt man derfor vejret og fulgte nervøst med i vejrudsigterne. Det var og er jo vejret – primært vindretningen og sekundært nedbøren – der afgør, hvor det radioaktive nedfald vil ske og i hvor store mængder.

Den officielle russiske forklaring på Tjernobyl-uheldet var, at der var sket en menneskelig fejl under en rutinemæssig afprøvning af sikkerhedssystemerne. Russiske videnskabsmænd iværksatte dog deres egen undersøgelse, som viste, at der efter al sandsynlighed var sket et mindre jordskælv (sølle 2 på Richter-skalaen) blot 22 sekunder før eksplosionen på Tjernobyl.

Så små rystelser er ikke usædvanlige – heller ikke på vore breddegrader – og et atomkraftværk bør naturligvis være bygget, så det kan modstå langt større rystelser. Tjernobyl-værket er imidlertid af den farlige åbne type og samtidig dårligt bygget. Det har fået forskerne til at spekulere i, om det kan have været de små jordrystelser, der gjorde værket sårbart og forårsagede ulykken.

Reaktor 4 blev i løbet af et halvt års tid begravet under en sarkofag af metertyk beton med en anslået holdbarhed på mindst 30 år. Idag, snart 20 år efter, har man registreret mere end 1.000 kvadratmeter revner i betonen – revner, der nu lækker radioaktivitet fra den forulykkede reaktor.

Det er planen helt at lukke de øvrige reaktorer i Tjernobyl i år 2000. Ukraine, hvor værket ligger, har forlangt 26 milliarder kroner som kompensation for en lukning af værket, og så mange penge er der endnu ikke kommet ind fra EU og de såkaldte G-7 lande. Trods milliardstore investeringer er det således meget uvist, om lukningen overhovedet bliver en realitet.

Man har længe vidst, at især russerne bygger atomkraftværker af den åbne og dermed potentielt farlige type. En enkel og billig type, hvor udslip i forbindelse med driftsuheld kun vanskeligt lader sig holde tilbage. I Vesten satser man mere på sikkerheden, hvilket uundgåeligt medfører større anlægsomkostninger. Svenske Barsebäck, hvis placering klods op af København – blot på den anden side af Øresund – er dybt åndssvag, er da også af den lukkede og dermed relativt sikre konstruktion.

Et af verdens allerstørste atomkraftværker – Ignalina i Lithauen –hører desværre også til den åbne og farlige konstruktion, hvorfra radioaktive udslip hurtigt spredes for alle vinde. Og i en god østenvind er der forfærdende kort fra Ignalina til Ishøj…

– From Russia with love…?

Samerne i Lapland blev bestemt ikke ellevilde af begejstring, da de så vejrudsigten efter Tjernobyl-ulykken. Det var nemlig så uheldigt, at vinden bar den radioaktive sky fra det forulykkede atomkraftværk ret op mod Nordsverige, som derfor modtog ganske store mængder radioaktivt nedfald.

Det lagde sig på græs og planter, som umiddelbart blev ædt af elge og rensdyr med flere andre planteædere. Det radioaktive nedfald blev på denne måde straks inddraget i fødekæden, hvor det hurtigt opkoncentreredes så meget, at kødet fra elge og rener blev sundhedsfarligt at indtage. Intet mindre end en katastrofe for de samer, der levede af rensdyravl. Og et reelt problem for de ganske mange svenske familier, der sæsonen igennem ofte sætter tænderne i en elgsteg.

Heller ikke fiskelivet gik ram forbi. Efter nedfaldet fra Tjernobyl kunne man i lang tid konstatere, at koncentrationen af det radioaktive og farlige stof Caesium-137 blev ved med at stige i fiskene – opkoncentreret som det var gennem en meget lang fødekæde.

Hvor elge og rener åd direkte af det forurenede græs, måtte radioaktiviteten i vand gennem en meget længere fødekæde – fra planteplankton (alger) over dyreplankton til småfisk – inden det til sidst havnede i rovfiskene. Fra hvert led i fødekæden til det næste sker der en voldsom opkoncentrering af stoffer. Således kunne man snart måle alarmerende høje koncentrationer af Caesium-137 i ikke mindst de nordsvenske gedder – toprovfisken på de kanter.

Det farlige ved de nordsvenske gedder og rensdyr var, at de rent faktisk selv blev radioaktive af at indtage de radioaktive stoffer. At man derfor kunne måle stråling fra dem. Spiste man dem, udsatte man derfor sig selv for farlig stråling.

Man skal i denne forbindelse være klar over, at radioaktivt bestrålede fødevarer ikke selv er radioaktive. De udsender ingen stråling selv, men har blot været udsat for bestråling, som skal gøre dem sterile og bakteriefrie. Der er således ingen risiko ved at spise bestrålet og dermed langtidsholdbar føde.

Noget helt andet er så, om man kan forliges med, at der ligger atomkraft bag. For smagen er der intet i vejen med…

Kola kalder – på hjælp

Verdens sidste fristed for atlanterhavslaksen ligger idag på den russiske Kola-halvø. Laksefiskere fra hele verden valfarter derfor til Kola for at dyste med den sølvblanke fisk.

Desværre ligger verdens største atom-losseplads idag også på Kola-halvøen, nærmere betegnet i Murmansk, som med sin halve million indbyggere er hovedbyen i dette område. Og som samtidig byder på verdens nordligst beliggende permanent isfri havn.

Efter Anden Verdenskrig og op gennem den kolde krigs år opbyggede russerne en imponerende Nordflåde af atom-ubåde, som havde og stadig har base netop her. Men i takt med, at den kolde krig tøede op og Sovjetunionen smuldrede bort, begyndte den stolte atomflåde langsomt at ruste op. Manglende bevillinger førte helt enkelt til manglende vedligeholdelse.

Idag anslår eksperter, at der findes mere end 200 atomreaktorer på Nordflådens ubåde, 13 på havneanlægget i selve Murmansk og fire reaktorer på halvøens kraftværk. Flere er taget ud af drift og tærer langsomt op. En tikkende atombombe, så at sige.

Hertil skal så endda lægges de enorme mængder radioaktivt affald, som gennem de seneste årtier er dumpet i Barentshavet ud for Kola. Russerne har dumpet mere radioaktivt materiale i havene end alle andre nationer tilsammen. Og en stor del er helt naturligt havnet i Barentshavet, hvor jo Nordflåden opererer.

Onde tunger har påstået, at de kolossale ishavsrødinger, som angiveligt findes på Novaja Semlja øen nordøst for Kola, skulle være de rene mutanter – radioaktive fjeldørreder, hvis røde farver og hvide finnekanter må være ekstra lysende!

Det sidste er nu nok ren fantasi, men den radioaktive forurening omkring Kola er ingen fantasi, desværre. Den er en benhård realitet. Netop ud for Novaja Semlja har den russiske flåde dumpet adskillige skrottede atomubåde – med reaktor og det hele. En billig, men ikke i længden holdbar løsning.

Russerne er klar over problemet og har bedt omverdenen om hjælp. Man har ikke selv midler til at foretage en forsvarlig skrotning af Sovjertunionens gamle reaktorer.

Atomkraft ser således ikke ud til at være verdens redning…

© Steen Ulnits 1999

Alle disse oplysninger stammer fra en russisk militærperson ved navn Aleksandr Nikitin, der videregav dem til den norske miljøorganisation “Bellona”, som så formidlede dem videre til en skræmt vestlig verden. Russerne svarede med at anholde Nikitin, der af FSB (tidligere KGB) blev anklaget og fængslet for at have lækket statshemmeligheder.

De russiske myndigheder har i mellemtiden ikke været i stand til at afvise Nikitins tal. De har ikke engang forsøgt på det. Ganske vist har retten i Sankt Petersborg netop afvist sagen, men alligevel valgt at opretholde sigtelserne. Menneskerettigheder er for en gangs skyld ikke en by i Rusland…

Som lystfisker kan man kun gøre én ting: Boykotte det russiske laksefiskeri på Kola. Så undgår man også at udsætte sig selv for mulig stråling fra de mange lækkende reaktorer, der er mere rustne nu, end da tallene blev lækket.

© Steen Ulnits 1999

Der produceres tamlaks som aldrig før. Den samlede verdensproduktion ventes snart at runde 400.000 tons! Samtidig har vildlaksen det dårligere end nogensinde…

I 1994 blev der på verdensplan produceret 356.000 tons atlanterhavslaks i fortrinsvis flydende netbure – med Norge som den absolut førende nation. Samme år blev der af erhvervsfiskere blot landet 5.000 tons…

Det er således enorme mængder tamlaks, der efterhånden produceres til det næsten umættelige verdensmarked. Resultatet er blevet, at laks idag er billigere at købe end torsk – hvor det før var direkte omvendt.

Men udviklingen standser ikke her. Således forventer lakseopdrætternes brancheorganisation, “International Salmon Farmers Association”, at den samlede produktion af atlanterhavslaks i 1995 vil nå op på 460.000 tons!

Situationen er en noget anden på den nordamerikanske vestkyst – i Stillehavet. Her blev der af erhvervsfiskere i 1994 fanget ikke mindre end 765.000 tons stillehavslaks fordelt på fem forskellige arter. Opdrættet, som her stadig er i sin vorden, producerede “kun” 67.000 tons pacifiske tamlaks…

Da det norske havbrugsopdræt af laks for alvor tog fart i 80’erne, så mange det som redningen for den atlantiske vildlaks. Det store og støt stigende opdræt pressede priserne på laks så langt ned, at det ikke længere var rentabelt at drage langt til havs og brænde i tusindvis af liter dieselolie af for at fange vildlaksene på deres opvækstpladser i internationalt farvand.

Hermed var vejen banet for den utrættelige islænding Orri Vigfusson og hans “North Atlantic Salmon Fund”, der kunne opkøbe først den færøske og siden den grønlandske laksekvote og dermed sikre i titusindvis af vilde laks mulighed for at vende sikkert hjem til deres respektive fødelande.

Fordele og ulemper

Så vidt så godt. Desværre voksede træerne ikke ind i himlen.

Den lille norske lakseelv Etne har i de senere år oplevet et fiskeri, man ikke har kendt magen til. For godt 20 år siden – i 1975 – satte man en foreløbig rekord med en årsfangst pa 5,5 tons laks. En i sig selv imponerende fangst for så lille en elv. Etne er nemlig kun laksetørende på de nederste 7-8 km, og vandføringen er sammenlignet med andre norske lakseelve ganske beskeden.

I 1989 indførte så nordmændene det længe ønskede forbud mod drivgarn i norsk farvand. Og allerede samme år kunne man i Etne notere en ny lakserekord med en fangst på over 8 tons! Alle klappede i deres små hænder og glædede sig – dels over forbudet, dels til næste sæson, som da også levede helt op til selv de vildeste forventninger. Årsfangsten i 1990 blev nemlig endnu en ny rekord med mere end 9 tons laks !

Det norske drivgarnsforbud var næppe kommet, hvis ikke en norsk kæmpeproduktion af tamlaks i netbure havde presset laksepriserne så langt ned, at garnfiskeriet ikke længere var nær så interessant.

Norge er i dag verdens suverænt største producent af tamlaks. I 1970 havde man en beskeden produktion på omkring 100 tons i et fåtal havbrug med flydende netbure. 20 år senere – i 1990 – havde man en produktion på knap 200.000 tons. Og i 1996 passerer vi altså de 400.000 tons!

Det er et næsten ufatteligt stort tal. Regner man det om til antal laks, så er det et sted mellem 100 og 200 millioner laks! Leger man videre med tallene, vil disse laks – hvis man lagde dem i forlængelse af hinanden – kunne nå næsten tre gange rundt om Jorden ved Ækvator! Eller en tredjedel af vejen ud i verdensrummet til Månen!!

Regn selv efter, hvis du ikke tror på det! Regnestykket antager, at en typisk havbrugslaks vejer 2,5 kg og måler 65 cm.

Genetisk forurening

Flydende netbure ikke ret solide. Faktisk er de ganske skrøbelige og ofte udsat for brud på netmaskerne i hårdt vejr – naturligvis med masser af undslupne laks til følge. Det kender vi jo også fra vore hjemlige havbrug, hvorfra der regelmæssigt undslipper regnbueørreder.

Herhjemme glæder vi os ofte over de undslupne regnbuer. I Norge bander man i stedet over de undslupne tamlaks, der sommer og efterår søger op i nærmeste elv for dér at gyde sammen med vildlaksene.

Problemets størrelse ses af, at man fra officiel norsk side anslår antallet af undslupne laks i 1990 til små 2 millioner! Til sammenligning regner man med, at der i hele Norge findes 100.000 vilde laks. Alene i 1990 undslap der altså 20 gange så mange tamlaks, som der er vildlaks i Norge!

De mange undslupne tamlaks gyder sammen med de få vildlaks, hvilket medfører en såkaldt “genetisk forurening”. Tamlaksenes gener er af blandet og ukendt herkomst og derfor i høj grad uønskede i elve med en naturlig produktion af vildlaks.

Gennem årtusinder har vildlaksene tilpasset sig netop deres fødevandløb og dets karakteristika. Vildlaksene har derfor udviklet lokale stammer, som er unikke for det pågældendc vandløb. Stammer, som ikke sjældent ser helt forskellige ud. Nogle er korte og tykke – andre lange og slanke. Nogle vandrer tidligt op – andre sent. Alt i alt har vildlaksene således tilpasset sig optimalt til netop “deres” vandløb.

I den norske Eidselv oplevede man ved årsskiftet 91/92 det helt store mareridt, da elven efter voldsomme vinterstorme blev invaderet af undslupne tamlaks. Fra lokalt hold anslog man, at der pludselig var ti gange så mange tamlaks som vildlaks i elven. Tamlaks, som oven i købet var inficerede med sygdommen furunkulose – den, der senest har hærget i den svenske Mørrumså. Og som man nu frygter skal smitte de resterende vildlaks i elven.

Vender vi igen tilbage til den lille Etne, som jo oplevede et sandt eventyr af en lakseopgang i både 1989 og 1990, så kan man med rette spørge sig selv, hvorfra mon alle de mange laks pludselig kom. Der var jo næsten tale om en fordobling af fangsten fra 1975 til 1990. – Kan lille Etne overhovedet have en så stor naturlig produktion?

Det kan den ikke. Den kolossale fremgang i fangsterne skyldes udelukkende undslupne tamlaks. Så store, naturlige udsving forekommcr ikke, at man pludselig dobler en gammel rekordfangst op. Teorien bestyrkes fra flere hold. Blandt andet kunne den svenske laksefisker Erik Erlandsson, som har set flere laks end de fleste, under et besøg konstatere, at samtlige de tre laks, han så, var tamlaks…

Østersølaksen

Østersølaksen er mindst lige så hårdt trængt som Nordatlantens laks. Den tilhører samme art, men er en stamme, som aldrig forlader Østersøen. På samme måde som mange atlanterhavslaks samles i Davisstrædet mellem Grønland og Canada for at æde, så samles de fleste østersølaks i den sydlige Østersø, hvor føden er rigeligst.

Herude på opvækstpladserne er de genstand for et erhvervsfiskeri, som idag truer med at trække tæppet væk under de sidste naturlige bestande. Man regner med, at der idag højst er 10% vildlaks tilbage i Østersøen med tilløb. De øvrige skyldes massive udsætninger.

Men i takt med de stigende udsætninger er det kommercielle laksefiskeri langt til havs også steget. Og på opvækstpladserne tages tamlaks og vildlaks i én skøn forvirring. Udsætning af og fiskeriet efter tamlaksene er således en trussel mod de sidste vilde østersølaks.

Men med de nuværende lave laksepriser – igen på grund af det norske lakseopdræt – er der ikke megen omsætning i østersølaksen. Således landede bornholmske fiskere i 1995 kun laks for en værdi af 11 millioner kroner – en brøkdel af, hvad eksempelvis det svenske sportsfiskeri efter laks i Mørrumsåen indbringer.

Der er således kun gode grunde til at stoppe det kommercielle laksefiskeri i Østersøen helt. Stopklodsen for en sådan beskyttelsesforanstaltning er de gamle traditioner i fiskerierhvervet. De har mildest ikke fulgt med tiden…

Smittebærere

Mange betragter som nævnt det store norske lakseopdræt som vildlaksens redning, idet opdrættet via lavere laksepriser har gjort det uselektive højsøfiskeri urentabelt.

Der er da heller ingen tvivl om, at det har betydet utrolig meget for den udvikling, der for øjeblikket er i gang overalt i de lakseførende lande omkring Atlanterhavet. Den udvikling, som islændingen Orri Vigfusson satte i gang ved at opkøbe først den færøske og siden den grønlandske laksekvote. Noget tilsvarende er nu ved at ske i såvål Canada som Storbritannien.

Havde det ikke været for de rekordlave laksepriser, ville denne udvikling aldrig være startet. Det er således hævet over enhver tvivl, at det store lakseopdræt har givet lave kilopriser, som har gjort det urentabelt at fortsætte med højsøfiskcriet efter laks. At lakseopdrættet på denne måde har bidraget til vildlaksens redning.

I de senere år har det imidlertid vist sig, at lakseopdrættet er et tveægget sværd, som ikke kun er til fordel for vildlaksen. Som allerede nævnt giver det storstilede lakseopdræt et enormt antal undslupne tamlaks, som blander sig med de talmæssigt underlegne vildlaks på gydepladserne – med en skadelig genetisk forurening til følge.

Men ikke nok med det. De mange tamlaks er også farlige smittebærere for elvenes vildfisk. De kan påføre vildlaksene sygdomme, som helt kan udrydde svage bestande. Eksempelvis førnævnte furunkulose. De kan også smitte elvene med parasitter såsom den frygtede “Gyrodactylus salari”, der i de senere år har hærget mange af Norges bedste lakseelve.

Det er en parasit, som menes at stamme fra lakseopdræt ved Østersøen, hvor laksene er resistente (modstandsdygtige) over for den efter mange, mange års sameksistens. Det er de nordatlantiske laks ikke.

Fødekonkurrenter

Endelig er der en meget overset sammenhæng mellem lakseopdrættet og vildlaksene. 100-200 millioner tamlaks vokser sig ikke store på en diæt af ingenting. De kræver foder af høj kvalitet og i store mængder.

– 0g hvor kommer så dette foder fra? Fra selvsamme hav, der brødføder vildlaksene! I havet lever vildlaksene af ikke mindst småfisk som sild, brisling, tobis og lodde med flere, som alle fiskes kommercielt. Det er de såkaldte “skidtfisk”, der anvendes i fiskemelsindustrien til fremstilling af – fiskefoder!!

Det er fiskebestande, som idag fiskes så hårdt, at de flere steder er truede. Tænk blot på, hvordan det Iykkedes erhvervsfiskeriet at udfiske en vigtig fødefisk som lodden oppe i Barentshavet.

Som tommelfingerregel bruges der 2,5 kg “skidtfisk” til produktion af 1 kg fiskefoder af høj kvalitet. Og selv om fiskeopdrætterne bliver dygtigere og dygtigere til at lave foder om til fisk, så kræves der stadig mere end 1 kg foder til at producere 1 kg laks.

Til den nuværende årsproduktion af 400.000 tons laks bruges der således mere end 1.000.000 tons “skidtfisk” – mere end 1 million tons småfisk! Det er ufattelige mængder føde, der på denne måde “unddrages” vildlaksene i Nordatlanten…

Det er næsten tragikomisk at tænke på, hvordan vildlaksene og tamlaksene på denne måde konkurrerer om den samme føde. Et storstilet lakseopdræt kræver foder, der fremstilles af selvsamme fødeemner, som vildlaksene ernærer sig af. Et støt stigende fiskeopdræt vil derfor uvægerligt tære på vildlaksenes føderessourcer.

Der verserer således allerede teorier om, at de senere års dårlige laksefiskeri i de fleste lakseførende lande omkring Nordatlanten meget vel kan skyldes overfiskning af de “skidtfisk”, som vildlaksene lever af. Tobisen har været nævnt som et af de fødeemner, der er blevet fisket alt for hårdt – til mulig skade for både vildlaksene og de havfugle, der også lever af dem – eksempelvis lunder.

Sådan genkendes tamlaksen

Den, der blot én gang har nydt synet af en nystegen, sølvblank vildlaks, vil aldrig være i tvivl, hvis ellers han tænker sig lidt om. Der er nemlig adskillige ting, som gør det muligt at skelne vildlaks og tamlaks fra hinanden:

– Vildlaks er slanke og torpedoformede fisk, der kan være mere eller mindre kompakte. Linjerne er rene og ubrudte, og fisken føles fast og muskuløs. Vildlaksen er helt enkelt formet af sit liv som hurtigsvømmer i de store have. Tamlaksen derimod er mere plump al kropsform – dertil lidt “lasket” og slap at føle på. Ofte er underkæbenlængere end overkæben, hvilket sjældent ses hos vildlaks.

– Selv om både vildlaks og tamlaks kan være helt sølvblanke, så er der dog alligevel forskel. Skællene sidder helt regelmæssigt på en vildlaks, hvor de ofte kan være uregelmæssige på en tamlaks. Det sikreste kendetegn er imidlertid pletterne, som er langt mere udtalte hos tamlaks end hos vildlaks. Selv efter længere tids ophold i det fri vil en tamlaks have flere sorte pletter end en vildlaks.

– En vildlaks vil altid have hele finner med skarpe kanter. Det er et sikkert kendetegn. En tamlaks vil derimod have mere eller mindre deforme finner – eller i hvert fald spor deraf. Det skyldes dels håndteringen af fiskene som små i ferskvandsdambruget – dels indbyrdes stridigheder i dammene eller senere netburene. Fiskene er aggressive og bider hinandens finner til blods, hvis de går for tæt.

Deforme, krumme og delvis uudvoksede finner er altid et sikkert tegn på, at fisken er en tamlaks.

Morale

Moralen af alt dette er, at der ikke altid er grund til glæde, når man netop har landet en laks. En laks er ikke blot en laks. Er det en vildlaks jævnfør ovenstående, er det bedst at sætte den ud igen. På den måde belaster man ikke den sårbare bestand af vildlaks. Er det i stedet en tamlaks, så er der mere end god grund til at slå den for panden og således befri elven for et uønsket element!

Tamlaks bliver kun vildlaksens redning, hvis opdrættet flyttes ind på land, hvor man kan kontrollere fiskene, mindske udslippet og holde sygdommene i ave.

Og så er der endda problemet med foderet at tage stilling til…

Laksen er i sandhed en vanskelig fisk!

Steen Ulnits

Måske har du læst bogen eller set filmen. Nu er der imidlertid også gået “Catch 22” i den canadiske fiskepleje…!

Fisk er vekselvarme dyr, hvis stofskifte og dermed aktivitet er direkte proportionalt med vandtemperaturen. Inden for bestemte rammer gælder derfor, at jo højere vandtemperatur desto større aktivitet.

Men større aktivitet kræver også mere ilt. Samtidig indeholder varmt vand mindre ilt end koldt vand. Det siger derfor sig selv, at det ved en given høj vandtemperatur begynder at knibe med iltindholdet. Da må fisken til at skrue ned for stofskiftet for at klare sig.

Under fighten og i de efterfølgende timer stiger indholdet af mælkesyre i fiskens blod – resultatet af de anstrengelser, som fisken udfolder under fighten. Mælkesyren er jo resultatet af et “nødstofskifte”, som fisken slår over på, når den er hårdt presset og det sædvanlige stofskifte ikke længere kan følge med.

Men med mælkesyre følger en iltgæld, som skal betales bagefter. Og er vandet for varmt, er der ikke ilt nok til denne tilbagebetaling. I værste fald vil fisken da dø af mælkesyreforgiftning.

Derfor bør man ikke fiske med genudsætning for øje, hvis vandtemperaturen er for høj. Hvor høj afhænger af tid, sted og den pågældende stamme af fisk. Men som tommelfingerregel kan man sige, at 20 grader er et omtrentligt vendepunkt.

Det har de kanadiske myndigheder i provinsen Newfoundland og Labrador taget konsekvensen af siden 1970’erne. Så længe har Department of Fisheries and Oceans (DFO) håndhævet den regel, at alt fiskeri i elvene forbydes ved vandtemperaturer over 22 grader Celsius.

Vandtemperaturen overvåges sommeren igennem 16 forskellige steder i provinsen. Målingerne går hver dag ud til de respektive lodges, som så kan booke gæster ud fra de aktuelle tal.

Dette havde i den varme sommer ’94 til resultat, at de fleste elve i det sydøstlige Newfoundland måtte lukke for fiskeri i hele juli måned – med store økonomiske tab til følge, da områdets mange lakselodges jo ikke kunne booke fiskende gæster.

Alligevel er der opbakning om DFO’s fredning af vandløbene, som jo udelukkende har til hensigt at bevare ressourcen – laksene – bedst muligt. Hvilket jo er i alles interesse – ikke mindst laksefiskernes!

Steen Ulnits

PS: I denne forbindelse kan det være interessant at bemærke, at Gudenåen nedstrøms Tangeværket det meste af sommeren ’95 var så varm, at de canadiske myndigheder ville have forbudt enhver form for sportsfiskeri. For slet ikke at tale om algerne…