Vikaren fra Himmerige

 Vikaren fra Himmerige

Allerede efter den første partilederrunde op til det kommende folketingsvalg i 2019 stod det lysende klart: 

Der er kommet en ny Stella Nova på den politiske stjernehimmel. Det er Isabella Arendt fra Kristendemokraterne (KD), der indtil 2003 hed Kristeligt Folkeparti. Eller Liste Q. I dag er bogstavet skiftet til et K.

Isabella Arendt måtte som partiets næstformand i sidste øjeblik agere standin for den sygdomsramte partiformand, Stig Grenov. Og hun gjorde det så godt, at partiet straks steg i meningsmålingerne – så meget, at det lille parti pludselig øjner en fornyet chance for atter at komme i Folketinget. Efter flere år ude i kulden.

“Vikaren fra Himmerige” blev hun straks døbt af medierne og det danske folkevid. En pendant til “Vikaren fra Helvede” – i form af SF’s Karsten Hønge i sin tid. Isabella var et frisk pust, der havde argumenterne i orden og ordet i sin magt. Selv ikke TV2 studievært Søren Lippert kunne vippe hende af pinden. I perioder var det snarere omvendt.

Nu er jeg ikke selv troende – i hvert fald ikke på andet end naturens forunderlige kræfter. Men jeg er vokset op i et kristent hjem – med en fader, der i mange år var kirkesanger.

Ikke af tro, for han troede heller ikke på nogen fiktiv gud. Men fordi han stod inde for og troede på de mange gode ting, som et kristent livssyn fører med sig. Medmenneskelighed og respekt for naturen, ikke mindst.

Fire års rædselsregime

Nu har vi haft fire år med et Venstre-styret rædselsregime, der på rekordtid har bombet det danske vandmiljø næsten 30 år tilbage i tiden. Som har hærget løs langs vore ferske åer og søer samt øget forureningen af vore salte farvande med ekstra kvælstof fra Landbrugspakken og nye forurenende havbrug. 

Det er ikke sket ud fra noget kristent livssyn. Det er sket af ren og skær grådighed. Det var da også en teolog, som for et par år siden omdøbte Esben Lunde Larsens (V) fiktive “rådighedsrum” til det faktiske “grådighedsrum”, det er i dag.

En aldeles rammende betegnelse, for der eksisterede og eksisterer stadig ikke noget råderum til yderligere kvælstofforurening af det Kattegat, der gisper efter vejret med algeblomst, iltsvind og fiskedød. Som stadig ikke lever op til kravene om “god økologisk tilstand” i EU’s Vandrammedirektiv.

En lokal præst vovede ved høstgudstjenesten i 1997 som den eneste at kritisere landbruget, da Mariager Fjord det år var afgået ved døden – efter mange års overgødskning fra det omkringliggende landbrug. Præsten mente ikke, at landbruget bare sådan kunne fucke med det, der i hans øjne var Guds skaberværk.

En lokal landboformand satte ham dog efterfølgende på plads – med den udtalelse, at præsten jo var statsansat til at forkynde Guds ord. Ikke drive lokal miljøpolitik. Den del skulle landbruget nok selv klare…

Vi skriver nu 2019, og intet har grundlæggende ændret sig.

Det kristne natursyn

Da er det, at tankerne går tilbage til de heldigvis også positive ting, der er sket for naturen tidligere – sågar under borgerligt regime. Men med mere begavede og fremsynede borgerlige politikere ved roret.

Tag nu bare vandmiljøet, der i 1980’erne blev reddet af de berømte ord “Fuglene er væk. Fiskene er væk”. De blev sagt, da døde hummere pludselig dukkede op på TV-skærmen efter omfattende iltsvind i Kattegat – forårsaget af primært landbrugets stigende udledninger af kvælstof.

Ordene blev udtalt af den daværende miljøminister – tænk, sådan én havde Danmark faktisk dengang – Christian Christensen fra Kristeligt Folkeparti. Han var såmænd og pudsigt nok fra Ringkøbing som jeg selv.

De vise ord og den enkle konstatering af naturens sande, men sørgelige tilstand vakte genklang hos befolkningen, og Folketinget gik i sving – landbruget vil nok sige selvsving – med at rette op på tingenes skæve tilstand.

Men vi fik rettet op på mange ting med de første vandmiljø-planer og retablering af den Skjernå, som Hedeselskabet med stats- og landbrugsstøtte fik rettet ud så sent som i 1960’erne. Hvor man burde have vidst bedre og såmænd også gjorde det.

Men der skulle tjenes penge, så landets vandrigeste å blev rettet ud. Væk skulle vandet fra markerne, og det skulle gå hurtigt. Åen blev rettet ud og markerne drænet, så der kunne dyrkes korn.

Frustreret Kong Frederik

Atter vandt grådigheden, mens naturen tabte. Såmænd til ingen ringere end kong Frederik den Niendes store fortrydelse. Han havde nemlig også sans for naturen og syntes bestemt ikke om, at den storladne Skjernå blev rettet ud til snorlige afvandingskanaler for landbruget. 

Alligevel krævede det en sand kristen fra Kristeligt Folkeparti, førend skuden blev vendt og der atter kom sving på landets vandrigeste vandløb. Og tænk engang: Han hed intet mindre end Christian Christensen (Q). Mere dansk og kristent kan noget navn vel næppe blive!

Og da der siden fattedes penge til fiskeplejen og ophjælpning af de hårdt ramte fiskebestande i danske vandløb, kom hjælpen atter fra Kristeligt Folkeparti. Denne gang i form af et lovforslag om et obligatorisk fisketegn for danske lystfiskere.

Det blev fremsat af den i virkeligheden nok første Vikar fra Himmerige, nemlig Arne Kvist Rønnest (Q), der ligeledes kom fra Vestjylland. Nærmere betegnet egnen ved Varde Å. 

Arne Kvist Rønnest kom susende ind som vikar i Kristeligt Folkeparti og præsenterede straks et fuldt færdigt og flot gennemarbejdet lovforslag, der gik ret igennem både første-, anden- og tredjebehandling i Folktinget.

Fisketegnet var en realitet, og der var for første gang i historien faste finanser til den fiskepleje, som hidtil var blevet afholdt ved sporadiske indkomster fra fiskekonkurrencer landet over. Nu endda med millioner i stedet for tusinder af kroner. 

Millioner til fiskeplejen

I dag er indtægterne fra fisketegnet dog vigende, og der stilles i stigende grad spørgsmålstegn ved myndighedernes brug af  lystfiskernes millioner. Men det er en helt anden historie.

Læs mere om fisketegnet og fisketegnets fader her.

Og så er det jo, man kommer til at tænke på den nystegne Isabella Arendt, der netop stiller op for Kristendemokraterne på Liste K (tidligere Q).

– Måske hendes kristne livssyn kan rydde lidt op i den borgerlige bule og erstatte den hidtidige grådighed med gamle dages kristne respekt for natur og mennesker? 

Jeg håber det. Jeg håber inderligt, at Liste Q (nu K) vil komme ind i varmen igen. Ikke på grund af kristendommen, men på grund af det kristne natursyn, som forhåbentlig stadig eksisterer i det lille parti.

Jeg hilser i hvert fald Liste K velkommen (tilbage) i Folketinget. Vi har intet at tabe.

© 2019 Steen Ulnits