Flashback til 2006. Netop hjemkommet til Kastrup Lufthavn efter en megalang flyvetur fra Santiago, Chile, blev jeg mødt af en frisk sælger med blåt slips, hvid skjorte og glimt i øjet: Han ville vide lidt om, hvad jeg egentlig brugte min telefon til.

Og så ville han rigtig gerne vise mig, hvad den spritnye Nokia Communicator kunne gøre for mig. Han var nemlig repræsentant for finske Nokia, som dengang ruled the waves.

Min jetlag forsvandt som dug for solen, da han viste mig vidunderet. Jeg havde i forvejen en lille Psion lommecomputer, som jeg var meget glad for – i stort set samme format som den nye Communicator. Den kunne man regne og skrive på. Jeg havde sågar oversat en hel bog på den – siddende i diverse lufthavne eller liggende på ditto hotelværelser verden over. Så jeg var helt tryg ved det lille vandrette format.

Men den finske Communicator kunne noget, som den engelske Psion ikke kunne: I tilgift til at skrive og regne kunne den også bruges som telefon og internet computer. Når den ellers var sat op til det. Det var nemlig i de dage, hvor internettet bestemt ikke satte sig selv op. Men hvor samtlige data møjsommeligt skulle tastes ind – enkeltvis og i den helt rigtige rækkefølge. Det var ikke let for en lægmand som mig…

Men den rare repræsentant fra Nokia talte godt for sagen, og det varede ikke længe, førend jeg sad med min helt egen Communicator og følte mig som både forretningsmand og verdensmand!

Det var i de år, hvor finske Nokia havde noget nær verdensherredømmet, og hvor amerikanske Motorola var ved at sætte sig tungt på det kolossale amerikanske marked med sine stadig ganske tunge, men smarte mobiltelefoner, der stadig ikke var rigtige smartphones. Men som hele tiden blev mindre og lettere.

Prædikatet “smartphone” fik de først med Motorola A1000, som kom på markedet i 2004. Det var firmaets første GSM smartphone med touch screen, og den kørte kørte på det dengang enerådende Symbian styresystem.

Jeg fik en A1000 i julegave af mine forældre det år. Jeg havde talt så meget om den, at der ligesom ikke var andre gavemuligheder den jul… Anyway, A1000 fulgte mig trofast i nogle år, indtil Apple lancerede sin iPhone i 2007 og lynhurtigt vendte op og ned på markedet. Pludselig var Symbian telefoner håbløst old school.

Jeg havde mange gode stunder med min A1000, når ellers der var dækning. Det var der i Århus, hvor jeg i bilen fik mit livs indtil da vigtigste telefonopkald. Det var vor Nobelpristager Jens Christian Schou, der ville vide, om jeg mon kunne introducere ham for fluefiskeriets  glæder og mysterier. Det både kunne og ville jeg naturligvis hellere end gerne!

Det endte med såvel et ugekursus på Samsø som tilbud om et interview med ham til Jyllands-Posten – som den eneste journalist, der fik det tilbud. Han mente helt enkelt ikke, at “almindelige” journalister kunne forstå og formidle, hvad han egentlig havde fået sin Nobelpris for! Jeg var jo biolog og havde selv rodet med de samme ting – baseret på Jens Christians opdagelse af den nu så berømte Na,K-pumpe, der styrer alle levende celler.

Men vigtigst af alt: Jeg tog opkaldet på min A1000 og fik sågar indføjet en aftale i telefonens kalender, mens vi snakkede. Samt Jens Christians meget private telefonnummer indlemmet i adressebogen. Naturligvis med den tilhørende pen eller stylus. Jeg var stolt som en pave og havde siden megen glæde af såvel telefonen som af at kende Jens Christian!

Det var i de mobile datas ungdom. Et tidspunkt, hvor selskabet “3” netop havde gjort sit indtog på det danske marked og dengang var de eneste, der kunne tilbyde 3G data over mobiltelefonen. Var der ikke 3-dækning, var der bare ikke data…

Herefter fulgte en endeløs række af iPhones, som alle blev et kært eje. Ind imellem flirtede jeg dog stadig med andre fabrikater – heriblandt Samsung’s tidlige Note modeller med ekstrastor skærm og tilhørende pen. Utroskabet skyldtes udelukkende, at Apple i flere år vægrede sig ved at lave skærme større end 4 tommer. Jeg ville gerne have dem større, og her var kun Samsung leveringsdygtige. Pennen ville jeg også gerne have, og den ville Apple heller ikke lave…

Desværre var skærmene ikke ret gode – med et grimt gulligt, grønligt eller blåligt skær – så det blev ved de små sidespring. Datidens PenTile skærmteknologi var helt enkelt ikke god nok. Og da så Apple endelig tog springet og lancerede deres iPhone 6 og 6 Plus med stor skærm, var jeg straks tilbage i folden hos Steve Jobs.

Havde dog fingrene i en Note 4 Edge, som med sine flade afrundede skærmkanter og dedikerede Edge apps pirrede min interesse. Men jeg skiftede den ud med først en 6 Plus’er og senest en 7 Plus’er. Jeg holdt dog stadig et vågent øje med Note-serien og lod mig sågar skrive op til en Note 7, da den var på trapperne.

Det var dog en stor fejl. Eller dobbelt held i uheld. For det viste sig snart, at netop Note 7 var et livsfarligt bekendtskab. En avanceret smartphone, der smeltede, selvantændte eller sågar eksploderede. I et sådant omfang, at den til sidst blev forbudt ombord på flyvninger i USA.

Til sidst var der så mange og alvorlige sager, at Samsung valgte at trække alle Note 7 tilbage. Afskillige millioner af slagsen. Mange af dem blev siden refurbished og solgt billigt på hjemmebanen i Sydkorea, hvor Samsung jo selv holder til.

Så godt, at jeg ikke nåede at få min Note 7. Og faktisk troede vel de fleste, at Samsung herefter ville aflive Note-serien. Af hensyn til sit omdømme og de graverende fejl. Men dér troede vi helt fejl. Samsung Note rejste sig af asken som en anden Fugl Føniks og gik i luften med den helt nye Note 8 – nu med dobbeltkamera som i Apple’s 7 Plus.

Måske havde Samsung lidt svært ved at få gang i salget. Eller måske var de bare i gavehumør op til jul. I hvert fald kunne man pludselig få sig en Note 8 plus en trådløs JBL Pulse 3 højttaler – til helt samme pris som Note 8 alene. En rigtigt god højttaler til omkring 2.000 kroner.

Det var et tilbud, som jeg hoppede på med samlede fødder. Nu kostede Note 8 jo alene kun godt 5.000 kroner. Det halve af, hvad jeg havde måttet hoste op med for den nye iPhone X’er…

Dels ville jeg gerne have højttaleren, som spiller rigtig godt. Og dels var jeg yderst interesseret i den nye Note 8’s dobbeltkamera, hvor både vidvinkel og tele har optisk billedstabilisator. På Apple’s ellers dejlige iPhone 7 Plus er det nemlig kun vidvinklen, der er optisk stabiliseret. Ikke telen, hvor der ellers er mest brug for det.

Skærmstørrelser på S8, S8+ og Note 8

Samsung havde tilsyneladende ikke spildt tiden efter tilbagetrækningen af Note 7. Men krammet al den up to date teknologiske knowhow ud af ærmerne, som sydkoreanerne rådede over, og proppet den ind i Note 8. Den nye model med dobbeltkamera havde givet ligget klar længe – klar til lancering næste år. Nu blev der bare brug for den et år tidligere – efter Note 7 katastrofen.

Note 8 kom som største storebror i Samsungs seneste trip-trap-træsko lancering af årets nye high-end smartphones. Det starter med den “lille”, men uhyre elegante S8’er, som med sin 5,8 tommers Infinity skærm er rigeligt stor til de fleste. Har man brug for mere skærm endnu, er der grund til at kigge på storebror S8+, som byder på stort set de samme specifikationer. Plus en større skærm på 6,2 tommer. Begge med Super AMOLED skærmteknologi.

Endelig er der så Big Daddy – Note 8, som med sin lange og smalle 6,3 tommer Super AMOLED skærm tilbyder det ypperste på markedet. Samt hele 2960 x 1440 pixels. Den såkaldte Quad HD+ opløsning. Ikke et øje er tørt, når man betragter denne fantastiske skærm. Designet på Note 8 er dog lidt mere kantet end på de måske mere elegante S8 og S8+ modeller.

Vigtigst af alt – i hvert fald for mange forretningsfolk – er, at kun Note 8 leveres med Samsung’s egen S Pen. Det er en rigtig smart ting, som man lige skal vænne sig til. Men som man så efterfølgende får svært ved at undvære. Om det så blot er for at udfolde den lille kunstner indeni. Eller udfylde store Excel regneark på farten. I begge tilfælde har S Pen rigtig meget at byde på. Og så slipper man helt for den fedtede touch skærm, der ellers er et uundgåeligt onde på selv de dyreste smartphones…

Personlig kan jeg godt lide den præcision, der følger med pennen. Her kan man virkelig arbejde med små tolerancer. Det mærkes allerede, når man skal placere cursoren i helt almindelig tekst. Der er ikke nær så mange svipsere med pennen som med pegefingeren.

Dobbeltkamera i verdensklasse

Men det var kameraet eller rettere kameraerne, for der er hele tre af slagsen på den nye Note 8, der for alvor interesserede mig. To 12MP frontkameraer, begge med optisk stabilisering, og et 8MP bagkamera til selphies. Alle havde fået fortræffelige anmeldelser i fagpressen.

Jeg havde det sidste års tid fornøjet mig med dobbeltkameraet på iPhone 7 Plus og taget et hav af gode billeder med det. Overraskende gode. Ikke mindst muligheden for Portræt mode med sløret baggrund havde jeg benyttet mig meget af. Så for mig var det totalt utænkeligt kun at have ét frontkamera på en ny mobil…

Jeg er ikke blevet skuffet. Det skulle da lige være over, at der ikke er nogen trinløs overgang mellem 1X og 2X mode. Kun et enten eller. På min iPhone 7 Plus har jeg haft stor glæde af at kunne vælge præcis den forstørrelse eller beskæring, der passede bedst til motivet. Eksempelvis 1,5X, som rigtig mange af mine fotos er taget med.

Til gengæld kan man uden videre vælge den ønskede grad af baggrundssløring på Note 8. Både før og efter optagelsen. Det kan man ikke på en iPhone. Når billedet er taget, er der ingen muligheder for ændring af baggrundssløringen. Til gengæld får man på begge telefoner klar besked under optagelsen – med et gult signal på skærmen, når mulighederne er til stede.

Hos Samsung kaldes denne funktion, der integrerer input fra begge kameraer, for “Live Focus”. Funktionen har en sidekammerat ved navn “Dual Capture”, som er ganske smart og overraskende brugbar til praktisk fotografering.

Med Dual Capture har man mulighed for også at optage, hvad der er uden for zoom-feltet. Har man eksempelvis zoomet ind på 2X, tager kameraet også et billede med 1x. Har man zoomet ind på en fisker med en fisk i vandkanten, da kan man med Dual Capture også se, hvem der stod ved siden af og kiggede på – måske guiden med fangstnettet endnu dryppende efter landingen!

Der kunne skrives rigtig meget mere om Samsung’s nye dobbeltkamera, der har åbnet en helt ny verden for den fotointeresserede. Den korte konklusion er imidlertid, at Samsung Galaxy Note 8 tager rigtig gode billeder.

Seriøse fotografer med en smule indsigt i og interesse for lys og teknik vil kunne tage i tusindvis af fremragende fotos med Note 8. De vil også have glæde af Samsung’s “Pro” mode, der giver mulighed for justering af alle tænkerlige parametre – det være sig ISO, blænde/lukkertid, fokus mode, hvidbalance og eksponeringskorrektion fra -2 til +2. Den mulighed har iPhone ikke.

Er man ikke fotoentusiast, så er der ingen grund til at investere sparepengene i den dyre Note 8. Så kan man fint klare sig med den langt billigere S8+, hvis skærmstørrelse er næsten den samme. Eller den lækre S8 lillebror, der ligger endnu bedre i hånden. Begge har fremragende enkeltkameraer. Men som sagt ingen S Pen.

Etuier skal der til

Samsung Galaxy Note 8 er en superslank og ganske smuk smartphone med et spejlblankt ydre, der tiltrækker fedtede fingre som en magnet. Desværre er den så slank, at den er svær at holde på. Der er helt enkelt overhængende fare for, at man taber den – noget, der desværre gælder langt de fleste smarte phones.

Og da vi taler om en telefon med både skærm og bagside i rent glas, er der en meget reel risiko for, at man ender op med en knust skærm. Og det er altså ikke til at leve med, når telefonen koster mere end 7.000 kroner i anskaffelse. Kort sagt: Der må et beskyttende etui til.

Mine efterhånden mangeårige erfaringer viser, at jeg næsten altid ender op med mindst to nye etuier for hver ny smartphone i samlingen. For det er først med det rette etui, at man får det fulde udbytte af sin investering i moderne teknologi. Og det er bestemt ikke ligegyldigt, hvad man skal bruge sin telefon til – om man er en stille kontornusser eller et aktivt udendørsmenneske.

I denne forbindelse har jeg allerede fået købt mig til hele tre Note 8 etuier. Heriblandt to originale. Det drejer sig først om Samsung’s “Clear View” flipcover, der primært egner sig til indebrug. Det har magnetisk lukke, som tænder og slukker for skærmen, når man åbner og lukker. Samtidig kan det i lukket tilstand vise klokkeslet og andre relevante oplysninger gennem den semitransparente skærm, der desværre tiltrækker både ridser og fedtede fingre…

En rigtig smart detalje er, at dette etui også kan bruges stående, så man kan se film og fjernsyn på det. Fronten klappes helt enkelt om bag skærmen som støtte:

Ovenstående etui yder desværre ikke telefonen beskyttelse nok til udendørs brug. Og flipcovers er irriterende at fotografere med. Note 8 er ganske vist IP68 certificeret og kan derfor sagtens tåle vand. Men den store skærm er ikke glad for at blive tabt på gulvet, og med så fornem en skærm kan et hændeligt uheld hurtigt blive til en meget bekostelig affære.

Enter det andet etui: Samsung’s “Rugged Protective Cover” med indbygget kickstand. Her har Samsung ikke villet overlade sit eget produkt til andres tilfældigheder – hvad der ellers altid gælder de ekstra robuste  etuier. Samsung har her skabt et etui, der er skræddersyet til netop Note 8, og som opfylder specifikationerne i den militære amerikanske standard med følgende komplicerede betegnelse:

MIL-STD-810G-516.7. “The Ultimate Device Protection”, som Samsung da også selv skriver på indpakningen. Hvis nogen skulle være i tvivl.

Det amerikanske militær er kendt for sin omfattende og teknisk avancerede udrustning. Den moderne GI Joe er rustet til tænderne med avanceret teknologi, som skal holde ham i live bag fjendens linjer. Det er i sagens natur produkter, der skal kunne holde til lidt af hvert og mere end de fleste.

Derfor har militæret opstillet en lang række krav og specifikationer, der efterhånden også er sivet ud til mere civile produkter. Som eksempelvis smartphones.

Ovennævnte standard betyder, at at etuiet skal kunne beskytte sit indhold (den nye Note 8) mod fald fra 1,2 meter (3 fod). Det skal den kunne gøre 26 gange fordelt på fem forskellige apparater. Man regner ikke med, at et enkelt apparat vil blive udsat for så mange fald. Derfor tillades fem forskellige. Lidt mærkelige tal, men sådan er militæret.

Nu er ingen af ovenstående etuier vandtætte. Bliver der brug for at komme under vandet i længere tid med sin eller IP68 vandtætte Note 8, skal der anderledes tætte sager til. Enter det nye dedikerede UV-etui fra amerikanske Punkcase. Skæddersyet til at holde Note 8 tør under vandet og samtidig bibeholde al den indbyggede funktionalitet såsom adgang til S Pen og den buede skærm med dens Edge apps.

De færreste vandtætte bokse tillader det sidste, men gemmer i regelen den buede skærm bag brede beskyttende kanter på kassen. Samtidig bliver kassen det mindre og mere elegant hos Punkcase end eksemplevis på konkurrenterne og kolosserne fra OtterBox, der sprænger alle rammer for både størrelse og (manglende) stil…

Da Punkcase beskytter den buede skærm langt bedre end Samsung’s Rugged Protective Case, bruger jeg den mere og mere. Det ville gøre mig uhyre ondt, dersom den smukke skærm på min nye Note 8 skulle blive ridset unødigt under brug i felten…

© 2017 Tekst: Steen Ulnits

Igennem en årrække var Samsung’s Note mobiler det ypperste af det ypperste, hvad Android angik. De er stadig med i toppen, men konkurrenterne trænger sig på.

Samtidig ser det ud til, at Samsung ikke længere vil kæmpe for førerpositionen. Der er flere penge at tjene på at udvikle de komponenter, som konkurrenterne skal bruge. Som de ikke selv kan fremstille. Det viser årsregnskaberne.

Det samme gælder Sony, som i dag næppe tjener noget på deres mobiler. Det gør de i stedet på deres kamerasensorer. Sony siger selv, at de primært producerer Sony mobiltelefoner for at vise, hvad Sony komponenter kan bruges til.

Derfor føler både Samsung og Sony ikke det helt store behov for hvert år at levere banebrydende nyheder på mobilsiden. Dem lader de gladeligt konkurrenterne om – så længe disse blot køber deres chipsets og sensorer hos henholdsvis Samsung og Sony!

Når det gælder Samsung, så har vi her på det sidste set en både interessant og lidt trist udvikling: Hvor Note serien tidligere havde de absolutte flagskibe, så udviskes grænsen mellem de hundedyre Galaxy Note mobiler og de lidt billigere Galaxy S mere og mere.

Faktisk oplever vi på de seneste 10-modeller det aldeles uhørte, at Note10 ikke længere har bedre specs end S10-serien. På nogle områder er det endda stik modsat.

– Exit Note?

Samtidig er Note-serien udvidet med en mindre og langsommere model, der primært adskiller sig fra S10 ved ikke at have en pen. Den største topmodel har derfor fået tilføjet et “Plus” i titlen og er nu den absolutte topmodel. Den dyreste af alle Samsung mobiler med en vejledende udsalgspris begyndende ved 8.500,- kroner.

Endnu mere forvirrende bliver det, når man ser, at det dobbelte selfie-kamera på S10 Plus ikke findes på Note-serien. Her er der kun et enkelt.

Note og S-mobilerne nærmer sig nu så meget hinanden, at det kan være svært at vælge. Med mindre man absolut vil have en pen. Da er der ingen vej uden om en Note. Flere analytikere mener derfor, at Samsung til sidst helt vil droppe Note-serien blandt Galaxy topmodellerne.

Og hermed vil en æra være forbi. En æra, hvor man hvert år så frem til at se den nye Note. Den ultimative topmodel, som havde alt det nyeste nye. De bedste specs og den hurtigste hardware.

Det har de så ikke længere. Det så vi allerede med Galaxy S9 Plus, der som det første havde et specielt kamera med dobbelt blænde. Samt et dobbelt selfie-kamera, der ikke fulgte med til den nye Note10. Nu kommer vi måske til at se topmodellerne fra Samsung være mere eller mindre identiske – med mulighed for at vælge den ellers så notoriske S Pen til eller fra.

– Hvem ved, hvad Samsung har i støbeskeen…

Fra pen til styrepind

Årets Note10 var derfor lidt af en blandet fornøjelse. Pennen var og er der naturligvis stadig – nu med endnu flere mystiske muligheder. Som en udenlandsk tech-anmelder så smukt udtrykte det, så er der nu mulighed for at svinge tryllestaven og lege Harry Potter med sin S-Pen.

En anden udtrykte det lidt anderledes. – Hvis man vil agere komplet idiot for åben skærm, så er det frem med den nye S-Pen og de nye “gestures” – håndbevægelser – til styring af forskellige kommandoer…

Faktum er nemlig, at de nye gestures kræver lidt for store armbevægelser med den lille pen, hvis de skal kunne registreres af mobilen. Lidt for store til at være elegante og smarte med så lille en pen.

Og så er der jo lige det med jackstikket til hovedtelefoner og andet godt. Da Apple i sin tid – det er snart flere år siden – droppede dette stik og gjorde os afhængige af (endnu) en dongle eller Apple’s egne trådløse AirPods, gjorde Samsung tykt grin med det og lavede sågar (endnu) en spottevideo om, at det ville Samsung da aldrig gøre.

Nu har Samsung så gjort nøjagtig det samme. Og skyndsomst fjernet den Apple-spottende video fra YouTube. Ak ja…

Forrygende finish

Kigger man de mange tech-videoer om de(n) nye Note10(ere) igennem på YouTube, er der én slående detalje, som går igen: De allerfleste anmeldere er totalt betagede af den nye Aura Glow-finish. Den får mange gange flere ord og billeder med på vejen end indholdet af mobilen, der jo på de fleste måder blot er Galaxy S10+ om igen.

Det er da også en forrygende flot finish, som man skal skynde sig at nyde inden 1) den forsvinder under et tykt lag fedtede fingeraftryk eller 2) bliver gemt under et beskyttende etui. Den nye Aura Glow finish fanger fingeraftryk som aldrig før, og de nye Note10’ere er glatte som en ål. Uden en form for etui svæver de i konstant livsfare…

Der er naturligvis intet at udsætte på hverken finish, form eller funktion i de nye Note10’ere. Finish’en er forrygende og den nye S-Pen smukt metalblå. Hvis nu den slags kan fascinere én…

Faktum er under alle omstændigheder, at de nye Note10’ere har et af de suverænt bedste kamera-setups på markedet. Med tre kameraer bag og ét bag. 0,5X vidvinkel, normal og 2X tele dækker det meste og gør det rigtig godt.

Samsung har gjort sig umage for, at de tre brændvidder har omtrent den samme farvebalance, hvilket bestemt ikke gælder for mange andre fabrikater. Tager man det samme motiv med de tre forskellige brændvidder, ser man tydeligt forskellen.

Som tilfældet også er med Apple’s nyeste iPhone 11 Pro modeller, er vidvinklen den seneste tilkomne – og stadig ikke er fuldt integreret i det samlede setup. Det er således umuligt at styre vidvinklen manuelt, hvilket er ret irriterende for kameraentusiaster.

DEX til dig

Til gengæld har Samsung et sidste es i ærmet til dig, der måske lever livet i et Apple økosystem. Hvad undertegnede gør. Men som alligevel synes rigtig godt om Samsung’s Note 10+. Hvad undertegnede også gør.

Tager man en masse gode fotos på sin Note – og de er virkelig gode – vil man naturligvis gerne have dem over på sin Mac til lagring og mulig videre redigering. Samsung har længe erkendt, at dette er et reelt problem for mange Mac-brugere. Derfor introducerede man for nogle år siden DEX-konceptet, der skulle gøre det nemt at koble sin Note-mobil på den stationære eller bærbare PC.

Det var i starten en noget kompliceret affære, der kun virkede med Windows computere. Og med tilkøb af ekstra tilbehør. Men fra og med i år – fra og med Note 10 – er det muligt at koble sin Note 10 direkte op på en Mac computer, så man nu uden videre kan trække og slippe filer mellem de to platforme.

Det virker godt, skulle jeg hilse og sige. I dag kræves der således kun et enkelt USB-kabel for at etablere den fornødne kontakt.  Nu kan man pludselig overføre filer fra Note til Mac og omvendt. Har man lige taget en stak forrygende gode billeder med det gode Note10-kamera, er det en smal sag at trække dem over på den stationære eller bærbare Mac.

På samme måde er det en smal sag at trække musikfiler fra iTunes og over på Note-mobilen. Et stort fremskridt for begge platforme. Og nok til, at jeg nu regelmæssigt bruger min Note10 Plus i stedet for eller sammen med min iPhone 11 Pro Max, når der skal tages gode billeder.

Konklusion:

Samsung’s seneste Note10 Plus byder på rigtig mange skridt frem og kun et enkelt tilbage: Der mangler stik til hovedtelefon.

Med 12 GB RAM er Note10 Plus et monster af en mobil, der suser gennem alle tænkelige opgaver uden at kny. Og med sin retningsbestemte mikrofon er den et reelt alternativ til iPhonens suveræne video-optagelse.

Den indbyggede SD-kortplads giver mulighed for lange video-optagelser, hvis der skulle blive brug for det. Og der er trådløs opladning af såvel mobilen selv som eventuelle trådløse earbuds, der blot kan lægges på mobilen.

Er man til S-Pen, er den store Note10 Plus helt og aldeles uden konkurrence. Den lille Note10 er derimod svær at anbefale.

© 2019 tekst: Steen Ulnits

Fra Nokia PureView 808 over Microsoft Lumia 1020 til HMD Global Nokia 9. Den banebrydende finske kamerateknologi er nu på banen igen i sin tredje udgave – igen med 41 millioner tyske pixels fra Carl Zeiss at byde på og tage af!

Det var ikke så lidt af en revolution, da finske Nokia tilbage i 2012 lancerede verdens suverænt mest kapable kamera i en smartphone. Det skete med Nokia 808, som bød på kamerateknologi, der var helt fremme i skoene og lysår forud for konkurrenterne.

41 millioner tyske pixels, som dannede grundlag for fotos så skarpe, at selv datidens spejlreflekskameraer havde svært ved at følge med. Altsammen indpakket i en ganske lille smartphone med en skærm på beskedne 4 tommer.

Hele optageprocessen var styret af en co-processor, der ikke havde anden opgave end at holde sammen på de mange, mange pixels, som på forunderlig software-vis blev reduceret til blot 5 MP. Noget mere håndterligt end de oprindelige 41 MP…

Desværre havde Nokia fanget sig selv i en fælde eller blindgyde med sit antikverede Symbian styresystem. Det var et ustabilt OS, som regelmæssigt crashede, når der var tryk på. Og det var der naturligvis med 41 MP undervejs i systemet.

Finske Nokia blev samtidig overhalet indenom af amerikanske Apple, som i 2007 havde lanceret sin revolutionerende iPhone. Da Apple kort tid efter lancerede sin App Store, var Nokia’s dage talte som verdens førende producent af smartphones. Man kunne helt enkelt meget mere og meget lettere med en iPhone.

Nokia kæmpede dog videre og var i flere år langt foran konkurrenterne, hvad kamerateknologi til smartphones angik. Blot havde man stadig ikke et styresystem, som kunne håndtere de flotte, men meget fyldige fotos.

Fra Nokia 808 til Lumia 1020

For at gøre en lang historie kort, så måtte Nokia kaste handsken i ringen og sælge ud af arvesølvet til amerikanske Microsoft, der i 2014 var på udkig efter et modstykke til fremadstormende Apple. Man havde jo stadig en suveræn kamerateknologi, som man nu kombinerede med Microsofts eget Windows Phone styresystem. Et grafisk interface med store “tiles” eller fliser i stedet for fnidrede menuer og små bitte ikoner.

Microsoft lancerede herefter sin serie af Lumia smartphones – med Microsoft logoet udenpå og Nokia teknologi indeni. Det blev til en serie strømlinede og smukt designede smartphones, der kulminerede med 1020 modellen. En drøm for alle kameraentusiaster, der her fik Nokia’s PureView teknologi og smukke design kombineret med Microsoft’s kapable styresystem.

Nu kunne man endelig håndtere de 41 millioner pixels, som Nokia havde bragt med sig ind i ægteskabet – fra tyske Carl Zeiss. Nu kunne man udnytte den overlegne kamerateknologi fra Nokia’s 808’er fuldt ud. Endda i en meget stilren indpakning, som stadig er ikonisk i designverdenen. Lumia 1020 var navnet på den nye model, der skulle bringe finsk kamerateknologi videre på amerikanske hænder.

Microsoft måtte imidlertid sande, at de var for sent ude. Trods en ellers meget kompetent teknologi. Løbet var kørt, for verden havde kastet sig over enten de dyre Apple telefoner eller de billige Android kopier. Der var helt enkelt ikke plads til et stort navn mere, hvilket også kanadiske Blackberry måtte sande – trods ellers flere års præsidentiel opbakning fra selveste Barack Obama.

Fugl Føniks af asken

Microsoft erkendte nederlaget og skilte sig i 2016 af med Nokia, som atter kom på finske hænder. Et nyt firma så dagens lys – med navnet HMD Global Oy. Dets mission var at videreføre det stolte Nokia brand og producere smartphones på licens fra Nokia. Nu med Android styresystem.

HMD startede dog ud i den billige ende, hvilket du kan læse om i artiklen “Nokia – now and then“. Gradvis arbejdede man sig op i graderne og kunne snart præsentere sit bud på en rigtig topmodel – Nokia 8 Scirocco, der skulle tage konkurrencen op med de efterhånden mange Android konkurrenter.

Men der manglede stadig noget, hvis Nokia skulle helt til tops igen. Noget, der kunne adskille Nokia fra de mange andre Android telefoner. Og det blev naturligvis kamerateknologien, der skulle trække læsset her. På netop det felt havde Nokia jo flere års forspring fra konkurrenterne, der dog var begyndt at trække fra.

Ikke mindst Samsung og Huawei havde sat sig grundigt ind i tingene og lancerede snart smartphones med både to og tre indbyggede kameraer, der arbejdede sammen og via avanceret software kunne fremtrylle billeder, ingen havde forestillet sig blot få år tidligere.

Først kom der dobbeltkameraer, som kombinerede pixelrige moduler i farve med mere lysstærke moduler i rent sorthvid. Siden kom teleobjektiver til, som kunne give 2X zoom uden tab af kvalitet. Og senest kom så triplekameraerne, hvor en pixelstærk farveoptik kombineres med teleobjektiv i farver og lysstærkt sorthvid modul.

Nokia 9: Det nye finske flagskib

Selv om Nokia havde været først ude med alle disse lækkerier, kom de ikke først med det sidste. Men med Nokia 9, som blev lækket først i 2018 under det meget dækkende kodenavn “Row”, er Nokia atter med helt fremme. Med en superlækker og lynhurtig smartphone, der atter har hevet de velkendte 41 millioner tyske Carl Zeiss pixels op af godteposen.

Den nye Nokia 9 er en avanceret cameraphone med hele 3 linser: Et primært kamera på 41 MP, et sekundært teleobjektiv på 20 MP og et tertiært kamera på 9,7 MP i sort/hvid. Kameraerne er alle fra Carl Zeiss og klarer hele 4X optisk zoom. Blitzen er den velkendte fra Nokia 808 og har både Xenon og LED. En “tried and tested” kombination i high-end klassen.

Skærmen er en 6″ QHD AMOLED i 18:9 formatet, som giver større skærmareal end en konventionel 5,5″ skærm. Opløsningen er QHD, hvilket svarer til 2.560 x 1.440 = 3,86 MP, og indpakningen er ren luksus med afbalanceret keramisk bagside. Ifølge Nokia er der sågar 18 karat guld rundt om kameradelen, så hvis man er til lidt Bling, går man bestemt ikke galt i byen med den nye Nokia 9!

Snapdragen 845

Nokia har lige siden 808’eren lagt stor vægt på lydsiden, og Nokia 9 er ingen undtagelse. Således er der hele 5 mikrofoner til at optage alt fra den laveste hvisken til øredøvende rockkoncerter i fornem 24-bit audio.

Processoren er en kvik Snapdragon 845, der formår at flytte rundt på de mange pixels, som hvert foto byder på. Hukommelsen er på 8GB RAM og lageret på  256GB ROM. Endelig er der dual SIM-slot for 2 abonnementer i telefonen.

Batteriet er på hele 3.900 mAh, hvilket ifølge specifikationerne giver en stand-by tid på op til 23,5 dage, taletid på 24 timer, MP3-afspilning i 13 timer eller video-afspilning i 12 timer. Der er trådløs lynopladning, som leverer 60% af et fuldt batteri på 30 minutter. Det er klart godkendt.

Den nye Nokia 9 er vand- og støvafvisende i henhold til IP68 standarden. Det betyder, at den kan tåle nedsænkning i 1,5 m vand i en halv time.

Leveres med Android One – ren Android direkte fra Google med regelmæssige opdateringer i mindst to år.

Efterskrift: Nokia 9 kom aldrig i handelen, men blev udskudt og senere afløst af Nokia 9 Pureview, som skulle tage arven op efter den oprindelige 808 Pureview.

Desværre dog uden den ønskede succes. Too much too early.

Læs mere herom i artiklen “Nokia 9 Pureview“.

Kamerateknologien bag

Det kan være svært at forestille sig, hvad man egentlig skal bruge 41 millioner pixels til – når nu Apple i snart flere år har klaret sig rigtig godt og tilmed er blevet verdens mest værdifulde firma med blot 12 millioner pixels i selv sine bedste iPhones. Forklaring følger:

Vi ved alle, at teleobjektiver er lange. Jo længere brændvidde desto større forstørrelse, længde og ikke mindst vægt. Glas vejer ganske meget i de helt store størrelser – op til flere kilogram for et enkelt objektiv.

Mere rutinerede fotografer ved også, at jo længere brændvidde desto mindre blændeåbning. Alt andet lige bliver teleobjektiver mere lyssvage med stigende brændvidde. Og det giver problemer med lukkertiden, der skal være tilsvarende kortere for at undgå rystelser.

Man kan købe meget lysstærke optikker, som til gengæld koster kassen og er tunge som et ondt år. Som derfor er uden for rækkevidde af alle andre end lige professionelle fotografer med andre til at betale prisen.

PureView Perfection

Det er her, Nokia’s originale PureView kamerateknologi kommer ind i billedet. Som et bud på en måde at komme tættere på motivet uden at forfalde til digital zoom, der blot rykker tættere på med færre pixels og tilsvarende større uskarphed. Beskærer man et billede med digital zoom, får man jo blot det samme billede i en dårligere (ringere opløst) udgave.

Enter PureView teknologien, der baserer sig på rigtig mange pixels, som man efterfølgende kan manipulere rundt med. Og her har de 41 millioner pixels fra tyske Carl Zeiss lige siden debuten i 2012 vist sig at være et godt udgangspunkt for den videre proces.

De 41 millioner pixels fylder i sig selv alt for meget til at kunne bruges til ret meget – og i hvert fald helt ubrugelige i en lille smartphone med begrænset processorkraft. Et ubehandlet 41 MP billede fylder således typisk 10-15 MB og er derfor ikke sådan at flytte rundt med. Da slet ikke hvis man vil skyde seriebilleder.

41,3 MP svarer til 7728 x 5368 pixels i den del af cirklen, som sensoren dækker. Sensoren selv var hele 1/1.2” i den oprindelige 808’er, men skrumpede desværre til 2/3″ i 1020’eren. Et lille tilbageskridt, for jo større sensor til samme antal pixels desto mere lys kan den indfange. Og jo mindre støj bliver der på det færdige billede. Men stadig er det en langt større sensor, end der findes på de fleste smartphones, som må nøjes med 1/3.2″. Omtrent dobbelt så stor.

Vælger man at skyde i 4:3 formatet, får man flest mulige pixels på det færdige billede, nemlig 7.136 x 5.360 = 38,2 MP. Vælger man i stedet at skyde i det smalle filmformat 16:9, får man kun 7.712 x 4.352 = 33,6 MP.

Så mange pixels kan man alligevel ikke selv styre, så derfor tyr man til en teknik, der kaldes “pixel oversampling”. Det er en teknik, hvor flere pixels bliver til færre, men bedre “super pixels”. Avanceret software regner selv ud, hvilke pixels der giver det bedste billede.

Som udgangspunkt har Nokia valgt at oversample de 41 MP til blot 5 MP, der er rigeligt til de fleste formål. Man får da billedfiler, som kun fylder nogle få MB, og som derfor er nemme at dele. Man kan til og med printe ud i op til A3-format med 5 MP filer.

Det færdige billede bliver faktisk bedre end originalen, da en stor del af støjen forsvinder med oversamplingen. Men ikke nok med det. Hvor den traditionelle digitale zoom blot gør de enkelte pixels større, så det resulterende billede bliver tiltagende uskarpt, dér bibeholder Nokia skarpheden med sine 5 MP filer.

Sensoren er så stor, at man simpelthen kan nøjes med at tage et helt 41 MP billede og så herefter udvælge de pixels, man har brug for. Jo mere man zoomer ind, desto tættere kommer man på midten af billedsensoren. Og desto mindre oversampling er der brug for.

Denne teknik muliggør op til 3 eller 4X zoom ved 5 MP, før det går ud over kvaliteten. Kan man nøjes med en lavere opløsning – eksempelvis 720p video – kan man nå helt op til 6X zoom i den valgte opløsning.

PureView er Nokia, når det er allerbedst. Og så kunne de gæve finner kunsten allerede i 2012. Her seks år senere er triplekameraet så kommet til – med endnu flere spændende muligheder for fotoentusiasten!

© 2018 Tekst: Steen Ulnits