DSF forbløder: Svar til flere…

IMGP0184

Svar til Niels Åge Skovbo og Arnt Christensen med flere, som ikke var begejstrede for mit debatindlæg “DSF forbløder”. 


Incitamentet til at skrive indlægget var helt enkelt dette:

At DSF bløder medlemmer i et omfang, der snart kan blive livstruende – med nu kun 17.417 tilbage af de 33.000, man havde for nogle år siden. Og den udvikling kan jo ikke fortsætte. DSF må og skal styrkes.

Formålet med artiklen var så at prøve at forklare, hvorfor det er gået så galt, som tilfældet er. For før man har diagnosticeret patienten, kan man jo ikke helbrede sygdommen. Det ved enhver læge. Han eller hun ved også, at sandheden ikke altid er rar at høre.

Jeg listede derfor efter bedste evne en række af de tiltag, som har pikeret lystfiskere både uden for og inden for DSF. Som har fået medlemmer eller sågar hele foreninger til at melde sig ud – eller undlade at melde sig ind. Og som DSF nødvendigvis må bestræbe sig på ikke at gentage i det uendelige, så man får skubbet også de sidste potentielle medlemmer fra sig.

Listen kunne have været meget længere og bliver det måske også ved lejlighed – af hensyn til historien. Men pointen er, at ledelsen af DSF i mange år har haft så lidt kontakt med virkeligheden – og her menes lystfiskere og lystfiskeri uden for DSF – at det jo måtte gå galt og sandelig også gik galt. Man fokuserede helt på egne medlemmer – og gjorde det rigtig godt. Alt for godt. Man glemte nemlig helt de øvrige 99% af Danmarks lystfiskere. Dem, der ikke organiseret i DSF.

Virksomhedskulturen

Det er det, jeg mener med virksomhedskulturen. DSF er i sit DNA jyske åfiskere, der jo udgør 70% af medlemmerne. Og enhver erhvervspsykolog ved, at virksomhedskultur er noget af det sværeste at ændre. Det er så indgroet, at det næsten er umuligt.

Et problem i den forbindelse er, at DSF kun nødtvungent accepterer, at andre jyske åfiskere kan finde på at organisere sig i den konkurrerende Ferskvandsfiskeriforeningen (FFF) – fordi det er langt billigere at være medlem her, og fordi man gennem FFF automatisk også får sæde i det berømte § 7-udvalg, som fordeler fiskeplejemidlerne. Til sig selv og andre. Derfor punker DSF også FFF, når og hvis man kan komme til det. I stedet for at samarbejde med dem om tiltag til fremme af lystfiskeriet.

DSF mener helt enkelt og dybt inde i sjælen, at man repræsenterer den eneste rette tro. At DSF og kun DSF kan og bør repræsentere danske sportsfiskere. Uanset deres ellers geografiske tilhørsforhold og fiskemæssige præferencer.

Har man selv været et smut inden for murerne, fornemmer man dette lidt religiøse islæt. Det gør man næppe, hvis man er født, opvokset og uddannet inden for murene og har været alle juniorkurserne igennem. Så har man set lyset og er måske ligefrem blevet blændet af det.

Jeg skal gerne medgive, at der efter års massivt pres og på det seneste er kommet flere fiskeplejemidler til øerne i forhold til tidligere, hvor jo langt det meste gik til os jyder. Det var vi naturligvis godt tilfredse med i DSF og FFF, men det var jo ikke ligefrem noget, der gav nye medlemmer – på øerne. Tværtimod.

Jeg skrev i en årrække en række kritiske artikler om netop fordelingen af fiskeplejemidlerne – i det sjællandske Fisk & Fri, hvis læsere naturligvis ikke var tilfredse med denne skæve fordeling. Fisketegnet kom til verden i 1993, hvor det meste af fiskeplejen fandt sted i Jylland, og hvor de fleste af vandløbene jo stadig løber. Det var dengang, fiskepleje stadig var lig med udsætning af opdrættede tamfisk. Også direkte på kysten – med Isefjorden som det bedst kendte eksempel.

Stormløb på Stormgade

På Fisk & Fri ville vi gerne have et overblik over disse udsætninger – på landsplan. Først fik vi fra DFU i Silkeborg at vide, at disse tal slet ikke fandtes i den form, vi bad om. Men da vi dernæst gik direkte til hovedet – til Fiskeridepartementet i Stormgade, København – fik vi oplyst, at tallene skam fandtes, og at vi godt kunne få dem. Blot ville man ikke oplyse os om, hvilke udsætningsforeninger der får udbetalt hvad.

På den stak papirer, vi personligt mødte op og fik udleveret i Stormgade, var alle udsætningsforeningernes navne og adresser derfor omhyggeligt malet over med rettelak. En noget gammeldags metode i vor elektroniske tidsalder, må man vist sige. Og såre mærkværdigt, at vi lystfiskere ikke måtte få at vide, hvem der egentlig modtog de mange millioner fra fisketegnet – dem, vi selv har indbetalt.

– Hvorfor skulle det være hemmeligt? – Hvorfor ville man kun udlevere postnumrene? Svaret blæser i vinden. Men digitaliseringen var tydeligvis ikke nået helt til Stormgade i 2001…

Men postnumrene var der dog, og med dem i hænderne var det en smal sag at regne fordelingen ud. Smal og smal. Det tog vel et par uger at komme papirbunken igennem, men efter konsultation med DFU i Silkeborg – datidens svar på nutidens DTU Aqua – stod billedet klart. Jeg citerer fra artiklen:


“Sjælland får således kun godt og vel en tredjedel af de penge tilbage, som sjællænderne indbetaler via fisketegnet. Fyn får halvdelen tilbage, mens Jylland får op mod det dobbelte retur fra fiskeplejemidlerne. Til trods for næsten lige mange betalere på Sjælland og i Jylland får jyderne fem gange så mange fisk som sjællænderne.”


Det var en artikel, der vakte stort postyr, og som allerede dengang satte DSF i et dårligt lys. DSF sad nemlig med ved bordet, når millionerne fra det obligatoriske fisketegn blev uddelt – for øvrigt sammen med ligeledes jyske FFF. Det var virkelig rævene, der her var sat til at vogte hønsene!

Dobbeltdyre vestjyske laks

Ikke mindst retableringen af den vestjyske laks toldede hårdt på fiskeplejemidlerne, da stykprisen på laks til udsætning typisk var det dobbelte af de ørreder, der blev udsat over hele landet – også på øerne. Alene dér og da følte sjællænderne sig snydt.

Læs gerne hele artiklen her: http://ulnits.dk/biologi/fiskeplejen-2001/. Der er tal til mange timers læsning og fordybelse, hvis man altså er til den slags!

Efter flere års pres og protester blev flere fiskeplejemidler dog allokeret til øerne, og godt det samme. Men mistilliden til DSF som landsdækkende forbund var vakt. Dertil uddelte man alt for stor en del af pengene til sine egne foreninger. Og overså øerne, hvor man jo allligevel ikke havde ret mange medlemmer.

DSF har helt enkelt interesseret sig for meget for sig selv og sine. Og for lidt for verden udenfor. Man har helt glemt den forpligtelse, der ligger i gerne at ville være det landsdækkende danske sportsfiskerforbund. At man så skal arbejde for hele nationen og ikke kun egne foreninger. Ellers kan man lige så godt tage konsekvensen og navnet “Jydsk Åfiskerlaug”, som nogle kalder DSF inde på stenbroen.

Men det gjorde man altså ikke. Man bibeholdt navnet. Måske troede man, at resten af det fiskende Danmark ville komme valfartende til Vejle og melde sig ind helt af sig selv. Hvad de altså ikke gjorde. I stedet render de eksisterende medlemmer nu i stik modsat retning – væk fra DSF.

Det bør da være tankevækkende. Den konstante medlemstilbagegang gennem nu flere år burde have medført markante indgreb i organisationen for længe siden. Det ville man have gjort i enhver anden virksomhed, der var udsat for samme medlemsflugt.

Men Tipsmillionerne er jo en behagelig sovepude i den forbindelse. Lidt ligesom landbrugets støttekroner. De hindrer en sund og på sigt nødvendig udvikling.

Dyreetisk Rod

Det var det historiske tilbageblik. Tilbage til den aktuelle situation:

Arnt Christensen efterlyser min egen mening om brugen af levende agn samt genudsætning af fisk. Jeg synes nu, den fremgår tydeligt nok af artiklen, men jeg tager den gerne igen:

Jeg påpeger det selvmodsigende i, at DSF på den ene side anbefaler et forbud mod brugen af levende agn, da Dyreetisk Råd og fødevareministeren ikke kan lide det. Og på den anden side finder det helt OK, at ens egne medlemmer i stigende omfang er nødt til at genudsætte fangede fisk, hvis de vil fortsætte med at fiske ved åerne.

DSF laver sågar juniorkonkurrencer om at fange 100 skaller på 100 minutter – fisk, der blot fanges for at blive genudsat. Måske et helt forkert signal at sende, når Dyreetisk Råd lige har været inde over problemstillingen og stadig lurer i kulissen.

Personligt har jeg intet imod fangst og genudsætning af fisk, som jeg selv gerne praktiserer, når der er behov for det. Men jeg er udmærket klar over, at det er en dårlig sag, som er svær at argumentere for. Jeg forstår såmænd også godt, hvorfor Jacques Cousteau i sin tid kaldte det perverst, hvis man fisker for bare at genudsætte fangsten. Det havde han jo et eller andet sted ret i.

Personligt har jeg tilbragt mange gode stunder med at løsline aborrer på Esrum Sø – med levende småskaller eller løjer, der får en lille enkeltkrog placeret i overlæben. Og som så ellers får lov til at svømme frit omkring, indtil de møder en sulten aborre og en nådig død. Det er ikke perverst. Det er regulært madfiskeri. Spis og bliv spist.

Genudsætning af fisk på gydevandring

Dette fiskeri er i mine øjne hverken mere eller mindre dyreetisk korrekt, end når man placerer en trekroget rørflue dybt i svælget på en gydemoden laks eller havørred på gydevandring mod gydepladserne i åen. Og så leger med den i adskillige minutter, før man – forhåbentlig – kan genudsætte den nogenlunde uskadt.

Det kan man heller ikke argumentere for er dyreetisk korrekt, men også det fiskeri dyrker jeg gerne selv.

Konklusionen er den indlysende enkle, at man ikke bare kan forbyde det ene (brugen af levende agnfisk) og så fortsætte med det andet (fight, landing, afkrogning og genudsætning af gydefisk). Begge dele er jo lige dyreetisk angribelige.

Bag hele problematikken lurede desværre også et lidt trist motiv, nemlig at forbudet mod levende agnfisk jo ikke gik ud over DSF’s egne medlemmer ved åerne – kun søfiskerne i det midtjyske og nordsjællandske, hvor DSF tilfældigvis er svagt eller slet ikke repræsenteret. Det vil man naturligvis aldrig indrømme, men det blev endnu et (bevidst eller ubevidst) søm til egen ligkiste…

Til allersidst: Jeg underkender ikke det store arbejde, som rigtig mange mennesker har udført og stadig udfører i vandløbenes tjeneste. Tværtimod anerkender jeg det og respekterer det dybt. Jeg er også selv praktisk engageret i feltarbejdet. Men artiklen er jo specielt fokuseret på ledelsen af det DSF, der netop nu bløder medlemmer i et omfang, som på sigt truer eksistensen:

  • Medlemstal 2010: 25.100
  • Medlemstal 2011: 23.975
  • Medlemstal 2012: 21.607
  • Medlemstal 2013: 20.781
  • Medlemstal 2014: 19.918
  • Medlemstal 2015: 17.417

– Naturlig medlemstilbagegang???

Nu skriver Arnt Christensen i sit indlæg, at det jo er helt naturligt, at DSF mister medlemmer. For det gør alle foreninger jo i disse år.

Tjaeh, hvad naturligt er der nu lige i det? Sådan behøver det i hvert fald ikke at være, og det må i hvert fald aldrig blive en sovepude.

Tag nu eksempelvis Greenpeace, der i løbet af de sidste ti år har fordoblet sit medlemstal fra 12.000 til i dag 24.000. De har formået at være politisk synlige i debatten om både klima og miljø, og det har appelleret til ikke mindst yngre mennesker. Netop dem, man desperat mangler i DSF.

Andre miljøorganisationer er “så pæne, at de har svært ved at få folk til at engagere sig. Greenpeace derimod har en klar, offensiv og ofte meget aktivistisk strategi”.

Sådan skrev Dagbladet Politiken om problemet med foreningers medlemstilbagegang tilbage i 2011. Måske DSF skulle lægge sig noget tilsvarende på sinde:

  • En mere aktivistisk miljøpolitik, hvor man aktivt går ud og agerer, når der sker overgreb på vore vandløb. I stedet for blot at søge foretræde for miljøudvalget, når åerne allerede er gravet op.
  • En miljøpolitik, hvor man altid er med fremme på sidste beat og tør melde klart ud, hvad man mener om tingene. Før de er sket. Med indbygget risiko for at miste nogle gamle medlemmer og få nogle nye.
  • Og så sørge for, at prisen på medlemsskab når ned, hvor folk kan og vil være med. Dette kan desværre synes uvæsentligt for den sportsfiskende elite, for hvem kontingentet blot er et greb i lommen – efter køb af den seneste Loomis fluestang til flere tusinde kroner.

Ét er sikkert: Fortsætter man som hidtil, med dyrt medlemsskab og lav profil, så vil DSF blot langsomt forsvinde ud i glemslen – ud af folks bevidsthed.

Det er jo desværre allerede ved at ske.

Se blot medlemstallene.

Knæk og Bræk!

Steen Ulnits


Hvis du vil have baggrunden for denne debat, kan du kan læse mit oprindelige indlæg “DSF bløder” på nedenstående adresse:

http://ulnits.dk/biologi/nyt-forbund-paa-vej/

Da debatten efterfølgende fortsatte – nu for det meste telefonisk og i mange tilfælde med folk og fiskere, der ville forblive anonyme – har jeg samlet lidt yderligere information i denne artikel:

http://ulnits.dk/biologi/dsf-forbloeder-svar-til-endnu-flere/

 

Følg også med under “Aktuelt“.