Det obligatoriske fisketegn, som organiserede sportsfiskere har arbejdet for i mange år, blev en realitet fra og med 1. januar 1993. Prisen er 100,- kr. årligt.
Fisketegnet var en naturlig opfølger til den garnlicens, som alle fritidsfiskere har skullet betale siden 1. januar 1990. En licens, som koster 250,- kr. årligt, og som giver ret til at sætte op til 6 redskaber (garn, ruser eller krogliner) efter eget valg. Den giver også ret til fiskeri med stang.
Og da der siden fattedes penge til fiskeplejen og ophjælpning af de hårdt ramte fiskebestande, kom hjælpen atter fra Kristeligt Folkeparti. Denne gang i form af et lovforslag om et obligatorisk fisketegn for danske lystfiskere.
Det blev fremsat af den i virkeligheden nok første Vikar fra Himmerrige, nemlig Jørgen Kvist Jensen (Q), der ligeledes kom fra Vestjylland. Nærmere betegnet egnen ved Varde Å.
Jørgen Kvist Jensen kom susende ind som vikar i Kristeligt Folkeparti og præsenterede et fuldt færdigt og flot gennemarbejdet lovforslag, der gik ret igennem både første-, anden- og tredjebehandling i Folktinget.
Fisketegnet var en realitet, og der var for første gang i historien faste finanser til den fiskepleje, som hidtil var blevet afholdt ved sporadiske indkomster fra fiskekonkurrencer landet over. Nu endda med millioner i stedet for tusinder af kroner.
Alle sports- og lystfiskere mellem 18 og 67 år skal idag være i besiddelse af et gyldigt fisketegn for at drive lystfiskeri i danske vande. Eneste undtagelse for denne lov er de såkaldte “Put & Take” vande, hvor der ikke kræves statsligt fisketegn. Samt lodsejere, der udelukkende benytter deres egen fiskeret i ferskvand.
Fisketegnet blev indført som en renlivet brugerbetaling og ikke som endnu en skat eller afgift. Intentionerne bag fisketegnet var, at pengene i videst muligt omfang skal komme indbetalerne til gode.
Indtægterne
Fisketegnet har stort set indbragt det forventede beløb til fiskeplejen, der årligt budgetterer med 26 mio. kr. Dette beløb stammer fra såvel sportsfiskernes fisketegn som fritidsfiskernes licensordning. Endelig rådes der over yderligere et par millioner, som stammer fra private erhvervsfiskerfonde.
Fra og med 1994 har fiskeplejen yderligere opnået momsfritagelse på udsætningsaktiviteterne. Det har en samlet værdi på omkring 4 mio. kr – penge, som automatisk kommer fiskeplejen til gode.
Det er Institut for Ferskvandsfiskeri og Fiskepleje i Silkeborg (IFF), der hidtil har stået for fiskeplejen og fordelingen af de indkomne midler. IFF var et sektorforskningsinstitut under Danmarks Miljøundersøgelser.
Det såkaldte §12a udvalg, hvori der sidder medlemmer fra diverse fiskeriorganisationer – kommercielle såvel som rekreative – har endvidere rådgivet fiskeriministeren om fordelingen af fiskeplejemidlerne. Den endelige beslutning er dog ministerens.
Med omkring 20 mio. kr. fra fisketegnet er sportsfiskerne de klart største bidragydere til den danske fiskepleje. – Men hvad går de mange millioner egentlig til?
I Landbrugs- og Fiskeriministeriets “Handlingsplan for Fiskeplejen i 1994-95” kan man finde de nøgne tal for, hvad pengene hidtil er og fremover vil blive brugt til:
Administration
Det er naturligvis ikke gratis at administrere en ordning som fisketegnet. Der skal kontorfolk til at styre registreringen og marketingfolk til at udfærdige informationsmateriale og sideløbende annoncere for ordningen.
Alt i alt regner man med, at der bruges 2 mio. kr til denne administration. Et beløb, der for øvrigt er en halv million mindre end det tilsvarende i 1993. Endvidere budgetterer man med, at administrationen af selve fiskeplejen – altså det biologiske arbejde bag udsætningsplanerne, revision af samme og øvrig rådgivning – beløber sig til endnu en lille million, helt eksakt 850.000 kr.
Laksefisk
Det er traditionelt laksefiskene, der har sportsfiskernes største bevågenhed. Det er laks og ørreder, som står øverst på de flestes ønskeseddel, og det er da også dem, der bruges flest penge på.
Udsætningerne hviler på det såkaldte “autenticitetsprincip”. Hermed menes, at man kun udsætter fisk på steder, hvor de er eller har været naturligt forekommende. Man udsætter også kun fisk op til det niveau, som naturen har eller oprindeligt har haft kapacitet til.
Alt i alt bruges der lige knap 12 mio. kr på laksefiskene, fordelt med 10 mio. kr til udsætninger og 2 mio. kr til forskellige projekter.
Til disse projekter hører blandt andet en undersøgelse af Roskilde Fjord, hvor man vil belyse effekten af store ørredudsætninger på det øvrige miljø. Til de absolutte sværvægtere hører undersøgelser af Gudenåen og Randers Fjord. Her søger man at kortlægge såvel de voksne gydefisks som de nedtrækkende ungfisks vandringer og deres fangst i garn og ruser.
Den store Gudenåundersøgelse tager også udgangspunkt i den såkaldte “Laksehandlingsplan”, der har som mål at genskabe tabte eller stærkt truede bestande af danske laks. En handlingsplan, som både fokuserer på Gudenåen og de store vestjyske åer, der jo engang var attraktive laksevande af internationalt format.
Når det gælder østersølaksen ved Bornholm, er sagen en ganske anden. Her har sportsfiskerne længe kunnet glæde sig over de store udsætninger, som fiskerierhvervet selv bekostede. Her har sportsfiskerne altså for en gangs skyld fisket på “de andres” fisk – fisk købt og betalt af “Laksefonden af 1992” med tilskud fra staten efter krone-til-krone princippet. En ordning, hvor staten yder lige så meget i tilskud, som erhvervet selv skaffer til veje.
Ål
Ålen en fisk, der primært har interesse for erhvervs- og fritidsfiskeriet. De ål, som sportsfiskerne årligt fanger, kan næppe registreres i de samlede fangst – så få er det.
Det er en svigtende naturlig tilgang af glasål fra Sargassohavet, hvor ålene fødes og dør, der har gjort det nødvendigt med store udsætninger af glasål. Ellers ville store dele af vore ferske, brakke og salte opvækstområder ligge ubenyttede og uproduktive hen.
Derfor er der i lighed med laksefiskene udarbejdet udsætningsplaner for glasål, der indkøbes og udsættes i store mængder. Til dette arbejde går lige knap 7 mio. kr, hvilket stort set svarer til det beløb, som fritidsfiskerne selv spytter i kassen via licensordningen.
Disse midler fordeles geografisk efter fordelingen af indløste garnlicenser – en ordning, der sikrer, at pengene i videst muligt omfang går tilbage til indbetalerne. Danmark er til formålet inddelt i 16 geografiske områder. Disse er igen inddelt i et antal underområder, hvor der udsættes ål hvert andet år. På denne måde sikrer man sig, at hele landet dækkes over en to-årig periode.
Fiskepleje i søer
Når det gælder fiskeplejen i søer, skelnes der skarpt mellem rekreative interesser og erhvervsmæssige. Det betyder, at sportsfiskernes fiskeudsætninger finansieres totalt af fiskeplejemidlerne, mens de erhvervsmæssige interesser stadig finansieres efter det gamle krone-til-krone system.
Der gælder dog den regel, at søer under 3 hektar ikke kan opnå hjælp eller tilskud.
Aktiv fiskepleje i danske søer er ikke noget, man har gamle traditioner for. I hvert fald ikke set med videnskabelige øjne. Til gengæld er det et område, som er meget oppe i tiden – et område, der fremover givet vil få stigende betydning.
I takt med, at de erhvervsmæssige interesser på de større danske søer dør ud, vil de rekreative tage over og med dem behovet for en aktiv fiskepleje over for sportsfisk som gedder, aborrer og sandarter. Samtidig er mange af vore søer idag så eutrofierede – næringssaltforurenede – at de har stærkt brug for en hjælpende hånd. Dette kan ske i form af den såkaldte “bio-manipulation”, hvor skidtfiskene opfiskes og nye rovfisk udsættes.
Idag budgetteres med et beløb på 2 mio. kr til fiskepleje i søer. Heraf går halvanden million direkte til udsætninger, hvilket er dobbelt så meget som i 1993. Man må regne med, at fiskeplejen i vore søer generelt vil kræve stigende opmærksomhed og dermed en større andel af fiskeplejemidlerne i årene fremover.
Fiskepleje i havet
Her har vi den næststørste udgiftspost i hele fiskeplejen. Ikke mindre end 9 mio. kr går til fiskepleje i hav og fjord. En stigning på næsten 3 millioner (50%) i forhold til 1993.
Efterhånden som mange bestande af kommercielt værdifulde saltvandsfisk er fisket helt i bund af fiskerierhvervet, er der brug for et tilskud, hvis fiskeriet fortsat skal være rentabelt. Forringede miljøtilstande er også medvirkende årsag til dette behov.
De her mest interessante fiskearter er pighvar, rødspætte og torsk. Til udsætning af disse fisk og enkelte andre arter er der årligt sat små 4 millioner af. Endvidere går der 3 millioner til diverse projekter, hvoraf alene en sammenligning mellem vilde og opdrættede pighvarrer tager halvdelen.
Hertil skal så lægges yderligere 2 millioner til forsøgsopdræt af pighvar, rødspætte og torsk – et felt, som endnu er i sin vorden, da marine fisk er langt sværere at opdrætte end de fleste ferskvandsfisk. Her er der brug for en stor og voksende indsats i årene fremover, og det afspejles jo allerede i den marine fiskeplejes stigende andel af de samlede fiskeplejemidler.
Som sportsfisker kan man kun være interesseret i, at der er fisk at fange for alle – og af alle slags. Men man kan nok stille spørgsmålstegn ved, at sportsfiskerne skal finansiere en så stor del af den marine fiskepleje, som jo – i kroner og ører – primært er til glæde for fiskerierhvervet. Her gælder som for ålenes vedkommende, at sportsfiskernes andel af den samlede fangst næppe lader sig registrere. Så lille er den.
Kritik af fordelingen
Hele 9 mio. kr af det samlede budget på 26 mio. kr er gået stort set lige i lommen på fiskerierhvervet. Mere end en tredjedel af alle fiskeplejemidler. Denne fordeling tyder således stærkt på, at Fiskeriministeriet ønskede at bruge en uforholdsmæssigt stor del af sportsfiskernes penge på at støtte det betrængte fiskerierhverv. Samtidig har de seneste undersøgelser vist, at det marine opdræt og de følgende udsætninger stort set ikke giver noget resultat. Det har hidtil været penge ud af vinduet for nu at sige det klart.
På den baggrund kunne man frygte, at danske sportsfiskere ikke fremover vil bakke op om fisketegnet. De seneste tal viser dog en lille fremgang i antallet af løste fisketegn fra 1993 til 1994.
Nuværende landbrugs- og fiskeriminister Henrik Dam Kristensen har da også taget kritikken til sig. Han har således besluttet, at fordelingen af fiskeplejemidlerne fremover skal være 75% til ferskvandsfisk (heriblandt laksefiskene) og 25% til saltvandsfisk.
På den måde tilgodeses sportsfiskerne i højere grad end hidtil, og det bør få os til at bakke op om fisketegnet og dermed fiskeplejen. Det gamle §12a udvalg er samtidig udvidet med medlemmer fra Ferskvandsfiskeriforeningen (FFF), som i de seneste år har haft en stigende tilgang af medlemmer fra sportsfiskerside – foreninger, som har meldt sig ud af Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF).
Sammen med DSF kan FFF nu i dette udvalg vejlede ministeren om brugen af de ovennævnte 75% af fiskeplejemidlerne.
De sidste 25% er imidlertid lidt af et problem, for ingen ved nemlig, hvordan de kan eller skal bruges. De hidtidige opdræts- og udsætningsprojekter har jo ikke fungeret efter hensigten, så her kan pengene ikke bruges. Det skal således blive spændende at se, hvad fiskeriministeren agter at bruge disse millioner til!
Det tidligere IFF, som ved sammenlægningen af Landbrugs- og Fiskeriministeriet blev nedlagt, står stadig som praktisk fordeler af midlerne. Nu hedder de blot Afdeling for Ferskvandsfiskeri og er underlagt Danmarks Fiskerundersøgelser.
Geografisk fordeling
De senest tilgængelige tal fra Danmarks Statistik viser, at der på Jylland, Fyn og Sjælland sammenlagt er 126.404 løsere af fisketegn. Det svarer således fint til de 12 mio. kr., der er sat deciderede sportsfisk (laksefisk) ud for. Fritidsfiskerne, som der var omkring 28.000 af, har tilsvarende fået ål for alle deres penge, nemlig 7 mio. kr.
Så vidt så godt. Det springende punkt er blot, at fritidsfiskere og erhvervsfiskere i deres garn og ruser fanger flere gange så mange laks og ørreder, som sportsfiskerne gør på stang og line. De nyder altså i endnu højere grad end sportsfiskerne selv godt af disses udsætningspenge. For slet ikke at tale om udsætningerne af saltvandsfisk, der stort set udelukkende havner i garn og ruser.
Men ikke kun fordelingen mellem sportsfisk og erhvervsfisk halter. Det gør også den geografiske fordeling af midlerne. Henholder vi os til de senest tilgængelige tal fra Danmarks Statistik, fordeler det samlede antal fisketegnsløsere – ialt 126.404 – sig således over Danmark:
| Jylland: | 64.626 | (51 %) |
| Fyn: | 13.465 | (11 %) |
| Sjælland: | 48.313 | (38 %) |
På Sjælland er det Hovedstadsområdet, der med hele 21.263 fisketegnsløsere tegner sig for næsten halvdelen af totalen. Det svarer til 17% af samtlige fisketegnsløsere i hele landet.
Ikke overraskende må man konstatere, at fordelingen af fiskeplejemidlerne langt fra følger den geografiske fordeling af fisketegnsløserne. Således gøres der forholdsvis lidt for de tæt bebyggede områder, mens fiskeplejen generelt koncentreres i de tyndt befolkede dele af landet.
Regner man lidt på tallene, når man frem til følgende geografiske fordeling af de fiskeplejemidler, der bruges på sportsfiskernes fisk, altså laksefiskene:
| Jylland: | 8,000 mio. kr. | (82 %) |
| Fyn: | 0,580 mio. kr. | (6 %) |
| Sjælland: | 1,198 mio. kr. | (12 %) |
Nu er det imidlertid ikke så mærkeligt endda, at Jylland får en uforholdsmæssigt stor del af kagen. Det er jo her, alle de store vandløbssystemer ligger. Dem er der ikke mange af på øerne. Man må også se på de seneste mærkningsforsøg, der er foretaget. De viser nemlig, at mange af de store havørreder, som tages på øerne, faktisk er på langfart fra jyske åer. Det er altså ikke kun jyderne, som får glæde af de fiskeplejemidler, der bruges i Jylland.
Man skal også betænke, at udsætningerne er biologisk baserede – ikke geografisk eller demografisk. Der sættes helt enkelt de fisk ud, som naturen ikke selv er i stand til at producere, men som den har potentiale til.
Alligevel er det interessant at sammenligne fordelingen af fisketegnsløsere med fordelingen af fiskeplejemidlerne:
At 51% af fisketegnsløserne, nemlig jyderne, i snit får 82% af fiskene. Og at andre 38% af fisketegnsløserne, nemlig sjællænderne, må lade sig nøje med 12% af fiskene. En fordeling, der afviger ganske meget fra den, der bruges ved udsætning af ål i de kystnære farvande.
DSF og fiskeplejen
Medlemmer af Danmarks Sportsfiskerforbund udfører i deres fritid et stort, frivilligt og ulønnet arbejde – i form af elektrofiskeri efter moderfisk med efterfølgende opdræt af fisk til udsætning. Dette sker i fuld overensstemmelse med den statslige fiskeplejes målsætning om at arbejde med de pågældende vandløbs egne ørredstammer. Fisk opdrættet på denne måde aflønnes derfor med en højere pris end dagsprisen.
Danmarks Sportsfiskerforbund kræver fremover en mere direkte indflydelse på, hvad fisketegnsmidlerne bruges til. Forbundet betragter fisketegnet som en ren brugerbetaling, og det var det da også, da lovforslaget blev fremsat i sin tid. Derfor må det være brugerne, som bestemmer, hvad pengene skal bruges til – naturligvis i behørigt samråd med sagkundskaben. Ellers er fisketegnet jo blot at betragte som endnu en skat eller afgift.
Sammenholder vi fordelingen af fiskeplejemidlerne med organisationsprocenten hos danske sportsfiskere – altså medlemmer af Danmarks Sportsfiskerforbund – vrides fordelingen yderligere. Af de 126.404 registrerede fisketegnsløsere er kun omkring 28.000 – eller færre endnu – medlemmer af DSF. Omkring 100.000 sportsfiskere har således valgt at stå uden for forbundet.
I det storkøbenhavnske område, hvor jo 17% af alle fisketegnsløsere bor, er kun 7% medlem af DSF. Omvendt i det sydvestjyske, hvor man kun står for 5% af de løste fisketegn. Men hvor hele 59% til gengæld er medlemmer af DSF. På landsplan ser fordelingen af DSF medlemmer således ud:
| Jylland: | 70% |
| Fyn: | 11% |
| Sjælland: | 19% |
Man må således konkludere, at DSF er suverænt stærkest repræsenteret ude på landet, hvor der er godt med fiskevand (i form af vandløb) til medlemmerne. Men skidt repræsenteret i storbyerne, hvor der er mange fiskere, men meget lidt fiskevand – ud over kyst og hav, naturligvis.
Man kunne derfor fristes til at tro, at medlemsskab af forbundet primært skyldes DSF’s bestemmelser om, at medlemsforeninger ikke må overbyde hinandens fiskevand. Medlemsskab af forbundet sikrer således et langt stykke hen ad vejen mod ubehagelige overraskelser ved åen.
100.000 uden indflydelse
Til gengæld er DSF ikke ret repræsentativt for danske sportsfiskere som helhed. Forbundet bakkes primært op af åfiskerne, der til gengæld får deres rigelige del af fiskeplejemidlerne. DSF må således siges at varetage sine medlemmers hovedinteresser overmåde godt.
Det er måske også forklaringen på, at DSF har fundet sammen med Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark. De to organisationer skal fremover sidde sammen i det såkaldte §12a. udvalg, der rådgiver fiskeriministeren om brugen af fiskeplejemidlerne.
Imidlertid er Ferskvandsfiskeriforeningen en organisation, hvis medlemmer primært beskæftiger sig med de jyske vandløb – som lodsejere, dambrugere eller lystfiskere. En organisation, hvis grundholdninger på mange områder er diametralt modsatte af DSF’s. Men samtidig en organisation, hvis medlemmer som lodsejere sidder på en meget stor del af den fiskeret, som DSF’s medlemmer er helt afhængige af.
Som åfisker kan man derfor synes bedst tjent med et DSF, der er gode venner med lodsejerne i Ferskvandsfiskeriforeningen. Hvis man altså ikke i den forbindelse glemmer idealerne på miljøsiden!
Som tingene ser ud idag, må man konkludere, at størsteparten af danske lystfiskere og fisketegnsløsere er helt uden indflydelse på, hvordan “deres” penge – de mange millioner fra fiskeplejen – bruges. Omkring 100.000 fisketegnsløsere – de omkring 80%, der af en eller anden grund har valgt at stå uden for DSF – bliver således ikke hørt.
© 1994 Steen Ulnits
Efterskrift:
Den kraftige overvægt af jyske åfiskere i Danmarks Sportsfiskerforbund har ført til dannelsen af en ny organisation, “Landsforbundet Danske Lystfiskere” (LDL), som har organiseret et bredt spektrum af forskellige lystfiskerforeninger. LDL forventes at få sæde i §12a udvalget ved næste revision af loven, så de tre foreninger (DSF, FFF og LDL) sammen kan disponere over de 75% af fiskeplejemidlerne.
Del denne artikel: