Tag-arkiv: EU

Fiskepleje på Afveje – 3/3

Modstanden mod miljøet

Danmarks Naturfredningsforening bad i 2007 det rådgivende firma Cowi om en vurdering af seks forskellige alternativer for Gudenåens retablering i forhold til de krav, som Vandramme-direktivet stiller. Ingen omløbsmodeller blev vurderet tilstrækkelige:

“… at de samfundsmæsige og økonomiske hensyn til Tangeværkets produktion og de rekreative værdier af Tange Sø næppe er tilstrækkelige til, at den kunstige sø kan opretholdes efter direktivets bestemmelser om såkaldte stærkt modificerede vandområder. 

Specielt ikke, når de sammenholdes med de rekreative værdier, der er knyttet til den genetablerede Gudenå, som med et stærkt fald og gydebanker for laks og ørred vil udgøre et særsyn i den danske natur.” 

Citat Cowi slut.

Det rådgivende firma Rambøll blev også bedt om en vurdering af Vandramme-direktivet i forhold til forskellige omløbsløsninger. Rambøll anfører blandt andet:

“Det er Rambølls vurdering, at der i langt højere grad burde foretages en helhedsbetragtning i forbindelse med fjernelse af opstemninger, og vigtigheden af at skabe reel kontinuitet i vandløbene burde vægte højere, end tilfældet er …  

Udgangspunktet bør ikke være, hvad der er “det muliges kunst”, men hvad der er den bedste løsning for vandløbet …  Lad os benytte Vandrammedirektivet til at realisere løsninger, der ikke på et senere tidspunkt skal laves om.” 

Citat Rambøll slut.

Ikke mindst den sidste sætning er jo ganske tankevækkende. Tænk, om man nu bruger 100-150 millioner skattekroner på en kortsigtet lang omløbsløsning, der måske skal laves om igen om få år. Fordi Gudenåen jo på et eller andet tidspunkt nødvendigvis må slippes fri og blive sit gamle selv igen. Fordi skærpede lovkrav og hidtidige EU-domme tilsiger det.

Det kan i den forbindelse være interessant og relevant at se nærmere på, hvorfor Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) og dets medlemsforening i Bjerringbro øverst oppe ved Tangeværket ikke arbejder målrettet for at genskabe Gudenåen med store sunde og naturlige fiskebestande. DSF kalder sig jo en miljøorganisation, men arbejder alligevel konkret for at bibeholde den kunstige og skadelige Tange Sø. 

Det beskrev nyligt afdøde forbundsformand Verner Hansen således udførligt i et indlæg i Altinget den 19. januar 2017. Her anbefalede han på vegne af DSF, at 95 % af den kunstige kraftværkssø skulle blive liggende – med Gudenå-laksens sidste oprindelige gydepladser stadig liggende gemt på søbunden under et tykt slamlag. Det samme har Bjerringbro Sportsfiskerforening som loyalt medlem af DSF stiltiende bakket op om.

Den holdning har undret mange lystfiskere landet over. For hvorfor kæmper en organisation, der påberåber sig at arbejde for et bedre vandmiljø, nu pludselig for bevarelse af et antikveret vandkraftværk og en miljøskadelig kunstig vandkraftsø, som deler landets længste vandløb op i to skarpt adskilte dele? 

– Hvis interesser og hvilket miljø tjener man dog med det?

Fangsternes fordeling

Det giver ikke mening – med mindre man da ser lidt på de økonomiske interesser, som er involveret i fiskeriet oppe under Tangeværket:

I 2019 blev der samlet fanget 886 laks i hele Gudenåen – alle resultatet af kostbare udsætninger finansieret af kommuner, foreninger og fiskeplejemidler. Af disse laks blev 549 fanget helt oppe på Bjerringbro-foreningens vand. Mod blot 317 laks nede på Langå-foreningens vand. 

Knap to tredjedele af de udsatte laks blev således fanget oppe ved Bjerringbro, hvor laksene til sidst støder hovedet mod muren ved Tangeværket – hvor fiskene ikke kan komme længere. Det er næsten dobbelt så mange fangede laks som nede ved Langå og Randers. Selv om laksene alle er passeret forbi på deres vej mod Bjerringbro og Tangeværket.

At laksene i løbet af sæsonen koncentreres mere og mere længst oppe sås måske tydeligst under sidste års (2019) Gudenå-konkurrence. Her blev ikke færre end ni ud af de ti største Gudenå-laks således fanget helt oppe ved Bjerringbro – tæt på Gudenaacentralens Tangeværk, der stopper den videre opgang. 

Tangeværkets blotte eksistens garanterer således, at der altid er flest fisk til medlemmerne heroppe. Og blandt andet derfor går man i Bjerringbro ikke ind for en fjernelse af Tangeværket og en tømning af Tange Sø. 

Man siger det ikke højt. Men man tænker det måske? For at tækkes Tangeværket og foreningens egne medlemmer.

Løjstrup og Lilleåen

Fra Lilleåen, hvor omkring halvdelen af Gudenåens havørreder oprindeligt gik op for at gyde, kender man også til effekten af en sådan opstemning. Musholm Havbrug købte på et tidspunkt Løjstrup Dambrug for at have en egen leverandør af regnbueørreder til udsætning i virksomhedens store forurenende havbrug i Storebælt.

Dambrugets opstemning til vandindtag blokerede havørredernes opgang, og i løbet af sæsonen koncentreredes flere og flere fisk nedstrøms dambruget, hvor lokale fiskere kunne fortælle om “løgnagtigt mange havørreder”. Fisk, der ved dambruget stødte næsen mod en mur på deres forgæves vandring mod gydepladserne længere opstrøms i Lilleåen.

Disse beskrivelser dokumenteredes til fulde af det årlige elektrofiskeri efter gydefisk. Næppe noget andet sted i Danmark fandtes der så mange og så store havørreder samlet på så kort en strækning, som netop her i de dage. I så lille et vandløb som Lilleåen.

I 2001 fik det daværende Aarhus Amt så presset igennem, at den gamle opstemning ved møllen blev fjernet og erstattet af et omløbsstryg. Gudenåens mange havørreder kunne og kan nu passere uhindret forbi dambruget og indtage de mange oprindelige gydepladser, som findes længere opstrøms i Lilleåen. 

Fri adgang – færre fisk

Til gengæld reduceredes såvel fiskemængde som fiskepres på den tidligere så lukrative del af Lilleåen nedstrøms Løjstrup Dambrug. Her kunne venner af Musholm Havbrug i nogle år nyde det nok mest fantastiske havørredfiskeri i Danmark – på grund af opstemningen ved dambruget.

Den blev efterfølgende fjernet, og havørrederne var nu fordelt ligeligt på de mange opstrøms beliggende kilometer gydevand i åen. Til glæde for både fisk og fiskere. 

Lokalt frygter man imidlertid i sit stille sind, at noget tilsvarende vil kunne ske ved Bjerringbro – hvis altså Tangeværket nedlægges. Da vil fiskene ikke længere samle sig heroppe til glæde for foreningens medlemmer. Da vil de få fri adgang til den øvrige del af Gudenåen. Da vil de ikke længere koncentreres oppe ved Bjerringbro.

Måske var det derfor, Gudenåens Ørredfond forbød Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø at deltage i Gudenå-konkurrencen 2019? Ørredfondens formand kommer i hvert fald selv fra Bjerringbro-foreningen, som lejer produktivt fiskevand af netop Tangeværket.

Kort efter sæsonstarten i 2020 blev der landet en imponerende 18 kg’s blanklaks heroppe. En pragtfisk, der naturligvis fik megen opmærksomhed i medierne og efterfølgende lokkede ekstra mange fiskere til – lokale såvel som udenbys.

Det resulterede til sidst i, at Bjerringbro-foreningen – under dække af Corona-virussens hærgen – lukkede for dagkortsalget. Herefter var det kun foreningens egne medlemmer, der fortsat kunne fiske efter de attraktive blanke påskelaks, som ellers er betalt fra flere sider.

Snakker man privat med fiskere heroppe, kan man støde på et andet og noget overraskende argument for at lade opstemningen blive:

Får man fjernet Tangeværket og tømt Tange Sø, da vil Gudenå-laksen igen kunne blive selvreproducerende. Og da må man – i lighed med i Vestjylland – ikke længere fiske med rejer på krogsæt.

Det er en yderst populær og produktiv fiskemetode, som er tilladt i Gudenåen i dag, hvor alle laksefangster skyldes udsætninger af tamfisk – af opdrættede smolt. I en Gudenå, hvor der ikke fiskes på vilde laks. De blev jo udryddet af Tangeværket i 1928.

Modstanden mod Tangeværket kan således ligge på et meget lille sted i Bjerringbro. Til stor skade for den naturlige fiskebestand i landets længste vandløb, Gudenåen.

Fremtidens Lystfiskerstrategi

Det blev en lang artikel. Konklusionen er imidlertid ganske kort: 

Det fremgår med al ønskelig tydelighed – som allerede fremført af Havørred Fyns Jørgen Dan Petersen for flere år siden – at den danske natur ikke selv kan levere det fornødne antal ørreder til os lystfiskere og en lukrativ fisketurisme. Der må supplerende udsætninger til.

Det er jo en smuk og rigtig tanke at lade naturen selv producere de bedst egnede vildfisk af det helt rene stammer. Ingen kan have noget at indvende mod Wilhjelm-rapportens anbefalinger heraf. Tiden er blot løbet fra rapportens nok lidt naturromantiske forestillinger og forudsætninger.

Vi kan nøgternt konstatere, at virkeligheden har overhalet drømme og visioner om en bedre verden. Skal vi have et produktivt lystfiskeri for os selv og en fisketurisme, som den tidligere regering massivt gik ind for med millioner i statsstøtte, så skal der også investeres i fisk til lystfiskerne. I direkte udsætninger og et bedre vandmiljø. Dette i såvel vandløbene, hvor fiskene gyder, som hav og fjord, hvor de skal vokse sig store.

Fyn var ellers lige blevet så fin

Det vakte stor begejstring på Fyn, da Jacob Ellemann-Jensen (V) i sin tid gik ind i politik og åbenlyst valgte at bruge det fynske havørredprojekt på at blive valgt til Folketinget. 

Men det vakte lige så stor bestyrtelse, da han som nyvalgt MF’er og som vist sin første politiske opgave fik lov at præsentere Landbrugspakken. Hermed erklærede han og Venstre kamp mod de selvsamme små vandløb, der fik ham ind i Folketinget: Partifællen Eva Kjer Hansens (V) så forhadte vandløb, der jo netop udgør de livsvigtige gydepladser for havørreden. 

Mange fynske lystfiskere følte sig svigtet hvis ikke forrådt. Nogle trådte endda efterfølgende ud af det livsvigtige arbejde med Vandplejen – i ren frustration. 

Det var jo i forvejen naivt eller måske bare kynisk, at netop Venstre skulle præsentere fremtidens lystfiskerstrategi. Når nu selvsamme landbrugsparti modarbejder vandmiljøet på snart sagt alle måder og ikke ville afsætte én eneste krone til ekstra fiskepleje. De skulle alle gå til markedsføring af en lukrativ fisketurisme:

“Strategi for Lystfiskeri”

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens “Strategi for Lystfiskeri” fra 2018 er nemlig bygget op på følgende vis:

• Der er afsat 22 mio. kr. til at realisere det nationale Center for Kyst- og Lystfiskerturisme.

• Der afsættes 6 mio. kr. til udviklingen af en digital platform, som skal være én indgang til lystfiskeri og lystfiskerturisme i Danmark.

• Der afsættes 2 mio. kr. til en 3-årig branding- og markedsføringsplan, hvor de mest oplagte lystfiskerdestinationer omfattes.

• Der afsættes 1 mio. kr. til konceptudvikling inden for segmentering af lystfiskerturisme med henblik på styrkelse af turisterhvervets markedsføring af danske lystfiskerdestinationer.

• Der afsættes 1 mio. kr. til at styrke det frivillige arbejde.

Ikke én eneste af de 32 millioner kroner er således afsat til fiskepleje eller fiskeudsætninger. Til gengæld har en lille håndfuld mennesker efterfølgende tjent nogle lette penge på at sælge ud af det, andre har skabt før og for dem.

Markedsføring af manglende fisk

De 32 millioner skattekroner skal således udelukkende gå til massiv markedsføring af det fiskeri og de fiskemuligheder, som vi lystfiskere selv har betalt for og opbygget via det obligatoriske fiskegn og kommunale tilskud. På bedste Fishing Zealand-vis, hvor fiskeplejen kommer i anden række efter fisketurismen.

Det er interessant, at man som politisk parti åbenbart godt kan have dårlig samvittighed over Landbrugspakken og dens forhadte vandløb. At man måske inderst inde føler, man skylder en fynsk borgmester af samme partifarve som én selv en masse millioner – til et nyt Lystfiskeriets Hus i sydfynske Assens. Når man nu selv lige havde blæst til kamp mod de forhadte små vandløb, som netop Fyn ellers havde passet så godt på – i regi af Havørred Fyn.

I hvert fald valgte partiet Venstre efterfølgende at betale aflad til en fynsk Venstre-borgmester. I form af 32 millioner skattekroner. Måske netop for Jacob Ellemann-Jensens svigt af de fynske havørreder på sin vej mod Folketinget.

Ganske ironisk for øvrigt, når nu både lokale lystfiskere og erhvervsfiskere samtidig kunne og kan berette om et stendødt Lillebælt ret uden for døren til det kommende Lystfiskeriets Hus i Assens.

Livløst Lillebælt

Danmarks Radio dokumenterede således for ikke så længe siden i en TV-udsendelse, at farvandet mellem Fyn og Als er som blottet for liv – blandt andet efter landbrugets massive udslip af gødning ved havnebranden i Fredericia. 

Knap 3.000 tons superaktivt kvælstof slap dengang ud, fordi et landbrugsejet gødningsfirma i forventning til Landbrugspakkens lyksaligheder havde overfyldt sine tanke, så disse sprang læk – med en sydgående strøm lukt ned i Østersøen mellem Als og Fyn. Det svarer til næsten 5 % af det samlede årlige danske kvælstofudslip – på én gang. På ét sted. Direkte ud i Lillebælt.

Samme Dansk Hydraulisk Institut (DHI), som i sin tid udpegede “egnede lokaliteter” til nye forurenende havbrug ud for Djursland – for Esben Lunde Larsen (V) og hans havbrugsvenlige partifæller – blev to år senere udvalgt til at vurdere effekten af det massive udslip fra Fredericia på vandmiljøet.

DHI frikendte efterfølgende udslippet for at have haft nævneværdig betydning for miljøet. Og friholdt dermed landbruget for eventuel erstatningspligt. 

Museum over Dansk Lystfiskeri

Nu kan det nye Lystfiskeriets Hus så i stedet blive Museum over et Livløst Lillebælt – endda med den fineste udsigt over samme. Et museum over det lystfiskeri, vi kunne have haft, hvis vi ikke selv havde ødelagt det med gylle, kvælstof, trawlfiskeri og muslingeskrab. Hvis initiativtageren Venstre ellers selv havde forstået de aldeles simple spilleregler: 

At der naturligvis skal sås, før der kan høstes. At der skal være fisk at fange, hvis man skal kunne lokke lystfiskere til fra ind- og udland. 

Det burde om nogen et landbrugsparti som Venstre ellers kunne forstå. Men her har man jo desværre vænnet sig til ikke længere at skulle så, før man høster. Man hæver blot sine små 10 milliarder om året i landbrugsstøtte, graver vandløbene op, avler endnu flere svin og lukker efterfølgende endnu mere gylle ud på markerne og i sidste ende ud i vandmiljøet.

Herefter bruger man så vore fiskeplejemidler på harmløs forskning, der ikke giver flere fisk i vandet. Men som blot sparer på statens udgifter til forskerlønninger.

Det er blandt andet derfor, vi ikke længere fanger noget. Ud over laks i en håndfuld vandløb, som kun de færreste kan komme til at fiske i.

Vi er kort sagt til grin for vore egne penge.

© 2020 Steen Ulnits

 

Øvrige artikler i denne mini-serie:

Fiskepleje på Afveje – 1/3: “Fisketegnet“

Fiskepleje på Afveje – 2/3: “Virkeligheden efter Wilhjelm“

Fiskepleje på Afveje – 3/3: “Den lokale Modstand mod Miljøet“

40 år med Flugfiske i Norden – SE

1979 – 2019

40 år med Flugfiske i Norden

Klik for større billeder og for at læse teksten

1979 – 2019: 40 år med Flugfiske i Norden

Klik for større billeder

1979 – 2019: 40 år med Flugfiske i Norden

Klik for større billeder

1979 – 2019: 40 år med Flugfiske i Norden

Klik for større billeder

1979 – 2019: 40 år med Flugfiske i Norden

Klik for større billeder

Klik for større billeder og for at læse teksten

40 år med Flugfiske i Norden

1979 – 2019

Læs artiklen på dansk her

Havbrug – nu også på TV!

I miljøgruppen BLAK Djursland drømmer vi om en maritim nationalpark, hvor natur og miljø er i højsædet. Hvor naturen får et tiltrængt pusterum efter mange års brug og misbrug.

Men indtil en sådan nationalpark er en realitet, da fortsætter oplysningskampagnen om de forurenende havbrug, der jo bare ikke kan gøre noget for at hindre deres totalforurening af de indre danske farvande. De åbne netbure garanterer, at al forurening fra de mange tusinde fisk – foderrester, fækalier, antibiotika og kemiske hjælpestoffer – havner direkte i havet uden for burene. Til glæde for vandmiljø og vildfisk.

Det har hidtil holdt hårdt med at få gjort pressen interesseret i denne nok sidste middelalderlige produktionsmetode, hvor man tillader udledning af totalt urenset spidevand til det havmiljø, som skatteborgerne inde på land har investeret milliarder af kroner i at rense.

Men nu lysner det, og pudsigt nok startede det med intern uro blandt de politiske partier, som selv var med til at beslutte lov L111 om flere forurenende havbrug.

Først kom Liberal Alliances ungdomsafdeling i Aarhus, som var blevet skeptiske med hensyn til deres “voksne” MF’eres beslutning på tinge om tilladelse til flere forurenende havbrug. De unge indkaldte derfor til debataften om emnet. Det var jo deres fremtid, det drejede sig om – deres badevand og fiskevand. Ikke de allerede etablerede og vellønnede folketingspolitikeres.

Dernæst kom så den konservative byrådsgruppe i Aarhus, som bestemt ikke var glade for deres folketingsmedlemmers bytten sorte ministerbiler ud med flere forurenende havbrug lige uden for døren. De indkaldte derfor til en stor konference om fremtiden for Aarhus Bugt – med havbrug som første punkt på dagsordenen. Det fremsyn skal alle implicerede parter have stor tak for. Det kom der nemlig informativt fjernsyn ud af:

Den lokale ITV station var på pletten og forevigede hele konferencen, der for øvrigt blev afholdt i den spritnye og moderne Sydhavn – med direkte udsigt til Marsk Stigs gamle ø Hjelm, hvor regeringens planlagte havbrug jo skulle ligge. Det var således meget passende rammer for emnet, som den konservative byrådsgruppe havde valgt til dagen.

ITV mente efterfølgende, at der var så meget godt stof i emnet – i nogle få havbrugeres voldsomme forurening af vore fælles havområder – at det krævede hele to separate TV-programmer for bare at få emnet dækket så nogenlunde.

Det første af de to halvtimes programmer kan nu ses her på ITVs egen Vimeo-kanal. Klik på billedet herover for at blive generelt klogere på havbrug.

Og klik på billedet herunder for at se det andet mere specifikke ITV program om havbrug:

Af de 800 tons kvælstof, som den nye lov L111 giver tilladelse til udledning af, vil Nordsjællands sommerhuskyster modtage 127 tons med vind og strøm. Anholt og Læsøs sandstrande vil modtage 109 tons, mens Djursland og Aarhus Bugt vil få tilført 98 tons. Kvælstof, der uundgåeligt og med usvigelig sikkerhed vil resultere i øget algeblomst og efterfølgende iltsvind. Og vel at mærke kvælstof, der tilføres kystområder, som er underlagt Vandplanerne og dermed i sidste ende EU’s Vandrammedirektiv. Områder, hvis miljøtilstand derfor ikke må forringes.

Læs gerne artiklen “Strøm og Stille” for yderligere information om vind og strøm i de indre danske farvande. Det kan nemlig godt være, at vandstrømmen netto går fra den ferske Østersø og op gennem Øresund, Storebælt og Lillebælt, inden vandet havner i først Kattegat og siden Skagerak. Inden det til allersidst når ud i den salte Nordsø.

Men inden da er vandstrømmen med vind og strøm og tidevand gået frem og tilbage rigtig mange gange. Og hver gang er der aflejret forurening, som forbliver permanent i de indre danske farvande – med Aarhus Bugt som et godt eksempel. Havet sletter slet ikke alle spor. Langt fra. En stor del af forureningen beholder vi selv – til vore efterkommere, der må slås med forurening, algeblomst, iltsvind og bundvendinger, som vi har skabt til dem.

Det danske vandmiljø har det generelt så dårligt, at 117 ud af 119 definerede områder stadig ikke lever op til Vandrammedirektivets krav om “god økologisk tilstand”. En sådan skulle være opnået allerede i 2015, men har nu måttet udsættes til 2021. Kattegat er ligeledes omfattet af Helcom-konventionen, der forpligter medlemslandene til at forbedre vandmiljøet i Østersøen og Kattegat. Helcom tillader ikke, at man flytter rundt på forureningen og på den måde kan opfinde “råderum” til ny forurening.

Tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) følte sig imidlertid ikke forpligtet af de konventioner, som Danmark ellers selv for længst havde tiltrådt. Han mente, at Danmark selv måtte bestemme over sin del af det farvand, som Helcom omfatter. Esben Lunde Larsen måtte dog efterfølgende tage flugten over Atlanten til et skatteyderbetalt eksil i USA.

Lad os derfor håbe, at vor helt nye og heldigvis genoprettede miljøminister Lea Wermelin (S) føler sig mere forpligtet af aftalen og har et bedre moralsk kompas end sin nu flygtede forgænger. Og lidt mere interesse for miljøet.

Så meget vil L111’s planlagte havbrug forurene kystområderne langs Kattegat med kvælstof

Grafik: Dagbladet Information

Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

https://www.skrivunder.net/nej_til_havbrug_i_kattegat__ja_til_maritim_nationalpark

 

Nej til havbrug – v. Nina Bjarup Vetter – fmd. BLAK – Jægergårdsvej 4 – 8400 Ebeltoft

Mobil 6139 4064 – Mail: blaknejtilhavbrug@gmail.com

Tilbage til indholdsfortegnelsen

“Nej til havbrug” er en sammenslutning af foreninger og enkeltpersoner, der alle er imod etableringen af forurenende åbne havbrug i danske farvande. Som ikke ønsker norske tilstande i Danmark.

Alle indlæg står for de enkelte forfatteres egen regning.

Teksterne må frit citeres og anvendes

mod behørig kildeangivelse.

 

Vandramme-direktivet

Vandramme-direktivet – forkortet VRD – er noget, som mange i efterhånden mange år er gået i en stor bue udenom. Uanset om man er menigmand eller politisk beslutningstager.

Ærgerligt, for det er netop EU’s Vandramme-direktiv, der skal redde det danske vandmiljø. Når vi nu ikke selv vil eller magter det.

Bag de tykke EU-mure i Bruxelles er de folkevalgte politikere i Europa-kommissionen og Europa-parlamentet samt deres mange embedsmænd langt længere fremme i skoene, end mange menige EU-borgere tror. Og vi ofte selv er.

Vore EU-politikere har udstukket rammerne for fremtiden, længe før vi når til den. Baseret på input fra organisationer og regeringer i medlemslandene selv. Vandramme-direktivet er et rigtig godt eksempel herpå.

Således besluttede EU tilbage i år 2000, at der skulle findes fælles fodslag og regler for vandmiljøet i alle EU-lande. Der skulle sættes tal og mål på, så man kunne arbejde sig frem mod et bedre vandmiljø i alle medlemslandene. Og det skulle være sammenligneligt landene imellem. Det blev til Vandramme-direktivet – VRD.

Målsætningerne

EU’s Vandramme-direktiv har som målsætning, at de forskellige landes vandområder undersøges, klassificeres, målsættes og om nødvendigt forbedres. I VRD’s første år var der megen uklarhed om kriterierne herfor, da direktivet lægger vægt på mange forskellige parametre – heriblandt biologiske, kemiske og fysiske.

Først meget sent i forløbet kom der klarhed herover. Først i 2015 kunne man således sætte konkrete tal på mange af de parametre, som indgår i direktivet. Som skal gøre forholdene sammenlignelige nationalt såvel som internationalt.

 

Nu har man så et konkret mål for, hvor mange ørreder der eksempelvis skal være i et vandløb, førend dette kan siges at leve op til en “god økologisk tilstand” – som krævet i henhold til EU’s Vandramme-direktiv.

Fisk, der vel at mærke skal være født og opvokset i det pågældende vandløb. Ikke et resultat af udsætninger.

Ifølge en bekendtgørelse af 9. september 2015 fra Miljø- og Fødevareministeriet skal der være følgende tætheder af fisk i et ørredvandløb, førend det kan siges at være i “god økologisk tilstand”:

Vandløb mindre end 2 meter brede: 0,8 stk. 1/2-årsørreder pr. m2

Vandløb større end 2 meter brede: 1,5 stk. 1/2-årsørreder pr. m2

Nu var der for første gang noget konkret at gå ud fra, når man skulle og skal vurdere, om et vandløb rent faktisk lever op til kravene i VRD.

“God økologisk tilstand”

Et af de begreber, der i starten var noget vagt defineret, er kravet om “god økologisk tilstand”. For hvad vil det lige sige? Og hvad indebærer det helt konkret for åer, søer, fjorde og havområder? Hvor højt skulle barren sættes, hvis VRD skulle have nogen mening og være til gavn for miljøet? Og hvor hurtigt skulle målene nås?

Der blev også lagt op til, at man indsætter kvalitative parametre i målsætningerne – i stedet for de rent kvantitative, der ikke nødvendigvis siger ret meget om miljøtilstanden.

I stedet for nogle vanskeligt definerbare grænseværdier for udledning af stoffer kunne man nu sætte som målsætning, at der der fremover skal være eksempelvis rødspætter i et farvand. Og så ellers stræbe efter at sætte vandmiljøet i en sådan stand, at der vil kunne leve rødspætter i det. Og at der vel at mærke også gør det.

Rødspætten er blot et tænkt eksempel på en ny måde at anskue naturforvaltningen på. Men et eksempel, der meget fint kan overføres på Gudenåen og Tange Sø. Vil vi igen have selvreproducerende fisk i Gudenåen, må vi se på både de fysiske, kemiske og biologiske forhold i åen.

Vandramme-direktivet blev indført i år 2000 og opererer med forskellige delperioder, inden alle mål skal være nået i 2028. Alle åer, søer og kystnære farvande skulle inden 2015 som minimum have opnået en god kemisk og økologisk tilstand, der kun afviger minimalt fra den naturlige tilstand – før menneskelig påvirkning. Det samme skulle grundvandet.

Forlængelserne

Vi skriver 2019 og ved vel efterhånden allesammen, at dette ikke er lykkedes. I hvert fald ikke i Danmark. Ikke et ord om Landbrugspakken, øgede kvælstofudledninger, nedsivende pesticider og advarende pilotskrivelser fra Bruxelles. De sidste gemmer man godt af vejen inde på Christiansborg, hvor valgfeberen jo har gjort sit indtog.

Men EU vidste dog også selv, at det nok kunne blive et problem at nå de ambitiøse målsætninger i Vandramme-direktivet. Så derfor indførte man samtidig en bestemmelse om, at hvor en naturlig tilstand ikke kunne opnås eller ville medføre “uforholdsmæssigt store omkostninger”, kunne der tilades en ringere tilstand.

Eller gives fristforlængelser på to gange seks år – altså først fra 2015 til 2021 og endegyldigt sidst fra 2021 til 2027. I 2028 skal målsætningerne være nået i hele EU.

Samtidig opererer man med tre forskellige klasser af vandområder, nemlig 1) naturlige vande, 2) kunstige vande og endelig de 3) stærkt modificerede vande.
 

I vort tilfælde hører den kunstigt opstemmede Tange Sø naturligt til i klassen af stærkt modificerede vande – en klassifikation, der dog selv er blevet modificeret noget af de involverede og ansvarlige myndigheder. Af lavpraktiske årsager, da kravene om målsætning herefter er sænket tilsvarende.

Præcis som at løse problemet med pesticider i grundvandet – ved blot at hæve grænseværdierne. Også kaldet den danske metode.

Tangeværkets turbiner

Gudenåen med den opstemmede Tange Sø kan aldrig komme til at opfylde kravene i Vandramme-direktivet. Ikke kun fordi de naturlige gydepladser for den oprindelige Gudenå-laks i dag ligger på bunden af den opstemmede Tange Sø – begravet under et metertykt slamlag. Men også fordi Tangeværket hindrer vandrefiskene frie passage både opstrøms og nedstrøms.

Opstrøms, så de voksne og gydemodne fisk ikke kan nå deres gydepladser. Og nedstrøms, da den udvandrende ungfisk af laks og havørred næsten alle bliver ædt af rovfisk under deres nedtræk gennem søen. Endelig går mange ål stadig tabt i Tangeværkets roterende turbiner.

Glemmes må heller ikke, at Danmark tilbage i 1982 ratificerede den såkaldte “Bern-konvention”, der forpligter deltagende medlemslande til at “støtte genindførelsen af naturligt hjemmehørende arter af vilde dyr”.

Og til dem hører jo netop Gudenå-laksen, der blev udryddet med bygningen af Tangeværket og opstemningen af Gudenåen til Tange Sø. Den uddøde i 1928 – fire år efter Tangeværkets etablering. Og har stadig sine sidste og vigtigste gydepladser liggende begravet i mudder på bunden af Tange Sø.

I mange år drømte Gudenåens venner våde drømme om et langt omløbsstryg uden om den kunstige Tange Sø. I dag ser de fleste fagfolk et sådant 10 km langt kunstigt omløbsstryg uden om et 10 km langt kunstigt vandkraftmagasin som en rigtig dårlig løsning, der dels er meget kostbar – dels næppe lever op til Vandramme-direktivets krav om “god økologisk tilstand”.

Nærmest en moderne Molbo-historie, hvis den gennemføres.

Skal vandrefiskene nemlig kunne passere frit op og ned gennem Gudenåen, skal vandet ledes uden om Tange Sø, der således isoleres. Det skaber helt automatisk problemer for den frie passage i tilløbet Tange Å, hvis fiskebestand så ikke længere har fri adgang til Gudenåens vandsystem. Man løser et problem og skaber et andet.

Professionelle meninger

Virksomheden COWI blev i 2007 af Danmarks Naturfredningsforening bedt om en vurdering af seks forskellige alternativer for Gudenåens retablering i forhold til de krav, som Vandramme-direktivet stiller. Ingen omløbsmodeller blev vurderet tilstrækkelige:

“… at de samfundsmæsige og økonomiske hensyn til Tangeværkets produktion og de rekreative værdier af Tange Sø næppe er tilstrækkelige til, at den kunstige sø kan opretholdes efter direktivets bestemmelser om såkaldte stærkt modificerede vandområder.

Specielt ikke, når de sammenholdes med de rekreative værdier, der er knyttet til den genetablerede Gudenå, som med et stærkt fald og gydebanker for laks og ørred vil udgøre et særsyn i den danske natur.”

Citat slut.

Virksomheden Rambøll blev også bedt om en vurdering af Vandramme-direktivet i forhold til forskellige omløbsøsninger. Rambøll anfører blandt andet:

“Det er Rambølls vurdering, at der i langt højere grad burde foretages en helhedsbetragtning i forbindelse med fjernelse af opstemninger, og vigtigheden af at skabe reel kontinuitet i vandløbene burde vægte højere, end tilfældet er … 

Udgangspunktet bør ikke være, hvad der er “det muliges kunst”, men hvad der er den bedste løsning for vandløbet …  Lad os benytte Vandrammedirektivet til at realisere løsninger, der ikke på et senere tidspunkt skal laves om.”

Citat slut.

Ikke mindst den sidste sætning er jo ganske tankevækkende. Tænk, om man nu bruger 100-150 millioner skattekroner på en kortsigtet lang omløbsløsning, der måske skal laves om igen om få år. Fordi Gudenåen jo på et eller andet tidspunkt nødvendigvis må slippes fri og blive sig selv igen.

0,1-0,15 milliard kroner er jo også penge. Gudenaacentralens vandkraftmagasin Tange Sø må derfor væk før eller siden. Dens tid er forbi.

Det siger EU’s Vandramme-direktiv – hvis man vel at mærke følger ordlyden og ånden i VRD.

© 2019 Steen Ulnits

Ovenstående illustration viser, hvordan Gudenåens laksebestand forsvandt helt efter anlægget af Tangeværket i 1920-24. Den sidste Gudenå-laks blev fanget i 1928.

Så blev der stille i landets længste vandløb.

Gudenåens havørredbestand halveredes blot, da havørreden har halvdelen af sine gydepladser i tilløb til Gudenåen nedstrøms Tangeværket.

Med Lilleåen som det vigtigste.

 
 

Hvorfor gik det dog så galt?

Vor kollektive politiske hukommelse rækker ikke langt. Mange politikere og politiske iagttagere kalkulerer således kynisk med, at om et halvt år er alting glemt. 

Er der således mere end et halvt år til næste valg, er der fred og ingen fare – ingen risiko for negative konsekvenser af ens politiske handlinger. De er alligevel glemt, når vælgerne skal til stemmeurnerne.

Men internettet har udvidet vor hukommelse betragteligt. Således også i den spegede sag om flere forurenende havbrug i et Kattegat, der allerede lider under algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød:

Dan Jørgensen (S) og de nye havbrug

Vi har allesammen – og med fuld rette – haft travlt med at kritisere Venstres Esben Lunde Larsen (ELL) for at være den miljøminister, vi aldrig fik. For udelukkende at være fødevareminister for landbrug og havbrug. For ikke at kere sig en døjt om miljøet, hvis det på nogen måde kunne lægge hindringer i vejen for landbrug og havbrug.

Men ret skal være ret, og de nye havbrug fra L111 er desværre ikke ELL’s opfindelse. Ikke alene i hvert fald. Tankerne om flere og nye havbrug stammer såmænd fra den tid, hvor socialdemokraten Dan Jørgensen var minister for området.

Dan Jørgensen var således minister for fødevarer, landbrug og fiskeri fra 12. december 2013 til 28. juni 2015. Og han var i sin tid blevet valgt ind i Folketinget alene på grund af Svend Aukens mange personlige stemmer.

Det er præcis i Dan Jørgensens ministerperiode, at tankerne om flere og nye havbrug i de indre danske farvande dukker op. Det kan man læse om i papirer fra ministeriet dateret den 6. november 2014. Altså midt i Dan Jørgensens ministerperiode.

I disse papirer kan man blandt meget andet læse følgende nu skæbnesvangre ord, forfattet af Socialdemokratiet sammen med regeringspartneren Det Radikale Venstre og med opbakning fra Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Venstre:

“Parterne er enige om, at den danske akvakulturproduktion udvikles på en måde, som reducerer miljøbelastningen. For perioden 2014-2017 reserveres 3,5 mio. kr. til at sikre en effektiv udpegning af egnede områder til akvakulturproduktion og 3 mio. kr. til afsætning af bl.a. økologisk akvakulturproduktion, herunder eksportorienterede aktiviteter.

Desuden vil der under programmet blive allokeret midler til udvikling og investering i ny teknologi til bl.a. havbrug og recirkuleringsanlæg.”

Det var således Dan Jørgensen (S) og hans regering, der i 2014 støbte de fatale kugler og placerede bolden for fødderne af den senere efterfølger Esben Lunde Larsen (V). Lige til en helflugter ind i det nu gabende tomme miljømål. 

Miljøministeriet eksisterede jo ikke længere, men var reelt afskaffet – opslugt af Fødevareministeriet, der jo var og er landbrugets forlængede arm. 

Venstre var ikke sene til at lugte millionerne, der lå og ventede fra en massiv fiskeproduktion – helt uden besværlig og fordyrende rensning af spildevandet. 

Venstres finansordfører Jacob Jensen havde og har således en lønnet bestyrelsespost hos landets største og mest forurenende havbrug Musholm, som derfor var blandt de første ansøgere til de planlagte havbrug i Kattegat.

Vennerne fra havbruget var tidligt orienteret og aldeles klar over de aldeles enestående muligheder for nu at forurene helt gratis. For at tjene millioner på at forurene det vand, som skatteborgerne inde på land havde betalt milliarder for at rense – til kloakering og bygning af rensningsanlæg.

Esben Lunde Larsen (V) og de nye havbrug

Den daværende fødevareminister Esben Lunde Larsen havde således dygtigt brugt Dan Jørgensens oplæg til fremtiden for dansk akvakultur – til at fremme egne og andres økonomiske interesser. 

Dette på trods af et ikke-eksisterende “miljømæssigt råderum” for øget forurening. Der står jo udtrykkeligt i papirerne fra 2014, at akvakulturen skal udvikles på en måde, der “reducerer miljøbelastningen”.

Det kan man bare ikke, når 117 ud af 119 registrerede danske havområder endnu ikke havde opnået “god økologisk tilstand, og der var behov for kvælstofreduktion i alle vandområder”. Ordet “miljømæssigt råderum” er således et ikke-eksisterende fænomen i de indre danske farvande.

Der er i stedet tale om et “miljøpolitisk råderum”, hvor man kynisk og fra politisk hold afgør, hvor meget man vil forurene et givet sted. Hvor langt man kan og tør gå, uden at det ender i et EU-sagsanlæg om overskridelse af kravene i Vandramme-direktivet.

Grådighedsrummet

Derfor opfandt kloge landbrugshjerner begrebet “kompenserende foranstaltninger”, så man – i hvert fald set med landbrugets egne øjne og nu med god samvittighed – kunne øge produktionen og forureningen. Blot man laver eksempelvis tangfabrikker eller muslingefarme til optag af lige så store mængder kvælstof, som fiskeopdrættet udleder.

Det ville fungere – i teorien. I praksis anede man nemlig ikke, om det overhovedet lod sig gøre. Ingen havde prøvet det før i den målestok og på de lokaliteter.

Det var således socialdemokraten Dan Jørgensen, der i sin tid som minister for Miljø og Fødevarer lancerede tanken om flere havbrug i nye havområder. I den hellige væksts navn. Det må vi ikke give Venstres Esben Lunde Larsen hele skylden eller æren for. Ret skal være ret.

Det er sikkert også derfor, at Dan Jørgensen var påfaldende tavs i hele debatten og efter den kulørte presse at dømme mere optaget af kærestens deltagelse i “Vild med dans”. I det hele taget kunne man ønske sig, at danske politikere over en bred kam var vildere med politik end med dans. 

Men det er de altså ikke altid. Og netop her minder Venstre og Socialdemokratiet foruroligende meget om hinanden. 

Socialdemokratiet(S) kovending

Det var givet også derfor, at Socialdemokratiet – senest med Simon Kollerup (S) som velvillig kollaboratør – valgte at gå ind for de forurenende havbrug sammen med Esben Lunde Larsen og hans betalte partifæller inden for fiskeopdrættet. Efter lang tids spil for galleriet, hvor Kollerup ellers foregav en ægte interesse for havmiljøet.

For øvrigt en slående parallel til de Konservatives Rasmus Jarlov, der efter stort postyr også valgte at stemme “ja” til den forhadte Landbrugspakke og dennes øgede udledning af kvælstof. Vel vidende, at den var helt gal i forhold til selvsamme Vandramme-direktiv. Og at han selv havde medvirket til at få afsat fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) på nøjagtig det samme grundlag. 

K havde blot forinden lovet de andre borgerlige partier, at det ville man bare gøre. Stemme for først Landbrugspakken og siden flere forurenende havbrug i Kattegat. Uanset hvad. Og det gjorde man så.

På samme måde har Liste A’s Simon Kollerup givet hele tiden vidst, at han ville stemme ja til de nye havbrug. Fordi de nu og oprindeligt var partifællen Dan Jørgensens opfindelse.

Eksperthøringen var blot et efterhånden nødvendigt spil for galleriet. Politik, når det er værst og mest råddent. Al politikerledes fader.

Hjarnø hjælper til 
 
Men så nærmede valget sig, og de dårlige sager væltede op inden for havbruget – med Hjarnøs fire gange deres tilladte forurening som den midlertidige top af isbjerget.
 
Det endte som bekendt og til allersidst med den berømte socialdemokratiske kovending, hvor fiskeriordfører Simon Kollerup (S) blev sat til side og erstattet af miljøordfører Christian Rabjerg Madsen (S).
 
Sidstnævnte meldte klart ud, at Socialdemokratiet ikke længere støtter op om de planlagte totalforurenende havbrug i Kattegat:

“Punkt ét er, at der har været en række sager, hvor havbrug har gjort sig uheldigt bemærkede. Det har primært været Hjarnø Havbrug, der har gjort sig skyldig i voldsom overproduktion. En undersøgelse har efterfølgende vist, at der er generelle udfordringer med tilladelser i branchen.”

“Punkt to er, at kvælstofudledningen i det danske vandmiljø ikke er faldet som forventet. Det viser tallene i den seneste rapport fra Novana (nationalt overvågningsprogram for vandmiljø og natur, red.). Dermed er der ikke plads til, at havbrugs-sektoren tilfører endnu mere”.

Med “totalforurenende” menes, at åbne havbrug helt enkelt ikke kan rense deres spildevand. Det ligger i hele deres opbygning, at vandgennemstrømningen netop skal fjerne forureningen fra fiskene, der ellers vil kvæles i deres egne ekskrementer.

Al forurening fra fiskeopdrættet – foderrester, ekskrementer, medicin og kemiske hjælpestoffer – ryger direkte ud i vandmiljøet.

Det burde minister Dan Jørgensen (S) jo have vidst, inden han foreslog flere åbne havbrug i de indre danske farvande. Og det gælder for øvrigt økologiske såvel som konventionelle havbrug. De forurener nøjagtig lige meget, hvad kvælstof og fosfor angår. De økologiske bruger blot færre hjælpestoffer og medicin – hvis ellers de overholder reglerne.

Men så godt og såvidt Christian Rabjerg Madsen (S), der nu leder Socialdemokratiet ud af deres vildfarelse og væk fra de vilde vækstplaner.

Man har heldigvis et standpunkt, til man tager et nyt. Det vidste allerede statsminister Jens Otto Krag (S). Og selv et helt parti kan jo heldigvis blive klogere, når de rette informationer til sidst når toppen, der så kan eller må tage affære.

Nu må vi så bare håbe, at Socialdemokratiet stadig mener det samme efter valget. Så også vore efterkommere kan tage sig en forfriskende dukkert i et rent og salt Kattegat.

© 2019 Steen Ulnits

Logo: Miljøforeningen BLAK

Vikaren fra Himmerige

 Vikaren fra Himmerige

Allerede efter den første partilederrunde op til det kommende folketingsvalg i 2019 stod det lysende klart: 

Der er kommet en ny Stella Nova på den politiske stjernehimmel. Det er Isabella Arendt fra Kristendemokraterne (KD), der indtil 2003 hed Kristeligt Folkeparti. Eller Liste Q. I dag er bogstavet skiftet til et K.

Isabella Arendt måtte som partiets næstformand i sidste øjeblik agere standin for den sygdomsramte partiformand, Stig Grenov. Og hun gjorde det så godt, at partiet straks steg i meningsmålingerne – så meget, at det lille parti pludselig øjner en fornyet chance for atter at komme i Folketinget. Efter flere år ude i kulden.

“Vikaren fra Himmerige” blev hun straks døbt af medierne og det danske folkevid. En pendant til “Vikaren fra Helvede” – i form af SF’s Karsten Hønge i sin tid. Isabella var et frisk pust, der havde argumenterne i orden og ordet i sin magt. Selv ikke TV2 studievært Søren Lippert kunne vippe hende af pinden. I perioder var det snarere omvendt.

Nu er jeg ikke selv troende – i hvert fald ikke på andet end naturens forunderlige kræfter. Men jeg er vokset op i et kristent hjem – med en fader, der i mange år var kirkesanger.

Ikke af tro, for han troede heller ikke på nogen fiktiv gud. Men fordi han stod inde for og troede på de mange gode ting, som et kristent livssyn fører med sig. Medmenneskelighed og respekt for naturen, ikke mindst.

Fire års rædselsregime

Nu har vi haft fire år med et Venstre-styret rædselsregime, der på rekordtid har bombet det danske vandmiljø næsten 30 år tilbage i tiden. Som har hærget løs langs vore ferske åer og søer samt øget forureningen af vore salte farvande med ekstra kvælstof fra Landbrugspakken og nye forurenende havbrug. 

Det er ikke sket ud fra noget kristent livssyn. Det er sket af ren og skær grådighed. Det var da også en teolog, som for et par år siden omdøbte Esben Lunde Larsens (V) fiktive “rådighedsrum” til det faktiske “grådighedsrum”, det er i dag.

En aldeles rammende betegnelse, for der eksisterede og eksisterer stadig ikke noget råderum til yderligere kvælstofforurening af det Kattegat, der gisper efter vejret med algeblomst, iltsvind og fiskedød. Som stadig ikke lever op til kravene om “god økologisk tilstand” i EU’s Vandrammedirektiv.

En lokal præst vovede ved høstgudstjenesten i 1997 som den eneste at kritisere landbruget, da Mariager Fjord det år var afgået ved døden – efter mange års overgødskning fra det omkringliggende landbrug. Præsten mente ikke, at landbruget bare sådan kunne fucke med det, der i hans øjne var Guds skaberværk.

En lokal landboformand satte ham dog efterfølgende på plads – med den udtalelse, at præsten jo var statsansat til at forkynde Guds ord. Ikke drive lokal miljøpolitik. Den del skulle landbruget nok selv klare…

Vi skriver nu 2019, og intet har grundlæggende ændret sig.

Det kristne natursyn

Da er det, at tankerne går tilbage til de heldigvis også positive ting, der er sket for naturen tidligere – sågar under borgerligt regime. Men med mere begavede og fremsynede borgerlige politikere ved roret.

Tag nu bare vandmiljøet, der i 1980’erne blev reddet af de berømte ord “Fuglene er væk. Fiskene er væk”. De blev sagt, da døde hummere pludselig dukkede op på TV-skærmen efter omfattende iltsvind i Kattegat – forårsaget af primært landbrugets stigende udledninger af kvælstof.

Ordene blev udtalt af den daværende miljøminister – tænk, sådan én havde Danmark faktisk dengang – Christian Christensen fra Kristeligt Folkeparti. Han var såmænd og pudsigt nok fra Ringkøbing som jeg selv.

De vise ord og den enkle konstatering af naturens sande, men sørgelige tilstand vakte genklang hos befolkningen, og Folketinget gik i sving – landbruget vil nok sige selvsving – med at rette op på tingenes skæve tilstand.

Men vi fik rettet op på mange ting med de første vandmiljø-planer og retablering af den Skjernå, som Hedeselskabet med stats- og landbrugsstøtte fik rettet ud så sent som i 1960’erne. Hvor man burde have vidst bedre og såmænd også gjorde det.

Men der skulle tjenes penge, så landets vandrigeste å blev rettet ud. Væk skulle vandet fra markerne, og det skulle gå hurtigt. Åen blev rettet ud og markerne drænet, så der kunne dyrkes korn.

Frustreret Kong Frederik

Atter vandt grådigheden, mens naturen tabte. Såmænd til ingen ringere end kong Frederik den Niendes store fortrydelse. Han havde nemlig også sans for naturen og syntes bestemt ikke om, at den storladne Skjernå blev rettet ud til snorlige afvandingskanaler for landbruget. 

Alligevel krævede det en sand kristen fra Kristeligt Folkeparti, førend skuden blev vendt og der atter kom sving på landets vandrigeste vandløb. Og tænk engang: Han hed intet mindre end Christian Christensen (Q). Mere dansk og kristent kan noget navn vel næppe blive!

Og da der siden fattedes penge til fiskeplejen og ophjælpning af de hårdt ramte fiskebestande i danske vandløb, kom hjælpen atter fra Kristeligt Folkeparti. Denne gang i form af et lovforslag om et obligatorisk fisketegn for danske lystfiskere.

Det blev fremsat af den i virkeligheden nok første Vikar fra Himmerige, nemlig Jørgen Kvist Jensen (Q), der ligeledes kom fra Vestjylland. Nærmere betegnet egnen ved Varde Å. 

Jørgen Kvist Jensen kom susende ind som vikar i Kristeligt Folkeparti og præsenterede straks et fuldt færdigt og flot gennemarbejdet lovforslag, der gik ret igennem både første-, anden- og tredjebehandling i Folktinget.

Fisketegnet var en realitet, og der var for første gang i historien faste finanser til den fiskepleje, som hidtil var blevet afholdt ved sporadiske indkomster fra fiskekonkurrencer landet over. Nu endda med millioner i stedet for tusinder af kroner. 

Millioner til fiskeplejen

I dag er indtægterne fra fisketegnet dog vigende, og der stilles i stigende grad spørgsmålstegn ved myndighedernes brug af  lystfiskernes millioner. Men det er en helt anden historie.

Læs mere om fisketegnet og fisketegnets fader her.

Og så er det jo, man kommer til at tænke på den nystegne Isabella Arendt, der netop stiller op for Kristendemokraterne på Liste K (tidligere Q).

– Måske hendes kristne livssyn kan rydde lidt op i den borgerlige bule og erstatte den hidtidige grådighed med gamle dages kristne respekt for natur og mennesker? 

Jeg håber det. Jeg håber inderligt, at Liste Q (nu K) vil komme ind i varmen igen. Ikke på grund af kristendommen, men på grund af det kristne natursyn, som forhåbentlig stadig eksisterer i det lille parti.

Jeg hilser i hvert fald Liste K velkommen (tilbage) i Folketinget. Vi har intet at tabe.

© 2019 Steen Ulnits

 

EU slår til mod UV-jagten

Nu ser det ud til, at EU med et kommende indgreb har taget teten, hvad den omsiggribende undervandsjagt angår.

Ærgerligt, at vi på nationalt plan ikke selv magter at løse opgaven med at beskytte vores vildfisk mod natjagende UV-jægere. Det ville naturligvis have været det bedste.

Men nu har man netop fra EU-side barslet med følgende lovtekst, der skal ulovliggøre al undervandsjagt med flaske om dagen og al UV-jagt om natten. Med eller uden flaske.

Lovteksten lyder i uddrag således:

Chapter II
Common Technical Measures
Section 1
Prohibited Fishing Gears and Uses
Article 7

Prohibited fishing gears and methods

It shall be prohibited to catch or harvest marine species using the following methods:

……………………………..

(g) any type of projectile, with the exception of those used to kill caged or trapped tuna and of handheld spears and spear guns used in recreational fishing without an aqualung, from dawn until dusk.

……………………………..

4.  Spear-guns shall be prohibited if used in conjunction with underwater breathing apparatus (aqualung) or at night from sunset to dawn.

Ovenstående er et meget komprimeret uddrag af lovteksten. Hvis nogen skulle have mod på at læse den fulde og naturligvis meget lange og komplicerede tekst på engelsk, så kan man finde den her:

http://publications.europa.eu/resource/cellar/d23287c7-4c48-48a0-840f-ac89b2640121.0020.02/DOC_4

Helt slut med UV-jagt om natten

Det ser således ud til, at EU nu griber ind mod den omsiggribende undervandsjagt med harpun. Ikke mindst natjagten med brug af lys har været meget omdiskuteret.

Der har tidligere været en hård debat på nettet omkring det rimelige eller urimelige i undervandsjagt med harpun og lys om natten, da natjagt på land og med lys meget længe har været totalforbudt. Ulve og vildsvin dog tilsyneladende undtaget.

Debatten begyndte for alvor i 2010, hvor der pludselig dukkede flere og flere UV-jægere op på de danske kyster. Mange af dem dykkede og jagede primært om natten, hvor det er lettest at komme på skudhold af de ellers sky havørreder og multer.

Populære steder var i de sene nattetimer oplyst af dykkere, som havde hele batteriflåder med, så de kunne jage med lys i døgnets mørkeste timer. Flere af dem berettede på sitet Nak Nemo begejstret om deres imponerende fangster af store havørreder. Mange flere, end de selv nogensinde ville kunne spise.

Rygterne nåede helt syd for grænsen – til Tyskland. Tyske dykkere begyndte nu at tage til Danmark. De måtte nemlig ikke jage om natten i deres hjemland. Men oppe hos “die dumme Dänen” var det stadig tilladt, og det tiltrak naturligvis tyske UV-jægere med lyst til natjagt.

Imidlertid var danske lystfiskeres organisationer ikke interesserede i at gøre noget ved problemet. Baggrunden herfor kan læses i nedenstående artikler, der meget godt opsummerer problemstillingen:

Der var således brug for en harmonisering af lovgivningen, så de samme regler gjaldt over hele EU. Så tyske UV-jægere ikke blot kunne tage til Danmark for at jage om natten, når de nu ikke måtte det hjemme i deres eget EU-land.

Denne EU-harmonisering ser vi således ud til at få nu. Jævnfør ovenstående lovtekst, der ikke tillader UV-jagt med flaske – om dagen. Eller UV-jagt om natten i det hele taget. Med eller uden flaske.

Endnu engang ser det ud til, at det skal være EU, der redder det danske miljø. Som EU sikkert også snart kommer til at gøre det med dansk landbrug og fiskeri.

Når vi nu desværre ikke selv kan finde ud af det.

Men bedre sent end aldrig.

Tekst: Steen Ulnits  

 

 

Kampen om Kattegat

IMG_0819

Tirsdag den 20. november gæstede fødevareminister Jacob Ellemann-Jensen (V) den kendte naturlokalitet Jernhatten på østspidsen af Djursland. Formålet med besøget var at indvie den smukke Jernhatten som en del af regeringens nye naturkanon.

Mødet og indvielsen blev imødeset med stor interesse fra lokalbefolkningen, der længe har protesteret mod de nye forurenende havbrug, som regeringen har planlagt – med daværende fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i spidsen, sekunderet af partifællen MF Jacob Jensen (V), der har en lønnet bestyrelsespost i det storforurenende Musholm Havbrug – en af ansøgerne til yderligere forurening af Kattegat ud for Djursland.

Den lokale miljøforening BLAK benyttede naturligvis lejligheden til at fortælle ministeren om planerne for en ny marin / maritim nationalpark i farvandet ud for Jernhatten og Marsk Stigs gamle ø Hjelm. En nationalpark, der vil kunne booste kystturismen i hidtil uset omfang. Med kroner og ører i stedet for alger og iltsvind. At noget sådant ikke vil være foreneligt med en stærkt forurenende fiskeproduktion fra kilometerstore havbrug tydeligt synlige fra land.

Lokalt er der derfor massiv modstand mod nye havbrug, som vil forurene kystvandet og ødelægge mulighederne for den kystturisme, som de fattige kommuner på Djursland er så afhængige af. Ikke mindre end 2.000 arbejdspladser er der her, og de trues nu af blot et halvt hundrede nye arbejdspladser i forbindelse med de nye havbrug. Kystturismen på Djursland omsætter årligt for 2,5 milliarder kroner.

Den lokale modstand mod havbrugene er derfor massiv og énstemmig, men det har regeringen skam taget højde for. De planlagte havbrug er nemlig placeret, så de lige akkurat er uden for den 1-sømilegrænse, der markerer kommunernes jurisdiktion. Kommunerne kan således intet selv gøre for at hindre forurening af deres livsvigtige kyster. Det bestemmer regeringen suverænt. Og der vil komme forurening ind til land fra de planlagte havbrug. Masser af forurening.

Der står dog en kattelem åben rent juridisk. De selvsamme modeller, som Dansk Hydraulisk Institut brugte til at udpege egnede lokaliteter ud for Djursland, kan nemlig også bruges til at udregne spredning af forureningen fra havbrugene – i form af foderrester, fækalier, antibiotika og kemikalier. Det kom der nedenstående nedslående kort ud af:

Af de 800 tons kvælstof, som den nye lov L111 giver tilladelse til udledning af, vil Nordsjællands sommerhuskyster modtage 127 tons med vind og strøm. Anholt og Læsøs sandstrande vil modtage 109 tons, mens Djursland og Aarhus Bugt vil få tilført 98 tons.

Kvælstof, der uundgåeligt og med usvigelig sikkerhed vil resultere i øget algeblomst og efterfølgende iltsvind. Og vel at mærke kvælstof, der tilføres kystområder, som er underlagt Vandplanerne og dermed i sidste ende EU’s Vandrammedirektiv. Områder, hvis miljøtilstand derfor ikke må forringes.

Læs gerne artiklen “Strøm og Stille” for yderligere information om vind og strøm i danske farvande.

Det danske vandmiljø har det generelt så dårligt, at 117 ud af 119 definerede områder stadig ikke lever op til Vandrammedirektivets krav om “god økologisk tilstand”. En sådan skulle være opnået allerede i 2015, men har nu måttet udsættes til 2021.

Kattegat er ligeledes omfattet af Helcom-konventionen, der forpligter medlemslandene til at forbedre vandmiljøet i Østersøen og Kattegat. Helcom tillader ikke, at man flytter rundt på forureningen og på den måde kan opfinde “råderum” til ny forurening.

Tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) følte sig imidlertid ikke forpligtet af de konventioner, som Danmark ellers selv har tiltrådt:

Esben Lunde Larsen (V) om Helcom:

“Jeg vil af principielle årsager ikke godkende dette princip, da jeg ikke mener, at HELCOM skal lægge begrænsninger for, hvordan Danmark vælger at udnytte de ekstrareduktioner, der er opnået nationalt.”

Det blev understreget af følgende spørgsmål i Folketingssalen – Spørgsmål nr. S 593:

– Vil Danmark fortsat insistere på retten til at øge forureningen med næringsstoffer i Østersøen på trods af modstand fra de andre Østersølande, eller vil Danmark som det sidste land nu tilslutte sig det såkaldte »allokeringsprincip 8« i HELCOM og opgive det selvopfundne »miljømæssige råderum«?

Svaret fra Esben Lunde Larsen:

“Spørgsmålet om den konkrete betydning af HELCOMs reduktionsmål for udledning af næringsstoffer i relation til havbrug, vil blive fastlagt i forbindelse med et kommende administrationsgrundlag.”

Berømte sidste ord. Esben Lunde Larsen (V) må i dag nøjes med at se på fra sit eksil i Amerika. Det skal blive spændende at se, om hans efterfølger Jacob Ellemann-Jensen (V) vil “sætte miljøet før fødevarerne”, som han jo lovede ved sin tiltræden. Eller om hensynet til havbrugsbranchen vil vægte højere end hensynet til de mange arbejdspladser i kystturismen på Djursland.

DSC_0082

Massiv lokal modstand mod havbrug ved Jernhatten

Det skal også blive spændende at se, hvad EU siger til Danmarks planer om at øge forureningen af Kattegat – i stedet for at reducere den i henhold til Vandrammedirektivet. Hvad vi jo har forpligtet os til. EU har allerede sendt en såkaldt pilotskrivelse til Danmark i forbindelse med Landbrugspakken, som også tillod et markant øget forbrug af gødning. Dette på baggrund af fiktive modeller, der overnight reducerede kvælstofudledningen til vandmiljøet med adskillige procent.

De første faktiske målinger af Landbrugspakken har imidlertid vist, at man i stedet for en reduktion på forventede 600 tons kvælstof om året har fået en øget udledning på 2.500 tons. En forskel på mere end 3.000 tons, der ikke er i vandmiljøets favør. Så er det naturligvis det helt rigtige at øge udledningen yderligere – med 800 tons fra kystnære havbrug i Kattegat.

Lad os derfor håbe, at det var miljøminister Jacob Ellemann-Jensen, der gæstede Jernhatten. Og ikke havbrugsminister Jacob Ellemann-Jensen…

Jacob Ellemann-Jensen (V) er nuværende miljø- og fødevareminister. Han har overtaget ansvaret for at gennemføre sin forgængers planer om at etablere otte nye havbrug i Kattegat ud for Djurslands kyster. Med en tilladt merforurening på 800 tons kvælstof. Han har netop besøgt Jernhatten på Djursland, som skal indlemmes i regeringens kommende naturkanon.

Esben Lunde Larsen (V) var tidligere miljø- og fødevareminister, men tog pludselig flugten til USA og blev afløst af Jacob Ellemann-Jensen (V). Esben Lunde Larsen stod bag den omdiskuterede L111 lovgivning, der lancerede et fiktivt “råderum” til yderligere forurening af Kattegat. Det har senere vist sig ikke at eksistere og samtidig være i strid med Helcom-konventionen.

Jacob Jensen (V) har en lønnet bestyrelsespost i Musholm havbrug, som er blandt ansøgerne til de nye forurenende havbrug ud for Djurslands kyster. Det nu japansk ejede Musholm er tidligere af de lokale miljømyndigheder blevet betegnet som “den største enkeltforurener af Storebælt”. Jacob Jensen er nuværende finansordfører for Venstre og aktiv lobbyist for Musholm havbrug.

Placeringen af de 37 indkomne ansøgninger om nye havbrug i henhold til L111. Der er tale om otte store havbrug med en samlet udledning på 800 tons kvælstof og 50 tons fosfor med urenset spildevand til Kattegat. Hertil skal lægges medicinrester og tungmetaller.

Levende Hav mod forurenende havbrug

IMG_4507

Argumenterne mod havbrug

– Hvorfor er det så, at flere og flere mennesker og organisationer går imod havbrugene? JP Østjylland har med Nina Bjarup Vetter som kilde opstillet modstandernes argumenter – her i forkortet og redigeret form:

  • Havbrug vil skade kystturismen ud for Djursland, Anholt og Gilleleje.
  • Kysterne vil forurenes af kvælstof, fosfor, kobber, fiskefoder og medicinrester
  • Borgerne på land har siden 1980’erne betalt milliarder af kroner til kloakering og rensningsanlæg.  Hvis havbrugene kommer, kan de forurene havmiljøet helt gratis.
  • Muslingefarme, som man mener kan optage forureningen fra havbrugene, vil beslaglægge flere kvadratkilometer af havet. De vil samtidig udlede store mængder af drivhusgassen methan.
  • Produktionen af fisk i havbrug vil ikke skabe en CO2-venlig fødevare til verdens sultne, men primært ørredrogn til det japanske luksusmarked. Havbrugene er desuden en trussel mod havets vilde fisk, som overfiskes til foder til fiskene i havbrugene.
  • De 8 udpegede zoner til havbrug vil give problemer med havlus på grund af det høje saltindhold i Kattegat og dermed true både havørred og Gudenå-laks.
  • Fisk i bure i havbrug er uetisk og med epidemiske sygdomme og sår og med meget ringe livsvilkår. Ofte dør mere end hver femte fisk inden ”høst”. Det kan blive en ny slags store svinefarme – bare under vand.

IMG_4499

Samtlige byrådsmedlemmer i de berørte kommuner er imod havbrug og har gjort indsigelser.

Imod er også erhvervsfiskerne, Danmarks Sportsfiskerforbund, Kano- og Kajakforbundet, Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace, landbruget, Verdensnaturfonden, Levende Hav og en lang række andre organisationer og enkeltpersoner.

© 2018 fotos: Steen Ulnits

Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

“Nej til havbrug” er en sammenslutning af foreninger og enkeltpersoner, der alle er imod etableringen af forurenende åbne havbrug i danske farvande. Som ikke ønsker norske tilstande. 

www.nejtilhavbrug.dk

“Havlyd” ved Glatved

IMG_2339

www.nejtilhavbrug.dk – det nye logo

IMG_2586

Nej til Havbrugs arrangement på Glatved Strand var velbesøgt

IMG_2587

“Vi elsker vort Vand” – ikke kun ved midsommer!

IMG_2588

Havbrugsbandet “Havlyd” med deres fængende protestsang

IMG_2589

Lokale politikere var mødt op for at give deres besyv med

IMG_2590

Manden bag protestbålene: Carsten Kent Strandberg

IMG_2591

Musikken næsten helt ude i brændingen

IMG_2592

Såvel store som små protestsangere var med

IMG_2593

Succes: 53 uger og 53 bål senere

IMG_2309Her er der ansøgt om nye havbrug langs Djursland…

Glatved Strand, 3. juni 2018

Fejring af 1-årsdagen for de første bålafbrændinger mod de planlagte forurenende havbrug.

Regeringen – bestående af Venstre, Konservative og Liberal Alliance med hjælp fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet – har opfundet et såkaldt “råderum” til anlæg af nye og stærkt forurenende havbrug i Kattegat.

Dette uagtet, at 117 ud af vore 119 havområder i EU’s Vandrammedirektiv end ikke opfylder de krav om “god økologisk tilstand”, som direktivet foreskriver. “Nej til Havbrug” mener slet og ret, at der overhovedet ikke er plads til forurenende havbrug i vore sårbare indre danske farvande. De skal op på land i stedet, hvor fiskene kan produceres uden samtidig forurening af omgivelserne.

Det hele hænger således slet ikke sammen. Heller ikke med det fantasifulde forslag om en “kompenserende muslingeproduktion”, der dels overhovedet ikke er dokumenteret i åbent Kattegat – dels vil optage flere kvadratkilometer af søterrtoriet. Dette til stor gene for skibstrafikken, der med sikkerhed før eller siden vil kollidere med havbrugene.

Med det uundgåelige resultat, at tamme regnbueørreder i hundredtusindvis vil slippe ud i frivandet. Herfra vil de så som kønsmodne søge op i vandløbene for at gyde og grave havørredernes allerede lagte æg op af gydebankerne.

Det har vi allerede set på Sjælland, og det vil vi komme til at se på Djursland.

NTH logo - hvid

Havlus og havkolera

Og så har vi endda slet ikke talt om havlusene, der i millionvis uundgåeligt vil blive tiltrukket af de mange tusinde fisk i de åbne netbure. Til stor skade for vildfiskene omkring havbrugene. Eller medicinresterne, som risikerer at skabe resistente havkolera-bakterier i bunden under burene. Eller de giftige kemikalier, der bruges til at holde netmaskerne fri for begroning med alger. Og så videre.

Der er således kun dårligt at sige om de lavteknologiske åbne WAT (Worst Available Technology) havbrug, som blot leder alt spildevand urenset ud i Kattegat. Med mindre man da er en af de få heldige havbrugere, der får foræret gratis ret til at forurene frit og score millioner af lettjente kroner på svineriet. I vækstens og eksportens hellige navn.

Havbrugene skal derfor op på land, hvor de hører til. Teknologien og den fornødne knowhow hertil har vi allerede i rigt mål. Også herhjemme. Den er naturligvis dyrere at implementere end blot at hælde alt spildevand urenset ud i Kattegat, som planen er lige nu.

Landbaserede havbrug med recirkulering og rensning af vandet i lukkede kredsløb går under betegnelsen BAT, hvilket betyder Best Available Technology. De kan gøres helt forureningsfri. I modsætning til de planlagte åbne havbrugs WAT: Worst Available Technology.

Såvel Norddjurs som Syddjurs kommuner har derfor inviteret havbrugene ind på land, hvor forureningen kan kontrolleres. Her har kommunerne afsat plads til nye landbaserede fiskeopdrætsanlæg. Dem er der fremtid i.

Det er der ikke i at svine det hav til, som danske skatteydere hidtil har postet mere end 9 milliarder skattekroner i at rense – via bedre rensning af spildevandet.

At lade et fåtal i forvejen velstående havbrugere svine det samme vand til igen – helt gratis – er derfor en hån mod alle os skatteborgere.

Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

 

“Nej til havbrug” er en sammenslutning af foreninger og enkeltpersoner, der alle er imod etableringen af forurenende åbne havbrug i danske farvande. Som ikke ønsker norske tilstande. 

www.nejtilhavbrug.dk

Relaterede artikler om havbrug: