Der er ikke så forfærdeligt mange år siden, at vi her i Danmark havde Big Game fiskeri i verdensklasse at byde på – med fisk på op mod 400 kg…

Den blåfinnede tun, som lyder det latinske artsnavn Thunnus thynnus, er ikke iblandt os længere. I hvert fald ikke blandt os danskere, der for blot nogle få årtier siden havde nogle af verdens største fisk svømmende rundt i vore farvande – fisk, som ofte vejede både 100, 200 og 300 kg.

Den er her ikke mere, desværre. Den blåfinnede tun hører idag til en af verdens truede dyrearter – med en kompleks livscyklus, der sætter den under stort fiskepres og gør den meget svær at administrere. Faktisk lider den under samme skæbne som laksen, der fødes i ét land, men vokser op i et andet – eller sågar flere andre. Og alle vil naturligvis have en bid af den eftertragtede kage

Den blåfinnede tun fødes i Middelhavet, hvorfra de små ungfisk siden vandrer ud i Atlanterhavet for at vokse sig store og stærke. Fiskene vokser hurtigt og bliver kønsmodne i en alder af blot 3-4 år. De vender da tilbage til Middelhavet for at gyde som deres forældre.

Den blåfinnede tun er en varmtvandsfisk, der ikke holder af havområder koldere end ca. 10 grader Celsius. Tunen hører til de få fisk, som kan opretholde en højere kropstemperatur end vandets – via et sindrigt varmevekslersystem, som giver den et meget hurtigt stofskifte og masser af kræfter. Alligevel holder den ikke af koldt vand og træffes derfor ikke længst oppe i Nordatlanten.

Men når ellers havstrømmene og fødeemnerne tillader det, kan den store blåfinnede tun træffes ganske højt mod nord – helt oppe ved Norges og Danmarks kyster. Tunene vandrer vest om de Britiske Øer for siden at vende snuden sydover mod Skagerak og Kattegat.

Tun ved Sjællands Odde

Det var tilfældet i 1920’erne, da store tun regelmæssigt blev set og fanget ud for Sjællands Odde, hvor de frådsede i enorme stimer af fede høstsild. Indtil da havde fiskerne hvert år fanget mange tun i deres bundgarn ved Skagen – ofte i mindre størrelser, man aldrig eller kun sjældent så længere inde i de danske farvande. Som altid er det de største vandrefisk, der kommer længst omkring i deres jagt på føde.

I 1950’erne begyndte så store blåfinnede tun på både 100, 200 og 300 kg at vise sig så langt sydpå som i Øresund ud for Snekkersten – altså umiddelbart syd for Helsingør. Her jagtede de stimer af hornfisk og makrel, som sås springe ud af vandet i deres kamp for livet – ikke sjældent også med de store tunfisk helt fri af vandet!

De danske erhvervsfiskere havde ikke øje for mulighederne i de store tun, som hver sommer dukkede op. De var helt enkelt for store og stærke til de redskaber, man rådede over. Det blev derfor sportsfiskerne, som først gik i lag med de blåfinnede kæmper herhjemme.

Det skete ved Sjællands Odde, hvor en pioner som grosserer Ludvig Svendsen fra København fik bakset de første stangfangede kæmper ombord – under stort møje og besvær. Datidens udstyr var ikke det bedste og kun en skygge af, hvad en moderne sportsfisker bruger idag.

Til gengæld var der dengang fisk at fiske efter – noget, som selv ikke verdens bedste og mest moderne udstyr kan kompensere for. Således fangede et fåtal sportsfiskere årligt omkring 200 store tun ved Odden! I 1927 satte Kaj Møller fra Berlingske Tidende den hidtidige rekord med en imponerende fisk på 319 kg – en fisk, som det tog 11 timer at bringe til båden. Inden da havde man blandt andet været hele vejen rundt om Hesselø…

Midt i 1930’rne forsvandt tunene imidlertid fra Sjællands Odde – uvist af hvilken grund. Sandsynligvis havde sildene forlagt residensen til sydligere og østligere himmelstrøg. I hvert fald begyndte man nu at observere springende tun helt nede i Øresund, hvor enkelte straks blev fanget på løs line – med en bøje for enden af et reb i stedet for stang, hjul og line.

Tun i Øresund

Lystfiskerne var dog ikke sene til at rykke ud. Det blev daværende direktør for Nordisk Film, Carl Bauder, som for alvor fik hul på bylden. Han tilbragte dage og uger på Sundet, når først tunene havde indfundet sig – i både godt og dårligt vejr.

Bauders ihærdige indsats resulterede gennem årene i fangsten af mere end 100 tun i Øresund – i det, man med rette kan kalde dansk Big Game fiskeris guldalder. Da var farvandet mellem Helsingør og Helsingborg et virkeligt hotspot på verdenskortet over fangststeder for verdens største sportsfisk.

Bauder startede sit tunfiskeri med en aldeles resultatløs sæson i 1947. Til gengæld tog han en voldsom revanche det følgende år, hvor han ene mand landede ikke færre end 68 kæmpetun på stang og line i Øresund. En verdensrekord, som næppe nogensinde vil blive slået. Det var i de glade dage, hvor selv Helsingør-Helsingborg færgen måtte vige, når tunflaget var hejst – når der var tunfisk på krogen!

Det blev dog ikke Bauder, der løb med rekorden for den største stangfangede tunfisk. Den gik nemlig til grosserer Knud Kyvsgård fra Ordrup, som på forunderlig vis fik kroget, udtrættet og landet en magnifik kæmpe på ikke mindre end 372 kg! En fisk, der stadig er ikke blot dansk, men også nordisk rekord.

En håndfuld engagerede fiskere med Svendsen og Bauder i spidsen dannede et “tun-konsortium”, som i starten fiskede fra en lejet kutter. Siden investerede man i egen tunbåd, som fik fastmonteret en fightstol til de i regelen timelange dyster med Sundets supersvømmere. Så var man klar til at tackle selv en ny rekordfisk!

Sensommermånedernes fascinerende fiskeri efter de altid upålidelige kæmpetun blev grundlaget for “Scandinavian Tuna Club”, der havde hovedsæde på “Kystens Perle” (Snekkersten Kro) i sæsonen. Hvert år afholdtes en stor “Tuna Cup” med entusiastiske deltagere fra flere lande.

Øresunds gode fiskeri efter store blåfinnede tun ebbede desværre ud sidst i 1950’erne – givet på grund af overfiskeri såvel på opvækstpladserne ude i Atlanterhavet som på gydepladserne inde i Middelhavet. I hvert fald decimeredes de danske fangster på få år fra årligt 2.000 tons til kun 20 tons, og hermed var tunfiskeriet i Øresund en saga blot.

Tunhjul i Århus

I Åbyhøj ved Århus bor imidlertid en mand, for hvem det danske tunfiskeri stadig lever. Det er Kurt Fisker Jensen, som til daglig administrerer fordelingen af politibetjente i Århus. I fritiden samler han på gammelt fiskegrej – fortrinsvis grej fremstillet i Danmark.

Ud over at have en stor privat samling af rariteter bestyrer Kurt ligeledes arkiv og bibliotek i Dansk Grejsamler Klub. Her kan man finde spændende sager som Illingworth’s oprindelige fastspolehjul fra først i dette århundrede samt Hardy’s klassiske Altex hjul – blandt meget, meget andet.

Men perlen i Kurts private samling er uden enhver tvivl et funktionsdygtigt eksemplar af de kun otte dansk fremstillede tunhjul fra dansk tunfiskeris guldalder – en massiv og flere kilogram tung hånddrejet sag i rustfrit stål.

Af de oprindelige otte hjul kendes kun de tre, og af dem er de to på det nærmeste integreret i massive og vel brugte stænger til tunfiskeri. Det kan langt fra udelukkes, at de manglende fem hjul ligger på bunden af Øresund ud for Snekkersen – halet udenbords i et ubevogtet øjeblik af finnede gæster fra det blå Middelhav…

Hjulene blev fremstillet til tunkonsortiet og har kostet en formue i datidens danske kroner. Fremstillingsprisen er således oplyst til kr. 1.600,-. En pris, der skal sættes i relation til, at en faglært maskinarbejder dengang fik 2,75 i timen!

Kurt Fisker Jensens hjul, som blev fremstillet i København i 1948, vejer i sig selv 6,5 kg. Det var før de rustfri kuglelejers tid, og spolen løber derfor på kostbare og aflange agatlejer, der som det eneste kunne holde til det massive pres under fighten med de kolossale fisk.

Det er et frygtindgydende hjul, der giver sin beskuer et lille glimt af de massive kræfter, som disse hjul skulle kunne tøjle, når de blev spændt for et svømmende muskelbundt på 100, 200 eller sågar 300 kg. Man gyser ved tanken om selv at sidde i stolen – gevaldigt i tvivl om, hvem der egentlig var spændt for hvem…

Nærmere oplysninger om Dansk Grejsamler Klub, der idag har små 300 medlemmer, kan fås hos kasserer Flemming L. Petersen på telefon 58 38 75 50 eller fax 58 38 78 60.

© 1999 Steen Ulnits

Er vandet under båden dybere end 10-15 meter, kan man ikke spinnefiske effektivt. Da må det tunge pirkegrej – og den rette pirketeknik – i brug.

På dybderne må man ty til regulært pirkefiskeri – til fiskeri med pirk i det lodrette plan. Her kaster man ikke. Man sænker i stedet sin pirk ned til bunden under båden, som så driver for vind og strøm.

Det er i regelen fisk som torsk, sej, lubbe og lange, der bider på under pirkefiskeriet – naturligvis med torsken som den mest almindelige og de øvrige fisk som mere eller mindre almindelige tillægsgevinster.

Under torskefiskeriet gælder det om at få pirken ned til bunden og holde den dér længst muligt. På større både med flere lystfiskere ombord skelner man mellem kastesiden og pirkesiden. Når skipper har standset motoren og givet tegn til at fiske, da driver skibet for vind og strøm med siden til. Den side, der vender i drivretningen, kaldes kastesiden. Den modsatte side kaldes tilsvarende forpirkesiden.

På kastesiden kan man dyrke et kraftigt spinnefiskeri med pirke i 50-100 grams klassen. Man kaster da i samme retning, som skibet driver i, lader pirken synke til bunds og spinner den så hjem igen i store ryk. Driver båden ikke alt for hurtigt, og er vandet ikke alt for dybt, da kan dette kastefiskeri være pirkefiskeriet overlegent. Af to årsager: Dels fordi man med kastefiskeri afsøger et større område end med pirkefiskeri. Og dels fordi man bruger mindre pirke, som er mere levende og naturtro i vandet.

Pirkesiden

I regelen er man imidlertid nødt til at pirke fra pirkesiden, hvis man vil ned og holde bund. Man bruger da kompakte, endetunge pirke fra 100-400 gram med de tungeste til det dybeste vand med den stærkeste strøm. Kan man ikke holde bund med en kompakt rørpirk på 400 gram, da kan man lige så godt først som sidst opgive fiskeriet.

Mange mennesker tror, at pirkefiskeri blot drejer sig om at sende en tung pirk til bunden og så pirke med den der. Der skal imidlertid mere teknik til end som så, hvis man også regelmæssigt skal kunne fange fisk på sin pirk. Teknikken er heldigvis ganske ligetil:

Man starter med at frikoble spolen på sit multihjul. Med tommelfingeren på spolen lader man nu pirken suse nedefter, indtil den tager bunden. Trækket på linen slækkes, og i samme sekund blokerer man den roterende spole med tommelen, så der ikke bliver overløb. Man kobler ikke spolen til!

I stedet blokerer man spolen med tommelen, mens man pirker med lange op-og-ned bevægelser af stangen. Med jævne mellemrum slækker man presset på spolen og lader igen pirken gå til bunds. Herefter gentages proceduren, til man enten har fisk – eller for lang line ude. Da kobler man spolen til og spinner ind igen, hvorefter man på ny lader pirken suse til bunds.

Mens man pirker og båden driver, vil strømpresset på linen i takt med bådens drev presse pirken højere og højere op i vandet – væk fra bunden og fiskene. Det kompenserer man for ved regelmæssigt at give line og således holde pirken nede, hvor den hører til. Men efterhånden står linen i en vinkel ud fra bådsiden, og pirken vil efterhånden arbejde mere vandret end lodret. Til sidst vil den slæbe hen over bunden i stedet for at fiske over den, og da skal den tages ind igen og på ny sænkes til bunds.

Teknikken er som sagt såre enkel, men det er forbløffende mange havfiskere, der ikke kender til den. Og de får ikke andet end tilfældige fisk

Pirken, der bruges til regulært pirkefiskeri – altså i det lodrette plan – skal være typisk endetung. Er den ikke det, vil den ofte kunne vende i vandet og fange sig selv eller rettere linen. Og da fanger den intet.

Pelagiske fisk

Ved fiskeri efter sej, lubbe, sild og makrel må man gå systematisk til værks, hvis man vil finde dem. Er vandet ikke alt for dybt, kan man starte fra bunden og gradvis arbejde sig opefter i vandet, indtil man får de første hug. Herefter gælder det så blot om at fiske i den fundne dybde. På dybt vand starter man i stedet fra oven.

Det kan gøres på to måder. Har man linefører på sit havhjul, da kan tælle det antal gange, som lineføreren går frem og tilbage for at nå en given dybde. Eller man kan investere i et hjul med indbyggettæller, der normalt angiver dybden/linelængden i fod. Da kan man helt enkelt aflæse den rette vanddybde og lynhurtigt finde tilbage til den. I praksis en større fordel, end de fleste tror. Ens medfiskere har i regelen kun hovedrysten til overs for den, der stiller op med et hjul, som har indbygget tælleværk!

Når man pirker, arbejder man med lange op-og-ned gående bevægelser. Jo dybere vandet er, desto større skal disse bevægelser være for at kompensere for den lange og elastiske line. Nogle bruger meget voldsomme bevægelser, der sammen med overdimensionerede trekroge er rendyrket rykfiskeri og dermed forkasteligt for alle rigtige lystfiskere. Den slags bør alle holde sig for gode til. Vi fisker jo for vor fornøjelses skyld – ikke for at overleve.

Fisker man efter fisk som havkat og helleflynder, da vil man kunne forbedre sine chancer betydeligt ved i stedet at bruge en agnet pirk. Trekrogen agnes med en strimmel frisk fisk, hvorefter pirken fiskes i store og bløde bevægelser. Man meder mere end pirker.

Huggene er derfor mere forsigtige end under det almindelige pirkefiskeri, og fiskeren må derfor være mere opmærksom under fiskeriet. Da er agnet pirk til gengæld overmåde effektivt – til grådige rovfisk som helleflynder endda mere effektivt end rendyrket medefiskeri med forfang, krog og agn.

Vragfiskeri

Vrag er rene hoteller for havets fisk, som derfor hurtigt flytter ind i nye skibsvrag. Her er de nogenlunde sikret mod trawlfiskeri, som ellers tolder hårdt på lokale fiskebestande. De er dog ikke sikret mod de garn, som erhvervsfiskere ofte omringer vragene med…

Vrag giver strømlæ og byder på et meget varieret miljø, der tiltrækker mange forskellige organismer. Fastgroede alger udgør første led i fødekæden og tiltrækker de smådyr, som småfiskene lever af. Småfiskene tiltrækker de større fisk, som igen lokker os småbådsfiskere til vragpositionerne!

Intet vrag byder på fangstgaranti. Nogle dage kan selv de mest stabile vrag være som støvsuget for fisk – for så dagen efter at diske op med fiskeri i verdensklasse. Sådan er vragfiskeri bare. Fiskene kan også være der – de ses på loddet – men de mangler måske appetit og hugger derfor ikke.

Det er heller ikke alle vrag, der fisker lige godt året rundt. Ligger vraget således på lavt vand – på mindre end 10-20 m – fisker det i regelen bedst forår og efterår. Omvendt med vrag, der ligger på 30-40 m vand eller dybere. De fisker bedst sommer og vinter – dog med forbehold for eventuelle iltsvind i sensommeren.

Vragfiskeri er hektisk fiskeri – hvis der altså er fisk. Blot nogle få meter uden for vraget sker der absolut intet. Men så såre man driver ind over selve vraget, er der hug på alle stænger. Det er derfor altid med den største spænding og forventning, at man ser selve skibsvraget tårne sig op på ekkoloddet. Da griber man ekstra godt fat om stangen!

Satser man specifikt på vragfiskeri, skal der kraftigere pirkegrej til end ellers. Så snart fisken har hugget, skal der lægges maksimalt pres på grejet, så fisken løftes fri af vraget. Specielt langer er sande mestre i at få sig viklet ind i selve vraget og dermed klare frisag. De kender nemlig vraget som deres egen bukselomme, da de jo bor inde i det!

Det siger sig selv, at der mistes meget endegrej, når man fisker over vrag. Inkarnerede vragfiskere tager konsekvensen af dette og dropper den dyre pirk til fordel for et billigt lod med en ophænger eller to monteret på linen. Så slipper man for at ofre indtil flere pirke til et halvt hundrede kroner stykket…

Ikke mindst sej og lubbe er ofte gladere for ophængerne end for selve pirken, så her er der alt at vinde. Sørg blot for, at forfanget mellem de to ophængere er ekstra kraftigt. Så er der en realistisk chance for at få en eventuel doublé af 5 kg’s torsk med op til båden!

©Steen Ulnits 1999

Da isen sidst kunne bære på vore søer, skrev vi 1986-87. Dengang var isvintre mere regelen end undtagelsen, idet vi også havde isvinter de to foregående år.

Ekstra koldt var det i 1981-82, hvor vinteren startede meget tidligt og lagde låg på vandene inden jul. Siden da har der været langt mellem perioder med bæredygtig is.

For mange lystfiskere er det et trist syn, når isen dækker deres elskede fiskevande. For andre er det optakten til årets “hotteste” fiskeri – i overført betydning – nemlig isfiskeriet efter søernes aborrer.

Men det er de færreste lystfiskere, som kender til isfiskeriets finurlige finesser. Dels fordi vi herhjemme ikke har svenskernes åregamle traditioner for dette fiskeri – dels fordi vi simpelthen ikke har isvintre nok at øve os i!

Men nu er den der, isen, og den kan bære. Derfor lidt basisviden om denne specielle form for fiskeri, som kan dyrkes på alle de af vore søer, hvor man har fiskeret. Mange steder er det alment accepteret, at alle må fiske, når først isen bærer. Men det er ikke nogen garanti, så spørg først!

Den rette fisk

Den sortstribede aborre Perca fluviatilis er en rigtig flokfisk. Den er selskabeligt anlagt, og kun de største individer lever en isoleret tilværelse.

Aborren vokser langsomt. Fisk på over kiloet regnes for store – fisk på halvkiloet for gode. Langt de fleste aborrer, som havner hjemme på køkkenbordet, vejer mellem et halvt og et helt pund. Men til gengæld er de forrygende fine spisefisk – nok de bedste af alle fiskene i ferskvand!

Aborren er ganske vist en varmtvandselskende fisk og dermed mest aktiv i sommerhalvåret. Alligevel er det også aborren, der udgør langt hovedparten af isfiskerens fangster. Det skyldes dels dens medfødte selskabelighed – hvor der er én aborre, er der altid flere. Og dels at den fra naturens hånd er ganske talrig.

Alle aborrer – store som små – trækker om efteråret ud på søens største dybder, hvor de overvintrer i det altid 4 grader varme vand. Herude skal de således findes under størstedelen af vinterens islæg og isfiskeri. Først nær isens smeltning begynder de igen at søge ind på lavere vand, hvor jordvarmen langsomt gør sig gældende.

Det rigtige grej

Isfiskeri er i princippet blot pirkefiskeri fra isen – med en meget kort såkaldt “pimpelstang” i halvmeters klassen. Da hjulets eneste rolle er at opbevare linen under fiskeriet, er der frit valg mellem alle typer. Linen bør være 0.20-0.25 mm tyk.

Pirken kan være en traditionel endetung pirk, der jo fisker lodret i vandet. Eller man kan bruge en såkaldt “balancepirk”, der fisker i det horisontale plan.

Aborrer holder af pirke på 5-10 g. Hovedregelen er, at jo større vanddybde desto tungere pirk for at nå ned i passende fart. Er aborrestimen først fundet, dur det ikke med en pirk, der snøvler sig ned til fiskene. Da skal der handles hurtigt, og da er en kompakt, endetung pirk det bedste valg.

De almindelige pirke til isfiskeri har ofte en krog, som er ophængt i et kort stykke line eller kæde. Denne krog agnes med en stump regnorm, øjet eller en stump svømmeblære fra en fanget aborre. Her er der frit spil for fantasien. Selv et stykke appelsinskræl kan gøre lykke på vanskelige dage!

Uanset agntype er ideen den, at selve pirken lokker aborrerne til, mens det er maddingen, de hugger på. I vinterkoldt vand er en sådan agnet pirk ofte en uagnet milevidt overlegen. Fiskene er træge i det kolde vand og tager kun lidt føde til sig. Pirken alene er da ofte for stor en mundfuld for dem. Det er den agnede krog ikke, og så både lugter og smager den langt bedre end metalpirken!

Den rette bevægelse

Når hullet er boret, og man har sat sig godt til rette på den medbragte stol eller kælk, sænkes pirken helt ned til bunden. Her bevæges den først med nogle store lokkebevægelser, som får pirken til at synes på lang afstand. Ideen er, at den glimtende pirk skal lokke fiskene til.

Når først fiskene har lokaliseret pirken, skal de lokkes til hug. Til det formål bruges små bevægelser – til tider nærmest kun en sitren af stangspidsen. Store bevægelser skræmmer mere, end de lokker i det iskolde vand. Det er også vigtigt, at de træge fisk får god tid til at tage den agnede krog. Det er jo primært den, de hugger på – i de færreste tilfælde selve pirken.

På gode dage – specielt først og sidst på isfiskesæsonen – kan den vandrette balancepirk give et forrygende fiskeri. Vandet må ikke være for koldt – isen skal lige have lagt sig, eller jordvarmen skal være ved at trænge igennem i den sene vinter – for så jager aborrerne ikke vildt. Og da tager de ikke så gerne den store balancepirk.

Balancepirken fiskes ikke som den almindelige pirk med op- og nedadgående bevægelser. Balancepirken er i stedet konstrueret til at fiske i det vandrette plan. Den skal derfor bevæges med små og bløde bevægelser, hvor stangspidsen kun langsomt føres op- og nedefter. Da vil balancepirken bevæge sig i store ottetaller – præcis som en rigtig levende lille fisk.

Det øvrige udstyr

Det er naturligvis af afgørende betydning, at man overhovedet kan få hul på isen! Til det formål kan man bruge økse, sav eller sågar motorsav, når det går vildest til.

Men til almindeligt isfiskeri er det bedste et fredeligt spiralbor af den skandinaviske type – eksempelvis et isbor fra svenske Mora. Med det kan man let og smertefrit bore huller med en diameter på 10-15 cm, og mere får man ikke brug for til aborrer. Husk også en hulske til at fjerne grødis i hullet med.

En god måde at lokalisere aborrerne på er at bore en række huller ud over en skrænt på søens dybeste vand. Så prøver man sig frem fra hul til hul, indtil den rette vanddybde for dagen er fundet.

Aborren har nemlig en lukket svømmeblære og er derfor ganske følsom over for pludselige ændringer i lufttrykket – også selv om den jo befinder sig nede i vandet. Den mærker straks ændringerne og flytter sig tilsvarende – mod lavere eller dybere vand. Derfor findes aborren ikke altid på de allerdybeste steder i søen. Og derfor må man altid lede sig frem til den.

Påklædningen kan ikke være varm nok. Selv iført hele vintergarderoben holder man i regelen kun til få timers effektivt fiskeri, førend pejsen og en varmende whiskysjus bliver umådeligt tiltrækkende!

Noget af det vigtigste er i sagens natur varmt fodtøj, som kan isolere mod kulden fra isen. Fiberpelssokker og tykke filtsåler i støvlerne er ingen luksus i denne tid, flere lag vind- og vandtæt tøj heller ikke.

Det samme gælder redningsvesten, som både luner og redder menneskeliv – også på isen. Selv den tykkeste is har svage steder – specielt de større søer, hvor der kan være en ganske voldsom strøm under isen. Ligger der vand på isen, så gå langt udenom!

Og husk så, at isen skal være mindst 10 cm tyk – helst 15 cm – før den er sikker!

© Steen Ulnits 1999

Jigs kan noget, som andre kunstagn ikke kan: De kan fiskes direkte på bunden, hvor mange fisk jo fouragerer – vel at mærke ude at sidde fast!

Den amerikanske jig er uden tvivl dette århundredes superagn. Danske lysffiskere er imidlertid et konservativt folkefærd, som er længe om at tage nye ting og teknikker til sig. Men nu er den langt om længe gået rent hjem i lille Danmark. Jiggen – her specielt den med superblød gummihale – er kommet for at blive.

Under de rette forhold er den dødbringende over for snart sagt alle rovfisk – det være sig søernes gedder, aborrer og sandarter eller kystens havørreder og torsk. Alle er de vilde med en korrekt præsenteret jig. Specielt i koldt vand vinter og forår er jiggen en suveræn kunstagn, idet den kan fiskes direkte på bunden – for snuden af de kuldetræge rovfisk.

Men en jig er ikke bare en jig. Den moderne jig er mange ting og har mange anvendelsesmuligheder. Den klassisske jig med hale af fjer eller hår lever stadig, men kun den lille model med marabou-fibre i halen kan stadig tage konkurrencen op. Og da kun i de allermindste størrelser. Ellers er det gummidyr for alle pengene.

For de fleste danske lystfiskere er en jig lig med et blyhoved og en gummihale. Intet andet. Det er den type jig, man kan finde i de fleste blinkæsker – den, der sættes ind, når specielt søernes og de brakke fjordes aborrer skal overlistes.

Kigger vi imidlertid over på den anden side af Atlanten, så ser vi, at jigs er mange forskellige ting – rigtig mange endda. Og at de kan anvendes og monteres på et utal af måder.

Jigs og gummiorm

De allerfleste af de mere eller mindre outrerede jigs er fremstillet med henblik på fiskeri efter stormundet bass – USA’s sportsfisk nummer ét. Det betyder imidlertid ikke, at de ikke med fordel kan anvendes også herhjemme, hvor der jo ikke er bass. Det kan de nemlig meget vel!

Til bass-fiskeri er de lange gummiorm blandt storfavoritterne. De er store, og man kan ind imellem få det indtryk, at amerikanerne ikke kan få dem store nok! – Eller er det bare den stormundede bass, der virkelig lever op til sit navn – med en gavflab af en støvsugermund, der har plads til det hele og lidt til?

Faktum er i hvert fald, at disse gummiorm ofte er både 15 og 20 cm lange. Og at også andre fisk end netop bass til tider inhalerer dem med stor entusiasme! Det kan være gedder, der måske ser en lækker snog i en af de lange sorte orm. Eller en kystørred, der er på ormekalas, når børsteormene sværmer. Faktum er i hvert fald, at lange gummiorm til tider kan redde en ellers fiskeløs dag.

Fordelen ved jigs og gummiorm er den klare, at de kan fiskes uden at sidde fast. For jiggens vedkommende skyldes det, at krogen vender opad på grund af blyhovedet fortil. For gummiormens vedkommende, at krogen sidder skjult i selve dyret.

Moderne gummijigs indeholder en form for opløsningsmiddel – en såkaldt “plasticiser”, der gør dyrene så superbløde, som tilfældet er. Denne “plasticiser” har imidlertid den ulempe, at den ikke kun gør haler og orm dejligt bløde. Den gør også adskillige grejæsker helt bløde i knæene…!

Det gælder især billige plastæsker, som hurtigt indgår en uheldig forbindelse med dyrene. De går helt enkelt i opløsning! Gode – og dyre – grejæsker er i stedet “worm proof”, som amerikanerne siger. De er ikke påvirkelige af opløsningsmidlet.

Gummiormene er ideelle til fiskeri i tæt bevoksede områder – steder, hvor andre agn i regelen kommer til kort. Den klassiske jig med blyhoved og blød plasthale er omvendt ideel til fiskeri direkte på bunden – hvis der altså ikke er alt for mange grene, trærødder og lignende. Så sidder selv verdens bedste jig uhjælpeligt fast ind imellem!

Rig en jig!

Bladspinnere har alle dage være gode agn til stort set alle rovfisk. Det roterende blad udsender reflekser og trykbølger, som får de fleste fisk til at gå grassat.

Kombinerer man de fornemme fangstegenskaber hos henholdsvis bladspinneren og jiggen, da har man en såkaldt “spinner rig” – en amerikansk opfindelse, som kan lokke mangen en kræsen fisk i fordærv. Ofte fisk, som har vægret sig ved at sætte tænderne i såvel spinner som jig.

Første gang jeg så en sådan rig, var jeg unægtelig noget skeptisk. – Typisk amerikansk, var min umiddelbare reaktion, for de er jo skøre, de amerikanere!

Men det viste sig hurtigt, at de slet ikke altid er så skøre endda. Det skete en kold dag på Randers Fjord. Det var fjordens store brakvandsaborrer, der stod på programmet. De aborrer, som fødes i Gudenåens ferske vand for derefter at søge ud i fjordens meget rigere spisekammer. Herude trækker de frem og tilbage med tidevandet.

Når højvandet skubber saltvand fra Kattegat ind i fjorden, så flytter aborrerne med indefter. De er jo primært ferskvandsfisk, som dog tåler en smule salt. Når så det faldende vand sætter ind, da følger aborreflokken med udefter igen. Og da kan de træffes så langt ude som ved Udbyhøj.

Når vinteren sætter ind, søger aborrerne typisk ind i den indre og mere ferske del af fjorden. Her er de i regelen til at få i tale – på spinner og blink, men allerbedst med jig.

“Eksperten” og amatøren

En høj og flot solskinsdag var vi taget tre mand afsted – kæreste, barn og undertegnede. Vinden friskede lidt vel, og det kneb med at finde aborrerne. Eller i hvert fald fange dem.

Fra mange års fiskeri kender jeg efterhånden stederne, hvor fiskene bør være. Når man så ikke fanger noget alligevel, så er spørgsmålet altid det samme: – Er fiskene der overhovedet? – Eller er de der godt nok, men vil ikke vide af det, man serverer for dem?

Der er ikke andet at gøre end at prøve sig frem. Jigs i forskellige størrelser og farver kommer på linen, men lige meget hjælper det. Da falder blikket på en spinner rig, som jeg nærmest for sjov købte i USA året før. En gul Mister Twister bliver monteret i riggen og sendt ud over det lave vand.

Jeg har knapt drejet en omgang på hjulet, før jeg mærker modstand i den anden ende. En halvkilos aborre slås, som gjaldt det livet – hvilket det også gør! Kasper, som er på sit livs første rigtige fisketur, kigger fascineret, da aborren kommer indenbords og får knækket nakken.

– Mor, mor – du skal også fange en fisk! , kommer det prompte fra knægten. 0g mor adlyder pligtskyldigt, tager en stang og kaster riggen med jiggen ud. Jeg tænker ikke nærmere over det, før Christine spørger: – Hvad gør jeg nu? – Jeg tror, der er en fisk på!

Ganske rigtigt: Det nøkker godt i stangspidsen, da en gedigen aborre finder ud af sin fejltagelse. – Bare hold stram line og drej lidt ind på hjulet, lyder det fra eksperten bagest i båden.

Lidt senere har jeg fornøjelsen at nette dagens største aborre for Christine – en flot og velkonditioneret fisk på ikke mindre end 1,1 kg! Taget på førnævnte spinner rig.

Det skulle endda ikke blive ved det. Da vi dropper projektet og vender snuden hjemefter, ligger en lille snes fuldfede aborrer på lit de parade i båden – alle taget på spinner riggen med den gule jighale.

“Eksperten” var blevet en lektion klogere, men måtte altså se sig uddistanceret af amatøren…

© Steen Ulnits 1999