Tjek på Transduceren

Det er transduceren, der er altafgørende for skærmbilledet på ekkoloddet. Læs her, hvordan den virker og bedst monteres på eller i båden.

Ethvert ekkolod – uanset type – bygger på samme princip. Et lydsignal sendes fra transduceren ned mod bunden, som reflekterer det/sender det tilbage. Ekkoloddet registrerer så den tid, det tager for ekkoet at nå tilbage igen og omregner det til længde/dybde. Og viser samtidig både bund som eventuelle fisk på skærmen.

GreyLine (1)

Det “rå” ekkolod vil vise fisk mellem overflade og bund som vandrette halvmåner. Idag har de fleste ekkolodder en funktion, der kaldes “FishID”, som omdanner en del af disse signaler til fisk på skærmen.

Signalerne skal have en vis styrke for at blive til fisk på skærmen. Svage signaler bliver til små fisk, mens stærke signaler tilsvarende bliver til store fisk. Man kan også sætte lyd til, så små fisk giver et spinkelt pip, mens store fisk leverer et kraftigt båt. Nogle lodder kan sågar afspille den amerikanske nationalsang!

Flere og flere lodder kan samtidig med FishID vise den eksakte dybde for hver enkelt fisk på skærmen. Det kaldes blandt andet for “FishTrack”:

“FishID” er i sig selv ingen garanti for, at det faktisk også er fisk, der vises! Faktisk kan det lige så godt være vandmænd eller lagdelinger i vandet. Meget ofte vil man se store mængder vandmænd samlet i strømskel, hvor de så tegnes som store fiskestimer – uden meget bid i…

“FishID” skal således tages med et ikke ringe gran salt. I starten kan man godt blive helt frustreret over alle disse “fisk”, som ikke vil hugge. Senere lærer man – i hvert fald et stykke hen ad vejen – at se forskel på skidt og kanel.

Vil man se småfisk på et følsomt lod, kan det anbefales at slå “FishID” fra. Da får man så også får de svagere signaler op på skærmen, og dem kan en dygtig fisker aflæse en hel del ud fra. Store fisk ses let som som små halvmåner på skærmen, hvis transducer og lod er korrekt justeret.

Grayline

“Grayline” eller “whiteline” er en meget vigtig funktion, som idag også findes på de fleste ekkolodder. Ikke mindst for torskefiskeren er det en aldeles uundværlig funktion, idet man ellers ikke kan skelne fisk, der står tæt på bunden. Uden grålinie vil sådanne fisk blot vises som forhøjninger af bunden.

Er “grayline” koblet til, vil bunden vises som en tynd sort streg. Eventuelle fisk, som står nær bunden, vil da vises som separate tegninger på skærmen. Under den tynde sorte streg vil bunden vises som et gråt felt – den såkaldte “grålinie”, der også fortæller noget om bundens beskaffenhed.

Er bunden hård – eksempelvis stenet – vil det ses på skærmen som en bred grålinie. Er bunden omvendt blød, vil den tegnes som en smal grålinie. Kobler man grålinien fra, vil hele bunden tegnes som sort.

Har man koblet “FishID” fra, kan store fisk give et så kraftigt signal, at buen eller halvmånen vises med en tydelig grålinie under. Da gælder det om at holde fast i stangen!

Sendefrekvens

Man skal vide, at ikke alle ekkolodder er ens. Nogle er lavet fortrinsvis til brug på dybt vand – andre er tiltænkt lavere vand.

Skal loddet udelukkende bruges på lavt vand, er man bedst tjent med et lod, der sender med en frekvens på omkring 200 kHz. Da får man det mest detaljerede skærmbillede. Skal man ud på større dybder, skal der en kort sendefrekvens på kun 50 kHz til i stedet. Her mister man ganske vist detaljerne, men når til gengæld i dybden.

Til almindeligt dansk småbådsfiskeri har man således ikke brug får de lange sendefrekvenser. De helt dyre lodder kan ofte operere med flere frekvenser, hvilket naturligvis gør dem velegnede til at dække et større dybdeområde på tilfredsstillende vis. Man kan eksempelvis vælge mellem 50 og 200 kHz.

En sendefrekvens på 100-200 kHz egner sig således til det meste småbådsfiskeri her i landet. Skal der 3D – altså tredimensionelle billeder på skærmen, er der brug for flest mulige detaljer og dermed en højere sendefrekvens. Humminbird’s 3D lodder kører derfor med hele 455 kHz.

Sendestyrke

Sendestyrken eller udgangseffekten er afgørende for, hvor langt ned loddet rækker. Typisk rækker et lod kun halvt så langt i saltvand som i ferskvand – helt enkelt fordi lydsignalet her skal mase sig vej ned gennem de opløste salte.

De billigste og svageste lodder har ofte kun en sendestyrke på nogle få hundrede watt, mens store og dyre lodder opererer med helt op til 3.000 watt. Vær dog opmærksom på de forskellige angivelser af sendestyrken, når man sammenligner lodder. Således svarer 3.000 watt til 375 RMS – altså går der 8 almindelige watt på 1 RMS.

På lavt vand kan man således klare sig med et billigt lod, der har en ringe udgangseffekt. Vil man længere ned og stadig bibeholde detaljerne, skal der en højere sendestyrke til. Har man pengene, er de godt givet ud på en større udgangseffekt!

Zoom (1)

Sendevinkel

Transduceren sender signalet ned mod bunden i en ganske bestemt vinkel, som kan være større eller mindre. Vinklen angiver den kegle, som signalet sendes mod bunden i.

Jo smallere vinkel, der sendes i, desto mindre et område af bunden vil blive ramt og vist på skærmen. Jo bredere vinkel desto større et areal af bunden dækkes og vises. Gør man sendevinklen mindre, vil man samtidig kunne nå dybere ned med sit signal.

Jo dybere vand der fiskes på, desto mindre bør denne vinkel/kegle derfor være. Eksempelvis vil 10-20 grader være passende på dybt vand, mens 30-40 grader er bedst på lavt vand.

Mange lodder har en transducer-vinkel på omkring 20 grader, hvilket dækker det meste småbådsfiskeri herhjemme. Enkelte har indbygget valgmulighed mellem to forskellige vinkler – andre har det som ekstraudstyr.

Under praktisk fiskeri er det rart at kunne skifte mellem to sendevinkler – en bred, der giver et langt bedre billede af verden under båden, når der fiskes inde på lavt vand. Og så en smal, der slår bedre igennem og dækker et tilpas stort areal under fiskeri på dybt vand.

Leder man efter vrag, kan en stor sendevinkel gøre opsporingen lettere. Man skal dog vide, at en stor sendevinkel ikke er lutter fordele. På skærmen kan man nemlig ikke se, hvor i det nu langt større areal under båden en eventuel fisk befinder sig. Flere af Apelco’s lodder byder i den forbindelse på funktionen “bottom coverage”, der fortæller, hvor stort et bundareal signalet dækker. En god funktion, man kan lære en del af.

I den forbindelse skal man være klar over, at sendevinklen ikke er ret. Den er faktisk bredest midtpå og smalner så ind igen mod bunden. Det er årsagen til, at Lowrance og Eagle’s 50 kHz transducer til dybt vand har en sendevinkel på hele 36 grader. Inden signalet er nået helt ned, er den reelle sendevinkel blevet ganske smal.

TriBeam (1)

De to mindste modeller i den nye “Wide” serie fra Humminbird er forsynet med den velkendte “Single-beam” transducer. De større modeller er i stedet udstyret med den nyudviklede “Tri-beam” transducer, som giver et helt nyt overblik på almindelige 2D-lodder.

“Tri-beam” transduceren har hele tre stråler, som dækker hinanden og tilsammen rækker hele 90 grader. Det giver mulighed for – via ny avanceret software – at vise fisk under og til siden for båden. Med tre forskellige symboler er man ikke i tvivl om, hvad der svømmer hvor. Det være sig lige under, til venstre eller til højre for båden.

SixBeam

I den allermest avancerede ende finder vi den store “Six-beam” transducer, som gør det muligt at gengive et tredimensionalt billede af bunden – i en samlet vinkel på 53 grader. Kombinerer man 3D-billedet med de fire gråtoner på det nye STN display, kan man for alvor hente vigtige og brugbare oplysninger frem fra verden under vandoverfladen.

SixBeam2

Indenbords eller udenbords montering

Det er som sagt transduceren, der sender lydsignalet til bunds og modtager det igen. Det siger derfor sig selv, at denne del af ekkoloddet er såre vital. Dens udformning og placering skal være sådan, at den kan sende og modtage uhindret under alle omstændigheder – også når båden er i fuld fart.

I gamle dage brugte man ofte store og tunge transducere, der sendte og modtog direkte gennem bådens skrog. Som altså blev monteret indenbords.

Idag er den hækmonterede transducer så godt som enerådende, hvad småbådsfiskeri angår. Den skal placeres på bådens agterspejl, så den lige akkurat når ned under båden – men samtidig ikke så langt, at den bremser vandstrømmen. Korrekt placering er således alfa og omega.

Transduceren skal være strømlinet og kan rumme flere sendere og modtagere. Avancerede lodder har idag transducere, som kan kigge fremefter og ud til siderne – med helt op til seks separate og overlappende stråler. Uheldigvis fylder sådanne transducere ofte ganske meget, hvilket kan give problemer med placeringen.

Jo mindre og mere strømlinet transduceren er, desto lettere er den at placere korrekt, og desto bedre arbejder den under høj fart.

Der findes også lodder, som kan vise bunden under båden i 3D, men disse lodder har aldrig rigtig slået an. Dertil er de lidt for forvirrende at kigge på – i hvert fald i begyndelsen. Har man først vænnet sig til dem, går de for mange trolling-fiskere hen og bliver uundværlige. For kun med et 3D lod kan man eksempelvis se, hvor på en skrænt man befinder sig. Almindelige 2D lodder angiver jo blot vanddybden under båden.

Nogle lodder har en transducer med integreret fart- og temperaturmåler, hvilket umiddelbart kunne lyde som det bedste. Imidlertid bliver sådanne integrerede transducere i regelen store og svære at placere rigtigt. Andre lodder kræver montering af separate, men mindre og mere handy enheder til måling af disse for fiskeriet så vigtige informationer. Værdierne kan aflæses direkte på ekkoloddets skærm.

Oplysninger om fart og temperatur bør ikke mangle, hvis man ellers har pengene til det. Det er både spændende og interessante oplysninger, som brugt rigtigt vil give flere fisk i båden!

Alternativ montering

Foretag aldrig en endelig fastmontering – med skruer gennem skroget – før placeringen er 100% sikker og gennemtestet. Den største risiko er luftbobler fra skroget, som under sejlads passerer mellem transduceren og vandet. Da får man intet brugbart på skærmen. Følg derfor brugsanvisningen nøje!

Vil man sikre sig, at tranduceren ikke lider overlast under søsætning og ophaling, kan man vælge en såkaldt “kick-up” montage i rustfrit stål. Med et enkelt greb kan transduceren så hæves – ud af farezonen – eller sænkes – ned under bundlinjen.

Vil man undgå de ulyksalige huller gennem skroget, som skal tætnes omhyggeligt, kan man i stedet montere sin transducer på en plade, som så enten skrues fast – over vandlinjen – eller limes fast på agterspejlet med vandfast siliconelim.

Jeg brugte i mange år en såre praktisk montering af transduceren på min lille Limbo jolle. Systemet kræver et stykke rustfrit ogsyrefast 18/8 stålplade i 2 mm’s tykkelse. Stålpladen er nederst monteret med transduceren. Øverst er der to lange slidser, som passer til to skruehuller i skroget over vandet.

Pladen monteres med to rustfri skruer og fløjmøtrikker, hvorefter transduceren let og bekvemt kan hæves og sænkes. Når man søsætter båden eller trækker den på land, løsner man blot de to møtrikker og hæver transduceren. Vel ude i vandet igen sænker man den og strammer atter møtrikkerne.

På denne måde undgår man at bore huller i skroget under vandlinjen. Man undgår også, at transduceren beskadiges under søsætning, landgang og optagning. Systemet egner sig derfor primært til små både med enkeltskrog.

På større både kan transducer samt temperatur- og fartmåler monteres samlet på en plastplade, som så skrues fast på agterspejlet. Så kan man nøjes med to skruehuller, der endda kan holdes over vandlinjen.

Læs også artiklen “Montering af transducer“, som du finder her på denne side.

© Steen Ulnits 1999