Folkelig Dansk FiskeFerie

Danske lystfiskere har nu fået lejlighed til at udnytte en lang række gode faciliteter ved nogle af Danmarks bedste – og smukkest beliggende – fiskevande. VI har testet et af de gode steder fra land og til vands!

“Dansk FolkeFerie” er en selvejende organisation, der råder over et antal feriecentre spredt over det ganske land. De er alle placeret på naturskønne steder nær vandet, hvor ingen ville få lov til at bygge noget som helst i vore dage!

DFF1

Landgang på Barsø en solskinsdag i februar. © foto Steen Ulnits
 

Men Dansk FolkeFerie går langt tilbage i tiden – til dengang, man uden videre kunne bygge på steder som disse. Organisationen blev grundlagt i 1938 med det smukke sigte, at den brede befolkning i videst muligt omfang skulle få glæde af deres nyvundne ferier.

Oprindelig var Dansk FolkeFerie tæt forbundet med fagbevægelsen, men tiderne skifter. Således modtog Dansk FolkeFerie i mange år massive pengebeløb i form af ikke udbetalte penge fra Feriefonden. Millioner, der gik direkte til anlæg, vedligeholdelse og udbygning af bestående faciliteter. Med det resultat, at der idag ligger 11 store feriecentre fordelt over hele landet.

Men nu lader det til at være slut med at få flere af disse penge. Nu skal Dansk FolkeFerie til at operere som enhver anden virksomhed – til at stå på egne ben. Der skal tjenes penge, og det er præcis her, vi lystfiskere kommer ind. Som et meget potentielt publikum, der endda er så venlige at lægge vore højsæsoner – forår og efterår – uden for den normale turistsæson!

Lige ved fiskevandet

Dansk FolkeFeries 11 feriecentre ligger på følgende lokaliteter, der alle byder på gode fiskemuligheder:

Vigsø Bugt og Rødhus Klit – begge ved det nordlige Vesterhav, hvor der er bekvem adgang til landets suverænt bedste havfiskeplads, nemlig Det Gule Rev.

Sæby Søbad, hvor der er et godt kystfiskeri efter havørred – blandt andet ved Hirsholmene lidt nord for Frederikshavn – samt ørredfiskeri i flere lokale åer nord for Limfjorden.

DFF2

Flot havørred fra Løjt Feriecenter. © foto Steen Ulnits
 

Middelfart og Løjt – begge beliggende lige ud til Lillebælt, hvor der er gode fiskemuligheder efter havørred, torsk og fladfisk. I nord har man adgang til den smalle, dybe og strømstærke del af bæltet – i syd den bredere og mere blide del.

Karrebæksminde og Marielyst i det sydsjællandske, hvor der primært er fokus på kystfiskeriet efter havørred, men også mulighed for gedder og aborrer i åer, søer og fjorde ikke er så langt borte.

Gilleleje og Helsingør, der begge ligger lige ud til det fiskerige Øresund med dets velkendte fiskeri efter stortorsk. Fra Gilleleje kan man ligeledes fiske havørred langs Sjællands produktive nordkyst – hvis man da ikke hellere vil prøve den klassiske Esrum Sø i stedet.

Karlslunde Strand kun 25 km syd for København, men alligevel med glimrende fiskemuligheder i ikke mindst landets bedste vandløb med store aborrer, nemlig Tryggevælde Å.

Sandvig på Bornhom er nummer 11 i rækken af feriecentre – med fine fiskemuligheder efter både havørred direkte fra kysten og laks længere ude på den åbne Østersø.

Specielt for lystfiskerne

– Men det drejer sig ikke kun om at benytte de bestående faciliteter, bedyrer naturvejleder ved Dansk FolkeFerie, Torben Bürgel Nielsen. – Vi agter også at gøre noget specielt for lystfiskerne.

– Således har vi netop indkøbt den første båd med motor til vort feriecenter i Gilleleje – og der er flere på vej. Det er tanken, at hvert feriecenter skal råde over mindst én båd, som gæstende lystfiskere så kan leje.

Den første af Dansk FolkeFeries nye fiskebåde er en Crescent 485 monteret med en 20 HK Yamaha. Den har Torben taget med til Løjt Feriecenter, hvor vi mødes for at diskutere Dansk FolkeFeries nye planer for lystfiskerne. “Vi” er repræsentanter for Dansk FolkeFerie, den sjællandske Fiskeringen, det nystiftede Tourfishing og så undertegnede JP medarbejder.

DFF3

Det lønner sig sommetider at stå tidligt op! © foto Steen Ulnits
 

“Tour Fishing” er en uafhængig og landsdækkende lystfiskerklub – en såkaldt “facilitetsforening”, der er medlem af foreningssammenslutningen “Fiskeringen”, “Dansk Havfiskerforbund” og “Landsforbundet Danske Lystfiskere”.

Som medlem kan man fiske i op mod 20 ørredførende vandløb, hvoraf de fleste naturligt nok ligger i Jylland. Samtidig råder man over 70 både, der er placeret strategisk rigtigt ved de bedste danske søer samt i lokale havne langs kysterne. Hertil kommer sågar et par huse beliggende direkte ned til gode svenske lakseelve!

Alle disse faciliteter kan bookes til favorable priser året rundt, dersom man er medlem af Tour Fishing. Som medlem modtager man samtidig medlemsbladet “Fiskeringen” 4 gange om året.

Samarbejdsaftale i hus

Tour Fishing og Dansk FolkeFerie har indgået en aftale, der løbende sikrer medlemmerne favorable lystfiskertilbud på overnatninger og ferieophold. Især uden for den traditionelle feriesæson er der penge at spare på medlemstilbud i weekends og miniferier, der er tilpasset sæsonen for det lokale fiskeri.

Det er et sådant tilbud, vi er her for at teste. Det er stadig vinter, og det fryser 8 grader om natten. Men solen skinner fra en skyfri himmel, og Lillebælt ligger som et spejl, da Torben fyrer op under Yamaha’en.

Det er en koldstart, om noget er. Men motoren starter efter nogle få træk i snoren og hoster blå røgskyer op, mens den langsomt når arbejdstemperatur. Og så går det ellers derudaf. Med fire mand i båden – heraf to virkelige sværvægtere – går vi imponerende 20 knob.

Med den fart tager det ikke lang tid at nå over til Barsø, der få minutter senere dukker op af rimtågen. Torben har checket kompasset, inden vi stak fra land og lod os forsvinde ind i tågebankerne. Vi rammer da også rigtigt og kan straks spotte den gamle bygning ved Barsø Landing – det lille færgeleje.

– Men hvor skal vi fiske? Ingen af os er lokale, så Torben har dagen i forvejen indhentet lokale råd. Vi diskuterer de forskellige forslag og når til sidst frem til, at det må være ude på de dybeste steder – med det varmeste vand – at vi har de største chancer.

Vi checker søkortet og ser snart, at de dybeste steder ligger umiddelbart syd for Barsø. Her kan vi fiske over 25 meter vand mindre end en sømil fra land!

Torsk og havørreder

Det prøver vi – med et vist held. Man kan ikke påstå, at vi direkte tonser torsk ind. Men med jævne mellemrum rykker det i dybet, og en fin Lillebæltstorsk må følge med op til overfladen – nogle for at blive vejet og fundet for lette, andre for at blive til lækker aftensmad!

Vi fisker torsk i nogle timer, mens solen forsøger at mase sig gennem de tykke banker af rimtåge, der ligger over Lillebælt. Så vælger vi at stikke ind under land igen – på Jyllandssiden – for at kigge lidt på de mange gode havørredstræk, der findes herinde.

Nord for feriecenteret ligger Genner Bugt og lokker med sine havørreder i vintermånederne. Syd for ligger kysten ved Låddenhøj, som er kendt for sit gode havørredfiskeri forår og efterår. Endelig er der jo Knudshoved og Stærbæk Sten, som også er kendte havørredlokaliteter i det sønderjyske. Problemet er helt enkelt at vælge!

Vi troller lidt omkring i det kystnære vand – efter en sølvblank havørred – men har ikke heldet med os. Det skulle da også være sært, så koldt som vandet er. Tæt under land er det næppe meget over frysepunktet, for i strandkanten ligger der overalt is fra nattens kulde.

Tilbage ved Løjt Feriecenter trækker vi båden på land, renser vore fisk og vandrer op til en dejligt varm feriebolig – nu med den skønneste udsigt over til Barsø.

Info

Alle faciliteter og opholdssteder fremgår af Tour Fishing’s informative hjemmeside, som findes på adressen http://www.tourfishing.dk. Man kan også rekvirere det nye 16 siders 4-farve katalog, som Tour Fishing netop har udgivet i samarbejde med Dansk FolkeFerie.

Nærmere information hos Tour Fishing på tlf. 48 39 09 79/20 96 09 79. Eller hos Dansk FolkeFerie på tlf. 33 25 33 44.

© Steen Ulnits 1999