Det er ikke alle fiskerejser, der går i fisk. Nogle af dem regner væk eller tørrer ud. Andre blæser væk. Læs her om frustrerende fiskeri i trætophøjde…
– Du skulle have været her i går, i sidste uge, i sidste måned eller sidste år…
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt den undskyldning, når jeg har rejst den halve verden rundt for at opleve et spændende nyt fiskeri – blot for at konstatere, at forholdene var helt umulige…
Men det er den rejsende lystfiskers lod. Odds’ene kan være bedre eller dårligere, men risikoen for at blive brændt totalt af – uanset prisen – er der altid. Den lurer permanent ved selv verdens bedste fiskevande.
For meget og for lidt
Det så jeg sidste sommer på Island, hvor det årlige laksefiskeri i Rangá blev totalt spoleret af regn og smeltevand, der gjorde elven lige så klarvandet som vandpytter på en byggeplads. Flere tusinde kroner og dyrebare feriedage gik tabt på den konto…
Og jeg så det for en halv snes år siden, da jeg fiskede i Amazonas provinsen i det sydligste Venezuela på grænsen til Columbia. Her ankom vi – trods megen research hjemmefra – på den aldeles forkerte tid af året. Med det resultat, at vandet i regnskovens floder stod adskillige meter over fiskbar vandstand. Vi måtte i bogstaveligste forstand fiske mellem trætoppene – så meget vand var der!
Nu senest er jeg vendt hjem fra tre ugers fiskeri i Argentina, Brasilien, Bolivia og Paraguay – tre uger i den bedste tid, nemlig tørtiden, hvor fiskeriet efter de højt springende og guldskinnende doradoer skulle være på toppen.
Imidlertid er der jo gået totalt kuk i vejret på verdensplan – efter alt at dømme forårsaget af den varme havstrøm El Niño, som hærger i Stillehavet ud for Sydamerika – og den efterfølgende kolde La Niña. Nu regner det regelmæssigt, når det i stedet burde være knastørt – og omvendt.
På den måde bliver det jo ganske svært at arrangere en succesrig fiskerejse, for hvad kan og skal man regne (!) med? I hvert fald løb floderne så højt og var så uklare, at det næppe var umagen værd at fiske i dem. Specielt ikke efter doradoer.
Tilsvarende måtte jeg i foråret aflyse en uges fiskeri i Tierra del Fuego – Ildlandet, den sydligste spids af Sydamerika – da elvene her var løbet aldeles tør for vand sidst på sæsonen. Den forgangne vinter havde næsten ikke budt på sne i Andesbjergene, og derfor var der heller intet smeltevand til sommerens fiskeri. Altså stik modsat forholdene i den nordlige del af landet…
Frygtelige frustrationer
Det er naturligvis frygteligt frustrerende at være rejst om på den anden side af jordkloden – at have spenderet mange tusinde kroner på rejse, ophold og fiskegrej – blot for at få en meget lang næse. Det er noget af det værste ved at være rejsende i fiskeri.
Det kan være hårdt for psyken at skulle håndtere sådanne oplevelser. Måske har man sparet sammen til sit livs fisketur i adskillige år. Måske er det den ene gang, man kan få “fri” fra familien i tre sammenhængende uger – eller fra arbejdet på et usædvanligt tidspunkt. Alt skal således klappe – eller skuffelserne bliver så meget desto større.
Jeg har gennem årene oplevet mange skuffelser og er efterhånden så hærdet, at de ikke går mig på. Det er helt enkelt spillets regler. Kan man ikke lide lugten i bageriet, må man gå. Fiskerejser er lidt som at gå på casino: Man gør sin indsats og håber så på den helt store gevinst. Men man ved også, at odds’ene statistisk set ikke er med én…
Når man læser et blad som Fisk & Fri, er det (næsten) altid succeshistorierne, der figurerer. Ingen gider jo læse om alle de mange ture, hvor man ikke fangede noget – selv om de måske kan være nok så gode oplevelser. Nej, det er billeder af og historer om vellykkede fisketure og store fisk, der sælger bladet.
Vi plejer at sige, at vi sælger drømme på lystfiskerbladet “Fisk & Fri” – drømmen om det store eventyr, som ligger dybt begravet i enhver lystfiskersjæl. Det eventyr, vi alle drømmer om at opleve på et eller andet tidspunkt i vort liv. Men vi ved også bedre end de fleste, at der skal mange resultatløse ture til, før storfisken hugger. Rigtig mange.
Hybris og Nemesis
Fiskerejser er ingen undtagelse – tværtimod. Typisk har vi hørt eller læst om et spændende fiskeri, vi gerne selv vil opleve. Måske har vi set det på TV eller video. Men vi ved i regelen ikke så forfærdelig meget konkret, når vi tager afsted. Selv den bedste research lader altid nogle huller tilbage.
Man skal naturligvis tro på sagen – som en anden sportsmand, der går på banen for at vinde. Men man kan også tro for meget på sejren – så meget, at man begår hybris og derfor bliver straffet af guderne. Det var præcis det, der skete på min allerførste – men ikke sidste – tur til Grønland i 1974:
En lokal slagtermester fra Sjælland havde sat et skilt i sit butiksvindue, før han lukkede biksen og tog afsted til Grønland. På skiltet stod der: “Friske fjeldørreder om fjorten dage!”.
Skæbnen ville så, at den gode slagtermester trådte forkert, da han stod ud af helikopteren i Narssaq – med det reslutat, at han brækkede foden. Før han nogensinde fik gjort sit første kast. Sådan kan det gå, når man er lidt for kry. Og friske fjeldørreder var der definitivt ikke i bagagen, da han i utide kom hjem til Sjælland – med foden i gips…
Alternativerne
Men tilbage til forventningerne. Det er nemlig uhyre vigtigt, at man drager afsted med et åbent sind – modtagelig for de muligheder, der måtte byde sig. Med grej, som kan tackle mange forskellige situationer. Og en velforberedt psyke, der ikke lader sig slå ud, dersom elven skulle løbe højt og fluefiskeri derfor er umuligt.
Det fik jeg som sagt god brug for på min seneste tur til Sydamerika. Allerede den første dag indså jeg, at jeg lige så godt først som sidst kunne droppe enhver tanke om flue og såmænd også spin. Skulle der fisk på land, måtte der bundsnøre og naturlig agn til i det grumsede vand – ikke lige en inkarneret fluefiskers livret, men stadig langt bedre end ingenting.
Dette ud fra devisen, at enhver form for fiskeri naturligvis er langt bedre end intet fiskeri. Man er vel lystfisker!
Vi drog derfor op ad Paraná floden, hvor den møder Uruguay floden – op mod den mudrede og sine steder rivende strøm. Her fandt vi steder, hvor der var strømlæ under stejle klipper, som brød den hårde strøm. Og her parkerede vi vore kroge, der var agnet med stykker af kyllingelever eller oksehjerte…
Vi måtte sjældent vente længe på bid. Og det var spændende fisk, der dukkede op til overfladen efter gode fights i den sine steder hårde strøm. Maller, hvoraf mange var mere mystiske, end jeg tidligere havde set dem.
Mystiske maller
Der var gule maller, og der var giftige. De sidste blev af vor guide behandlet med stor respekt. Til trods for deres giftighed var det fine spisefisk – når de altså først var blevet afvæbnet. Det skete med en stor tang, som klippede de giftige pigge af fiskene, før de kom ned i stuverummet!
Der var også brumbasser imellem – maller, som gryntede højlydt af utilfredshed, når de blev hevet indenbords. For slet ikke at tale om de langskæggede fyre, hvis føletråde var længere end hele kroppen!
Imellem huggene hyggede vi os. Vi tyggede cocablade og drak maté. Vi sødede den bitre drik med friske sukkerrør, som vi fældede og skrællede med vore macheter. Vi spiste saftige røde bøffer fra den argentinske Pampas – “Lomo a la pimiente” – og skyllede efter med herlig rødvin fra Mendoza. Kaffen var naturligvis fra Brasilien – kulsort og jættestærk. Efter tre kopper af den var man klar til at erobre verden!
Altsammen foregik det ude i den subtropiske regnskov, som bare vrimlede med store og små sommerfugle i alskens fantastiske farver og mønstre. Stornæbbede toucaner fløj omkring, mens aberne hylede og skreg i trætoppene.
Definitivt ingen dårlig tur – når man altså først lige havde fortrængt, at det var doradoerne, vi kom efter. Men som vi på det nærmeste ikke så skyggen af…
Så tag afsted med et åbent sind og realistiske forventninger, når du drager udenlands for at svinge fiskestangen. Så får du altid noget godt med hjem!
© Steen Ulnits 2000
Del denne artikel: