Blues for en Blå fisk

Man troede, at denne fisk
havde været uddød i mere end
60 millioner år. Pludselig dukkede
et lyslevende eksemplar op fra
dybhavet ud for Sydafrika…
 

De væsener, vi i dag kalder fisk, har en lang udvikling bag sig – omtrent 450 millioner år. Når vi i dag taler om fisk, inddeler vi dem normalt i tre hovedgrupper: Rundmunde (lampretter), tværmunde eller bruskfisk (hajer og rokker) og endelig benfiskene, der udgør størsteparten af alle nulevende fisk.

latimeria

De tre hovedgruppers navne fortæller i sig selv en hel del om de pågældende fisks udviklingshistorie – emnet for dette indledende kapitel.

Alt, hvad vi i dag ved om fiskenes udvikling, stammer fra fund af forstenede fiskelignende dyr. Det er vigtigt at kende til denne udvikling, da den sætter de nulevende fisk i perspektiv. Den gør det lettere at forstå vore dages fisk, deres opbygning og udseende.

Universets udviklingshistorie menes at være et sted mellem 10 og 20 milliarder år gammel – Jordens bare 4,5 milliarder år.

Da man mangler fossiler fra Jordens allertidligste historie – de ligger dybt begravet efter store geologiske omvæltninger – kan man kun gisne om første del af livets oprindelse. Men vi har spor efter planktonalger på Grønland, som er 3,8 milliarder år gamle.

For små 4 milliarder år siden viste de første tegn på liv sig således – i form af primitive bakterier og blågrønalger. Nogle af disse udviklede evnen til at fotosyntetisere – til ud fra vand, kuldioxid og sollys at danne organisk stof og udskille fri ilt.

Fri ilt eksisterede ikke tidligere – den kom først til med fotosyntesen. Det var denne ilt, der lidt efter lidt opbyggede den atmosfære, vi kender i dag. Uden den var udviklingen frem til i dag aldrig startet – uden ilt eksisterer intet højere liv på jorden.

For 700 millioner år siden så de første hvirvelløse dyr dagens lys. De første rigtige hvirveldyr dukkede op 250 millioner år senere i form af små fiskelignende skabninger, hvis oprindelse stadig er usikker. Men fiskens udviklingshistorie havde taget sin begyndelse.

Tre ting er af betydning for fiskens udvikling fra et primitivt hvirvelløst dyr til vore dages specialiserede benfisk. Det er fremkomsten af 1) bevægelige kæber, 2) parredefinner og endelig 3) svømmeblæren.

Bevægelige kæber og parrede finner

De første fisk var kæbeløse rundmunde med kraftige knogleplader som panser – de såkaldte panserrundmunde. Lampretten er en nulevende rundmund, som har lagt panseret.

Ved siden af panserrundmundene udviklede de første fisk med egentlige kæber sig. Der er dog tale om ufuldkomne kæber, som ikke kan presses op mod hovedet. I stedet må hovedet, som er hængslet i nakken, løftes, når munden åbnes. Alligevel repræsenterer disse kæber et kæmpefremskridt, og de nye fisk dominerede derfor vandene en tid. Der var tale om kæmpefisk på mere end ti meters længde – giganter efter vore dages målestok.

Allerede på et meget tidligt tidspunkt viste de første tegn på parrede finner sig. Ofte havde hver enkelt fisk mange parrede finner – helt op til syv par. De første finner var blot ubevægelige stabilisatorer, som holdt fisken på ret køl. Det var nødvendigt, da fiskene havde en skæv eller asymmetrisk halefinne.

Senere udviklede finnerne sig til padleredskaber, som fisken kunne bevæge aktivt. Først meget senere dukkede bløde og smidige finner op – finner, som vi kender dem i dag.

En levende forstening

Nært beslægtet med de padlefinnede fisk er den kvastfinnede coelacanth, også kaldet den blå fisk. Indtil 1938 regnede man med, at den blå fisk havde været uddød i mindst 60 millioner år. Da pludselig dukkede et eksemplar op fra dybhavet ud for Sydafrikas kyst – 1,5 meter lang, mere end 50 kilo tung og med blå skæl og karakteristiske kvastformede finner.

latimeria2

Den blå fisk, Latimeria sp. De karakteristiske finneknogler er forstadier til landdyrenes lemmer.
 

Et stykke fortid var blevet levende. Hvad man hidtil havde måttet tænke sig til ud fra forsteningerne, lå nu foran forskerne i form af et ægte eksemplar. Fisken blev studeret indgående, og hidtidige teorier om fiskenes udviklingshistorie blev revideret.

Fra disse padlefinnede fisk nedstammer alle firbenede land- og vanddyr, heriblandt mennesket. I deres kvastformede finner finder vi nemlig knogler, som er meget lig dem, vi kender fra paddernes lemmer – de første dyr, der i sin tid gik på land.

Blues for en blå fisk

Den blå fisk kaldes også for “Latimeria” efter en vis frk. Latimer, som var museumsinspektør i den sydafrikanske by East London. Her og af hende blev det første nutidige eksemplar nemlig registreret i 1938.

Siden da dukkede enkelte andre eksemplarer op fra dybhavene med mere regelmæssige mellemrum. I løbet af 90’erne er der dog blevet så langt imellem dem – trods stedse mere effektive fiskeredskaber – at man nu anser dem for truet. Således regner forskerne med, at der i dag måske kun er 200 levende eksemplarer tilbage.

De fleste af disse lever idag i dybhavet ud for Madagaskar og Indonesien, hvor man har iagttaget deres levevis fra dykkerklokker. Det har vist sig, at den blå fisk lever i huler og grotter på dybder mellem 400 og 1.000 meter, hvor vandtemperaturen veksler mellem 10 og 15 grader. Den blå fisk tåler ikke dagens lys, og det får den da heller ikke på disse dybder, hvor det er nat døgnet rundt, året rundt.

Den blå fisk er nu totalfredet, men det er tvivlsomt, om det hjælper noget. Ingen fisker jo målrettet efter den på de store vanddybder, hvor den lever. Og fanger man endelig et eksemplar, er den død allerede ved landingen. Fortiden kan således ikke genudsættes levende…

Ichtyosaurus

I den nordamerikanske Lake Lahontan er der gamle vidnesbyrd om kæmpemæssige fisk, som daterer sig blot 4.000 år tilbage. Disse kæmpefisk, der betegnes “Ichtyosaurus”, var op til 17 meter lange rovfisk med tæt tandbesatte kæber, som kunne skydes frem og sluge selv meget stort bytte.

Den skotske sø Loch Ness er kendt for sit sagnomspundne søuhyre, som flere har set, men ingen endnu fanget. Søen, som er både stor og meget dyb, huser ifølge mange vidneudsagn op gennem tiderne en skabning, der mest af alt ligner en “Plesiosaurus” – en havøgle, som menes uddød for mange millioner år siden.

Plesiosaurus kan blive op til 12 meter lang og har en karakteristisk lang og slank hals som den, vidneudsagn fra Loch Ness også har kunnet berette om.

Det er naturligvis ren spekulation, men når nu den blå fisk kunne være uddød i 60 millioner år – blot for at dukke op i lyslevende live i sidste århundrede – hvorfor så ikke også en nulevende havøgle i Loch Ness?

Fisken bliver lettere

De første egentlige fisk var tunge – finneknoglerne og panserpladerne vejede godt til. Fiskene var derfor små – sjældent større end 30-40 cm – og tvunget til at leve ved bunden. For at kunne bevæge sig uhindret gennem vandet og dermed indtage de frie vandmasser måtte fisken reducere sin vægt.

Denne vægtreduktion skete på flere måder. Først og fremmest blev panserpladerne mindre og tyndere – dog endnu ikke til skæl, som vi kender dem i dag.

De første fisk havde intet indre skelet. Da det udvikles, skilles fiskene i to retninger – bruskfiskene og benfiskene – med hver deres løsning på det samme problem.

Hajerne vælger at erstatte det tunge benskelet med et lettere af brusk – og får øjeblikkelig succes. Hajerne udvikler sig meget hurtigt til den form, vi kender i dag, hvilket kun kan tolkes som et tegn på tidlig succes. Det smidige og lette bruskskelet gør hajen til en hurtig og effektiv rovfisk, der kan opnå betragtelige størrelser – større end de fleste benfisk.

Bruskfiskene nøjes ikke med at udvikle et bruskskelet. De meget store brystfinner, som er karakteristiske for hajer og rokker, fungerer som rene bæreplaner for fisken. De giver en opdrift, som kompenserer for den skæve hales nedadrettede fremdrift. I stedet for skæl har bruskfiskene udviklet små hudtænder, der gør huden ru at føle på.

Panserrundmundene var de første egentlige fisk. Det tunge panser begrænsede i sig selv deres størrelse og tvang dem til en tilværelse ved bunden.

Svømmeblæren udvikles

Andre fisk bibeholdt knoglerne og udviklede i stedetsvømmeblæren, som gør dem vægtløse i vandet.

Men svømmeblæren opstod ikke som svømmeblære – den opstod i sin første form som lunge. Fisken udviklede lungen som svar på det varme og iltfattige vand, den dengang levede i. Jordens klima var da meget varmere end i dag. Stik mod al forventning er det altså fisken, der har udviklet lungen – ikke landdyrene.

I dag findes der i Australiens, Afrikas og Sydamerikas varme og iltfattige vande adskillige lungefisk. Nogle ånder udelukkende via lungen og drukner derfor, hvis de hindres i at ånde ved overfladen. Andre bruger kun lungen, når der er mangel på ilt i vandet. Visse arter tåler sågar udtørring i flere år.

Det var altså fiskens lunge, der gjorde det muligt for hvirveldyrene at gå på land i sin tid. Man regner med, at forfædrene til vore dages benfisk alle havde lunge – en lunge, der siden omdannedes til svømmeblære.

Forskellen mellem lunge og svømmeblære er da heller ikke så stor, som den umiddelbart kunne se ud til. Begge fungerer ved at optage eller afgive gasser fra eller til blodet og omgivelserne.

© Steen Ulnits 2000