Forfatterarkiv: Steen

Forårsfluer og kolde kystørreder

Så er det atter højsæson for fluefiskeri efter kystens kuldskære, men sølvblanke havørreder.

Den sølvblanke havørred er kystfluefiskerens fornemste bytte – en vild og uberegnelig skabning. Den ene dag kan kystvandet formelig vrimle af hugvillige fisk – den næste kan vandet virke som støvsuget for liv.

Havørreden

Står man for første gang ved kysten, kan det hele se ganske uoverskueligt ud. At fange en havørred i alt det vand minder mest af alt om at vinde i lotteriet. Men sådan forholder det sig slet ikke. Havørreden har et ganske bestemt livsmønster, som gør det muligt for den dygtige fisker at finde frem til den på forskellige tider og steder.

Flotte fisk fanget på fluorescerende fluer!

Den dygtige havørredfisker ved, at bestemte ting styrer havørredens liv og færden i det salte vand. De to vigtigste er føden og de fysiske forhold. Hvor føden er, dér er også havørreden. Den er jo vandret ud i havet for at æde sig større, end den ville kunne i ferskvand. Det er derfor vigtigt at holde øje med livet på det lave kystvand. Hvis det et sted vrimler med tanglopper, kutlinger eller børsteorm, da er der mere end gode chancer for også at træffe havørreden. Og omvendt.

Kystfiskeriet efter havørred er på sit højeste forår og efterår, hvor fiskene jager for fuld kraft. Da kan man træffe ørrederne næsten overalt, og da jager de gerne dagen igennem. Den øvrige del af året har forhold som vandets saltholdighed og temperatur stor indflydelse på, hvor og hvornår man kan træffe havørreden. Havørreden kan nemlig ikke lide kombinationen af koldt og saltholdigt vand.

Dette betyder for kystfiskeren, at han i de kolde vintermåneder skal søge havørreden i beskyttede fjorde og vige med brakt vand, mens fiskeriet på åbne kyster er bedst forår og efterår. Er foråret sent og kystvandet derfor koldt, kan udtrækket fra inderfjordene forsinkes noget.

Generelt kan man derfor sige, at det sydligste Danmark byder på det bedste havørredfiskeri om vinteren, mens det nordlige Danmark fisker bedst den øvrige del af året. Jo koldere vinteren er, desto flere havørreder samler der sig i det sydlige samt i de brakke inderfjorde. Men netop nu er det ved at være højsæson ved alle kyster! Nået hen i april er der nemlig fisk på alle typer kystpladser – overalt i landet. Uanset saltholdigheden.

Grejet

Havørreden er en hidsig jæger, der kan fanges på mange forskellige måder. Flere og flere har dog fundet ud af, at flue og fluestang kan være en effektiv måde at fiske kystens havørreder på. At man langt fra altid behøver de helt lange kast for at komme i kontakt med den eftertragtede, sølvblanke havørred.

Faktisk træffer man her først på året tit på havørreden helt inde under land, hvor den let nås med et kort fluekast. Det er jo det laveste vand, som hurtigst opvarmes af solen. Ofte har den herinde indstillet sigtet på små fødeemner, som fluefiskeren bedre end spinnefiskeren kan efterligne på overbevisende måde!

Det gælder om at være klædt varmt på i det tidlige forår.

En 9-10 fods fluestang klasse 7-8 er standardudrustningen. Linen skal være af den langtkastende WF type, som bedre end den traditionelle DT tackler den vind, der i regelen altid blæser.

Fisker man i lave fjorde, kan man med fordel bruge en flydende line. Men fisker man mere på åben kyst, hvor der kan være bølger, da er en intermediate line det bedste valg. Med den kan man komme ned under bølgerne og dermed bevare kontakten ud til fluen. Et saltvandsbestandigt hjul – gerne med skivebremse – og 100 meter bagline fuldender udrustningen.

Fisker man på steder, hvor der er bølger eller stærk strøm, kan man med stor fordel benytte sig af en linekurv til at holde styr på de mange meter løsline. Line, som ellers bliver taget af strømmen eller fanger en masse drivende tang. Linekurven kan se lidt fjollet ud – det ser ud, som havde man en opvaskebalje spændt om maven! – men har man først lært sig at bruge den, ser man snart stort på sit udseende…

Fluerne

Fluerne er et kapitel for sig. Der er som altid to grundtyper at vælge imellem – ren fantasi og så mere eller mindre nøjagtige imitationer af de forekommende fødeemner. Store fantasifluer tages normalt hurtigt ind i lange tag – små imitationsfluer fiskes langsomt hjem i korte tag.

Farvestrålende fantasifluer – gerne fluorescerende – er generelt bedst i vinterhalvåret, hvor vandet er koldt og føden knap. I sommerhalvåret, hvor det lave kystvand ofte vrimler af liv, kan der omvendt blive brug for mere afdæmpede fluer, som ligner de forekommende fødeemner – småfisk, krebsdyr eller børsteorme. Lige nu skal der altså krasse kulører til, hvis man vil have lidt opmærksomhed i det store hav. Og det er jo lige netop det, vi gerne vil!

Et fluorødt Juletræ er altid et godt bud på en tidlig kystørred.

Men der kan også fiskes om natten her i marts måned, og da er der ikke brug for kulør på fluen.Til decideret natfiskeri er kulsorte fluer sagen – gerne buskede fluer á la Muddler og Zonker, der er helt suveræne til formålet. Og de må gerne fiskes stribende i overfladen, hvor havørrederne har lettere ved at se dem – også selv om vandet kun er få grader varmt.

Der er dog endnu en undtagelse, som gælder her i marts-april. Det er de såkaldte “nereider” – børsteorm med kraftige kæber, der sætter dem i stand til at angribe og æde mindre dyr. Som sandormene tilbringer de megen tid nedgravet i bunden, men ofte fouragerer de på bunden i umiddelbar nærhed af deres rør. Og da havner de tit i en fiskemave.

Mest interessante er de dog, når de sværmer i overfladen her om foråret. De forlader da deres rør i bunden og søger op til overfladen, hvor gydningen sker. Efter gydningen dør de alle, men under sværmningen er de genstand for meget stor interesse fra såvel fisk som fugle, der fylder sig med det lette bytte. Lange og buskede fluer fisket langsomt i overfladen er da et sikkert valg!

Man kan vælge nøjagtige imitationer, som skam fanger fisk og kan være sjove at binde. Er man imidlertid blot en praktisk anlagt fluefisker – og en lidt doven fluebinder – klarer man sig mindst lige så godt med en stor oliven Wooly Bugger str. 2-4. Den skal være bundet ubelastet og fiskes helt oppe i overfladen.

Indtagningen af denne flue skal ske uhyre langsomt – meget langsommere, end de fleste forestiller sig. Under denne indtagning gælder det om at være meget opmærksom. Hugget er nemlig ofte forsigtigt, og fisken kroger ikke altid sig selv. Linen strammer blot langsomt op.

Vad forsigtigt!

I det tidlige forår er det solen, der lokker havørrederne ind på det lave vand – solen, der varmer vandet op og får smådyrene frem af deres skjulesteder. Er man heldig, ramler man i april ind i de store børsteormes sværmning – noget, der får kystørrederne til at gå helt grassat. Det er nemlig årets første store ædegilde – en slags jordbærsæson på det lave kystvand.

Om foråret er det derfor vigtigere end resten af året, at man går forsigtigt til værks. Det gælder om at afsøge de inderste meter grundigt, før man vader ud og lukker op for distanceblænder-kastene! Mange er de gange, hvor årets første blankfisk er gået til hugget kun få meter fra land – fisk, der med garanti var blevet skræmt fra vid og sans, hvis man blot var vadet ud i vandet uden at affiske de inderste meter grundigt først!

Og så skal man da heller ikke glemme det rent praktiske i, at der på denne årstid er meget mere behageligt oppe på land end ude i vandet – i hvert fald hvis man ikke har tykke neoprenwaders at ty til…

Så bliv på land, fisk midt på dagen og nyd forårsolen i lange drag. Find et sted i læ for vinden og sug så de varmende stråler til dig, før du kaster dig ud i jagten på kystens blanke jæger.

© Steen Ulnits 2000

Kystflue i sommernatten

Sommernatten har sin egen charme og natfiskeriet sin egen teori. Der er fisk at fange sommeren igennem – uanset hvor varm den bliver!

Sol, sommer og sølvtøj – det er tre ting, som traditionelt ikke hører sammen. Sol og sommer betyder varmt vand inde under land, og varmt vand betyder i regelen nul ørreder inden for rækkevidde af fluestangen!

Ikke kun havørreder går til biddet om natten.

Men der er heldigvis undtagelser – mange endda – fra denne regel. Sol, sommer og sølvtøj hænger nemlig fint sammen, når blot man opsøger de rette steder på det rette tidspunkt. Så kan det sagtens lade sig gøre at komme i kontakt med den eftertragtede blanke havørred – selv midt i den varmeste sommer!

Tidevandets virkning

Tidevand, som løber ind i fjorde med en snæver munding, løber ofte ud igen med stor hast – langt hurtigere, end det løb ind. Samtidig fører det en masse fødeemner med sig.

Rovfiskene samler sig ofte, hvor det udløbende vand koncentrerer fødeemnerne. De stiller sig i bagvandet nær strømkanten – præcis som laks og havørreder gør det i vandløb.

I fjordområder med tilløb af store mængder ferskvand vil man ofte opleve det bedste fiskeri ved faldende vand i vinterhalvåret. Omvendt vil stigende vand ofte være det bedste i sommermånederne – i hvert fald nær fjordmundingen.

Grunden skal søges i vandets temperatur og saltholdighed. Om vinteren vil havørrederne ofte falde med det ferske vand udefter, mens de omvendt bliver presset indefter af det stigende salte vand, som de ikke holder af i vinterkulden. Om sommeren vil det stigende vand i stedet være koldere – med det resultat, at ørrederne ligefrem opsøger det!

Det er kombinationen af høj saltholdighed og lav vandtemperatur, der får de overvintrende havørreder til at søge indefter mod brakvand eller sågar ferskvand. Den kombination er der ingen ørreder, som trives med. Når temperaturen falder, må de derfor søge ferskere vand.

Temperatur og saltholdighed

Med stigende vandtemperatur trækker forårets ørreder ud mod mere salt og åbent vand. Her har de kun ét i hovedet – de store forekomster af børsteorm, krebsdyr og småfisk ude i havet. Havørrederne frådser foråret igennem i først sværmende børsteorm, siden vandrende rejer og gydende sildestimer med meget mere.

Som vandtemperaturen stiger, stiger også ørredens salttolerance. Sommeren igennem jager havørreden således aktivt selv i oceanisk havvand med en saltpromille på 35.

Hvor vinterhalvårets kystfiskeri ofte koncentrerer sig om lavvandede og brakke inderfjorde med ringe vandudskiftning, dér tilhører sommerens fiskeri så absolut de åbne havkyster med masser af frisk strøm og salt havvand. Herude stortrives havørrederne og vokser med eksplosionsagtig hast i det righoldige spisekammer.

Men vandtemperaturen kan også blive for høj ved kysten. Når vandet nærmer sig de 20 grader, søger havørreden igen længere væk fra land – ud mod dybere og mere køligt vand.

Havørrederne søger ind mod land efter solnedgang for at fouragere.

Det lave kystvand er imidlertid stadig meget rigt på føde. Det ved havørreden, som derfor søger ind under land i ly af mørket. Her kan den i ro og mag fouragere, indtil solen igen står op og gør vandet for varmt.. Vil man derfor i kontakt med kystnære havørreder i sommervarmen, må det ske i døgnets mørkeste timer.

I dagtimerne

Råder man over båd, kan man dagen igennem kontakte havørreden på dybere vand, hvor den imidlertid oftest står og fordøjer. Og da er den jo ikke så nem at lokke til hug. Havørreden er derfor lettest at få i tale under nattens fourageringstogter ind til land – bedst på store fluer, der fiskes stribende i overfladen. Her har fiskene lettest ved at se dem.

I dagtimerne kan man dog også finde ørreden på steder, hvor dybt vand og frisk strøm når helt ind under land. Eller hvor stenrev skyder op fra havbunden og byder på frisk strøm og køligt vand, som presses op fra dybet.

Holder man sommerferie på Bornholm, er det den klipperige nordkyst, som bør prøves. Sydsiden, der fisker godt i vinterhalvåret, er forbeholdt badegæster i sommertiden. Her er vandet lavt og varmt, og bunden flere steder sandet. Oppe nordpå er der derimod dybt og køligt vand helt inde under land – kun få meter fra klippekysten.

Husk blot linekurven, når der fluefiskes fra skarpe klipper. Ellers kan det godt koste en line i ny og næ – samt flere meter af kastelængden!

Eneste generelle krav til en god sommerplads er, at vandtemperaturen skal være tilpas lav. Forbløffende mange steder kan man finde eksempelvis 15 grader varmt vand, hvor vandtemperaturen ellers ligger oppe i nærheden af 20 grader helt inde i strandkanten. Opsøg altid de steder, hvor der ser ud til at være strøm af den ene eller anden art.

Et vandtermometer er derfor en god ting at have med i sommerferiebagagen. Så kan man checke både badevandet og fiskevandets temperatur på samme tid!

Natfiskeriets teori

Natfiskeriet har sin egen teori, som det er godt at kende lidt til. Gør man det, forøger man helt enkelt sine fangstchancer betragteligt!

Det er ganske vist mørkt om natten i sommermånederne. Alligevel er himlen altid så lys, at fiskene kan se deres bytte i silhuet mod den. Det betyder, at man skal fiske højt med sine fluer i nattetimerne. Fluer, der går lige under overfladen, vil have de bedste chancer for at blive set af jagende havørreder.

Stort og sort er sagen, når der skal fiskes om natten.

Fluefiskeren bruger derfor altid en flydende line, som dels holder fluen oppe i vandet – dels selv bliver oppe i overfladen, hvor den er lettere at holde styr på i mørket.

For enden af forfanget, der ikke behøver være mere end 6 fod til natfiskeri, binder man med fordel en sort og busket silhuetflue – eksempelvis en “Zonker” med vinge af en strimmel kaninskind eller en “Muddler” med krave og hoved af hjortehår.

Det er fluer, som går højt i vandet – som har en kraftig silhuet og som samtidig udsender trykbølger under vandet. Altsammen faktorer, som gør det lettere for fiskene at lokalisere fluerne. En natflue i sin mest enkle og samtidig ekstreme udformning er en streamerkrog fyldt op med hjortehår og klippet helt ned på undersiden, så kroggabet er frit. En god “Cigar” kalder man den.

Der er ingen grund til at bruge let grej til natfiskeri. Dels fordi fiskene ikke ser så godt i natmørket – dels fordi det er rart at kunne lægge ekstra pres på, når man skal holde krogede fisk fri af eventuelle forhindringer ude i mørket.

Lyt efter fiskene

På stille aftener og nætter kan man både høre og se, om der er fisk i farvandet. I så fald vil man opleve fiskene plaske mere eller mindre højlydt i overfladen, mens de jager. En trænet fisker kan sågar artsbestemme, hvad han eller hun hører – endda med rimeligt stor sikkerhed.

Torskene pjasker nemlig mere, end de plasker, og de lyder derfor mere “bløde” ude i mørket. Havørrederne derimod er hurtige fisk, hvis plasken i regelen klinger højt og tydeligt. Det er under alle omstændigheder altid spændende at lytte sig frem til fiskene i natmørket!

Hører man et skarpt klingende plask inden for kastehold, kan det ikke gå hurtigt nok med at få fluen derud. Ofte belønnes man med et hug, der i natmørket føles ekstra hidsigt!

© Steen Ulnits 2000

Valne vinterørreder

Kystvandet er nu så koldt, at havørrederne er på vej væk fra de åbne kyster med høj saltholdighed – til overvintringsstederne med lav saltholdighed og blød bund.

Efterårsvandringen

Forår og sommer har havørreden brugt på at æde sig tyk og fed – så den kan klare efterårets strabadserende gydevandring og opbygning af rogn og mælke. Efterårsvandringen sættes oftest i gang af den første periode med dårligt vejr i august-september. Fiskene fornemmer straks, at efteråret stunder til – at gydevandringen er nært forestående.

Med is i strandkanten er der stadig langt til foråret.
© foto Steen Ulnits

De helt store fisk er ofte trukket op i de større åer allerede i maj-juni. De mindre fisk – altså størsteparten – bliver derimod ude i havets spisekammer endnu et par måneder. Disse mindre fisk begynder nu i sensommeren eller det tidlige efterår deres vandring tilbage til det vandløb, hvor de stammer fra. Der er meget ofte tale om samlede vandringer af svagt farvede fisk på 3-6 pund – hanner og hunner, som måske allerede har dannet par. Træffer man på en sådan flok, kan man opleve årets suverænt bedste fiskeri med flere fisk inden for et kort tidsrum.

Man skal ikke være bange for dårligt vejr med riv og rusk, når det gælder fiskeriet efter disse gydevandrere. Godt vejr gør de velnærede fisk vanskelige at lokke. Omvendt kan en solid efterårsstorm få dem til at kaste sig over alt, de træffer på.

Ofte fanger man disse svagt farvede gydevandrere på nøjagtig de samme lokaliteter, hvor man i det tidlige forår fangede nedfaldsfiskene på vej ud efter gydningen. Og ofte lønner det sig at fiske målrettet efter dem i nattetimerne, hvor fiskene trækker mest. Pynter og næs, som stikker ud fra kystlinjen, er altid at foretrække. Her indlægger de trækkende fisk ofte en pause i vandringen.

Farvede fisk fredet

Husk i den forbindelse på, at fredningen for farvede havørreder sætter ind den 16. november. Blankfisk må fanges hele året. Ukyndige kan have svært ved at skelne mellem blanke og farvede fisk, så derfor et par tips desangående:

– Farvede fisk kan godt vær blanke, men aldrig sølvblanke. Hunfiskene kan i stedet være gråblanke eller gyldne.

– Farvede fisk har altid faste skæl, hvor blanke fisk i stedet har løse skæl, der falder af ved den mindste berøring.

– Farvede fisk kæmper i regelen mere sejt og vedholdende end blankfisk, som ofte springer ud af vandet.

Farvede fisk er i det hele taget mørke og tykhudede sejtrækkere, som tåler genudsætning langt bedre end de sølvfarvede blankfisk, der ofte kæmper livet af sig, når de mærker krogen. Farvede fisk kræver derfor ikke nær samme genoplivning i forbindelse med genudsætning.

To kolde kystørreder på is – begge fra Kalø Vig.
© foto Steen Ulnits

Vinterresidensen

Når alle kønsmodne havørreder er vandret op i åerne for at gyde, kan man stadig træffe på blanke, ikke-kønsmodne fisk i hav og fjord. Det kan være de små “grønlændere”, eller det kan være enkelte store “overspringere” – fisk, der af en eller anden grund har valgt ikke at gyde det pågældende år. Naturens reserve, hvis noget skulle gå galt oppe i det ferske.

De blanke og ikke kønsmodne fisk fortsætter med at æde i det salte, så længe der ellers er føde nok. Men med faldende vandtemperatur søger de mod stedse mindre salt vand – fra åbent hav ind i de mere lukkede fjordområder, hvor udstrømmende vandløb gør vandet mere fersk. De æder stadig, men i takt med den dalende temperatur falder også deres stofskifte og dermed behovet for føde. Fiskene bliver helt enkelt sværere og sværere at overliste for lystfiskeren!

Om vinteren er de åbne og salte farvande i regelen som støvsuget for havørreder. De er enten trukket op i åerne for at gyde eller ind i bunden af fjordene for at overvintre. Herinde finder vi dem da også, når isen i det tidlige forår bryder op. Og modsat sidst på året, hvor fiskene er velnærede og træge, der stiger nu deres sult og jagtlyst dag for dag med de stigende vandtemperaturer. Ikke uventet har man nu det bedste fiskeri midt på varme og solrige dage, hvor alting for alvor liver op efter vinterdvalen. Det lave vand i inderfjordene varmes hurtigt op – hurtigere end vandet på åben kyst.

Vinterpladserne er ofte karakteriseret af blød mudderbund – præcis de samme lokaliteter, som havørrederne skyr i det sene forår, når vandet bliver for varmt og de første bundvendinger er en realitet. Men i vintermånederne – på grund af det kolde vand – er der altid rigeligt med ilt på sådanne pladser. Fødeemner ligeså.

Det rigtige grej

Som fluefisker kan man i regelen nøjes med en enkelt udrustning, når det gælder fluefiskeri i havet. En 9-10 fods stang klasse 7-8 klarer det meste, når den forsynes med et saltvandsbestandigt fluehjul, der kan rumme fluelinen samt 100 meter bagline.

Farver skal der til om vinteren – gerne fluorescerende.
© foto Steen Ulnits

Linen skal være en flydende WF til fiskeri på lavt kystvand uden større bølger. Er der pålandsvind og bølger, står man sig ved i stedet at bruge en såkaldt “intermediate” line, som lige akkurat synker ned under bølgerne. Herved opnår man, at linen ligger mere lige, og man har da en bedre kontakt ud til fluen.

Her om vinteren er det dog altid en god idé at opsøge steder med læ for den kolde vind – steder med en blank overflade, lavt vand og blød bund. Steder, som i regelen bedst lader sig befiske med en flydende line. Intermediate linen er bedre gemt til forårets fisker efter hidsigt jagende blankfisk.

Foregår fiskeriet primært i lukkede fjordområder – og det bør det som sagt gøre, når vinterkulden for alvor trænger sig på – kan man med fordel skifte den tunge klasse 7-8 udrustning ud med en let 8-9 fods stang klasse 5-6. Da får man det optimale ud af de mindre fjordørreder – og de hidsige steelheads, som ind imellem også blander sig i fangsterne herinde.

De rette fluer

Kystfluerne er et kapitel for sig. Der er to grundtyper at vælge imellem – ren fantasi og så mere eller mindre nøjagtige imitationer af havørredens fødeemner.

I det kolde vand er der ikke så meget føde som tidligere på året, og de resterende farvede fisk er samtidig mere aggressive end ellers – på grund af den tilstundende gydning. Alt i alt medfører dette, at imitationsfluernes tid er ved at være passé – erstattet af de mere farvestrålende provokationsfluer, som går deres sejrsgang i de kommende måneder.

Det fluorøde Juletræ – et sikkert kort til vinterørreden.
© foto Steen Ulnits

Som altid når det gælder havørreder på kysten er mønsteret ikke specielt vigtigt. Kunsten består primært i at finde frem til fiskene – sekundært i at byde dem den rette flue. Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at min egen absolutte favorit er et fluorødt “Juletræ” str. 4. Det er ikke småting, den har fanget af vinterfisk for mig gennem de sidste 15 år…

© Steen Ulnits 2000

Storspolehjul

De nye “Large Arbor” eller blot “LA” fluehjul fra USA har taget markedet med storm. De byder nemlig på reelle fordele sammenlignet med de konventionelle fluehjul.

I de seneste år har fluefiskeren fået et nyt forhold at tage stilling til, når der skal vælges fluehjul. Idag kan man nemlig vælge mellem de klassiske fluehjul, som alle har en smal spolekerne – og så de nye med en bred spolekerne.

Det nye Lamson LiteSpeed
© foto Steen Ulnits

Der er stadig flest hjul med smal spolekerne, men den brede vinder mere og mere indpas, da den har flere fordele.

Det er nemlig hjul, som ikke krøller fluelinen på deres brede spole. Hjul, som tillader meget hurtig indtagning af linen – en kæmpefordel ikke mindst når krogede fisk svømmer ret imod fiskeren. Og hjul, som bibeholder den samme bremsekraft selv under lange udløb. Almindelige hjul bremser mere og mere, jo mindre line der er tilbage på hjulet.

Loop

Det var svenske “Loop”, der lancerede de første fluehjul med bred spolekerne – en konstruktion, der som sagt har flere fordele sammenlignet med konventionelle fluehjul: Man opnår en ensartet bremseeffekt selv under lange udløb, da den effektive spolediameter ikke ændres nævneværdigt. Og så får man samtidig en meget hurtigere indtagning af linen, der heller ikke krøller og tager form efter spolen.

Men mange fiskere har ikke været så glade for de almindelige Loop hjuls åbne konstruktion, der tillader sand og salt at komme ind mellem ruller og spole. Blot nogle få sandskorn i rullerne kan totalblokere systemet. Det har Loop selv taget konsekvensen af med introduktionen af Loop Hi-Tec serien, hvor man har lukket rullerne inde og dermed beskyttet dem.

Eneste ulempe ved de nye Hi-Tec hjul er en høj vægt, der gør hjulene uegnede til enhånds fiskeri. Samt naturligvis prisen, som er næsten det dobbelte af de almindelige, åbne Loop hjul. Og de hører i forvejen til blandt markedets dyreste.

Bauer

Det var amerikanske “Bauer”, der for alvor fik amerikanerne til at spærre øjnene op for de nye “Large Arbor” (LA) hjul med bred spolekerne. Amerikanerne vil nemlig helst købe amerikanske produkter. Bauer hjulenes karakteristiske stjerneformede spoleskrue har givet været en designmæssigt medvirkende årsag til populariteten.

Bauer blev hurtigt indbegrebet af nytænkning og mange fluefiskeres nye favorit. “LA” hjulene byder som nævnt på flere fordele i forhold til almindelige fluehjul: De muliggør en langt hurtigere indtagning af linen, hvilket er en stor fordel – under almindelig opspoling af linen såvel som under fight af fisk. Samtidig undgår man, at den dyre flueline krøller sammen inderst på spolen – med kortere kast og kortere levetid til følge.

Imidlertid holdt prisen i lang tid mange tilbage fra at konvertere til den nye “LA” skole. De “US made” Bauer hjul var og er nemlig ganske dyre. I flere tusnde kroners klassen.

Vision

“Vision” er et nyt navn på det danske marked for fluegrej – men et navn, vi helt sikkert kommer til at høre meget mere fra og til. Der er nemlig masser af visioner fra dette firma, hvis første produkter er en serie helt ny serie fluehjul med bred spolekerne.

De nye “Vision” fluehjul minder utrolig meget om de amerikanske “Bauer” hjul – blot er de rundt regnet en tusse billigere. Og kvaliteten er tilsyneladende helt den samme. Hjulene fremstilles blot i Fjernøsten og ikke i USA. Det er hele forskellen. Den karakteristiske stjerneformede spoleskrue er dog erstattet af en almindelig skruemøtrik.

“Vision” hjulene er fræset ud af en massiv blok flyaluminium, hvilket giver en utrolig styrke og stivhed i godset. Den store spole hviler på hele to rustfri kuglelejer, hvilket garanterer stor slidstyrke og en lang levetid. Lejerne ligger godt beskyttet mod det sand og salt, som ofte er et problem for storspolehjul med åbne lejer – primært svenske “Loop”, som jo ellers opfandt konceptet.

Endelig er der bremsen, som er i særklasse med sine overstore skiver af kork og teflon. Kombinationen af overstore bremseskiver med den store spolediameter giver en silkeblød bremse, der starter jævnt op og kan justeres hårfint.

Et hjul, der byder på et rigtig godt forhold mellem pris og kvalitet. Og et hjul, som derfor på rekordtid har vundet mange tilhængere blandt danske fluefiskere.

Waterworks

Det var som bekendt svenske Loop, der for alvor bragte fluehjul med bred spolekerne på banen.

Men amerikanerne har ikke ligget på den lade side. De har i mellemtiden lanceret adskillige nye modeller, som byder på en bred spolekerne i et lukket design. Men i mange tilfælde modeller, som ikke helt udnytter bredspole-konceptets fordele.

Det amerikanske firma “Waterworks” var klar over de klassiske Loop hjuls såvel fordele som ulemper. De mente derfor, at de kunne gøre det bedre, og resultatet er nu blevet en serie radikalt nye “ULA” hjul.

“ULA” står for “Ultra Large Arbor” – på dansk “Ultra Bred Spolekerne”.

Hjulene er radikalt anderledes. De er for det første uhyre lette – fremstillet som de er i udfræset og perforeret flyaluminium med fittings af titanium. Dernæst byder de på en lukket konstruktion af lejet, som er gemt inde i spoleakslen og dér forseglet med en vandtæt O-ring. Hermed har man undgået det problem, der plager de klassiske Loop hjul.

“ULA Purist” hjulene fra Waterworks egner sig med deres spinkle bremsesystemer – en simpel fjederbelastet knarre – bedst til det lidt lettere fluefiskeri. Den nyeste serie “ULA Force” har en enkel skivebremse, der håndterer større fisk.

CompO

Folkene bag den danske overtagelse af hollandske “ATH” har hverken ligget på den lade side eller kun haft metal i hovedet! Det bevises af et nyt dansk designet og dansk fremstillet fluehjul i kulfiberforstærket plast.

Hjulet hedder “CompO” og tilhører den nye gereration af fluehjul med bred spolekerne. Det leveres i to størrelser – en lille til tørflue og nymfe samt en stor, der er ideel til kystfluefiskeri samt lettere laksefiskeri.

Hjulet, som har spoleaksel og kontravægt i rustfrit stål, er tillige forsynet med et holdbart glideleje i bronze. Det er et hjul, hvis konstruktion på mange måder giver umiddelbare mindelser om det svenske “Loop” design.

Men hvor svenskerne opererer med et helt åbent design, som er meget følsomt over for støv, snavs og sandskorn i lejerne, så er det nye “CompO” hjul en lukket konstruktion, der ikke lider af den slags skavanker. Samtidig byder den på alle de fordele, som fluehjul med bred spolekerne nu engang gør – hurtig indtagning af linen og mindre hukommelse.

Det mest fantastiske er imidlertid prisen, som er under kr. 400,-. Ekstraspoler koster under kr. 100,-. Det nye danske hjul ligner således en succes fra fødselen af – eller fortjener i hvert fald at blive det!

Orvis

Nej, navnet er ikke hentet fra de nye episoder af Star Wars. Men det nye hjul fra Orvis kunne såmænd godt lede tankerne hen på både Star Wars og Rumskibet Enterprise – så spaceagtigt ser det nemlig ud.

Navnet er “Vortex”, der på engelsk betyder noget i retning af “malstrøm”. Navnet hentyder til hjulets konstruktion, der er af Large Arbor typen med stor spolediameter og bred spolekerne. Når det roterer, ligner hjulet med sine tre karakteristiske spolestivere en rivende malstrøm. Noget, der på de seneste modeller er forstærket ved specielle udfræsninger på bagsiden af hjulet.

Men Vortex er ikke blot endnu et hjul i den efterhånden lange række af storspolehjul. Orvis har været lidt sent ude, hvad angår LA hjul, men nu er de her altså – med et hjul, der på mange måder skiller sig ud fra konkurrenterne.

Således giver Vortex – ifølge Orvis selv – mere line på hjulet for hver omdrejning end både Abel, Bauer og Tibor i tilsvarende vægtklasser. Og ser man på bremseskivernes flademål, ligger Vortex flere hestehoveder foran. Således har Vortex skiver, der er næsten 50% større end den nærmeste konkurrent.

Som forresten også er et Orvis produkt, nemlig “Odyssey” hjulene. Først langt nede kommer konkurrenterne fra Abel, Bauer og Tibor.

Battenkill Large Arbor

Her først i det nye årtusinde kom Orvis igen på banen med et helt nyt storspolehjul – dennegang med “Battenkill Large Arbor”, der nok skal få mange nye tilhængere.

Battenkill hjulet er baseret på bremsesystemet fra de velprøvede Battenkill hjul, som er sol

gt i hundredtusindvis verden over – kombineret med en ny LA spole, som på mange måder leder tankerne hen på svenske Loop. Blot har man ikke her problemerne med de åbne lejer, som er et let bytte for sand, salt og snavs.

Det testede hjul er den største model 9/10, som rummer en WF 9 F line plus 200 meter 20 lbs. bagline. Trods den store kapacitet vejer hjulet kun 170 gram, og samtidig byder det på klassens suverænt største indtagningshastighed: Hele 30 cm line per omdrejning!

Det er noget, der for alvor kan mærkes, når man skal spole løsline op eller holde stram line til en fisk, der pludselig vender og svømmer lige imod én. Har man først vænnet sig til det store og åbne hjuls udseende, er man hurtigt solgt på dets høje grad af funktionalitet. Selv spoleskift er noget, der klares på et øjeblik – uden de irriterende løsdele, som mange andre storspolehjul byder på.

Og da prisen ligger under DKK 2.000, kan man som potential køber kun være tilfreds.

Lamson

Det amerikanske firma “Waterworks”, der som nævnt producerer en serie af de såkaldte “Large Arbor” fluehjul med bred spolekerne, har her på det sidste ført en lidt omflakkende tilværelse .

Således entrerede Waterworks først med ligeledes amerikanske “Sage”, og sammen introducerede de stænger og hjul med integreret hjulholder i de letteste lineklasser. Avancerede sager i den helt dyre ende af spektret.

Sage havde inden da opkøbt hjulproducenten “Lamson”, der i nogle år fremstillede fremragende fluehjul til rimelige priser. Nu har Waterworks købt Lamson af Sage, så hvis nogen føler sig lidt forvirrede, er det ganske forståeligt…

Men det nye Waterworks/Lamson har netop lanceret en helt ny serie fluehjul, som på mange måder adskiller sig fra de sædvanlige fluehjul. For det første er der tale om vaskeægte “Large Arbor” fluehjul – ikke blot tilpassede gamle modeller, som flere andre firmaer har gjort det. For det andet er designet radikalt anderledes – dertil ganske elegant, hvad billederne vist tydeligt viser.

Vil man have noget anderledes for enden af sin (dyre) fluestang, er der således al mulig grund til at se nærmere på de nye Lamson “LiteSpeed” hjul, der har samme bremsesystem som ULA Force hjulene.

© Steen Ulnits 2000

En Sort Dag på den Blå Atlant…

Tag med ud på Golfstrømmen, hvor den passerer Kennedy Space Center i Florida. Her vrimler det nemlig med hajer, tun og mange andre fightere!

Efter et interessant besøg på Kennedy Space Center uden for Orlando, Florida, er vi alle fem klar til en dyst med Atlanterhavets kæmper.

Det er Capt. Mike også. Da vi før daggry kører ind på parkeringspladsen foran den lille fiskebutik ved havnen i Port Canaveral, står han og vinker med en agnspand. Vi skal nemlig have levende agn med ud, hvis vi vil være bedst muligt garderet. Så vi ikke skal spilde tid på først at fange dem.

Der er ganske langt ud til fiskepladserne, som ligger 30 sømil fra land. Men heldigvis har Mike netop fået sit nye specialbyggede skib hjem fra værftet – en 28 fod lang båd med centerkonsol og to funklende nye 225 HK Evinrude motorer med det nye benzinbesparende “Ficht” system.

Et sådant system kan der blive god brug for, når man skal brødføde 450 sultne hestekræfter med benzin. Også selv om den i USA stadig ikke koster mere per gallon, end vi danskere må op med per liter. Det er under alle omstændigheder en betragtelig udgiftspost, når man er på havet hele dagen – så langt fra land, at man er omgivet af vand på alle sider…

På jagt efter en rejetrawler

Da vi efter en times sejlads med 25 knob som marchhastighed nærmer os det rigtige sted, tænder Mike den store radar. Han er nemlig på udkig efter en rejetrawler, som har ankret op efter nattens fiskeri.

– Der ligger én, siger han og peger på en af skærmens lysende pletter. – Nu må vi bare håbe, at den også er ankret op!

Det er den ikke, viser det sig, og vi leder videre en stund. Så er der imidlertid gevinst. Da trawleren viser sig i horisonten, konstaterer Mike straks, at den har trawlet oppe og ankeret ude. – Den snupper vi! siger han fornøjet.

Vi går helt op bag den store trawler, hvis besætning hviler ud efter nattens anstrengelser. Fangsten er sorteret og overskydende bifangst smidt ud. Det har lokket en masse forskellige fisk til, som nu holder til under trawleren – i det lønlige håb, at der vil falde mere fra.

Men det gør der ikke. Capt. Mike “bytter” et par sække rubby-dubby med en sixpack kolde øller. – Dem er der altid afsætning på herude, griner han.

Et par håndfulde friske fisk ryger udenbords for lige at se, om der overhovedet er fisk. Det er der! Lynsnart farer den ene bonito frem af dybet efter den anden. De nærmest slås om de fiskestykker, der langsomt flakser mod bunden 60 meter nede.

Vi rigger stængerne med en solid enkeltkrog, der agnes med en halv ansjos. Så får den agnede krog lov til at synke frit – på en slap line, præcis som et andet fiskestykke uden krog.

På vejen ud mod fiskepladserne fik vi regelmæssigt hug af skarptandede kingfish. © Steen Ulnits 2000

Vi behøver ikke vente længe, førend den første bonito går om bord i maddingen og suser afsted. Først et godt stykke inde i det første udløb bremses den frikoblede spole. For et kort øjeblik, inden den muskelstærke fisk atter sætter skruen til og flår 0.50 linen af hjulet igen – nu mod en hårdt stillet bremse.

Vi går i sort

Det er imponerende, hvad der ligger af kræfter i sådan en lille fisk på 3-5 kg. Imponerende, at den kan flå 0.50 line af et hårdt bremset hjul i et sådant tempo.

Men det kan de også kun en enkelt gang eller to – så er de møre. Mike vil ikke “spilde” mere tid end højst nødvendigt på de sprælske småfyre. Han har nemlig en plan. Han vil lokke fiskene væk fra rejetrawleren – væk fra eventuelle konkurrenter, som der er nok af på disse kanter. Han fodrer derfor løs, mens vi driver væk fra den opankrede trawler.

Pludselig – da vi har landet en hel del bonitoer – sker der noget andet og mere. Da lyner det pludselig længere nede i det azurblå vand. Det er langt større fisk, som nu er dukket op – lokket til af den megen postyr, som de hidsige bonitoer har afstedkommet.

– Blackfins! Capt. Mike griber en stang, rigger krogen og lader så ekvipagen synke. Han er spændt – og det er vi også – på, hvad det mon var, han så nede i vandet. – Var det virkelig sortfinnede tun?

Vi får svaret få minutter senere. Da begynder linen nemlig at suse af Mike’s frikoblede Penn GTI. Han lader den løbe et halvt hundrede meter, førend han vover at koble spolen til. Så sætter han krogen, og straks sætter fisken i et langt og uimodståeligt udløb.

Der er helt anderledes fight og kræfter i denne fyr, der en god stund senere må give op og lade sig gaffe. En vaskeægte blackfin tuna på små 15 kg.

– I knew it! Mike griner fornøjet. Han er tydeligvis svært godt tilfreds med sig selv og sine evner til at finde fisk. – Now it’s your turn, guys!

To timers totalt kaos

Det lader vi os ikke sige to gange. I det næste par timer går det slag i slag. Vi lærer os at lade den agnede krog synke meget dybere end til de små bonitoer. De sortfinnede tun kommer ikke nær så højt op i vandet, og alene derfor er de en langt sjældnere fangst.

Forfatteren med en yderst kompakt og benhård sortfinnet tun på små 15 kg. © Steen Ulnits 2000

Så sjælden, at Mike herser rundt med os stakkels landkrabber, når der er tun på krogen. Han vil have dem med i land, for det giver masser af prestige og masser af omtale at finde en flok blackfins og få dem sikkert i havn.

Mike er gammel sergent fra US Marines, og vi føler os til tider som en flok menige rekrutter på den første rigtige røvtur. Mike hidser sig op og skælder ud, hvis nogen gør noget forkert. Han går virkelig op i sin metier – det må man lade ham. Øjnene lyner bag de buskede øjenbryn, så man næsten frygter en tur i spjældet…

Da tunfeberen ebber ud efter et par timer – der bliver længere og længere mellem huggene – foreslår Mike, at vi finder på noget andet. Han er så rigeligt tilfreds med de fjorten sortfinnede tun, der nu ligger på is i lasten.

Han spørger os, hvad vi nu har lyst til at prøve. – Skal det være kingfish længere inde mod land, eller skal vi satse på lidt bundfiskeri efter nogle virkelige sværvægtere?

Til bunds med lodderne

Mike fisker sin lille hemmelige mappe med de mange Loran positioner frem. Han har nogle gode steder, som han gerne fisker på – men kun når der ikke er konkurrenter i nærheden!

Og det er der heldigvis ikke det første sted. Til gengæld er der hug med det samme. Jens’ stang bøjer faretruende, mens sveden springer frem på hans pande. – Pump, pump, pump! skriger Mike, mens han checker ekkoloddet. Der er klipper underneden og kun få sekunder til at få fiskene fri af bunden. Har de først sat sig, er slaget tabt.

Den første fisk når at sætte sig, men Jens tager senere revanche. Han pumper, det bedste han kan, og får efterhånden lettet fisken lidt fra bunden. Herefter går det lettere, da fisken nu ikke kun skal kæmpe med Jens – den skal også slås mod en tiltagende dykkersyge på vej op til overfladen.

Efter en lang og sej fight over dybt vand må denne 20 kg’s amberjack give op. © Steen Ulnits 2000

Til sidst er den oppe – en flot plettet grouper i 10 kg’s klassen med svømmeblæren hængende halvt ude af den store mund med de mange tænder.

Kim kæmper for livet

Kim er næste mand på podiet. Den agnede jig har næppe taget bunden, førend stangen bukker sammen og linen hvisler af hjulet. Det er ingen grouper, det her – det er noget andet og større!

Sammenbidt kæmper Kim mod overmagten – mod fisken, som trækker ham faretruende længere ud over rælingen. Et godt greb om bukselinningen hindrer dog, at det bliver fisken, som giver Kim buksevand, og ikke omvendt!

Det tager sin tid, og Capt. Mike bliver utålmodig. – Are you all a bunch of sissies? hvæser han mellem tænderne. Godt, man ikke har været menig i US Marines med ham som overordnet. Han har underarme som Skipper Skræk så…

Kim er ved at miste pusten, da fisken til sidst ligger og gisper oppe i overfladen – klar til gaffen. Vupti, og Mike hiver en 20 kg tung amberjack ind over rælingen i et herresving. En imponerende fisk med imponerende kræfter. Det synes også Kim, som har brug for en længere pause oven på denne flotte fisk.

Skipper og besætning med dagens fangst af sortfinnet tun, grouper og amberjack. © Steen Ulnits 2000

Vi fortsætter bundfiskeriet lidt endnu, men vi er ved at være trætte, og solen står efterhånden lavt på himlen. Da der er halvanden times sejlads tilbage til havnen, takker vi af for i dag – mætte og tilfredse med fangsten.

Et kig på benzinmåleren…

Da vi i solnedgangen når tilbage til indsejlingen til Port Canaveral, kigger jeg lidt på brændstofmåleren. Vi har i løbet af dagen hældt 75 US gallons benzin gennem de 450 heste på hækken – små 300 liter – og så var det endda en kort tur, mener Capt. Mike.

– Så sku’ I bare se, når vi krydser Golfstrømmen senere hen på året, når vejret er bedre. Så bliver der brug for al den benzin, der kan være i tankene!

Og det er ikke småting. Den specialbyggede båd har indbyggede tanke i hele bunden – med en samlet kapacitet på imponerende 1.100 liter, hvilket jo er noget af en udskrivning. Det undrer mig blot, at der ikke er rygeforbud ombord – med så megen brandfarlig benzin under dækket.

– Men det er der ikke, siger Mike. – Det er jo ikke nogen rumfærge, det her – selv om det da godt kan minde lidt om det. Rumfærgen er jo også mest brændstof og mindst last…

Jo, i USA er alting bare større. Meget større!

© Steen Ulnits 2000

Havet omkring Grønland

For de fleste lystfiskere er Grønland lig med flotte fjeldørreder. Men havet omkring verdens største ø byder samtidig på et uhyre spændende havfiskeri efter helleflynder, havkat og rødfisk.

Jeg havde i en årrække familie i Godthåb på Grønland. Det gav mulighed for mange og lange besøg i dette vidunderlige land, som er så stort og fantastisk, at det trodser enhver beskrivelse. Har man blot været på Grønland en enkelt gang, så må man tilbage igen!

De er ikke store, rødfiskene, men de er smukke og ekstremt velsmagende. Foto: © Steen Ulnits

Ud over laks og fjeldørreder koncentrerede vi interessen om de helleflyndere, vi vidste fandtes rundt omkring i såvel Ameralikfjorden som Godthåbsfjorden – de to fjorde, der munder ud på hver sin side af Nuuk. Vi måtte dog alliere os med en gammel fanger, før det lykkedes os at finde frem til de rette pladser.

Skattejagten går ind!

Det tog lidt tid at blive accepteret som udlænding – som en, der var værdig til at modtage nærmest hemmelige oplysninger om steder, hvor helleflynderen vidstes at holde til.

Det krævede mange kopper stærk kaffe og ikke så få snapse, før vi var så vidt. Men så fik jeg også et stykke frønnet papir med en håndfuld gode helleflynder hot spots tegnet ind. Eneste problem var nu, at de alle lå adskillige timers sejlads fra byen…

Det krævede megen planlægning at nå ind til de forjættede pladser – megen tid og mange liter brændstof. Men jeg var studerende og sommeren derfor min egen. Familiens store båd stod samtidig til rådighed ugen igennem.

En dejlig solskinsdag lå vi så længst inde i bunden af en lille bugt, hvor to småelve løb ud. Formiddagen havde vi tilbragt med at kaste rødkroppede Vibrax spinnere ud i de dybe høller under vandfaldene, hvor fjeldørrederne nærmest stod i stimer. Store var de ikke, men flotte og kampglade fisk på et til halvandet kg har jo også ret!

Vi sejlede derfor ud i den lille gummibåd og gik igen ombord på vort “moderskib”. En hurtig frokost, og vi ville prøve to af de gode helleflynderpladser, som var indtegnet på vort “skattekort”.

Kæmpekatte

Hvor den ene af elvene løb ud, faldt klippen brat i havet – med mere end 50 m vand kun et spinnerkast ude. Men hvor den anden udmundede, havde der aflejret sig en banke af ler, som strakte sig et godt stykke ud mod fjordens dybe vand.

25 kg’s havkatte er ikke til at spøge med, når de skal af krogen. De hvæser af én! Foto: © Steen Ulnits

Det var her, vi så den første flynder. Det skete, da vi langsomt drev ind over skrænten mod det lave vand. Pludselig så vi en stor sort skygge ret under båden. Det kunne have været en stor sten eller tangbusk – men denne her fulgte min sølvblanke og agnede pirk nøje, inden den atter forsvandt. En stor helleflynder – ingen tvivl om den ting!

Resten af eftermiddagen brugte vi derfor på at affiske denne lerskrænt på kryds og tværs. Allerede i andet drev var der hug – denne gang dog længst ude på dybt vand. Hugget var tungt, men nogen egentlig kamp var der ikke tale om. Efter fem-ti minutters tovtrækkeri tonede en kolossal plettet havkat frem i det krystalklare havvand. Da den fik hovedet over vandet, gjorde den, som havkatte har for vane: Den hvæsede af os!

Første gang, man oplever dette, bliver man næsten bange. Men lyden skyldes blot, at havkatten presser vand og luft ud gennem sine smalle gællespalter – med en karakteristisk hvæsende lyd til følge.

En sådan fisk tager man ikke indenbords i levende live. Dertil har den et alt for frygtindgydende bid. Salonriflen blev derfor hentet frem, og katten fik en kugle for panden først. Så var den til at snakke med!

Vægten kom frem og viste knap 20 kg. En stor fisk, men ingen kæmpe blandt havkatte på disse kanter.

Et par drev senere var der atter hug længst ude over skrænten, og endnu en kæmpekat tonede frem af dybet – lidt større end den første. Denne gang sad krogen dog så yderligt, at den let lod sig løsne med en langkæbet tang. Langsomt sank den store plettede kat i dybet igen – en usædvanlig oplevelse rigere.

En flad fornemmelse…

Endnu en times fiskeri forløber, uden at der sker noget. Stedet er som støvsuget for fisk. Jeg står nærmest og døser i solvarmen, da havstangen pludselig klapper sammen mellem hænderne på mig.

Denne gang er det alvor! Der er ingen tvivl om, hvad der sidder for enden af linen. Helleflynderens karakteristiske pulserende bevægelser forplanter sig op gennem linen og ind i min krop, der er lige så spændt som stangen! Endelig!!

De første minutter sker der ikke rigtig noget – vi nærmest bare føler hinanden lidt på tænderne før den endelige kamp. Blot de tunge pulserende bevægelser fra en stor fladfisk, som helt klart er på hjemmebane i det blågrønne hav.

21 kg’s helleflynderen, som lige skulle op at kigge først, før den dykkede igen. Foto: © Steen Ulnits

Da jeg lægger lidt mere pres på fisken, kommer der liv i den. Daiwa hjulet må afgive et halvt hundrede meter line i et hidsigt udløb, inden fisken igen står stille ved bunden.

Jeg får sved på panden. Fjorden ligger spejlblank, og solen bager ned. Det er varmt under fiberpelsen, selv om vi befinder os i Arktis! Jeg overvejer situationen, men inden jeg får tænkt mig om, tager fisken initiativet. Pludselig slækkes presset på linen, der næsten når at blive slap, inden jeg får kontakt igen.

– Er den væk? Tankerne farer gennem hovedet på mig, men heller ikke her når jeg at få tænkt færdig!

Fit for fight!

Pludselig ser vi en stor helleflynder i overfladen nærmest ved bådsiden. I et kort øjeblik kigger vi hinanden i øjnene, inden flynderen har set nok. Den sætter skruen til og styrtdykker mod bunden igen – efterladende en hektisk fisker med et hvinende hjul!

Jeg holder igen, så godt jeg kan, men min 0.45 mm Stren giver ikke de store muligheder for at bremse fisken. Den stopper først op, da bunden atter er nået!

Nu begynder så et langt og sejt tovtrækkeri mellem fisk og fisker. Dog er det nu fiskeren, der er ved at få overtaget. Ti minutter senere ligger den store fladfisk igen i overfladen – denne gang gispende af udmattelse.

Salonriflen må atter frem, før vi kan få fisken indenbords. Den bliver skudt lige bag gællerne. Da den ligger helt stille, haler vi den forsigtigt op over kanten på vor lille gummibåd – vor første grønlandske helleflynder!

Humøret er højt. Ikke blot har vi nærmest væltet os i fjeldørreder, rødfisk og havkatte – vi har også fået den længe ventede helleflynder ombord!

Den viser sig at veje 21 kg, hvilket ikke er specielt meget for en helleflynder. Men det er den første, og det tæller!

Helleflynder hold-up

Efterhånden som vi får styr på teknikken og stederne, får vi oftere og oftere kontakt med den eftertragtede flynder. Et bestemt mønster begynder at tegne sig:

De helt store flyndere på 100-300 kg skal man langt til havs efter – helt ud på fiskebankerne, hvor dybder på 100-300 m gør fiskeri med stang og line umuligt. Men de mindre fisk – “småfisk” på op til 50 kg – kan sommeren igennem fanges på lavere vand nær kysten. Ind imellem på forbløffende lavt vand…

En 30 kg’s helleflynder som denne kan redde en hvilken som helst fisketur! Foto: © Steen Ulnits

Således lå vi en dag i en snævert sund med kun 6-8 m vand under kølen. Da strømmen vendte, dukkede pludselig en kolossal fisk ud fra skyggen under båden og inhalerede min agnede pirk, som den tydeligvis havde luret på længe.

Da den mærkede krogen, spurtede den ud mod dybet og det åbne hav.
Der var kun få meter line tilbage på det store Lever Drag hjul, da jeg bremsede maksimalt. Den tykke 0.60 line blev langsomt spændt til bristepunktet. Til sidst kunne jeg mærke, hvordan eleasticiteten nåede sit yderste punkt – og da vendte den store helleflynder helt oppe i overfladen 200 m ude!

Herefter gjorde den 180 grader omkring, svømmede direkte tilbage og stillede sig ret under båden – godt træt af den lange svømmetur med rekordfart. Fem minutter senere kunne vi derfor skyde den en kugle for panden og veje den. 30 kg!

Store fisk på lavt vand

Siden da har jeg flere gange oplevet, hvordan selv store helleflyndere jager på lavt vand. Jeg har set, hvordan fiskene får øje på pirken og foretager et skinangreb. Jeg har set dem bremse brat op og lægge sig på bunden ved siden af den agnede pirk! Og jeg har set dem forsvinde igen – for pludselig at sætte et uventet stormangreb ind!!

Helleflynderen er en aggressiv rovfisk – mere aggressiv end andre fisk, jeg har stødt på. Og da den samtidig kan blive ganske stor, er den simpelthen fiskenes konge i vore hjemlige farvande – den mest attraktive fisk for seriøse havfiskere med det rette grej!

For kun toptrimmet grej har en chance over for disse kæmper, som man kan træffe på næsten overalt. Det er uden tvivl store helleflyndere på langfart, som står bag mange af de “mystiske hug”, man oplever og hører om rundt omkring. Hug så tunge og fisk så stærke, at man aldrig får dem at se…

Derfor: – Gi’ dem en chance med det rigtige grej!

© Steen Ulnits 2000

Grand Slam i Patagonien

Mellem Ildlandet i syd og Pampas’en i nord ligger det kolossale Patagonien. I denne del af Argentina vrimler floder og søer med bækørreder, regnbuer og kildeørreder, som egentlig slet ikke hører hjemme her…

Det er højsommer på den sydlige halvkugle – vor vinter – men det er bestemt ikke højsæson for fiskeriet i Los Alerces nationalparken i Chubut provinsen. Det ses tydeligt af de mange turister, som ligger ved stranden. Nogle tager sig sågar en svømmetur i det 15-16 grader varme og krystalklare vand…

Min guide de kommende to dage er Esteban, hvis fader Julio har guidet lystfiskere i parken næsten siden dens oprettelse i 1931. I hvert fald har han guidet her i 46 år! Han har således set lystfiskerturismen blomstre op – og fiskeriet gå tilsvarende tilbage. I dag er der dog indført strenge regler for fiskeriet, som igen er i verdensklasse – i hvert fald hvad mængden af fisk angår.

Regnbueørreden blev introduceret allerede i 1913 – bækørreden året efter. Først langt senere kom kildeørreden til.

I de første år efter ørredernes introduktion voksede de sig – som tilfældet ofte er med nyindførte fisk i fremmede vande – rekordstore på rekordtid. Således husker Estebans far en 12 kg’s regnbueørred, som det med datidens dårlige fiskegrej tog 1 time og 20 minutter at lande. I deres lille og utætte træbåd måtte de med årerne følge den i alle dens mange og lange udløb.

Så store fisk skal man ikke regne med i dag. Til gengæld er der et hav af herlige 1-2 kg’s fisk i søer og elve – hidsige fisk, som kan give selv den mest blaserte fluefisker sved på panden!

Patagonia Grand Slam

Jeg starter formiddagens fiskeri med et Juletræ for enden af forfanget. Esteban havde ellers foreslået en oliven Woolly Bugger, men godkender trods alt mine planer. Kunden har jo altid ret…

Solen står præcis, så fluen lyser voldsomt op i det krystalklare vand. Søen, der er 30 km lang og op til 200 meter dyb, har en sigtbarhed på op til 16 meter. Det perlemorsfarvede Juletræ ser derfor vel voldsomt ud dernede.

Men tilsyneladende ikke for voldsomt. I hvert fald går der ikke mere end et kvarter, førend den første fisk melder sig. Den tager fluen dybt nær en stejl klippekant, fighter tungt og viser sig at være en brown trout på knap en halv meter.

En god start på en god dag. I løbet af det næste par timer tager endnu fire fisk mit Juletræ nær klippekanter og grødebanker – alle regnbuer i 1-2 kilos klassen. Vi beholder den største regnbue til en lækker barbecue i strandkanten. Under sådanne omstændigheder smager fisk bare himmelsk…

Efter den obligatoriske siesta – mindre end et par timer kan ikke gøre det på disse kanter – tager vi ind i bunden af en lille vig, hvor et beskedent vandløb løber ud. Der er stejle skrænter helt inde under land, og huggene falder i flere tilfælde kun få meter fra stangspidsen.

Jeg kaster ud og lader fluen synke helt til bunds før indtagningen. Den første fisk tager Juletræet i et tungt hug, der efterfølges af en sej fight ganske ulig både bækørred og regnbue.

Det viser sig da også at være en kilostor kildeørred, som har taget fluen, og dermed har jeg scoret en vaskeægte Patagonia Grand Slam: En bækørred, en regnbueørred og en kildeørred fanget på én og samme fiskedag!

Det bliver til endnu et par fine regnbueørreder, før Esteban parkerer båden nær en strømrende i en lille flod mellem to søer. Jeg er træt og udfisket efter en lang dag under en brændende sol og et papirtyndt ozonlag. Jeg smider derfor fødderne op på rælingen, mens Esteban fisker løs.

Han har en oliven Woolly Bugger for enden af linen, og med den lykkes det ham på rekordtid at snuppe tre kilostore browns, der fighter hårdt i strømmen. Definitivt ingen dårlig fiskedag!

Bækørred i baglinen

Men ingen fiskedag er som den næste, og det er kun Jul én gang om året. Det må jeg sande den følgende dag, hvor Juletræet ikke udløser andet end et hånligt flash fra en irriteret ørred.

– Dry flies today, siger Esteban og rigger om til tørflue. Da han ved blindt fiskeri har haft to fisk oppe til fluen på en halv times tid, skifter også jeg til tørt.

Det hjælper noget på fangsterne, som dog forbliver moderate på grund af en hård vind fra vest – fra Andesbjergene i nabolandet Chile. To kilostore regnbuer lykkes det mig dog at få kroget og landet i løbet af eftermiddagen.

Hvor vi for øvrigt fiskede i fint selskab – med “Martin Pescador”, som den store isfugl kaldes her. Et flot syn at se den styrtdykke fra en gren i 3-4 meters højde, for siden at komme op med en lille ørred i det spidse næb. Men så er Martin jo også erhvervsfisker…

– Five minutes more! Solen er ved at forsvinde bag bjergene, og fiskedagen går på hæld. Esteban giver fiskene fem minutter mere, inden det er tiden at søge hjemefter. Sejlads i disse farvande er så absolut noget, der kræver dagslys og god sigtbarhed.

Vi drifter ned gennem en rolig elvstrækning, der byder på lidt af hvert: Store sten, væltede træstammer og lodrette klippesider.

Jeg lægger min orangebugede str. 12 Stimulator ud, så den stille flyder forbi en lodret klippeside på kun få cm’s afstand. Begge har vi øjnene klistret til fluen, da en god ørred i slow motion stiger op til fluen, suger den ned og dykker i dybet igen. Først da strammer jeg linen op og kroger fisken.

Den svarer øjeblikkeligt igen med et langt, langt udløb, der på sekunder er nede i baglinen. Hele to gange passerer splejsningen mellem flueline og bagline ud gennem øjerne, mens fisken møver sig ned i det tilsyneladende afgrundsdybe høl. Jeg kan slet ikke huske, at jeg før har set baglinen under regulært tørfluefiskeri!

Dyk i dybet

På et tidspunkt stikker det meste af fluelinen lodret i dybet, mens jeg frygter for, at bækørreden – for en sådan må det bestemt være – skal få viklet sig ind i grene og trærødder på bunden. Forfanget er jo kun 0.16…

Men alt går vel, og lidt efter lidt får jeg fisken presset op mod overfladen. Jeg synker en ekstra gang, da vi første gang ser den brede ryg over vandet.

– Humpback brown, siger Esteban, da han ser det store hoved med de lange kæber. – Not common this time of year.

Esteban er – næsten da – lige så begejstret som jeg. Da den tætprikkede og nærmest pukkelryggede fisk langt om længe glider i nettet, nikker han med kendermine:

– 3 kilos, easy, – og på den rigtige side af de 60 cm!

Da vi har knipset de obligatoriske billeder, og jeg har sluppet den gamle bækørred tilbage i det blågrønne dyb, kommer fiskefeberen. Jeg ryster på hænderne, da Esteban gratulerer med fangsten. Det var jo næsten for godt til at være sandt, det her.

Men herligt, at fiskefeberen stadig kan ramme én – after all these years!

@ 2000 Steen Ulnits

Frustrerende fiskerejser

Det er ikke alle fiskerejser, der går i fisk. Nogle af dem regner væk eller tørrer ud. Andre blæser væk. Læs her om frustrerende fiskeri i trætophøjde…

– Du skulle have været her i går, i sidste uge, i sidste måned eller sidste år…

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt den undskyldning, når jeg har rejst den halve verden rundt for at opleve et spændende nyt fiskeri – blot for at konstatere, at forholdene var helt umulige…

Sejlads på Parana floden, hvor den danner grænse mellem Argentina, Brasilien og Paraguay. Foto © Steen Ulnits

Men det er den rejsende lystfiskers lod. Odds’ene kan være bedre eller dårligere, men risikoen for at blive brændt totalt af – uanset prisen – er der altid. Den lurer permanent ved selv verdens bedste fiskevande.

For meget og for lidt

Det så jeg sidste sommer på Island, hvor det årlige laksefiskeri i Rangá blev totalt spoleret af regn og smeltevand, der gjorde elven lige så klarvandet som vandpytter på en byggeplads. Flere tusinde kroner og dyrebare feriedage gik tabt på den konto…

Og jeg så det for en halv snes år siden, da jeg fiskede i Amazonas provinsen i det sydligste Venezuela på grænsen til Columbia. Her ankom vi – trods megen research hjemmefra – på den aldeles forkerte tid af året. Med det resultat, at vandet i regnskovens floder stod adskillige meter over fiskbar vandstand. Vi måtte i bogstaveligste forstand fiske mellem trætoppene – så meget vand var der!

Nu senest er jeg vendt hjem fra tre ugers fiskeri i Argentina, Brasilien, Bolivia og Paraguay – tre uger i den bedste tid, nemlig tørtiden, hvor fiskeriet efter de højt springende og guldskinnende doradoer skulle være på toppen.

Imidlertid er der jo gået totalt kuk i vejret på verdensplan – efter alt at dømme forårsaget af den varme havstrøm El Niño, som hærger i Stillehavet ud for Sydamerika – og den efterfølgende kolde La Niña. Nu regner det regelmæssigt, når det i stedet burde være knastørt – og omvendt.

På den måde bliver det jo ganske svært at arrangere en succesrig fiskerejse, for hvad kan og skal man regne (!) med? I hvert fald løb floderne så højt og var så uklare, at det næppe var umagen værd at fiske i dem. Specielt ikke efter doradoer.

Tilsvarende måtte jeg i foråret aflyse en uges fiskeri i Tierra del Fuego – Ildlandet, den sydligste spids af Sydamerika – da elvene her var løbet aldeles tør for vand sidst på sæsonen. Den forgangne vinter havde næsten ikke budt på sne i Andesbjergene, og derfor var der heller intet smeltevand til sommerens fiskeri. Altså stik modsat forholdene i den nordlige del af landet…

Frygtelige frustrationer

Det er naturligvis frygteligt frustrerende at være rejst om på den anden side af jordkloden – at have spenderet mange tusinde kroner på rejse, ophold og fiskegrej – blot for at få en meget lang næse. Det er noget af det værste ved at være rejsende i fiskeri.

Det kan være hårdt for psyken at skulle håndtere sådanne oplevelser. Måske har man sparet sammen til sit livs fisketur i adskillige år. Måske er det den ene gang, man kan få “fri” fra familien i tre sammenhængende uger – eller fra arbejdet på et usædvanligt tidspunkt. Alt skal således klappe – eller skuffelserne bliver så meget desto større.

Jeg har gennem årene oplevet mange skuffelser og er efterhånden så hærdet, at de ikke går mig på. Det er helt enkelt spillets regler. Kan man ikke lide lugten i bageriet, må man gå. Fiskerejser er lidt som at gå på casino: Man gør sin indsats og håber så på den helt store gevinst. Men man ved også, at odds’ene statistisk set ikke er med én…

Når man læser et blad som Fisk & Fri, er det (næsten) altid succeshistorierne, der figurerer. Ingen gider jo læse om alle de mange ture, hvor man ikke fangede noget – selv om de måske kan være nok så gode oplevelser. Nej, det er billeder af og historer om vellykkede fisketure og store fisk, der sælger bladet.

Vi plejer at sige, at vi sælger drømme på lystfiskerbladet “Fisk & Fri” – drømmen om det store eventyr, som ligger dybt begravet i enhver lystfiskersjæl. Det eventyr, vi alle drømmer om at opleve på et eller andet tidspunkt i vort liv. Men vi ved også bedre end de fleste, at der skal mange resultatløse ture til, før storfisken hugger. Rigtig mange.

Hybris og Nemesis

Fiskerejser er ingen undtagelse – tværtimod. Typisk har vi hørt eller læst om et spændende fiskeri, vi gerne selv vil opleve. Måske har vi set det på TV eller video. Men vi ved i regelen ikke så forfærdelig meget konkret, når vi tager afsted. Selv den bedste research lader altid nogle huller tilbage.

Man skal naturligvis tro på sagen – som en anden sportsmand, der går på banen for at vinde. Men man kan også tro for meget på sejren – så meget, at man begår hybris og derfor bliver straffet af guderne. Det var præcis det, der skete på min allerførste – men ikke sidste – tur til Grønland i 1974:

En lokal slagtermester fra Sjælland havde sat et skilt i sit butiksvindue, før han lukkede biksen og tog afsted til Grønland. På skiltet stod der: “Friske fjeldørreder om fjorten dage!”.

Skæbnen ville så, at den gode slagtermester trådte forkert, da han stod ud af helikopteren i Narssaq – med det reslutat, at han brækkede foden. Før han nogensinde fik gjort sit første kast. Sådan kan det gå, når man er lidt for kry. Og friske fjeldørreder var der definitivt ikke i bagagen, da han i utide kom hjem til Sjælland – med foden i gips…

Alternativerne

Men tilbage til forventningerne. Det er nemlig uhyre vigtigt, at man drager afsted med et åbent sind – modtagelig for de muligheder, der måtte byde sig. Med grej, som kan tackle mange forskellige situationer. Og en velforberedt psyke, der ikke lader sig slå ud, dersom elven skulle løbe højt og fluefiskeri derfor er umuligt.

Det fik jeg som sagt god brug for på min seneste tur til Sydamerika. Allerede den første dag indså jeg, at jeg lige så godt først som sidst kunne droppe enhver tanke om flue og såmænd også spin. Skulle der fisk på land, måtte der bundsnøre og naturlig agn til i det grumsede vand – ikke lige en inkarneret fluefiskers livret, men stadig langt bedre end ingenting.

Dette ud fra devisen, at enhver form for fiskeri naturligvis er langt bedre end intet fiskeri. Man er vel lystfisker!

Vi drog derfor op ad Paraná floden, hvor den møder Uruguay floden – op mod den mudrede og sine steder rivende strøm. Her fandt vi steder, hvor der var strømlæ under stejle klipper, som brød den hårde strøm. Og her parkerede vi vore kroge, der var agnet med stykker af kyllingelever eller oksehjerte…

Vi måtte sjældent vente længe på bid. Og det var spændende fisk, der dukkede op til overfladen efter gode fights i den sine steder hårde strøm. Maller, hvoraf mange var mere mystiske, end jeg tidligere havde set dem.

Mystiske maller

Der var gule maller, og der var giftige. De sidste blev af vor guide behandlet med stor respekt. Til trods for deres giftighed var det fine spisefisk – når de altså først var blevet afvæbnet. Det skete med en stor tang, som klippede de giftige pigge af fiskene, før de kom ned i stuverummet!

Der var også brumbasser imellem – maller, som gryntede højlydt af utilfredshed, når de blev hevet indenbords. For slet ikke at tale om de langskæggede fyre, hvis føletråde var længere end hele kroppen!

Imellem huggene hyggede vi os. Vi tyggede cocablade og drak maté. Vi sødede den bitre drik med friske sukkerrør, som vi fældede og skrællede med vore macheter. Vi spiste saftige røde bøffer fra den argentinske Pampas – “Lomo a la pimiente” – og skyllede efter med herlig rødvin fra Mendoza. Kaffen var naturligvis fra Brasilien – kulsort og jættestærk. Efter tre kopper af den var man klar til at erobre verden!

Altsammen foregik det ude i den subtropiske regnskov, som bare vrimlede med store og små sommerfugle i alskens fantastiske farver og mønstre. Stornæbbede toucaner fløj omkring, mens aberne hylede og skreg i trætoppene.

Definitivt ingen dårlig tur – når man altså først lige havde fortrængt, at det var doradoerne, vi kom efter. Men som vi på det nærmeste ikke så skyggen af…

Så tag afsted med et åbent sind og realistiske forventninger, når du drager udenlands for at svinge fiskestangen. Så får du altid noget godt med hjem!

Islands vilde ørreder

Island forbindes i regelen med laks til luksuspriser. Men Island har andet og mere at byde den besøgende lystfisker på – ikke mindst et meget fornemt ørredfiskeri i elve og søer!

Glohede geysere og iskolde gletchere. Snestorme og sandstorme – næsten på samme tid. Det er nogle af de mange og spændende modsætninger, som sagaøen i nord har at byde på. Forhold, som den gæstende lystfisker må være indstillet på.

Island er verdensberømt/-berygtet for sit luksuriøse laksefiskeri til fantasipriser. Mindre kendt er det, at sagaøen højt mod nord også byder på et fremragende ørredfiskeri i søer og elve. Det er et fiskeri, som er billigt i sammenligning med laksefiskeriet – men stadig dyrt set med danske øjne. Således skal man påregne at betale rundt regnet det samme for et godt ørredfsikeri på Island, som man må af med for et ditto laksefiskeri i Norge…

Langt fra alfarvej

Man skal også gøre sig klart, at det gode ørredfiskeri ikke ligger ved alfarvej. Det ligger i regelen langt inde i landet – ofte oppe i bjergene, hvor vejene er små, smalle og dårligt vedligeholdte. Og hvor vejene ofte kan lukkes med kort varsel – af snevejr helt hen i juni måned eller sandstorme resten af sommeren. Robuste og højbenede firehjulstrækkere skal der til, hvis man vil frem med nogenlunde sikkerhed – dertil lidt gåpåmod, når forholdene er dårlige.

Det fornemmede jeg klart under sommerens første tur til Island i ’97. Det var dejlig varmt, da jeg stod ud af Icelandair maskinen i Keflaviks internationale lufthavn. Luften var 22 og vinden kun svag. Solen skinnede ned over sagaøens bruna lava og grønne græs fra en klar blå himmel.

Det var imidlertid ikke helt så varmt, da vi dagen efter – på vej sydover mod Vatnajökull gletcheren – måtte gøre holdt ved et cafeteria i Vík, Islands sydligste by. Da var temperaturen krøbet omkring tyve grader nedefter, og vi blev mødt med snestorm mellem fjeldsiderne!

Vi søgte tilflugt i kaffestuens varme og fik her at vide, at vejen sydover var midlertidigt lukket – ikke på grund af snestormen, men på grund af sandstorm over de flade smeltevandsområder, som afvander Vatnajökull. Her kunne man ikke se en hånd for sig – endsige holde bilen på vejen…

Et par timer senere havde vinden dog lagt sig så meget, at vejen igen blev åbnet. Vor lille Suzuki 4-hjulstrækker stak atter sydover, omend det ruskede godt i den, da vi nærmede os “the sands”, som de store sandområder i syd kaldes.

Offroader på afveje

Da vi krydser “the sands”, ser vi følgerne af vulkanudbruddet under Vatnajökulls enorme iskappe i efteråret ’96. Den resulterende flom rev alt med sig på sin vej, da den endelig kom – flere uger forsinket. Ringvejen rundt om Island – “Highway Number One and Only”, som spøgefulde sjæle kalder den – blev flere steder skyllet helt væk af vandmasserne.

Men for islændingene er netop ringvejen et nationalt symbol, færdiggjort i 70’erne med det klare mål at binde selv de fjerneste byer og bygder på hele øen sammen. Derfor gik man ufortrødent i gang med genopbygningen, da de værste vandmasser var passeret. I forvejen havde man garderet sig og forstærket broerne, så de kunne klare presset.

Tre måneder efter flommen var ringvejen derfor igen passabel – en kraftpræstation, det imidlertid har kostet dyre udlandslån at finansiere.

Vi slipper helskindede igennem “the sands”, stopper flere steder op for at se nærmere på det månegrå landskab med lysende orange advarselsskilte, der fortæller om farligt kviksand overalt langs vejen. Kviksand, der på få sekunder kan opsluge og fortære nysgerrige turister på afveje.

Det værste tilfælde gik dog ud over en lokal islænding, der forsøgte at krydse sletten på hest. Såvel hest som rytter forsvandt sporløst i kviksandet…

Eksplosiv punktering

Så galt går det dog ikke for os, selv om vi nu langt fra går ram forbi. Da vi forlader asfalten og fortsætter ad en nyanlagt grusvej, eksploderer højre fordæk. Den lille Suzuki trækker straks ud i højre side, får atter fat i gruset og er straks efter på vej ud over venstre vejside – på vej ned i en lille elv med store sten.

Det lykkes dog at rette bilen op igen – kun for at køre af vejen i højre side, hvor terrænet til alt held ikke skråner så meget. Og hvor undergrunden meget praktisk er jævn og bestående af grus og småsten.

Som i slow motion ser vi bilen køre af vejen, dreje 180 grader rundt og begynde at rulle ned ad skrænten. Da bilen igen holder stille, ligger vi på ryggen med hjulene strittende op i luften – som en anden hjælpeløs skildpadde uden jordforbindelse.

Det er en underlig fornemmelse at hænge i sin sikkerhedssele med hovedet nedad. Langsomt går det op for os, at vi er sluppet med livet i behold. Der er ikke blod nogetsteds – kun knust glas overalt.

Vi firer os forsigtigt ned på taget og kravler over glassplinterne ud af den totalt havarerede offroader. Det giver lidt rifter i knæ og håndflader, men ikke noget at snakke om.

Der er ingen kontakt på vore GSM mobiltelefoner – dertil er de omgivende bjerge for høje. Vi må derfor pænt vente på, at andre trafikanter kommer forbi.

En halv time senere er det lokale politi på pletten. En hærdebred islænding tager rapport, kigger bremsespor på vejen, spørger og måler ud. Så tilbyder han os et lift til nærmeste by – hvor en ny udlejningsbil allerede står klar! Et check på et nærliggende hospital dokumenterer, at vi er sluppet med skrækken. Ingen skader på ryg eller nakke efter rulleturen.

På glatis på gletcheren

Men vi skal videre, og op kommer vi – ad stejle bjergveje – til en lille bygning, som både er restaurant og centrum for al færdsel på Vattnajökulls gletcheris. Her kan man hyre guides og tage på tur med snescooter eller bæltekøretøj. Man kan sågar krydse hele gletcheren, hvilket tager en dags tid og kræver godt vejr med god sigtbarhed.

Vi kryber ind i de store forede overalls og krænger styrthjelmene på, inden de tykke fingervanter griber om Skidoo’ens gashåndtag. Og så går det ellers op over gletcherisen i et forrygende tempo – tværs hen over bæltekøretøjernes dybe spor og op ad de stejle sider nær iskanten.

Pludselig standser vor guide op og stiger af. Vi kan nu gå de sidste meter hen til en stejl kant, hvor isen falder næsten 1.000 meter ned mod hav og fjeld. Et imponerende syn, der nemt kan tage pusten fra en dansker, som kun er vant til den tynde luft på Himmelbjerget!

En times tid senere befinder vi os atter nede ved havet, hvor vi kan stå i skjorteærmer og nyde sommersolen uden vanter og overalls! Island er virkelig et modsætningernes land!

Velvoksne vildørreder

Langt om længe er vi fremme ved vor endelige destination – en perlekæde af bjergsøer i det indre af Island. Området er unikt – på flere måder. Historiske kilder fortæller, at der frem til 1400-tallet kun lå fire søer heroppe på fjeldet. De var til gengæld store.

Så kom der to lange år med konstante vulkanudbrud i 1480’erne – altså for godt 500 år siden. Der er flere teorier til, at landskabet kom til at se ud, som det gør idag. Den gængse er, at jordskorpen slog en revne, hvorved alt vandet i den største af søerne helt enkelt løb ud!

Tilbage blev tre store og geologisk set gamle søer. Søer med runde bjerge omkring sig og med flade strande dækket af forvitret brunt lavasand. Søer med mange krebsdyr af en gammel slægt – søer med en bestand af ørreder, som voksede og vokser eksplosivt på de mange krebsdyr. Vandet er 10-12 grader sommeren igennem – en ideel temperatur til en hurtig vækst.

Nyt efter de to års intense vulkanudbrud var 41 større og mindre kratere, som efterhånden blev fyldt med vand. Kratersøer med forrevne strandlinjer og groteske lavaformationer langs bredderne. Søer, hvoraf nogle havde forbindelse med de oprindelige søer.

Herfra indvandrede hurtigt ørreder, som fandt rigeligt med føde i de nye søer. Vulkanaske er jo fyldt med mineraler, som danner grundstammen i alle fødekæder under vandet. De søer, der lå isoleret fra omgivelserne, blev hurtigt forsynet med ørreder fra de øvrige søer – en form for oldnordisk P&T fiskeri, kunne man sige. Omend fiskeriet dengang blev drevet med garn og af de lokale bjergbønder.

Resultatet er under alle omstændigheder, at der idag findes et fremragende fiskeri i størsteparten af vulkansøerne. Med mulighed for fisk på indtil flere kilogram. Problemet – i hvert fald for en tilrejsende – er, at området er kolossalt og svært at finde rundt i. Det er i hvert fald ikke et område, man ønsker sig at fare vild i…

Varme vandløb – og iskolde

I tilgift til et utal af ørredsøer fordelt over hele Island findes der ørreder og rødinger i de allerfleste vandløb – og det er mange! Godt ørredfiskeri findes dog ikke så forfærdeligt mange steder, da elvene ofte er for kolde til netop denne fiskeart.

Til de mest kendte ørredvandløb hører naturligvis det øvre løb af Laxá i det nordøstlige Island, hvor netop denne elv afvander den store Myvatn sø. Geotermisk aktivitet i undergrunden sørger for, at vandet året rundt har en perfekt temperatur for ørrederne, der her kan veje indtil flere kilo. Der findes dog flere andre vandløb på Island, som også har en stabil bestand af store bækørreder. De færreste når dog op på siden af Laxá, da denne løbende rekrutterer ørreder oppe fra søen.

I det kolde smeltevand fra gletcherne på det indre af øen stortrives rødingerne til gengæld. Elvene er ofte hurtigt strømmende, kolde og uklare, men alligevel findes der masser af fisk. De bedste chancer har man her med spinner og spinnestang, som kan fange fisk i det uklare vand – hvad fluer og fluestang langt fra altid kan.

Rødingerne er sjældent store – de fleste under halvkiloet – men fisk på op til kiloet fanges regelmæssigt. I stedet kan man glæde sig over, at rødingerne så har i antal, hvad de måtte mangle i størrelse…!

* * *

Island er definitivt ikke for de svage, der trives bedst i sol og sommer. Island er i stedet for dem, der holder af dramatisk natur og et klima, som skifter hele tiden. Der skal helst være lidt vikingeblod i årerne. Men så mangler der til gengæld aldrig underholdning på Sagaøen. Specielt ikke, hvis man har øje for andet og mere end lige fisk og fluer!

USA’s varierede østkyst

Det moderne sportsfiskeris hjemland byder på uanede fiskemuligheder – og Atlanterhavskysten et hav af forskellige fiskearter.

Det er amerikanerne, vi kan takke for, at sportsfiskeri idag er en stor og støt voksende fritidsbeskæftigelse. En hobby med så mange aktive udøvere, at selv politikerne er ved at få øjnene op for det. Og en hobby, der som grundlag kræver et godt vandmiljø med sunde fiskebestande.

Det har man idag masser af i Nordamerika, som jo omfatter både USA og Canada – samt Mexico, hvis vi skal have det hele med. Her findes et udbredt og veludviklet sportsfiskeri efter arter, som vi i regelen ikke kender til her i Nordeuropa. Der er jo et helt Atlanterhav imellem os, og det har betydet, at fiskene har udviklet sig til forskellige arter på de to sider af det samme ocean.

Længst i nord

Fjeldørreden

Længst i nord – helt oppe i det nordligste Canada, hvor isen kun er væk i nogle korte sommermåneder – regerer den arktiske fjeldørred. Det er samme art, som lever på den anden side af det smalle Davisstræde – i Grønland. Men det er karakteristisk, at den i de to canadiske provinser Quebec og Labrador i snit bliver betydeligt større end sin grønlandske fætter. I det nordøstligste Canada har man således mulighed for at fange fjeldørreder på helt op til 10 kg!

Mange steder lever fjeldørreden side om side med atlanterhavslaksen. Dog er det kun et fåtal af de elve, der løber ud i Hudson Bay, som har en bestand af laks.

Atlanterhavslaksen

Nogle af de fiskearter, som findes på begge sider af Atlanten, er stadig nært beslægtede. Her kan man passende nævne atlanterhavslaksen som et godt eksempel. Den er næsten identisk i Nordeuropa og Nordamerika. Man kan ganske vist konstatere genetiske forskelle i kromosomtallet, men af ydre er laksene ens i Europa og Nordamerika.

Oprindelig forekom laksen et godt stykke ned i det nordøstlige USA – med staten Maine som et hotspot – men menneskets voldsomme udvikling af netop dette område har for længst udryddet laksen her. Der gøres dog ihærdige forsøg på at genindføre laksen i Maine, men indtil videre uden det helt store resultat.

Det bedste laksefiskeri findes typisk i Quebec og Labrador. Drager vi længere sydover – til øen Newfoundland – kan man træffe laks i snart sagt alle vandsystemerne. Det samme gælder provinsen New Brunswick og øen Nova Scotia, som begge byder på mange, men mindre elve med svingende vandstand og mindre laks.

Kildeørreden

Der er her tale om en eksklusiv amerikaner, der kun forekommer naturligt i det østlige Nordamerika. Den kræver koldere vand end den europæiske ørred, men tåler ikke et regulært arktisk klima som den almindelige fjeldørred. Den overtager derfor i syd, hvor fjeldørreden må melde pas på grund af stigende vandtemperatur.

Kildeørreden kendes på sin marmorerede ryg og de ofte mange røde og blå pletter på siderne. Hertil kommer et for laksefisk ganske stort hoved. Den store mund er tilpasset en kort sommer, hvor mus og lemminger ofte står på menuen! Store hjortehårsmus er derfor gode for mangen en spændende fight med kilotunge kildeørreder…

Det er en kortlivet fisk, som kun i få tilfælde bliver større end 1 kg. I Labrador og Quebec findes dog bestande, der regelmæssigt producerer fisk på 3-4 kg. Kildeørreden er primært en ferskvandsfisk, men havvandrende former forekommer. De bliver dog sjældent større end 1-2 kg.

Oprindelig forekom kildeørreden så langt sydpå som de amerikanske stater Maine, New Hampshire og New York. Men en tidlig industrialisering af disse idag uhyre tæt befolkede områder fik hurtigt gjort en ende på kildeørreden. Idag findes kildeørreden derfor primært i det østligste Canada.

Lige i midten

Striped bass

Striped bass – populært blot kaldet “stripers” på grund af de karakteristiske sidestriber – er en af de mest populære sportsfisk på den amerikanske østkyst.

Den stribede bars er en fisk, som fødes i ferskvand og vokser sig stor i saltvand. Om foråret søger den ind i brakke fjordområder med ferske tilløb, hvor den gyder. De små stribede bars trækker straks ud i brakvandet, hvor de vokser hurtigt, inden de for alvor stikker til havs – op langs den nordamerikanske østkyst.

Et af de vigtigste gyde- og opvækstområder for ungfiskene er den vidt forgrenede Chesapeeke Bay, hvor man har et veludviklet sportsfiskeri efter voksne bars på gydevandring. Hertil kommer store flokke af fisk om efteråret, hvor de efterstræbes af såvel lokale som tilrejsende sportsfiskere. Den kolossale Hudson flod lidt længere nordpå er et andet trækplaster.

Mange steder kaldes den stribede bars for “rockfish”, hvilket hentyder til dens store forkærlighed for klipper. Overalt, hvor klipper stikker ud fra kysten, er der gode chancer for et møde med en striper – meget ofte helt inde i brændingen, hvor fiskene ligger på lur.

Ude i det åbne hav følger de opvoksende fisk Golfstrømmen så langt nordpå som til Maine på grænsen til Canada. Mange bliver hængende sommeren over ved øer som Martha’s Vineyard og Nantucket, der ligger mellem Boston og New York. Atter andre fortsætter til New Hampshire og Maine, hvor de bliver, til hjemvandringen sætter ind hen på efteråret.

Bluefisk

Bluefish er for de tempererede have, hvad guldmakrellerne er for de tropiske. Det er hurtige svømmere, som lever hele livet ude på åbent hav – i evig bevægelse og i evig søgen efter bytte. Det er blodtørstige fisk, som vokser utroligt hurtigt. De kan blive op til 20 kg tunge, men ses sjældent større end 10 kg.

Deres adfærd minder på mange måder om piranha’en, der også kan gå helt bersærk i store madorgier. Faktisk kender man til flere eksempler, hvor bluefish har angrebet mennesker, så de er ikke til at spøge med – hverken nede i vandet eller oppe i båden.

Bluefish’ens skarpe trekantede tænder klipper større småfisk over i to halvdele. Først sluges den ene halvdel, hvorefter den anden samles op og nedsvælges – hvis ikke en anden bluefish har gjort det i mellemtiden!

Bluefish har omtrent samme vandringsmønster som den stribede bars – med Golfstrømmen mod nord i de varme sommermåneder og retur igen om efteråret. Den er dog langt oceanisk end den stribede bars og træffes derfor aldrig oppe i ferskvand.

Længst i syd

Længst i syd ligger Florida og lokker med varmt vand og hotte fisk!“Fishing the flats” er nok det, de fleste forbinder med Florida – fiskeri på det meget lave og krystalklare vand, som omgiver store dele af denne stat. Men man skal ikke glemme, at der længere ude – i selve Golfstrømmen – også er et glimrende fiskeri efter guldmakreller, diverse tun samt sailfish og marlin.

Man må heller ikke glemme “Back country fishing”, som er fiskeri inde i Everglades mangrovesumpe og længere sydpå i markslandet render og vader. Fiskeri på lavt brunt vand med blød bund og – alligatorer…

Bonefish

Mange fluefiskeres foretrukne flats fisk. Af flere årsager. Dels tager den meget gerne fluer, hvis ellers de er præsenteret rigtigt. Og dels er det en sky fisk, som er let at skræmme. Endelig er det i regelen ganske svært at få øje på bonefish’en, der er kamoufleret overmåde godt. Den sølvblanke fisk med de transparente finner falder overmåde godt ind i det undersøiske landskab. Selv ryggen er mønstret, så den ligner krusninger på vandet.

Bonefish er i evig bevægelse – på jagt efter rejer, krabber, søpindsvin og andet spiseligt i skovene af “turtle grass”. Når flokken kommer trækkende, skal der handles lynhurtigt. Fluen skal placeres foran fiskene, førend de er væk igen. Der er kun få sekunder at gøre godt med!

Det mest fascinerende ved bonefish er dog deres reaktion på at være kroget. Efter et sekunds vildrede sætter de skruen til og kan sagtens tage 100 meter line af hjulet i deres første og aldeles uimodståelige udløb!

Bonefish har i regelen en størrelse, der gør, at de kan tages på almindeligt fluegrej, som vi bruger det på kysten herhjemme. Blot skal der helt være 200 meter bagline på hjulet. De største bonefish – dem på ti pund og derover – tages typisk længst nordpå med Florida som et godt udgangspunkt. Fluefiskeriet på de lavvandede flats topper typisk i maj-juni, hvor vandtemperaturen passer fiskene perfekt.

Tarpon

Er man til større og vildere fisk end bonefish, finder man også det i Florida – i form af toptrimmede tarpon, som kan rive det meste fiskegrej i stykker i deres meterhøje spring!

De største tarpon, man har kendskab til, vejer op mod 300 pounds. Fisk i 200 pounds klassen er taget på stang, men normalt regner man fisk over 100 pounds for store. Florida, som er noget af det nordligste i denne fisks udbredelsesområde, har typisk de største tarpon, men de er ikke inde på de lavvandede flats hele året. Højsæson er maj-juni, hvor der imidlertid kan være meget varmt og fugtigt…

Det er kendetegnende for den store og sølvskinnende tarpon, at den ofte ses rullende i overfladen, efterladende skum og luftbobler. Den opførsel skyldes, at de er i stand til at ånde gennem en åben svømmeblære. De skifter helt enkelt luften i svømmeblæren ud, når de ruller i overfladen. Denne ekstra form for ånding gør det muligt for fiskene at færdes i iltfattigt vand, som findes mange steder i mangrovesumpene.

Tarpon er altså fisk, som er knyttet til overfladen. Da de samtidig foretrækker relativt små fødeemner – småfisk og rejer – er de fluefiskerens drømmefisk – de største fisk, som det er muligt at tage på regulært fluegrej ved regulært fluefiskeri. Deres mange og meterhøje, gællerystende spring gør dem ikke mindre interessante…!

Permit og Snook

Er man ude efter den ultimative udfordring, så skal man prøve den højryggede permit. Det er flats fluefiskerens ypperste trofæ – en fisk, som kun sjældent lader sig lokke til at tage en flue. Men en levende krabbe på en krog er en helt anden sag. Dér kan selv en grøn nybegynder fange fisk…

En herlig fisk, som holder af at ligge på lur mellem mangroveskovens rødder. En fisk, som kun sjældent kan tages ude i åbent vand. Og så er den kilo for kilo en af de allerstærkeste fisk, der findes. Har den først taget fluen inde mellem rødderme, skal der virkelig lægges pres på for at redde den ud!

Snook’en ligner på flere måder en sandart – blot har den en karakteristisk stribe langs de sølvblanke sider. Og så er den udpræget dugnakket! Fisk over 10 kg er sjældne.

Redfish

“Redfish” er navnet på en af de største og mest eftertragtede trommefisk. Den kaldes også for “red drum”, men er mere kendt som slet og ret “redfish”, hvilket hentyder til fiskens smukke kobberrøde farver. Den har ligeledes en markant øjeplet lige foran halen.

Allerede i 1985 indså myndighederne i staten Texas, at de efterhånden alt for mange monofilgarn langs statens Golf-kyster var ødelæggende for bestandene af redfish. Texas Parks and Wildlife Department indførte således straks et totalforbud mod kystnært garnfiskeri i de vidtstrakte marskområder og påbegyndte samtidig et storstilet opdræt af redfish-yngel til udsætning. Resultat: Texas har idag Nordamerikas førende sportsfiskeri efter disse dejlige fisk!

Den røde trommefisk kan veje op til 40 kg, men så store fisk ses kun langt til havs på dybt vand. De mindre fisk holder i stedet til på lavt vand i området fra Cape Cod til Texas – dog med hovedvægten lagt på den lavvandede og varme Mexikanske Golf, hvor jo Golfstrømmen opstår.

Herinde – på få cm vand over blød mudderbund – stortrives redfish på op til 5 kg. Her roder de rundt i bunden efter krabber, rejer og diverse småfisk. Når de jager krabber, står de nærmest på hovedet – med halen forførerisk viftende over vandet! Når de jager rejer og småfisk, foregår det tilsvarende med hele ryggen ude af vandet.

Bass

I det indre af USA findes overalt bestande af bass – det være sig den småmundede bass, som holder til i kølige søer og floder i de nordligere egne. Eller den mere udbredte stormundede bass, som foretrækker varmere søer og damme. Den er USA’s ubestridte sportsfisk nummer ét – den fisk, som flest amerikanske sportsfiskere fisker efter.

Den småmundede bass opfører sig på mange måder som en ørred og tages da også på nogenlunde det samme grej – gerne fluer, der efterligner insekter, krebsdyr og småfisk. Den stormundede bass derimod – den lever for alvor op til sit navn. Næppe mange andre fisk i hele verden har så stor en mund i forhold til sin størrelse som netop den!

Og det er ikke noget tilfælde. Den går nemlig ikke af vejen for selv ganske stort bytte i form af mus, frøer, snoge og andet, der måtte komme forbi, når den er sulten. Alligevel er den store mund aldeles tandløs – et forhold, man ofte benytter sig af ved landingen. Da løfter man blot fisken op med et greb om underkæben!

Såvel den småmundede som den stormundede bass er renlivede ferskvandsfisk, der sjældent vejer mere end 5 kg.