Det var det Vilde Vesten, som sidst blev koloniseret. Det er stadig her – i bjergkæden Rocky Mountains – at man finder det mest uberørte fiskeri.
Det er bjergene i Rocky Mountains, der deler USA i en østlig og vestlig del – “the Continental Divide”, som amerikanerne kalder det. De vandløb, der løber mod vest, har opgang af stillehavslaks og havvandrende steelheads. De østvendte vandløb, som har meget langt til havet, har tilsvarende kun stationære laksefisk at byde på.
Stillehavslaksene
Den nordamerikanske vestkyst – fra Californien i syd over den canadiske provins British Columbia til Alaska i nord – har hele fem arter stillehavslaks at byde på.
De opfører sig imidlertid ganske anderledes end atlanterhavslaksen. Stillehavslaks er generelt ganske uvillige til at stige opefter i vandet for at tage noget. De allerfleste laks i Alaska – specielt kongelaksene – tages derfor på store og tunge “Pixie” blink med plastindsats i fluorescerende grønne og røde farver. Blink, der kan nå helt ned og skrabe bunden.
Hurtigt synkende flueliner og shooting heads er derfor normen, hvis man vil fange stillehavslaks på flue – vægtbelastede fluer ligeså. Fluerne fiskes gerne “dead drift” helt nede ved bunden – uanset vandtemperaturen, hvilket jo ikke er specielt charmerende sammenlignet med vort hjemlige sommerfiskeri med flydeline.
Men når de først er på krogen, da er stillehavslaks ofte langt bedre og stærkere fightere end atlanterhavslaksen. Kongelaksen – også kaldet “chinook” – er urstærk og ikke sådan at flytte med. En gennemsnitsvægt på 10-12 kg hjælper godt til! Sølvlaksen – på indiansk “coho” – er en sand sprinter, der med sine mange og høje spring giver fiskeren rigeligt at se til. Med sine 3-6 kg er den et ideelt bytte på såvel flue- som spinnestang.
Den røde laks – “sockeye” laksen – er både stærk, vild og hurtig, når den ellers vil hugge. Til det formål skal der i regelen ganske små fluer str. 6-8 på forfanget. Enhånds stænger klasse 7-8 er ideelle til dette fiskeri. Hundelaks (“dog salmon”) og pukkellaks (“pink” eller “humpback”) kommer meget hurtigt i en meget dårlig forfatning, når de forlader havet. Men er de ellers nystegne, da er de bestemt værd at efterstræbe med fluen.
Rødinger, regnbuer og stallinger
Stillehavslaksene byder indirekte på et uhyre spændende fluefiskeri, når de står på gydepladserne. Da har regnbuer, rødinger og stallinger i regelen samlet sig nedstrøms for gydegruberne – i sikker forventning om, at de snart vil kunne fylde maven med nærende og overskydende lakserogn.
De rognædende fisk ses da som grå eller sorte skygger bag laksene og skal nu fanges på små “Glo Bugs” og lignende rognfluer, som på bedste nymfemaner fiskes “dead drift” på en flydeline og langt forfang. Et spændende fiskeri og i sig selv et fascinerende skuespil at følge.
Når så laksene har overstået deres leg og er døde, da vil man kunne score mange flotte fisk på de såkaldte “Flesh Flies” – hvide og flødefarvede fluer á la “Bunnies”, som imiterer stykker af forrådnende laks. Lidt ulækkert måske, men absolut velfangende, idet de øvrige laksefisk elsker døde laks!
Først på sæsonen vil de “fastboende ” laksefisk i stedet ofte vente på årets nedtræk af laksesmolts mod havet. Rammer man dette nedtræk rigtigt, kan man opleve uforglemmeligt fiskeri med store streamers og bucktails. I mindre vandløb med græsklædte bredder kan man – specielt højt mod nord – opleve et meget spændende fiskeri efter stationære regnbuer, som villigt tager store hjortehårsmus fisket tæt på bredden!
I British Columbia og Alaska findes mange steder massive bestande af arktisk stalling, som er nært beslægtede med den europæiske stalling – blot har den en større rygfinne og små tænder i munden. Den er da også langt mere glubsk end vor hjemlige stalling, men stadig helt vild med at stige til overfladen efter en korrekt præsenteret tørflue. Fluefiskerens drømmefisk, som sine steder kan blive større end den halve meter.
I Rocky Mountain området er regnbueørreden naturligt udbredt fra Mexico i syd til Alaska i nord. En mere østlig udbredelse har den nære slægtning, som kaldes “cutthroat” på grund af sin markant røde strubestribe. Det er den, der har gjort Yellowstone Nationalparken verdensberømt blandt fluefiskere – den, der lagde ryg til verdens første kontrollerede forsøg med “Catch & Release”.
Højt oppe i bjergene i de sydlige Rocky Mountains findes endnu en variant af ragnbuen – den højt besungne og utroligt smukke “golden trout”, som kun findes i de højere luftlag. Heroppe – i søer, der i regelen er lige så næringsfattige, som de er klarvandede – bliver den gyldne ørred kun sjældent meget større end et halvt kilo.
Steelheads
For mange fluefiskere er den havvandrende regnbueørred – den såkaldte “steelhead” – det absolut ypperste bytte i de vestvendte nordamerikanske vandløb. Og med rette, for næppe nogen anden laksefisk kan levere en kamp for livet som netop denne fisk, der kan blive større end 10 kg.
Man taler typisk om “sommerfisk”, der står op i elvene først på sommeren – næsten et helt år, før de skal gyde i det kommende forår – og så “vinterfiskene”, der arriverer sidst på året. Sommerfiskene er blanke og livlige, hvorfor de gerne stiger til en lille flue fisket højt på en flydeline. Vinterfiskene er derimod farvede ved opgangen og skal lokkes til hug med synkeliner og kulørte fluer fisket nær bunden med hurtigt synkende liner. Det kolde vand sidst på året en en naturlig del af forklaringen.
Steelhead’en er desværre efterhånden en truet art – truet af dels de store kraftværksdæmninger, som findes overalt i de større vandsystemer, dels af overfiskning nær elvmundingerne. Her indgår den nemlig som en vanskeligt undgåelig bifangst i det kommercielt vigtige laksefiskeri. Trods det faktum, at den er totalfredet, ender adskillige tons steelhead hvert år som henkogt laks på dåse…
Muskies og walleyes
I det indre af Nordamerika har man både gedde, aborre og sandart. I tilgift har man yderligere et antal varianter af disse fisk – nærtstående arter, som kan være langt bedre sportsfisk end de klassiske arter, der findes på begge sider af Atlanten.
Det gælder ikke mindst den store “muskellunge”, der i daglig tale blot benævnes “musky”. Den kan blive større end gedden, men den er langt sværere at lokke til hug. Sidder den endelig på krogen, er den en fighter i verdensklasse, som med lange udløb og høje spring giver sin fanger rigeligt at se til!
I det indre af Nordamerika – i det nordligste US og i store dele af Canadas sydlige ødemarker – er sandarten erstattet af sin fætter, der lokalt kaldes “walleye” på grund af dens typiske glasøjne. Det er en fisk, som har utroligt mange dyrkere i de nordlige egne, hvor den på mange måder overtager den sydligere bass’ rolle.
Guldmakreller, roosterfish og sejlfisk
Stillehavslaksene er genstand for et intensivt sportsfiskeri i havet, hvor man troller eller “moocher” laksene med naturlig agn. Det gælder ikke mindst den store chinook, mens den mindre coho i stigende grad også tages på flue.
Længere sydpå gælder saltvandsfiskeriet primært de mere varmekrævende fisk som guldmakreller, roosterfish og sejlfisk. Den Californiske halvø byder sammen med Cortez havet på ypperligt fiskeri efter disse tre både smukke og meget stærke fisk.
Traditionelt trolles alle tre arter, men i de seneste år har rendyrket fluefiskeri efter de selvsamme arter vundet stor udbredelse. Typisk “teases” fiskene ind til båden med lokkeagn, som trolles på sædvanlig vis – blot uden kroge. Inde ved båden er fiskene så på kastehold og kan lokkes til hug på en vellignende flue.
Den nordamerikanske vestkyst byder således på en sand rigdom af gode fiskemuligheder. Fra Alaska i nord til Mexico i syd!
© Steen Ulnits 2000
Del denne artikel: