Casio ProTrek WSD-F10

ProTrek WSD-F10 er et længe ventet ur fra japanske Casio, som i snart mange år har forsynet vore håndled med store og maskuline ure fyldt med masser af smarte funktioner. Smartwatches før disse blev opfundet!

Nu er uret her så, der skal tage konkurrencen op med markedets øvrige smartwatches – om det så er Apples Watch eller et af de mange fabrikater med Android Wear som styresystem. Men lever det op til forventningerne – mine og mange andres?

Well, not quite. Dels har det været uhyre svært at få fat i – tilgængeligt fra starten på blot nogle få markeder. Jeg prøvede først at smugle et hjem via MyUS, men det lod sig ikke gøre. Dem ville Casio i USA bestemt ikke handle med.

Efter en del forgæves forsøg forskellige steder lykkedes det at skaffe et eksemplar direkte fra Japan, hvor uret jo er fremstillet. Pris: 5.500,- danske kroner. Immervæk en klatskilling…

Første indtryk er, at det er et stort ur. Rigtig stort. Og ganske tungt. Men når først det er spændt om håndleddet, føles ProTrek ikke længere så stort. Faktisk føles det slet ikke, med mindre det da regelmæssigt skal ud gennem skjorte- eller jakkeærmer. Da kan det godt klemme en del.

Andet indtryk er, at uret ser godt ud. Skærmen står godt i flotte farver, selv om det ellers er netop dem, der hurtigt kan dræne batteriet. Og det er jo mildest talt ikke ret smart, hvis man er ude i ødemarken og langt væk hjemmefra – uden en hurtiglader lige ved hånden.

Men det har Casio heldigvis taget højde for. De har nemlig udstyret den nye ProTrek med et dobbelt display: Et stort og flot, men strømslugende farvedisplay. Og så en rigtig strømsparegris af et monokrom (sort-hvid) display, der let ses i selv det stærkeste solskin. Men som bruger så lidt strøm, at batterilevetiden nu skal tælles i dage og ikke timer.

Tryk på Tool-knappen i 3 sekunder, og den sorte skærm lyser op i hvidt med alle de relevante data. En rigtigt god løsning på et tricky problem.

Casio slår selv på, at det nye ProTrek er specielt egnede til lystfiskere. Det har nemlig et indbygget tidevandsprogram, som løbende fortæller om høj- og lavvande. Samt et andet program, der skal kunne forudse de bedste hugtidspunkter.

Problemet med det første er blot – som det er for samtlige af markedets andre tidevands apps – at der kun findes ganske få tilgængelige danske lokaliteter i de internationale tidevandstabeller.

Det kunne typisk være Esbjerg, Hornbæk og Gedser, som jo ikke er ret repræsentative for de øvrige indre danske farvande, hvor tidevandet veksler ganske meget. Som i alle andre situationer må man derfor ty til de langt mere præcise tidevandsangivelser, som man finder dem på eksempelvis DMI.

Et andet program fortæller om de bedste fisketidspunkter baseret på Solunar-teorien, som du kan læse mere om her. Og den skal man næppe fæstne ret meget mere lid til end Hugtabellen i det hedengangne Nap & Nyt. Her gælder det mest om at tro på tidspunkterne for at få fiskene til at bide – ved selv at fiske i de angivne tidsintervaller…

Casio ProTrek WSD-F10 kører på Android Wear styresystemet og kan derfor fyldes med alle mulige og umulige apps fra Google’s Play Store.

Casio har selv designet en app, som gør ProTrek endnu bedre og mere personlig. Denne app hedder Casio Moment Setter+ og har i lang tid desværre kun kunnet downloades i de lande, hvor uret sælges. Og det er endnu ikke ret mange.

Nu går det dog fremad med distributionen. Og nu kan app’en således downloades fra Play Store i de allerfleste lande – heriblandt Danmark. Casio er ikke længere nervøse for, at app’en er fejlbehæftet, som den unægtelig var i starten på det amerikanske marked. App’en giver mulighed for at skræddersy uret til mange forskellige formål.

Det kunne være at advisere om solopgang eller solnedgang i tide, så man ikke går glip af disse vigtige tidspunkter. Det kan være indstilling af de to knappers funktioner, valg af forskellige watchfaces (urskiver) eller fjernbetjening af Casios lille Exilim kameramodul. Mulighederne er mange.

Casio’s Moment Setter+ app har tre indbyggede hovedtemaer: Cykling, vandring og fiskeri. Cykling og vandring fokuserer på lokalitet, højde, hastighed og tilbagelagt distance, mens fiskeri fokuserer på solopgang, solnedgang, tidevand og solunartabeller. Det er rigeligt at lege med de første mange aftener!

Man kan naturligvis downloade alle de apps, man vil fra Google Play Store, men Casio har valgt at forudinstallere følgende tre apps, som allerede har stor udbredelse blandt udendørsfolk:

Det drejer sig om ViewRanger, der er ideelt til navigation, position, ruter og retning. Det gælder RunKeeper, som hjælper med at holde styr på ruter, hastighed og afstande, når man vandrer eller cykler. Sidste ud af de tre præinstallerede apps er MyRadar, som ifølge Casio er en af verdens mest populære apps til at forudsige vejret lige nu.

Desværre baserer denne app sig på NOOA i Nordamerika, og det lykkedes mig ikke at få den til at fungere optimalt herhjemme. Jeg måtte i stedet ty til norske YR, som jeg plejer. Eller gode, gamle Weather Pro.

 

Casio ProTrek WSD-F10 er naturligvis vandtæt – i henhold til det amerikanske militærs såkaldte MSL-STD-810 certificering, som garanterer vandtæthed helt ned til 50 meters dybde. Det burde række. Uret er derudover stødsikkert og sikret mod skadelige vibrationer.

Denne robusthed sikrer, at uret altid er i stand til at vise vigtige informationer om kompasretning, solopgang og solnedgang, lufttryk, højde og tidevand.

Der er desværre ikke tale om et stand-alone ur, som klarer sig på egen hånd. Det skal nemlig være i tæt kontakt med et smartwatch via Bluetooth og har også indbygget WiFi, så den kan hente informationer direkte fra tilgængelige trådløse netværk. Præcis som stort set alle andre smartwatches på markedet.

Man er således dårligt stillet, hvis ikke der er 3G eller 4G dækning, hvor man befinder sig – så uret hele tiden kan opdateres med GPS data, mail og beskeder.

Casio har i snart mange år fremstillet smarte ure med indbyggede sensorer til tid, kompas, temperatur og lufttryk. Et område, det japanske firma derfor mestrer. Det indbyggede barometer udfører altid dobbelt arbejde, idet det både fortæller om lufttrykket og registrerer ens højde over havet. Dette kræver dog kalibrering i forbindelse med lufttrykket for præcis angivelse.

Det sidste kan bruges til at varsle dårligt vejr – via pludselige drop i lufttrykket. Det første kan bruges til at fastslå en omtrentlig placering, dersom man vandrer i bjergene.

I Alaska har jeg en enkelt gang haft stor glæde af at kunne ekstrapolere, hvor langt vi var kommet på vor raftingtur ned ad en stor elv. Der var tre etaper med hver deres generelle højde over havet, og højdemåleren kunne derfor give en idé om, hvor langt vi egentlig var kommet. Vor GPS var nemlig løbet tør for strøm. Bestemt ingen dårlig egenskab, når man skal samles op med vandfly på aftalt tid og sted!

Casio ProTrek WSD-F10 har naturligvis integreret alle disse sensorer i det nye smartwatch, så man altid har disse informationer ved hånden. Men af uransagelige årsager – det skyldes nu nok mest batteriforbruget – har Casio valgt at udelade en indbygget GPS. Og det er desværre fatalt for urets reelle brugsværdi.

Konklusion: Casio’s ProTrek WSD-F10 er “a work in progress”. Et godt bud på fremtidens smartwatch til tough’e typer som undertegnede (!) med hang til udendørs eventyr. Til folk og fiskere, der har brug for et robust ur, som tåler lidt knubs og masser af vand.

Casio har tydeligvis gjort sig mange tanker om det perfekte smartwatch til seriøse udendørsfolk. Gode tanker, som imidlertid har været svære at omsætte til et rigtig brugbart ur.

Men lur mig, om de gæve japanere ikke når i mål i anden eller tredje generation af ProTrek? Jeg tror det. Med en forbedret batteriteknologi, indbygget GPS og mulighed for elektronisk SIM-kort. Så har man virkelig et all-in-one ur til hardcore brugere.

Men alene mangelen på indbygget GPS gør desværre, at uret ikke kan anbefales. Og da slet ikke til den pris. Skal man bruge mange af de indbyggede funktioner, må man som hidtil ty til den medbragte smartphone, som uret skal parres med. Præcis som med almindelige Android Wear ure. Og det er for dårligt her i 2016.

Derfor returnerede jeg uret med tak for lån. Og på gensyn om en generation eller to! Rygterne vil nemlig vide, at anden generation – i form af en WSD-F20 med indbygget GPS – allerede kommer på markedet inden sommeren 2017.

© 2016 Tekst: Steen Ulnits

PS: Casio har netop meddelt den 21. april 2017 som officiel release dato for WSD-F20, men så vidt vides kun på det amerikanske og japanske marked. Vi danskere må som altid pænt vente…

PPS: Så lykkedes det at få fingre i den nye WSD-F20, som på alle måder er et stort fremskridt i forhold til F10. Designet er raffineret markant, og funktionerne er blandt meget andet udvidet med den længe ønskede indbyggede GPS. Det er nu et ur, der absolut kan anbefales til seriøse udendørs aktiviteter. Anmeldelse følger.