Ganske meget er sket her i verden, siden vort interskandinaviske magasin Flugfiske i Norden så dagens lys for præcis 40 år siden. Et hurtigt tilbageblik på nogle af højdepunkterne for mig i den forgangne tid.
Det føles næsten, som var det i går. Men almanakken fortæller, at det rent faktisk er fyrre år siden. Helt præcis endda. 40 år.
En kold og grå forårsdag i 1979 mødtes en håndfuld fluefiskere fra Danmark og Sverige i en dengang ikke helt så gammel dyrlæges hus i den lille nordjyske by Hvilsom. Næsten ved bredden af Simested Å.
Dyrlægen var Preben Torp Jacobsen, som allerede dengang blev kaldt “den tovlige dyrlæge”. Han bandt fluer af sælsomme materialer, som han indsamlede hos sine kunder i nabolaget – de lokale landbrugere, der dengang ikke var helt så slemme ved naturen, som de er i dag.
Anyway, vi var to danskere – Preben og undertegnede – samt fire svenskere.
Det var først og fremmest Bengt Öste, som dengang arbejdede for Svenskt TV2. Dernæst var det kunstneren Gunnar Johnson, stangbyggeren Kenneth Boström og journalisten Jerry Petterson.
Svenske koryfæer som Nils Färnström, Rolf Smedman og Jan Forssander var ikke med til det indledende møde hos Preben, men stod klar i kulissen og bidrog til de første numre af det nye magasin.
Mødet blev den uofficielle start på magasinet “Flugfiske i Norden”, der officielt blev stiftet i Sverige nogle måneder senere. På juridisk korrekt vis med masser af papirarbejde. Med bestyrelse, årlig generalforsamling og hele molevitten.
Der blev i første omgang udstedt 50 aktier á hver 1.000 svenske kroner. Det var mange penge for en fattig 3. års biologistuderende som undertegnede, men pengene blev fundet og aktien erhvervet.
Bladet var en realitet – født på aldeles idealistisk vis. I de første mange år blev der slet ikke udbetalt honorar for trykte artikler. Det var ærefuldt nok at få sine artikler i Flugfiske i Norden – normalt forkortet “FiN”. Det var aldrig et spørgsmål om penge.
Bästa Bengt
Bengt Öste kom til at betyde meget for mig personligt. Jeg var blot 23 år gammel, men havde allerede en del artikler på samvittigheden – samt min første bog til gode. Bengt tog sig altid god tid til at øse af sin store erfaring:
– Selv om du siger eller skriver noget klogt og gennemtænkt i dag, så bliver det først taget alvorligt, når du er blevet ældre. Uanset hvad det så end drejer sig om…
– Da jeg var yngre, måtte jeg på ti fisketure for at skrive én artikel. I dag kan jeg skrive ti artikler, hver gang jeg har været én gang ude at fiske. Du vil opleve det samme…
Livskloge udtalelser af denne art er jo guld værd for en ung knøs med store ambitioner, og jeg har aldrig glemt hverken dem eller deres ophavsmand.
Bengt var for øvrigt livslangt medlem af “The Stomach Builders’ Association” – sammen med Preben Torp Jacobsen. De to nød til fulde hinandens selskab og livets mange goder. Det gjaldt både vådt og tørt, hvilket godt kunne ses på de to herrers livvidde…
De første artikler i den første årgang af FiN var fascinerende. Som at udforske Nilens kilder for første gang. Ambitionsniveauet var jo højt: At give det skandinaviske fluefiskeri en egen identitet, der skilte sig ud fra England og Nordamerika.
Ganske naturligt fokuserede mine første artikler på det kystfluefiskeri, som netop var på vej til at finde et fast grundlag at hvile på. En videnskabelig basis i saltvand – i lighed med ferskvandets veletablerede insektliv. Nu var og er der ingen insekter i saltvand, hvor interessen i stedet samlede sig om småfisk, krebsdyr og børsteorme.
Pionerarbejde på kysten
Pionerarbejde er altid fascinerende. Man får mulighed for at starte helt forfra. Der er ingen traditioner, der binder én – kun masser af nye muligheder.
Som biolog in spe vidste jeg naturligvis, at havørreden altid var at finde og fange, hvor dens føde holdt til. Og gennem flere års studier af maveindholdet på fangede havørreder havde jeg allerede en god idé om, hvilke fødeemner det drejede sig om – samt hvor og hvornår.
Denne indsigt præsenterede jeg delvis i 1981 i bogen “Syntetiske Materialer”, hvor mit eget Juletræ prydede forsiden. Samt i 1988 i bogen “Kystflue og Put & Take”, der udkom på Skarv Naturforlag. Jeg har siden bygget videre på den i bøger som “Havørred” (Gyldendal, 2006) og “Kystflue” (Turbine, 2017).
I dag tør jeg uden videre påstå, at vi ved, hvad havørreden lever af – hvor og hvornår samt hvordan vi imiterer disse fødeemner med vore fluer. Vi har kort sagt fået hævet niveauet på vort kystfluefiskeri til det, vi længe har haft på ferskvandssiden – med insekter som døgnfluer og vårfluer med mange flere.
Nye ting tager imidlertid tid, og det varede en del år, førend det for alvor blev almindeligt at fluefiske fra kysten. I dag ser man ofte flere fluefiskere end spinnefiskere, og det kan vi som skandinaver kun være stolte af. Det er virkelig noget, vi kan tage æren af at have udviklet fra grunden.
Kurserne på Samsø
En dag ringede telefonen i Aarhus midtby. En mand præsenterede sig som forstander for højskolen på Samsø. Ole Kæmpe hed han. Han havde set mine bøger på biblioteket og fået den idé, at vi skulle arrangere kurser i kystfluefiskeri på Samsø. Han havde højskolen, og jeg skulle undervise!
Vi tog hinanden på ordet, og det første officielle højskolekursus i kystfluefiskeri løb af stablen i år 2000. Med min trofaste våbenfælle Preben Petersen som fast makker. Og det startede rigtig godt. Ikke blot var holdet fyldt op til bristepunktet med håbefulde kystfluefiskere fra hele landet. Vi fangede også masser af fisk.
Ombord på den lille færge fra Hov til Samsø faldt jeg i snak med en af de lokale fiskere. Per Balle hed han. Han var godt kendt med øens fiskepladser og pegede specielt på én bestemt lokalitet på nordkysten. Og dér startede vi naturligvis den følgende dag – stadig lidt øre i hovederne efter fugtig spisning med forstander og frue den foregående aften.
Jeg fandt hurtigt frem til den anbefalede plads og vadede forsigtigt ud gennem den tætte blæretang helt inde under land. Og allerede efter nogle få kast faldt hugget. Tungt. En smuk, stærk og sølvblank havørred havde taget mit perlemorsfarvede Juletræ længst ude i kastet og kæmpede nu, som gjaldt det livet.
Det gjorde det også. En tililende tysker fik havørreden i sit kæmpestore net og sikkert på land. Fisken måtte lade livet og blev hjembragt til højskolen i stille triumf. Da kursisterne senere samme eftermiddag indfandt sig, kunne forstander Ole bære sølvfisken ind på et sølvfad: 3,6 kg. – Det er sådan nogle, vi skal lære at fange!
I sandhed en lovende start på kurserne!
En Nobel fisker
To år senere ringede mobilen, da jeg var ude at køre. En tydeligvis ældre herre præsenterede sig og spurgte høfligt, om jeg underviste i kystfluefiskeri. Han havde læst mine ugentlige artikler om fiskeri i Jyllands-Posten og havde fattet interesse for fluefiskeriet. Det ville han gerne lære, selv om han lige havde passeret de 80…
Hos en god ven havde han ligeledes set et eksemplar af Flugfiske i Norden med en af mine artikler om netop havørredens fødeemner. Det havde altid interesseret ham, når han fiskede fra sin lille jolle ud for Egå. Omend med spinnestang. Han kiggede nemlig også sine havørreder efter i maven. Som uddannet kirurg havde han naturligvis altid en skarp skalpel til dissektion i nærheden!
Jeg foreslog ham at deltage i et af vore stadig nye kurser på Samsø, men han mente ikke, at forskerarbejdet på Aarhus Universitet ville tillade, at han tog en hel uge fri. Han ville dog undersøge mulighederne og vende tilbage.
Det gjorde han allerede ugen efter. Han kunne godt få fri til at tage med på Samsø. I mellemtiden havde jeg fundet ud af, hvem han var: Jens Christian Skou, Danmarks seneste Nobelpristager. I sandhed en Nobel kursist!
Men Jens Christian, som senere blev en god ven, var blot én ud af de flere end 500 kurister, der deltog i et af de næsten 50 ugekurser, vi nåede at afholde på Samsø – inden højskolen lukkede i 2012. Det var i de år, hvor op mod en tredjedel af Danmarks mange højskoler måtte lukke på grund af ændret lovgivning.
Laksen tilbage til Danmark
Havørredfiskeriet langs de danske kyster toppede i 1990’erne – som resultat af de udsætninger, som det obligatoriske statslige fisketegn muliggjorde. Der blev fanget havørreder som aldrig før. Også på Samsø, der fik sin del af udsætningerne direkte på kysten.
Anderledes skidt så det ud med laksene i Vestjylland – for slet ikke at tale om den østvendte Gudenå, der med sine 150 km er Danmarks længste vandløb. Her blev laksen endegyldigt udryddet med etableringen af Tangeværket, der i 1920’erne skulle levere strøm til ikke mindst det nye sygehus i Aarhus. Det var i efterkrigsårene, hvor der naturligt nok var meget fokus på forsyningssikkerheden.
En lille gruppe dedikerede mennesker satte sig mere end et halvt århundrede senere for, at der atter skulle være laks i Gudenåen. Og at Tange Sø måtte fjernes. Blandt dem var Hanne Thomsen, formand for Gudenaaens Laksefond; Frank Jensen fra Naturhistorisk Museum; Gorm Rasmussen, leder af Ferskvandslaboratoriet i Silkeborg; miljøkonsulent Børge Christensen fra Danmarks Sportsfiskerforbund og advokat Jan Ankjær Sørensen.
Møderne blev diskret afholdt i direktionslokalerne hos Grundfos’ koncernchef Niels Due Jensen, der selv var en ivrig laksefisker. Jeg blev hyret til at skrive en debatbog om emnet, som siden skulle distribueres til alle folketingsmedlemmer på Christiansborg. Bogen blev generøst finansieret af Grundfos, som jo ligger lige ned til Gudenåen.
Det blev til bogen “Laks i Gudenåen”, som blev udgivet på Gads Forlag i 1993. Et fint koordineret angreb på det Tangeværk, som holdt Gudenåen i et jerngreb. Eller et sandt kvælertag, da laksens vigtigste gydepladser lå og stadig ligger på bunden af Tange Sø – begravet under et metertykt slamlag.
Tangeværket igen-igen
Desværre blev angrebet sat ind på et tidspunkt med minimal politisk vilje til at ændre på forholdene omkring Tangeværket. Og søen ligger der stadig. Lokalt har lystfiskerforeninger som Bjerringbro bestemt ikke haft travlt med at ændre på tingenes tilstand.
De er nemlig rigtig godt tilfredse med, at laksene ikke kan komme længere end til foreningens vand ret nedstrøms Tangeværket. Under den seneste Gudenå-konkurrence kunne formanden for Randers Sportsfiskerforening længst nede ad åen da også konstatere, at ni ud af konkurrencens ti største laks blev taget helt oppe ved Bjerringbro. Ikke dårligt at have fiskevand her.
Så gik det bedre i Vestjylland. Her havde man fået lagt Skjernå tilbage i de rette slyngninger efter 1960’ernes katastrofale regulerings- og afvandingsarbejder. Og her havde man opdaget, at den oprindelige laks slet ikke var udryddet, som man ellers havde antaget.
En lille rest af den oprindelige stamme fandtes stadig på de nederste få hundrede meter af tilløbet Karstoft Å. Og det fund resulterede i Laksehandlingsplanen fra 2004, som miljøminister Connie Hedegaard stod fadder til.
Den danske laks var tilbage på rette spor og har det i dag meget bedre end meget længe. Flere tusinde fuldvoksne laks vender hvert år tilbage til de store vestjyske åer – med Varde Å, Skjernå og Storå som de mest kendte og produktive.
Hadefulde havbrug
Den danske socialdemokrat Dan Jørgensen (S) var netop vendt hjem fra Bruxelles. Han havde længe kigget langt efter det norske lakseeventyr. Sådan et ville han også have – i lille Danmark. Havbrugshvervet havde hvisket ham i øret, at der ventede milliardindtægter fra en massiv eksport – bare han lukkede op for flere havbrug. Og ingen problemer overhovedet.
Dan Jørgensen var fyr og flamme. Han hoppede som fødevareminister i med åbne øjne og barslede i 2014 med et forslag om flere havbrug i de indre danske farvande. Miljøminister Kirsten Brosbøll prøvede at minimere skaderne med løfter om bedre rensning og kvælstofreducerende tiltag.
Det efterfølgende valg medførte imidlertid et magtskifte. Venstre kom til og kunne ikke styre sig, men lagde miljøministeriet ind under fødevareministeriet. Hvilket reelt udslettede det. Den nye fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) så det nu gabende tomme miljømål og sendte bolden ind med en helflugter fra Venstre.
Der blev opfundet et såkaldt “rådighedsrum” til hele otte store nye og storforurenende havbrug i Kattegat – de fleste ud for Djursland. I et farvand, der allerede gispede efter vejret. Et farvand, der var omfattet af såvel Helcom-aftalen som EU’s Vandrammedirektiv. Alle miljøforkæmpere så måbende til. – Var Venstre og vennerne blevet vanvittige?
Det var de – med egne folketingsmedlemmer dybt involveret i såvel eksisterende som planlagte havbrug. Der blev oprør inde på land, hvor mange gode kræfter samledes for at bekæmpe det nye monster. Selv socialdemokraterne måtte til sidst sande, at de havde taget så grueligt fejl. Havbrug var alligevel ikke vejen frem.
Efter flere års forbløffende, ja nærmest skræmmende passivitet kom medierne endelig på banen. Det kulminerede med TV-stationen ITV, der i 2018 producerede to halvtimes programmer om de storforurenende havbrug. Med undertegnede i den varme stol.
2019 bød på valg og nyt magtskifte. Danmark fik igen en miljøminister, Lea Wermelin (S), som kort efter sin tiltræden skar igennem debatten med det kloge budskab:
“Jeg ønsker ikke flere og større havbrug i Danmark.”
Det skete præcis i 40-året for Flugfiske i Norden.
Som et godt varsel for de kommende år!
© 2019 Steen Ulnits
⌘ Se artiklen i Flugfiske i Norden her ⌘
Del denne artikel: