Søndag den 24. september 2017. Situationsrapport fra Tivoli, hvor Det Konservative Folkeparti netop nu afholder landsmøde.

Lovens Vogter, i form af partiboss og justitsminister Søren Pape Poulsen har travlt med at skamrose sine trofaste partifæller, der i hans verden til fulde lever op til partiets gamle selvopfattelse: At være Blå Bloks Grønne Stemme.

Det værste er næsten, at de nok selv tror på det. Præcis som mange stadig bilder sig ind, at vi har verdens bedste undervisningssystem, verdens bedste sundhedsvæsen og verdens bedste ældrepleje. Til trods for, at det efterhånden er mange år siden, det var tilfældet.

De Konservative har tilsyneladende allerede fortrængt, at de jo selv stemte for Landbrugspakken – til trods for, at de udmærket godt var klar over, at Venstre havde fiflet med tallene for at få pakken stemt igennem. Ja, de væltede sågar fødevareministeren af samme årsag.

Det faktum, at Landbrugspakken var fuld af løgn og til stor skade for vandmiljøet, fik dog ikke de Konservative til at ryste på hånden. De bakkede stadig fuldt op om pakken og dens overgødskning. Det havde de jo lovet vennerne i Venstre allerede før valget. Så pyt med sandheden og vandmiljøet.

Det var Rasmus Jarlov, der førte kniven, som ledte til fødevareminister Eva Kjer Hansens afgang – meget mod statsminister Lars Løkkes vilje. Det medførte som bekendt, at der i stedet kom et rent monster som hendes efterfølger. Det store Dyr i Åbenbaringen. Antikrist, eller hvad man nu i Biblen kalder det.

Men ikke nok med det. For da så Venstre lancerede lov L111, der tillader flere forurenende havbrug i et Kattegat, som allerede gisper efter vejret, så stemte de Konservative sandelig også for den. Enstemmigt. Man er jo et erhvervsvenligt parti, og nu var man jo kommet i regering. Det forpligtede jo – ikke over for vælgerne, men over for den statsminister, som havde skaffet dem ministerbilerne.

Så man skal vist være en ganske verdensfjern konservativ justitsminister på et rigtig festligt landsmøde i Tivoli for at kunne fortrænge de triste kendsgerninger:

At Konservativt Folkepartis miljøpolitik i dag er lige så miljøfjendsk og kulsort som “C’et” i Black. Solgt til stanglakrids for ministerbiler og pensioner. Rasmus Jarlov blev derfor vejet og fundet for let – og erstattet af den totalt ufarlige (for partiet), men himmelråbende uvidende Orla Østerby, som lagde ud med at skamrose dansk landbrug – som var han partiboss i Venstre og ikke ordfører i de Konservative.

Connie Hedegaard var efter alt at dømme den sidste Konservative politiker med en blot nogenlunde grøn profil. Det var således hende, der som miljøminister i 2004 barslede med den nationale redningsplan for atlanterhavslaksen i Danmark. I forordet hertil skrev hun følgende smukke ord:

“En af de gode og overraskende nyheder for vores natur er, at der stadigvæk lever små bestande af den ægte danske laks i Vestjylland. En laks, som har levet i de vestjyske vandløb i årtusinder, men som vi troede var uddød. Når laksen har vist en sådan evne til at overleve, skylder vi at redde de sidste bestande, der er tilbage. Derfor har Miljøministeriet udarbejdet denne nationale forvaltningsplan for laks.

Man må knibe en tåre og sende Connie en venlig tanke. Det er ikke mindst hendes fremsynethed, der har givet os laksen tilbage.

Det føles næsten, som levede vi i et tidligere årtusinde, når vi ser Konservativ miljøpolitik anno 2017. Blot 13 år senere. Den er nemlig kulsort. Her lader man nu hånt om miljøet – velvidende at fakta bag Landbrugspakken og L111 om flere forurenende havbrug i Kattegat er baseret på i bedste fald fejlagtige oplysninger – i værste fald decideret løgn og bevidst vildledning.

Siden droppede Connie Hedegaard miljøet til fordel for klimaet og Danmark til fordel for EU. Og lige siden er det gået støt ned ad bakke med såvel miljøet som moralen i Det Konservative Folkeparti. Såmænd også den folkelige opbakning til partiet. Selvjustitsen har heller ikke været nem for justitsministeren, hvis samlever for nylig blev taget for spirituskørsel – af det selvsamme politi, som justitsministeren er øverste chef for.

Dette måske med forbillede i den tidligere minister og konservative partiformand Hans Engell, hvis skæbne jo også blev alkohol i blodet. Hvis politiske karriere som bekendt blev brat stoppet af en betonklods på Helsingør-motorvejen. Med for høj en promille efter endnu en lidt for fugtig aften i Snapstinget…

Og den nok største populist af alle de Konservative, Mette Abildgaard, samlede for nylig over en halv million kroner ind til en stakkels butiksejer af anden etnisk herkomst. Han havde fået sin butik ryddet – angiveligt fordi han ikke ville betale beskyttelsespenge.

Efterfølgende kom det imidlertid frem, at butiksejerens egen far selv var indblandet i en anden sag om beskyttelsespenge. Her blot på den anden side af skranken. Et hurtigt spørgsmål kunne have afværget mange problemer med tilbagebetaling af de indsamlede penge. Abildgaard kunne jo blot have spurgt sin partiboss, der jo er ingen ringere end justitsministeren selv. Hans underlagte politifolk var udmærket klar over forholdene længe før.

Inden da havde hun dog formået af holde Facebook-gruppen “De forhadte vandløb” (DSF’s talerør på internettet) ud i strakt arm og bildt dem ind, at de Konservative skam tænkte på de små og vigtige vandløb, som storebror Venstre ville tage ud af en hidtil beskyttende lovgivning.

Godt gået af en storsmilende og meget talende politiker, der formåede at sno de blåøjede og forhadte lystfiskere om sin lillefinger. Indtil partiet altså stemte stik modsat. Det vandt hun da også stor anerkendelse for hos partibossen, der dog ikke kvitterede med nogen ministerpost, da der kort efter var uddeling.

Så interessen for såvel miljø som moral er næsten ikke eksisterende i vore dages rester af fordums store og stolte Konservative Folkeparti. Miljøet er for længst byttet ud med ministerposter, ministerbiler, ministerlønninger og ministerpensioner.

Så skidt med miljøet. Der er vigtigere ting at tage sig til som Konservativ. Ministerbilen venter. Ministerlønnen er gået ind på kontoen. Og ministerpensionen venter lunt forude.

Sådan ser dansk politik ud anno 2017. Jeg græmmes virkelig.

Det gør Connie Hedegaard sikkert også.

© 2017 Steen Ulnits

Danmark er et ganske lille land med meget lidt eller ingen oprindelig natur tilbage. Danmark er samtidig ganske tæt befolket – i hvert fald sammenlignet med vore nordiske broderlande.

Det siger derfor sig selv, at resterne af den danske natur er meget sårbare. Dels er der ikke for meget tilbage – dels er den danske natur ikke gjort af samme robuste stof som hos vore naboer i nord. Et fladt lavland med muldjord er helt naturligt langt mere sårbart over for nedslidning end et robust klippelandskab.

Der er således nogle helt klare grænser for, hvor megen fysisk belastning den danske natur kan tåle. Det kan de fleste forstå. Det er derimod meget vanskeligt at fordele de til rådighed stående goder retfærdigt.

– Er der eksempelvis brugergrupper, som har mere ret til naturen end andre? – Skal erhvervsinteresser komme forud for de rekreative? – Skal flest mulige mennesker have adgang til naturen? – Eller skal den være forbeholdt en lille veluddannet elite, som har dokumenteret forstand på den?

Der er således rigeligt med spørgsmål at tage stilling til for de ansvarlige myndigheder.

Det viser sig i denne forbindelse, at opståede konflikter mellem forskellige brugergrupper meget ofte er af ideologisk end rent praktisk karakter.

Dette har med de forskellige brugeres forskelligartede natursyn at gøre. Undersøger man nemlig en befolkning som den danske, vil man se to ting: At der findes flere slags divergerende syn på naturen og brugen af den. Samt at disse natursyn meget ofte er tæt knyttet til bestente befolkningsgrupper – endda på tværs af mere specifikke interesseområder.

Livsformerne

Befolkningens natursyn er naturligvis langt mere nuanceret end nedenfor beskrevet, men man kan alligevel godt generalisere og opdele den i følgende grupper eller livsformer med hver deres karakteristiske natursyn:

Allerførst er der den selvstændige livsform, der mest af alt ser naturen som et produktionsredskab. Som noget, man kan bruge direkte eller høste af. Til denne livsform hører gamle tiders jægere og fiskere samt nutidens landbrugere, fiskeopdrættere og erhvervsfiskere. Kano- og bådudlejere hører ligeledes til her.

Det er ofte mennesker, for hvem arbejdet er hele deres liv. Som bor på eller nær arbejdspladsen, og for hvem fritid og arbejdstid meget ofte flyder sammen.

Dernæst har vi fabriksarbejderen, hvis livsform ikke stiller de store krav til naturen. Den skal være der, jo, men den behøver ikke være vild og uberørt. Faktisk trives denne livsform ofte bedst, hvis han eller hun er ude i naturen sammen med ligesindede – gerne kolleger fra fabrikken eller naboer fra boligblokken eller parcelhuskvarteret.

Denne gruppe mennesker stiller ikke så store krav til deres fritid, som gerne tilbringes i kolonihaven, på campingpladsen, i sommerhuset eller på badestranden – altsammen i selskab med andre mennesker. Charterrejser til Mallorca eller lignende destinationer er en anden yndet fritidsbeskæftigelse for denne gruppe.

Naturens betydning

Den tredje livsform kaldes med et fint ord ofte den humanrelaterede. Det er typisk mennesker såsom lærere, pædagoger og psykologer, for hvem det sociale aspekt også er vigtigt.

Denne gruppe mennesker har et natursyn, der på mange måder minder om gamle tiders romaniske opfattelse af naturen. Man holder af at være alene i en storslået og uberørt natur, og man er meget miljøbevidst. Som forbruger er man meget bevidst om de produkter, man køber, og deres eventuelle skadevirkning på naturen.

Danmarks Lærerforening er et godt eksempel på denne gruppe og dens natursyn. Det er således ingen tilfældighed, at foreningen har købt en række smukke og velbeliggende ejendomme og sat dem i stand som “Sinatur” hoteller for naturelskere. Det er heller ingen tilfældighed, at man i videst mulig udstrækning bruger økologiske madvarer på restauranterne her.

Den fjerde og sidste gruppe har en såkaldt karrierebundet livsform. Det er ofte højt uddannede mennesker, hvis arbejde i modsætning til den selvstændige og fabriksarbejderens manuelle foregår på det åndelige plan.

Det er typisk folk, som stiller store krav til tilværelsen, og som hele tiden søger det bedste. Det er en gruppe, som holder af at rejse, men man finder dem ikke i charterflyet på vej til Mallorca. I stedet lokkes de af mere eksotiske ting som eksempelvis en trekkingtur til Tibet eller en sørejse til Galapagos.

De karrierebundne mennesker har et natursyn, som ligger meget tæt op af det gamle borgerskabs romantiske opfattelse af naturen. Man stiller store krav til fritiden, som helst tilbringes i storslået og uberørt natur. Her fordyber man sig gerne i naturens mysterier eller filosoferer over meningen med livet.

Man går gerne i direkte clinch med naturen. Måske pürscher man sig ind på kronhjorten i det skotske højland, eller man søger at overliste storlaksen i de rivende norske elve. Eller man dyster med vind og bølger i sin sejlbåd.

Den karrierebundne livsform udgør et klart mindretal i den danske befolkning, men den har gennem tiderne haft stor magt. Den udgør en veluddannet elite af advokater, læger og videnskabsfolk, som i mange tilfælde har sat sig på vigtige poster i samfundet, som netop kræver en høj uddannelse.

Mindretallets diktatur

Herfra administrerer disse mennesker i vid udstrækning samfundet og naturen på en måde, der langt fra altid harmonerer med den jævne befolknings ønsker.

På minussiden står naturligvis, at resultatet ikke bliver en demokratisk besluttet forvaltning af naturen, men en elitær. På plussiden står tilsvarende, at naturen på denne måde bliver langt mere skånsomt behandlet, end hvis man blot lod stå til og lod den selvstændige livsform herske.

Københavneri…

Et godt eksempel er restaureringen af Skjern Å. Her følte mange borgere i Vestjylland, at der var uendelig langt til Christiansborg, hvor beslutningerne om tilbageføringen af åen til det gamle og slyngede forløb jo blev taget. De fandt det helt urimeligt, at et fåtal “københavnere” i datidens Miljøstyrelse skulle bestemme over miljøet i Vestjylland.

På samme måde blev Folketingets beslutning om at tillade etablering af flere forurenende havbrug i det i forvejen stærkt belastede Kattegat modtaget med stor folkelig skepsis. De nye havbrug skulle nemlig ligge ud for Djurslands smukke kyster, hvor man er afhængig af rent vand til en lukrativ kystturisme.

Dette til trods for et massivt lokalt flertal imod de nye havbrug.

Mindretallets diktatur havde talt endnu en gang.

Folkestyrets fallit vil mange sige.

© 2017 Steen Ulnits

Efterskrift:

Ikke blot hersker der ofte store interessekonflikter i et lille land som Danmark. Der kan også herske store interessekonflikter inde i det enkelte menneske, der ikke altid lader sig rubricere i én bestemt af ovennævnte kategorier. Som har lidt af de forskellige i sig.

Tag som et konkret eksempel den selvstændige havbruger, som igennem en årrække har tjent store penge på at opdrætte fisk til eksport og forurene havvandet massivt i den samme periode. På at ødelægge vandmiljøet og skade fiskebestandene med regelmæssige udslip af tamfisk. Som den største enkeltforurener af Storebælt.

Det er der intet usædvanligt i. Skismaet opstår, når havbrugeren så efterfølgende sælger sit fiskeopdræt til udlandet – til Japan – og tjener mange millioner på det.

Pengene, som jo er tjent på forurening af det lokale vandmiljø, bruger han blandt meget andet på at opsøge vilde og uberørte steder med smuk natur og rent vand. Her fisker han så efter vilde laks til skyhøje priser, som han jo nu har råd til at betale – som vandmiljøet har måttet lægge ryg til.

Den slags mennesker kan det være meget svært at tage alvorligt. Og aldeles umuligt at respektere.

De er parasitter og hyklere for Vorherre.

“Fracking” er den populære betegnelse for udvinding af naturgas i områder, hvor gassen er gemt i ganske små mellemrum i materialet i undergrunden.

Typisk består denne undergrund af skifer, og man taler derfor om skifergas. Fra denne type undergrund kan den ikke pumpes op på traditionel vis, men kræver hydraulisk frakturering (sprængning) af de skiferlag, som holder på gassen.

Fracking er ingen ny teknik, men har været brugt i flere år. Det nye er, at metoden er raffineret, så den kan bruges mange flere steder og på større dybder. Endelig tilsætter man i dag flere forskellige hjælpekemikalier, som risikerer at trænge ud i det omgivende grundvand og forurene det.

Metoden går kort fortalt ud på, at man borer lodret ned i undergrunden – ned til det gasholdige lag. Herfra borer man videre vandret, hvilket kræver avanceret teknik og materiel.

Under højt tryk pumper man nu en blanding af vand, sand og specielle kemikalier ned i skiferlaget, hvor det voldsomme tryk efter nogle mindre sprængninger forårsager små og store brud (fractures, deraf navnet “fracking”) i skiferlaget.

Naturgassen samler sig i revnerne og kan nu pumpes op på traditionel vis.

Forsyningssikkerhed og forurening

Der gemmer sig verden over store ubrugte resurser af skifergas, som kun kan hentes op ved fracking. Det er en metode, der i løbet af ganske få år har gjort USA og Canada selvforsynende, så man ikke længere er afhængige af den traditionelle olie fra Mellemøsten.

Beregninger viser, at USA og Canada vil være selvforsynende 100 år frem i tiden, og det er jo et mere end vægtigt argument for metoden.

Fracking er desværre også en metode med mange ulemper. Dels bruges der enorme mængder vand til fracking, og dels er der konstant risiko for, at de tilførte kemikalier havner i det omgivende grundvand. Man har nemlig ganske lidt viden om og kontrol over disse kemikaliers videre færden i undergrunden.

Præcis som vi desværre også har set det herhjemme med stoffer som RoundUp med flere, der kan opføre sig helt uventet i undergrunden.

Risiko for jordskælv

Endelig er der reel risiko for jordskælv efter fracking, der i sagens natur gør undergrunden ustabil. Ellers ville denne jo ikke slippe gassen.

At dette er ikke er nogen teoretisk trussel vides fra Blackpool i Nordengland, hvor der er store forekomster af skifergas. Her han man i 2011 målt rystelser på op til 2,2 på Richter-skalaen efter fracking i området.

Sådanne jordrystelser eller sågar sætninger kan forårsage brud på de forede boringer, som bringer kemikalierne ud i skiferen – og dermed ud af kontrol.

Skifergas er et fossilt brændstof helt på linie med kul og olie. En satsning på skifergas vil derfor være et voldsomt tilbageskridt for et land som Danmark, der bryster sig af at være med helt fremme, hvad bæredygtig og vedvarende energi angår.

For skifergas er og bliver definitivt ikke nogen vedvarende energikilde. Den er i stedet med til at fremskynde drivhuseffekten og de klimaforandringer, vi oplever i disse år. Begrebet “Fuckin’ Frackin’” er derfor blevet gadeslang i de skifergasramte områder i Canada…

Norsk skifergas-ulykke i USA

70.000 fisk døde og 100 tons kemikalier lækkede efter en brand ved et af norske Statoils fracking-anlæg i den amerikanske delstat Ohio i slutningen af juni. Det skriver det norske Teknisk Ukeblad.

Selvom årsagen til ulykken endnu ikke er klarlagt, konkluderer en delrapport, at op mod 100 ton kemikalier kan være sluppet ud i naturen omkring anlæget. Kemikalierne skulle bruges til skifergasboringer i Statoils syv brønde i området, der vurderes at være et af USA’s rigeste på skifergas.

Branden brød ud lørdag 28. juni, og viste sig særdeles vanskelig at slukke. Kemikaliebeholdere på anlægget blev nemlig ved med at eksplodere, og de amerikanske myndigheder endte med at evakuere 20 til 25 familier, som bor i området.

Branden blev først helt slukket efter et par dage. En formodning er, at branden er opstået som et resultat af overophedning i de hydrauliske systemer.

– Det er en alvorlig hændelse, og Statoil har iværksat en intern undersøgelse for at klarlægge, hvad årsagen til branden er, blive klogere af det og eventuelt iværksætte nye tiltag for at forhindre, at der sker igen, skriver en talsmand fra Statoil til Teknisk Ukeblad. Smukt formuleret, må man sige…

Brandfarlige og giftige kemikalier

Ulykken bliver betegnet som en af de værste, som har ramt fracking-anlæg i USA, efter landets produktion af skifergas i de seneste år er steget dramatisk. Metoden til udvindingen, hydraulisk fracking, har været genstand for megen debat, fordi man risikerer at forurene undervejs.

Efter branden er debatten om fracking derfor atter blusset op i Ohio, og flere lokale politikere ønsker nu at stramme grebet om statens udvinding af skifergas.

Herhjemme er debatten om skifergas-udvinding aktuel, fordi franske Total har startet prøveboringer i nordjyske Dybvad med henblik på at udvinde skifergas i området.

De amerikanske miljømyndigheder i Ohio skriver, at Statoil skam har deltaget aktivt i forsøg på at begrænse kemikalieudslippet. Selskabet har sågar oprettet en hjemmeside med information om arbejdet.

Det sidste skal nok hjælpe på grundvandet…

© 2015 Steen Ulnits

Efterskrift: Efterforskningen i Nordjylland blev dog opgivet igen, men nu samler interessen sig i stedet om syddanske Lolland. Men måske regeringen hellere skulle fokusere lidt mere på sol og vind – i stedet for fossile brændstoffer som den forurenende skifergas…