Forfatterarkiv: Steen

Galaxy Kayaks: “Albóran”

Der er noget fascinerende ved kajakker. De er små. De er lette. De er lydløse. Og så giver de straks associationer til eskimoen, der lydløst glider rundt mellem majestætiske turkisblå isbjerge i sin sælskindsbetrukne kajak – på jagt efter flere sælskind end dem, han allerede sejler i eller har på!

Jeg købte mine første kajakker sammen med mit sommerhus på Mols for ti år siden. De var af modellen “Arcadia” fra newzealandske Perception. Dem kan du læse mere om i nedenstående to artikler, der blev skrevet med næsten ti års mellemrum:

http://ulnits.dk/smabadsfiskeri/med-fiskestang-fra-havkajak/

http://ulnits.dk/smabadsfiskeri/ti-ar-i-kajak/

Ti års sejlads i disse ellers dejlige og velfungerende kajakker havde overbevist mig om, at kajakker ikke egner sig til at fiske fra. Man sidder helt enkelt for dårligt og kan ikke kaste uhindret i alle retninger. Og til fluefiskeri er de helt og aldeles ubrugelige. Her vinder pontonbådene med flere pontonlængder.

Til trods for, at der har stået adskillige pontonbåde inden for rækkevidde i det forgangne årti, har jeg aldrig mistet interessen for at sejle i kajak. Alene sejladsen er hele turen værd. Man sidder tæt på vandet og glider lydløst frem igennem det. Men fiskestangen lod jeg efterhånden altid blive hjemme.

Jeg havde næsten forliget mig med tanken om, at kajakker og fiskeri ikke hører sammen. Men så fik jeg en prøvetur i fiskekajakkernes Rolls Royce: Den ærkeamerikanske Hobie, som er foddrevet via et sindrigt, men meget velfungerende pedalsystem. Hobie kan skyde en imponerende fart med sine pingvinfinner, og man har begge hænder frie til at fiske og styre.

Min kærlighed kølnedes dog lidt, da jeg så prisen og mærkede vægten: 30.000 gode danske kroner for en 14 fods Hobie Pro Angler, der vejer 50 kg… Kronerne havde jeg ikke, og kiloene kunne jeg ikke løfte – i hvert fald ikke alene og op på taget af min højbenede 4-hjulstrækker…

Og så fandt jeg undervejs ud af, at jeg faktisk ofte sejler rundt inde på blot 10 cm vand, hvor multerne kan være at finde på stille dage. Hvor en almindelig kajak lige akkurat kan holde sig flydende. Og her er den tunge Hobie aldeles ubrugelig. Pingvinfinnerne stikker vel 20 cm og skraber derfor bunden mange steder med lavt vand.

Men har man trailer til sin kajak og adgang til dybt vand helt inde under land, da er Hobien til gengæld den rene drømmebåd at fiske fra. Den er så stabil, at man fint kan stå op i den og kaste – selv i nogen søgang!

Enter de franske Galaxy Kayaks, som nu har fået en dansk importør og forhandler i Galaxy Kayaks Scandinavia. Med hovedsæde i hovedstaden og hovedlager i Hovedlandet. Jeg så den i en annonce på Facebook og blev straks betaget af den til fiskeri dedikerede topmodel med navnet “Albóran”;

Den var lang. Den var bred. Den var spækket med udstyr og lækre detaljer. Den vejede ikke mere, end at jeg stadig kunne håndtere den ene mand. Og så var den søgående – godkendt til sejlads op til 5 km fra land. Endelig kostede den blot kr. 6.495 – kun godt en femtedel af Hobien.

Jeg satte mine to veltjente Perception kajakker i Den Blå Avis og havde dem solgt og afhentet allerede næste dag. Jeg solgte dem nok for billigt, men pyt – nu var der både plads og penge til den nye fiskemaskine i kajakskuret!

Det viste sig imidlertid, at den nye franskmand var noget større end de newzealandske forgængere, som kajakskuret oprindelig var bygget til. Skuret måtte derfor ombygges og udvides for at gøre plads til den nye indflytter, og det var desværre ikke helt gratis.

Anyway, kajakken kom på plads i sit skur, og jeg kom efterfølgende på vandet i min nye kajak. Det blev en rigtig god oplevelse. Vejret var ikke ideelt, da det blæste kraftigt først på dagen. Da jeg krydsede indsejlingen til en lille vig, stod der ganske store bølger ind fra nordvest. Men dem håndterede den nye sit-on-top kajak til UG. Uden at kny eller knage.

Jeg havde spekuleret lidt over, hvordan mon en helt åben kajak som denne ville håndtere bølger og krapsøer, men der kom næppe mere end nogle få dråber indenbords. Men så er den jo også godkendt af myndighederne til sejlads op til 5 km fra kysten. På åbent hav, næsten.

Da jeg først kom i læ af skrænterne, gik det hurtigt fremover. Og da Albóran er tungere end mine gamle Acadia kajakker, har den mere inerti og fremdrift, når den først er sat i gang. Og er den det, skal der ikke meget til for at holde farten.

Begejstret for den lette fremdrift fortsatte jeg ufortrødent til en fjern, men kær gammel fiskeplads, jeg ikke havde besøgt længe.

Undervejs forregnede jeg mig desværre lidt. Det burde ikke komme bag på en rutineret sejler som mig, men det gjorde det alligevel. Jeg skulle jo hjem igen, og der viste sig at være lige så langt hjem, som der havde været ud. Mindst. På et tidspunkt overvejede jeg seriøst, om jeg skulle gå på land og ringe efter en taxa!

Det gjorde jeg heldigvis ikke. Vinden havde lagt sig, og en enkelt gylden høstørred havde også måttet bide i græsset på den gamle favoritplads. Jeg droppede derfor taxaplanerne og fortsatte roligt hjemefter – tilbagelæggende hele 10 km på kajakkens og min jomfrusejlads.

Jeg må indrømme, at det værkede lidt i armene dagen efter, men det var bestemt ikke kajakkens skyld…

I den forbindelse kan det være på sin plads at understrege, at Albóran er mere et fiskefartøj end en traditionel kajak. En gammel tommelfingerregel fra kajakverdenen siger, at en kajak ikke skal være kortere end 5 meter for at være retningsstabil eller bredere end 60 cm for at skyde en god fart.

Med sine kun godt 4 meter i længden og knap 80 cm i bredden lever Albóran ikke op til denne regel. Den egner sig derfor ikke til langturssejlads. Til gengæld er den superstabil at fiske fra.

Er man som jeg til udstyr – til gear og grej, dimser og dingenoter – da er Galaxy’s “Alboran” en drømmekajak. Et udstyrsstykke, der langt overgår, hvad man kunne forvente sig til den uhyre rimelige pris. Den rummer alt, hvad hjertet måtte begære. Og med en bæreevne på hele 180 kg bliver det svært at overbelaste den, hvis man også selv skal kunne være med ombord!

Som enhver kajaksejler hurtigt vil sande, så er det ofte et problem at holde sine medbragte ting tørre under sejladsen. Man må ty til vandtætte poser og paksække, hvis man har udstyr med, som ikke tåler vand.

Galaxy’s “Alboran” har løst dette problem på forbilledlig vis. Der er tænkt over detaljerne, og kajakken indeholder derfor hele to vandtætte stuverum, som er inden for bekvem rækkevidde under sejlads. Begge har man ret foran sig – mellem benene.

Det ene stuverum er cirkelrundt og indeholder en lille plastbakke, som kan tages op. Heri kan man opbevare sine agn – det være sig kunstige eller naturlige – under sejlads og fiskeri. Bakken er nem at tage ud og rengøre. Det andet rum er langt og smalt – perfekt til opbevaring af bilnøgler, pung, smartphone, kamera eller anden elektronik.

Begge rum lukkes og låses med robuste marinelåg. Det aflange låg har sågar en smart dobbeltfunktion, idet der er indbygget kopholder. Man kan således have sin vandflaske eller kaffekop stående klippefast ret foran sig – selv i høj sø.

Der er samtidig indbygget målestok, som dog kun går til 35 cm. Men det giver alligevel en rigtig god fornemmelse af, hvor meget eller rettere lidt 40 cm egentlig er!

Forrest i kajakken er der et stort stuverum med vandtæt låg. Man skal dog være klar over, at der ofte står en smule vand og skvulper i dette rum, som er gennemgående i hele kajakken. Derfor er åbningen under låget forsynet med en lille stofpose, som holder indholdet tørt og fri af bunden.

Bag sædet er der et stort åbent stuverum, som kan bruges til alt, der tåler vand. Elastikker på kryds og tværs holder de medbragte sager sikkert indenborde – selv i god søgang. Her kan man have sin vandtætte paksæk med telt, sovepose og tørt ekstratøj liggende, når den står på langtur med overnatning. Eller man kan have en billig plastkasse stående med anker, ankertov og andre maritime fornødenheder. Eller proviant i en kølebox.

Sædet, som er aftageligt for sikker transport, er bredt og komfortabelt. Det kan justeres på et utal af måder, så forskellige kroppe kan sidde behageligt i mange timer. Inden for bekvem rækkevidde – umiddelbart bag sædet – er der to bagudrettede transportstangholdere af typen, hvor man blot stikker håndtaget ned i skroget. Stængerne er så helt af vejen under sejlads.

Foran sædet er der beslag til to aftagelige og indstillelige stangholdere af typen, der egner sig til det praktiske fiskeri. Lidt længere fremme er der beslag til yderligere to stangholdere – hvis man da ikke i stedet vælger at benytte den medfølgende trollingbar, der passer ned her – med plads til endnu flere stænger.

Franske kajakfiskere er tilsyneladende overmåde veludrustede med fiskestænger. Og nogle af dem er nok karpefiskere…

Galaxy’s “Albóran” er født med et fældbart ror, der med fordel kan bruges til længere sejladser over åbent vand med vind og strøm. Der styres på normal kajakvis med fødderne. Kajakken selv er meget retningsstabil, og roret behøver man derfor ikke i stille vand og vejr.

– Er der da slet ikke noget at kritisere på denne kajak? – Jo, jeg mangler et ekstra bærehåndtag på hver side af skroget. Er man ene mand til at håndtere den knap 30 kg tunge kajak, er et enkelt bærehåndtag på hver side ikke nok. Der bør være to.

Og skal man ene mand bakse sin kajak op på taget af en høj 4-hjulstrækker, bør man nok vælge en mindre og lettere model – eksempelvis lillebroderen “Cruz” – med tilsvarende kortere rækkevidde.

Men konklusionen efter blot et fåtal sejladser er alligevel klar: Galaxy har med sin “Albóran” kajak skabt et værktøj, der vil kunne tilfredsstille de allerfleste kajakfiskere herhjemme. I hvert fald dem, der ikke har lyst, råd eller kræfter til en pedaldrevet Hobie.

Man får utrolig meget kajak for sine penge i denne franskmand, der fås i adskillige mere eller mindre diskrete farver. Pris kr. 6.495,-

Vægt: 29 kg
Højde: 40 cm
Bredde: 79 cm
Længde: 409 cm
Bæreevne: 180 kg
Godkendt til sejlads 5 km fra land

Galaxy Kayaks Scandinavia ApS – Frederik VI Allé 12, 1. tv. – 2000 Frederiksberg – Tel: +45 21 72 96 96

www.galaxyscandinavia.dk – info@galaxyscandinavia.dk

© Tekst & fotos 2015: Steen Ulnits

Julebassen og Kobbertræet

Man kan binde Juletræer i alle tænkelige farver, former og størrelser. Originalen er perlemorsfarvet, men der er frit valg på alle farvehylder. Juletræet er kort sagt en fluetype og ikke et fluemønster.

Og så er der fusionsfluerne, som er en blanding af det bedste fra to eller flere forskellige fluer. Til de klassiske fusionsfluer hører Marabou Muddlers, hvor man har taget det bedste fra en Muddler Minnow og en Wooly Bugger.

Et mere moderne og hjemligt eksempel på en fusionsflue er Julebassen, som er resultatet af et frugtbart møde mellem et jysk Juletræ og en sjællandsk Kobberbasse.

De fusioner, jeg selv binder, er mest Juletræer med en markant rib af kobberfarvet tinselchenille. Dem kalder jeg derfor “Julebasser” og bruger dem meget gerne i solkin og klart vand. Det er min klare opfattelse, at de da fisker og fanger bedre end det klassiske Juletræ i ren perlemor.

Læs meget mere om Juletræer og Julebasser her.

Julebasser og andre mærkværdigheder…

– Forever young, siger man, og mennesket har altid været på jagt efter ungdommens kilde, men aldrig fundet den. Heldigvis er der nu også gode sider ved at blive ældre. Eksempelvis erfaring. Erfaring og evnen til reflektion.

– Livet skal leves forlæns og forstås baglæns, sagde som bekendt Søren Kierkegaard. Han havde det ikke nemt, og han tænkte derfor meget over tingene.

Det gør jeg også selv i perioder – allerhelst i vandkanten ved å, sø eller kyst. Ofte tænker jeg da på livet under vandet, for fisk har altid haft min store interesse. Også før jeg begyndte at fiske efter dem. Alene den kendsgerning, at de kan leve i det samme vand, som vi andre drukner i, fascinerer mig.

Det er ofte i sådanne stunder ved vandet, at man kommer til nye erkendelser baseret på gamle oplevelser. Ubevidst og ubemærket indsamler og lagrer man informationer, som pludselig finder sammen og danner et mønster – en forklaring på, hvorfor fiskene gjorde, som de gjorde den pågældende dag eller det pågældende sted.

Er man ikke bevidst om denne proces, udvikler man blot den ubevidste intuition, der får én til at gøre det rigtige på det rette tidspunkt. Uden egentlig at vide hvorfor. Men i bund og grund er denne evne baseret på indhøstede og lagrede data. Om man så er bevidst om det eller ej.

Tag nu som eksempel Juletræet, der bestemt ikke kom til verden ved en tilfældighed. Den kom til verden af to årsager:

Dels er jeg en doven fluebinder, der gerne vil gøre tingene så enkelt som muligt. Og dels lå der pludselig et helt nyt syntetmateriale på bordet foran mig. 1980’ernes syntetiske svar på den klassiske metaltinsel. Det måtte kunne bruges til noget fornuftigt!

Jeg havde netop knækket koden og opdaget hemmeligheden bag forårets tilbagevendende sværmning af børsteorme. Jeg ville derfor binde en flue, der var lang og havde en flagrende gang gennem vandet – som de sværmende børsteorme. De første Juletræer blev bundet som rørfluer – på billige vatpinde uden vat – for de skulle jo være lige så lange som ormene. Gerne 10 cm.

Fra stort til mindre stort

Og de virkede skam helt efter hensigten, omend de var lidt besværlige at kaste med – store som de jo var. Gradvis skalerede jeg dem derfor ned, indtil de næppe var meget større end almindelige fluer – typisk en enkeltkrog str. 4 eller 6.

Trods mindskende størrelse blev de heldigvis ved med at fange – stærkt synlige som de jo var i vandet. Og nu var de også til at kaste med. Den endelige form fandt de på en kortskraftet saltvandskrog str. 4-6 – typisk en Mustad #34007.

De første år fandtes Flashabou kun i farven Pearl, men hurtigt kom et hav af andre farver til. Jeg prøvede dem alle, men det var de færreste, der matchede den oprindelige perlemorsfarvede i fangstevner. Læs mere herom i den store artikel om Juletræet.

Der var dog to lysende klare alternativer, som blev hængende: Fluorescerende rød og fluorescerende grøn. Begge også luminiscerende – altså selvlysende. Det er disse to varianter, der pryder forsiden på min store bog “Havørred” fra Gyldendal i 2006. For øvrigt 20-året for Juletræets fødsel .

En af mine bekendte kopierede straks ideen og forsynede en fluorød udgave med et par øjne, hvorefter den pludselig hed “Flammen” og blev lanceret som et helt nyt mønster. Tilsvarende gjorde han med et fluogrønt Juletræ, som også fik sit helt eget navn: “Lynet”.

Well, det siges, at man skal være stolt over at blive kopieret, så det har jeg valgt at være. Faktum er imidlertid, at de to nævnte mønstre blot er varianter af det oprindelige Juletræ – som eksempelvis en sort Muddler er det af den oprindelige brune Muddler.

Og så er der fusionsfluerne, som hverken er det ene eller andet, men som har arvet lige meget eller lige lidt fra forældrene. Til de klassiske fusionsfluer hører Marabou Muddlers, hvor man har taget det bedste fra en Muddler Minnow og en Wooly Bugger.

Julebassen og Kobbertræet

Et mere moderne og hjemligt eksempel på en fusionsflue er Julebassen og/eller Kobbertræet, som begge er resultatet af et frugtbart møde mellem et jysk Juletræ og en sjællandsk Kobberbasse.

De fusioner, jeg selv binder, er mest Juletræer med en markant rib af kobberfarvet dubbing. Dem kalder jeg derfor “Julebasser” og bruger dem meget gerne i solskin og klart vand. Det er min klare opfattelse, at de da fisker og fanger en tand bedre end det klassiske Juletræ i ren perlemor.

Forsyner man i stedet en lille Kobberbasse med lidt pearl Flashabou, da er der i stedet tale om “Kobbertræer”. I hvert fald i min terminologi. Men man kan jo kalde dem, hvad man vil.

Det er altid OK at låne – blot man husker at sige, hvor man har lånt det fra.

Delfiner i Danmark

Det er ganske vist: Der er bonitoer i Kattegat og delfiner i Kalø Vig! De har ganske vist ikke fået permanent opholdstilladelse endnu, men er her som sommergæster i varmen.

Forgangne august måned blev da også den varmeste nogen sinde, og det kvitterede naturen for med sjældne sommergæster som bonitoer og delfiner. Det er ikke utænkeligt, at den ene har jagtet og ædt den anden…

For en hel del år siden var der sardiner og delfiner så langt sydpå som i Flensborg Fjord, men siden har de sjove småhvaler ikke vist sig i danske farvande. Nu har de så været her igen, og min gode ven Villy Maagaard var på pletten med både kamera og kajak.

Herunder kommer nogle af Villys smukke og stemningsfyldte dokumentarfotos. Klik på billederne for at se dem i større format og få et nærmere kig på de store dyr:

Det er næppe sidste gang, vi har set delfinerne i de indre danske farvande. Dels er temperaturen jo globalt støt stigende, og dels er der tilsyneladende føde nok til dem. Vi har jo makreller som aldrig før, de kan guffe i sig. Sild mangler vi heller ikke.

Ovenstående fotos har Villy Maagaard taget ret ud for Kaløvig Center i Følle, hvor vi holdt vore fluefiskekurser i det forgangne forår. Det er den store hvide bygning i baggrunden. Så der må jo være fisk, selv om vi fluefiskere bestemt ikke brillierede med de store fangster inde fra land. Delfinerne gjorde det helt sikkert bedre under vandet – lidt længere til havs…

Endnu engang tak til Villy for de smukke fotos, der så sandelig giver lyst til at få kajakken i vandet igen snarest muligt!

Bemærk, at der naturligvis er copyright på alle billederne.

Fiskeplejen i fare

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, der selv er aktiv landmand, har lagt en bombe under den moderne fiskepleje.

Her fokuserer man i dag på, at fiskene i videst muligt omfang skal kunne reproducere sig selv naturligt. At udsætning af opdrættede fisk kun skal finde sted, hvor gydeforholdene ikke er optimale og bestanden derfor ikke kan klare sig selv.

Nu foreslår Eva Kjer Hansen så, at de beskyttende randzoner langs vandløbene helt skal sløjfes, så der kan pløjes, plantes og sprøjtes helt ud til kanten. Hun foreslår også, at 56.000 km af vore i alt 75.000 km vandløb skrives ud af vandområdeplanerne. De vil herefter kunne behandles alene ud fra afvandingsinteresser.

Læs mere om den tikkende bombe under fiskeplejen her…

Manden bag artiklen

Denne artikel blev publiceret i Sportsfiskeren nr. 7 fra 1987. Forfatteren var Jeppe Steensen.

Steen Ulnits er et godt eksempel på den ny tids biologisk velfunderede sportsfiskerskribenter.

Født den 21. maj i det Herrens år 1956, da russerne tog Ungarn. Stedet var Ringkøbing by nær Skjernå-laksens vugge. Det var i de dage, da der endnu var laks af betydning i åen – kun to år efter fangsten af Dinesens rekordlaks på 26,5 kg.

Urolig barndom

Med faderen som postassistent gik det land og rige rundt i takt med avancementerne. Fra Ringkøbing over Samsø til København for til sidst at ende på Nord-Als i det sønderjyske. I dag er Steen Ulnits bosat i Århus, hvorfra han drager hovedlandet rundt med sine stænger og fluer.

Lystfiskerkarrieren lod ellers vente på sig. I Ringkøbing var han for lille, på Samsø var der ellers vand nok, og i Køge Bugt var vandet for beskidt. Sulfoskummet lå i en tyk bræmme langs stranden i de år…

Steen Ulnits er ikke arveligt belastet. Faderen er ivrig filatellist – sikkert præget af de mange år i det danske postvæsen – en interesse, sønnen aldrig rigtig delte. Det gjorde til gengæld faderen heller ikke, da sønnens interesse for lystfiskeri pludselig opstod. Den opstod spontant, da en af klassekammeraterne, hvis far havde en sportsforretning i Rødovre, en dag havde en stak grejkataloger med i skole.

Steen var solgt på stedet – hvorfor ved han stadig ikke. Men de farvestrålende stænger, hjul, blink, spinnere og woblere havde en dragende magt, som stadig holder. Årets nye grejkataloger er stadig lige spændende, omend han ikke længere er nede og spørge efter dem hver dag efter skoletid!

Helleflynder, Grønland, 1985

Men det var først, da familien – bestående af kun tre, for Steen er et (forkælet?) enebarn – flyttede teltpælene til Als, at det første grej blev købt. Det var en massiv 5 fods “Fiwa” med et elendigt “Hawk” fastspolehjul og en spole med 0.45 line. Den skulle jo kunne holde! Det kunne den da også, selv om der kun var plads til 25 meter af den på spolen… Kastene var derefter, naturligvis – omkring de 10 m, når forholdene var gunstige!

Al begyndelse er svær

Steen er selvlært lystfisker, hvilket vil sige, at han absolut skulle begå alle fejlene selv. Da først læretiden var overstået – et halvt års tid på den lokale badebro – forbarmede den første ulk sig over den rød-gule blypirk (fra Dansk-Svensk Stål i Nordborg).

Ulken blev transporteret hjem i triumf, anbragt i carporten, hvor den daglig blev beundret, indtil fangerstoltheden kølnedes lidt. Selv kvarterets katte gik da i en stor bue udenom!

Brugte siden de få og surt sammensparede lommepenge til en billig (?) 9 fods Atlantic stang med et 444A (verdensmesterhjulet!) og blev straks en ihærdig kystfisker, der, som de voksne, kun fiskede efter ædle havørreder. Eneste forskel var, at han ikke fangede nogen…!

Der gik dog hul på bylden hen ad vejen, selv om forvirringen var fuldkommen, når han studerede bøgerne på det lokale skolebibliotek.

I Politikens “Jeg er Lystfisker” stod der nemlig, at man skulle kaste vifteformet og spinne varieret ind. I Paul Wellendorfs “Lystfiskerhåndbogen” stod der omvendt, at man skulle gå nogle skridt mellem hvert kast, kaste vinkelret ud fra kysten og spinne ind i et regelmæssigt tempo…!

Når man ikke er ret gammel, er det svært at forstå den slags modstridende råd.

Steelhead, British Columbia, 1986

Der blev fisket hver dag efter skoletid og mindst to dage hver weekend! Flere blanke måtte med hjem i tasken – til behørig præsentation i køkkenvasken. Udbyttet svarede dog ikke helt til indsatsen, forekom det, og det ærgrede ham. Ærgerrig har han altid været, når noget har haft hans interesse – lidt for meget efter nogles smag!

Der blev tænkt mange tanker i de år, og lidt efter lidt blev han klogere på de mystiske havørreders færden omkring øen. Samtidig begyndte interessen for fluefiskeri, og da der ikke var noget vandløb at træne i på Als, hvad var så mere naturligt end at bruge kysten?

Det gjorde Steen i lang tid – uden held. Bevares, der var mange kysttorsk i de år, og hornfiskene holdt sig heller ikke tilbage. Men de blanke… En kold, men stille juledag gik der dog hul på bylden, og fire fine grønlændere på 40-45 cm måtte lade livet for en lille Mickey Finn (str. 8) – en trofast favorit lige siden.

Efter studentereksamen i Sønderborg og to års arbejde på den lokale fabrik (Danfoss) flyttede Steen Ulnits til Århus for at læse på universitetet. Den stedse hårdere belastning af naturen gav ham mange søvnløse nætter, og for at slippe fri af den ubehagelige følelse af afmagt besluttede han sig for at læse biologi. Så havde han i det mindste et våben i kampen – viden og indsigt!

Lidt af en globetrotter

De penge, han under fabrikstiden havde lagt til side til studierne, brugte han til sin første store Alaska-rejse i 1976. Til forældrenes store fortrydelse, ganske vist! Steen har dog aldrig fortrudt det, for det blev begyndelsen til mange spændende langfarter i det store udland.

Plettet havkat, Grønland, 1985

Grønland har altid ligget hans hjerte nær efter det første besøg i 1974, Canada og Alaska ligeledes. Det er blevet til mange og regelmæssige besøg med et utal af spændende oplevelser med grizzlybjørne, hvaler, ørne og så naturligvis store laks og ørreder. Det er trods alt dem, der har været drivkraften bag det hele.

Steen Ulnits holder af at fiske efter næsten alle slags fisk, og allerhelst med fluestangen. I de tidlige år som fluefisker var der der langt til de jyske strømvande, og var vejret ikke til kysten, da var der altid et par moser, som lokkede med deres gedder, aborer og skaller. Der findes ikke mange danske fisk, som han ikke har taget på flue. Det er en hel sport i sig selv, føler han.

Steen Ulnits skrev sin første artikel i 1973, 17 år gammel. Poul Thomsen (ham fra TV!) returnerede det håndskrevne manuskript med den kommentar, at han skam gerne ville købe artiklen – blot den var maskinskrevet. Det blev den så de følgende weekends…

Senere er det blevet til et utal af artikler og fotos i ind- og udenlandske tidsskrifter. Dertil til dato fem bøger på Skarv Naturforlag. Altsammen så han kunne finansiere de dyre udlandsrejser og samtidig have brød på bordet under studiet – i hvert fald hver anden dag!

Evighedsstudent

Studierne tog længere tid, end Ulnits havde regnet med. Der var altid lige noget fiskeri, der skulle prøves – nye vande og nye fluer at teste. Og så var det jo ikke så lidt sjovere end at terpe latinske betegnelser på universitetet…

I de første år af studierne brugte han mere tid tid bag rattet i sin lille rustne Mascot – på vej mod fjerne fiskevande – end bag studiebøgerne.

Pukkellaks, British Columbia, 1982

Færdig blev han dog alligevel, langt om længe, med et speciale i saltvandstolerance og smoltifikation hos laksefisk. Han mener selv, at den eneste grund til, at han nogensinde blev færdig, var, at han allerede et lille halvt år forinden fik tilbudt et spændende job.

Tre dage efter specialeeksamen på universitetet tiltrådte han sit nye job som fiskeribiolog ved Danish Farm Projects i Randers, og allerede ugen efter drog han afsted til Kina for at se på mulighederne for en storstilet rejeproduktion på nordbredden af Yangtsekiang flodens kæmpemæssige delta.

Herfra var han netop vendt tilbage, da “Sportsfiskeren” snakkede med ham. Uheldigvis med en grim Hongkong influenza hentet i – naturligvis – Hongkong!

Alligevel har vi ikke hørt det sidste ord fra Steen Ulnits – vær vis på det! Som en anden kendt sportsfiskerforfatter (Jens Ploug Hansen) engang udtalte det:

– Han er en af dem, der ynder at efterlade sig paddehatteskyer i kølvandet…!

Og det er ikke nogen helt forkert karakteristik. Steen Ulnits holder af at være kontroversiel og får derfor ofte både fingrene og ørerne i maskinen…

Tekst: Jeppe Steensen – Sportsfiskeren 7/1987

Fotos: Steen Ulnits

Regnbueørred, Alaska, 1976

En lille efterskrift for de lidt mere historisk og kriminologisk interesserede:

Sportsfiskerens daværende redaktør Per Rørkær Madsen skrev ofte under pseudonymet “Jeppe Steensen”, når han af forskellige årsager ikke ville lægge eget navn til.

Jeg kendte Per godt fra hans tid som museumsinspektør på Sønderborg Slot. Jeg kendte også hans charmerende og udadvendte hustru, som var rejseleder med speciale i Italien. Stor var derfor min bestyrtelse, da jeg dagen efter min hjemkomst fra en måneds fiskeri på Grønland gik ned til bladkiosken for at købe dagens udgave af Politiken.

På et stort skilt uden for kiosken kiggede Per mig pludselig i øjnene i fuldt format. Underteksten var direkte og helt uden omsvøb eller formildende omstændigheder:

“Graver konen ned i baghaven”

Jeg glemte alt om Politiken og styrtede ind for at købe den pågældende udgave af EkstraBladet. Og ganske rigtigt:

Efter længere tids uoverensstemmelser og en god del alkohol var de to kommet op at skændes så grundigt, at Per havde mistet besindelsen og slået sin hustru ihjel. Efterfølgende havde han gravet hendes lig ned i baghaven og beroliget naboerne med, at hun blot havde fået forlænget sit ophold i Italien…

Den frygtelige sandhed kom først frem, da en nabo undrede sig over en mærkelig forhøjning i haven og alarmerede politiet.

Steelhead, British Columbia, 1986

Well, det er heldigvis de færreste forundt at kende nogen, der har dræbt sin kone. Og ja, det lyder nærmest usandsynligt, men jeg kender faktisk to:

Kort tid efter skete der nemlig det, at en af de daværende ejere af Skibby Både og Cykler strangulerede sin færøske hustru… Som også Per kom han i fængsel for ugerningen, der naturligvis rystede omgangskredsen. Det havde ingen set komme.

Men så er det altså også et hårdt og farligt job at være i lystfiskerbranchen. Min gode ven og våbenfælle Jens Ploug Hansen så desværre ingen anden udvej end at skyde hovedet af sig selv med sit haglgevær – direkte inspireret af forbilledet Ernest Hemingway, som jo gjorde nøjagtig det samme. Ak ja…

Jeg har lovet min gamle mor at passe lidt bedre på – ikke at komme helt derud, hvor jeg ikke længere kan bunde i mine åndbare waders!

Rosetta og Philae

Dette er ikke historien om de to elskende Romeo og Julie, selv om det næsten kunne lyde sådan.

Det er i stedet historien om Rosetta og Phila – et rumfartsprojekt, der tog sin begyndelse for 10 år siden, og som der for en gangs skyld ikke stod NASA på. I stedet var det ESA – det europæiske rumagentur, der stod bag.

Vi skal langt tilbage i tiden – til kort før årtusindskiftet, hvor europæiske rumforskere fostrede planen om at lande på en komet og studere den nærmere. Man håbede, at man på denne måde kunne få en større forståelse af universets tidligste tider.

Men man missede imidlertid tidsvinduet til den oprindelige komet, der hed 46P/Wirtanen. Endda med et helt år. Den fik derfor lov at suse uforstyrret videre i verdensrummet. I stedet fokuserede man på en helt ny komet, der ville være inden for rækkevidde om ti år – hvis man altså kom op i omdrejninger med projektet.

Det gjorde man, og denne gang nåede man toget. Den 2. marts 2004 blev den 3 tons tunge rumsonde Rosetta så sendt ud i verdensrummet. Den sad på toppen af en fransk Ariane 5 raket, som blev affyret fra rumfartscentret i Fransk Guyana – bekvemt placeret på Ækvator med den kortest mulige afstand ud af Jordens atmosfære og tyngdekraft.

Rosetta foretog tre kredsløb omkring Jorden for at få fart nok på, og undervejs tog den et sidste kredsløb om Mars for at nå tophastighed. Den såkaldte “slangebøsse-effekt”. Der skal maxfart på for at nå kometen, hvis kredsløb omkring Solen ligger inden for Jupiters!

Den 25. februar 2007 var Rosetta nået så langt ud i rummet, at den passerede vor røde naboplanet Mars på kun 260 km’s afstand. Nu var de 32 meter lange solpaneler foldet helt ud og vendt mod Solen, så man ikke manglede strøm.

Som den første rumsonde nogensinde forlader Rosetta sig nemlig helt på solenergi. Og derfor valgte man i juni 2011 at lægge Rosetta i dvale i de følgende måneder og år, så den kunne spare på energien og være klar til mødet med kometen – med fuld strøm på batterierne.

Tre år senere – den 6. august 2014 – var Rosetta så endelig fremme ved sit oprindelige mål: Kometen med det kryptiske navn 67P/Churyumov-Gerasimenko, som Rosetta da gik i tæt kredsløb om. Et omløb i kun knap 30 km’s højde. Efter en rumrejse på ufattelige 600 millioner kilometer…

Systemerne var nu startet op på kommando fra ESA i Tyskland, og alle instrumenter kørte igen på højeste blus. Ombord på Rosetta var også det lille landingsfartøj Philae, som er på størrelse med et køleskab – naturligvis bygget i ultralet aluminium.

Begge fartøjer var fyldt til randen med avancerede måle- og analyseinstrumenter – 12 på Rosetta og 9 på Philae. De sidste skal blandt andet analysere kometen for kemisk sammensætning og tegn på organiske forbindelser.

Alle instrumenter sugede til sig af data under de mange og tætte kredsløb. Billederne, der blev sendt tilbage til jorden, viste, at 67P/Churyumov-Gerasimenko nærmest har form som en forvokset badeand, der måler 4 km på den længste led. Smallest på midten modsat de fleste andre himmellegemer, hvis større masse og tyngdekraft gør dem mere eller mindre runde.

Den 11. november 2014 havde man så fået indsamlet og analyseret så mange data om kometen, at man turde udvælge en egnet landingsplads. Da kometen er lavet af støv og is, har den næsten ingen tyngdekraft, der kan holde fast på fartøjet efter landingen.

Det havde ESA taget højde for ved at forsyne den blot 100 kg tunge Philae med et antal ankre, der ved landingen skulle skydes ned i kometen. Ellers ville Philae blot hoppe op igen og komme ud af kontrol.

Landingen gik desværre slet ikke som planlagt. De eksplosive ankre udløstes nemlig ikke. Trods omhyggelige tests, ti års forberedelse og en fart, der var bremset ned til bare 1 meter i sekundet. Resultatet blev, at Philae hoppede to gange op igen efter landingen.

Første gang svævede den i hele to timer, inden atter landede – så ringe er kometens tyngdekraft. Anden gang havnede den i en mørk grøft en lille kilometer fra den udvalgte plads. Uden adgang til den livgivende sol.

Efter 60 timer her mistede ESA så kontakten med Philae. Der var helt enkelt ikke mere strøm på batterierne. Der var dog håb om, at Solen ville nå Philae på et senere tidspunkt.

De mest optimistiske forskere fik syv måneder senere ret i deres vildeste forhåbninger:

Den 14. juni 2015 vågnede Philae nemlig op af sig selv og kontaktede ESA på Jorden. Naturligvis til stor jubel i kontrolcentret i Darmstadt, Tyskland, hvor mange helt havde afskrevet Philae.

En livlig datatransmission afslørede, at fartøjet nu havde en arbejdstemperstur på -35 grader, og at der nu var hele 24 watt strøm på batterierne. Der skal blot 5,5 watt til for at kunne sende og modtage.

Philae har siden transmitteret flere tusinde datapakker op til Rosetta, som så har sendt dem videre til Jorden. Og flere vil forhåbentlig komme til, inden missionen et endegyldigt forbi. Når Philae er endeligt løbet tør for strøm, siger Rosetta farvel og fortsætter sin færd videre ud i universet.

Den 13. august 2015 vil 67P/Churyumov-Gerasimenko være så tæt på Solen, som den nogensinde kommer. Den øgede varme vil da få isen på kometen til at fordampe og forårsage gaseksplosioner, som Philae næppe vil kunne overleve. So:

– Goodbye to Philae and thanks for a job well done!

En kostbar baggrund

Rosetta-Philae projektet har kostet 1,3 milliarder Euro og beskæftiget omkring 2.000 mennesker on and off i de ti år, projektet har varet.

Rosetta er navnet på en mørk granitsten, der blev opdaget i Nildeltaet i juli 1799 – af ingen ringere end general Napoleon, som på det tidspunkt var nået helt derned. På stenen stod en tekst indgraveret på to sprog: Egyptisk og oldgræsk skrevet med tre skriftyper: Egyptiske hieroglyffer, egyptisk demotisk og græsk. Da de to sidste allerede var kendte, blev stenen nøglen til dechifreringen af hieroglyfferne.

Philae er tilsvarende navnet på en lille ø i Nilen, hvor man fandt en obelisk med en tosproget inskription – blandt andet med navnet Cleopatra på både oldgræsk og med egyptiske hieroglyffer. Som Rosetta var også Philae med til at knække koden og forstå hieroglyfferne.

Ombord på rumsonden Rosetta er en forgyldt kobberplade på størrelse med en LP. På pladen er lagt omkring 100 fotos af Jorden samt lyden af vind, bølger, torden og andet, som er typisk for Jorden – det være sig musik fra forskellige tidsaldre eller sprog fra forskellige kulturer.

På denne måde håber rumforskerne at kunne formidle viden om vor egen planet til fremmede civilisationer – hvis nogen altså nogensinde skulle falde over Rosetta og tage et kig på indholdet. Skulle det ske, må man håbe, de forstår, hvad vi mener med og på pladen! Man må også håbe, de er venligtsindede…

Men forskerne har beregnet, at der nok vil gå omkring 40.000 år, inden Rosetta kommer i nærheden af en anden galakse med mulighed for intelligent liv…

Til slut: – Hvad har Rosetta, Philae og kometen 67P/Churyumov-Gerasimenko nu med fisk og fiskeri at gøre? Tjaeh. Umiddelbart ikke ret meget, men set i et lidt større perspektiv en forfærdelig masse. Thi uden rumfart ingen GPS i bilen og ingen søkortplotter i båden. It’s that simple.

Og så er den ellers noget fjerne Rosetta jo pludselig blevet uhyre relevant og nærværende. Og de ti år fra start til landing en dråbe i verdenshavet…

Færøerne

En håndfuld småøer i den stormomsuste Nordatlant – det er Færøerne i en nøddeskal. Rygterne vil ganske vist vide, at de vikinger, der ikke klarede turen til Island, de stoppede op og gik i land på Færøerne – godt søsyge…

Well, det er nu ikke det indtryk, man får af færingerne i dag. De færdes nemlig hjemmevant til havs på de store bølger og det både i storm, regn og tåge. De føler sig tilsyneladende helt hjemme blandt vind og bølger i Nordatlanten.

Inde på land er det græs og får, det drejer sig om. Det milde og fugtige klima gør, at der er græs overalt på Færøerne – nok til en stor bestand af får. Det er dem, der dels leverer lækkert kød til befolkningen og dels uld til de berømte Færøtrøjer – vandafvisende på grund af uldens høje indhold af lanolin.

Det er i virkeligheden fårene, der ejer Færøerne. Det kan man ikke undgå at lægge mærke til, for der er ingen indhegninger – intet, der holder fårene inde på græsmarkerne. De går frit omkring overalt – ikke mindst på vejene, hvor man skal holde godt øje med dem. Står der et får på den ene side af vejen og et lam på den anden, da er der ekstra god grund til at sænke farten!

Havet omkring Færøerne er fyldt med fisk – eller var det i hvert fald for indtil nogle få årtier siden. Intensivt erhvervsfiskeri har også heroppe sat sine spor. I gamle dage vrimlede det med havørreder overalt, hvor der løb småelve ud i havet. Det gør der heller ikke længere. Etablering af vandkraftværker og udsætning af islandske laks har sat deres tydelige spor på havørredbestanden.

Til gengæld er der stadig ørreder i de mange småsøer. Næppe heller her så mange eller store som tidligere, men stadig en rejse og en vandring værd.

De færøske søørreder er så brune som det søvand, de lever i. Smukke og kampglade!

Steen Ulnits

⌘ Klik her for at se Fotos fra Færøerne ⌘

50 år på Grønland

Jeg glemmer aldrig min første tur i helikopter:

Det var i 1974, hvor jeg var kommet til Grønland for allerførste, men bestemt ikke sidste gang. Det var de rødbugede fjeldørreder mellem de turkisblå isbjerge, som trak.

I Narssarssuaq ventede en stor og rød Sikorsky S-61 helikopter på os. Frygtindgydende med de lange rotorblade fejende langsomt hen over cementen – så faretruende lavt, at man dukkede sig maksimalt ved ombordstigning.

I dag er Sikorsky S-61 desværre en saga blot til transport af passagerer i Grønland. Efter 50 trofaste år i Grønlands tjeneste og med 2.500 HK bag rotorbladene…

Læs meget mere i artiklen her.

Steen Ulnits

50 år på Grønland

Jeg glemmer aldrig min første tur i helikopter. Det var i 1974, hvor jeg var kommet til Grønland for allerførste, men bestemt ikke sidste gang.

Selve turen startede dramatisk i den lille Sønderborg Lufthavn, hvorfra der skulle flyves til Kastrup i en gammel 4-motores Metropolitan, som lokale Cimber Air havde investeret i.

Starten var dramatisk – i hvert fald for en 18-årig nybagt student, der aldrig havde fløjet i så stort et fly før. Det hidtil største var det lille Cessna, som vi brugte til faldskærmsudspring over Kragelund ved den dansk-tyske grænse.

Det store Metropolitan taxiede på en enkelt motor ud på start- og landingsbanen, der lå og stadig ligger faretruende tæt på det smalle Alssund.

Herude startede piloten motorerne én for én og gassede dem så maksimalt op, inden han i en infernalsk larm slap bremserne og lod maskinen suse hen over asfalten. En betagende oplevelse, jeg aldrig glemmer.

Næste store oplevelse kom på Grønland, hvor flyet fra Icelandair landede efter et kort stopover i Keflavik på Island. Landingsbanen ender her i en stejl fjeldside, og piloten måtte tage tilløb to gange, førend han turde sætte masinen ned – med bremserne i bund.

Vi stod nu i Narssarssuaq og kiggede ud over en natur så stor og kolossal, at det næsten ikke var til at fatte for en ung fisketurist fra lille Danmark. Alene gåturen ned til den glitrende fjord tog mere end en time, og det var med nød og næppe, at vi nåede tilbage til lufthavnen i tide!

Her ventede en stor og rød Sikorsky S-61 helikopter på os. Frygtindgydende med de lange rotorblade fejende langsomt hen over cementen – så faretruende lavt, at man dukkede sig maksimalt ved ombordstigning.

Der er luftkaptajner, og så er der helikopterpiloter. Luftkaptajnerne møder på arbejde i nystrøgne jakkesæt med kasket og striber på skulderen. Helikopterpiloterne kommer sjaskende i deres store flyverdragter og har i det hele taget ikke meget til overs for duksedrengene i de vingede fly. – De flyver jo ikke. – De styrer bare, lød det noget nedladende fra en af piloterne…

Hybris og Nemesis

Anyway, en af mine medpassagerer var bange for at flyve og derfor noget bleg i ansigtet. Og da afgangen blev udskudt med en sikkert morsomt ment melding fra piloten om, at vi lige skulle have strammet elastikken først, kastede han helt spontant op. Og vi havde stadig hjulene solidt plantet på cementen!

Helt galt gik det, da vi stod ud af helikopteren i den smukke bygd Nanortalik. En af mine medfiskere snublede på vej ned ad trappen fra vor S-61 og landede så uheldigt, at han brækkede anklen. Han måtte tage med samme helikopter tilbage til Narssarssuaq og derfra videre tilbage til Danmark…

Jeg har tit tænkt over, at dette var det bedst tænkelige eksempel på Hybris og Nemesis. I sin slagterforretning hjemme i Nordsjælland havde han nemlig sat et skilt, hvorpå der stod: “Friske fjeldørreder fra Grønland om fjorten dage”.

Dem så kunderne desværre ikke meget til…

Siden denne min første tur i en stor Sikorsky helikopter har jeg fløjet i masser af forskellige helikoptere. Og det er med helikoptere som med fly: Jo mindre de er, desto sjovere er det at flyve i dem!

Men den store Sikorsky S-61 fortsætter med at imponere. Den er næsten lige så gammel som jeg – født i hjernen på den russiskfødte flyingeniør Igor Sikorsky, der emigrerede til USA i 1919. Han var fra barnsben fascineret af flyvende makiner og lancerede allerede i 1909 sit første bud på en helikopter, der dog udmærkede sig ved ikke at kunne flyve…

Igor og de hede helidrømme

Men Igor gav ikke op. I stedet kastede han sig over de mere håndterlige fastvingefly, og han designede inden sin afrejse til USA verdens første 4-motorede fly, som den russiske hær tog imod med kyshånd. De brugte den primært som bombefly, da den kunne laste adskillige tons.

I USA grundlagde Igor i 1923 Sikorsky Aero Engineering Corporation, som udviklede flere af de fastvingefly, han havde så god erfaring med fra Rusland. Men det var stadig helikopteren, der havde hans største interesse. Sideløbende med fastvingeflyene udviklede han sit oprindelige koncept til det, vi idag kender fra næsten alle helikoptere, og som han fik patent på i 1931:

Den store vandrette hovedrotor til at give opdrift og bærekraft. Og så den mindre lodrette halerotor, hvis eneste funktion er at modvirke den vandrette kraft fra hovedrotoren. Kort sagt: Den lille holder den store i skak, så helikopteren ikke drejer rundt i luften, men evner at stå stille som en anden guldsmed eller kolibri!

Udviklingen gik nu hurtigt, og allerede i 1942 kunne han sælge de første Sikorsky S-47 helikoptere til det amerikanske militær. I 1957 lancerede Sikorsky den store SH-3 Sea King helikopter, som var bestilt af det amerikanske militær til at spotte og uskadeliggøre fjendtlige U-både på åbent hav. Den var udstyret med 2 styk 1.250 HK turbomotorer fra General Electric.

Seaking fik i modellen S-61 hurtigt en variant, der i dag er verdens mest kendte og anvendte helikopter til civil brug. Med hjul, pontoner eller begge dele. Til lands, til vands og i luften.

Sikorsky S-61 til Grønland

Og nu – i august 1974 – kunne jeg så stige ombord i en af de allerførste S-61’ere, der kom til Grønland i 1965. Dengang var der kun få landingsbaner i hele Grønland, og skulle man rundt til de mange bygder langs kysten, måtte det ske i båd, hvilket krævede flere dagsrejser.

Eller man måtte ty til gamle udtjente Catalina vandfly fra Anden Verdenskrig, hvilket var både farligt og upålideligt i det ofte voldsomme grønlandske klima. Kun Narssarssuaq i syd og Kangerdlussuaq (Søndre Strømfjord) længere mod nord havde regulære landingsbaner, som kunne bruges til civil luftfart – anlagt som de var af amerikanerne under Anden Verdenskrig.

Sikorsky gjorde en ende på al denne elendighed. Med de nye S-61 helikoptere kunne selv den fjerneste bygd nås på timer i stedet for dage. Man kan roligt sige, at S-61’eren spillede en uhyre vigtig rolle i moderniseringen af det grønlandske samfund.

Der blev anlagt de karakteristiske heliports i først Nuuk (Godthåb), Maniitsoq (Sukkertoppen), Sisimiut (Holsteinsborg) og Aasiaat (Egedesminde). Sydover kom heliports til i Paamiut (Frederikshåb), og Qaqortoq (Julianehåb). Senest fik Nanortalik, Narssaq, Ilulissat (Jacobshavn), Qasigiannguit (Christianshåb), Qeqertarsuag (Godhavn), Uummannaq og Upernavik deres egne heliports – med de karakteristiske store H’er malet på asfalt eller beton.

Samtidig fik helikopterpiloterne en så høj status i det grønlandske samfund, at selv den mest blaserte luftkaptajn måtte blive grøn af misundelse. Helikopteren var jo selve livsnerven, når man skulle hurtigt frem og tilbage – når tilskadekomne fangere måtte på hospitalet hurtigst muligt. Før S-61 døde da bare i fjeldet eller på havet…

I april 2015 kunne S-61 altså fejre sit 50 års jubilæum i det grønlandske folks tjeneste. Det var den, der mere end noget andet bandt de grønlandske bygder sammen til et nogenlunde homogent grønlandsk samfund. Og den, der med kendingsbogstaverne OY-HAF første gang landede ved vandsøen i Nuuk den 10. april 1965.

Jorden – Månen tur/retur

Da S-61 fejrede sit 25 års jubilæum i 1990, regnede man ud, at den havde fløjet, hvad der svarede til turen Jorden – Månen 65 gange. Den havde da tilbagelagt mere end 25 millioner kilometer med transport af passagerer og gods og som ambulance- og redningsfly. Flere end 1 million passagerer havde været ombord, og det i et samfund med blot 50.000 mennesker!

Blandt S-61’erenes mere eksotiske opgaver var, da 22 splinternye biler blev fløjet ind på indlandsisen, hvor de skulle testkøres i fred og ro – uden nysgerrige tilskuere eller spionerende konkurrenter. Det var da også meget lidt, der slap ud til offentligheden fra den begivenhed. Antallet af ikke inviterede gæster var minimalt…

S-61 var så vigtig og integreret en del af det grønlandske samfund, at Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH) på et tidligt tidspunkt besluttede, at den livsvigtige husholdningspetroleum skulle være af et ganske bestemt mærke, så man altid var sikker på, at der ikke manglede brændstof til flåden af S-61 helikoptere!

På et tidspunkt rådede Grønland over verdens største flåde af civile S-61’ere. Hele otte af slagsen var i fast rutefart mellem vestkystens mange bygder. I dag er der kun få tilbage, og de er udstationeret i Søndre Strømfjord, hvorfra de rykker ud som en anden ambulance her i Danmark.

Det er nemlig hundedyrt at flyve med helikopter. At holde 2.500 HK i luften er dyrt i både brændstof og vedligehold. Og så er der alle de mange gange, man ikke kan flyve på grund af vejr eller maskinel. Det er baggrunden for, at et dansk ord som “Teknik” er blevet fast element i det grønlandske sprog!

Mange af bygderne i Grønland har i mellemtiden fået anlagt deres egen lille landingsbane til fastvingede fly – primært af Dash-7 typen. Det sikrer en mere stabil transport og i regelen afgang til tiden, men det betyder også enden på en vigtigt kapitel i Grønlands historie.

Det var derfor også med stort vemod, da man den 29. december 2012 tog S-61 endeligt ud af passagertrafikken og i stedet forbeholdt den fremtidig transport af gods til og fra bygderne.

Det vil givet også blive med vemod, når den sidste S-61 går på endegyldig pension om sikkert ganske få år.

Jeg er lykkelig over at have fløjet S-61 flere gange, end jeg kan huske…