Modulus med meget mere mystisk…
Kulfiber er idag standard-materialet til bygning af fiskestænger. Glasfiberens dage som stangbygningsmateriale er definitivt ovre. Den anvendes dog stadig som hjælpemateriale, men nu i meget små mængder – hvis overhovedet.
Med kulfiberen er balancen i fluegrejet blevet mindre afgørende.
© foto Steen Ulnits
Men kulfiber er ikke bare kulfiber. Fenwick kaldte sine første kulfiberstænger for “HMG”, hvilket står for High Modulus Graphite – på dansk en kulfiber af stor stivhed. De første kulfiberstænger var da også stive kæppe uden megen aktion. Men de var uhørt lette, og de kunne kaste meget langt. Til gengæld havde de en uheldig tilbøjelighed til ganske uden varsel at knække. Ofte splintredes klingen midt under et kast!
Fenwick og de øvrige producenter fandt derfor snart ud af, at der måtte en mindre stiv kulfiber til. Den blev fundet, og dermed var de mange stangbrud en saga blot. Orvis udnyttede situationen ved at kalde “deres” kulfiber for “LMG” – Low Modulus Graphite – med den klare undertone, at deres kulfiberstænger i hvert fald ikke knækkede.
Faktum var imidlertid, at de fleste producenter benyttede kulfiber af omtrent samme type og stivhed til deres standardstænger. Den almindelige 1. generations kulfiber, som vi kunne kalde den, blev mere tilbøjelig til at knække med stigende modulus/stivhed.
Men udviklingen gik og går såre hurtigt inden for fly- og rumfartsindustrien, hvor disse materialer normalt finder anvendelse, og efterhånden fik man nye kulfiber-typer, som var stivere uden derfor at være sprøde og tilbøjelige til at knække under belastning.
Fra 1. til 4. generation
Sage, som er en udbryder fra Fenwick, var først ude med en ny kulfiber, som de døbte “Graphite II”. Det korrekte navn er imidlertid “IM6” – en fiber udviklet af flygiganten Hercules i USA.
Denne 2. generations fiber går nu under flere betegnelser, men der er grundlæggende tale om den samme fiber – lettere og mere spændstig end 1. generations kulfiber. Den er dog også noget dyrere. Til gengæld får man med IM6 stænger, som er lettere, hurtigere og kan kaste længere. Men om de også kaster bedre det er som altid en smagssag.
Siden fik vi en 3. generations kulfiber, der oprindelig blev lanceret af amerikanske Loomis under navnet “IMX”. Den er endnu lettere end IM6, men fik ikke lov at være på førstepladsen længe. Idag har vi således også en 4. generations kulfiber, der er endnu lettere. Den anvendes blandt andet i Fenwick’s Co-Fi og Loomis’ G-IV fluestænger.
For de teknisk interesserede skal det oplyses, at 4. generations kulfibre har en modulus (stivhed i forhold til egenvægt) på omkring60 mio. PSI (pounds per square inch), mens 3. generations kulfibre har en lidt lavere modulus i størrelsesordenen 50 mio. PSI. IM6 fibre har tilsvarende en modulus på omkring 40 mio. PSI, mens “almindelig” 1. generations kulfibre ligger på godt 30 mio. PSI. Når man ved det, kan man jo altid sige til makkeren, at “min modulus er bare større end din…”
Lav vægt og tynde vægge
– Men hvorfor nu dette modulus- og vægthysteri? Jo, for jo stærkere en kulfiber er, desto mindre behøver man af den i en given klinge. Den færdige stang bliver derfor lettere og samtidig mere følsom. Mindre energi går tabt i selve klingen under kastet – mere bliver overført til kastevægten/linen. Idealet er derfor en fluestang, som slet ikke vejer noget!
Sammenligner man tre stænger af samme længde, kastevægt og udstyr, vil en 2. generations kulfiberstang (IM6) være næsten 20% lettere end en 1. generations. Tilsvarende vil en 3. generations kulfiberstang være mere end 40% lettere end 1. generations stangen. Vi er nu så langt ude i marginalerne, at flere producenter ikke længere lakerer deres 3. og 4. generations stænger. Lakken vejer for meget og vil derfor hæmme aktionen, lyder begrundelsen!
Det hele er imidlertid ikke rosenrødt. De stedse lettere og stivere kulfibre gør, at der skal mindre og mindre materiale i klingerne. De bliver derfor så tyndvæggede, at de ofte kan knække – trods en meget høj pris. En vildfaren, vægtbelastet flue kan let gøre uoprettelig skade på den tyndvæggede klinge.
Amerikanske Fenwick har længe eksperimenteret med at blande små kevlarfibre i det færdige kulfiberklæde. Kevlar bruges som bekendt til skudsikre veste, punkterfri dæk og lignende. Klinger fremstillet på denne måde bliver derfor markant stærkere – tåler bedre stød og slag og vildfarne fluer – uden samtidig at blive tungere. “Techna AV” er navnet på den nye serie, som atter bringer Fenwick med helt frem i forreste række.
Til praktisk fiskeri må man imidlertid konkludere, at der ikke er nogen altafgørende forskel mellem stænger af 1., 2., 3. og 4. generation. Faktisk er der adskillige dygtige kastere, som foretrækker de ældre kulfibertyper frem for de sidste nye – ikke mindst når der fiskes med sink tip og synkeliner, som kræver en roligere kasterytme.
En billig 1. eller 2. generations stang fra et anerkendt fabrikat er derfor stadig en glimrende investering.
Bindemiddel
Rene kulfiberstænger af 1. generation har i regelen mere eller mindre glasfiber i klingen, 2. generations ligeså. Det gør dem alt andet lige mere robuste end 3. og 4. generations stænger, som er bygget helt i kulfiber. I sidstnævnte fald betyder det anvendte bindemiddel ekstra meget for holdbarheden.
Bindemidlet, som holder de anvendte fibre sammen, er således af største betydning i moderne stangbygning. De første glasfiberstænger benyttede polyester – præcis som ved bygning af både og lignende i glasfiber.
Imidlertid tåler polyester ikke at blive bøjet og strakt hele tiden, og det egner sig derfor ikke til stangbygning. Men det er billigt og anvendes derfor stadig til de billigste glasfiberstænger. Til dyrere stænger anvendes i stedet det langt stærkere epoxy, som tåler at blive flexet mange gange uden at miste styrke. Det er derfor perfekt til stangbygning, men samtidig langt dyrere end polyester.
Stænger ældes og bliver blødere med alderen. Alle fibre bliver trætte, når de har været bøjet og strakt i tusindvis af gange. Oftere er det imidlertid bindemidlet, som svækkes med alderen. Kigger man efter i et mikroskop, kan man se ganske små revner i bindemidlet mellem fibrene. Og når først bindemidlet revner, så er stangen bogstavelig talt ved at gå op i sømmene. Den bliver til sidst mærkbart blødere i aktionen.
Dette har japanske Daiwa forsøgt at imødegå ved at iblande epoxy bindemidlet på deres bedste – “made in Scotland” – kulfiberstænger i tusindvis af mikroskopiske silicium carbid krystaller. Disse “whisker” fibre nærmest svejser kulfibrene sammen, så bindemidlet ikke så let revner. De giver samtidig en mere robust klinge, der bedre tåler stød og slag.
Fremstilling af klinger
Rørbygning er baseret på, at langsgående fibre giver stangen dens aktion. Men for at klingen ikke skal kollapse under belastning, men bibeholde sin oprindelige runde form, benyttes tværgående fibre til afstivning. De tværgående fibre er kort fortalt dem, der holder sammen på den rørbyggede klinge.
Kulfibrene udnyttes altid som de langsgående og aktionsgivende fibre, mens de tværgående længe var af glas. Kulfiberstænger af 1. og 2. generation benytter stadig glasfibre som de tværgående og afstivende fibre. I lang tid var de anvendte kulfibre nemlig for stive til at kunne rulles omkring de tynde mandreller uden at knække.
Men da glas er meget tungere end kul, har man i lang tid arbejdet på at reducere glasfiberindholdet til et minimum. Kulfiber har hidtil været så stiv en fiber, at den ikke kunne tåle at blive rullet omkring de ofte tændstiktynde mandreller. En behandling, som glasfiber sagtens tåler uden at knække.
En af løsningerne har været den såkaldte “radial” kulfiber, hvor de tværgående glasfibre er erstattet med elastiske kulfibre i en flettet måtte. Denne opbygning giver en robust klinge med et raffineret udseende. Dertil en noget højere pris.
Idag er problemet løst på en anden måde, når det gælder markedets dyreste og mest avancerede stænger. Fenwick, Sage, Loomis og Scott med flere af topproducenterne har alle fundet ud af at kombinere 2., 3. og 4. generations kulfiber på en sådan måde, at de langsgående og aktionsgivende fibre er 3. eller 4. generations, mens 2. generations fibre er lagt i en langsgående spiral inderst – i en vinkel på 45 grader, så den stive kulfiber ikke knækker.
En flettet opbygning som ovennævnte gør ikke blot glasfiber overflødigt og dermed stængerne endnu lettere. Konstruktionen sikrer også, at den færdige klinge bedre kan modstå ovalisering og vridning – to af den rørbyggede konstruktions medfødte skavanker.
Helt naturligt bliver sådanne stænger ganske meget dyrere end de “gamle” konstruktioner. Og desværre kan det avancerede indre ikke ses under det mere neutrale ydre…
Ovalisering og vridning
Når en rørbygget klinge bøjes, vil den blive mere og mere oval for til sidst helt at miste pusten. Øger man fortsat belastningen, vil den til sidst blive så oval, at den klapper sammen og knækker. Det er præcis det samme, der sker, når man bøjer en vandslange. Pludselig knækker den runde slange sammen og lukker for vandet.
Denne uheldige ovalisering er søgt undgået på forskellig vis – først og fremmest ved omvikling af klingen med diverse fibre. Japanske Daiwa har været pioner på dette felt og har præsenteret flere forskellige løsninger på problemet. Man har blandt andet brugt en uhyre let og elastisk kulfiber, som lægges i en tæt spiral hele vejen op langs klingen. Når så stangen belastes, sørger den elastiske udvendige kulfiberspiral for, at klingen ikke bliver oval.
En noget dyrere løsning består af en udvendig dobbeltspiral – sågar firedobbelt på de længste og dyreste stænger – af den totalt uelastiske kevlar fiber. Denne spiral, som er mere langsgående end førnævnte af elastisk kulfiber, hindrer, at klingen vrides under kast.
Det gør nemlig alle rørbyggede klinger, og herved tabes i både styrke og præcision. Stangen “sporer” forkert, som det så fint hedder i fagsproget. Den afgiver ikke kraften i en lige linje. Den udvendige kevlar-spiral ikke blot sikrer en bedre sporing – den giver også en bedre kraftfordeling op langs klingen, så man bedre undgår stangbrud.
De gamle splitcane stænger undgik såvel vridning som ovalisering. Den 6-kantede konstruktion modvirker i sig selv dette, og det har nu også ført til fremkomsten af 6-kantede kulfiberstænger. Det er velkastende hi-tech stænger, som desværre er uforholdsmæssigt dyre at fremstille, og som derfor aldrig har fået nogen større udbredelse.
Daiwa’s “Hexagon Whisker” og Bruce & Walker’s “Hexagraph” stænger er sådanne 6-kantede kulfiberstænger. De sidstnævnte er bygget på bedste splitcane-manér ved at sammenlime 6 kulfiberstrips til én 6-kantet klinge. Daiwa derimod rørbygger sine 6-kantede stænger.
Fluefiskeren, der har brug for præcise kast, har naturligvis behov for en fluestang, der “sporer” bedst muligt. Derfor investeres der mange ressourcer i at forbedre netop denne del af den moderne fluestang.
© Steen Ulnits 1999
Del denne artikel: