Forfatterarkiv: Steen

Casio Fishing Gear

Japanske Casio laver et hav af meget forskellige ure, som dækker alt fra trivielle til specielle formål. Fra de billigste børneure til de dyreste voksenmodeller.

Jeg er selv vokset op med Casio på håndleddet og blev som lystfisker begejstret, da de for nylig lancerede en ny udgave af deres hæderkronede fiskeur. Modellen hedder kort og godt “Fishing Gear”, da Casio betragter dette ur som en naturlig og integreret del af ens fiskegrej.

Casio har forsynet den nye Fishing Gear med et antal avancerede funktioner, der kan lede tankerne hen på et rigtigt smartwatch. Men rigtig smart bliver dette Casio nu aldrig. I stedet mestrer uret en række smarte funktioner, der kan være med til at informere sin bruger om ikke mindst Månen, dens faser og mulige indflydelse på fiskenes aktivitet.

Der hersker flere teorier om, hvordan Månen influerer på fiskene – direkte eller indirekte via tidevandet, som jo styres af Månen og Solen i skøn samdrægtighed. Tidevandet flytter rundt på enorme vandmængder, hvilket naturligvis har indflydelse på, hvor fiskene vil eller overhovedet kan opholde sig på bestemte tidspunkter.

Allerførst skal uret dog indstilles til den aktuelle tidszone, hvilket gøres i form af UTC-værdien, som findes i tabellen herover – sakset fra manualen. Dernæst længdegraden for ens omtrentlige lokalitet, and you are good to go. Check afslutningsvis, om urets månefase matcher den, du kan se på himlen. Hvis ikke, har du valgt forkerte værdier.

Desværre kan Casio Fishing Gear ikke advisere om tidevandet på specielle lokaliteter. Det skal der en rigtig smartphone til – med specielle apps til tidevand. Apps, der kan indstilles på de eksakte lokaliteter, hvor tidevandet ud over Sol og Måne også er afhængig af den geografiske og geologiske udformning. Disse kan i større eller mindre grad forsinke tidevandet.

Men så har vi heldigvis Solunar-teorien, som ikke er afhængig af tidevandet, men som dækker bredere. Som kan aflæses direkte i tabeller, der gælder såvel til lands som til vands. Læs mere om amerikanske John Alden Knight’s Solunar-teori i artiklen her.

Casio’s teknikere har formået at putte Solunar-teorien med tilhørende korte og lange perioder ind i det nye Fishing Gear, der viser disse perioder med ingen, flere eller mange fiskesymboler på en dedikeret skærm. Perioder, hvor det i varierende grad kan lønne sig at fiske, da fiskenes aktivitet stiger og falder med Solunar-tiderne og teorien bag dem.

Et lille cirkelformet vindue længst til højre på urets midte angiver løbende Månens faser som vist herunder. Fra nymåne til fuldmåne og tilbage igen. Det store display øverst oppe fortæller om fiskenes formodede aktivitet ud fra Solurar-teorien og dens korte og lange perioder.

Derudover er Casio Fishing Gear mere vandtæt end de fleste. Det er således garanteret helt ned til 100 meter, hvor vi lystfiskere og sejlsportsfolk jo heldigvis sjældent kommer. Men det fortæller i hvert fald, at man ikke behøver tage uret af, hvis man skal i bad eller vil svømme sig en tur. Begge dele klarer uret uden at kny.

Samtidig slipper man for at skulle lade uret op eller skifte batteriet ud. Casio garanterer således, at det nye Fishing Gear har en batteritid på hele 10 år. Ganske imponerende, når man betænker, at uret har et indbygget lys, som man kan tænde og slukke.

Og så må vi vel bare indrømme, at næppe nogen kommer til at bære og bruge dette ur i længere end de lovede ti år. Der er givet kommet nyt og mere spændende elektronik længe inden da. Casio behøver således ikke frygte for ret mange garantisager…

Casio Fishing Gear er ikke så dyrt, som man kunne tro. Faktisk koster det blot omkring 300,- kroner. Da det lever op til alle løfter og forventninger, kan det uden forbehold anbefales til alle med hang til vand og fisk. Og uden behov for supplerende data om tidevandet.

© 2020 tekst: Steen Ulnits

Illustrationer: Casio

 

“Beyond Rugged…”

IP and MIL-STD-810 explained…

Vi har vore smartphones med os overalt. Om det så er Mount Everest, der skal bestiges, eller blot Øresund, der skal befiskes. De er med i såvel Brugsen som båden.

Vor smartphone er uundværlig, og den skal derfor kunne tåle det hele. Er man lystfisker, skal den ikke mindst kunne tåle vand – salt såvel som fersk – og det kan stadig langt fra alle smartphones. End ikke altid de dyreste af slagsen.

Dette har man i længere tid forsøgt at sætte tal på. Via et system, som med et enkelt blik og i simple tal kunne fortælle sin bruger, at den pågældende smartphone kan tåle det og det i så og så lang tid. Hvor vandtæt den er, og hvor længe den er det. Samt hvor store fald den kan holde til og så videre.

IP-værdierne

Hvis man har beskæftiget sig med elektronik i almindelighed og smartphones i særdeleshed, vil man mange gange være stødt på de såkaldte “IP” numre, der sætter tal på produkternes modstandsdygtighed over for indtrængende støv og væske.

Det anvendte IP-nummer må ikke forveksles med en IP-adresse, som er noget helt andet. IP-adressen står her for “Internet Protocol”, hvilket er et tal, som tildeles ethvert apparat tilsluttet internettet. Alene eller i et netværk. IP-adressen tjener til identifikation af den unikke internet-vært (host) og dennes placering.

IP må heller ikke forveksles med forkortelsen for “Intellectual Property”, der omhandler ophavsretten, varemærker og patentrettigheder.

Men ser man eksempelvis IP-68 listet under et bestemt elektronikprodukt, drejer det sig i stedet om dette produkts støv- og vandtæthed. IP står her for “Ingress Protection” – altså modstandsdygtighed mod indtrængen af støv eller væske.

Hvilket jo er nok så relevant for en smartphone, der skal bruges i nærheden af vand. Herunder følger en ufuldstændig liste over de forskellige IP-værdier og deres betydning.

Værdierne går fra 0 til 6 – med 6 som det mest støvtætte, man kan komme. Og fra 0 til 10 med 10 som det mest vandtætte

Når to tal er angivet – og det er det mest almindelige – går det første tal altid på støvtætheden, det andet på vandtætheden. Listen af mulige talkombinationer er i sagens uendelig, så her skal vi blot kigge på de værdier, som i dag er de mest almindelige:

  • IP54: Beskyttelse mod støv, regn og vandsprøjt
  • IP55: Beskyttet mod støv og vandsprøjt under lavt tryk – fra vandhane.
  • IP56: Beskyttet mod støv og vandsprøjt under højt tryk fra alle retninger.
  • IP57: Beskyttet mod støv. Tåler nedsænkning i vand til 1 meters dybde.
  • IP67: Totalt støvbeskyttet. Tåler nedsænkning i vand til 1 meters dybde i 30 minutter.
  • IP68: Totalt støvbeskyttet. Tåler nedsænkning i vand til 1,5 meters dybde i 30 minutter.

Skal man bruge sin smartphone nær vand og måske endda med mulig nedsænkning i begrænset dybde og tid, så er der ingen vej uden om minimum IP68 certificering.

Skal man dykke eller svømme med uret, rækker dette næppe, selv om mange apparater (smartwatches ikke midst) fint kan holde til det i praksis. Skal man være helt sikker, skal det dog være godkendt til minimum 50 meters dybde. Så behøver man ikke holde sig tilbage.

I så fald skal der helst stå WR 5BAR på uret. Som vist på introbilledet.

Endelig skal man være klar over, at saltvand i havet, klorvand i swimmingpoolen og andre opløste stoffer altid udgør en ekstra risiko for produkterne. Husk derfor altid at skylle i ferskvand efter endt brug.

MIL-STD-810 standarden

Herunder en række specifikke eksempler på testmetoder anvendt i MIL-STD-810 inden for det amerikanske militær:

  • Test Method 500.6 Low Pressure (Altitude)
  • Test Method 501.6 High Temperature
  • Test Method 502.6 Low Temperature
  • Test Method 503.6 Temperature Shock
  • Test Method 504.2 Contamination by Fluids
  • Test Method 505.6 Solar Radiation (Sunshine)
  • Test Method 506.6 Rain
  • Test Method 507.6 Humidity
  • Test Method 508.7 Fungus
  • Test Method 509.6 Salt Fog
  • Test Method 510.6 Sand and Dust
  • Test Method 511.6 Explosive Atmosphere
  • Test Method 512.6 Immersion
  • Test Method 513.7 Acceleration
  • Test Method 514.7 Vibration
  • Test Method 515.7 Acoustic Noise
  • Test Method 516.7 Shock
  • Test Method 517.2 Pyroshock
  • Test Method 518.2 Acidic Atmosphere
  • Test Method 519.7 Gunfire Shock
  • Test Method 520.4 Temperature, Humidity, Vibration – Altitude
  • Test Method 521.4 Icing/Freezing Rain
  • Test Method 522.2 Ballistic Shock
  • Test Method 523.4 Vibro-Acoustic/Temperature
  • Test Method 524.1 Freeze / Thaw
  • Test Method 525.1 Time Waveform Replication
  • Test Method 526.1 Rail Impact.
  • Test Method 527.1 Multi-Exciter
  • Test Method 528.1 Mechanical Vibrations of Shipboard

Det er således ikke småting, produkterne udsættes for, førend de kan kalde sig godkendt efter MIL-STD-810 standarden. Kan de holde til kravene her, kan de nok også holde til almindelige menneskers helt almindelige dagligbrug!

Det er naturligvis ikke alle produkter, der skal gennemgå samtlige ovennævnte tests. Det er således de færreste smartphones, der behøver at være skudsikre. Eksempelvis. Alt efter produktets påtænkte brugsområde testes det naturligvis på forskellig relevant vis.

Dette var således og kort fortalt baggrunden for henholdsvis IP-værdierne og MIL-STD-810 standarden, der begge bruges til kategorisering af elektronik:

– Grader af hårdførhed på udvalgte områder!

© 2019 Steen Ulnits

Apple Watch Series 3 Nike+

Som det så ofte har været tilfældet, så er Apple ganske vist verdens største virksomhed. Men de kommer sjældent først med det sidste. I stedet lader man konkurrenterne prøve teknologien af, før man selv kommer med et bud.

Sådan har det også været med Apple Watch, der i dag sidder på over halvdelen af verdensmarkedet for smartwatches. Der var store forventninger til den første udgave, som man selv måtte skaffe hjem fra USA, hvis man ville lægge hånd og håndled på den.

Og den skuffede noget. Dels var teknologien – specielt indmaden – ikke helt opgaven voksen. Og dels var Apple ikke helt klar i spyttet med, hvad man egentlig skulle bruge sit Apple Watch til. Det var jo en helt ny gadget, der her skulle finde sin form, og det kunne man ikke tænke sig til. Man måtte nødvendigvis prøve sig frem.

Styresystemet blev opdateret og helt omlagt. Og der kom en række ny hardware, inden Apple var i mål. Med den seneste Series 3, som faktisk er den fjerde i rækken, har Apple fundet formen og indholdet, og det i en grad, så firmaet i perioder har haft problemer med at følge med efterspørgselen.

Apple har gennem snart mange år haft et nært samarbejde med sportssko-giganten Nike, hvilket gennem årene har resulteret i flere fælles produkter – inden for hardware såvel som software. Lige siden den allerførste udgave af Apple Watch – jeg ved det, for jeg har selv et af første generation – har Nike således leveret en velfungerende og yderst funktionel app til såvel smartwatch som smartphone.

Nu har Apple så taget skridtet videre og lanceret en speciel Nike+ udgave af sit series 3 Apple Watch. Genkendeligt ikke kun på den ventilerede rem, men også en speciel Nike urskive i sort, hvid og den lysende grønne Volt farve. Der er endelig kommet GPS ombord, hvilket har øget funktionaliteten dramatisk.

I starten troede Apple som alle andre producenter, at det smarte urs primære funktion ville være at overføre informationer fra den ligeledes smarte telefon. Det skal et smartwatch naturligvis også kunne, men tendensen er klar: Det smarte ur er i stigende grad gjort uafhængigt af det smarte ur.

Den indbyggede GPS i Apple Watch series 3 har således en Stand Alone funktion, der ikke behøver noget ur. Er man ude at gå, løbe eller padle en tur, registrerer uret løbende data som position og hastighed. Når man så kommer i forbindelse med sin iPhone igen, loader uret automatisk alle data over i telefonen, som så igen – hvis man ønsker det – uploader det hele til nettet og skyen, hvor man så kan nærkigge detaljerne.

Seneste skud på uafhængighedstræet er Series 3 udgaven med indbygget eSIM-kort. Nu kan man ringe til og fra sit Apple Watch uden at have sin iPhone ved hånden. Uhyre praktisk for ikke mindst løbere, der gerne vil travel light og altid bøvler med den trods alt tunge telefon i de lommer, der sjældent eller aldrig findes i det kropsnære løbedress.

Det samme gælder naturligvis windsurfere, brætsejlere, paraglidere, bjergcyklere og andet godtfolk med begge hænder fulde. Og lystfiskere med. For os og dem er det en utrolig fordel at have det hele samlet i ét ur – på det håndled, der altid er frit og tilgængeligt. Og for at alle nu skal vide, at man har den sidste nye gadget på håndleddet, så har Apple givet det lille kronhjul på siden en rød klat lak…

Anyway. Danske teleselskaber sover som så ofte tidligere tornerosesøvn. I hvert fald kan man stadig ikke få sit Apple Watch herhjemme med indbygget eSIM-kort, og det er for dårligt. I Tyskland stik syd for grænsen kan man nemlig både købe og bruge sit ur med indbygget telefon. Og det samme kan man i England på den anden side af Vesterhavet.

Så vågn dog op 3 og alle I andre teleselskaber, der ellers praler af at være med fremme på sidste beat. Det er I i hvert fald ikke her. Skulle man føle sig fristet til en lille indkøbstur til Tyskland eller England, så skal man være klar over, at det nyerhvervede elektroniske vidunder fra Apple altså bare ikke virker, når man er hjemme igen i Danmark. Og det er ikke Apple’s skyld…

Apple Watch har lige fra starten være forsynet med markedets nok bedste indbyggede pulsmåler. En kendsgerning, der har fået mange motionister til at vælge Apple. Og Apple til at satse benhårdt på sundhed med de nye udgaver af såvel software som hardware. Det hele ender i dag i iHealth app’en, der samler trådene og giver et godt overblik over sin brugers helbred.

Køber man Nike+ udgaven, behøver man dog ikke at være en kondifreak. Den indbyggede Nike-app fungerer fremragende til al logning af bevægelse ude i naturen – det være sig til lands, til vands og i luften. Det hele registreres løbende (!) og vises såvel grafisk som numerisk efter endt logning. Uploadet til iPhone’n får man alle detaljer med samt en flot 4-farvet fremstilling af hastighed undervejs.

Tidevand

Er man lystfisker, vil man have megen glæde af app’en “Tidevand”. Tidligere apps haltede meget, da antallet af danske stationer var uhyre begrænset. I den seneste udgave af Tidevand kan man nu vælge mellem hele 21 forskellige danske lokaliteter, så de fleste kan finde én i nærheden. Og tidevandet vises langt ud i fremtiden.

På sin iPhone kan man i tilgift swipe ned og se såvel op- og nedgangstider for sol og måne som den til tidevandet hørende månefase. Det kan man ikke på sit Apple Watch, som viser tidevandet i en lidt forenklet, men absolut brugbar grafik:

“Tidevand” er en app, jeg bruger regelmæssigt. Fra en udvikler, der lytter til sine brugere. Jeg var således tidligt ude med en positiv anmeldelse af app’en – med samtidig kritik af de manglende destinationer.

Det problem er fikset med den seneste udgave, som derfor er blevet fast inventar på mit Apple Watch. Det er også en del andre apps, som gennem de sidste to år har vist deres værd. Mange af de apps, man bruger regelmæssigt, er nu standard og indgår i iOS styresystemet.

Skulle jeg liste alle de apps, jeg bruger med mellemrum, ville listen blive meget lang. Jeg skal derfor nøjes med en enkelt mere, som jeg bruger virkelig ofte.

ViewRanger

Det er “ViewRanger”, der i lighed med “Tidevand” ikke er en Stand Alone app, men som kræver løbende input fra en tilhørende iPhone. Kortmaterialet, der ligger bag, er massivt og ville fylde alt for meget på et lille smartwatch. Det er desværre også dyrt – lige nu kr. 389,- for hele Danmark i målestok 1:25.000.

Så får man ikke flere detaljer, men kan man ellers undvære muligheden for at bruge smartwatch, kan man nøjes med app’en “Topo GPS”. I samme 1:25.000, der blot koster en brøkdel af ViewRanger og kan næsten det samme – brug på Apple Watch altså undtaget.

ViewRanger er klar over dette og tilbyder derfor, at man kan købe de højdetaljerede kort i små bidder. Man køber og downloader et antal kortkvadrater, som man blot klikker på i app’en. Typisk betaler man kr. 49,- for 133 kvadrater, som dækker op til 3.493 kvadratkilometer. Det svarer til knap 60 gange 60 km.

ViewRanger giver mulighed for at tracke egne ruter via GPS, som man så kan se på kortet bagefter. Eller man kan i forvejen downloade andres ruter, som man så kan følge i felten. Igen ved brug af GPS.

Det gode ved netop ViewRanger på Apple Watch er, at det er Instant On. I samme sekund man løfter håndleddet, tænder kortet. Det skal ikke først til at tænde og opdatere. I praksis en rigtig rar detalje, som ikke er standard andre steder:

Jeg har prøvet noget nær alle de smartwatches, der er og har været på markedet. Som mangeårig Mac-bruger har jeg gang på gang måttet begræde, at konkurrenterne er kommet først med det meste af det sidste.

Men som gammel Mac-bruger har jeg også kunnet glæde mig over, at når først Apple rykker, så er resultatet altid værd at vente på. Så er der tænkt grundigt over tingene, og så virker systemet efter hensigten. Enkelt og intuitivt, så man sjældent eller aldrig får brug for manualen.

En kilde til gentagen irritation er dog mangelen på et rigtigt kompas. Man må ty til den medfølgende iPhone. Eller investere i en app som “A Real Compass for Watch 3”.

Alene det pompøse navn gør jo én en smule skeptisk – ikke mindst hvis man har prøvet tilsvarende på sit Samsung Gear S3, der heller ikke har noget indbygget elektronisk kompas. Og hvor app’en rent faktisk ikke på nogen måde virker. Og det gør den så desværre heller ikke på et Apple Watch, så drop indtil videre enhver plan om nye investeringer her.

Det burde ellers være til at finde ud af, da princippet er enkelt nok: App’en modtager GPS data om bevægelse og retning fra uret, som den så omregner til en simpel kompasretning. Det betyder, at app’en ikke virker, når man står stille. Kun når man bevæger sig.

Meget tyder på, at det ikke er helt så enkelt, som udbyderen selv vil gøre det til – når nu app’en ikke eller kun rent undtagelsesvis virker. Den virkede efter hensigten i allerførste forsøg. Den lille mand på displayet begyndte at gå, og kort efter kom en forbløfende præcis kompasretning op.

Men  “The Real Compass for Watch 3” har så været stendød lige siden. Trods adskillige forsøg på genoplivning – i form af geninstallering, genstart etc. Intet tegn på liv. Nada. Nilch. Nothing. Efter 20+ år som dedikeret Apple-bruger den mest dysfunktionelle app nogensinde. Noget, jeg ellers kun har oplevet med Android.

Ikke et ord mere om kompasser, der er on and off, som vinden blæser. Afslutningsvis skal det blot tilføjes, at det strømlinede design på et Apple Watch gør det langt lettere at få ind og ud af overtøjet end stort set alle andre mærker og designs.

Det samme gælder sportsremmen, som er flad, fleksibel og helt uden løse ender, der kan fange tøjet. Et genialt design og en helt og aldeles uundværlig detalje til praktisk udendørs brug.

Derfor er det i dag næsten altid mit Apple Watch Series 3 Nike+, der sidder på håndleddet. Det virker bare og er aldrig vejen.

Men jeg er naturligvis klar til at hoppe på næste nye nyhed – uanset fabrikat!

© 2018 Steen Ulnits


Efterskrift: Så kom Apple Watch Series 3 med den røde LTE dot på kronhjulet og indbygget eSIM-kort alligevel til Danmark.

Ikke overraskende og fuldt fortjent blev det teleselskabet 3, der stod for den bedrift. Det var jo også dem, der i sin tid bragte 3G teknologien til Danmark. Dem, der førte an i den mobile revolution.

Man har længe kunnet ringe direkte fra og modtage opkald direkte på sit smartwatch. Typisk med Android som styresystem. Men der har næsten altid været tale om modeller, som skulle have deres eget fysiske SIM-kort installeret. Bag en lille klap, som aldrig nogensinde kunne blive vandtæt.

Not so med det nye Apple Watch. Her er eSIM-kortet indbygget, og uret er vandtæt ned til 50 meter. Mere behøver ingen normale dødelige. Opsætningen er enkel og kræver en tilhørende iPhone 6 eller nyere med iOS 11 eller nyere. Så kører det bare – herhjemme. I udlandet fungerer systemet med delt nummer desværre kun nationalt. I hvert fald indtil videre.

Man parrer sin iPhone med sit Apple Watch via app’en “Watch”, der indeholder oplysninger om SIM-kort deling mellem ur og mobil. Herefter kan man frit vælge, om man vil tage indkommende opkald eller foretage opkald på sin iPhone eller Apple Watch. Begge deler samme mobilnummer, som man så betaler en beskeden ekstra månedlig afgift for.

Man kan vælge at lade mobilen blive derhjemme, hvis man blot vil løbe sig en tur. Man slipper også for at skulle efterlade sin hundedyre iPhone Plus inde på stranden, mens man selv tager sig en svalende dukkert – måske kun iført sit nye Apple Watch LTE.

I praksis er dette noget, man uhyre hurtigt vænner sig til. En funktionalitet, der blot gør kombinationen af ur og mobil endnu mere besnærende. De to spiller sammen i en smuk duet det meste af tiden. Men kan nu spille solo anytime, det skal være.

Intet under, at Apple i dag – efter en noget famlende start – sidder tungt på verdensmarkedet. Nu også for smartwatches.


Apple Watch Series 3 LTE Nike+ Edition koster fra kr. 3.399,-

Ekstra mobilgebyr per måned for delt 3-nummer: kr. 30,-


Læs meget mere her om:

smartphones, smartwatches og digitale kameraer 

Garmin Fenix 5X

Vil man have det dyreste og bedste og mest robuste smartwatch på markedet lige nu, er der ingen vej uden om amerikanske Garmin’s topmodel Fenix 5X. Det er nemlig den eneste af slagsen, som kan gøres helt selvkørende – med indbyggede kort.

Alle andre smartwatches må forlade sig på den tilhørende smartphone, hvor kortene ligger gemt. Telefonen sender blot kortmateriale videre til uret via Bluetooth. Fenix 5X kan derimod uploades med alskens lækre kort – fra det indbyggede overordnede Europakort til detaljerede topografiske kort i målestok 1.25.000.

Og så er det måske endda en tilsnigelse at kalde Fenix 5X for et smartwatch. Der er nemlig ikke tale om et ur, som i lighed med Apple’s iOS og Google’s Android Wear betjenes via en touch skærm. Nej, Garmin’s topmodel betjenes såmænd via fem (5) trykknapper – tre på venstre side og to på højre.

Noget altmodisch, kunne man synes i vore touch dage, men der er skam en mening med galskaben. En god mening endda. Enhver, der har været i felten med en våd touch skærm ved, at det ikke er nogen god oplevelse. Med vand på selv den mest vandtætte touch skærm er funktionen mildest talt ringe. Og med handsker på en kold dag bliver det blot værre endnu.

Enter de mange trykknapper, der er helt ligeglade med vand på skærmen og handsker på fingrene. Det virker bare – uanset. Præcis derfor har Samsung forsynet sin populære XCover toughphones med tre trykknapper. Så er man sikker på altid at kunne betjene telefonen.


Noget helt andet er så, at det tager uendelig lang tid at manøvrere rundt på skærmen når man skal bruge to eller sågar tre forskellige trykknapper for at nå i mål. Det skal man virkelig vænne sig til, og for nogle – undertegnede inklusive – ser det ikke ud til nogensinde at skulle lykkes helt at blive gode venner med det.

Man skal trykke rigtig mange gange for at manøvrere rundt i de rigtig mange menuer og næsten utallige muligheder, som Fenix 5X byder på. Det er overvældende at scrolle igennem de mange forskellige aktiviteter og endnu flere settings, hvoraf man kun får brug for en meget lille del.

Der er lidt tidlig Windows PC over opbygningen og tilgangen til de mange muligheder, der spænder fra noget så banalt som almindelige gåture til eksotiske aktiviteter som faldskærmsudspring. Der er således med garanti den aktivitet, som man netop står og har brug for, præprogrammeret på Fenix 5X.

Man finder dog ret hurtigt frem til de relativt få muligheder og indstillinger, som man personligt har brug for. Men kommer næppe nogensinde til at bruge andet end en meget lille brøkdel af det samlede udbud. Det må man lære at leve med. Det er overkill for 99,9 % af menneskeheden i 99,99 % af tilfældene!

Men utroligt, at det er lykkedes Garmin at programmere så mange aktiviteter, funktioner og indstillinger ind i et og samme ur, der blot måler 51 mm i diameter.


Kommer man fra eksempelvis Casio’s nye WSD-F20, som kører på det enkle Android Wear styresystem, da opleves Garmin’s Fenix 5X som unødig kompliceret at betjene.

Det er da også primært aktive sportsfolk, der vælger Fenix urene. Folk, som sætter sig grundigt ind i mulighederne og holder nøje øje med deres fysiske aktiviteter – det være sig løb, cykling eller fitness. Idrætsudøvere, som bruger app’en Garmin Connect til at uploade alle data fra deres træningssessions, så de efterfølgende kan følge egen udvikling over tid.

Den indbyggede GPS er i topklasse og kører på såvel den amerikanske GPS som den russiske Glonass for optimal præcision. Den indbyggede pulsmåler hører ligeledes til markedets bedste, hvilket er et ultimativt krav fra urets typiske brugere.

Det er aktive udøvere, som ser stort på, at skærmen er lille og mørk og lavt opløst. De glæder sig til gengæld over, at batterilevetiden er rigtig lang – med flere dage mellem opladningerne – hvilket har sin pris i nedsat funktionalitet. Heller ikke for Garmin vokser træerne ind i himlen. Vil man have en letlæst og højopløst skærm, da koster det batteri. Og den mulighed har Garmin derfor valgt fra på deres Fenix 5X.

Garmin har til formålet valgt en skærmtype, som kaldes Chroma. Det er en transflektiv skærm, der reflekterer det omgivende lys og derfor har et lavt strømforbrug. En skærm, som er rimelig at aflæse midt på dagen – selv i direkte sollys – men næsten umulig morgen og aften, hvor man må tænde for baggrundslyset. Og skrue godt op for det for at se noget.

Samtidig er det en meget lille og lavopløst skærm i et så stort ur: Diameter på 1,2 tommer (30,5 mm) med 240 x 240 pixels og 64 farver. Det lyder ikke af meget, men er et stort fremskridt i forhold til skærmen på Fenix 3-serien. Den har nemlig blot 16 farver fordelt på 218 x 218 pixels.


En af de helt store fordele ved netop Fenix 5X er det indbyggede Europakort og så muligheden for at uploade et superdetaljeret og vektoriseret topografisk Danmarkskort fra Geodætisk Institut. I målestokforholdet 1: 25.000.

I hjemlandet Nordamerika sælges Fenix 5X med et komplet kort over Nordamerika indbygget. I Europa leveres Fenix 5X tilsvarende med et kort over hele Europa. Man skal dog være klar over, at ingen af disse kort er specielt udførlige.

Har man virkelig brug for nøjagtig information og navigation, skal der mere til. Er man medlem af Jægerkorpset og skal føre guerillakrig fra hus til hus, må der langt mere nøjagtige kort til. Det samme gælder den mere fredelige naturvandrer, der blot vil orientere sig på små og smalle skovstier, der knapt syner i terrænet.

Fenix 5X er ideel til formålet, da det byder på mulighed for at downloade nøjagtige og vektoriserede topografiske kort i målestok 1:25.000 – de såkaldte generalstabskort. Har man et sådant kort på sit ur, kan man spotte imponerende mange detaljer – fra forfaldne lader over tilgroede stier til nøjagtige højdekurver.

I den forbindelse skal man vide, at der også er forskel på generalstabskort. De oprindelige kort er papirkort, der kan scannes ind og bruges som sådanne. Det betyder, at kortmaterialet bliver uskarpt og grynet, når man zoomer ind over en vis grænse. Moderne generalstabskort er defor vektoriserede, så dette ikke sker – så man kan zoome ubegrænset og stadig have et skarpt billede.


Man skal dog være klar over, at man naturligvis ikke kan vektorisere flere detaljer, end der er på de oprindelige kort! Bygninger vises som firkantede kasser, der vedbliver at være lige skarpe og firkantede, når man zoomer ind på dem. Men flere detaljer får man ikke af den grund. Heller ikke her vokser træerne ind i himlen.

Så vidt så godt. Jeg glædede mig som et lille barn til at skulle i felten med mit nyinstallerede topografiske generalstabskort fra Geodætisk Institut. Men blev desværre fælt skuffet over oplevelsen.

Som allerede nævnt er skærmen på Garmin’s Fenix 5X både lille, mørk og lavopløst. Kombinationen af dette er, at det er overmåde svært at se de fine detaljer på kortet. Navigationen med trykknapper og piletaster er heller ikke noget at skrive hjem om. Den er bestemt ikke brugervenlig, når man er vant til at suse rundt på en moderne touch skærm.

Der skal skrues helt op for lyset, og man skal have de helt store briller på for at se noget på den lille skærm. Man kaster således ikke bare et hurtigt blik på sit Fenix 5X, når man skal have opdateret sin position og relevante detaljer. Det kræver et større forarbejde.

Nej, man stopper op, tænder for det indbyggede lys eller vender uret rigtigt i forhold til det forhåndenværende dagslys. Dernæst stirrer man sig blind på den mikroskopiske skærm – inden man med et suk vrider på det andet håndled og med det samme ser, hvad man har brug for – i klare farver på sit Apple Watch med Amoled skærm og streamet Bluetooth kort fra Viewranger i eksakt samme målstokforhold…


Konklusion: På papiret er Garmin Fenix 5X drømmeuret for den, der færdes udendøre – som går, hiker eller løber i det fri. Specifikationerne er i top og mulighederne flere, end de fleste nogensinde får brug for eller lejlighed til at checke ud.

Fenix 5X er dyrt. Det koster vejledende 5,500,- kroner. Batterilevetiden er ligeledes i top: Op til 14 dage som almindeligt smartwatch, op til 75 timer i Garmin’s optimerede UltraTrac GPS-sparetilstand og op til 24 timer i kontinuert GPS-tilstand.

Men de flotte tal er altså opnået på bekostning af funktionaliteten. Skærmen er lille og dårligt belyst. Den afhænger af reflekteret dagslys, og er der ikke meget af det – tidlig morgen, sen aften og på mørke gråvejrsdage – er man nødt til at tænde for baggrundslyset for at kunne se noget. Og da drænes batteriet hurtigt.

Hvis bare virkeligheden var magen til de fotos, der altid bruges i Garmin’s reklamer. Men nej. De er taget med polfilter og baggrundslyset sat til max. De afspejler derfor slet ikke virkeligheden. Det er endda meget langt fra den.

Selv om uret er ganske stort – 51 mm i diameter – så virker det ikke voldsomt på håndleddet. Til gengæld virker skærmen frustrerende lille på så stort et ur. Med et topografisk og vektoriseret 1:25.000 kort i urets hukommelse burde man være godt kørende, men skærmen er helt enkelt for lille og lavt opløst til at yde kortet fuld retfærdighed.

Knapbetjeningen virker forældet sammenlignet med en moderne touch skærm. Ikke mindst når der skal navigeres rundt på et kort, er knapfunktionen uhyre langsommelig og meget lidt brugervenlig. Urets processor og indbyggede hukommelse er heller ikke helt på højde med opgaven endnu.

Skulle det engang lykkes Garmin at få presset en fuld 2 tommers højopløst og bedre belyst skærm ind i en kommende Fenix 5XL udgave, da står jeg imidlertid klar som køber. For uret selv er fantastisk godt. Alene den kendsgerning, at det er vandtæt ned til 100 meters dybde, fortæller meget herom.

At have kortmaterialet direkte i uret er med sikkerhed vejen frem.

Men dér er vi desværre ikke endnu.

© 2017 Tekst: Steen Ulnits


Efterskrift: Seneste Black Friday var der tilbud på Garmin Fenix 5X med safirglas og indbygget Europa-kort. Prisen var det halve af vejledende udsalg, så jeg sprang til som en mis. Siden da har jeg investeret en hel del tid på at vænne mig til knap-menuerne – til at finde rundt blandt de utroligt mange muligheder.

Det har taget timer, og jeg har bandet over det. Men jeg fandt, hvad jeg skulle bruge og må nu ubetinget konkludere, at til den pris er Fenix 5X et fund. Inkluderet i prisen er, at man føler sig svært macho med så stort og stærkt et ur om håndleddet… 


 

Det nye vandtætte makkerpar…

For et par år siden skrev jeg en artikel med titlen “Et vandtæt makkerpar”. Det var i de smarte ures barndom, og hovedpersonen her var et Sony Smartwatch 3, der spillede fint sammen med den vandtætte Sony Xperia M4 Aqua.

Der er løbet meget kvælstof i havet siden da. Den velfungerende SW3 er blevet sat ud af spillet af Google, som opdaterede deres Android Wear fra version 1.5 til 2.0. Det kunne SW3 ikke klare, og Google blev oversvømmet af vrede klager fra glade SW3 ejere, som pludselig var sat af vognen.

I skrivende stund overvejer Google stadig, om de ikke skal relancere version 1.5, så SW3 stadig kan være med. Eller tilpasse version 2.0, så den fungerer med SW3. For det er – som det tydeligt fremgår af testen – et rigtig godt smartwatch og tilmed det første af slagsen med indbygget GPS.

Anyway. Udviklingen går hurtigt, og der kommer hele tiden nye produkter til. I mellemtiden har Apple overraskende hurtigt sat sig godt og grundigt på det meste af markedet. Android Wear fungerer såmænd godt nok, men får af mange anmeldere prædikatet “lidt kedeligt”. Og de stakkels hardware-producenter kan ikke gøre meget andet end ændre på deres design. Indmaden er altid den samme lidt kedelige Android Wear – uanset fabrikat.

Tizen topper

Men til sagen. Som læsere af artiklen om Samsungs Gear S3 vil vide, så har Samsung valgt at gå deres egne veje med styresystemet Tizen, der er designet til at fungere overalt – fra køleskab og vaskemaskiner over radio og TV til smartphones og smartwatches.

Det er et åbent styresystem, som Samsung indtil videre stort set har haft for sig selv – med helt nye muligheder for at designe nye produkter, der ikke blot er bevidstløse Android Wear smartwatches. Men som er vaskeægte Samsung produkter i stedet for triste kloner af Google eller dårlige kopier af Apple…

Som det fremgik af testartiklen om Gear S3, så er det et rigtig dejligt ur, der fungerer upåklageligt med sit Tizen styresystem. Problemet er blot, at Gear S3 – trods forsikringer om det modsatte fra Samsung – har rigtig svært ved at kommunikere med andet end Samsungs egne Android Galaxy smartphones.

Således lykkedes det mig ikke at få koblet mit Gear S3 sammen med hverken et One Plus 3 eller en iPhone 6 Plus. Trods apps og anvisninger, der burde gøre det muligt. Det var det bare ikke for mig og mine telefoner. Og det indrømmede Samsung da også selv, når man dykkede dybt nok ned i deres egne supportsider.

Jeg returnerede derfor uret – med en smule vemod, for det var jo isoleret set et rigtig godt smartwatch. Med et Tizen styresystem, der var mere intuitivt og fungerede bedre end det kedelige Android Wear. Og en helt vidunderlig drejeskive til manøvrering.

Samsung Gear S

Skæbnen ville det imidlertid anderledes, og kort efter fik jeg mulighed for at gøre eksperimentet om igen – nu med den nye vandtætte Xcover 4 fra Samsung. Den kom udstyret med det nyeste Android 7.0 styresystem og en smule mere RAM end forgængeren Xcover 3.

Nu kunne jeg nøjes med at installere app’en Samsung Gear S, hvorefter uret let kunne sættes op med alt det, som Samsung tidligere havde lovet også kunne lade sig gøre med andre high-end Android telefoner: Beskeder, mail og notifikationer. Altsammen med mulighed for at svare direkte fra uret. Præcis som oprindelig lovet.

Begejstringen ville næsten ingen ende tage. Det hele spillede bare, og nu kunne man få sættet for kun godt 4.000,- kroner: 1.800,- for telefonen og 2.400,- for uret. Næsten 10.000,- billigere end den kombination af iPhone og Apple Watch, jeg ellers render rundt med. Ikke uvæsentligt, når man færdes meget ved og på vandet…

Bindeleddet

Man sætter sin Xcover 4 op som vanligt med gængse Android applikationer og har nu en helt almindelig og velfungerende, men samtidig vandtæt smartphone. Med den behagelige mulighed for split screen, som Android 7.0 tilbyder. Herefter installerer man Samsung Gear S, som er det helt nødvendige bindeled mellem Android og Tizen.

Inden for Gear S overbygningen installerer man nu de applikationer, man ønsker skal spille sammen med uret. Typisk beskeder, mail samt notifikationer fra GPS og andet. Når det er gjort, overføres disse automatisk til uret, der nu fungerer som en naturlig forlængelse af telefonen.

Uret kan indstilles til at reagere, når telefonen ringer – med mulighed for besvarelse direkte fra uret. Uhyre smart, når man står langt ude i vandet i sine waders – med telefonen godt gemt bort under overtøjet.

På samme måde kan man ringe op og tale direkte fra uret, der har indbygget mikrofon. Smart, men ikke helt så nødvendigt som det første. I hvert fald ikke en funktion, jeg bruger så ofte.

Ekstra beskyttelse…

Fra mine mange iPhones er jeg vant til, at der skal et beskyttelsesetui på, førend man vover sig ud med dem. I hvert fald ud i nærheden af vand.

Jeg fik mulighed for at afprøve et slagfast etui til netop Xcover 4, men det viste sig snart at være overkill. Eller i hvert fald en dårligere løsning med end uden hylsteret.

Dels har telefonen ikke brug for ekstra beskyttelse, da den jo netop er lavet til hårdfør brug udendøre. Og dels kom den til at fylde langt mere end ellers og lå ikke længere nær så godt i hånden, som den udækkede Xcover 4 gør.

Samtidig er det ikke helt så let at betjene de fysiske knapper via hylsteret, så det røg hurtigt af igen. Flere gange kom jeg sågar til at aktivere lygten uden at lægge mærke til det. Og da kan man hurtigt dræne sit batteri…

Så af med hylsteret og i med stroppen, så man ikke taber telefonen i vandet. Hvis man altså husker at fastgøre den. Helst naturligvis til sig selv!

Trådløs Level Active

Den indbyggede mikrofon og højttaler på Gear S3 gør, at man kan afspille musik direkte fra uret. Lyden er tålelig, men ingen nydelse. Man kan genkende musikken, men så heller ikke mere. Derfor bør man snarest investere i et trådløst Bluetooth headset, og her tilbyder selvsamme Samsung sit eget Level Active som et godt bud.

Level Active er let, velfungerende og nemt at parre med såvel Xcover 4 som Gear S via Bluetooth. Tryk på den store midtertast og hold den nede, indtil headsettet lyser blåt og rødt samtidig. Da dukker det straks op som mulighed til parring på både telefon og ur.

Det fungerer ikke nær så godt med andre fabrikater, så her ser man endnu engang Apple’s velkendte fordel dokumenteret:

Når man designer og fremstiller sine egne produkter og har styr på såvel software som hardware, da kan man få tingene til at spille – til at fungere smertefrit sammen. Det kan man ikke nødvendigvis, når man forsøger at parre forskellige brands. De bruger ikke nødvendigvis helt de samme protokoller eller præcis de samme standarder og taler derfor ikke altid så godt sammen – hvis overhovedet.

Level Active fås ind imellem bundlet med Gear S3, hvilket er en rigtig god løsning. Jeg fandt mit eget til uhyre rimelige 399,- i løssalg. For øvrigt efter at have læst mange kritiske anmeldelser af netop dette headset. De fleste klager gik på det ringe lydniveau og den tynde lyd, som jeg også selv studsede over i starten.

Men mange glemmer nok, at der er tale om et såkaldt “in ear” headsæt, hvis propper skal slutte tæt. Sættet leveres derfor med flere forskellige propper i forskellige størrelser, så man kan finde dem, der slutter helt tæt. Og da fejler lyden ikke længere noget. Selv bassen er nu ganske god for så diminutivt et headset.

Man kan vælge, om man vil benytte dette headset med eller uden de medfølgende ørekroge, som garanterer, at propperne ikke falder ud ved selv de mest akrobatiske manøvrer. Prøv dig frem og se, hvad der passer dig, dine ører og dine aktiveteter bedst. Headsettet er splash proof og tåler derfor fint, at man løber i selv silende regn.

Musik til arbejdet

Er du motionist og bruger Samsung’s S Health app, får du en ekstra bonus med i købet: Ved at trykke på knappen på højre øre, kommer du i direkte kontakt med S Health, som løbende kan orientere dig om, hvordan det går med træningen. Det kræver dog, at du installerer en ekstra app – Samsung’s dedikerede Level Active.

Gear S3 har 4 GB indbygget hukommelse, der ikke kan udvides. Jeg fyldte straks 250 musiknumre på uret, som jeg kunne nyde trådløst via mit Level Active headset. Det gik fint, indtil jeg ville svare på mails og beskeder. Da fik jeg straks meldingen, at der ikke længere var plads nok.

Jeg skar derefter antallet af musiknumre ned til det halve – 125 stykker – og siden har der ikke været problemer med at skrive nye eller svare på mails og beskeder. Man skal selvfølgelig løbende rydde op i beskeder og notifikationer på uret.

Et af argumenterne for at købe den nye Xcover 4 er som allerede nævnt i testartiklen, at den stadig leveres med udskifteligt batteri. At man derfor kan medbringe ekstra opladte batterier, hvis man er på langtur og væk fra civilisationens mange stikkontakter og ladestationer.

Men det kan være lidt tricky at skifte batterier ude i det fri, da man hver gang skal clipse bagcoveret af for at komme til batteriet. Og efterfølgende være forsigtig med tætningslisterne. Se den separate anmeldelse af Xcover 4 her.

Men inden jeg nåede at få købt ekstra batterier, gjorde en god ven mig heldigvis opmærksom på Samsung’s utroligt billige separate EB-PJ200 batteripakker.

Formedelst sølle 50,- kroner får jeg et 2.100 mAh Li-Ion batteri, der lades op med et almindeligt USB-stik – i hus, bil eller båd – og som efterfølgende kan lade såvel smartphone som smartwatch op igen. Jeg købte derfor tre stykker til at have med på farten. En rigtig god investering, har det vist sig..

Konklusion

Det er et helt lille og ganske vellykket økosystem, som Samsung har skabt med sin vandtætte Xcover 4 smartphone og det ligeledes vandtætte Gear S3. Et økosystem, hvor de to styresystemer Android og Tizen virkelig taler sammen.

Jeg har testet vandtætheden efter en ufrivillig svømmetur i forgangne sommer. Apparaterne var dog næppe meget mere end ti minutter vandet, der til gengæld var ganske salt.

Jeg lod dem efterfølgende ligge lige så lang tid i ferskvand, inden jeg rystede dem, tørrede dem af og lod dem lufttørre. Ingen problemer overhovedet, og det er jo betryggende at vide, når man er fisker og sejler, og det er sol og sommer. Selv ikke drejeskiven på S3 havde det mindste at indvende mod dukkerten i det salte vand.

Kombinationen af Galaxy Xcover 4 smartphone, Gear S3 smartwatch og Level Active headsettet er således uhyre vellykket og kan kun anbefales. Man får utrolig meget velfungerende elektronik for sine penge.

Dog er ikke noget, der når Apple’s veludviklede økosystem til sokkeholderne. Hvor alt fra Apple Watch til iPhone over iPad til Macbook og iMac bare kommunikerer ubesværet indbyrdes.

Men så er der jo også forskel på at betale 14.000 og 4.000 kroner.

Cirka 10.000 kroner, man sagtens kan bruge til noget andet!


3D-printet Artifex holder

Jeg elsker specialdesignet tilbehør, og jeg blev derfor helt vild i varmen, da jeg så, at vennerne hos amerikanske Artifex havde designet en integreret holder til såvel Gear S3’s trådløse lader som tilhørende smartphone med normal opladning via USB kabel:

Artifex er ikke lagerførende, men printer kun on demand – når der er bestillinger nok. Det tog derfor et par uger, inden den fikse lille holder kom med posten. Den trådløse lader fra Samsung passede perfekt og gør, at man kan lade sit ur, mens man stadig kan se tiden og bruge det som vækkeur.

Et rigtig godt eksempel på, hvad en ny teknologi som 3D print kan bruges til!

© 2017 Steen Ulnits


Efterskrift: Google krøb alligevel til korset, lyttede til Sony og de mange klager fra brugere af Sony’s Smartwatch 3 (SW3). Google valgte således at opdatere deres Android Wear, så brugere af SW3 nu også kunne bruge Android Wear 2.0. Det tog lang tid at nå så vidt, men det viste to ting:

At det altid svarer sig at klage over urimeligheder. Og at Google – trods sin gigantiske størrelse – heldigvis stadig lytter til brugere af deres gratisprodukter såsom Android Wear.

Mit hæderkronede Sony Smartwatch spiller nu igen gnidningsløst med min Sony M5 mobil. Med Android Wear 2.0, der kører upåklageligt med såvel Android 5.0 som 6.0.

– Pyh. Det holdt hårdt…

2022: Mit SW3 fungerer stadig

Kom en sejlfisk i lommen!

Jolla Sailfish

Da jeg var barn og boede i Greve Strand på Sjælland, fandtes der et benzinmærke ved navn “Esso”. Et navn, der i USA blev til “Exxon”, indtil også det blev for belastet – ikke mindst af oliekatastrofen fra det grundstødte tankskib “Exxon Valdez” i Alaska.

Men i de hæsblæsende 60‘ere, hvor Beatles gæstede Danmark og alt var “Peace, Love and Understanding”, da udtænkte Esso det smarte slogan, som tog hele Danmark med storm – store som små:

“Kom en Tiger i Tanken!”

Ideen var naturligvis, at der var voldsomme vilddyr i Essos benzin, som ingen andre mærker kunne leve op til. Formel 1 på flaske. I hvert fald kunne vi drenge ikke drømme om at køre på andet end Esso i de dage. Hvis vi altså havde haft noget at køre i…

Anyway, Esso er long gone, opkøbt af norske Statoil – Exxon ligeledes. Men tigeren lever videre i manges bevidsthed. Den dukkede da også straks op i min, da jeg læste om den finske startup virksomhed “Jolla”, der har samlet nogle af stumperne fra nu også hedengangne Nokias afdeling for smarte telefoner.

Nokia og Microsoft

Som det måske er nogle bekendt, så måtte Nokia trække stikket og opgive sit verdensherredømme, da Apple i 2007 lancerede sin første smartphone – den nu suverænt verdensførende iPhone. Nokia havde sovet i timen og kom alt for sent med på smartphone vognen.

Da de gæve finner endelig vågnede op, var det allerede for sent. Apple sad på flæsket og tjente alle pengene, mens Google med sit gratis Android styresystem sad på de største markedsandele – uden dog at tjene noget på det. Ud over naturligvis indtægterne fra den indbyggede søgemaskine.

Nokia måtte slikke sårene og efterfølgende inkassere en økonomisk øretæve i milliardklassen. Aktiekursen styrtdykkede, og folkene bag Nokia måtte til sidst bede om hjælp udefra – i form af amerikanske Microsoft, som også havde sovet i timen og ikke formået at løfte sit hidtidige styresystem ud af sumpen. Microsoft stod nu klar med et helt nyt mobilt styresystem – Windows Phone – men de manglede noget gedigen hardware at putte det ind i.

Den side havde Nokia til gengæld helt styr på, og de to giganter mødtes nu i et fornuftsægteskab, som i hvert fald ikke Nokia var vildt begejstrede for. Men der var penge i skidtet – faste millionindtægter fra Microsoft – så pagten blev forseglet, og Nokias smartphones udkom i et stykke tid med Windows Phone i deres elegante og velfungerende Lumia smartphones.

Til sidst endte det, som alle havde forventet det: Microsoft købte hele Nokias telefonafdeling, som dermed var en saga blot.

MeeGo matters

Inden det var nået så langt, havde Nokias mange dygtige teknikere arbejdet på et alternativt og Linux-baseret styresystem ved navn “MeeGo”. De nåede sågar at lancere en enkelt smartphone baseret på netop Meego, inden eventyret var overstået.

Det blev kulttelefonen N9, som jeg lige akkurat nåede at erhverve mig et eksemplar af. En fremragende og smukt designet lille 4 tommers sag, hvor navigationen næsten helt var baseret på “swipe” bevægelser. Og det i så høj en grad, at Nokia oprettede et helt “Swipe” website dedikeret til N9 telefonen og MeeGo styresystemet.

Men ak. Alt dette var desværre slut, da Microsoft endeligt overtog Nokias telefonafdeling. I tusindvis af finske medarbejdere fik en længe ventet fyreseddel – dog med ofte meget gunstige aftrædelsesordninger. Faktisk gik Nokia så vidt som til at give forlænget udviklingsstøtte til et antal ingeniører, som ville fortsætte med MeeGo styresystemet og etablere deres eget firma i eget navn.

Det var en lang historie for at nå frem til i dag, hvor en håndfuld af disse tidligere Nokia ingeniører nu kan præsentere frugterne af deres arbejde og udviklingsstøtten fra Nokia. Vi har længe vidst, at nogle af dem var gået sammen i et nyt firma ved navn “Jolla”, og at de på et tidspunkt ville barsle med en ny smartphone baseret på et videreudviklet MeeGo system.

Enter Jolla Sailfish

Den tid er nu kommet, og Jolla har for nylig præsenteret deres førstefødte med et nyudviklet, men stadig Linux-baseret styresystem kaldet “Sailfish”. Navnet skyldes angiveligt, at sejlfisken dels er verdens hurtigste fisk (læs artiklen “Havets TopTi” ved at klikke her), og dels at systemet bare kører derudaf – som en fisk i vandet!

Selve navnet “Jolla” er finsk og betyder “lille sejlbåd”. Navnet refererer sikkert til en skrivelse fra Nokia/Microsoft bossen Stephen Elop, hvori han kalder det daværende Nokia for “a burning platform”, som det gælder om at komme væk fra hurtigst muligt. “Jolla” er i så fald redningsbåden!

I samme maritime ånd har Jolla kaldt deres egen app store for “Jolla Harbour” – et sted, hvor native Sailfish programmer kan komme sikkert i havn, når bølgerne ude på OS havet går højt. En kendsgerning, der straks gjorde det relevant at placere denne artikel under kategorien “Småbådsfiskeri”…!

Hvorom alting er, så vil et styresystem med navnet “Sailfish” altid interessere en fisker som mig, der selv har landet flere sejlfisk i 100 lbs. klassen – på flue og fluestang, vel at mærke. Det er oplevelser, som har givet mig den allerstørste respekt for sejlfisken, og den respekt fører man naturligvis over på et produkt af samme navn – i hvert fald indtil andet er bevist.

Mit stadig korte bekendtskab med den elektroniske sejlfisk har heldigvis været klart positivt – i hvert fald når man holder sig til de native apps, som Jolla og andre har udviklet til netop Sailfish. Dem swiper man sig let og ubesværet igennem. Som en kniv gennem smør. Som en sejlfisk gennem vandet.

Her lyver producenten bestemt ikke, når han lover en helt ny brugeroplevelse, der mest af alt er en stærkt forbedret version af N9’erens.

Pt. er det stadig mangelen på native Sailfish apps, der er største problem for Jolla. Præcis som det var det og til dels stadig er for Windows Phone, der selv efter flere år mangler nogle af de obligatoriske apps. Således er eksempelvis Dropbox først for ganske nylig kommet i hus hos Windows Phone. Efter flere års pinligt fravær.

Jolla og Sailfish OS er et åbent økosystem – som også Google var det engang for snart flere år siden. I hvert fald indtil Samsung begyndte at trække Android for langt væk fra Google og den livsvigtige Google Search, som jo registrerer alle tænkelige oplysninger om brugerne, deres interesser og forbrugsvaner. Og som efterfølgende sælger disse oplysninger til højstbydende blandt Google AdWords annoncørerne.

Jolla Sailfish hylder i modsætning hertil anonymiteten. Jolla registrerer ikke brugernes aktiviteter og er dermed et ægte alternativ til Google’s Android. Jolla siger i samme åbne ånd, at hvis man mangler en app – så skal man da bare lave den selv og lægge den op i Jolla Harbour. – Hvor svært kan det nu lige være?

The Other Half

Derimod har jeg lidt svært ved at se det geniale i den fysiske konstruktion, der består af en normal telefondel med skærm, elektronik og batteri, som så forsynes med et mere eller mindre specialiseret bagstykke: “The Other Half”, som Jolla så rammende kalder det.

Også The Other Half er en videreudvikling af et tidligere Nokia koncept, som blev skrinlagt med salget til Microsoft. Fjerner man bagstykket – den anden halvdel – er der fri adgang til SIM-kortet og det udskiftelige batteri. En efterhånden sjælden ting i vore dage, hvor flere og flere smartphones jo leveres med indbygget batteri, der ikke kan udskiftes.

Ideen er såmænd god nok: Ved at udskifte bagstykket, kan man modificere sin telefon og målrette den til specielle formål. Det sørger den indbyggede NFC chip for. Via denne chip fortæller bagstykket telefonen, hvad der skal ske og hvordan den skal opføre sig.

Det kunne være et bagstykke, som giver plads til et ekstra stort batteri. Det kunne også være et bagstykke, som byder på en udvidet kameradel. Eller et bagstykke med indbyggede solceller til opladning af batteriet i afsides egne. Eller med indbygget satellitmodtager. Eller noget helt andet. Kun fantasien sætter grænser.

Ideen er som sagt god nok – blot mangler der i skrivende stund stadig nogle gode bud på sådanne Other Halfs. Så vi venter spændt på at se, om ideen kan bære. Indtil videre er det mest af alt en gimmick, at de tilgængelige forskelligt farvede bagstykker blot kan koordinere layout og tema på styresystemet.

Android: MeToo!

Jolla har været meget bevidst om, at Windows Phone aldrig slog igennem, som Microsoft havde håbet det. Trods et markedsføringsbudget af astronomisk størrelse. Og trods et ellers fremragende og nytænkende styresystem. Der manglede helt enkelt de mange, mange apps, som både Apple og Android har at byde på i deres økosystemer.

Jolla har sikret sig, at samme skæbne ikke skal overgå dem. De har derfor givet Sailfish mulighed for også at køre alle de Android apps, hjertet måtte begære. Jolla har til formålet inkluderet en Dalvik Engine til afvikling af Android applikationer, som imidlertid må installeres ad bagvejen – via sitet Yandex, som er præinstalleret af Jolla.

På YouTube kan man dog finde vejledninger til hacks, der muliggør direkte installation af apps fra Google Play. Men man skal vist være mere skarp på tastaturet og terminalen, end jeg er, for at komme sikkert i havn hos Google – ridende på ryggen af en sejlfisk med 112 km i timen…

De allerfleste Android apps kører fortrinligt på Jolla Sailfish, men der kan dog være enkelte begrænsninger i funktionaliteten. Der er kendte problemer med flere spil, så hvis man er til spil på telefonen, bør man måske vente lidt endnu på sin sejlfisk.

Jolla Sailfish telefonen kan købes direkte fra producenten i Finland, hvor prisen såmænd også er ganske rimelig – €249 for 16 GB modellen, der hidtil er det eneste valg. Men lur mig, om den ikke vil kunne fås billigere end som så i det kommende januarudsalg – eksemplevis hos Amazon i England. Man skal dog regne med, at tilbehør som Other Halfs indtil videre kun vil kunne fås direkte fra Jolla på www.jolla.com.

Konklusion: Kom kun roligt en sejlfisk i lommen. Så er du sikker på at skille dig ud fra den gemene hob af iPhones og Androids. Og det kan jo for nogle være et mål i sig selv!

© 2014 Steen Ulnits

Efterskrift: Du spørger måske dig selv, hvad denne smartphone nu har med lystfiskeri at gøre. Ud over navnet Sailfish, naturligvis. Og så det faktum, at “jolla” på finsk betyder “lille sejlbåd”. Det enkle svar er: Intet. Absolut intet. Artiklen afspejler blot min egen ind imellem lidt nørdede tilgang til livet! Lidt phonofil har man vel lov at være…

Efter-efterskrift: Efter nogle spage forsøg på at udvikle egen hardware til egen software måtte Jolla til sidst kaste håndklædet i ringen. De havde ikke resurserne til at kæmpe videre mod overmagten fra Apple og Google. Selv Microsoft kunne jo ikke klare sig i konkurrencen, men måtte droppe Windows Phone.

Sailfish OS lever dog videre blandt nørder, som i dag kan installere Sailfish X på deres Sony Xperia X smartphones. Hvis nogen altså skulle være interesseret…

 

Apple og Alu All Over

Computergiganten Apple, der i dag er verdens største firma, har altid været meget bevidst omkring sit sociale ansvar.

Netop nu er der fokus på en mere miljøvenlig udvinding af det energikrævende aluminium, som Apple selv bruger i store mængder til sine produkter.

Apple har længe arbejdet på, at firmaets produkter skal være bæredygtigt fremstillet og kunne genanvendes efter endt brug. Apple baner nu vejen for et gennembrud for en CO2-fri metode til udvinding af aluminium, der er uhyre energikrævende proces. 

Apple, der selv er en af verdens storforbrugere af netop dette lette, stærke og smukke metal, har således spillet en afgørende rolle i udviklingen af et nyt ​​joint venture, der kan ændre den globale alu-produktion. Det drejer sig om verdens første aluminium produceret ved en CO2-fri udvindingsproces.

Aluminium er i dag et uhyre vigtigt materiale i mange af Apples mest populære produkter, og det bruges overalt, hvor materialets lethed og styrke er krævet. Ikke mindst luft- og rumfartsindustrien er storforbrugere – bådbranchen ligeledes.

I mere end 130 år er det almindeligt forekommende, men uhyre vanskeligt udvindelige aluminium blevet produceret på den grundlæggende samme måde. Men det er ved at ændre sig.

De to aluminiumskæmper Alcoa Corporation og Rio Tinto Aluminium har netop annonceret et joint venture for at kommercialisere en nyligt patenteret teknologi, der eliminerer direkte drivhusgasemissioner fra den traditionelle udvindingsproces. Det er et revolutionerende fremskridt i fremstillingen af ​​en af ​​verdens mest anvendte metaller.

Apple og miljøet

Som en del af Apples engagement i at reducere miljøbelastningen fra firmaets produkter gennem innovation, så har computergiganten hjulpet de to alu-virksomheder med at fremskynde udviklingen af ​​denne teknologi. 

Apple har samarbejdet med både de to aluminiumsvirksomheder og med Canadas regeringer om samlet at investere 144 millioner dollars i fremtidig forskning og udvikling.


Apple har forpligtet sig til at udvikle teknologier, der er gode for Jorden og hjælpe med at beskytte den til kommende generationer,” sagde Tim Cook, Apples CEO. 

“Vi er stolte af at være en del af dette ambitiøse nye projekt og ser frem til, at vi en dag kan bruge aluminium produceret uden direkte drivhusgasemission i fremstillingen af ​​vores produkter.”


Projektet blev annonceret i Saguenay, Quebec, med deltagelse af den canadiske premierminister Justin Trudeau, provinsen Quebecs leder Philippe Couillard samt Apple’s Senior Director Sarah Chandler.

Apple’s engagement startede tilbage i 2015, hvor tre af firmaets ingeniører gik på udkig efter en renere og bedre måde at masseproducere aluminium på. 

Efter at have haft møder med de største aluminiumselskaber, uafhængige laboratorier og startup virksomheder verden over, fandt Apple ingeniørerne Brian Lynch, Jim Yurko og Katie Sassaman deres svar hos Alcoa Corporation.

Ilt i stedet for CO2 fra udvindingen

Den nye aluminiumproduktionsmetode har den kolossale fordel, at den frigiver ilt i stedet for som hidtil drivhusgasser under udvindingsprocessen. Det vil gavne klimaet meget.

Aluminium har grundlæggende været produceret på samme måde siden 1886, hvor metoden blev et gennembrud for Alcoas grundlægger, Charles Hall. Processen kræver, at en meget kraftig elektrisk strøm tilsættes til aluminiumoxid, hvorved ilten fjernes. 

Såvel Halls oprindelige eksperimenter som dagens største udvindingsanlæg bruger kulstofforbindelser, som brænder under processen og herved producerer drivhusgasser.

Lynch, Yurko og Sassaman fandt under deres besøg, at Alcoa havde designet en helt ny proces, der erstatter kulstofforbindelserne med et avanceret materiale, som i stedet for kuldioxid frigiver ilt. Den potentielle effekt på miljøet var og er enorm, men for at realisere det hurtigt havde Alcoa brug for en partner.

Da var det, at David Tom, Maziar Brumand og Sean Camacho fra Apple bragte virksomheden Rio Tinto til bordet. Rio Tinto havde afdelinger over hele verden samt stor erfaring inden for fusion af teknologiudvikling og international kommercialisering.

“Elysis”

Sammen dannede de to aluminiumsvirksomheder et joint venture kaldet Elysis, som skal arbejde med at udvikle denne teknologi yderligere til større produktion og kommercialisering – via en samlet pakke, der er planlagt til salg fra 2024. 

Apple vil fortsat yde teknisk support. Den patenterede teknologi er allerede i brug ved Alcoa Technical Center uden for Pittsburgh, USA, og dette projekt vil alene investere mere end $ 30 millioner dollars i USA.

Når den er fuldt udviklet og implementeret, har den nye metode potentialet til helt at eliminere direkte drivhusgasemissioner fra alu-udvinding rundt omkring i verden og samtidig styrke den tætte integration af Canadas og USA’s alu-industrier.

Dagens alu-nyhed kommer i kølvandet på Apples meddelelse i sidste måned om, at alle dets faciliteter nu drives med 100 procent ren energi, og at 23 af firmaets leverandører har forpligtet sig til at gå samme vej. 

Desuden debuterede robotten Daisy som en del af virksomhedens mål om i sidste ende at fremstille alle produkter ud fra genanvendte materialer og med vedvarende energi.

Daisy er en robot, der mere effektivt kan demontere brugte iPhones for at genanvende værdifulde dele og materialer til fremtidig højteknologisk produktion. 

© 2018 Steen Ulnits

Knuden

Knuden, som bærer det latinske artsnavn Lota lota, indtager en ganske speciel plads blandt søens fisk. Og det gør den alene i kraft af, at det er den eneste ferskvandslevende torskefisk.

Knudens skægtråd afslører slægtskabet med de ellers saltvandslevende torskefisk. I modsætning til disse har den skiftet de “normale” tre rygfinner ud med to, hvoraf den bageste er meget lang. På samme måde er gatfinnen forlænget, hvilket leder tanken bort fra torsk og hen på maller og ålekvabber.

Knuden kaldes derfor ofte, men altså misvisende for “ferskvandskvabbe” på grund af sit kvabbe-lignende udseende med det brede og flade hoved. Bugfinnerne er dog – som hos alle andre torskefisk – rykket helt op foran brystfinnerne.

Cirkumpolar udbredelse

Knuden findes kun på den nordlige halvkugle, hvor den til gengæld har en såkaldt “cirkumpolar” udbredelse. Den findes således på begge sider af Atlanten såvel som på begge sider af Stillehavet – i Europa såvel som i Nordamerika og i Alaska såvel som i Sibirien. En ganske stor udbredelse for en fisk, der er eneste ferskvandslevende art i torskefamilien.

I den sydligere del af udbredelsesområdet træffer man fortrinsvis knuden i dybe søer og langsomt flydende vandløb. I de nordligere egne træffer man den ofte på lavere vand, der aldrig bliver rigtig varmt i de korte somre.

Knuden træffes også i brakvand i Østersøen, hvor den dog ikke gyder – præcis som tilfældet er med gedde, aborre og sandart. Alle udnytter de føderigdommen i det brakke vand til en hurtigere vækst, men de er stadig nødt til at søge op i rent ferskvand for at gyde.

Som de øvrige torskefisk holder knuden altså af koldt vand. Det ses ikke mindst af, at den vælger at gyde, når vinteren er på sit højeste og vandtemperaturen på sit laveste. Ofte sker gydningen således, mens der er islæg på søen – meget ofte i februar måned.

Forinden har knuderne samlet sig i store flokke på dybere vand, hvorefter de søger op på det lave vand over banker og skrænter.

Gydningen sker her som en slags “bunkebryllup” med mange deltagere, der dog danner par under selve gydningen – præcis som torskene gør det i havet. Knuden foretrækker at gyde over sandbund i stedet for sten. Gydningen foregår ofte lige under isen, hvor vandet er koldest, hvilket sætter en tyk streg under knuden som dedikeret koldtvandsfisk.

Knuder ud af skyggen

Og dog. For nogle år siden gik jeg tur langs Furesøen på en dejlig solskinsdag i maj. Jeg gik ud på en bådebro, som jeg altid gør, når jeg kommer forbi én, og kiggede nysgerrigt ned i vandet. Ikke sjældent ser man aborrer, som udnytter deres sorte striber i skyggen under broen. En fornem kamuflage netop her.

Ud af broens skygge kom først én, siden to fisk i halvmeters klassen. Alt for store til at være aborrer. Og de havde knudens umiskendelige kvabbefacon. Ingen tvivl om, at det var knuder, der var tale om. Men hvad i alverden lavede de der? I højt solskin midt på dagen? I vand, der givet var ganske lunt her inde under land?

Jeg fik aldrig opklaret mysteriet, men sammen med flere kloge hoveder kom vi til sidst op med en plausibel teori, der kunne forklare fænomenet:

Fralandsvind gennem flere dage havde presset det varme overfladevand væk fra land og i stedet trukket tungere og koldere bundvand ind under bådebroen. Det lyder i hvert fald plausibelt, for ellers ser man aldrig knuder på denne måde og på sådanne steder. Fra bådebroen var der ikke langt ud på dybt og dermed koldere vand.

I det hele taget oplever man som søfisker ofte, at søens vandmasser er ganske dynamiske. Fra forårets og efterårets vandvendinger til sommerens springlag og vinterens islæg.

I alle tilfælde viser vand sine fantastiske egenskaber som stof, der kan eksistere i alle tre tilstandsformer ved normale temperaturer – som damp, vand og is. Med den største vægtfylde ved 4 grader, hvorfor vand ved netop denne temperatur altid ligger nederst. Og med det til enhver tid gældende vejr som resultatet af netop vand og dets skiftende  tilstandsformer.

Fisker man på større søer, vil man ofte opleve at springlaget ikke ligger vandret fra den ene side af søen til den anden. Fremherskende vinde kan på åbne søflader sagtens forskubbe springlaget med flere meter, så det ligger højere i den ene ende af søen og lavere i den anden.

Efter gydningen

Men tilbage til knuden, som nu har gydt lige under isen, hvor vandet er koldest og mest iltrigt. Knuden gyder som torsken rigtig mange æg – for store eksemplarers vedkommende æg i hundredtusindvis. I litteraturen opgives sågar millioner!

De befrugtede æg er født med en fedtddåbe, som giver ægget en vis opdrift. Det driver nu rundt med strømmen, mens det langsomt synker mod bunden.

Efter klækningen er de små knudeunger kulsorte og tilbringer deres første sommer på lavt vand nær land. Herefter søger de udefter mod dybere og koldere vand, mens den sorte dragt gradvis ændres til de voksne fisks stærkt marmorerede farvetegning i gult, brunt og sort.

Herefter træffer man sjældent knuden inde på lavt vand. Den foretrækker i stedet dybet, hvor vandet er køligere og lyset ikke så stærkt. For knuder er typisk nataktive fisk, der søger skjul og mørke i dagtimerne. Det er således dødfødt at fiske knuder på lavt vand og klart solskin midt på dagen. Man må i stedet ty til natfiskeri – med naturlig agn.

Finske forskere har kortlagt knudens aktivitet om vinteren. De fandt, at knuden i løbet af et døgn havde tre markante perioder, hvor den var aktivt fødesøgede: 2-3 timer efter solnedgang, et par timer omkring midnat og så atter 2-3 timer omkring solopgang. Det kan være godt at mærke sig, for tilsyneladende opfører danske knuder sig ligeså.

Knuden er en glubsk rovfisk, der på ingen måde er kræsen i sit fødevalg. Det er dog en langsom fisk, der ikke formår at svømme sit bytte op. I stedet ligger den på lur og tager, hvad der måtte komme forbi.

Fra den sydsvenske Mørrumså ved man, at knuder kan gøre voldsomt indhug i bestanden af nedtrækkende smolt – ikke mindst i kunstige vandmagasiner – og det samme har vist sig at være tilfældet i Gudenåen. Ikke mindst i Tange Sø har knuderne kronede dage, når forvirrede ørredsmolt skal finde ned gennem den kunstige kraftværkssø.

Sydsvensk knude-terapi…

I Sverige tog man problemet så alvorligt, at man udførte en række eksperimenter, der i vore dage kan virke næsten morsomme. Svenskerne vidste jo af bitter erfaring, at rigtig mange opdrættede (og kostbare) laksesmolt havnede i maven på glubske knuder, som blot lå på lur med åben mund, mens smolten trak ned igennem søerne.

Svenske fiskeforskere mente da, at det kunne være opbyggeligt for de unge laks, hvis de inden passagen gennem søerne havde stiftet et ubehageligt bekendtskab med de lurende knuder. Derfor lod man lakseungerne gå ved siden af akvarier med større knuder, der stirrede sultent på dem gennem akvariets tykke glasvægge…

Forsøgene blev nu ingen succes, for selv om konfrontationen måske nok havde en gavnlig effekt på overlevelsen, så var det ikke praktisk muligt at udføre denne terapi på gruppeplan – med flere tusinde samtidige deltagere…

Men sjovt har det givet været, og skræmte er unglaksene sikkert blevet. Måske endda traumatiserede. Knuderne derimod er nok blot blevet endnu mere sultne efter laksesmolt…

Fornem spisefisk

Knuden kan i Danmark veje op til 10 kg, men ses sjældent meget større end 2-3 kg. De helt store knuder skal vi til Sibiriens kolde fastlandsklima for at finde. Her kan man fange eksemplarer på både 20 og 30 kg!

Trods sit fine hvide kød er knuden aldrig blevet en attraktiv spisefisk herhjemme, hvor vist kun de allerfærreste kunne tænke sig at skifte den traditionelle nytårstorsk ud med nytårskvabbe…

Anderledes i Sverige, Finland og ikke mindst Rusland, hvor knuden rangerer højt som spisefisk. I disse lande er der århundredgamle traditioner for at fiske målrettet efter knuden – primært om vinteren, hvor den er lettest at fange. Da søger den jo ind på det lave vand over banker og grunde, hvor den er lettere at finde.

Knuden er ganske vist en glubsk rovfisk, men den er ikke hurtig, og den fanges derfor bedst på naturlig agn fisket roligt i vandet. Blink eller pirke med agnet krog i en separat tavs fungerer godt.

Bedste tidspunkt er som sagt i døgnets mørkeste timer, hvilket kan være en ganske kold fornøjelse her i februar. Kuldskære og mørkerædde fiskere har dog i de seneste år fundet ud af, at man også kan fange knuderne i dagtimerne!

© 2015 Steen Ulnits

Jul på den gamle kalender

Da jeg var en lille dreng og boede i Ringkøbing, hvor jeg er født, havde jeg som alle andre en julekalender. En af dem med låger, der skal lukkes op hver dag. Senere, da vi flyttede til Samsø, opgraderede jeg til en kalender med store og små pakker hver dag frem til Juleaften!

IMG_2064

Det var min mor, der selv havde syet den. Et stykke af det fornemste kunsthåndværk, jeg nogensinde havde set. Måske var jeg lidt forudindtaget, da det jo var en kalender lavet af min egen mor, til mig selv – og med pakker til mig. Jeg var jo enebarn og skulle ikke dele med nogen.

De første år var der mange, men små pakker. Dels fordi vi ikke havde så mange penge. Dels fordi der jo skulle være en gave til hver dag. På et tidspunkt reviderede vi i fællesskab projektet. Jeg var blevet lidt ældre og mere forvænt. Nu ville jeg hellere have et mindre antal pakker, der så til gengæld repræsenterede en højere værdi. Lidt økonomisk sans har man vel altid haft…

Der var plastikriddere til hest, comboys, indianere og soldater med mord i øjnene. Sågar en lille kanon til at skyde dem ned med var der også i en af pakkerne!

Men da jeg først begyndte at fiske – læs artiklen “Bjergtaget af bjergørreder” – ønskede jeg mig kun ting til at fiske med. Allerhelst af fabrikatet “ABU” fra Svängsta i Sverige, som jeg var en kæmpestor fan af. Helt sikkert Danmarks største. Og da diverse blink, spinnere og woblere har den helt rigtige størrelse til en pakkekalender, havde årets gaveliste altid højeste prioritet, når vi nåede november.

Listen tog min mor med til butikken Dansk-Svensk Stål i Nordborg på Als, hvor de netop forhandlede de sydsvenske juveler. De var dyre – så dyre, at jeg slet ikke kunne klare dem med mine egne sparsomme lommepenge. Men det rådede pakkekalenderen bod på hvert år i december – med en perlerække af ABU-klassikere som Glimmy, Reflex, Toby, Droppen, Koster, Flax, Pep og Flamingo med flere.

Det var i de år, hvor jeg kunne ABU kataloget udenad. Sågar de oversatte og fordanskede reklameslogans kunne jeg recitere, selv hvis man vækkede mig midt om natten og spurgte. Til dem hører klassikere som disse to:

  • “Sæt på en 7 grams Flax, og aborren hugger straks”.
  • “Med en Koster dybt i tangen, snart den store torsk er fangen”.

Det var juveler i verdensklasse, der her blev pakket ind og lukket op for igen. Kunstagn, som var fremstillet af det fineste messing, der siden blev forgyldt, forsølvet eller forkobret. Ak ja. I vore dage er det billigt metal, som blot bliver forkromet.

Hi_Lo

Det var kunstagn, som blev leveret i de fineste små papkasser med gennemsigtigt låg. Jeg var således aldrig i tvivl om, at der nu kom nye ABU blink og spinnere i æsken. Og jeg var lykkelig. Sikkert den lykkeligste dreng i landsbyen Stevning, der havde defineret begrebet “udkantsdanmark”, længe før det blev landskendt. Havde det ikke været for Stevning Næs, som lå blot tre kilometer borte, var jeg sikkert død af kedsomhed i en ung alder…

Til de fineste trofæer fra pakkekalenderen hørte et grødesikret Flamingo Giller Vass på 18 gram i farven BGL. I timevis kunne jeg sidde og trække trekrogen fri af sikringen, mens jeg drømte om alle de store gedder, der siden skulle gøre det samme. Ret hurtigt lærte jeg imidlertid, at der skulle gives et voldsomt tilslag, hvis krogen skulle frigøres – hvis gedden ikke blot skulle bide til og holde fast, til den ikke gad mere. Det skete nemlig flere gange…

Toppen af poppen var imidlertid en rødhvid flydende Hi-Lo wobler på 26 gram. Min mor var helt sikkert den eneste kvinde i dette land, som præcis vidste, hvad en “wobler med stilbar ske” var for noget! Den stod nemlig øverst på ønskeseddelen, og jeg snakkede vist om den i tide og utide. Wobleren kostede nemlig en bondegård, og den kom da også først på banen på selveste juleaftensdag.

Det var derfor med både angst, bæven og den allerstørste forsigtighed, den siden blev søsat i en af de lokale moser. Og med den allerstørste fryd, de første ridser i det røde hoved blev noteret!

Well, minderne har man da lov at have, og selv de kan jo gå i glemmebogen. Lige indtil den dag, hvor min mor havde fisket den gamle pakkekalender frem af gemmerne, vasket den og strøget den. Hendes mening var, at barnebarnet Jonathan nu også skulle smage frugterne af en traditionel dansk gavekalender.

Der kom nye silkebånd på, og herefter var den så god som ny. Da vi afleverede den til sin nye og noget yngre ejermand, var det med en lille snært af misundelse.

Hvem der var barn på ny – med en fyldt pakkekalender klar til december…

Glædelig Jul til alle trofaste læsere af www.ulnits.dk!

Steen Ulnits

Unknown

 

Return of the Elwha River

The Elwha River Restoration Story. Et smukt skoleeksempel på, at det kan lade sig gøre at ændre tidligere tiders fatale fejltagelser. For laksene er allerede tilbage i Elwha River!

Tilbage i 1992 skrev jeg en artikel om vandkraft på ulnits.dk. Det var dengang, da debatten om den danske vandkraft var på sit højeste. Men vi var ikke alene. Også i den nordamerikanske stat Washington havde de deres egen Gudenå og deres eget Tangeværk at slås med.

Men i grel modsætning til det danske Folketing havde den amerikanske kongres set lyset, indset fejltagelsen og vedtaget at gøre fortidens synder gode igen.

Man havde i 1992 netop besluttet at fjerne de to kraftværksmagasiner ved den korte, men strømstærke Elwha River i Olympic National Park. Laksen skulle tilbage til sine gydepladser, som den havde været forment adgang til siden 1910.

Jeg har fulgt processen tæt siden kongressens skelsættende beslutning i 1992. For historien er opløftende. Den beviser nemlig, at menneskelig tåbelighed kan korrigeres. At den folkelige opinion kan påvirkes i den rigtige retning. Trods kroner og ører. Trods billig vandkraft.

Men den viser også, at sådanne ting tager tid. Således skulle der gå næsten 20 år, inden den første dæmning blev sprængt bort.

– Var der nogen, som sagde Skjern Å? Her gik der nemlig 15 år, inden det var så vidt. Fra en enig folketingsbeslutning i 1987 til den endelige tilbageføring af åen til dens oprindelige snoede leje i 2002. Så ja – ting tager tid…

Nu er der så endda lavet en film om hele det fantastiske retableringsprojekt ved en af verdens smukkeste og hurtigst strømmende vandløb, Elwha River på Olympic Peninsula i staten Washington. En filmatisering af de sidste fire år før retableringen. Her er historien bag floden og filmen om den:

En mand med visioner…

Det hele startede som så ofte før med en driftig mand og hans visionære planer. Herhjemme hed han Ingerslev og var ejer af Silkeborg Hovedgaard.  Vandløbet var Gudenåen. I Washington hed han Thomas T. Aldwell og var politiker, embedsmand og jordbesidder. Vandløbet var den 72 km lange Elwha River, kendetegnet af en rivende strøm på sit ganske korte løb – kun halvt så langt som Gudenåen.

Aldwell var en af pionererne, der ville tæmme de sidste rester af Det Vilde Vesten. Og han kastede tidligt sit blik på den korte, men meget hurtigt strømmende Elwha. Der var muligheder i den flod, mente Aldwell, og han gik straks i gang med at forberede tæmningen.

I det hele taget havde vandkraften kronede dage i begyndelsen af 1900-tallet. Over hele den vestlige verden. Man havde teknologien til at gøre det. Og man havde brug for den producerede elektricitet til den igangværende industrialisering. Derfor kiggede alverdens ingeniører sig sultent omkring efter egnede vandløb – dem, der havde den hårdeste strøm og det største fald på den korteste strækning. Præcis som Gudenåen ved Tange.

Aldwell var en dygtig kampagnemager, og han fik hurtigt lokalbefolkningen med på ideen. Det vil sige ikke den oprindelige befolkning, men de hvide nybyggere østfra. De lokale indianere var fra starten meget imod projektet, da de var afhængige af flodens laks. Men de havde ikke noget at have protesterne i. Det havde lovgivningen sørget for.

Indianere uden fremtid

Indianerne havde ganske vist været der først og siden tidernes morgen. Eller i hvert fald de 10.000 år siden sidste istid. Men i 1860 indførte man den såkaldte “Homestead” lov, som gjorde det muligt for enhver amerikaner at inddrage 160 acre jord – omtrent 650.000 m2 – ved blot at stikke en pind i jorden, bygge en hytte og plante en have. En smuk tanke, som sikrede udkommet og fremtiden for mange amerikanske farmere.

Uheldigvis var den lokale S’Klallam indianerstamme ikke i stand til at gøre krav på deres egen jord. De var jo ikke “rigtige” amerikanere ifølge lovens bogstav….

Ti år senere – i 1870 – forlangte de “rigtige” amerikanere sågar, at de få tilbageblevne indianere blev flyttet til et fælles reservat – sammen med deres traditionelle fjender, Skokomish stammen…

I 1875 lykkedes det så alligevel nogle S’Kallam indianere at købe et jordstykke nær et af deres traditionelle mødesteder og festpladser. Disse årlige møder blev imidlertid forbudt og den sidste fest afholdt i 1878. Antallet af indianere i området var da nede under 600.

I 1889 blev Washington erklæret for en nordamerikansk stat, der i 1910 indførte en obligatorisk fiskelicens – for amerikanske statsborgere. Men da indianerne jo stadig ikke var “rigtige” amerikanere, kunne de ikke erhverve sig den fornødne fiskelicens. Og uden den kunne de naturligvis ikke fiske lovligt…

Det var i sandhed ikke nemt at være indianer i de dage. Man forstår godt, at mange rødhuder druknede sorgerne eller ligefrem drak sig ihjel i det “ildvand”, som blegansigterne gerne gav dem – og som deres indianske kroppe slet ikke tålte.

I 1910 begyndte så også industrialiseringen af den smukke Olympic Peninsula, der i dag er udlagt som nationalpark.

Med ryggen mod muren

Thomas T. Aldwell brugte Homestead loven til at opkøbe jord langs Elwha River, så han kunne bygge en dæmning og stemme floden op til en kraftværkssø knap 8 km fra Stillehavet. To år senere – i 1912 – stod dæmningen færdig, og søen begyndte langsomt at fyldes op til det, der siden beskedent blev døbt Lake Aldwell. Et magasin af vand til turbinerne, der skulle producere den ønskede elektricitet.

I tusindvis af steelheads og stillehavslaks stødte det år forgæves deres kæbekrogede hoveder mod dæmningsmuren, som hindrede dem i at nå op til gydepladserne. Ganske vist var det allerede dengang ulovligt at spærre et vandløb uden samtidig at etablere en fiskepassage.

Aldwell lovede at bygge et fiskeklækkeri i stedet og undgik dermed dyre omkostninger til en fiskepassage. Uheldigvis “glemte” han efterfølgende helt sit løfte, og der kom aldrig noget klækkeri. Ejheller nogen, der stillede spørgsmålstegn ved det. Det var jo kun de lokale indianere, det gik ud over. Maden, der her blev taget ud af munden på dem.

Økonomisk var vandkraftværket ved Elwha River en succes, der gav smag på mere. I 1925 – blot ét år efter etableringen af Gudenå-Centralen – stod derfor endnu en dæmning klar ved Elwha. Nu ved Glyns Canyon længere opstrøms, hvor de fysiske rammer var til et endnu større bygningsværk end det oprindelige. Den nye damvæg var her ikke mindre end 21 etager eller 70 meter høj, og tilsammen leverede de to kraftværker nu mere end 28 megawatt elektricitet til et efterhånden ganske stort opland.

Fisk og fiskere ved floden istemte imidlertid ikke jubelen. Man regner med, at der hvert år vandrede omkring 300.000 laks op i floden – før vandkraftens indtog. Fremme i 1990’erne var antallet skrumpet med 99% – til sølle 3.000 fisk, der endda primært skyldtes udsætninger. De færreste naturlige gydepladser ligger jo på den nederste del af vandløbene, hvor strømmen typisk er svagest og bundmaterialet blødest.

Elwha River var dengang kendt for sine ekstraordinært store kongelaks, der kunne veje over 40 kg. Man formoder, at netop denne stamme voksede sig specielt stor, fordi den ellers ikke ville kunne forcere faldene på den meget hurtigt strømmende flod. Naturlig udvælgelse og survival of the fittest. Der skulle store og stærke fisk til for at nå gydepladserne længst opstrøms.

Nye toner langs Elwha

Sidst i det forrige årtusinde begyndte situationen imidlertid at vende for floden og dens finnede beboere. Efter mange forgæves tilløb vedtog Kongressen så i 1992 en lov om retablering af Elwha River, der skulle bringe laksene tilbage til floden og floden tilbage til livet.

I fællesskab fandt National Park Service, U.S. Fish and Wildlife Service, Bureau of Reclamation, Bureau of Indian Affairs og Lower Elwha Klallam Tribe ud af, at den eneste rigtige løsning på problemet ville være en fjernelse af såvel Elwha som Glines Canyon dæmningerne – hvis det altså skulle lykkes at genskabe det akvatiske økosystem og tidligere tiders laksebestand.

Den fulde ordlyd af loven findes i “The Elwha River Ecosystem and Fisheries Restoration Act” (Public Law 102-495) (NPS 1995), hvis nogen skulle være interesseret.

Det er dog ikke blå øjne det hele. Med til forklaringen hører nemlig også, at udstyret til elproduktionen i de to kraftværker var stærkt forældet og ville have medført store omkostninger til renovering, dersom elproduktionen skulle fortsætte. Billederne fra Elwha viser udstyr, der på mange måder er identisk med det, vi finder i Tangeværket ved Gudenåen.

Der skulle gå næsten ti år, førend retableringen af Elwha River kunne tage sin begyndelse. Lidt som også tilfældet var med retableringen af vor hjemlige Skjern Å. Således skulle vi helt frem til 2011, førend der skete noget konkret langs Elwha.

I årene forinden havde forskere af mange forskellige slags kortlagt det omkringliggende landskab, så man kunne følge de kommende ændringer i økosystemet så detaljeret som muligt. Nedlæggelse af så store kraftværkssøer var aldeles uden fortilfælde og konsekvenserne derfor ventet med stor spænding.

Den endelige retablering af Elwha River og nedlæggelse af de to store opstemninger gik i gang i september 2011, hvor man startede med bortsprængning af den mindste og nederste Elwha Dam. I skrivende stund er godt halvdelen af den store Glines Canyon Dam også væk, og man regner med, at retableringen er fuldt afsluttet i september 2014 – altså lige nu.

En serie af eksplosioner har i trin tømt magasinerne for vand. I takt med tømningen kom stumperne af de træer, der blev fældet i forbindelse med opfyldningen af magasinerne, til syne for første gang i 100 år. Heriblandt gigantiske cedartræer, som var mere end 1.000 år gamle.

– Quite a sight, sagde tilskuerne forståeligt nok. Flere af træerne så ud, som var de fældet i går. De havde stået i iltfrit vand siden fældningen og var derfor ikke rådnet op.

Fremtiden lige nu

For første gang i 100 år flyder floden nu igen uhindret mod Stillehavet, som den har gjort det siden sidste istid. Men der ligger enorme mængder sediment på bunden af de to forhenværende vandmagasiner, og de skal nu skylles ud i det store Stillehav.

Det er ikke småting, det drejer sig om: 24 millioner cubic yards – nok til at dække Manhattan’s Central Park med et 18 fod tykt slamlag. Eller på dansk: Godt 18 millioner kubikmeter slam – nok til at dække Central Park med et mere end 5 meter tykt slamlag.

Man regner med, at denne naturlige oprensning eller fjernelse af 100 års slam og sand vil tage 5 år, hvor vandmiljøet derfor vil være belastet. Ikke mindst det fine og iltforbrugende slam udgør en fare for fiskebestanden. Udskylningen skal derfor ske gradvis og kontrolleret, og fiskene skal beskyttes, mens det står på.

Samtidig vil man som kompensation udsætte opdrættede laks og steelheads, indtil floden er back in shape og fiskene selv kan stå for reproduktionen på de nu afdækkede og renspulede gydepladser. Man regner med, at Elwha River vil være oppe på fuld produktion om 30 år – med en årlig opgang af 300.000 laks og steelheads som i de gode gamle dage.

Til alt held har det vist sig, at der stadig findes rester af gener fra den oprindelige stamme af kongelaks – dem, der kunne blive mere end 40 kg tunge, og som derfor var i stand til at forcere de voldsomme strømsteder og vandfald øverst oppe i systemet.

Dem vil man naturligvis arbejde aktivt videre med – præcis som med resterne af den oprindelige Skjernå-laks, man fandt i Karstoft Å – bedst som man troede, at den naturligt hjemmehørende laks her var uddød. Modsat Gudenå-laksen, der jo desværre uddøde definitivt med etableringen af Tangeværket i 1920’erne.

Fjernelsen af de massive dæmninger og afviklingen af de tilhørende vandmagasiner har efterladt store landområder med bar jord. Her er man i fuld gang med at plante naturligt hjemmehørende arter – ikke mindst el, pil og nåletræer – så retableringsprocessen kan speedes op. Naturen ville selv være rykket ind og have indtaget de nye landområder, men det ville have taget lang tid – flere årtier. Og det ønsker man naturligt nok ikke at vente på.

I den forbindelse fik den lokale S’Klallam indianerstamme af regeringen tildelt 2,03 millioner US$ for deres frivillige arbejde med oprensning af kanaler, tilplantning af tørlagt land og retablering af det gamle klækkeri. Mere end 10 millioner kroner.

Indianerne er for alvor tilbage ved Elwha River, og floden har fået både sit liv og sine laks tilbage. Efter 100 år i lænker. Måtte det samme ske ved Gudenåen…

© 2014 Steen Ulnits