Island forbindes i regelen med laks til luksuspriser. Men Island har andet og mere at byde den besøgende lystfisker på – ikke mindst et meget fornemt ørredfiskeri i elve og søer!
Glohede geysere og iskolde gletchere. Snestorme og sandstorme – næsten på samme tid. Det er nogle af de mange og spændende modsætninger, som sagaøen i nord har at byde på. Forhold, som den gæstende lystfisker må være indstillet på.
Island er verdensberømt/-berygtet for sit luksuriøse laksefiskeri til fantasipriser. Mindre kendt er det, at sagaøen højt mod nord også byder på et fremragende ørredfiskeri i søer og elve. Det er et fiskeri, som er billigt i sammenligning med laksefiskeriet – men stadig dyrt set med danske øjne. Således skal man påregne at betale rundt regnet det samme for et godt ørredfsikeri på Island, som man må af med for et ditto laksefiskeri i Norge…
Langt fra alfarvej
Man skal også gøre sig klart, at det gode ørredfiskeri ikke ligger ved alfarvej. Det ligger i regelen langt inde i landet – ofte oppe i bjergene, hvor vejene er små, smalle og dårligt vedligeholdte. Og hvor vejene ofte kan lukkes med kort varsel – af snevejr helt hen i juni måned eller sandstorme resten af sommeren. Robuste og højbenede firehjulstrækkere skal der til, hvis man vil frem med nogenlunde sikkerhed – dertil lidt gåpåmod, når forholdene er dårlige.
Det fornemmede jeg klart under sommerens første tur til Island i ’97. Det var dejlig varmt, da jeg stod ud af Icelandair maskinen i Keflaviks internationale lufthavn. Luften var 22 og vinden kun svag. Solen skinnede ned over sagaøens bruna lava og grønne græs fra en klar blå himmel.
Det var imidlertid ikke helt så varmt, da vi dagen efter – på vej sydover mod Vatnajökull gletcheren – måtte gøre holdt ved et cafeteria i Vík, Islands sydligste by. Da var temperaturen krøbet omkring tyve grader nedefter, og vi blev mødt med snestorm mellem fjeldsiderne!
Vi søgte tilflugt i kaffestuens varme og fik her at vide, at vejen sydover var midlertidigt lukket – ikke på grund af snestormen, men på grund af sandstorm over de flade smeltevandsområder, som afvander Vatnajökull. Her kunne man ikke se en hånd for sig – endsige holde bilen på vejen…
Et par timer senere havde vinden dog lagt sig så meget, at vejen igen blev åbnet. Vor lille Suzuki 4-hjulstrækker stak atter sydover, omend det ruskede godt i den, da vi nærmede os “the sands”, som de store sandområder i syd kaldes.
Offroader på afveje
Da vi krydser “the sands”, ser vi følgerne af vulkanudbruddet under Vatnajökulls enorme iskappe i efteråret ’96. Den resulterende flom rev alt med sig på sin vej, da den endelig kom – flere uger forsinket. Ringvejen rundt om Island – “Highway Number One and Only”, som spøgefulde sjæle kalder den – blev flere steder skyllet helt væk af vandmasserne.
Men for islændingene er netop ringvejen et nationalt symbol, færdiggjort i 70’erne med det klare mål at binde selv de fjerneste byer og bygder på hele øen sammen. Derfor gik man ufortrødent i gang med genopbygningen, da de værste vandmasser var passeret. I forvejen havde man garderet sig og forstærket broerne, så de kunne klare presset.
Tre måneder efter flommen var ringvejen derfor igen passabel – en kraftpræstation, det imidlertid har kostet dyre udlandslån at finansiere.
Vi slipper helskindede igennem “the sands”, stopper flere steder op for at se nærmere på det månegrå landskab med lysende orange advarselsskilte, der fortæller om farligt kviksand overalt langs vejen. Kviksand, der på få sekunder kan opsluge og fortære nysgerrige turister på afveje.
Det værste tilfælde gik dog ud over en lokal islænding, der forsøgte at krydse sletten på hest. Såvel hest som rytter forsvandt sporløst i kviksandet…
Eksplosiv punktering
Så galt går det dog ikke for os, selv om vi nu langt fra går ram forbi. Da vi forlader asfalten og fortsætter ad en nyanlagt grusvej, eksploderer højre fordæk. Den lille Suzuki trækker straks ud i højre side, får atter fat i gruset og er straks efter på vej ud over venstre vejside – på vej ned i en lille elv med store sten.
Det lykkes dog at rette bilen op igen – kun for at køre af vejen i højre side, hvor terrænet til alt held ikke skråner så meget. Og hvor undergrunden meget praktisk er jævn og bestående af grus og småsten.
Som i slow motion ser vi bilen køre af vejen, dreje 180 grader rundt og begynde at rulle ned ad skrænten. Da bilen igen holder stille, ligger vi på ryggen med hjulene strittende op i luften – som en anden hjælpeløs skildpadde uden jordforbindelse.
Det er en underlig fornemmelse at hænge i sin sikkerhedssele med hovedet nedad. Langsomt går det op for os, at vi er sluppet med livet i behold. Der er ikke blod nogetsteds – kun knust glas overalt.
Vi firer os forsigtigt ned på taget og kravler over glassplinterne ud af den totalt havarerede offroader. Det giver lidt rifter i knæ og håndflader, men ikke noget at snakke om.
Der er ingen kontakt på vore GSM mobiltelefoner – dertil er de omgivende bjerge for høje. Vi må derfor pænt vente på, at andre trafikanter kommer forbi.
En halv time senere er det lokale politi på pletten. En hærdebred islænding tager rapport, kigger bremsespor på vejen, spørger og måler ud. Så tilbyder han os et lift til nærmeste by – hvor en ny udlejningsbil allerede står klar! Et check på et nærliggende hospital dokumenterer, at vi er sluppet med skrækken. Ingen skader på ryg eller nakke efter rulleturen.
På glatis på gletcheren
Men vi skal videre, og op kommer vi – ad stejle bjergveje – til en lille bygning, som både er restaurant og centrum for al færdsel på Vattnajökulls gletcheris. Her kan man hyre guides og tage på tur med snescooter eller bæltekøretøj. Man kan sågar krydse hele gletcheren, hvilket tager en dags tid og kræver godt vejr med god sigtbarhed.
Vi kryber ind i de store forede overalls og krænger styrthjelmene på, inden de tykke fingervanter griber om Skidoo’ens gashåndtag. Og så går det ellers op over gletcherisen i et forrygende tempo – tværs hen over bæltekøretøjernes dybe spor og op ad de stejle sider nær iskanten.
Pludselig standser vor guide op og stiger af. Vi kan nu gå de sidste meter hen til en stejl kant, hvor isen falder næsten 1.000 meter ned mod hav og fjeld. Et imponerende syn, der nemt kan tage pusten fra en dansker, som kun er vant til den tynde luft på Himmelbjerget!
En times tid senere befinder vi os atter nede ved havet, hvor vi kan stå i skjorteærmer og nyde sommersolen uden vanter og overalls! Island er virkelig et modsætningernes land!
Velvoksne vildørreder
Langt om længe er vi fremme ved vor endelige destination – en perlekæde af bjergsøer i det indre af Island. Området er unikt – på flere måder. Historiske kilder fortæller, at der frem til 1400-tallet kun lå fire søer heroppe på fjeldet. De var til gengæld store.
Så kom der to lange år med konstante vulkanudbrud i 1480’erne – altså for godt 500 år siden. Der er flere teorier til, at landskabet kom til at se ud, som det gør idag. Den gængse er, at jordskorpen slog en revne, hvorved alt vandet i den største af søerne helt enkelt løb ud!
Tilbage blev tre store og geologisk set gamle søer. Søer med runde bjerge omkring sig og med flade strande dækket af forvitret brunt lavasand. Søer med mange krebsdyr af en gammel slægt – søer med en bestand af ørreder, som voksede og vokser eksplosivt på de mange krebsdyr. Vandet er 10-12 grader sommeren igennem – en ideel temperatur til en hurtig vækst.
Nyt efter de to års intense vulkanudbrud var 41 større og mindre kratere, som efterhånden blev fyldt med vand. Kratersøer med forrevne strandlinjer og groteske lavaformationer langs bredderne. Søer, hvoraf nogle havde forbindelse med de oprindelige søer.
Herfra indvandrede hurtigt ørreder, som fandt rigeligt med føde i de nye søer. Vulkanaske er jo fyldt med mineraler, som danner grundstammen i alle fødekæder under vandet. De søer, der lå isoleret fra omgivelserne, blev hurtigt forsynet med ørreder fra de øvrige søer – en form for oldnordisk P&T fiskeri, kunne man sige. Omend fiskeriet dengang blev drevet med garn og af de lokale bjergbønder.
Resultatet er under alle omstændigheder, at der idag findes et fremragende fiskeri i størsteparten af vulkansøerne. Med mulighed for fisk på indtil flere kilogram. Problemet – i hvert fald for en tilrejsende – er, at området er kolossalt og svært at finde rundt i. Det er i hvert fald ikke et område, man ønsker sig at fare vild i…
Varme vandløb – og iskolde
I tilgift til et utal af ørredsøer fordelt over hele Island findes der ørreder og rødinger i de allerfleste vandløb – og det er mange! Godt ørredfiskeri findes dog ikke så forfærdeligt mange steder, da elvene ofte er for kolde til netop denne fiskeart.
Til de mest kendte ørredvandløb hører naturligvis det øvre løb af Laxá i det nordøstlige Island, hvor netop denne elv afvander den store Myvatn sø. Geotermisk aktivitet i undergrunden sørger for, at vandet året rundt har en perfekt temperatur for ørrederne, der her kan veje indtil flere kilo. Der findes dog flere andre vandløb på Island, som også har en stabil bestand af store bækørreder. De færreste når dog op på siden af Laxá, da denne løbende rekrutterer ørreder oppe fra søen.
I det kolde smeltevand fra gletcherne på det indre af øen stortrives rødingerne til gengæld. Elvene er ofte hurtigt strømmende, kolde og uklare, men alligevel findes der masser af fisk. De bedste chancer har man her med spinner og spinnestang, som kan fange fisk i det uklare vand – hvad fluer og fluestang langt fra altid kan.
Rødingerne er sjældent store – de fleste under halvkiloet – men fisk på op til kiloet fanges regelmæssigt. I stedet kan man glæde sig over, at rødingerne så har i antal, hvad de måtte mangle i størrelse…!
Island er definitivt ikke for de svage, der trives bedst i sol og sommer. Island er i stedet for dem, der holder af dramatisk natur og et klima, som skifter hele tiden. Der skal helst være lidt vikingeblod i årerne. Men så mangler der til gengæld aldrig underholdning på Sagaøen. Specielt ikke, hvis man har øje for andet og mere end lige fisk og fluer!
© Steen Ulnits 2000
Del denne artikel: