Mellem Ildlandet i syd og Pampas’en i nord ligger det kolossale Patagonien. I denne del af Argentina vrimler floder og søer med bækørreder, regnbuer og kildeørreder, som egentlig slet ikke hører hjemme her…
Det er højsommer på den sydlige halvkugle – vor vinter – men det er bestemt ikke højsæson for fiskeriet i Los Alerces nationalparken i Chubut provinsen. Det ses tydeligt af de mange turister, som ligger ved stranden. Nogle tager sig sågar en svømmetur i det 15-16 grader varme og krystalklare vand…
Min guide de kommende to dage er Esteban, hvis fader Julio har guidet lystfiskere i parken næsten siden dens oprettelse i 1931. I hvert fald har han guidet her i 46 år! Han har således set lystfiskerturismen blomstre op – og fiskeriet gå tilsvarende tilbage. I dag er der dog indført strenge regler for fiskeriet, som igen er i verdensklasse – i hvert fald hvad mængden af fisk angår.
Regnbueørreden blev introduceret allerede i 1913 – bækørreden året efter. Først langt senere kom kildeørreden til.
I de første år efter ørredernes introduktion voksede de sig – som tilfældet ofte er med nyindførte fisk i fremmede vande – rekordstore på rekordtid. Således husker Estebans far en 12 kg’s regnbueørred, som det med datidens dårlige fiskegrej tog 1 time og 20 minutter at lande. I deres lille og utætte træbåd måtte de med årerne følge den i alle dens mange og lange udløb.
Så store fisk skal man ikke regne med i dag. Til gengæld er der et hav af herlige 1-2 kg’s fisk i søer og elve – hidsige fisk, som kan give selv den mest blaserte fluefisker sved på panden!
Patagonia Grand Slam
Jeg starter formiddagens fiskeri med et Juletræ for enden af forfanget. Esteban havde ellers foreslået en oliven Woolly Bugger, men godkender trods alt mine planer. Kunden har jo altid ret…
Solen står præcis, så fluen lyser voldsomt op i det krystalklare vand. Søen, der er 30 km lang og op til 200 meter dyb, har en sigtbarhed på op til 16 meter. Det perlemorsfarvede Juletræ ser derfor vel voldsomt ud dernede.
Men tilsyneladende ikke for voldsomt. I hvert fald går der ikke mere end et kvarter, førend den første fisk melder sig. Den tager fluen dybt nær en stejl klippekant, fighter tungt og viser sig at være en brown trout på knap en halv meter.
En god start på en god dag. I løbet af det næste par timer tager endnu fire fisk mit Juletræ nær klippekanter og grødebanker – alle regnbuer i 1-2 kilos klassen. Vi beholder den største regnbue til en lækker barbecue i strandkanten. Under sådanne omstændigheder smager fisk bare himmelsk…
Efter den obligatoriske siesta – mindre end et par timer kan ikke gøre det på disse kanter – tager vi ind i bunden af en lille vig, hvor et beskedent vandløb løber ud. Der er stejle skrænter helt inde under land, og huggene falder i flere tilfælde kun få meter fra stangspidsen.
Jeg kaster ud og lader fluen synke helt til bunds før indtagningen. Den første fisk tager Juletræet i et tungt hug, der efterfølges af en sej fight ganske ulig både bækørred og regnbue.
Det viser sig da også at være en kilostor kildeørred, som har taget fluen, og dermed har jeg scoret en vaskeægte Patagonia Grand Slam: En bækørred, en regnbueørred og en kildeørred fanget på én og samme fiskedag!
Det bliver til endnu et par fine regnbueørreder, før Esteban parkerer båden nær en strømrende i en lille flod mellem to søer. Jeg er træt og udfisket efter en lang dag under en brændende sol og et papirtyndt ozonlag. Jeg smider derfor fødderne op på rælingen, mens Esteban fisker løs.
Han har en oliven Woolly Bugger for enden af linen, og med den lykkes det ham på rekordtid at snuppe tre kilostore browns, der fighter hårdt i strømmen. Definitivt ingen dårlig fiskedag!
Bækørred i baglinen
Men ingen fiskedag er som den næste, og det er kun Jul én gang om året. Det må jeg sande den følgende dag, hvor Juletræet ikke udløser andet end et hånligt flash fra en irriteret ørred.
– Dry flies today, siger Esteban og rigger om til tørflue. Da han ved blindt fiskeri har haft to fisk oppe til fluen på en halv times tid, skifter også jeg til tørt.
Det hjælper noget på fangsterne, som dog forbliver moderate på grund af en hård vind fra vest – fra Andesbjergene i nabolandet Chile. To kilostore regnbuer lykkes det mig dog at få kroget og landet i løbet af eftermiddagen.
Hvor vi for øvrigt fiskede i fint selskab – med “Martin Pescador”, som den store isfugl kaldes her. Et flot syn at se den styrtdykke fra en gren i 3-4 meters højde, for siden at komme op med en lille ørred i det spidse næb. Men så er Martin jo også erhvervsfisker…
– Five minutes more! Solen er ved at forsvinde bag bjergene, og fiskedagen går på hæld. Esteban giver fiskene fem minutter mere, inden det er tiden at søge hjemefter. Sejlads i disse farvande er så absolut noget, der kræver dagslys og god sigtbarhed.
Vi drifter ned gennem en rolig elvstrækning, der byder på lidt af hvert: Store sten, væltede træstammer og lodrette klippesider.
Jeg lægger min orangebugede str. 12 Stimulator ud, så den stille flyder forbi en lodret klippeside på kun få cm’s afstand. Begge har vi øjnene klistret til fluen, da en god ørred i slow motion stiger op til fluen, suger den ned og dykker i dybet igen. Først da strammer jeg linen op og kroger fisken.
Den svarer øjeblikkeligt igen med et langt, langt udløb, der på sekunder er nede i baglinen. Hele to gange passerer splejsningen mellem flueline og bagline ud gennem øjerne, mens fisken møver sig ned i det tilsyneladende afgrundsdybe høl. Jeg kan slet ikke huske, at jeg før har set baglinen under regulært tørfluefiskeri!
Dyk i dybet
På et tidspunkt stikker det meste af fluelinen lodret i dybet, mens jeg frygter for, at bækørreden – for en sådan må det bestemt være – skal få viklet sig ind i grene og trærødder på bunden. Forfanget er jo kun 0.16…
Men alt går vel, og lidt efter lidt får jeg fisken presset op mod overfladen. Jeg synker en ekstra gang, da vi første gang ser den brede ryg over vandet.
– Humpback brown, siger Esteban, da han ser det store hoved med de lange kæber. – Not common this time of year.
Esteban er – næsten da – lige så begejstret som jeg. Da den tætprikkede og nærmest pukkelryggede fisk langt om længe glider i nettet, nikker han med kendermine:
– 3 kilos, easy, – og på den rigtige side af de 60 cm!
Da vi har knipset de obligatoriske billeder, og jeg har sluppet den gamle bækørred tilbage i det blågrønne dyb, kommer fiskefeberen. Jeg ryster på hænderne, da Esteban gratulerer med fangsten. Det var jo næsten for godt til at være sandt, det her.
Men herligt, at fiskefeberen stadig kan ramme én – after all these years!
@ 2000 Steen Ulnits
Del denne artikel: