Fluefiskerne har deres AFTM-system at ty til, når det gælder fluestangens vægtklasse. Spinnefiskerne taler tilsvarende om en stangs kastevægt .
Men fiskestangen skal jo andet og mere end blot kaste. Den skal også kunne fighte fisken. Og for at få fisken sikkert på land, skal stangen have en vis rygrad, der svarer til fiskens størrelse. Kan man ikke lægge det fornødne pres på fisken, da får man den måske aldrig op. Det nytter således ikke at drage på storvildt-fiskeri med ultralet fiskegrej!
© foto Steen Ulnits
– Hurtig eller langsom?
At en stang er “hurtig” i aktionen betyder, at den oplades hurtigt under kast med en kort bevægelse. Omvendt kræver langsomme stænger længere tid og en større bevægelse til denne opladning. Hurtige stænger har ofte topaktion, mens langsomme stænger harhelaktion, hvor hele klingen bøjer under kast og fight. Der findes naturligvis også en mellemting, nemlig den progressive aktion, hvor stangen bøjer længere og længere ned i klingen med stigende belastning.
Topaktion egner sig kun til lette enhånds spinnestænger med fastspolehjul. Stænger til brug med multihjul bør i stedet have en rolig helaktion, så man undgår fuglereder i kastet. Fluestænger bør altid have progressiv aktion, da de jo skal kunne håndtere en meget variabel kastevægt. Under kastet arbejder jo fluestangen med en linelængde (kastevægten), der hele tiden forlænges.
Med kort line ude arbejder kun toppen, mens resten af klingen gradvis træder i funktion med øget linelængde. Fluestænger må derfor aldrig have topaktion. Skal man rullekaste meget, er lange stænger med helaktion bedst. Dette gælder ikke mindst tohånds laksestænger til spey kast.
Som fluefisker kan man have brug for både hurtige og langsomme stænger. Hurtige og kraftfulde stænger er sagen, når der konstant skal kastes langt i hård vind. Bløde og langsomme stænger er omvendt ideelle, når der kun skal kastes kort og fluen placeres elegant.
– Lang eller kort?
Stangens længde har endvidere en rent mekanisk funktion, som ikke må overses. Alt andet lige giver en lang stang længere kast end en kort, som til gengæld kaster mere præcist. Der er dog grænser for, hvor lang stangen kan blive. Bliver den for lang, kan man ikke håndtere den. Og bliver en fluestang omvendt for kort, kan man ikke holde linen fri af jorden i bagkastet.
En kort stang er det eneste rigtige, når man fisker i tæt vegetation, som ikke tillader de store armbevægelser. Men bortset fra dette, så har den lange stang de fleste fordele. Med den kan man lettere holde line og agn fri af siv, tang og andre forhindringer under fiskeriet. Under fight af store fisk under vanskelige forhold er den lange stang ligeledes til stor hjælp.
Når det gælder fight af fisk, er der dog nogle klare grænser for, hvor lang stangen må være. Her er det vægtstangsprincippet, der slår igennem. Fisker man efter rigtig store fisk – eksempelvis tun og marlin – kan man med en lang stang ikke lægge det fornødne pres på fisken under fighten. Vægtstangsregelen gør, at man med en lang stang ikke råder over den fornødne kraft til at “pumpe” fiskene ind eller op til båden.
Her kræves der “lifting power”, og big game stænger er derfor aldrig længere end 6 til 7 fod gerne kortere.
Test kurve og line klasse
Hvor aktionen fortæller noget om, hvordan klingen bøjer under belastning, dér fortæller stangens test kurve noget om, hvor kraftigt et pres stangen er i stand til at lægge på fisken under fight. Stangens test kurve angiver, hvor meget stangen kan trække, når bundstykke og stangspids danner en retvinklet og ligebenet trekant. Jo mere stangen kan trække, desto større fisk kan den bringe i land.
Systemet er engelsk, og stangens test kurve er derfor angivet i “lbs.” – altså i engelske pund. Klassifikationen finder især anvendelse til medestænger. Typisk har en let medestang en test kurve på 1/2 til 1 1/2 lbs. En svær medestang, som skal kunne tackle store karper, har tilsvarende en test kurve på 2 til 3 lbs.
Når det gælder svære havstænger, bruger man en anden form for klassifikation. Her taler man om stangens line klasse – også i engelske pund, lbs. – som fortæller noget om den line, der bør benyttes til stangen. Således bør der efter dette system bruges en 20 lbs. line til en 20 lbs. stang. Havstænger med en line klasse på 20-30 lbs. klarer de fleste havfisk på lavere vand, mens de helt store tun og marlin kræver line klasser på 80-130 lbs.
Imidlertid er det ikke så enkelt som så. Bruger man eksempelvis en 3 punds line på en stang med en 3 punds test kurve, vil linen knække. Den er alt for tynd. Her skal man i stedet gange med 3, 4 eller måske 5 for at få den rette line. Altså skal den line, der bruges på en stang med en 3 punds test kurve, have en brudstyrke på min. 9 pund, max. 15. Den dygtigste fisker kan klare sig med den tyndeste line, mens den urutinerede bør holde sig til den sværeste.
Også når det gælder havstængerne, bruger man i regelen sværere liner, end line klassen angiver. Så har man en vis sikkerhedsmargin, der tillader slid på linen. Kun en helt frisk line holder jo sin brudstyrke – uden knude, vel at mærke. Det er således en god idé at bruge en 30 punds line på en 20 punds stang.
Kort resumeret: Stangens aktion fortæller om dens måde at bøje sig på under kast og fight. Stangens kastevægt fortæller om de vægte på agn og kunstagn, som stangen kan kaste ubesværet med – altså uden at under- eller overbelastes. Stangens test kurve fortæller, hvor stort et pres den kan lægge på fisken under fight. Endelig angiver stangens line klasse, hvor kraftig en line den er dsignet til.
AFTM systemet
Fluelinen er hjertet i enhver fluefiskeudrustning. Modsat spinnefiskeriet, hvor en tung kastevægt trækker en tynd line efter sig, er det her den tykke og tunge flueline, som trækker den næsten vægtløse flue efter sig. Det er ligeledes fluelinens vægt, der afgør valget af fluestang. Her er fluefiskeri og spinnefiskeri således fundamentalt forskellige måder at fiske på.
Desværre er vore dages flueliner ikke så lidt af en jungle. På verdensplan har antallet af forskellige flueliner nemlig for længst passeret det første tusind, og antallet stiger stadig! Selv for en garvet fisker kan det derfor være svært at vælge.
Alle flueliner blev tidligere fremstillet af samme materiale – silke imprægneret med en linolie-agtig dressing. Linens vægt afhang af dens tykkelse, og man gav derfor linerne bogstavbetegnelser, der både fortalte om tykkelse (og dermed vægt) samt tapering. Eksempelvis “HCH”, der var “H” tyk i begge ender og “C” tyk på midten. Dette bogstavsystem var enkelt og fungerede godt i silkens tid.
Fra silke til PVC
Silkeliner kaster fortræffeligt, idet de er tynde og uelastiske. De flyder imidlertid kun, dersom man indfedter dem – en omstændelig procedure, der må gentages en gang om dagen. Det var derfor noget af en revolution, da amerikanske Cortland i 1952 sendte verdens første syntetiske flueline på markedet – en line, der flød, når den blev indfedtet, præcis som silkelinerne, og sank, når den ikke blev.
I 1954 sendte så Scientific Anglers – ligeledes USA – den første selvflydende line på markedet. Det var “Air Cel”, der med mikroskopiske glaskugler indstøbt i coatingen havde en vægtfylde mindre end vands. Kort efter fulgte “Wet Cel” trop – verdens første ægte synkeline med metalpartikler iblandet coatingen.
Men nu fungerede det gamle bogstavsystem til klassificering af linevægten ikke længere. Nu vejede en synkeline af samme tykkelse som en flydeline nemlig adskillige gange så meget! Der måtte derfor et nyt system til – et system, der kunne fortælle om linens vægt uanset dens tykkelse.
Lineklasserne
Det blev til AFTM-systemet, som angav linens vægt i forskellige klasser – fra 1 til 12 med 1 som den letteste og 12 som den tungeste.
Klasse 1-2 ses uhyre sjældent og er mest legetøj for inkarnerede fluefiskere, for hvem det hele ikke kan blive let nok.
Klasse 3-4 er praktisk anvendelige liner, som egner sig til delikat præsentation af de mindste tørfluer på de tyndeste forfang.
Klasse 5-6 er såre anvendelige og ideelle til det meste ørred- og stallingfiskeri med vådflue, tørflue og nymfe.
Klasse 7-8 er så nær idealet, man kan komme, når det gælder streamer-fiskeri i større vandløb. – Eller let enhånds fiskeri efter laks og havørred.
Klasse 9-10 hører til i den svære ende, hvor vi finder tunge enhånds og middelsvære tohånds stænger til laks og havørred.
Klasse 11-12 anvendes på vore bredder næsten udelukkende til lange laksestænger. Andre steder i verden fisker man tarpon, tun og sejlfisk med dette grej – på enhånds stænger!
I AFTM systemet er det vægten af de første 30 fod – 9,15 meter – der er afgørende. Man besluttede i sin tid, at det var den linelængde og dermed vægt, der oftest belastede stangen under praktisk fiskeri. Det er jo med fluestangen som med spinnestangen, at den arbejder bedst/ kaster bedst med en bestemt kastevægt. Essensen af AFTM systemet er, at en line klasse 7 hører til en stang klasse 7 og så fremdeles.
Vægt og tapering
I praksis er det imidlertid sjældent, at man fisker med netop 9,15 meter line uden for topøjet. Skal der kastes langt, er der mere line end som så i luften. Skal der omvendt kastes kort – eksempelvis i små bække og åer – er der måske ikke mere end 5 meter line uden for topøjet.
I førstnævnte tilfælde står man sig derfor ved at vælge en line, der er en klasse lettere ned foreskrevet – i sidstnævnte tilfælde en line, der er en klasse tungere. Ellers har stangen ikke vægt nok at arbejde med under kastet.
Endelig skal man være klar over, at der også er forskel på de forskellige taperingers reelle vægt. Således vil eksempelvis en klasse 6 stang, som kaster optimalt med en WF 6 line, fungere bedst med en DT 5. Tilsvarende vil den samme stang i regelen kaste bedst med en ST 7 line, hvis man har brug for skydehoved.
Ser man en fluestang klassificeret som AFTM 6-7, betyder det normalt, at den er beregnet til en DT 6 line eller en WF 7. Skal den bruges med et skydehoved af standardlængde, står man sig ved at vælge en ST 8.
Tre forskellige lineklasser til én og samme stang, altså!
© Steen Ulnits 1999
Del denne artikel: