Vildørreder på vulkaner!

Glohede geysere og iskolde gletchere. Snestorme om vinteren og sandstorme om sommeren. Gysende kolde elve med små fjeldørreder og varme vulkanske søer med velvoksne ørreder. Det findes altsammen på Island!

Vi har været længe undervejs. Vi har sneglet os op ad stejle bjergveje. Vi har krydset små og store vandløb. Og nu har vi sågar også drukket en flaske af Sigurdurs hjemmelavede rødvin for at fejre, at vi nu er i højfjeldet!

Lipidurus

Den arktiske “skötuormur” (Lepidurus arcticus (Pallas)). Det islandske navn betyder “skadeorm” og hentyder til krebdyrets lighed med både en rokke (skade) og en lille orm.
 

Vi er kommet helt herop for at fiske, og vi nærmer os nu målet. Det er en perlekæde af søer højt oppe i bjergene nær kæmpegletcheren Vattnajökull. Det tager fem timers kørsel på først grusede og siden sandede veje, førend vi er fremme. Undervejs passerer vi et par knuste forruder i vejkanten…

Vi når op i nærheden af 1.000 meter over havet, førend det igen går lidt nedad. Umiddelbart før vort mål skal vi igennem to vandløb, hvoraf det ene kan være kritisk dybt for biler. Men det har været en tør vinter og en tør sommer, så der er ikke meget vand i elvene. Vi når derfor frem uden de store problemer – til vort fiskevand i de næste to dage.

Området er unikt – på flere måder. Historiske kilder fortæller, at der frem til 1400-tallet kun lå fire søer heroppe på fjeldet. De var til gengæld store.

Så kom der to lange år med konstante vulkanudbrud i 1480’erne – altså for godt 500 år siden. Der er flere teorier til, at landskabet kom til at se ud, som det gør idag. Den gængse er, at jordskorpen slog en revne, hvorved alt vandet i den største af søerne helt enkelt løb ud!

Tilbage blev tre store og geologisk set gamle søer. Søer med runde bjerge omkring sig og med flade strande dækket af forvitret brunt lavasand. Søer med mange krebsdyr af en gammel slægt –Lepidurus arcticus hedder de meget specielt udseende dyr på latin. Og søer med en bestand af ørreder, som voksede eksplosivt på de mange krebsdyr. Trods den store højde over havet er vandeti søerne 10-12 grader varmt sommeren igennem – en ideel temperatur til en hurtig vækst for ørrederne.

Nyt efter de to års intense vulkanudbrud var 41 større og mindre kratere, som efterhånden blev fyldt med vand. Kratersøer med forrevne strandlinjer og groteske lavaformationer langs bredderne. Søer, hvoraf nogle havde forbindelse med de oprindelige søer.

Herfra indvandrede hurtigt ørreder, som fandt rigeligt med føde i de nye søer. Vulkanaske er jo fyldt med mineraler, som danner grundstammen i alle fødekæder under vandet. De søer, der lå isoleret fra omgivelserne, blev hurtigt forsynet med ørreder fra de øvrige søer – en form for oldnordisk P&T fiskeri, kunne man sige. Omend fiskeriet dengang blev drevet med garn og af de lokale bjergbønder.

Resultatet er under alle omstændigheder, at der idag findes et fremragende fiskeri i størsteparten af de nu 44 vulkansøer. Problemet – i hvert fald for en tilrejsende – er, at området er kolossalt stort og svært at finde rundt i. Det er i hvert fald ikke et område, man ønsker sig at fare vild i – og da slet ikke uden en stabil 4-hjulstrækker…

Ufin konkurrence…

Sigurdur er min fører i dette morads af søer. Han har fisket området i mere end tyve år og kender hver en vandpyt. Han fisker – som de fleste islændinge – med det, der nu giver flest fisk. Som oftest er det derfor en fed luns olieholdig makrel, der sidder på krogen under hans flåd!

veidi2

Selv holder jeg mig nu til fluen og tager, hvad der kommer. I flere af søerne er der godt med ørreder, som imidlertid kun sjældent vejer over kiloet. Men kors, hvor sådanne vildørreder kæmper. En kiloørred heroppe slås, som var det en dobbelt så stor dansk havørred!

Andre søer kaster sjældent fisk af sig, men når de gør, er der vægt bag. I de største af søerne er fisk på 4-5 kg ingen sjældenhed – med fisk på 11 kg som de størst kendte. Til gengæld er man nødt til at bruge kraftigt spinnegrej for at nå ud til fiskene.

Sigurdur tager skyldigt hensyn til min fluestang og dens begrænsede rækkevidde. Vi fisker derfor mest i små og mellemstore søer, hvor jeg kan nå ud til kanten mellem det lave og det dybe vand med mine kast. Det er herude, søørrederne går – ingen andre steder.

En tidlig morgen fisker jeg i indløbet til en lille sø, som afvander hele området. Jeg har fra toppen af bjergkammen set fisk i overfladen, hvor strømmen løber ud i søen. Uheldigvis er der andre, som har fået samme idé…

Jeg er næppe vadet ud på kastehold af skrænten, førend hele tre islommer indfinder sig – alle for at fiske nøjagtig samme sted som mig. De kæmpestore fugle er slet ikke sky. Lystigt og aldeles hæmningsløst fisker de lige præcis så langt ude, at jeg ikke kan nå dem med min flue!

Efter en halv times resultatløst “fællesfiskeri” opgiver jeg og overlader scenen til de tre lommer. De er nok alligevel de bedste fiskere af os fire! Jeg vandrer derfor op over bjergkammen – op mod den øverste sø.

Stor ørred i lille sø

Da jeg når helt til tops – godt varm i vaderne! – har jeg et pragtfuldt overblik. Vandet ligger spejlblankt hen – en sjælden ting heroppe i bjergene – og i det ene hjørne af søen viser en vægtig fisk sig regelmæssigt i overfladen. Tunge ringe ruller ud over vandet og sætter pulsen betragteligt i vejret!

veidi

Sigurdur har også set fisken og sætter som jeg kurs mod stedet. Der skal vades langt – et halvt hundrede meter – for at nå ud til skrænten i denne del af søen. Side om side står vi og spejder efter fisken – Sigurdur med sin makrelbid på krogen, jeg med et lille perlemorsfarvet Juletræ på forfanget.

Efter en god stund opgiver Sigurdur. Han vil op til bilen og have sig en kop varm morgenkaffe! Jeg nikker og siger, at jeg følger trop om lidt. Jeg vil give det en chance mere i det flotte vejr. Det er stadig vindstille, og solen prøver at kæmpe sig gennem disen. Det er lige før, det er varmt!

Sigurdur er nået helt op til bilen, da en vældig hvirvel kun få meter ude signalerer fisk. Jeg nærmest flår mit Juletræ ind fra et langt kast i en anden retning og sender det lynhurtigt ud, hvor fisken havde vist sig.

Allerede i andet tag er der fast fisk. Og hvilken fisk! Da den mærker krogen, sætter søørreden skruen til og sprinter panikslagent langt ud i søen – ud i det afgrundsdybe og turkisblå krater, hvor den har hjemme. Løslinen pisker ud af øjerne, og ATH hjulet begynder at give hals. Først da hele fluelinen og en god del bagline er røget ud, sætter fisken tempoet ned og går i dybden.

Herefter følger en lang gang tovtrækkeri, førend jeg for første gang ser ørreden i overfladen. Udløbene bliver kortere og kortere, mens kræfterne langsomt svinder. Til sidst vover jeg at presse fisken ind mod skrænten til det lave vand. Jeg er nødt til at håndlande den helt herude, da jeg ikke har noget net og der er alt for langt til land.

Første gang, fisken er inden for rækkevidde, farer den skræmt ud igen, da jeg nærmer mig med hånden. Anden gang ligeså. Men tredje gang får jeg fat om nakken på den og kan løfte den tykkeste ørred, jeg nogensinde har fanget, ud af vandet. I ren jubel holder jeg den højt op i luften, så Sigurdur kan se den oppe fra bilen.

Først da vader jeg i land med den største søørred, jeg endnu har landet på Island – en tyksak på ikke mindre end 4,1 kg!

Lidt bedrøvet blev jeg dog, da Sigurdur siden fortalte mig, at netop denne sø havde en naturlig ørredstamme, som islandske biologer kunne føre 18.000 år tilbage i tiden. Så gammel en ørred har jeg aldrig tidligere fanget…

Steen Ulnits