Tag-arkiv: Danmarks Naturfredningsforening

Spildevandet fra RGS Nordic

Søndag den 14. maj blev Agersø Sund i den sydlige del af Storebælt officielt begravet. Som beskrevet i en tidligere artikel. 

Bag det triste arrangement stod miljøorganisationerne “Rent Havmiljø nu’”, Storebælts Småbådsklub og Greenpeace Danmark.

“Sø-begravelsen” fandt sted midt i den såkaldte “blandingszone”, hvor det såkaldt “rensede” spildevand fra RGS Nordic ledes ud i havet. Til planlagt “fortynding” af de uhyre giftige restprodukter. 

Forureningen med rester fra norsk oliespildevand har fundet sted i et kvart århundrede. Med såvel Miljøstyrelsens som lokale miljømyndigheders fulde velsignelse. Samt flere lokale arbejdspladser og skattekroner til følge.

I det forgangne kvarte århundrede er fiskebestanden og vandkvaliteten i Agersø Sund gradvis blevet værre, og i dag er der næppe fisk tilbage. I hvert fald ikke så mange, at det kan betale sig at fiske efter dem. For man fanger ingen – hverken på stang og line eller i garn og ruser.

Imidlertid er det først nu, der for alvor er kommet fokus på, hvilke stoffer der egentlig udledes i Agersø Sund – efter forudgående “rensning” af spildevandet.

Københavns Universitet

Danmarks Naturfredningsforening (DN) har spurgt professor i toksikologi ved Københavns Universitet, Lisbeth E. Knudsen, om stofferne og deres farlighed:

– Det er virkelig nogle giftige stoffer, vi her har med at gøre. Og det kan have en direkte skadelig konsekvens for os mennesker.

– Det er chokerende, at der ikke er nogen, der har sat en stopper for det her for længe siden.

Lisbeth E. Knudsen peger specifikt på PFAS, tjærestoffer, kviksølv og barium i spildevandet fra RGS Nordic.

PFAS og tjærestoffer

Herunder følger en kort gennemgang af de stoffer eller stofgrupper, som figurerer i det “rensede” spildevand fra RGS Nordic. Samt deres kendte skadevirkninger. Min tekst:

PFAS: En stor gruppe af fluor-holdige stoffer, som er meget vanskeligt nedbrydelige i naturen. Derfor tilnavnet “evighedsstoffer”. 

Nogle PFAS-stoffer er kræftfremkaldende, mens andre har uønskede effekter såsom nedsat fertilitet, forringet immunforsvar, nedsat effekt af vaccination samt forringet leverfunktion. 

PFAS bruges meget som coating på køkkengrej og sliplet-pander (fx Teflon) og til imprægnering af tøj, der enten skal være smudsafvisende eller vandskyende (fx GoreTex). Der er således meget både godt og skidt at sige om PFAS.

PFAS er kendt for at koncentreres i “havskum”, som med vinden kan sprede stofferne fra hav til land. Indholdet af PFAS i spildevandet fra RGS Nordic er ifølge DN 77 gange højere end den tilladte grænseværdi.

Tjærestoffer: Typisk stammende fra olieindustrien, hvor de er et skadeligt restprodukt fra raffinering af råolie og naturgas.

Kaldes ofte “BaP”, som er en forkortelse for “Benzo(a)Pyren”. BaP er blandt de mest kræftfremkaldende stoffer, vi overhovedet kender. De er ligeledes kendt for at nedsætte fertiliteten og kan sågar skade arveanlæg direkte.

Når BaP udledes direkte i havet, fortynder man ikke blot de skadelige stoffer. Man sikrer samtidig den størst mulige spredning af de giftige tjærestoffer, som er vanskeligt nedbrydelige. Selv om dette næppe er eller var formålet, så bliver det resultatet. Man kan kun vanskeligt forestille sig, at BaP gavner fiskenes fertilitet eller velbefindende.

Indholdet af BaP i spildevandet fra RGS Nordic er ifølge DN 294 gange højere end den tilladte grænseværdi. Næsten 300 gange.

Kviksølv og Barium

Hg og Ba. To af de rigtig tunge drenge – i mere end én forstand:

Kviksølv: Hg. Et uhyre giftigt tungmetal, som tidligere blandt andet blev brugt til bejdsning af såsæd. Dette for at hindre svampeangreb.

I japanske Minamata blev en hel landsby i 1950’erne forgiftet med kviksølv fra elektronikindustrien. Det gav hjerneskader og medførte misdannelser hos nyfødte. Virkningen er på mange måder som nervegift – i form af manglende kontrol af muskler og bevægeapparat.

Kviksølv er kendt for at koncentreres op gennem fødekæden. Specielt forbindelsen methylkviksølv er farlig, da den er fedtopløselig og derfor akkumuleres i fedtholdige organer som hjerne og lever samt i spæklaget på havpattedyr. Dette gælder laks og ørreder såvel som sæler og hvaler.

Som unedbrydeligt grundstof og uhyre giftigt tungmetal forbliver kviksølv i vandmiljøet i rigtig mange år. Der bør derfor i dag være absolut nultolerance over for kviksølv. Og ingen grænseværdier.

Barium: Ba. Et andet tungmetal, som er skadeligt for såvel vandmiljøet som folkesundheden. 

Grundstoffet Barium findes ikke frit forekommende, men er vandopløseligt og indgår derfor hyppigt i forbindelser med andre stoffer. Alle vandopløselige bariumforbindelser er giftige i vekslende grad. I sure miljøer kan bariumcarbonat indgå som aktivmiddel i rottegift.

Da Barium er vandopløseligt, spredes det uhyre let i vandmiljøet. Her kan det samtidig indgå flere nye forbindelser med helt nye virkninger.

Indholdet af Barium i spildevandet fra RGS Nordic er ifølge DN 41 gange højere end den tilladte grænseværdi.

Kviksølv i vandmiljøet

I såvel ferskvand som saltvand findes findes der mikroorganismer, som er i stand til at omdanne uorganisk kviksølv til organisk methylkviksølv.

Methylkviksølv er langt farligere end uorganisk kviksølv på grund af dets evne til at trænge gennem cellemembraner. Methylkviksølv er fedtopløseligt og kan derfor optages i hjernevæv. Her hæmmer det hjernens udvikling og giver varige, uoprettelige skader.

Ikke mindst fostre er følsomme.

Tekst & foto: © 2023 Steen Ulnits

⌘ Læs mere om RGS Nordic her ⌘

Lystfiskerkonference i Laksens By

Randers kaldes fra gammel tid for Laksens By, da Danmarks længste vandløb og tidligere rigeste laksevand Gudenåen løber ret igennem byen.

Man skulle synes, at dette ville forpligte byen og kommunen af samme navn til at gøre noget ekstra for det nationale vandløb, som selveste H. C. Andersen engang fiskede i. 

Men nej. Randers by har desværre valgt at støtte bevarelsen af Tange Sø i stedet for befrielsen af Gudenåen. Også selv om søen slet ikke ligger i Randers kommune.

Senest har kommunen så meldt sig ind i Riverfisher netværket, som indtil nu har solgt lystfiskeri ved henholdsvis Skjernå og Karup Å. Nu skal netværket så også sælge laks fra Gudenåen.

Randers Kommune inviterede til Lystfiskerkonference den 9. marts 2022. Konferencen havde to overordnede emner, nemlig det biologiske fundament for en god og stabil fiskebestand i Randers Fjord og Gudenå. Og så mulighed for udvikling af oplevelsesøkonomien. Som udgangspunkt to prisværdige temaer.

Men, men, men. Randers Kommune valgte jo desværre tidligt at kæmpe aktivt for bevarelsen af Tange Sø, der alene blokerer for et sundt vandmiljø i Gudenåen. Som deler Gudenåen i to klart adskilte dele.

Så længe søen bliver liggende, vil det ikke være muligt at genskabe et godt vandmiljø som det naturlige udgangspunkt for en sund fiskebestand. 

Med godt 10 km af Gudenåens vigtigste gydevand gemt under et metertykt slamlag på bunden af Tange Sø vil laksefiskeriet forblive et kostbart Put & Take i al evighed. Selv om lakseprojektet i sin tid netop blev sat i verden for at genskabe en naturlig og selvreproducerende laksebestand i Gudenåen.

Og da fiskebestanden i det lange vandløb i dag er ringere end meget længe, hvilket gælder såvel laks og ørred som gedde, aborre og sandart, virker det helt malplaceret, at kommunen nu for alvor vil til at markedsføre fisk og fiskeri i Gudenåen. Det er den dårligst tænkelige timing.

Sporene fra Fishing Zealand skræmmer

Vi har med gru set på, hvordan turismenetværket Fishing Zealand med massiv markedsføring på kort tid formåede at trække tæppet væk under en sårbar bestand af brakvandsgedder i Præstø Fjord og Stege Nor. Aldeles forudsigeligt, da selv Catch & Release fiskeri efter gedder jo medfører en vis dødelighed.

Efter de store Fishing Zealand konkurrencer kunne man se døde gedder drive rundt med vind og strøm, indtil mangelen på fisk til sidst satte en helt naturlig stopper for denne “oplevelsesøkonomi” baseret på det lokale lystfiskeri. Men da var fiskene definitivt væk.

Det samme kan meget vel ske med Gudenåen, hvis man blot vil høste af en hastigt svindende ressurse uden at gøre noget for vandmiljøet og fiskebestanden. Gudenåen lider især i sommermånederne under en kunstigt høj vandtemperatur efter turen gennem den 10 km lange og lavvandede vandvarmer Tange Sø.

En så høj vandtemperatur, at det vanskeliggør genudsætning af fangede fisk. Hvilket især vil være skadeligt for den truede havørredbestand i Gudenåen.

Vi mener, at Randers Kommune i stedet burde gøre noget for kommunens egne borgere, så disse igen vil få fisk at fange. Så fisk udsat af Randers Kommune ikke blot fortsætter hurtigt igennem nedre Gudenå, da der hernede stadig mangler standpladser. Og efterfølgende bliver fanget længere opstrøms mod spærringen ved Tange Sø.

Fangststatistikkerne taler nemlig deres klare sprog: To tredjedele af alle de udsatte laks, som man nu gavmildt vil dele med vestjyske Riverfisher, lader sig først fange oppe mod Bjerringbro.

Til ingen verdens glæde for de betalende borgere i Randers by, der ikke engang kan blive medlemmer af foreningen ved Bjerringbro. I hvert fald ikke uden at stå på venteliste i flere år.  Selvsamme forening valgte derfor tidligt side og kastede sin kærlighed på Tange Sø i stedet for Gudenåen.

En 100 års-hændelse

Det lader desværre til, at borgmester Torben Hansen (S) i Randers by hellere vil tækkes sine borgmesterkollegaer op langs åen og længere vestpå. Dem, han nemlig også er formand for. End de Randers-borgere, han ellers til daglig er borgmester for. 

I hvert fald kæmper Randers Kommune jo aktivt for bevarelsen af Tange Sø i stedet for befrielse af Gudenåen. Til trods for, at en retablering af Gudenåen ellers støttes af både Danmarks Sportsfiskerforbund og Danmarks Naturfredningsforening.

Efter 100 år i Tangeværkets lænker har vi netop nu en unik mulighed for at slippe landets længste vandløb fri og genskabe et stort og aldeles unikt naturområde. Det vil være skammeligt, hvis der skal gå endnu et århundrede med en amputeret Gudenå.

Dansk Videncenter for Sportsfiskeri har til huse i netop Laksens By Randers og har tidligere haft et udmærket samarbejde med kommunen her. Om restaurering af Svejstrup Bæk og etablering af et nyt stenrev i Randers Fjord. Videncentret var da også inviteret med til dagens konference, men valgte at takke pænt nej til deltagelse. 

Vi kan ikke se, hvordan man med den ene hånd og god samvittighed kan markedsføre truede fisk i Gudenåen til endnu flere nye fiskere i ind- og udland. Mens man med den anden støtter aktivt op om en fortsat blokering af selvsamme vandløb med Tangeværket. Det hænger slet ikke sammen.

Men vi vil gerne understrege, at dersom kommunen på et tidspunkt skulle besinde sig og prioritere en frit strømmende Gudenå frem for en kunstig Tange Sø, da genoptager vi hellere end gerne samarbejdet.

© 2022 Steen Ulnits

Flere artikler om Gudenåen:

 

“Safari Queen” og muslingerne

Det er en dejlig morgen sidst i august. Solskin og vindstille. Vi lægger Skive Marina bag os – med kurs mod Hvalpsund. 

Her tager vi en håndfuld politikere og pressefolk ombord, så de med egne øjne kan bese nogle af Limfjordens mange muslingeanlæg – helt tæt på.

Klik for større fotos

Skipper Christian Lindberg Olsen bag roret på det gode skib “Safari Queen”

Fra den svenske skærgård til den danske Limfjord

Solskin og vindstille på Skive Fjord en dag sidst i august

Morgensol og morgendis over Lundø

Blæsten gik ikke frisk over Limfjordens vande i dag.

Møde med Hvalpsund – Sundsøre færgen

M/S Mary lægger til i Hvalpsund.

“Muslingeriet” på vej med nye bøjer til linemuslinger

Det er høsttid både over og under vandet.

På vej ind til frokost i middagssolen

Skives 1. viceborgmester Peder Christensen (S) støder til.

Sven Hørup viser sort bundslam fra smartfarm til Signe Munk (SF)

Peder Christensen og Sven Hørup siger farvel. Der er slam ombord.

Linemuslinger betyder masser af sorte bøjer og hvide måger.

Vi lader “Safari Queen” sejle sin egen Limfjord.

Det tidligere linemuslingeanlæg 112, der nu er smartfarm.

© 2021 Tekst & fotos: Steen Ulnits

Fakta om muslingeopdræt

I dag høster man muslinger på flere forskellige måder. På lavt vand, hvor forurening og iltsvind endnu tillader naturlige muslinger at leve, kan man indsamle dem ved håndkraft. Det er de såkaldte “sankemuslinger”.

På dybere vand har man skrabt muslinger, lige så længe man har haft tilstrækkeligt store både og motorkraft nok til at trække de tunge redskaber hen over bunden, som desværre efterlades øde. Fangsten er de såkaldte “skrabemuslinger”.

For at undgå det ødelæggende muslingeskrab, begyndte man for flere årtier siden at dyrke muslinger på liner ophængt under bøjer i vandoverfladen. På denne måde får man de spisestore “linemuslinger” til konsum.

I dag bruger man i stigende grad store industrielle “smartfarms” bestående af flere kilometer plastrør, som ligger i overfladen med net nedenunder. Muslingerne sidder så tæt, at de færreste bliver spisestore. De bruges primært til fremstilling af dyrefoder.

“Miljømuslinger”

De små muslinger fra store smartfarms kaldes af og til for “miljømuslinger”, da man engang troede, de kunne bruges til vandrensning – til at filtrere vandet for kvælstof og fosfor, der siden kunne høstes og fjernes med muslingerne.

Smartfarms er kostbare og ikke rentable. Derfor er man begyndt at bruge “spat” – navnet på muslingeyngel – fra smartfarmene til udlægning på de såkaldte “kulturbanker”. Her vokser de sig spisestore og høstes siden ved ødelæggende bundskrab.

“Omplantningsbanker” er navnet på områder, hvor man udlægger opfiskede undermålsmuslinger, så disse ikke dør af iltsvind sidst på sommeren og først på efteråret. Sådan lyder i hvert fald argumentet. Denne praksis kræver imidlertid to gange ødelæggende muslingeskrab per høst.

Regeringen har i sin nye havplan udlagt næsten 5.000 km2 fjordbund til opdræt af og skrab efter muslinger. Det er et areal knapt på størrelse med Fyn og Lolland-Falster tilsammen.

Muslinger forurener

Det er en kendsgerning, at muslinger filtrerer vandet, og at man fjerner kvælstof og fosfor, når man efterfølgende høster disse muslinger.

Mindre kendt og mindre vellidt er det, at muslinger forurener lokalt, hvor de dyrkes. Muslingerne er effektive filtratorer, som filtrerer store mængder vand fra et meget stort område. Og de har som alle andre organismer en fordøjelse, der producerer affaldsstoffer.

Disse ekskrementer deponeres under og omkring anlæggene – som en uundgåelig ny lokal forurening, der ikke var der før muslingefarmene. Muslingerne koncentrerer således forureningen fra et stort vandareal på et lille område under og omkring muslingeanlæggene.

Forskere fra Stockholms Universitet har længe kendt og dokumenteret reglen om “de tre tredjedele”:

Den første tredjedel er de næringsstoffer, som muslingerne filtrerer fra, og som de kan indbygge i deres kød. Det er den tredjedel, der kan høstes, forarbejdes og sælges – ofte til eksport. Ved høst fjernes der kvælstof og fosfor.

Den anden tredjedel er de næringsstoffer, som muslingerne fordøjer og udskiller som ekskrementer. De synker til bunds og nedbrydes her under forbrug af ilt. Derfor opstår der ofte massive iltsvind under og omkring muslingefarme, hvis ikke der er en frisk vandstrøm til at “skylle ud” efter muslingerne og fortynde forureningen fra dem.

Dette iltsvind kan resultere i frigivelse af nye næringssalte fra bunden, hvor de ellers har ligget bundet og været uskadeliggjort. Ved iltsvind frigives disse til vandmassen, hvor de optages af nye alger. En ond cirkel er i gang.

Muslingernes mørketal

Den sidste tredjedel udgør “muslingernes mørketal”. Det er den tredjedel, som passerer  gennem muslingerne og returneres til vandet i delvis fordøjet tilstand. Den, som de ikke optager eller indbygger i kroppen. Den kan udgøre op til 45 % af totalen.

Man kender meget lidt til effekten af dette mørketal, hvilket komplicerer beregningen af muslingernes reelle effekt på vandmiljøet. Og kombinerer man mørketallet med nye næringssalte frigivet fra bunden efter iltsvind, da risikerer man at ende op med et vandmiljø, som er rigere på kvælstof end tidligere – trods ellers dyrkning og høst af muslinger.

Denne tredjedels-regel holder generelt, men fordelingen kan variere fra sted til sted – primært med saltholdigheden og forureningsgraden. Tommelfingerregelen er, at fjerner man 1 kg kvælstof og fosfor ved høst af muslinger, da ender tilsvarende 1 kg kvælstof og fosfor uundgåeligt på bunden kunder anlægget.

Lav salinitet stresser muslingerne, da de så skal bruge mere energi på blot at eksistere – med det resultat, at de indbygger mindre kvælstof i kroppen. Ned til blot en fjerdedel. Således er kvælstofoptagelsen markant ringere i eksempelvis Sønderborg end i den langt saltere og mere forurenede Limfjord.

I Sønderborg har man dog endnu ikke konstateret svinevirus, som man allerede har gjort det i muslinger fra Limfjorden. Virus, der stammer fra de store mængder udsivende gylle fjordens opland.

Blokering af det naturlige flow

Tager vi udgangspunkt i Karup Å, som udmunder i Skive Fjord, sker der her et naturligt flow af næringssalte fra å over fjord til havet, som er endestation for de frie næringssalte. Men etablerer man nu en muslingefarm, da sætter man en prop i dette flow og fastholder kunstigt en masse næringssalte, der ellers ville være passeret forbi på deres vej.

Man fjerner ganske vist kvælstof og fosfor ved høst af dyrkede muslinger. Desværre bremser og fastholder man en tilsvarende stor del, som via affaldsstoffer fra muslingerne deponeres på fjordbunden under muslingefarmen. Denne udgør en unaturligt stor koncentration af filtratorer på et ganske unaturligt sted – ophængt som muslingerne er på liner eller net i overfladen.

Der sker således en kunstig fastholdelse og deponering af næringssalte under og omkring muslingerne. Med det resultat, at fjorden støt og roligt ophober langt flere næringssalte, end den ville have gjort før placering af muslingefarmen.

Fjorden forurenes således mere og mere lokalt. Vandet bliver mere og mere uklart. Ålegræsset kvæles af mangel på lys eller overvokses af fastsiddende alger. For til sidst at forsvinde helt. Naturlige muslingebanker på bunden kvæles eller udsultes af artsfæller i overfladen.

Man ser tydeligt denne udvikling, hvis man forlader den stærkt forurenede Skive Fjord med dens mange muslingefarme og tager den korte vej tværs over vandet – ind i den tilstødende Louns Bredning, som brillerer med frisk ålegræs – og ingen muslingefarme.

Muslingeopdræt har således flere ansigter – flere negative effekter end blot iltsvind. Vil man vide endnu mere om muslingernes forunderlige liv og komplicerede økologi, da kan man med fordel læse nedenstående 28 siders publikation fra Stockholms Universitet.

Her har man forsket i muslingernes økologi siden 1980’erne. Og her anbefaler man ikke muslingeopdræt i stor skala. Man advarer mod de negative konsekvenser.

https://balticeye.org/globalassets/fokusomraden/overgodning/musselfarming/nutrient-removal-capacity-and-potential-ecological-consequences-of-blue-mussel-farms-for-nutrient-abatement-in-the-baltic-sea.pdf

© 2021 Tekst & fotos: Steen Ulnits

Vi er i fuld gang med at ødelægge det hav, som har brødfødt os gennem årtusinder. Vi forurener det med åbne havbrug, hvor alt spildevand fra opdrætsfiskene løber direkte ud gennem netmaskerne. Ud i hav og fjord. Og vi påstår at rense forureningen med muslinger, som kun gør ondt værre ved at koncentrere forureningen.

Debatbogen “HAVmisBRUG” fortæller om de problemer, som fiskeopdræt i dambrug og havbrug medfører. Den fokuserer ligeledes indgående på de misforståede muslinger, som samler forureningen fra et stort vandområde på et lille under og omkring anlæggene.

Området påføres hermed en ny lokal forurening, som ikke var der før. Og som kan måles i form af metertykke iltslugende slamlag under muslingerne. Men heller ikke nok med det:

Ved iltsvind frigøres nyt kvælstof fra bundslammet.

Læs anmeldelserne her.

2022, Forlaget Turbine, ISBN 978-874-0660-760 

424 sider, softcover, 4-farve

Pris kr. 249,95

Åbent brev til Maria Gjerding

I forbindelse med kampagnen RedHavet.nu, som er venligt sponseret af VELUX Fonden med 5 millioner kroner, har der været en del debat om kampagnens mål og midler.

Som mangeårigt medlem af Danmarks Naturfredningsforening (DN), der deltager i kampagnen, er jeg stødt på flere problemstillinger, der har optaget såvel mig som andre DN-medlemmer.

Efter flere forgæves telefoniske henvendelser forfattede jeg følgende brev til DN’s præsident Maria Gjerding og bad om uddybende oplysninger:

“Kære Maria:

Jeg har et par gange prøvet at få fat i dig på telefonen, men uden held. Derfor denne mail.

Vore veje krydsedes ellers kort på Jernhatten hin mindeværdige dag, hvor vor nye miljøminister Lea Wermelin gav de nye havbrug i L111 dødsstødet. Jeg skriver nu til dig dels som et menigt DN medlem, dels som fiskeribiolog og underviser.

Jeg er en af dem, der ihærdigt og på alle fronter har bekæmpet flere og større havbrug, lige siden Dan Jørgensen (S) foreslog dem i 2014. Senest via miljøforeningen BLAK’s website nejtilhavbrug.dk, der allerede i sine første otte måneder på nettet rundede de 50.000 besøgende. Det har været et felttog med mange frontkæmpere. Og en foreløbig sejr med endnu flere herrer.

Jeg har naturligvis skrevet under på den nye RedHavet.nu kampagne, for hvem kan ikke støtte disse gode målsætninger. Jeg er dog allerede flere gange løbet ind i et forklaringsproblem, som jeg gerne vil høre din og DN’s mening om:

Miljømediet Kaninen Katrine fra Endelave har jo i høj grad lagt grunden til standsningen af L111. Kaninens afdækning af de mange ulovligheder inden for branchen har gjort det meget nemmere for den nye regering at gribe ind.

Undervejs har Kaninen Katrine imidlertid også afdækket forhold, der gør det langt sværere end tidligere for mig som biolog og underviser at forklare og forsvare DN’s deltagelse i kampagnen – sammen med WWF Verdensnaturfonden.

Med den ene hånd vil kampagnen redde havet og beskytte det mod forurening. Et nobelt formål. Mens WWF med den anden gavmildt, men mod behørig betaling deler ud af ASC-mærker til certificering af stærkt forurenende havbrug som værende “bæredygtige virksomheder”.

Dem nævner man da heller ikke med ét eneste ord i kampagnen. Er de mon fredet af WWF, hvis Fiskeguide har vist sig at indeholde flere decideret havbrugsvenlige fejl?

Kaninen Katrine har efterhånden fået rigtig mange følgere. Antallet stiger støt og ikke kun på Endelave, men over det ganske land. Kaninen fortæller videre, at DN’s præsident sidder i præsidiet for selvsamme WWF Verdensnaturfonden. Og det er jo dig.

Netavisen piopio.dk har næsten samtidig kunnet fortælle den undrende verden, at WWF’s bestyrelsesformand Nils Smedegaard Andersen (tidligere Mærsk) også har en post i oliegiganten BP’s bestyrelse. Og BP er jo ikke ligefrem kendt for klimavenlige løsninger. Og så videre.

Det hele falder jo desværre i sidste ende tilbage på DN, og jeg har efterhånden svært ved at forklare læsere, seere, tilhørere og elever, hvordan det dog kan hænge sammen. Om man på én og samme tid kan modtage Velux-miljømillioner og blåstemple forurenende havbrug?

I min daglige omgang med folk og fiskere på såvel Djursland, hvor jeg har sommerhus, som ved Gudenåen, hvor jeg bor, støder jeg i stigende grad på både forundring og frustration over dette. Der tales om både “blodpenge” og korruption i DN, hvilket oprigtigt bekymrer mig.

Flere udtrykker sågar i bramfri vendinger, at de ikke vil være medlem af DN længere på disse præmisser. At de som flerårige modstandsfolk i første række i kampen mod havbrug føler sig til grin for egne penge. At kampagnen for dem er en våd klud i hovedet.

Det er jeg som mangeårigt medlem af DN rigtig ked af at høre. Og det er i stigende grad svært for mig at forklare andre, både DN-medlemmer og ikke-medlemmer, hvad der lige sker.

Det skulle derfor glæde mig rigtig meget, om du kunne hjælpe med fakta, der kan hindre en mulig kommende medlemsflugt. For vi har jo mere end nogensinde brug for DN.

Med venlig hilsen,
Steen Ulnits”

Citat slut

Info: ASC står for “Aquaculture Stewardship Council”, som er en mærkningsordning udarbejdet af WWF og Dutch Sustainable Trade Initiative tilbage i 2010.

Organisationssekretær i Danmarks Naturfredningsforening, Mads Peter Aagaard Madsen, har svaret:

“Maria er orienteret om din henvendelse fra d. 19. september og et svar er under udarbejdelse. Du kan forvente svaret i løbet af nærmeste fremtid”.

Det ser vi frem til og skal nok bringe svaret her.

“Hos VELUX er ansvarlighed og transparens i højsædet!”

Det skriver fonden i en præsentation af sig selv.

Efterskrift: Der kom, som desværre nok forventet, aldrig noget svar fra Maria Gjerding.

Mens vi venter på det svar, som tilsyneladende aldrig kommer, kan vi med fordel se nedenstående skræmmende dokumentarfilm om det samme triste emne:

“Salmonopoly“

Vandramme-direktivet

Vandramme-direktivet – forkortet VRD – er noget, som mange i efterhånden mange år er gået i en stor bue udenom. Uanset om man er menigmand eller politisk beslutningstager.

Ærgerligt, for det er netop EU’s Vandramme-direktiv, der skal redde det danske vandmiljø. Når vi nu ikke selv vil eller magter det.

Bag de tykke EU-mure i Bruxelles er de folkevalgte politikere i Europa-kommissionen og Europa-parlamentet samt deres mange embedsmænd langt længere fremme i skoene, end mange menige EU-borgere tror. Og vi ofte selv er.

Vore EU-politikere har udstukket rammerne for fremtiden, længe før vi når til den. Baseret på input fra organisationer og regeringer i medlemslandene selv. Vandramme-direktivet er et rigtig godt eksempel herpå.

Således besluttede EU tilbage i år 2000, at der skulle findes fælles fodslag og regler for vandmiljøet i alle EU-lande. Der skulle sættes tal og mål på, så man kunne arbejde sig frem mod et bedre vandmiljø i alle medlemslandene. Og det skulle være sammenligneligt landene imellem. Det blev til Vandramme-direktivet – VRD.

Målsætningerne

EU’s Vandramme-direktiv har som målsætning, at de forskellige landes vandområder undersøges, klassificeres, målsættes og om nødvendigt forbedres. I VRD’s første år var der megen uklarhed om kriterierne herfor, da direktivet lægger vægt på mange forskellige parametre – heriblandt biologiske, kemiske og fysiske.

Først meget sent i forløbet kom der klarhed herover. Først i 2015 kunne man således sætte konkrete tal på mange af de parametre, som indgår i direktivet. Som skal gøre forholdene sammenlignelige nationalt såvel som internationalt.

 

Nu har man så et konkret mål for, hvor mange ørreder der eksempelvis skal være i et vandløb, førend dette kan siges at leve op til en “god økologisk tilstand” – som krævet i henhold til EU’s Vandramme-direktiv.

Fisk, der vel at mærke skal være født og opvokset i det pågældende vandløb. Ikke et resultat af udsætninger.

Ifølge en bekendtgørelse af 9. september 2015 fra Miljø- og Fødevareministeriet skal der være følgende tætheder af fisk i et ørredvandløb, førend det kan siges at være i “god økologisk tilstand”:

Vandløb mindre end 2 meter brede: 0,8 stk. 1/2-årsørreder pr. m2

Vandløb større end 2 meter brede: 1,5 stk. 1/2-årsørreder pr. m2

Nu var der for første gang noget konkret at gå ud fra, når man skulle og skal vurdere, om et vandløb rent faktisk lever op til kravene i VRD.

“God økologisk tilstand”

Et af de begreber, der i starten var noget vagt defineret, er kravet om “god økologisk tilstand”. For hvad vil det lige sige? Og hvad indebærer det helt konkret for åer, søer, fjorde og havområder? Hvor højt skulle barren sættes, hvis VRD skulle have nogen mening og være til gavn for miljøet? Og hvor hurtigt skulle målene nås?

Der blev også lagt op til, at man indsætter kvalitative parametre i målsætningerne – i stedet for de rent kvantitative, der ikke nødvendigvis siger ret meget om miljøtilstanden.

I stedet for nogle vanskeligt definerbare grænseværdier for udledning af stoffer kunne man nu sætte som målsætning, at der der fremover skal være eksempelvis rødspætter i et farvand. Og så ellers stræbe efter at sætte vandmiljøet i en sådan stand, at der vil kunne leve rødspætter i det. Og at der vel at mærke også gør det.

Rødspætten er blot et tænkt eksempel på en ny måde at anskue naturforvaltningen på. Men et eksempel, der meget fint kan overføres på Gudenåen og Tange Sø. Vil vi igen have selvreproducerende fisk i Gudenåen, må vi se på både de fysiske, kemiske og biologiske forhold i åen.

Vandramme-direktivet blev indført i år 2000 og opererer med forskellige delperioder, inden alle mål skal være nået i 2028. Alle åer, søer og kystnære farvande skulle inden 2015 som minimum have opnået en god kemisk og økologisk tilstand, der kun afviger minimalt fra den naturlige tilstand – før menneskelig påvirkning. Det samme skulle grundvandet.

Forlængelserne

Vi skriver 2019 og ved vel efterhånden allesammen, at dette ikke er lykkedes. I hvert fald ikke i Danmark. Ikke et ord om Landbrugspakken, øgede kvælstofudledninger, nedsivende pesticider og advarende pilotskrivelser fra Bruxelles. De sidste gemmer man godt af vejen inde på Christiansborg, hvor valgfeberen jo har gjort sit indtog.

Men EU vidste dog også selv, at det nok kunne blive et problem at nå de ambitiøse målsætninger i Vandramme-direktivet. Så derfor indførte man samtidig en bestemmelse om, at hvor en naturlig tilstand ikke kunne opnås eller ville medføre “uforholdsmæssigt store omkostninger”, kunne der tilades en ringere tilstand.

Eller gives fristforlængelser på to gange seks år – altså først fra 2015 til 2021 og endegyldigt sidst fra 2021 til 2027. I 2028 skal målsætningerne være nået i hele EU.

Samtidig opererer man med tre forskellige klasser af vandområder, nemlig 1) naturlige vande, 2) kunstige vande og endelig de 3) stærkt modificerede vande.
 

I vort tilfælde hører den kunstigt opstemmede Tange Sø naturligt til i klassen af stærkt modificerede vande – en klassifikation, der dog selv er blevet modificeret noget af de involverede og ansvarlige myndigheder. Af lavpraktiske årsager, da kravene om målsætning herefter er sænket tilsvarende.

Præcis som at løse problemet med pesticider i grundvandet – ved blot at hæve grænseværdierne. Også kaldet den danske metode.

Tangeværkets turbiner

Gudenåen med den opstemmede Tange Sø kan aldrig komme til at opfylde kravene i Vandramme-direktivet. Ikke kun fordi de naturlige gydepladser for den oprindelige Gudenå-laks i dag ligger på bunden af den opstemmede Tange Sø – begravet under et metertykt slamlag. Men også fordi Tangeværket hindrer vandrefiskene frie passage både opstrøms og nedstrøms.

Opstrøms, så de voksne og gydemodne fisk ikke kan nå deres gydepladser. Og nedstrøms, da den udvandrende ungfisk af laks og havørred næsten alle bliver ædt af rovfisk under deres nedtræk gennem søen. Endelig går mange ål stadig tabt i Tangeværkets roterende turbiner.

Glemmes må heller ikke, at Danmark tilbage i 1982 ratificerede den såkaldte “Bern-konvention”, der forpligter deltagende medlemslande til at “støtte genindførelsen af naturligt hjemmehørende arter af vilde dyr”.

Og til dem hører jo netop Gudenå-laksen, der blev udryddet med bygningen af Tangeværket og opstemningen af Gudenåen til Tange Sø. Den uddøde i 1928 – fire år efter Tangeværkets etablering. Og har stadig sine sidste og vigtigste gydepladser liggende begravet i mudder på bunden af Tange Sø.

I mange år drømte Gudenåens venner våde drømme om et langt omløbsstryg uden om den kunstige Tange Sø. I dag ser de fleste fagfolk et sådant 10 km langt kunstigt omløbsstryg uden om et 10 km langt kunstigt vandkraftmagasin som en rigtig dårlig løsning, der dels er meget kostbar – dels næppe lever op til Vandramme-direktivets krav om “god økologisk tilstand”.

Nærmest en moderne Molbo-historie, hvis den gennemføres.

Skal vandrefiskene nemlig kunne passere frit op og ned gennem Gudenåen, skal vandet ledes uden om Tange Sø, der således isoleres. Det skaber helt automatisk problemer for den frie passage i tilløbet Tange Å, hvis fiskebestand så ikke længere har fri adgang til Gudenåens vandsystem. Man løser et problem og skaber et andet.

Professionelle meninger

Virksomheden COWI blev i 2007 af Danmarks Naturfredningsforening bedt om en vurdering af seks forskellige alternativer for Gudenåens retablering i forhold til de krav, som Vandramme-direktivet stiller. Ingen omløbsmodeller blev vurderet tilstrækkelige:

“… at de samfundsmæsige og økonomiske hensyn til Tangeværkets produktion og de rekreative værdier af Tange Sø næppe er tilstrækkelige til, at den kunstige sø kan opretholdes efter direktivets bestemmelser om såkaldte stærkt modificerede vandområder.

Specielt ikke, når de sammenholdes med de rekreative værdier, der er knyttet til den genetablerede Gudenå, som med et stærkt fald og gydebanker for laks og ørred vil udgøre et særsyn i den danske natur.”

Citat slut.

Virksomheden Rambøll blev også bedt om en vurdering af Vandramme-direktivet i forhold til forskellige omløbsøsninger. Rambøll anfører blandt andet:

“Det er Rambølls vurdering, at der i langt højere grad burde foretages en helhedsbetragtning i forbindelse med fjernelse af opstemninger, og vigtigheden af at skabe reel kontinuitet i vandløbene burde vægte højere, end tilfældet er … 

Udgangspunktet bør ikke være, hvad der er “det muliges kunst”, men hvad der er den bedste løsning for vandløbet …  Lad os benytte Vandrammedirektivet til at realisere løsninger, der ikke på et senere tidspunkt skal laves om.”

Citat slut.

Ikke mindst den sidste sætning er jo ganske tankevækkende. Tænk, om man nu bruger 100-150 millioner skattekroner på en kortsigtet lang omløbsløsning, der måske skal laves om igen om få år. Fordi Gudenåen jo på et eller andet tidspunkt nødvendigvis må slippes fri og blive sig selv igen.

0,1-0,15 milliard kroner er jo også penge. Gudenaacentralens vandkraftmagasin Tange Sø må derfor væk før eller siden. Dens tid er forbi.

Det siger EU’s Vandramme-direktiv – hvis man vel at mærke følger ordlyden og ånden i VRD.

© 2019 Steen Ulnits

Ovenstående illustration viser, hvordan Gudenåens laksebestand forsvandt helt efter anlægget af Tangeværket i 1920-24. Den sidste Gudenå-laks blev fanget i 1928.

Så blev der stille i landets længste vandløb.

Gudenåens havørredbestand halveredes blot, da havørreden har halvdelen af sine gydepladser i tilløb til Gudenåen nedstrøms Tangeværket.

Med Lilleåen som det vigtigste.

 
 

Kampagne mod havbrug

NTH logo - hvid - lille

Den første juni lød startskuddet til en landsdækkende kampagne mod regeringens, Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis planer om nye forurenende havbrug i Kattegat.

Opdrættet skal herude ske i flydende, åbne netbure, hvor alt spildevand fra de mange millioner fisk ledes urenset ud i det omgivende vand. Ud over ekskrementer fra de mange fisk er det foderrester, antibiotika og kemiske hjælpestoffer, der ryger samme vej – direkte ud i frivandet til de vilde fisk her.

I Nej til Havbrug ved man, at der ikke er noget “råderum” til denne massive ekstra forurening af det Kattegat, som allerede gisper efter vejret. Hvor 117 ud af 119 lokaliteter end ikke lever op til de krav om “god miljøtilstand”, som kræves af EU’s Vandrammedirektiv.

Inde på land har lokalbefolkningen ellers indtil videre brugt 9 milliarder skattekroner på kloakering og spildevandsrensning. De mener derfor ikke, at en håndfuld i forvejen velstående havbrugere skal score lette millioner på gratis forurening af det vand, de allerede har renset. Ikke for havbrugerne, men for vandmiljøets skyld.

IMG_2655

Det gik op for vore sjællandske venner, at de planlagte havbrug ikke kun er et jysk anliggende, men i høj grad også et nationalt problem. Det var Socialistisk Folkeparti, der førte an i kampen på Djursland, og som for nylig bragte sagen helt ned til EU i Bruxelles.

Det var derfor naturligt, at det også blev SF, der indkaldte til et borgermøde om sagen – i Gilleleje på Nordsjælland.

IMG_2678

Nej til Havbrug var selvfølgelig med til Fokemødet på Bornholm. Landsforeningen Levende Hav sendte sit gode skib “M/S Anton”, der ombord havde såvel prominente politikere som informativt materiale om de forurenende havbrug.

Mange mennesker blev på Folkemødet for første gang gjort bekendt med regeringens, Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis planer om nye forurenende havbrug.

IMG_2499

Det behøver ikke altid være digitalt informationsmateriale af højeste kvalitet. Én mands afbrænding af protestbål hver søndag et helt år igennem havde stor gennemslagskraft og lokkede sågar TV2 af huse på årsdagen, der blev fejret med grillpølser og musik fra det lokale protestband “Havlyd”.

Plakaten, der lokkede folk til langvejs fra, krævede blot tre forskellige tusch’er at fremstille: Sort. Rød. Og Blå.

IMG_2676

Det startede på Djursland, som af regeringen, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti blev begavet med langt hovedparten af de 37 planlagte nye havbrug i Kattegat.

Her dannedes derfor modstandsgruppen BLAK, som gik sammen med organisationen Levende Hav, Norddjurs og Syddjurs kommuner samt lokale afdelinger af Danmarks Naturfredningsforening.

Kampagnen var i gang.

Levende Hav - 2

Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

“Nej til havbrug” er en sammenslutning af foreninger og enkeltpersoner, der alle er imod etableringen af forurenende åbne havbrug i danske farvande. Som ikke ønsker norske tilstande. 

www.nejtilhavbrug.dk

Relaterede artikler om havbrug:

Levende Hav mod forurenende havbrug

IMG_4507

Argumenterne mod havbrug

– Hvorfor er det så, at flere og flere mennesker og organisationer går imod havbrugene? JP Østjylland har med Nina Bjarup Vetter som kilde opstillet modstandernes argumenter – her i forkortet og redigeret form:

  • Havbrug vil skade kystturismen ud for Djursland, Anholt og Gilleleje.
  • Kysterne vil forurenes af kvælstof, fosfor, kobber, fiskefoder og medicinrester
  • Borgerne på land har siden 1980’erne betalt milliarder af kroner til kloakering og rensningsanlæg.  Hvis havbrugene kommer, kan de forurene havmiljøet helt gratis.
  • Muslingefarme, som man mener kan optage forureningen fra havbrugene, vil beslaglægge flere kvadratkilometer af havet. De vil samtidig udlede store mængder af drivhusgassen methan.
  • Produktionen af fisk i havbrug vil ikke skabe en CO2-venlig fødevare til verdens sultne, men primært ørredrogn til det japanske luksusmarked. Havbrugene er desuden en trussel mod havets vilde fisk, som overfiskes til foder til fiskene i havbrugene.
  • De 8 udpegede zoner til havbrug vil give problemer med havlus på grund af det høje saltindhold i Kattegat og dermed true både havørred og Gudenå-laks.
  • Fisk i bure i havbrug er uetisk og med epidemiske sygdomme og sår og med meget ringe livsvilkår. Ofte dør mere end hver femte fisk inden ”høst”. Det kan blive en ny slags store svinefarme – bare under vand.

IMG_4499

Samtlige byrådsmedlemmer i de berørte kommuner er imod havbrug og har gjort indsigelser.

Imod er også erhvervsfiskerne, Danmarks Sportsfiskerforbund, Kano- og Kajakforbundet, Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace, landbruget, Verdensnaturfonden, Levende Hav og en lang række andre organisationer og enkeltpersoner.

© 2018 fotos: Steen Ulnits

Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

“Nej til havbrug” er en sammenslutning af foreninger og enkeltpersoner, der alle er imod etableringen af forurenende åbne havbrug i danske farvande. Som ikke ønsker norske tilstande. 

www.nejtilhavbrug.dk

Esbens Eftermæle

IMG_1946

Vor nyligt afgåede fødevareminister og konstant manglende miljøminister Esben Lunde Larsen udtalte ved sin anden afsættelse (den første var, da han blev afsat som minister for fiskeriområdet), at han ikke interesserede sig for sit eftermæle som minister. 

Det må nok siges at være at gøre en dyd af en nødvendighed. For folk i almindelighed og naturfolk i særdeleshed måtte virkelig vride hjernen for at finde bare nogle få gode ting, som Esben havde gjort for naturen. De dårlige kom til gengæld i stimer. 

Under Esben Lunde Larsens miljøregime har landbruget til gengæld haft det rigtig godt. Vel næsten bedre end nogensinde. Her er en lille oversigt over nogle af de mest markante. Jeg har ladet mig inspirere af andre, heriblandt Verdensnaturfonden WWF, som har lavet tilsvarende oversigter, og jeg har tilføjet egne observationer.

Tilsammen danner de et ganske godt billede af, hvad Esben Lunde Larsen har påført den i forvejen trængte danske natur af elendigheder under sit regime. Nogle går endda så vidt som til at kalde det et rædselsregime – for naturen såvel som for de involverede medarbejdere i Miljøstyrelsen.

I Landsforeningen Levende Hav kalder de ham slet og ret for “miljøterroristen”.

Anyway, here comes, i ret tilfældig rækkefølge:

1) Indført jagt på dyr i yngletiden:

Gjort vildsvin fredløse i Danmark af hensyn til svineproduktionen. Året rundt. Dag og nat.

2) Åbnet for flere forurenende havbrug i Kattegat:

Hvor 117 ud af 119 områder ikke opfylder Vandramme-direktivets krav om god økologisk tilstand.

3) Fjernet de beskyttende randzoner:

Så mere gødskende kvælstof kan slippe ud i åer og søer og herfra videre ud i fjord og hav.

4) Nedprioriteret overvågningen af FN-verdensarv:

I den danske del af Vadehavet, selv om dette naturområde ellers er blevet gjort til nationalpark. 

5) Fastholdt de høje nitratværdier:

Selv om dette, vel dokumenteret af lægevidenskaben, øger risikoen for tarmkræft markant. 

6) Skjult kvælstoftallene i Landbrugspakken:

Udviklet sindrige nye beregningsmodeller, der reducerer kvælstofudslippet med op til 20%.

7) Opgivet Danmarks forpligtelser over for FN:

Annulleret Danmarks ellers erklærede forpligtelse til at opfylde FN’s biodiversitetsmål.

8) Genindført fældning af værdifulde gamle træer:

For at skaffe penge til skovdriften. Dette er sket i blandt andet Kongernes Nordsjælland.

9) Foreslået at anlægge et vildsvinehegn:

Tværs over den dansk-tyske grænse, så den afrikanske svinepest ikke skal nå danske grise.

10) Saboteret EU’s kamp mod neonikotinoider:

Der enten slår bierne ihjel eller gør, at de ikke kan finde hjem til deres stader igen.

IMG_1945

Foto: www.instagram.com/steenulnits

11) Medvirket til, at glyphosat ikke blev forbudt i EU:

Danmarks nej sikrede, at glyphosat – aktivstoffet i Monsanto’s RoundUp – ikke blev forbudt.

12) Opgivet kampen for fisken snæblen:

Der kun findes i Danmark. Det førte til kritik i det internationale tidskrift, Nature.

13) Gjort landmænd til formænd for nationalparkerne:

Dette for at undgå, at naturhensyn skulle gå hen og vinde over landbrugsinteresser.

14) Givet forkerte indberetninger til FN:

Løjet groft om omfanget af den danske naturs tilstand og vore reelle fredninger.

15) Fortsat sandsugning i Øresund:

Trods klar svensk modstand mod den skadelige aktivitet, der ødelægger havmiljøet.

16) Øget antallet af bistader i statens natur:

Øget konkurrencen i naturen, så vores vilde bier og sommerfugle bliver endnu mere truede.

17) Beskyttet kvotekongerne:

Så disse fortsat kunne købe kvoter gennem stråmænd og i familiemedlemmers navn. 

18) Reduceret aktindsigt i ministeriets arbejde:

Dette er gjort ved at flytte ministerbetjeningen tæt på ministeren – helt ind i departementet.

19) Truet med at fjerne DN’s ret til at rejse fredningssager:

Danmarks Naturfredningsforening (DN) var og er Esben Lunde Larsens yndlingsaversion. 

20) Indskrænket Natura 2000 områder:

Vil fjerne tilsammen 2.657 hektar højt prioriterede Natura 2000-arealer i de fem nationalparker.

21) Undladt at adressere de resistente MRSA-bakterier:

Der allerede har kostet flere menneskeliv. Forklaring: Det vil blive for dyrt for svinebranchen.

22) Anlagt 540 km nye mountain bike spor i statsskovene:

Dette til stor gene for såvel dyrelivet som de af skovens gæster, der helst færdes til fods.

23) Nægtet at lytte til befolkningen:

Nægtede at modtage underskriftindsamlinger fra borgerne. For han vil bare ikke.

24) Givet en økomilliard til miljøet:

Overraskede alt og alle ved at give én milliard kroner i tilskud til økologisk omstilling.

Det sidste punkt må ret beset tælle på plussiden, selv om også det har kritikere blandt både naturbrugere og økologer. Se mulig forklaring allersidst i denne artikel.

Mindeværdige videoklip

Esben Lunde Larsen fik hurtigt et meget anstrengt forhold til interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug (BL), hvis advokat på et offentligt møde ydmygede ministeren, så denne måtte tage sit gode tøj og gå. Altsammen for åben skærm.

Ministeren holdt sig efterfølgende til de mindre krigeriske konkollegaer i Landbrug & Fødevarer, hvor den frafaldne socialdemokrat Karen Hækkerup regerede.

Følgende klip kan søges og findes på YouTube:

Se ydmygelsen af Esben her og døm selv. Ikke smart gjort af BL.

Se også, da Esben sagde nej til at modtage underskrifter. Ja, han ville bare ikke.

Se endelig Lunde Larsen familiens vindmøllehistorie, der for alvor bragte Esben i medierne og såede tvivl om hans handlinger og hensigter.

Søg selv videre på YouTube. Listen over interessante og mindeværdige klip med Esben Lunde Larsen er noget nær endeløs. Han har haft en meget stor underholdningsværdi.

Det kunne der skrives en hel bog om, og det vil der givet også blive gjort på et tidspunkt.

Den vil der være rigtig godt salg i!

Økologen Esben

Er der ikke så mange, som kender til.

Onde tunger – og dem er der til gengæld rigtig mange af, når talen falder på Esben Lunde Larsen – vil imidlertid vide, at BL’s ovennævnte og ovenfor viste ydmygelse af ELL var en af bevæggrundene til økomilliarden. Den ramte nemlig Bæredygtigt Landbrug hårdt – lige under bæltestedet.

BL’s Flemming Fuglede måtte tage tælling og beklagede sig efterfølgende højlydt over, at en landbrugsform i kraftig naturlig fremgang – økologien – skulle støttes yderligere. Når han nu selv repræsenterer kemilandbruget i sin værste deroute form. Og er vant til at være i allerforreste række, når der uddeles støttemidler…

Esben Lunde Larsens personlige natur har på nogle områder været lige så enkel og unuanceret som det, han selv kalder “natur” og selv er opvokset med: Kunstigt såede, men bølgende korn- og majs- og rapsmarker. Grundigt drænede med nødvendig markvanding om sommeren. Sprøjtet flere gange om året. For alskens ukrudt og plantesygdomme. Høstet og forarbejdet industrielt. 

De selvsamme onde tunger vil vide, at Esben Lunde Larsen selv faldt i tønden med RoundUp som barn og aldrig rigtig kom over det. I hvert fald er han vokset op i en landbrugsfamilie, hvor Svend Auken var et skældsord og sprøjtegiftene en nær ven, når det daglige brød skulle i hus.

I så fald kan han jo nok ikke gøre for, at det gik, som det gik. At han nu har måttet indskrive sig i Danmarkshistorien som den værste og mest destruktive miljøminister nogensinde. Han magtede bare ikke at opretholde balancen mellem de to direkte modsat rettede ministerier, som han blev betroet. Mellem landbruget og miljøet. Så han fokuserede på landbruget og overså miljøet.

Esben Lunde Larsen var til gengæld stemmeslugeren i det lokale bondesamfund, han selv voksede op i. Han valgte derfor side, og det blev desværre ikke miljøets. Trods ellers titlen af miljøminister. 

Æret være Esben Lunde Larsens minde. Han vil ikke blive savnet.

Af hverken fugl eller fisk, bier eller blomster.

Og nu er han sågar draget til USA…

© 2018 Steen Ulnits

“Skydefugle”

IMG_3511

2017 blev året, hvor der for alvor kom fokus på ulovlig indfangning, forgiftning og nedskydning af totalfredede rovfugle.

Først i pressen kom en udlægning af fisk forgiftet med det forbudte stof Carbofuran i Store Vildmose i Nordjylland – på netop startdagen for årets jagtsæson. Giften var placeret i tre opsprættede makreller.

Siden kom Midtjylland også i medierne, da man her fandt en hel familie af den sjældne røde glente – han, hun og to unger – forgiftet med det i mange år forbudte stof Parathion, der nok er bedre kendt fra Cheminova som Bladan. Men et nyt stof, hvad angår brug til forgiftning af rovfugle. Det var ikke set før.

Ingen kunne bevise, hvem der stod bag, men folk fra Dansk Ornitologisk Forening var hurtigt fremme med, at alt pegede på jægerne – især dem, der opdrætter de såkaldte “skydefugle” til efterårets jagter.

Hybris og Nemesis

Men det endelige bevis lod ikke vente længe på sig. Skæbnen ville nemlig, at politiet umiddelbart efter det Konservative Folkepartis landsmøde i Tivoli fandt en ulovlig rovfuglefælde på Sjælland – nærmere betegnet på godset Svendstrup, der ejes af godsejer Christian Wedell Neergaard.

Han er regionsrådsmedlem for netop de Konservative, hvis store miljøbevidsthed partiboss og justitsminister Søren Pape Poulsen havde rost til skyerne på landsmødet få dage forinden…

“Levende duer var sat op som lokkemad for rovfugle – og når de kom for nær, klappede fælden. Sådan var den ulovlige høgefælde sat op” skrev DR.dk om opdagelsen.

Politiet sigter nu skytten for groft brud på jagt- og vildtforvaltningsloven ved at opsætte og bruge en ulovlig høgefælde med levende lokkefugle til at fange rovfugle i. Skytten har allerede tilstået.

IMG_4404

Hans arbejdsgiver, godsejer Christian Wedell Neergaard, kender naturligvis intet til sagen – til hvad der måtte foregå af jagtlige ulovligheder på hans eget gods. Stakkels skytte, der helt på eget initiativ har sat ulovlige fælder op for helt sin egen skyld. Ganske uden godsejerens vidende. Og så lige op til jagtsæsonen. – Hvorfor i alverden har han dog gjort det?

1,5 million skydefugle om året

Til orientering så opdrættes der hvert år omkring 1,5 million af de såkaldte “skydefugle” i jagtens Danmark. 1.500.000 skydefugle fordelt på 1.000.000 fasaner og 500.000 gråænder. Fugle, som udelukkende opdrættes og sættes ud med det ene formål at blive skudt ned igen. Jagtens pendant til fiskeriets Put & Take.

Disse skydefugle udgør nu mere end halvdelen af det samlede danske jagtudbytte. Hver af fuglene koster omkring 60 kroner at producere. Og 300 kroner at skyde. Altså en netto fortjeneste på 240 kroner per skydefugl. En meget stor del skydes under de såkaldte dagjagter, hvor jægere udefra lejer sig ind for en enkelt dags jagt.

Det er langt fra alle udsatte fugle, der skydes og hjembringes. Typisk under halvdelen. Resten dør en mere eller mindre naturlig død – anskudt af jægere, ædt af ræve eller taget af rovfugle. Det er således mange millioner kroner, der omsættes her. En vigtig indtægtskilde for mange godser.

Skydefuglene opdrættes på godserne og skal sættes ud i det fri mindst én måned før jagtens begyndelse. De fodres derfor også i det fri, så de ikke fortrækker til naboen inden jagtens begyndelse. Det er et problem i mange mindre moser, søer og damme, der herved forurenes voldsomt af de mange fodrede ænder og deres efterladenskaber.

DOF og DN på banen

Dansk Ornitologisk Forening (DOF) mener, at man bør overveje, om den enkelte godsejer skal kunne drages til ansvar, hvis der sker forbrydelser inden for vedkommendes arealer:

– Vi er nødt til at diskutere, om man skal kunne fratage godset mulighed for at udsætte fasaner. Vi ser gerne, at der er repressalier over for de ejendomme, hvor der sker ulovlig indfangning og bekæmpelse af fredede fugle, siger Egon Østergaard fra DOF.

IMG_1279

Præsident for Danmarks Naturfredningsforening (DN) Ella Maria Bisschop-Larsen er enig i, at ejeren også bør have et ansvar for, hvad der foregår på egne arealer:

– Det burde slet ikke kunne forekomme, at man bare kan sige, at man ikke aner, hvad der foregår på egne arealer, siger hun.

DN ser også et behov for statsligt tilsyn med de områder, hvor der udsættes vildt:

– Det er nødvendigt med et stikprøve-tilsyn. Der skal være risiko for et uanmeldt tilsyn på enhver ejendom i Danmark, hvor der bliver drevet jagt, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Vildtforvaltningsrådet

Det er Vildtforvaltningsrådet, der forvalter de store udsætninger af skydefugle. Vildtforvaltningsrådet, som afgør, hvor mange skydefugle der må udsættes på et givet areal.

Rådet er i sagens natur rådgivende og afgiver sin indstilling til miljø- og fødevareministeren i spørgsmål om jagt og vildtforvaltning. Rådets formand udpeges direkte af ministeren, mens rådets ni øvrige medlemmer udpeges af ministeren efter indstilling fra de nærmeste interesseorganisationer.

Til Vildtforvaltningsrådets medlemmer hører Landbrug og Fødevarer, Dansk Skovforening, Danmarks Jægerforbund, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Dyrenes Beskyttelse og Friluftsrådet.

Dette råd besluttede tilbage i 2008, hvordan opdræt og udsætning af skydefugle skulle foregå. Hvor, hvor mange og hvordan. Opdræt af den truede agerhøne indgår også i disse bestemmelser, men i dag samler interessen sig benhårdt om fasaner og gråænder.

Som allerede nævnt opdrættes der hvert år omkring 1 million fasaner til nedskydning og en halv million gråænder.

IMG_3513

Reglerne siger, at man som jagtejer ikke blot må sætte kritikløst ud af skydefugle. Man skal udarbejde såkaldte biotopplaner, hvis ens jord overstiger 100 hektar eller drives intensivt. Disse planer skal sigte mod en bedre natur for vildtet – både det opdrættede og det vilde – samt andre dyr og planter i den øvrige natur. Og opdrætteren skal på et obligatorisk kursus i opdræt og biotoppleje.

Nye regler – flere fasaner

Vildtforvaltningsrådet vedtog samtidig, at der kun måtte udsættes et begrænset antal skydefugle per arealenhed.  Således blev det besluttet, at der kun måtte udsættes én ælling per 150 m2 vandflade og én voksen gråand per 300 m2. Dette blandt andet for at begrænse forurening og fosforbelastning af vandet fra de udsatte ænder.

Rådet erkender dog selv, at man ikke har kontrol over, hvor mange ænder der i virkeligheden opdrættes og sættes ud. Det anbefaler derfor, at alle fremtidige udsætninger af gråænder anmeldes. Samtidig skal der udarbejdes en liste over sårbare søer – typisk næringsfattige søer og Lobelia-søer, der ikke tåler yderligere tilførsel af næringsstoffer. Her må der slet ikke udsættes gråænder.

Jagten på skydefugle er imidlertid blevet mere og mere betydningsfuld for de store godsers økonomi. Af forliget fra 2008 fremgik det, at Vildtforvaltningsrådet skulle tage de vedtagne planer op til revision efter ti år. Altså i 2018.

Interessen samler sig nu om fasanerne, der er nemmere at håndtere end ænderne, da de ikke er knyttet til søer og damme. Her kan man derfor sætte langt flere ud per arealenhed – 7 fasaner per hektar jord – uden at ødelægge noget vandmiljø.

Det antal ønsker Esben Lunde Larsen nu øget til sine steder næsten det dobbelte – til 12 fasaner per hektar. Dog stilles der i så fald skærpede krav om, at biotopplanerne skal være varige og sigte specifikt på også at fremme andre arter end de jagtbare. Altså mere generel naturpleje i stedet for den målrettede vildtpleje. Og alle fremtidige udsætninger skal fremover anmeldes.

IMG_4413

Pengestrømmen

Det er de store godser – ofte med tilhørsforhold til landboorganisationen Bæredygtigt Landbrug og det Konservative Folkeparti – der presser på for at få lov til at udsætte endnu flere fasaner, end der bliver i dag. Fra nævnte 7 til 12 fasaner per hektar.

Stiller man et simpelt regnestykke op, forstår man godsernes interesse i de storstilede nedskydninger, der næppe kan kaldes jagt. Men er rendyrket aflivning. Et tidligere medlem af Vildtforvaltningsrådet, vildtdyrlæge Bjarne Clausen, gør sig da heller ingen illusioner om det rent jagtetiske, men kalder nedskydningerne for Put & Take jagter.

Der er rigtig mange penge at tjene på et veldrevet jagtvæsen, som uvilkårligt leder tankerne hen på et veldrevet Put & Take fiskeri. Begge steder opdrættes og udsættes dyrene nemlig kun for at blive aflivet igen kort tid efter – af jægere og fiskere, som ikke nødvendigvis har megen indsigt i jagt og fiskeri.

Det er disse intensive dagjagter, som har givet jagten et dårligt omdømme. Drevet af jægere, der måske kun går på jagt den ene  eller to dage om året. Som måske ikke er ret gode til at skyde. Som derfor anskyder mere, end de nedlægger. Men der er penge i dem alligevel. Mange penge. Ikke for jægeren selv, der typisk betaler 300 kroner per nedskudt fasan, og som ofte bruger flere patroner på hver nedlagt fugl.

Men for godsejeren er det en guldgrube. Hvis vi forudsætter, at omkring 40 % af de udsatte fasaner nedskydes, så drejer det sig om 400.000 nedlagte fasaner, der hver især indbringer de tidligere nævnte 240 kroner stykket. Altså fasaner for knap 100 millioner kroner i netto indtægt.

Hertil skal så lægges indtægten fra de fasaner, som ikke er så sønderskudte, at de må kasseres – som kan afhændes til den lokale vildthandler for knap 10 kroner stykket. Hvor mange det her drejer sig om, vides ikke.

Men 100 millioner kroner – plus minus moms – er jo under alle omstændigheder en klatskilling for de involverede godser og deres jagtvæsener. Og tilsyneladende nok til, at opdrættere af skydefugle ind imellem ikke kan styre sig, men ser sig gale på de fredede rovfugle, som formaster sig til også at smage på retterne. Det være sig i voliererne eller udenfor.

Det er disse 100 millioner kroner, vore rovfugle er oppe imod. Og derfor har vi næppe set de sidste fældefangster, forgiftninger eller nedskydninger.

© 2017 Steen Ulnits

Nøgletallene, som bruges i ovenstående regnestykke, stammer fra en artikel i Frederiksborg Amtsavis, skrevet af nævnte Bjarne Clausen i anledning af den kommende tids stærkt øgede udsætninger af opdrættede skydefugle.

Omhandlende også de måske proportionalt tiltagende problemer for vore fredede rovfugle, der så atter risikerer at stå for skud eller gift. Udregningerne og forudsætningerne er mine egne.

Et årligt opdræt af 1 million skydefasaner alene i Danmark gør det uundgåeligt til en industriel produktion, som vi kender det fra andet fjerkræ.

Med alt hvad dette måtte indebære af misrøgt, smittefarer og manglende dyrevelfærd.