Jeg havde egentlig forventet en veritabel shitstorm på Facebook efter lanceringen af mit kritiske debatindlæg “DSF forbløder”. Men det kan jo komme endnu…
På andre netmedier plejer kritikere af Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) altid at blive skudt ned på rekordtid af sikkert velmenende DSF tilhængere – den såkaldte “trollehær” af netsoldater, som Radio 24/7 med stor succes opfandt og lancerede ved seneste Folketingsvalg.
Men shitstormen var ganske kort og begrænset, hvilket jeg tager som udtryk for, at der nok var en hel del om snakken. Jeg håber i hvert fald, at der også vil blive tænkt over det skrevne. Det er trods alt hele dette bagkatalog af uheldige dispositioner, der har bragt medlemstallet hos DSF ned på halvdelen af det oprindelige, og som nu gør, at regnskaberne nærmer sig et foruroligende 0. Trods et årligt tilskud fra Tipsmidlerne på 2,35 million kroner.
Der var dog rigtig mange klik på artiklen den første aften. Da de første kritiske røster havde lagt sig på Facebook, dukkede andre folk op i debatten. Folk, som havde noget på hjerte, men som af den ene eller anden grund ikke turde eller ville stille offentligt op. Men de ville gerne spørge eller fortælle. Et af spørgsmålene gik på debatten om østersølaksen, og svaret kommer her:
Kort før Folkemødet på Bornholm havde DSF stolt proklameret, at man ønskede Game Fish status for laks, ørred, gedde, aborre og sandart. Fiskearter, som er for værdifulde til at gå til spilde i det erhvervsmæssige fiskeri, når de nu er meget mere værd i det rekreative.
Et visionært DSF ønske, der lovede godt for fremtiden, og som vi var mange, der oprigtigt glædede os over. I så fald kunne vi endelig komme på omgangshøjde med Nordamerika, hvor dette længe har været kendt og praktiseret.
Men det var et løfte, som desværre ikke holdt ret længe. Efter et kritisk indlæg i Bornholms Tidende fra lokale erhvervsfiskere med fokus på østersølaksen, så DSF sig nemlig nødsaget til at udsende en undvigende pressemeddelelse med følgende ordlyd:
“DSF vil i den forbindelse gerne præcisere, at når laks indgår i forslaget som en af de fem arter (der bør have Game Fish status, red.) så omfatter det alene atlantiske laks på den jyske vestkyst og altså ikke østersølaks.
DSF anerkender, at erhvervsfiskeriet efter østersølaks udgør en væsentlig økonomisk værdi for det bornholmske erhvervsfiskeri.
Udmeldingen er endvidere udtryk for, at såvel Danmarks Sportsfiskerforbund som Bornholms Sportsfiskerforening er indstillet på kompromisløsninger, der også tager hensyn til erhvervsfiskeriet, når man ønsker bedre udviklingsmuligheder for det danske lyst- og sportsfiskeri.”
Forstå det, hvem som kan. Østersølaksen tilhører nøjagtig samme art som atlanterhavslaksen. Den lever blot i Østersøen. Og den vilde østersølaks er på randen af udryddelse – fisket hårdt på opvækstpladserne af ikke mindst bornholmske erhvervsfiskere.
Det var for øvrigt de selvsamme bornholmske erhvervsfiskere, der opdagede og optrappede det danske laksefiskeri ved Grønland i 1960’erne. Efter selvsamme Salmo salar. Med en diplomatisk krise mellem Danmark og USA som resultat, da man her straks kunne se en reduceret opgang af laks i de amerikanske og kanadiske lakseelve. De bornholmske fiskere er nemlig rigtig dygtige til at fange laks i deres kilometerlange drivgarn og på deres ditto krogliner.
Lokalt lød argumentet bag pressemeddelelsen, at laksen omkring Bornholm ikke er omfattet af DSF’s udmelding om, at laksen skal være forbeholdt det rekreative fiskeri med stang og line. Der er jo ingen lakseelve på Bornholm, og østersølaksen er derfor ikke født i Danmark. Ergo har den derfor ikke dansk indfødsret – i hvert fald ikke i farvandet omkring Bornholm. Altså skal den ikke beskyttes. Trods ellers status som truet.
Udmeldingen fra DSF omfattede derfor ikke den truede østersølaks – kun den vestjyske laks. Logik i bedste Holberg/Erasmus Montanus stil.
I parentes bemærket er de vestjyske laksefiskere jo typisk medlemmer af DSF. Men det er de bornholmske laksefiskere i Bornholms Trollingklub pudsigt nok ikke, så dem behøvede man ikke tænke på. Trods den ellers officielle ambition om at være et landsdækkende forbund.
Man mere end aner et mønster her. En parallel til forbudet mod brugen af levende agnfisk, som jo udelukkende gik ud over søfiskerne i Midtjylland og på Sjælland. Begge steder, hvor fiskerne pudsigt nok heller ikke er organiseret i DSF. Dem solgte man derfor glat væk ud af – trods påstanden om at være et “landsdækkende” forbund. De pågældende medefiskere bidrog jo ikke med penge til DSF’s pengekasse.
Nu er det jo en velkendt sag, at de fleste østersølaks samles i den sydlige Østersø for at fouragere, og at de bornholmske laksefiskere længe har været og stadig er dem, der fanger en meget stor del af de truede laks på disses opvækstpladser. I dag regner man således med, at der er færre end 5% vilde laks tilbage i Østersøen. Resten skyldes udsætninger af opdrættede tamlaks.
Med så få vildlaks tilbage er der overhængende risiko for, at den vilde genpulje helt forsvinder – at den udvandes af de opdrættede laks’ gener.
Men lad os endelig være gode venner allesammen – også med de bornholmske erhvervsfiskere, som er med til at trække tæppet væk under de sidste vildlaks. Vi skulle jo nødig fremstå som en aktivistisk afdeling af Greenpeace. Så hellere vente, til vildlaksen er endeligt uddød og problemet løst én gang for alle. Så vi uhindret kan fortsætte med det storstilede Put & Take fiskeri efter tamme østersølaks.
Som uddannet fiskeribiolog og miljøforkæmper forstår og bifalder jeg naturligvis ikke udtalelsen. Det er den slags vildskud og selvmodsigelser, som desværre er med til at så tvivl om DSF’s seriøsitet. At man som miljøorganisation kun vil kæmpe for de fisk, som ens egne medlemmer fisker efter. Endda kun hjemme i Jylland. Ikke i andre danske farvande.
End ikke en truet art som østersølaksen, som man kæmper for at redde stumperne af i nabolandet Sverige. Se notitsen her, hvor svenske Normark og Rapala nu er gået ind i kampen om at redde de sidste vilde østersølaks. Dem, som DSF straks gav køb på, da bornholmske erhvervsfiskere klagede i lokalavisen.
Og så bliver det pludselig rigtig svært at få øje på DSF som den samlende og landsdækkende miljøorganisation, man gerne ville være. I hvert fald i mine biologiske lystfiskerøjne.
Samtidig vækker det desværre straks mindelser om en tidligere DSF forbundsformands nedsættende udtalelser om netop trolling-fiskeriet. Nogle rystede dengang blot på hovedet på hovedet af udtalelserne, mens andre tog dem mere fortrydeligt op. Under alle omstændigheder styrkede de nedladende udtalelser ikke DSF’s omdømme i trolling-kredse.
Der venter således et stort arbejde for DSF med at genopbygge tilliden udadtil. Den tillid, man støt og roligt har sat til gennem årene. Den tillid, der nu har resulteret i rekordlavt medlemstal. Og som har resulteret i, at DSF har lukket i som en østers – i hvert fald udadtil. Det er derfor på høje tid at bryde den interne tavshed om forbundets virke og styring, som har været fremherskende i snart mange år.
Andre udefra har dog ikke været bange for at udtrykke deres mening – skriftligt og på en konstruktiv måde. Til dem hører Steen Elholm Christensen fra Skovens Fiskeklub på Als. Han skriver på Facebook:
Såvidt Skovens Fiskeklub på Als. Det kan altså stadig lade sig gøre at vokse som fiskeklub eller forening – blot man holder omkostningerne nede, hvor de hører til. Og giver folk, hvad de vil have og har brug for.
Sidste år oplevede DSF, at to medlemmer af hovedbestyrelsen trak sig ud af arbejdet. Lidt senere fulgte så redaktøren, der havde fået andet arbejde. Og senest har DSF måttet udsende en pressemeddelelse om, at kommunikationschefen gennem 18 år nu også har trukket sig. – Er det rotterne, der forlader den synkende skude?
Der sker i hvert fald ting og sager i det forbund lige nu, og der er således ingen tvivl om, at den kommende kongres i marts måned vil blive interessant. Jeg kunne i hvert fald godt tænke mig at være en flue på væggen, når DSF’s fremtid skal vendes. Når økonomien skal diskuteres og strategien lægges.
Senest har utilfredse medlemmer bragt på banen, at der jo findes en regulær lov om bestyrelsesansvar, som forpligter bestyrelsen til at træffe de nødvendige dispositioner for organisationens fortsatte virke.
Kongressen foregår for øvrigt på Vingsted Hotel- og Konferencecenter – nær det Sportsfiskeriets Hus, som senest har sat DSF’s ledelse i lidt af et dilemma.
Mange har måske bemærket DSF’s valne deltagelse i Danmarks Naturfredningsforenings (DN) kampagne for frie og ubebyggede kyster. Det burde jo ellers være et såre nærliggende område for netop en lystfiskerorganisation at engagere sig i.
Men det kan naturligvis være lidt svært at føre sig frem i en sådan kampagne, når man selv netop har bygget stort nyt domicil næsten helt ud i Vejle Å.
I selvsamme Vejle Ådal, som mange i DN nu ønsker fredet for yderligere bebyggelse. Ak ja…
© 2016 Steen Ulnits
Hvis du vil have baggrunden for hele denne debat, kan du kan læse mit oprindelige indlæg “DSF bløder” på nedenstående adresse:
http://ulnits.dk/biologi/nyt-forbund-paa-vej/
Svar til flere, som reagerede (kritisk) på den første kritiske artikel om DSF:
http://ulnits.dk/biologi/svar-til-flere/
Følg også med under “Aktuelt“ – senest dette:
http://ulnits.dk/aktuelt/aktuelt-4-kvartal-2018/#ny-lystfiskerminister
Seneste DSF medlemstal:
Medlemstilbagegangen hos Danmarks Sportsfiskerforbund er faldet støt siden denne artikels tilbliven tilbage i 2015:
- Medlemstal 2016: 17.058
- Medlemstal 2017: 15.995
- Medlemstal 2018: 15.604
Med det seneste brandudsalg af danske lystfiskeres fiskevand – via den nye Lystfiskerstrategi, som Eva Kjer Hansen (V) har udarbejdet sammen med blandt andet DSF – kan man kun forudse en fortsat tilbagegang i medlemstallet.
Den berømte og frygtede “bedemandseffekt” – medlemmer, der blot forsvinder af alderdom og død – tager samtidig til.
Trist, trist, trist…
Del denne artikel: